In this section we will present articles that focuse on the writing ball, and not on Rasmus Malling-Hansen as a person, or on his other activities, and which have been written after RMH's lifetime.

The History of the TYPEWRITER. Successor to the Pen.

An illustrated Account of the Origin, Rise and Development of the Writing Machine

George Carl Mares[1]

II. The Writing Ball[1]

Hans Rasmus Malling Johan Hansen was born on the 5th of September 1835 in Hunseby, Lolland, where his father was a school teacher. The father died a few years later, and Count Knut of Knuthenborg Manor took him under his wings and made sure he could study. In 1865 Malling Hansen (as he called himself) passed his degree in theology and that same year was appointed principal of the Institute for the Deaf-Mute in Copenhagen. In this responsibility he has earned much merit within the field of education for the deaf-mutes; the introduction of the speech method instead of the sign method in Denmark is primarily thanks to him. Using ordinary copperplate one can write only around 4 signs (letters) per second, however a deaf-mute person, making use of his fingers to “speak” can produce around 12 signs per second. We are told that it was this observation that inspired in Malling Hansen the idea that it should be possible to construct a machine capable of transferring the movements of the fingers into writing at a similar speed. For Malling Hansen the distance between idea and action was very short, and since he was a very talented inventor and possessed considerable mechanical ingenuity, a result indeed came out of it. The machine constructed by Malling Hansen had two concentric ball-shapes (hence the name ‘writing ball’); the type bars were placed in the upper semi-sphere. On the upper side of the spherical surface were the heads of the type bars, arranged in such a way that the vowels were on the left hand side and the consonants to the right; there were no upper case letters or other signs[2]. The paper was placed in the center of the sphere, and when the keys were pressed, the writing was produced by means of a transfer paper. The type bars were secured into coil springs, enabling them to automatically return to their position of rest immediately after being pressed down. The idea behind this construction was not new. Already in 1838 the blind Louis Braille had constructed exactly the same thing – meant to be used by blind people: A perforated board with a type bar in each hole and using the same method for producing the writing; the difference was only that while Braille had his type bars placed in a board, Malling Hansen used a metal semi-sphere. However, in Louis Braille’s device the paper could not be moved automatically , and therefore it was not possible to do any speed typing. This is now the point where Malling Hansen introduces his idea: to use electricity for moving that part of the machine where the paper was placed – what we in the modern typewriter call the “carriage”. It will not be possible here to describe the locomotion mechanism in detail, since it requires minute drawings, but the principle was that the entire machine was connected by cable to a galvanized battery in such a way that pressing down a type bar switched on the current, whereby the part where the paper was placed was moved the distance of ‘one letter’. Professor C. Holten provided a very detailed description of the mechanism in “Illustreret Tidende” of October 30, 1870[3]. Malling Hansen had finalized the construction of this machine in 1870, and in March the same year he acquired a 15 year patent for it. Judging from an article by C.Nyrop in “Illustreret Tidende” of January 16, 1876[4], it seems that the machine was produced in several copies. It kicked up an infernal row and it was huge – 5-6 times bigger than a modern typewriter, quite unwieldy and weighed no less than 75 kilos. But more importantly it turned out that despite the most persistent efforts, it was not possible to make the electrical connection reliable. The machine was and remained unserviceable and was abandoned.However, Malling Hansen’s character was like Bjørnson’s[5] : “if a hope or two were broken, still a new one is blinking in your eye”. “He soon realized that for the machine ever to become functional, the entire electrical device must be abandoned as something superfluous and vexatious. The problem absorbed him for months; the most skilled mechanics gave up, but then he himself resolved the issue”[6]. Resolutely he abandoned electricity as the locomotive force, and shortly after he had constructed a new machine in which the carriage was moved one “tooth” forward in the cogwheel by the mere force of the keystroke itself. Otherwise the design was similar to that of the first machine; hence, the type bars were still positioned in a semisphere and were pressed down radially. The machine called a ‘Tachygraph’ (speed writer) was exhibited at the Nordic Exhibition in 1872[7].

At the same time Sholes had finalized his machine; it was described in “Scientific American”, issue of August 10, 1872. For both inventors the next step was to achieve an industrial production. As is well-known, Sholes turned to the Remington factory, which distributed the first specimens a year later, in the autumn of 1873. Malling Hansen made use of “Jünger’s Mechanical Establishment”. It is not easyly established when the first specimens of the writing ball were distributed from there, but there is some evidence in the former article by Nyrup[1] from 1876. Initially he mentions that Malling Hansen’s “speed writing machine” was awarded prizes at the exhibition in Copenhagen in 1872 and in Vienna in 1873[2]: “but suddenly no more was heard about it. Most people probably gave it no thought, but a few may have supposed that the issue had been abandoned on the ground of being unfeasible, and that maybe the inventor was fatigued by always working, changing and perfecting the machine during many years of disappointments and trouble without a substantial outcome. Such a thought would be quite natural, but it does not correspond to reality. Far from being exhausted, reverend Malling Hansen has, since the last time the writing ball was the subject of public comments, been working on the success of his invention with persistence and zeal. He has spared no effort to continue his work, and now the writing ball has been finalized in a shape and version that we dare say is practical, smaller and less expensive than ever before”. And Nyrop ends his article as follows: “Professor Jünger’s Mechanical Establishment now produces the writing ball in its new version in greater quantity, such that the general public will be able to benefit from it, and the government ministries ought to introduce it.”

As regards the question of who is the father of the modern typewriter, we have to disregard Malling Hansen’s first machine; it is the last of the designs of that century which in practice could not keep what the theory promised. However, we have to count in the “tachygraph” (the name never caught on, people continued to call it the writing ball), both because it possesses the principle of the typewriter and because it was produced ‘en masse’ and proved itself to be very useful.[1]It is a fair conclusion that the typewriter was invented in Denmark just as early as in the United States, It is a fair conclusion that the typewriter was invented as early in this country as it was in the United States, but that the Americans managed to market their product before we did. When the Americans heard about the writing ball they were worried. An American patent agent attempted “in quite an importunate manner to get access to reverend Malling Hansen’s American patent”, and “Remington” offered the Danish inventor “to exchange patents”, the idea being that “henceforth they would be reciprocally allowed to use each others’ patents”. Obviously there must have been something useful about the writing ball. Indeed, during the 1880s and 1890s it was used to some extent in Copenhagen offices, but as late as in January 1892 the then parliamentary shorthand writer, later town hall librarian Mr Julius Salomon during a debate about “Women and Society”, and in relation to whether women ought to learn shorthand writing, used the following turn of phrase: “However, I do believe that the writing ball, which is gaining ground also in this country[2] in many respects can be as useful” (as stenography), and the following year, 1893, “Remington” opened their shop in Copenhagen.The fact that Malling Hansen’s writing ball was subsequently defeated in competition with the American machines, is probably due to our domestic technical inferiority. As far as I understand it had the defect that the carriage had to be moved by means of the force generated by striking the key, while in the American construction, as is well-known, the striking down on the key releases a spring generating the movement. Hence, the American machine was probably easier and quicker to type on.[3] On the face of it one would think this was a technical flaw that could have been remedied. In his biography[4] of Malling Hansen, Nyrop mentions that he continued to work on improvements of the writing ball well into the 1880s, “yet despite substantial funding from the government, among other sources, he did not succeed in producing it industrially in such a way that it was able to compete with aggressive American competitors. His end result of this invention was merely disappointment and loss.” About Malling Hansen, who in several different fields revealed a remarkable genius and achieved extraordinary things, “Illustreret Tidende” in its obituary on October 12, 1890, wrote that the constrained conditions of a small country weighed him down, “in his mind he saw the statue erected, but only attained a torso”. “His contemporaries did not believe in him 100 per cent, they did not listen carefully to what he said, and they ventured only little in his support”. It has justly been said concerning our great men in the world of politics, art and science, that they have almost never achieved the supreme; the apexes have always been broken off, when they have been close to the goal; they have been “on the verge”, “close by”, “just about to”, “on the point of”, but no more. Malling Hansen is no exception from this rule. He harvested no other fruit than disappointments from his writing ball, and he did not succeed in gaining a footing for it widely, neither in his own country nor abroad.

III. Duplication

The inventor of duplication, or the copying technique, is Malling Hansen, - something which is probably not widely known, and he had finalized this invention in 1870[1], simultaneously with the first writing ball. As mentioned above, the writing of the writing ball was produced by the types hitting an inked paper below which was a white paper, but Malling Hansen now found out that many copies could be produced by means of the following procedure:He put an inked paper (prepared with berliner blue) below, then a piece of thin oil paper, then again inked paper and oil paper, for instance 5 layers. On the 5 pieces of oil paper the text would now appear laterally reversed. He would then remove the oil papers, insert white papers between them and let the heap pass through the rollers of a glazing machine (a machine for calendaring paper) and got five prints. After that he would once again insert white paper between the oil papers, the heap went through the glazing machine, and he got five more prints. This procedure could be repeated at least 20 times, before the ink of the ink paper had been used up, thus achieving by one printing with 5 layers at least 100 reprints.

                                   _______________________________

For us as stenographers there is the particular relevance of Christian Sørensen’s[2] and Malling Hansen’s typewriters that the purpose of both was to render stenography superfluous. It appears very clearly from the quoted text by Chr Sørensen, and it is also mentioned in all texts by Malling Hansen, that his goal and purpose was that a typist, using the writing ball, would be able to follow the speed of a speaker. Already concerning the first model professor Holten writes on October 30, 1870[3] that “by means of this device one will, after the necessary training, be able to type most speeches as quickly as they are held without using stenographic signs, and doubtlessly one will be able to achieve even higher speeds with mechanical improvements”. Well, since then many attempts have been made to replace stenography with machines, but until now they have been fruitless.In my view, the typewriter needs to be improved in two respects: it should be rendered soundless, and it has to be avoided that the typist has to return the carriage after each line.How Chr Sørensen was imagining the locomotive force is unfortunately not explained in his text, but his final remark is very interesting, when he states that the typing can be continued “Without interruption”, until one page has been fully typed. With the electro-technique of our present time it would perhaps be a good idea to go back to Malling Hansen’s electrically powered machine and revive it.

End of the article.

__________________

Further down the page is:Editor responsible under the press laws: Parliament stenographer S. Jarris

Address: Jagtvej 197,  telephone: Strand 26

    Paa samme tid havde Sholes sin Maskine færdig; den stod beskrevet i ”Scientific American” for 10. August 1872.

    Det drejede sig nu for begge Opfinderne om den fabriksmæssige Fremstilling. Som bekendt gik Sholes til Remingtonfabrikken, som udsendte de første Eksemplarer et Aar senere, i Efteraaret 1873. Malling Hansen allierede sig med ”Jüngers mekaniske Etablissement”. Hvornaar de første Skrivekugler udgik herfra, vil det sikkert ikke blive let at faa konstateret, men et holdepunkt er der dog i den førnævnte Artikel af Nyrup[6] fra 1876.  Han omtaler først, at Malling Hansens’ ”Hurtigskriveapparat” blev prisbelønnet paa Udstillingen i København 1872 og i Wien 1873[7], ”[8]men saa hørte det pludselig op med meddelelser om det. Mange har vel ikke tænkt derover, men en og anden har dog maaske antaget, at Sagen som upraktisk var lagt til Side, og at Opfinderen var blevet træt af altid at arbejde, forandre og forbedre, under mangeaarige Ærgrelser og Bryderier uden reelt Udbytte. En saadan Tanke er naturlig, men den svarer ikke til Virkeligheden. Langtfra at være bleven træt har Pastor Malling Hansen, siden Skrivekuglen sidst var Genstand for offentlig Omtale, arbejdet paa sin Opfindelses Fremgang med Udholdenhed og Iver. Han har ikke skyet nogen Anstrængelse for at kunne blive sat i Stand til at fortsætte Arbejdet, og nu staar Skrive-kuglen færdig i en, som det sikkert tør siges, praktisk Form, mindre i Omfang og billigere i Pris end nogensinde”. Og Nyrop slutter sin Artikel saaledes: ”Professor Jüngers mekaniske Etablissement fremstiller nu Skrivekuglen i dens nye Skikkelse i et større Antal Eksemplarer, saa at Publikum vil kunne høste Nytte af den, og Ministerierne bør indføre den”.

     I Spørgsmaalet om Faderværdigheden til den moderne Skrivemaskine maa der ses bort fra Malling Hansens første Maskine; den er den sidste af Aarhundredets mangeaarige Planer, som ikke i Praksis kunde holde, hvad Teorien stillede i Udsigt. Derimod maa der regnes med ”Takygrafen”, (Navnet slog aldrig igennem, Folk blev ved at kalde den Skrivekuglen) baade fordi den har Skrivemaskinens Princip, og fordi den blev fremstillet en masse og vise sig udmærket brugelig.[9]

    Det kan herefter siges, at Skrivemaskinen saa Dagens Lys ligesaa tidligt her i Landet som i Amerika, men at Amerikanerne fik deres paa Markedet før vi.

    Da Amerikanerne fik nys om Skrivekuglen, blev de ængstelige. En amerikansk Patentagent søgte ”paa en temmelig paatrængende Maade at faa Raadighed over Pastor Malling Hansens amerikanske Patent”, og ”Remington” tilbød den danske Opfinder ”at bytte Patenter”; de skulle derefter være gensidigt berettigede til at bruge hinandens Patenter”. Noget godt har der altså været ved Skrivekuglen.

    I Firserne og Halvfemserne brugtes den da ogsaa noget paa københavnske Kontorer, men saa

sent som i Januar 1892 kan dog daværende Rigsdagsstenograf, senere Raadhusbibliotekar Julius Salomon i en Polemik i ”Kvinden og Samfundet” om, hvorvidt Kvinder bør lære at stenografere, bruge følgende Vending: ”Dog tror jeg, at Skrivekuglen, som jo er i færd med at vinde Indgang ogsaa herhjemm[10]e, i mange Henseender kan gøre samme Nytte” (som Stenografien)’, og Aaret efter, 1893, etableredes ”Remington’s” Udsalg her i  København.

    At Malling Hansens Skrivekugle derefter blev slaaet ud i Konkurrence med de amerikanske Maskiner, laa vel nærmest i vor hjemlige tekniske Underlegenhed. Saavidt jeg kan skønne, havde den den Fejl, at Vognen skulle flyttes ved Anslagskraften, medens Forholdet ved den amerikanske Konstruktion som bekendt er det, at Anslaget udløser en Spændkraft, som bevirker Bevægelsen. Den amerikanske Maskine har formodentlig da været lettere og altså hurtigere at skrive paa[11]. Paa Forhaand skulde man jo synes, at det her drejede sig om en teknisk Mangel, der maatte kunde afhjælpes. I sin Biografi [12]af Malling Hansen meddeler Nyrop, at han syslede med Forbedring af Maskinen helt ind i Firserne, ”men trods betydelige Understøttelser, bl.a. fra Staten, lykkedes det ikke at faa den fremstillet ad fabriksmæssig Vej paa en saadan Maade, at den kunde optage Kampen med nærgaaende amerikanske Konkurrenter. Hans Resultat af denne Opfindelse blev kun Skuffelse og Tab”.

    Om Malling Hansen, der paa flere andre Omraader aabenbarede en mærkelig Genialitet og ydede det fremragende, skrev ”Illustreret Tidende” i sin Nekrolog over ham den 12. Oktober 1890, at det lille lands smaa Forhold tyngede ham, ”han saa i Tankerne Statuen rejst, men naaede kun at frembringe en Torso”. ”Man troede ikke helt paa ham, man hørte kun halvt paa ham, man vilde kun vove lidt paa ham”.

    ”Det er med Rette blevet bemærket om vores Stormænd i Politikkens, Kunstens og Aandens Verden, at det saa godt som aldrig lykkedes dem at naa det højeste; Spidserne er altid brækket af, naar de staar Maalet nær; de har været ”nær ved”, ”lige ved”, ”paa Nippet til”, men heller ikke mere. Malling Hansen danner ingen undtagelse fra denne Regel. Han høstede ingen anden Frugt end Skuffelse af sin Skrivekugle, og det lykkedes ham ikke at skaffe den Indpas i vide Kredse hverken i eller udenfor sit Fædreland”.

                                                    III. Duplikeringen.       

      Duplikeringens Opfinder er Malling Hansen, hvad der vistnok ikke er almindeligt kendt, og denne Opfindelse havde han fuldt færdig i 1870[13], samtidig med den første Skrivekugle. Som nævnt foran frembragtes Skrivekuglens Skrift paa den maade, at Typerne ramte et Sværtepapir, under hvilket der laa et hvidt Papir, men Malling Hansen fandt nu ud af, at der kunde faaes mange Kopier ved følgende Fremgangsmaade:

    Han lagde set Stykke Sværtepapir (præpareret med Berlinerblaat) nederst, derover et Stykke tyndt Oliepapir, saa igen Sværtepapir og Oliepapir, f.Eks. 5 Lag. Paa de 5 stykker Oliepapir stod Skriften nu omvendt. Ved derefter at tage Oliepapirerne ud, lægge hvidt Papir imellem dem og lade Bunken gaa igennem en Satinérmaskines Valser (en Maskine til Glitning af Papir) fik han 5 Aftryk. Derefter blev der atter lagt hvidt Papir mellem Oliepapirerne, Bunken gik igen igennem Satinér-maskinen, og han fik 5 nye Aftryk. Dette kunde gentages mindst 20 gange, før Farven paa Sværte-papiret var opbrugt, saaledes at der af en Skrivning med 5 Lag kunde tages mindst 100 Aftryk.

                                                                 _________________

       For os Stenografer knytter der sig den særlige interesse til Chr. Sørensens[14] og Malling Hansens Skrivemaskiner, at Hensigten med dem begge var at overflødiggøre Stenografien. Dette fremgaar jo tiltrækkeligt tydeligt af den gengivne Skrivelse fra Chr. Sørensen, og det anføres i alle Skildringer af Malling Hansen, at hans Formaal var, at man paa Skrivekuglen skulde kunde følge en Taler. Allerede om den første Model skriver Professor Holten den 30 oktober 1870[15], at man ”ved Hjælp af den med tilbørlig Øvelse vil kunne nedskrive de fleste Taler ligesaa hurtigt, som de holdes, uden at stenografiske Tegn dertil er nødvendige, og der er ingen Tvivl om, at man vil kunne opnaa en endnu større Hastighed ved mekaniske Forbedringer”.  Naa, der er jo siden gjort mange Forsøg paa at erstatte Stenografien med Maskiner, men hidtil har de været forgæves.

    Skrivemaskinen bør efter min mening forbedres paa to Punkter: den bør gøres lydløs, og det maa undgaas, at den skrivende skal føre Vogen tilbage efter hver Linie. Hvorledes Chr. Sørensen har tænkt sig Bevægkraften, fremgaar desværre ikke af hans Skrivelse, men interessant er hans Slutningsbemærkning, at Skrivningen kan fortsættes ”uden Afbrydelse”, indtil et Ark er beskrevet. Med vor Tids Elektroteknik var det maaske et Forsøg værd at genoptage Malling Hansens elektrisk drevne Maskine.

Artikel slut

_____________________

Længere nede på siden står:

Ansvarshavende Redaktør: Rigsdagsstenograf S. Jarris

Adr.: Jagtvej 197   Tlf Strand 26

Zur Berliner Büro-Ausstellung vom 30 April bis 9.Mai in den Ausstellungshallen am Kaiserdamm.

Eine Übersicht der geschichtlichen Schau und Ergänzungen dazu von L u d w i g  B r a u n e r.

Den Beispielen anderer Industriezweige , die sich schon seit geraumer Zeit Mühe geben, den neusten Erzeugnissen, die sie zur Schau bringen, möglichst die Vorläufer ihrer augenblicklichen Vollkommenheit gegenüberzustellen, folgt diesmal auch die Büroindustrie. Auf der im Frühjahr dieses Jahres stattfindenden Allgemeinen Büroausstellung (ABA) die der Fachverband der Deutschen Büroindustrie ins Leben ruft, wird sich den Besuchern eine sachkundig zusammengestellte, kulturgeschichtlich äußerst wertvolle Sonderabteilung präsentieren.

Der Gedanke, aus den reichen privaten Sammlungen eifriger Amateurforscher einen zeitgeschichtlich fast lückenlosen Überblick über Schreib-, Rechen- und Kontorgeräte im Wandel der Zeiten aufzubauen, hat günstige Förderung erfahren. Daß es gelungen ist, die Besitzer der heute noch schwer aufzutreibenden Schätze zur leihweisen Hergabe der sorgfältig gehüteten, unersetzbaren Objekte, vielfach Unikate, zu bewegen, ist um so begrüßenswerter, als Privatsammler sich gewöhnlich ungern von ihren Anschauungsgegenständen trennen.

Der privaten Initiative hat Deutschland einen Vorrat an Sammelschätzen zu verdanken, wie er in dieser Fülle wahrscheinlich sonst in keinem Lande vorhanden ist. Leider ist dies Sammelgut sehr zerstreut und muß sonst an verschiedenen Orten aufgesucht werden. In Berlin befinden sich als geschlossene Sammlungen die von Herrn Rudolf Blanck rtz in seinem Schriftmuseum (Georgenkirchenstraße 44, Geschäftshaus der Firma Heintze & Blanckertz Schreibfedernfabrik, deren Inhaber der Genannte ist) aufbewahrten Denkmäler der Schriftkunst und Schreibgeräte. Sie umfassen die Entwicklungsspanne von der grauesten Vorzeit bis zur neuesten Gegenwart. Sie bieten eine zeitlich fast lückenlose Schau aller Werkzeuge und Einrichtungen, die dem Menschen irgendwann und irgendwo als Ausdrucksmittel seines graphischen Bestätigungsdranges dienten.

Herr Blanckertz, dem es in fast dreißigjähriger systematischer Sammeltätigkeit gelungen ist, die Entwicklung der Schreibgeräte und damit der Schrift in Beispielen festzuhalten, bietet in der retrospektiven Schau eine gegenständliche Schilderung des Werdeganges der graphischen Hilfsmittel von den Vorstufen und primitiven Anfängen bis in die modernste Zeit.

Aus der zweiten in Berlin befindlicher Sammlung schließt sich an die erste eine interessante Zusammenstellung jener Geräte und Mechanismen an, die Blinden und Erblindeten die Möglichkeit der Teilnahme am geistigen Schaffen boten und bieten. Die Staatliche Blindenanstalt in Berlin-Steglitz, die Pflegerin eines reichhaltigen, einschlägigen Museums, zeigt zunächst als abseitige Zwischenstufe in der normalen Schrift – und Schreibgerätefortbildung die Entwicklung der Blindenschreib- und –lesekunst. Sie beginnt mit groben, tast- und fühlbaren Eindrücken in Wachs oder Pappe und endet bei den jetztgebräuchlichen Punktschrift- und Doppelschriftmaschinen für Punkt- und geperlte Linienschrift (Konstruktionsjahre 1899 – 1907), Erfinder der in Deutschland vornehmlich eingeführten: Direktor O. Picht des Berliner Blindeninstituts). Die Schrift beider Maschinen ist erhaben; die der ersterwähnten ist jedoch nur lesbar für Empfänger von Mitteilungen, die mit der Brailleschen Punktschrift vertraut sind, letzter auch für ihre Nichtkenner. Die bis in den Anfang des 18. Jahrhunderts zurückreichenden Versuche, Schreibehelfe für Blinde herzustellen, haben neben anderen Veranlassungen zur schließlichen Erfindung der Schreibmaschinen für jedermanns Gebrauch geführt.

Die geschichtliche Entwicklung der Schreibmaschine, die heute eine so große wirtschaftliche Bedeutung entnimmt, wird an Hand von Modellen aus einer Sammlung dargestellt, mit der schon mehrere Jahre vor dem Kriege Herr Albert Osterwald  in Leipzig begonnen und zur stattlichen Anzahl von jetzt etwa 120 stück vorhandener Exemplare geführt hat. Bemerkenswert darunter ist die vollständigkeit der Remingtonmodelle, interessant die vorzüglich erhaltenen Exemplare der sogenannten Sholes-Glidden. Sie weisen als äußeren Schmuck die zu ihrer Entstehungszeit (1868-1872) üblichen Verzierungen auf und schreiben nur große Buchstaben. Dem ersten Remingtonmodell (1873)- gegenüber seinen Vorgängern schon verkleinert, aber mit starker Papierwalze und auch nur große Buchstaben schreibend – folgen die Nachkömmlinge bis 1904, dem Geburtsjahr des Unteranschlagmodells Nr.9, das 1908 mit dem Erscheinen der sichtbar schreibenden Remington X aus der Fabrikation verschwand. Zu Vergleichen mit dem heutigen Stand der Schreibmaschinentechnik ……(?) fast alle ersten Modelle der anderen zu ihrer Zeit populäre Marken , daneben aber auch die oft eigenartigen, heute befremdend wirkenden Modelle abwegiger Konstruktionen heraus.

Malling-Hansens Schreibkugel (gedanklich 1865 erfunden), die seinerzeit viel Aufsehen erregte, wiederholt auf Weltausstellungen prämiiert und in vielen Exemplaren gebaut wurde, die sämtlich ihre Abnehmer fanden, ist mehrfach vertreten. Hans Rasmus Malling Johan Hansen (geb. am 5. September 1835 in Hunseby auf Lolland, gest. 27.September 1890 als Direktor der Königlichen Taubstummenanstalt in Kopenhagen)har auch das Problem der elektrischen Schreibmaschine zu lösen versucht. 1872 entstand seine „Tachygraph“ genannte Schnellschreibmaschine, die nur große Buchstaben auf Papierstreifen schrieb. Die Zeilengeradheit und Klarheit der Schrift veranschaulicht das hier wiedergegebene Faksimile. Hansen ist auch der Erfinder eines X e r o g r a p h i e genannten Trockendruckverfahrens, des Vorläufers der Hektographie. Der Unverstand seiner Zeitkonnte die Tatkraft des hochbegabten Mannes nicht beugen. Erhohlung von den vielen Enttäuschungen bot ihm die Beschäftigung mit wissenschaftlichen Untersuchungen. Auf dem internationalen Ärztekongreß in Kopenhagen (1884)fand das Resumé seiner Forschertätigkeit über die „Periodizität im Wachstum der Kinder und in der Wärme der Sonne“ lebhaften Beifall. Die Rastlosigkeit des 55jährigen unterbrach ein Herzschlag. Ihm verdankt der dänische Taubstummenunterricht die Ersetzung der alten Zeichenmethode durch die Sprachmethode mit dem Handalphabet. Seine Tochter, Frau Engelke Wiberg, läßt in diesen Tagen eine dem Andenken ihres Vaters gewidmete Broschüre erscheinen, die wertvollen Aufschluß über das Wirken und Schaffen eines Vielfach Enttäuschten geben wird.

Von dem Grundgedanken ausgehend, daß die mechanische Hebelübertragung kein Vorteil für Schreibmaschinen sei und die direkte Stempelung der Typen weniger Zeit und Kraft in Anspruch nimmt, begann – ohne Kenntnis der Malling-Hansenschen Schreibkugel – det jetzige Geheimrat und Professor Rudolf Schade im Jahre 1896 mit der Fabrikation der hier abgebildeten Schnellschreibmaschine. Bei ihr münden alle 84 Typenstäbe, von denen jeder einen Buchstaben repräsentiert, auf ein gemeinschaftliches Mittelloch. Die Typen sind entsprechend der Schrägstellung der Stäbe so angeordnet, daß stets ein klarer Farbbandabdruck erfolgt. Die Übersichtlichkeit der Tastatur ist durch die gruppenweise Anordnung und verschiedenartige Färbung der Tasten, Träger nur eines Schriftzeichens, gegeben. Der Erfinder ist am 30. November 1867 zu Tilsit geboren. Sein Name ist in der wissenschaftlichen Welt kein unbekannter. Schades torfwirtschaftlich bedeutungsvolle Torfentwässerungsmethode mit Gewinnung von Nebenproduktion zur Bodendüngung und seine Erfindungen auf dem Gebiete der Windkrafttechnik haben bereits die Aufmerksamkeit der Industrie erregt.

Auch von Hahns Schülern, die ihren Meister teilweise kopierten, teilweise auch eigene Wege gingen , sind Originalmodelle in Deutschland aufbewahrt, so eine Maschine  für Geldrechnungen von Jakob Auch um 1790 in langgestreckte Form gebracht im Physikalischen Institut der Technischen Hochschule Karlsruhe, zwei runde Rechenmaschinen von Joh.Christ.Schuster in Ansbach, deren eine die Gravierung: „angefangen 1805, vollendet 1820“ trägt, im Deutschen Museum in München. Auch im Privatbesitz befindliche Hahn’sche Rechenmaschinen sind bekannt. Über das „Leben und Wirken des württembergischen Pfarrers und Feintechnikers Philipp Matthäus Hahn“ ist unser diesem Titel im Jahre 1923 von Max Engelmann im Verlag von Richard Carl Schmidt & Co., Berlin W 62, ein umfassendes, gründliches und reich illustriertes Werk erschienen.

Die Austellung modernster Registrierkassen wird eine Sammlung älterer Modelle einleiten. Auch auf dem Gebiete des Büro-Vervielfältigungswesens werden wir eine Anzahl Vorläufer der modernen Maschinen finden.

In der Haupthalle wird sich dem Besucher der gesamte bürotechnische Fortschritt der Neuzeit präsentieren.

In Verfolg seiner weiteren Arbeiten an dieser Maschine gab Malling-Hansen die elektrische Bewegungsmethode auf und konstruierte eine neue Schreibmaschine, bei der der sogenannte "Wagen", der das Papier trug, durch die Kraft des Anschlags um eine Zahnradzacke vorgedrückt wurde.

Die "dänische Schreibkugel" wurde auf fast allen Ausstellungen, auf denen sie gezeigt wurde, lobend erwähnt und ausgezeichnet. So im Jahre 1869 in Altona, 1872 in Kopenhagen und 1873 in Wien. Auf der Weltaus­stellung des Jahres 1878 in Paris erhielt eine inzwischen noch weiter verbesserte Schreibmaschine die goldene Medaille. In Dänemark selbst erhielt Malling-Hansen als Anerkennung für diese Leistung die goldene Verdienstmedaille.

Das verbesserte Modell, das dann in der Folge auch verstärkten Eingang in die Praxis fand, kannte schon die Ein­färbung der Typen durch ein Farbband, während bis 1878 zur Einfärbung ein Kohlepapierblatt diente. Das Farbband wickelte sich automatisch ab. Die Schrift war klar und sauber. Beim Ab­druck schlugen die Typen des neuen Mo­dells gegen das in einen gewölbten Rah­men gespannte Papier, hinter welchem ein Amboß als Widerlager plaziert war.

Der Papierrahmen verschob sich nach jedem Abdruck um Buch­staben­breite, indem durch pendelnde Anordnung des Kugelsektors eine Schalt­klinke ausgelöst wur­de. Die Maschine war auch schon mit einem Glockenspiel zur Ankündigung des Zeilenschlusses versehen. Die urspünglichen Modelle hatten 52 Tasten, erhielten aber später deren 54.

Eine der ersten ausführlichen Beschreibungen der von Malling-Hansen erfundenen Kugelschreibmaschinen ist aus der Feder von Professor C. Holten in Kopenhagen am 30. Oktober 1870 in der "Illustretet Tidende" erschienen.

Malling-Hansens Tachygraph genannte elektrische Schreibmaschine erhielt am 23.August 1973 ein preußisches Patent.

Im Jahre 1880 nahm Hansen ein Patent, welches gestattete, drei Buchstaben auf einmal zu schreiben. Die Schreibkugel war demnach die erste Silbenschreibmaschine.

Noch bevor die ersten Remington-Schreibmaschinen nach Europa kamen, waren die "Schreibkugeln" schon mehrfach in praktischem Gebrauch. Einer eigenartigen Verwendung wurden sie durch den Kopenhagener Buchdruckerei­besitzer C.  Ferslew zugeführt. Ferslew, ein Gönner und prak­tischer Förderer der seit 1871 in Aufschwung kommenden Setzmaschinen des aus Kassel gebürtigen Kaufmannes Charles Kastenbein, hatte 1881 zehn Setz- und 17 Ablegemaschinen Kastenbeinscher Konstruktion in seinem Betriebe in Tätigkeit. Damit waren damals zum erstenmal so viele Setzmaschinen eines Systems in einer Druckerei in Anwendung; sie wurden ausschließlich von Mädchen unter Anleitung einer Direktrice bedient. Diese Bezugnahme auf die befriedigenden Erfolge der ersten Setzmaschine ist hier aus dem Grunde angebracht, weil hier die Setz­maschine als Schrittmacherin für die Schreibmaschine zum erstenmal augenfällig in die Erscheinung tritt: Ferslew war nämlich der erste Buchdruckereibesitzer, der den Wert guter Manuskripte für die Setzmaschine erkannte;

er ließ alle Manuskripte mit der Malling-Hansenschen Schreibkugel ins Reine übertragen, besonders wohl wegen der Verwendung von Nichtbuchdruckern an den Setzmaschinen, denen so ein ununterbro­chenes Absetzen der Texte möglich gemacht werden sollte (Otto Höhne, Geschichte der Setzmaschinen, Berlin 1926).

Noch eine andere praktische Verwendung war der Schreibkugel be­schieden. Die Nordische Telegraphen-Compagnie hatte eine größere An­zahl von Schreib­kugeln in ihren Telegraphensälen zur Aufstellung ge­bracht, mit deren Hilfe die Morsezeichen der Telegraphenstreifen in die übliche, für jedermann lesbare Schreibschrift übertragen wurden. Bei diesen für den Telegraphen­dienst bestimmten Schreibkugeln war der Papierträger durch eine Messing­rolle mit abwickelbaren Papierstreifen ersetzt.

Malling-Hansen ist auch der Erfinder eines "Xerographie" genannten Vervielfältigungsverfahrens, eines Trockendruckes, der als Vorläufer der Hektographie dienen konnte.

Auch seine neben den praktischen Erfindungsarbeiten einhergehenden Untersuchungen erregten die Aufmerksamkeit der Gelehrtenwelt.

Am 27. September 1890 starb Malling-Hansen als Direktor der könig­lichen Taubstummenanstalt in Kopenhagen an einem Herzschlag. Die Ar­beit eines unermüdlichen und rastlos tätigen hochbegabten Mannes war zu Ende. Mit seinem Tode hörten auch die von Malling-Hansen begonnenen wissen­schaftlichen Untersuchungen auf und es besteht wohl keine Aus­sicht, daß sie von neuem aufgenommen werden.

Dagegen ist später mehrfach versucht worden, das Konstruktions­prinzip der Schreibkugel neu aufleben zu lassen, so im Jahre 1880 von W. Dressler, der sich seine Schreibkugel-Umkonstruktion durch das Deutsche Reichspatent Nr. 16716 schützen ließ und 1896 von Professor Rudolf Schade, dem für eine auf dem gleichen Prinzip beruhende Schnellschreibmaschine das DRP 100526 erteilt wurde. Nach dem Tode Malling-Hansens wurde seine etwas veränderte Schreibkugel von einem Wiener Konsortium hergestellt, deren Erzeugnisse aber keinen großen Verkauf erreichten, da ihre Preise zu hohe waren. Es wurde für das elektrische Modell ein Preis von 600 und für das ursprüngliche Modell ein solcher von 300 Gulden verlangt. Der Preis der Malling-Hansenschen Schreibkugeln betrug für das Modell mit dem kleinen Papierwagen 450 Mk., für welchen Betrag auch die inzwischen langsam nach Europa kom­menden Remington-Schreibmaschinen angeboten wurden.

Die Bewegung der Rolle wurde durch Sperrhaken hervorgebracht und konnte das Band auch in der Breitenrichtung verschoben, somit in seiner vollen Breite ausgenützt werden. Diese Farbbandumkehr war später noch bei amerikanischen und deutschen Schreibmaschinen in Gebrauch. Als Wiederstand für den Tastenanschlag war ein sogenannter Amboß vorgesehen. Das Geschriebene war bedingt sichtbar. Die Maschine besaß einen selbsttätigen Papiertransport, Zeilenerneuerungsvorrichtung durch Druck auf eine Taste, Glocke, Leertaste. Ihr Hauptnachteil war der Umstand, daß die Maschine nur Papier in Oktavformat bescrieb, doch hätte dieses beseitigt werden können.[SA2] Die Schreibkugel wurde in ihrer Heimat zu 400 Kronen verkauft.[SA3] Die I. Österreichische Schnellschreibmaschinenfabrik Albert v. Szabel-Wien stellte die Maschine später in Wien her, aber auch dort konnte sie keine große Verbreitung erreichen, da der dafür geforderte Preis von 600 Gulden für das elektrisch betriebene, 300 Gulden für das andere Modell für die damalige Zeit zu hoch waren.

Sie fand praktische Verwendung in der Ferslewschen Druckerei in Kopenhagen, wo die Manuskripte mit ihr abgeschrieben wurden, um den Setzern das Lesen zu erleichtern. Die Nordische Telegraphen Co. Verwendete eine Anzahl von Schreibkugeln zum Übertragen der eingehenden Telegramme. Diese Maschine hatte statt dem üblichen Papierträger eine Rolle mit abwickelbarem Papierstreifen.[SA4] Schreibkugeln befinden oder befanden sich im Deutschen Museum in München, in der Blindenanstalt zu Berlin-Steglitz, im Museum der Wanderer-Werke, bei der Olympia-Büromaschinenwerken Erfurt.

Fotnoter:

[SA1]: Teknisk Museum har en av de aller første skrivekuglene som ble laget. Den har kun 23 taster, og skrev utelukkende med små bokstaver. Først i 1871/72 begynte Malling-Hansen å lage skrivekugler med store bokstaver.

[SA2]: Fra 1879 ble det også laget skrivekugler som kunne skrive på store papirformater. Disse skrivekuglene var lavere enn 1878-modellen, og utstyrt med papirvalse. Det var mekanikeren August Lyngbye som utviklet denne modellen. I sine reklameskriv forteller Lyngbye at han kunne levere skrivekugler som skrev med kun store bokstaver, eller med både store og små.

[SA3]: Prisen på Lyngbyes skrivekugler på 1880-tallet var 150 kroner for modellen som skrev med store bokstaver, og 230 kroner for modellen med store og små.

[SA4]: De skrivekuglene som ble solgt til Store Nordiske i 1871, var av den store flate modellen. Det er riktig at Malling-Hansen utviklet en egen telegraf-modell i 1878, som skrev på papirstrimler, men man vet ikke sikkert om slike skrivekugler ble solgt til Store Nordiske, eller andre telegraf-selskap.

Skrivemaskinen, en dansk opfindelse

Når en museumsgenstand bliver restaureret og afprøvet, søger man – som tidligere omtalt her i bladet – at uddybe genstandens historie mest muligt, og ofte kommer der visse ting for dagen, der nødvendiggør en korrektion af tidligere givne oplysninger. I det følgende skal der fortælles om nogle ret uventede resultater, man er kommet til under restaureringen og afprøvningen af de ældste skrivemaskiner. Det har herunder vist sig, at den maskine, opfinderen byggede, inden fabrikationen af den første type indledtes, findes på Teknisk Museum.

Det mest udførlige værk om skrivemaskinens historie er utvivlsomt Ernst Martin: Die Schreibmaschine, forlag Peter Basten, Aachen 1949. Bogen, der er på 592 sider, er delt i to halvdele, hvoraf den første omhandler ”forhistoriske” maskiner, d.v.s. de, der aldrig kom ud over forsøgsstadiet. Skrivemaskinerne er ordnet efter årstal, og det gælder også de erhvervsmæssigt fremstillede, som omtales i sidste afsnit. Dette begynder således: pastor Malling-Hansen, København. Allerede skrivekuglen besad de vigtigste egenskaber, der findes i de moderne skrivemaskiner, og det er den første maskine, om hvilken man kan sige, at den er fremstillet erhvervsmæssigt og anvendt i forretningsøjemed i Danmark, Tyskland, Frankrig og Østrig. Det fortælles her, som mange andre steder i litteraturen, at skrivekuglen oprindelig havde 52 taster for store bogstaver, cifre og tegn, og at man dengang ikke anvendte små bogstaver.

Skrivekuglens virkemåde

Konstruktionen og virkemåden af den mest ”moderne” skrivekugle er følgende:

54 stænger er anbragt i en kuglekalot som piggene på et pindsvin. Stængerne er øverst forsynet med taster, indgraveret med bogstaver, tal og tegn, og nederst med de tilsvarende typer. Tasterne kan enkeltvis trykkes ned, indtil typen på det nærmeste befinder sig i kuglefladens centrum, og en fjeder fører typestangen tilbage til udgangsstillingen, når trykket ophører.

Et forholdsvis bredt farvebånd er ført hen under typerne og i hver side fastgjort til en rulle, som ved nutidens skrivemaskiner. Det papir, man ønsker at skrive på, fastgøres i en særlig ramme og formes herved som en halvcylinder. Papirrammen kan drejes om cylinderakseln og forskydes i dennes længderetning, og da ethvert punkt af papiret derfor kan anbringes i kuglekalottens centrum, kan hver type gennem et farvebånd afsætte sit mærke på papiret, hvor man nu ønsker det.

Når en typestang trykkes ned sker følgende: Typen går mod farvebåndet og afsætter et mærke på papiret, men samtidig bevæges hele kalotten nedad, hvorved en pal påvirker et tandhjul og fører papiret et lille stykke frem svarende til afstanden mellem to bogstaver. Andre paler og tandhjul sørger for, at også farvebåndet flyttes lidt, og herefter er såvel papir som farvebånd parat til at modtage næste type.

Maskinen er også forsynet med en særlig mellemrumstast, og når en linie er skrevet, ringer en klokke, man trykker på linieskifteren, der flytter papiret en linie og drejer det, så venstre margin igen befinder sig under kuglekalottens centrum.

Maskinerne blev bygget i Professor Jürgensens mekaniske Etablissement[1] og representerer et enestående håndværksmæssigt arbejde, hvad der også er nødvendigt, når de skal fungere pålideligt, næsten udelukkende ved hjælp af paler, tandhjul og fjedre, og ikke ved vægtstænger som for de senere skrivemaskiners vedkommende.

Der er vist ingen tvivl om, at man i 1870-erne anså Malling-Hansens skrivekugle for fremtidens skrivemaskine. Den vejede kun 2 kg og kunne derfor flyttes med én hånd, unægtelig et fremskridt sammenlignet med de forhistoriske maskiner, og prisen var kun 300 kr. Man forudså, at skrivekuglen kunne bruges på telegrafstationer, på kontorer og i hjemmene, ja man troede endog, at den kunne udkonkurrere bogtrykmaskinerne. Men i 1874 kom de første Remington maskiner, hvor typerne anslog papiret efter vægtstangsprincippet. I en halv snes år klarede Malling-Hansens skrivekugle sig i konkurrencen på grund af dens fortrin; men så udvikledes Remington-maskinerne, de blev sat i masseproduktion, og Professor Jürgensens mekaniske Etablissement måtte indstille fabrikationen.

Om antikviteter

Malling-Hansens skrivekugler er nu sjældne, de er blevet antikviteter, man annoncerer efter dem i dagblade, og der bydes store beløb for komplette eksemplarer. Årsagen er dels, at det nu en gang er den første skrivemaskine, der fandt praktisk anvendelse, men den er samtidig et lille kunstværk på grund af dens sindrige virkemåde og den smukke udførelse, blankt messing, oxyderet messing, røde eller sorte taster og en lille klokke, der kan ringe. Den kan godt præsentere sig i et vitrinskab ved siden af krystalvaser og kongeligt porcelæn.

Den ældste skrivemaskine er elektrisk

Alt dette taget i betragtning er det med en ikke ringe stolthed, at Teknisk Museum kan præsentere en endnu ældre skrivemaskine, også konstrueret af Malling-Hansen. Den 12 marts 1870 blev der tilstået præst og forstander ved Det kgl. Døvstummeinstitut Malling-Hansen 15 års eneret[1] på en såkaldt hurtigskrivemaskine, ”skrivekuglen”. Den fik guldmedalje på den skandinaviske udstilling i København i 1872, på verdensudstillingen i Wien i 1873 og på verdensudstillingen i Paris i 1878. Af beskrivelser og tegninger fremgår imidlertid, at pastor Malling-Hansen anvendte elektromagnetismen til at bevæge papirvalsen på den maskine, han søgte eneret på, uden at der dog blev meddelt ham eneret på dette specielle bevægelsesmiddel.

Man har i sommermånederne restaureret en skrivemaskine, der nøje svarer til den, der fortælles om i eneretsbeskrivelsen. Selve tastaturet og kuglekalotten minder om de senere skrivekugler, men der er kun 24 taster for 23 små bogstaver og et mellemrum. Da der overalt i litteraturen berettes om, at Malling-Hansens skrivemaskiner udelukkende skrev med store bogstaver[2], kunne det tænkes, at typerne på et senere tidspunkt er skiftet ud. Det synes imidlertid ikke at være tilfældet.  For det første svarer typerne til skriften petit, og for det andet har maskinens tandhjul en modul, der ikke giver plads til læselige typer for store bogstaver. Kuglekalotten er anbragt i låget af en trækasse, og inden i kassen findes det øvrige maskineri, f.eks. papirvalsen, der ved denne tidlige type danner en hel cylinder.

Når man skriver, foregår der følgende: Med et håndtag anbragt i kassens højre side trækkes en fjeder op, papiret samt et stykke sværtepapir lægges om valsen, og låget lukkes og aflåses. Når en tast trykkes ned, afsættes en type gennem sværtepapiret på papirstykket, men samtidig sluttes en af de elektriske kontakter, der er anbragt ved hver typearm. En elektromagnet, der får strøm fra et element, trækker en pal ud fra et tandhjul, anbragt på samme aksel som papirvalsen, og fjederen fører tandhjulet og valsen en tand frem, svarende til afstanden mellem to bogstaver.

Denne maskine har hverken klokke eller linieskiftertast, det store tandhjul rager op igennem kassens låg og er forsynet med en skala, så man kan iagttage, når en linie er skrevet ud. Herefter benytter man mellemrumstasten en halv snes gange, til skalaen igen står på nul, og man kan direkte skrive videre på næste linie, fordi en tandstang i bunden af kassen sørger for, at skriften på papirvalsen følger en skruelinie.

Skrivemaskinen må være en af Malling-Hansens allerførste, fordi den kun skriver med små bogstaver. Man ved, at den indtil 1894 tilhørte enkefru Malling-Hansen[3], og ydermere er der på valsen meget regelmæssigt skrevet ordet blindeinstitut. Denne maskinskrift er ganske givet original, kassens låg har i tidens løb slået sig, og det har derfor ikke i mange år været muligt at skrive bogstaverne nøjagtigt på linie. Maskinen præsenterer sig, på grund af trækassen, måske ikke så godt i et vitrineskab, men for Teknisk Museum er den et klenodie, fordi det er den ældste skrivemaskine, der er bevaret her i landet, og utvivlsomt den ældste – fremstillet i erhvervsmæssigt øjemed – der findes i verden.

S k r i v e k u g l e n   100  å r[1]

Forfatter: Jørgen Jørgensen. Fotograf: Anker Pedersen.

Billedillustration: På skrivekuglen sad tasterne samlet på en halvkugle, og når man trykkede på en tast, slog den ned på papiret, der sad i papirholderen, der ses under kuglen, hvor også klokken sidder.

Yderligere forklarende tekst til illustrationerne:

SÅDAN VIRKER SKRIVEKUGLEN

De 54[1] stænger i skrivekuglens halvkugleformede overdel er forsynet med taster øverst og typer nederst. Trykker man en tast ned, bevæges typen ind i kuglefladens centrum, hvor den rammer et farvebånd og derved sætter et aftryk på papiret nedenunder. Papiret føres frem i en særlig papirramme af form som en halvcylinder, og denne cylinder kan drejes om sin egen ekse og forskydes til siderne, så man kan skrive på et hvilket som helst punkt på papiret. Kuglen har 54 taster for bogstaver, cifre og tegn, og den anvender kun store bogstaver.

Skrivekuglens svaghed er, at den anvender stødstænger og derfor må have en lidt akavet facon, mens moderne maskiner bruger leddelte anslagsstænger, der arbejder efter vægtstangsprincippet og derfor er lettere at skrive på. Klaviaturet er også mere samlet på maskiner med anslagsstænger.[2]

I en lille folder fra ca. 1880 anbefales skrivekuglen for bl.a. præster, sagførere, forfattere, journalister, stenografer, telegrafister og afskrivere, for blinde, kortsynede og øjensvage, for brystsvage og astmatikere og for personer, der ”lider af skrivekrampe, nerveusitet og rystende hænder”.

I en opremsning af kuglens fortrin hedder det, at skriften ikke anstrenger øjet og er lige bekvem at læse for den nærsynede som for den langsynede, at den kan skrive fra 40 til 75 ord i minutet mod fra 12 til nogleogtyve i hånden og således er langt bedre i stand til at følge den skrivendes tankegang, og at den bevarer helbredet, da men ikke behøver at bøje sig sammen over den, og brystet derfor ikke lider skade.

Fotnoter ved Sverre Avnskog:

[1] SA: De første skrivekuglene hadde kun 24 taster.

[2] SA: Det artikkelforfatteren her nevner som ulemper ved skrivekuglen sammenlignet med det tradisjonelle flate klaviatur-tastaturet, mener andre er det motsatte: Nemlig store fordeler. Kuleformen på tastaturet gjør at hendene kan holdes i en mye mer naturlig og avslappet posisjon, og tastene på skrivekuglen er uhyre smidige og enkle å trykke ned. Den artbeider på det nærmeste lydløst, og fjærmekasnismen gjør at stemplene øyeblikkelig glir tilbake til utgangsposisjonen. Det ligger dessuten en meget grundig gjennomtenkt plassering av bokstavene på tastaturet for å oppnå den hurtigst mulige skrivehastigheten. De mest brukte bokstavene betjenes av de hurtigste fingrene, og vokaler og konsonanter er stort sett samlet på hver sin side av halvkulen. De leddede armene på de tradisjonelle skrivemaskinene hang seg lett opp i hverandre, og det måtte tas hensyn til ved bokstavplasseringen på tastaturet. Bokstaver som ofte kommer etter hverandre måtte plasseres langt fra hverandre på tastaturet. Dette hensynet sinker skrivehastigheten.

Den ældste skrivekugle

Omkring 1963 arbejdede museet med at restaurere nogle af de bevarede Malling-Hansen skrivekugler. Man fandt også frem til en maskine, der nøje svarer til den, der omtales i eneretsbeskrivelsen. Selve tastaturet og kuglekalotten minder om de senere skrivemaskiner, men der er kun 24 taster for 23 små bogstaver og for ét mellemrum. Da der overalt i litteraturen berettes om, at Malling-Hansens skrivemaskine udelukkende skrev med store bogstaver, kunne det tænkes, at typerne på et senere tidspunkt var skiftet ud. Det syntes imidlertid ikke at have været tilfældet. For det første svarede typerne til størrelsen petit, og for det andet er afstanden mellem tænderne i maskinens tandhjul så lille, at man ved brug af store bogstaver ville få en skrift, hvor bogstaverne ville gå ind i hinanden. Kuglekalotten er anbragt i låget af en trækasse, og inde i kassen findes det øvrige maskineri, f.eks. papirvalsen, der ved denne tidlige type danner en hel cylinder.[19]

Når man skriver på denne første maskine, foregår det på følgende måde: Med et håndtag anbragt i kassens højre side trækkes fjederen op, skrivepapiret og et stykke sværtepapir lægges om valsen, og låget lukkes og aflåses. Når en tast er trykket ned, afsættes en type gennem sværtepapiret på papirstykket, og samtidig sluttes en af de elektriske kontakter, der er anbragt ved hver typearm. Herved aktiveres en elektromagnet, så en pal trækkes fri af tandhjulet. Urfjederen fører tandhjulet og valsen en tand frem svarende til afstanden mellem to bogstaver.

Denne maskine har hverken klokke eller en tast til linjeskift. Det store tandhjul rager op gennem kassens låg og er forsynet med en skala, så man kan iagttage, når en linje er skrevet ud. Herefter benytter man mellemrumstasten en halv snes gange til skalaen igen står på nul, og man kan så direkte skrive videre på næste linje, fordi en tandstang i bunden af kassen sørger for, at skriften på papirvalsen følger en skruelinje.[20]

Skrivemaskinen må være Malling-Hansens allerførste, fordi den kun skriver med små bogstaver. Man ved at den indtil 1894 tilhørte enkefru Malling-Hansen, og ydermere er der på valsen under papiret meget regelmæssigt skrevet ordet Blindeinstitut. Denne maskine er utvivlsomt helt original. Kassens låg har i tidens løb slået sig, og det har derfor i mange år ikke været muligt at skrive bogstaverne nøjagtigt på en linje. Set med danske øjne er der tale om et klenodie, det er den fornemste skrivemaskine, der er bevaret på Danmarks tekniske Museum. Den blev i 1894 skænket til Teknologisk Samling på Den Polytekniske Læreanstalt, og denne samling blev senere indlemmet i Danmarks tekniske Museum.

Også en anden meget sjælden skrivekugle er i museets eje. For godt en snes år siden blev nærværende bogs forfatter ringet op af en dame, der ønskede at sælge en skrivemaskine. Efter det første besøg lykkedes det imidlertid ikke at få maskinen, fordi den pågældende dame havde tilbud fra andre sider. Det blev til gentagne samtaler og besøg, og endelig en dag oplyste den pågældende, at når maskinen ikke kunne sælges til anden side, var det, fordi man ikke vidste hvordan et ark papir kunne sættes ind i maskinen. Her gjaldt det om at forholde sig tavs, selv om det måske stred lidt mod ens samvittighed. I museets arkiv var nemlig opbevaret en brochure fra verdensudstillingen i Paris i 1878, hvoraf det fremgik, at maskinen blev produceret med henblik på skrift på telegrafstrimler. Maskinen blev købt til museet for 300 kr.[21]

Fotnoter:

[19] SA: Malling-Hansens brev fra denne perioden viser at de aller første skrivekuglene skrev utelukkende med små bokstaver. Senere gikk han over til store, ca 1872. August Lyngbye reklamerte på 1880-tallet med at han kunne fremstille skrivekugler med både store og små bokstraver, men ingen slike maskiner er bevart i dag, dessverre.

[20] SA: Sylindermodellene var ikke utstyrt med noen linjeskiftstast, og hadde heller ikke behov for det, fordi man festet papiret på sylinderen på en slik måte at man skrev en sammenhengende lang linje. Papiret lå på skrå, og papirkantene overlappet hverandre, slik at man automatisk begynte å skrive på ”neste linje” uansett om man var midt i et ord. Ordet fortsatte da på neste linje.

[21] SA: Til sammenligning kan det nevnes at skrivekugler i dag oppnår en pris av nærmere en million kroner. Skrivekuglene er svært ettertraktet blant samlere.

Andre maskiner

På museet opbevares et meget stort antal maskiner til belysning af skrivemaskinens udviklingshistorie. Man har Remington maskiner, der viser udviklingen fra den første type og fremefter, og man har f.eks. også den første maskine, der er fremstillet i Tyskland.

Denne maskine har navnet Harmonia og er bygget i 1882 af Guhl & Harbeck i Hamburg. I Ernst Martins bog omtales det, at den gik under navnet brødmaskinen, og det skyldes følgende. Typerne er anbragt i alfabetisk række på undersiden af en lineal, der er forsynet med et håndtag. Linealen kan i forhold til selve stativet forskydes i sin længderetning, men kan også hæves og sænkes om et omdrejningspunkt. Hvis man ønsker at skrive et bogstav, løfter man linealen (brødkniven) op og forskyder den, indtil en viser står ud for det pågældende bogstav i en bogstavsskala, og så trykker man ned. For at sikre at typen kommer til at stå helt rigtig, og så trykker man ned. For at sikre at typen komme til at stå helt rigtig, er der anbragt en tandstang, og en tand på linealen går ned i et bestemt tandmellemrum, før typen sættes. Når et bogstav er sat, forskydes linealen automatisk et stykke til højre svarende til afstanden mellem to bogstaver. Hovedprincippet med at vippe ”kniven” op og ned minder unægtelig om betjeningen af vore forældres eller bedsteforældres brødmaskine.

Det gælder for mange af de første skrivemaskiner, at de virker efter helt forskellige principper, også selv om maskinerne er forsynet med tastatur. På et eksemplar anslår typen undersiden af brevpapiret, på et andet oversiden. Nogle maskiner har typehoveder, hvor typerne er anbragt på cylindre, andre har typerne anbragt på arme, der skiftevis vipper ned fra højre eller venstre side. En af maskinerne har kælenavnet Græshopperen, fordi man ved anslag af en tast får en særlig elegant bevægelse af typearmen.

Det skal nævnes, at en af de mest populære maskiner, der blev brugt her i landet i begyndelsen af indeværende århundrede, er den såkaldte Mignon, der blev fremstillet af AEG i Berlin. Den første model kom i 1903, og model nr.4 kom i 1924. Det er bemærkelsesværdigt, at denne maskines princip slet ikke følger vægtstangsprincippet, og at der kun er to taster at trykke på. Med den ene hånd fører man en stålpen hen over en skala med bogstaver og tegn og standser ved det tegn, man vil have skrevet. Stangen styrer et cylinderformet typehoved, og efter indstillingen skal man kun trykke ned på én tast, så skriver man bogstavet. Den anden tast er beregnet til mellemrum. Skrivehastigheden er mindre end den, man opnår, hvis man betjener en almindelig skrivemaskine med kun en finger. Så kan man spørge, hvorfor en sådan maskine kunne sælges i tusinder af eksemplarer. Årsagen har nok været, at man kunne købe maskinen og straks gå i gang – uden først at melde sig til et skrivemaskinekursus.

Opfindelsen af skrivemaskinen gav mulighed for at skrive breve i flere eksemplarer ved hjælp af kalkerpapir. Det skal dog som afslutning på denne artikel nævnes, at man også i 1700-tallet var i stand til at skrive et brev i flere eksemplarer. Man kunne f.eks. bruge Leopold von Neippergs opfindelse fra 1762. Princippet består i, at man anbringer tre papirark over hver sin valse. Dernæst fatter man omkring et særligt penneskaft, der er forsynet med tre penne. Man dypper pennene i der dertil indrettede aflange blækhus og skriver så tre breve på én gang.[22]

Fotnoter:

[22] SA: I den sammenheng må nevnes at Malling-Hansen var svært tidlig ute med å finne opp en tørrkopieringsmetode som gjorde ham i stand til å fremstille 100 kopier i løpet av noen minutter. Han kalte metoden xerografi, og den ble lansert i 1872. Han la 5 papirark med svertepapir vendt nedover innimellom i den flate skrivekuglemodellen, og når han skrev, ble det avsatt et negativt avtrykk av skriften på undersiden av de blanke arkene. Så skiftet han ut svertepapiret med nye blanke ark, og kjørte det hele gjennom en satinerpresse, som besto av to valser som presset papiret sammen, og dermed hadde han fremstilt 5 kopier av det skrevne. Dette kunne gjentas opp til 20 ganger, og dermed hadde han 100 kopier. Han kunne også kopiere tegninger, noter osv. Dette virker kanskje ikke så imponerende i dag, men på den tiden var det ytterst få som tenkte i de baner, og det krever et geni til å tenke ut metoder, som aldri har vært prøvet tidligere.

At Malling Hansen var et teknisk geni ser man, når man erfarer, at han også stod bag opfindelsen af en kopimaskine, der kunne fremstille op til et par hundrede kopier.

Men også indenfor den sociale forsorg i Danmark satte han varige spor: Han fik i 1881 oprettet et døvstummeinstitut i Fredericia for egentlige døvstumme, hvor undervisningen udelukkende skulle ske efter talemetoden. Ligesom han tog vare på oprettelse af institutioner for åndssløve døvstumme, som hidtil havde været henvist til Johan Kellers private døvstummeskole. Den såkaldte Kellerske Anstalt blev ved lov i 1890 overtaget af staten.

Det bør endvidere nævnes, at ved indførelsen af et nyt bespisningsreglement i 1877 på Døvstummeinstituttet i København startede Malling Hansen daglige vejninger af de enkelte børn og konstaterede, at der uafhængig af deres ernæring og beskæftigelse kunne påvises, at børnenes vækst i højde og tiltagen i vægt er underkastet periodiske svingninger efter årstiden. Højdevæksten er størst fra sommer til jul. At han tillagde disse svingninger kosmisk påvirkning – impulser udgående fra solen – er denne beretning uvedkommende.

Rasmus Malling Hansen døde 27.09.1890 og ligger begravet på Garnisons kirkegård[1] i København.

Tilbage er blot at berette, at den ovennævnte skrivekugle kom aldrig til London. Kulturministeriet fastslog, at loven om danske kulturværdier også gjaldt for ”skrivebolden”, og man nedlagde i november 1990 exportforbud.

Noter:Biografiske oplysninger om Malling Hansen er hentet fra Dansk Biografisk Leksikon, bind 9, København 1981, side 385-87 med tilhørende litteraturhenvisninger.

Om artikelforfatteren:Henrik M. Jansen (1942-2000[2]), cand.mag. i historie og nordisk arkæologi. Ansat ved Københavns og Odense Universiteter 1968-1977. Derefter leder af Svendborg & Omegns Museum, for hvilket han fra 1974 havde været faglig konsulent. Fra 1972 omfattende arkæologiske undersøgelser i Svendborg i regi af det tværvidenskabelige Svendborgprojekt. Har skrevet ca. 80 artikler og bøger om arkæologiske og kulturhistoriske emner. Har endvidere holdt talrige foredrag og gæsteforelæsninger i ind- og udland.

By Flavio Mantelli and Sverre Avnskog

Article published in ETCetera No. 78/June 2007/3

A debate on who should be considered the real inventor of the typewriter is something that was born with typewriter collecting (if not earlier) and keeps on running today. Different inventors from different countries made different contributionsin the very early days of typewriter history, making it therefore very hard to address only one of them as “the” inventor of the typewriter. However, what is generally accepted as a fact is that the first mass-produced typewriter is the Malling Hansen writing ball. What most people don’t know is that at one point in history, Rasmus Malling Hansen was doubted to be the actual inventor of the machine bearing his name. In fact, in the 1920s a Danish professor set forth false allegations that Malling Hansen was not the real inventor of the writing ball, but had stolen his idea from an older Danish inventor. This is when one of Hansen’s daughters, Johanne Agerskov, stepped in and decided to make some very thorough investigations on the matter and gain actual information on her father’s invention. Luckily, she later published her findings in a 1924 book entitled Hvem var Skrivekuglens Opfinder? (Who was the inventor of the writing ball?). In her book she tells that her father was already working with his idea for the writing ball in 1865, and that he had made a porcelain ball which he used for the purpose of working out the best placement of the letters. He tested different arrangements and tried to write a text as fast as he could, while his brother-in-law, Johan A. Heiberg, took the time. It became therefore very clear that Malling Hansen was indeed the original inventor of the writing ball, and that the idea was completely his own! Mr. Heiberg later confirmed this story to Mrs. Agerskov, by consulting his diary. He lived in the Malling-Hansen home for a period in 1865.

Until last year there was only one porcelain ball known, a white model treasured in the Royal Scandinavia Museum. Luckily, in 2006 another one, this time painted black, showed up at auction in Denmark and is now a splendid highlight in the Mantelli collection of Italy.

Both these porcelain writing balls have 36 “keys” (indentations) with lowercase letters and punctuation only; this is quite interesting, because Hansen used lowercase letters only in the very beginning forhis first prototypes, while already with his very first production model of 1870 (which looked like a wood case with typing ball on top) he was using the capital letters instead. Nevertheless, it is hard to tell if these two porcelain balls known are those 1865 developmental models described in Mrs. Agerskov’s books, because it is speculated that Hansen also made practice models to give to the institutions he regarded as potential customers. Moreover, although Hansen’sfirst working model of 1870 had capital letters on the keytops, all the letters written with Hansen’s writing balls dated from 1870 to 1871 that we have today are written with lowercase letters. Last but not least, the patent drawings of 1872 depict an arrangement of keytops on the writing ball that is identical to that of the porcelain balls. Obviously, the keyboard of the writing ball underwent a constant development during the years: the first model had only 24 keys—with only the lower-case letters, and without keys for punctuation. The shape of the writing ball remained the same, but increased in size, to make space for 36 and later 54 keys on the last models. Given all this information, the Royal Scandinavia Museum therefore claims their porcelain ball should be from 1871; however, it is hard to date these inventor’s models precisely. The specimen they treasure seems actually to be an exhibition piece, while the black model recently rediscovered seems to have been heavily used. The manager of the Royal Scandinavia was very helpful in finding other information on the porcelain balls as well: it seems like these porcelain balls were produced at the factory called “Aluminia Fajance.” “Fajance” is a special form of porcelain; “Aluminia Fajance” had great success with its products, and bought the old royal porcelain factory, “Royal Copenhagen,” in 1884. There are still investigations to be made on the matter of the keyboard of the writing ball, and for those readers who wish to have other insights into Hansen’s developmentof his writing machines, we suggest visiting the web site of the Rasmus Malling Hansen Society at www.malling-hansen.