Rasmus Malling-Hansen som forstander, døvstummelærer, døveprædikant, organisator, administrator og menneske:

Johannes Jørgensen, 1871-1939, døvelærer og-præst. Foto: Døvehistorisk Selskab.
August Hermann Ferdinand Carl Goos, 1835-1917, dansk jurist og politiker. Foto: Det Kongelige Bibliotek.

En tekst fra 100-årsskriften om det Kongelige Døvstumme-Institut.

Denne tekst, skrevet af Døvepræsten Johannes Jørgensen, formidler indgående, initierede og detaljerede kundskaber om Rasmus Malling-Hansen, hans gerning og personlighed. Forfatteren giver et balanceret billede, med Malling-Hansens stærke og svage sider repræsenterede, og samtidig får vi en værdifuld historik af døvstummeundervisningens metode- og organisationsudvikling i Danmark.


Transkribering og fodnoter af Jørgen Malling Christensen.

 

 

 

DET KONGELIGE DØVSTUMME-INSTITUT I KØBENHAVN 1807-1907

SAMT MEDDELELSER OM DØVSTUMMESAGENS UDVIKLING

 

UDGIVET AF

 

Dr. jur. C. GOOS[1]

GEHEIMEETATSRAAD
DIREKTØR FOR DE KGL. DØVSTUMME-INSTITUTTER

 


[1] JMC: August Hermann Ferdinand Carl Goos, 1835-1917, dansk jurist og politiker. 1862 professor i jura ved Københavns Universitet. 1879-80 universitetets rektor. Medlem af Folketinget fra 1880. Kirke- og undervisningsminister 1891-94. 1894 udnævnt til direktør for De kgl. Døvstummeinstitutter og formand for bestyrelsen for Det kgl. Blindeinstitut. Goos publicerede talrige juridiske værker, særlig indenfor emnet strafferet, og var en af sin samtids mest anerkendte jurister.  
I transkriberingen har jeg beholdt originalets ortografi.


Det Kongelige Døvstummeinstituttet i København, fotografert i 1899. Foto: Døvehistorisk Selskab
Dette portrettet av Malling-Hansen fra 1883 illustrerer teksten i boken. Denne utgaven av bildet er scannet fra det orginale fotoet som tilhører Uwe Breker. Det ble i sin tid solgt av Malling-Hansens oldebarn Ole Odder, etterkommer etter datteren Zarah.
Slik blir Johannes Jørgensen og hans hustru presentert i en av tidsskriftutgivelsene til Døvehistorisk Selskab.

Transkribering af siderne 226 – 284:

Fra 1865 – 1890. Malling Hansen Forstander.[1]

I. 

           

     Naar man fra Forstander S. Heibergs Periode gaar over til at beskæftige sig med det kgl. Døvstummeinstituts Historie under hans Efterfølger, Malling Hansen[2], er det, som om man med et Spring fra Frederik den Sjettes rolige, sindige Tidsalder blev henflyttet i vor egen urolige, omskiftelsesrige Tid. I Politiken begynder den ny Tid med Fyrrerne, paa Døvstummeinstitutet begynder den først 1865, og Overgangen er saa pludselig, at den tydeligt nok skyldes Personskiftet.


             Der kan nu ogsaa vanskeligt tænkes to mere modsatte Personligheder end Heiberg og Malling Hansen. Heiberg er helt og holdent en Mand fra l’ancien régime, hans Vej gaar lige og støt som det. Malling Hansen er moderne, nervøs moderne, og hans Vej gaar – som Lynets – i Zigzag.  Heiberg lukkede for det ny, Malling Hansen lukker op. Hans Periode bliver som et spruttende Fyrværkeri af kæmpende Ideer og Tanker, hvori gammelt dør og nyt fødes. Vel ligger Grunden hertil meget i Omgivelser og Forhold, men først er den dog vist at søge i Malling Hansens egen Karakter og i hans Temperament, og det vil derfor være fuldt berettiget, ligesom ved Heiberg, først at dvæle lidt ved disse. 

 
             Hans Rasmus Malling Johan Hansen er født i Hunseby Skole (ved Maribo) den 5. September 1835. Han blev tidlig faderløs (Moderen døde 1885), men blev ved Grev Knuth til Knuthenborgs Hjælp i Stand til at tage Seminaristexamen fra Jonstrup i 1854.  I 1858 blev han Student og var saa 1859-1861 Lærer ved det kgl. Døvstummeinstitut, men opgav denne Plads for at faa Ro til at tage theologisk Attestats[3].  I 1862 blev imidlertid en Lærerpost ved Døvstummeinstitutet i Slesvig tilbudt ham, og skønt Studiet ikke var afsluttet tog han dog derimod. I 1864 bliver han Forstander sammesteds, men fordrives ved Krigen. I 1865 konstitueres han fra 1.Juni som Forstander for Institutet i København, og efter at have taget Embedsexamen med tilhørende praktiske Prøver udnævnes han til Forstander den 4. Septbr. samme Aar. Dette Embede beklædte han saa til sin Død, 27. September 1890.

 

            Malling Hansens Personlighed er ikke let at skildre; hvidt paa sort er saa mat, man trænger til Ildfarver, til noget levende i Stedet for de døde Bogstaver.

 
             Malling Hansen er i første Linie Videnskabsmand. Han har Videnskabsmandens Fantasi og Trang til at følge Traaden helt ud. Hans Blik standser aldrig, før det naar Horizonten. Og han har Videnskabsmandens Grundighed. Intet er ham for smaat. Tværtimod: bag alt det smaa søgte og fandt han den store Enhed. Og endelig havde han Videnskabsmandens lykkelige Haand. Mange store Opdagelser beror jo tilsyneladende paa en Tilfældighed. Malling Hansen havde den Haand, der kan gribe Tilfældigheden og holde den fast, saa den bliver til et værdifuldt Fund.


             Derfor blev Døvstummelæreren Malling Hansen ogsaa baade Videnskabsmand og videnskabelig Opfinder. Hans Gerning blandt de Døvstumme var ham vel altid Udgangspunktet, men hans Stræben førte ham langt ud over denne snævre Ramme. Hans Undersøgelser af Elevernes Ernæringsforhold gjorde ham til Biolog, vistnok en af vor Tids mest fremragende. Hans Hovedværk paa dette Omraade er: ”Perioder i Børns Væxt og i Solens Varme”, (København 1886), hvori han paaviser, at der for Børn er bestemte Væxtperioder, og at disse staar i Forhold til Solens Varme. – Hans Undersøgelser af Forholdet mellem Tale- og Skrivehurtighed førte ham i 1870 til Opfindelsen af Skrivekuglen, den første Hurtigskrivemaskine. – Den nærmere Omtale af disse Ting hører selvfølgelig ikke herhen, de skal blot nævnes;  men man behøver blot at læse Malling Hansens forskellige Opsatser angaaende Døvstummesagen for at blive klar over, at han ejede Videnskabsmandens klare Hoved. – Dernæst var Malling Hansen født Organisator. Han havde Evnen til at gaa i Enkeltheder uden at tabe Helheden af Syne. At ordne, bringe alt paa sin rette Plads var ham en Nydelse, fordi det faldt ham let.  Det bedste Bevis for hans Evner i denne Retning er jo, at den Organisation af Døvstummevæsenet, som den Dag i Dag er den raadende her i Danmark, i alt væsentligt er hans Værk. – Men én Ting er der, som Malling Hansen ikke var – Administrator. Derpaa havde han intet Greb og kunde i Følge noget af det dybeste hos ham ikke have det.  Især to Ting vil jeg pege paa: Malling Hansen arbejdede nervøst, ligesom i Ryk. Hans Hjerne-Processer foregik forceret, Tankerne fløj; der var noget vulkansk ved ham. Men en Administrator skal netop arbejde jævnt, ligeligt, den ene Dag som den anden. Dernæst: hans Temperament var til Hinder. Han var i højeste Grad et Stemningsmenneske, mere modtagelig for ydre Indtryk end det mest følsomme Barometer, ømtaalig, altid svingende mellem Yderligheder, aldrig ens. Derfor, skønt han i Bunden var et kærligt Menneske med et stort Hjerte, kunde han være i høj Grad lunefuld, ja til Tider tyrannisk og uretfærdig. Dagen efter gjorde han det gerne godt igen og var atter til at forhandle roligt med om Sagerne, men saadan maa en Administrator ikke være. Forøvrigt maa man lade ham, at han ikke blot lod sine Luner gaa ud over sine Underordnede, men fuldt saa meget over sine Overordnede, noget som jo nok paa en Maade taler til hans Gunst, men dog ikke gør ham større som Administrator. At han i det hele manglede den for en Forstander vigtige Administrationsevne, viste sig ogsaa paa det Finansielles Omraade. Hverken Institutets eller hans egne Penge vilde nogensinde slaa rigtig til. 


             Tilsidst blot et par Ord om hans ydre. Det svarede til hans Indre. Stil blot hans Billede sammen med S. Heibergs. Heibergs Øjne ser kun udad, Malling Hansens ser mere ind end ud. Eller hør, hvad det siges om ham i en Artikel i ”Nutiden” fra 1886[4]: ”han ser ud som en Kunstner, som en Komponist, og han fører sig paa én Gang med en Kunstners Nonchalance og en Officers Præcision og Belevenhed”.


             Da Malling Hansen blev udnævnt til Forstander, udnævntes samtidig en Direktør. Heiberg havde tvunget igennem, at han selv overtog Direktørposten, men dette kunde selvfølgelig ikke vedblive.  Den ny Direktør blev Geheimeetatsraad J.P.Trap[5].  Denne blandede sig imidlertid ikke stort i Institutets Sager, optaget som han var af mange andre Ting. Til sin Eftermand sagde han:  ”Jeg har ikke indladt mig paa Korrespondance med Forstanderen; det forekom mig altfor besværligt og kedsommeligt. Nej, jeg har ladet Malling Hansen tage alle Sagerne og expedere dem, og det er saamænd gaaet meget godt.” Forretningsgangen under Trap var i Virkeligheden ogsaa den, at Malling Hansen åbnede alle Brevene til Direktøren, og saa afgjorde han selv, om han vilde forhandle med Direktøren derom, eller om han vilde besvare dem paa egen Haand i Direktørens Navn. I Oktober 1884 tog Trap paa Grund af Svagelighed sin Afsked, og Kammerherre F. Wolfhagen[6] blev hans Eftermand.  Det var til ham, Trap fremkom med den ovenfor nævnte Udtalelse med Tilføjelse af, at han vist burde gøre ligesaa. Det vilde Wolfhagen imidlertid ikke, og Følgen blev en skarp Strid mellem ham og Malling Hansen, og da denne Strid kaster et klart Lys over en af de tidligere nævnte Sider af Malling Hansens Temperament, skal den kort refereres her.

 



[1] JMC: Afsnittet om perioden 1839 – 1907 blev skrevet af Johannes Jørgensen, 1871-1939, som var døvelærer og-præst og tilhænger af tegnsprogsmetoden. Johannes Jørgensen har uden tvivl kendt Malling-Hansen meget godt, både som kollega og som menneske. Som den første døvepræst i Danmark blev Jørgensen ansat år 1900. Jørgensen rejste rundt i hele landet for at afholde gudstjenester, konfirmationer og andre kirkelige handlinger.  Han holdt to gudstjenester hver gang: først en med tegnmetoden, hvor han brugte tegnsprog, så at budskabet blev visuelt; og derefter en gudstjeneste efter talemetoden, hvor han talte tydeligt og menigheden mundaflæste, samtidig med at man lyttede til ham.  Først i 1934 blev de to metoder slået sammen, så at døvepræsten herefter talte dansk, støttet med tegn.

[2] JMC: Forfatteren skriver konsekvent Malling-Hansen uden bindestreg (hvilket ikke er korrekt).

SA: Malling-Hansen begynte selv å bruke bindestrek på begynnelsen av 1880-tallet. Først sporadisk, og fra ca 1883 konsekvent.

[3] JMC: Et gammelt ord for teologisk eksamensbevis; i dag ville vi sige teologisk embedseksamen.

[4] JMC: Artiklen findes i Nutiden den 17 oktober 1886, og forfatteren var Frederik Vilhelm Møller. Find artiklen på vor side under fanebladet ”Rasmus Malling-Hansen” og derefter ”Articles from Malling-Hansen´s lifetime”.

[5] JMC: Jens Peter Trap, 1810 – 1885, jurist, kabinetssekretær og topografisk forfatter. Han var frimurer og 1870-71 den øverste leder for Danmarks største frimurerorganisation, Den Danske Frimurerorden. Trap udgav den danske Hof- og Statskalender fra 1842 og til sin død. Han blev mest kendt for ”Statistisk-topografisk Beskrivelse af Kongeriget Danmark”, hvis første udgave kom i 1856-1860 og senere udkom i stærkt forbedrede udgaver 1871-79, 1895, 1929 og 1963. Værket omtales i regel som ”Trap Danmark”. Hans selvbiografi, ”Fra fire Kongers Tid” i tre bind blev, på grund af personlige sekretessehensyn først udgivet i 1966.

[6] JMC: Friedrich Hermann Wolfhagen, 1818-1894, dansk jurist og embedsmand. 1851 amtmand over Flensborg amt. 1855 medlem af rigsrådet; fra 1856 til 1863 minister for hertugdømmet Slesvig. 1864 medlem af rigsrådets landsting, valgt i Nordslesvig. Blandt danske politikere i Slesvig regnedes W. for en svag mand, og han kom i voldsom konflikt med slesvigholstenske politiske kredse. Efter 1864 deltog W. ikke mere i det politiske liv.  Wolfhagen havde han betydelige administrative og repræsentative evner. Han blev direktør for døvstummeinstitutterne fra 1884, formand i bestyrelsen for blindeinstituttet og det danske haveselskab, og i perioden 1867-78 udfoldede han en betydelig virksomhed som præsident og vicepræsident i komiteerne for Danmarks deltagelse i en række af udstillinger – 1867 i Paris, 1873 i Wien, 1875 i Bruxelles og 1878 i Paris.

SA: Det er interessant å merke seg at Wolfhagen var minister for Slesvig da Malling-Hansen ble hentet som forstander til døvstumminstituttet der. Kanskje hadde de en felles forhistorie fra denne tiden? Den tyske forstanderen som var ansatt forut for Malling-Hansen søkte avskjed da han ble pålagt temmelig urimelige krav om at all korrespondanse skulle foreligge på både tysk og dansk. Han ble gjeninsatt av tyskerne da Danskene ble drevet ut etter krigen. Se forøvrig artikkelen om Malling-Hansens relativt korte tid som forstander i Slesvig.


Friedrich Hermann Wolfhagen, 1818-1894, dansk jurist og embedsmand. Foto fra boken.
Jens Peter Trap, 1810 – 1885, jurist, kabinetssekretær og topografisk forfatter. Foto fra boken.
Johan Christopher Henrik Rummelhoff Keller, 1830-1884, dansk lærer for døvstumme og evnesvage. Foto: Døvehistorisk Selskab
Forstander ved Fredericia, Georg Jørgensen, 1838-1905. Foto fra Fredericias 50 års jubileumsbok.
Inspektør Hans Jensen Lassen, 1849-1911, føyde i 1907 Ketting til sitt navn. Foto fra boken.
Cand. theol. Hagerup. Foto fra boken.

            Stridens dybeste Grund var sikkert selve Wolfhagens Udnævnelse til Direktør. Trap havde i længere Tid skrantet, og Malling Hansen gik derfor i skræk for, at han skulle søge sin Afsked, og at Johan Keller[1], Forstanderen for ”Døvstummeskolen grundet paa Talemethoden”, skulle blive hans Eftermand. Dette fik Malling Hansen til selv at udtale Ønsket om, at Wolfhagen matte faa Direktørposten efter Trap. Men saa døde Keller i Maj 1884. Det forandrede med ét Slag Stillingen.  Nu var Faren forbi, og nu ønskede Malling Hansen selv at blive Direktør, og han kunde uden Frygt udtale dette Ønske.  Men enten det nu var for sent, eller man overhoved slet ikke vilde gøre ham til Direktør, Resultatet blev i alt Fald, at man i November 1884 udnævnte Wolfhagen. Dermed var Stridens frø saaet, og det spirede hurtigt. 


             Wolfhagen vilde, som sagt, ikke acceptere Traps Forretningsgang. Han vilde selv være med. Da han saa møder Modstand fra Malling Hansen, drives han videre og kommer vistnok paa et par mindre væsentlige Punkter til at overskride sin Kompetence. Forstanderen klager mundtligt, og Direktøren svarer herpaa ved reelt at suspendere ham fra hans Stilling som Underdirektør for det i 1880 oprettede Institut i Fredericia, idet han forlanger, at Breve derfra skal sendes direkte til ham selv. Efter dette koger Malling Hansen over. I Januar 1885 sender han et alenlangt Klageskrift til Ministeriet. Hovedpunkterne er, at Direktøren har udtalt sig krænkende om Malling Hansen og hans Gerning – der citeres i den Anledning en mængde private Ytringer af Direktøren, - endvidere at han ingen Interesse har vist for Institutet, at han har suspenderet den bestaaende Forretningsgang, at han har berøvet Forstanderen den ham tillagte Ret til at være Medvider i alt, hvad der ved Direktøren udgaar fra Institutet, - der sigtes hermed vel navnlig til, at Wolfhagen havde indleveret til Ministeriet et Forslag af Malling Hansen om en Nybygning ved Institutet uden dennes Vidende – at han har indført en forældet, tidsspildende Forretningsgang, at han har omgaaet Forstanderens Myndighed – nemlig ved at give en direkte Ordre til Lægen – at han har suspenderet Malling Hansen som Underdirektør for Fredericia-Institutet og gjort ham til blot og bar Sekretær, at han har frataget Institutet dets Ret til at beholde Originalskrivelserne og selv vil have dem, og endelig, at hans Forslag til en Forretningsorden er urimeligt. Malling Hansen mener, at Slutningen af sidste Paragraf i dette burde forandres til: ”Dog vil Skrivelser fra Direktøren være at affatte saaledes, at det deraf fremgaar, hvad Direktøren mener”, - og han tilføjer saa: ”Men en Direktør, der behøver et saadant Tilhold, burde jo dog vel være umulig.” 


             Saadan lyder Klagens Hovedpunkter, og det sidst anførte Citat kan tjene som Exempel paa den Tone, hvori den er skrevet.  Lad være, at Malling Hansen havde Ret i et og andet, at Wolfhagen virkelig havde gjort ham nogen Uret, vist er det dog, at han skyder langt over Maalet; den Uret, han har lidt, ser han under Forstørrelsesglas: Myg bliver til Elefanter.  Og denne – væsentlig indbildte – Uret bringer ham ganske ud af sig selv, faar ham til at glemme ethvert Hensyn, som hans Klogskab ellers vilde tage. 


             Men saadan var Malling Hansen naar han blev vred. 


             Wolfhagens Svar kom d. 17.Februar. Det er roligt og overlegent; men man mærker dog igennem det, at han er ked af, at det er kommet saa vidt, især fordi han har en tydelig Fornemmelse af, at han ved at behandle Malling Hansen med lidt mere Hensyntagen kunde have undgaaet det hele. 


             Dette sidste fremgaar ogsaa af Ministeriets endelige Afgørelse af Sagen i Skrivelse af 15. April.  Direktøren faar en Næse, fordi han ikke har været ”nænsom” nok, men ellers faar han Ret,, noget som dog maaske hang sammen med, at han, forinden han skrev, i Ministeriet havde faaet at vide, hvad han skulle skrive. 


             Den af ham foreslaaede Forretningsorden fastslaar:  § 1: Direktøren danner en Melleminstans mellem Ministeren for Kirke- og Undervisningsvæsenet og Forstanderen og er dennes nærmeste Foresatte.  § 2: Forstanderen har i de Tilfælde, hvor Direktøren maatte ønske saadant, ogsaa fremdeles at fungere som Sekretær. 

 
§ 3: Indenfor sin Ressort[2] afgør Forstanderen  de ham paahvilende Forretninger paa eget An- og Tilsvar.  § 4: De Sager, som Forstanderen ikke er kompetent til at afgøre, er at forelægge for Direktøren selv, der efter om fornødent at have indhentet yderligere fra Forstanderen eller andet Steds fra enten træffer Afgørelse i Sagen eller drager Omsorg for dens videre Fremme.  Skrivelser fra Forstanderen til Direktøren, inkl. de Tilfælde, i hvilke Skrivelsen skal fremsendes til Ministeriet, er at stile til Direktøren, og vil Skrivelser fra denne til Forstanderen være at affatte saaledes, at det deraf fremgaar, om der afæskes en erklæring, eller om Skrivelsen efter sit Indhold skal tjene til Efterretning eller til Efterlevelse. – Hertil føjedes efter Wolfhagens Forslag endnu  § 5: Ministeriets Resolutioner er af Direktøren at tilstille Forstanderen i original eller fidimeret[3] Genpart, og skal den hos Direktøren beroende Korrespondance hvert tredie Aar, ledsaget af en Designation[4], afgives til Institutet for der at opbevares med en egen Rubrik som ”Direktorialarkiv”. – Ligeledes havde Wolfhagen i sit Svar paa Klagen foreslaaet, at ”Underdirektøren for Fredericia-Institutet fremtidig , skønt han intet Krav kunde have derpaa, blev et Mellemled mellem Direktøren og Forstanderen i Fredericia, saa at Brevvekslingen gik igennem ham. Ogsaa dette gik Ministeriet ind paa. Angaaende selve Klageskriftet siger Ministeriet, at det deri ”kun har kunnet og villet se et Foster af en ophidset Stemning og en sygelig Tankegang”, og derfor ”har anset det for forsvarligt denne Gang at tilbagetrænge Spørgsmaalet om hans (=Malling Hansens) Forbliven i Forstanderembedet.” 


             Til Slut skal kun bemærkes, at Methodespørgsmaalet[5] paa Fredericia-Institutet ogsaa blev draget ind i denne Strid, men den nærmere Omtale heraf henhører under dette instituts Historie.

 
             Omtrent samtidig med denne Strid voxer et nyt Embede frem paa Institutet, nemlig ”Inspektør”-Stillingen. 


             Allerede i 1865 ansøger Malling Hansen om, at der maa ansættes en Skriver, og det bevilges, at Lærer G. Jørgensen bliver ansat som saadan hos Direktøren, hvilket vel, da Trap jo som sagt ikke blandede sig stort i Sagerne, reelt betød ved Institutet. Da G. Jørgensen i 1881 bliver Forstander i Fredericia, ansættes da ogsaa den ny Skriver, Lærer H.J. Lassen, officielt ” ved Institutet”. Samtidig udvides Stillingen, idet Regnskabsvæsenet fremtidig besørges af Skriveren. – I 1884 bliver Skriveren Inspektør. Malling Hansen var da i høj Grad optaget af at behandle det ved hans Vejninger og Maalinger indsamlede Materiale. Han ansøgte derfor Ministeriet om at lade oprette en Inspektørpost ved Institutet for at lette ham Arbejdet, men fik Afslag. Han forandrede saa sin Ansøgning til, at Skriveren skulle gaa over til at blive Inspektør, idet Bespisningsvæsenet med leverancer, Tilsyn med Madlavning o.s.v., Beklædningsvæsenet, Tilsyn med Inventar og med Institutets Vedligeholdelse og Renholdelse henlagdes under ham, mod at han blev fritaget for 4 timers Undervisning ugentlig, som saa skulle besørges af en lærer, (cand. theol. Hagerup) hvem Malling Hansen paatog sig at lønne. Dette blev bevilget foreløbig et halvt Aar, og senere blev Fristen forlænget til September 1885. Først i April 1887 bliver Inspektørforholdet endelig ordnet. I Skrivelse af 1st April udnævnes H.J.Lassen officielt til Inspektør. Elev-Inspektionen, den daglige Orden og Korrespondance, Økonomivæsenet, Regnskabsvæsenet og alt, vedkommende Indkaldelser, henlægges under ham, foruden hvad der tidligere paalaa ham som Skriver, og saa skal han undervise 1 Time daglig. Denne Ordning blev saa bestaaende Malling Hansens Tid ud.

 


[1] JMC: Johan Christopher Henrik Rummelhoff Keller, 1830-1884, dansk lærer for døvstumme og evnesvage. Cand.theol. 1855. Studerede talemetoden for døvstumme i Tyskland i 1859 og blev derefter leder for den af Vilhelm Dahlerup oprettede døvstummeskole, grundet på talemetoden. Keller forfattede en lang række skrifter og lærebøger til brug for specialundervisning – det som dengang blev kaldt for abnormskolen. Udgav 1863-64 ”Nordiske Blade for Døvstumme” og, sammen med blindepædagogen Johannnes Moldenhawer (1829-1908), ”Nordisk Tidsskrift for Blinde-, Døvstumme- og Åndssvageskolen” 1867-84. Under hans dygtige og engagerede ledelse ekspanderede undervisningen til at omfatte to anstalter med omkring 150 døvstumme elever. Kellers anstalter var et privatdrevet alternativ til Malling-Hansens institutter, som blev drevet med offentlige midler. Der var også betydelige forskelle og modsætninger mellem Keller og Malling-Hansen med hensyn til pædagogiske metoder. Hvor Keller troede 100% på talemetodens fortræffelighed, var Malling-Hansens syn at tegnsprog og håndalfabetet var hovedkommunikationsmidlet for døvstumme og for deres undervisning. Dog var Malling-Hansen slet ikke dogmatisk, snarere pragmatisk, på dette område og tog indtryk af nye ideer og andre døvstummelæreres argumenter.

[2] JMC: = ansvarsområde, fagområde

[3] JMC: Gammelt ord for ”vidimeret”

[4] JMC: = angivelse eller fortegnelse

[5] JMC: På det tidspunkt, da man fejrede døveundervisningens 100 års jubilæum (1907), var der to forskellige undervisningsmetoder i landet: Skrift-håndalfabet-tegnmetoden i København og den mere eller mindre rene talemetode i Fredericia og Nyborg.


Døvstummeinstituttene i Fredericia(til venstre) og Nyborg.
Malling-Hansen spilte en viktig rolle i opprettelsen av begge.
Tyge Rothe, 1834-1887, slotsgartner på Rosenborg.
Frederik Lauritz Levy, 1851-1924, dansk arkitekt.
Ferdinand Meldahl, 1827-1908, fremtrædende dansk arkitekt, etatsråd, kammerherre og borgerrepræsentant.
Christian Krarup Øllgaard, 1841-1915, havneingeniør og borgmester. Foto: Det Kongelige Bibliotek

Lærernes Lønningsforhold var stadig meget usikre. Ved Lønningslov af 25. Marts 1871 fastsattes Forestanderens Løn til 3,600 Kr., stigende hver 5. Aar med 400 Kr. til 4,800 Kr., samt fri Bolig, og Anden- til Femtelærernes Løn til 1000 Kr., stigende med 300 kr. hvert 5.Aar til 2,200 Kr, samt fri Bolig, og endelig Førstelærerindens Løn til 800 Kr., stigende med 200 kr. hvert 5.Aar til 1400 Kr., samt fri Bolig. Derimod gaves for Sjette- til Niendelærernes Vedkommende ingen Lovbestemmelse. Praxis blev efterhaanden, at de lønnedes med 600 + 20 % Tillæg (= 720 Kr.), fri Bolig, Vadsk og Kost som en Elev, stigende med 300 Kr. + 20% hvert 3. Aar.  I 1880 var der Tale om Revision af Lønningsloven, og Forslag blev indgivet; men det blev ikke til noget. Forstanderen udnævnes af Kongen og lønnes med 4000 Kr. og fri Bolig, stigende med 400 Kr. hvert 5.Aar til 5,600 Kr. Lærerne lønnes med 1200 Kr. og fri Bolig for en ugift (eller Godtgørelse), stigende efter 4 Aar til 1500 kr., efter 7 Aar til 1900 Kr., efter ti Aar til 2300 Kr., efter 13 Aar til 2500 Kr. og efter 17 aar til 2700 kr. Lærerinderne lønnes hver med 1200 Kr. og fri Bolig, stigende med 300 Kr. hvert 5.Aar til 2100 kr. Inspektøren faar desuden i Honorar 600 Kr., og hver af Lærerne og Lærerinderne indtil 150 Kr. i Vagtpenge.

 

II.

 

            Med selve Bygningen skete der i Malling Hansens Tid ikke større Forandringer, skønt der et Par Gange var Udsigt dertil.


             Strax ved sin Tiltrædelse tog Malling Hansen sig for at udvide og forbedre Haven, for hvilken han nærede stor Interesse. Efter en del Forhandlinger lejedes i Begyndelsen af 1866 nogle Jordstykker af det tilgrænsende Glacis[1], ialt 6800 kvadratalen[2], hvilke lagdes til Haven. Derved opnaaede man dels at kunne sløjfe de uskønne Vinkler, som tidligere dannede Havens Grænse, omhugge de gamle Tjørnehække og fylde Grøfterne, hvorved Haven fik en bedre Form og Institutet en friere Udsigt, dels at kunde indrette en Planteskole og Køkkenhave.  Slotsgartner Tyge Rothe[3] gav Tegningen, og Arbejdet udførtes hovedsagelig af Eleverne selv under Ledelse af Lærer G. Jørgensen.  Ved denne Udvidelse øgedes Havens Areal omtrent med 1/3.  I 1879, da den ny bygning ved Blindeinstitutet skulde opføres, afstodes dog igen et Stykke af Haven, 1750 kvadratalen, til Byggegrund.

 
             I 1882 paatænktes det at indlægge elektrisk Lys. Malling Hansen var meget begejstret for Tanken, men Planen strandede dog. Rimeligvis var det for dyrt. Derimod gennemførtes samme Aar en mindre Forbedring, idet det uskønne Stakit mellem Gaard og Have fjernedes.


             I 1883 kom imidlertid større Planer op. I 1880 havde man paa Blindeinstitutet opført en Tilbygning, hvor blandt andet Forstanderen havde faaet Bolig. Saadant smitter. Dertil kom, at Pladsforholdene trods Opførelsen af det ny Institut i Fredericia alligevel var lovlig indskrænkende. I sit Forslag til en Nybygning fremhæver Malling Hansen saaledes, at alle Klasselokalerne maa anvendes ogsaa til andet brug end Undervisningsrum, et af dem endog til Spisestue, hvilket er meget uheldigt, da Ventilationen tilmed er daarlig, endvidere at Drengenes Haandgerningsskole har et altfor lille Rum, og Pigerne har slet intet, at Gymnastiksalen er for lille og lav, at Soveværelserne og Sygestuerne er for smaa, at Beklædningskamrene er uheldigt beliggende, at der ingen Direktionsstue og intet Kirkelokale findes, at lærerboligerne er for smaa, og at kort sagt Bygningen i Fordhold til Elevantallet burde være dobbelt saa stor.  Malling Hansen har derfor henvendt sig til Arkitekt Levy[4], der var specialist i skolebygninger og havde leveret Tegninger  til Fredericia-Institutet, og sammen med ham udarbejdet en Plan til en Nybygning, som skulle ligge i Haven og være omtrent af samme Størrelse som Institutet, samt en Plan til Omordning af det gamle Institut, men Malling Hansen mener, at man kunde realisere Institutets Formue, som udgør ca. 125,764 Kr., saaledes at Statens Tilskud ikke bliver ret stort. Dette Forslag er dateret 31.Juli 1883, og Situationsplanen ser ud som vist paa næste Side.


             Alt dette kunde nu være meget kønt, men der var en Faktor, som Malling Hansen  ganske havde glemt at regne med, det var Bygningsinspektør, Etatsraad Meldahl[5].  Da dennes Betænkning om Forslaget affordres, svarer han med at kassere  hele Planen, som han kritiserer overordentlig skarpt. Grunden er usund, Bygningsudkastet grimt og slet ikke svarende til Omgivelserne, og Ordningen af Rummene upraktisk. Herpaa svarede Malling Hansen den 23. Januar 1884 i en meget besindig Skrivelse, i hvilken han indrømmer enkelte Fejl og iøvrigt imødegaar Meldahls Kritik, men karakteristisk er det, at han samtidig (1. Februar) maa lette sit Hjerte i en mere privat Skrivelse[6], rettet til Kontorchef Øllgaard og til Trap, senere ogsaa tilstillet Wolfhagen, hvori han ikke sparer paa Krudtet i nogen Henseende.  2 Dage efter den indsendte Antikritik, den 25. januar, sender Malling Hansen saa Direktøren en yderligere Redegørelse af Sagen.  Han fremstiller først, hvorledes han efter sit Forslag af Juli 1883 blev opfordret til at undersøge, om der kunde være Rimelighed for at opføre et helt nyt Bygningskomplex i Københavns Udkant eller Nærhed (Hellerup), men at Grundene var altfor dyre.  Derimod fandtes der en Grund til rimelig Pris ved Arresødal.

 


[1] JMC: Ældre, militært udtryk: den foran en befæstningsgrav liggende jordopkastning, hvis overside skråner jævnt ned mod og går over i det foranliggende terræn.

[2] JMC: En dansk alen = 0,6277 meter. 6800 kvadratalen er da lig med 4268 kvadratmeter, dvs for eksempel en rektangel med målene 85 x 50 meter.

[3] JMC: Tyge Rothe, 1834-1887, bestod gartnereksamen i 1853, arbejdede 4 år i Botanisk Have og foretog derefter en studierejse i Europa. Vendte hjem til Danmark i 1859, hvor han blev assistent ved landbohøjskolens haver og ved højskolens botaniske undervisning. 1867 blev han slotsgartner på Rosenborg, hvis driverihave han forbedrede. Han forfattede en lang række artikler og afhandlinger om gartner-relaterede emner i forskellige tidsskrifter. Sammen med brygger J.C. Jacobsen udgav han 1879 ”Beskrivelse af Væxthusene i Universitetets botaniske Have”. Fra 1880 medlem af Københavns borgerrepræsentation. Se i øvrigt den danske Wikipedia for flere oplysninger og et foto fra 1865.

[4] JMC: Frederik Lauritz Levy, 1851-1924, dansk arkitekt. Som født ind i en jødisk familie fik han mange opgaver for den jødiske menighed, men han arbejdede også for erhvervslivet. Han tegnede blandt andet sygehuset og døvstummeinstituttet i Fredericia, døvstummeskolen i Nyborg, Frederiksberg Gymnasium, Vestre Borgerdydsskole samt et stort bygninger for banker og større forretningsvirksomheder. Se liste over hans værker, og et portræt, på den danske Wikipedia.

[5] JMC: Ferdinand Meldahl, 1827-1908, fremtrædende dansk arkitekt, etatsråd, kammerherre og borgerrepræsentant, som udøvede meget stor indflydelse på arkitektur og kunst i anden halvdel af 1800-tallet. Han blev medlem af Kunstakademiet i 1857 og spillede en væsentlig rolle for arkitektskolens udvikling. Fra 1863 formand for skolerådet, fra 1864 professor i bygningskunst og i perioden 1873-90 direktør for akademiet. Fra 1860 fungerede han som kgl. bygningsinspektør, og fra 1866 og 27 år frem sad han i Borgerrepræsentationen. Han blev kammerherre 1892 og er fortsat den højest dekorerede danske arkitekt nogensinde. Meldahl var en magtfuld og omdiskuteret person – af de unge blev han opfattet som en bagstræberisk figur, der modarbejdede en personlig kreativitet i arkitektarbejdet med sin akademiske insisteren på at kopiere fortidens stilarter. Set i eftertidens perspektiv er ikke alle Meldahls tanker i højeste kurs. Hans boligbyggerier synes ofte sammenpressede uden megen lys og luft, og hans til tider hårdhændede restaureringer af historiske bygninger ville blive gjort anderledes i dag.  Mellem hans mange værker kan noteres: Blindeinstituttet på Kastelsvej,  Hotel d’Angleterre, Marmorkirken, Charlottenborg samt restaurering af et antal danske slotte og herregårde (Kilde: Wikipedia og Dansk Biografisk Leksikon).

 

[6] JMC: Dette brev har vi ikke fundet.


Malling-Hansens egne tegninger av det planlagte tilbygget, som aldri ble realisert. Copyright: Døvehistorisk Selskab
Georg Carl Heinrich Lehmann, 1815-1890, dansk læge og øjenspecialist.
Peter Atke Castberg, 1779-1823, gundlæggeren af den moderne døveundervisning i Danmark.
Hans Peter Duurloo, 1816-1892, forstander for Gamle Bakkehus.
H. V. Dahlerup oprettede 1848 en lille privatskole for døvstumme børn, og her blev undervist talemetodisk.
Louis Wilhelm Salomonsen, 1832-1914, dansk læge. Foto: Det Kongelige Bibliotek.
Georg Jørgensen, 1838-1905, arbejdede i mange år som døvstummelærer under Malling-Hansen.
Wilhelm Daniel Arnold, 1810-79, den første forstander for døvstummeskolen i Riehen i Basel, presenteres slik i Salomonsens.
Johan Christian Henrik Fischer, 1814-1885, kultusminister fra den 11 juni 1875 til den 24 august 1880.

Hans foreslag gaar derfor nu ud paa, at der i Arresødal opføres en Filial til det ligeledes overfyldte Fredericia-Institut, hvorved Antallet af Elever ved Københavner-Institutet ogsaa vil kunne bringes noget ned, og man saaledes vil kunne nøjes med en mindre Nybygning ved Institutet.  Til Udarbejdelse af en Plan til denne vil Malling Hansen gerne have Ministeriets Tilladelse til at benytte Levy, hvorimod han mener, at Ombygningen af det gamle Institut bør ske ved Meldahl.


             Projektet strandede imidlertid foreløbig paa Pengespørgsmaalet.  Dets Optagelse paa Finansloven udsattes fra Aar til Aar, og da Elevantallet efterhaanden viste sig ikke at blive saa stort som forventet, fordi et større Procentantal af Børnene en beregnet gik til Fredericia-Institutet, endte det med,  at Udvidelsen af Institutet ikke blev til noget.  Et lille Resultat kom der dog. I et Møde hos Direktøren den 11.December 1884, hvor Meldahl, Lehmann[1] (Institutets Læge) og Malling Hansen var til Stede, bestemtes det, ”uden Hensyn til de forestaaende Byggeplaner”, at foretage en Del Smaaforbedringer, som saa kom til Udførelse i 1885.  Der anbragtes Ventiler i Spisestuen og Sovesalene, Ventilationsovne i 1.Klasse og Spisestuen, Bislag over de to Hovedindgange og Glasdøre til at forhindre Træk; endvidere lagdes der paa Prøve Linoleum paa Gulvet i ældste Klasse og anbragtes 2 Brandtrapper ved Sovesalene. Gymnastikhuset gjordes rummeligere derved, at man satte Ovnen i en Niche og højnede Loftet over Klatreapparaterne.  En yderst gavnlig Foranstaltning blev ogsaa truffet i 1885, idet Arkivet ordnedes, hvilket arbejde udførtes af Lærer Holck.  Anden Gang, der var Tale om en større Nybygning, var i 1889, da man tænkte paa at opføre et Annex til Institutet, bestemt for Aandssløve Døvstumme.  Heller ikke denne Plan blev imidlertid til noget.


             Saa skal endnu kun nævnes en køn Tanke, som Malling Hansen fik i 1889, men som desværre ikke blev realiseret: Han ansøgte Magistraten om, at Lipkesgades Forlængelse maatte komme til at hedde Castbergsgade[2].  Magistraten svarede imidlertid Nej, uvist af hvilken Grund.

 

III.

 

            Malling Hansens Tid var som allerede sagt en Stridens og Gæringens Tid. Uroen laa i Luften. Heiberg havde med Jernhaand holdt den nede, det evnede Malling Hansen ikke og havde heller ikke Lyst dertil.  Han lod den tværtimod komme frem og ledede saa med lykkelig Haand Bevægelsen ind i de rette Baner.  -  Den af Dahlerup stiftede ”Døvstummeskole grundet paa Talemethoden” gav den første Anledning.

 

            Efter fra Duurloo[3] at være gaaet over til den dygtige og geniale Joh.Keller var denne Anstalt voxet til en betydelig Rival af det kgl. Døvstummeinstitut. Allerede i 1860 havde Staten oprettet 12 Fripladser, i hvilke de uegentlige Døvstumme, der i særlig Grad maatte antages at egne sig til Oplærelse efter Talemethoden, anbragtes.


             Saasnart imidlertid Heiberg havde taget sin Afsked, kom Keller med et Forslag, som kunde have faaet vidtrækkende Betydning, hvis det var gaaet igennem. Han foreslaar nemlig, at der, for at Fordelingen af Elever til de to Anstalter kan blive retfærdig, oprettes en Fællesklasse med Undervisning efter begge Methoder, og hvori Børnene prøves 1 Aar.  Fordeling efter Indkaldelses-Skemaerne er, mener han, uheldig, fordi disse ofte er upaalidelige i Henseende til at afgøre, om Børnene er uegentlige eller egentlige Døvstumme.  -  17.Juli samme Aar svarer Malling Hansen, at en saadan Foranstaltning er ganske unødvendig, da Keller kun har 12 Pladser, og disse let kan udfyldes med Børn, der er saa absolut ”uegentlige”, at Skemaerne giver tilstrækkelig Grundlag.  -  Næste Aar fortsættes imidlertid Striden. Det har nemlig vist sig, at Keller nu ikke har 12 men 30 Fripladser (Antallet øgedes i 1862 til 20, i 1864 til 30).  I en Skrivelse af 20-22. Januar 1866 giver derfor Malling Hansen[4] en meget fyldig Fremstilling af sin Opfattelse. Han gennemgaar først de to Methoder, Tegn-  og Lydmethoden, og anfører de almindeligste Grunde for og imod dem begge. Dernæst fremsætter han sit eget Syn paa Talemethoden og samler sine Indvendinger imod den i følgende Hovedsætninger:  1) Efter 2 Aars Undervisning skal al Meddelelse fra Lærer til Elev ske mundtlig, men kun de færreste af Eleverne kan i løbet af denne Tid opnaa den dertil nødvendige Aflæsningsfærdighed.  De fleste kan slet ikke følge med.  2) For at blive forstaaet vil Læreren blive nødt til at bruge Tegn, ja ledsage hvert Ord med Tegn, hvorved Aflæsningsfærdigheden bliver endnu mindre, og der skabes et nyt, slet Tegnsprog, der ganske gør Brud paa Tegnsprogets naturlige Ordfølge og derfor bliver ganske uforstaaeligt.  3) Lærernes Tegn og mundtlige Tale forstaas lige vanskeligt, derfor skrider hele Undervisningen særdeles langsomt og tungt fremad.  4) Den voksne Døvstumme vil snart glemme at kunne aflæse; Dialekterne er ogsaa til Hinder.  5) Da endvidere hans Omgivelser ikke forstaar hans mundtlige Tale, og han ikke kan Haandalfabetet, vil han efterhaanden gaa over til kun at anvende Tegnsproget.  Skriftsproget vil gaa i glemme.  – Af disse Betragtninger, som viser, at Malling Hansen da stod mest paa den franske Methodes Grund, om end han holdt paa, at alle de Døvstumme, som kan det, skal lære at udtrykke sig mundtligt og at aflæse fra Læberne, drages saa den Slutning, at kun de i særlig Forstand uegentlige Døvstumme,  -  det vil sige: de som har saa megen Hørelse, at de kan høre de fleste Vokaler, og de, som i meget sen Alder er blevet døve, saa de har bevaret hele Sproget, - bør undervises efter Talemethoden. Det vilde blive ca. 10 % af landets Døvstumme.  – Dernæst gaar Malling Hansen over til et Angreb paa Keller. Keller havde først 12 Fripladser, og det var passende, d.v.s. svarende omtrent til 10% af de Døvstumme.  Nu har Keller 30 Fripladser, og det er meningsløst; thi der er mindst 60 døvstumme Børn, der egner sig ligesaa godt (d.v.s. ligesaa daarligt) til Undervisning efter Talemethoden som halvdelen af de 30.

 
             Dernæst er det galt, at Tale- og Tegnmethode blandes sammen, hvilket maa ske i Døvstummeskolen, da der dér findes Døvstumme, som ikke kan lære at tale. Endvidere er Lærerkræfterne for faa, 3 Lærere og 1 Lærerinde til 70 Elever, medens Institutet har 8 Lærere til 121 Elever.  Og dog fordrer en Taleskole forholdsvis flere Lærerkræfter! – Malling Hansen mener derfor, at det i ethvert Tilfælde er galt, at der er 30 Fripladser, og han opstiller 3 Muligheder: Enten kunde man helt ophæve Fripladserne og lade alle Døvstumme blive oplærte paa det kgl. Døvstummeinstitut.  Institutet er stort nok, man har allerede Taleundervisning som Fag, og der var intet til hinder for at externere de i særlig Forstand uegentlige. Denne Ordning var den billigste i økonomisk Henseende. Eller man kunde indskrænke Fripladserne til de oprindelige tolv.  Eller endelig, man kunde udvide Antallet til ca. 100.  Malling Hansen mener dog øjensynlig, at det bedste var, om Fripladserne indskrænkedes.  Idet han deler de Døvstumme i 3 Grupper:  1) de i særlig Grad uegentlige (10%), 2) de egentlige Døvstumme, som kan lære at udtrykke sig mundtligt (⅔), 3) de Døvstumme, som ikke kan lære at tale – hævder han, at den bedste Methode for Klasse 2 er den, som anvendes paa Institutet, nemlig, at de undervises efter Tegn- og Haandalfabet-Methoden, men saa har Taleundervisning som særligt Fag. Dermed skulle nemlig alle Talemethodens Mangler undgaas. Da Taleundervisningen ikke drages ind i de andre Undervisningsfag, forsvinder Faren for, at Eleverne kommer til at jaske, - der er heller ingen Fare for, at der skal opstaa et nyt ”Tegnsprog”, men ”Gebærdesproget” kommer til sin Ret, og endelig kan Undervisningen skride uforstyrret frem, uafhængig af Aflæsningsevnen. Malling Hansen staar altsaa endnu paa den Heibergske Traiditions Grund. Han har endnu ikke klaret sig et eget Standpunkt, og man faar egentlig Indtrykket af, at han kæmper mere for sit Institut end for Sagen selv.


             Denne Skrivelse blev vistnok tilsendt Ministeriet, men da dette i Skrivelse af 7. Februar forlanger nærmere udtalelse fra Direktøren, sender denne, 10. Marts, atter en Skrivelse om Sagen. Indholdet af denne er i Hovedsag følgende: Hvis det af Keller opstillede Princip for Fordelingen, nemlig at det Barn, der har kunnet høre, skal undervises efter Lydmetoden, medens alle Døvfødte skal undervises efter Tegnmetoden – hvis dette konsekvent skal gennemføres, vil det føre til, at det kgl. Døvstummeinstitut kun faar 91 Elever, Keller 101 Elever – eller rettere, da vel egentlig Meningen er, at alle Døvstumme, der kan lære at tale, skal undervises efter Lydmethoden, vil det kgl. Døvstummeinstitut kun faa 60 og Keller 131, men dette vil sige, at man har indført den tyske Methode her i Landet, og i saa Fald er en Forberedelsesklasse, hvori alle (ogsaa de privat indsatte) Børn prøves, en Nødvendighed, ligesom da begge Instituter maa blive Statsinstituter, under en fælles Overbestyrelse. Men hele denne Tanke afvises selvfølgelig. Det Princip, som bør lægges til Grund, bør være dette, at kun de uegentlige (i særlig Forstand) henvises til Keller, Resten forbliver paa Institutet.


             Herpaa svarede Keller i 2 Skrivelser af 2. og 17. April.


             Han indrømmer, at det af Ministeriet opstillede Princip, ”at det Barn som har kunnet høre, skal undervises efter Lydmethoden, men det Barn, der er døvfødt, efter Tegnmethoden”, ikke er ”det utvivlsomt ene rette”, men forsvarer for øvrigt Talemethodens Fortrin.  De to Methoder er ikke blandet sammen hos ham, thi Aandssløveskolen er ganske for sig selv.  Han mener, at den mundtlige Tale lige saa godt som Haandalfabetet bevarer Skriftsproget, desuden lærer hans Elever ogsaa Haandalfabetet. Derimod har han ikke megen Tiltro til Taleundervisningen paa Døvstummeinstitutet. Naar Eleven taler i alle Timerne, lærer han det bedre, end hvis han kun taler i een Time. Endelig tror han, at der er flere uegentlige Døvstumme end 10% af Antallet. – Herpaa svares der fra Institutet i en Skrivelse af 13. Oktober 1866. Den bestaar væsentlig i en Gendrivelse af Kellers Indvendinger. Malling Hansen er enig med Talemethodens Tilhængere i, at Maalet for Døvstummeundervisningen bør være, at Eleverne skal kunne udtale sig mundtligt og aflæse Talen fra andres Læber, men uenig med dem om Vejen til dette Maal.  Han vil nemlig for egentlige Døvstumme, som kan lære at tale, fastholde, at Taleundervisningen for dem kun bør gives som Fagundervisning.  Principet bør altsaa være: alle uegentlige til Keller, alle egentlige til Institutet, og de uegentlige difineres nærmere saaledes:  1) de Døvstumme, som ikke er ganske døve og ikke ganske stumme; 2) De Døvstumme, der ikke er ganske døve; 3) de Døvstumme som ikke er ganske stumme.  Forøvrigt indrømmes, at maaske adskillige uegentlige tidligere ikke er blevet anset for ”Døvstumme” og derfor ikke indkaldt.  Der er derfor Mulighed for, at de 30 Fripladser kan bibeholdes.


             Herefter kom det saa til mundtlig Forhandling mellem de to Anstalters Bestyrelser, og Resultatet af disse foreligger i en Skrivelse fra Direktionen af 11. Decbr. 1866.


             I denne foreslaas for det første, at Ministeriet indskærper Præsterne at overholde Bestemmelsen ved de aarlige Indberetninger, særlig at alle uegentlige medtages og ligeledes Børn, som i det forløbne Aar har mistet Hørelsen.


             Dernæst udtales, at man bør beholde de 30 Fripladser, for at Keller ogsaa kan optage de aandssløve Døvstumme, men Antallet bør ikke forøges.  Endelig foreslaas, efter Kellers eget ønske, at Direktøren for Døvstummeinstitutet indtræder i Tilssynskomiteen for Kellers Anstalt.


             Hvad selve Indkaldelsesmaaden angaar, gaar Direktørens Forslag ud paa nøjagtig det samme, som senere fastsættes i Ministeriets Resolution af 5. Januar 1867. Denne lyder paa:
           
            1) at Indkaldelsen sker til det kgl. Døvstummeinstitut i København: Forældre, der selv betaler, kan indsende deres Børn til hvilket af Instituterne, de vil.  De paa vedkommende Forældres Bekostning til Kellers Anstalt indsendte Børn indkaldes ikke. Indkaldelsesalderen sættes til det fyldte 8de Aar, og for Børn, der er blevet døve i det sidst forløbne Aar, til 7 Aar.
            2) at Direktøren og de to Institutforstandere, efter at de nyankomne Elever har været 1 Maaned på det kgl. Døvstummeinstitut, efter Prøve bestemmer, hvilke Børn der skal paa det kgl. Døvstummeinstitut, og hvilke der skal overflyttes til Kellers Anstalt.
            3) at Principet for Fordelingen er, at alle egentlige Døvstumme skal undervises paa det kgl. Døvstummeinstitut, alle uegentlige og alle Aandssløve Døvstumme skal overgives til Kellers Anstalt.

            Ogsaa paa de to tidligere nævnte Punkter, angaaende Indkaldelserne og Traps Indtræden i Tilsynskommissionen for Kellers Anstalt, bifaldt Ministeriet Direktionens Forslag.


             Med denne Resolution var Danmark alltsaa, længe før noget andet Land, naaet til en Deling mellem egentlige, uegentlige og aandssløve (svagt begavede) Døvstumme, en Deling, som nu overalt er anerkendt som overordentlig heldig.


             Af dette blev Stridens Resultat, maa sikkert hovedsagelig tilskrives Malling Hansen.  Ganske vist: det, som var hans ledende Motiv, hang sammen med et Syn paa Sagen, som han senere ændrede, nemlig at kun uegentlige Døvstumme egner sig til Oplærelse efter Talemethoden;  men Principet, at de uegentlige er noget for sig og fremfor alt egner sig til Taleundervisning, (og at de aandssløve bør undervises for sig) var dog rigtigt og klart set.  Desuden skete der ved denne Ordning intet Brud i den historiske Udvikling, idet de samme Tanker allerede findes udtalt i Direktionens Erklæring angaaende Dahlerups Forsøg (af 23.Juni 1849) og havde været gjort gældende i Praxis, om end i ringere Udstrækning.

 
             Kellers Standpunkt er ikke nær saa klart.  Han vil kun have en hel del flere Børn undervist efter Talemethoden, og han vil helst selv have Lov til at prøve dem og udskille dem, han vil have – men et sagligt Fordelingsprincip foreslaar han, saavidt jeg kan skønne, slet ikke. Tilfreds var han heller ikke med Resultatet, selv om han i en Avisartikel i ”Fædrelandet” (1867, Nr. 58) takker Ministeriet højtideligt derfor.  Det ses af en lille Efterstrid allerede det samme Aar (1867): Han klager over, at Kommunerne ikke, men kun Forældre kan indsætte Børn direkte i hans Anstalt, og fremstille dette som en Uretfærdighet mod de Ubemidlede. Direktionen svarer fuldkommen rigtigt, at dette ikke er en ”grundløs Tvang”, men en Nødvendighed for, at man kan opnaa den bedste Fordeling. – Netop dette Punkt i Resolutionen, at Forældre, som selv betalte, kunde indsætte deres Børn hos Keller, bortset fra, om disse Børn var egentlige eller uegentlige Døvstumme, var selvfølgelig ogsaa dens svageste Punkt.  Det var en Uklarhed, selv om man naturligvis ikke kunde komme uden om det, saalænge Kellers Anstalt var privat, og Staten intet Taleinstitut ejede. Men denne Bestemmelse kunde meget let medføre Rivninger mellem de to Anstalter og gjorde det ogsaa.  Af en privat Korrespondance mellem Malling Hansen og Keller fra 1879 ses det klart, at man på det kgl. Institut saa meget skævt til Kellers Virksomhed, ligesom en Artikel af Lærer Lassen i Beretningen af 1879 advarer Staten mod det ”private Initiativ”. Navnlig var man vred over, at Keller i sine Avertissementer kaldte sit Institut for ”Døvstummeskolen grundet paa Talemethoden”, i stedet for ”Institut for uegentlige Døvstumme”,  og Forskellen mellem disse to Benævnelser var jo ogsaa Stridens Kerne.  Foreløbig beholdt Striden dog en mere privat Karakter. Der var nemlig større Forandringer i Gære.


             Malling Hansen stod, som allerede sagt, ved sin Tiltrædelse af Forstanderembedet nærmest paa den franske Skoles Grund. I en Tale om Methoderne, som han rimeligvis i 1866 har holdt ved et Besøg, Majestæterne aflagde paa Institutet, siger han, ”at den franske Methode ...forhaabentlig fremdeles vil blive anvendt paa det kgl. Døvstummeinstitut ved Undervisningen af de ulykkelige Døvstumme, dog med den nødvendige Modifikation, at der arbejdes hen til at bibringe det størst mulige Antal af Eleverne en for Livet nyttig Færdighed i at udtale sig mundtligt og aflæse fra Munden”.  Dette Maal søgtes saa naaet ved en særlig Taleundervisning.  Malling Hansen overtog selv forsøgsvis yngste Klasse og førte den op, idet Undervisningen i at tale og aflæse stadig holdtes som et Fag for sig.  Det lykkedes ham paa denne Maade at bringe det til, at han det sidste Aar kunde lade Tale gaa over til at blive Undervisningsmiddel, saa at hele Fagundervisningen dreves mundtligt. Denne Klasse præsenteredes ved Abnormskolemødet i København 1872 og omtaltes meget rosende i Pressen. Ved dette Forsøg var det altsaa godtgjort, at egentlige Døvstumme kunde lære at tale.  Georg Jørgensen foretog lidt senere samme Forsøg med en anden Klasse. – Kort Tid før (1868) havde Malling Hansen været i Udlandet paa en større Studierejse. Skønt han, som det fremgaar af hans Udtalelser paa Abnormskolemødet i 1872, stillede sig meget skeptisk overfor Resultaterne ved  de tyske Instituter, fordi egentlige og uegentlige dér fandtes sammenblandede, og Resultatet derfor ofte syntes bedre, end det var, er der dog ingen Tvivl om, an han paa denne Rejse er blevet paavirket i Retning af Talemethoden.  Strax efter – i 1869 – søger han om og faar en Timelærer ansat til ”forøget Taleundervisning”. Ganske vist fastholdt Malling Hansen endnu, at den ved Institutet anvendte blandede Methode var den bedste; men hans Blik paa den tyske Methode blev dog venligere og venligere.  En opgaaende Stjerne kommer man nu ogsaa som Regel til at se venligt paa.


             Og den tyske Methode var da ogsaa en saadan opgaaende Stjerne.  Alle Tegn tydede paa, at der kom en Sejrstid for den.


             Kendt, som den var bleven gennem Kellers Institut, begyndte den ogsaa at interessere Lægfolk.  Et Exempel er Dr.med.L.W. Salomonsen[5].  1868 skriver han tre Artikler i ”Fædrelandet” (Januar 20.-22., Nr. 16-18), ”Bemærkninger om det kgl. Døvstummeinstitut”.  I Korthed sagt gaar de ud paa, at der paa Institutet gives alt for lidt Taleundervisning – om Talemethoden skal indføres, tør han ikke dømme om, - Timeantallet bør forøges til det 2 à 3-dobbelte, og disse Timer kan uden Skade, mener han, tages fra Haandgerningsundervisningen. Endvidere vil han have Læreretaten forøget, det 6-aarige Kursus udvidet til et 8-aarigt, Elevantallet i Klasserne formindsket.  Pengene til alt dette kan Staten godt yde; thi de Døvstumme er faktisk meget billigere nu for Staten end de Blinde, og det er der ingen Mening i. Den næste, der bringer Emnet frem, er en af Institutets egne Lærere.  Det er Lærer Georg Jørgensen[6], den Mand, som i særlig Grad skulde blive Talemethodens Forkæmper herhjemme. Ogsaa han havde ligesom Malling Hansen begyndt som tilhænger af den franske Methode, men var saa, vel navnlig ved Samarbejde med og under Paavirkning af Malling Hansen, efterhaanden blevet vaklende.  I 1874 kom han paa Studierejse i Tyskland, og traf her i Direktør Arnold[7] i Riehen en Mand, af hvis hele Personlighed han paa det dybeste følte sig grebet, og under hvis paavirkning han fuldt ud blev den tyske Methodes Mand.  Han er fra nu af en begejstret Tilhænger af den rene Talemethode. Hans Standpunkt kom til at foreligge i to Bøger, udgivne Aarene efter hans Rejse.  Den første er ”Zwei deutsche Taubstummen-Anstalten,  Reisebericht  von Georg Jørgensen, Berlin 1874”. Bogen blev, ligesom den følgende, udgivet paa Tysk, fordi, som Forfatteren selv siger, Tyskland er den Arena, hvor Kampen skal udfægtes.  Og hvad var det for en Kamp, som han vilde have frem?  -  Fra Modstanderne af Talemethoden, som havde besøgt tyske Instituter, hørtes meget ofte den Indvending fremført, at man dersteds gjorde Propaganda for Methoden ved, at man blandt Eleverne havde nogle ”Paradeheste”, som blev vist de Besøgende, medens de øvrige Elever, hvis Standpunkt var langt lavere, blev holdt tilbage.  Georg Jørgensen vil nu vise, at denne indvendings Fremkomst skyldes den uheldige Ordning af Døvstummevæsenet i Tyskland, at man ikke foretager nogen Deling af de Døvstumme, men at de egentlige og uegentlige, daarligt og godt begavede undervises sammen. Han viser dette, først ved at give en Fremstilling af en Anstalt, hvis Forstander foretager en saadan Deling, nemlig Anstalten i Riehen.  Her sondres alle ”blödsinnige”, som saa bortsendes.  Skønt der derfor paa denne Anstalt undervises efter den reneste Talemethode, uden noget slags Tegnsprog, finder man dér ingen Paradeheste, ”nicht die geringste Spur von ”Puff””, alt er ægte.  Og alt er udmærket: Elevernes Tale, Kundskaber, Sprog, Forhold.  -  Dernæst skildres ”das allg. oesterreichischen israelitischen Taubstummen-Institut in Wien” under Direktør  Deutsch.  Her er uegentlige og egentlige sammenblandede, og de uegentlige bruges til Paradeheste. I Riehen fandtes ganske vist ogsaa uegentlige, men da alle Svagtbegavede udskiltes, blev det dog muligt at bevare Ensartetheden og lade alle følges ad.  I Wien bliver det hele Humbug, fordi Elementerne er saa yderst forskellige. En saadan Anstalt gør Talemethoden ubodelig Skade.  Det anbefales derfor at indføre den danske Deling, i egentlige og uegentlige Døvstumme, i Tyskland.


             Aaret efter fulgte den anden Bog  ”Aufruf  an die Lehrer und Freunde der Taubstummen, von Georg Jørgensen, Kopenhagen 1876”.  Her opkaster Forfatteren det Spørgsmaal: hvorfor er den tyske Methode ikke trængt sejrrig igennem? Det besvares med, at der er en Del Modstandere, som ikke vil forstaa, men ogsaa en Del, som gerne vil dømme retfærdigt, men er hildede i falske Forestillinger om Talemethoden.  Alle Indvendingerne mod denne samles saa og gendrives ved en Henvisning til Riehen.  Man siger at Elevernes Tale i de højere Klasser bliver grim og uklar – det gør den ikke i Riehen;  man siger, at Udtalen stadig maa rettes, og at dette hemmer Undervisningen;  man siger, at Læreren maa overdrive sine Mundbevægelser for at lette Aflæsningen  - det sker ikke i Riehen;  man siger,  at Lærerne i de højere Klasser maa bruge Tegn, og at de voxne Døvstumme (oplærte efter Talemethode) bruger Tegn  - i Riehen findes ingen Tegn, og Eleverne selv kan ikke lide Tegn;  man siger at Religionsundervisningen behøver Tegn for at naa Hjertet  -  i Riehen har man naaet Hjertet uden Tegn;  man siger, at de udgaaede Elever ofte glemmer at tale og falder tilbage til Tegnsproget ved Omgang med andre Døvstumme -  Arnold vil netop have dem anbragt blandt Normale;  man siger,  at de Døvstumme ikke kan lide Artikulationsøvelser  -  det er ikke sandt, og de har desuden godt af at lære Taalmodighed; man siger, at Talemethoden kræver længere Tid og flere Lærere – det er ikke Tilfældet i Riehen; man siger, at ved Talemethoden bliver der mange Sinker – det sker ikke i Riehen, hvor man har foretaget en Deling. – Dernæst gives en begejstret Skildring af Anstalten i Riehen for at vise, at den virkelig svarer til, hvad der er sagt om den. Og endelig drages Hovedkonklusionen, der lyder saaledes: at saa længe en Klassifikation af de Døvstumme ikke er gennemført, saa længe lider hele Døvstumme-undervisningsvæsenet af en Kræftskade, som dybest inder tærer paa al sand Uddannelse (Bildung) af de Døvstumme. Og der tilføjes den anden Hovedkonklusion: at saa længe man i Døvstummeinstituterne ser tegn anvendt, saa længe er det samme tilfældet, den tyske Methode er ikke gennemført. – Delingen kan foretages enten som i Danmark, (uegentlige, egentlige, aandssløve) eller som i Riehen efter Begavelse, men efter Jørgensens Mening bør dog alle undervises efter Talemethoden, selv om denne for de svagere begavede maa tillæmpes.


             Det første Spørgsmaal, der uvilkårlig paatrænger sig én, er dette: Hvordan stillede Malling Hansen sig til disse to Bøger? Ja, nogen skriftlig Udtalelse af ham om dem foreligger ikke, men man kan da saa temmelig slutte sig til hans Stilling. Meget af det, navnlig Delingstanken, var jo kun hans egen Idé, og det kunde han jo kun synes godt om. Men der var jo ogsaa meget, der stred mod hans Opfattelse. At Halvdelen af Eleverne ved Institutet i København skulde – som det siges i ”Aufruf” – kunne undervises efter den rene Talemethode, ja, at endog de svagere begavede Døvstumme skulde oplæres efter en tillæmpet Talemethode, havde i alt Fald ikke tidligere været hans Mening. Man kunde derfor føle sig fristet til at slutte, at han i Hovedsagen ikke vilde gaa sammen med Jørgensen.  Men her er nu en Faktor, en Egenskab hos Malling Hansen, man ikke maa glemme at regne med, det er hans aabne, modtagelige Sind.  Hvad der kom til ham, baaret af Begejstring, kunde han ikke staa for. Begejstring var for ham som sød Vin. Og det var netop det, Georg Jørgensen kom med. Han var selv et stemningsmenneske, og han var grebet ind til det dybeste.  Selv om de lyrisk anlagte Perioder, navnlig i ”Aufruf”, ofte lyder noget hule, er der ingen Tvivl om, at Begejstringen er ægte nok.  Den tyske Methode stod for ham som Idealet og som Fremtidens Løsen.  Mærk saaledes indledningsstrofen  i ”Aufruf”, hvori der uden videre siges, at den tyske Methode har sejret.


             Der er ingen Tvivl, om, at dette har grebet Malling Hansen. Han droges saaledes ved alle Baand over mod den tyske Methode. Den sikre Følelse af, at Talemethoden var i Opgang, - Stemningen ude blandt Publikum og endelig Georg Jørgensens Begejstring – alt dette drog Malling Hansen i Retning af Talemethoden. Men hvis nu denne Methode skulde indføres, hvorledes kunde det saa ske? Malling Hansen var netop dengang meget optaget af en af sine Opfindelser (Skrivekuglen) og havde neppe selv i Øjeblikket Lyst til at gøre Forsøget, og dertil kom, at Forholdene ved Institutet næsten umuliggjorde en Methodeforandring.  Institutet havde blandt andet 2 døvstumme Lærere – de kunde jo ikke undervise efter Talemethoden. Desuden var Flertallet af de øvrige Lærere ogsaa mod det ny. Der maatte altsaa søges nye Veje, og atter vaagner Organisatoren i Malling Hansen, og han griber med lykkelig Haand den rette Løsning.


             Som Bebuder om det ny kommer først en lille Artikel i ”Berlingske Tidende” for 2. Maj 1879 af Inspektør Lassen. Han mener, der bør lægges et nyt Institut i Aarhus, som Parallel til det kgl. Institut og Kellers Anstalt i Forening, nærmest for at forhindre den store Ophobning af Elever i København. Kort efter tager Malling Hansen selv Sagen i sin Haand.


             Den 26. Juli 1879 indsendte han sit ”Forslag om at oprette et Døvstummeinstitut i Jylland” (trykt 1880). Dette Forslag – en Bog paa 27 Sider – er som alt, hvad der kom fra Malling Hansen af den Art, klart og simpelt[8] i hele sin Tankegang.  Det kunde i saa Henseende neppe gøres bedre. – Først paaviser han, at det nuværende Institut er for lille: det skulde i August 1879 rumme 150 Elever, og vil i Skoleaaret 1880-81 komme til at optage 170 Børn – skønt det kun er bestemt til at optage 130. (Den pludselig store Tilgang af Døvstumme – vistnok foraarsaget ved en Meningitis-Epidemi i Jylland – kom nu ogsaa svært tilpas.) At udvide Institutet til at kunne rumme ca. 200, vilde være pædagogisk urigtigt. Der maatte altsaa dannes  et nyt Institut.  – Dernæst vises, at det ny Institut ikke bør ligge i København. Man bør ikke drage de Døvstumme til den store, farlige By.  Den pekuniære Fordel, som et Døvstummeinstitut skaffer den By, det ligger i, bør ogsaa rettest tilflyde en Provinsby. Da det ny Institut skal være et Taleinstitut, bør det ikke ligge alt for nær ved Tegninstitutet – Eleverne vilde i saa Fald let komme sammen, og Taleeleverne af de andre lære Tegnsprog, hvad der ville være uheldigt.  Endvidere: I en Provinsby findes lettere gode Plejehjem, og endelig vil der skabes et Centrum for de Døvstumme i Jylland.  Det foreslaas derfor at lægge Institutet enten i Aarhus eller i Fredericia.  -  Det ny Institut bør være et Statsinstitut, thi det er det bedste, og det bør være et Taleinstitut.  At Københavner-Institutet blev Taleinstitut vilde i mange Henseender være uheldigt. Hverken Lærerforholdene eller Lokaliteterne er anlagt derpaa.  -  Dernæst spørges, om det ny Institut skal være Externat eller Internat, hvilket besvares med, at Eleverne de to første Aar bør bo paa Institutet, derefter i Plejehjem, altsaa et Internat-Externat.  -  Derpaa beregnes Udgifterne ved den aarlige Drift. Antallet af Elever sættes til 100 i det ny og 100 i det gamle Institut. Indkaldelsen foreslaas  ordnet saaledes, at de for uegentlige eller aandssløve ansete Døvstumme indkaldes direkte til Keller og efter en Maaneds forløb prøves af en Kommission, bestaaende af Trap, Keller og Malling Hansen.  De egentlige indkaldes til Fredericia og prøves efter et Aars Forløb af Kommissionen med Tiltrædelse af Forstanderen for det ny Institut.  -  Angaaende Lærerpersonalet foreslaas det, at der skal være en Forstander og efterhaanden 8 Lærere (eller Lærerinder).  Der bør dannes en lokal Direktion med Trap som Formand. – Dernæst gennemgaas Arkitekt Levys Byggeudkast med Tilføjelse af, at baade i Aarhus og i Fredericia er der tilbudt fri Grund.  Den samlede Udgift sættes til 217,000 Kr.  -  Endelig foreslaas, at samtidig det 6-aarige Undervisningskursus udvides til et 8-aarigt.


            

Efter at dette Forslag havde været til 1. Behandling i Rigsdagen den 28. Januar 1880, blev Betænkningen fra Finansudvalget afgiven den 3. Februar 1880 (undertegnet af Aaberg, Berg, Bille, Busk, Bønløkke, Dam, Dinesen, Holstein Ledreborg, Hørup, Th. Nielsen, Scharling, Scavenius, Tauber, Winther).  Paa Lovforslaget var foruden Forslaget om det ny Institut optaget en Paragraf om at yde Keller et Statslaan paa 80.000 Kr. til Opførelse af en Anstalt for uegentlige Døvstumme.  Udvalget tiltraadte Forslaget paa alle Punkter. Ogsaa i Tingene[9] mødte Forslaget stor Velvilie, og den 22. Marts 1880 underskrev Kongen ”Lov om Foranstaltning til Undervisning af Døvstumme”.  Af de to Byer, der havde tilbudt Byggegrunde, havde man foretrukket Fredericia. Dermed var Fredericia-Institutet skabt, og man var saaledes naaet til en Firdeling af Eleverne:  1) de bedst begavede egentlig Døvstumme (Talemethode – Fredericia), 2) de svagere begavede egentlige Døvstumme (Tegnmethode – København), 3) de uegentlige Døvstumme (Talemethode – Keller), 4) de aandssløve Døvstumme (Tegnmethode – Keller), og der var ingen Tvivl om, at man ved denne Ordning havde naaet det Maal, Malling Hansen nævner, naar han slutter sit Forslag om Institutet i Jylland saaledes:  Ved Realiseringen af de foran gjorte Forslag vil Danmark atter vinde et stort Spring fremad foran alle andre Lande og vil have givet et ikke uvæsentligt Bidrag til Fremskyndelse og Fremhjælp af den bedste Undervisning og Oplærelse for alle Døvstumme i alle Lande.


             Til Forstander for det ny Institut udnævntes  -  vistnok især efter Malling Hansens Anbefaling – Georg Jørgensen den 1. April 1881.  Efter den oprindelige Plan skulle Malling Hansen selv være gaaet til Fredericia, hvad jo ogsaa laa nær, da Ideen var hans.  Imidlertid vilde han vistnok nødig. Der var jo saa mange Interesser, der holdt ham bunden til København.  Og da Kultusminister Fischer[10], som bestemt holdt paa hans Forflyttelse, netop samme Aar gik af, blev Resultatet, at Malling Hansen blev, hvor han var. Derimod udnævntes han, dels paa Grund af den store Andel, han havde i Institutets Oprettelse, dels for at lette Trap Arbejdet, den 16.Septbr. 1880 til Underdirektør for Fredericia-Institutet, en Udnævnelse, der laa saa meget nærmere, naar man betænker, at det ny Institut jo uden Tvivl vilde blive Hovedinstitutet, og det derfor var nødvendigt at sikre Malling Hansen Førsterangspladsen fremfor dets Forstander.


             Efter Fredericia-Institutets Oprettelse stod det endnu tilbage endelig at fastslaa Indkaldelses- og Fordelingsordningen. Allerede Aaret før (1879) havde Malling Hansen faaet indført et nyt Indkaldelsesskema med mere detaillerede Oplysninger om Børnene.  Disse Skemaer forvoldte forøvrigt øjensynlig Præsterne meget Bryderi – det er et Utal, som i 1881 forlanges omskrevet. Ved Resolution af 14. Maj 1881 ordnedes efter Forslag fra Direktøren Sagen saaledes:  1) Indberetningerne skal som hidtil sendes til Københavner-Institutet; 2) Direktøren indstiller efter disse Indberetninger til Ministeriet[11], hvilke Børn der er at indkalde henholdsvis til Fredericia-Institutet og Kellers Anstalt; 3) alle egentlige Døvstumme skal møde i August paa Fredericia-Institutet, alle uegentlige og aandssløve Døvstumme paa de Kellerske Anstalter ligeledes i Slutningen af August;  4) i Slutningen af September afholdes Prøve paa de Kellerske Anstalter, hvor en Kommission, bestaaende af Direktøren, Forstanderen for Institutet i Fredericia (foreløbig repræsenteret ved Underdirektøren, Malling Hansen) og Professor Joh. Keller, afgør, om der blandt de nyankomne Elever findes nogen egentlig Døvstum, som da er at oversende til Fredericia; 5) paa Institutet i Fredericia afholdes ligeledes en Prøve i Slutningen af September, hvor Direktøren,  Forstanderen i Fredericia og Professor Keller undersøger, om der blandt de nyindkaldte findes noget uegentligt eller aandssløvt, døvstumt Barn, som saa vil være at oversende til Kellers Anstalt; 6) I Juli Maaned afholdes en anden Prøve i Fredericia sammen med Aarsexamen af en Kommission, bestaaende af Direktøren og Forstanderne i Fredericia og København;  7) om de ved Prøverne vedtagne Omflytninger afgives Beretning til Ministeriet.


             Denne Afgørelse er Keller imidlertid ikke tilfreds med. I en Skrivelse af 20. Maj s.A. klager han over, at han ved denne Ordning udelukkes fra at have Indflydelse paa Fordelingen i første Instans, idet Direktøren alene indstiller, hvem der efter Skemaerne skal indkaldes.  Keller mener, at hele Prøvekommissionen bør gennemgaa Indberetningerne og indstille. Dernæst paastaar han, at de private Instituter ved Prøverne er for svagt repræsenterede, idet han staar alene mod to, og udtaler Ønsket om, at Forstander E. Keller (Keller havde nemlig selv antaget Titel af Direktør, medens Broderen Emil blev Forstander) ogsaa faar sæde i Kommissionen. Motivet til hans Klage er Frygt for, at man for at faa Statsinstituterne fuldt belagte skal forurette hans Anstalt og lade den faa færre Børn, end den skal have. Grænselinierne mellem de forskellige Arter Døvstumme er jo temmelig usikre.

 


[1] JMC: Georg Carl Heinrich Lehmann, 1815-1890, dansk læge og øjenspecialist. Lægeeksamen 1840, medicinsk doktorsgrad 1846 ved en afhandling om betydningen af øjets vandvæske. 1872 blev han læge ved blindeinstituttet, 1874 ved døvstummeinstituttet. 1884 blev han medlem af blindeinstituttets bestyrelse. Ud over den oftalmologiske forskning og praksis var Lehmann en dygtig musiker og bestyrelsesmedlem i Musikforeningen.

[2] JMC: Efter døvstummeinstituttets første forstander, Peter Atke Castberg, 1779-1823, som også var gundlæggeren af den moderne døveundervisning i Danmark. Castberg tog medicinsk embedseksamen i 1801 og blev dr.med i 1802. I begyndelsen forsøgte han at helbrede døve ved hjælp af galvanisme, en behandlingsform med elektricitet, fremkaldt ad kemisk vej. I årene 1803-1805 besøgte han døveskoler i Kiel, Berlin og Paris. Efter sin hjemkomst sendte Castberg en betænkning til regeringen, hvori han gør opmærksom på nødvendigheden af oprettelsen af en undervisningsanstalt for døvstumme.  Loven om denne blev givet den 17 april 1807, hvorefter den officielle undervisning kunne begynde med 10 elever på ”Det Kongelige Døvstumme-Institut i Kjøbenhavn”. Der er opstillet en mindebuste af Castberg ved skolen på Kastelsvej.
Lang tid efter Malling-Hansens forslag blev det faktisk realiseret, og idag findes der en Castbergsvej i Valby.

[3] JMC: Hans Peter Duurloo, 1816-1892, forstander for Gl.Bakkehus, en stiftelse for evnesvage børn. Teologisk kandidat 1845. Lærer ved den af H.V.Dahlerup oprettede lille privatskole for døvstumme børn, som her blev undervist talemetodisk. Nogle måneder efter sin ansættelse overtog Duurloo ledelsen af skolen. 1855 forstander for Gl. Bakkehus. Under hans ledelse, frem til 1887, udvidedes anstalten betydeligt.

[4] Skrivelsen er undertegnet af Direktøren, men det er selvfølgelig Malling H., som er forfatteren.

[5] JMC: Louis Wilhelm Salomonsen, 1832-1914, dansk læge. Medicinsk kandidat 1855, 1859 dr.med. på en afhandling om urinsyrefarcten hos nyfødte. Efter studier i udlandet, praktiserede han fra 1860 i København; 1866 konst. distriktslæge, 1872 kommunelæge i København. Fra 1872 til 1912 var han læge ved forsikringsselskabet Danmark. Gennem denne virksomhed fik han levende interesse for forsikringsmedicinske spørgsmål. Salomonsen var formand for forsikringslægernes forening 1901-13, fattiglæge ved Mosaisk troessamfund og medlem af bestyrelsen for Effata.

[6] JMC: Georg Jørgensen, 1838-1905, arbejdede i mange år som døvstummelærer under Malling-Hansen. Efter henstilling fra Malling-Hansen blev Georg Jørgensen udnævnt til forstander for Det kgl. Døvstummeinstitut i Fredericia, et institut som for øvrigt blev oprettet på initiativ af Malling-Hansen. Jørgensen og Malling-Hansen var begge medlemmer af en i 1889 offentligt nedsat kommission med opgaven at udarbejde et forslag til, hvordan undervisningen af de døvstumme skulle organiseres i fremtiden.

SA: I et brev til sin bror, Thomas Jørgen Hansen, fra 10.05.1876, skrev RMH følgende: "JÖRGENSENS SKRIFT SKAL DU IKKE KJÖBE, DU SKAL ENGANG FAAE DET HERFRA. DET ER IKKE UDEN INTERESSE, MEN ER LOVLIG OVERSPÄNDT."

[7] JMC: Wilhelm Daniel Arnold, 1810-79, den første forstander for døvstummeskolen i Riehen i Basel, tiltrådte i maj 1839 og arbejdede der til sin død i 1879. Ifølge Salomonsens Konversationsleksikon, anden udgave 1915-1930, hører Arnold til empirikerne blandt døvstummelærerne. ”Han har ikke stiftet nogen skole, dertil var hans undervisningsmetode alt for individuel.  Hans store betydning ligger i, at han i sin anstalt har ført bevis for, at døvstumme børn under heldige institutvilkår fuldstændig kan afholdes fra brugen af det for dem ejendommelige tegn- eller gebærdesprog, der virker så hæmmende på den sproglige udvikling. Hans fremgangsmåde ved undervisningen i artikulation, først at lære eleverne at udstøde alle de enkelte lyde med en kort og klangfuld brysttone (der Stoss), har tjent enkelte nordiske Døvstummelærere til forbillede.”  (Litteratur: Walther: ”Geschichte des Taubstummen-Bildungswesen”)

[8] JMC: ”simpelt” skal naturligvis her forstås som ”enkelt” – altså et positivt ord.

[9] JMC: Landstinget var det ene af den danske rigsdags to ting, det andet var Folketinget.  Landstinget dannedes i 1849 og blev afskaffet ved grundlovsændringen i 1953.  Det var danmarks førstekammer. Meningen med at have et tokammersystem med Landstinget som ”overhus” var, at hvor Folketinget skulle stå for de reformatoriske impulser i lovgivningsarbejdet, skulle Landstinget danne en modererende, konservativ modvægt. Antallet af landstingsmedlemmer var 51.

[10] JMC: Johan Christian Henrik Fischer, 1814-1885, kultusminister fra den 11 juni 1875 til den 24 august 1880. Fischer var politiker og adjunkt, cand.theol 1842, adjunkt i matematik 1847-52, medlem af Folketinget 1852-66, kongevalgt landstingsmand 1866-85, direktør for Frederiks Hospital og Fødselsstiftelsen 1882. Fischer var i begyndelsen knyttet til Venstre men bevægede sig efterhånden over imod Højre. Han var med til at danne ministeriet Estrup. Fischer var derudover en ivrig og dygtig ornitolog, var medstifter af Aktieselskabet Zoologisk Have og senere formand for dets bestyrelse. Ved Fischers afgang blev Jacob Frederik Brønnum Scavenius (1838-1915) udnævnt til kultusminister – en post han havde fra den 24 august 1880 til den 6 juli 1891.

[11] JMC : Ministeriet var det såkaldte «Kultusministeriet », dvs Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet, som blev oprettet i 1848 og delt i Kirkeministeriet og Undervisningsministeriet i 1916.


Forstander Emil Keller, 1835-1896. Foto: Det Kongelige Bibliotek
Lege Chr Keller, 1858-1934. Foto fra boken.
Just Adam Christian Tryde, 1834-1904, læge og hygiejniker. Foto: Det Kongelige Bibliotek.
Lars Dinesen, 1838-1915, statsrevisor og politiker tilhørende det konservative Højre. Foto: Det Kongelige Bibliotek
Thomas Nielsen, 1838-1895, fremtrædende landstingspolitiker. Foto: Det Kongelige Bibliotek.
Valdemar Emanuel Steenberg, 1829-1892, psykiater og overlæge ved St.Hans Hospital. Foto: Det Kongelige Bibliotek.
Nicolai Christian Dalhoff, 1843-1927, præst og social-filantropisk forfatter. Foto: Det Kongelige Bibliotek.
Rasmus Claussen, 1835-1905, dansk venstrepolitiker og formand for Folketinget. Grundlægger af Lolland-Falsters Folketidende. Foto: DKB.
Frederik Ferdinand Falkenstjerne, 1854-1896. Dansk højskoleforstander, præst og politiker. Foto: Det Kongelige Bibliotek.
Rudolf Denhardt, 1845-1908, tysk læge, initiativtager til en metode for at behandle stammere. Foto fra Die Gartenlaube.
Conrad Svendsen, født 1862, norsk præst og døvstummelærer, redaktør for ”De døves Blad”. Foto: Oslo Bymuseum.

Hvis man derfor ikke kan tage Hensyn til hans Forslag, foreslaar han som anden Mulighed, at man giver ham fast aarligt  Tilskud i Stedet for Betaling  for hvert enkelt Barn. Dagen var jo nemlig den, at det for Keller var ligesaa meget et Existensspørgsmaal  som et Principspørgsmaal.

 
             Denne Klage bliver tilstillet Direktøren, og han besvarer den i en Skrivelse af 30. Septbr. 1881, hvori han paaviser, at den trufne Ordning er i alle Maader retfærdig.  Keller maa gerne se Indberetningsskemaerne – det er aldrig blevet ham nægtet. Ved Prøverne er hver i Prøven interesseret Anstalt repræsenteret af 1 Forstander – at Kellers Anstalt skulde have 2 Repræsentanter, vilde være uretfærdigt mod de andre. Endelig er der ingen Grund til Frygt. Der er Børn nok, og desuden vil Statsanstalterne aldrig behøve at tage noget Hensyn til, om de bliver fuldt belagt eller ej. Underændringsforslaget om fast Tilskud er derfor unødvendigt, men Direktionen har forøvrigt intet derimod.


             Resultatet blev da ogsaa, at Ministeriet  svarede Keller, at hans Forslag ikke kunde tages til Følge, og alt blev, som det var.

 
             Til Slutning skal angaaende Fredericia-Institutet nævnes,  at dets Oprettelse foraarsagede en ny Artikel af Dr. L.W. Salomonsen (i Ugeskrift for Læger 6. Marts 1880).  Han ønskede, at man var gaaet endnu videre og havde indført Talemethoden ogsaa i København (som Jørgensen havde foreslaaet i  ”Aufruf”),  men han mente dog, at man foreløbig maatte lade sig nøje og være glad til.


             Nu fulgte nogle forholdsvis fredelige Aar, medens den ny Ordning fæstnede sig. Den havde imidlertid en Mangel, som Malling Hansen var altfor meget Organisator til ikke at se, og det var dette, at den ene (eller rettere de to) af de bestaaende Anstalter som private indtog en Særstilling.  Først naar alt var Statsanstalter, var Ordningen fuldt ud ligeligt afvejet. I Maj 1884 døde Johan Keller, og hans Broder Emil, samt Sønnerne Christian og Hjalmar, overtog Anstalterne. Allerede i 1886 ses det, at Anstalternes Overgang til Staten privat har været paa Tale mellem Direktøren og Malling Hansen, ligesom denne Tanke jo ogsaa direkte udtales i Lov af 22.Marts 1880, men noget Skridt i den Retning skete dog ikke. Saa kom det imidlertid i 1887 til en lille Strid, som fik vidtrækkende Følger.


             Striden opstod over en Dreng, som fra de Kellerske Anstalter var blevet indstillet til Optagelse i Skolen for aandssløve Døvstumme i Meinungsgade, som Statselev. Indstillingen skete i Følge et privat Skema, noget afvigende fra Statsskemaerne, paa hvilke Drengen ikke var anført. Ministeriet gav saa Ordre til Drengens Indkaldelse, men herimod gjorde Malling Hansen Indsigelse.  Han hævder nemlig i Skrivelse af 14. April 1887[1], at Drengen ikke er aandssløv (= Sinke, svagtbegavet), men aandssvag ( = Idiot), og at han som saadan ikke er skolepligtig efter Plakat af 1817 og ikke hører hjemme i Meinungsgade, men paa en Idiotanstalt. Da imidlertid aandssvage Døvstumme ogsaa tidligere er blevet optaget i Meinungsgade, foreslaar han for i Fremtiden at forhindre sligt, 1) at de Kellerske Anstalter ved Andragende til Ministeriet angaaende Elevoptagelser i Statspladserne benytter Statens Skemaer, 2) at Navnet paa de Kellerske Anstalter forandres til ”Institut for uegentlige Døvstumme og Anstalt for aandssløve Døvstumme” og 3) at en aarlig Prøve holdes af Tilsynskommissionen, for at man kan afgøre, hvilke Elever i Anstalten for aandssløve Døvstumme, der giver Haab om i Tiden at kunne konfirmeres; de, som ikke giver Haab derom, borttages af Statens Fripladser.


             Denne Skrivelse affødte imidlertid en længere Strid, hvori ogsaa Forstander Jørgensen kom til at afgive Erklæring (af 22. Oktbr. 1887).

 

Han og Malling Hansen staar sammen. De hævder begge, at kun ”aandssløve” bør indkaldes, og at ”aandssvag” er en misvisende Benævnelse.  I en Skrivelse af 1. Decbr. 1887 fra Malling Hansen klages i det hele over den ”Sammenblanding”, som finder Sted i de Kellerske Anstalter.  I Anstalten for Aandssløve findes nemlig 1) idiotiske Børn, 2) aandssløve Døvstumme,  3) mindre godt begavede uegentlige  ( de sidste var  overflyttede, fordi Skolen for uegentlige viste sig at være for lille) – og i Institutet for uegentlige fandtes  1) egentlige Døvstumme,  2) uegentlige Døvstumme, hvoraf dog de svagt begavede manglede. Malling Hansen foreslaar derfor i Forening med Forstander Jørgensen foruden det tidligere foreslaaede tillige følgende Punkt:  ”Alene Ministeriet indsætter Elever i Anstalten for aandssløve Døvstumme og i Institutet for uegentlige.  Al privat Indsættelse af ny Elever i nævnte Døvstummeanstalt er for Fremtiden udelukket.”


             Paa dette svarer E. og Chr. Keller i en Skrivelse af 8. Maj 1888. De erklærer, at hvis ovennævnte Forslag skal gennemføres, saa maa Staten overtage Anstalterne; thi det vilde være uretfærdigt at forlange, at Anstalterne skulde overtage en Statsanstalts Pligter uden at faa dets Rettigheder (særlig i pekuniær Henseende).  Forøvrigt formenes, at en privat Anstalt for uegentlige er at foretrække, fordi den ofte kan indkalde Børnene i en tidligere Alder end en Statsanstalt kan, og noget lignende gælder Anstalten for Aandssløve, fordi den som privat kan flytte Grænselinien længere ud  og indkalde Børn, som er saa aandssvage, at en Statsanstalt maatte forbigaa dem efter Loven.


             Den 15. Septbr.  1888 kommer saa en Skrivelse fra Ministeriet, ifølge hvilken der nedsættes en Kommission til Ordning af Forholdet til de kellerske Anstalter i det hele.  Som Motiv for, at denne Kommission nedsættes, anføres:  at Undervisningen paa de Kellerske Anstalter ikke staar paa Højde med Undervisningen i Stats-anstalterne.  Specielt til en Taleskole kræves et fast og talrigt Lærerpersonale, og det findes ikke paa de Kellerske Anstalter.  Endvidere er det uheldigt, at Børnene paa Anstalten for uegentlige for Størstedelen er internerede, ikke externerede, som pædagogiske Hensyn kræver, da Børnene i Plejehjemmene faar rigere Lejlighed til Øvelse i at udtrykke sig mundtligt og aflæse.  Kommissionen skal derfor overveje, om Tidspunktet til, at Staten overtog de Kellerske Anstalter for Døvstumme, ikke var kommet, og hvorledes Sagen i saa Fald skulde ordnes.  Kommissionen fik forøvrigt  tillige den Opgave at overveje en ny Ordning af Aandssvagevæsenet, men denne Side af dens Arbejde henhører ikke under vort Emne og vil altså ikke blive nærmere omtalt her.


             Kommissionen kom til at bestaa af: 1) Direktøren Wolfhagen (Formand), 2) Malling Hansen, 3) Forstander Georg Jørgensen, 4) Direktør E. Keller, 5) læge Chr.Keller, 6) Etatsraad, Læge Petit[2], 7) Stadslæge Tryde[3], 8) Statsrevisor L. Dinesen[4], 9) Landstingsmand Th. Nielsen[5].  Senere tiltraadte endvidere (fra 20. Marts 1889) Professor, Overlæge ved Skt. Hans Hospital, Steenberg[6] og Pastor N. Dalhoff[7]. Assistent i Ministeriet K. Teisen[8] fungerede som Sekretær.


             Som Kommissionens byggekyndige Konsulent fungerede Arkitekt Levy.


             Kommissionen sammentraadte første Gang  den 19. Oktober 1888, og dens Møder (om Døvstummesagen) strakte sig  til 15. Oktober 1889. Ialt 13 Møder.


             De to Fagmænd: Malling Hansen og Georg Jørgensen, var og maatte selvfølgelig være Kommissionens ledende Aander indenfor Døvstummesagen. Direktør Emil Keller mødte nemlig paa Grund af Sygdom kun en enkelt Gang, og Læge Chr. Kellers Interesser gik hovedsagelig i Retning af de Aandssvage. Det blev derfor Malling Hansen og Georg Jørgensen, som hovedsagelig kom med Forslagene og omredigerede dem saa længe, til der opnaaedes Enighed.  Og det blev Malling Hansen, som kom til at skrive den endelige Betænkning, som afgaves den 29. Oktober 1889.


             Det første Spørgsmaal, som Kommissionen havde at udtale sig om, var, om Staten burde overtage de Kellerske Anstalter.  Angaaende  Anstalten for uegentlige Døvstumme (i Baldersgade) blev man hurtig enig.  Naturligvis blev der fra Kellers Side nedlagt Protest mod den ret skarpe Kritik, som i Ministeriets Skrivelse var udtalt om Anstalterne; men det maatte dog indrømmes, at denne Kritik i alt væsentligt var berettiget, selv om Anstalternes vanskelige økonomiske Stilling som private Anstalter i høj Grad tjente til Undskyldning derfor.  Man enedes derfor strax om, at Staten burde bygge et nyt Institut udenfor København.  Bygningen i Baldersgade var nemlig alt for lille, hvad Skolestuerne angik, og altfor stor, hvad Sovesale og Økonomirum angik.  Beliggenheden var uheldig, og endelig kunde man vanskeligt skaffe gode Plejehjem i København, at dømme efter den Erfaring, som Keller havde gjort derom.  Man burde altsaa have et nyt Institut udenfor København til ca. 150 Elever.


             Det første Forslag (affattet af Malling Hansen og Georg Jørgensen den 25.Oktober 1888) gik ud paa, at Internatet i Fredericia forandredes fra 2-aarigt til 1-aarigt. Herved opnaaede man, at de nyindkaldte uegentlige Døvstumme (ca. 18) kunde optages paa Institutet i Fredericia, og man saaledes slap for at bygge et Internat-Externat-Institut og kunde nøjes med det langt billigere: Et Externatinstitut alene. Desuden mente man derved paa den mest fuldkomne Maade at kunne regulere Fordelingen af Børnene, idet de alle prøvedes paa samme Sted.  Endvidere gik Forslaget ud paa at bygge et Externatinstitut enten i Fredericia, hvilket man ansaa for det billigste, eller i en anden dertil egnet By – f.Ex. Vejle eller Silkeborg.


             Man havde øjensynlig i dette Forslag navnlig taget Hensyn til Sagens økonomiske Side – alt skulde være billigt – i den Tro, at dette vilde blive forlangt af Rigsdagen; men netop fra Rigsdagens ene Repræsentant i Kommissionen, Landsthingsmand Thomas Nielsen, mødte dette Protest. Han fremhævede bestemt, at det økonomiske ikke var det vigtigste, og der maatte derfor udarbejdes et nyt Forslag, og et saadant indsendtes den 16. Dec. 1888 (forfattet af Malling Hansen og Georg Jørgensen) og forhandles d. 9. Jan. 1889.  Dette Forslag gaar ud paa, at der opføres en ny Forskolebygning i Fredericia (saa at den 2-aarige Internering kan bibeholdes) til at optage alle ny Elever, og at det ny Institut opføres i Vejle.  Man havde opgivet Tanken om at bygge i Fredericia, fordi dette ikke vilde blive synderlig billigere, og desuden Antallet af Plejebørn vilde blive for lille, og endelig, fordi det vistnok i al Almindelighed var uheldigt at have to Instituter i samme By.

 
             Dette Forslag enedes man i det væsentlige om.  Til Forskolen i Fredericia, som skulle rumme ca. 70 Børn, udarbejdedes Tegninger af Arkitekt Levy efter Samraad med Forst. Georg Jørgensen. Kun om Stedet for det ny Institut var Meningerne stærkt delte.  Baade Vejle og Nyborg havde nemlig tilbudt gratis Grund, og begge Byggepladser maatte anses for saare vel egnede til Opførelse af et Institut. Naar man tilsidst enedes om at foretrække Vejle (dog saaledes at Nyborg ogsaa skulde omtales i Betænkningen), var det navnlig, fordi denne By laa saa nær ved Fredericia, at Forbindelsen med Institutet kunde bive meget nem, hvilket var saa meget vigtigere, som man tænkte sig, at Forstanderen i Fredericia skulde være den ny Forstanders Overordnede.  -  Antallet af Elever, som den ny Anstalt skulde kunne rumme, sattes til 135.  -  Udgifterne ansloges for Forskolens Vedkommende til 46,000 Kr., og for Skolen i Vejles Vedkommende til 119,432 Kr. (hvilke Summer man dog foreslog afrundede opefter til 48,000  og 123,000).


             Angaaende Anstalten i Meinungsgade for aandssløve Døvstumme var Uenigheden langt større. For det første blussede den gamle Strid om aandssvag-aandssløv op igen. Fra Kellers side holdt man paa Benævnelsen ”aandssvag” og mente, at Grænselinien burde flyttes saa langt ned som muligt, saa at Idioterne medtoges. Fra modsat Side (navnlig Malling Hansen og Georg Jørgensen) holdt man paa Benævnelsen ”aandssløv” og vilde sætte Muligheden for Konfirmation som Grænselinie.  Denne sidste Opfattelse sejrede, idet man dog forkastede selv Udtrykket ”aandssløv” som misvisende, og ombyttede det med: ”svagt begavede eller Sinker”. Hvad nu Ordningen af disse svagt begavedes Undervisning angik, gjorde meget forskellige Anskuelser sig gældende. I Korthed kan de sammenstilles saaledes: 1) at de svagt begavede Døvstumme ikke undervises paa nogen særlig Anstalt, men henvises til Institutet i København, 2) at Anstalten i Baggesensgade omdannes til et Institut for dem; 3) at der bygges et nyt Institut for dem udenfor København; 4) at der opføres en Annexbygning for dem ved Institutet i København; 5) at at Meinungsgadens Skole foreløbig bliver som den er, og – Sagen udsættes.


             Det første og det sidste Forslag kom man dog hurtig bort fra, og de 3 andre indsattes i Betænkningen omtrent i samme Form, som Malling Hansen havde givet dem i en indstilling til Kommissionen af 19. Jan. 1889. I økonomisk Henseende opstilledes følgende Rækkefølge.  1) Baldersgade-Bygningerne benyttes. Indkøb 140,000, aarlig Drift 30,000 Kr. (dyrest).  2) Nyt Institut udenfor København: Byggesum 83,000 Kr., aarlig Drift 30,000 Kr. 3) Annex til Institutet i København: Byggesum 57,850 Kr., aarlig Drift 24,000 Kr.  I hygiejnisk Henseende blev Rækkefølgen, at begynde med det uheldigste:  1)Baldersgade, 2) Annex, 3) Nyt Institut, idet det dog hævdedes, at de to sidste stod omtrent ens.  Kun er man i saa Henseende bange for den projekterede Frihavn. I pædagogisk Henseende endelig bliver Rækkefølgen, ligeledes med det uheldigste først: 1) Annex, 2) Baldersgade, 3) nyt Institut, Dog formener man, at Forskellen i dette Tilfælde ikke vil være stor. Kommissionen mener derfor, at man bør vælge at opføre et Annex til Institutet i København, beregnet til ca. 40 Børn, efter Tegninger  udarbejdede af Arkitekt Levy og Malling Hansen. – Den ny Ordning af Døvstummevæsenet vil altsaa efter Kommissionens Betænkning komme til at se ud som vist i Tabellen øverst paa Side 265.


             Betænkningen indeholder, foruden nævnte Overvejelser, Forslag til Afløsningsmaaden, Godtgørelser og aarlige Understøttelser vedkommende de kellerske Døvstummeanstalter og endvidere Betænkning angaaende Revision af Lønningslov for Døvstummelærere.


             Til Slut samles det hele i et Forslag til ”Lov om Foranstaltninger til Døvstummes Undervisning”.  § 1. Paa et af Vejle Kommune dertil skænket Grundstykke opføres der en for indtil 140 uegentlig døvstumme Elever bestemte Skole.

 

 

Døvstummeanstalter

Methode

Art Døvstumme

Antal Elever (c.)

I. Det kgl. Døvstumme-institut i Fredericia:

 

a) Forskole

Tale

egtl. o. uegtl.

70

b) A Afdeling

Tale

egentl.

100

c) B Afdeling

Tale

egentl.

90

II. Det kgl.Døvstumme-
Institut i København

 

a) C Afdeling

Haandsalf.

egentl.

90

b) D Afdeling

Tegn

svagtbeg.,
egtl. o. uegentl.

40

III. Statens Døvstumme-Institut i Vejle

Tale

uegentl.

140

IV. Frk. Mathisens[9] Skolehjem i København

Tale

egtl. o. uegtl.

10

 

Til Bygningen og dens Forsyning med Inventar m.m. kan der anvendes et Beløb af 123,000 Kr.  § 2. For svagt begavede Døvstumme opføres der paa det kgl. Døvstummeinstituts Grund i København et for indtil 40 Elever bestemt Skolehjem.  Til Bygningen og dens Forsyning med Inventar kan der anvendes et Beløb af 63,000 Kr.  § 3. Til Forskole for normalt begavede egentlige og uegentlige døvstumme Børn opføres der i Nærheden af det kgl. Døvstummeinstitut i Fredericia paa et af Kommunen dertil skænket Grundstykke en paa indtil 70 Elever beregnet Skole. Til denne og dens Forsyning med Inventar m.m. kan anvendes et Beløb af 48,000 Kr. 
§ 4  og §  5 omhandler  Afløsningsforholdene til de Kellerske Anstalter.


             At denne Betænkning ved sin Fremkomst gav Anledning til en hel Række Avisartikler, er ikke til at undres over.  Hvorvidt disse Artikler imidlertid havde nogen Indflydelse paa Sagens Gang, vil nu vanskeligt kunne afgøres. En Ytring i en af dem (en Redaktionsartikel i Nationaltidende af 30 Nov. 1889) gav derimod Anledning til en bitter Strid mellem Malling Hansen og Georg Jørgensen. Der stod om Jørgensen, at han var ”den Mand, som oprindelig havde udkastet Tanken til Institutet i Fredericia”.  Denne fejlagtige Fremstilling opvakte i høj Grad Malling Hansens Vrede, idet han med Rette hævdede, at Oprettelsen af Institutet i Fredericia var hans Værk.


             Den 23. Novbr. 1889 fremsattes Lovforslaget i Rigsdagen og gik dernæst i Udvalg. Udvalget bestod af Claussen[10], Dinesen, Falkenstjerne[11], Geltzer, Højmark, N.Jensen, Ousen, P.Pedersen og Scheel.  Det afgiver sin Betænkning den 21 Marts 1890.  Denne gaar ud paa, at man i hovedsagen slutter sig til Kommissionens Forslag, dog at § 2 om Opførelse af et Annex til det kgl. Døvstummeinstitut i København for svagt begavede udgaar, idet Udvalget formener, at det vil være uheldigt at bygge ved Institutet nu, da Omgivelserne med den projekterede Frihavn[12] maaske vil blive saadanne, at man kunde ønske at flytte hele Institutet, og endvidere, at inte er til Hinder for foreløbig at lade Anstalten i Meinungsgade blive, som den er. Et Mindretal (Claussen, Højmark, N.Jensen og Scheel) foreslaar desuden, at Institutet for uegentlige henlægges til Nyborg i Stedet for til Vejle.


             Tirsdag den 25. Marts 1890 kom Sagen til Forhandling i Folketinget. Forhandlingen kom her nærmest til at dreje sig om Vejle kontra Nyborg. – Den blev, som Nationaltidende siger nærmest ”stedlig”. Nyborg sejrede imidlertid, og dermed bortfaldt ogsaa Tanken om at underordne den ny Forstander under Forstanderen i Fredericia,  -  et Forhold, som ogsaa var blevet skarpt kritiseret som et ”kinesisk Æskesystem” i en Artikel i Berlingske Tidende (28/11) af F.B. (cand. mag. F. Bech). Udvalgets Forslag om, at § 2 udgik, vedtoges ogsaa.

 
             Allerede den 28. s.M. kom Sagen for i Landsthinget, hvor den blev vedtaget uden Forandring.

 
             Den 4. April underskrev Kongen Loven. – Ved denne Lov opnaaedes altsaa, at man fik en fælles Forskole i Fredericia, til hvilken alle Børnene indkaldtes og prøvedes, og at Staten overtog Institutet for de uegentlig Døvstumme og opførte en Bygning til dette Øjemed i Nyborg.


             Hermed afsluttes den Udvikling, som Døvstummevæsenet gennemgik i Malling Hansens Tid, og hvori han maa siges at have en meget stor Andel. For at gøre Billedet fuldstændigt, er der dog endnu et Par historiske Fakta, som fortjener at fremdrages.


             I 1866 var paa Island (i Kalfafell) en Pastor P. Pálsson[13], som fik Lyst til at tage sig af de Døvstumme og derfor ansøgte Ministeriet om Tilladelse til et Studieophold ved det kgl. Institut.  Malling Hansen greb strax med Iver denne Tanke og foreslog Ministeriet at oprette et islandsk Institut.  Han motiverer det med, at det er uheldigt at de islandske Døvstumme kommer herned for at undervises, dels fordi de daarlig kan taale Klimaet her (jfr. hans Statistik som Appendix til Forslag om et Institut i Jylland), og dels fordi man på Island blandt Almuen ikke forstaar dansk, saa at Børnene burde undervises paa islandsk. – I 1867 kommer saa Pálsson herned og opholder sig her i 2 Maaneder.  Efter sin Hjemkomst opretter han et lille Døvstummeinstitut i Prestbanke.  Faa Aar efter (vistnok midt i halvfjerdserne) druknede imidlertid Pálsson, og dermed standsedes Gerningen paa Island foreløbig.  En vigtig Følge af hans Virksomhed og af Malling Hansens Interesse derfor var en Forordning af 26. Februar 1872, som indførte Undervisningspligt for Døvstumme paa Island.


             Et andet Punkt, som ogsaa skal berøres, er Westphaleren Em. Rudolph Denhardts[14] Besøg i 1873. Han var fra Burgsteinfurt  og gav sig af med at helbrede Stammen. Han foreviste sin Methode paa Institutet, som dog ikke tog Sagen op. Nogle af Lærerne blev vel sat ind i Methoden, og de holdt private Kursus for Stammende, men noget offentligt Stammekursus dannedes ikke. Derimod tog de Kellerske Anstalter Sagen op.

 
             Endnu skal saa kun nævnes en Strid, Malling Hansen kom ind i, den sidste og maaske den mest bittert førte.  I 1889, paa den Tid, da Begejstringen for den rene Talemethode var paa Højden, og Paastande gjaldt mere end Beviser, udsendte den norske Døvstummelærer C. Svendsen[15] en Rejseberetning, hvori han, skønt han kun i faa Timer havde besøgt Institutet i København, dog udtalte sig meget nedsættende om dette Institut. Man har, skriver han, paa Institutet i København altid været mange Aar bagud i Udvikling for Moderinstitutet i Paris, hvis Spor man ellers har fulgt.  -  Dette bragte Malling Hansen  ganske ud af sig selv.  Han vilde endog anlægge Sag mod Svendsen for Injurier, men Sagføreren, som han henvendte sig til, afviste dog dette som ugørligt.  Forstander Jørgensen drages ogsaa ind i Striden, og bitre Breve vexles i Hobetal. Som praktisk Resultat af Striden kom en Bestemmelse om, at enhver Fremmed, som vilde besøge Institutet i København, maatte forpligte sig til  at overvære Undervisningen  i mindst 4 Dage fra Kl. 8-1, hvis ikke, fik han ikke Adgang.


             Som vi nu ved mange Lejligheder har set, Malling Hansen var en Stridens Mand – det lader sig ikke nægte. Ikke, at han elskede Strid, tværtimod, al Strid pinte ham usigelig, men han kunde ikke undvære Strid, og han kunde endnu mindre undgaa Strid, især som Forholdene var. Hans Sind var som Krudt, og der fløj den Gang mange Gnister. Men jeg tror, at Eftertiden kun skal være taknemmelig for dette; thi de store Resultater, som man naaede, de var ikke nogensinde blevet til, hvis ikke netop den Mand, som indtog Førerstillingen  indenfor Døvstumme-verdenen herhjemme, havde haft dette forunderlige, modtagelige, irritable og altid lynsnart reagerende Sind.

 


[1] JMC : Denne skrivelse har vi endnu ikke fundet.

[2] JMC: Emil Nicolas Charles Petit, 1817-1893, læge og botaniker.  Petit spillede en fremtrædende rolle som botaniker. Han var 1840 en af stifterne af Det Naturhistoriske Selskab, der blev forløberen for Botanisk Forening

[3] JMC: Just Adam Christian Tryde, 1834-1904, læge og hygiejniker. 1860-64 ansat ved sindssygeanstalten ved Slesvig, dr.med. 1861. 1865 oprettede han en klinik for elektrisk behandling af nervesygdomme og praktiserede som nervelæge, samtidig med at han var læge ved den Kellerske Abnormanstalt 1866-77. 1877-86 politilæge i København. Tryde huskes bedst fra sin hygiejniske virksomhed som Københavns stadslæge 1886-97 hvor han indlagde sig fortjeneste ved at ordne kredslægevæsenet og plejebørnstilsynet i hovedstaden.

[4] JMC: Lars Dinesen, 1838-1915, statsrevisor og politiker tilhørende det konservative Højre.

[5] JMC: Thomas Nielsen, 1838-1895, fremtrædende landstingspolitiker.

[6] JMC: Valdemar Emanuel Steenberg, 1829-1892,  psykiater og overlæge ved St.Hans Hospital.

[7] JMC: Nicolai Christian Dalhoff, 1843-1927, præst og social-filantropisk forfatter. Fra 1875 præst ved Sankt Hans Hospital. 1880 præst ved Diakonissestiftelsen på Frederiksberg.  1885-95 var Dalhoff medlem af tilsynskomiteen for de Kellerske åndssvageanstalter.

[8] JMC: Karl Teisen, født 7 maj 1851, assistent i Kultusministeriet 1882; død 1930.

[9] JMC: I 1871 oprettede en lærerinde fra Kellers skole, frk. Caroline Mathisen, 1848-1923, en privatskole i Stengade i København under navnet: ”Frk. Mathisens Anstalt for Døvstumme og Aandssvage af højere Samfundsklasser”. Skolen flyttede få år senere til Rosenvænget under navnet: ”Døvstummehjemmet i Rosenvænget”. På det tidspunkt var skolen kun for uegentlig døvstumme og med højst 15 elever. I 1884 opnåede hjemmet statsstøtte.

[10] JMC: Sandsynligvis Rasmus Claussen, 1835-1905, dansk venstrepolitiker og formand for Folketinget. Grundlægger af Lolland-Falsters Folketidende.

[11] JMC: Sandsynligvis Frederik Ferdinand  Falkenstjerne, 1854-1896. Dansk højskoleforstander, præst og politiker. Cand.theol. 1880; 1887 valgt til folketingsmand i Vejle.

[12] JMC: Københavns Frihavn er en frihavn i den nordlige del af Københavns havn. Havneanlægget blev konstrueret i tiden 1891-1894. Det oprindelige firhavnsanlæg, der idag benævnes Søndre Frihavn, lå umiddelbart nord for Kastellet. Frihavnen var et af datidens største anlægsarbejder, der blev igangsat af regeringen som modspil til Kielerkanalen (gravet 1887-1895) og frihavnen i Hamborg (åbnet 1888).

[13] JMC: Efter et 2 måneders ophold på instituttet i København begyndte pastor Pål Pålsson en privatundervisning i september 1867 med statsunderstøttelse. Han døde imidlertid 10 år senere, og i de følgende år blev de døvstumme børn atter sendt til Danmark, indtil pastor O. Helgason i oktober 1892 åbnede en ny privatskole i sin præstegård på stora-Hraun ved Ørebakka.

[14] JMC: Rudolf Denhardt, 1845-1908, tysk læge, initiativtager til en metode for at behandle stammere.

[15] JMC: Conrad Svendsen, født 1862, norsk præst og døvstummelærer, redaktør for ”De døves Blad” og forfatter til flere skrifter om døvstumme. Instituttet for undervisning af døve og døvblinde i Oslo, Conrad Svendsen Center, er opkaldt efter ham. Det blev oprettet i 1898 og spiller stadig en aktiv rolle.


Manillaskolan i Stockholm, en skole for døve og hørehæmmede børn, grundlagt af Pär Aron Borg år 1809 og stadig fungerende. Undervisningen af døve og døvstumme flytter dog i 2013 fra den gamle bygning på Djurgården ved navn Manilla og til andre lokaler på Kungsholmen. Foto: Jørgen Malling Christensen.
Ossian Edmund Borg, 1812-1892, svensk døvstummelærer og forstander på Manillaskolen; søn af døvskolegrundlæggeren Pär Aron Borg.
Johannes Moldenhawer, 1829-1908. Foto: Det Kongelige Bibliotek.
Carl Henrik Alopæus, 1825-1892, finsk døvstummelærer og præst.
Forstander ved Døvstummeinstituttet i Kristiania(Oslo), Frederik Glad Balchen.
Karl Rudolph Koenig, 1832-1901, tysk akustiker.
Lærer P. Petersen Holme. Ved døvstummeinstituttet anvendte man hans bøker ”Læsestykker” (1881)og ”Børne-Eventyr” (1884).
Malling-Hansens svigersønn, Fritz August Bech, 1863-1946, utga i 1890 ”Ordbog for Døvstumme”, som ble brukt på instituttet.
Lærer L. V. Lindholm. Foto fra boken.
Skredder Jeppesen. Foto: Døvehistorisk Selskab
Søren Johan Heiberg, 1810-1871, var forstander i perioden før Malling-Hansen. Foto: Heibergmuseet i Sogndal.

IV.

            I 1869 paatænktes det at afholde en Kunst- og Industriudstilling i København. Dette gav Anledning til, at Direktør Borg[1] på Manilla[2] ved Stockholm i 1868 udsendte en Opfordring til sammen med denne Udstilling at faa afholdt et Møde for Abnormskolelærere i Danmark, Norge, Sverige og Finland. Redaktionen for ”Nordisk Tidsskrift for Blinde-, Døvstumme- og Idiotskolen” (Moldenhawer og Keller) greb ogsaa denne Tanke med Glæde og paatog sig at virke for dens Gennemførelse.  Imidlertid blev Industriudstillingen stadig udsat, og foreløbig var der derfor intet at gøre.  I 1872 kom Sagen dog i Orden, og sammen med den første nordiske Industriudstilling afholdes saa ”Den nordiske Abnormskoles første Lærermøde i København”.  Til Vejledning for Deltagerne havde Komiteen  (H.P. Duurloo, Malling Hansen, Joh. Keller, J. Moldenhawer) samlet og udgivet en historisk Skildring af de forskellige Abnormanstalter i Norden, hvilken omdeltes før Mødet.  Direktør Borg valgtes til Dirigent.  De Emner, som vakte størst Diskussion indenfor Døvstummesagen, var: Direktør Feltenborgs Forslag om, at man skulde bort fra de elegante Instituter inde i Byerne, hvor man forvænte de Døvstumme, og ud paa Landet, helst i en almindelig Bondegaard, hvor de Døvstumme jo i Virkeligheden hørte hjemme; endvidere Malling Hansens: Foredrag om ”Sondringen mellem egentlige og uegentlige Døvstumme” – og endelig Johan Kellers: ”Har vi blot tilnærmelsesvis naaet Maalet?”, hvori han navnlig betonede Nødvendigheden af en praktisk uddannelse af de Døvstumme og blandt andet fremhævede det uheldige i, at man ikke underviste den Døvstumme i Agerbrug, det for dem mest tjenlige Arbejde.  Desuden hævdede han Nødvendigheden af en udvidet Skoletid, af Skoletvang i all de nordiske Lande, at et fælles Haandalfabet og Tegnsprog. For at virke for det sidstnævnte  nedsattes ogsaa en Komite (Malling Hansen, Borg, Pastor Alopæus[3] og Balchen[4]), men denne maatte ved næste Abnormskolemøde erklære, at den havde opgivet sit Arbejde som umuligt. Ved Mødet i 1872 var det fremdeles, at Malling Hansen fremviste en af ham undervist Klasse, som han examinerede mundtligt i Religion. Endelig foreviste Dr. med C. Tryde (Læge ved Kellers Anstalter) Königs Flammeapparat[5].  Paa Industriudstillingen fandtes desuden en Afdeling med Undervisningsmateriel fra Abnormskolen. Ved Mødets Slutning udtalte Direktør Borg, at han haabede, man om 2 a 3 aar saas igen i Stockholm.  Saa hurtigt blev det vel ikke, men det passede dog omtrent.


             I 1876 holdtes det andet Abnormskolemøde i Stockholm. Til ordfører for Døvstummesektionen valgtes Malling Hansen. Ikke mindre end 20 Emner fandtes paa Programmet, men selvfølgelig kom ikke alle under Diskussion; man naaede kun gennem de 13.


             Hovedspørgsmaalene drejede sig om:  Tegnenes Anvendelse indenfor begge Methoder (fremført af Keller), over for hvilket Georg Jørgensen stod som Forkæmper for den rene Talemethode, medens Flertallet holdt paa en Middelvej.  Resolutionen lød paa, at ”ved selve Undervisningen bør det naturlige Tegnsprog baade i Tale- og Tegnmethoden kun være et hjælpemiddel”.  Endvidere: Om en Tale- og Tegnlinie burde findes forenede paa samme Institut (ved Lindstrøm).  Diskussionen herom, som ogsaa kom til at berøre Internat- eller Externatspørgsmaalet, endte med, at Spørgsmaalet besvaredes med et Nej.


             Fremdeles forhandledes Spørgsmaalet om aandssløve Døvstumme, som besvaredes med, at de burde undervises paa en særlig Anstalt, og at Muligheden for Konfirmation burde være Grænsen. Endvidere Spørgsmaalet om  Gudstjeneste for Døvstumme (hver Methode bør have sin Gudstjeneste), om Fortsættelsesskoler og Forskoler (de sidste fraraades, hvorimod Indkaladelse i syvaars Alderen tilraades), om Forholdet til de ældre Døvstumme i Henseende til Hjælp og Understøttelse (direkte Hjælp fraraades, den maa kun ydes i Nødstilfælde).


             Sammen med Mødet holdtes en Højtidelighed i Anledning af Stifteren af Manilla-Institutet, Per Aron Borgs 100-Aars Fødselsdag og en Udstilling af Undervisningsmateriel.


             I 1883 holdtes i Kristiania det tredie Abnormskolemøde. I dette Møde deltog Malling Hansen ikke. Hans iltre Sind havde atter været paa Spil. Da Nordmændene trak Mødet ud fra Aar til Aar, skrev han en hvas Artikel i ”Nordisk Tidsskrift for Blinde-, Døvstumme- og Idiotskolen” (1881). Dette var vistnok Grunden til, at han ikke vilde med. Derimod var Forstander Georg Jørgensen en af Hovedmændene. De vigtigste Spørgsmaal, som forhandledes, var: Om Læreruddannelse, om aandssvage Døvstummes Undervisning, om hvorvidt man kunne siges at have naaet Maalet i Henseende til de Døvstummes Sprogfærdighed, om Methodespørgsmaalet (hvor følgende Resolution vedtoges:  Telemethoden ejer store Fortrin for Tegn- og Skriftmethoden og bør anvendes ved et store Flertal af Døvstummes Undervisning) – om Fordelingsprincipet: om Internat eller Externat, om Haandgernings-undervisning (de fleste udtaler sig imod egentlig Haandgerningsundervisning og foretrækker Sløjd), om Fag- eller Klassesystem, om Anskuelsesundervisning, og endelig om den norske Lov af 1881[6].

 
             Naar jeg her, som Indledning til Omtalen af selve Undervisningen paa Institutet, kortelig har gennemgaaet disse 3 første Abnormskolemøder, saa er det sket, fordi de paa sin Vis giver et Billede af Udviklingen gennem de Spørgsmaal, man valgte at drage frem, og de Svar, der gaves.  Vi ser den praktiske Side af Oplærelsen efterhaanden træde mere i Skygge for den intellektuelle, vi ser Tegnene komme mere og mere i Miskredit, - i 1872 nedsættes en Komité til at udarbejde et fælles Tegnsprog, i 1876 anerkendes de endnu som  Hjælpemiddel, i 1883 forkastes de ganske, - vi ser Talemethoden vinde større og større Terræn, - i 1872 kun en Opvisning, i 1876 fandtes paa Programmet et Spørgsmaal, om det ikke var paa Tiden at indføre Talemethoden i Norden, men Spørgsmaalet blev ikke behandlet; i 1883 vedtager man Talemethoden for Flertallet af de Døvstumme. Det er tildels den samme Udvikling, som vi allerede har set finde Sted angaaende Organisationen, og vi vil finde den igen fuldt ud indenfor selve Undervisningen. – Saa er der endnu et Forhold, som skal fremdrages, fordi jeg tror, at det maa tillægges en ganske særlig Betydning for det Retning, Udviklingen tog efter 1880. Det er Forholdet mellem de to Instituter i København og Fredericia.


             Malling Hansen havde antaget, at hvert af de to Instituter fik lige mange Elever (100 hvert). Dette var imidlertid ikke Forstander Jørgensens Opfattelse. Som allerede udtalt i ”Aufruf” mente han egentlig, at alle Døvstumme burde oplæres efter Talemethoden, men han vilde dog ikke tvinge dette igennem ved et pludseligt Magtsprog.  hans Mening var, at man burde prøve sig frem, efterhaanden tage flere og flere Børn ind under Talemethoden og se, om det gik. Dersom det lykkedes, kunde man prøve videre med endnu mindre godt begavede (se Jørgensens Udtalelse ved Mødet 1883).  Dette gennemførte han nu i Praxis, idet han næsten lige fra Begyndelsen optog ikke ½ men 2/3 af Eleverne, medens Ministeriet stiltiende lod ham praktisere denne Fremgangsmaade.


             Herved skabtes imidlertid et særlig skarpt Konkurrenceforhold mellem de to Instituter, idet man fra Københavner-Institutets Side stadig hævdede, at Flertallet af de  saakaldte B.-Elever (Mellemklassen i Henseende til Begavelse) ikke egnede sig til Oplærelse efter Talemethoden, men kunde naa videre ved at undervises ved Haandalfabetet, og derved drives man til, indenfor Undervisningsområdet, at sætte det intellektualistiske Princip, som jo i Forvejen var det Fremherskende, paa Spidsen.  Den intellektuelle Undervisning bliver alt, thi her er det Kampen og Væddestriden staar, den praktiske meget lidt.  At dette maaske for et A- eller B-Institut kunde være rigtigt, er en Sag for sig, men at det indenfor et C-Institut, som Københavner-Institutet mere og mere gik over til at blive, var urigtig, er vistnok udenfor enhver Tvivl.  Da Malling Hansen tiltraadte, havde han heller ikke den Opfattelse; men Konkurrencen med Fredericia nødte ham ind paa den. Det vil sige, nødvendigt var det selvfølgelig ikke, han kunde ogsaa have ført Kampen ved netop at lægge Vægten over paa det praktiske, og det havde sikkert været det rette.

 
             Naar vi fra disse indledende Bemærkninger vender os til selve Undervisningen, er der for de første Aars Vedkommende ikke stort at berette. Man fortsatte i det givne Spor. Ved at gennemlæse en Beretning for Aarene 1865-66 og 1866-67 – den eneste, Malling Hansen nogensinde udsendte – vil man se, at nogen væsentlig Forandring var der ikke sket. Det eneste til Dels ny var, at Taleundervisningen dreves i større Omfang end før, men dog stadig som Fagundervisning ved Siden af den øvrige Undervisning. Det var imidlertid Tanken at gaa endnu videre ad denne Vej.  Ganske vist maa dette, at Malling Hansen selv fra 1866 til 1872, og senere Georg Jørgensen førte en Klasse op og tilsidst brugte Talen som Undervisningsmiddel i øverste Klasse, kun betragtes som Forsøg, men det var dog sikkert Malling Hansens Mening at indføre en Slags blandet Methode for de egentlige Døvstumme. Han interesserede sig ogsaa levende for Artikulation, og hans Bestræbelser gik navnlig ud paa at gøre Stemmen saa naturlig som muligt. Oprettelsen af Fredericia-Institutet bragte imidlertid Udviklingen ind i et andet Spor.


             I Tiden efter 1880 havde man ganske vist stadig nogen ”Lydøvelse”, men den spillede faktisk ingen Rolle mere.


             Angaaende Sprogundervisningen var Methoden i den første halve Snes Aar ogsaa omtrent den samme som i Heibergs Tid. Tegnet indtog stadig en vigtig Plads, saa at de Døvstumme i Grunden lærte Skriftsproget gennem en Oversættelse fra Tegnsproget.


             I Slutningen af Halvfjerdserne begyndte man dog allerede at tabe Interessen for Tegnsproget, og efter 1880 begyndte en ligefrem Udryddelse af det.  I 1885 var man gaaet over til en ren Skrift- og Haandalfabetmethode, hvilken Overgang lettedes ved, at der paa denne Tid blev ansat 4 ny Lærere.  Samtidig forlod man mere og mere det konstruktive Princip i dets stive grammatiske Form – saaledes som det havde udviklet sig under Heiberg. Fremgangsmaaden blev mere naturlig, ligesom ogsaa den direkte Anskuelses Betydning blev understreget stærkere.


             Dette er i store Træk udviklingsgangen, og jeg tror, det vil falde enhver i Øjnene, at den i Grunden ikke bærer noget Særpræg. Det er den samme Udvikling, som skete overalt. Dette kan ikke andet end undre; thi Malling Hansen manglede i Sandhed ikke selv Særpræg. Hvor kan det da være, at Udviklingen bliver saa almindelig, saa lidt for sig? Jeg tror, det hænger sammen med, hvad der tidligere er sagt om Malling Hansen som Leder og Administrator. Han manglede Stadighed til at paatrykke Udviklingen sit Præg.  Vel kunde han til Tider gribe voldsomt ind; saa inspicerede han i Klasserne,  og der afholdtes det ene Lærermøde efter det andet; men det varede kun en Tid.  Bagefter kunde følge Perioder, i hvilke det hele interesserede ham meget lidt.  Dertil kom desuden hans mange Udenomsinteresser. De tog ham tidt helt og holdent. For en Organisator har dette mindre at sige, thi han behøver netop kun at virke periodisk; men for en Leder af den daglige Undervisning er dette i høj Grad nedbrydende og hindrende i hans Gerning. At Malling Hansen selv var en overordentlig dygtig Lærer, afbødede ikke denne Mangel. At mange af Lærerne ligeledes var dygtige og maaske endog præsterede noget ejendommeligt, hjalp i saa henseende heller ikke, thi den enkelte Lærer kan kun bidrage til Helheden, men ikke lede Udviklingens Gang.


             Der arbejdedes dygtigt paa Institutet i Malling Hansens Tid, men nogen Foregangsanstalt blev det ikke.


             Karakteristisk er det forøvrigt at se, at naar et Punkt angaaende Under-visningen griber Malling Hansens Interesse, kommer strax Videnskabsmanden op i ham.  Da saaledes i Slutningen af Firserne den rene Haandalfabetmethode var bleven indført, førte Konkurrencen med Talemethoden ham in i en Række viden-skabeligt anlagte Undersøgelser angaaende Haandalfabetets og Talemethodens Hurtighed. Han gjorde Optegnelser ved Institutet, fik lignende fra andre Instituter, besøgte Rigsdagen og noterede talehurtigheden dér. Uden at komme ind paa Enkeltheder, skal dog det Resultat, han i 1888 naaede til, anføres her:

 

I.   Undervisning i Haandalfabet...............................4½  Bogstav i 1 Sekund
II.  Hurtig talt Haandalfabet.......................................6½       ”                ”
III. Børnenes Lektielæsning i Haandalfabet............12         ”                ”
IV. Mundtlig Tale for Døvstumme............................5 2/3       ”                ”
V.  Almindelig Oplæsning for Hørende..................10 1/20      ”                ”
VI. Største Talehurtighed...........................................19 1/6     ”                 ”

 

            Til IV føjes dog den Bemærkning, at Tiden til de fornødne Rettelser, som mundtlig Tale til Døvstumme gør nødvendig (men ikke Haandalfabetet) ikke er medregnet, saa Tallet vistnok bør sættes meget lavere ved en virkelig Undervisning. Hans Undersøgelser paa dette Område førte forøvrigt det praktiske Resultat med sig, at man paa Institutet forlod den ret langsomme Udtale af Haandalfabetet med de distinkte Bogstaver og Ophold mellem hvert Ord, som brugtes i Heibergs Tid, og gik over til et langt hurtigere og mere flydende Brug af det, som ganske vist gjorde Aflæsningen mere trættende og vanskelig, men ogsaa gjorde Undervisningen langt hurtigere.


             At Undervisningskursuset i 1880 udvidedes fra et 6aarigt til et 8aarigt, er tidligere omtalt. Dette medførte, at der i 1888 efter Forslag af Lærerne udarbejdedes en ny Læregang, i hvilken Stoffet fordeltes efter de ny Forhold.


             Hvad Timeplanen angik, undergik den ikke større Forandringer.


             I 1887 var Fagfordelingen følgende:

 

 

I.

II.

III.

IV.

V.

VI.

VII.

Ialt

Religion

5

3

2

-

-

-

-

10

Dansk

14

16

18

20

20

24

24

136

Historie

3

-

-

-

-

-

-

3

Geografi

2

3

3

1

2

-

-

11

Regning

3

3

3

4

6

6

6

31

Bibelhistorie

3

3

2

3

2

-

-

13

Naturhistorie

-

2

2

2

-

-

-

6

Ialt...

30

30

30

30

30

30

30

210


            I 1882 indførte Malling Hansen, at Klasselærerne i en dertil bestemt Protokol aarlig skulle give en Karakteristik  af hver enkelt Barn i Klassen og af dets Udvikling i det forløbne Aar.  Det synes dog ikke, som om denne meget praktiske Forholdsregel er bleven regelmæssigt overholdt.  Paa et Lærermøde i 1889 bringer nemlig Lærer Holck den atter paa Bane og foreslaar, at man fortsætter disse Karakteristiker.


             Endvidere ordnedes i 1867 Ferieforholdene. Da de fleste Elever nu rejste hjem i Sommerferien, bestemtes det, at denne skulde være samtidig for alle – undtagen en Lærer og en Lærerinde – nemlig fra 23. Juli til 23. August.  Konfirmation og Indkaldelse flyttedes i Henhold hertil.  Desuden skaffede man Eleverne fri Rejse.

 
             Af Lærebøger for Døvstumme udgaves i Malling Hansens Tid følgende: ”Læsebog” I. og II. af H. J. Lassen (1885), ”Dansk Sproglære” af H.J. Lassen (1887), ”Læsestykker” af P.Petersen (1881), ”Børne-Eventyr” af P.Petersen (1884), ”Ordbog for Døvstumme” af Fr. Bech (1890).  – Endvidere indførte Malling Hansen de hollandske Billeder (fra Groeningen), som endnu benyttes paa Institutet.


             Som allerede omtalt, den intellektuelle Undervisning fangede efterhaanden hele Interessen, - noget, som dels hang sammen med, at hele Udviklingen paa den Tid gik i den Retning, dels fremmedes ved Konkurrencen med Fredericia-Institutet, og dels endelig var en Følge af, at man nu optog Eleverne i en tidligere Alder end før, hvorved Uddannelsen som Haandværker paa selve Institutet baade blev vanskeligere og mindre paatrængende nødvendig. At den manuelle Undervisning saaledes skydes til Side, vil endnu klarere fremgaa, naar vi for det første kaster et Blik paa den ny Dagsorden, som indføres i 1882, og dernæst vender os til selve Haandgerningsundervisningen.  Lige til 1882 beholdt man den fra Heibergs Tid overleverede Dagsorden med ganske uvæsentlige Forandringer. I 1882 vedtoges derimod efter Malling Hansens Forslag en ny Dagsorden, der saa saaledes ud:

Eleverne

            staar op.....................................................................................Kl.    6
            spiser Morgenmad..................................................................”       7
            er om Søgnedagene paa Skole fra......................................... ”      8-10
            spiser Frokost og har fri fra................................................... ”     10-10½
            er paa Skole (med 10 Minuters Pause Kl.12) fra................  ”    10½ - 1
            spiser Middagsmad og har fri fra........................................   ”    1-3
            er paa Værksteder og Syskole fra........................................   ”     3-5
            spiser Mellemmad og har fri fra..........................................   ”     5-6
            lærer Lektier fra......................................................................   ”    6-7
            har Gymnastik eller Tegning fra..........................................   ”    7-8
            spiser til Aften og har fri fra.................................................   ”    8-9
            gaar i Seng...............................................................................   ”    9

 

            I Tiden fra 6-1 er der kun sket den Forandring, at Frokosten er flyttet fra 10½-11 til 10-10½. Herved undgik man den meget lange Undervisningstid fra 8-10½ og fik desuden Frokosten anbragt med et passende Mellemrum baade fra Morgenmaaltidet og fra Middagen. I Tiden fra 1-8 er Forandringen adskilligt større.  Før havde Drengene været paa Værkstederne fra 2-5 og fra 5½ - 6½, ialt 24 Timer ugentlig, og Pigerne havde været paa Syskole fra 2½ - 5 og een Gang om Ugen fra 6½ - 8, tre Gange om Ugen fra 5½ - 8, ialt 24 Timer ugentlig.  Efter den ny Ordning faar Drengene og Pigerne kun 12 Timer ugentlig paa henholdsvis Værksteder og Syskole, altsaa akkurat det halve. Den indvundne Tid anvendes dels til Fritid, dels til lektielæsning.

 

            Naar vi dernæst vender os til selve den manuelle Undervisning, vil vi se det samme endnu tydeligere.  Da Malling Hansen overtog Ledelsen af Institutet, fandtes der 4 Værksteder, nemlig Skomager-, Snedker-, Skrædder- og Bogbinderværksted. Til at begynde med føjede Malling Hansen endnu en femte praktisk Virksomhed til, nemlig Havedyrkning. Allerede i Heibergs Tid havde Eleverne haft Havearbejde, men det dreves dog ikke rationelt som Undervisning.  I 1866 udvides, som vi har set, Haven med to tilstødende Arealer af Glaci’et, og paa disse anlægges dels en Planteskole, dels en Køkkenhave. Samtidig ansættes Lærer Georg Jørgensen som Havedyrkningslærer.  Slotsgartner Rothe var Tilsynshavende. I 1873 blev Institutet ogsaa Medlem af Selskabet til Havedyrkningens Fremme. Medens Drengene ellers fordeltes paa Værkstederne, deltog de alle i Havearbejdet. Tanken var dels at uddanne enkelte, som viste særligt Anlæg, til Havekarle, dels at sætte dem alle i Stand til en Gang selv at kunne drive Havedyrkning som Bierhverv. I 1880 maatte imidlertid et Stykke af Haven afstaas til Byggegrund for Blindeinstitutet, og af hensyn til Udsigten fra den derpaa opførte Bygning opgav man at drive det foran den liggende Stykke Have som Køkkenhave.  I Stedet lejedes af Magistraten et Stykke Jord Vest for Institutet (mellem dette og Egholms Villa), og her fortsattes en halv Snes Aar Undervisningen i Havedyrkning. Tilsidst maatte man dog af pekuniære Grunde opsige Lejemaalet, og dermed er den rationelle Undervisning i Havedyrkning forbi, selv om ogsaa senere Eleverne passer Haven. Da Georg Jørgensen udnævntes til Forstander i Fredericia 1881, blev Lærer P.Petersen hans Eftermand som Havedyrkningslærer til 1883, hvilket Aar Lærer Lindholm overtog Stillingen. I 1887 døde Slotsgartner Rothe, og dermed bortfaldt Tilsynet, som vistnok heller aldrig havde haft stort at betyde.


             Hvad de 4 Værksteder angaar, saa nedlagdes allerede 1871 Bogbinder-værkstedet. Grunden hertil var, at dette Værksted ikke havde vist sig at være praktisk ( i 1865 beskæftigede det kun 3 Drenge), og Malling Hansen foretrak derfor at anvende den Sum, det aarlig kostede, til Fordel for Undervisningen i Have-dyrkning.


             I 1882 tager Institutets Skrædderlærer, Jeppesen, sin Afsked, og derefter bliver Skrædderværkstedet nedlagt.  Ganske vist ansættes Aaret efter en ny Skrædder ved Institutet, men ikke som Skrædderlærer.  Han skal kun forarbejde det nødvendige Tøj til Eleverne.  I Skrædderværkstedet indrettes derimod en Haandgerningsskole for de mindre Elever.  Lærer P.Petersen overtog Ledelsen, og Drengene beskæftigedes her i Begyndelsen med Løvsavsarbejde – senere gik man navnlig af hygiejniske Grunde over til Udskæring i Almuestil.  De forarbejdede Ting solgtes, og Haandgerningsskolen, som bestaar endnu under samme Læreres Ledelse, har indtil Dato baaret sig selv økonomisk set.


             I Begyndelsen af Firserne havde man altsaa to Værksteder og en Sløjdskole for de mindre Drenge. Nu var det Malling Hansens Tanke, at man skulle se at komme helt bort fra Værkstedsundervisningen.  Drengene skulle ikke lære at blive Haandværkere, de skulle kun beskæftiges og i al Almindelighed lære at bruge deres Hænder.  Der er heller ingen Tvivl om, at saavel Skomager- som Snedkerværkstedet var blevet nedlagt, hvis ikke økonomiske Grunde havde stillet sig hindrende i Vejen. At Børnene selv lavede, hvad der behøvedes, var jo nemlig det billigste.  Disse to Værksteder blev derfor ved at bestaa, og Skrædderværkstedet kom efterhaanden paa en maade i Gang igen, idet Skrædderen fik Elever til Hjælp, og man slog sig saa til Ro med den Tanke, at baade Skomageri, Skræddersyning og Snedkeri kunde betragtes som ”Sløjd”. Man uddannede ikke Eleverne til Skomagere, Skræddere eller Snedkere, men man beskæftigede dem bare.  Man nødtes altsaa her  -  af rent udvortes Grunde -  til at blive staaende paa Halvvejen, men Tendensen kommer dog tydelig nok frem: Den manuelle Undervisning, som man tidligere havde tillagt saa stor Betydning, anses nu for noget ganske underordnet.


             Da Malling Hansens Tid er den sidste Periode i det kgl. Døvstummeinstituts Historie, som kan behandles ”historisk”  -  med næste Afsnit gaar vi over i Nutiden  -  vil det maaske være rimeligt ganske kort at se den udvikling paa Undervisningens Omraade, som vi her har dvælet ved, som Led i den hele Udvikling lige fra Institutets første begyndelse. Det forekommer mig, at man kan fremstille det skiftende Hovedprincip, som gør sig gældende i Udviklingsgangen,  saaledes:  I den første Periode, den Castberg-Schowske[7] , er Hovedformaalet at gøre den Døvstumme fra Dyr til Menneske og udvikle hans Aand det mest mulige.  Tegnsproget, hvori denne Udvikling foregaar hurtigst og lettest, anvendes derfor i stor Udstrækning. I næste Periode, den Heibergske, begynder man mere og mere at faa Øje for den Betydning, det har, at den Døvstumme lærer at benytte Normalsproget, fordi dette alene forbinder ham ved Omverdenen.  I tredie Periode, den Malling- Hansenske,  bliver dette Princip det eneraadende.  Hovedvægten lægges helt over paa at bringe den Døvstumme i aandelig Forbindelse med sine normale Omgivelser enten gennem Tale eller Skrift.  Den lettere Udviklingsvej  gennem Tegnene opgives helt til Fordel for den sværere gennem Tale eller Haandalfabet.  For Haandalfabetgerningsundervisningens  Vedkommende faar vi parallelt følgende:  I første Periode er man ved at uddanne en specifik Døvstumme-Industri, Institutet bliver halvvejs en Fabrik.  I anden Periode florerer Værkstederne, de Døvstumme skal uddannes til praktisk at kunne fylde en Plads ude i Livet.  I tredie Periode  gaar man ud fra, at man kan gøre den Døvstumme saa  ”normal”, bringe ham aandeligt set saa fuldkomment i Forbindelse med Omverdenen, at en særlig praktisk Uddannelse er unødvendig.

 


[1] JMC: Ossian Edmund Borg, 1812-1892, svensk døvstummelærer og forstander på Manillaskolen; søn af døvskolegrundlæggeren Pär Aron Borg.

[2] JMC: Manillaskolan i Stockholm, en skole for døve og hørehæmmede børn, grundlagt af Pär Aron Borg år 1809 og stadig fungerende. Undervisningen af døve og døvstumme flytter dog i 2013 fra den gamle bygning på Djurgården ved navn Manilla og til andre lokaler på Kungsholmen.  Manilla-bygningen overtages af stiftelsen Carpe Diem som driver en eliteskole.

[3] JMC: Carl Henrik Alopæus, 1825-1892, finsk døvstummelærer og præst. Fra 1860 forstander for den første offentlige undervisningsanstalt for døvstumme i Finland, Døvstummeskolen i Åbo. Her virkede han til 1881, dan han udnævntes til domprovst i Borgsjø. Alopæus var banebryderen for døvstummeundervisningen i Finland. han var medlem af den i 1888 nedsatte kommission for abonormskole-organisationen i Finland. 1883-84 var A. medredaktør af det af Moldenhawer og Keller udgivne ”Nordisk Tidsskrift for Abnormskolen”.

[4] JMC: Sandsynligvis Albert Henrik Krohn Balchen, 1825-1908, norsk lærer, præst, forfatter og stortingsmand.

SA: Fra studier av referatene fra Abnormeskolemøtene vet jeg at det dreier seg om  Forstander ved Døvstummeinstituttet i Kristiania(Oslo), Frederik Glad Balchen.

[5] JMC: Karl Rudolph Koenig, 1832-1901, tysk akustiker.

[6] JMC: Ved lov af 8 juni 1881 om ”abnorme børns undervisning”, blev det fastlagt at det offentlige skal have ansvar for at etablere et tilstrækkeligt stort antal opdragelses- og undervisningsanstalter for døvstumme, blinde og ”åndssvage” børn. Dette var den første norske lov om specialundervisning.

[7] JMC: Castbergs efterfølger blev cand.theol. Tyge Schow, 1794-1838, som fortsatte undervisningen i samme spor. Schow var ikke tilhænger af talemetoden, som han fik lejlighed til at opleve på en studierejse til Tyskland. Søren Heiberg (1810-1871) efterfulgte Schow som forstander i 1839, og instituttet flyttede fra Stormgade til Citadelsvej (Kastelsvej).


Stifterne av Døveforeningen af 1866. Foto: Døvehistorisk Selskab.
Den første bestyrelsen. Skomager O. Jørgensen, direktør og grunnlegger.
Skredder Jeppesen, kasserer.
Snedker Siewers, sekretær.
Malling-Hansen, kontrabogholder.
Lærer Nyegaard, kontrabogholder.
Lærer Gram. Sammen med lærer Nyegaard var han Døvstmmeinstituttets eneste døve lærer.

V.

            Malling Hansen forstod i fortrinlig Grad at omgaas de ældre Døvstumme.  Han talte et overordentlig elegant Tegnsprog og havde stor Forstaaelse af de Døvstummes Tankegang.  Hans Prædikener ved de ugentlige Gudstjenester paa Institutet for de ældre Elever og de i Byen boende voxne Døvstumme omtales endnu som noget usædvanlig klart og godt.  Hans Prædikener havde nærmest Karakteren af en Bibelforklaring, som sluttedes med Exempler, hentede fra Nutiden.  Det synes ogsaa, som han har tænkt paa at udvide sin Virksomhed som Præst til ogsaa at afholde Altergange i Provinserne, men det blev i ethvert Fald ikke til noget.  – Hans Interesse for de voxne Døvstumme viste sig ogsaa i, at han sammen med Joh. Keller i 1872 begyndte at udgive ”Smaablade for Døvstumme”.  Det var Tanken med dette Blad dels gennem Prædikener, Skriftetaler, Salmer og lign. at virke til Opbyggelse blandt de Døvstumme ude i Landet, som jo ikke kunde deltage i nogen Gudstjeneste, dels i at i al Almindelighed at hjælpe de Døvstumme til Rette med Livets forskellige Forhold gennem Mønsterbreve, Kontrakter, Regninger o.s.v.   I de første Numre findes saaledes en Brevvexling mellem en Fader og en Døvstum Søn om Socialismen.  Bladet fik dog kun en ganske kort Levetid – det udkom kun i 4 Numre.


             Langt større Betydning fik et andet Foretagende, som ogsaa saa Dagens Lys i Malling Hansens Tid, nemlig:  ”Døvstummeforeningen af 18. November 1866”.

             Initiativet til denne Forening toges af de Døvstumme selv.  Rimeligvis kom Idéen fra Tyskland, hvor man i Berlin allerede i en Aarrække havde haft en saadan Forening. Gennem tyske Døvstumme, som bosatte sig her i Landet, kom dette til de danske Døvstummes Kundskab, og ved en Familiefest hos en Døvstum i København d. 18. Nov. 1866 enedes man om at stifte en lignende Forening.  Hovedtanken dermed var at danne et Fond til Understøttelse for Syge og Trængende.  Den første Bestyrelse kom til at bestaa af Forstander Malling Hansen og Lærer Nyegaard som Kontrabogholder,  Skomager  O. Jørgensen (Direktør), Skræder Jeppesen (Kasserer) og Snedker  Siewers  (Sekretær) – alle, undtagen Malling Hansen, døvstumme.  Lovene udarbejdedes af J. Keller og vedtoges d. 26. Febr. 1867.  Heri fastsattes følgende:


             Foreningens Formaal er et tredobbelt,  1) at virke for at skaffe Arbejde til de Medlemmer, der er uden Beskæftigelse,  2) ved Laan eller Gave at understøtte saadanne døvstumme Medlemmer, der ved  Sygdom eller Alderdom er kommet i en trængende eller ulykkelig Stilling,  3) ved nyttig Underholdning at virke oplysende og oplivende. – Til Medlem kan optages:  1) Enhver voxen Døvstum og  2)Hørende, der af Interesse for de Døvstummes Sag vil virke til Foreningens Formaals Fremme.


             Kontingentet sattes til 8 Sk. om Ugen – i 1871 forandredes dette dog til, at kun de døvstumme Medlemmer (de ordinære) betalte 8 Sk. om Ugen, men de hørende (extra-ordinære) betalte 1 Rbd. om Aaret.


             Endelig bestemtes det, at egentlig Understøttelse ikke maatte udbetales, før Foreningen ejede en Kapital paa 4000 Kroner.


             1877 naaede man dette Maal, og man vedtog da at forandre Lovene saaledes, at Foreningens Hoveformaal blev at virke som Syge- og Begravelseskasse, de to andre Formaal stilledes som Biformaal, og Foreningens Midler fordeltes saa paa en Hjælpekasse, en Sygekasse og en Begravelseskasse med hver sit Fond.  -  Kontingentet fastsattes saaledes:  I  Hjælpekassen: 1) Indskrivningspenge 1 kr.,  2) Ugebidrag, for Mænd 10 øre, for Kvinder 5 Øre.  I Syge- og Begravelseskassen:  1) Indskrivningspenge 1 kr.,  2) Ugebidrag, for Mænd 21 Øre, for Kvinder 12 Øre.  Af de to nævnte Biformaal blev det første ”at virke for at skaffe Arbejde til Døvstumme, som var uden Beskæftigelse”,  vistnok kun i ringe Grad taget op.  Det andet derimod, at virke til Oplysning og Opmuntring, søgte man realiseret paa forskellig Maade.


             I Begyndelsen samledes man paa Institutet i Direktionsstuen, men da den snart blev for lille, lejede man et Lokale inde i Byen. Medens Møderne afholdtes paa Institutet, havde Malling Hansen, Gram og Georg Jørgensen skiftevis holdt Foredrag.


             Den Glæde, de Døvstumme viste over disse Foredrag, gav Lærer Georg Jørgensen Tanken om at oprette en Søndagsundervisning for de voxne Døvstumme, og i 1868 realiseredes dette.  Hver Søndag Kl. 4 i Vintermaanederne samlede han dem paa Institutet.  Fagene var Dansk og Regning.  Dette fortsattes i 2 Aar.  Denne Søndagsskole stod alltsaa ikke direkte i Forbindelse med Foreningen, men kom dog i et vist Forhold til den.  Da det nemlig viste sig, at enkelte Døvstumme ligefrem modarbejdede den ved at foreholde de unge, at de nedværdigede sig ved atter at sætte sig paa Skolebænken, støttede Døvstummeforeningen Sagen derved, at de døvstumme Medlemmer af Bestyrelsen regelmæssigt mødte til Undervisningen.


             I Marts 1870 blev Georg Jørgensen Formand i Foreningen, og man opfordrede ham saa til i Stedet for nævnte Søndagsskole at holde Foredrag i Foreningslokalet hver Søndag Aften Kl. 7.  Denne Ordning gik han ind paa, og den fortsattes gennem flere Aar.


             I 1876 optoges Tanken imidlertid atter under en ny Form.  Paa Abnormskolemødet samme Aar havde Spørgsmaalet om Fortsættelsesskoler foreligget, og dette gav Anledning til, at Joh. Keller foreslog Malling Hansen, at Døvstummeskolen og Institutet i Fællesskab skulde tage Tanken op. To Gange om Maaneden skulde der holdes Foredrag af forskellig Art, skiftevis hos Keller og paa Institutet.


             Det kom ogsaa i Gang, men varede kun et Aar.


             Inden vi forlader  ”Døvstummeforeningen af 1866”  -  denne Forening, der kom til at spille saa stor en Rolle som samlende Element for de Døvstumme, foruden den rent praktiske Betydning, den fik ved sin Virksomhed som Hjælpe- og Sygekasse,  -  skal særlig nævnes to Navne, som er uopløselig knyttet til dens Historie. Det ene er Lærer Georg Jørgensens.  I en lang Aarrække virkede han som dens Formand og var ved sin Energi og sit praktiske Blik for en stor Del Aarsagen til, at Foreningen fik saa stor Fremgang.  Lovene af 1877 skyldes ogsaa ham.  Det andet er Skomagermester Ole Jørgensens, der, selv døvstum, ved sin støtte Sindighed indenfor de Døvstummes Kreds blev den ledende Mand.


             Endelig skal tilføjes dette, at medens Foreningerne i Stockholm og Christiania (af 1868 og 1870) særlig skyldte deres Fremgang til Gaver udefra, modtog den danske Forening i den første Snes Aar  -  altsaa netop den vanskeligste Tid  -  ingen Gaver, bortset fra nogle rene Ubetydeligheder.  Det var de Døvstumme selv, som, ved at spinke og spare, af deres egne smaa Midler skabte Foreningens Grundfond, noget, som man ikke kan nægte sin Beundring.

 

 

Bestyrelsen for Døvstummeforeningen af 1866 fotografert i 1916. Artikkelforfatteren, Johannes Jørgensen, sitter som nr to fra venstre i første rad. Foto: Døvehistorisk Forening