Jonstrup Seminarium og Rasmus Malling-Hansen.

Forstander Jens Jensen.

Jens Jensens[7] forstanderperiode var fra 1838 til 1869. Han satte dybe aftryk på atmosfæren og de praktiske forhold på Jonstrup, og alle tre brødre Hansen oplevede ham som forstander under deres tid på seminariet.

 
Ifølge Dansk Biografisk Leksikon var Jensen meget flittig -  en lovens og ordenens mand, præget af alvor og redelighed. Hans arbejde, administration og undervisning gik som efter en snor, og han kunne være hård mod elever der ikke ville rette sig efter ”den bestående tingenes orden”.  Seminaristerne lærte under Jensens gammeldags regimente at arbejde ihærdigt, de fik solide kundskaber og gode anvisninger på praktisk skolearbejde.  Jensen var i sin undervisning klar og grundig, men tør og lidet interessant. Han stod helt uforstående over for de Grundtvig[8]-Koldske[9] skoletanker. Elevernes vel lå ham altid alvorligt på sinde, og ved sin utrættelige flid, redelighed og pligtfølelse øvede Jensen stor indflydelse på sine elever.

Jens Jensen udgav en række skolebøger til brug for seminarieundervisningen, særlig i religionskundskab,  samt to bøger om Jonstrups historie: ”Historiske Efterretninger om det blaagaard-jonstrupske Seminarium”, omfattende tidsrummet 1791-1841 og ”Beretning om Jonstrup Seminarium”, som dækker perioden 1841-1859. Disse to bøger har blandt andet betydning ved de dimittendfortegnelser de meddeler.

Jensen slog hårdt ned på disciplinære forseelser, og permanente bortvisninger var ikke usædvanlige. Seminarister som ikke kunne komme op i tide om morgenen blev behandlet med brækmiddel eller afførende midler og gentog sjældent deres forseelse.

Jensen var som type enevoldshersker. Han gjorde dog også store indsatser for seminariet. Således interesserede han sig meget for biblioteket og lykkedes at udvide det betydeligt. Han sørgede også for at få ordentlige naturvidenskabelige samlinger  og apparater til fysikundervisningen.

I Jonstrupbogen, 4. bind 1926, findes en artikel med titlen ”Betz´Udtalelser om Etatsraad Jensen ”. Frederik Carl Alfred Betz, 1819-1901, var elev på Jonstrup med eksamen i 1845 og blev siden hen en meget respekteret lærer. Han udgav i 1898 ”En gammel Lærers Livserindringer”, fra hvilket følgende er taget.

”Mig generede det regelbundne liv på Jonstrup aldrig; ...jeg forlod Jonstrup med en veneration for Stiftelsen, dens Forstander og Lærerne, som jeg har bevaret indtil denne Dag, og er derfor rede til at træde i Skranken til Forsvar for gamle Jonstrup, saaledes som det var under Professor Jensens Forstanderskab. Var han end ikke en meget aandrig mand som Professor Schurmann ved Skaarup eller Professor Nielsen  ved Lyngby, - i Flid, Iver og streng Pligtopfyldelse stod han ikke tilbage for nogen af sine Kolleger, og gennem sit, af Ministeriet anbefalede, ”Tidsskrift for Seminarii- og Almueskolevæsen” udøvede han betydelig Indflydelse i Skolekredse. Han sørgede for, at der blev arbejdet paa Jonstrup, fandt sig ikke i Driveri og fulgte nøje den enkeltes Flid og Fremgang.”

Rasmus Malling-Hansens egen karakteristik af Jonstrup Statsseminarium.

Arild S. Ebbe var selv elev på Jonstrup og dimitteredes i 1910. Han var medlem af ”Jonstrupsamfundets Venner” og bidrog i Jonstrup-bogen årgang 1928 med en biografi om Rasmus Malling-Hansen[10]. Heri gengiver han meget fortjenstfuldt den tale, som RMH holdt med anledning af 100-års jubilæet for Jonstrup Statsseminariums oprettelse. Malling-Hansen spillede en meget aktiv rolle ved dette jubilæum, både som organisator for de praktiske arrangementer og ved at holde en af hovedtalerne. Festlighederne blev afholdt den 4 august 1890 – 7 uger før Malling-Hansen døde. I sin tale sagde Malling-Hansen blandt andet dette om Jonstrup:

”Og ser jeg da paa min Jonstrup-tid, der ligger omtrent 40 Aar tilbage, for at finde det, hvorom vi alle vil kunne samles i fælles Tak til Jonstrup, - saa træffer jeg allerførst paa dette: Vi lærte at arbejde, vi lærte at tage fat, vi lærte flid, et velordnet Arbejde, og ikke at skyde Arbejdet tilside, selvom det ikke behagede os.  Der var en Arbejdsomhedens Aand over Seminariet, den udgik fra Seminariets Forstander, fandtes hos næsten alle Lærerne, og gjennemtrængte alle Eleverne saaledes, at den, der var uhelbredelig Driver, tillige var nær ved at blive til Nar for de andre. Naa, det udelukkede jo ikke, at vi som glade, ægte Unge, ikke var bange for at tage os en Ræv eller at komme paa Støvlerne engang imellem[11]; men Flid var der indenfor den gamle Borg, og Flid lærtes der, og Flid og Arbejdsomhed har Jonstrups Sønner bragt med ud i Danmark gennem alle Tider. Og derfor: Tal, gamle Jonstrup!

Det næste, hvorom vi alle kan samles i Tak, det er vor pædagogiske Uddannelse, den, der nu kimses saa meget af. Fik vi end ikke meget Øvelse i pædagogisk gerning, saa fik vi en sundt Grundlag af Kundskab og Forbilleder, der vel ikke i Reglen kunde føre til Glimren ved en Embedsprøve, men som var et sundt og godt Grundlag, vi selv kunde bygge videre paa i Livet, i Lærergerningen.

 ---------------

Og saa, Brødre: Det var i vaar fagre Ungdomsvaar, vi var samlede her. Trods Arbejde og Besvær var de dog de gladeste og lykkeligste Aar i vort Liv: Gamle Jonstrup var paa dette Omraade kun i det Ydre en streng Moder, hun saa altid gennem Fingre med mangen herlig Ungdomsstreg og glædede sig til de mange Venskaber, der her blev sluttede for hele Livet, Venskaber som vil staa fast til det Sidste. At vi alle har Sind til  at pleje de glade Minder, selv om Afstand og Aar har splittet os fra hinanden, - derfor tak, gamle Jonstrup!