Sådan begyndte det i 1866

Ole Jørgensen, f 1830, var skomakermester og mangeårig lærer ved Det Kongelige Døvstummeinstituttet i København. Jørgensen hadde et imponerende kinnskjegg. Av en eller annen grunn var skomakerfaget svært vanlig blant de døvstumme.

Smaablade for døvstumme” fra november 1891 fortæller Ole Jørgensen[1] selv, i anledning af dens 25 års jubilæum, om foreningens oprettelse:

 

"Efter opfordring fre Udgiveren[2] af ”Smaablade for Døvstumme” skal jeg i det følgende give en kort Fremstilling af Døvstummeforeningens Historie i de nu snart forløbne Aar.

 

Den 1ste Oktober 1854, paa hvilken Tid der ikke var ret mange døvstumme Mandfolk og kun meget få døvstumme Kvinder boende i Kjøbenhavn, kom jeg her til Staden for at være Skomagerlærer paa det kgl. Døvstumme-Institut.

 

Det kom ikke strax paa Tale mellem os Døvstumme at danne en Forening, thi vi kjendte ikke noget til de forskjellige Foreninger, som fandtes i Kjøbenhavn, eller til deres Formaal. Men ved et Tilfælde blev jeg, vistnok i Aaret 1863, optaget som Medlem i en Klub ved Navn ”Venners Kreds”. Det var vel kun en selskabelig Forening, der ikke havde til Formaal at understøtte sine Medlemmer, men ved denne Lejlighed lærte jeg at kjende, hvorledes en Forening styres; ”Venners Kreds” havde en Bestyrelse bestaaende af en Direktør, en Kasserer og en Sekretær.

 

I Aaret 1864 fik jeg en Gang Besøg af en ældre og en yngre Døvstum. Jeg talte nu med disse om, hvor heldigt det ville være, dersom vi Døvstumme dannede en Forening, hvis Formaal skulde være at understøtte de medlemmer, som kom i Trang; og jeg foreslog, at det ugentlige Kontingent for hvert Medlem af Foreningen skulde være 8 skilling(16 Øre). Men den ældre mente, at det ikke kunde nytte at prøve at danne en saadan Forening, og sagen blev derfor opgiven.

 

I Aaret 1865 kom saa en døvstum Normand S. rejsende hertil fra Berlin, hvor han havde arbejdet som Snedkersvend. Han fortalte os om den berlinske Døvstumeforening, men det faldt ham ikke ind at foreslaa, at vi skulde oprette en dansk Døvstummeforening; derimod talte han stadig om, at han ønskede at komme hjem til Norge.

 

Den 18de November 1866 fejrede en nu afdød Døvstum sin Fødselsdag; 5 andre Døvstumme og jeg var med til Festen. Ved denne Lejlighed foreslog jeg Værten og Gjæsterne, at vi hver skulde erlægge 8 Skilling i ugentlig Bidrag foreløbig, indtil vi havde samlet 20 Rigsdaler (40 Jroner; disse penge skulde vi saa give Nordmanden S. til at rejse hjem for, men for hvad der indkom over de 20 Rigsdaler, skulde der dannes en Forening. Vi blev enige herom. Saa foreslog jeg, at en Bestyrelse strax skulde vælges, og at denne skulde bestaa af en Direktør, en Kasserer og en Sekretær. Ogsaa herom blev vi enige, og til Direktør valgtes jeg, til Kasserer Skrædder Jeppesen og til Sekretær Snedker Sievers. Foreningen var saaledes dannet.

 

Siden meldte 4 andre Døvstumme sig som Medlemmer, og vi var nu 11 i alt; som Stadsfæstelse paa at Foreningen var dannet, besluttede vi at lade os fotografere sammen.[3]

 

Den dag Fotograferingen fandt Sted, henvendte jeg mig til Nordmanden S. og spurgte ham, om han vilde være enig med mig i at lade Forslaget om Rejseunderstøttelsen til ham falde, for at pengene kunde tilfalde Foreningens kasse; han gav gjerne sit Samtykke hertil.

 

Foreningens Kasse begyndte nu saa smaat at fyldes. Vi besluttede os for at henvende os til en, som bedre end vi kunde fastsætte Bestemmelser med Hensyn til Foreningens fremtidige Formaal. Vi blev enige om at henvende os til nu afdøde Forstander Joh. Keller, og han var strax villig til at hjælpe os. Han gjorde Udkast til Love, Ifølge hvilke Foreningens Formaal skulde være tredobbelt: 1) at virke for at skaffe Arbejde til de Medlemmer, der var uden Beskæftigelse; 2) ved Laan eller gave at understøtte saadanne døvstumme Medlemmer, der ved Sygdom eller Alderdom var kommet i en ulykkelig Stilling; 3) ved nyttig Underholdning at virke oplysende og oplivende. Lovene blev vedtagne paa en Generalforsamling, som afholdtes paa det kgl. Døvstumme- Institut den 20de Februar 1867. Afdøde Direktør Trap, afdøde Forstander Malling-Hansen[4] og daværende Lærer, nu Forstander Georg Jørgensen overværede Forhandlingerne. Den gamle Bestyrelse forblev, men til Kontrabogholdere valgtes endvidere Forstander Malling-Hansen og Lærer Nyegaard; og da disse to Sidste nogle Aar efter frabad sig Gjenvalg, valgtes i deres Sted Lærer Georg Jørgensen og Bogbinder Norrie."

 

Fotnoter:

[1] SA: Ole Jørgensen arbeidet ved Det Kongelige Døvstummeinstituttet i København i mange år, som en av to døvstumme lærere. Den andre var Ulrik F. Gram. Teksen er hentet fra websiden til Danske Døves Landsforbund: http://deaf.dk

 

[2] SA: Kort tid etter Rasmus Malling-Hansens død i 1890 begynte hans svigersønn, Fritz August Bech, lærer ved Instituttet, å utgi "Smaablade for Døvstumme". Et av de første numrene var viet Malling-Hansens død.

 

[3] SA: Fotografiet er bla. a. gjengitt i 100 års jubileumsboken for Døvstummeinstituttet i København fra 1907.

 

[4] SA: Som man forstår spilte ikke Malling-Hansen noen veldig stor rolle ved dannelsen av Døvstummeforeningen af 1866, men var til stede ved den stiftende Generalforsamlingen som ble avholdt ved Instituttet i januar 1867, og ble valgt til en av foreningens to kontrabokholdere.

 

 

Det omtalte bildet av stifterne av Døveforeningen af 1866. Som man ser av navnene under bildet, sitter stifteren selv, Ole Jørgensen som det seg hør og bør i midten av bildet. Faktisk het en av de elleve Malling Hansen, og han er ikke helt ulik forstander Malling-Hansen, men denne Malling Hansen var en døvstum skreddermester.
I Det Kongelige Biblioteks billedsamling har de dette flotte fotografiet av en stor forsamling mennesker foran Det Kongelige Døvstummeinstituttet i København, tatt i 1886. Man antar at det er tatt i forbindelse med 20 års jubileet til Døveforeningen af 1866.
En forstørrelse av personene helt til høyre viser at Ole Jørgensen i alle fall var til stede. Han ses nest lengst til venstre. Personen til høyre er inspektør Lassen, og personlig er jeg temmelig sikker på at personen ved siden av ham, med bred benstilling, pondus og en aura av autoritet, er forstander Rasmus Malling-Hansen i egen person.

Da Døvstummeforeningen af 1866[1] feiret sitt 75 års jubileum i 1941, ble den omtalt i tidsskriftet EFFATA, Udgivet af ”Foreningen til Gavn for Døvstumme, oplærte efter talemetoden”, Nr 8, 15.NOVEMBER 1941. Også dette tidsskriftet var blitt til etter initiativ fra Fritz AugustBech, som var mangeårig redaktør. 

 

Døvstummeforeningen af 1866 fylder 75 Aar.

Den 18.november 1866 var 7 døvstumme i København samlede til Fødselsdagsgilde. Ved denne Lejlighed var det, at en af Gæsterne, Lærere i Skomageri for Eleverne paa Instituttet, Skomagermester Ole Jørgensens Forslag om at danne en Døvstummeforening kom frem og enstemmigt blev vedtaget, og fra denne Dag traadte Foreningen ud i Verden. Professor Johan Keller fra Døvstummeskolen, grundet paa Talemetoden, paatog sig derefter at skrive Lovene, det vedtoges ved en Generalforsamling af alle de Døvstumme, der havde sluttet op om Ideen, og der valgtes en Bestyrelse med Ole Jørgensen som Formand, Lærer i Skrædderi Jeppesen som Kasserer og snedker Sievers som sekretær, desuden tiltraadte Forstander Malling Hansen og Lærer Andr.Chr.Nyegaard som Kontrabogholdere eller Kontrolører. Foreningens Formaal blev fastsat til at: 1) at skaffe Arbejde for Medlemmerne, 2) at understøtte dem i Trangstilfælde og, 3) at virke oplysende. Kontingentet blev sat til 8 Skilling (= 16 øre)ugentlig. Den oplysende Side af Virksomheden blev dernæst dels en Række af Foredrag, dels en Fortsættelsesskole for Lærlingene, og en Tid lang fandt begge Dele Sted i et Lokale paa Instituttet. Foredragene holdtes af Forstander Malling Hansen og Lærerne Gram og Georg Jørgensen,  den sidste forestod desuden Fortsættelsesskolen.

 

Paa denne Maade vedblev man at arbejde sig fremad indtil Generalforsamlingen i Marts 1870, da Malling Hansen og Nyegaard trak sig tilbage som Kontrabogholdere og erstattedes af Georg Jørgensen og Bogbindermester Norrie. [2]

 

 


[1] JMC: Foreningen er den ældste i verden af sin slags, og den er stadig aktiv i 2012!

[2] JMC: Artiklen fortsætter, men vi har begrænset os til de dele som er relevante i forhold til Rasmus Malling-Hansens medvirken.

Effatas heading fra 1941. Legg merke til at Det Kongelige Døvstummeinstituttet i København ikke er med blant de tre avbildede skolene. Tidsskriftet var kun beregenet på dem som var opplært etter talemetoden. Ved Instituttet anvendte man primært tegnmetoden. Avfotografering: Jørgen Malling Christensen

Broderkærlighed.

SA: Dette er et meget interessant utsnitt av en stor folkemengde fotografert foran Det Kongelige Døvstummeinstituttet i 1886. Etter min vurdering viser det både inspektør Lassen(til høyre), forstander Malling-Hansen(nr 3 fra høyre) og grunnleggeren av Døveforeningen af 1866, Ole Jørgensen(til venstre). Anledingen kan meget vel være 20 års jubileet for foreningens eksistens. Foto: Det Kongelige Bibliotek

[1]I forrige Nr. af ”Effata” har Hr.Pastor Hansen skrevet en smuk Levnedsskildring af min gamle Skolekammerat, Jens Olesen fra Ejstrupholm. Jeg selv havde ogsaa forfattet et Stykke om min gode Ven fra Skoletiden, men kom for sent med det. Meget af det, jeg havde skrevet, faldt sammen med det, Hr. Pastor H. har fortalt, kun om Skoletiden kan jeg meddele noget mere.

 

Jens kom i 1880 ind paa Døvstummeinstituttet sammen med sin ogsaa døvstumme, 2 Aar ældre Broder Ole, og de blev begge anbragt i yngste Klasse som Nr. 42 og 51. Det var rørende at se de to Brødre sammen. Altid tog den store den lille i Haanden og passede paa, at ingen kom ham for nær, og i Spisesalen og Skolestuen sad de ved Siden af hinanden. Engang kom det til en hel lille Solskinshistorie. Jens havde været uartig eller doven, og Klasselæreren, senere Inspektør Ketting[2], kaldte ham frem og viste ham Spanskrøret og truede ham med det, men i samme Nu sprang Ole op fra sin Plads og for imellem Jens og Læreren og bad ham hellere slå ham end lille Jens. Da gled et venligt Smil op paa Kettings Ansigt, og han lod dem begge gaa paa Plads. Men fra den Tid holdt Ketting meget af Ole og tog ham til Opvarter hos sig, en dengang meget eftertragtet Post.

 

Baade Ole og Jens blev flinke Drenge i Klassen, og hørte senere til dem, med hvem afd.Pastor Holck, der dengang var Døvstummelærer, læste Ingemanns Romaner, og de fulgtes ad pænt op igennem Aarene, indtil Ole Aaret før Konfirmationen blev angrebet af Tuberkulose og sygnede hen. Medens de andre i Klassen blev konfirmeret den 11.juni 1888 i Kirken, maatte Pastor Malling-Hansen allerede den 28.juni foretage Konfirmationen af Ole i Sygestuen , og samme Dag blev han hjemsendt. Da Jens kom hjem, var Oles Liv udslukket og Begravelsen foregaaet, saa Jens aldrig fik sagt rigtigt Farvel til sin gode Broder og Forsvarer. Men endnu mindes han ham med stor Kærlighed.

                                                                                                          O.H.

 


[1] JMC: Denne historie er fra Effata, et kirkeblad fra døvemenighederne i Danmark, Effata nr 1, 15 april 1941, s.3.

[2] JMC: Dette er antagelig Hans Jensen Lassen, født i Kettingskov på Als 1849 (antog navnet Ketting i 1907). Han blev tidligt forældreløs, men fik seminarieuddannelse og ansættelse på det Kongelige Døvstummeinstitut i København. Han døde i 1911 som en meget anerkendt inspektør ved Døvstummeinstituttet. Se www.ketting.dk for billede og yderligere baggrundsinformation.