Articles about Rasmus Malling-Hansen

Rasmus Malling-Hansen, 1835-1890, Danish inventor, scientist, minister and pricipal of The Royal Institution for Deaf-Mutes in Copenhagen. Photo: Private

On this page you can read articles about Rasmus Malling-Hansen from different newspapers and periodicals, dating from 1884 to 1935. All articles will be pubished first in the original language, usually Danish, and then translated into English language by member of the Malling-Hansen Society and great grand-son of Malling-Hansen's brother, Johan Frederik Hansen; Jørgen Malling Christensen.

All articles are richly illustrated and contain comments and footnotes by Rasmus Malling-Hansen connesseurs, Christian Barnholdt, Sverre Avnskog and Jørgen Malling Christensen.

     Content:

  • Rasmus Malling-Hansen - the Danish Inventor-Priest, by Sverre Avnskog, 2006 (English)
  • The Inventor of the Typewriter Had Plenty of Ideas, by Fritz Bech, from The Sunday Issue of ‘Berlingske Tidende’, September 3, 1935 (English and Danish)
  • A Famous Lollander – a Forgotten name, by Arild S. Ebbe, from Lolland Falster Folketidende, 1928 (English and Danish)
  • Døvstummelæreren - opfinderen - biologen, af Fritz August Bech, fra Tidskrift för dövstumskolan, 1935. (Danish)
  • Rasmus Malling-Hansen, av Fritz August Bech, fra Opfindernes liv - bind 1, 1924. (Danish)
  • Rasmus Malling-Hansen, skrivekuglens opfinder, af Johanne Agerskov, håndskrevet manuskript fra ca 1925. (Danish)
  • Rasmus Malling-Hansen, inventor of the writing ball, by Johanne  Agerskov, handwritten manuscript from around 1925. (English)
  • Skrivmaskinens uppfinnare, fra Dövas vän, 1928. (Swedish)
  • Fakta om Rasmus Malling-Hansen, af Sofus Elvius, fra Dansk præstehistorie 1869-1884. (Danish)
  • Facts about Rasmus Malling-Hansen, by Sofus Elvius, from Clerical History of Denmark, 1869-1884. (English)

 

 

 

Rasmus Malling-Hansen – the Danish Inventor-Priest

Biography by Sverre Avnskog

 

 

Scrutinizing old descriptions of Rasmus Malling-Hansen, written by his contemporaries, it strikes you what a deep impression he must have made on those who met him in the flesh.  He is described as having a military officer’s figure with the charisma of an artist – and as an optimist who can be described by only using the most fiery colours – quoting some of the characteristics provided by his contemporaries. At the time of his sudden death in 1890 – only 55 years old, this man hailing from a humble background in the Danish countryside had become an internationally known figure, having put Denmark’s name on the international map, a friend of the king, had given lectures at international medical congresses and at Nordic teacher’s meetings and had sold patents in countries all over Europe. Besides, he was a much beloved father figure for many of society’s “outcast”. He dedicated his professional career to fighting for the cause of the weakest, the deaf-mute children who could neither hear nor speak, and in everything he undertook he was an innovator and a visionary reformer, for whom nothing was too small or insignificant not to be worth further investigation. His work with the deaf-mute was also the foundation for his inventions and scientific research. The idea for his most well-known invention – the writing ball, came from his observation of the speed of the sign language in comparison with handwriting, and his ground-breaking discoveries of children’s growth in cycles had their origin in the framework of his care for the welfare of deaf-mute children and investigations into whether their growth and development were satisfactory.

 

 

Malling-Hansen portreyed in 1860...
1877
1885
...an 1887. All photos from private collection

Childhood and Youth.

 

Rasmus Malling-Hansen was born at Hunseby, Maribo, on the island of Lolland in 1835. His mother, Juliane Matzen, was a daughter of the lessee of Knuthenborg Manor, however she grew up in the home of teacher and cantor Rasmus Malling and his family. Rasmus Malling also became foster father of Juliane’s children after her husband and the father of her three sons, the teacher Johan Frederik Hansen, had died of typhus already after 5 years of marriage. After his death Juliane Hansen moved back into the house of her foster father, who assumed responsibility for Hans Rasmus (4 years), Thomas Jørgen (2 years) and Johan Frederik (1 year).

 

Juliane is referred to as being a very wise and sensible woman, and Rasmus Malling, hailing from Porsgrunn in Norway, was a courteous man, conversant with the company of counts and dukes, and growing up with these two people contributed to developing the self-confidence of Rasmus, as well as his ability to assert his opinions in a natural manner. Besides, he was a very able boy, noticed for his many talents, particularly in math and drawing, and his warm-hearted personality made him loved by everyone he met.

 

Education at the Jonstrup College and at the Faculty of Theology

 

Already at the time when he was studying for his confirmation as a young man, allegedly Rasmus had decided one day to become a priest; however, the prospects for a higher education were not bright, and so he began as an apprentice to a house-painter, and it was said that he never forgot his old skills. Many years later, when a house-painter had done a poor job on a door of the Institute for the Deaf-Mute, Malling-Hansen commented upon this, and the house-painter then asked whether perhaps he himself could do it better. And Malling-Hansen  took him up on it and by himself painted the door to his full satisfaction.

 

But somehow the rumours of the talented boy also reached the count of Knuthenborg, and thanks to his financial support Rasmus was able to enroll at the teacher training college of Jonstrup, where he passed his final exam in 1854, after merely two years of studies, with excellent marks. He worked for some time in the count’s employment as a private tutor, for his confirmation priest, and also as an assistant teacher at Maglemer School, before starting his theological studies in 1858 – still sponsored by the count. However, this did not last very long – in 1859 Malling-Hansen began his lifelong career at the Royal Institute for the Deaf-Mute in Copenhagen, and this provided him an opportunity to fully develop his rich personality and make good use of his many talents. Interrupted by a couple of years as principal of the Institute for the Deaf-Mute in Schleswig, as well as some additional time dedicated to the theological studies, Malling-Hansen returned to the Institute for the Deaf-Mute in Copenhagen as a fully trained Bachelor of Theology in 1865, taking over the position as principal after the man that became his father-in-law that same year, Søren Johan Heiberg.

 

 

The teaching staff of the Royal Institute for the Deaf-Mute in Copenhagen, photographed in 1861. Malling-Hansen is standing in the middle of the back row. On his right, seated, is the then principal, Søren Johan Heiberg, later to become Malling-Hansen’s father-in-law. Photo: The Historical Society of the Deaf.

Husband and Caring Family Man

 

As a young man it is said that Malling-Hansen met a woman who made a lasting impression on him, Anna Steenstrup, the daughter of the local mayor cum chief of police in the district of Frederiksberg, Copenhagen. However, with the great social divides predominant in those days it was unthinkable that there could be a match between the young lad from the lower social layers of society and Anna, who belonged to the top social stratum of Copenhagen. Instead, Malling-Hansen was engaged and later married to Cathrine Georgia Heiberg, and already a year after their wedding their first of a total of seven daughters was born – Juliane (1866), followed in rapid succession by Engelke (1868), Emma (1869), Zarah (1870), Johanne (1873), Karen (1874) and Marie (1875). Malling-Hansen was a very loving and caring father, closely monitoring his daughters’ health and welfare, and the many letters that have been preserved from this period bring out the picture of a family with close and heartfelt ties – Malling-Hansen never forgot his mother and his two brothers and maintained a close relationship with them throughout his life.

 

However, Malling-Hansen was not spared tragedies in life – in 1876 he lost his beloved Cäthe in childbirth complications when she was delivering two more girls, and this must have been a very hard blow for Malling-Hansen’s sensitive mind. We don’t know who helped him with the 7 daugthers through these tough years, but after a few years he meets the love of his youth once again, and she had never forgotten her dear Rasmus and was still single – and in 1880 they married, Anna becoming a loving stepmother for the 7 girls.

 

 

Malling-Hansen's mother, Juliane Hansen, 1809-1885
First wife, Cathrine Georgia Heiberg, 1841-1876
Malling-Hansen's children, Juliane, Engelke, Emma, Zarah, Johanne, Karen and Marie
Second wife, Anna Steenstrup, 1842-1897

Visionary Pedagogical Reformer

 

As principal of the Institute for the Deaf-Mute, Malling-Hansen promptly embarked upon a number of initiatives in order to improve the conditions of deaf-mute children.  The rate of sickness at the institute was high, as well as the mortality rate. In the initial period of the institute, 1839 – 1857, as many as 31% of the children died in the course of their stay, primarily succumbing to lung diseases. This was at a very early stage of the Danish education system, and there was still very poor understanding of children’s need for play and rest. They had to get up already at 5 o’clock in the morning, and in addition to the education they also had to work in the institute workshops every day until late evening. Malling-Hansen managed to increase and improve the outdoor recreation area, he made sure that they would work regularly outdoors in the garden and organized for them to have more free time. He also understood that the very limited space of the school had an important bearing on the spread of contagious diseases and made sure to make good use of all available teaching space. He prepared plans for an additional building and also for the installation of electricity, but unfortunately these plans were not approved by the authorities.

 

In 1868 Malling-Hansen undertook a study tour in Europe, the purpose being to study the teaching of deaf-mute in various countries. He became influenced by new ideas from Germany and wanted to try out new teaching methods also in Denmark. The deaf-mute pupils constituted a very heterogeneous group, ranging from what we today would call intellectually challenged, who could neither hear nor speak, to completely sane and otherwise normal pupils with some degree of hearing and speaking capacity. They were all provided the same kind of teaching according to the sign method. From an early stage on Malling-Hansen understood that it would be much more appropriate if the pupils were divided in accordance with their degree of hearing capacity and were taught by using methods better adapted to their abilities.  Consequently he pushed for the deaf-mute to be divided into three groups, namely the ‘proper deaf-mute’ who had no degree of hearing or ability to talk; the ‘not entirely deaf-mute’ with some degree of hearing and/or speaking; and finally the mentally challenged deaf-mute who not only lacked the ability to hear and speak but were also mentally handicapped. In cooperation with the Keller Institutions it was proposed in 1867 to divide these groups between the two institutions, and it was decided that the ‘proper deaf-mutes’ were to be taught at the Institute for the Deaf-Mute in accordance with the sign method, while the Keller Institutions would teach the ‘not entirely deaf-mute’ in accordance with the speech method (lip reading), as well as the mentally challenged deaf-mutes, who would continue to be taught by means of the sign method.

 

This initiative was the first in the Nordic countries aiming at providing the deaf-mutes an education adapted to their specific capabilities, and it made Denmark a pioneer country in this field, initiated by Rasmus Malling-Hansen. He assumed a central role in the Nordic field of education for the deaf-mute and, among other things, chaired the chapter of deaf-mute issues at the big Nordic meeting for “abnormal schools” (= special education) in Stockholm 1876; the Danish authorities made use of him in the context of public planning commissions, and in 1890 he gave a major lecture about the development of the education for deaf-mutes in Denmark, addressing educationalists from all Nordic countries.

 

Malling-Hansen also wanted some of the ‘proper deaf-mutes’ to be taught in accordance with the speech method, realizing clearly that some of the pupils would be benefited by this method, and this aspect – in conjunction with the constantly increasing need for space, since the pupil target group was growing constantly-  made him in 1879 present a proposal for the establishment of a new public Institute for the Deaf-Mute, suggesting that such an institute be situated in a provincial town in Jutland. The authorities accepted his proposal, and in 1880 the Institute for the Deaf-Mute in Fredericia was established. The last time the authorities made use of Malling-Hansen’s great competence was when he led the public commission established in 1888 with the authority to analyze and plan future organizing of education for the deaf-mute in Denmark, and Malling-Hansen served as secretary, formulating the proposal. It was discussed by the political establishment in 1890 and practically all the proposals of the commission were put into practice, albeit this was only after Malling-Hansen’s death. It was decided to set up yet another school for the deaf-mute at Nyborg, the state took over the private institutes for the deaf-mute after Johan Keller, and all deaf-mute pupils were from now on enrolled for a year at pre-school level in Fredericia. This served to examine and evaluate their abilities to learn and to hear, such that they could continue their education in the following year at the institute where method and teaching modes corresponded in the best way possible with their abilities.  By this, Malling-Hansen’s visions had been implemented – thanks to his initiatives a solution had been found that satisfied the needs for adapted education in accordance with the most modern pedagogical methods; deaf-mute pupils were provided very satisfying living conditions, and the need for additional space had also been well accommodated. During Malling-Hansen’s later periods as principal the mortality  at the institute had gone down markedly  and was by now lower than for corresponding groups of children with hearing ability. At Malling-Hansen’s death in 1890 the deaf-mute community showed their gratitude by appearing in their hundreds at his funeral. They had lost a true friend and a caring father figure and protector!

 

 

Teachers and children at the Royal Institute for the Deaf-Mute in Copenhagen, photographed in 1881. Malling-Hansen is number 4 from the right in the back row. Photo: Historical Society for the Deaf.
Two early writing ball models
Both built for the first time in 1871

Inventor of the Writing Ball.

 

Parallel with his tasks as a principal, Malling-Hansen also worked on the idea of constructing a machine for speed writing. It is feasible that he wanted to help the deaf-mute to be able to express themselves in writing, but at any rate we know that it was the very speed by which one can communicate, using sign language, that gave him the idea of his typewriter. By means of hand signs one could “speak” up to 12 signs per second, while it was only possible to write a mere 4 signs per second, using pen and paper. It was this dexterity of the hand that Malling-Hansen wanted to take advantage of in designing a typewriter, and from Johanne Agerskov’s book “Who was the Inventor of the Typewriter?” we know that Malling-Hansen in 1865 was conducting experiments with a hemisphere of porcelain on which he had drawn the letters, and using his brother-in-law as timekeeper he experimented with alternative placements of the letters on the hemisphere with a view to  achieving the speediest typing. He ended by placing the letters most frequently used in such a way that they were pressed down by the deftest fingers. In addition, he put the vowels on the left hand side and the consonants to the right, such that the typist would use, as often as possible, a finger from the left and right hand, alternating each time. The end result of these measures was that one could type extremely fast on the writing ball, and 800 signs per minute were realistic to achieve for a trained writing ball typist. On the first model, patented by Malling-Hansen in 1870, the paper was put on a cylinder inside a wooden box, and the cylinder moved by means of an electrical battery.

 

Malling-Hansen traveled around with his writing ball, visiting various exhibitions in Europe. He was awarded the first prize medal at the industrial exhibition in Copenhagen in 1872, at the world exhibitions in Vienna in 1873, Philadelphia in 1876, Paris in 1878 and at the great art and industry exhibition in Copenhagen in 1888. He also had some commercial success, selling patents in England, Germany, Austria and the United States. He worked continuously to improve the writing ball, and in 1871 the cylinder was replaced by a platen that moved beneath the ball. Then in 1875 the first model of the well-known tall type appeared, featuring a mechanical solution to the movement of the paper instead of a battery. Thanks to his cooperation with skilled mechanics, and Malling-Hansen’s unique talent for finding technical and mechanical solutions, the writing ball had become a reality, based upon millimeter precision and industrial design of the very highest class. The first models of the writing ball were very expensive – the first version from 1870 cost as much as 1200 kroner, a very substantial sum at the time. However, the price steadily decreased in the course of the 1870s and 1880s, and the last model from 1888, issued with color ribbon and paper cylinder, cost only 150 kroner, and in fact the writing ball was cheaper than the typewriters that put it out of the market. The Remington machine did not have the typing speed of the writing ball, because it was equipped with linked typebars from the key to the letter, and the keyboard was the now so well-known qwerty-keyboard, which had been designed in order to prevent the typebars from jamming. Never the less, this was the machine that became market leader, and when Malling-Hansen died in 1890 his order for the production of 100 writing balls was cancelled, and no more writing balls were produced.

 

In our time the writing ball has once again risen to its proper place of honor and dignity. It is a highly coveted collectors’ item, and in particular in Germany there is considerable interest for the writing ball.  A price around 200 000 kroner is commonplace, however we have been told that a person in a high position in the Microsoft company bought a writing ball for no less than 1 million kroner. But in Denmark the interest is, strangely enough, not particularly great, and of the 9 writing balls owned by the National Museum of Science and Technology, at present only one is being exhibited.

 

Malling-Hansen also developed a duplication method that he called ‘xerography’, and by means of blue carbon paper and paper platens he was able to make as many as 100 copies in a few minutes. As far as we know it was Malling-Hansen who discovered the unique quality of the blue colour in copying. In addition, he also developed a machine for extreme speed-typing designed for use in large meetings as a substitute for a stenographer. According to Malling-Hansen it was possible to type up to 1200 signs per minute on this machine, called the tachygraph, and it had the same semispheric keyboard as the writing ball. Unfortunately no species of the tachygraph has been preserved, but we know it has been produced because there are photographs of a patent model.

 

 

 

The 1878-model of the writing ball, developed for the world exhibition in Paris, now with colour ribbon. Photo: Uwe Breker
The last model of the writing ball, designed by mechanic August Lyngbye with colour ribbon and paper platen. Photo: Sverre Avnskog
The tachygraph, patented in 1872 - for extremely fast speed typing

Scientific Researcher

 

Malling-Hansen did not lessen his efforts even after having invented the first commercially produced typewriter in the world. In connection with his monitoring of the health situation of the deaf-mute pupils, he wanted to investigate their growth and weight increase and started a grand scientific research project. With his usual meticulousness he wanted to weigh the pupils several times per day and had large scales made on which he could weigh the pupils in groups, such that the procedure was quick. Thanks to these weighing and measuring procedures he made a number of ground-breaking discoveries in relation to the growth of children. Until then it had been assumed that children grew steadily at an equal pace throughout the year, but Malling-Hansen discovered that children grew in cycles, independently of nourishment or time of the year but rather governed by some unknown factor. Malling-Hansen’s view was that this unknown factor was to be found in the variations of the sunlight, and he initiated grand and extensive measurements in various places on earth, from where the results were reported to him, and everywhere the same variations appeared, incidentally in humans as well as in nature generally. He gave a lecture at a big international medical congress in Copenhagen in 1884, and in 1886 published a book about his research and findings. The work was translated into German. Also in this area Malling-Hansen was a pioneer, and his research was ground-breaking. Thanks to his well developed talent for research and his ability to discern meaning and links even in the smallest items, Malling-Hansen made unique discoveries of connections that no-one else had seen before him.

 

But in 1890 it was all over. Malling-Hansen had for a long time suffered from angina and arteriosclerosis, and a massive heart failure ended his life as he was returning home from the freemason lodge on a dark autumn evening. He fell down on the street and died immediately. However, he managed to leave his personal mark in very many areas. He was truly an optimist – a man who did not settle for things as they were but rather had an unbreakable willpower to discover, think innovatively, develop further and invent. His care for the very weakest and smallest in society was unique and deeply rooted, and he reformed the Danish education for the deaf-mute. He invented the writing ball, still an object of fascination for those who appreciate unique industrial design, and he made ground-breaking and internationally recognized discoveries concerning children’s growth in cycles. Yet, he is next to unknown in Denmark today, and one may wonder why this is so? What is the reason why people in Denmark have not been more careful to preserve the memory of such a unique personality as Rasmus Malling-Hansen? It is not easy to come up with an answer, but hopefully a purposeful research endeavor into his work, and the presentation of the results in as many media as possible, will alert the relevant quarters. It is in this vein that yours truly hopes to be able to contribute by publishing the results of several years of study into the life of Malling-Hansen.

 

 

Bust made by the sculptor Ludvig Brandstrup
Brandstrup also did the memorial medallion on Malling-Hansen’s epitaph
The last photograph of Malling-Hansen, taken just a couple of months before his death

Oslo, October 11, 2006
Sverre Avnskog
Vice-President of “The International Rasmus Malling-Hansen Society”

English Translation by

Jørgen Malling Christensen

 

The Sunday Issue of ‘Berlingske Tidende’, September 3, 1935

The author of the article, Fritz Bech, 1863-1945, was married to Malling-Hansen’s daughter Zarah, 1870-1910. The picture is probably from around 1890, the year they were married. Photo: The Historical

A Centenary:

The Inventor of the Typewriter Had Plenty of Ideas

 

By F. Bech, Principal

 

On the 5th of September it is 100 years ago since the birth of the inventor of the writing ball. The principal of the Institute for the Deaf-Mutes in Fredericia, F.BECH, writes about the man with the many ideas.

 

At the Garnison church cemetery, to the right of and somewhat further back than the memorial for Olaf Rye, we find a tombstone of granite from Bornholm, erected by “speaking and deaf-mute friends”, with a medallion by Ludvig Brandstrup, over the principal of the institute for the deaf-mute, the inventor and biologist Hans Rasmus Malling Johan Hansen, or, as he himself would sign: R. Malling-Hansen. The medallion shows him in his most vigorous age, a couple of years before an obstinate heart disease struck him down. His life is like the preface of an adventure, in which there were surely dark shadows, but where the light of genius was constantly breaking through, until it was forever extinguished. Only 55 years old, on September 27, 1890, he dropped down dead in ‘Nyboder’ on his way home from the free mason lodge where he, as one of its most distinguished brethren, had been the speaker.

 

 

Fritz Bech, 1863-1945, in his office at the Institute for the Deaf-Mute, Fredericia. On the wall behind him is a large portrait of his father-in-law, Rasmus Malling-Hansen, 1835-1890. Photo: The Historical Society of the Deaf
Malling-Hansen’s tombstone, previously found in the cemetery of the Garnison Church. In 1947 it was moved to the Institute for the Deaf-Mute, where we can see it today. Photo: The Historical Society of the Deaf.
Malling-Hansen went for his last walk along the red arrow in the evening on September 27, 1890. When his death had been certified, the medical doctor had him taken to the house on the corner of ‘Leopardlængen/Store Kongens Gade - the house marked by a red cross. Photo: The Royal Library.

MALLING-HANSEN was a native of Lolland and the son of a school teacher. Already as a small boy he lost his father, but when his maternal grandfather[1], also he a school teacher, adopted him, his natural gifts became formed by the culture and traditions of the teaching profession with its solid, industrious and frugal living standard. Later on there were influences from a highly cultured residence, since Count F.M. Knuth of Knuthenborg became his protector. The count sent him to Jonstrup from where he graduated with a teacher’s degree with distinction, after which he hired him as a tutor and eventually fulfilled his highest wish: to go to the capital city for studies, aiming at the theological profession. However, having passed the school-leaving certificate M-H soon felt an urge to stand on his own feet. Talent, education and social intercourse had given him a sense of tact, a harmonious mix of modesty and self-esteem that followed him throughout his life, and that now told him that the time was ripe to renounce, with thanks, the continued support of his generous protector. He applied for at teaching job at the Institute for the Deaf-Mute in 1859 and got it.

 

The current method at the institute at the time was the hand alphabet – writing in the air with various finger settings, each representing a letter of the alphabet – combined with natural and conventional signs (gestures), and M-H. was quick to acquaint himself with all of it. And long before he could reasonably expect it, the services of the capable young teacher were called for something more than an ordinary teaching post.Apart from the Institute in Copenhagen, Denmark also had a public institute for the deaf-mute in Schleswig.  In the atmosphere of a strife between German and Danish tradition, the Government wanted, also in this respect, an education in accordance with Danish culture, and the immediate consequence of this was for M-H that he was transferred to Schleswig as a teacher in 1862 and then in the beginning of 1864 promoted to the rank of principal. He was at the time merely 29 years old. However, the promotion was to be of short duration. Military events soon forced him to leave, and reduced to an ordinary teacher and student of theology he returned to Copenhagen and resumed his studies. However, once more lady luck was smiling upon the young man. The principal of the institute, Professor S. Heiberg, with whose daughter[2] he had been engaged to be married, had in the beginning of 1865, after an application, been called to serve as a vicar at Kjeldby Church on the island of Møn, and in his stead M.-H. was now constituted, and after having passed  his final university exam a couple of months later he received his royal appointment. This is not the place or time to describe M-H.’s meritorious work for 25 years as principal and priest for the deaf-mute. Suffice it here to accentuate that he was the driving force in establishing the relationship between the public institution and Joh.Keller’s private institute for the deaf-mute, and that he was also the key person in formulating the proposals in 1880 and 1889 to Parliament concerning the establishment of the institute in Fredericia and the school in Nyborg.

 

 

 


[1] SA: Either Fritz Bech had unofficial information or, for the sake of simplifying he chose to refer to the stepfather of Malling-Hansen’s mother, as the grandfather of the inventor. For the mother – Juliane Hansen, 1809 – 1885, did not grow up with her biological parents but with her adopted family Malling as a foster daughter and she was the one running the household. When she, after only a few years of marriage, became widowed, she moved back to her foster father, the teacher of Hunseby School, Rasmus Malling, who thus also became the foster father of her sons.

[2] SA:The daughter was Cathrine Georgia Heiberg, 1841-1876, and they were married in 1865. The marriage was very happy and they had 7 healthy daughters before Cathrine died, very tragically, as she was giving birth in 1876 to twin daughters, who also died at birth.

Malling-Hansen’s father-in-law and predecessor as principal of the Institute for the Deaf-Mute, Søren Johan Heiberg, 1810-1871. Photo: The Heiberg Museum, Sogndal, Norway.
Malling-Hansen’s young fiancée, Cathrine Georgia Heiberg,1841-1876. Photo: Private.
The young talented undergraduate and tutor, Rasmus Malling-Hansen on a photo from 1861. Photo: Private.

It is of more general interest to mention that it was his work among the deaf-mute children at Kastelsvej that led him on the road to inventing the first typewriter in the world, and much more. He himself had seen and experienced that while a person can only write 4 phonetic symbols (letters) per second, a trained finger speaker can produce 12 per second. This led him to the idea whether it would be possible by means of finger movements on a machine to create an easily legible writing, capable of following oral speech, sound by sound. By means of testing the speed of speakers in parliament he had further recorded that the speed varied between 10 and 20 sounds per second, and hence the finger movements and the oral speed were not far apart. He then invented a typewriter, where the keys (steel bars with plates indicating the letters) were distributed over the surface of a hemisphere (hence the name “writing ball”), while the paper was placed on top of a movable cylinder carriage, which was moved a little bit – by electricity and an electromotor – when a key was pressed down.Already in the year M-H was appointed principal he conducted tests concerning the speed of  finger movements, done on a porcelain hemisphere, where the letters were placed in small hollows simulating keys; however, the process of having the keys installed, equipped and functioning with accuracy took a long time, and it was only in March 1870 that he, together with professor C.P. Jürgensen’s Mechanical Establishment, got a 15 year patent on his machine[1]. In that same year ‘Illustreret Tidende’ published a lengthy article by professor C.Holten about the brilliant invention, and this was soon followed up by tributes from papers and journals in Denmark and abroad. At exhibitions in Copenhagen in 1872 and Vienna in 1873 the writing ball was honoured with the highest awards and in Paris 1878 with a gold medal[2]. Patents were sold to England and Austria, and everything appeared promising. Interest was still growing. The daughters of the inventor were  known in school as ‘the small writing balls’, and the old monarch King Christian IX, who used to carry in his pockets cornets with sweets for his small friends, would frequently stop the “balls’ and send a greeting to their father.

 

Naturally the first writing ball constructed by a self-made[3] man had its essential flaws. It weighed 75 kilos[4] and cost 1200 kroner, and the electrical connection was not entirely reliable. However, unhesitatingly M.H. abandoned electricity and within a short time constructed a new machine that moved mechanically; the weight and the price were substantially reduced, finally until 5 kilos and 150 kroner. This was the new shape appearing at the Nordic exhibition 1872 and subsequently produced in large quantity.[5]However, at the same time the American Mr Sholes had his machine ready, it was described in “Scientific American” of August 10 the same year, and the following year the Remington factory launched their first specimens.[6]By this one might say that the battle had been won, with the Danish machine losing the draw, for in spite of the government and the Carlsberg Foundation, among others, having supported M.-H., compared to the American investment this was like a drop in the ocean. [7]Still, M.-H persisted almost until his death to improve on his machine. The very last writing ball, made by mechanic August Lyngbye, at the exhibition in Copenhagen in 1888 still achieved the highest distinction. By now the “ball” for a long time has been surpassed by other systems and models, but it is quite interesting to note the information provided by wholesale-dealer William Malling, that it was not until the year 1900 that he abandoned the writing ball in favour of an American machine.Hence, the end result of this invention was only disappointment and loss, and it was in similar fashion with another smaller invention: Xerography or ‘dry printing’, which had enabled the inventor to make until 100 copies of the original writing ball text. This was outstripped by Hectographing.

 

 

 

 


[1] SA: We have no certain knowledge about the further development of the writing ball as from the tests on the porcelain ball in 1865 and until the machine was fully developed in 1870. But recent information indicates that it is likely a writing ball was exhibited at the industrial exhibition in Altona (nearby Hamburg, Germany) from august 27 until September 27 1869. So far we have very scarce information from this exhibition, and possibly the writing ball was not shown at the exhibition itself but in a shop. It is likely that it was the very large model built into a table and which we today only know from the patent drawings of January 1870.

[2] SA: The writing ball was also exhibited in Kensington, London, in 1871 and at the Philadelphia Centennial  in 1876. At the latter exhibition it was awarded a gold medal.

[3] JMC: It is interesting to note that Fritz Bech uses the English term in his Danish article, writing ‘selfmade’. This is evidence of an early influence of English words in Danish language – at a time when the German language was much more widely understood and spoken in Denmark.

[4] SA: This information about the first writing ball weighing 75 kilos I have seen in several sources, and the only possible explanation is that the very first writing ball constructed was not identical with the one presented in 1870, namely the cylinder-model built into a wooden box.  From the first patent drawings of January 1870 we know of a model built into a table, and this has to be the one weighing 75 kilos. For a long time we assumed that the excessive weight was due to the batteries at this time being bulky and heavy, but this is not correct. Already in the 1860s batteries had been reduced to a rather practical user-friendly size, and weighed hardly more than a maximum of 10 kgs, so consequently this cannot explain the weight of the first writing ball.

[5] SA: On this particular point our friend Fritz Bech is probably not correctly informed. It is correct that already in 1871 several new models of the writing ball were constructed, among them the model with the flat carriage, but Malling-Hansen did not manage to find a substitute for electricity for electricity until 1875, when he launched the first, well-known, tall models.

[6] SA: The Remington factory did start their production of the Sholes-Glidden machine in 1873 – but it is debatable whether their first model was good enough to completely outstrip the writing ball. It was very bulky and expensive, and those assessing typing samples from the two competing machines agreed that the writing ball was far superior, compared to the Remington, in this respect.  It has been stated in some sources that the Remington machine sold 5000 copies already during the first 3-4 years, but this figure is probably vastly exaggerated. Alternative sources indicate around 2500 machines sold during the first 10 years.

[7] SA: This appears to be correct.  The Investor James Densmore, who bought the patent from Sholes and Glidden, invested several tens of thousands of dollars to improve upon the machine before it was put into production by Remington. As far as we know he was able to cash a profit of around half a million dollars when he sold his part of the business before his death.

King Christian IX, 1818-1906, visited the Institute for the Deaf-Mute several times. Photo: The Royal Library.
And Queen Louise, 1817-1898, indeed was once weighed on the large scale Malling-Hansen used for weighing the children. Photo:The Royal Library.
Whole-sale dealer William Theodor Malling, 1830-1913, reported that he used the writing ball in his job up until 1900. Photo: The Royal Library.

However,  M.-H. was an unfailing optimist and his continuously enquiring spirit always generated material for new studies and inventions. The introduction of a new meal regulation at the Institute for the Deaf-Mute caused him to start daily weighing and measuring of the pupils, and in the course of the numerical results that appeared, with his intuitive view he realized such perspectives that the whole thing was soon put into systematic order: Daily weighing 4 times and simultaneously the children’s height was also measured, and subsequently he included also measuring of the circumference and height of the trees in the institute garden. The result of this investigation, running for four years, rendered the following remarkable information: A boy aged 9-15 years does not increase his weight gradually and at the same rate each day, week or month of the year, rather in the course of a year there are different periods: a maximum period (August – December); a medium period (December – April): and a minimum period in terms of weight gain (April – July). In the maximum period the weight gain is 3 times as big as in the medium period, and whatever is gained in the latter is lost in the minimum period. However, in reverse order the big increase in height takes place in the minimum period for the weight gain etc. And concerning the trees M.-H. found at the same time that the relationship between their gain in breadth and height was closely coinciding with the increased weight and height of the children during the same periods. At the international medical congress in Copenhagen 1884 M.-H. presented his findings and results, receiving much attention and lively applause. The results were also presented and published in books, both before and after the congress and mainly in German language.But M.-H. proceeded even further with his investigations. He searched information from many different locations about oscillations in terms of humidity, atmospheric pressure, ozone concentration and magnetism, among other factors, in order to find, if possible, this unknown factor X, that was the root cause of it all and which he called ‘the growth energy’ and connected with solar radiation. However, death out an end also to these research activities, research for future continuation, about which Dr Gustav Nylén, Stockholm, gave a very interesting and informative lecture in 1930.

 

Ever diligent and occupied, yet M.-H. was by no means a pedantic or dry bookish person, on the contrary, he was a lively man, very much engaged by contemporary issues. When the first international artificial language, Volapyk, was introduced in Copenhagen, he immediately found in its logical structure an explanation why deaf-mute children have such difficulties learning our own language correctly: The living language has so many vagaries, deviations from logic and hence unpredictable in relation to period and sentence structure. Consequently he became an ardent volapykist, he himself translated – or were responsible for -  H.C.Andersen’s Fairy Tales into Volapyk and also gave lectures on the international qualities of this language.

 

In one of the Charlottenborg art exhibitions in the 1880s a painting by Engelstedt was exhibited, showing the so called ‘quartet’: Malling-Hansen, senior teacher Kaper (father of the mayor), Director Ritzau (founder of the Ritzau News Agency), and archivist of the War Office Captain Feilberg at the L’Hombre-table. These four men and their wives, who were all on familiar and informal terms with each other, would during winter time meet once a week for a game of cards in each others’ homes. Frequently they would also add some other kind of entertainment or joke, for instance M.-H. once offered a Volapyk-dinner with the menu hectographed in Volapyk as well as Danish – only the wine was unilaterally termed ‘Pumpenhejmer’ [1] – while the lamps were festooned and the table set in the Volapyk colours, yellow and mauve. The whole thing was festive and funny.

 

 


[1] JMC: Not possible to translate; ‘pumpenhejmer’ is a 19th century jocular term for water from a well

Erik Ritzau, 1839-1903
Gustav Feilberg, 1836-1895
Johannes Kaper, 1838-1905
Ludvig Feilberg, 1849-1912. All four photos: The Royal Library.

During the period of the weighings there was a visit by the royal family: King Christian IX and Queen Louise, Queen Olga of Greece, a joy to behold, with her 2 young sons, the princes Konstantin (the deceased king) and Georg (friend of Prince Valdemar) and others. Pupils and teaching staff dressed up to the nines, the principal and the teachers in dress coat and white gloves, specimen of textbooks and other teaching materials exhibited, when the exalted Royal visitors arrived and passed through the classes in order to observe the teaching. Finally they entered the dormitory with its large scale, used for weighing the children. The Royals were much interested in hearing about the weight oscillations throughout the year, and Queen Louise even let herself persuade by M.-H. to be weighed. The weight was 47,5 kilos – in comparison to the 60-65 kilos of many of the older girls not very much for a queen, the deaf-mute children thought. But when they looked for the princes who could surely have scored a much higher weight, they had on their own ventured down into the kitchen, where they were found at the table, truly enjoying a thick slice of rye bread and dripping.

 

MALLING-HANSEN was, in his prime, a handsome man, “with the head of a Monrad[1]with soulful eyes more introvert than extravert, the figure of a military officer, supple and courteous in his behavior” to quote Vilhelm Møller as he expressed it in his daily newspaper “Nutiden”, since long closed down, and the characteristic is apt. When adding to this a versatile and all-round spectrum of talents – in addition to his genius as an inventor he was very much musically gifted and also an excellent draughtsman, having very skillfully, among other things, drawn the globe as seen from the perspective of various big cities[2] - all in all he seems to have been selected by Nature as a favorite of the Gods. But he did lack one thing: Realization of the necessary consideration to his physical capacity for work. When he was working he went full steam, while countless cigarettes went up in smoke. This is also why he wore himself out very much prematurely.  Ludvig Feilberg writes in his book about mental inferiority: “By the discontinuation of Malling-Hansen’s work we have lost threads that may be very difficult to pick up again”. Dr Nylén, quoting Feilberg’s statement in his above mentioned lecture, adds: “Perhaps these words may seem true considering that 40 years have now passed since M.-H. closed his eyes for ever - -. However, the rich impulses left by the brilliant principal of the Institute for the Deaf-Mute, have inspired us. The solution of one issue has led us further into new issues and problems. The thread has not been lost, rather it continues to be spinning.”And still now in August this year, in the centenary of his birth  and soon 50 years after his death, upon request, cardboards with his photographic portraits, his writing balls in various stages and samples of the beautiful and easily legible typing have been exhibited at a stenographic congress in Kulmbach, and the cardboards were subsequently integrated into the collections of a German museum. Certainly, Malling-Hansen’s name will forever be counted among those who have lent lustre to Denmark.

 

F. Bech.

English translation by

Jørgen Malling Christensen

 

 

 

 


[1] SA: The man Malling-Hansen was compared with was bishop and politician Ditlev Gothard Monrad, 1811-1897.

[2] JMC: These maps had disappeared for generations until I happened to locate them at the Royal Library in Copenhagen in the summer of 2009 – they show an astonishing level of cartographic skill, whereby M.-H. has depicted the maps in a novel way, showing the globe in a transparent fashion and making many different such maps with a major city as point of departure. This was probably done in connection with his research into the X-factor of solar energy.

This is what he looked like, the Monrad with which Malling-Hansen was compared -the politician and bishop Ditlev Gothard Monrad,1811-1887. Photo: The Royal Library
And surely he was a fine figure of a man, Rasmus Malling-Hansen, here in a picture from 1887. Photo: Private.
This cardboard exhibition is today owned by a German collector. Could it be one of the cardboards made for the stenographic congress in 1935 in memory of Malling-Hansen? Photo: Private.
This is one of 6 very peculiar map projections designed by RMH and found in May 2009 at the Royal Library of Copenhagen by Jørgen Malling. In the archive for photos and maps. This map shows RMH’s projection of the globe as seen from the departing point of Paris at an angle of view of 80 degrees. The other RMH maps found exhibit a similar projection technique, but seen from the point of view of the Athens, Rome, St Petersburg and Stockholm horizon, respectively. Photo: Jørgen Malling Christensen
”Schematismus Geographiae Mathematicae”, dated 1753. This document seems to be an instruction in how to make map projections, and it was in the same file as the 6 RMH projections of various world maps as seen from different world cities. It is logical to assume that he used this ancient map with its instructions as a means to elaborate the very special map projections. They were probably an element in his investigations about the influences of solar rays on the growth of children and all other living things. From the Royal Library, Copenhagen. Photo: Jørgen Malling Christensen

Berlingske Søndag, 3. september, 1935

Artikkelforfatteren, Fritz Bech, 1863-1945, var gift med Malling-Hansens datter, Zarah, 1870-1910. Bildet er sannsynligvis fra ca 1890, samme året som de ble gift. Foto: Døvehistorisk Selskab

En Hundreaarsdag:

 

Den første Skrivemaskinens Opfinder havde mange Idéer

 

Av Forstander F. Bech

 

5. September er det 100 Aar siden Skrivekuglens Opfinder blev født. Forstander for Døvstummeinstitutet i Fredericia, F. BECH skriver om Manden med de mange Ideer.

 

UDE paa Garnisons Kirkegaard, til højre for og noget længere tilbage end Mindesmærket over Olaf Rye, er af ”Talende og døvstumme Venner” rejst en Gravsten i Bornholmsk Granit, med Medaillon af Ludv. Brandstrup, over Døvstummeforstanderen, Opfinderen og Biologen Hans Rasmus Malling Johan Hansen eller, som han selv skrev sig: R. Malling-Hansen. Medaillonen viser ham i hans kraftigste Alder, et Par Aar før en haardnakket Hjertelidelse slog ham ned. Hans Liv er som Indledningen til et Eventyr, i hvilket der ingenlunde manglede mørke Skygger, men hvor Genialitetens Lys stadig brød igennem, indtil det for bestandig slukkedes. Kun 55 Aar gammel, den 27. September 1890, segnede han om i Nyboder, paa Hjemvejen fra Frimurerlogen, hvor han som en af Ordenens mest fremstaaende Brødre havde haft Ordet.

 

 

Fritz Bech, 1863-1945, på sitt kontor ved Døvstummeinstituttet i Fredericia. På veggen bak ham ses et stort portrett av hans svigerfar, Rasmus Malling-Hansen, 1835-1890. Foto: Døvehistorisk Selskab
Malling-Hansens gravsten, som tidligere sto på Garnisons kirkegård. Den ble i 1947 flyttet til Døvstummeinstituttet, der den kan ses i dag. Foto: Døvehistorisk Selskab
Langs den røde pilen oppover Borgergade gikk Malling-Hansen sin siste spasertur om kvelden 27. september 1890. Da det var konstatert at han var død, fikk legen ham bragt inn i huset på hjørnet Leopardlængen/Store Kongens Gade - huset med det røde krysset. Foto: Det Kongelige Bibliotek

 

 

     MALLING-HANSEN var Lollik og Lærersøn. Allerede som lille Dreng mistede han sin Far, men da Bestefaderen[1] paa mødrene Side, der ogsaa var Lærer, tog ham til sig, blev det Lærerstandens solide, flittige og nøjsomme Levestandard, hans naturlige Begavelse kom til at formes over. Senere kom hertil Paavirkning fra et højt kultiveret Hjem, idet Lehnsgreve F. M. Knuth til Knuthenborg blev hans Protektor. Lehnsgreven sendte ham til Jonstrup, hvor han bestod Lærereksamen med Udmærkelse, antog ham derefter til Huslærer og opfyldte endelig hans højeste Ønske: at komme til Hovedstaden og studere, med Præsteuddannelse som Maal.

     Næppe var imidlertid Studentereksamen overstaaet, før M.-H. Ønskede at staa paa egne Ben. Begavelse, Opdragelse og Omgang havde ingivet ham en Taktfølelse, en harmonisk Blanding af Beskedenhed og Selvfølelse, der fulgte ham hele Livet igennem, og som nu tilsagde ham, at Tiden var inde til med Tak at frasige sig sin gavmilde Beskytters videre Støtte. Han søgte et Lærerembede ved Døvstummeinstituttet og fik det 1859.

 

     METODEN paa Instituttet var dengang Haandalfabetet – Skrift i Luften, med forskjellige Fingerstillinger, der hver især representerede et Bogstav – samt naturlige og konventionelle Tegn (Gebærder), og M.-H. var ikke sen til at sætte sig ind heri. Og længe før han med Grund havde kunnet vente det, blev der Brug for den dygtige unge Lærer til noget mere end en almindelig Lærerpost.

     Danmark havde foruten Instituttet i København endnu en offentlig Døvstummeanstalt i Byen Slesvig. Under den daværende Kamp dernede mellem Dansk og Tysk ønskede Regeringen ogsaa i dette Tilfælde en mere danskpræget Undervisning, og den umiddelbare Virkning heraf blev for M.-H., at han 1862 forflyttedes til Slesvig som Lærer, for i Begyndelsen af 1864 at rykke op til Forstander. Han var da kun 29 Aar gammel.

     Men Ophøjelsen blev ogsaa kortvarig. Krigsbegivenhederne tvang ham hurtigt bort, og reduceret til almindelig Lærer og stud. theol. vendte han tilbage til København og genoptog sine Studier.

     Atter smilede dog Lykken til den unge Mand. Forstanderen for Instituttet, Prof. S. Heiberg, med hvis Datter[2] han var blevet forlovet, havde i Begyndelsen af 1865 efter Ansøgning modtaget Kald som Sognepræst i Kjeldby paa Møn, og i hans Sted konstituteredes nu M.-H., og da han nogle Maaneder efter havde bestaaet sin Embedseksamen, erholdt han kgl. Udnævnelse.

     At komme ind paa M.-H.s fortjenstfulde Arbejde gennem 25 Aar som Forstander og Præst for de Døvstumme, vilde føre for vidt. Her skal kun fremhæves, at det var ham, der i 1867 ordnede Forholdet mellem Statsanstalten og Joh. Kellers private Døvstummeanstalt og endvidere 1880 og 1889 udarbejdede Indstillingerne til Rigsdagen om Oprettelsen af Instituttet i Fredericia og Skolen i Nyborg.

 

 

Malling-Hansens svigerfar og forgjenger som forstander ved Døvstummeinstituttet, Søren Johan Heiberg, 1810-1871. Foto: Heiberg-museet i Sogndal
Malling-Hansen unge forlovede, Cathrine Georgia Haeiberg, 1841-1876. Foto: Privat
Den unge, talentfulle studenten og læreren, Rasmus Malling-Hansen fotografert i 1861. Foto: Privat

 

 

     MERE almindelig Interesse har det, at det var Gerningen blandt de døvstumme Børn ude paa Kastelsvej, der førte ham til Opfindelsen af Verdens første Skrivemaskine, Skrivekuglen, og meget mere.

     Han havde set og selv erfaret, at medens man kun kan skrive 4 Lydtegn (Bogstaver) i Sekundet, kan en øvet Fingertaler frembringe 12 i samme Tid. Herved kom han til at tænke paa, om man ikke ved Fingerbevægelser paa en Maskine kunde skabe en tydelig Skrift, der kunde følge den mundtlige Tale, Lyd for Lyd. Ved Prøver paa Talehurtigheden i Rigsdagen havde han endvidere konstateret, at denne repræsenterede 10-20 Lyde i Sekundet, saa Fingerbevægelserne og denne nærmede sig hinanden. Han opfandt saa en Skrivemaskine, hvor Tasterne (Staalstilke med Bogstavplader) var fordelt over en Halvkugle (deraf Navnet ”Skrivekugle”), medens Papiret lagdes over en bevægelig Cylinderflade, der ved en elektrisk Strøm og en Elektromotor skubbedes et lille Stykke frem hver Gang en Tast trykkedes ned.

     Forsøg paa at Studere Fingerbevægelsernes Hastighed, ved Anslag paa en Porcelænshalvkugle, hvor Bogstaverne var ordnede i smaa Fordybninger, der fingerede Taster, blev allerede foretaget samme Aar, M.-H. blev Forstander, men med at faa Tasterne praktisk indrettede og installerede og præcist virkende hengik lang Tid, og først i Marts 1870 fik han sammen med Professor C. P. Jürgensens mekaniske Etablissement Eneret for 15 Aar paa sit Apparat. [3] Samme Aar indeholdt Illustreret Tidende en lengere Artikel af Professor C. Holten om den genial Opfindelse, og snart fulgte baade inden- og udenlandske Blade efter med deres Hyldest. Paa Udstillingerne i København 1872 og Wien 1873 hædredes Skrivekuglen med de højeste Udmærkelser, i Paris 1878 med Guldmedaille. [4] Patenter solgtes til England og Østrig, og alt syntes saare godt. Interessen var stadig voksende. Opfinderens Børn gik i Skolen under Navn af de smaa skrivekugler, og gamle Kong Christian IX, der altid gik omkring med Kræmmerhuse i Lommen til sine smaa Venner, standsede ikke sjældent ”Kuglerne” og sendte Hilsen til deres Far.

 

     NATURLIGVIS havde den første Skrivekugle som konstrueret af en selfmade Mand sine væsentlige Mangler. Den vejede 75 Kilo [5] og kostede 1200 Kr., og den elektriske Forbindelse var ikke helt driftsikker. Men resolut forlod M.-H. Elektrisiteten og konstruerede i Løbet af Kort Tid en ny Maskine, der bevægedes af mekanisk Vej, og Vægten og Prisen bragtes betydeligt ned, til sidst til henholdsvis 5 kilo og 150 Kr. Det var i den nye Skikkelse, den kom frem paa den nordiske Udstilling 1872 og derefter fremstilledes i større Mængde. [6]

     Men samtidig havde Amerikaneren Sholes sin maskine færdig, den stod beskrevet i ”Scientific American” for 10. August s. A., og Remingtonfabrikken udsendte Aaret efter sine første Eksemplarer. [7]

     Hermed var saa at sige Staven brudt over den Danske Maskine, thi vel havde Staten, Carlsberg o. A. støttet M.-H., men over for den amerikanske Kapital blev dette som en Draabe i Havet. [8]

     Allikevel vedblev M.-H. omtrent lige til sin Død at beskjæftige sig med Forbedringer af sin Opfindelse. Den allersidste Skrivekugle, der var fremstillet af Mekaniker Aug. Lyngbye, opnaaede endnu paa Udstillingen i København 1888 højeste Udmærkelse. Nu er ”Kuglen” forlængst overfløjet af andre Systemer, men ganske interessant er den Oplysning, Grosserer William Malling ved Lejlighed er fremkommet med, at han først 1900 gik over fra Skrivekuglen til Amerikansk Maskine.

     Resultatet af denne Opfindelse blev altsaa kun Skuffelse og Tab, og paa lignende Maade gik det med en anden mindre: Xerografien eller Tørtrykket, der havde sat Opfinderen i Stand til at tage indtil 100 Kopier af den originale Kugleskrift. Den blev overfjøjet af Hektografien.

 

 

Kong Christian IX, 1818-1906, var flere ganger på besøk på Døvstummeinstituttet. Foto: Det Kongelige Bibliotek
Og dronning Louise, 1817-1898, ble sogar en gang veid på den store vekten som Malling-Hansen veide barna på. Foto: Det Kongelige bibliotek
Grosserer William Theodor Malling, 1830-1913, har opplyst at han brukte skrivekuglen i sin virksomhet helt frem til 1900. Foto: Det Kongelige Bibliotek

 

 

     MEN M.-H. var en ukuelig Optimist og hans ustandseligt søgende Aand gav ham altid Stof til nye Studier og Opfindelser. Indførelsen af et nyt Bespisningsreglement paa Døvstummeinstituttet gav Anledning til daglige Vejninger og Maalinger, og under bearbejdelsen af de Tal, der saaledes fremkom, fremstillede der sig for hans intuitive Blik saadanne Perspektiver, at det hele blev sat i System: daglig Vejning 4 Gange og samtidig Maaling af Børnenes Højde, senere tillige Maaling af Tykkelsen og Højden af Træerne i Institutets Have. Resultatet af denne gennem 4 Aar fortsatte Undersøgelse gav følgende opsigtvækkende Oplysninger: En 9-15-aarig Drengs Vægtforøgelse sker ikke gradvis gennem Aarets Dage, Uger og Maaneder, tværtimod viser et gennemlevet Aar forskellige Perioder, en Maximums- (August-December), en Mellem- (December-April) og en Minimumsperiode (April-Juli). I Maximumsperioden er Vægtforøkelsen 3 Gange saa stor som i Mellemperioden, og hvad der vindes i denne, tabes i Minimumsperioden. Omvendt sker den store Forøgelse i Højdevæksten i Vægtperiodens Minimumsperiode o. s. v. Og hvad Træerne angaar, kunde M.-H. samtidig konstatere, at Forholdet mellem disses Tilvækst i Tykkelse og Højde paa det nærmeste stemmede med Børnenes Tiltagende i Vægt og Højde paa samme Tid.

     Paa den internationale Lægekongres i København 1884 gav M.-H. under stor Opmærksomhed og levende Bifald Oplysninger om disse sine Studier og Resultater, Oplysninger, der dels før, dels efter Kongressen fremkom i Bogform, væsentlig paa Tysk.

     Men M.-H. gik endnu videre i sine Undersøgelser. Han søgte Efterretning allevegne fra om tilsvarende Svingninger i Luftens Fugtighed, Lufttrykket, Luftens Ozonindhold og Magnetisme m. m. for om muligt at finde dette X, der var Aarsag i det altsammen, og som han kaldte Vækstenergien og satte i Forbindelse med Sollyset. Men ogsaa for disse hans Forskninger satte Døden Punktum, Forskninger til senere Videreførelser, hvorom Dr. Gustav Nylén, Stockholm, senest 1930 holdt et meget interessant og oplysende Foredrag.

 

     M.-H. var med all sin Flid og Optagethed aldeles ikke nogen pedantisk og tør Stuelærd, tværtimod et levende Menneske, der var optaget af alt, hva der rørte sig i Tiden. Da det første internationale Kunstsprog, Volapyk, kom til København, fandt han straks i dets logiske Opbygning en Forklaring paa, hvorfor de døvstumme Børn har saa svært ved at lære vort eget Sprog korrekt: Det levende Sprog har saa mange Luner, Afvigelser fra Logikken og er derfor uberegnelig med Hensyn til Periode og Sætningsbygning. Følgelig blev han en ivrig Volapykist, foretog selv eller sørgede for Oversættelse af H. C. Andersens Eventyr til Volapyk og holdt ogsaa Foredrag om dette Sprogs international Værdi.

     Paa en av Charlottenborg-Udstillingerne i Firserne var udstillet et Maleri af Engelstedt, forestillende den saakaldte Kvartet: Malling-Hansen, Overlærer Kaper (Borgmesterens Far), Direktør Ritzau (Grundlæggeren af R. B.) og Arkivar i Krigsministeriet, Kaptajn Feilberg ved L’hombrebordet. Disse 4 og deres Hustruer, der alle var dus, samledes i Vintertiden en Gang om Ugen til Kortspil hos hinanden, men havde ofte tillige en eller anden Spøg for, bl. a. gav M.-H. saaledes paa den Tid en Volapyk-Middag, med Menuen hektograferet baade paa Volapyk og Dansk – kun gik Vinen paa begge sprog op i en højere Enhed under benevnelsen Pumpenhejmer – Lamper behængte med og Bordet dækket i volapykiske Farver, Gul og Lila. Det var meget festlig og morsomt.

 

Erik Ritzau, 1839-1903
Gustav Feilberg, 1836-1895
Johannes Kaper, 1838-1905
Ludvig Feilberg, 1849-1912. Alle foto: DkB

    

 

     Til Vejningernes Tid hører et Besøg af Kongefamilien: Kong Christian IX og Dronning Louise, Dronning Olga af Grækenland, yndig at skue, med sine 2 unge Sønner, Prinserne Konstantin (den afdøde Konge) og Georg (Prins Valdemars Ven) m. fl. Elever og Lærerpersonale var i fineste Puds, Forstander og Lærere i Kjole og hvide Hansker, Eksemplarer af Skolens Læsebøger og andet Undervisningsmateriale fremlagt, da de høje Herskaber arriverede og efterhaanden gik Klasserne igennem for at høre lidt paa Undervisningen. Endelig kom man ogsaa ind paa Sovesalen, hvor den store Vægt, paa hvilken Børnene vejedes, stod. Det interesserede de Kongelige meget at høre om Vægtsvingningerne i Løbet af Aaret, og Dronning Louise lod sig endog af M.-H. formaa til at lade sig veje. Vægten var 47 ½ Kilo, i Sammenligning med adskillige af de store Pigers 60-65 Kilo jo ikkemeget for en Dronning, syntes de døvstumme Børn. Men da man søgte efter Prinserne, der sikkert havde kunnet præstere ganske anderledes store Vægtkvanta, var de forsvundet, paa egen Haand var de søgt ned i Køkkenet, hvor de siddende paa Køkkenbordet nød Livet i Form af en tyk Rundtenom Rugbrød med Fedt paa.

 

     MALLING-HANSEN var, da han stod i sin fulde Kraft, en smuk Mand, ”et Monrads Hoved [9], med sjælfulde Øjne, der saa mere indad end udad, en Officersskikkelse, spændstig og beleven i sin Optræden”, siger Vilh. Møller i sit forlængst ophørte Dagblad ”Nutiden”, og Karakteristikken er træffende. Naar hertil kom en alsidig Begavelse – ved Siden af sit Opfindersnilde var han meget musikalsk og en udmærket Tegner, der bl. a. Med stor Kunst har fremstillet Jorden, set fra forskellige Storbyer, syntes han fra Naturens Side kaaret til en Gudernes Yndling. Men en Ting manglede han: Forstaaelsen af en vis nødvendig Hensyntagen til sin legemlige Arbejdskraft. Naar han arbejdede, gik det for fuld Damp, medens utallige Cigaretter gik op i Røg. Derfor blev han ogsaa en udslidt Mand længe før Tiden.

     Ludvig Feilberg skriver i sin Bog om sjælelig Ringhed: ”Der er ved Standsningen af Malling-Hansens Arbejd, tabt Traade, som det maaske vil falde vanskeligt at faa op paany”. Dr. Nylén, der citerer Feilbergs Udtalelse i sit ovennævnte Foredrag, føjer hertil: ”Maaske kan disse Ord synes sande ved Tanken paa, at det nu er 40 Aar siden, M.-H. for stedse lukkede sine Øjne - -. Men de rige Impulser, Døvstummeinstituttets engang saa geniale Chef har givet os, har inspireret os. Et Problems Løsning har medført et nyt Problem. Traaden er ikke tabt, den spindes videre.”

     Og endnu i August d. A., i seklet for hans Fødsel og snart 50 Aar efter hans Død har, efter Opfordring, Kartoner med Fotografier af ham selv, hans Skrivekugler i de forskellige Stadier og Prøver paa den smukke og tydelige Skrift været udstillet paa en Stenografkongres i Kulmbach, og Kartonerne er efter Kongressen indlemmet i et Tysk Museum.

Malling-Hansen Navn vil sikkert altid tælles blandt dem, der har kastet Glans over Danmark.

 

F. Bech.

 

Fotnoter ved Sverre Avnskog:

 

 

[1]: Enten satt Fritz Bech inne med opplysninger som ikke er offisielle, eller så har han for enkelthets skyld valgt å omtale pleiefaren til Malling-Hansens mor, som oppfinnerens bestefar. Moren – Juliane Hansen, 1809-1885, vokste nemlig ikke opp hos sine biologiske foreldre, men hos familien Malling – som pleiedatter, og hun styrte husholdningen i huset. Da hun ellerede etter få års giftemål ble enke med tre små gutter, flyttet hun inn igjen hos pleiefaren, lærer ved Hunseby skole, Rasmus Malling, som på den måten også ble pleiefar for hennes sønner.

[2]: Datteren het Cathrine Georgia Heiberg, 1841-1876, og de ble gift i 1865. Ekteskapet var svært lykkelig, og de fikk 7 velskapte døtre sammen – før Cathrine meget tragisk døde i barsel i 1876, idet hun skulle føde ennå 2 pikebarn, som også døde ved fødselen.

[3]: Det vites ikke med sikkerhet hvordan den videre utviklingen av skrivekuglen foregikk fra testene på porselenskulen i 1865 og frem til maskinen var helt ferdigutviklet i 1870. Men nye opplysninger tyder på at at det sannsynligvis var utstilt en skrivekugle i forbindelse med Industriutstillingen i Altona (ved Hamburg, Tyskland) fra 27. august til 27. september 1869. Foreløpig er veldig få detaljer kjent fra denne utstillingen, og muligens var ikke skrivekuglen utstilt på selve utstillingen, men i et forretningslokale. Sannsynligvis må det ha dreid seg om den meget store modellen som var innebygget i et bord, og som i dag kun kjennes fra patenttegningene fra januar 1870.

[4]: Skrivekuglen var også utstilt i Kensington, London i 1871 og i Philadelphia Centennial i 1876. På sistnevnte utstilling ble den premiert med en gullmedalje.

[5]: Denne opplysningen, at den første skrivekuglen veide 75 kilo, har jeg sett flere steder, og den eneste forklaringen på det, må være at denne aller første skrivekuglen som ble bygget, ikke var identisk med den som ble presentert i 1870, nemlig sylindermodellen innebygget i en trekasse. Fra de første patenttegningene fra januar 1870, er også en modell som var bygget inn i et bord kjent, og det må være denne som veide ca 75 kg. Lenge ble det antatt at denne høye vekten skyldtes at batteriene på dette tidspunktet var store og tunge, men det stemmer ikke. Batteriene var allerede i 1860-årene kommet ned i en ganske praktisk anvendelig størrelse, og veide neppe mer enn max 10 kg, så det kan ikke forklare vekten på den første skrivekuglen.

[6]: På dette punkt er nok ikke den godeste F. Bech helt riktig informert. Det er riktig at det allerede i 1871 ble laget flere nye modeller av skrivekuglen, deriblant modellen med den flate vognen, men elektrisiteten klarte ikke Malling-Hansen å finne en erstatning for før i 1875, da han lanserte de første, velkjente høye modellene.

[7]: Remington-fabrikken startet ganske riktig opp sin produksjon av Sholes-Glidden maskinen i 1873 – men det kan nok diskuteres om hvorvidt denne første modellen var god nok til å utkonkurrere skrivekuglen fullstendig. Den var meget stor, dyr og de som vurderte skriftprøver fra de to konkurrerende maskinene, var enige om at skrivekuglen var Remington-maskinen langt overlegen i så henseende. Det hevdes en del steder at Remington-maskinen solgte i 5000 eksemplarer allerede de første 3-4 årene, men dette tallet er sannsynligvis sterkt overdrevet. Andre kilder oppgir ca 2500 solgte maskiner i løpet av den første 10-årsperioden.

[8]: Dette er i hvert fall helt riktig. Investoren James Densmore, som kjøpte patentet fra Sholes og Glidden, investerte flere titalls tusen dollar for å få forbedret maskinen før den ble satt i produksjon av Remington. Han kunne visstnok innkassere en gevinst på ca ½ million dollar da han solgte seg ut av foretagendet før sin død.

[9]: Denne mannen som Malling-Hansen ble sammenlignet med, var biskop og politiker Ditlev Gothard Monrad, 1811-1897.

 

 

Slik så han ut, den Monrad, som Malling-Hansen ble sammenlignet med - politiker og biskop Ditlev Gothard Monrad, 1811-1887. Foto: Det Kongelige Bibliotek
Og visst var han en staselig mann, Rasmus Malling-Hansen, her på et bilde fra 1887. Foto: Privat
Denne montasjen eies i dag av en tysk samler. Kan det være en av de omtalte kartongene som ble laget til en Stenografkongress i 1935 til minne om Malling-Hansen? Foto: Privat
Dette er et af 6 meget specielle kortprojektioner udført af RMH og fundet på Det Kongelige Bibliotek i maj 2009 af Jørgen Malling i bibliotekets afdeling for fotografier og kort. Dette kort viser RMHs projektion af jorden set fra udgangspunktet Paris indtil en vinkel på 80 grader. De øvrige RMH-kort viser samme specielle projektion, men set fra København, respektive Athen,Rom, St Petersbrug og Stockholms horisont. Foto: Jørgen Malling Christensen
“Schematismus Geographiae Mathematicae”, dateret 1753. Dette dokument forekommer at være en vejledning i hvordan man udfører kort-projektioner, og det lå sammen med RMHs 6 projektioner over verdenskort, set fra forskellige byers udgangspunkter. Det er nærliggende at antage at han brugte dette gamle kort og instruktionerne som et hjælpemiddel til at udarbejde de meget specielle kortprojektektioner. Sandsynligvis var de et led i hans undersøgelser af solens indvirkning på børns og alt levendes vækst. Fra det kongelige Bibliotek. Foto: Jørgen Malling Christensen

A Famous Lollander – a Forgotten name

Grephic print of the famous picture from 1885, used in the Danish Journal, "Nutiden". Copyright: The Royal Library

Article from ’Folketidende’ (probably ’Lolland-Falsters Folketidende’)March 10, 1928.

 

”The constrained conditions and skepticism of a tiny country, the cramped space here, the sensation of sitting in a small cove while the great waves are thundering outside, weighed this man down” . This is what “Illustreret Tidende” wrote at the death of Rasmus Malling in 1890.

 

The journal was probably correct; and yet he achieved so much. He died – only 55 years old – principal and priest of the Institute for the Deaf-Mutes in Copenhagen, he invented the typewriter and the tachygraph and stood as an outstanding biologist.

 

Like so many others he started out confidently, and in his vivid imagination saw all obstacles already moved away, but time passed and he got to know the thorny road to honor. In his mind he already saw the statue erected, but yet he achieved only a torso. He frequently met indifference where he had hoped to find warmth, and reticence where he had hoped to meet full support.

 

Rasmus Malling Hansen hailed from humble people. He was born 1835 at Havlykke, where his father , Johan Frederik Hansen was a school teacher, but the boy was barely four years old when his father died, and he was then adopted into the house of the peculiarly cultured and able-minded man Rasmus Malling, at the time a school teacher at Hunseby.

 

Here for the first time, he met impressions of the greater world outside, and this stirred his interest in studying. However at first it was not successful. Money was scarce, and hence he was placed in apprenticeship with a house painter in the town of Maribo, where he was also confirmed. However, here he met the destiny of his life in the shape of the Count of Knuthenborg, who had heard about the talented son of the school teacher and gave him the necessary financial support to enable him to enter the college of Jonstrup, where he spent three years, which he always referred to with the utmost joy. In 1854 he graduated with excellent marks and then – still sponsored by the count – went to Copenhagen where he took the General Certificate with the highest distinction four years later. He now intended to study Theology and also started his studies, but before graduating he was appointed teacher of the institute for the deaf-mutes in Copenhagen, and here he found a task that captured his interest, yes indeed became the calling of his life.

 

In the meantime, in the tumultuous years before the war in 1864, the Government wanted a good Danish man as the principal of the institute for the deaf-mutes in Schleswig and the lot fell on Malling, who took over the job in 1862. However, war and the German powers soon drove him away. Already in 1864 he returned and resumed his theological studies. The following year he graduated and simultaneously was appointed principal of the Institute for the Deaf-Mutes in Copenhagen.

 

The general public knows practically nothing about Malling Hansen’s merits within the education for the deaf-mutes in Denmark. Thanks to him the Keller Institutions were adopted as an element in the education of the deaf-mutes in this country. The speech method was introduced, the new institute for the deaf-mute in Fredericia was established, and the old incomplete sign language was substituted by the hand alphabet at the institute in Copenhagen.

 

When it is stated in a commission report from 1889 that all institutes for the deaf-mutes in Denmark have been integrated into a system, within which each and every single deaf-mute person is referred to a particular institution, where the teaching corresponds with the degree of his particular physical disability and mental capacity, and that such a systematic regulation of the teaching of the deaf-mutes is still not found anywhere else than in Denmark, this excellent result is primarily due to Rasmus Malling.

 

All other sciences that absorbed his interest in reality were rooted in the plight of the deaf-mutes. For instance, we must mention that the scientific work “Periods in the Growth of Children and in Solar Heat” – famous all over Europe – has its origin in a practical and rather down-to-earth investigation into the most appropriate meal regulation for the institute. In this field – the investigation about children’s growth – he achieved in fact the highest honor possible. At a medical congress  in Copenhagen he – the teacher and priest of the deaf-mutes -  gave a lecture about periods in the growth of children’s growth, and the most distinguished  participants of the medical congress saluted him with unqualified applause. Likewise, at his demise he was characterized by the foreign press as one of the most important biological researchers.

 

At the institute he had observed that a finger speaker using the sign language of the deaf-mutes could reproduce up to 12 signs per second, while in ordinary speech we produce 20 phonetic signs – in lectures 15 – but we can only write down 4. This led him into ideas about the feasibility of achieving a reproduction of sound, legible to everyone, able to follow the speed of speech, and with great mechanic ingenuity he succeeded in 1865 to construct the so called writing ball, named after its semi-spherical piston piece, into which were assembled all the letters and signs needed by the typing hand.

 

In 1870 he got a 15 year patent for its production; it was awarded prizes in Copenhagen in 1872 and in 1873 in Vienna, mentioned in German, Danish and British papers, and the English and Austrian patents were sold. Orders came in from Russia and Italy, in reality he was turning into one of the famous sons of the country.

 

Unfortunately the inventor did not have his mind set to produce the machine industrially, and of course the first model also had a number of flaws. However, this in no way disheartened him. As long as into (?) the 80’ies he continued working with improvements of the machine, and he really did succeed – with remarkable ingenuity – to develop the device into such a shape and function that it really did perform its task. And nevertheless, when his name in our time – not yet 40 years after his death – has been partially forgotten, it is only because he lacked the necessary capital to tackle the American competitors.

 

Of course, one must not be led to believe, that there were no other people working with the construction of such typewriters. In the beginning, however, the intention was merely to produce a means for blind people to communicate in writing as easily as possible (one such machine had been produced already in 1838). But Malling-Hansen was the first one to produce a really functional, reliable speed writing machine. In 1868 an inventor in America took out a patent for a machine intended to do the same job as Malling-Hansen’s , but that it was not nearly as good as his can be deduced from the fact that the Danish inventor was offered a very substantial sum of money for his patent.

 

Finally we cannot end this account about Rasmus Malling without mentioning, that he was also the inventor of a new copying method. . The previously known methods were only able to produce from 2 to 12 identical copies, but with his method – the so called xerography – a couple of hundreds could be made, and it was at the time the simplest, quickest and cheapest copying method.

 

In 1924 a feud emerged  between professor Hannover and contemporary relatives of Rasmus Malling  about who was the inventor of the writing ball, the former claiming that the honor belonged to councilor J.U.Peters, former teacher in Flensburg. Without entering into the details of the strife, suffice it here to refer to Mrs Johanne Agerskov’s work ‘ Who Is the Inventor of the Writing-Ball?”, where she demonstrates very clearly that the honor belongs to her late father.

 

And – once more quoting the obituary of “Ilustreret Tidende” from 1890 – we are reminded that a small country ‘is not propitious for the development of ‘heroes’’, and that Malling Hansen is no exception from this rule. He is, and rightfully remains, one of the pioneers of science.

 

And first and foremost we must never forget that he was a father for the unfortunate children trusted to his care, and true humanitarian and a good man.

 

Arild S. Ebbe

English translation

by Jørgen Malling Christensen

 

The original article in the local newspaper ‘Lolland Falsters Folketidende’
A page from Fritz August Bechs biography about RMH in Helge Holst’s book: “Opfindernes Liv” (The Life of the Inventors).

En berømt lollik - et glemt navn

Grafisk trykk laget etter et berømt bilde fra 1885. Copyright: Det Kongelige Bibliotek i København

Artikel fra Folketidende   (formentlig Lolland-Falsters Folketidende) den 10 marts 1928.

  

 

"Det lille lands små forhold og skepsis, den indskrænkede plads herhjemme, følelsen af at sidde inde i en lille vig, medens de store bølger går udenfor, tyngede denne mand." Således skrev Illustreret Tidende ved Rasmus Mallings død i 1890.

 

Den havde sikkert ret, og dog nåede han meget. Han døde - kun 55 år gammel - som forstander og præst  ved døvstummeinstituttet i København, han opfandt skrivemaskinen og takygrafen og stod som en meget fremragende biolog.

 

Som så mange andre begyndte han med frejdigt mod og så i sin livlige fantasi alle hindringer ryddet af vejen, men tiden gik, og han lærte ærens tornefulde vej at kende. Han så i tankerne statuen rejst, men nåede kun at frembringe en torso. Han mødte ofte ligegyldighed, hvor han havde håbet at finde varme, tilbageholdenhed hvor han havde ventet fuld tilslutning.

 

Rasmus Malling Hansen stammede fra småkårsfolk. Han blev født 1835 i Havlykke, hvor hans far, Joh. Fr. Hansen var lærer, men drengen var ikke mere end fire år, da faderen døde, og han kom så i huset hos den mærkelig dannede og dygtige mand Rasmus Malling, der var lærer i Hunseby.

 

Her mødte han første gang indtryk fra den store verden udenfor, og lysten til at lære noget vågnede i ham. Det lykkedes dog ikke i første omgang. Penge var det småt med hos den gode Rasmus Malling, og drengen kom derfor i malerlære i Maribo, da han var konfirmeret. Her mødte han imidlertid sit livs skæbne i skikkelse af Greven på Knuthenborg, der havde hørt den flinke skolelærersøn omtale og gav ham midler til at komme på Jonstrup Seminarium, hvor han tilbragte tre år, som han altid omtalte med største glæde. I 1854 blev han dimitteret med resultatet Udmærket duelig og tog så - stadig understøttet af Greven - til København, hvor han fik studentereksamen med første karakter fire år efter. Det var nu hans mening at studere teologi, og han begyndte også derpå, men før han fik eksamen blev han udnævnt til lærer ved Døvstummeinstituttet i København, og her fandt han en gerning, der interesserede ham levende, ja i virkeligheden blev hans livs mål.

 

Imidlertid ønskede man i de bevægede år, der gik ret forud for krigen i 1864, en god dansk mand som forstander for døvstummeinstituttet i Slesvig, og loddet faldt på Malling, der overtog embedet i 1862. Krigen og de tyske magthavere drev ham imidlertid hurtigt bort. Allerede 1864 kom han tilbage og optog sine teologiske studier. Året efter blev han kandidat og omtrent samtidig forstander for døvstummeinstituttet i København.

 

Den store offentlighed ved så godt som intet om Malling Hansens fortjeneste af døvstummesagen i Danmark. Takket være ham blev de kellerske anstalter allerede i 1867 optaget som led i døvstummeundervisningen herhjemme. Talemetoden blev indført, det ny døvstummeinstitut oprettet i Fredericia og det gamle ufuldkomne tegnsprog afløst af håndalfabetet på instituttet i København.

 

Når det i en kommissionsbetænkning af 1889 hedder, at alle landets døvstummeanstalter er indordnet som led i et system, indenfor hvilket enhver døvstum henvises til en særlig anstalt, hvor undervisningen er afpasset efter graden i hans legemlige fejl og hans åndelige standpunkt, og at en sådan systematisk ordning af døvstummeundervisningen endnu ikke findes andre steder end i Danmark, skyldes dette fortrinlige resultat i første række Rasmus Malling.

 

Alle andre interesser, hvoraf han blev grebet, havde i virkeligheden deres rod hos de døvstumme. Her skal f. eks. nævnes, at det videnskabelig og i hele Europa berømte værk Perioder i Børns Vækst og i Solens Varme har sin oprindelse i en praktisk og ganske prosaisk undersøgelse om det bedste spisereglement for instituttet. På dette område - undersøgelsen af børns vækst - nåede han forøvrigt den smukkeste anerkendelse, der kunde findes. På en lægekongres i København holdt han - de døvstummes lærer og præst - et foredrag om perioder i børns vækst, og alle lægekongressens ypperste hilste ham med udelt bifald, ligesom han ved sin død i udlandets  presse betegnes som en af biologiens betydeligt forskere.

 

Han havde på instituttet iagttaget, at en fingertaler i døvstummesproget kunde gengive 12 lydtegn i sekundet, gennemsnitlig udtaler man i almindelig tale 20 lydtegn - i foredrag 15 - men man kan kun nedskrive 4. Det førte ham til at tænke over muligheden af at kunne nå en for alle læselig gengivelse af lyden, der kunde følge talen, og med stor mekanisk snilde lykkedes det ham i 1865 at fremstille den såkaldte Skrivekugle,  det har sit navn af det halvkugleformede stempelstykke, i hvilke han samlede alle de typer, som den skrivende hånd anslå.

 

I 1870 fik han 15 års eneret på dens fremstilling; den blev prisbelønnet i København i 1872 og i 1873 i Wien, omtalt i tyske, danske og engelske blade, og det engelske og østrigske patent blev solgt. Der indløb bestillinger fra Rusland og Italien, han var i virkeligheden blevet en af landets berømte.

 

Desværre var opfinderen ikke indstillet på at fremstille maskinen fabriksmæssigt, og selvfølgelig var den første model også behæftet med mangler. Det betog ham dog ikke i mindste måde modet. Helt (?) til 80' erne beskæftigede han sig med forbedringer af maskinen, og det lykkedes ham virkelig med mærkelig genialitet tilsidst at give apparatet en sådan form, at det løste sin opgave. Og når hans navn ikke desto mindre i vore dage - ikke 40 år efter hans død - er tildels glemt, skyldes det udelukkende, at han manglede kapital til at tage kampen op med de amerikanske konkurrenter.

 

Man må jo nemlig ikke tro, at der ikke var andre, der beskæftigede sig med at fremstille sådanne skriveapparater. Til at begynde med tænkte man imidlertid kun på at fremstille et middel for blinde til så let som muligt at meddele sig skriftligt (et sådant apparat var fremstillet allerede 1838). Men Malling Hansen var den første, der fremstillede en virkelig brugbar hurtigskrivningsmaskine. I 1868 udtog en opfinder i Amerika patent på en maskine, der skulle løse samme opgave som Mallings, men at den ikke var nær så god fremstår deraf, at man tilbød den danske opfinder et meget betydeligt beløb for hans patent.

 

Endelig kan vi ikke slutte en omtale af Rasmus Malling uden at nævne, at han også står som opfinder af en ny kopieringsmetode. Ved de tidligere metoder havde man kun kunnet fremstille 2 til 12 ens eksemplarer, med hans - den såkaldte xerografi - kunne fremstilles et par hundrede, og den stod på det tidspunkt som den simpleste, hurtigste og billigste måde at skaffe sig mange ens eksemplarer på.

 

I 1924 opstod der en strid mellem professor Hannover og nulevende slægtninge af Rasmus Malling om, hvem der var skrivekuglens opfinder, idet førstnævnte hævdede, at æren tilfaldt kancelliråd J.U Peters, forhen lærer i Flensborg. Uden at komme nærmere ind på striden, skal her blot henvises til fru Johanne Agerskovs Skrift 'Hvem er skrivekuglens opfinder?', hvor hun viser meget klart, at æren tilkommer hendes afdøde fader.

 

Og for igen at citere Illustret Tidendes nekrolog fra 1890, kunne man minde om, at et lille land 'ikke er gunstigt for udvikling af 'heroer' og Malling Hansen danner ingen undtagelse herfra. En videnskabens pioner er det navn, der med rette tilkommer ham.

 

Og først og fremmest må vi aldrig glemme, at han var en fader for de ulykkelige børn, der betroedes til hans omsorg, en sand menneskeven og en god mand.

 

Arild S. Ebbe

 

 

Originalartikkelen fra Lolland Falsters Folketidende
En side fra Fritz August Bechs biografi om RMH i Helge Holsts bok, "Oppfinnernes Liv"

NORDIC JOURNAL FOR THE EDUCATION OF THE DEAF-MUTES NO 10, 1935

This portrait of Malling-Hansen from 1887 was used as an illustration to Fritz August Bech’s article, published at the centenary of the birth of the inventor. Photo: Private

Memorial article about Malling-Hansen on the occasion of the centenary of his birth, written by his son-in-law, F. Bech[1]

 

R Malling-Hansen

The teacher of deaf-mutes – inventor – biologist

1835   - September 5   - 1935

 

Probably very few of the present teachers for the deaf-mutes have known Malling-Hansen, but for those who have been lucky enough to have met him in the flesh, it will surely be welcome to see that “Nordisk Tidskrift” remembers him at the centenary of his birth; and for those who have not known him personally, I hope it will be a rewarding experience to learn about the special educationalist’s inventions – famous among scientists abroad – as well as about his biological studies who all had their point of departure in, and proceeded side by side with, his work for the cause of the deaf-mutes.

 

Malling-Hansen was a schoolteacher’s son, but lost his father already as a small boy. By means of financial assistance from an influential friend[2] he enrolled at the Jonstrup College[3] and graduated with distinction, after which he studied theology in Copenhagen and during his period of academic studies was employed as a teacher at the Royal Institute for the Deaf-Mutes in 1859.

 

At the time Denmark had one other institute for the deaf-mutes, namely the one in the town of Schleswig in the province by the same name, and since the Danish Government needed an education better reflecting Danish traditions, M-H was transferred to the Schleswig Institute  in 1862 and at the beginning of 1864 was promoted to be principal, merely 29 years old. However, due to the war events he was driven away from Schleswig in the same year, and reduced to the status of an ordinary teacher he returned to the capital city and resumed his studies.

 

However, already the following year he was given compensation and redress. For the principal of the Institute in Copenhagen, Professor Sören Heiberg, with whose daughter RMH had been engaged to be married, was called to be vicar on the island of Möen, and in his stead M-H was constituted and later, after having graduated from university that same year, received his royal appointment.

 

The going method at the Copenhagen Institute was hand alphabet and signs, but given that there were, parallel to the public institution, a large private institution, Professor Johan Keller’s school for defective speakers, and since this gave origin to a situation of competition – unpleasant for both parties – M-H in 1867 managed to organize it in such a way that all the ‘not properly deaf-mute’ children  were taken directly to the Keller Institution, while the ‘proper deaf-mute’ pupils were placed at the Royal Institute[4]. However, all proper deaf-mute pupils that in addition were mentally deficient were also referred to Prof Keller, who besides his school for the deaf-mutes had also established an institute for the mentally deficient.

 

Reading the report of the Institute to the Government in 1868 we find speech exercises among the subjects. Perhaps they were not given high priority – on average 6 hours per week in each class – but the institute had by including this acknowledged the justification of working against dumbness (inability to speak). In the years around 1870 M-H then tried with a class of 17 pupils to prove that a group of completely and proper deaf-mute could be taught successfully according to the speech method, and by the time of their confirmation in 1872 this class had achieved a level at which they could, quite skillfully, express themselves orally and lip-read their teacher’s mouth. However, the large number of pupils naturally did not lend itself to this type of teaching, and it was therefore decided in future to separate all pupils whose speech ability was poorly developed.

 

Support to the new regulation, thus already prepared, was to come from the then teacher at the Institute, Georg Jörgensen. Following a study tour abroad in 1874 to Germany and Switzerland he returned home, enthusiastic for the speech method, but contrary to what was taking place both at the Institute and with Keller he demanded all signs be banned from teaching. However, to implement this type of speech method at the old Institute with its deeply rooted sign language would be impossible, and although M-H was sympathetic to Jörgensen, he did feel that time was not ripe to establish a new institute.

 

However, in 1879 it appeared that the Institute in Copenhagen did not have capacity to accept more pupils. The M-H put forward a proposal for the establishment of a new institute in Jylland, to be based on pure speech methods. Government and parliament accepted the idea readily, and in 1881 the new government institute in Fredericia was ready for inauguration. Jörgensen was the obvious candidate for the post as principal, and Malling-Hansen was appointed assistant director. According to the Government decision henceforth all proper deaf-mute children were to be enrolled at the Fredericia institute for a one year test period. Following this, children not suitable for the speech method were to be transferred to Copenhagen, and the others were to remain in Fredericia. The expectation was that the two groups would be of equal size. However, after a few years the speech method covered 2/3 of proper deaf-mutes, and since at the time there were sufficient pupils, these were divided into a group A and a group B in accordance with their mental talents.

 

Prof Keller died suddenly from heart failure in 1884, and since it would be difficult for anybody else to take over the widely ramified organization Keller’s creative talents had generated, and which his organizing skills had kept together, his relatives and the Government ministry easily agreed to work towards a new regulation, whereby the entire institution for the deaf-mutes was to be taken over by Government, while the institutions for the mentally deficient remained a private enterprise with the eldest son, Dr Christian Keller, as principal. The Government set up a commission in 1888, already the following year presenting its report, drafted by Malling-Hansen, in which it proposed to establish a Government institution in Nyborg for the category of ‘not proper deaf-mute’ children. However, M-H were not to witness the inauguration of this institution in 1891, for he collapsed in the street the previous year, on September 27, just like Keller succumbing to heart failure, only 55 years old.

 

Albeit M-H certainly did make a great and meritorious contribution to the field of the education of deaf-mutes, this however is not what has brought him fame both at home and abroad – our field of work is too small for that. His fame must be attributed to his inventions and to his biological studies.

 

When teaching deaf-mutes he had experienced that while a person can only write 4 phonetic signs (letters) per second, a trained finger speaker can produce 12 signs at the same time. This led him to the idea whether it would be possible by means of finger movements on a machine to create an easily legible writing, capable of following oral speech, sound by sound. By means of testing the oral speed of speakers in parliament he had further recorded that the speed varied between 10 and 12 sounds per second, in other words quite similar to the finger speed. He then started to construct his typewriter. It consisted of a semi -sphere (hence the name ‘writing ball’), into which were inserted steel pistons or bars with keys of the letters of the alphabet on top. Below the steel pistons the paper was placed on a cylinder plate, which was pushed forward one notch – moved by electricity and by an electromagnet – each time one of the key bars was pressed down. The world’s first typewriter was hereby invented, and in 1870 M-H got his machine patented.

 

Naturally the writing ball in its first version, constructed by a man who was self-made in the field of poly-technology, had some essential flaws. It weighed 75 kg and cost 1200 kroner, and its electrical connection was not entirely reliable. However, unhesitatingly M-H abandoned electricity and constructed a new machine, in which the cylinder was replaced by a so-called carriage, mechanically moved by pressing down the key bars, and both weight and price were reduced (eventually down to 5 kg and 150 kroner).

 

In this shape it was shown at the exhibitions in Copenhagen in 1872 and in Vienna in 1873, where it was honored with the highest distinction, and finally in Paris in 1878, where M-H. was awarded the gold medal.

 

However, approximately at around the same time the American Sholes had finished his machine; it was described in “Scientific American” 1872, and the following year the Remington factory issued its first copies. This meant that the Danish writing ball was in effect already beaten, because in spite of the Government and some private beneficiaries having supported, and being willing to continue, M-H’s invention, in the face of a competing mass production the Danish sponsorship was like a drop in the ocean in relation to the American capital.

 

Still M-H continued almost until his death to improve on his invention, and also at the Exhibition in Copenhagen in 1888 the writing ball was awarded the highest distinction, but the fact of the matter was already then that it had been surpassed by various American systems.

 

Hence, the result of this invention was only disappointment and loss, and it was in similar fashion with another smaller invention, the xerography or dry printing which enabled the inventor to make until 100 copies of the original writing ball text, using waxed paper. This technique was surpassed by hectographing.

 

However, Malling-Hansen was an unfailing optimist, and his continuously enquiring spirit always generated materials for new studies and inventions. The introduction of a new meal regulation at the Institute for the Deaf-Mutes caused him to start daily weighing of the pupils, and in the course of the analysis of the numerical results emerging, with his intuitive view he realized such perspectives that the whole thing was soon put into systematic order: Daily weighing 4 times and simultaneous measuring of the children’s height, and subsequently he also measured the thickness and height of the trees in the institute garden. The result of this research, running for four years, rendered the following remarkable information: A boy aged 9-15 years does not increase his weight gradually and at the same rate each day, week or month of the year, rather in the course of a year there are different periods: A maximum period (August – December); a medium period (December-April); and a minimum period in terms of weight gain (April – July). In the maximum period the weight gain is 3 times as  much as in the medium period, and whatever is gained in the latter is lost in the minimum period. However, in reverse order the big increase in height takes place in the minimum period for the weight gain etc. And concerning the trees M-H found at the same time that the relationship between their gain in breadth and height was closely coinciding with the children’s increase in weight and height in the same period. At an international medical congress in Copenhagen in 1884 M-H presented a report on his research and findings and was met with much attention and lively applause. The results were also published in books before and after the congress, mainly in German language.

 

But M-H proceeded even further with his investigations. He searched information from, many different locations about oscillations in terms of humidity, atmospheric pressure, ozone concentration and magnetism, among other factors, in order to find, if possible, this unknown Factor X that was the root cause of it all and which he called “growth energy” and connected with solar radiation. However, death put an end also to these research activities, research for future continuation, about which Dr Nylén, Stockholm, gave a lecture in 1930 in Copenhagen. In his lecture he quotes the Biologist Ludvig Feilberg[5], who in his work “Om sjælelig Ringhed” (Translation uncertain: ‘Concerning Inferiority of the Soul’?/JMC) writes: “By the discontinuation of Malling-Hansen’s work we have lost threads that may be very difficult to pick up again”, but he does add his own comment: “Perhaps these words may seem true considering that 40 years have now passed since M-H closed his eyes for ever - - -. However, the rich impulses left by the brilliant principal head of the Institute for the Deaf-Mutes have inspired us. The thread has not been lost, rather it continues to be spinning.”

 

F. Bech

 

 

 


[1] CB: The article has been written form the perspective of an expert in the field of education of the deaf-mutes, communicating with other experts, and certain parts of it are difficult to grasp. I have tried to explain the technical terms – but I am not completely sure that I am correct!

[2] CB/JMC: This was Count Knuth of Knuthenborg, at the time also Government Minister for foreign Affairs. RMH grew up at Hunseby, Lolland, 3 kms from the large Knuthenborg Manor, - today the largest safari park of Northern Europe. The present count of Knuthenborg participated in our first general assembly when the society was founded and was nominated honorary member of the society.

[3] CB: In fact, the Jonstrup College was also in the vicinity of Copenhagen  - in the suburb today named ‘Ballerup’. It should also be added that RMH matriculated before starting his theological studies.

[4] CB:The difference between the two groups is not explained – but, as far I understand it, the ‘proper’ deaf-mute children had been born deaf, while the ‘not proper – or not really – deaf-mute’ children have been born with some degree of hearing but have deteriorated; hence they had some ability to learn to speak normally, - somewhat which is out of the range for children born completely deaf.
SA: Yes, that is correct, and it was RMH’s merit that the deaf-mute children were sorted into categories corresponding to their degree of hearing ability and their mental capacities and hence provided a teaching better adapted to their individual characteristics. Under the category of ‘not properly deaf-mutes’ were also those that had retained a certain degree of hearing and also some capacity to speak.

[5] JMC: Ludvig Feilberg, 1849-1912, was one of RMHs close friends. Feilberg was an engineer, psychologist as well as philosopher, and also a Government inspector of folk high shools and agricultural colleges. His body of works focuses mainly on issues of philosophy and psychology. From a monistic point of view he saw the human organism as a working machine that receives energy from the outside, concentrates it and gives off some of it again. Feilberg belongs to a distinctive Danish tradition of philosophical reflection which includes figures such as Poul Martin Møller, F,C,Sibbern, Søren Kirkegaard, jakob Knudsen, Wilhelm Grønbech and K.E.Løgstrup. Important authors such as Jacob Paludan, Helge Rode, Henrik Pontoppidan, Martin A Hansen and Johannes Smith were inspired by his ideas and neologisms. Feilberg’s philosophy is very much alive today; it was recently summarized and discussed in a Ph.D. dissertation by Margit Hartyani: “Mellemøjeblikke”, University of Southern Denmark Studies in History and Social Sciences vol 382, Odense, 2009, ISBN: 978 87 7674 411 3.
There are parallels between Feilberg’s philosophy and RMH’s research on children’s growth and the X-factor in understanding growth of all living species; but likewise, there are indications from the correspondence that RMH was Feilberg’s mentor, proffering critique and helping him along intellectually (see RMH to Feilberg 18861002 with his critical comments to Feilberg’s manuscript).

Fritz August Bech in a photo from 1921 outside the Institute for the Deaf-Mutes in Fredericia together with his daughter Zarah and her two children Ole and Lise. The other woman in the picture is Bech’s niece, Gertrude (‘Trut’), daughter of Emma Mathiesen, née Malling-Hansen. The picture was taken by Inger Agerskov, another niece of Bech, and daughter of Johanne Agerskov, also née Malling-Hansen. Photo: Private
Fritz August Bech made a great effort to prevent Rasmus Malling-Hansen from being forgotten by the Danish public. He had an extensive first-hand knowledge about Malling-Hansen’s life and versatile activities, and his articles are a very important source for the Malling-Hansen research. The above portrait is from 1943 and belongs to the Royal Library, Copenhagen.

Fritz August Bech (1863-1946) graduated from Horsens grammar school in the summer of 1881 and had his mind set on becoming a school teacher. He started working at the Royal Institute for the Deaf-Mutes in 1882 and remained until his appointment as principal of the Institute for the Deaf-Mutes in Fredericia in 1904. In 1890 he married one of principal Malling-Hansen’s 7 daughters, Zarah (1870-1910), and with her had 5 children. The youngest son, Erling, emigrated to the USA, and his descendants are living there today. Another son, Hans, was a diplomat in Russia and Finland. His eldest daughter, Zarah, died as late as 1991 and reached 100 years. Zarah was a very colorful personality, known under the moniker of “Red Zarah”. She was a Mensendieck teacher, and in 1968 she inherited a writing ball after her cousin Inger Agerskov, later sold to Germany together with some other Malling-Hansen treasures. In 1891 Bech founded the jornal ‘Smaablade for Døvstumme’ (Leaflets for Deaf-Mutes) and was its editor until 1904. Subsequently he developed an extensive activity as interpreter and lecturer, and he also edited ‘Effata’, jornal for the deaf. In this jornal his memoirs were printed in 1942. Fritz August Bech was also for many years president of the Danish Society for the Deaf (as from 1935 called “Danish Deaf Association” – ‘Danske Døves Landsforbund’).

 

Oslo, 29.07.07
Sverre Avnskog

 

Fritz August Bech pictured in 1882, the year he came to the Royal Institute for the Deaf-Mutes. Photo: Private
Bech’s wife, Zarah née Malling-Hansen(1870-1910). Photo: Private
Zarah and Fritz’s five children: Zarah, Hans, Ingeborg,Vilhelm and Erling. Photo: Private.
This was the first page of Fritz August Bech’s article from 1935. Copyright: The Historical Society of the Deaf.
Fritz August Bech outside the Institute for the Deaf-Mute in Fredericia in 1909.
Ludvig Feilberg, 1849-1912. Photo: The Royal Library

NORDISK TIDSKRIFT FöR DöVDUMSKOLAN Nr. 10 1935

Dette portræt af Malling-Hansen fra 1887 blev brugt som illustration til Fritz August Bechs artikel, offentliggjort på hundredeårstidspunktet for opfinderens fødsel. Foto: Privat

Mindeartikel om Malling-Hansen i anledning af 100-året for hans fødsel. Skrevet af hans svigersøn, F. Bech. [1]

 

 

R Malling-Hansen

 

Dövstummelæreren - Opfinderen - Biologen

 

1835 - 5 september - 1935

 

 

Der er næppe ret mange af den nulevende Dövstummelærerstand, der har kendt Malling-Hansen, men for dem, der har haft det Held at möde ham i Livet, vil det sikkert være kært, at "Nordisk Tidskrift" mindes ham i Hundredeaaret for hans Fødsel, og for dem, der ikke har kendt ham, haaber jeg, det vil være noget af en Oplevelse at höre om den blandt udenlandske Videnskabs-mænd berömte Dövstummepædagogs Opfindelser og biologiske Studier, der alle havde deres Udgangspunkt i og gik Side om Side med hans Arbejde for Dövstummesagen.

 

Malling-Hansen var Lærersön, men mistede allerede som lille Dreng sin Far, kom ved en formaaende Vens[2] Hjælp paa Jonstrup Seminarium[3] og bestod Lærereksamen med Udmærkelse, tog derefter til Köbenhavn for at studere Teologi og blev i studietiden ansat som Lærer ved det derværende kgl. Dövstummeinstitut 1859.

 

Dengang havde Danmark endnu en offentlig Dövstummeanstalt, i byen Slesvig i Provinsen af samme Navn, og da den danske Regering, under Kampen dernede mellem Tysk og Dansk, önskede en mere danskpræget Undervisning, forflyttedes M-H 1862 til Slesviginstituttet og avancerede i Begyndelsen af 1864 til Forstander, kun 29 Aar gammel. Ved Krigsbegivenhederne blev han imidlertid samme Aar fordrevet fra Slesvig, og reduceret til almindelig Lærer vendte han tilbage til Hovedstaden og genoptog sine Studier.

 

Allerede det følgende Aar gav ham dog oprejsning. Forstanderen for Instituttet i Köbenhavn, Prof. Sören Heiberg, med hvis Datter M-H var blevet forlovet, modtog nemlig 1865 Kald som Sognepræst paa Möen[4], og i hans Sted konstitueredes M-H og erholdt senere efter bestaaet Embedseksamen s.A. [5], kgl. Udnævnelse.

 

Metoden paa Instituttet i Köbenhavn var dengang Haandalfabetet og Tegn, men da der ved Siden af Statsanstalten trivedes en stor Privatanstalt, Prof. Joh. Kellers Taleskole, og der som Fölge heraf opstod en for begge Parter ubehaglig Konkurrence, fik M-H 1867 Forholdet ordnet saaledes, at alle de uegentlig dövstumme Börn indkaldtes direkte til den Kellerske Anstalt, de egentlige til Instituttet[6]. Dog henvistes ogsaa alle de aandsvage og meget svagt begavede egentlige Dövstumme til Prof. Keller, der jo ved siden af sin Dövstummeskole havde skabt en Aandssvageanstalt.

 

Naar man nu læser Indberetningen fra 1868 fra Instituttet i Köbenhavn til Ministeriet, vil man blandt Undervisningsfagene ogsaa finde Taleövelser. De dreves vel ikke i noget stort Omfang, gennem-snitlig 6 Timer ugentlig i hver Klasse, men Instituttet havde dog herved anerkendt Rigtigheden med at arbejde hen til Hævningen af Stumheden. I Aarene omkring 1870 sögte M-H derefter med en Klasse paa 17 Elever at före Bevis for, at en Samling lutter egentlige dövstumme med Held kunde undervises efter Talemetoden, og ved Konfirmationen 1872 var samme Klasse naaet til med ganske stor Færdighed at kunne udtrykke sig mundtlig og aflæse fra Lærerens Mund. Men det store Elevtal havde naturligvis ikke været fremmende for denne Undervisning, og det besluttedes derfor i Fremtiden at udskille alle Elever, hvis Taleevne ikke var særlig udviklet.

 

Stödet til den nye Ordning, som saaledes var forberedt, kom daværende Lærer ved Instituttet, cand. phil. Georg Jörgensen til at give. Efter en Udenlandsrejse 1874 til Tyskland og Svejts kom han hjem, fyldt af Begejstring for Talemetoden, idet han dog, i Modsætning til hvad der fandt Sted baade paa Instituttet og hos Keller, forlangte alle Tegn fortrængte fra Undervisningen. At sætte denne Form for Talemetode igennem paa det gamle Institut med dets indgroede Tegnsprog vilde imidlertid være en Umulighed, og skönt M-H stillede sig forstaaende over for Jörgensen, mente han dog, at Tidspunktet til Oprettelsen af et nyt Institut ikke var inde.

 

I Aaret 1879 viste det sig imidlertid, at Instituttet i Köbenhavn ikke var i Stand til at optage flere Elever. Saa fremkom M-H med Forslag til Oprettelse af et nyt Institut i Jylland, grundet paa den rene Talemetode. Det fandt velvillig Modtagelse hos Regering og Rigsdag, og i 1881 stod det nye Statsinstitut i Fredericia færdigt til at tages i Brug. Jörgensen var selvskreven som Forstander, og Malling-Hansen blev Underdirektör. Efter Ministeriets Bestemmelse skulde herefter alle egentlig dövstumme Börn indkaldes til Fredericia og underkastes en eetaarig Pröve. Efter denne skulde de Börn, der ikke egnede sig til Talemetoden, overföres til Köbenhavn. Resten forblive i Fredericia. Man formente, at en Deling i to lige store Dele vilde blive det normale. Efter nogle Aars Forlöb udvidedes Taleundervisningen imidlertid til at omfatte 2/3 af de egentlig Dövstumme, og da der paa den Tid var Elever nok, deltes disse efter Begavelsen i en A- og B-Afdeling.

 

Prof. Keller afgik pludselig ved Døden 1884, ramt af et Hjerteslag, og da det vilde være vanskeligt for en anden at overtage den vidtforgrenede Virksomhed, Kellers skabende evner havde frembragt, og hans organisatoriske Dygtighed holdt sammen paa, blev hans efterladte og Ministeriet let enige om at stræbe hen mod en ny Ordning, ved hvilken hele Dövstummeafdelingen skulde overgaa til Staten, medens Aandssvageanstalterne bibeholdtes som en selvejende Institution, med Professorens ældste Sön, Dr. Chr. Keller som Leder. Der blev nedsat en Kommission 1888, som allerede næste Aar afgav en Betænkning, affattet af Malling-Hansen, hvori der foresloges at bygge en Statsanstalt for de uegentlig dövstumme Börn i Nyborg. Dennes Aabning 1891 kom M-H dog ikk til at opleve, idet han den 27. September Aaret i Forvejen styrtede om paa Gaden, ramt ligesom Keller af Hjerteslag, kun 55 Aar gammel.

 

Skönt M-H saaledes ogsaa paa Dövstummevæsenets Omraade har udfört et stort og fortjenstfuldt Arbejde, er det dog ikke det, der har bragt hans Navn til at lyde baade hjemme og i Udlandet, dertil er vort Fag for lille. Hans Berömmelse maa tilskrives hans Opfindelser og hans biologiske Studier.

 

Han havde under sin Gerning erfaret, at medens man kun kan skrive 4 Lydtegn (bogstaver) i Sekundet, kan man, ved övelse, i Fingersproget naa til at frembringe 12 i samme Tid. Herved var han kommet til at tænke paa, om man ikke ved Fingerbevægelser paa en Maskine kunde skabe en tydelig Skrift, der kunde fölge Talen Lyd for Lyd. Han havde desuden i Rigsdagen gjort sine Studier over Talehurtigheden og konstateret, at denne repræsenterede 10-12 Lyde i Sekundet, altsaa nogenlunde svarende til Fingerhastigheden. Derefter tog han fat paa konstruktionen af sin Skrivemaskine. Den bestod af en Halvkugle (deraf Navnet Skrivekugle), i hvilken Staalstilke med Bogstavknapper i Enden var stukket igennem. Under Staalstilkene var Papiret anbragt over en Cylinderplade, der ved en elektrisk Ström og en Elektromagnet skubbedes et lille Stykke frem, hver gang en af Tasterne trykkedes ned. Den förste Skrivemaskine i Verden var dermed opfundet, og 1870 fik M-H Eneret paa sit Apparat.

 

Naturligvis havde Skrivekuglen i sin förste Skikkelse som konstrueret af en paa Polyteknikkens Område selfmade Mand sine væsentlige Mangler. Den vejede 75 kg og kostede 1200 Kr, og dens elektriske forbindelse var ikke helt driftsikker. Men resolut forlod M-H Elektriciteten og konstruerede en ny Maskine, hvor Cylinderen var aflöst af en saakaldt Vogn, der bevægedes paa mekanisk Vis ved Anslag paa Tasterne, og baade Pris og Vægt reduceredes (bragtes endog til sidst ned til resp. 150 Kr. og 5 kg.

 

I denne Skikkelse fremstilledes den paa Udstillingerne i Köbenhavn i 1872 og i Wien i 1873, hvor den hædredes med höjeste Udmærkelse, og endelig i Paris i 1878, hvor M-H. erholdt Guldmedaille.

 

Men omtrent samtidig havde Amerikaneren Sholes sin Maskine færdig, den stod beskrevet i "Scientific American" 1872, og næste Aar udsendte Remingtonfabrikken sine förste Eksemplarer af den. Hermed var den danske Skrivekugle saa at sige straks slaaet ud, thi vel havde baade Stat og Privatmænd stöttet og vilde vedblivende stötte M-H's Opfindelse, men her, hvor der var Tale om Massefabrikation, var den danske Hjælp som en Draabe i Havet over for den amerikanske Kapital.

 

Alligevel vedblev M-H omtrent lige til sin Död at beskæftige sig med Forbedringer af sin Opfindelse, og ogsaa paa Udstillingen i Köbenhavn 1888 fik Skrivekuglen höjeste Udmærkelse, men Sandheden var allerede dengang, at den var overflöjet af forskellige amerikanske Systemer.

 

 Resultatet af denne Opfindelse blev altsaa kun Skuffelse og Tab, og paa lignende Maade gik det med en anden mindre Opfindelse, Xerografien eller Törtrykket, der havde sat Opfinderen i Stand til ved Hjælp af Vokspapir at tage indtil 100 Kopier af den originale Kugleskrift. Den blev overflöjet af Hektografien.

 

Men Malling-Hansen var en födt Lysseer, og hans ustandseligt  sögende Aand fandt altid Stof til nye Studier og Opfindelser. Indförelsen af et nyt Bespisningsreglement paa Dövstummeinstituttet gav Anledning til daglige Vejninger af Eleverne, og under Behandlingen af de Tal, der fremkom, fremstillede der sig for hans intuitive Blik saadanne Perspektiver, at det hele blev sat i System: daglig Vejning 4 gange og samtidig Maaling af Börnenes Höjde, senere tillige Tykkelsen og Höjden af Træerne i Instituttets Have. Resultatet af denne gennem 4 Aar fortsatte Undersögelse gav fölgende opsigtsvækkende Oplysninger: En 9-15 aarig Drengs Vægtforögelse sker ikke gradvis gennem Aarets Dage, Uger og Maaneder, tværtimod viser et gennemlevet Aar forskellige Perioder: En Maximums- (August-December), en Mellem- (December-April) og en Minimumsperiode (April-Juli). I Maximumsperioden er Vægtforögelsen 3 Gange saa stor som i Mellemperioden, og hvad der vindes i denne, tabes i Minimumsperioden. Omvendt sker den store Forögelse i Höjdevæksten i Vægtperiodernes Minimumsperiode o.s.v. Og hvad Træerne angaar, kunde M-H samtidig konstatere, at Forholdet mellem disses Tilvækst i Tykkelse og Höjde paa det nærmeste stemmede med Börnenes Tiltagende i Vægt og Höjde paa samme Tid. Paa en international Lægekongres i Köbenhavn i 1884 gav M.H. under stor Opmærksomhed og levende Bifald en Redegörelse for sine Studier og Opfindelser, der dels för, dels efter Kongressen fremkom i Bogform, væsentlig paa Tysk.

 

Men M-H gik endnu videre i sine Undersögelser. Han sögte allevegnefra Efterretning om tilsvarende Svingninger i Luftens Fugtighed, Lufttrykket, Luftens Ozonindhold og Magnetisme m.m. for om muligt at finde dette X, der var Aarsag i det altsammen, og som han kaldte Vækstenergien og selv satte i forbindelse med Sollyset. Men ogsaa for disse hans Forskninger satte Döden Punktum, Forskning til senere Videreförelser, hvorom Dr. Gustav Nylén, Stockholm, senest 1930 holdt Foredrag i Köbenhavn. I dette Foredrag citerer han Biologen Ludv. Feilberg[7], der i sin bog om sjælelig Ringhed skriver: "Der er ved Standsningen af Malling-Hansens Arbejde tabt Traade, som det maaske vil falde vanskeligt at faa op paany", men tilföjer for egen Regning: "Maaske kan disse Ord synes sande ved Tanken paa, at det nu er 40 år siden, at M-H for stedse lukkede sine Øjne - - -. Men de rige Impulser, Dövstummeinstituttets engang saa geniale Chef har givet os, har inspireret os. Et Problems Lösning har medfört et nyt Problem. Traaden er ikke tabt, den spindes videre."

 

F. Bech

 


[1] CB: Artiklen er jo skrevet fra en døveekspert til andre døveeksperter, og visse dele af den mht døvheds-systemet er svært forståeligt. Jeg har forsøgt at forklare fagudtrykkene - men det er ikke sikkert, det er korrekt!

[2] CB: Greven af Knuthenborg. RMH voksede op i landsbyen Hunseby på Lolland, 3 km fra det store Knuthenborg Gods, der i dag er Nordeuropas største safaripark. Den nuværende greve af Knuthenborg deltog i vores stiftende generalforsamling og blev udnævnt til Æresmedlem af Selskabet.

[3] CB: Jonstrup Seminarium lå faktisk også i København - i den forstad der i dag hedder Ballerup - så det med at 'tage til København' er en misforståelse. RMH blev også student, før han begyndte på teologistudiet.

SA: Men det er viktig å huske på at det gikk flere år fra RMH gikk ut fra Jonstrup i 1854 til han reiste til København igjen for å studere teologi. Han arbeidet både et år som privatlærer i Hunseby og et år som assistentlærer ved Maglemer skole, samt studerte på egen hånd i hjemmet, før han ble student og ville påbegynne teologistudiet.

[4] CB: Det er for mig komplet uforståeligt, at en stilling som sognepræst på det fjerne Møn kan være mere tiltrækkende end stillingen som forstander for det kongelige døvstummeinstitut?

[5] CB: S.a = samme år

[6] CB: Forskellen mellem egentlig og uegentlige døvstumme er ikke forklaret - men er, så vidt jeg kender til det, at de 'egentligt' døvstumme er født døve, medens de 'uegentligt' døvstummer er 'døvblevne', der altså har kunnet høre de første år af deres liv - og derfor kan lære at tale normalt - hvad egentligt døvstumme vist ikke kan.

SA: Ja, det er riktig, og det var RMHs fortjeneste at de døvstumme ble inndelt i grupper etter deres høreevne og læringsevne, og gitt en bedre tilpasset undervisning. Til de uegentlige døvstumme hørte også de som hadde en viss hørsel i behold, og som også hadde taleevne.

[7] JMC: Ludvig Feilberg, 1849-1912, var en af RMHs meget gode venner. Feilberg var ingeniør, psykolog og filosof og desuden kulturministeriets tilsynshavende ved folkehøjskoler og landbrugshøjskoler. Hans forfatterskab er især af filosofisk-psykologisk art. Ud fra en monistisk opfattelse betragtede han den menneskelige organisme som en arbejdsmaskine, der modtager energi fra omverden, fortætter den og afgiver noget af den igen. Feilberg tilhører en særegen dansk tradition for livsfilosofisk overvejelse som – før ham – omfatter navne som Poul Martin Møller, F.C. Sibbern og Søren Kierkegaard og som – efter ham – tæller folk som Jakob Knudsen, Vilhelm Grønbech og K.E. Løgstrup. Derudover har især forfattere som Jacob Paludan, Helge Rode, Henrik Pontoppidan, Martin A. Hansen og Johannes Smith været inspireret af hans skildringer af sjælelig åbenhed og hans neologismer. Feilberg’s filosofi og indflydelse lever den dag i dag, for nylig grundigt behandlet i en Ph.D. afhandling af Margit Hartyani, publiceret i 2009 under titlen ”Mellemøjeblikke” af Syddansk Universitetsforlag, vol. 382, Odense, ISBN: 978 87 7674 411 3.
Der er paralleller mellem Feilberg’s filosofi og RMH’s forskning angående børns vækst og den såkaldte X-faktor for alle levende væseners vækst; men der er også indikationer fra korrespondencen på at RMH var Feilbergs mentor og hjalp ham med kritiske og konstruktive intellektuelle synspunkter (se RMHs brev til L. Feilberg 18861002 med en hel del kritiske kommentarer til Feilbergs manuskript).

 

Fritz August Bech fotograferet i 1921 udenfor Døvstummeinstituttet i Fredericia, sammen med sin datter Zarah og hendes to børn Ole og Lise. Den anden kvinde på billedet er Bechs Niece, Gertrude (Trut), datter af Emma Mathiesen, født Malling-Hansen. Billedet er taget af Inger Agerskov, en anden af Bechs niecer, datter af Johanne Agerskov, også født Malling-Hansen.
Fritz August Bech gjorde en stor indsats for at forhindre, at Rasmus Malling-Hansen blev glemt af den danske offentlighed. Han sad inde med en omfattende førstehåndsviden om Malling-Hansens liv og mangesidede virksomhed, og hans artikler er en meget vigtig kilde for Malling-Hansen-forskningen. Ovenstående portræt er fra 1943 og tilhører Det Kongelige Bibliotek i København.

Fritz August Bech (1863-1946) tok sin utdanning ved Latinskolen i Horsens sommeren 1881, og hadde bestemt seg for å bli lærer. Han kom til Det Kongelige Døvstummeinstitutt i 1882 og ble der inntil sin utnevnelse som forstander ved Døvstummeinstituttet i Fredericia i 1904.

I 1890 ble han gift med en av forstander Malling-Hansens 7 døtre, Zarah (1870-1910), og med henne fikk han 5 barn. Den yngste sønnen, Erling, emigrerte til USA, og hans etterkommere lever der i dag. En annen av sønnene, Hans, var diplomat i Russland og Finland. Hans eldste datter, Zarah, døde så sent som i 1991, og ble 100 år gammel. Zarah var en meget fargerik personlighet, som gikk under tilnavnet "Røde Zarah". Hun var mensendieck-lærer, og i 1968 arvet hun en skrivekugle etter sin kusine Inger Agerskov, og denne ble senere solgt til Tyskland, sammen med en del andre Malling-Hansen klenodier.

I 1891 grunnla Bech Smaablade for Døvstumme og redigerte dette fram til 1904. Senere hadde han en omfattende tolke- og foredragsvirksomhet, og redigerte også Effata, tidsskrift for døve. Her ble hans erindringer trykt i 1942. Fritz August Bech var også mangeårig formann i den Danske Døveforening.

 

Oslo, 29.07.07

Sverre Avnskog

Fritz August Bech fotografert i 1882, samme året som han kom til Det Kongelige Døvstummeinstitutt. Foto: Privat
Bechs hustru, Zarah f. Malling-Hansen (1870-1910). Foto: Privat
De fem barna til Zara og Fritz; Zarah, Hans, Ingeborg, Vilhelm og Erling. Foto: Privat
Slik så den første siden av Fritz August Bechs artikkel fra 1935 ut. Copyright: Døvehistorisk Selskab
Fritz August Bech fotografert utenfor Døvstummeinstituttet i Fredericia i 1909

Artikel om Rasmus Malling-Hansen fra Helge Holsts bog:

Rasmus Malling-Hansen - foto fra Det Kongelige Biblioteks samling

Opfindernes Liv, Bind 1. Udgivet på Nordisk Forlag i 1924

                Av Fritz August Bech

 

 

             Rasmus Malling-Hansen

 

   Et Monradsk [1]Hovede, med sjælfulde Øjne, der saa mere indad end udad; en Officersskikkelse, spænstig og beleven i Optræden - saadan saa Malling-Hansen ud, da han stod i sin fulde Kraft.

 

  Hans Rasmus Malling Johan Hansen, som hans fulde Navn lød, fødtes den 5. Septbr. 1835 i Hunseby Skole ved Maribo og fik Navn efter derværende Lærer Rasmus Malling, en Normand af Fødsel. Hans Fader, der som Hjælpelærer i Hunseby var blevet gift med Rasmus Mallings Plejedatter, var netop, efter fuldendt Eksamen, blevet enelærer i Havlykke, ikke langt fra Hunseby, da han pludselig bortrevedes af Tyfus, efterladende sig Hustru og 3 smaa Drenge, af hvilke Malling-Hansen, kun 4 Aar gammel, var den ældste. Det var svære Tider for den unge Enke og smaa Kaar at gaa ind under, skønt Plejefaderen, i hvis Hjem hun havde født sine Børn, straks overtog Forsørgelsen af hele Familien, mod at Datteren, som hidtil, vedblev at styre hans Hus.

  Rasmus Malling, der saaledes ogsaa blev Plejefar for Malling-Hansen, var en sirlig og stilfuld, selskabelig skolet ældre Herre, der i sin Tid havde faaet sin Opdragelse paa Løvenborg[2] sammen med de unge Baroner, Moderen en kærlig og ualmindelig dygtig Kvinde, og Opdragelsen gennem disse to satte ganske naturligt sit Stempel på Drengen: Malling-Hansen havde hele sit liv let ved at bevæge sig blandt Folk og samtidig at gøre sig selv og sine Meninger gældende uden Spor af Paagaaenhed, i Kraft af en harmonisk Blanding af Beskedenhed og Selvfølelse.

  Som Barn viste han sig meget lærenem i alle Retninger, og hans Plejefaders nye Hjælpelærer, en fremadstræbende ung Mand, tog sig meget af ham uden for den egentlige Skoleundervisning; Matematik interesserede ham stærkt, og han viste gode Anlæg for Tegning. Nogen større Udsigt for den begavede Dreng til at vinde frem til de højere Stillinger i Samfundet var der dog ikke; foreløbig kunde der være Tale om, som Følge af Tegnetalentet, at faa ham anbragt i Malerlære, naar Konfirmationen var heldigt overstaaet. Forberedelsen hertil, der foregik hos den senere Domprovst Gude[3], gjorde stærkt Indtryk paa Drengen, og en Dag betroede han Præsten, at han ogsaa selv saa inderligt gerne vilde være Præst. Gude slog det imidlertid hen, og Malling-Hansen kom i Malerlære i Maribo.

  Om Gude nu alligevel har bragt Drengens Ønske videre, eller Initiativet kom fra Greven selv, faar staa hen, Faktum er, at han og hans Moder nogen Tid efter fik Tilsigelse fra Lehnsgreve F. M. Knuth[4] om at møde paa Knuthenborg, og Resultatet af Sammenkomsten blev, at Greven paatog sig at holde den unge Malling-Hansen paa Jonstrup Seminarium. Herfra dimitteredes han i 1854 med Udmærkelse, og et Aars Tid var han derefter Hjælpelærer i Maglemer nær Hunseby, medens han samtidig gav nogle ugentlige Timer paa Knuthenborg. Saa endelig gik hans kære Ønske i Opfyldelse: han trofaste Støtte, Lehnsgreven, sendte han til Hovedstaden for at studere til Præst. Efter 3 Aars privat Forberedelse blev han Student med første Karakter, og tog saa fat paa Teologien.

  For en 23-årig Mand med Malling-Hansens Natur var der imidlertid noget meget utilfredsstillende ved at leve af en andens Pengepung, og da han gennem en Bekendt, der var Lærer paa Døvstummeinstituttet, erfarede, at der var en Plads ledig, søgte og fik han den 1859. Herved var han kommet ind paa en Bane, der skulde blive bestemmende for hans Fremtid: Døvstummeunder-visningen, der ved sin Ejendommelighed straks tog ham fangen, blev Udgangspunktet for alle hans Idéer og Planer og tillige den faste Borg, hvortil han stadig søgte tilbage, naar Modgangen meldte sig. Foreløbig blev han dog kun et Par Aar paa Døvstummeinstituttet, saa fik han Betænkeligheder paa Teologiens Vegne, kom paa Regensen[5] og læste af fuld Kraft til Embedseksamen, indtil Studeringerne pludselig afbrødes ved et Tilbud, Malling-Hansen, der nu var blevet forlovet med Døvstummeforstander, Professor Heibergs Datter, mente ikke at kunne lade gaa fra sig: Ministeriet ønskede ved Døvstummeinstituttet i Slesvig en dansk Mand ansat som Lærer, eventuelt senere som Forstander, og begge dele blev Malling-Hansen 1862-64. Krigsbegivenhederne [6] fordrev ham fra Slesvig, og han tog atter fat paa Studierne, der skyndsomst muligt afsluttedes med Embeds-eksamen 1835, efter at han kort forinden ved sin Svigerfaders forflyttelse var blevet konstitueret som Forstander for Instituttet i København.

  Her var det saa, at han, i slutningen af Tresserne, samtidig med at gennemføre den Organisation af det danske Døvstummevæsen, som i Hovedsagen endnu er gældende, gjorde den Opfindelse, Skrivekuglen, der skulde gøre  hans Navn berømt over hele Verden, men bragte ham selv saa liden personling Vinding, at han døde nærmest som en fattig Mand.

 

Slik så det håndalfabetet ut som det ble undervist etter ved Det Kongelige Døvstummeinstituttet. Tegning fra 100 års jubileumsboken utgitt i 1907. Det var den hurtighet man kunne "tale" med disse håndtegnene som satte Malling-Hansen på ideen å lage en skrivemaskin
Et utsøkt eksemplar av skrivekuglen - 1878 modell med fargebånd. Foto: Auction Team Köln

 

 

   Ved Undervisningen af de døvstumme brugtes daglig Fingeralfabetet, en Skrift i Luften, der fuldstændig dækker Skriftalfabetet, men er adskilligt hurtigere end denne. Malling-Hansen havde udfundet, at, medens man skriftlig kun kan fremstille 4 Lydtegn, kan en øvet Fingertaler  frembringe 12 i Sekundet. Herved kom han til at tænke paa, om man ikke ved Fingerbevægelser paa en Maskine kun skabe en af alle læselig Gengivelse af Lydene, der kunde følge den mundtlige Tale Lyd for Lyd; ved Prøver paa Talehurtigheden i Rigsdagen havde han konstateret, at denne repræsenterer 10-20 Lyde i Sekundet. Han opfandt saa en Skrivemaskine, hvor Tasterne var fordelt over en Halvkugle (deraf Navnet Skrivekugle) og Papiret lagdes paa en bevægelig Cylinderplade, der ved en elektrisk STrøm og en Elektromagnet skubbedes et Stykke frem, hver gang en Tast trykkedes ned.

   Skrivekuglen var saaledes opfundet, og i Marts 1870 fik Malling-Hansen Eneret paa sit Apparat i 15 Aar. Samme Aar indeholdt Illustreret Tidende ved Prof. C. Holten[7] en længere Artikel om den geniale Opfindelse, og snart fulgte udenlandske Blade efter med Beretninger om den epoke-vækkende Begivenhed. Paa Udstillingerne i København i 1872 og i Wien i 1873 hædredes Skrive-kuglen med de højeste Udmærkelser, to af de udtagne Patenter, det engelske og det østrigske købtes, og ved forskellige Forbedringer - navnlig Cylinderens Afløsning af en flad, saakaldt Vogn, der i Stedet for Elektricitet  bevægedes ad mekanisk Vej samtidig med Anslagene paa Tasterne - bragtes den efterhaanden i en praktisk haandterlig (fra 75 Kilos Vægt nedbragt til c. 5) og let afsættelig Skikkelse (fra 1200 Kr. nedbragt til 150 Kr.) Alt syntes saa at se overordentlig lovende ud for Opfinderen, og med sit optimistiske Syn paa Tingene øjnede han sikkert allerede Arbejdets gyldne Løn. Men der var een Ting, han ikke regnede tilstrækkeligt med, Udlandets Konkurrence: for hvert Tusinde Kroner, Malling-Hansen ved Støtte fra Stat og private, kunne sætte ind paa sin Opfindelse, havde Amerikanerne Hundredetusinder at ofre paa deres Forsøg med Skrivemaskiner, og den fabriksmæssige Tilvirkning af Skrivekugler, som indførtes af Prof. Jürgensens mekaniske Etablissement, foregik derfor i forholdvis ringe Omfang og alt for langsomt.

Til midt ind i Firserne, ja i smaa Repriser lige til sin Død syslede Malling-Hansen med sin Opfindelse, men da var den forlængst overfløjet af de forskellige udenlandske  Systemer, og Resultatet af hans Opfindelse blev saaledes kun Skuffelse og Tab.

  Paa lignende Maade gik det med en anden mindre Opfindelse, Xerografien eller Tørtrykket. Ved de Forsøg, der anstilledes paa, ved Hjælp af mellemliggende Sværtepapir og hvidt Papir, at tage flere Kopier af Kugleskriften samtidig med Originalskriften, kom han paa den Tanke - i stedet for at lægge Skrivepapiret nederst og ovenpaa det Sværtepapir med Farven nedad - at lægge Sværte-papiret nederst med Farven opad og ovenpaa det Oliepapir. Naar dette udførtes f. Eks. i 5 lag, og disse Lag gennemskreves, fik man 5 ens Eksemplarer af Originalen, paa hvilken Skriften stod omvendt, mellem disse 5 Stykker Oliepapir lagdes saa Skrivepapir, og denne Bunke førtes under et let Tryk gennem en lille Satinermaskines to Valser; dette gentoges 20 Gange, med et stadig lidt stærkere Tryk, og man opnaaede saaledes at faa 100 Kopier. Det nye i denne Fremgangsmaade var Opdagelsen af, at Skriften fra det blaa Sværtepapir under visse Betingelser kan lade sig aftrykke mange Gange uden at tabe sin Styrke. Xerografien var altsaa en Forløber for Hekto-grafien, men ogsaa paa dette Omraade blev Malling-Hansen kun Sædemanden, der saaede, men ikke høstede.

  Hans livlige Aand og frodige Fantasi lod sig dog ikke mestre af Modgangen, snart var han inde paa nye videnskabelige Undersøgelser, og ogsaa denne Gang var det hans Gerning blandt de døvstumme,  der affødte Ideerne. Indførelsen af et nyt Bespisningsreglement foraarsagede en Mængde daglige Vejninger af Eleverne paa Instituttet, og under Bearbejdelsen af de Tal, der saaledes fremkom, fremstillede der sig for Malling-Hansens intuitive Blik saadanne Perspektiver, at han begreb, at han her havde gjort et nyt Fund.

  Ved omfattende - ikke alene Vejninger, men ogsaa Maalinger af Eleverne konstaterede han, at der er bestemte Perioder i Børns Tykkelses- og Højdevækst, som er ganske uafhængige af deres Ernæring og Beskæftigelse. Fra Børnene strakte hans Undersøgelser sig videre til Skolens Træer, og han genfandt her de samme Perioder. Gennem en Mængde andre Forsøg førtes han derved lidt efter lidt til den Overbevisning, at alle organiske Funktioner paa Jorden er i uafbrudte og samstemmende Svingninger, til hvilke Impulsen udgaar fra Himmellegemerne, særlig Solen. Der fremkom forskellige "Fragmenter" fra hans Haand, saaledes "Perioder i Børns Vækst og Solens Varme" i 1886, hvoraf han paa den internationale Lægekongres i København, under stærkt Bifald fra Lægevidenskabens Spidser, gav et fyldigt Resumé.

  Men til en Afslutning paa sine Arbejder nåede Malling-Hansen ikke. Hans intensive Arbejde, der ofte i Uger i Træk lænkede ham til Skrivebordet, havde efterhaanden opslidt hans Kraft; han led af Forkalkning, og han var kommen til at ligne en gammel Mand, da han den 27 Septbr. 1890 om  Aftenen, paa Hjemvejen fra Frimurerlogen, segnede om i Nyboder, ramt af et Hjerteslag, kun 55 Aar gammel. I sin Bog "Om sjælelig Ringhed" skriver Ludv. Feilberg om Malling-Hansens Maalinger og Vejninger følgende: "Det var den første energiske Selvlivsbestræbelse i Retning af en livsanvendt Naturvidenskab i Danmark. Der er ved Standsningen af Malling-Hansens Arbejde tabt Traade, som det maaske vil falde vanskeligt nogensinde at faa op paa ny."     

    

 


[1] CB: D.G. Monrad 1811-87 var en fremtrædende dansk politiker og biskop - af norsk slægt.

[2] CB: Et velkendt gods ved Holbæk i Vestsjælland. Rasmus Malling kom fra Porsgrunn i Norge - vi ved ikke hvorfor og hvornår han kom til Danmark - men det har altså været som barn/ung.

[3] CB: Formodentlig L.J.M. Gude, 1820 - 95, Domprovst i Roskilde Domkirke fra 1866. Det er jo Danmarks vigtigste kirke, hvor utallige konger ligger begravet, så det er meget højtrangerende stilling. Sikket et pudsigt navn for en præst, iøvrigt!

[4] CB: Her kommer en meget lang reference om den mand, der satte det hele i gang: Lensgreve F.M Knuth - som - står der her med Wikipedias formulering - også har spillet en central rolle i Danmarkshistorien, selvom han kun blev 43 år gammel. Og som gudhjælpemig også var født i Norge! Wikipedia skriver:

"Frederik Markus Knuth, 11/1 1813 - 8/1 1856, var en dansk lensgreve, amtmand, minister og medlem af den Grundlovgivende forsamlibg. Blev født i det daværende Christiania - nu Oslo - i Norge som søn af Eggert Christopher Greve Knuth, 1786 - 1813, (CB: Død samme år som sønnen er født, kun 27 år. Hvordan kunne han være amtmand i så ung en alder?), der var konstitueret amtmand over Akershus Amt og Karen F. Rosenkrantz, 1792 - 1837.

  Kun 5 år gammel (CB:Altså i 1818) arvede Frederik Marcus Knuth efter sin farfar, gehejmeråd Frederik Greve Knuth, grevskabet Knuthenborg med store jordområder, og som var forbundet med Fideikapitaler på over 2 mio. kr. Han blev opdraget hos faderens svoger, Greve A.W.på Bregentved (CB: Et andet stort gods i Sydsjælland og blev privat dimitteret (CB: Som student?) i 1829 og 4 år efter juridisk kandidat. (CB: Dvs han var juridisk kandidat som 20-årig!) Frederik Marcus Knuth overtog efter en udlandsrejse med ungdoms-vennen C.C. Hall i 1837 (CB: Endnu en meget kendt dansk politiker) det da forsømte grevskab, Knuthenborg på Lolland. Han anlagde i 1841 - 1843 Bandholm Havn. I 1847udnævntes han til amtmand i Sorø, og blev senere direktør for Sorø Akademi (CB: Velkendt skole og kulturcentrum i den danske guldalder) og forstander for Herlufsholm (CB: Berømt overklasse kostskole på Sjælland).

Frederik Marcus Knuth var udenrigsminister i Danmarks første valgte regering: Martsministeriet eller Ministeriet Moltke, der sad fra 22. marts 1848 til 16. november 1848. Han var medlem af Folketinger 1852 -1853, og af Landstinget fra 1854; Han var medlem af den store landbokomission i 1849, og blev i 1855 medlem af Rigsretten.

[5] CB: Danmarks fornemste studenterkollegium, hvor kun de allerdygtigste kommer ind. Beliggende lige overfor Rundetårn i det indre København. Bygget 1618 til 1628 - altså også i Christian den IV's tid. Centrum for et frodigt studenterliv, skildret i Hostrups komedie Genboerne.

[6] CB: Krigen mellem Danmark og Tyskland 1864. Danmark tabte krigen, og de to hertugdømmer Slesvig og Holsten, der i flere hundrede år havde hørt til det danske rige - selvom flertallet af indbyggerne talte tysk - blev erobret af Tyskland. I 1920, efter Tysklands nederlag i 1. Verdenskrig, kom den nordligste del af området - Nordslesvig - tilbage til Danmark efter en folkeafstemning. Disse begivenheder har haft ufattelig stor betydning for Danmarkshistorien - og har det, endnu i dag.

[7] CB: C. V. Holten,  1818 - 86, dansk fysiker og fra 1852 professor ved universitetet og 1872-83 direktør for Den polytekniske Læreanstant - hvor man uddanner ingeniører.

Frederik Marcus Knuth - mannen som satte Rasmus Malling-Hansen i stand til å påbegynne sine studier. Foto fra Wikipedia
Det nåværende greveparet - Adam lensgreve Knuth og Charlotte lensgrevinde Billle Brahe Knuth. Lensgreven er æresmedlem i Rasmus Malling-Hansen Selskabet, og var til stede på stiftelsesmøtet våren 2006. Foto fra Knuthenborg safariparks webside
Et kort fra Fritz August Bech, skrevet i 1925 til hans svigerinne, RMHs datter Johanne Agerskov, der han takker for hennes bok, "Hvem er skrivekuglens opfinder".
Johanne Agerskov skrev boken som en følge av den danske professorens H. I. Hannovers offentlige påstander om at skrivekuglen egentlig var oppfunnet av lærer og kanselliråd J. A. Peters. Påstandene medførte ikke riktighet, men skyldtes misforståelser og mangelfulle undersøkelser.

 

 

 

Rasmus Malling-Hansen - skrivekuglens opfinder

RMHs datter Johanne Agerskov, 1873-1946, har skrevet denne biografien over sin far, Rasmus Malling-Hansen. Foto privat
Sammen med sin søster, Johanne Agerskov, gjorde Engelke Wiberg, 1868-1949, en kjempeinnsats for å renvaske RMHs navn, da professor H. I. Hannover i 1924 fremsatte falske påstander om at RMH ikke var oppfinneren av skrivekuglen. Foto: Privat

 

                                        Af Johanne Agerskov

 

 

     Hans Rasmus Malling Johan Hansen fødtes den 5.te September 1835 i Hunseby paa Lolland. Faderen var Hjælpelærer ved Hunseby Skole, blev kort efter Enelærer i en nærliggende Landsby, men bortreves pludselig af Tyfus efterladende sig Hustru og tre smaa Drenge. Malling-Hansen, den ældste af Børnene var da knap fire Aar gammel. Som Barn viste han sig meget lærenem i alle Retninger, interesserede sig meget for Matematikk og viste gode Anlæg for Tegning. Efter sin Konfirmation kom han i Malerlære, men hans Ønsker gik i andre Retninger og Præstegerningen var disse Ønskers Maal. Lehnsgreve F. M. Knuth tog sig af den begavede unge Mand og bekostede hans Uddannelse til Seminarist paa Jonstrup Seminarium, hvorfra han dimitteredes 1854 med Udmærkelse. Efterat Malling-Hansen i et Par Aar, dels havde virket som Hjælpelærer ved en Skole i sin Fødeeegn, dels som Huslærer, sendte Lehnsgreven ham til København for at han kunde blive Student. Efter 3 Aars privat Forberedelse blev han Student med første Karakter, hvorefter han tog fat paa det teologiske Studium. Men i Længden blev det svært for Malling-Hansen at modtage Lehnsgrevens trofaste Støtte, hvorfor han søgte en ledig Lærerplads paa det Kgl. Døvstumme-institut i København. Et Par Aar virkede han her som Lærer, kom derefter paa Regensen og læste videre til sin Embedseksamen. Atter afbrødes hans Studeringer ved hans Ansættelse som Lærer, senere som Forstander ved Døvstummeinstituttet i Slesvig 1862-1864. –

 

     Krigsbegivenhederne fordrev ham fra Slesvig, han tog paany fat paa sine Studier, der afsluttedes med Embedseksamen 1865. Omtrent samtidig blev han Forstander ved det Kgl. Døvstummeinstitut i København. I denne Virksomhed har han nedlagt sig stor Fortjeneste af Døvstummeundervisningen, da det væsentlig skyldtes ham at Talemetoden indførdtes i Danmark i Stedet for Tegnmetoden.

 

     Under sin Gerning her ved at beskæftige sig med de døvstummes Haandalfabet gjorde han den Iagttagelse, at man ved at ”tale” med Fingrene kunde gengive c: 12 Lydtegn i Sekundet – med almindelig Skrift kan man kun gengive c: 4 Lydtegn i Sekundet – dette bragte ham paa den Tanke, at det maatte være mulig at konstruere en Maskine, som kunde overføre Fingrenes Bevægelser til Skrift med samme Fart.

 

     Hvornaar den første Idé til ”Skrivekuglen” tog Form hos Malling-Hansen vides ikke med Sikkerhed, den foreliggende Litteratur er ikke helt enig paa det Punktet. Tallene 1865-67-69 opgives, men det er ikke lykkedes at fastslaa et bestemt Arstal. Efter nyere Undersøgelser er der dog fremkommet saa meget, at man efter al Sandsynlighed kan regne med en Model færdig konstrueret i Vinteren 67-68 eller i Vinteren 68-69, men først i 1870 efter at Malling-Hansen havde faaet Patent paa sin Skrivemaskine fremkom den offentlig.

 

     Denne Maskine bestod af to koncentriske Kugleskaller – deraf Navnet ”Skrivekuglen”. Typestængerne var stillet radiært mod et fælles Centrum. Paa Oversiden af Kuglefladen sad Typestængernes Hoveder. I Centrum for Kuglen lagdes Papiret Paa en bevægelig Cylinder-plade, der ved en elektrisk Strøm og en Elektromagnet skubbedes et lille Stykke frem, hver Gang en Tast trykkedes ned. Typestængerne var anbragt i Spiralfjedre, saaledes at de efter Nedtrykningen automatisk blev trukket op i deres Hvilestilling. I sin Patentansøkning – for at vise hvorfor Kugleoverfladen er valgt – skriver Pastor Malling-Hansen: ”Da alle Stempelstænger er lige lange og have en lige lang Vej at gennemløbe til den fælles Flade, de skulle slaa an imod, kommer altsaa Overfladen af Stempelhovederne; Knappen eller Tangenten, til at ligge i en Kugleoverflade. Hermed muliggøres at anslaa med en høj Grad af Hurtighed; de ligge i alt Fald i en for Fingrene til Anslag langt bekvemmere Stilling, end om de laa i en plan Flade.”-

 

     Malling-Hansen arbejdede stadig videre paa sin Maskine, gik bort fra den elektriske Bevægemaade, konstruerede en ny Maskine, hvor den saakaldte ”Vogn”, der bar Papiret, ved Kraften fra selve Anslaget flyttedes en Tandhjulstak frem. På Udstillingerne i København 1872 og i Wien 1873 hædredes Skrivekuglen med de højeste Udmærkelser – paa Udstillingen i Paris 1878 fik en yderligere forbedret Maskine Guldmedalje. 1972 modtog Malling-Hansen Fortjenestemedaljen i Guld.-

 

     Trods alle Forbedringer af Skrivekuglen blev den overfløjet af de forskellige udenlandske Systemer og Resultatet af hans Opfindelse blev derfor kun Skuffelse og Tab.-

 

     Xerografien eller Tørtrykket – der var Forløber for Hektografien – var ligeledes Malling-Hansens Opfindelse, men ogsaa paa dette Område blev han kun ”Sædemanden der saaede, men ikke høstede.”

 

     Trods Modgang og Skuffelser kastede Malling-Hansen sig ind i nye videnskabelige Undersøgelser. Gennem disse Undersøgelser førtes han til den Overbevisning: ”at alle Organiske Funktioner paa Jorden er i uafbrudte og samstemmende Svingninger, til hvilke Impulsen udgaar fra Himmellegemer, særlig Solen.” (”Perioder i Børns Vækst og Solens Varme.” 1886). Paa den internationale Lægekongres i København i 86 gav han, under stærkt Bifald fra Lægevidenskabens Spidser, et fyldig Resumé af sine Undersøgelser.-

 

     Den 27. September 1890 døde han ramt af et Hjerteslag. En arbejdsom, højt begavet Mands Arbejde var endt; men ved hans Død standsedes Undersøgelser, som det maaske vil blive vanskelig at optage paa ny.

 

 

     Den 12.te Marts 1924 fremkom Professor H. I. Hannover med en Artikel i Berlingske Tidende, i denne Artikel meddelte han at den nylig afdøde Kancelliraad Peters var Opfinder ikke alene af ”Vægtstangsprincippet” i de nu brugte Maskiner, men tillige af Skrivekuglen. Som bekendt har flere Opfindere allerede længe før Peters anvendt Vægtstangsprincippet i deres Skrivemaskiner, Peters er derfor ikke første Opfinder af dette princip. Omtalte Peters havde skænket teknologisk Samling en Overdel til en Skrivemaskine. Denne Overdel var meget primitivt Udført og i høj Grad ufærdig. Tangent- og Typestænger er stærkt krummede og anbragt i en plan Flade, af denne Grund mente Professoren at Peters først maatte have konstrueret en Overdel, hvor Tangent- og Typestænger var anbragt gennem en Halvkugle. Professorens Teori gaar altsaa ud paa, at en Kugleoverflade er et ringere Princip end den plane Flade. Ovenstaaende Uddrag af Malling-Hansens Patentansøgning viser imidlertid, at den plane Flade er et ringere Princip end Kugleoverfladen. Da Peters var meget gammel, c: 90 Aar og meget døv, har han uden Tvivl misforstaaet Professorens Spørgsmaal, saa han har bekræftet i Stedet for at benægte Professorens Antagelse: at han før den plane Flade havde anvendt en Kugleoverflade. Senere undersøgelser har desuden vist, at Peters har gjort sig skyldig i en Forvanskning af de faktiske Forhold, idet han i Ill: Zeit: 1872 har givet en Beskrivelse af en Skrivemaskine paa hvilken han lige havde opnaaet Patent i Danmark, som om denne der bliver omtalt i Bladet, var opfundet og patenteret i 1868. Dette er imidlertid ikke Tilfælde. I Aaret 1868 havde han konstrueret en Skrivemaskine, hvis ydre Form var som et taffelformigt Pianoforte, men noget mindre i Størrelsen. Altsaa en meget stor og sikkert uhandlelig Maskine. Den Maskine – Maskinen fra 72 – som stod beskrevet i Bladet er derimod meget mindre og af en ganske anden Form. I Modsætning til Maskinene fra 68, der stod på Gulvet, kunde denne anbringes paa et Bord, altsaa sikkert en mere praktisk og lettere haandterlig Maskine. Saa vidt det kan skønnes – der findes ingen Tegninger af Maskinen fra 68, var begge Maskiner konstrueret over Vægtstangsprincippet.-

 

     Ovenstaaende Opdagelse svækker saaledes tillige i høj Grad de Meddelelser som Peters inden sin Død har givet Prof: Hannover med Hensyn til den omtalte Overdel. Og da Malling-Hansen selv i sin Patentansøgning har vist, at den plane Flade er ringere end Kugleoverfladen kan Retten til at kalde sig ”Skrivekuglens” Opfinder under ingen Omstændigheder tilfalde afdøde Kancelliraad Peters. Malling-Hansen maa, som hidtil, staa som Opfinder af den specielle Skrivemaskine, der kaldes ”Skrivekuglen”.-

 

 

Jacob Ahrend Peters, 1835-1924, dansk lærer, fikk i 1868 patent på en skrivemaskin, og videreutviklet denne til en ny modell i 1872. Han fikk aldri noen støtte til å fremstille sin maskin, og den gikk i glemmeboken.
Direktør på den Polytekniske læreanstalt, professor Harald Immanuel Hannover, 1861-1937. Peters var 89 år og på det nærmeste døv da han ble intervjuet av Hannover, og har sannsynligvis ikke vært helt klar over hva han har svart på. Foto: Det Kongelige Bibliotek
Denne blyanttegningen av en skrivemaskin finnes i Johanne Agerskovs etterlatte arkiv vedrørende hennes far, RMH. Såvidt jeg har klart å bringe på det rene, skal det være en tegning av Peters skrivemaskin. Den ble aldri fremstilt, men eksisterer kun på papiret.
Første del av Hannovers artikkel i Berlingske Tidende fra 1924. Hannovers motiver var sikkert gode, han ønsket å gi en glemt og misforstått oppfinner sin oppreisning. Men fordi han ikke foretok grundige nok undersøkelser før han utnevnte Peters til den egentlige oppfinneren av skrivekuglen, begikk han den grove feilen å krenke en annen meget større oppfinners ettermæle, Rasmus Malling-Hansen.

Malling-Hansen biography by his daughter, Johanne Agerskov

Johanne Agerskov, nee Malling-Hansen, 1873-1946, wrote this article about her father, Rasmus Malling-Hansen. It has been transcribed from a handwritten manuscript, and has probably never been published before. Photo: Private
Engelke Wiberg, nee Malling-Hansen, 1868-1949. Together with her sister, Johanne, she made a great effort in 1924 to correct the false alligations set forward in the Danish newspaper "Berlingske Tidende" by professor H. I. Hannover, that Malling-Hansen was not the inventor of the writing ball. Photo: Private

Rasmus Malling-Hansen  -  the Inventor of the Writing Ball[1]

 

 

                        By Johanne Agerskov[2]

 

 

    Hans Rasmus Malling Johan Hansen was born September 5, 1835 in the small village of Hunseby, situated in the island of Lolland in the southeastern part of Denmark. His father was an assistant teacher at Hunseby school, but shortly after Rasmus’ birth he became sole teacher at a school in a nearby village. However, he suddenly died from typhoid fever, leaving a wife and three small boys. Malling-Hansen, the eldest, was at the time not yet four years old. Already as a child he showed himself to be an apt and quick learner in many different areas. He was very keen on mathematics and showed a natural talent for drawing. After his confirmation he was apprenticed with a house painter (decorator), but his interests and ambitions had a different direction, his goal being to serve the church as a minister. Count F.M. Knuth assumed responsibility for the gifted young man and sponsored his education at the Teacher Education College of Jonstrup, from where he graduated in 1854 with distinction[3].After a couple of years working as a tutor and as an assistant teacher at a school close to his home, the count sent him to Copenhagen to study for his General Certificate A-level. After 3 years of study with private tuition he got his certificate with the highest possible marks, after which he enrolled at university for theological studies. However, in the long run it became difficult for Malling-Hansen to remain dependent upon the loyal financial support of the count, and hence he applied for a teaching vacancy at the Royal Institute for the Deaf-Mute in Copenhagen. He taught there for a couple of years, after which he was accepted at the prestigious boarding facility in Copenhagen known as “Regensen” and he resumed his theological studies. Before he could finish his studies he was appointed as a teacher – and later promoted to the position of principal – at the Institute for the Deaf-Mute in Schleswig 1862 – 1864. The war between Germany and Denmark drove him away from Schleswig, and he returned to his theological studies, graduating from university in 1865. Around the same time he was appointed principal of the Royal Institute for the Deaf-Mute in Copenhagen. In this position he made major achievements in the field of the teaching of deaf-mutes, being the primus motor in the introduction of the so called “speech method” in Denmark, instead of the “sign method”.

 

   Working with the hand alphabet of the deaf-mute he observed that communicating with the fingers (sign language) it was possible to produce around 12 signs per second; using ordinary letters it is only possible to achieve around 4 signs per second, and this observation led him to the idea that it should be possible to construct a machine capable of transforming the movements of the fingers into script at the same velocity.

 

   We do not know for certain when the first idea of the “Writing Ball” germinated and took shape with Malling-Hansen; the written sources are not in complete agreement on this point. The years 1865-67-69 have been suggested, but we are not definitely certain about the year. However, the latest investigations suggest that it is likely he had a finished a model either during the winter of 1867-68 or 1868-69, but only in 1870 – after Malling-Hansen had patented his typewriter – was it shown publicly.   This machine had two concentric spheres or balls – hence the name “Writing Ball”. The type bars were positioned in a radial pattern in relation to a joint center. On the top of the sphere were the heads of the type bars. At the centre of the ball the paper was put on a moveable cylinder-plate. By means of electrical impulses and an electromagnet the plate was pushed a little bit forward every time a key was pressed down. The type bars were mounted in coil springs, and thus they automatically reverted to their position of rest after having been depressed. In his patent application – and in order to show why he chose the spherical shape – Rev. Malling-Hansen states: “Since all the piston rods are equally long and are at an equally long distance to the joint centre onto which they strike, the surface of the piston heads – the button or key – will consequently be in a spherical shape. It this way it is made possible to strike at high speed; they are positioned in such a way that it is much more comfortable for the fingers to type, than if the keys were positioned on a plane surface”. -   Malling-Hansen continuously worked to improve his machine; he abandoned the electrical motion and constructed a new machine, where the so called “carriage” that sustains the paper is moved forward one cog by means of the force of the typing itself. At the world exhibitions in Copenhagen in 1872 and in Vienna in 1873 the writing ball was honoured with the highest distinctions, and at the exhibition in Paris in 1878 a further refined model of the machine was awarded the gold medal. In 1872 Malling-Hansen was awarded the Royal Gold Decoration for Meritorious Services . -    In spite of all the continuous improvements of the writing ball it was surpassed by the various foreign systems and the result of his invention ended in disappointment and losses. -   The xerographic print, also called dry print –  a precursor of the hectographic process – was also an invention by Malling-Hansen, but also in this area he was to be “The sower that sowed but did not reap”.   In spite of adversities and disappointments, Malling-Hansen launched into new scientific investigations. The research led him to the conviction: “That all organic elements on Earth are in perpetual and coinciding oscillations, caused by impulses from celestial bodies, in particular the Sun” (“Periods in the Growth of Children and Solar Heat”, 1886). At the international medical congress in Copenhagen in 1884 he presented an expansive summary of his investigations and was met with strong applause by the leading men of medical science.   On September 27, 1890, he passed away, victim of heart failure. A hardworking and highly talented man’s work ended abruptly; this caused a discontinuation of investigations, which may be difficult to resume.

 

   On March 12, 1924 Professor H.I.Hannover[4] published an article in “Berlingske Tidende” in which he claimed that the recently deceased counsellor Peters was the inventor not only of the “principle of the lever” in machinery used at the time but also of the writing ball. It is a well-known fact that several inventors – much before Peters – have used the principle of the lever in their typewriters, and Peters is therefore not the first inventor of this principle[5]. The said Mr Peters had donated the top part of a typewriter to the Technological Collection[6]. This upper part was executed very primitively and in a very much unfinished state. The keyrods and typebars are heavily curved and positioned on a plane surface; for this reason, the professor was of the opinion that Mr Peters must previously have constructed an upper part, where the keyrods and typebars were located on a hemisphere. In other words, the hypothesis of the professor is that a spherical surface is an inferior design in relation to the plane surface. However, the above excerpt from Malling-Hansen’s patent application shows that the plane surface as a technical principle is inferior compared to the spherical surface. Since Peters was very old – around 90 years – and also very much hard of hearing, he has undoubtedly misunderstood the professor’s questions, leading him to confirm instead of rejecting the assumption of the professor: that he had initially used a spherical surface and later on the plane surface. In addition to that, subsequent investigations have shown that Peters is guilty of distorting the facts: In “Illustrierte Zeitung” 1872 he described a typewriter for which he had recently acquired the patent in Denmark, alleging that the specimen presented in the periodical had been invented and patented in 1868. However, this is not the case. In 1868 he had constructed a typewriter with an exterior appearance similar to a square piano, but somewhat smaller. In other words a very big and undoubtedly unwieldy machine. However, the machine – the one from 1872 – described in the German periodical is much smaller and shaped very differently. In contrast to the machine from 1868 that was supported by table-high legs, the latter model could be placed on a table – hence most probably a more practical and handy machine. As far as we can assess – and there are no drawings of the machine from 1868 – both typewriters used the principle of the lever in their design. –

 

   In summary, the facts revealed above very much weaken the information Peters provided before his death to professor Hannover in relation to the alleged upper part. And since Malling-Hansen himself in his patent application has shown that the plane surface is inferior in relation to the spherical surface, the right to call himself “the inventor of the writing ball” can under no circumstances be allotted to the late counsellor Peters. Malling-Hansen remains, as before, the inventor of the special typewriter denominated “the Writing Ball”.

 

 


[1] JMC: Quoting from www.vandrermotlyset.net, information presented by Sverre Avnskog: Among photos and documents left by Rasmus-Malling Hansen’s daughter Emma (married name: Mathiesen), is an undated and possibly not previously published biography on Malling-Hansen, written by Johanne Agerskov.  Johanne Agerskov and one of the other daughters, Engelke (married name: Wiberg) made great efforts in the 1920s in order to whitewash their father’s name in the face of accusations of having stolen the idea about the writing ball. In connection with this public debate, Johanne wrote a book entitled “Who Was the Inventor of the Writing Ball?”. The biographical text translated here was found in a handwritten note (in Danish) by Johanne Agerskov.

[2] JMC: Johanne Agerskov (1873-1948) was the fifth daughter of Rasmus Malling-Hansen and his first wife Cathrine Georgia, née Heiberg (1841-1876). Johanne was married to Michael Agerskov (1870-1933). In 1920 the couple published a religious and philosophical work, “Toward the Light”. For further reading about this work and about the Agerskov couple, see www.vandrermotlyset.net (in Norwegian language) or www.toward-the-light.net (in English language).

[3] JMC: This kind of teacher education, in Denmark at the time, was meant to train primary and lower level of secondary school teachers. School-leaving certificate was not a prerequisite for admission to this level of teacher training, only a certificate after 9 or 10 years of school education. Hence, the General Certificate A-level had a higher ranking education than the teacher training college diploma, and the GC A-level was the entry point to university studies.

[4] JMC: Harald Immanuel Hannover (1861-1937) was an authority, whose words carried weight in Denmark at the time: He was for many years professor and director of the polytechnic school in Copenhagen (today known as ”The Technical University of Denmark”). Hannover was appointed lecturer of mechanical engineering at the polytechnic school in 1886, and in 1894 he was promoted to hold the chair (professor) in that discipline. He was instrumental in reforming the teaching methods and promoting the welfare of the students. Factory visits and practical work in workshops became permanent features of the education. In 1896 Hannover became the first director of the “State Testing Laboratory” (“Statsprøveanstalten”), and he served as the representative of Denmark in the international association for material testing. Hannover published textbooks on metal working, mechanical technology, textile industry and paper manufacture.

[5] JMC: It is well documented that already Archimedes, living in the third century BCE, Greek mathematician, physicist and engineer, explained the principle of the lever theoretically and demonstrated it in practical terms in his machines.

[6] JMC: The Technical Collection of the Polytechnic School in Copenhagen was founded by Julius Wilkens (1812-1892), a teacher and from 1849 professor of mechanical technology (the predecessor of Harald I. Hannover). The collection was closed down in 1962-63 but the items are today part of the collection of the National Museum of Science and Technology in Helsingør (Elsinore).

Translated into English language by Jørgen Malling Christensen

Jacob Ahrend Peters, 1835-1924, a Danish teacher who invented a very large machine for typing in 1868.
Professor Harald Immanuel Hannover, 1861-1937. In 1924 he wrote an article about Peter's invention in the Danish newspaper, "Berlingske Tidende". Photo: The Royal Library
This drawing was found in the archive of Johanne Agerskov, and is probably a drawing of Mr. Peter's typewriter. Copyright: Privat
This is the first part of professor Hannover's article about Mr Peters' invention in "Berlingske Tidende" from 1924. Hannover had been contacted by a relative of Peters, and told that Peters was a "forgotten" inventor who never was appreciated for his inventions. Hannover probably had the best intentions, and wanted to give Peters the credit he deserved, but he did not investigate the matter with the necessary thouroughness, and ended up setting forward false accusations about another great inventor; Rasmus Malling-Hansen. Luckily this was corrected in public by the Malling-Hansen sisters before the misunderstanding was established as a "fact" in the public's eyes. Copyright: Private

Artikkel fra "Dövas vän" - Nr 3, 1928

Afskrift af artikel fra Nr. 3 af det svenske tidsskrift Dövas Vän fra 1928 - side 31 og 32

 

                              Skrivmaskinens uppfinnare[1].

 

 

Vad skulle den moderna kontorsverksamheten vara utan en skrivmaskin? För en nutidsmänniska är det inte lätt at förstå[2], hur man hann med arbetet i förna tider, då man icke kände till skriv-maskinen, utan måste sitta och krafsa i hop alla brev med en penna, den ålderdomliga apparat, som skulle doppas i en sorts vätska, som gjorde plumpar på papperet och klabbade ner fingrarna.

En pennslickare kallade man på den tiden en kontorist för. Vad man nu kallar honom vet vi inte, men pennslickare är han alldeles avgjort inte.

  Det är miljoner skrivmaskiner, som nu årligen sändas ut i marknaden för at förse världen med dette oumbärliga hjälpmedel, vars succes är så avgjord, at det må glädja den danske dövstum-läraren, pastor Malling Hansen i hans grav, då han ju var den förste som hittade på den mekaniska skrivapparaten, varur den moderna skrivmaskinen utvecklas. Så underligt det låter är det endast et par människoåldrar sedan[3].

  Malling Hansen föddes den 5 september i Hunseby, där hans far var lärare. 1865 blev han präst vid det kgl. dövstumsinstitutet i Köpenhamn, och där fick han idén til uppfinnandet af den s.k[4]. skrivkulan, som skulle göra hans namn bekant över hela världen. Han hade på institutet iakttagit at en fingertalare på dövstrumspråket kunde återge 12 ljudtecken i sekunden; i medeltal uttalar man i vanligt tal 20 ljudtecken - i föredrag 15 - men man kan blott skriva 4. Dette kom honom at fundera över mögligheten att kunne ernå ett för alle läsbart återgivande av ljuden, och med stort mekaniskt snille konstruerade han år 1865 den s. k. skrivkulan, som har sit namn av det halvkulformiga stämpelstycket, på vilket alla de typor voro samlade, som den skrivande handen skulle anslå.

  1870 fik han 15 års ensamrätt til sin uppfinning, som blev prisbelönt 1872 i Köpenhamn och 1873 i Wien och omtalad i tyska, danska och engelska tidninger[5]. Det inkom beställninger från Russland och Italien. [6] Dessvärre var uppfindaren icke inställd på at tilverka maskinen fabriksmässigt[7], och naturligtvis var den första maskinen behäftad med brister. Dette betog honom dock inte på minsta sätt modet. Til at börja med sysslade han endast med förbättringar av maskinen och det lyckades honom verkligen att till slut giva apparaten en sådan form, att den löste sin uppgift. Och när hans namn icke desto mindre i våra dager - icke 40 år efter hans död - är fullkomligt glömt, skylles det at han saknade kapital till at upptaga kampen med de amerikanska konkurrenterna. Man må nämligen inte tro, att det icke fanns andra som sysselsatte sig med att framställa sådana skrivapparater. Till at börja med tänkte man endast på at konstruera en apparat med vars hjälp blinda skulla kunna meddela sig skriftligen (en sådan apparat uppfanns redan 1838). Men Malling-Hansen var den förste som framställde en verkligt brukbar snabbskrivmaskin. 1868 upptog en uppfinnare i Amerika patent på en maskin, som skulle gå iland med samme uppgift som Mallings, men att denna icke ens var tilnärmelsevis så bra, framgår därav, at man erbjöd danske uppfinnaren et betydligt belöp för hans patent.[8]

 Vi kunna inte sluta en berättelse om Rasmus Malling, utan at omtala att han också står som uppfinnare av et nytt kopieringssystem. Med de tidigare metoderna kunde man högste framställa 12 exemplar, med hans - den s. k. Xerografen - kunde framställes et par hundra, och den fremstod vid den tiden som det enklaste, snabbaste och billigsta sättet varigenom man kunde skaffa sig många exemplar.

 

Malling Hansen dog den 27 sept. 1890.

 


[1] CB: Dette er den eneste artikel om RMH og skrivekuglen som der ifølge min viden nogensinde er skrevet på svensk. Der er desværre ikke angivet noget forfatternavn ved artiklen.

SA: Artikkelen ble publisert i tidsskriftet ”Døves Vän” og fantes blant RMHs datter, Johanne Agerskovs etterlatte papirer, som ”Vandrer mod Lyset fond og forlag” har skjenket oss kopier av.

[2] CB: Et par sproglige kommentar til denne artikel: Alle navneordene er med lille startbogstav. Det blev først indført i Danmark i 1947 - hvornår blev det mon indført i Sverige? Og bogstavet Å optræder. Det blev først indført i DK i 1947. Men i Sverige bruges det i 1928?

[3] CB: Det er en fin artikel - desværre usigneret - men denne sætning er noget vrøvl. En menneskealder er jo cirka 60-70 år - altså så længe et gennemsnitsliv er - så det er kun én - og ikke to 'menneskealdre' siden.

[4] CB: s.k. = så kallade = såkaldte

[5] CB: Mærkeligt at han ikke nævner guldmedaljen fra Verdensudstillingen i  Paris i 1878.

[6] CB: Der har i andre dokumenter været nævnt mange andre lande - men ordrer fra Rusland og Italien erindrer jeg ikke at have hørt om før.

[7] CB: Igen et yderst interessant udsagn. Hvad mener han med dette? Er det en ren afskrift af andre artikler - eller hvordan skal det forstås? Hvad menes der mon overhovedet med fabriksmæssig fremstilling? Vi er i 1872 cirka. Samlebåndet blev først opfundet af Henry Ford i 1907, så vidt jeg ved?

SA: På nettstedet ”The virtual typewriter-museum” har de noen bilder fra skrivemaskin-fabrikker i USA, riktignok fra et litt senere tidspunkt. De hadde ikke samlebånd, men arbeidsoppgavene har tydelig vært delt mellom et stort antall spesialiserte arbeidere. Skrivekuglene ble, såvidt jeg har forstått, bygget av én mann. I følge Fritz Bechs selvbiografi, offentliggjort i Effata, gikk fremstllingen av skrivekuglen svært langsomt, ofte med store forsinkelser, og bestilleren fikk ofte ikke sin skrivekugle innen den lovede tidsfrist. Den første Remington modellen, som i realiteten utkonkurrerte skrivekuglen, ble i perioden fra 1873-77 fremstlt i 5000 eksemplarer – skrivekuglen sannsynligvis i et antall på langt under 100 i løpet av samme periode.

[8] CB: Igen en højst interessant oplysning. Sverre - korriger mig - men så vidt jeg husker, så ville RMH have 25.000$ for at sælge sit patent til Sholes - eller hvem var det? Og fik et tilbud på 5000$? Og afslog?

SA: Ja, jeg mener beløpene er riktige, men personen han forhandlet med var James Densmore, som var mannen bak Remington maskinen. Densmore hadde kjøp patentet av Sholes og Glidden, som var de egentlige oppfinnerne av maskinen, men Densmore utviklet den videre. I følge brevene fra denne perioden virket RMH meget sikker på å ha en kvalitetsmessig mye bedre maskin enn Densmore, og satte alle krefter inn på å bevise dette ved verdensutstillingen i Paris, hva han også gjorde – han mottok en gullmedalje, mens Densmore kun ble belønnet med en sølvmedalje. Men medaljer og heder er en ting – kommersiell produksjon noe helt annet, her vant Densmore overlegent – dessverre.

CB: Denne prisforhandling med amerikanerne bør vi forsøge at få kortlagt i alle detaljer. Hvis RMH havde indgået en aftale med amerikanerne, ville vi i dag alle have skrevet på kugletastatur - og ikke på det idiotiske QWERTY-tastatur.

Mannen som videreutviklet Sholes-Glidden maskinen som ble patentert i 1868, James Densmore, 1820-1889. Han inngikk et samarbeid med Remington-fabrikken i 1873 om produksjon av den videreutviklede modellen, som han hadde investert flere titalls tusen dollar i. Malling-Hansen forhandlet med Densmore gjennom flere år om et eventuelt salg av hans skrivekugle-patent.
Carlos Glidden, 1834-1977, som sammen med Sholes oppfant og patenterte "the typewriter" i 1868. Den ble satt i produksjon i 1873, 3 år etter skrivekuglen. Men i løpet av få år passerte Remington maskinen 5000 produserte eksemplarer, mens skrivekuglen kun ble fremstilt i noen hundre.
Christopher Sholes, 1819-1890, sammen med Glidden oppfinneren av "the typewriter", utviklet også qwerty tastaturet etter oppfrdring fra James Densmore, som erfarte at skrivestengene meget lett viklet seg inn i hverandre under skrivingen.

Danmarks Præstehistorie 1869-1884

Danmarks Præstehistorie 1869-1884 ble skrevet av forfatter og genealog Sofus Elvius, 1849-1921. Foto: Det Kongelige Bibliotek

CB: Fakta om Rasmus Malling-Hansen

 

Fra bogen "Danmarks Præstehistorie 1869 - 1884"  af Sofus Elvius[1]  [2]

 

 

548  Døvstummeinstitutet

 

(Præsten er tillige Forstander og Førstelærer ved Institutet).

 

Hans Rasmus Malling Johan Hansen 5 september 1835 Hunseby, Fader Johan Frederik Hansen.  lærer i Havlykke, Østofte Sogn.  Moder Julie Marie Cathrine Matzen.  Seminarist fra Jonstrup 23/6 1854 (udmærket duelig); Hjælpelærer Maglemer Skole, Hunseby Sogn 1/7 54 til 30/6 1855. Opholdt sig derefter et Aar i Kbh; Student privat 1858; Lærer ved Døvstummeinstitutet i Kbh 10/1 1859 - 30/9 1861; Lærer ved Døvstummeinstitutet i Slesvig By 1/10 1862. Konstitueret Forstander og Førstelærer samme sted 23/4 1863.

 

Kongelig udnævnt  27/1 1864. afsat af Tyskerne 28/10 1864[3]. Konstitueret Forstander ved Døv-stummeinstituttet i Kbh. 1/6 1865. Kandidat 27/6 1865[4].  Ordineret som Præst 6/9 1865. Foretog i 1868 med en Statsunderstøttelse af 1600 Kr. en Rejse for at gøre sig bekjendt med Døvstumme-undervisningen i Tyskland, Østrig, Svejts, Frankrig og Holland; deltog i 1876 i en Kongres i Stock-holm af "Abnormskolens[5] Lærere i Norden". Ridder af Vasaordenen[6] 26/10 samme Aar. R[7] 2/2 1880.  Underdirektør for Døvstummeinstitutet i Fredericia 13/9 1880.

 

Er Opfinder af en Skrivemaskine "Skrivekuglen", den første som kan skrive hurtigere end Pennen; har til Forsøg med og Udbedring af den erholdt Understøttelse af Indenrigsministeriet, Reiersenske Fond, Classenske Fideikommis og Hjelmstjerne-Rosencroneske Stift[8]. Fortjenst-medaille i Guld [9]  31/5 1872 og den østrigske Guldmedalje "literis artibus"; for Skrivekuglen modtog han Første Medaille på den skandinaviske Udstilling i Kbh i 1872; Vortschrittes Medaille paa Verdensudstil-lingen i Wien i 1873 og Guldmedaille paa Pariserudstillingen 1878. Til at foretage Undersøgelser angaaende Periodiciteten i det opvoxende menneskelige Legemes Vægt og Højde blev der i 1883 tilstaaet ham 6000 Kr. af Staten og 4000 Kr. af Carlsbergfondet. Har udgivet: Forslag om at oprette et Døvstummeinstitut i Jylland 1880; Ueber Periodicität im Gewicht der Kinder an täglichen Wägungen, 1-2 Kopenhagen 1883 - 84[10]. 1 gang gift i Kjeldby Kirke 8/9 1865 m Cathrine Georgia Heiberg, Datter af 496 [11], født 27/10 1841 i Kbh. Død 3/10 1876. 2 gang gift i Matthæus Kirke  19/11 1880 m Anna Cathrina Maria Steenstrup, f. 9/11 1842. Fader Michael Vogelius Steenstrup, Byfoged i Frederikshavn, Herredsfoged i Horns Herred. Søn af Joh. Vogelius Steenstrup til Skelund-V. Død 23/1 1840. Moder Abelone Antoinette Lyngbye.

 


[1] CB: Artiklen er propfuld af forkortelser som jeg her har skrevet ud som jeg forstår dem.

[2] SA: Sofus Helenus Elvius (1849-1921) var en førende dansk genealog. Sideløbende med hans arbejde som assistent i den nyoprettede Livsforsikringsanstalt tilvejebragte han genealogiske samlinger, lige betydelige ved deres omfang og ved deres nøjagtighed, og som ikke blot har gjort ham til en af personalehistorikere søgt medarbejder men også har sat frugt i selvstændige arbejder, deriblandt ”Danmarks Præstehistorie 1869-84, København 1885-87. Gift 31 marts 1882 med Christine Elisabeth Appel.

[3] JMC: I krigen om Slesvig 1864 stod Danmark alene mod de to allierede Preussen og Østrig og led et klart militært nederlag. Krigen varede fra 1 februar til 20 juli 1864, og nederlaget fik til følge at at Danmark måtte afstå Slesvig, Holsten og Lauenborg.

[4] JMC: Teologisk embedseksamen ved Københavns Universitet

[5] JMC: Det som vi i dag kalder Specialundervisning

[6] JMC: En kongelig svensk orden grundlagt i 1772 af Gustav III. Den blev tildelt personer som havde gjort særlig nyttige samfundsindsatser indenfor landbrug, minedrift, kunst, handel eller industri. Vasaorden havde fem niveauer: 1) Kommandør af Storkorset, 2) Kommandør af 1.klasse, 3) Kommandør af 2.klasse, 4) Ridder af 1.klasse, 5) Ridder af 2.klasse. RMH tildeltes et af riddertegnene, men vi ved ikke hvilket af de to grader det var. Dette var efter at han havde demonstreret sin skrivekugle for den svenske konge, som blev stærkt interesseret og imponeret af hans opfindelse (Det er sandsynligt at man kan spore dokumentation i det svenske kongelige arkiv som viser hvilke personer som blev tildelt Vasaorden i den periode. Der er også en mulighed for at den svenske konge fik – eller købte – en skrivekugle og at maskinen i så tilfælde stadig findes i de kongelige samlinger – dette er noget vi bør undersøge!)

[7] CB: Denne tekst er fyldt med ultraforkortelser, som jeg har forsøgt at skrive helt ud. Jeg vil gætte på, at R betyder Ridder af Dannebrog - en hædersbevisning der gives af Kongen/Dronningen til folk, der har gjort en stor samfundsnyttig indsats.

[8]CB:  Det meste af dette er også nye oplysninger, så der er masser af ting vi skal have undersøgt. Hvem er disse fonde? Hvor er RMHs ansøgninger? Hvor er dokumenterne der bevilger pengene?

[9] SA: Jeg har alltid antatt at det var Kongens fortjenestemedalje, utdelt av kongen selv, men har ikke nogen sikker viden om dette.

[10] CB/SA: Grunden til at den danske udgave af RMH’s bog og tabelværk om ”Periodiciteten” ikke er nævnt er åbenbart at den tyske udgave publiceredes først – 1884 -, og at den danske udgave kom først i 1886. Dette var for sent for at den skulle kunne nævnes i Elvius faktaartikel, for informationerne til denne samlede Elvius ind i årene op til og med 1884, og bogen – hans præstehistorie – udkom i perioden 1885-87.

[11] CB: RMHs svigerfar, Søren Johan Heiberg, var jo også præst/teolog - og er altså beskrevet i denne bog under nummer 496.

 

 

Keldby kirke, der Malling-Hansen giftet seg første gangen
Malling-Hansens første hustru, Cathrine Georgia Heiberg, 1841-1876. Foto: Heiberg Museet i Sogndal, Norge
Foto av alteret i Sankt Matthæus kirke, der RMH ble gift andre gang
RMHs andre hustru, Anna Steenstrup, 1842-1897. Foto: Privat

Clerical History of Denmark 1869-1884

Sofus Elvius, 1849-1921, author and genealogist. Photo: The Royal Library

Facts about Rasmus Malling-Hansen in: “Clerical History of Denmark 1869-1884 by Sofus Elvius[1]  [2]

# 548  The Institute for the Deaf-Mutes

 

(The  Minister is also principal and head teacher of the institute)

 

Hans Rasmus Malling Johan Hansen born 5/9 1835 in Hunseby; father Johan Frederik Hansen, teacher at Havlykke,  Østofte parish. Mother Julie Marie Cathrine Matzen. Graduated from the teacher training college of Jonstrup 23/6 1854 with distinction; assistant teacher at Maglemer School, Hunseby parish from 1/7 1854 until 30/6 1855. After that he spent a year in Copenhagen; school-leaving certificate after private studies in 1858; teacher at the Institute for the Deaf-Mutes in Copenhagen from 10/1 1859 until 30/9 1861; teacher at the Institute for the Deaf-Mutes in the town of Schleswig from 1/10 1862. Acting principal and head teacher at this institute from 23/4 1863.

 

Appointed by royal decree 27/1 1864, dismissed by the German[3] administration 28/10 1864. Acting principal of the Institute for the Deaf-Mutes in Copenhagen from 1/6 1865. Graduated[4] on 27/6 1865. Ordained as minister on 6/9 1865. With state sponsorship of 1600 kroner he travelled in 1868 to Germany, Austria, Switzerland, France and the Netherlands in order to study the teaching of deaf-mutes in those countries; in 1876 he participated in a congress in Stockholm organized for special education[5] teachers in Scandinavia. Was awarded the decoration of Knight of the Order of Vasa[6] on 26/10 1876. Knight of the Order of the Dannebrog[7] 2/2 1880. Deputy principal of the Institute for the Deaf-Mutes in Fredericia 13/9 1880.

 

Inventor of a typewriter, the “writing ball”, the first such machine capable of writing quicker than the pen; for trials and for refining this machine he has received financial support from the Ministry of Home Affairs, the Rejsersen Fund, the Classen Trust, and the Hjelmstjerne-Rosencrone foundation[8]. The Decoration for Meritorious Services in gold[9] 31/5 1872 and the Austrian gold medal “Literis Artibus”; for the writing ball he received First Class Medal at the Scandinavian Exhibition in Copenhagen in 1872, as well as “Vortschrittes Medaille” (Progress Medal) at the world exhibiltion in Vienna in 1873 and the Gold Medal at the Paris exhibition in 1878. In 1883 he was granted 6000 kroner by the State and 4000 kroner from the Carlsberg Foundation for research concerning periodicity in the growth of the human body in terms of weight and height. Has published: “Proposal  for the Establishment of an Institute for the Deaf-Mute in Jutland” 1880; “Über Periodicität im Gewicht der Kinder an täglichen Wägungen”[10], part 1-2, Copenhagen 1883-84[11]. Married first time in the church of Kjeldby 8/9 1865 with Cathrine Georgia Heiberg, daughter of # 496[12], born 27/10 1841 in Copenhagen, dead 3/10 1876. Married second time in the church of Matthæus 19/11 1880 with Anna Cathrina Maria Steenstrup, born 9/11 1842. Father: Michael Vogelius Steenstrup, judge in Frederikshavn and in Horn district, son of Johannes Vogelius Steenstrup of Skelund-V. Dead 23/1 1840. Mother Abelone Antoinette Lyngbye.

 

 


[1] CB: The article is packed with abbreviations, which I have rendered in full where I have understood them. JMC: The book was written in 1884, six years before the death of RMH. Apparently, the book listed short facts about all or most of the clergymen active during the period in question.

[2] SA: Sofus Helenus Elvius (1849-1921) a leading Danish genealogist. In parallel with his employment at a life assurance company, Elvius compiled genealogical data, characterized by a wealth of information and a remarkable accuracy. Among his publications are “The Clerical History of Denmark 1869-1884, published in Copenhagen 1885-87. In 1879 he played a major role in the negotiations that led to the establishment of “The Society for Danish-Norwegian Genealogy and Personal History”. From 1887 manager at the Institute of Genealogy established by his initiative. Married 31 March 1882 to Christine Elisabeth Appel.

[3] JMC: The second Schleswig war saw Prussia and Austrian combining forces against Denmark, who was without allies. The war lasted only from 1/2  until 20/7 1864, was clearly won by the allies, and Denmark had to cede control of the territories of Schleswig, Holsten and Lauenburg to Prussia and the Habsburg empire.

[4] JMC: Meaning that RMH completed his theological studies at the University of Copenhagen.

[5] JMC: The terminology in the article is ”teacher of abnormal pupils”, a common and accepted designation at the time, covering all aspects of what we today call Special Education.

[6] JMC: The Vasa Order is a royal Swedish decoration established in 1772 by the Swedish king Gustaf III. It was awarded for “extraordinary merits within agriculture, mining, arts, commerce or industry” and had five different levels or ranks: 1)Commander of the Great Cross, 2) Commander of first class, 3) Commander of second class, 4) Knight of first class, 5) Knight of second class. RMH was awarded either the first or the second class of the knight ranks by the Swedish king after having made a demonstration to his majesty of his writing ball, to which the king took a strong interest and was very much impressed (it is likely that documentation can be found in the royal Swedish archive about the names of those awarded such decorations; also, there is a possibility that the King was given – or bought – a writing ball and that the machine itself is part of the collections of the royal Swedish family – something to look into!)

[7] CB: The text only states the abbreviation “R”, but this is most likely to mean Knight of the Order of the Dannebrog, conferred by the king to citizens of particular merit to society

[8] CB: Much of this information is new to us, and lots of more follow-up research is needed about the nature of these funds; Where are RMH’s applications? Where are the documents that confirm the grants?

[9] SA: I assume this was the royal decoration for meritorious services, but I am not absolutely sure

[10] JMC: ”About Periodicity in the Weight of Children as Noted by Daily Weighings”

[11] CB/SA: It is interesting to note that the facts do not mention the Danish version of RMH’s book; the explanation is that the German version of his book was published in 1884, while the Danish version was only published in 1886 (and evidently this could not be recorded by the summary of facts in “The Clerical History” because the latter was written in 1884 and published 1885-87)

[12] CB: RMHs father-in-law Søren Johan Heiberg was also a minister and hence listed in this book (as number 496)

Translated into English language by Jørgen Malling Christensen

The church of Keldby, where RMH was married first time
RMH's first wife, Cathrine Georgia Heiberg, 1841-1876. Photo: Private
The church of Sct Matthæus, where RMH was married the second time
RMH's second wife, Anna Steenstrup, 1842-1897. Photo: Private