Articles about the writing ball from recent time

In this section we will present articles that focuse on the writing ball, and not on Rasmus Malling-Hansen as a person, or on his other activities, and which have been written after RMH's lifetime.



Johnson’s Universal Cyclopædia 1896 – the Chapter on Typewriters

Transcription and comments by Jørgen Malling Christensen.

 

This American encyclopedia was published originally in 1893 and re-edited in a 1896 edition i 8 volumes, both editions under the direction of Charles Kendall Adams, editor-in-chief. He was joined by ”a corps of thirty-six editors, assisted by eminent European and American specialists”. It was published by Alvin J. Johnson & Co. Subsequent editions – in 1900 and later – were expanded into 12 volumes and were published by D. Appleton & Company.

 

Our excerpt is from the 1896 edition, where the chapter on Typewriters covers a full six pages in very small print. No illustrations are included in this chapter.

 

Typewriters

 

The chapter starts with a detailed historical overview, mentioning the following early machines:

 

Henry Mill (1714)

William Austin Burt (1829)

Xavier Progrin (1833)

Alexander Bain and Thomas Wright (1841)

Charles Wheatstone (1855-1860)

Charles Thurber ( 1843)

Pierre Foucault (1849)

William Huges (1851)

A. Ely Beach (1847; 1856)

O.T. Eddy (1850)

Fairbanks (1850)

J.M. Jones (1852; 1856)

J.H. Cooper (1856)

Thomas (1854)

S.W. Francis (1857).

 

After very briefly mentioning these pioneers, the article turns to Rasmus Malling-Hansen in the following words:

 

”The Hansen Machine. – The Writing-ball invented by Rasmus Johan Malling Hansen, a clergyman of Copenhagen, Denmark, is perhaps the best-known European invention of the kind ; it is said to have been made and sold in continental Europe in considerable numbers. In the U.S. it is known only as a curiosity, although U.S. patents were issued upon it in 1872 and later[1], and it was exhibited at the Centennial Exhibition in Philadelphia in 1876, receiving a gold medal[2]. The main feature of the machine, from which it took its name, is a hemispherical brass shell inverted over the paper-carrying and spacing mechanism.  Fifty-four rods or pistons protrude through this shell, radiating in different directions from the center of the sphere, which is the common printing-point; each carries a type on the lower end and a finger-key on the upper.  Different modifications of the paper-carrying device have been applied.  The first designs provided for the use of an electrical mechanism to move the carriage.  The machine was furnished with a bell to indicate end of line, scale to showlocality of impressions, etc.  The spacing mechanism was operated by a slight depression of the ball or hemisphere which followed the depression of the key.  The machine was well made, weighed only about 8 lb., but was costly and too slow in operation, though it did good work.”

 

The article then describes, in great detail, the Sholes and GliddenTypewriter, the Remington, the Caligraph by Yost, the Hammond, the Hall, the Crandall, Columbia, Smith-Premier, Bar-lock, National, Franklin, Denmore, Williams, and many others.

 

 


[1] JMC: U.S. patents, in addition to the 1872 patent, were: Dec 11, 1873; February 14, 1874; September 17, 1875; and November 27, 1878.

[2] JMC: According to the offical exhibition catalogue, Malling-Hansen exhibited  a ”type-writing ball” and the ”takygraf”! See also our article under ”exhibitions” with illustrations of the catalogue, the exhibition hall, the two machines and the gold medal he was awarded.

SA: It should be added that the Sholes-Glidden machine, later called the Remington typewriter didn't get any attention at all in Philadelphia, and was only awarded with a silver medal in Paris, when the writing ball received gold medal. The writing ball was considered a much better typewriter on both these occasions. It must be considered a false information, when it is stated that the writing ball was too slow in operation. The truth is that one could write much faster on the writing ball because of the short pistons that hit the paper from above. The Remington machine had the problem that the long "arms" with the letters engraved at the end had a tendency to get jammed. The typewriter was a so called "up striker.


The original article.

Article in: Schreibmaschinen-Zeitung in Hamburg, 1904

Malling Hansen’s Schreibkugel (Illustration from the article)
Schreibmaschinen-Zeitung was published in Hamburg, Germany by Otto Burghagen.

Schreibkugel nennt man nach der Halbkugelform ihrer Tastatur die erste praktisch brauchbare Schreibmaschine, erfunden 1865 von dem dänischen Pastor Malling Hansen, Direktor des Königlichen Taubstummen-Instituts in Kopenhagen. Sie bildet in der Entwicklungs-Geschichte der Schreibmaschine die letzte Vorstufe zur modernen Schreibmaschine, deren wichtigste Vorzüge sie bereits alle in sich verkörpert. Wie aus der Abbildung ersichtlich, hatte die Schreibkugel eine völlig sichtbare Schrift[1]. Ferner besaß sie alle jene Vorrichtungen, welsche durch automatische Betätigung des Mechanismus die Schnelligkeit des Arbeiten fördern, wie: eine Klaviatur, einen selbsttätigen Papiertransport (Schrittbewegungs-Mechanismus), Zeilenerneuerungs-Vorrichtung, Glockensignal, ein selbsttätig auf Spulen sich aufwickelndes Farbband, und sonstige für Spatiumbildung, Zeilengradheit etc. nötige Einrichtungen. Ursprünglich war die Schreibkugel nur für den Gebrauch Blinder bestimmt[2], doch hat sie wegen ihrer vielen Vorzüge auch Verwendung für geschäftliche Zwecke gefunden. Der schwerfällige Wagentransport behinderte wohl das Schnellschreiben, ließ doch mittels elektrischen Antriebs betätigen, wobei die pendelnde Anordnung des Kugelsektors durch elektromagnetische Kraft ausgelöst wurde. Eine kleine Metallfeder, die bei jedem Tastenniederdruck abwärts gestoßen wird, bewirkt den Stromschlug im Elektromagneten. – Als Vorbild für seine Schreibkugel scheint dem Erfinder die Blindenschreibmaschine des Franzosen Pierre Foucault (siehe diese) gedient zu haben, die infolge des Aufsehens, welches sie auf der Londoner Weltaufstellung (1851) erregte, an viele europäische Blindenasyle abgesetzt wurde. Foucault’s Maschine hatte nur wenige fächerartig angeordnete Tasten für Puntierschrift, während die Schreibkugel 52 Tasten in kegelförmiger Anordnung, mit den Typenfüßen abwärts zum gemeinsamen Druckzentrum (Kegelspitze)gerichtet für gewöhnliche Druckschrift besaß. Die Maschine schrieb nur Großbuchstaben[3], Ziffern und Satzzeichen. Wenngleich die Typen einzeln auf Stäben befestigt sind, also kein gemeinsamer Typenträger vorhanden ist, läßt sich die Schreibkugel doch nicht unter die Typenhebelmaschinen klassifizieren, weil der Druckmechanismus ein so einfacher ist, daß seine Handhabung sich als eine direkte Stempelung darstellt. Man rechnet die Schreibkugel daher zu den Typenstangenmaschinen, denn als Typenträger dienen einfache Metallstangen ohne jede Gliederung, Aufhängung, Zugvorrichtung oder dergl. Mit ihren oberen Ende ragen die Stäbe aus der Kugeldecke hervor, wodurch sie letzterer das Aussehen eines Nadelkissens verleihen. Hier sind die Stangen mit Tastenknöpfen versehen, auf denen die Zeichen erhaben engraviert sind, damit sich die blinden durch ihr Tastgefühl zu orientieren vermögen. Es bedarf jedoch dieser Orientierung nur im Anfang, da bei einiger Uebung die Lage jeder Taste durch die Wölbung der Kugelfläche mit Sicherheit bestimmt werden kann.

 

Die Typenstangen sind in Führungen verschiebbar und werden in ihrer Ruhelage durch Spiralfedern hochgehalten. Diese, den Typenstab umgebenden leichten Spiralfedern werden beim Tastenniederdruck zusammengedrückt, und bewirken nach dem Loslassen der Taste das Hochschnellen der Stangen. Ebenso wie durch ihre kugelformige Tastatur, weicht die Schreibkugel auch durch ihren ungewöhnlichen Papierträger von den heutigen Schreibmaschinen ab. Ursprünglich bediente sich der Erfinder eines Cylinders zum transportieren des Papiers, der jedoch die Uebersicht über das Geschriebene beeinträchtigte, weshalb er durch einen Rahmen in Form eines Cylindersegments ersetzt wurde, der das ganze Schriftstück in den Gesichtswinkel treten läßt. Dieser Papierrahmen gestattet jedoch nur Verwendung kleiner Oktavformate. Die Zeilen laufen in der Umkreisrichtung, und werden durch einen mit der Hand zu bedienenden Zeilenschalthebel erneuert. Das schrittweise Weiterrücken des Papiers nach jedem Abdruck erfolgt durch Achsendrehung. Dieser Mechanismus (Uhrwerk)kann, wie schon erwähnt, auch elektrisch betrieben werden. – Wie aus der Abbildung ersichtlich, erfolgt die Einfärbung der Typen von einem auf zwei Spulen beim Druckpunkt vorbei geleiteten Farbband. Unter dem Papier befindet sich gegenüber der Abdruckstelle ein Amboß, der den auftreffenden Typen einen Widerstand bietet. Die ersten Modelle erzeugten die Schrift mittels zwischen gelegten Blaupapiers. Die Schreibkugel erhielt Auszeichnungen  auf den Ausstellungen in Altona (1869)[4], Wien (1873) und Paris (1878), fand jedoch wegen des derzeit noch mangelnden Interesses für Schreibmaschinen keine weitere Verbreitung. Der Preis dieser Maschine betrag 450 Mark. Sie was 25 cm hoch, ihr Kugeldurchmesser maß 13 cm, und der Papierrahmen war 22 cm lang.

 

 


[1] JMC: Unsere Kopie hat nur eine Seite; es gibt wahrscheinlich noch eine Seite mit eine Abbildung von einer Schriftprobe

[2] JMC: Ein Mißverständnis! Die Schreibkugel wurde hergestellt mit dem Zweck normale, sehende Männchen zu dienen.

[3] JMC: Es gibt mindestens 9 Modelle der Schreibkugel; die erste Modelle, patentiert in Dänemark in März 1870 hatte nur Kleinscreibung.

[4] JMC:  Die Schreibkugel ist, unglücklicherweise, nicht im Katalog der Altona Ausstellung  eingeschlossen, und wir können deshalb nicht diese Auskunft bestätigen.

SA: Die Tochter von Malling-Hansen, Engelke Wiberg, hat in einem Brief von ungefähr. 1925 geschrieben, daß die Schreibkugel möglicherweise in Altona „privat“ oder unförmlich ausgestellt war, weil man noch nicht gelingt hatte sie zu patentieren. Un-patentierte Erfindungen hatten zur Ausstellung nicht Zutritt. Sie hat folgendes geschrieben: “It is likely that a friend of my father’s (I don’t recall his name) showed the writing ball in Hamburg at a company called „Donner & Co” in 1869 to representatives of the newspapers and magazines, and this demonstration was possibly related to the Altona exhibition; but since the patents were acquired only later, the idea of partaking in the exhibition was abandoned”.

 

 

 

This is how Otto Burghagen was presented in Ernst Martin's book: "Die Schreibmaschine und ihre Entwiklungsgeschichte" from 1949.
The front page of Schreibmaschinen-Zeitung, No 76, 15. Oktober, 1904
The original article

Uddrag fra Helge Holst: Opfindelsernes Bog, Bind III, ottende del

Malling-Hansens skrivekugle - en 1878-modell med fargebånd. Illustrasjon fra originalartikkelen

[1] SKRIVEMASKINER.

 

Det første Forsøg paa at erstatte den haandførte Pen med et mekanisk Skriveapparat, der trykkede Bogstaverne, skyldes vistnok Englænderen Henry Mill[2], der i 1713 fik Patent paa ”en kunstig Maskine eller Metode til Trykning eller Skrivning af Bogstaver enkeltvis eller det ene efter det andet ligesom ved Skrivning”. Men nogen Anvendelse fandt Mills Apparat næppe.

 

Fra det 18. Aarhundrede foreligger der Beretninger om endnu mindst 4 mekaniske Skriveapparater. I 1808 konstruerede en Italiener, Turri de Castelnuovo[3], til Brug for en blind Grevinde et Skriveapparat, der med større Ret end noget af de foregaaende kunde betegnes som en ”Skrivemaskine”, og i de følgende Aartier fremkom der en Mængde forskellige Konstruktioner.

 

Blandt Opfindere af Skrivemaskiner fra Tiden før 1860 kan nævnes Tyskeren v. Drais[4] (se under Cykler, Bd. II, S. 139) og Amerikaneren A. Beach[5], hvis Maskine indeholdt de vigtigste Indretninger, som karakteriserer den moderne Skrivemaskine.

I 1866 fremkom en tyrolsk Snedker Mittenhofe[6]r med en Skrivemaskine af samme Grundtype som den senere så berømte Remingtonmaskine. I en Betænkning, afgivet af den polytekniske Læreanstalt i Wien, udtales det, at da Brugen af Maskinen vil kræve en ikke ringe, stadig fortsat Øvelse selv ved ganske langsom Skrivning, kan det næppe ventes, at den vil faa en egentlig Anvendelse. Ikke bedre gik det Danskeren, Lærer J.A.Peters[7], der i 1868 opfandt en Skrivemaskine af samme Type, idet Indenrigsministeriets tekniske Konsulent – som det synes væsentlig paa Grund af en Misforstaaelse af Tegningen – fraraadede at bevilge en Understøttelse af Maskinen. Peters’ Maskine blev senere udført og patenteret, og den findes nu paa den polytekniske Læreanstalts teknologiske Samling i København; men den fandt ligesaa lidt som tidligere Konstruktioner Anvendelse i Praksis.

Den første Skrivemaskine, der naaede saa vidt, at der blev fremstillet fuldt færdige og brugelige Eksemplarer til Salg, var den saakaldte ”Skrivekugle”, som Danskeren, Pastor Malling Hansen, Forstander paa Døvstummeinstituttet, fremkom med i 1870.

 

At lave en Mekanisme, hvorved man kunde faa de Bogstaver, man ønskede, afsat med Sværte eller Farve paa Papir ved at trykke paa bestemte Knapper eller Taster, var i og for sig en let Sag. Men skulle man paa denne Maade faa en sammenhængende Linieskrift paa Papiret, krævedes det tillige, for det første, at Bogstavet skulle sættes paa samme Sted paa Papiret, hvilken Tast man end trykkede paa, og for det andet, at det næste Bogstav som blev afsat, skulle afsættes paa et andet Sted lidt længere fremme i Linien. Den første Vanskelighed overvandt Malling Hansen ved at fordele de til de forskellige Bogstaver svarende Taster over en Halvkugle og forbinde dem ved en Stang- og Fjederforbindelse med Typer, der var anbragt i Nærheden af Kuglens Centrum; ved et Slag paa en Tast gik den tilsvarende Type ned og trykkede et sværtet Baand (senere et Farvebaand) mod et bestemt Sted af et Ark hvidt Papir, hvorved der da afsattes et Bogstav. For at overvinde den anden Vanskelighed havde han anbragt Papiret paa en bevægelig Cylinderflade, og hver Gang en Tast trykkedes ned, sluttedes der en elektrisk Strøm, som ved Hjælp af en Elektromagnet drejede Cylinderen en lille Smule. Senere blev Papirets Bevægelse dog frembragt paa rent mekanisk Vis ved Tastens Nedtrykning.

 

 


[1] JMC: Transkription og fodnoter af Jørgen Malling Christensen.  Helge Holst: ”Opfindelsernes bog” er en klassiker indenfor emnesområdet teknik og opfindelser. Den udkom i flere forskellige oplag fra begyndelsen af 1900-tallet og frem til fjerde omarbejdede udgave, på Nordisk Forlag, København 1925. Endnu efter 100 år er den et uundværligt referenceværk på dansk. Helge Holst, 1871-1944, var fysiker, forfatter og bibliotekar.

[2] JMC: Henry Mill, 1683-1771, engelsk ingeniør og opfinder.

[3] JMC:Også kendt som Pellegrino Turri. Han opfandt også en form for karbonpapir.

[4] JMC: Karl Friedrich Christian Ludwig Freiherr Drais von Sauerbronn (Karl Drais), 1785-1851, tysk opfinder. Han opfandt bl.a. en skrivemaskine med 25 bogstaver (1821), senere (1829) udviklet til en hurtigere model med 16 taster. Den førstnævnte maskine byggede han til brug for hans fader, som var blevet blind. Hans vigtigste opfindelse er ”die Laufmaschine”, en forgænger til cyklen (se den fascinerende artikel om Drais på den tyske Wikipedia!)

[5] JMC: Alfred Ely Beach, 1826-1896, amerikansk opfinder, særlig husket for hans plan og specielle konstruktion af New York Citys første undergrundsbane, ”The Beach Pneumatic Transit”. Beach byggede også en skrivemaskine for blinde, for hvilken han fik patent. Desuden var han ejer af, og redaktør for, tidsskriftet Scientific American og startede en skole for befriede slaver i Savannah, ”The Beach Institute”.

[6] JMC: Peter Mitterhofer, 1822-1893, østrigsk snedker og opfinder. Han byggede sine egen musikinstrumenter og en tidlig form for vaskemaskine. Fra 1864 begyndte han at konstruere en skrivemaskine, das ”Wiener Modell 1864”, som imidlertid ikke blev færdigbygget. Den findes i dag på Teknisk Museum i Wien. Hans anden model, das ”Dresdner Modell” (1865) findes også bevaret og ingår i byen Dresdens tekniske museum. Begge modeller var hovedsagelig bygget af trædele. Han fik den 25 februar 1867 200 Gulden for at kunne fortsætte udviklingsarbejdet med skrivemaskinen. Hans tredje model er forsvundet; den fjerde: das ”Meraner Modell 1866” var af metal og kunne skrive med små og store bogstaver. Den femte model, ”Wiener Modell 1869” var yderligere udviklet og forbedret. Han lykkedes dog ikke med at producere skrivemaskinerne og heller ikke med at markedsføre dem. I byen Partschin (Sydtyrol, Italien) åbnede samleren Kurt Ryba i 1998 et ”Schreibmaschinenmuseum Peter Mitterhofer” med omkring 2000 udstillingsobjekter (hvoraf 1500 skrivemaskiner), som belyser skrivemaskinens udviklingshistorie fra 1864 – 1980. 

[7] Jacob Ahrend Peters, 1834-1924, var lærer ved Holdt og Monrads danske Suppleringskursus i Flensborg i begyndelsen eller midten af 1860erne, og han opfandt da en type af skrivemaskine, som omtales i Berlingske Tidende den 18 april 1868. Omkring 1924 opkom en strid mellem Professor Hannover og nogle af Malling-Hansens døtre angående spørgsmålet om Peters eller Malling-Hansen var den første og egentlige opfinder af skrivekuglens princip. Johanne Agerskov samlede polemikken og faktaunderlaget i en bog: ”Hvem er Skrivekuglens Opfinder”, udgivet af Otto Markussen, København i 1925. Se i øvrigt artikel under afsnittet om RMH, fanebladet ”Malling-Hansen Biography by Arild S. Ebbe”.

 

 

 

Slik så Alfred Ely Beach's skrivemaskin for blinde ut
En annen meget tidlig skrivemaskin, den såkalte Thurber fra 1843
Karl Drais, 1785-1851, tysk opfinder. Han opfandt bl.a. en skrivemaskine med 25 bogstaver (1821)
Alfred Ely Beach, 1826-1896, amerikansk opfinder
Peter Mitterhofer, 1822-1893, østrigsk snedker og opfinder
En av Peter Mitterhofers skrivemaskinmodeller
Kancelliråd Peters - fotografi fra Berlingske Tidende, 1925
Slik ble Peters maskin presentert i Illustrirte Zeitung, 1972
Dette er det som er igjen av Peters maskin i Teknisk Museums samling.
Illustrasjon fra originalartikkelen, der denne maskinen omtales som en av verdens første skrivemaskiner. Det kan kanskje se ut som man umiddelbart kan lese hva man har skrevet, men i virkeligheten ble bokstavene avsatt på papiret fra undersiden, og for å se hva man akkurat hadde skrevet måtte man løfte opp papirvalsen på toppen av maskinen. De første Remington-maskinene var såkalte upstrikers.

Malling Hansens Maskine vandt, efter at den var ændret som antydet, nogen Indgang i Forretningsverdenen, og paa Verdensudstillingen i Wien 1873 fik den højeste Udmærkelse; men den maatte snart vige for den amerikanske ”Remington-Maskine”, der var af en væsentlig anden, nok saa praktisk Type og udvikledes til større teknisk Fuldkommenhed.

 

Det var to Bogtrykkere, G. Latham Sholes[1] og Samuel W. Soule[2], der i Forening med en Mekaniker, Carlos Glidden[3], begyndte Arbejdet paa den Skrivemaskine, som skulle bane Vejen for Maskinskrivningens Fremtrængen i Verden. I 1868 tog de Patent paa deres Maskine; men Vanskelighederne ved Sagens Gennemførelse tog snart Modet fra Soule og Glidden, saa at de trak sig ud af Forretningen. Sholes arbejdede imidlertid videre, og i et typeskrevet Brev henvendte han sig til en Bogtrykker James Densmore[4] om Støtte til Opfindelsens videre Udvikling. Densmore fik Interesse for Sagen og skaffede Penge til fortsatte Forsøg. Til Sikring af den endelige Sejr krævedes dog større tekniske Hjælpemidler og mere Kapital en Sholes og Densmore raadede over, og i Begyndelsen af Halvfjerdserne fik de den bekendte Geværfabrik, Remington & Sons, ved Ilion i Staten New York til at overtage Fabrikationen.

 

I 1874 udsendte Remington-Fabrikken sine første Maskiner, og dels disses fortrinlige Egenskaber, dels Firmaets Anseelse og forretningsmæssige Reklame aabnede efterhaanden Forretningsverdenens Øjne for Maskinskrivningens store Fordele; 40 Aar senere beskræftigede Remington-Fabrikken 2-3000 Arbejdere og fremstillede over 100 000 Maskiner om Aaret, samtidig med at talrige andre Fabrikker, som var vokset frem i Tidens Løb, udsendte store Mængder af Skrivemaskiner.

 

Fig. 371 viser den første Remingtonmaskine. Den har 44 Tangenter eller taster, som ved leddede Stænger staar i Forbindelse med ”Typestænger”, der er ordnet saaledes, at de tilsammen danner Sidevæggen af en rund, bundløs Kurv. Paa Enden af hver Typestang sidder en Type, og naar man nedtrykker en Tast, farer den paagældende Typestang til Vejrs; Typen vil da, netop i Midten af Kurvvæggens øvre Cirkel træffe et Farvebaand og slaa det mod Papiret, der er lagt om en vandret Valse. Denne Valse bæres af en slags Slæde eller ”Vogn”, som, hver gang en Tast nedtrykkes, rykker et bestemt Stykke til venstre. De Bogstaver, Farvebaandet ved Typernes Tryk afsætter paa Papiret, vil derfor komme til at staa Side om Side med en ganske bestemt Plads til hver. Mellemrummene mellem Ordene frembringes ved Tryk paa en særlig ”Mellemrumstangent”, der har Form som en Lineal og ligger foran Bogstavtangenterne. Naar Liniens Afslutning nærmer sig, ringer en Klokke som Tegn paa, at man nu skal sørge for at bryde af ved en Stavelses Udgang. Efter at Linien er sluttet, fører man ved et særligt Haandtag Vognen tilbage til sin Udgangsstilling; derved spændes en Fjeder, og samtidig bringes Valsen til at dreje sig et Stykke, saa at den næste Linie dannes i passende Afstand under den forrige. Ved en lille Mekanisme for den ene Ende af Valsen kan man ændre mellemrummet mellem Linierne. Under Skrivningen føres Farvebaandet automatisk fra en Rulle over paa en anden saaledes, at det stadig er nye punkter af det, der slaas mod Papiret. Vognens Forskydning markeres af en Viser, der peger paa en inddelt Lineal; ved Hjælp af Viserens Angivelser kan man efter at have udløst en Spærring forskyde Vognen saa mange bogstavpladser, som man ønsker.

 

  
(JMC: Teksten fortsætter her men er ikke relevant for vor site).

 

 


[1] JMC: Christopher Latham Sholes, 1819-1890, amerikansk opfinder af en skrivemaskine og den som indtroducerede QWERTY-tastaturet.

[2] JMC: Samuel Willard Soulé, 1830-1875.

[3] JMC: Carlos Glidden, 1834 – 1877.

[4] JMC: James Densmore, 1820 - 1889

 

 

 

Christopher Latham Sholes, 1819-1890, var hovedmannen bak oppfinnelsen av den skrivemaskinen som ble patentert i 1868 i USA, og senere videreutviklet og masseprodusert av Remington-fabrikken.
Slik så den første protopypen av Sholes, Glidden og Soules skrivemaskin ut
Og her er den utviklet ytterligere
En av oppfinnerne, Carlos Glidden, 1834-1877
Denne mannen spilte også en ikke helt uvesentlig rolle i markedsføringen av Sholes/Glidden-maskinen: Mr. George Washington Newton Yost, død 1895.
Det skal ha vært her i Kleinsteuber's Machine Shop i Milwaukee at "the typewriter" så dagens lys
Christopher Latham Sholes, 1819-1890, var nok hovedhjernen bak oppfinnelsen
Mekanikeren Matthias Scwalbach, 1835-1920, skal visstnok ha en del av æren for å omsette oppfinnernes tanker til virkelighet
Investoren James Densmore, 1820-1889, kjøpte seg inn på et noe senere tidspunkt og drev prosjektet videre i samarbeid med Sholes
James Densmore - nummer to fra venstre
Den originale artikkelen

G. C. Mares about the Writing Ball in "The History of the Typewriter", 1909

The History of the TYPEWRITER. Successor to the Pen.

 

An illustrated Account of the Origin, Rise and Development of the Writing Machine

 

George Carl Mares[1]

 


[1] JMC: British journalist and typewriter historian George Carl Mares published his book in 1909, and it was reprinted in 1985.

 

Fig. 164. (JMC: a nice and clear drawing of the 1878 writing ball)

On page 230 the Writing Ball is mentioned, albeit very briefly:

 

The Hansen Writing Ball.  In this machine, which is still to be found in many offices on the Continent[1], the base was of wood, about a foot square. On this was a metal frame or casting, supported on feet. In this frame were holes, corresponding in number with the letters, signs, etc., employed, radiating upwards in every direction from a printing point in the centre of the case. The type-bars were simply straight rods, made to slide in the holes, and working like pistons, pressed upwards by springs. The types were cut on the bottom ends of the bars, at angles to suit their various inclinations, and on their top ends were buttons, lettered like those now generally used. The lengths of the type-bars were such, that they gave the general outline of a hemisphere. Hence, the name given to the machine.  The paper passed over the base, and under the frame containing the type-bars. There were either rollers or their equivalent, which gave the proper intermittent motion to the paper, and a line-spacing arrangement.

 

The inventor was a clergyman residing at Copenhagen, in Denmark.

 


[1] JMC: By “Continent” he is referring to Europe.

The front page of the book
The original article

Salmonsens konversationsleksikon om skrivekuglen.

Den siste modellen av skrivekuglen, med fargebånd og papirvalse, fremstilt av Aug. Lyngbye.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

 

 

Salmonsens leksikon var det største og mest ambitiøse danske leksikon i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Dets første udgave udkom i 18 bind i perioden mellem 1893 og 1911. Men allerede i 1912 besluttede forlaget at udgave en anden, aktualiseret udgave, og denne publiceredes mellem 1915 og 1928, plus et supplementsbind i 1930. Artiklen om ”skrivemaskine” som vi gengiver her, er fra værkets anden udgave. Artiklen er skrevet af ”K.M”, som står for professor K. Meyer. Jeg har dog ikke fundet nogle biografiska data om artikelforfatteren. Artiklen er illustreret med en litografisk tegning af Malling-Hansens sidste version af skrivekuglen, den fra 1888.

 

___________

 

 

Skrivemaskine, en Maskine, hvormed man frembringer Skrift ved at trykke med nogle i Maskinen anbragte Stempler.  Man kan faa aftryk paa hvidt Papir, naar man paa dette lægger et Stykke tyndt med afsmittende Farve overstrøget Papir, og trykker derpaa med Typerne.  Efter dette Princip er den af Malling-Hansen opfundne  S k r i v e k u g l e  indrettet. Den øverste Del af Maskinen bestaar af en Halvkugle (deraf navnet), i hvilken der, i Radiernes Retning, er anbragt en Del Stempler.  Hvert af disse er forneden dannet som en Type og har foroven en Knap, hvorpaa det tilsvarende Bogstav ell. Tegn ses.  Papirets Plan gaar igennem Kuglens Centrum, hvor Aftrykningen stedse foregaar. Saa snart et af Stemplerne er aftrykt, løftes det lidt af en lille Skruefjeder, og Papiret forskydes lidt til Siden, saa at der kan trykkes et nyt Bogstav ved Siden af det foreg.  I Marts 1870 fik Malling-Hansen 15 Aars Eneret på sit Apparat i dettes ældste Skikkelse; men det blev efterhaanden forandret og forbedret meget betydelig.  Det har været at se paa forsk. Udstillinger, saasom i Kbhvn 1872, i Wien 1873 o.s.v., og vakte megen Opmærksomhed.  1872 fik Malling-Hansen i Forbindelse med den daværende Ejer af Prof. Jünger’s mek. Etablissement, Prof. C.P. Jürgensen, 13 Aars Eneret paa Maskinen, der i sin nye Skikkelse havde faaet Navn af Takygraf, d.v.s. Hurtigskriver, men for øvrigt stedse blev forbedret. Maskinen vandt dog ingen Udbredelse.

 

 

---------(Nogle linier om senere skrivemaskiner er her udeladt).

 

 

K.M.


Aftenposten 1919.11.17 om Skrivekuglens Skaber.

Johan Frederik Vinsnes, 1866-1932, norsk forfatter. En av hans romaner som er til salgs på internett.

Research, udskrift og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

 

Det norske dagblad Aftenposten havde den 17 november 1919 følgende læserbrev:

 

 

Hr. redaktør!

 

I ”Aftenposten” nummer for lørdag aften spørger forfatteren Johan Frederik Vinsnes[1] i artiklen ”Kritik over kritikere” om nogen kan svare ham på, hvorfra udtrykket ”skrivekugle” stammer.  Ordet er af dansk oprindelse. Den danske døvstummelærer Malling-Hansen var kommen på den tanke, om det ikke skulde være mulig at gjengive den menneskelige Tale omtrent ligesaa hurtig  som den blev udtrykt i lyde. Det lykkedes ham ogsaa i 1870 at fuldende den geniale opfindelse i den mallingske skrivekugle, de nu saa kjendte Skrivemaskiners første forgjænger. Den havde form som en halvkugle, i hvilken tangenter med alfabetets bogstaver og tegn var anbragt.  Han vandt megen berømmelse såvel i ind- som udland, men i konkurrencen med amerikanerne maatte han nødvendigvis blive den lille, naar det gjaldt at gjøre opfindelsen praktisk anvendelig. Men paa grund af den større hurtighed, hvormed Skrivekuglen kunde gjengive menneskets tanker blev ordet skrivekugle siden anvendt som betegnelse for meget skrivende personer[2].

 

Ærbødigst

 

O.P[3].

 

 


[1] JMC: Johan Frederik Vinsnes, 1866-1932, norsk forfatter. Blandt hans værker kan nævnes ”Eventyr & Stemninger” (1895); ”En flygtning, Blind”;  ”Bisp og bispinne” (1906); ”Overretssagfører” (1907); ”Et gatekryds” (1914).

[2] JMC:  For eksempel den danske forfatter Holger Drachmann og den norske forfatter Alexander L. Kielland bruger flere gange ordet i deres respektive skønlitterære værker i den betydning som O.P. nævner i den sidste sætning.

[3] JMC: Personen bag signaturen O.P er ukendt.


Samuel Jarris – “Gabelsberger Stenografen” 1924 about the Writing Ball

Front page of the journal Gabelsberger Stenografen from 1924
The writing ball – model from 1878. Photo: Köln Auction Team
Rasmus Malling-Hansen. The photo is probably from around 1870. Photo: The Royal Library

II. The Writing Ball[1]

 

Hans Rasmus Malling Johan Hansen was born on the 5th of September 1835 in Hunseby, Lolland, where his father was a school teacher. The father died a few years later, and Count Knut of Knuthenborg Manor took him under his wings and made sure he could study. In 1865 Malling Hansen (as he called himself) passed his degree in theology and that same year was appointed principal of the Institute for the Deaf-Mute in Copenhagen. In this responsibility he has earned much merit within the field of education for the deaf-mutes; the introduction of the speech method instead of the sign method in Denmark is primarily thanks to him. Using ordinary copperplate one can write only around 4 signs (letters) per second, however a deaf-mute person, making use of his fingers to “speak” can produce around 12 signs per second. We are told that it was this observation that inspired in Malling Hansen the idea that it should be possible to construct a machine capable of transferring the movements of the fingers into writing at a similar speed. For Malling Hansen the distance between idea and action was very short, and since he was a very talented inventor and possessed considerable mechanical ingenuity, a result indeed came out of it. The machine constructed by Malling Hansen had two concentric ball-shapes (hence the name ‘writing ball’); the type bars were placed in the upper semi-sphere. On the upper side of the spherical surface were the heads of the type bars, arranged in such a way that the vowels were on the left hand side and the consonants to the right; there were no upper case letters or other signs[2]. The paper was placed in the center of the sphere, and when the keys were pressed, the writing was produced by means of a transfer paper. The type bars were secured into coil springs, enabling them to automatically return to their position of rest immediately after being pressed down. The idea behind this construction was not new. Already in 1838 the blind Louis Braille had constructed exactly the same thing – meant to be used by blind people: A perforated board with a type bar in each hole and using the same method for producing the writing; the difference was only that while Braille had his type bars placed in a board, Malling Hansen used a metal semi-sphere. However, in Louis Braille’s device the paper could not be moved automatically , and therefore it was not possible to do any speed typing. This is now the point where Malling Hansen introduces his idea: to use electricity for moving that part of the machine where the paper was placed – what we in the modern typewriter call the “carriage”. It will not be possible here to describe the locomotion mechanism in detail, since it requires minute drawings, but the principle was that the entire machine was connected by cable to a galvanized battery in such a way that pressing down a type bar switched on the current, whereby the part where the paper was placed was moved the distance of ‘one letter’. Professor C. Holten provided a very detailed description of the mechanism in “Illustreret Tidende” of October 30, 1870[3]. Malling Hansen had finalized the construction of this machine in 1870, and in March the same year he acquired a 15 year patent for it. Judging from an article by C.Nyrop in “Illustreret Tidende” of January 16, 1876[4], it seems that the machine was produced in several copies. It kicked up an infernal row and it was huge – 5-6 times bigger than a modern typewriter, quite unwieldy and weighed no less than 75 kilos. But more importantly it turned out that despite the most persistent efforts, it was not possible to make the electrical connection reliable. The machine was and remained unserviceable and was abandoned.However, Malling Hansen’s character was like Bjørnson’s[5] : “if a hope or two were broken, still a new one is blinking in your eye”. “He soon realized that for the machine ever to become functional, the entire electrical device must be abandoned as something superfluous and vexatious. The problem absorbed him for months; the most skilled mechanics gave up, but then he himself resolved the issue”[6]. Resolutely he abandoned electricity as the locomotive force, and shortly after he had constructed a new machine in which the carriage was moved one “tooth” forward in the cogwheel by the mere force of the keystroke itself. Otherwise the design was similar to that of the first machine; hence, the type bars were still positioned in a semisphere and were pressed down radially. The machine called a ‘Tachygraph’ (speed writer) was exhibited at the Nordic Exhibition in 1872[7].

 

 


[1] CB: This is a big article that Sverre Avnskog has traced through our new contact to Toward the Light. RMH’s daughter, Johanne Agerskov, refers to the article in some of the papers she left behind. The article is from the February 1924 edition of “Gabelsbergerstenografen”, a “journal for stenography”, published by the Danish Gabelsberger Society. Stenography, or shorthand, is of course an extremely fast coded type of handwriting, widely used before and up until the appearance of the tape recorder – as far as I know – for recording speeches and debates in the Danish parliament (“Folketinget”). It is clear from the recorded history of the writing ball that RMH meant that it was suitable for – indeed was such designed – substituting stenographers. His studies of politicians’ speaking speed in parliament are a testimony of that.
This very well written article raises some new questions:
Who is the author? Since there is no name indicated after the article itself, it is a fair guess that it is the editor himself, parliamentary stenographer S. Jarris who wrote it.
What is ‘Gabelsberger Stenography’?
Was this method or technique used in the Danish Parliament? And was it in use as late as the 1970s or even the 1980s?
What can we find about the history of shorthand in Denmark – and in Parliament (Folketing)?
Was the writing ball ever demonstrated to the key leaders of the Folketing? Or what did RMH do in order to promote this cause?

[2] CB: These limitations characterized only the very first version with 24 keys.

[3] JMC: This article is on our website (to be translated into English); see the section under “The Writing Ball” and go to “articles from Malling-Hansen’s lifetime”.

SA: In addition, it is necessary here to add some comments to Jarris’ description of the very first writing ball model. It is described as being 5-6 times as big as an ordinary typewriter and weighing 150 pounds (around 75 kilos). This tallies rather badly with the first box model which weighed merely around 9 kilos without batteries; and while it certainly was voluminous, it was not as big as 5-6 times that of a modern typewriter, as alleged. This heavy weight and the size cannot be explained by the size and weight of the batteries, for the wet cell batteries available at the time were not much bigger than a jam jar and cannot possibly have weighed many kilos. This leads us to the interpretation that the box model simply was not the first writing ball that RMH constructed, rather that he also made a specimen of the writing ball which is attached as a drawing to the first patent application from January 1870. It was a large table model with a paper cylinder turned by foot power on a pedal. This might also explain the information that the first writing ball made a terrible noise.

[4] SA: This article is also on our website

[5] JMC: Bjørnstjerne Bjørnson, 1832-1910, famous Norwegian writer and cultural giant. Awarded the Nobel prize in literature in 1903.

[6] CB: These four lines are in quotation marks; however the author does not indicate the source. It is likely that this and other quotations are from the 1876 Nyrop article.

[7] CB: This is a confusing and confused statement, right in the midst of the account about the history of the writing ball. The tachygraph was a completely different product – had nothing to do with the writing ball, except for the keyboard. It is a pity that the author does not mention – perhaps he does not know it – exactly when RHM abandoned electricity.

SA: However we know from other sources that the first model without electricity was ready in 1875. And it was RMH himself that found a mechanical solution for the paper movement.

The Sholes-Glidden machine as it is often called, such as it appeared from the Remington Factory in 1873. It was a so called ‘up-striker’ – i.e. the keys would strike the paper from below, such that one had to raise the platen to see what had just been typed.
A writing ball from around 1875 without a color ribbon. In order to see the typed text, one had to lift up the inked paper in one side, where it was not fastened. Photo: Dieter Eberwein.
The Remington factory also produced sewing machines, and the first typewriter was sold with a table and adorned like a sewing machine.

At the same time Sholes had finalized his machine; it was described in “Scientific American”, issue of August 10, 1872. For both inventors the next step was to achieve an industrial production. As is well-known, Sholes turned to the Remington factory, which distributed the first specimens a year later, in the autumn of 1873. Malling Hansen made use of “Jünger’s Mechanical Establishment”. It is not easyly established when the first specimens of the writing ball were distributed from there, but there is some evidence in the former article by Nyrup[1] from 1876. Initially he mentions that Malling Hansen’s “speed writing machine” was awarded prizes at the exhibition in Copenhagen in 1872 and in Vienna in 1873[2]: “but suddenly no more was heard about it. Most people probably gave it no thought, but a few may have supposed that the issue had been abandoned on the ground of being unfeasible, and that maybe the inventor was fatigued by always working, changing and perfecting the machine during many years of disappointments and trouble without a substantial outcome. Such a thought would be quite natural, but it does not correspond to reality. Far from being exhausted, reverend Malling Hansen has, since the last time the writing ball was the subject of public comments, been working on the success of his invention with persistence and zeal. He has spared no effort to continue his work, and now the writing ball has been finalized in a shape and version that we dare say is practical, smaller and less expensive than ever before”. And Nyrop ends his article as follows: “Professor Jünger’s Mechanical Establishment now produces the writing ball in its new version in greater quantity, such that the general public will be able to benefit from it, and the government ministries ought to introduce it.”

 

 


[1] CB: Here it is spelled ‘Nyrup’ – but the first time ‘Nyrop’…

[2] SA: The writer’s name was Camillus Nyrop and he lived from 1843 until 1918. He was a highly regarded industrial and artisan historian and, among other things, was the author of the history of several large Danish companies, published in books. In his article in Berlingske Tidende in 1924, in which Professor Hannover vented his infamous allegations about RMH having stolen the idea of his writing ball from the very much unknown Mr Peters, Hannover refers to a correspondence between RMH and Camillus Nyrop as his source to his knowledge about the writing ball. Nyrop’s collection of letters is at the Royal Library archives, but unfortunately all letters under, among other letters, the letter “H” are missing, and hence until now it has not been possible to trace RMH’s letter to Nyrop

From “Illustreret Tidende” 1870. Copyright: The Royal Library.
From “Illustreret Tidende” 1876. Copyright: The Royal Library

As regards the question of who is the father of the modern typewriter, we have to disregard Malling Hansen’s first machine; it is the last of the designs of that century which in practice could not keep what the theory promised. However, we have to count in the “tachygraph” (the name never caught on, people continued to call it the writing ball), both because it possesses the principle of the typewriter and because it was produced ‘en masse’ and proved itself to be very useful.[1]It is a fair conclusion that the typewriter was invented in Denmark just as early as in the United States, It is a fair conclusion that the typewriter was invented as early in this country as it was in the United States, but that the Americans managed to market their product before we did. When the Americans heard about the writing ball they were worried. An American patent agent attempted “in quite an importunate manner to get access to reverend Malling Hansen’s American patent”, and “Remington” offered the Danish inventor “to exchange patents”, the idea being that “henceforth they would be reciprocally allowed to use each others’ patents”. Obviously there must have been something useful about the writing ball. Indeed, during the 1880s and 1890s it was used to some extent in Copenhagen offices, but as late as in January 1892 the then parliamentary shorthand writer, later town hall librarian Mr Julius Salomon during a debate about “Women and Society”, and in relation to whether women ought to learn shorthand writing, used the following turn of phrase: “However, I do believe that the writing ball, which is gaining ground also in this country[2] in many respects can be as useful” (as stenography), and the following year, 1893, “Remington” opened their shop in Copenhagen.The fact that Malling Hansen’s writing ball was subsequently defeated in competition with the American machines, is probably due to our domestic technical inferiority. As far as I understand it had the defect that the carriage had to be moved by means of the force generated by striking the key, while in the American construction, as is well-known, the striking down on the key releases a spring generating the movement. Hence, the American machine was probably easier and quicker to type on.[3] On the face of it one would think this was a technical flaw that could have been remedied. In his biography[4] of Malling Hansen, Nyrop mentions that he continued to work on improvements of the writing ball well into the 1880s, “yet despite substantial funding from the government, among other sources, he did not succeed in producing it industrially in such a way that it was able to compete with aggressive American competitors. His end result of this invention was merely disappointment and loss.” About Malling Hansen, who in several different fields revealed a remarkable genius and achieved extraordinary things, “Illustreret Tidende” in its obituary on October 12, 1890, wrote that the constrained conditions of a small country weighed him down, “in his mind he saw the statue erected, but only attained a torso”. “His contemporaries did not believe in him 100 per cent, they did not listen carefully to what he said, and they ventured only little in his support”. It has justly been said concerning our great men in the world of politics, art and science, that they have almost never achieved the supreme; the apexes have always been broken off, when they have been close to the goal; they have been “on the verge”, “close by”, “just about to”, “on the point of”, but no more. Malling Hansen is no exception from this rule. He harvested no other fruit than disappointments from his writing ball, and he did not succeed in gaining a footing for it widely, neither in his own country nor abroad.

 

 


[1] CB: It is rather strange that the unknown but very knowledgeable author of this otherwise excellent article does not know the difference between the tachygraph – which was, as far as we know, only produced in one single specimen and has disappeared from the surface of the earth – and the new, lighter version of the writing ball, that he must be referring to here.

[2] CB: Here the unknown author has made two footnotes:1) The text in italics is not in italics in the article he is referring to – it merely expresses his own emphasis; 2) The author is of the opinion that Mr Salomon by the term ‘writing ball’ is referring to typewriters in general – not in particular to RMH’s invention.

[3] CB: Well, on this point the author is completely wrong, because in reality it was quite the reverse. It should be evident that the type bars of the writing ball are far easier to press down, since they only need to be moved one single centimeter, while the extended type bars on the Remington had to go through a giant movement.

[4] SA: In addition to the article that Camillus Nyrop wrote about the writing ball in ‘Illustreret Tidende’ from 1876 he also wrote a biography about RMH in "Danish Biographical Dictionary" 1887-1904 both articles are on our website

Lilian Sholes, daughter of Christopher Latham Sholes (1815-1891) at one of the first models of her father’s “typewriter”. The picture clearly shows that not only the writing ball was big-sized at this stage.
C.L. Sholes (1819-1890, pictured above) and Carlos Glidden (1834-1877) patented their typewriter in 1868 and thought that they had developed their machine as far as it was possible.
Sholes and Glidden sold their patent to James Densmore (1820-1889) who invested some thousand dollars into the machine and managed to have an improved model set into production at the Remington factories in 1873. The RMH negotiations about his patent were conducted with Densmore.

III. Duplication

 

The inventor of duplication, or the copying technique, is Malling Hansen, - something which is probably not widely known, and he had finalized this invention in 1870[1], simultaneously with the first writing ball. As mentioned above, the writing of the writing ball was produced by the types hitting an inked paper below which was a white paper, but Malling Hansen now found out that many copies could be produced by means of the following procedure:He put an inked paper (prepared with berliner blue) below, then a piece of thin oil paper, then again inked paper and oil paper, for instance 5 layers. On the 5 pieces of oil paper the text would now appear laterally reversed. He would then remove the oil papers, insert white papers between them and let the heap pass through the rollers of a glazing machine (a machine for calendaring paper) and got five prints. After that he would once again insert white paper between the oil papers, the heap went through the glazing machine, and he got five more prints. This procedure could be repeated at least 20 times, before the ink of the ink paper had been used up, thus achieving by one printing with 5 layers at least 100 reprints.

 

 

                                   _______________________________

 

 

For us as stenographers there is the particular relevance of Christian Sørensen’s[2] and Malling Hansen’s typewriters that the purpose of both was to render stenography superfluous. It appears very clearly from the quoted text by Chr Sørensen, and it is also mentioned in all texts by Malling Hansen, that his goal and purpose was that a typist, using the writing ball, would be able to follow the speed of a speaker. Already concerning the first model professor Holten writes on October 30, 1870[3] that “by means of this device one will, after the necessary training, be able to type most speeches as quickly as they are held without using stenographic signs, and doubtlessly one will be able to achieve even higher speeds with mechanical improvements”. Well, since then many attempts have been made to replace stenography with machines, but until now they have been fruitless.In my view, the typewriter needs to be improved in two respects: it should be rendered soundless, and it has to be avoided that the typist has to return the carriage after each line.How Chr Sørensen was imagining the locomotive force is unfortunately not explained in his text, but his final remark is very interesting, when he states that the typing can be continued “Without interruption”, until one page has been fully typed. With the electro-technique of our present time it would perhaps be a good idea to go back to Malling Hansen’s electrically powered machine and revive it.

 

End of the article.

 

__________________

 

Further down the page is:Editor responsible under the press laws: Parliament stenographer S. Jarris

Address: Jagtvej 197,  telephone: Strand 26

 

 


[1] CB: I am puzzled by two things: the word ‘duplication’ (‘duplikering’ in Danish); who invented this word? – It is after RMH’s time. Secondly, the year 1870 that he indicates – as far as I remember it is not until 1872 that ‘Illustreret Tidende’ has an article about “Xerography” – the first copying technique the world has seen.
JMC: According to “Ordbog over det danske sprog”, the word ‘duplikering’ is documented for the first time in 1918 – hence, it was probably not used in RMH’s lifetime.

[2] CB: In this text perhaps something of a sensation is hiding. Because in this very number of the journal ‘Gabelsberger-Stenografen’ there is also another text – in the pages just BEFORE this article – that another great Danish inventor, Christian Sørensen, who invented the ‘type-setting machine and the depositing machine’ made for typographers of newspaper printing offices wrote in 1849 to the Speaker of Parliament of the constitutional assembly of 1849. He was awarded the gold medal for this invention at an exhibition in Paris in 1855. It was called a “Tacheotype” – compare the tachygraph of RMH!. In this message to parliament in 1849, Chr Sørensen writes that he has invented a ‘speed writer or stenographic machine’! 20 years before the writing ball!!!
JMC: “Christian Sørensen, 1818-1861, Danish typographer and mechanic, who in 1851 invented one of the earliest typesetting  and distributing machines for lead type setting. It was named ‘Tachotype’ and aroused no interest at the world exhibition in London in 1851, but did win a first prize in Paris in 1855. After having been cheated in a French partnership for the production of the machine, Sørensen returned to Denmark in 1859 as a pauper. During his last year he continued working on two of his machines in a Copenhagen printing office. The original basic principle of the Tachotype was later on used with great financial success by several manufacturers abroad” (Den store Danske – Gyldendals Open Encyclopedia).

[3] SA: This was the first article in ‘Illustreret Tidende’ about the writing ball, written by professor Carl Holten, director of the Technical University, and published in 1870.

Professor Carl Holten, 1818-1886, director of the Technical University. Photo: The Royal Library
Industrial historian Camillus Nyrop, 1843-1918. Photo: The Royal Library.
Town Hall Librarian Julius Salomon, 1853-1922. Photo: The Royal Library.
Typographer and inventor Christian Sørensen, 1818+1861. Photo: The Royal Library.
The original article in Gabelsberger Stenografen from 1924.
Writing ball keyboard. Photo: Auction Team Köln

Samuel Jarris - om skrivekuglen i Gabelsberger Stenografen, 1924

Forsiden til tidsskriftet Gabelsberger Stenografen fra 1924
Skrivekuglen - modell fra 1878. Foto: Köln Auction Team
Rasmus Malling-Hansen. Fotografiet er etter all sannsynlighet fra ca 1870. Foto: Det Kongelige Bibliotek

                                                      II Skrivekuglen.[1]

 

 

   Hans Rasmus Malling Johan Hansen fødtes den 5. September  1835 i Hunseby paa Lolland, hvor hans Fader var skolelærer. Faderen døde faa Aar efter, og Grev Knuth til Knuthenborg tog sig af Drengen og lod ham studere. I 1865 tog Malling Hansen (som han selv kaldte sig) teologisk Embedseksamen og blev samme Aar Forstander for Døvstummeinstituttet i København. I denne Virksomhed har han indlagt sig stor Fortjeneste af Døvstummeundervisningen; det skyldes saaledes væsentligt ham, at vi herhjemme fik indført Talemetoden i Steder for Tegnmetoden.

    Med almindelig Skrift kan man kun skrive ca. 4 Lydtegn i Sekundet, men den døvstumme, som bruger sine Fingre til at ”tale” med, kan gengive ca. 12 Lydtegn i Sekundet. Det angives, at denne Iagttagelse bragte Malling Hansen paa den Tanke, at det maatte være muligt at konstruere en Maskine, som kunde overføre Fingrenes Bevægelser til Skrift med samme Fart. Tanke var for Malling Hansen det samme som Handling, og da han var et stort Opfindertalent og besad meget mekanisk Snilde, kom der ogsaa et Resultat ud af det.

    Den Maskine, Malling Hansen konstruerede, bestod af to koncentriske Kugleskaller (deraf Navnet Skrivekugle) ; i den øverste var Typestængerne samlet. Paa Oversiden af Kuglefladen sad Typestængernes Hoveder, og de var ordnet saaledes, at Vokalerne sad paa venstre Side og Konsonanterne paa højre.; der var hverken store Bogstaver eller Tegn[2]. I Centrum for Kuglen var Papiret anbragt, og naar Typerne trykkedes ned, frembragtes Skriften ved, at der over Papiret laa et Stykke Farvepapir. Typestængerne var anbragt i Spiralfjedre, saales at de ved Nedtrykningen automatisk blev trukket op i deres Hvilestilling.

    Den Idé, der laa heri, var ikke ny. Allerede i 1838 havde den blinde Louis Braille – til Brug for Blinde – lavet nøjagtig det samme: et gennemhullet Brædt med en Typestang i hvert Hul og med den samme Fremgangsmaade for Frembringelsen af Skriften; Forskellen var kun den, at medens Braille havde sine Typestænger anbragt i et Bræt, brugte Malling Hansen en Halvkugle af Metal. I Louis Brailles Apparat kunde Papiret imidlertid ikke forskydes automatisk, og der kunde derfor ikke blive Tale om nogen Hurtigskrivning. Paa dette Punkt er det nu, Malling Hansen kommer med sin Ide: at bruge den elektriske Strøm til Forskydning af den del af Maskinen, som Papiret var anbragt i – det, som vi paa den moderne Skrivemaskine kalder ”Vognen”. At beskrive Bevægelses-mekanismen i Detailler vil ikke være muligt her, da det kræver udførlige Tegninger, men Princippet var det, at hele Maskinen sattes i Ledningsforbindelse med et galvaniseret Batteri, saaledes at et Nedtryk af en Type sluttede Strømmen, hvorved det Apparat, hvori Papiret var anbragt, flyttedes ”et Bogstav”. En meget detailleret Beskrivelse af den gav Professor C. Holten i ”Illustreret Tidende” for 30. Oktober 1870.

    Denne Maskine havde Malling Hansen færdigkonstrueret i 1870, og han fik i Marts s. A 15 Aars Eneret paa Fremstillingen af den. Af en artikel af C. Nyrop i ”Illustreret Tidende” for 16. Januar 1876[3] synes det at fremgaa, at Maskinen blev fremstillet i flere Eksemplarer. Den lavede et infernalsk Spektakel, var af et uhyre Omfang, 5-6 Gange saa stor som en moderne Skrivemaskine, ganske uhaandterlig og vejede ikke mindre end 150 Pund, men fremfor alt viste det sig trods de ihærdigste Anstrengelser ikke muligt at gøre den elektriske Forbindelse driftssikker. Maskinen var og blev ubrugbar og blev opgivet.

    Malling Hansen var af den Bjørnsonske Slags: ”om et Haab eller to blev brudt, blinker et nyt i dit Øje”.  ”Han indsaa hurtigt, at hvis Maskinen nogensinde skulde blive praktisk, maatte hele det elektriske Apparat falde bort som et generende Omsvøbsdepartement. Problemet beskæftigede ham i Maaneder; de dygtigste Mekanikere erklærede sig fallit, saa løste han selv Spørgsmaalet”.[4]

Resolut forlod han altsaa Elektriciteten som Fremdrivningskraft, og i Løbet af kort Tid havde han konstrueret en ny Maskine, hvor ”Vognen” ved Kraften fra selve Anslaget flyttedes en Tandhjulstak frem. I øvrigt var Anordningen den samme som i den første Maskine; Typestængerne sad altsaa stadig i en Halvkugle og trykkedes radialt nedad. Paa den nordiske Udstilling i 1872 var Maskinen, som blev kaldt Takygraf (Hurtigskriver) udstillet.[5]

 

Sholes Glidden maskinen, som den ofte blir kalt, slik den fremsto fra Remington-fabrikken i 1873. Den var en såkalt "up-striker" - det vil se at bostavene ble anslått mot papiret, unnenfra, slik at man måtte løfte opp valsen for å se hva man nettopp hadde skrevet.
En skrivekugle fra ca 1875, uten fargebånd. For å se skriften, kunne man løfte opp svertepapiret på den ene siden, der det ikke var festet. Foto: Dieter Eberwein.
Remington-fabrikken produserte også symaskiner, og den første skrivemaskinen ble solgt sammen med et bord, og pyntet a la en symaskin.

 

 

    Paa samme tid havde Sholes sin Maskine færdig; den stod beskrevet i ”Scientific American” for 10. August 1872.

    Det drejede sig nu for begge Opfinderne om den fabriksmæssige Fremstilling. Som bekendt gik Sholes til Remingtonfabrikken, som udsendte de første Eksemplarer et Aar senere, i Efteraaret 1873. Malling Hansen allierede sig med ”Jüngers mekaniske Etablissement”. Hvornaar de første Skrivekugler udgik herfra, vil det sikkert ikke blive let at faa konstateret, men et holdepunkt er der dog i den førnævnte Artikel af Nyrup[6] fra 1876.  Han omtaler først, at Malling Hansens’ ”Hurtigskriveapparat” blev prisbelønnet paa Udstillingen i København 1872 og i Wien 1873[7], ”[8]men saa hørte det pludselig op med meddelelser om det. Mange har vel ikke tænkt derover, men en og anden har dog maaske antaget, at Sagen som upraktisk var lagt til Side, og at Opfinderen var blevet træt af altid at arbejde, forandre og forbedre, under mangeaarige Ærgrelser og Bryderier uden reelt Udbytte. En saadan Tanke er naturlig, men den svarer ikke til Virkeligheden. Langtfra at være bleven træt har Pastor Malling Hansen, siden Skrivekuglen sidst var Genstand for offentlig Omtale, arbejdet paa sin Opfindelses Fremgang med Udholdenhed og Iver. Han har ikke skyet nogen Anstrængelse for at kunne blive sat i Stand til at fortsætte Arbejdet, og nu staar Skrive-kuglen færdig i en, som det sikkert tør siges, praktisk Form, mindre i Omfang og billigere i Pris end nogensinde”. Og Nyrop slutter sin Artikel saaledes: ”Professor Jüngers mekaniske Etablissement fremstiller nu Skrivekuglen i dens nye Skikkelse i et større Antal Eksemplarer, saa at Publikum vil kunne høste Nytte af den, og Ministerierne bør indføre den”.

 

 

Fra Illustreret Tidende 1870. Copyright: Det Kongelige Bibliotek
Fra Illustreret Tidende 1876. Copyright: Det Kongelige Bibliotek

     I Spørgsmaalet om Faderværdigheden til den moderne Skrivemaskine maa der ses bort fra Malling Hansens første Maskine; den er den sidste af Aarhundredets mangeaarige Planer, som ikke i Praksis kunde holde, hvad Teorien stillede i Udsigt. Derimod maa der regnes med ”Takygrafen”, (Navnet slog aldrig igennem, Folk blev ved at kalde den Skrivekuglen) baade fordi den har Skrivemaskinens Princip, og fordi den blev fremstillet en masse og vise sig udmærket brugelig.[9]

    Det kan herefter siges, at Skrivemaskinen saa Dagens Lys ligesaa tidligt her i Landet som i Amerika, men at Amerikanerne fik deres paa Markedet før vi.

    Da Amerikanerne fik nys om Skrivekuglen, blev de ængstelige. En amerikansk Patentagent søgte ”paa en temmelig paatrængende Maade at faa Raadighed over Pastor Malling Hansens amerikanske Patent”, og ”Remington” tilbød den danske Opfinder ”at bytte Patenter”; de skulle derefter være gensidigt berettigede til at bruge hinandens Patenter”. Noget godt har der altså været ved Skrivekuglen.

    I Firserne og Halvfemserne brugtes den da ogsaa noget paa københavnske Kontorer, men saa

sent som i Januar 1892 kan dog daværende Rigsdagsstenograf, senere Raadhusbibliotekar Julius Salomon i en Polemik i ”Kvinden og Samfundet” om, hvorvidt Kvinder bør lære at stenografere, bruge følgende Vending: ”Dog tror jeg, at Skrivekuglen, som jo er i færd med at vinde Indgang ogsaa herhjemm[10]e, i mange Henseender kan gøre samme Nytte” (som Stenografien)’, og Aaret efter, 1893, etableredes ”Remington’s” Udsalg her i  København.

    At Malling Hansens Skrivekugle derefter blev slaaet ud i Konkurrence med de amerikanske Maskiner, laa vel nærmest i vor hjemlige tekniske Underlegenhed. Saavidt jeg kan skønne, havde den den Fejl, at Vognen skulle flyttes ved Anslagskraften, medens Forholdet ved den amerikanske Konstruktion som bekendt er det, at Anslaget udløser en Spændkraft, som bevirker Bevægelsen. Den amerikanske Maskine har formodentlig da været lettere og altså hurtigere at skrive paa[11]. Paa Forhaand skulde man jo synes, at det her drejede sig om en teknisk Mangel, der maatte kunde afhjælpes. I sin Biografi [12]af Malling Hansen meddeler Nyrop, at han syslede med Forbedring af Maskinen helt ind i Firserne, ”men trods betydelige Understøttelser, bl.a. fra Staten, lykkedes det ikke at faa den fremstillet ad fabriksmæssig Vej paa en saadan Maade, at den kunde optage Kampen med nærgaaende amerikanske Konkurrenter. Hans Resultat af denne Opfindelse blev kun Skuffelse og Tab”.

    Om Malling Hansen, der paa flere andre Omraader aabenbarede en mærkelig Genialitet og ydede det fremragende, skrev ”Illustreret Tidende” i sin Nekrolog over ham den 12. Oktober 1890, at det lille lands smaa Forhold tyngede ham, ”han saa i Tankerne Statuen rejst, men naaede kun at frembringe en Torso”. ”Man troede ikke helt paa ham, man hørte kun halvt paa ham, man vilde kun vove lidt paa ham”.

    ”Det er med Rette blevet bemærket om vores Stormænd i Politikkens, Kunstens og Aandens Verden, at det saa godt som aldrig lykkedes dem at naa det højeste; Spidserne er altid brækket af, naar de staar Maalet nær; de har været ”nær ved”, ”lige ved”, ”paa Nippet til”, men heller ikke mere. Malling Hansen danner ingen undtagelse fra denne Regel. Han høstede ingen anden Frugt end Skuffelse af sin Skrivekugle, og det lykkedes ham ikke at skaffe den Indpas i vide Kredse hverken i eller udenfor sit Fædreland”.

 

 

Lilian Sholes, datteren til Christopher Latham Sholes(1815-1891) ved en av de første modellene av farens "type-writer". Som man ser, var det ikke kun skrivekuglen som var stor i begynnelsen.
C. L. Sholes(bildet) og Carlos Glidden(1834-1877) fikk patent på sin typewriter i 1868, og mente de hadde utviklet sin maskin så langt som det var mulig.
Sholes og Glidden solgte sitt patent til James Densmore(1820-1889), som investerte noen tusen dollar i maskinen og fikk satt den forbedrede modellen i produksjon hos Remington-fabrikken i 1873. Det var med Densmore RMH førte forhandlinger om salg av sitt patent.

 

 

                                                    III. Duplikeringen.       

 

 

      Duplikeringens Opfinder er Malling Hansen, hvad der vistnok ikke er almindeligt kendt, og denne Opfindelse havde han fuldt færdig i 1870[13], samtidig med den første Skrivekugle. Som nævnt foran frembragtes Skrivekuglens Skrift paa den maade, at Typerne ramte et Sværtepapir, under hvilket der laa et hvidt Papir, men Malling Hansen fandt nu ud af, at der kunde faaes mange Kopier ved følgende Fremgangsmaade:

    Han lagde set Stykke Sværtepapir (præpareret med Berlinerblaat) nederst, derover et Stykke tyndt Oliepapir, saa igen Sværtepapir og Oliepapir, f.Eks. 5 Lag. Paa de 5 stykker Oliepapir stod Skriften nu omvendt. Ved derefter at tage Oliepapirerne ud, lægge hvidt Papir imellem dem og lade Bunken gaa igennem en Satinérmaskines Valser (en Maskine til Glitning af Papir) fik han 5 Aftryk. Derefter blev der atter lagt hvidt Papir mellem Oliepapirerne, Bunken gik igen igennem Satinér-maskinen, og han fik 5 nye Aftryk. Dette kunde gentages mindst 20 gange, før Farven paa Sværte-papiret var opbrugt, saaledes at der af en Skrivning med 5 Lag kunde tages mindst 100 Aftryk.

                                                                 _________________

 

       For os Stenografer knytter der sig den særlige interesse til Chr. Sørensens[14] og Malling Hansens Skrivemaskiner, at Hensigten med dem begge var at overflødiggøre Stenografien. Dette fremgaar jo tiltrækkeligt tydeligt af den gengivne Skrivelse fra Chr. Sørensen, og det anføres i alle Skildringer af Malling Hansen, at hans Formaal var, at man paa Skrivekuglen skulde kunde følge en Taler. Allerede om den første Model skriver Professor Holten den 30 oktober 1870[15], at man ”ved Hjælp af den med tilbørlig Øvelse vil kunne nedskrive de fleste Taler ligesaa hurtigt, som de holdes, uden at stenografiske Tegn dertil er nødvendige, og der er ingen Tvivl om, at man vil kunne opnaa en endnu større Hastighed ved mekaniske Forbedringer”.  Naa, der er jo siden gjort mange Forsøg paa at erstatte Stenografien med Maskiner, men hidtil har de været forgæves.

    Skrivemaskinen bør efter min mening forbedres paa to Punkter: den bør gøres lydløs, og det maa undgaas, at den skrivende skal føre Vogen tilbage efter hver Linie. Hvorledes Chr. Sørensen har tænkt sig Bevægkraften, fremgaar desværre ikke af hans Skrivelse, men interessant er hans Slutningsbemærkning, at Skrivningen kan fortsættes ”uden Afbrydelse”, indtil et Ark er beskrevet. Med vor Tids Elektroteknik var det maaske et Forsøg værd at genoptage Malling Hansens elektrisk drevne Maskine.

 

Artikel slut

_____________________

 

Længere nede på siden står:

 

Ansvarshavende Redaktør: Rigsdagsstenograf S. Jarris

Adr.: Jagtvej 197   Tlf Strand 26

 


[1] CB: Dette er en kæmpeartikel som Sverre Avnskog har kommet på sporet af gennem vores nye kontakt til Vandrer mod Lyset. RMHs datter, Johanne Agerskov refererer til artiklen i nogle af sine efterlatte papirer. Artiklen er fra februar 1924-udgaven af ”Gabelsbergerstenografen”, der var et ”Tidsskrift for Stenografi” udgivet af Det danske Gabelsberger-Selskab. Stenografien er jo en ekstrem hurtig kodet håndskrift, som anvendtes før og helt indtil båndoptagerens fremkomst – så vidt jeg ved - til at tage referater af debatten i det danske folketing – tidligere kaldet Rigsdagen.

Det fremgår klart af hele historien omkring Skrivekuglen, at RMH mente, at den egnede sig – og nærmest var udviklet til – at erstatte disse stenografer. Det viser jo hans studier af taletempoet i Rigsdagen.

Denne pragtfuldt velskrevne artikel giver så anledning til en masse nye spørgsmål:

Hvem er forfatteren? Da der ikke står noget navn ved selve artiklen, kan man jo gætte på, at det er selveste redaktøren af tidsskriftet, Rigsdagsstenograf S. Jarris, der har skrevet den.

Hvad er Gabelsberger-stenografien?

Blev denne ’teknik’  brugt i Folketinget/Rigsdagen? Og helt op til 1970’erne? Måske 80’erne?

Hvad er der skrevet om stenografiens historie i Danmark – og i Rigsdagen?

Blev Skrivekuglen mon nogensinde præsenteret for Rigsdagens/Folketingets ledelse? Eller hvad gjorde RMH for denne sag?

[2] CB: Som bekendt gjaldt disse begrænsninger kun den allerførste version med 24 taster

[3] CB: Har vi mon denne artikel i arkiverne/påweb-sitet?

SA: Artikkelen finnes under "The Writing ball" - og videre "Artcles from Malling-Hansen's lifetime". Det er forøvrig nødvendig å knytte noen kommentaren til Jarris' beskrivelse av den alle første skrivekuglemodellen. Den beskrives altså som 5-6 ganger så stor som en moderne skrivemaskin, og veide 150 pund (ca 75 kg). Dette stemmer dårlig overens med den første boks-modellen, som bare veide ca 9 kg uten batterier, og riktignok var den stor, men ikke så stor at man kan si den var 5-6 ganger så stor som en moderne skrivemaskin. Den store vekten og størrelsen kan vanskelig forklares med at det må ha vært batteriene som som var så store og tunge, for de våtcelle batteriene som var tilgjengelige på denne tiden ser ikke særlig mye større ut enn syltetøyglass, og kan umulig ha veid mange kg. Det er derfor meget nærliggende å tolke disse opplysningene dithen at boksmodellen slett ikke var den første skrivekuglen RMH bygget, men at han også leget en modell av den skrivekuglen som er vedlagt som tegning til den første patentsøknaden fra januar 1870. Det dreier seg om en stor bordmodell, der papirsylinderen ble drevet rundt ved hjelp av fotkraft på en pedal. Dette kan også forklare opplysningen om at den første skrivekuglen lagde et infernalsk spetakkel.

[4] CB: Der er ”  ” om disse tre linier, der saaledes ser ud til at være et citat – men der står ikke, hvor citatet stammer fra – men det – og alle de følgende citater – er nok fra den nævnte artikel af Nyrop fra 1876?

[5] CB: En forvirrende sætning, her midt i redegørelsen for skrivekuglens historie. Takygrafen var et helt, helt andet produkt – havde intet med Skrivekuglen at gøre – undtagen tastaturet. Det er synd, at forfatteren ikke fortæller – måske ved han det ikke – præcis hvornår RMH opgav elektriciteten.

SA: Fra andre kilder vet vi at den første skrivekuglen med en mekanisk løsning på papirflytningen var ferdig ca 1875, og det var RMH selv som løste problemet, etter at flere mekanikere forgjeves hadde forsøkt å finne en løsning.

[6] CB: Pudsigt: Her staves det Nyrup – første gang Nyrop!

[7] CB: Igen er jeg noget forvirret. Er Hurtigskriveapparatet = Skrivekuglen eller = Takygrafen? De to maskiner ser ud til at være totalt blandet sammen her.

[8] CB: Igen et uddrag af artikel af Nyrop/Nyrup fra 1876, ser det ud til. Den må vi have fat i.

SA: Artikkelen av Nyrop i Illustreret Tidende i 1876 har vi. Hans fulle navn var Camillus Nyrop, og han levde fra 1843 til 1918. Han var en meget vel ansett industrihistoriker, og skrev bl. a. flere store danske bedrifters historie i bokform. I sin artikkel i Berlingske Tidende i 1924, der Professor Hannover fremsatte sine famøse påstander om at RMH hadde stjålet ideen til sin skrivekugle fra en meget ukjent hr. Peters, refererer Hannover til en korrespondanse mellom RMH og Camillus Nyrop som kilde til sin viten om skrivekuglen. Nyrops brevsamling finnes i Det Kongelige Biblioteks arkiver, men dessverre mangler alle brevene på bl. a bokstaven "H", så RMHs brev til Camillus Nyrop har ikke vært mulige å oppspore ennå.

[9] CB: Jeg fatter simpelthen ikke, at den –ukendte – men meget vidende –forfatter til denne ellers glimrende artikel ikke kender forskel på Takygrafen – som så vidt vi ved kun blev fremstillet i ét eneste eksemplar, og er totalt forsvundet fra jordens overflade – og den nye, lette udgave af Skrivekuglen, som han må skrive om her. MEGET mystiskt!

[10] CB: Her har den ukendte forfatter selv lavet to fodnoter: 1 .Det der her er i kursiv, er ikke i kursiv i den artikel, der refereres til – kun i nærværende artikel- for at fremhæve denne formulering. 2. Forfatteren mener, at hr Salomon med ordet ’Skrivekugle’ mener ’Skrivemaskiner’ generelt – og altså ikke refererer til RMHs opfindelse.

[11] CB: Ja, her er hr Jarris jo fuldstændigt galt afmarcheret, det forholdt sig præcist modsat. Det er jo indlysende, at tangenterne på Skrivekuglen er langt nemmere at trykke ned, fordi de kun skal flyttes sig en enkelt centimeter, medens de lange tangentarme på Remington skulle foretage en kæmpebevægelse. 

[12] CB: Denne biografi om RMH – skrevet af ’Nyrop’ – hvem det så er  – kender vi den? Jeg er i tvivl – og mit papirarkiv er et stort rod og min hard-disk er ødelagt – så jeg kan ikke lige tjekke det. 

SA: Ja, jeg tror det må dreie seg om de biogafien som Nyrop skrev i Dansk Biografisk Leksikon få år etter at RMH døde. Den er publisert på websiden.

[13] CB: Jeg undrer mig over to ting: for det første ordet Duplikering? Hvem har fundet på det – det er efter RMHs tid. For det andet årstallet 1870 – da det, så vidt jeg husker, først er i 1872, at der i Illustreret Tidende er en artikel om ”Xerografien” – verdens første kopieringsteknik.

[14] CB: I denne tekst skjuler der sig måske noget af en sensation. For i dette, samme nummer af tidsskriftet Gabelsberger-Stenografen, er der også gengivet en tekst – på siderne FØR denne artikel – som en anden stor dansk opfinder Chr. Sørensen, der opfandt ’Sætte- og Aflæggemaskinen’ til brug for typografer på avistrykkerier, skrev i år 1849 til Rigsdagspræsidenten ved den grundlovgivende forsamling i 1849. Han fik guldmedalje for denne opfindelse – står der ’Udstillingen i Paris i 1855. Den hed ’Tacheotyp’ – jævnfør RMHs Takygraf! I denne henvendelse til Rigsdasen fra 1849 skriver Chr. Sørensen at han har opfundet en ’Et hurtigskriveapparat eller stenographisk Maskine’!  20 år før Skrivekuglen!!!  Jeg er simpelthen NØDT til også at indskrive denne tekst af Chr. Sørensen.

JMC: Christian Sørensen, 1818-1861, dansk typograf og mekaniker, der i 1851 opfandt en af de tidligste sætte- og aflæggemaskiner til blytyper. Den fik navnet Tachotype og vakte ingen interesse på verdensudstillingen i London 1851, men vandt 1855 en førstepremie i Paris. Efter at have været blevet snydt i et fransk partnerskab om maskinens produktion vendte Sørensen 1859 tilbage til Danmark som en fattig mand. Sit sidste leveår arbejdede han på to af sine maskiner i et københavnsk bogtrykkeri. Tachotypes originale grundprincip blev siden anvendt med stor økonomisk succes af flere udenlandske fabrikanter.” Den Store Danske – Gyldendals Open Encyclopedia).

[15] CB: Det er vist i den første artikel i Illustreret Tidende om Skrivekuglen.

SA: Ja, den sto på trykk i Illustreret Tidende i 1870, og var altså skrevet av professor Carl Holten, direktør ved Polyteknisk Læreanstalt.

Professor Carl Holten, 1818-1886, direktør ved Polyteknisk Læreanstalt. Foto: Det Kongelige Bibliotek
Industrihistoriker Camillus Nyrop, 1843-1918. Foto: Det Kongelige Bibliotek
Rådhusbibliotekar, Julius Salomon, 1853-1922. Foto: Det Kongelige Bibliotek
Typograf og oppfinner Christian Sørensen, 1818-1861. Foto: Det Kongelige Bibliotek
Den originale artikkelen i Gabelsberger Stenografen fra 1924
Skrivekugle tastatur. Foto: Auction Team Køln

Article in Das Geschäft, 1925: BÜRO UND TECHNIK

Zur Berliner Büro-Ausstellung vom 30 April bis 9.Mai in den Ausstellungshallen am Kaiserdamm.

 

Eine Übersicht der geschichtlichen Schau und Ergänzungen dazu von L u d w i g  B r a u n e r.

 

 

Den Beispielen anderer Industriezweige , die sich schon seit geraumer Zeit Mühe geben, den neusten Erzeugnissen, die sie zur Schau bringen, möglichst die Vorläufer ihrer augenblicklichen Vollkommenheit gegenüberzustellen, folgt diesmal auch die Büroindustrie. Auf der im Frühjahr dieses Jahres stattfindenden Allgemeinen Büroausstellung (ABA) die der Fachverband der Deutschen Büroindustrie ins Leben ruft, wird sich den Besuchern eine sachkundig zusammengestellte, kulturgeschichtlich äußerst wertvolle Sonderabteilung präsentieren.

 

R. Malling-Hansen und sein Tachygraf aus dem Jahre 1872.

Der Gedanke, aus den reichen privaten Sammlungen eifriger Amateurforscher einen zeitgeschichtlich fast lückenlosen Überblick über Schreib-, Rechen- und Kontorgeräte im Wandel der Zeiten aufzubauen, hat günstige Förderung erfahren. Daß es gelungen ist, die Besitzer der heute noch schwer aufzutreibenden Schätze zur leihweisen Hergabe der sorgfältig gehüteten, unersetzbaren Objekte, vielfach Unikate, zu bewegen, ist um so begrüßenswerter, als Privatsammler sich gewöhnlich ungern von ihren Anschauungsgegenständen trennen.

 

Der privaten Initiative hat Deutschland einen Vorrat an Sammelschätzen zu verdanken, wie er in dieser Fülle wahrscheinlich sonst in keinem Lande vorhanden ist. Leider ist dies Sammelgut sehr zerstreut und muß sonst an verschiedenen Orten aufgesucht werden. In Berlin befinden sich als geschlossene Sammlungen die von Herrn Rudolf Blanck rtz in seinem Schriftmuseum (Georgenkirchenstraße 44, Geschäftshaus der Firma Heintze & Blanckertz Schreibfedernfabrik, deren Inhaber der Genannte ist) aufbewahrten Denkmäler der Schriftkunst und Schreibgeräte. Sie umfassen die Entwicklungsspanne von der grauesten Vorzeit bis zur neuesten Gegenwart. Sie bieten eine zeitlich fast lückenlose Schau aller Werkzeuge und Einrichtungen, die dem Menschen irgendwann und irgendwo als Ausdrucksmittel seines graphischen Bestätigungsdranges dienten.

 

Herr Blanckertz, dem es in fast dreißigjähriger systematischer Sammeltätigkeit gelungen ist, die Entwicklung der Schreibgeräte und damit der Schrift in Beispielen festzuhalten, bietet in der retrospektiven Schau eine gegenständliche Schilderung des Werdeganges der graphischen Hilfsmittel von den Vorstufen und primitiven Anfängen bis in die modernste Zeit.

 

Aus der zweiten in Berlin befindlicher Sammlung schließt sich an die erste eine interessante Zusammenstellung jener Geräte und Mechanismen an, die Blinden und Erblindeten die Möglichkeit der Teilnahme am geistigen Schaffen boten und bieten. Die Staatliche Blindenanstalt in Berlin-Steglitz, die Pflegerin eines reichhaltigen, einschlägigen Museums, zeigt zunächst als abseitige Zwischenstufe in der normalen Schrift – und Schreibgerätefortbildung die Entwicklung der Blindenschreib- und –lesekunst. Sie beginnt mit groben, tast- und fühlbaren Eindrücken in Wachs oder Pappe und endet bei den jetztgebräuchlichen Punktschrift- und Doppelschriftmaschinen für Punkt- und geperlte Linienschrift (Konstruktionsjahre 1899 – 1907), Erfinder der in Deutschland vornehmlich eingeführten: Direktor O. Picht des Berliner Blindeninstituts). Die Schrift beider Maschinen ist erhaben; die der ersterwähnten ist jedoch nur lesbar für Empfänger von Mitteilungen, die mit der Brailleschen Punktschrift vertraut sind, letzter auch für ihre Nichtkenner. Die bis in den Anfang des 18. Jahrhunderts zurückreichenden Versuche, Schreibehelfe für Blinde herzustellen, haben neben anderen Veranlassungen zur schließlichen Erfindung der Schreibmaschinen für jedermanns Gebrauch geführt.

 

Professor Rudolf Schade
Schade’s Typenstab-Schreibmaschine.

Die geschichtliche Entwicklung der Schreibmaschine, die heute eine so große wirtschaftliche Bedeutung entnimmt, wird an Hand von Modellen aus einer Sammlung dargestellt, mit der schon mehrere Jahre vor dem Kriege Herr Albert Osterwald  in Leipzig begonnen und zur stattlichen Anzahl von jetzt etwa 120 stück vorhandener Exemplare geführt hat. Bemerkenswert darunter ist die vollständigkeit der Remingtonmodelle, interessant die vorzüglich erhaltenen Exemplare der sogenannten Sholes-Glidden. Sie weisen als äußeren Schmuck die zu ihrer Entstehungszeit (1868-1872) üblichen Verzierungen auf und schreiben nur große Buchstaben. Dem ersten Remingtonmodell (1873)- gegenüber seinen Vorgängern schon verkleinert, aber mit starker Papierwalze und auch nur große Buchstaben schreibend – folgen die Nachkömmlinge bis 1904, dem Geburtsjahr des Unteranschlagmodells Nr.9, das 1908 mit dem Erscheinen der sichtbar schreibenden Remington X aus der Fabrikation verschwand. Zu Vergleichen mit dem heutigen Stand der Schreibmaschinentechnik ……(?) fast alle ersten Modelle der anderen zu ihrer Zeit populäre Marken , daneben aber auch die oft eigenartigen, heute befremdend wirkenden Modelle abwegiger Konstruktionen heraus.

 

Malling-Hansens Schreibkugel (gedanklich 1865 erfunden), die seinerzeit viel Aufsehen erregte, wiederholt auf Weltausstellungen prämiiert und in vielen Exemplaren gebaut wurde, die sämtlich ihre Abnehmer fanden, ist mehrfach vertreten. Hans Rasmus Malling Johan Hansen (geb. am 5. September 1835 in Hunseby auf Lolland, gest. 27.September 1890 als Direktor der Königlichen Taubstummenanstalt in Kopenhagen)har auch das Problem der elektrischen Schreibmaschine zu lösen versucht. 1872 entstand seine „Tachygraph“ genannte Schnellschreibmaschine, die nur große Buchstaben auf Papierstreifen schrieb. Die Zeilengeradheit und Klarheit der Schrift veranschaulicht das hier wiedergegebene Faksimile. Hansen ist auch der Erfinder eines X e r o g r a p h i e genannten Trockendruckverfahrens, des Vorläufers der Hektographie. Der Unverstand seiner Zeitkonnte die Tatkraft des hochbegabten Mannes nicht beugen. Erhohlung von den vielen Enttäuschungen bot ihm die Beschäftigung mit wissenschaftlichen Untersuchungen. Auf dem internationalen Ärztekongreß in Kopenhagen (1884)fand das Resumé seiner Forschertätigkeit über die „Periodizität im Wachstum der Kinder und in der Wärme der Sonne“ lebhaften Beifall. Die Rastlosigkeit des 55jährigen unterbrach ein Herzschlag. Ihm verdankt der dänische Taubstummenunterricht die Ersetzung der alten Zeichenmethode durch die Sprachmethode mit dem Handalphabet. Seine Tochter, Frau Engelke Wiberg, läßt in diesen Tagen eine dem Andenken ihres Vaters gewidmete Broschüre erscheinen, die wertvollen Aufschluß über das Wirken und Schaffen eines Vielfach Enttäuschten geben wird.

 

Giuseppe Ravizza und sein „Cembalo scrivano“

Von dem Grundgedanken ausgehend, daß die mechanische Hebelübertragung kein Vorteil für Schreibmaschinen sei und die direkte Stempelung der Typen weniger Zeit und Kraft in Anspruch nimmt, begann – ohne Kenntnis der Malling-Hansenschen Schreibkugel – det jetzige Geheimrat und Professor Rudolf Schade im Jahre 1896 mit der Fabrikation der hier abgebildeten Schnellschreibmaschine. Bei ihr münden alle 84 Typenstäbe, von denen jeder einen Buchstaben repräsentiert, auf ein gemeinschaftliches Mittelloch. Die Typen sind entsprechend der Schrägstellung der Stäbe so angeordnet, daß stets ein klarer Farbbandabdruck erfolgt. Die Übersichtlichkeit der Tastatur ist durch die gruppenweise Anordnung und verschiedenartige Färbung der Tasten, Träger nur eines Schriftzeichens, gegeben. Der Erfinder ist am 30. November 1867 zu Tilsit geboren. Sein Name ist in der wissenschaftlichen Welt kein unbekannter. Schades torfwirtschaftlich bedeutungsvolle Torfentwässerungsmethode mit Gewinnung von Nebenproduktion zur Bodendüngung und seine Erfindungen auf dem Gebiete der Windkrafttechnik haben bereits die Aufmerksamkeit der Industrie erregt.

Peter Mitterhofer und das erste Modell seiner Schreibmaschine aus dem Jahre 1884.
Ph.M.Hahn, Pfarrer zu Echterdingen, und seine Rechenmaschine aus dem Deutschen Museum in München.

Zu den verkannten Erfindern von Schreibmaschinen gehört auch Peter Mitterhofer, der geistig regsame, seiner Zeit vorausgeeilte tiroler Tischler und Zimmermann, dessen erstes 1864 gebautes, der späteren Remingtonform und Konstruktion überraschend ähnliches Modell seit 1918 im Museum Ferdinandeum in Innsbruck aufbewahrt wird, Mitterhofer, am 20. September 1822 in Partschins bei Meran als Sohn eines Tischlers und Sägewerkpächters geboren, ist in seiner Jugend weit herumgekommen. Sein heiteres Temperament und sein unverwüstlicher Optimismus ließen ihn an den Erfolg seiner Erfindung glauben. Sein guter Kaiser in Wien würde ihm schon helfen. Franz Josef I. hat, wie aus dem von R. Granichstaedten – Czerva verfaßten Lebensbild „Peter Mitterhofer“ (Wien 1924) hervorgeht, auch alles getan, das Vertrauen des Bittstellers  zu rechtfertigen. Aber die Bürokratie der nachgeordneten Beamtenschaft hat Österreich um den wirtschaftlichen Ertrag einer Industrie gebracht, die heute anderwärts tausenden von Arbeitern Brot und Millionen von Angestellten Existenzmöglichkeiten gibt.

 

Mangelnde behördliche und öffentliche Unterstützung hat auch in Italien die Entwicklung einer Schreibmaschinenindustrie behindert. Schon 1823 hatte Pietro Conti aus Cilavegna eine Schreibmaschine zu bauen versucht. Der Rechtsgelehrte Giuseppe Ravizza aus Novara (geb. 19.März 1811, gestorben 20. Oktober 1885)der die Wichtigkeit einer Schnellschrift schon früher kannte, kam auf den Gedanken, eine eigene Schreibmaschine zu bauen, die er auch zwischen 1846 und 1855 konstruierte. Sein „Cembalo scrivano“ schlug ganz neue Wege ein; es besaß schon die korbförmige Aufhängung der von unten nach oben in einen gemeinsamen Mittelpunkt schlagenden Typenhebel und die mechanische Fortbewegung des Papierwagens, also Anordnungen, die auch von späteren Konstrukteuren beibehalten wurden. Ravizza, der verschiedene öffentliche Ämter bekleidet hatte, war ein eifriger Patriot, ein vorzüglicher Latinist, guter Musiker und Dichter. Er hatte sich auch gründlich mit archäologischen Studien befaßt und forschte, zusammen mit Mommsen, nach dem Orte, wo Cicero ermordet wurde. Er übersetzte und versah mit einer Lebensbeschreibung des Verfassers die „Novaria Sacra“ des Bischofs Bescapé, illustrierte mit Monographien den Golf von Gaeta und dem berühmten formanischen (?) Villen Ciceros , sowie das Grab dessen Tochter Tullia.

 

Noch andere Länder erheben Anspruch darauf, Erfinder erster Schreibmaschinen geboren zu haben. Auf ihre Persönlichkeit und ihre Arbeiten einzugehen, muß der noch nicht geschriebenen ausführlichen Entwicklungsgeschichte der Schreibmaschinen vorbehalten bleiben. Eine Zusammenstellung der fabrikationmäßig hergestelleten Schreibmaschinen ist in Ernst Martins  zweibändigen Werk  (Verlag Johannes Meyer, Pappenheim 1921/22) über die „Schreibmaschine und ihre Entwicklungsgeschichte“ zu finden. Gleich Erfindern auf anderen Gebieten blieben auch die Pioniere des Schreibmaschinenbaues vor Enttäuschungen nicht bewahrt.

 

Die Entwicklung der Rechenmaschine veranschaulicht eine Sammlung aus dem eine umfangsreiche Literatur, alte Rechenhilfsmittel, Rechengeräte aller Art und vieler Völker, sowie über 120 Originalmodelle beherbergenden Museum der Firma Grimme, Natalis & Co., A.-G. in Braunschweig Nachbildungen berühmter Erstlinge, wie die der ältesten Addiermaschine von Pascal (1642), und nur in Einzelexamplaren vorhandener (Leibniz 1694, J.H.Müller 1783, Prof.C.L.Gersten, Gießsen 1725), sowie seltene exemplare nur in geringer Menge erzeugter Rechenmaschinen (Dr. Roth, Paris 1841, J.A.Staffel 1845, Prof. Selling 1886 – Prinzip der Nürnberger Schere -, Arithmaurel 1849, Ch.X.Thomas 1820 und später) werden von der Gründlichkeit künden, mit der auch hier eine möglichste Vollständigkeit angestrebt wurde. Die Originale der erwähnten Nachbildungen und andere Unikate der Vorläufer unserer Rechenmaschinenindustrie befinden sich fast durchweg in Deutschland. So eine von Hahn gegen 1770 gefertigte Rechentrommel und eine elfstellige, runde Hahn’sche Rechenmaschine im Museum vaterländischer Altertümer in Stuttgart, zwei Hahn’sche Rechenmaschinen im Deutschen Museum in München , zwei weitere Hahn’sche Rechenmaschinen in der Technischen Hochschule in Stuttgart, ein Pascal’sche Original von 1674 im Mathematisch-physikalischen Salon in Dresden, die Leibniz’sche Rechenmaschine in der Provinzialbibliothek zu Hannover, eine sogenannte Beireis’sche Rechenmaschine in der Technischen Hochschule zu Charlottenburg. Bei der letzgenannten Maschine war es eine zeitlang strittig, ob sie nicht etwa mit der zweiten, offenbar verbesserten, aber verschollenen Rechenmaschine von Leibniz identisch wäre, da Leibniz in seinen Briefen sagt, daß er bei dem Mechaniker Levin in Helmstedt seit 1700 eine alte Maschine reparieren und eine neue anfertigen ließe. Bei der Beireis’schen Maschine scheint es sich indes um ein Hahn’sches Modell zu handeln, wie aus neueren Forschungen hervorgeht. Da von der Akademie der Wissenschaften, deren Stiftung Leibniz  1700 veranlaßte, eine neue Gesamtausgabe seiner Werke, einschließlich des handschriftlichen Nachlasses, herausgegeben wird, dürfte an Hand des geschlossenen Materials die Möglichkeit bestehen, auch bezüglich der Leibniz’schen zweiten Rechenmaschine Klärung zu erlangen.

 

 

Ausstellungshallen am Kaiserdamm, 1928

Auch von Hahns Schülern, die ihren Meister teilweise kopierten, teilweise auch eigene Wege gingen , sind Originalmodelle in Deutschland aufbewahrt, so eine Maschine  für Geldrechnungen von Jakob Auch um 1790 in langgestreckte Form gebracht im Physikalischen Institut der Technischen Hochschule Karlsruhe, zwei runde Rechenmaschinen von Joh.Christ.Schuster in Ansbach, deren eine die Gravierung: „angefangen 1805, vollendet 1820“ trägt, im Deutschen Museum in München. Auch im Privatbesitz befindliche Hahn’sche Rechenmaschinen sind bekannt. Über das „Leben und Wirken des württembergischen Pfarrers und Feintechnikers Philipp Matthäus Hahn“ ist unser diesem Titel im Jahre 1923 von Max Engelmann im Verlag von Richard Carl Schmidt & Co., Berlin W 62, ein umfassendes, gründliches und reich illustriertes Werk erschienen.

Die Austellung modernster Registrierkassen wird eine Sammlung älterer Modelle einleiten. Auch auf dem Gebiete des Büro-Vervielfältigungswesens werden wir eine Anzahl Vorläufer der modernen Maschinen finden.

In der Haupthalle wird sich dem Besucher der gesamte bürotechnische Fortschritt der Neuzeit präsentieren.

 

 

The original article

Article from Büro-Bedarf-Rundschau, 16. März 1929

R. Malling-Hansen und seine Schreibkugel

(Nach Mitteilungen seiner Tochter Engelke Wiberg in Kopenhagen)

 

Sverre Avnskog: This article consists for a large part of the Malling-Hansen biography that was written by his daughter, Johanne Agerskov, and translated into German probably by Mrs. Agerskov's daughter, Inger Agerskov. We have published the biography both in Danish, English and German language.

 

 

Rasmus Malling-Hansen, 1887. Photo: Privat
RMH's tochter, Engelke Wiberg mit gemal, Fritz Wiberg, 1931. Photo: Privat

 

 

Hans Rasmus Malling-Johan Hansen wurde am 5. September im Jahre 1835 in Hunseby auf Lolland geboren. Sein Vater, zuerst Hilfslehrer an der Hunseby-Schule, wurde bald nach der Geburt seines ersten Sohnes erster Lehrer an der nahen Dorfschule, an der er drei Jahre lang wirkte. Als er plötzlich von dem damals grassierenden Typhus hinwegge­rafft wurde, trauerten ihm seine Frau und drei kleine Knaben nach. Malling-Hansen, der älteste der drei Knaben, war damals kaum vier Jahre alt. Schon als Kind war er sehr gelehrig: er interessierte sich für Mathematik und zeigte gute Anlagen zum Zeichnen. Nach der Konfir­mation kam er zu einem Maler in die Lehre; seine Wünsche hatten aber andere Richtungen; der geistliche Beruf war ihr Ziel. F.M. Knuth, der Lehnsgraf, nahm sich des jungen begabten Mannes an und bestritt seine Ausbildung zum Seminaristen auf dem Seminar zu Jonstrup, wo er im Jahre 1854 dimittiert wurde. Er erhielt den Charakter Egregie. Nachdem Malling-Hansen einige Jahre teils als Hilfslehrer an einer Schule in seiner Heimatgemeinde, teils als Hauslehrer gewirkt hatte, sandte ihn der Lehnsgraf nach Kopenhagen, damit er sich für das Studi­um an der dortigen Hochschule vorbereiten konnte. Nach einer dreijäh­rigen privaten Vorbereitungszeit wurde er Student mit dem ersten Cha­rakter, worauf er mit dem theologischen Studium anfing. Malling-Hansen fiel es auf die Dauer schwer, die gütige und treue Unterstützung des Lehnsgrafen zu genießen; er bewarb sich deshalb um eine vakante Leh­rer-Stellung an der königlichen Taubstummenanstalt, wo er einige Jahre als solcher wirkte. Später kam er auf das Regen und bereitete sich weiter zum Amtsexamen vor. Wieder wurde das begonnene Studium durch seine Anstellung als Lehrer, später als Direktor der Taubstummenan­stalt in Schleswig (in den Jahren 1862-64) unterbrochen.

 

Die Kriegsbegebenheiten vertrieben Malling-Hansen aus Schleswig; er setzte das unterbrochene Studium fort, das er mit dem Amtsexamen im Jahre 1865 abschloß. Ungefähr zu derselben Zeit wurde er als Direktor an die königliche Taubstummenanstalt in Kopenhagen berufen.    In dieser Tätigkeit erwarb er sich große Verdienste um den Taubstummenunter­richt, denn ihm ist es im wesentlichen zu verdanken, daß in Dänemark die Sprachmethode statt der bisherigen Zeichenmethode eingeführt wur­de.

 

Während seiner Beschäftigung mit der Ausarbeitung des Handalphabets für die Taubstummen machte er die Beobachtung, daß man durch das "Sprechen" mit den Fingern ungefähr 12 Lautzeichen in einer Sekunde wiedergeben konnte, während man mit der gewöhnlichen Schrift nur unge­fähr vier Lautzeichen in der Sekunde zu Papier bringen kann. Diese Beobachtung brachte ihn auf den Gedanken, daß es möglich sein müßte, mit Hilfe einer Maschine und der Bewegung der Finger die Gestaltung der Schriftzeichen mit derselben Schnelligkeit zu vollführen, wie dies bei der Zeichen­verständigung der Taubstummen der Fall ist. Es war bisher schwierig, den genauen Termin festzustellen, wann bei Malling-­Hansen die erste Idee einer Schreibkugel feste Form angenommen hatte. Den unermüdlichen Nachforschungen der noch lebenden Tochter von Mal­ling-Hansen, die ebenfalls dem Lehrerberuf angehört, Frau Engelke Wi­berg, ist es gelungen, darüber folgendes einwandfrei festzustellen.

 

Der Lehnsgraf, Frederik Marcus Knuth.
Johan Alfred Heiberg, 1896. Photo: Privat
Rasmus Malling-Hansen, 1860. Photo: Privat

 

 

Ein Bruder ihrer Mutter, Probst J. Heiberg, legte die auf die Er­findung der Schreibkugel bezüglichen Feststellungen wie folgt fest:

 

Im April 1865 verließ der Direktor und Professor S. Heiberg (ein Großvater von Frau Engelke Wiberg) die Taubstummenanstalt und Malling­Hansen wurde ihr neuer Direktor. "Einige Monate wohnte ich (J. Hei­berg) bei ihm und ich erinnere mich, daß er schon zu dieser Zeit seine freien Stunden dem Experimentieren mit der Schreibkugel widmete. Malling-Hansen hatte sich eine Halbkugel aus Porzellan beschafft und de­ren Oberfläche mit schwarzen Buchstabenzeichen versehen. Auf seinen Wunsch diktierte ich ihm einige Sätze, während Malling-Hansen uner­müdlich bemüht war, die gesprochenen Buchstaben so schnell als möglich auf der markierten Porzellan-Halbkugel zu treffen. Über diese Übungen wurden genaue Aufzeichnungen gemacht, um daraus die richtige Lage der Buchstaben nach und nach festzustellen. Von der Einrichtung und Ver­fertigung der Schreibkugel selbst, die von einem damals bekannten me­chanischen Etablissement vorgenommen wurde, hatte ich keinen klaren Begriff."

 

Aus den Tagebuchaufzeichnungen von J. Heiberg, des Onkels von Frau Engelke Wiberg, geht hervor, daß Malling-Hansens Schriftkugel­experi­mente in das Jahr 1865 fallen.

 

Das Jahr 1865 kann demnach einwandfrei als das Geburtsjahr der Malling-Hansenschen Schreibkugel angesehen werden, wie dies auch ver­schiedentlich in der Literatur (so u.a. auch bei Martin) angegeben ist.

 

Die Entstehung eines fertigkonstruierten Modells ist aber aller Wahrscheinlichkeit nach in den Winter 1867-1868 zu verlegen. Öffent­lich bekannt wurden Idee und Ausführung aber erst im Jahre 1870, nachdem Malling-Hansen ein Patent auf seine Schreibkugel genommen hatte. Die "dänische Schreibkugel", wie sie später genannt wurde, ist im Jahre 1870 als "Sphère écrivante" auch in Frankreich geschützt und später mit geringem Erfolg vertrieben worden. In Amerika wurde sie im April des Jahres 1872 patentamtlich eingetragen. Diese Maschine be­stand aus zwei konzentrischen Halbkugelschalen und hatte davon ihren Namen. Die Typenstangen (Typenstäbe oder Buchstabenstempel) waren ra­dienförmig nach einem gemeinschaftlichen Zentrum gestellt. Auf der oberen Seite der Kugelfläche waren die Tasten der Typenstangen ange­ordnet. Im Zentrum der Kugel wurde das Papier auf einen beweglichen Zylinder gelegt, der sich mittels elektrischen Stromes durch einen Elektromagneten jedesmal ein wenig vorwärtsschob, wenn man eine Taste herunterdrückte. Die Typenstangen waren in Spiralfedern angebracht, so daß sie nach jedem Niederdruck automatisch in ihre Ruhelage zurückbe­fördert wurden.

 

Um zu zeigen, weshalb die Kugelfläche vorgezogen ist, schreibt Pa­stor Malling-Hansen in seinem Patentgesuch: "Da alle Stempel dieselbe Länge und einen gleich langen Weg nach dem gemeinschaftlichen Punkt, den sie treffen müssen, zu durchlaufen haben, ist es nötig, die Ober­flächen der Stempelköpfe (Tasten) natürlicherweise auf einer Halbkugel unterzubringen. Hiermit wird es möglich, die Stempel mit einer sehr großen Schnelligkeit anzuschlagen; sie haben jedenfalls eine für die Finger zum Anschlag viel bequemere Lage als wenn sie auf einer ebenen Fläche angebracht wären".

 

Die erste Model, 1870

 

 

In Verfolg seiner weiteren Arbeiten an dieser Maschine gab Malling-Hansen die elektrische Bewegungsmethode auf und konstruierte eine neue Schreibmaschine, bei der der sogenannte "Wagen", der das Papier trug, durch die Kraft des Anschlags um eine Zahnradzacke vorgedrückt wurde.

 

Die "dänische Schreibkugel" wurde auf fast allen Ausstellungen, auf denen sie gezeigt wurde, lobend erwähnt und ausgezeichnet. So im Jahre 1869 in Altona, 1872 in Kopenhagen und 1873 in Wien. Auf der Weltaus­stellung des Jahres 1878 in Paris erhielt eine inzwischen noch weiter verbesserte Schreibmaschine die goldene Medaille. In Dänemark selbst erhielt Malling-Hansen als Anerkennung für diese Leistung die goldene Verdienstmedaille.

 

 

Das verbesserte Modell, das dann in der Folge auch verstärkten Eingang in die Praxis fand, kannte schon die Ein­färbung der Typen durch ein Farbband, während bis 1878 zur Einfärbung ein Kohlepapierblatt diente. Das Farbband wickelte sich automatisch ab. Die Schrift war klar und sauber. Beim Ab­druck schlugen die Typen des neuen Mo­dells gegen das in einen gewölbten Rah­men gespannte Papier, hinter welchem ein Amboß als Widerlager plaziert war.

 

                                             

 

Der Papierrahmen verschob sich nach jedem Abdruck um Buch­staben­breite, indem durch pendelnde Anordnung des Kugelsektors eine Schalt­klinke ausgelöst wur­de. Die Maschine war auch schon mit einem Glockenspiel zur Ankündigung des Zeilenschlusses versehen. Die urspünglichen Modelle hatten 52 Tasten, erhielten aber später deren 54.

 

 

Eine der ersten ausführlichen Beschreibungen der von Malling-Hansen erfundenen Kugelschreibmaschinen ist aus der Feder von Professor C. Holten in Kopenhagen am 30. Oktober 1870 in der "Illustretet Tidende" erschienen.

 

Malling-Hansens Tachygraph genannte elektrische Schreibmaschine erhielt am 23.August 1973 ein preußisches Patent.

 

Im Jahre 1880 nahm Hansen ein Patent, welches gestattete, drei Buchstaben auf einmal zu schreiben. Die Schreibkugel war demnach die erste Silbenschreibmaschine.

 

Noch bevor die ersten Remington-Schreibmaschinen nach Europa kamen, waren die "Schreibkugeln" schon mehrfach in praktischem Gebrauch. Einer eigenartigen Verwendung wurden sie durch den Kopenhagener Buchdruckerei­besitzer C.  Ferslew zugeführt. Ferslew, ein Gönner und prak­tischer Förderer der seit 1871 in Aufschwung kommenden Setzmaschinen des aus Kassel gebürtigen Kaufmannes Charles Kastenbein, hatte 1881 zehn Setz- und 17 Ablegemaschinen Kastenbeinscher Konstruktion in seinem Betriebe in Tätigkeit. Damit waren damals zum erstenmal so viele Setzmaschinen eines Systems in einer Druckerei in Anwendung; sie wurden ausschließlich von Mädchen unter Anleitung einer Direktrice bedient. Diese Bezugnahme auf die befriedigenden Erfolge der ersten Setzmaschine ist hier aus dem Grunde angebracht, weil hier die Setz­maschine als Schrittmacherin für die Schreibmaschine zum erstenmal augenfällig in die Erscheinung tritt: Ferslew war nämlich der erste Buchdruckereibesitzer, der den Wert guter Manuskripte für die Setzmaschine erkannte;

 

er ließ alle Manuskripte mit der Malling-Hansenschen Schreibkugel ins Reine übertragen, besonders wohl wegen der Verwendung von Nichtbuchdruckern an den Setzmaschinen, denen so ein ununterbro­chenes Absetzen der Texte möglich gemacht werden sollte (Otto Höhne, Geschichte der Setzmaschinen, Berlin 1926).

 

 

Noch eine andere praktische Verwendung war der Schreibkugel be­schieden. Die Nordische Telegraphen-Compagnie hatte eine größere An­zahl von Schreib­kugeln in ihren Telegraphensälen zur Aufstellung ge­bracht, mit deren Hilfe die Morsezeichen der Telegraphenstreifen in die übliche, für jedermann lesbare Schreibschrift übertragen wurden. Bei diesen für den Telegraphen­dienst bestimmten Schreibkugeln war der Papierträger durch eine Messing­rolle mit abwickelbaren Papierstreifen ersetzt.

 

Malling-Hansen ist auch der Erfinder eines "Xerographie" genannten Vervielfältigungsverfahrens, eines Trockendruckes, der als Vorläufer der Hektographie dienen konnte.

 

Auch seine neben den praktischen Erfindungsarbeiten einhergehenden Untersuchungen erregten die Aufmerksamkeit der Gelehrtenwelt.

 

Am 27. September 1890 starb Malling-Hansen als Direktor der könig­lichen Taubstummenanstalt in Kopenhagen an einem Herzschlag. Die Ar­beit eines unermüdlichen und rastlos tätigen hochbegabten Mannes war zu Ende. Mit seinem Tode hörten auch die von Malling-Hansen begonnenen wissen­schaftlichen Untersuchungen auf und es besteht wohl keine Aus­sicht, daß sie von neuem aufgenommen werden.

 

 

Dagegen ist später mehrfach versucht worden, das Konstruktions­prinzip der Schreibkugel neu aufleben zu lassen, so im Jahre 1880 von W. Dressler, der sich seine Schreibkugel-Umkonstruktion durch das Deutsche Reichspatent Nr. 16716 schützen ließ und 1896 von Professor Rudolf Schade, dem für eine auf dem gleichen Prinzip beruhende Schnellschreibmaschine das DRP 100526 erteilt wurde. Nach dem Tode Malling-Hansens wurde seine etwas veränderte Schreibkugel von einem Wiener Konsortium hergestellt, deren Erzeugnisse aber keinen großen Verkauf erreichten, da ihre Preise zu hohe waren. Es wurde für das elektrische Modell ein Preis von 600 und für das ursprüngliche Modell ein solcher von 300 Gulden verlangt. Der Preis der Malling-Hansenschen Schreibkugeln betrug für das Modell mit dem kleinen Papierwagen 450 Mk., für welchen Betrag auch die inzwischen langsam nach Europa kom­menden Remington-Schreibmaschinen angeboten wurden.

 

 

 

Nationaltidende Aften, 1931

Historisk-Teknisk Samling (det senere Teknisk Museum)

 

Historisk-Teknisk Samling er et af Byens mindst kendte Museer. Det findes anbragt tre Steder – paa det gamle Militærsygehus i Rigensgade, paa Østre Gasværk og paa Carlsberg. Her kan man studere Teknikens Udvikling gennem det sidste Hundredaar - og lære en Del. Øverst til venstre ses Samlingens Afdeling i Rigensgade, derefter Generalkommissær Fred. Riise, som er Samlingens formand, og Ingeniør H. Niendal, som fører det tekniske Tilsyn. Derefter nogle Afbildninger af Samlingens Mærkværdigheder: Øverst til højre den ældste i Skandinavien eksisterende Balance-Dampmaskine fra den gamle Dok paa Orlogsværftet, nedenunder en Lyskurv, som de blev brugt til Fyr og Gadebelysning i svunden Tid, en fuldstændig monteret gammel Sølvsmedje – og nederst fra venstre: Smed Pedersen i Middelfarts Træcykle, Malling Hansens berømte ”Skrivekugle” og den hederskronede Symaskine paa Museet – en af de ældste modeller – og endelig det første her i Landet fabrikerede Automobil fremstillet af Maskinfabrikant Ellehammer. Kong Christian IX prøvede en Gang at køre i den Vogn!

 

Artikel i Aarhus Stiftstidende, 2 oktober 1932

Det øverste Billede er af Skrivekuglens Opfinder, Forstander paa Døvstummeinstituttet i København, Rs Malling-Hansen. Derefter ses Skrivekuglen med det ejendommelige halvkugleformede Klaviatur.
Maskinen nedenunder (ovenfor) er en af de første Skrivemaskiner af anden Konstruktion, medens den sidste Maskine er af nyeste Model. (Illustrasjoner og billedtekst fra orginalartikkelen).
Artikkelen i Aarhus Stiftstidende, 1932

Skrivekuglen – Verdens første brugbare Skrivemaskine var dansk[1]

Det er et Par Hundrede Aar siden, at der blev gjort de første Forsøg paa at konstruere en Maskine, der kunde skrive bogstaver, men det er kun nogle og tres Aar siden, at den første, brugbare Maskine blev opfundet, og alene dette viser, at det var en Opgave, som det ikke var helt let at løse. Paa dette som paa mange andre tekniske Omraader var det en Dansker, som gjorde sig fordelagtigt bemærket. – Opfinderen af Verdens første Skrivemaskine var Forstanderen for Døvstummeinstituttet i København, Rs Malling-Hansen, og i denne Artikel fortælles om ham og hans Opfindelse.

 

MON RET MANGE af de talrige Maskinskriversker, som hver Dag med rivende Færdighed lader Fingerspidserne danse henover Tangenterne paa deres Maskiner, er klar over, at de til en vis Grad skylder en Dansker Tak for, at de har faaet Titlen af Maskinskriversker?

 

Den første  b r u g b a r e  Skrivemaskine var solidt, ægte, dansk Arbejde, men Opfindelsen blev gjort paa en Tid, da Foreningen ”Dansk Arbejde”[2] ikke var blevet til og Lauritz Andersen-Fonden[3] ikke dannet, og Opfinderen fik derfor ikke den fornødne Støtte, saa hverken han eller Danmark høstede Rigdom paa Skrivemaskinen. Det var Udlandet, og især Amerika, som spandt Guld paa det af Skrivemaskine-Pionererne skabte Grundlag.

                                                                       *

VI SKAL over 200 Aar tilbage i Tiden for at møde den første Skrivemaskine, nemlig til 1713, da en Englænder fik sammensat et Apparat, men hverken det eller en Række følgende Opfindelser – i det 18. Aarhundrede alene var der fire – fik nogen Betydning. Og der skulle gaa over halvandet Hundrede Aar, før man fik en anvendelig Maskine. Selv en Mand som Danskeren  C h r.  S ø r e n s e n[4] , der havde saa meget mekanisk Snille, at han opfandt Sættemaskinen, der blev Begyndelsen til den Maskine, som nu anvendes i Alverdens Sætterier, maatte i 1849 give op overfor Opgaven at lave en Skrivemaskine. Pastor R a s m u s  M a l l i n g  -  H a n s e n   blev den Alexander, som huggede den gordiske Knude over.

 

Malling-Hansen var opvokset i smaa Kaar. Hans Fader, der var Lærer paa Lolland, døde efterladende sig Hustru og tre smaa Drenge, af hvilket Rasmus var den ældste. Moderens Plejefader, Lærer Rs Malling i Hunseby paa Lolland, tog sig af dem, og senere bekostede Lensgreve F.M. Knuth paa Knuthenborg Rasmus’ Uddannelse til Lærer. Efter nogen Tids Virksomhed som Huslærer tog Malling-Hansen til København for med økonomisk Støtte fra Lensgreve Knuth at studere Teologi, og her lykkedes det ham i 1857 at blive Lærer paa Døvstummeinstituttet, hvad han var lykkelig for, fordi det pinte ham at skulle leve af en andens Pengepung. Faa Aar efter – 1862 – opgav Malling-Hansen for en Tid Teologien og blev Lærer og senere Forstander for Døvstummeinstituttet i Slesvig, men Krigen 1864 tvang ham til at vende tilbage til København, hvor han afsluttede sine Studier og fik teologisk Embedseksamen. I Mellemtiden var han blevet forlovet med en Datter af Forstanderen paa Døvstummeinstituttet i København, Professor Heiberg, og da denne trak sig tilbage, fik Malling-Hansen  Svigerfaderens Embede.

                                                                       *

DET VAR Malling-Hansens Virksomhed blandt de Døvstumme, som blev Aarsagen til , at han begyndte at beskæftige sig med Planerne om en Skrivemaskine.

 

Ved Undervisningen af de Døvstumme brugtes daglig Fingeralfabetet, og Malling-Hansen havde konstateret, at en øvet Fingertaler kan frembringe 12 Lydtegn i Sekundet, mens man skriftligt kun kan fremstille fire. Herved kom han til at tænke paa, om ikke man ved Fingerbevægelser paa en Maskine kunde skabe en af alle læselig Gengivelse af Lydene, der kunde følge den muntlige Tale Lyd for Lyd.  Malling-Hansen tumlede med disse Planer i adskillige Aar, og det varede noget, inden han begyndte paa de praktiske Forsøg paa at lave en Skrivemaskine.  Forhalingen skyldtes dels Mangel paa Tid og især Mangel paa Penge, men efter at han havde faaet Forstander-Embedet paa Døvstummeinstituttet, blev han sat i Stand til at virkeliggøre sin Kongstanke[5].

                                                                       *

DET VAR I 1865, han opfandt sin Maskine – den saakaldte Skrivekugle. Dette Aarstal har sin særlige Interesse, fordi det er blevet hævdet, at ikke Malling-Hansen, men den danske Lærer Peters var Skrivekuglens egentlige Opfinder, og at Malling-Hansen havde bygget sin Maskine paa Grundlag af en Beskrivelse af Peters Maskine, som offentliggjordes i 1868.


Malling-Hansens Døtre har ført en langvarig Polemik i Anledning af denne Paastand og har udgivet en Pjece[6], som udførligt redegør for hele Sagen angaaende Peters og Malling-Hansens Opfindelse, hvoraf Peters ikke fik nogen praktisk Betydning.

 

En Erklæring fra Malling-Hansens svoger, Provst I.A.Heiberg, er et Dokument af den største Betydning i denne Sag. Støttende sig til Dagbogsoptegnelser fortæller Provst Heiberg nemlig om, hvorledes han i 1865 under et maanedlangt Ophold hos Malling-Hansen saa denne arbejde med en Porcelænshalvkugle med sorte Taster, som Malling-Hansen trykkede ned paa, medens Heiberg dikterede. Det var Skrivekuglen. Imidlertid søgte og fik Malling-Hansen først Eneret paa sin Maskine i Marts 1870, fordi han stadig fandt noget at forbedre ved Konstruktionen, inden han traadte frem for Offentligheden med Opfindelsen.

                                                                       *

DET VAR IKKE særlig vanskeligt at lave en Mekanisme, med hvilken man ved at trykke paa forskellige Knapper kunde afsætte Bogstaver paa et Stykke Papir. Men skulle man faa en sammenhængende Linieskrift paa Papiret, krævedes det tillige for det første, at Bogstavet skulle sættes paa samme Sted paa Papiret, ligegyldigt hvilken Knap man trykkede paa, og for det andet at det næste Bogstav, der skulle afsættes, blev afsat paa et andet Sted lidt længere frem i Linjen. Den første Vanskelighed overvandt Malling-Hansen ved at fordele Tasterne med de forskellige Bogstaver over en halvkugleformet Porcelænskugle, og med en Stang og Fjederforbindelse sætte dem i Forbindelse med Typerne, der var anbragt i Nærheden af Kuglens Centrum. Ved et Slag paa en Tast gik den tilsvarende Type ned og trykkede et sværtet Baand – det blev senere et Farvebaand – mod et bestemt Sted paa et Stykke Papir, hvorved der da afsattes et Bogstav.

 

Den anden Vanskelighed løste Malling-Hansen ved at anbringe Papiret paa en bevægelig Cylinderflade, og hver Gang man trykkede paa en Tast, sluttedes en elektrisk Strøm, som ved hjælp af en Elektromagnet drejede Cylinderen en Smule.

                                                                       *

MASKINEN havde en vis Lighed med et Kniplebræt, og Konstruktionen saa ganske nem og simpel ud, men den havde kostet sin Opfinder mange søvnløse nætter, hvor han tumlede med Problemet og søgte at finde en Vej ud af Vanskelighederne. Den første Maskine, der kom frem i 1870, vejede 75 kg, og den kostede 1200 Kr., men et Par Aar efter var Vægten nedbragt til ca. 5 kg og Prisen til 150 Kr. Det var betydeligt billigere end en af de Maskiner, som vi anvender i Dag. Ligeledes varede det ikke længe, før det ”elektriske Omsvøbsdepartement”[7], som et Blad kaldte det – blev afskaffet, hvorefter Papiret bevægedes ad rent mekanisk Vej, naar en tast blev trykket ned. Samtidig blev Cylinderen afløst af en flad, saakaldt ”Vogn”.

                                                                       *

SKRIVEKUGLEN kunde skrive  10 Bogstaver i Sekundet. Det er fire-fem Gange hurtigere en almindelig Skrivehurtighed, og Maskinen arbejdede lydløst. Endvidere kunde den tage op til ti Gennemslag. Alt så rosenrødt ud for Opfinderen. Fra alle Verdensdele blev han hyldet. Bladene bragte begejstrede Artikler om den opfindsomme Præst, og hans Maskine vandt Indpas mange Steder. Den blev benyttet af Store Nordiske Telegrafselskab til Telegramtjenesten og i Udlandet byggede man flere Maskiner efter Skrivekugle-systemet.

 

Det var Professor Jürgensens Mekaniske Etablissement i København, som overtog den fabriksmæssige Tilvirkning af Skrivekuglen, men man havde ikke den fornødne Kapital til at tage Konkurrencen op med Udlandet. Faa Aar efter Skrivekuglen kom den amerikanske Remington  Maskine frem. Danske Blade fastslog i 1878, at i sin daværende Skikkelse var Skrivekuglen Remington Maskinen langt overlegen. Den havde en større Skrivehurtighed, skrev renere og mere nøjagtigt end den amerikanske Maskine, var langt mere solid, lettere og mindre og tillige den billigste.

                                                                       *

MEN NU var det Kapitalen, der havde Ordet. For hver Tusind Kroner, som Malling-Hansen ved Støtte af Stat og Private kunde sætte ind paa sin Opfindelse, havde Amerikanerne Hundredtusinder at ofre paa deres forsøg med Skrivemaskiner. Og saaledes blev Danmark meget hurtigt distanceret paa dette Omraade.  M a l l i n g -  H a n s e n  blev lige til sin Død i 1890 ved med at sysle med sin Opfindelse, men da var den for længst overfløjet af Udlandet. Hans Drøm om, at den skulle blive den mest efterspurgte  Skrivemaskine ude paa det store Verdensmarked, blev aldrig til Virkelighed. Skrivekuglen gav kun sin Opfinder Skuffelse og Sorg. Og efter hans Død lagde Glemselens Støv sig endnu tættere over Verdens første Skrivemaskine.

 

P o u t o n.

 

 


[1] JMC: Artikel i Aarhus Stiftstidende den 2 oktober 1932, forfattet af ”Pouton”, sandsynligvis et pseudonym.

SA: Mange amerikanere vil nok ikke umiddelbart være enig med artikkelforfatteren i hans påstand om at den første brukbare skrivemaskinen var dansk. Omtrent på samme tid som Malling-Hansen syslet med sin oppfinnelse, holdt nemlig noen amerikanere i Milwaukee på med å utvikle en maskin som bygde på et ganske annet prinsipp, kalt vektstangprinsippet. Den hadde leddede typearmer og tastaturet hadde form av et pianoklaviatur. Det er ikke mulig å egentlig fastslå med 100 % sikkerhet hvem som hadde den aller første brukbare maskinen ferdig, for både herrene Sholes, Glidden og Soule i USA og Malling-Hansen utviklet sin maskin stadig vekk og kom med nye utgaver titt og ofte. Men det hersker ingen tvil om at amerikanerne var først ute med å få patentert sin maskin; i 1868, mens Malling-Hansen først fikk sitt patent i 1870, men da hadde han allerede en maskin fullt ferdigbygd, skal vi tro kildene. Og hva som er 100 % sikkert, er at Malling-Hansen allerede arbeidet med sin maskin i 1865. Det man også vet, er at den amerikanske maskinen ble utstilt og enkelte ekseplarer solgt allerede fra den første maskinen sto ferdig, mens produksjonen av Malling-Hansens skrivekugle først tok til i 1870. Det er altså et rent skjønnsspørsmål hvilken skrivemaskin man vil utrope til "den første fungerende maskin". Men dessverre vant i hvert fall amerikanerne den kommersielle konkurransen.

[2] JMC: Landsforeningen Dansk Arbejde blev stiftet i 1908. Det oprindelige formål var at fremme dansk vareproduktion og afsætningen af danske varer i Danmark og i udlandet. Foreningen eksisterer stadig.

[3][3] JMC: Fond testamentarisk oprettet af Claus Lauritz Andersen (1849-1928), en industridrivende virksomhedsleder. Fonden er til fremme for dansk industri og handel og er stadig aktiv.

[4] JMC: Se artikel om Christian Sørensen på hjemmesiden (artikler fra RMHs livstid og senere)

[5] JMC: Dette er en interessant iakttagelse, som forekommer meget sandsynlig!

SA: Jeg skulle likt å vite hva som er kilden til opplysningen om at Malling-Hansen syslet i mange år med sine planer om å lage en hurtigskrivemaskin. Om dette medfører riktighet, kan hans ide stamme helt fra sent på 1850-tallet.

[6] JMC: Johanne Agerskov: Hvem er Skrivekuglens Opfinder? – En Polemik og en Redegørelse, København 1925.

[7] JMC: En morsom og rammende bemærkning, som jeg ikke har hørt før!

SA: Det varte nok mer enn et par år før prisen var nede i 150 kr. Det er riktig at prisen sank gradvis, men den nyeste modellen i 1878 kostet f eks ca 450 kr. Først med August Lyngbyes maskiner på 1880-tallet km prisen ned i 150 kr for en skrivekugle med store bostaver. Ville man ha store og små, måtte man ut med 230.

Det er heller ikke korrekt at Malling-Hansen gikk vekk fra bruken av batterier allerede da han bygget de første store flate maskinene. De kom allerede i 1871 og ble brukt hos telegrafkompanier, f eks Store Nordiske, mens den første skrivekuglen som ikke anvendte strøm ble bygget første gang i 1875.

Artikkelforfatteren synes forøvrig å ha et noe urealistisk syn på mengden av kapital som ble anvendt av den amerikanske investoren, James Densmore, som kjøpte seg inn i patentet til Sholes, Glidden og Soule med kun $ 200 til hver. Han investerte nok noe kapital på å videreutvikle "the typewriter", og måtte ut med en mindre garantisum til Remington for å få i havn avtalen om pruduksjon, men mer enn noen tusen dollar dreide det se ikke om. Det som gjorde det store utslaget var at han fikk en allerede etablert produsent av våpen og symaskiner til å påta seg produksjonen, og kunne nyte godt av alle Remingtons utslagssteder i hele USA og Europa, hvor maskinen kunne stilles ut. Malling-Hansen lyktes aldri i å etablert et samarbeid med store investorer eller produksjonsselskaper. Maskinen var kun utstilt få steder i Danmark, hos Jürgensen og Ferslew og senere Lyngbye, og måtte bestilles derfra. Man må også ta med i betraktning at Malling-Hansen på det nærmeste oppga å promotere sin maskin på 1880-tallet, da hans fokus ble rettet mot hans vitenskapelige undersøkelser. Det var først på denne tiden at skrivemaskinsalget virkelig tok av verden over. Men da var skrivekulgen blitt et rent dansk anliggende og ingen internasjonal markedføring ble drevet.


Artikel i Kristeligt Dagblad 1937 om skrivekuglen.

Illustrasjon fra artikkelen.
Omslagsbilde fra en av Hjalmar Havelunds bøker: "Fynsk lune".

Transkribering og fodnoter af Jørgen Malling Christensen og Sverre Avnskog.

 

Præstens Maskine for døve og blinde[1], der nu bruges over den hele Verden.

Skrivekuglen og dens Efterkommere, som klaprer i Kontoret, hos Forretningsmænd og Ingeniører, hos Digtere og Præster

 

NAAR OPFINDERNES Udstilling i Eftermiddag aabner i Grundtvigs Hus[2], vil der paa et Bord staa noget, som minder om en Naalepude. Men Naalehovederne er flade og forsynet med Tal og Bogstaver. Hvis man trykker paa dem – hvilket dog ikke kan anbefales – vil de give efter, og paa et Stykke Papir, som løber paa en Valse under Naalepuden, vil de Bogstaver, man har anslaaet, vise sig klart og tydeligt...

 

 

Præsten, Døvstummepædagogen og Opfinderen.

 

Det mærkelige Apparat er intet mindre end Forløberen til den Maskine, hvormed disse Linjer skrives, og dets Opfinder er Døvstummepædagogen og Præsten R. Malling-Hansen.

 

I sin Egenskab af Forstander for Det kgl. Døvstummeinstitut og under hele sit store Arbejde for Døvstummesagens Fremme beskæftigede han sig  -  blandt meget andet  - med en Forbedring af Haandalfabetet. Han var kommet til at anstille Betragtninger over den meget forskellige Hurtighed i de to Maader, hvormed Tanker udtrykkes, nemlig Lyde og Tegn, og spurgte sig selv, om der ikke var mulighed for, parallelt med Haandalfabetet, at konstruere en Maskine til at gengive Lydene i en læselig Skriftform, omtrent lige saa hurtigt som den mundtlige Tale frembringer den.

 

Princippet er stadig det samme.

 

Og ud fra denne Idé lavede han i 1870 sin geniale Skrivekugle, som Maskinen kaldtes paa grund af sin Form, og som kunde skrive dobbelt saa hurtigt som en Pen. Han haabede, at ogsaa blinde Mennesker kunde faa Gavn og Glæde af den.

 

Med denne Opfindelse begyndte Skrivemaskinens Udvikling. Ganske vist havde en Englænder i 1713 faaet Patent paa et tilsvarende Apparat[3], men det var Pastor Malling-Hansen, som egentlig løste Problemet. Den amerikanske Remington, som fremkom nogle Aar senere, byggede da ogsaa helt paa Skrivekuglens Princip[4], men bød iøvrigt paa flere Fordele, som medvirkede til Amerikanernes Sejr. Skrivekuglen blev saa vidt en Skuffelse.

 

Pastor Malling-Hansen høstede dog megen Anerkendelse for sit Arbejde og vandt stor Berømmelse i Udlandet, hvor Maskinen blev udstillet forskellige Steder.

 

I Dag ser vi paa den med et noget andet Syn, men ikke med mindre Beundring – for hvor har man ikke taget Skrivemaskinen i Brug i det praktiske Liv...

                                                                                                                      h-h.[5]

 


[1] JMC: Dette er jo den gamle misforståelse, som er blevet bragt til torvs og repeteret så ofte; fakta er at Malling-Hansens idé var at fremstille en hurtigskrivemaskine for almindelige mennesker uden handicap. Han lod fremstille enkelte maskiner for blinde – med Braille-skrift – men de var undtagelser.

SA: Vi må dog ikke glemme at Malling-Hansen selv både i skrivelser og i annonser anga en rekke ulike anvendelsesmåter for skrivekuglen, deriblant som skriveredskap for blinde. I 1870 nevnte han f. eks følgende anvendelsesområder: 1.) Stenografi, 2.) Concipering og Correspondance, 3.) Skrivekuglen benyttet af Blinde, Øjensvage, af Folk med usikre eller uøvede Hænder o.s.v., 4.) Telegrafien, 5.) Hemmelig Skrift (Kryptografi). Det var således på sett og vis Malling-Hansen selv som var opphavet til ideen om at skrivekuglen var et skriveapparat for blinde. Han fremholdt dessuten selv at det var hans observasjon av de døves meget hurtige "tale" ved hjelp av håndtegn som gjorde ham klar over at man kunne skrive langt hurtigere på et skriveapparat ved hjelp av hendene, enn med blekk og papir, og det var dette som satte ham på ideen om å lage en hurtigskrivemaskin.

Vi kjenner i dag til i alt tre skrivekugler med blindeskrift: To med Braille og en med Moon.

Det bør nok også presiseres at det ikke er skrivekuglens prinsipp som ble anvendt på de senere skrivemaskinmodellene verden rundt, men konkurrentens - den såkalte Sholes-Glidden maskinen, senere kalt Remington. Skrivekuglens korte typestenger traff papiret ovenfra, mens Sholes-Glidden maskinens typestenger var lengre og leddede og traff papiret fra undersiden (såkalt "upstriker"). Det var dette tastaturet, med visse modifikasjoner som vant frem, og ikke Malling-Hansens. Det er nok utvilsomt Malling-Hansens prinsipp som gir den mest stabile skriften. De lange, leddede armene kunne ha en tendens til å få en viss "slark", som medførte at skriften kunne bli noe ujevn.

[2] JMC: Grundtvigs Hus, Studiestræde 38 i København, er en af byens mest bemærkelsesværdige bygninger – det første som blev bygget med jernbeton, og desuden med enestående vægmalerier. Det blev bygget af Kirkeligt Samfund i 1908, og formålet var at skabe et grundtvigiansk kulturcentrum (Nicolai Frederik Severin Grundtvig, 1783-1872). Arkitekten var Rolf Schroeder, 1872-1948.

[3] JMC: Henry Mill fik brittisk patent nr 395 i 1714 for en form for skrivemaskine; imidlertid findes der hverken tegninger, mekaniske specifikationer eller nogen maskine bevaret.

[4] JMC: De tekniske principper og fremgangsmåder i Remington-maskinerne var slet ikke de samme som skrivekuglernes.

SA: Man kan med rette påstå at oppfinnerne  av Remington-maskinen, Sholes, Glidden and Soule, tenkte helt motsatt av Malling-Hansen. Malling-Hansen konstruerte sin kugle på enkleste mulig måte, med stempler som gikk vinklet ned på papiret ovenfra. Mens "the typewriter" hadde en mer sinnrikt uttenkt mekanisme, med leddede armer som traff papiret fra undersiden. De senere modellen traff papiret forfra, slik at skriften kunne ses samtidig med at man skrev. Både skrivekuglen og "the typewriter" hadde i begynnelsen den ulempen at man ikke umiddelbart kunne se skriften, men måtte løfte av henholdsvis svertepapiret eller papirvalsen.

Det er heller ikke riktig at skrivekuglen beviselig fremkom tidligere enn "the typewriter". Ganske visst jobbet Malling-Hansen med sin oppfinnelse i 1865, men han fikk ingen patenter før i 1870. Amerikanerne fikk sitt første patent i 1868, og solgte enkelte maskiner mens de stadig fremkom med forbedrede modeller. Deres store gjennombrudd kom etter at investoren James Densmore kjøpte seg inn i patentet og fikk startet masseproduksjon i samarbeid med Remington i 1873. Malling-Hansen startet produksjon av skrivekugler i større antall i 1870. Få maskiner ble solg på 1870-tallet. Først noen år senere tok salget av skrivemaskiner virkelig av. Men da hadde Malling-Hansen sitt fokus andre steder, og Remington-maskinen tok mesteparten av markedet, sammen med andre maskiner som var bygget over samme lest.

[5] JMC: Med al sandsynlighed er ophavsmanden Hjalmar Havelund, journalist og forfatter, 1915 – 2007, som var journalist ved Kristeligt Dagblad fra 1937, Nationaltidende fra 1945 og BT fra 1948 og endelig Berlingske Tidende 1948-82.  Han skrev desuden flere humoristiske bøger og var populær som foredragsholder. Se i øvrigt informationen om Havelund og portræt på www.gravsted.dk

 

Kristeligt Dagblad, 1937.
Nationalitidende, 1949.

Avisartikel fra 1948 og et læserbrev fra S. Jarris

Geheimeetatsråd og direktør for det Kongelige Døvstummeinstitut i København, J. P. Trap, Rasmus Malling-Hansens overordnede. Foto: DKB

Udskrift og kommentarer af Jørgen Malling Christensen og Sverre Avnskog

 

Denne korte notits er sandsynligvis fra Berlingske Tidende; desværre er den ikke dateret, men det fremgår af sammenhængen, at den er fra 1948. En tidligere notits i bladet gav anledning til et læserbrev fra Samuel Jarris. Jarris var rigsdagsstenograf og redaktør for det danske tidsskrift ”Gabelsberger Stenografen”. Han publicerede også flere bøger: ”Det danske Gabelsberger-Stenograf-Selskab”; ”Grundrids af Stenografiens Historie” (1927); og ”Kontorforkortelser” (1930). Vi kender ham også som forfatter til nekrologen ved RMH’s død i dagbladet ”Nationaltidende” den 29 september 1890. Jarris havde kontakt med Johanne Agerskov og Engelke Wiberg i forbindelse med deres arbejde med bogen ”Hvem er Skrivekuglens Opfinder?” (1925). På vor hjemmeside har vi også gengivet Jarris’ fortræffelige artikel om Malling-Hansen i ”Gabelsberger Stenografen” 1924, hvor han omtaler skrivekuglen og Malling-Hansens kopieringsmetode.

 

 

Skrivekuglen er 78 Aar  -

 

Vi kunde forleden fortælle, at Amerikanerne nu meddeler, at Skrivemaskinen i disse Dage fylder 75 Aar[1].

 

Vi har dog ogsaa kunnet fortælle, at Skrivekuglen i sin danske Udgave er ældre. Vi bringer i den Anledning et Brev, som Forestanderen for Døvstummeinstituttet R.Malling-Hansen skrev paa den af ham opfundne ”Skrivekugle”. Brevet er dateret 14. Oktober 1870[2], og vi kan saaledes prale med en tre Aar ældre Skrivemaskine end den amerikanske. Brevet som er i Ingeniør Hüttemeiers[3] Besiddelse, er stillet til Kongens Kabinetssekretær, Geheimeraad Trap og er skrevet dels som et Bevis paa Skrivekuglens Fortræffelighed  -  Malling Hansen er endda saa langt forude for sin Tid, at han ikke bruger gotiske Bogstaver – og dels takker han i Brevet Kabinetssekretæren, fordi Døvstummeinstituttets Skomager havde faaet Lønforhøjelse.

 

 

Og her følger Samuel Jarris‘ læserbrev:

 

 

Om „Skrivekuglen“

 

Hr. Redaktør,

 

I Anledning af Bladets Notits d. 14. ds. om, at det er 75 Aar siden, Amerikanerne bragte den første brugbare Skrivemaskine paa Markedet, vil det sikkert glæde danske Læsere at høre, at medens det er 76 Aar siden, den paagældende Maskine blev konstrueret, er det ligeledes 76 Aar siden, at den af Forestanderen for det danske Blindeinstitut[4] Malling Hansen konstruerede Skrivemaskine blev prisbelønnet paa den nordiske udstilling i København. Det var altsaa 1872.  Et lille „mekanisk Etablissement“ i København fik overdraget at fremstille Malling Hansens Maskine.  I 1873 blev Maskinen prisbelønnet paa Udstillingen i Wien, og en derværende fabrik fik Licens til at fremstille den[5]. Samme Aar købte en stor amerikansk Vaabenfabrik Patenterne paa den amerikanske Maskine og henvendte sig derefter til Malling Hansen for ogsaa at købe hans Patenter[6], men fik her Afslag.

 

Der er herefter ingen Grund til at antage, at den amerikanske Maskine kom først paa Markedet. Det vides desværre ikke, hvornaar de første danske Maskiner blev solgt, men de har dog vakt saa megen Opsigt, at allerede tre aar efter anbefaler Nyrop i en Artikel i „Illustreret Tidende“[7] Ministerierne at indføre Malling Hansens Maskine. Amerikanerne fik ikke noget Udsalg i København før i 1893.

 

Lad os ikke glemme vore egne Opfindelser!

 

S. Jarris.

 

 


[1] JMC: Det er næppe muligt at med 100% sandheds- eller objektivitetskrav fastslå skrivemaskinens alder! Men når ”amerikanerne” meddeler at den har 100 år på bagen, refererede de til at Remington startede i september 1873 med industriel produktion af Sholes/Glidden/Soulé s maskine i den version som man på det tidspunkt  var kommet frem til, efter flere års mislykkede forsøg (amerikansk patent allerede i 1868 og senere også i 1871). De første Remington-maskiner kom på markedet i begyndelsen af 1874.

SA: Den første versjonene av amerikanernes skrivemaskin sto ferdig i 1867, et år før den ble patentert. Dette er nøyaktig samme år som er satt som offisielt årstall for byggingen av den aller første skrivekuglen. Det er også kjent at "the typewriter" undergikk en stadig forbedring gjennom de første årene frem til dem kom i produksjon, og enkelte eksemplarer av de tidlige versjonene ble solgt, bla a i en forretning i nærområdet til oppfinnerne. I disse årene gikk maskinen under navnet "Sholes-Glidden", etter to av oppfinnerne. Malling-Hansens skrivekugle kom først i salg i 1870, samme år som han fikk sine føste patenter. Forhandlinger om patentet til Malling-Hansen skjedde på et tidligere tidspunkt enn 1873, med James Densmore, som hdde kjøpt patentet på "the typewriter". Men de forhandlingene strandet. Malling-Hansen var nok i overkant optimistisk på sin skrivekugles vegn og krevde alt for høy pris. På et tidspunkt foreslo Densmore at de skulle bytte patenter, men RMH avslo. Remington-fabrikken var svært skepiske til å starte produksjone av skrivemaskiner, og Densmore måtte garantere for et visst beløp i tilfelle fabrikken skulle lide økonomisk tap.

Angående alder, er det nok mest korrekt å hevde at "the typewriter" og skrivekuglen er så godt som jevngamle. Ytterligere detaljer vedrørende dete spørsmålet kan leses i en artikkel fra Helge Holts bok om skrivemaskiner.

[2] JMC: Vi har ikke en fuldstændig kopi af dette brev. Derimod har vi – se brevsamlingen – et brev fra RMH til Trap dateret 20 december 1870. Vi har også det tredje kuglebrev som RMH nogensinde skrev, nemlig brevet fra den 9 september 1870 til hans to brødre, Johan Frederik og Thomas Jørgen.

[3] JMC: Sandsynligvis er der tale om Johan Aage Hüttemeier, 1871-1959, far til den velkendte kogebogsforfatterinde Kirsten Hüttemeier.

[4] JMC: Ja, her blander skribenten tingene sammen; der skulle have stået Døvstummeinstitut.

[5] JMC: Albert von Szabel havde kontakt med RMH i forbindelse med verdensudstillingen i Wien i 1873, hvor Malling-Hansen selv rejste til Wien og udstillede en stor skrivekugle med elektromagnetiske komponenter samt en forbedret udgave af takygrafen. De indgik en aftale, og den 27 april 1873 – fire dage før verdensudstillingen åbnede – indleverede von Szabel RMHs patentansøgning på den forbedrede version af takygrafen. Samme år købte von Szabel RMHs østrigske patent på skrivekuglen for en sum af 5000 danske rigsdaler og 5% af prisen for hver skrivekugle som blev solgt i Østrig.  von Szabel grundlagde i 1873 ”Erste Schnellschreibmaschinenfabrik Wien” men producerede kun nogle få skrivekugler og ophørte snart med produktionen.

[6] JMC: Malling-Hansen havde disse amerikanske patenter: 1) 23 april 1872: ”Improvement in Type Writing machines” – box model; 2) 11 december 1873: ”Improvement in Type-Writers” – open model; 3) 11 februar 1874: ”Improvement in Electro-Mechanical Printing-Instruments” – Takygraf 2; 4) 17 september 1875: ”Improvement in Type-Writing Machines” – portable writing ball; 5) 27 november 1878: ”Improvement in Type-Writing Machines” – paper strip model.

SA: Se fullstendig patentoversikt her.

[7] JMC: Se vor samling af artikler om skrivekuglen, Illustreret Tidende 16 januar 1876, med fortræffelige illustrationer.

 


Samuel Jarris' avisnotis.
Faksimile av et av Rasmus Malling-Hansens tidligste brev på skrivekuglen.

Artikel i Nationaltidende 24 november 1949

Illustration: Udstillingens Formand, Hofpianofabrikant A.R. Møller[2] med Verdens første Skrivemaskine, opfundet af en dansk Præst i 1854[3].
Illustration: Museets daglige Leder, Civilingeniør H. Niendahl[4] viser en af Samlingens Rariteter, en Evighedsmaskine af Træ.

[1]Denne artikel indeholder nogle fejl, men den er dog af interesse, fordi den nævner skrivekuglen med meget stor respekt og fordi den ogsaa fortæller noget om Danmarks tekniske Museums historie. Transkribering og fodnoter af Jørgen Malling Christensen og Sverre Avnskog.

 

Evighedsmaskiner og Rariteter i Hellerup

Danmarks tekniske Museum aabner i Dag i Hellerup.

 

I Dag aabner et nyt teknisk Museum i Duntzfelts Allé i Hellerup. Tanken med at lave et saadant Museum gaar helt tilbage til Begyndelsen af forrige Aarhundrede, da Rejersens Fond bevilgede 400 Rigsdaler aarligt i fem Aar til en ”Værktøjssamling”.
 

Teknikens Udvikling.

 

Siden har Haandværkerforeningen, Industriforeningen og Polyteknisk Læreanstalt paa forskellig Vis søgt at lave Udstillinger, der gav et Billede af den kolossale tekniske Udvikling, der har fundet Sted i Løbet af de sidste to Menneskealdre ved Hjælp af Samlinger af gammelt Værktøj og ældre Maskiner, som hver af disse Institutioner ejede.

 

Men det store Problem har i de forløbne Aar været at skaffe taalelige Pladsforhold, og dette Problem er med den Udstilling, der aabner i Dag, kun løst, forsaavidt som det er lykkedes at skaffe Plads til en lille udsøgt Del af Samlingen, og Museets Bestyrelse, hvis Formand er Hofpianofabrikant A.R. Møller, haaber gennem den at skabe Interesse om Indretningen af et virkeligt teknisk Museum, der, ligesom man har det i Udlandet, vil kunne løse vigtige kulturelle og pædagogiske Opgaver.

Verdens første Skrivemaskine.

 

Men Udstillingen, som den foreløbig er tillrettelagt, synes ogsaa i høj Grad at være egnet til denne Opgave. Ethvert blot nogenlunde teknisk interesseret Menneske vil have udbytte af at gaa derind.

 

Og Samlingens mange kuriøse Indretninger fra Teknikens spædeste Barndom har i Virkeligheden med deres Præg af rørende videnskabelig Famlen og en ikke mindre rørende Naivitet Bud til ethvert tænkende Menneske.

 

Det er baade spændende og interessant at gaa paa Opdagelse i de tæt pakkede Lokaler. Man kan f.Eks. se Verdens første Skrivemaskine, Skrivekuglen, opfundet af en dansk Præst i 1854, ligesom Chr. Sørensens Sættemaskine[5], der over hele Verden anerkendes som Grundlaget for alle senere Maskiner af denne Art, er repræsenteret. Der er en morsom gammel Evighedsmaskine af Træ, en sær Indretning som har det tilfælles med sine senere Medskabninger, at den aldrig har kunnet gaa, Varmluftsmotorer og Værktøjsmaskiner, og i den elektrotekniske Afdeling findes en meget fin Samling af Telegrafapparater og Lysmaskiner[6].  Man bemærker blandt andet her en stor Dynamo med tilhørende Buelampe, som har forsynet Hanstholm Fyr med Lys fra 1888 til 1924, Det kgl. Teaters første Buelampe og meget andet spændende.

 

Museets daglige Leder, Civilingeniør H. Niendahl oplyste i Gaar for en Kreds af Indbudte, at man for at skaffe Publikum bedre Lejlighed til at besøge Udstillingen for Fremtiden vil holde aabent om Søndagen og en Aften ugentlig.

 

                                                                                                          nux[7].

 


[1] JMC: Nationaltidende var en dansk avis, der blev udgivet af De Ferslewske Blade 1876-1961. Avisen, der var erklæret konservativ, henvendte sig til borgerskabet og embedsstanden. Nationaltidende udkom to gange dagligt og bragte især udlandsstof og kulturstof. Udgiverselskabet kom i krise i 1931 og Nationaltidende blev lagt sammen med Dagens Nyheder, der fra 1936 til 1954 udkom under navnet Nationaltidende. I 1936 blev avisen overtaget af Dansk Arbejdsgiverforening.

SA: Malling-Hansen hadde forøvrig meget gode kontakter i redaksjonen i sin tid, bla a gjennom sin gode venn, journalisten Edg. Collin, og Malling-Hansen fikk trykket stort sett det han ønsket., bla a en meget velvillig omtale av sin eget foredrag ved den store legekongressen i København i 1884. Ferslew var forøvrig en av Malling-Hansens gode støttespillere, og skrivekugler kunne kjøpes i hans redaksjonslokaler.

[2] JMC: Axel Randbøll Møller, 1876 – 1951, pianofabrikant. 1907 direktør i Hornung & Møller. Fra 1908 i Industriforeningens repræsentantskab og i komiteen for udstillinger i udlandet. En interessant detalje er at A.R. Møller blev gift med Agnete Goos (1879 – 1966), som var datter af gehejmekonferensråd C. Goos (1835 – 1917)  - Goos var redaktør for den meget vigtige publikation: ”Det kongelige Døvstumme-Institut i København 17. april 1807 – 17. april 1907 samt Meddelelser om Døvstummesagens udvikling” , hvori der er en yderst interessant og indsigtsfuld artikel om Rasmus Malling-Hansen, skrevet af Johannes Jørgensen (se teksten på vor side).

[3] JMC: Her lykkes journalisten med at udtrykke to fejl i en sætning: Skrivekuglen er naturligvis ikke verdens første skrivemaskine – den var derimod verdens første fungerende, serieproducerede og kommercielt producerede maskine. Årstallet 1854 er også forkert: Det første skrivekuglepatent er fra 1870, og fremstillingen af prototypen fandt sted i perioden 1865 til 1870.

SA: Skal vi være 100 % rettferdige, bør vi kanskje tilføye at amerikanerne Sholes, Glidden og Soule jobbet nærmest parallelt med Mallin-Hansen i tid, og fikk sitt første patent i 1868. De utviklet også "the typewriter" videre, og solgte enkelte maskiner fra butikkutsalg under hele utviklingsprossessen. Serieproduksjon av deres maskin tok til i 1873 ved Remington-fabrikken, etter at investoren James Densmore gikk inn i prosjektet.

[4] JMC: Harald Niendahl, født 1881.

[5] JMC: Se artikel om Sørensens sættemaskine på vor side, fanebladet ”articles from Malling-Hansen´s Lifetime”, artiklen i Skandinavisk Bogtrykker-Tidende 25 november 1870.Articles from Malling-Hansen's lifetime

[6] JMC: En maskine der fremstiller elektrisk strøm til belysning.

[7] JMC: Vi ved ikke, hvem der gemmer sig bag pseudonymet ”nux” . Nux betyder ”nød” på latin.


Ernst Martin, 1949: Die Schreibmaschine und ihre Entwicklungsgeschichte, 2.Teil

Abb. 63. The 1878 model of the Writing Ball. (Illustration from the article)

2. Teil. Gewerbsmäßig hergestellte Schreibmaschinen

 

1867 Schreibkugel. Erfinder: Pastor Malling Hansen, Kopenhagen. Die Schreibkugel besaß bereits die wichtigsten Eigenschaften unserer modernen Schreibmaschinen. Sie ist die erste Maschine, von welcher man sagen kann, sie wurde gewerbsmäßig hergestellt und in Dänemark, Deutschland, Österreich und Frankreich in kaufmännischen Betrieben verwendet, wenn auch die Zahl der verkauften Maschinen nur eine geringe war. Sie hatte ursprünglich 52, später 54 Tasten für Großbuchstaben, Ziffern und Zeichen, während kleine Buchstaben mit ihr anfangs nicht geschrieben werden konnten.[SA1] Sie hatte keine Typenhebel im landläufigen Sinne, vielmehr senkrecht oder schräg von oben nach unten zur Aufschlagstelle stoßende Tastenhebel, welche an ihrem oberen Ende den Tastenkopf mit eingravierter Aufschrift, am unteren Ende die Type trugen, also ohne Zwischenhebel oder Gelenke waren. Die Tastenstangen waren von Spiralen umgeben, welche die Tasten nach erfolgtem Abdruck in die Ruhelage zurückbeförderten. Die Wagenbewegung erfolgte mittels Elektrizität. Später gab Hansen die elektrische Wagenbewegung auf. Die Fortrückung des Papieres erfolgte durch den Tastenniederdruck wie bei unseren modernen Maschinen. Die Einfärbung erfolgt ursprünglich durch Kohlepapier, 1878 wurde das Farbband eingeführt.

 

Dieses lief von einer Rolle auf eine andere; letztere war durch eine Schraube auf der Farbbandachse festgeschraubt. War das Farbbandauf die festgeschraubte Rolle übergelaufen, so drehte man die Schraube auf der bisher losen Rolle fest und lockerte die bisher feste Schraube, wonach das Band in entgegengesetzter Richtung lief.

 

 

 

Abb. 64. The big, flat version of the Writing Ball, first built in 1871. (Illustration from the article)

Die Bewegung der Rolle wurde durch Sperrhaken hervorgebracht und konnte das Band auch in der Breitenrichtung verschoben, somit in seiner vollen Breite ausgenützt werden. Diese Farbbandumkehr war später noch bei amerikanischen und deutschen Schreibmaschinen in Gebrauch. Als Wiederstand für den Tastenanschlag war ein sogenannter Amboß vorgesehen. Das Geschriebene war bedingt sichtbar. Die Maschine besaß einen selbsttätigen Papiertransport, Zeilenerneuerungsvorrichtung durch Druck auf eine Taste, Glocke, Leertaste. Ihr Hauptnachteil war der Umstand, daß die Maschine nur Papier in Oktavformat bescrieb, doch hätte dieses beseitigt werden können.[SA2] Die Schreibkugel wurde in ihrer Heimat zu 400 Kronen verkauft.[SA3] Die I. Österreichische Schnellschreibmaschinenfabrik Albert v. Szabel-Wien stellte die Maschine später in Wien her, aber auch dort konnte sie keine große Verbreitung erreichen, da der dafür geforderte Preis von 600 Gulden für das elektrisch betriebene, 300 Gulden für das andere Modell für die damalige Zeit zu hoch waren.

 

 

Abb. 65. A writng sample of the Writing Ball. The text is from a promotion text written by Malling-Hansen probably in 1883. (Illustration from the article)

Sie fand praktische Verwendung in der Ferslewschen Druckerei in Kopenhagen, wo die Manuskripte mit ihr abgeschrieben wurden, um den Setzern das Lesen zu erleichtern. Die Nordische Telegraphen Co. Verwendete eine Anzahl von Schreibkugeln zum Übertragen der eingehenden Telegramme. Diese Maschine hatte statt dem üblichen Papierträger eine Rolle mit abwickelbarem Papierstreifen.[SA4] Schreibkugeln befinden oder befanden sich im Deutschen Museum in München, in der Blindenanstalt zu Berlin-Steglitz, im Museum der Wanderer-Werke, bei der Olympia-Büromaschinenwerken Erfurt.

 

Fotnoter:

[SA1]: Teknisk Museum har en av de aller første skrivekuglene som ble laget. Den har kun 23 taster, og skrev utelukkende med små bokstaver. Først i 1871/72 begynte Malling-Hansen å lage skrivekugler med store bokstaver.

 

[SA2]: Fra 1879 ble det også laget skrivekugler som kunne skrive på store papirformater. Disse skrivekuglene var lavere enn 1878-modellen, og utstyrt med papirvalse. Det var mekanikeren August Lyngbye som utviklet denne modellen. I sine reklameskriv forteller Lyngbye at han kunne levere skrivekugler som skrev med kun store bokstaver, eller med både store og små.

 

[SA3]: Prisen på Lyngbyes skrivekugler på 1880-tallet var 150 kroner for modellen som skrev med store bokstaver, og 230 kroner for modellen med store og små.

 

[SA4]: De skrivekuglene som ble solgt til Store Nordiske i 1871, var av den store flate modellen. Det er riktig at Malling-Hansen utviklet en egen telegraf-modell i 1878, som skrev på papirstrimler, men man vet ikke sikkert om slike skrivekugler ble solgt til Store Nordiske, eller andre telegraf-selskap.

 

 

 

The original text
The original illstration from the article. A portrait of Malling-Hansen from 1887.

Ernst Martin: Die Schreibmaschine und ihre Entwicklungsgeschichte[1]

 

Hansen, Rasmus, Hans, Malling, Johan, der Konstrukteur der Schreibkugel, war am 5.Sept. 1835 zu Hunseby auf Lolland als Sohn eines Hilflehrers geboren. Der Vater starb wenige Jahre nach der Geburt des Sohnes. Hansen interessierte sich schon in frühester Jugend für Mathematik und hatte gute Anlagen zum Zeichnen. Er kam nach seiner Konfirmation zu einem Maler in die Lehre. Dieser Beruf befriedigte ihn nicht und er strebte danach zu studieren. F.M. Knuth, der Lehensgraf, nahm sich seiner an und sandte ihn auf das Seminar nach Jonstrup. Hansen war einige Jahre Lehrer in seiner Heimatgemeinde, dann Hauslehrer und kam nach Kopenhagen, wo er sich auf das Hochschulstudium vorbereiten konnte. Er begann theologische Studien. Um auf die Güte seines Wohltäters nicht länger angewiesen zu sein, nahm er eine Stelle als Lehrer der Taubstummenanstalt in Kopenhagen an, während er sich weiter für den geistigen Beruf vorbereitete. Das begonnene Studium wurde durch seine Anstellung als Lehrer, später als Direktor der Taubstummenanstalt in Schleswig (1862/64)unterbrochen. Durch die Kriegshandlungen wurde er aus Schleswig vertrieben. Er benützte die Zeit, um seine Studien fortzusetzen und machte 1865 die Prüfung. Darauf wurde er als Direktor an die Taubstummenanstalt in Kopenhagen berufen. Dort führte er zum ersten Male die Sprachmethode statt der bisherigen Zeichenmethode ein. Er hatte die Feststellung gemacht, daß man durch das „Sprechen“ mit den Fingern zwölf Lautzeichen in einer Sekunde wiedergeben konnte, während man mit der gewöhnlichen Schrift nur vier Lautzeichen in der Sekunde zu Papier bringen kann. Es galt also, eine Maschine herzustellen, welche die Schreibschnelligkeit erhöhte. Damit beschäftigte sich Hansen und ließ sich vor allem eine Halbkugel aus Porzellan fertigen, auf welche er die Buchstaben des Alfabets malte und dann versuchte, die gesprochenen Wörter auf dieser mit möglichster Schnelligkeit zu treffen. Die Vorarbeiten an der Maschine gehen auf das Jahr 1865 zurück, was durch die Tagebuchaufzeichnungen des Probstes J.A.Heiberg[2] aus dem gleichen Jahre bewiesen ist. Die Ausarbeitung der Machine indessen nahm geraume Zeit in Anspruch und dürfte die erste Maschine erst im Winter 1867/68 fertiggestellt werden sein. Ob Hansen die Foucauldsche[3] Maschine kannte, wissen wir nicht, jedenfalls stimmt seine Maschine mit derjenigen von F. im Prinzip überein und wir wissen, daß letztere damals im Ausland bereits bekannt war. Die Leipziger Illustr.Zeitg. bezeichnete 1872 (S.293)die Maschine als eine epochemachende, wenn der Erfinder alles das leistet, was er versprach. Er wollte es möglich machen, in finsterer Nacht, auf den Wellen des Meeres geschaukelt, über einen Knüppeldamm hinwegfahrend, im Bette liegend, mit stenographischer Schnelligkeit, jedoch in gewöhnlicher Buchstabenschrift zu schreiben oder korrekter zu sagen, zu drucken. Pastor Hansen starb am 27.Sept.1890 zu Kopenhagen (s.a. S.60) 351.

 

 

 


[1] JMC: Martins Enzyklopädie, “Die Schreibmaschine“ ist ein klassisches Referenzwerk über Schreibmaschinen, zahlreiche Male wiedergedruckt.

[2] JMC: Johan Alfred Heiberg, 1848-1936, war Jünger Bruder zu Malling-Hansens erste Frau, Cathrine Georgia Heiberg (1841-1876)

[3] JMC: Pierre Foucauld, ein blinder Mann der mit Louis Braille arbeitete mit dem Zweck eine Screibmaschine für Blinden zu konstruieren. In 1849 gelang es ihm einen französichen Patent zu erhalten. Die Maschine druckte geprägte Buchstaben und wurde  an der Weltaustellung in London in 1851 mit großen Erfolg präsentiert. Die Maschine wurde nach mehrere europäische Institutionen für Blinde geliefert, und es ist denkbar Malling-Hansen sie im Institut für Blinden in Kopenhagen oder in ähnlichen Institute in anderen Städten gesehen habe, aber wir können es nicht wissen.

 

The original text.

Pødenphant specialforretning for skrivemaskiner og skrivemaskine-museum

Skrivekuglen i museet til Pødenphant tilhørte opprinnelig Malling-Hansens datter, Engelke Wiberg. Foto fra 1929.
"Moster Enga"s skrivekugle ble donert til museet av Zarah Odder. Foto fra 1974.
Zarah Odders sønn, Ole Johannes Odder, solgte hennes skrivekugle i 1984 for 30 000 kr til en dansk antikvitetshandler som solgte den videre til en samler i Tyskland.

Udskrift og kommentarer af Jørgen Malling Christensen og Sverre Avnskog.

 

Jørgen Malling Christensen:

 

I foreningens arkiv findes en lille brochure med titlen: ”Et Skrivemaskine-Museum, Lidt om Skrivemaskinens Historie og Udvikling”, desværre ikke dateret[1], udgivet af H. Pødenphant, som var indehaver af en specialforretning i kontormaskiner på Gl. Kongevej 74, i København. Jeg har endnu ikke fundet solid dokumentation om denne forretning, men på nettet forekommer en person ved navn Holger Orla Pødenphant, som den 30 august 1947 registrerede en groshandel for skrivemaskiner og dele. Desuden registrerer Google et skrift med titlen: ”Tilbageblik i Anledning af ”Foreningen af Importører af Skrivemaskiner i Danmarks”s 25 Aars Jubilæum, 1942, skrevet af S. Pødenfant, som kan være Sigurd Julius Pødenphant (født 1885) og muligvis far til Holger Orla P.?

 

Åbenbart havde firmaet Pødenphant etableret et lille museum for skrive-maskiner på Gammel Kongevej 74, for brochuren beskriver i tekst og fotografier et antal tidlige eksempler på skrivemaskiner i deres udstilling, såsom skrivekuglen model fra ca 1872, Remington model 5, Remington Sholes model 7 fra 1901, Yost, Pittsburg (”Daugherty”), Underwood (Franz Wagner), Torpedo fra 1907, Kosmopolite 1888, Colombia Barlock 1887, Hammond, Williams fra 1904, Kanzler fra perioden 1903-1912, The Chicago fra perioden 1898 – 1917, Empire 1895, Postal 1893, Rofa (ca 1921), Lambert 1896, Oliver (ca 1900). Brochuren nævner at alle maskinerne er i skrivedygtig stand. Vi ved ikke, hvad der siden hen skete med maskinerne i dette lille museum. I nedenstående tekst gengives brochurens afsnit om skrivekuglen.

 

Sverre Avnskog:

 

Forhistorien til Pødenphants skrivekugle er uhyre interessant fordi det eksisterer to brev i Malling-Hansens etterkommeres eie, sendt fra H. Pødenphant til Zarah Odder c/o E. Wiberg 27. juni 1949. Korrespondansen gjelder Engelke Wiberg skrivekugle, som museet har fått låne for en periode. Hennes slektninger bestemmer seg for å skjenke skrivekuglen til museet og Pødenphant takker så mye for den sjenerøse gaven. E. Wiberg må være Malling-Hansens datter, Engelke, gift Wiberg, som døde i 1949, og Zarah Odder er fru Wibergs niese, datter av en av de andre søstrene Malling-Hansen, nemlig Zarah, gift Bech. På konvolutten til det ene brevet er notert: ”Moster Engas Skrivekugle overlod vi – Arvingerne til Pødenphant”. Moster Enga er ganske riktig slektningenes kallenavn på Engelke Wiberg. På det andre brevet er det påført en beskjed med håndskrift, undertegnet "Mor", og på Pødenphant-brosjyren er det påført med samme håndskrift: "Til Jørgen". Håndskriften tilhører sannsynligvis en av de andre søstrene Malling-Hansen, nemlig Emma g. Mathiesen, og Jørgen er hennes sønn. De har altså vært flere om å bestemme at skrivekuglen skulle gis bort til Pødenphant.

 

Fra etterkommere i Agerskov-familien har jeg forøvrig fått vite at Inger Agerskov, datteren til Malling-Hansens datter Johanne g Agerskov etterlot seg en skrivekugle da hun døde i 1968. Nærmeste arving var nettopp forannevnte Zarah Odder, og hun arvet sin kusines skrivekugle, mens en god del av Ingers bøker og fotoalbum gikk til arvinger i Agerskov-slekten. Fra dem har vi fått mange verdifulle opplysninger og kopier av brev, dokumenter, bilder osv. Zarah Odder beholdt denne skrivekuglen i mange år, før den ble solgt av hennes sønn Ole Johannes Odder på 1980-tallet. Den bli videresolgt til en samler i Tyskland av den danske antikvitetshandleren Niels Høyer-Nielsen. Zarah Odder ble forøvrig over 100 år og døde ikke før på 1990-tallet. Hun var mensendik-lærer og visstnok en meget fargerik kvinne, som gikk under navnet Røde-Zarah. Hun giftet seg to ganger, og andre gangen fikk hun etternavnet Sprecheler. Hun har ingen etterkommere da datteren, Lise, døde ung i en tragisk drukningsulykke på en studentfest, mens Ole aldri fikk egne barn. Zarah donerte for øvrig  et skatoll som tilhørte bestefaren, Malling-Hansen, til museet på den gamle døveskolen, ved navn Døvehistorisk Selskab.

 

Skrivekuglen på bildet til brosjyren fra H. Pødenphant er forøvrig ikke fra 1872, som det står oppgitt. Bildet viser en uhyre sjelden modell som både har fargebånd og papirvalse, men den er ikke identisk med den skrivekuglemodellen som August Lyngbye produserte på 1880-tallet, for papirvalsen er ikke bred nok til å kunne skrive på store papirformater. Personlig har jeg mistanke om at den må ha blitt laget i verkstedet til Malling-Hansens gamle samarbeidspartner, prof. Christopher Peter Jürgensen. Fra et av brevene til Malling-Hansen kjenner vi til at den aller første skrivekuglen som skrev på store papirformater, ble laget i 1879. Men det var neppe Pødenphants skrivekugle. Til det er papirvalsen for smal.

 

Samme skrivekugle som på bildet ble fremvist på Malling-Hansen Selskabets generalforsamling i 2012, som ble arrangert av styremedlemmet, Uwe Breker. Han hadde klart å få samlet kanskje den største samlingen med skrivekugler som har blitt utstilt på en gang i  moderne tid, og en av disse tiltrakk seg særlig stor oppmerksomhet, nemlig en av skrivekuglene til Hans Barbian, Düsseldorf, og den er utrolig nok identisk med skrivekuglen fra Pødenphants museum. Muligens kan det dreie seg om ett og samme eksemplar? Om så er kan vi kanskje regne med at skrivemaskinene til Pødenphant ble solgt da museet ble nedlagt, uvisst når.

Det var den danske antikvitetshandleren, Niels Høyer-Nielsen, som i sin tid solgte denne skrivekuglen til Tyskland, først til en annen kjøper enn Hr. Barbian, som så videresolgte den til ham. På spørsmål fra meg, svarer Høyer-Nielsen at han dessverre ikke kan huske navnet til den danske selgeren, men han bekrefter at han kjøpte en hel samling gamle skrivemaskiner, og at han oppfattet det som et lite museum. Jeg tror vi kan anse det for minst 90 % sjanse for at den omtalte skrivekuglen en gang har tilhørt Malling-Hansens datter, Engelke Wiberg. Og Skrivekuglens meget robuste konstruksjon får i hvert fall meg til å assosiere med Jürgensens særlig grundige håndverkstradisjoner. Kanskje var kuglen en forløper for Lyngbyes senere modell?

 

 

 


[1] JMC: Brochurens sprog, ortografi og illustrationerne tyder på at den er fra begyndelsen eller midten af 1950-erne.

Ole Odder solgte dette bildet av sin mor, Zarah, med sine to barn, Ole og Lise. Datteren Lise døde meget tragisk i en båtulykke på en studentfest som ung.
Denne ringen som en gang har tilhørt Malling-Hansen selv ble også solgt. Bildet og ringen eies i dag av Uwe Breker. Foto: Sverre Avnskog
Emma og Marcus Mathiesen fotografert sammen med sønnen Jørgen og datteren Elsebet. Foto: Privat
Et lite utvalg av skrivekuglene som var utstilt ved Malling-Hansen Selskabets utstilling i Køln 2012. Modellen nest lengst til venstre er så godt som identisk med den skrivekuglen Pødenphant har avbildet i sin katalog. Foto: Uwe Breker
JMC: Afsnittet om skrivekuglen er illustreret med dette lille og ganske uklare fotografi af museets eksemplar, og det angives at der er tale om en model fra ca. 1872. SA: Men dette årstallet er ganske sikkert galt. Mest sannsynlig er modellen fra ca 1880.
Er dette den samme skrivekuglen? Den ble utstilt på Malling-Hansen Selskabets generalforsamling i Køln, 2012. Foto: Dieter Eberwein
Et gammelt bilde av August Lyngbyes utgave av skrivekuglen. Som man ser var papirvalsen mye bredere slik at den kunne skrive også på store papirformat.

Skrivekuglen.

 

Maskinen blev kaldt ”Skrivekuglen”, og den var konstrueret af den danske Præst
R a s m u s   M a l l i n g   H a n s e n. Malling Hansen var født i September 1835 paa Lolland, Søn af en Hjælpelærer. Lensbaron Knuth hjalp ham i Gang med Studierne, og i 1865 tog han sin teologiske Embedseksamen.  Han var stærkt interesseret  i Døvstummeundervisning, og hans Interesse blev vakt for at fremstille en  h u r t i g s k r i v e n d e  Maskine. Maskinen bestod af en halvrund Kugle med Udboringer, hvorigennem Tastestænger bevægede sig mod Centrum (Skriftpunktet). Stængerne var forsynede med Fjedre, saaledes at de efter at have udført deres Funktion at trykke Typen paa det underliggende Papir, sprang tilbage til deres Udgangsstilling.
            Der blev fremstillet en Del, om end ikke noget overvældende stort Antal. Maskinens Pris var sat til 400 Kr.  Paa en Østrigsk Fabrik[1], hvor den ogsaa skulle fremstilles, var Prisen ansat til 300 Gylden[2]. I København blev den bl.a. anvendt af de Ferslewske[3] Blade, saaledes at Korrekturen var lettere læselig for Sætterne, og Store Nordiske Telegraf-Selskab brugte den ogsaa.
            Maskinen havde mange Indretninger, som man nu finder paa moderne Maskiner, saasom Klokke for at angive, at Linien er udskrevet, Farvebaands-transport ved Typeanslag, synlig Skrift, Mellemrumstangent o.s.v.
            De første Maskiner kunde kun skrive store Bogstaver[4]. Der kunde heller ikke beskrives større Ark end Oktav[5].
            Pastor Malling Hansen døde i 1890.
            Der findes stadig nogle Eksemplarer af ”Skrivekuglen”, og en af de noget lavere Modeller findes i Museet. Den er stadig skrivedygtig.

 

 


[1] JMC: Albert von Szabel grundlagde ”Erste Schnellschreibmaschinenfabrik Wien” og fremstillede nogle få skrivekugler efter Malling-Hansens design og efter at have købt retten til at bruge patentet.

[2] JMC: Det Østrig-Ungarske Dobbeltmonarki eksisterede i perioden 1867 – 1918, og fra 1867 til ca 1892 brugtes disse møntenheder:  1 Thaler = 1,5 Gulden = 150 Neukroner.

SA: Prisen på en skrivekugle gikk forøvrig stadig nedover etter som de nye modellene ble fremstilt. Første modell ble solgt for 1500 riksdaler, mens Lyngbye solgte sine skrivekugler for henholdsvis 150 kr for maskinen med kun store bokstaver, og 230 for modellen med store og små bokstaver.

[3] JMC: C. Ferslew & Co. Var et kgl.hof-bog- og stentrykkeri, og ”de Ferslewske Blade” indgik i virksomheden. Firmaet var på den tid ejet og drevet af etatsråd J.C. Ferslew (1836 – 1910). Ferslew grundlagde dagbladet ”Dagstelegrafen”, som udkom 1864 – 1891; desuden: ”Aftenposten” fra 1873 og ”Nationaltidende” fra 1876. I 1889 overtog han ”Dagens Nyheder” og i 1892 ”Dagbladet”. Centraltrykkeriet, hvor man altså brugte skrivekuglen, lå på Christianshavn på adressen Overgaden neden Vandet nr 17 og 19.

SA: For meg er det en ny opplysning at skrivekuglen ble anvendt erhvervsmessig hos Ferslew. Men det er kjent fra tidligere at skrivekuglen tidlig var utstilt og kunne kjøpes hos Ferslew, og han fikk meget god omtale i bla a ”Dagstelegrafen”. Malling-Hansen hadde forøvrig meget god kontakt med og svært go nytte av en av journalistene i Ferslews aviser, nemlig Edg. Collin i ”Nationalitidende”. Malling-Hansen fikk inn bl a inn sitt referat fra sin avhandling på den store legekongressen i 1884 takket være Collin.

[4] JMC: Ikke korrekt: Den første model havde 24 taster skrev kun med små bogstaver.

SA: Men relativt hurtig gikk Malling-Hansen over til å få laget skrivekugler med kun store bokstaver. Det skjedde allerede sent i 1871. Aygust Lyngbye  reklamerte forøvrig med at han kunne fremstille skrivekugler både med kun stor eller stor og små bokstaver på 1880-tallet.

[5] JMC: ”Oktav” betegner et papirformat mindre end 25 cm på den længste side, dvs lidt mindre end A4, som er 29,65 cm langt.

SA: Den første modellen av skrivekuglen som kunne skrive på store papirformater ble forøvrig laget i 1879. Men av hvem? Jürgensen eller Lyngbye? Det sies det ikke noe om i det brevet der Malling-Hansen forteller om nyheten, dessverre.

Det første brevet fra H. Pødenphant til Zarah Odder fra 1949 med påskrift av Zarahs tante, Emma Mathiesen.
Takkebrevet fra H. Pødenphant for skrivekuglen som familien Malling-Hansen har gitt dem i gave.
Konvolutten som det andre brevet fra Pødenphant ble sendt i. Håndskriften ser ut til å tilhøre Emma Mathiesen, akkurat som på det første brevet.
Forsiden av katalogen til Pødenphants Skrivemaskine-Museum, med påskriften "Til Jørgen".
Artikkelen om museets skrivekugle.

Hjulene snurrer i Gentofte Raadhus, 1953

Fotografiet: Professor G. Weber med Malling-Hansens skrivekugle, verdens ældste skrivemaskine (t.v.) og en moderne efterkommer.

[1]Teknisk Museums udstilling aabnet i gaar – men hvorfor har vi ikke plads til et rigtigt museum?

 

Hvorfor har vi dog ikke et teknisk museum under former, vi kan være bekendt?[2] Det er i én sum det indtryk, som Museets og Gentofte Kommunes udstilling i Raadhushallen i Gentofte skaber, og det kom – mere dæmpet, men ikke mindre eftertrykkeligt, til orde i de to taler, der blev holdt ved udstillingens aabning.

 

Borgmester Aage E. Jørgensen bød velkommen til en indbudt forsamling, der talte mange af vore store navne inden for dansk teknik og industri i dag. Han oplyste, at museet, som har til huse i Duntzfeldts Allé 8, nu af Gentofte Kommune har faaet husly til opmagasinering af de over 7000 numre, museets indskrænkede plads ikke kan rumme, paa Stolpegaarden.

 

Museets formand, professor dr. Tech. G. Weber[3], takkede Gentofte Kommune for hjælp og støtte. Her er netop dannet et ”Selskab for Danmarks Tekniske Museum”, og Ingeniørforeningens formand, direktør Dithmer[4], har overtaget hvervet som præsident.

 

27 aar siden sidste udstilling!

 

Professor Weber nævnede, at det var 27 aar siden museet havde holdt en særudstilling, og selv om denne kun var en mundsmag paa de ting, folk ikke kan faa at se paa grund af pladsmanglen, var der ting imellem, som verdens største tekniske museer ikke havde og ville give meget for at faa.

 

Og hvad var der da? Ja, der var den første skrivemaskine, pastor Malling-Hansens berømte skrivekugle fra 1870[5] ved siden af en yngre kollega og en helt moderne maskine, en af Thriges første el-motorer og dynamoer.

 

 

 

 


[1] JMC: Artikel i Politiken den 13 november 1953. Transkribering og fodnoter af Jørgen Malling Christensen.

[2] JMC: Oprindeligt var museets udstillinger placeret på Polyteknisk Læreanstalt i København. Senere tilkom en afdeling i Hellerup. I 1966-1969 flyttedes museet til Helsingør. I 1984-1995 havde museet en afdeling i Aalborg.
I dag er museet placeret i Helsingør Værfts tidligere støberi på Fabriksvej 25 i Helsingør. I årene efter 1911 overtog museet en række samlinger, der var grundlagt i 1800-tallet. Museet fik blandt andet samlingen fra det nedlagte Dansk Industrimuseum. Senere har Danmarks Tekniske Museum overtaget en række nyere samlinger fra nedlagte specialmuseer. Danmark har desuden følgende tekniske museer:
- Danmarks Jernbanemuseum i Odense
- Handels- og Søfartsmuseet i Helsingør
- Jysk Automobilmuseum i Gjern
- Elmuseet ved Gudenaacentralen i Tange
- Industrimuseet Frederiks Værk i Frederiksværk
…..samt flere mindre, privatdrevne tekniske museer rundt om i landet.

[3] JMC: Professor Georg Weber var formand for Danmarks Tekniske Museum i 1950-erne. Han døde den 11 juli 1959, kun 55 år gammel. Weber var også medstifter af Dansk Veteranbil Klub.

[4] JMC: Dansk Ingeniørforening var en brancheforening for danske ingeniører, stiftet 1892. Foreningens formand 1952-1956 var Georg Dithmer.

[5] JMC: Den skrivekugle fotografiet viser er antagelig modellen fra 1878. Danmarks Tekniske Museum ejer 9 forskellige modeller af skrivekuglen, men desværre er kun en af dem permanent udstillet – på grund af sikkerhedsvilkårene.

 

Fru Dinesen og Borgmester Aage E. Jørgensen fotografert ved Landstingsvalg Septbr. 36. Foto: Det Kongelige Bibliotek
Direktør Dithmer overrækker Niels Bohr den nyindstiftede internationale Niels Bohr-medaille. (ca 1955) Foto: Tage Petersen. Bildet tilhører Det Kongelige Bibliotek

Artikel fra tidsskriftet/avisen “Ingeniør- og Bygningsvæsen”, nr 18, 25 sept.1963:

Artikkelforfatteren, K. O. B. Jørgensen på et fotografi fra Sjællands Tidende, 1964

[1]DE FØRSTE SKRIVEMASKINER[2]

 

Af civilingeniør K.O.B. Jørgensen[3], Danmarks Tekniske Museum

 

Prioritetsstridigheder om opdagelser og opfindelser er desværre ikke et ukendt begreb; men i vore dage kan tvivlsspørgsmål i reglen afgøres retfærdigt, fordi der i de fleste lande forefindes en omfattende patentlovgivning. I tidligere århundreder, da store opfindelser og opdagelser så dagens lys, forekom der hele fejder blandt pionererne indbyrdes, men også blandt byer, landsdele og lande, der – undertiden mange år efter opfinderens død – hævdede, at opfindelsen var blevet til i et ganske bestemt geografisk område og måske i et nærmere angivet hus.

 

Eksempelvis udbrød der en bitter strid mellem Joule[4] og Mayer[5], da førstnævnte i 1847 indsendte sin afhandling om varmens mekaniske ækvivalent til akademiet i Paris. I det 17.århundrede kæmpede mere end 20 byer i Tyskland, Frankrig og Italien om æren for at have huset bogtrykkerkunstens vugge. Leksika og opslagsbøger fra hele verden beretter om, at Siemens[6] i 1867 opfandt det dynamoelektriske princip, selv om oberst Bolton allerede i 1879 under et foredrag i Society of Telegraph Engineers i London foreviste danskeren Søren Hjorts[7] dynamopatent fra 1854, ledsaget med ordene: ”Dette indeholder tilsyneladende det princip, som senere blev genopdaget af andre”.

 

Der er dog ingen tvivl om, at nutidens historieforskere ønsker at fremhæve de forskellige opfindelsers rette fadderskab, og f.eks. modtager Teknisk Museum jævnligt henvendelser om danske præstationer, og sender billeder, fotokopier og svarskrivelser om H.C. Ørsted, Valdemar Poulsen, Søren Hjort, Albert F. Hammel, Malling-Hansen m.fl.

 


[1] JMC: ”Ingeniøren” er et branche-avis eller tidsskrift som er blevet udgivet kontinuerligt siden starten den 2 juli 1892. Med et oplag i dag på omkring 80 000 er den en af de største branchepublikationer i Danmark. Deres website  ing.dk er et af de første som startede i Danmark (1994). Man kan gratis besøge avisens arkiv, men foreløbig kan man kun søge artikler fra perioden 1984 til i dag. Der arbejdes på en digitalisering af det ældre arkiv.

[2] JMC: Transkription og fodnoter af Jørgen Malling Christensen. Artiklen er fra ”Ingeniør- & Bygningsvæsen nr 18, 25 september 1963, s.477-479.

[3] JMC: Kristen Osvald Bangsgaard Jørgensen, f. 1919, ingeniør og museumsdirektør. Han var den første direktør for Danmarks Tekniske Museum i Helsingør, udnævnt 1958. Desuden forfatter af populærvidenskabelige og teknisk-faglige aritkler.

[4] JMC: James Prescott Joule, 1818-1889, engelsk fysiker som studerede varmens natur.

[5] JMC: Julius Robert von Mayer, 1814-1878, tysk læge og fysiker, en af de første som forklarede termodynamikkens natur. Samtiden gav ham ikke anerkendelse for hans opdagelser vedrørende varme og energi, og James P. Joule blev anset for den egentlige ophavsmand til disse indsatser.

[6] JMC: Ernst Werner von Siemens, 1816-1892, tysk opfinder og grundlægger af virksomheden Siemens AG.

[7] JMC: Søren Hjorth, 1801-1870, dansk civilingeniør, opfinder og jernbanepionér. Han arbejdede med at gøre elektriciteten til en praktisk og brugbar bevægkraft.  Byggede i England en elektromotor som blev vist på verdensudstillingen i London 1851 and vandt den eneste udlovede præmie for elektriske maskiner. I maj 1851 præsenterede  Hjorth dynamoprincippet, dvs den gensidige påvirkning mellem den remanente magnetisme og den deraf frembragte strøm. Det samme er anvendt i hans engelske patent nr 2198 af 14 oktober 1854.

 

James Prescott Joule, 1818-1889, engelsk fysiker som studerede varmens natur
Julius Robert von Mayer, 1814-1878, tysk læge og fysiker, en af de første som forklarede termodynamikkens natur
Ernst Werner von Siemens, 1816-1892, tysk opfinder og grundlægger af virksomheden Siemens AG
Søren Hjorth, 1801-1870, dansk civilingeniør, opfinder og jernbanepionér

Skrivemaskinen, en dansk opfindelse

 

Når en museumsgenstand bliver restaureret og afprøvet, søger man – som tidligere omtalt her i bladet – at uddybe genstandens historie mest muligt, og ofte kommer der visse ting for dagen, der nødvendiggør en korrektion af tidligere givne oplysninger. I det følgende skal der fortælles om nogle ret uventede resultater, man er kommet til under restaureringen og afprøvningen af de ældste skrivemaskiner. Det har herunder vist sig, at den maskine, opfinderen byggede, inden fabrikationen af den første type indledtes, findes på Teknisk Museum.

 

Det mest udførlige værk om skrivemaskinens historie er utvivlsomt Ernst Martin: Die Schreibmaschine, forlag Peter Basten, Aachen 1949. Bogen, der er på 592 sider, er delt i to halvdele, hvoraf den første omhandler ”forhistoriske” maskiner, d.v.s. de, der aldrig kom ud over forsøgsstadiet. Skrivemaskinerne er ordnet efter årstal, og det gælder også de erhvervsmæssigt fremstillede, som omtales i sidste afsnit. Dette begynder således: pastor Malling-Hansen, København. Allerede skrivekuglen besad de vigtigste egenskaber, der findes i de moderne skrivemaskiner, og det er den første maskine, om hvilken man kan sige, at den er fremstillet erhvervsmæssigt og anvendt i forretningsøjemed i Danmark, Tyskland, Frankrig og Østrig. Det fortælles her, som mange andre steder i litteraturen, at skrivekuglen oprindelig havde 52 taster for store bogstaver, cifre og tegn, og at man dengang ikke anvendte små bogstaver.

 

 

I originalartikkelen er den tradisjonelle høye skrivekuglen avbildet, med opplysning om at det er en 1875-modell. Men som man kan se av denne 1875-modellen, så var ikke den utstyrt med fargebånd. Foto: Deutsches Museum, Munich
Fargebåndet kom først på modellen som ble produsert første gang i 1878, til verdensutstillingen i Paris. Foto: Jørgen Malling Christensen

Skrivekuglens virkemåde

 

Konstruktionen og virkemåden af den mest ”moderne” skrivekugle er følgende:

 

54 stænger er anbragt i en kuglekalot som piggene på et pindsvin. Stængerne er øverst forsynet med taster, indgraveret med bogstaver, tal og tegn, og nederst med de tilsvarende typer. Tasterne kan enkeltvis trykkes ned, indtil typen på det nærmeste befinder sig i kuglefladens centrum, og en fjeder fører typestangen tilbage til udgangsstillingen, når trykket ophører.

 

Et forholdsvis bredt farvebånd er ført hen under typerne og i hver side fastgjort til en rulle, som ved nutidens skrivemaskiner. Det papir, man ønsker at skrive på, fastgøres i en særlig ramme og formes herved som en halvcylinder. Papirrammen kan drejes om cylinderakseln og forskydes i dennes længderetning, og da ethvert punkt af papiret derfor kan anbringes i kuglekalottens centrum, kan hver type gennem et farvebånd afsætte sit mærke på papiret, hvor man nu ønsker det.

 

Når en typestang trykkes ned sker følgende: Typen går mod farvebåndet og afsætter et mærke på papiret, men samtidig bevæges hele kalotten nedad, hvorved en pal påvirker et tandhjul og fører papiret et lille stykke frem svarende til afstanden mellem to bogstaver. Andre paler og tandhjul sørger for, at også farvebåndet flyttes lidt, og herefter er såvel papir som farvebånd parat til at modtage næste type.

 

Maskinen er også forsynet med en særlig mellemrumstast, og når en linie er skrevet, ringer en klokke, man trykker på linieskifteren, der flytter papiret en linie og drejer det, så venstre margin igen befinder sig under kuglekalottens centrum.

 

Maskinerne blev bygget i Professor Jürgensens mekaniske Etablissement[1] og representerer et enestående håndværksmæssigt arbejde, hvad der også er nødvendigt, når de skal fungere pålideligt, næsten udelukkende ved hjælp af paler, tandhjul og fjedre, og ikke ved vægtstænger som for de senere skrivemaskiners vedkommende.

 

Der er vist ingen tvivl om, at man i 1870-erne anså Malling-Hansens skrivekugle for fremtidens skrivemaskine. Den vejede kun 2 kg og kunne derfor flyttes med én hånd, unægtelig et fremskridt sammenlignet med de forhistoriske maskiner, og prisen var kun 300 kr. Man forudså, at skrivekuglen kunne bruges på telegrafstationer, på kontorer og i hjemmene, ja man troede endog, at den kunne udkonkurrere bogtrykmaskinerne. Men i 1874 kom de første Remington maskiner, hvor typerne anslog papiret efter vægtstangsprincippet. I en halv snes år klarede Malling-Hansens skrivekugle sig i konkurrencen på grund af dens fortrin; men så udvikledes Remington-maskinerne, de blev sat i masseproduktion, og Professor Jürgensens mekaniske Etablissement måtte indstille fabrikationen.

 


[1] JMC: Malling-Hansens førstefinmekaniske ekspertise kom fra Professor Ernst Jüngers Mechaniske Etablissement.  Derefter overtog Prof Jürgensens Mekaniske Etablissement fremstillingen af skrivekuglerne. Men allerede i slutningen af 1870-erne – sandsynligvis 1879 - blev mekanikeren August Lyngbye involveret i arbejdet med at bygge skrivekugler. Sandsynligvis blev den sidste, og mest avancerede, model af skrivekuglen bygget af Lyngbye helt frem til Malling-Hansens død – men så stanset produksjonen op. August Lyngbye fik sølvmedalje for den sidste version af skrivekuglen ved verdensudstillingen i København 1888. I 1880-erne blev skrivekuglen solgt gennem Ritzaus Bureau, Købmagergade 26 i København, men på et tidspunkt overtog August Lyngbye salget.

 

 

 

Professor Jürgensen betydde svært mye for utviklingen av skrivekuglen det første tiåret, og var medeier i patentet på takygrafen. Avfotografert i Teknisk Museum av Jørgen Malling Christensen
Utover 1880-årene overtok mekanikus August Lyngbye produksjonen og salget av skrivekugler. I følge hans reklameskriv produserte han også skrivekugler med både store og små bokstaver.
Lyngbyes utgave av skrivekuglen ble etter all sannsynlighet bygget første gang i 1879, og var utstyrt med både fargebånd og papirvalse, og kunne skrive også på A4-format. Foto: Sverre Avnskog

Om antikviteter

 

Malling-Hansens skrivekugler er nu sjældne, de er blevet antikviteter, man annoncerer efter dem i dagblade, og der bydes store beløb for komplette eksemplarer. Årsagen er dels, at det nu en gang er den første skrivemaskine, der fandt praktisk anvendelse, men den er samtidig et lille kunstværk på grund af dens sindrige virkemåde og den smukke udførelse, blankt messing, oxyderet messing, røde eller sorte taster og en lille klokke, der kan ringe. Den kan godt præsentere sig i et vitrinskab ved siden af krystalvaser og kongeligt porcelæn.

 

Den ældste skrivemaskine er elektrisk

 

Alt dette taget i betragtning er det med en ikke ringe stolthed, at Teknisk Museum kan præsentere en endnu ældre skrivemaskine, også konstrueret af Malling-Hansen. Den 12 marts 1870 blev der tilstået præst og forstander ved Det kgl. Døvstummeinstitut Malling-Hansen 15 års eneret[1] på en såkaldt hurtigskrivemaskine, ”skrivekuglen”. Den fik guldmedalje på den skandinaviske udstilling i København i 1872, på verdensudstillingen i Wien i 1873 og på verdensudstillingen i Paris i 1878. Af beskrivelser og tegninger fremgår imidlertid, at pastor Malling-Hansen anvendte elektromagnetismen til at bevæge papirvalsen på den maskine, han søgte eneret på, uden at der dog blev meddelt ham eneret på dette specielle bevægelsesmiddel.

 

Man har i sommermånederne restaureret en skrivemaskine, der nøje svarer til den, der fortælles om i eneretsbeskrivelsen. Selve tastaturet og kuglekalotten minder om de senere skrivekugler, men der er kun 24 taster for 23 små bogstaver og et mellemrum. Da der overalt i litteraturen berettes om, at Malling-Hansens skrivemaskiner udelukkende skrev med store bogstaver[2], kunne det tænkes, at typerne på et senere tidspunkt er skiftet ud. Det synes imidlertid ikke at være tilfældet.  For det første svarer typerne til skriften petit, og for det andet har maskinens tandhjul en modul, der ikke giver plads til læselige typer for store bogstaver. Kuglekalotten er anbragt i låget af en trækasse, og inden i kassen findes det øvrige maskineri, f.eks. papirvalsen, der ved denne tidlige type danner en hel cylinder.

 

Når man skriver, foregår der følgende: Med et håndtag anbragt i kassens højre side trækkes en fjeder op, papiret samt et stykke sværtepapir lægges om valsen, og låget lukkes og aflåses. Når en tast trykkes ned, afsættes en type gennem sværtepapiret på papirstykket, men samtidig sluttes en af de elektriske kontakter, der er anbragt ved hver typearm. En elektromagnet, der får strøm fra et element, trækker en pal ud fra et tandhjul, anbragt på samme aksel som papirvalsen, og fjederen fører tandhjulet og valsen en tand frem, svarende til afstanden mellem to bogstaver.

 

Denne maskine har hverken klokke eller linieskiftertast, det store tandhjul rager op igennem kassens låg og er forsynet med en skala, så man kan iagttage, når en linie er skrevet ud. Herefter benytter man mellemrumstasten en halv snes gange, til skalaen igen står på nul, og man kan direkte skrive videre på næste linie, fordi en tandstang i bunden af kassen sørger for, at skriften på papirvalsen følger en skruelinie.

 

Skrivemaskinen må være en af Malling-Hansens allerførste, fordi den kun skriver med små bogstaver. Man ved, at den indtil 1894 tilhørte enkefru Malling-Hansen[3], og ydermere er der på valsen meget regelmæssigt skrevet ordet blindeinstitut. Denne maskinskrift er ganske givet original, kassens låg har i tidens løb slået sig, og det har derfor ikke i mange år været muligt at skrive bogstaverne nøjagtigt på linie. Maskinen præsenterer sig, på grund af trækassen, måske ikke så godt i et vitrineskab, men for Teknisk Museum er den et klenodie, fordi det er den ældste skrivemaskine, der er bevaret her i landet, og utvivlsomt den ældste – fremstillet i erhvervsmæssigt øjemed – der findes i verden.

 

 


[1] JMC: Malling-Hansens første eneretsansøgning (håndskrevet) er dateret den 25 januar 1870. Han kompletterede den med yderligere forklaringer den 31 januar 1870 samt den 28 februar 1870.

[2] JMC: Malling-Hansens breve skrevet på skrivekugler er med udelukkende små bogstaver i 1870 og den første del af 1871.

[3] JMC: Dvs Malling-Hansens anden hustru, Anna Steenstrup, 1842 -1897.

Tre bilder av den første offisielle skrivekuglemodellen. Den avbildede skrivekuglen tilhører "Austrian Technical Museum in Vienna", og har produksjonsnummer 10.
Legg merke til bokstavene på tastaturet. De er store, men likevel skrev denne utgaven med små bokstaver. Denne boksmodellen ser ut til å ha 36 taster, de tidligste hadde kun 24.
Den originale billedteksten lød: "Malling-Hansens elektriske skrivemaskine fra 1867. Under låget ses papirvalse, elektromagnet og urværk". I virkeligheten er denne modellen fra 1870. Alle fotos: Teknisk Museum, Wien
Originalartikkelen fra 1963

Artikel om åbningen af Danmarks Tekniske Museums permanente udstilling i 1965.

Direktør for Teknisk Museum i 1965, civilingeniør K. O. B. Jørgensen.
Skrivekuglen kan anvendes den dag i dag (man ser en hånd som taster på tangenterne til 1875 års udgave af skrivekuglen).
Den berømte skrivekugle der omkring 1870 blev konstrueret og sat i produktion af pastor Malling Hansen (nærbillede af tastaturet).
Valdemar Poulsen, 1869-1942, dansk ingeniør og opfinder af buegeneratoren og telegrafon. Copyright: Post og Tele Museet.

Denne artikel med mange gode illustrationer blev publiceret i ”Teknik for Alle[1]” nr. 15, december 1965. Den omtaler skrivekuglen og har to udmærkede illustrationer af den. Artiklen er også værdifuld ved at den formidler noget af Danmarks Tekniske Museums tidlige historie.

 

Transkribering og fodnoter af Jørgen Malling Christensen og Sverre Avnskog.

 

OPFINDELSER I LANGE BANER.

 

Vidste De, at den første flyvning fandt sted i Danmark? At verdens første båndoptager blev fremstillet af en dansker? At verdens første skrivemaskine blev produceret her? At en af verdens første biler blev bygget i København? At den første scooter var en dansk opfindelse? At verdens første kombinerede sætte- og aflæggemaskine blev konstrueret af en dansker? Disse epokegørende opfindelser og tusinder andre fra hele verden vil kunne ses i Danmarks Tekniske Museum, der nu endelig kan åbne en permanent udstilling.

 

Inden for det nærmeste par år indvier Danmarks Tekniske Museum en ny, permanent udstillingsbygning ved vandtårnet ved Sommariva – nær Helsingørs nordlige Strandvej. Men allerede i januar måned åbner museet et midlertidigt udstillingslokale på 700 m₂ i de nye magasin-bygninger ved Rømersvej, en sidevej til Gurresvej i Helsingørs vestlige udkant. Her vil man kunne se mange af de berømte klenodier blandt museets mere end 7.400 genstande.

 

Man får en svag fornemmelse af, hvor stor en dag det er for Danmarks tekniske Museum at komme under eget tag i Helsingør, når man hører, at klenodierne i den ny bygning er bragt sammen fra 11 forskellige store og små magasiner.

 

Nogle af de helt uvurderlige kostbarheder har været stuvet af vejen i et tidligere bageri i Kimmerslev ved Ringsted. Andre har ligget i elværket i Gothersgade i København, i en akkumulatorfabrik i Lyngby, i Carlsberg-bryggeriernes kældre, i en gård i Tåstrup, i en lade på Stolpegårdsvej i Gentofte og i Nationalmuseets magasiner i Brede.

 

Klenodier er en betegnelse, som ikke er det ringeste overdrevet. Gang på gang må museets direktør, civilingeniør K.O.B. Jørgensen tage udtryk som ”verdens første”, ”verdens eneste” og ”verdens bedste bevarede” i anvendelse, når han beskriver sine skatte.

 

Der er få tekniske samlinger i verden, der har så enestående minder som den danske, og det er forbløffende, at man først nu får en værdig ramme om samlingerne, når museets historie går tilbage til 1911, da Håndværkerforeningen og Industriforeningen i København besluttede at forene de to institutioners samlinger af værktøj, maskiner og modeller under navnet Historisk-Teknisk Samling. Museet omfatter nu over 7.400 katalogiserede genstande.

 

I 1934 ændredes navnet til Danmarks Tekniske Museum, uden at det stolte ord kom til at prange over nogen indgangsportal. Det eneste, man kan beklage nu på den glædelige dag, da museet endelig bliver en realitet, er den sørgelige omstændighed, at meget er gået tabt i den lange ventetid. Man har måttet afslå venlige gavetilbud, og man har måttet opgive kostbare indkøb, fordi der hverken var opbevaringsmuligheder eller midler til rådighed.

 

Men hvem tæller vel på sejrens dag de tabte slag? Og der er rigeligt endda til at bringe os fuldt på højde med udlandets bedste samlinger for at sige det beskedent – helt overvældende minder om de tekniske fremskridts forbløffende udvikling parret med uforlignelige rariteter fra teknikkens overdrev.

 

Kejserens hyldest.

 

Verdens første båndoptager – hvadbehager? Som er i stand til at afspille de bevingede sætninger, kejser Franz Josef af Østrig udtalte på verdensudstillingen i Paris i året 1900, da han hyldede Valdemar Poulsen[2] for opfindelsen.

 

Det første hjemlige patent på telegrafonen, som den hed, fik Poulsen den 31.oktober 1899, og af den tilhørende tegning og beskrivelse fremgår, at apparatet består af en 28 cm lang tromle belagt med 220 vindinger af 1 mm ståltråd. Spille er kun 45 sekunder, men Valdemar Poulsen bragte senere båndapparater, pladeapparater og forskellige typer spoleapparater på markedet med væsentlig længere spilletid.

 

Poulsen havde imidlertid den største vanskelighed med at opnå udenlandske anerkendelser. Den tyske patent-kommission erklærede således i første omgang, at opfindelsen stred mod naturlovene, og medlemmerne bøjede sig først, da de fik lov at høre deres egne stemmer.

 

Stifteren af elektroteknisk laboratorium på Polyteknisk Læreanstalt, Absalon Larsen, erklærede, at hvis Poulsen på ordinær vis havde gennemgået Polyteknisk Læreanstalt, var blevet fodret med de herskende teorier og trænet i opgaveregning og lignende, ville han muligvis på forhånd have opgivet en så barok tanke som den at ville lave magnetisk lydskrift.

 

Skrivekuglen fra 1870.

 

Verdens første skrivemaskine – heller ikke dårligt, vel? Pastor Malling Hansens skrivekugle fra 1870 nyder en retfærdig verdensberømmelse, fordi den er den første skrivemaskine på kloden, som blev sat i produktion, fremstillet og solgt i tusinder[3] af eksemplarer. Og Teknisk Museum har eksemplar nr 1, [4] som man den dag i dag kan benytte til at skrive på papir, som ved hjælp af et elektrisk batteri skubbes frem skjult inde i en trækasse, når man trykker på tasterne.

 

- - - - - - -   (resten af artiklen er mindre relevant og er udeladt).

 

 

 


[1] JMC: Tidsskriftet “Teknik for alle” udkom månedsvis 1964-65 og året efter under navnet: ”Mandens verden”.

SA: Skal man være 100 % rettferdig overfor de amerikanske oppfinnerne, Scholes, Glidden og Soule, må man dog erkjenne at de arbeidet ganske parallelt med RMH i tid. De fikk sitt første patent i 1868 og solgte sin skrivemaskin fra et utsalg samtidig som de utviklet sin modell videre. I 1873 kom den i serieproduksjon hos Remington. RMH arbeidet med sin oppfinnelse allerede i 1865, men man regner ikke med at første modell va ferdig bygget før ca 1867. Men den gjennomgikk mange endringer.

[2] JMC: Valdemar Poulsen, 1869-1942, dansk ingeniør og opfinder af buegeneratoren og telegrafon. Han fik gennem sine opfindelser og kreative eksperimenter umådelig betydelse for radioens udbredelse, båndoptagerens udvikling og Danmarks ledende position indenfor elektronik. Han fik dansk patent på den elektromagnetiske telegrafon som kunne optage, gemme og gengive lyd. Apparatet var tænkt som en telefonsvarer, men blev i praksis den vigtigste forløber for båndoptageren.

[3] JMC: En overdrift! Vi regner med at den samlede produktion af alle typer af skrivekugler understiger 200.

SA: Eller muligens opp mot 250.

[4] SA: Det er riktig at Teknisk Museum eier en utgave av den første offisielle modellen i trekasse, men RMH nummerte ikke de første skrivekuglene som ble laget. Skrivekuglen med serienummer 1 stemplet inn, befinner seg i Berlin, og er av den store, flate modellen som ble laget først i 1871.


Orginalartikkelen i "Teknik for alle".

Artikel i Politiken 23. december 1966: Pastorens skrivekugle 100 år

Malling Hansens skrivekugle fra 1867. (Illustrasjon fra artikkelen). SA: Det er riktig at man har satt 1867 som byggeåret for den aller første skrivekuglen, men sylindermodellen i trekasse, er sannsynligvis fra 1870.
IBM’s skrivekugle – 100 år efter. (Illustrasjon fra artikkelen).

Pastorens skrivekugle 100 år[1]

 

1967 bliver i teknisk henseende et minderigt år. Direktør K.O.B.Jørgensen, Danmarks Tekniske Museum i Helsingør, har registreret en hel række opfindelser, som blev gjort for 100 år siden:

Den franske gartner Joseph Monnier får udstedt det første jernbetonpatent, englænderen J.M. Gray bygger den første skibsstyremaskine, James C. Maxwell offentliggør den første afhandling om automatisk kontrol, Babcocks og Wilcox’ vandrørskedel bliver patenteret, Pierre Janssen opdager helium, Werner von Siemens begynder en dynamoproduktion, og Alfred Nobel gør en af de største opfindelser i sprængstofteknikkens historie med fremstillingen af dynamit.

 

Størst betydning tillægger direktør Jørgensen dog den opfindelse pastor R. Malling Hansen[2] gjorde i 1867, nemlig skrivekuglen, der på mange måder kom til at betyde meget for samfundet. Det var overhovedet den første funktionsvillige skrivemaskine, verden havde oplevet – og mønstret for alle senere typevridere!

 

-  Vi vil naturligvis fejre 100-året på museet, siger direktør Jørgensen. Når Dansk Ingeniørforenings 75 års jubilæumsudstilling, der åbnes den 1. marts, er forbi, arrangerer vi – med åbningshøjtidelighed omkring 1. oktober – en speciel skrivemaskineudstilling, som de firmaer, vi hidtil har spurgt, allerede er mere end villige til at deltage i. Det er så heldigt at vi har en af Malling Hansens allerførste arbejder stående på museet – og den får naturligvis hæderspladsen.

 

Historien om, hvordan man tidsfæstede dem skrivekugle, museet råder over (blandt flere andre) er spændende som en kriminalroman: Indtil 1962 angav man året 1870 som Malling Hansens skrivemaskine-start, fordi han dette år fik sin opfindelse patenteret, men da en erhvervshæmmet fhv. artist, som af interesse for museet havde fået maskinen udleveret til rekonstruktion, afleverede sit færdige arbejde[3] til direktør Jørgensen, opdagede denne at maskinen – til forskel fra 1870-patentet – udelukkende havde små typer i sit skriveværk. På valsen kunne man tydelig læse ordet ”blindeinstituttet”, der var skrevet uden papir i maskinen.

 

Med disse to kendsgerninger som udgangspunkt – og ved at sammenholde viden fra anden side med nogle oplysninger, Malling Hansens datter i sin tid gav under en diskussion med professor Hannover, kunne opfindelsen føres yderligere tre år tilbage i tiden, hvorved den slog en konkurrent, hvis efterkommere indtil da havde gjort krav på æren for at haven skrivemaskinens opfinder i familien.

 

- Malling Hansen var vitterligt den første, erklærer direktør Jørgensen med autoritet, og om hans betydning for senere konstruktører kan jeg blot føre ét vidne: Hans smukt indbyggede elektriske papirindføring, der først i vore dage er blevet en almindelig foreteelse – i den elektriske skrivemaskine!

 

Selv om MH-kuglerne, der blev erhvervsmæssigt fremstillet her i landet igennem en årrække, efter femten års forløb blev slået helt ud af Remingtons masseproducerede vægtstangs-skrivemaskiner, er der således al mulig grund til at fejre ham til næste år, og det er mig en særlig glæde, at mindeudstillingen er åben i skolebørnenes efterårsferie.

 

Vi glæder os nemlig altid specielt til at vise noget spændende for de unge…

                                         

                                                            Clips

 

 


[1] JMC: Artikel  i Politiken den 23 december 1966.

[2] JMC: Forfatteren staver fejlagtigt – og konsekvent – navnet uden bindestreg.

[3] JMC: Hvem kan dette have været? Forhåbentlig kan en eftersøgning i Teknisk Museums arkiv give oplysning dels om hvem som bistod med denne forskning og dels give yderligere dokumentation om udstillingen i oktober 1967?

Svensk avisartikkel fra 1967 av Gunlög Engström

Tekniska Museets exemplar av Malling-Hansens skrivkula, med tillverkningsnummer 81. Foto: Jørgen Malling Christensen
Gert Ekström, mångårig intendent på Tekniska Museet. Foto: Johan Mårlid

Skrivmaskinen firar jubileum

 

Av Gunlög Engström[1]

 

Det gamla tröskverket sen gissningsvis från åren kring första världskriget var inte gott att komma till rätta med ens innan en slarvig unge hade spillt ett glas saft över dess innandöme. Efter den betan vägrade den definitivt att göra tjänst. Men när man förde på tal att för gott befria sig från det uttjänta skrivdonet, gick detta inte alls. Alla ansåg  sig plötsligt som rättmätige ägaren till skrället, förlåt veteranen, en toppencamp grej enligt ungdomarna.

 

I år ingår begreppet skrivmaskin  lagom i antivitetsåldern 100 år. Precis så gammal är nämligen den första maskin som befanns tåla tillverkning i någon skala att tala om, varom mera i sinom tid.

 

År 1880 utannnoserade KFUK i New York sin avsikt att anordna en kurs i något så nymodigt och epokgörande som konsten att skriva maskin. Ett villkor som noga poängterades för hugade spekulanter var, att de behövde ha ”stark fysik för att orka trycka ned typerna”. Man förstår vilken formlig revolution idén med en skrivande maskin skulle innebära: för hand kunde en särskilt snabb och säker person bara komma upp i en fart av maximalt 20 ord pr minut – det skulle ju vara fina krusiduller också!

 

Gör man en lov i Tekniska Museets imponerande maskinpark om ca. 200 nummer och får sig ett urval av de respektabla åldringarna demonstrerade av amanuens Gert Ekström[2], inser man dock, att några särskilt svindlande nedslagshastigheter säkert inte var lätt att åstadkomma, så länge man ännu hade stor och liten bokstav sittande på olika ställen eller fick föra en visare från bokstav till bokstav med ena handen, medan man tryckte ned en knapp med den andra. Men gick gjorde det! Om snabbare än för hand är dock frågan...

 

Skrivmaskinen har verkligen tagit ett jättekliv framåt under det sekel den funnits. Någon utpräglad stark fysik behöver inte längre vara utmärkande för den som sätts att hantera dagens elegant formgivna elmaskin, vars tangenter man nätt och jämt behöver snudda vid under arbetet.

 

Annat var det med i all synnerhet de första föregångarna. Den s.k. skrivkulan t ex, uppfunnen 1867, var den första skrivmaskin som sattes i serietillverkning. Något hundratal exemplar såg dagens ljus. Museets exemplar kom man över i en lumpbod i Köpenhamn, vilket i for för sig inte var så underligt, eftersom konstruktören  var en dansk, den alltsen ungdomen matematik- och teckningsbegåvade prästmannen Rasmus Malling-Hansen. Av denna sin intressekombination fick han god nytta när han som föreståndare  för Det danska Blindeinstitut[3] började fundera över något slags hjälpmedel som skulle möjliggöra för icke seende att skriva.[4] Som lärare vid Köpenhamns Dövstumanstalt  hade han också lagt märke till, att man på de dövstummas fingerspråk hann med tolv bokstäver pr sekund, medan man under samma tid bara hann skriva ner fyra för hand. En maskin som ökade skrivhastigheten var alltså vad som fattades. Skrivkulan kallades så, därför att tangenterna sköt ut radialt från ett  halvklotformigt fundament. Under 70- och 80-talen kom den i användning utom i upphovslandet också i Norge, Tyskland, Frankrike och Österrike.

 

Men själva uppslaget till en maskin att skriva med var betydligt äldre. Engelsmannen Henry Mill[5], ingenjör till professionen, var inne på idén redan 1713, da han ansökte om lagligt skydd för ”en maskin eller metod för skrivning av bokstäver eller ord efter varandra på papper eller pergament och detta så tydligt och exakt att de ej kunna skiljas från bokstavstryck”, ett patent som också beviljades året därpå. Tyvärr inbegrep dåtida patentansökningar inte ritningar, varför maskinjen ifråga inte kunnat rekonstrueras.

 

År 1829 gjorde amerikanen W.A.Burt[6] ett nytt försök med en maskin alltigenom av trä. Fyra år senare förbättrades den av fransmannen Xavier Progrin[7], som kom på att förse sin variant med typarmar av metal. 1843 konstruerade amerikanen C. Thurber[8] den s.k. chirographen, där en ny finess, som skulle komma att bebihållas, var att papperet löpte runt en i sidled rörlig vals. Regelbundet radavstånd var ett annat plus hos den modellen. Den italienske advokaten G. Ravizza[9] drog ungefär samtidigt sitt strå till stacken gneom att uppfinna färgbandet.

 

En liten avigsida hade emellertid samtliga varianter – en någorlunda rutinerad handskrivare distancerade dem gladeligen. Då var ju inte stort vunnet, när allt kom omkring, för att inte säga motsatsen. Någon praktisk betydelse i arbetslivet fick aldrig dessa förstlingar, men de beredde väg för vad som komma skulle.

 

För året 1867 tände det. Samtidigt som skrivkulan presenterades i Danmark framlade amerikanen Christopher Sholes efter åratals experimenterande ett förslag till skrivmaskin, som visade sig klart överlägsen föregångarna.  Apparaten ifråga var visserligen rätt otymplig att skåda, men den skrev snabbt. Den var dock för dyr och för klumpig för att kunna utnyttjas kommerciellt. Men Sholes fick ännu en god idé, den att vända sig till Thomas Edison med en bön om hans hjälp med att behövligt förenkla maskinen, vilket den 21-årige Edison intresserad och med framgång grep sig an med. Maskinen blev hanterligare genom hans förbättringar, men den ställde sig alltjämt för dyr att reproducera. Masstillverkning vore lösningen, insåg Sholes och tog därför kontakt med en vapentillverkare i större skala, Remington & Sons, känns namnet igen? Firman slog till, köpte alla rättigheter och släppte ut en första modell 1873 och 1878 ytterligare en, nu försedd med omskiftare, en nyhet som höjde skrivhastigheten avsevärt. Samma år öppnades den första skolan för maskinskrivning i New York. En av de första mera bemärkta maskinskrivarna blev Mark Twain, som egenhändigt knackade ner Tom Sawyer på sin ägandes Remington 1876.

 

I svensk skrivmaskinshistoria är 1887 ett viktigt årtal. Då återvände urmakaremästare Henning Hammarlund[10] från en Amerikaresa till Sverige, där han var fast besluten att omsätta sina rön från staterna genom att grunda en finmekanisk industri. Det blev Halda fickursfabrik i Svängsta. Denne Hammarlund hade emllertid också en hobby – han intresserade sig för skrivmaskiner. 1890 skrev han en liten bok om sina konstruktionsexperiment för att få fram drömmaskinen. Den skulle vara snabb, ha jämn skrift, vara tystgående och ha ett tilltalande yttre, med andra ord så fördelaktigt som möjligt skilja sig från de många maskiner som redan fanns. Den här skulle vara tillverkad med en instrumentmakares precision – men till leksakshandlarpris. I sin bok gick han också in på hur inlärandet skulle skulle gå till och beskrev vad som långt senare skulle kallas ”touch-metoden”, den som fortfarande anlitas.

 

År 1896 lade Hammarlund fram sitt första förslag. Men konkurrenterna hade ju inte heller legat på latsidan, så det tog 20 år till, innan Halda kunde släppa ut den modell, som definitivt slog på världsmarknaden. Som Skandinaviens enda skrivmaskinsfabrikant har man sedan genom trägna förbättringar stabiliserat  sin ställning också på exportmarknaden, dit ca 70 procent av tillverkningen numera går. Exporten berör 100-talet länder, däribland kan som ett kuriosum nämnas Persien, där man skriver från höger till vänster och maskinen följaktligen måste vara specialkonstruerad därefter. Åtvidabergskoncernen, som 1938 förvärvade företaget i Svängsta, har av handelspolitiska skäl tillverkning också utomlands. Sålunda sker viss montering och detaljframställning vid fabriken i Brasilien och hos generalagenterna  i Colombia och Turkiet. I Madras tillverkas en tidigare Haldamodell på licens för indisk räkning med tekniskt bistånd från koncernens sida.

 

Det hammarlundska önskemålet om ett tilltalande yttre hos maskinen är också det väl tillgodosett genom att en så erkänd formgivare som Sigvard Bernadotte[11] anlitats.

 

Dagens behändiga portabla modeller har egentligen inte mer än själva uppsåtet gemensamt med de första tungrodda bjässarna till skrivmaskiner. Ingen kontorschef behöver längre annoncera efter personal med stark fysik – av den anledningen.

 

 


[1] JMC: Detta är en artikel jag hittade 2009 i Tekniska Museets arkiv, Stockholm. Tyvärr fanns ingen upplysning om årtal, datum eller tidning. Det är dock sannolikt att artiklen är ifrån 1967 och min gissning – utifrån typografin – är att den publicerades antingen i Dagens Nyheter eller i Svenska Dagbladet. Vi leter fortfarande efter originalet! Det fattades ett stycke av texten i den befintliga artikeln, och det avsnittet handlade antagligen om den tidiga historiken bakom Remington-skrivmaskinen.

[2] JMC: Gert Ekström är, eller har varit, mångårig intendent på Tekniska Museet. Han är dessutom författare till åtskilliga böcker, bland andra: ”Älskade Stockholm” (med Olov Svedelid); ”Stockholms Järnvägar”; ”Kultur på väg: den fordonshistoriska rörelsen i Sverige”; ”Bilar på räls”; ”Svenska bilbyggare”; ”Älskade cykel: år 1800-2000”; ”Alla våra taxibilar”.

[3] JMC: Ett missförstånd! RMH var aldrig föreståndare för Blindeinstituttet! Däremot var han föreståndare för Dövstuminstituttet som låg – och fortfarande ligger – nästgårds i samma kvarter på Kastelsvej i Köpenhamn.
Malling-Hansen var föreståndare från 1865 fram till sin död i september 1890.

[4] JMC: Ett ofta upprepat missförstånd! Motivationen och målsättningen för Malling-Hansen var inte att skapa ett hjälpmedel för dövstumma eller för blinda. Hans syfte var att utveckla en snabbskrivmaskin för alla skikt och alla delar av samhället.

[5] JMC: Henry Mill, 1683-1771, engelsk uppfinnare som patenterade den första skrivmaskinen i 1714.

[6] JMC: William Austin Burt erhöll i 1829 patent på en maskin han kallade ”Typographer”.

[7] JMC: Xavier Progrin framkom 1833 med en maskin han kallade ”Plume Typographique”.

[8] JMC: Charles Thurber, 1803 – 1886, utvecklade flera olika skrivmaskinspatent, den första i 1843 framställt som ett hjälpmedel för blinda. Ett annat kom 1854 och fick namnet ”Chirographer”. Såvitt vi vet var alla hans maskiner långsamma och framställdes aldrig, utöver patentmodellen.

[9] JMC: Giuseppe Ravizza, 1811-1885, var besatt av tanken på att framställa en skrivmaskin och säga ha använt 40 år i försöken på att utveckla en användbar maskin. Han kallade upfinningen ”Cembalo scrivanno”, eftersom tasterna såg ut som tangenterna på ett piano.  Mellan 1847 och mitten af 1880-talet producerade han 16 olika modeller. Hans patent från 1855 har slående likheter  med Sholes och Gliddens senare s.k. ”upstroke design”, och många ansåg att Sholes och Glidden hade kopierat Ravizzas model i det avseendet.

[10] JMC: Henning Hammarlund, 1857-1922,  svensk fabrikör, urmakare, uppfinnare och författare. Grundare av Halda Fickursfabrik i Svängsta. De första fickuren presenterades 1889. Fabriken producerade dessutom verktyg och maskiner för urfabrikation. Under första världskriget, då fickursförsäljningen sjönk, inledde Hammarlund offensiva satningar på utbyggnad av fabriken för en beräknad marknad för skrivmaskiner efter krigets slut. Satsningen misslyckades dock. Han publicerade i 1900: ”Skrifmaskinen: Kort redogörelse jämte anvisning att vid snabbskrifning systematiskt använda tangenterna”. Källa: Wikipedia på svenska, som även presenterar ytterligare detaljer samt ett foto af Hammarlund.

[11] JMC: Sigvard Bernadotte, 1907-2002, svensk prins och internationellt erkänd formgivare, illustratör och industridesigner. Han var son till kung Gustav VI Adolf och kronprinssessan Margareta. Blev i 1926 den första i familjen Bernadotte som tog studentexamen. 1929 blev han den förste som tog en akademisk examen – i ämnena konsthistoria och statskunskap. Utbildades sedan vid Konstfacks dekorativa linje. Efter andra världskriget blev SB konstnärlig ledare hos Georg jensen i Köpenhamn.

 

Alle fotos: Jørgen Malling Christensen
William Austin Burt, 1792-1858, American inventor, legislator, surveyor, and millwright
Burts Typographer
Ravizzas "cembalo scrivanno"
Halda skrivmaskin
Henning Hammarlund, 1857-1922, svensk fabrikör, urmakare, uppfinnare och författare
Sigvard Bernadotte, 1907-2002, svensk prins och internationellt erkänd formgivare, illustratör och industridesigner

Avisartikkel fra Flensborg Avis 10 marts 1967

S k r i v e k u g l e n   100  å r[1]

 

Forfatter: Jørgen Jørgensen. Fotograf: Anker Pedersen.

 


[1] JMC: Transkription og fodnoter af Jørgen Malling Christensen. Denne artikel blev publiceret i mindst to aviser: Sjællandske Tidende den 18 februar 1967; og: Flensborg Avis  den 10 marts 1967. Vi har kun et lille fragment af udgaven i Flensborg Avis, men den er lidt anderledes – for eks nævner en del af overskriften at RMH var forstander ved Døvstummeinstituttet i Slesvig i 1964. Forfatteren er Jørgen Jørgensen og fotografierne er af Anker Pedersen. Man mærker at journalisten har sat sig godt ind i emnet, og det er meget positivt at han også fremholder RMHs indsatser som naturforsker, teolog og døvstummepedagog.

 

 

 

Pastor R. Malling-Hansens Skrivekugle af nyeste Construction. (Begge illustrasjoner fra orginalartikkelen. I virkeligheten ble også den avbildede modellen videreutviklet, og fant sin aller siste utgave i mekanikus August Lyngbyes konstruksjon)
Et af Danmarks tekniske Museums klenodier er det første eksemplar, som Malling Hansen fremstillede af sin skrivekugle. Skrivekuglen var delvis elektrisk, idet elektriske impulser udløste en fjeder, som sørgede for bogstavafstand.
Skrivekuglens opfinder Hans Rasmus Malling Hansen. Foto: Det Kongelige Bibliotek
Øverste bilde: De første skrivemaskiner, der blev fremstillet i Tyskland, var af mærket Hammonia, og denne model er fra 1882. Midterste bilde: Danmarks Tekniske Museum har en stor samling af gamle skrivemaskiner, som man vil præsentere på en særudstilling i anledning af skrivekuglens fødselsdag, f.eks. denne Hall-maskine fra 1885. Nederst: Skrivemaskinen ”The Oliver” fra 1898 havde typerne anbragt i to rækker overfor hinanden, og stængerne kunne i buer slå mod det samme punkt på papiret.
Øverst: Lamberts skrivemaskine fra 1900 minder mere om en drejeskivetelefon end om en skrivemaskine. Bildet nederst: Med fantastisk hastighed roterer kuglehovedet på de moderne elektriske skrivemaskiner omkring sin egen akse, men samtidig kører den også hen langs papiret, idet valsen står stille under skrivningen.

Billedillustration: På skrivekuglen sad tasterne samlet på en halvkugle, og når man trykkede på en tast, slog den ned på papiret, der sad i papirholderen, der ses under kuglen, hvor også klokken sidder.

 

Yderligere forklarende tekst til illustrationerne:

 

SÅDAN VIRKER SKRIVEKUGLEN

 

De 54[1] stænger i skrivekuglens halvkugleformede overdel er forsynet med taster øverst og typer nederst. Trykker man en tast ned, bevæges typen ind i kuglefladens centrum, hvor den rammer et farvebånd og derved sætter et aftryk på papiret nedenunder. Papiret føres frem i en særlig papirramme af form som en halvcylinder, og denne cylinder kan drejes om sin egen ekse og forskydes til siderne, så man kan skrive på et hvilket som helst punkt på papiret. Kuglen har 54 taster for bogstaver, cifre og tegn, og den anvender kun store bogstaver.

 

Skrivekuglens svaghed er, at den anvender stødstænger og derfor må have en lidt akavet facon, mens moderne maskiner bruger leddelte anslagsstænger, der arbejder efter vægtstangsprincippet og derfor er lettere at skrive på. Klaviaturet er også mere samlet på maskiner med anslagsstænger.[2]

 

I en lille folder fra ca. 1880 anbefales skrivekuglen for bl.a. præster, sagførere, forfattere, journalister, stenografer, telegrafister og afskrivere, for blinde, kortsynede og øjensvage, for brystsvage og astmatikere og for personer, der ”lider af skrivekrampe, nerveusitet og rystende hænder”.

 

I en opremsning af kuglens fortrin hedder det, at skriften ikke anstrenger øjet og er lige bekvem at læse for den nærsynede som for den langsynede, at den kan skrive fra 40 til 75 ord i minutet mod fra 12 til nogleogtyve i hånden og således er langt bedre i stand til at følge den skrivendes tankegang, og at den bevarer helbredet, da men ikke behøver at bøje sig sammen over den, og brystet derfor ikke lider skade.

 

 

Fotnoter ved Sverre Avnskog:

 

[1] SA: De første skrivekuglene hadde kun 24 taster.

 

[2] SA: Det artikkelforfatteren her nevner som ulemper ved skrivekuglen sammenlignet med det tradisjonelle flate klaviatur-tastaturet, mener andre er det motsatte: Nemlig store fordeler. Kuleformen på tastaturet gjør at hendene kan holdes i en mye mer naturlig og avslappet posisjon, og tastene på skrivekuglen er uhyre smidige og enkle å trykke ned. Den artbeider på det nærmeste lydløst, og fjærmekasnismen gjør at stemplene øyeblikkelig glir tilbake til utgangsposisjonen. Det ligger dessuten en meget grundig gjennomtenkt plassering av bokstavene på tastaturet for å oppnå den hurtigst mulige skrivehastigheten. De mest brukte bokstavene betjenes av de hurtigste fingrene, og vokaler og konsonanter er stort sett samlet på hver sin side av halvkulen. De leddede armene på de tradisjonelle skrivemaskinene hang seg lett opp i hverandre, og det måtte tas hensyn til ved bokstavplasseringen på tastaturet. Bokstaver som ofte kommer etter hverandre måtte plasseres langt fra hverandre på tastaturet. Dette hensynet sinker skrivehastigheten.

 

Skrivekuglens opfinder, Hans Rasmus  Malling Hansen[1], blev født i Hunseby på Lolland i 1835 og døde i København 1890. Han kom i malerlære, men fik derefter mulighed for at læse på Jonstrup seminarium. Han blev lærer ved Det Kgl. Døvstummeinstitut og begyndte at læse teologi, men blev i 1862 lærer og i 1864 forstander ved Døvestummeinstituttet i Slesvig.  Han vendte dog under krigen tilbage til København og tog teologisk embedseksamen i 1865. Han gjorde en betydelig indsats indenfor døvstummeforsorgen, og det var et af hans forslag, der førte til oprettelsen af døvstummeinstituttet i Fredericia. Han blev kendt både som døvstummelærer og naturforsker, og han opdagede bl.a. børnenes vækstperioder. Han må regnes for en af vore første biologer, men det er imidlertid først og fremmest som skrivekuglens fader han vil blive husket, og hans opfindelse vil senere på året blive markeret med en særudstilling på Danmarks Tekniske Museum.

 

Den første skrivemaskine, som blev fabriksmæssigt fremstillet, kan fejre 100 års jubilæum i 1967. Det er den danske døvstummelærer, naturforsker og teolog, R.R. Malling Hansens skrivekugle, og selvom det første eksemplar af kuglen, der i dag står på Teknisk Museum i Helsingør, virker temmelig kuriøs, kan tre af de grundlæggende principper i skrivemaskinens udvikling føres tilbage til skrivekuglen: papirfremføringen, linieskift ved tryk på en enkelt tast og klokken, der ringer ved slutningen af linien.

 

Skrivemaskinens historie er dog betydeligt længere end 100 år. Så tidligt som i begyndelsen af det 18. århundrede lavede englænderen Henry Mill[2] et udkast til  ”en kunstig maskine eller metode til trykning eller skrivning af bogstaver enkeltvis eller det ene efter det andet ligesom ved skrivning”, og han fik patent på sin opfindelse  7. januar 1714. Denne maskine blev dog aldrig sat i produktion[3], og fra det 18. århundrede kendes kun et enkelt forsøg mere på at konstruere en skrivemaskine. I 1784 blev opfundet en skrivemaskine, som skulle give blinde mulighed for at skrive[4].

 

Det første amerikanske patent daterer sig fra 1829[5], men det eneste eksemplar, som blev bygget af denne skrivemaskine, blev ødelagt ved en brand i det amerikanske patentkontor. I 1833 konstruerede franskmanden Xavier Progin en typografisk maskine[6], der må betragtes som banebrydende, idet den bestod af stænger, der var anbragt sådan , at de slog mod samme punkt på papiret. Amerikaneren Charles Thurber[7] præsenterede 1843 en skrivemaskine med en cylinder, der bevægede sig og lavede bogstavmellemrum – et princip, som findes på alle standardskrivemaskiner.

 

De amerikanske bogtrykkere C.L. Sholes[8] og S.W. Soule og mekanikeren C. Glidden konstruerede samtidig med Malling Hansen en skrivemaskine, som blev patenteret i 1868, og det blev denne maskine som førte verden ind i skrivemaskinens tidsalder.

 

Malling Hansens skrivekugle høstede ganske vist stor anerkendelse på udstillinger rundt om i Europa, og en del eksemplarer blev solgt i Danmark og en række europæiske lande til en pris af 300 kr pr styk – dog kostede luksusudgaven i mahogniskrin 312 kr. – men i 1874 kom de første amerikanske Remington-maskiner, udviklet fra Sholes, Soules og Gliddens maskine, på markedet, og i løbet af en halv snes år blev skrivekuglen udkonkurreret af disse, fordi de var lettere at skrive på[9].

 

                                                                                                                                 Jørg.

  

 


[1] JMC: Hans fulde navn var: Hans Rasmus Malling Johan Hansen. Fra omkring 1880 skrev han det med bindestreg: Malling-Hansen.

[2] JMC: Henry Mill, 1683-1771, engelsk opfinder og ingeniør. Opfandt også en type af metalfjeder til brug for affjedring af hestevogskøretøjer.

[3] JMC: Desværre findes Mills maskine ikke længere, og vi har heller ingen illustrationer af den. Det er rimeligt at antage, at den har været udformet mere som en sættemaskine end som en skrivemaskine.

[4] JMC: Muligvis tænker forfatteren på italieneren Pellegrino Turri, som i 1801(andre kilder siger 1808) byggede en mekanisk skrivemaskine til brug for hans blinde forlovede, grevinde Carolina Fantoni da Fivizzono som et hjælpemiddel for hende at kunne skrive.  Det påstås i øvrigt at Turri også opfandt en type af karbonpapir i 1806 (se Wikipedia, den italienske udgave).

[5] JMC: William Austin Burt, 1792-1858, amerikansk opfinder, jurist, landmåler og møllebygger (!). Opfandt den første skrivemaskine der blev patenteret i Amerika (1829). Han opfandt også et solkompas, landmålerinstrumenter og ækvatorial-sextanten – et marint navigeringsinstrument. Burt kaldte sin skrivemaskine for ”typographer”; papiret var på rulle, som man måtte rive af for hånd. Den kunne trykke både små og store bogstaver. Han byggede to forskellige modeller, men selvom maskinen skrev tydelige bogstaver lykkedes han aldrig at få den serieproduceret, og den blev aldrig en kommerciel succes. I øvrigt byggede hans oldebarn, Austin Burt, en kopi af skrivemaskinen til Chicagos verdensudstilling i 1893 og brugte derved William Austin Burts patentdokumenter som plan og instruktion for kopien. Se Wikipedia, engelsk udgave, for yderligere information om Burt og et billede af kopien af ”Typographen”.

[6] JMC: Progin kaldte sin maskine ”Plume Typographique”, og den havde tangenter som skrev bogstaverne på en sådan måde at man hele tiden kunne se, hvad der blev skrevet.

[7] JMC: Charles Thurber, 1803-1886; Citat fra ”The Marvels of Modern Mechanism” (1901): “The first practical typewriter was invented by Charles Thurber of Worcester, Massachusetts, and patented in 1843. It was slow and crude but had all the essential characteristics of the modern machine. He was the first to place the paper on a roller and give it longitudinal motion with provision for accurate letter and word spacing. A horizontal wheel carried on its outer edge rods to the lower end pf which were affixed type  and to the upper end a finger key. The wheel was turned to bring the type into place and in turning inked the type by drawing the type-face over inked rollers. When the finger key was pressed it forced the type on the lower end of the rod against the paper on the cylinder or platen and printed. Thurber’s machine was never manufactured and a museum in Worcester contains the only model in existence”. Kilde: se den engelske Wikipedia, “Charles Thurber”, hvor der også er links til Thurbers patentdokument med en udmærket illustration!

[8] JMC: Christopher Latham Sholes, 1819-1890; Samuel Willard Soule, 1830-1875; Carlos Glidden, 1834-1877.

[9] JMC: Dette stemmer antagelig ikke. Skrivekuglen, særlig i dens senere modeller (der var i alt ni modeller, som representerede gradvise forbedringer gennem årenes løb)var ganske sikkert lettere og hurtigere at skrive på. Der er mange faktorer som bidrog til at Remington-maskinen snarere end skrivekuglen vandt den kommercielle konkurrence. Men Malling-Hansen brugte fem hele år på at udvikle skrivekuglens tastatur til det højeste niveau af perfektion og hurtighed, og det var på dette område skrivekuglen var helt overlegen alle andre produkter på markedet – både dengang og sidenhen!


Orginalartikkelen. Avfotografering: Sverre Avnskog
De første amerikanske modellene

Beskrivelse af Malling-Hansens skrivekugle i bogen: ”Første gang det skete”.

Transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

 

”Første gang det skete” er en dansk oversættelse af en publikation af den engelske forfatter Ronald Sydney Seth (1911-1985). Seth var en farverig personlighed: universitetslærer i engelsk litteratur men også med en karriere indenfor spionage og kontra-spionage under den anden verdenskrig. Han skrev en række skønlitterære og faktabøger om spionvirksomhed, og under pseudonymet Dr. Robert Chartham skrev han om sexologiske emner. Som en speciel niche udgav han også en bog om epokegørende opfindelser i menneskehedens historie: ”The First Time it Happened”. Bogen blev oversat til dansk af Per Skar og udgivet i 1970 af Forlaget Union. Chefen for Danmarks Tekniske Museum, K.O.B.Jørgensen, assisterede med den danske bearbejdelse – desværre med nogle fejlagtige informationer, som vi kommenterer. Dette er bogens kapitel om: ”Den første skrivemaskine”



von Neippergs skriveapparat med 3 penne.

Den første skrivemaskine.

 

Ønsket om at fremstille en skrivemaskine opstod for århund-reder siden, dels fordi alle mennesker jo ikke skrev lige tydeligt, dels fordi man ved hjælp af en skrivemaskine bekvemt kunne skrive et brev i flere eksemplarer. Det første patent på en maskine til ”omskrivning og trykning af bogstaverne” blev udstedt den 7. januar 1714 til den engelske ingeniør, Henry Mill, men det gjaldt for hans maskine som for de nærmest efterfølgende, at de var bygget som store og tunge møbler og med en mekanik så indviklet og lidet driftsikker, at en produktion med salg for øje var utænkelig. Man var stadig i mange år henvist til brug af gåsefjer, penne, blækhuse og skriverkarle.

 

Et eksempel på det behov, der var for at skrive et brev i flere eksemplarer, har man i østrigeren Leopold Josef von Neippergs skriveapparat med 3 penne fra 1762, hvoraf et funktionsdygtigt eksemplar er bevaret på Danmarks Tekniske Museum. Skriveapparatets penne er koblet sammen og kan dryppes i et aflangt blækhus, og da tre stykker papir kan rulles frem linie for linie, kan man samtidig skrive tre breve af samme udseende.

 

Det mest udførlige værk om skrivemaskinens historie er tyskeren Ernst Martins bog ”Die Schreibmaschine”, der er på 600 sider.  Bogens første halvdel omfatter de forannævnte, forhistoriske maskiner, der aldrig nåede ud over forsøgssta-diet, medens anden halvdel omhandler de erhvervsmæssigt frem-stillede maskiner. Maskinerne er ordnet efter årstal, og bogens anden halvdel begynder på følgende måde: ”1867 skrive-kuglen, opfinder: pastor Malling Hansen, København. Allerede skrivekuglen besad de vigtigste egenskaber, der findes i de moderne skrivemaskiner, og der er den første maskine, om hvilken man kan sige, at den er fremstillet erhvervsmæssigt og anvendt i forretningsøjemed i Danmark, Tyskland, Frankrig og Østrig.”

 

Hans Rasmus Johan Malling Hansen blev født i 1835 i Hunseby på Lolland, og han blev efter faderens tidlige død sat i malerlære i Hunseby[1]. Imidlertid fik grev F.M. Knuth, Knuthenborg, øjnene op for, at Rasmus var en meget opvakt dreng, og han hjalp ham at studere, således at Malling Hansen i 1854 fik lærereksamen, i 1858 studentereksamen og 1865 teologisk embedseksamen.  Inden sidstnævnte eksamen fungerede Malling Hansen i perioder som lærer ved det Kongelige Døvstummeinstitut i København, senere ved et tilsvarende institut i Slesvig, og efter vel overstået embedseksamen var han derfor selvskrevet til stillingen som præst og forstander ved det Kongelige Døvstummeinstitut[2].

 

Hansens skrivekugle.

 

Imidlertid var Malling Hansen også et opfindertalent, og ved at sysle med de håndalfabeter som blinde og døve anvendte[3], fik han den idé at fremstille et apparat, som de blinde og døve kunne skrive på[4]. At disse eksperimenter skulle føre til en anvendelig skrivemaskine, der kunne benyttes i forretninger og på kontorer, drømte Malling Hansen slet ikke om. De to ældste eksemplarer af hans første maskintype er bevaret på de tekniske museer i Wien og Helsingør, og de består begge af en simpel trækasse med låg. Oven på låget sidder en kuglekalot af messing, der bærer 24 taster for 23 små bogstaver og 1 mellemrum. Inde i kassen findes en papirvalse, hvorpå man fastspænder først et stykke skrivepapir og derefter et stykke sværtepapir. Når en tast trykkes ned, afsættes en type gennem sværtepapiret på papirarket, men samtidig sluttes en af de elektriske kontakter, der sidder under hver af de 24 taster. Herved får en elektromagnet strøm, en pal trækkes ud, og et tandhjul bevæger akslen med papirvalsen nøjagtig én tand frem, svarende til afstanden mellem to bogstaver. Det fortjener også at nævnes, at valsen drives frem af et fjederværk, og skrivemaskinen må derfor inden brugen trækkes op som et vækkeur.



Ældste Malling Hansen skrivekugle fra 1867.

Malling Hansens første maskine fra 1867 egnede sig, som beskrivelsen antyder, ikke til produktion, men den dannede grundlaget for det videre arbejde, og hans første “hurtige skrivemaskine”, der kunne arbejde flere gange hurtigere end en pen, blev bygget allerede i 1870. Den var i mekanisk henseende så veludviklet, at man kunne undgå urværket og elektro-magneten, og den indeholdt en række af de tekniske enkelt-heder, som man nødig vil undvære i nutidens skrivemaskiner: Hver gang et bogstav trykkes, flytter papiret sig et lille stykke svarende til afstanden mellem to bogstaaver, og samtidig flytter farvebåndet sig så der er frisk sværte parat til næste type. Endvidere er maskinen forsynet med en særlig mellemrumstast, og når en linie er skrevet, ringer en lille klokke, hvorefter man skifter til ny linie ved tryk på en enkelt tast. 


Skrivekugle til oktavformat ra 1875. Klokken under papiret giver signal, når en linie er udskrevet.
I den ældste skrivekugle er anbragt et brev – maskinskrevet af opfinderen.

Malling Hansens skrivekugle, som den kaldtes allerede i 1870, vandt hurtigt berømmelse. Den fik guldmedalje på den skandinaviske udstilling i København i 1872 og på udstillingen i Wien i 1873. Da den i 1878 blev præsenteret på verdensudstillingen i Paris, var der to typer med, den ene til almindeligt kontorbrug og den anden til skrift på telegrafstrimler. I Paris opnåede skrivekuglen atter guldmedalje, og der er derfor naturligt, at man anså den for fremtidens skrivemaskine. Den vejede kun 2 kg, den kunne flyttes med én hånd, og prisen var kr. 300,00. Men allerede i 1874 kom de første Remington maskiner på markedet, hvor typerne anslog papiret efter vægtstangsprincippet. Skrivekuglen klarede sig en halv snes år i konkurrencen, men da Remingtons maskiner blev sat i masseproduktion, måtte professor Jürgensens Mekaniske Etablissement indstille produktionen[6]. Men på de tekniske museer verden over står der stadig skrivekugler og beretter om, at den første skrivemaskine i verden, der blev sat i produktion, var en danskers værk.

 

 


[1] JMC: Det var ikke i Hunseby, men i den nærliggende købstad Maribo, han blev sat i malerlære.

[2] JMC: Naturligvis var det ikke kun det faktum at han havde arbejdet som døvstummelærer i København og i Slesvig, og at han havde teologisk embedseksamen, som gjorde ham ”selvskreven” til stillingen i 1865. Den vigtigste omstændighed var antagelig, at han havde den fornødne personlighed og at han havde bevist sig at være en meget dygtig og engageret døvstummelærer. Det var sikkert også til gavn i hans vægtskål, når hans kandidatur skulle sammenlignes med andre lærere ved døvstummeinstituttet – af hvilke nogle havde længere anciennitet end han havde – at han (måske i 1864 eller begyndelsen af 1865) var blevet forlovet med forstander Søren Heibergs datter, Cathrine Georgia Heiberg, som han ægtede i 1865. 

SA: I noen kilder hevdes det at RMH forlovet seg med Cathrine Georgia før han fikk jobben i Schleswig, altså i 1862 eller tidligere.

[3] JMC: Stor misforståelse her! Blinde anvender ikke håndalfabeter – de taler! Døve anvender håndalfabeter!

[4] JMC: Her er yderligere en stor misforståelse: RMH blev inspireret af de døves håndalfabet til at udtænke og opfinde skrivekuglen, fordi han observerede hvor hurtigt de kunne bruge fingrene til at udtrykke sig. Men hans formål med skrivekuglen – og med hurtigskrivemaskinen, takygrafen – var ikke at skabe et instrument til brug for blinde eller døve – hans formål, som det klart fremgår af hans egne ord i reklameskrivelser og patentansøgninger, var at fremstille et apparat til brug på kontorer, i domstole, i forretningslivet, ved møder, i parlamenter etc.

SA: Vi bør dog ikke glemme at RMH i sin patentansøknad og i sine reklameskivelser også nevnte både blinde og døve blant dem som kunne ha god nytte av hans oppfinnelse.

[5] JMC: oktav er et papirformat, der fremkommer ved at et ark sammenfoldes tre gange, således at det danner 8 blade (16 sider)

[6] JMC: Efter perioden, hvor C.P. Jürgensens firma fremstillede skrivekuglerne, afløstes dette af et samarbejde mellem RMH og August Lyngbye, som havde mekanisk værksted i Købmagergade 26 og også solgte skrivekugler herfra. Vi tror at samarbejdet mellem de to blev indledt i 1879 og fortsatte til Malling-Hansens død.

SA: Senere vurderinger går for min del i retning av at Lyngbyes første modell sto klar i 1885. Det bygger jeg på et av RMHs brev fra dette året. August Lyngbyes enke opplyste til RMHs døtre at Malling-Hansen hadde bestilt et stort antall skrivekugler da han brått døde i 1890, og bestillingen måtte kanselleres. Det bør også nevnes at skrivekuglen var utstilt i Philadelpia i 1876 og mottok en gullmedalje mens Remington-maskinen på det nærmeste ble oversett. Vi vet ikke noe om hvorfor samarbeidet mellom Jürgensen og Malling-Hansen opphørte, men skrivekuglen kan neppe sies å ha blitt utkonkurrert på det tidspunktet - ca 1880. Mye tyder på at RMH ble så fokusert på sine naturvitenskapelige studier at han lot være å markedsføre skrivekuglen i samme grad som gjennom 70-tallet. Siste gangen skrivekuglen var utstilt, var i København i - 1888. På den tiden foregikk det en intens konkurranse mellom ulike skrivemaskinmodeller, men skribekuglen ble ikke promotert på noen av den tidens internasjonale utstillinger eller hurtigskrivekonkurranser. Personlig mener jeg det var her skrivekuglen for alvor ble skjøvet ut av konkurransen om å bli fremtidens skrivemaskin.

Ytterligere en viktig opplysning er forøvrig at RMH utstilte i alt 4 skrivekugler ved utstillingen i Paris, og han mottok, i tillegg til gullmedaljen for skrivekuglen som hurtigskrivemaskin, også en sølvmedalje for skrivekuglen som undervisningshjelpemiddel. Vi regner med at disse to modellene dreier seg om skrivekugler med blindeskrift, en med Braille og en med Moon.


Michael H. Adler on the Writing Ball, part one.

The Writing Machine, a history of the typewriter, published by George Allen & Unwin Ltd, London 1973, ISBN 0 04 652004.
Antique Typewriters, From Creed to QWERTY, published by Schiffer Publishing Ltd, Pensylvania USA 1997, ISBN: 0-7643-0132-2.

By Jørgen Malling Christensen.

Additional illustrations and comments by Sverre Avnskog.

 

Michael H. Adler is undoubtedly one of the foremost authorities in the world of antique typing machines. He started out as a collector of typewriters and proceeded to study the history of typewriters. Later on Michael Adler made his historical research publicly available in two important publications:

 

1. The Writing Machine, a history of the typewriter, published by George Allen & Unwin Ltd, London 1973, ISBN 0 04 652004.

 

2. Antique Typewriters, From Creed to QWERTY, published by Schiffer Publishing Ltd, Pensylvania USA 1997, ISBN: 0-7643-0132-2.

 

In my view both publications are indispensable for anyone interested in antique typewriters; the hallmark of Michael Adler is that he is immensely thorough in his research, leaving no stone unturned to uncover the history in all its fascinating details. What is more: he has managed to find and produce wonderful illustrations of the various machines and models.

 

One might fear that a thorough and detailed historical book of this nature would end up being somewhat dry or boring, but the reader needs have no fear at all! Michael Adler has a talent for writing in an interesting and often very humorous way, and I found myself chuckling and smiling along the pages, while learning a great deal.

 

I am a great fan of public libraries, but these two volumes are the kind of books you want to own and browse through from time to time in order to check facts and to savour the illustrations. They certainly have a place of pride on my bookshelf! Even if the publication dates are as far back as 1973 and 1997, respectively, both can be quite easily found on the international market for second hand books and can be ordered on-line. I warmly recommend both of them!

 

The purpose of the first part of this article is to provide a brief overview of the content of “The Writing Machine” and, in particular, to highlight how Adler documents and assesses the Malling-Hansen writing balls.

 

The second part will cover “Antique Typewriters” in a similar vein.

 

Part one: The Writing Machine, a history of the typewriter.

 

This publication has rightfully been labelled: “The bible of antique typewriter history”. It provides an erudite summary and chronological documentation of known writing machines from the earliest 18th century attempts until the 1920s.

 

The volume has 328 illustrations of antique typewriters and related items. There is a chronological list of all inventions from 1714 until 1867, showing 112 names of inventors and the year of their invention. Among them are two Danes: Peters 1864 and Hansen (Malling-Hansen) 1865. Obviously, the vast majority of these typing machines were produced in only one or a few copies and were never even near the stage where they could be commercially produced and sold.

 

On a very interesting page entitled “Scoreboard of Early Typewriter Inventions”, Michael Adler acknowledges Rasmus Malling-Hansen as having invented and produced: “The first commercially successful typewriter” and indicates the year as 1870, which is very reasonable, since this was the year when Malling-Hansen obtained his first Danish patent on his first model of the writing ball. It was also the year in which he demonstrated his writing ball publicly and commenced production at the Jürgensen Mechanical Establishment in Copenhagen.

 

When reading Michael Adler’s description and assessment of Malling-Hansen and the writing balls, we must keep in mind that Adler carried out his research in the years before 1973 – at a time when very few people in the world had heard about Malling-Hansen, and the writing balls were an almost complete forgotten chapter. It was therefore very difficult for Adler to dig up facts, illustrations, historical background and context. Naturally, I have added some footnotes in order to correct and update some of his texts. These footnotes in no way imply that any shadow is cast on Michael Adler’s magnificent work! I am merely using recent time’s research results and discoveries to keep the reader updated on aspects, which Adler could not have known at the time of his preparations for the publication.

 

This is Adler’s description and assessment of Malling-Hansen’s invention (page 151-152):

 

“Hansen’s Writing Ball was manufactured from 1870 onwards, went through a number of improvements and model-changes, was exported to many countries, sired several imitations, and continued in production for several decades. And in use for many more. More than forty years after it was introduced, the machine was ‘still to be found in many offices on the Continent’ at a date when conventional four-row front-stroke machines were already being mass-produced and sold relatively cheaply; for the Writing Ball to have survived in widespread use as late as 1909 attests to its excellent design and construction. The machine is therefore the first regular typewriter to have been produced and sold in any sort of quantity.”

 

Michael Adler’s description is accompanied with photos provided by the Danish Museum of Science and Technology:


“The first model of the Hansen Writing Ball (1867) was enclosed in a wooden case. It was by far the best design of its time: simple, direct and virtually foolproof.” (DTM)
“Springdriven clockwork kept the cylindrical platen under tension, the escapement controlled by an electromagnet. The ‘ball’ was screwed to the cover, with the plungers striking directly at the printing point. (DTM)

SA: This is the first patent drawing of RMHs writing ball. As one can see, his first idea was to set the paper cylinder in movement by the force of the foot or the hand. The battery and the magnet circuit came later, in one of the later suppelements in the beginning 1870. Could the large model inbuilt in a table be the model that is referred to, weighing 75 kg?

SA: Patent drawing from one of the supplements early in 1870. Here one can see both the flat model and the cylinder model, and there are also drawings that shows how RMH imagined that a cryptographic and a telegraphic model could be made. These models were therefore planned already in early 1870.

Adler also provides a brief background description about Malling-Hansen and his work with the first writing ball. His description is correct and balanced, and it bears testimony to the fact that he visited Denmark and collected facts and illustrations through contacts with the Danish Museum of Science and Technology and its then director, K.O.B. Jørgensen.

 

This is how Adler describes the early history of Malling-Hansen’s work with the writing ball:

 

“...he began studying for the ministry[1] and took a job as a teacher at the Copenhagen Deaf and Dumb Institute, of which he was appointed director in 1865 after a three-year term in a similar capacity in the provinces[2]. It was in this position that he first began concerning himself with the construction of a writing machine, the first model of which he is reported to have completed in 1865. This date is confirmed by his daughter in the book she wrote about her father’s invention -  there might be reason to doubt the authenticity of such a clearly biased source except that a contemporary of Malling-Hansen’s, another cleric called I.A. Heiberg[3], kept a diary in which there was an entry for the year 1865 stating that he had seen Hansen’s machine. It apparently developed out of experiments which the inventor had made with a porcelain semi-sphere on which he painted the letters of the alphabet, in an experiment aimed at helping the deaf and dumb inmates of his institute to communicate[4].

 

Michael Adlers dedicates several pages and illustrations to the development of the writing ball, and he makes an interesting comparison with the development of the Densmore/Yost Remington machine:

 

“There remains little doubt that the first model can be dated 1865. What happened for the next few years, however, is uncertain. Presumably, developmental work continued, for the earliest model in the Danish Museum, dated 1867, has the movement enclosed in a wooden box, so only the ‘keyboard’ is visible. Inside the box is the cylindrical platen which is partly mechanically and partly electrically operated. This feature was retained for many years, until the inventor considered that a purely mechanical escapement had been perfected to the point where the electrical assistance could be dispensed with altogether[5]. On the combined arrangement, carriage tension was supplied by clockwork, while an escapement permitting release of the carriage a tooth at a time was controlled electromagnetically as the keys were depressed. Impression was by carbon paper.

 

Further developmental work followed, and the first production model was completed. One might draw a parallel here with the later Sholes and Glidden machine on the other side of the Atlantic. The model which Densmore and Yost delivered to Remington in 1873 was reworked by Remington’s technicians and the improved machine was manufactured the following year; in Copenhagen, Hansen presumably delivered the 1867 model to Jürgens[6] Mekaniske Establissement some time between that year and 1869, for in October 1870 manufacture began[7]. The Jürgens firm had been founded in 1852 and was responsible for the manufacture of the Writing Ball throughout its lifetime[8]; in 1887, the company incorporated and became ‘C.P. Jürgensens Mekaniske Establissement’.


Full-scale manufacture of the Writing Ball began in 1870 after some further developmental work. Precision engineered in brass and steel, it had shed its wooden case and a flat carriage was substituted for the platen, although this was still available as an option. More keys had also been added, but the essential design remained unchanged.
The large. flat model was first patented in USA in 1874. This is one of the patent-drawings.
SA: Here one can see the two models that were set in production in 1871, the cylinder model and the flat model, that was sold to several telegraphic companies.
They replaced the boxmodel, which was the model presented to the public and the newspapers in October 1870.

As it now stood, the production machine had shed its wooden case and had become, in fact, a massive piece of exquisite precision engineering. Weighing in at no less than 165 lb (75 kg), the brass and steel mechanism remained essentially unchanged: the sphere had sprouted fifty-two plungers by this time, but otherwise the same carriage escapement was retained and the whole exposed machine stood on its massive brass base. A cylindrical platen was available as optional to the flat paper-carriage. The machine was offered for sale in London in 1872 for £100, the price dropping to as low as £17 sex years later, when improved versions became smaller and more manageable. A telegraphic model that printed on paper tape was produced and as early as 1872 Hansen was offering delivery of a cryptographic model[9]. Later, when it had reached finality, the Writing Ball shed its flat carriage and offered only a conventional one with a cylindrical platen; an interim model also appeared on which the paper was clipped to a curved frame that swung in an arc beneath the printing point.


The interim model used a curved paperframe which swung in an arc beneath the plungers. The electromagnetic escapement was replaced by a mechanical one. The machine had been streamlined, lightened and further simplified. (DTM).
Details of the interim model, The sheet of paper was simply fastened in the frame without any backing, printing taking place against the vertical anvil in the centre. (DTM)

And this is how the Hansen Skrivekugle looked when it reached finality. (DTM) SA's comment to the picture to the right: As far as I know, it is not correct the this model has the morse code carved into the pistons, the machine wrote ordinary letters on a paper strip. But it is correct that RMH had worked out the principles for automatic "printing" of the morse-alphabet, and the detailes were presented already in 1970.
The Writing Ball was modified for various special applications, such as this ingenious telegraph version: the Morse code was cut into each plunger (as on the original Morse ‘type rule’) so that as the plunger was depressed to print the character on paper tape, it intermittently closed a circuit, thereby automatically transmitting the Morse equivalent. (DTM)
SA: Detail from one of the supplements to the first Danish patent applications in early 1870. As one can see, Malling-Hansen thought it would be possible mark the morse-alphabet as notches of different sizes on the stamps to mark streaks and dots.
SA: This drawing of the inside of the box model was used as illustration in articles about the writing ball in several domestic and foreign newspapers and periodicals. As one can see, the batteries are quite small, and this box model cannot have had the weight of 75 kg.
SA: These batteries, called The Leclancé-cell were the most commonly used batteries in 1870 when RMH made his invention.
SA: George Leclanché, 1839-1882, French scientist, engineer and inventor. His batteries were relatively small, and unfortunately didn't last very long. In my opinion they show a great resemblance to the batteries in the writing ball above. See also footnote 5.

Patent dates are deceptive, for they were not granted in Denmark at that time[10]. The first Hansen patent, therefore, coincides not with the date of invention but with the date of manufacture. This 1870 British patent covers the cylindrical platen model, with the flat paper-table as an alternative. All of it is enclosed in a box and depression of a key closes an electrical circuit, actuating an electromagnet which rotates the platen one tooth. A purely mechanical escapement is also suggested. The device is then ingeniously offered as a Morse telegraphic transmitter by cutting teeth corresponding to the code on the type-plungers and causing those teeth to break and close the circuit as the plunger is depressed.

 

The 1872 patent[11] covers a departure from the invention with which Hansen is commonly associated. It is listed as a machine for reporting and it retains the ball only as one of the alternatives for the superstructure; otherwise, the plungers are modified so that they stand in a straight line or lines, and strike not at a common point but at a row of them, as long as the sum of all the characters required. These plungers make dents in a strip of conductive material which is later passed through another machine so that the dents close the circuits of electromagnets, one for each character, which do the printing.  Thus, the first unit can be used separately from the second, making it portable for reporting, since twenty-three electromagnets – to say nothing of the clockwork etc. – are more than the average reporter can be expected to take on a assignment!

 

The third specifications, patented in 1875 (British)[12] cover the later improved Writing Ball with the curved paper-carriage.  The machine has been streamlined, the body hinging above the platen; the escapement is mechanical and swings the curved surface for printing.

 

That the Hansen Writing Ball enjoyed considerable success and a healthy following is amply documented. With the exception of fanatical local Sholes supporters, it is generally recognized as the first machine to have been consistently produced and sold to the public in any sort of quantity[13] [14]. It stirred up a great deal of interest, was often exhibited at national and international expositions (Copenhagen 1872, Vienna 1873, Paris 1878, and so on) where it accumulated an impressive number of medals and awards, and was the first machine to have had a truly world-wide distribution[15]. It was regularly sold throughout Europe and, as previously noted, was in use until at least the first decade of this century. It was manufactured under licence in Austria by Albert con Szabel and sold there; the Austrian models were almost identical with their Danish counterparts. But then, it also reached some of the most unlikely places[16]. Orders for forty machines placed at the Paris Exposition at a price of 300 Kr. each were distributed as follows: 9 for Denmark, 7 for France, 2 for Sweden, 2 for Norway, 3 for England, 2 for America, 1 for Italy, 2 for Bohemia, 1 for Hungary, 1 for Egypt, and 10 for Peru. 10 for Peru? Well, there it is!

 

One cannot help feeling that Sholes, Densmore and Yost would have celebrated for a solid week had they succeeded in selling forty machines at the Philadelphia Exhibition in 1876, where they did not, in fact, succeed in selling a single one. But then, the Writing Ball was a better typewriter than the one they were offering at that time. It printed better and more quickly and its service record was impeccable. In fact, the Writing Ball may well be considered the most nearly perfect piece of precision engineering in typewriter history, past or present. This fact can hardly be appreciated from photographs, but is readily apparent on direct examination[17].

 

The progression of this direct radial-plunger design from Galli through Foucauld to Hansen has already been considered; the lineage did not end with the Writing Ball, however, which begot several off-spring. One of these was the Cryptographe of Alexis Kohl, circa 1885, which was virtually identical with the Hansen telegraph model: a monalphabetic substitution machine, it was never manufactured. And despite Rudolf Schade’s vociferous protestations to the contrary, his instrument, of which a few were made in Germany in 1896, was a copy of the cylindrical-platen Hansen model: virtually the only difference between the two was that Schade’s machine clamped on to the edge of a table, whereas Hansen’s stood on its own base. Not only the inventor himself, but also compatriots of his[18], maintained that Schade arrived at his design without ever having heard of Hansen’s machine – this may be dismissed as sheer nonsense. The battle, however, raged until as late as the 1920s, when everyone seemed anxious to score as much national kudos as possible.

 

Of all nations, the Danes are characteristically reticent when it comes to proposing the candidacy of Pastor Malling Hansen as ‘the’ inventor of the typewriter. They satisfy themselves with discussing the facts surrounding the Writing Ball rather than involve themselves too deeply in conflicting national passions. They make less noise than the Germans or Italians or Americans, but not because they lack justification. Perhaps in spite of it.

 


[1] JMC: i.e. theological studies

[2] JMC: This refers to Malling-Hansen’s tenure from 1862 to the beginning of 1864, first as a teacher and later as the principal of the Schleswig Institute for the deaf-mute.

[3] JMC: Johan Alfred Heiberg, 1848-1936, vicar and also a younger brother of Rasmus Malling-Hansen’s first wife, Cathrine Georgia Heiberg, 1841-1876. Heiberg served as minister at the Danish congregation Trinitatis in Chicago from 1873 until 1879, after which he returned to Denmark and became a vicar in Aulum and Hodsager, later on – in 1881 – in Hammerum. From 1885 parish priest at Vejlby, from 1888 at “Frue Church”, Odense, 1900 at the “Christ Church”, Copenhagen and finally from 1909 at “Mariæ Church” of Helsingør, where he served until his retirement in 1915.  When Rasmus Malling-Hansen married Johan Alfred’s sister Cathrine Georgia in 1865, Johan Alfred was 17 years old and it is very likely that he continued to live at the Copenhagen Institute for the deaf –mute during the year of 1865, since he must have been attending the last or second last year of his secondary school education in Copenhagen. Thus, it is likely that he was around and perhaps served as an assistant when Rasmus Malling-Hansen carried out his experiments with the placement of the letters and began the construction of the first model of writing ball.  Johan Alfred’s father, Søren Johan Heiberg, 1810-1871, retired from his service as the principal of the Institute for the deaf-mute in 1865 and moved to the island of Møn with his second wife (Emma  Rørdam, 1812-1897), where he served as vicar of Keldby Church until his demise in 1871.

SA: Actually, Alfred Heiberg didn't state that he had seen RMHs "machine" in 1865. He only told that he had helped RMH in his experiments with the placement of the letters on a porcelain ball. The truth is that we know abselutely northing about what happende between 1865 and 1870, when RMH was granted his first patent in january and the box model was exhibited in oktober. We can draw the conclusion that RMH had invented the principles of the writing ball in 1865, but his daughter, Johanne Agerskov, estimates that the first model wasn't ready until 1867 or 1868. None of the known models weigh as much as 75 kg, and this is the weight that some sources claim to have been the weight of the first model. This could very well indicate that the first model that was built, actually was the large table model with an inbuilt writing ball, using pedals to set the paper cylinder in movement. No such model is known to exist, or to have existed. On this area we are left with speculations andassumptions.

[4] JMC: Slight misunderstanding here: it was actually the other way round – when Malling-Hansen saw the extraordinary speed of sign language between the deaf-mute, he was inspired to create a machine which could enable ordinary people of all walks of life to write at the speed of normal speech. To this end he carried out very detailed and scientific studies of the speed of Danish politicians when speaking in the Danish parliament, “Folketinget”. His aim was NOT to create a typing device for deaf-mute! His aim was to construct a writing machine for ordinary people, for offices, court rooms, parliaments, schools, institutions and journalists.

[5] JMC: My understanding is somewhat different. I think Malling-Hansen experienced many technical difficulties with the crude, primitive and very heavy batteries operating the first model of the writing ball, and that this eventually made him switch back to a mechanical operation technology. If better batteries had been available at the time, he might well have continued to develop an electrical model.

SA: I have read in several sources that the batteries that were available in 1870 were unreliable, but the modern batteries of that time wasn't bigger than a normal glass of jam, and it can not have been the weight that made them a drawback for RMH's invention. In 1866 Leclanché invented the first electrical battery produced in series, known as the Leclanché cell in English. The battery contained a conducting solution (electrolyte) of ammonium chloride, a cathode of carbon, a depolarizer of manganese dioxide, and an anode of zink. It provided a voltage of 1,4 volts. His battery was shown at the world exposition in Paris in 1867 and awarded a prize. There was immediate and widespread use for this improved type of battery, and it was put to immediate use by the Belgian telegraph company and by the Dutch railway. It was also used as a component in signals and in electrical bells, e.g. those operated by telephones But it ran down relatively fast. One of the drawings of the box model shows the inside and two batteries that look very similar to the Leclanché-cell.

[6] JMC: Initially, the writing ball was built at Frederik Gottlieb Edvard Jüngers Mechanical Establishment in Copenhagen. Jüngers was born 1823, died in 1899.  It is very interesting to note that the very same Count Knuth of Knuthenborg who helped Rasmus Malling-Hansen to acquire a university  education also helped Edvard Jünger in the very same way in the 1840s. After his technical education in Copenhagen, München and Vienna, Jünger established his mechanical establishment in Copenhagen in 1852, specialising in advanced instruments. As such he had an immediate and large success, supplying complicated and bespoke instruments to Danish scientists, universities and the army. However, because his eyesight became very weak, he retired already in 1869 and left his establishment to his employee, Christopher Peter Jürgensen, 1838-1911,  who renamed it “Jürgensen’s Mechanical Establishment” and continued to produce the various models of the writing ball. Jürgensen, just like his predecessor, was immensely technically gifted, and he made the company the leading establishment in Scandinavia for the production of optical, geodetic and nautical instruments.  However, for reasons we have not yet uncovered, as from around 1879 Malling-Hansen turned instead to another master mechanic, Charles August Lyngbye, 1854-1921, and from that year on and until Malling-Hansen’s death in 1890, Lyngbye and Lyngbye’s employees, of which we know at least two names: Otzen and Lund, produced the writing ball in various models.

[7] MA: Berlingske Tidende 1878.  JMC: This is probably a reference to the article of October 17, 1878, which is on our website.

[8] JMC: See my footnote 6 for an updated history of the production places.

[9] MA: Illustrirte Zeitung 1872.   JMC: The reference is to the article in the issue no 1503, April 20, 1872, page 293, which is on our website.

[10] JMC: Since Adler’s book, several Malling-Hansen patents have been unearthed:
1) The first Danish patent was awarded in Copenhagen on January 25, 1870 and supplemented twice – on January 31 and on February 28, respectively. After the Danish patent (called, in Danish: “Eneretsbevilling”) followed a string of other Europeans patents that same year: Paris on April 23; Stockholm April 26; Vienna May 12; and London May 14. Then once again a Danish patent in July (date not known).  The full list of known writing ball patents is on our website. We cannot rule out the possibility of finding more patents along our current path of archival searches.

[11] JMC: To date, we have found four patents from the year 1872: 1) January 25, Copenhagen – the Takygraph model 1;  2) March 19, London  -  the Takygraph model 1;  3) April 23, USA, improvements of the box model;  4) September 25, Stockholm  - writing ball with flat paper frame.

[12] JMC: For the year 1875 we have registered two patents, both concerning the portable writing ball without ribbon, one patent awarded in London on May 7, and another in the USA on September 17.

[13] JMC: Bold script emphasis by me.

[14] JMC: Adler at this point mentions two sources: 1) Ernst Martin: Die Schreibmaschine und ihre Entwicklungsgeschichte. Pappenheim, 1949; 2) Richard G. Tilghmann: The History and Development of Typewriters, London, 1964.

[15] JMC: Text in bold by me. SA: The writing ball was exhibited in London 1871, Copenhagen 1872, Vienna 1873, Leeds 1875, Philadelphia 1876, Paris 1878 and Copenhagen 1888.

[16] JMC: Adler’s source is the previously mentioned article in Berlingske Tidende of October 17, 1878.

[17] JMC: In bold my me.

[18] MA: F. Müller: Schreibmaschinen. Berlin, 1900.


Avisartikkel fra 1980 av Lise Lotte Nilsen: Skrivemaskinen - en ny antikvitet

Christine Sholes (f.1857), datter af vægtstangsmaskinens opfinder, bladudgiveren Christopher Sholes, som i 1873 fin sin maskine sat i produktion hos Remington. Trækassen er endnu uden udsmykning. Men verdens første skrivemaskine[2] var opfundet af en lollik. (Illstrasjon fra artikkelen).

ANTIKVITETER     Ved Lise Lotte Nielsen[1]

 

Skrivemaskinen, en ny antikvitet

 

Skrivetøjet – journalistens nogle år endnu uundværlige værktøj – er i form af en pennebakke fra Bing & Grøndahl udsendt til Den Danske Publicistklubs 780 medlemmer i anledning af 100 års jubilæet på søndag den 2. marts.

 

Få redskaber har som skrivetøjet gennemgået så stærk en udvikling i løbet af et sekel. Skrivemaskinen har så at sige ændret verdensbilledet. De uafladelige fornyelser og udskiftninger af kommunikationsmaskinerne har betydet, at ret få af de ældste skrivemaskiner er bevaret. De er blevet antikviteter, men nogle officielle liebhaverpriser, som rent praktisk fastsættes på kunstauktioner, kendes endnu ikke. Men det kommer.

 

Manglende forretningssans, lidet kendskab til patentlovgivningen på verdensplan og en ikke udviklet smartness var medvirkende årsager til, at verdens ældste skrivemaskine ikke også blev den mest dominerende og første på verdensmarkedet. Den var udviklet af præsten og døvstummelæreren Rasmus Malling Hansen fra Hunseby i fem[3] udgaver, bl.a. en til blindskrift, en med morse til telegrafstrimler og en til almindeligt kontor- og redaktionsbrug. Den blev fremstillet i professor Schmidts[4] Mekaniske Etablissement herhjemme samt i Østrig. Første eksemplar stod til salg i 1867. Problemet med flytning af papir eller maskine efter hvert anslag, løste Malling Hansen ad elektrisk vej med tørelementer. Han indførte bl.a. klokken, som melder den skrivende, at linjen er ved at være skrevet ud, et nyttigt træk, som er bevaret i moderne maskiner.

 

Verdens ældste storproducerede skrivemaskine er ikke meget ældre end Publicistklubben. Den blev udviklet af bladudgiveren Christopher Sholes, Pennsylvania, og var bygget ind i en nøgtern trækasse. Den blev sat i produktion hos firmaet Remington som model no. 1 i 1873, fem år senere end vor danske skrivekugle.

 

I tidens stil blev kommende modeller, bl.a. den af new yorkeren Lucien Crandall udviklede maskine med cylindrisk typehoved udsmykket med guldstafferinger og perlemorsindlæg i form af rosenbuketter.

Teknisk Museum på Nordre Strandvej i Helsingør har en fin samling funktionelle og rigt udsmykkede antikke maskiner. Nogle stykker af dem vil i løbet af marts blive vist som ”godnatbillede” i fjernsynet, og flere gamle maskiner fra Nationalmuseets magasiner vil blive vist på den forestående udstilling i Brede, Mennesket og Maskinen.

 

Men pennen, som oprindelig var en pind, er det ældste skriveværktøj. Kongepennen, den såkaldte Christian den Niende pen, som er afbildet på Publicisternes pennebakke, er slet ikke dansk, men har i flere udgaver været produceret i England og Tyskland. Den største omvæltning i pennens historie, som betød gåsepennens endeligt, hidrører fra 1803, da englænderen Wise fandt på at splitte pennen i midten, så den kunne holde på blækket. En snes år senere kom penneproduktionen i gang for alvor, og på et tidspunkt var der alene i Birmingham ti pennefabrikker, fire 1.rangs og seks 2. rangs, som producerede 15 mill. Penne om ugen. I Frankrig producerede man 200 mill. Penne om året, og i Berlin udstansede man 100 mill. Om året. Kongepennen fremstilles ikke mere, men endnu ligger den på lager hos mange papirhandlere og hos den største penneforhandler Mumm og Zaum i København. Den såkaldte kongelige danske kontorpen og den engelske børspen fremstilles stadig, og danske stormagasiner sælger årligt godt og vel 6.000 penneskafter af træ – så helt ude af brug er det antikke værktøj ikke endnu.

  


[1] JMC: Journalisten er født 1942 og anses være en af Danmarks mest erfarne og bedste kulturjournalister. Hun har arbejdet i 45 år for Berlingske Tidende, og det er derfor sikkert at antage at denne artikel, dateret 27 februar 1980, er fra Berlingske Tidende.

[2] JMC: Der blev opfundet og fremstillet skrivemaskiner tidligere end 1860-erne, men i samtlige disse tilfælde var det maskiner som blev lavet i et enkelt eksemplar. Malling-Hansen tilhører pionererne og kan siges at have været en af de første i verden til at producere og markedsføre en fungerende skrivemaskine.

[3] JMC: I dag ved vi at der var mindst 9 forskellige modeller af skrivekuglen samt 2 modeller af hurtigskrivemaskinen Takygrafen.

[4] JMC: Det korrekte navn er C.P. Jürgensens Mechaniske Etablissement.

 

Verdens ældste skrivemaskine er dansk og fra 1867. Rasmus Malling Hansens skrivekugle blev fremstillet hos professor Schmidt og findes i fem modeller, bl.a. en med brailleskrift på tasterne.
I mere end 100 år fra 1820’erne var stålpenne en millionartikel. Nu er der ved at blive antikviteter, men mange tusind gros ligger endnu på lager. En Chr.IX-pen koster i dag 45 øre, men det er også gammel pris. På Publicistklubbens pennebakke ses kontorpenne, elastikpenne og nederst en børspen og en J-pen. (Begge illustrasjonene er fra artikkelen).
Den originale artikkelen

R. Malling-Hansen: Skrivemaskinen sættes i produktion av K. O. B. Jørgensen, 1986

Artikkelforfatteren, K. O. B. Jørgensen med den sist innkjøpte skrivekuglen til Teknisk Museum. Det må være den skrivekuglen han forteller om i artikkelen, som ble innkjøpt til museet for 300 kroner. Her er skrivekuglen, som skriver på papirstrimler fotografert uten trefoten, som den nå er montert på. Det får en til å undres på om det er museet som har fått skrivekuglen montert på trefoten, etter forbilde av brosjyren til verdensutstillingen i Paris i 1878.
Jørgensen ble intervjuet i Politiken 23 desember 1966, ett år før skrivekuglen kunne feire sitt 100 års jubileum i forbindelse med en stor utstilling av danske oppfinnelser som skulle arrangeres av Teknisk Museum. Jørgensen poengterer at nye opplysninger som hadde fremkommet i løpet av de siste årene bidro til at året 1867 kunne etableres som det året den første skrivekuglen sto ferdig.
Pastor, forstander, oppfinner og naturvitenskapelig forsker Rasmus Malling-Hansen.
Professor og mekaniker C. P. Jürgensen avfotografert i Teknisk Museum av Jørgen Malling-Christensen.

En artikel fra en bog af K. O. B. Jørgensen[1] fra 1986[2]:

 

Danske Foregangsmænd Indenfor teknik og naturvidenskab

 

I marts måned 1870 fik den danske præst R. Malling-Hansen sammen med professor C. P. Jürgensens mekaniske Etablissement bevilget eneret på en såkaldt skrivekugle for en periode af 15 år, og i samme år blev der udstedt engelsk patent på maskinen.

 

I 1949 udgav det tyske forlag Peter Basten i Aachen bogen Die Schreibmaschine, forfattet af Ernst Martin. Det er en meget fyldig bog – 592 sider – og den er delt i to afsnit. Det første omhandler de forhistoriske maskiner, dvs. de der kun blev lavet i et enkelt eksemplar, medens andet afsnit handler handler om de maskiner der blev sat i produktion. Allerførst i sidstnævnte afsnit redegøres der for Malling-Hansens skrivekugle, og det fremhæves, at skrivekuglen besad de vigtigste egenskaber, der findes i vore moderne skrivemaskiner.

 

I 1973 udsendte det engelske forlag George Allen & Unwin Ltd. Et endnu større og rigt illustreret værk under titlen The Writing Machine, forfattet af Michael H. Adler. Her er Malling-Hansens skrivekugle behandlet mange steder, og under det første billede står ordret oversat ”Skrivekuglen opfundet af den største dansker af dem alle”. En sådan udtalelse kan vist kun fremsættes af én, hvis hovedinteresse er skrivemaskinens historie. På en af de sidste sider i denne meget grundige bog er der en kronologisk fortegnelse over alle de skrivemaskiner, der er opfundet før 1867. Først kommer året 1714 og navnet Mill, og derefter følger 99 navne, inden man kommer til ”1865 Hansen”.

 

Fotnoter:

[1] JMC: Kristen Osvald Bangsgaard Jørgensen, f. 1919, ingeniør og museumsdirektør.  Den første direktør for Danmarks Tekniske Museum i Helsingør fra 1958. Desuden forfatter af populær-videnskabelige og teknisk-faglige publikationer.

[2] JMC: Udgivet i 1986 af Strandbergs Forlag, ISBN 87-872-0079-1, for at markere at det den 29. november 1986 var 75 år siden at Danmarks tekniske Museum blev oprettet.   Bogen indeholder kapitler om 20 danske foregangsmænd. Der findes også en engelsk udgave: ”Danish Pioneers in Science and Technology”. 

 

 

Malling-Hansens første ”skrivekugle”. Under låget ses den elektrisk styrede papirfremføring. (Illustrasjon fra artikkelen)
Skrivekugle beregnet til oktavformat. (Illustrasjon fra artikkelen)

Mange havde således forsøgt at fremstille skriveapparater, men Malling-Hansen var den første, for hvem det lykkedes at fremstille en virkelig driftssikker maskine, der ydermere kunne sættes i produktion og sælges ikke blot i Danmark, men også i andre lande.[3]

 

Hans Rasmus Malling Johan Hansen

 

Malling-Hansen blev født i 1835 og fik i dåben ovennævnte navn, men da han blev voksen underskrev han sig altid R. Malling-Hansen.[4] Hans far var skolelærer, men døde mens sønnen var en lille dreng. Derfor blev det Malling-Hansens morfar,[5] der tog sig af ham, og da denne også var lærer, blev sønnens medfødte evner udviklet på en naturlig måde. Hertil kom at lensgreve F.M.Knuth til Knuthenborg blev opmærksom på drengens evner. Greven sørgede for, at Malling-Hansen kom på Jonstrup Seminarium, og efter overstået lærereksamen ansatte han ham som huslærer på Knuthenborg.[6]

 

I 1859 blev Malling-Hansen ansat som lærer ved Døvstummeinstituttet i København. I en artikel den 1. september 1935 i Berlingske Tidende fortæller forstander F. Bech fra Døvstummeinstituttet i Fredericia, at man på Malling-Hansens tid brugte et håndalfabet, dvs. en skrift i luften, hvor forskellige fingerstillinger repræsenterede hver sit bogstav. Man bemærkede hurtigt den unge lærers evner og pædagogiske egenskaber, og da Danmark også havde et lignende institut i Slesvig, blev Malling-Hansen i 1862 forflyttet dertil. To år efter i en alder af 29 år blev han forstander for Døvstummeinstituttet i Slesvig. På grund af krigen måtte han dog i samme år vende tilbage til København, hvor han fortsatte som almindelig lærer[7] samtidig med, at han studerede teologi. Da Malling-Hansen havde bestået sin teologiske embedseksamen, blev han af kongen udnævnt til forstander for Døvstummeinstituttet i København.

 

Skrivekuglen

 

Interessen for og arbejdet med de døvstumme børn ledte Malling-Hansen ind på tanken om en skrivemaskine. Han undersøgte, hvor hurtigt man kunne skrive bogstaver, og hvor hurtigt man kunne ”tale” med fingertegn. Han konstaterede, at hastigheden henholdsvis var 4 og 12 tegn i sekundet. Han undersøgte også, hvor hurtigt man talte i Rigsdagen, og det endte med, at han forsøgte, hvor hurtigt man kunne bevæge fingrene. Til dette brugte han en halvkugle af porcelæn, på hvis overflade bogstaverne var anbragt.

 

Meget tyder på, at den første model af hans skrivekugle var færdig i 1865,[8] og i al fald ved man, at et eksemplar i 1867 blev indleveret til professor C.P.Jürgensens mekaniske Etablissement, der skulle hjælpe Malling-Hansen med at give maskinen en praktisk udformning. Dette arbejde foregik i de næste par år, og i eneretsbevillingen og det engelske patent fra 1875 omtales en skrivekugle, der vejer 75 kilo – et kæmpeapparat i stål og messing.[9] Der var to maskintyper, dels en hvor papiret blev lagt rundt om en valse, dels en hvor papiret blev anbragt på en plan flade.[10] Eksemplarer af disse typer er bevaret på Science Museum i London, på Danmarks Tekniske Museum og flere andre steder. Typestængerne er anbragt på en kuglekalot, som piggene på et pindsvin. Stængerne er foroven forsynet med taster, hvor der er indgraveret bogstaver, tal og tegn, og nederst på stængerne er de tilsvarende typer anbragt. Tasterne trykkes ned en ad gangen og gennem et stykke kalkerpapir, der er lagt over skrivepapiret, trykkes bogstaverne.[11]

 

I første omgang kunne man tilsyneladende ikke ad mekanisk vej alene løse følgende problem. For hver gang en typestang blev trykket ned og bogstavet sat, måtte papiret jo flyttes et lille stykke svarende til det ønskede mellemrum mellem to bogstaver. Dette blev klaret ved hjælp af et urværk, der drev et stort tandhjul. Hver gang man trykkede på en tast, sluttede man samtidig strømmen til en lille elektromagnet. En pal blev trukket ud af et indgreb med tandhjulet, der så kunne bevæge sig frem svarende til afstanden mellem to bogstaver. Der var også en tast til mellemrum, og der var en klokke, der ringede, når en linje var færdigskrevet.[12]

 

Fotnoter:

[3] SA: Jørgensen er nok noe påvirket av en av sine kilder, nemlig boken av engelskmannen Adler, som han omtaler. Adler er særdeles positiv til Malling-Hansens skrivekugle, og tilsvarende skeptisk til den amerikanske maskinen, som ble utviklet av herrene Sholes, Glidden og Soule omtrent parallelt med skrivekuglen.  Det virker noe i overkant optimistisk å kalle de aller første modellene av skrivekuglen for virkelig driftssikre. Til det var batteriene for sårbare, og gjorde at mange kunder klaget over at maskinen sluttet å virke etter en stund. Den hadde også andre svakheter, som f eks at det var svært tungvint å kontrollere hva man hadde skrevet, i og med at papiret befant seg inne i en lukket trekasse. Malling-Hansen ble nok hurtig klar over svakhetene selv, for han fortsatte å videreutvikle skrivekuglen utover 1870-årene. Først i 1875 fant maskinen en form som med rette kan kalles både driftssikker og robust, og uten batterier. Men enhver maskin krever selvsagt at den behandles forskiftsmessig, og skrivekugle-kjøpet til den kjente filosofen Friedrich Nietzsche var et sørgelig eksempel på hva som skjer med en skrivekugle som skulle repareres av en ukyndig person etter å ha blitt påført transportskader; han påførte Nietzsches skrivekugle enda større skader. Av Nietszches skrivekuleproblemer har noen trukket den konklusjonen at maskinen var av dårlig kvalitet, men det var langt fra tilfelle. Skrivekuglen ble kun bygget i Danmark, så nær som noen ytterst få eksemplarer som ble bygget i Østerrike av von Szabel.

[4] SA: Malling-Hansen begynte å bruke bindestrek i navnet sitt i godt voksen alder, først sporadisk, og så permanent omtrent i 1883.

[5] JMC: En misforståelse!  Fosterfaderen Rasmus Malling (1787-1857) var ikke biologisk i familie med Rasmus. Han og hans hustru  Ane Marie adopterede Rasmus’ mor Juliane Marie, da hun var spæd, og senere adopterede de også hendes tre sønner.

[6] SA: Malling-Hansen underviste også i prestegården, antagelig for sogneprestens barn.

[7] SA: Lærerstillingen var ved Det Kongelige Døvstummeinstituttet i København.

[8] SA: Det er høyst tvilsomt at den første modellen av skrivekuglen var komplett i alle deler allerede i 1865. Det er dokumentert at Malling-Hansen syslet med sin oppfinnelse så tidlig, og hadde fått fremstilt en porselenshalvkule, men de mest positive anslagene går ut på at den første modellen muligens var ferdig bygget i 1867. Porselenshalvkulen hadde for øvrig neppe taster, men små fordypninger der bokstavene ble inntegnet. Det er meget interessant å lese at en modell ble levert til et mekanisk etablissement i 1867, men denne opplysningen har jeg ikke sett noen andre steder. Det var for øvrig Jungers Mekaniske Etablissement det het på den tiden. Det skiftet navn først senere da Junger overlot det til sin medarbeider, professor Jürgensen, som spilte en særdeles viktig rolle i utformingen av skrivekuglen.

[9] SA: Jeg har lest gjennom den engelske patentteksten fra både 1870 og 1875 flere ganger, men kan ikke finne denne opplysningen om at den første skrivekuglen veide 75 kg. Men opplysningen finnes i flere tidlige artikler. Den mest sannsynlige forklaringen på den store vekten, synes å være at Malling-Hansen først bygde den store bordmodellen med pedal, som ses på den første patenttegningen fra 1870. Det kan forklare den store vekten, om da opplysningen medfører riktighet.

[10] SA: Begge disse to modellene var med på de første patenttegningene, men den første modellen som ble bygget etter at patentet var tatt ut, var sylindermodellen innebygget i en trekasse. Først året etter, i 1871, bygget Malling-Hansen sylindermodellen uten trekasse og den store flate modellen. Dessverre er ingen åpne sylindermodeller bevart, men det finnes to eksemplarer av box-modellen, og tre flate modeller på ulike museer.

[11] SA: Fargebånd erstattet karbonpapiret først på modellen fra 1878.

[12] SA: Opp gjennom årene presenterte Malling-Hansen flere løsninger på papirflytningen. Først ble papirsylinderen drevet ved hjelp av en pedal, mens han også nevnte flere mulige løsninger i patentteksten; bl a en skrueløsning ved hjelp av et håndtak, ulike opptrekkbare fjærsystemet, og endelig elektrisk strøm fra batterier. I ettertidens klokskap er det lett å hevde at det var den elektriske løsningen som ødela for Malling-Hansen i den kommersielle konkurransen. Den tids batterier var relativt upålitelige og krevde en god del vedlikehold, og det kan virke som om skrivekuglen etter noe tid fikk ord på seg for å være upraktisk og upålitelig. Først i 1875 kom en modell der Malling-Hansen hadde funnet en tilfredsstillende mekanisk løsning, som gjorde at papiret flyttet seg automatisk et hakk fremover etter at en tast var trykket ned. Varselklokken kom med den flate 1871-modellen. På sylindermodellene skrev man i realiteten hele teksten som en eneste lang linje, fordi papiret var festet skrått på sylinderen.

 

 

 

Modell av skrivekuglen fra 1878 i treboks, fotografert av Jørgen Malling Christensen

I Danmark kostede maskinen 1200 kr. og i England 100£. Den vakte enorm opmærksomhed, og patenter blev købt i både England og Østrig. I en artikel af C. Nyrop i Illustreret Tidende den 16. januar 1876 fortælles følgende om de første skrivekugler: ”Der indløb bestillinger endog fra Rusland og Italien, men de kunne desværre ikke alle effektueres, da opfinderen ikke var beredt på at tilvirke maskinen fabriksmæssig, og overalt hvor den kom, viste det sig som en ikke ringe vanskelighed, at elektromagnetismen var fornøden. Man forsømte eller forkludrede det elektriske batteri og klagede så over skrivekuglens "ubrugelighed”.[13]

 

Men Malling-Hansen og C. P. Jürgensen fortsatte, og snart var en ny maskine klar, hvor man undgik elektromagnetismen og klarede hele bevægelsen ad mekanisk vej. Samtidig blev vægten nedsat til kun 5 kg, og prisen blev i Danmark 150 kr. Den kom på den nordiske udstilling i 1872, og først herefter blev en egentlig produktion sat i gang.[14]

 

Den første model, der blev sat i produktion, har under typerne et bredt farvebånd,[15] der er fastsat i hver side til en rulle, ligesom på mange af nutidens maskiner. Det papir, man ønskede at skrive på, fastgøres i en særlig ramme og formes herved på det nærmeste til en halvcylinder. Papirrammen kan drejes om cylinderakslen og forskydes i dennes længderetning. Da ethvert punkt af papiret derfor kan anbringes i kuglekalottens centrum, kan hver type gennem farvebåndet afsætte sit mærke på papiret nøjagtig der, hvor man ønsker det. Når en typestang trykkes ned, sker der følgende: Typen går mod farvebåndet og afsætter et mærke på papiret, men samtidig bevæges kuglekalotten nedad, hvorved en pal påvirker et tandhjul og fører papiret et lille stykke frem – svarende til afstanden mellem to bogstaver. Andre paler og tandhjul sørger for, at også farvebåndet flyttes lidt, og herefter er såvel papir som farvebånd parat til at modtage næste type. Maskinen er også forsynet med en særlig mellemrumstast, og når en linje er skrevet, ringer en klokke. Så trykker man på linjeskifteren, der flytter papiret en linje og samtidig drejer det, så venstre margin igen befinder sig under kuglekalottens centrum.

 

Flere forbedringer af skrivekuglen blev udført, og på den seneste type er der navnlig indført en forbedring, hvad angår den måde, papiret anbringes på. Nu behøver man ikke længere et nøje afmålt format, men kan som på en nutidig maskine rulle papiret ind omkring en valse.[16]

 

Udmærkelser

 

I 1870’erne blev pastor Malling-Hansens skrivekugle omtalt i utallige blade, og ofte var der tale om længere afhandlinger skrevet af professorer og andre sagkyndige. Skrivekuglerne blev ikke blot bragt på udstillingen i København i 1872, men også i Wien 1873 og i Paris 1878.[17] I Wien modtog skrivekuglen den højeste udmærkelse, og i Paris fik de to udstillede typer tilkendt guldmedalje. I forbindelse med Paris-udstillingen blev afgivet ordrer på ikke mindre end 40 maskiner til en pris af kr.300 pr.stk. Leveringen fordelte sig på følgende måde: 9 til Danmark, 7 til Frankrig, 2 til Sverige, 2 til Norge, 3 til England, 2 til Amerika, 1 til Italien, 2 til Böhmen, 1 til Ungarn, 1 til Egypten og 10 til Peru.

 

Naturligvis vandt R. Malling-Hansen størst anerkendelse og berømmelse i Danmark. Forstander F. Bech fortæller i sin artikel, at også opfinderens børn mærkede, at de havde en berømt far. De blev i skolen kaldt for de små skrivekugler.

 

Fotnoter:

[13] SA: At nye oppfinnelser har visse ”barnesykdommene” hadde skrivekuglen til felles med sin største kommersielle konkurrent, Sholes, Glidden og Soules amerikanske maskin. Amerikanerne brukte nærmere seks år på å utvikle en pålitelig maskin, fra 1867 til 1873, da Remington-fabrikken påtok seg å fabrikkfremstille maskinen mot en investering på 10 000 dollar fra James Densmore, som hadde kjøpt seg inn i prosjektet, og var den som drev det fremover. I løpet av perioden på seks år var dog de ulike modellene til salgs, og man antar at mellom 25 og 40 maskiner ble solgt før Remington-modellen kom i butikkene tidlig i 1874. Men salget var svært lavt de første årene, og først utover i 1880-årene tok salget virkelig av. Jeg vil påstå at skrivekuglen var en vel så god, om ikke bedre maskin i tiden rundt Paris-utstillingen i 1878. De første Remington-maskinene var store og tunge, typestengene hadde en tendens til å vikle seg sammen, og var også relativt ustabile fordi de var lange og leddede, slik at bokstavene ikke alltid kom på riktig plass. Skrivekuglen var mindre og lettere, og de korte typestengene gjorde skriften meget stabil.  Til det kom at bokstavplasseringene på tastene var mer gjennomtenkt på skrivekuglen, mens Remington-maskinene hadde det velkjente qwerty-tastaturet. Man må anta at skrivehastighetene ville kunne bli mye hurtigere på en skrivekugle. Prisen var omtrent den samme, men den store forskjellen var at Remington var en erfaren produsent med mange utsalgssteder både i USA og Europa, og et velsmurt PR-apparat. Malling-Hansen sto stort sett for alt selv, og selv om han gjorde en enorm innsats for å gjøre skrivekuglen kjent, var det ikke lett å konkurrere med en veletablert produsent av både våpen og symaskiner, slik Remington var.

[14] SA: Utviklingen av skrivekuglen gikk ikke så hurtig som det her fremstilles. Skrivekuglen var avhengig av elektrisiteten helt frem til 1875. De maskinene som ble utstilt i 1872 i København, var etter all sannsynlighet den flate modellen, sylindermodellen og takygrafen, Malling-Hansens siste oppfinnelse, beregnet på hurtig avskrivning av taler i store forsamlinger, f eks riksdagen.

[15] SA: Den maskinen som her beskrives, er modellen som ble utviklet til verdensutstillingen i Paris i 1878. Først da innførte Malling-Hansen fargebåndet.

[16] SA: Modellen med papirvalse ble utviklet av mekanikeren August Lyngbye, som utover 1880-tallet overtok produksjonen av skrivekugler. Lyngbyes modell var langt lavere enn de tidligere utgavene, og kunne skrive på alle slags papirformater. Malling-Hansen hadde da hele sitt fokus på sine naturvitenskapelige studier av barns vekst og vektutvikling.

[17] SA: Skrivekuglen ble utstilt første gang i London i 1871. Deretter i København 1872, Wien 1873, Yorkshire 1875, Philadelphia 1876, Paris 1878 og København 1888. I Wien var dessuten Malling-Hansens tørrkopieringsmetode utstilt; xerografien. Malling-Hansen fikk stor oppmerksomhet og en stor mengde priser og utmerkelser for sine oppfinnelser.

 

 

Det som er igjen av Peters skrivemaskin eies i dag av Teknisk Museum i Danmark.
Det er kun overdelen av Peters maskin som er bevart. Den sto visstnok oppå en anretning på støørelse med et bord.
Professor Hannover beskyldte feilaktig RMH for å ha plagiert maskinen til....
....Kanselliråd Peters. RMHs døtre førte en hard kamp for å fosvare farens ettermæle.

Hvem er skrivekuglens opfinder?

 

I lighed med hvad der gælder for andre opfindelser, er der også af og til sat spørgsmålstegn ved, hvem der var opfinderen. Mærkeligt nok var det en dansker, der var mest engageret i diskussionen, nemlig professor H.I.Hannover fra Teknologisk Samling på Den Polytekniske Læreanstalt. Professor Hannover skrev i 1924 i Berlingske Tidende, at det i virkeligheden var kancelliråd J. A. Peters, der var den egentlige opfinder både af skrivekuglen og af vægtstangsprincippet i Remington maskinerne. Denne meddelelse gik imidlertid ikke upåagtet hen, og det var Malling-Hansens to døtre Engelke Wiberg og Johanne Agerskov, der tog kampen op for at forsvare deres far. De gik tilbage i efterladte arkiver, de henvendte sig til sagkyndige i ind- og udland, og resultatet blev, at Johanne Agerskov i 1925 udgav en bog under titlen Hvem er Skrivekuglens Opfinder? Bogen er på 92 sider, hvoraf de sidste 15 omhandler afskrifter af omtaler fra ind- og udland tilligemed en række breve om sagen.

 

Selv om J.A. Peters arbejdede med en skrivemaskine og søgte eneretsbevilling, kom der aldrig et brugbart resultat ud af eksperimenterne. Endvidere viser de bevarede dele af Peters maskine, at tasterne ikke sidder på en kugleflade. Derimod er der typestænger, der ligesom på Malling-Hansens maskine peger ind mod et fælles centrum.

 

Skrivekuglen glemmes ikke

 

I slutningen af 1870’erne[18] indledte Remington i USA en fabrikation af skrivemaskiner efter vægtstangsprincippet og med fingertasterne anbragt som et klaviatur foran maskinen. I begyndelsen blev der skrevet på undersiden af maskinens valse, og man måtte vippe den øverste del af maskinen for at se, hvad man havde skrevet. Senere blev skriften synlig, som man kender det i dag. Malling-Hansens skrivekugler kunne ikke stå sig i konkurrencen, men da den håndværksmæssige udførelse og holdbarhed var fremragende, blev de brugt i mange år. Man har eksempler på, at de har været anvendt et stykke tid ind i indeværende århundrede.

 

På Teknisk Museum i Helsingør fejrede man skrivekuglens 100 års jubilæum med en særudstilling. Det var på det tidspunkt, hvor de første maskiner med kuglehoved fra IBM var taget i brug, og der opstod straks visse misforståelser. Det var ordet kugle, der fik adskillige journalister til at tænke tilbage på Malling-Hansen, og det blev fremført at IBM maskinen ikke var en ny opfindelse. På museet benyttede man lejligheden til at udstille IBM maskinerne ved siden af Malling-Hansen maskinerne, og alle kunne herefter overbevise sig om, at der for de nye maskiners vedkommende var tale om, at typerne sad på kugleformet typehoved, medens de gamle maskiner havde typerne placeret nederst på 52 stænger. Her var det tasterne, der dannede en kugleflade. Ydermere var museet i stand til at udstille skrivemaskiner med typehoved fra 1880’erne, men der er en anden historie.

 

Fotnoter:

[18] JMC: Ifølge en amerikansk ekspert på tidlige skrivemaskiner, Richard N. Current, begyndte Remington at producere maskinen allerede i begyndelsen af 1873.

SA: Men den første utgaven av denne maskinen ble bygget allerede i 1867. Remington produserte mange modeller av sin maskin, og Remington 2 kom i 1878. Først ut over 1880-tallet begynte man å selge maskiner i tusentalls. Dessverre var ikke skrivekuglen med på denne ”boomen”. Det hadde den etter min mening fortjent.

 

 

 

Malling-Hansens ”protokolskrivemaskine”. (Illustrasjon fra artikkelen.
Denne skrivekuglen som skriver på papirstrimler ble laget første gang i 1878. Teknisk Museum fikk kjøpt den for 300 kr. Foto: Sverre Avnskog

Den ældste skrivekugle

 

Omkring 1963 arbejdede museet med at restaurere nogle af de bevarede Malling-Hansen skrivekugler. Man fandt også frem til en maskine, der nøje svarer til den, der omtales i eneretsbeskrivelsen. Selve tastaturet og kuglekalotten minder om de senere skrivemaskiner, men der er kun 24 taster for 23 små bogstaver og for ét mellemrum. Da der overalt i litteraturen berettes om, at Malling-Hansens skrivemaskine udelukkende skrev med store bogstaver, kunne det tænkes, at typerne på et senere tidspunkt var skiftet ud. Det syntes imidlertid ikke at have været tilfældet. For det første svarede typerne til størrelsen petit, og for det andet er afstanden mellem tænderne i maskinens tandhjul så lille, at man ved brug af store bogstaver ville få en skrift, hvor bogstaverne ville gå ind i hinanden. Kuglekalotten er anbragt i låget af en trækasse, og inde i kassen findes det øvrige maskineri, f.eks. papirvalsen, der ved denne tidlige type danner en hel cylinder.[19]

 

Når man skriver på denne første maskine, foregår det på følgende måde: Med et håndtag anbragt i kassens højre side trækkes fjederen op, skrivepapiret og et stykke sværtepapir lægges om valsen, og låget lukkes og aflåses. Når en tast er trykket ned, afsættes en type gennem sværtepapiret på papirstykket, og samtidig sluttes en af de elektriske kontakter, der er anbragt ved hver typearm. Herved aktiveres en elektromagnet, så en pal trækkes fri af tandhjulet. Urfjederen fører tandhjulet og valsen en tand frem svarende til afstanden mellem to bogstaver.

 

Denne maskine har hverken klokke eller en tast til linjeskift. Det store tandhjul rager op gennem kassens låg og er forsynet med en skala, så man kan iagttage, når en linje er skrevet ud. Herefter benytter man mellemrumstasten en halv snes gange til skalaen igen står på nul, og man kan så direkte skrive videre på næste linje, fordi en tandstang i bunden af kassen sørger for, at skriften på papirvalsen følger en skruelinje.[20]

 

Skrivemaskinen må være Malling-Hansens allerførste, fordi den kun skriver med små bogstaver. Man ved at den indtil 1894 tilhørte enkefru Malling-Hansen, og ydermere er der på valsen under papiret meget regelmæssigt skrevet ordet Blindeinstitut. Denne maskine er utvivlsomt helt original. Kassens låg har i tidens løb slået sig, og det har derfor i mange år ikke været muligt at skrive bogstaverne nøjagtigt på en linje. Set med danske øjne er der tale om et klenodie, det er den fornemste skrivemaskine, der er bevaret på Danmarks tekniske Museum. Den blev i 1894 skænket til Teknologisk Samling på Den Polytekniske Læreanstalt, og denne samling blev senere indlemmet i Danmarks tekniske Museum.

 

Også en anden meget sjælden skrivekugle er i museets eje. For godt en snes år siden blev nærværende bogs forfatter ringet op af en dame, der ønskede at sælge en skrivemaskine. Efter det første besøg lykkedes det imidlertid ikke at få maskinen, fordi den pågældende dame havde tilbud fra andre sider. Det blev til gentagne samtaler og besøg, og endelig en dag oplyste den pågældende, at når maskinen ikke kunne sælges til anden side, var det, fordi man ikke vidste hvordan et ark papir kunne sættes ind i maskinen. Her gjaldt det om at forholde sig tavs, selv om det måske stred lidt mod ens samvittighed. I museets arkiv var nemlig opbevaret en brochure fra verdensudstillingen i Paris i 1878, hvoraf det fremgik, at maskinen blev produceret med henblik på skrift på telegrafstrimler. Maskinen blev købt til museet for 300 kr.[21]

 

Fotnoter:

[19] SA: Malling-Hansens brev fra denne perioden viser at de aller første skrivekuglene skrev utelukkende med små bokstaver. Senere gikk han over til store, ca 1872. August Lyngbye reklamerte på 1880-tallet med at han kunne fremstille skrivekugler med både store og små bokstraver, men ingen slike maskiner er bevart i dag, dessverre.

[20] SA: Sylindermodellene var ikke utstyrt med noen linjeskiftstast, og hadde heller ikke behov for det, fordi man festet papiret på sylinderen på en slik måte at man skrev en sammenhengende lang linje. Papiret lå på skrå, og papirkantene overlappet hverandre, slik at man automatisk begynte å skrive på ”neste linje” uansett om man var midt i et ord. Ordet fortsatte da på neste linje.

[21] SA: Til sammenligning kan det nevnes at skrivekugler i dag oppnår en pris av nærmere en million kroner. Skrivekuglene er svært ettertraktet blant samlere.

 

 

Den store, flate modellen fra 1871 er dessverre den eneste av Teknisk Museums skrivekugler som er utstilt for øyeblikket (i 2006). Foto: Sverre avnskog

Andre maskiner

 

På museet opbevares et meget stort antal maskiner til belysning af skrivemaskinens udviklingshistorie. Man har Remington maskiner, der viser udviklingen fra den første type og fremefter, og man har f.eks. også den første maskine, der er fremstillet i Tyskland.

 

Denne maskine har navnet Harmonia og er bygget i 1882 af Guhl & Harbeck i Hamburg. I Ernst Martins bog omtales det, at den gik under navnet brødmaskinen, og det skyldes følgende. Typerne er anbragt i alfabetisk række på undersiden af en lineal, der er forsynet med et håndtag. Linealen kan i forhold til selve stativet forskydes i sin længderetning, men kan også hæves og sænkes om et omdrejningspunkt. Hvis man ønsker at skrive et bogstav, løfter man linealen (brødkniven) op og forskyder den, indtil en viser står ud for det pågældende bogstav i en bogstavsskala, og så trykker man ned. For at sikre at typen kommer til at stå helt rigtig, og så trykker man ned. For at sikre at typen komme til at stå helt rigtig, er der anbragt en tandstang, og en tand på linealen går ned i et bestemt tandmellemrum, før typen sættes. Når et bogstav er sat, forskydes linealen automatisk et stykke til højre svarende til afstanden mellem to bogstaver. Hovedprincippet med at vippe ”kniven” op og ned minder unægtelig om betjeningen af vore forældres eller bedsteforældres brødmaskine.

 

Det gælder for mange af de første skrivemaskiner, at de virker efter helt forskellige principper, også selv om maskinerne er forsynet med tastatur. På et eksemplar anslår typen undersiden af brevpapiret, på et andet oversiden. Nogle maskiner har typehoveder, hvor typerne er anbragt på cylindre, andre har typerne anbragt på arme, der skiftevis vipper ned fra højre eller venstre side. En af maskinerne har kælenavnet Græshopperen, fordi man ved anslag af en tast får en særlig elegant bevægelse af typearmen.

 

Det skal nævnes, at en af de mest populære maskiner, der blev brugt her i landet i begyndelsen af indeværende århundrede, er den såkaldte Mignon, der blev fremstillet af AEG i Berlin. Den første model kom i 1903, og model nr.4 kom i 1924. Det er bemærkelsesværdigt, at denne maskines princip slet ikke følger vægtstangsprincippet, og at der kun er to taster at trykke på. Med den ene hånd fører man en stålpen hen over en skala med bogstaver og tegn og standser ved det tegn, man vil have skrevet. Stangen styrer et cylinderformet typehoved, og efter indstillingen skal man kun trykke ned på én tast, så skriver man bogstavet. Den anden tast er beregnet til mellemrum. Skrivehastigheden er mindre end den, man opnår, hvis man betjener en almindelig skrivemaskine med kun en finger. Så kan man spørge, hvorfor en sådan maskine kunne sælges i tusinder af eksemplarer. Årsagen har nok været, at man kunne købe maskinen og straks gå i gang – uden først at melde sig til et skrivemaskinekursus.

 

Opfindelsen af skrivemaskinen gav mulighed for at skrive breve i flere eksemplarer ved hjælp af kalkerpapir. Det skal dog som afslutning på denne artikel nævnes, at man også i 1700-tallet var i stand til at skrive et brev i flere eksemplarer. Man kunne f.eks. bruge Leopold von Neippergs opfindelse fra 1762. Princippet består i, at man anbringer tre papirark over hver sin valse. Dernæst fatter man omkring et særligt penneskaft, der er forsynet med tre penne. Man dypper pennene i der dertil indrettede aflange blækhus og skriver så tre breve på én gang.[22]

 

Fotnoter:

[22] SA: I den sammenheng må nevnes at Malling-Hansen var svært tidlig ute med å finne opp en tørrkopieringsmetode som gjorde ham i stand til å fremstille 100 kopier i løpet av noen minutter. Han kalte metoden xerografi, og den ble lansert i 1872. Han la 5 papirark med svertepapir vendt nedover innimellom i den flate skrivekuglemodellen, og når han skrev, ble det avsatt et negativt avtrykk av skriften på undersiden av de blanke arkene. Så skiftet han ut svertepapiret med nye blanke ark, og kjørte det hele gjennom en satinerpresse, som besto av to valser som presset papiret sammen, og dermed hadde han fremstilt 5 kopier av det skrevne. Dette kunne gjentas opp til 20 ganger, og dermed hadde han 100 kopier. Han kunne også kopiere tegninger, noter osv. Dette virker kanskje ikke så imponerende i dag, men på den tiden var det ytterst få som tenkte i de baner, og det krever et geni til å tenke ut metoder, som aldri har vært prøvet tidligere.

 

 

 

 

To sider av den originale artikkelen

Malling Hansens Skrivekugle av Henrik M. Jansen, 1990

Ungdomsbillede af R. Malling Hansen. Original i Det Kgl. Bibliotek (Illustrasjon fra artikkelen)
”Prøver i Xerografi af Pastor Malling Hansen”, hedder det i billedteksten fra Illustreret Tidende, bind 14, 8. december 1872 i forbindelse med en omtale af hans nye opfindelse. ”Xerografien er altsaa nu det simpleste, hurtigste og billigste Middel til at skaffe sig mange eens Exemplarer”. (Illustrasjon fra artikkelen)

Artikel[1] i ÅRBOG for Svendborg & Omegns Museum 1990

 

av Henrik M. Jansen

 

Fra Museets samlinger: SOM nr 2923

 

”Skrivebold[2] på auktion – En af verdens første skrivemaskiner, danskeren og præsten Malling Hansens berømte ”skrivebold” fra 1870erne, udbydes nu til salg af det britiske auktionshus Christies. Skrivemaskine kommer under hammeren ved en auktion den 8. november i London og ventes at indbringe omkring 400.000 kr.”

 

Ovennævnte citat stod at læse på forsiden af alle landets aviser i oktober 1990. Og hvad har den historie så på sig. Det må tilskrives tilfældighedernes spil, at denne auktionsbegivenhed falder i 100-året for Hans Rasmus Johan Malling Hansens[3] død i 1890, opfinder af den omtalte ”skrivebold” eller rettere skrivekugle, som han lavede i slutningen af 1860erne, fik 15-årigt patent på i 1870, efter at den i 1869 havde været udstillet i Altona og vakt betydelig opsigt. Alt tydede på, at Malling Hansens opfindelse ville være en guldgrube for såvel Danmark som for ham selv. Men desværre.

 

Lad os først præsentere opfinderen. Han fik en helt speciel karriere. Malling Hansen blev født i 1835 i Hunseby på Lolland, hvor hans far var lærer. Da denne døde allerede som 29-årig, opvoksede Rasmus hos lærer Rasmus Malling, der satte ham i malerlære i Maribo, efter at drengen var konfirmeret. Men i Hunseby ligger godset Knuthenborg, og grev F.M.Knuth havde bemærket den intelligente Rasmus og bekostede hans uddannelse på Jonstrup seminarium, hvorfra han i 1854 blev dimitteret som lærer. Efter en kort tid som hjælpelærer tilbage på Lolland greb grev Knuth atter ind i Rasmus livsbane. Han skulle være student og blev det i 1858. Året efter finder vi ham som lærer ved Det Kgl.Døvstummeinstitut i København – dog kun for en stund, for så begyndte han det teologiske studium ved universitetet. Den unge lærer må imidlertid have skabt opmærksomhed omkring sig i den korte periode, han var på instituttet. Da man ønsker en dansk lærer til døvstummeinstituttet i Slesvig i 1862, biver det Malling Hansen, og i 1864 er han såmænd avanceret til forstander. På grund af krigen flytter han tilbage til København, hvor han i 1865 bliver såvel teologisk kandidat som præst og forstander for Københavns Døvstummeinstitut.

 

Det er i de følgende år, at Malling Hansen i sine bestræbelser på at opnå de bedst mulige undervisningsresultater med de døvstumme børn på instituttet opdagede, at man kunne ”tale” med fingrene tre gange så hurtigt som man kunne skrive i hånden, og det gav idén til Skrivekuglen, der fik sit navn efter det halvkugleformede tastatur, som indeholder et bevægeligt stempel for hvert bogstav eller tegn. Den første model var såmænd elektrisk, men da batterierne ikke var, hvad de er i dag, opgav han hurtigt dette moderne drivmiddel, og fik i stedet patent på den mekaniske. I 1878 var modellen så udviklet, at den kunne forsynes med et farvebånd. Typestemplerne på den afbillede model er stillet radiært, således at hver især under nedslaget føres frem til kuglens centrum, og gennem farvebåndet aftrykkes typen på papiret. Papiret udspændes over det cylindrisk formede stativ, som føres en bogstavbredde, hver gang en tangent trykkes ned. Når linien er færdig, føres stativet tilbage og indstilles for næste linie.

 

 


[1] JMC: En forkortet men ellers identisk version af denne artikel publicerede Henrik M. Jansen i tidsskriftet ”Skalk” nr 1, 1991

[2] JMC: Ordet ”skrivebold” er naturligvis en misforståelse og en fejloversættelse af det engelske ”writing ball”. En lignende fejlagtig betegnelse forekom i ”Politiken” den 6 marts 1930, hvor skrivekuglen blev kaldt for ”skrivepude”.

[3] JMC: Den korrekte orden er: Hans Rasmus Malling Johan Hansen

 

Tegning af Malling Hansens første skrivekugle i Illustreret Tidende 12.bind 30.oktober 1870. Bemærk de to batterier til venstre i billedet. (Illustrasjon fra artikkelen)
Svendborg museums skrivekugle.
Svendborgs skrivekugle tilhørte opprinnelig Sophos Weber. Foto: DKB

Skrivekuglen indeholder alle den moderne skrivemaskines elementer: klaviatur, typebevægelse, holder til farvebåndet, papirvalse og signalklokke ved liniens afslutning. Trods den store interesse for Malling Hansens opfindelse, der også blev støttet af den danske stat, så lykkedes det ikke at markedsføre produktet tilstrækkelig professionelt. De internationale førstepræmier på Verdensudstillingerne i Wien 1873 og i Paris 1878 gav hæder, men ingen mammon.

 

Når man i dag checker ”skrivemaskine” i leksika, er det ikke Malling Hansen, der nævnes som den første, men derimod amerikaneren Sholes, som i 1873 fremstillede den første for Remington & Sons i Ilion, New York. Selv om Mallings skrivekugle fremstilledes i en årrække i udlandet og også herhjemme, bl.a. hos E. Jüngers Mekaniske Etablissement i København, findes der i dag ganske få eksemplarer bevaret. Heraf nogle på tre danske museer: Danmarks Tekniske i Helsingør, Stenstrup Museum og så det afbillede eksemplar, som i 1912 blev skænket af plantageejer Sophus Weber[1] (død 1941) til Svendborg Amts Museum. Dertil nævnes et eksemplar beregnet til blindeskrift på Statens Blindeinstitut. Men det siges aldrig at have været i brug! Det er næsten symbolsk for denne geniale opfindelse.

 

 


[1] JMC: Sophus Theodorus Holst Weber (1859-1941), rig og foretagsom erhvervsmand i og omkring Svendborg, startede de første store frugtplantager i Danmark.

Museets smukke og velbevarede eksemplar af Malling Hansens skrivekugle – her set fra alle vinkler. Denne model er som nævnt med farvebånd, d.v.s. fremstillet efter 1878. Selve materialet er messing. (Illutsrasjoner fra artikkelen)

At Malling Hansen var et teknisk geni ser man, når man erfarer, at han også stod bag opfindelsen af en kopimaskine, der kunne fremstille op til et par hundrede kopier.

 

Men også indenfor den sociale forsorg i Danmark satte han varige spor: Han fik i 1881 oprettet et døvstummeinstitut i Fredericia for egentlige døvstumme, hvor undervisningen udelukkende skulle ske efter talemetoden. Ligesom han tog vare på oprettelse af institutioner for åndssløve døvstumme, som hidtil havde været henvist til Johan Kellers private døvstummeskole. Den såkaldte Kellerske Anstalt blev ved lov i 1890 overtaget af staten.

 

 

 

”The Sholes and Glidden Typewriter Patented. Manufactured by E. Remington & Sons, Ilion, New York” fra ca. 1875-77. Det var en skrivemaskine som denne, der udkonkurrerede den danske skrivekugle. Det afbildede eksemplar findes i dag på Danmarks Tekniske Museum i Helsingør og er fotograferet af Eric Secher. Tastaturet på maskinen er beskyttet af et smukt dekoreret låg.
Remington Model 2 blev produceret fra 1879 og blev fabrikkens første store succes. Også denne model findes på Danmarks Tekniske Museum i Helsingør og er fotograferet af Eric Secher.
Museets smukke og velbevarede eksemplar af Malling Hansens skrivekugle. Den oprindelige transportkasse er ligeledes bevaret. Denne model er som nævnt med farvebånd, d.v.s. fremstillet efter 1878. Selve materialet er messing. (Illustrasjoner fra artikkelen)

Det bør endvidere nævnes, at ved indførelsen af et nyt bespisningsreglement i 1877 på Døvstummeinstituttet i København startede Malling Hansen daglige vejninger af de enkelte børn og konstaterede, at der uafhængig af deres ernæring og beskæftigelse kunne påvises, at børnenes vækst i højde og tiltagen i vægt er underkastet periodiske svingninger efter årstiden. Højdevæksten er størst fra sommer til jul. At han tillagde disse svingninger kosmisk påvirkning – impulser udgående fra solen – er denne beretning uvedkommende.

 

Rasmus Malling Hansen døde 27.09.1890 og ligger begravet på Garnisons kirkegård[1] i København.

 

Tilbage er blot at berette, at den ovennævnte skrivekugle kom aldrig til London. Kulturministeriet fastslog, at loven om danske kulturværdier også gjaldt for ”skrivebolden”, og man nedlagde i november 1990 exportforbud.

 

Noter:Biografiske oplysninger om Malling Hansen er hentet fra Dansk Biografisk Leksikon, bind 9, København 1981, side 385-87 med tilhørende litteraturhenvisninger.

 

Om artikelforfatteren:Henrik M. Jansen (1942-2000[2]), cand.mag. i historie og nordisk arkæologi. Ansat ved Københavns og Odense Universiteter 1968-1977. Derefter leder af Svendborg & Omegns Museum, for hvilket han fra 1974 havde været faglig konsulent. Fra 1972 omfattende arkæologiske undersøgelser i Svendborg i regi af det tværvidenskabelige Svendborgprojekt. Har skrevet ca. 80 artikler og bøger om arkæologiske og kulturhistoriske emner. Har endvidere holdt talrige foredrag og gæsteforelæsninger i ind- og udland.

 

 


[1] JMC: Graven på Garnisons kirkegård blev senere sløjfet og på hans døtres forslag blev gravstenen flyttet til Det Kgl Døvstummeinstitut, Kastelsvej i København, hvor den nu kan ses.

[2] JMC: Jansen var ildsjælen bag opbygningen af Svendborg Museum til et højt niveau. Han døde pludselig i juni 2000 midt i arbejdet med flere museer, kulturhistoriske centrer og videnskabelige publikationer.

Slik presenteres Henrik M. Jansen i museets tidsskrift.
Forsiden av Svendborg museums årbok 1990.
Første side av artikkelen om skrivekuglen.

Artikel i FAcetten juni 1999.

Skrivekuglen med braille blindeskrift på tastaturet. Foto: Sverre Avnskog
Skrivekugle med moon blindeskrift. To slike finnes i privat eie.
Johannes Moldenhawer, 1829-1908.

[1]Transkribering, kommentarer og fodnoter af Jørgen Malling Christensen og Sverre Avnskog.

 

FAcetten var et blad, som blev udgivet hveranden måned af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i Københavns Kommune og som synes nu at have ophørt. I deres nummer 3, juni 1999, 2.årgang, forekommer en artikel om Forvaltningens eneste museum, nemlig et museum som afspejlede blindes kulturhistorie gennem 200 år. Museet tilhørte egentlig Blindeinstituttet i København men havde dengang hverken officiel status, budget eller bemanding. Det fandtes i en kælderlokale i Hellerup. På dette tidspunkt var samlingen åben for offentligheden hver tirsdag eftermiddag, og drivkraften var Mogens Bang.
I begyndelsen af 2011 overdrog Blindeinstituttet hele sin samling til Medicinsk Museion, Bredgade 62 i København, og den nye ejer sørgede for at restaurere den sjældne skrivekugle med braille-skrift. Skrivekuglen indgik senere – i november-december 2011 – i en fint monteret udstilling  på Post og Telemuseet i København.

I det følgende bringes relevante uddrag af denne artikel og dens illustrationer.

 

Spændende museum med usle kår.

 

- Museet er det eneste i Danmark, der tager udgangspunkt i blindhed, og det har en af de mest komplette samlinger i Europa. Det hænger blandt andet sammen med, at den første forstander, Moldenhawer[2], der gennem 47 år var leder af det daværende Blindeinstitut på Kastelsvej[3] på Østerbro, ikke smed noget væk, men gemte alt, hvad der ikke længere blev brugt, fortæller Mogens Bang.

 

Derfor blev store mængder af for eksempel undervisningsmateriale, apparater til fremstilling af bøger med blindskrift og andet materiale til dokumentation af blindes tilværelse, stuvet sammen i kælderen.  Først i forbindelse med Blindeinstituttets flytning til Hellerup i 1968 blev effekterne reddet og registreret. Samlingen indeholder i dag ting, som vækker stor interesse blandt Mogens Bangs udenlandske kolleger.

 

Blandt de bevarede genstande er en smuk og detaljeret model af det gamle Blindeinstitut, modellen var en hjælp for nye, blinde elever, der skulle lære at finde rundt på instituttet.  Kendere, der har næse for den slags, vil kunne lugte, at modellen er bygget op af gamle cigarkasser[4].

 

Verdens første skrivemaskine.

 

Museet henvender sig til både blinde, svagsynede og seende – og synshandicappede har lov til at røre ved det hele, også fluens behårede ben.

 

Modellerne af fluen, edderkoppespindet og elefanten har i øvrigt det formål at vise en blind, hvordan ting, der enten er for små, for skrøbelige eller for store til at mærke på, egentlig ser ud. Tilsvarende findes der også i samlingen en globus og landkort, hvor grænser, byer m.m. er markeret i relief.

 

En af de mere eftertragtede udstillingsgenstande er verdens første skrivemaskine, som blev opfundet af danskeren Malling Hansen i 1873.[5] Det særlige ved maskinen var, at den kunne skrive lige så hurtigt, som man talte. Malling Hansen var forstander for Døveinstituttet[6] som var nabo til Blindeinstituttet – derfor forærede han et eksemplar af skrivemaskinen til Blindeinstituttet, men satte punktskrift på tasterne[7].

 

illustration: En af museets mest eftertragtede genstande er verdens første skrivemaskine.
Opfinderen Malling Hansen forærede Blindeinstituttet dette eksemplar med punktskrift på tasterne.

 


[1] JMC: Artiklens forfatter er Helle Rasmussen, og fotograf er Claus Peuckert.

[2] JMC: Johannes Moldenhawer, 1829-1908, lærer for blinde og forstander for blindeinstituttet i København fra november 1858.  Gennem studierejser i Europa var Moldenhawer velorienteret om udviklingen inden for blindeundervisningen og kendt med områdets foregangsmænd i udlandet, og han søgte at holde en tilsvarende standard på instituttet i København. I 1862 tog han initiativet til stiftelsen af foreningen til at fremme blindes selvvirksomhed. Moldenhawer udgav en mængde artikler og publikationer om blindesagen. Sammen med Johan Keller udgav han Nordisk Tidsskrift for Blinde-, Døvstumme- og Idiotskolen 1867-84 og var en af fagredaktørerne af Nyt Tidsskrift for Abnormvæsenet fra 1899  til sin død.

[3] JMC: Nærmeste nabo til det Kgl Døvstummeinstitut.

[4] JMC: Man kan levende forestille sig at de som byggede denne model, bad cigarrygere i omegnen om bidrag til byggematerialet, og det er meget rimeligt at tænke sig at nogle af Rasmus Malling-Hansens cigarkasser blev brugt til dette gode formål! Han var jo en ivrig cigar- og piberyger!

[5] JMC: Ja, det er jo en overdrift at kalde skrivekuglen for verdens første skrivemaskine, - men den var dog en af de absolut første skrivemaskiner, som var fungerende og seriefremstillet for kommercielle formål – i skarp konkurrence med Remingtons tidlige modeller, som var omtrent samtidige. Malling-Hansens opfindelse er fra perioden 1865-70, og hans første patent blev givet i januar 1870.

[6] JMC: Det kgl Danske Døvstummeinstitut, hvor RMH var forstander fra 1865 til sin død i 1890.

[7] JMC: Det er slet ikke usandsynligt at Malling-Hansen lod fremstille denne specielle skrivekugle som en gestus af kollegial støtte til nabo, Blindeinstituttet. De havde jo i løbet af mange år et nært samarbejde og deltog blandt andet i samme nordiske konferencer. Netop denne skrivekugle var i slutningen af 2011 udlånt fra Kunstindustrimuseet – fra 2011 benævnt ”Designmuseum Danmark” til Post og Tele Museet og udstillet sammen med udmærket dokumentation. Dette eksemplar af skrivekuglen er i exceptionel fin stand.

SA: Da Malling-Hansen Selskabet fikk låne dette eksemplaret til utstillingen ved vårt stiftelesmøte i 2006, fikk vi vite at den er i så god stand fordi den så godt som aldri har blitt skrevet på. Den har visstnok alltid vært et utstillingsobjekt.

Personlig er jeg forøvrig temmelig sikker på at denne skriveguglen ble laget til verdensutstillingen i Paris i 1878. Fra RMHs brev vet vi at han fremstilte i alt fire nye modeller til denne utstillingen. Den høye, transportable modellen med fargebånd ble vist første gang, og han hadde også en mindre, transportabel modell som skrev på papirstrimler med. For disse modellene ble han honorert med en gullmedalje. Men RMH leverte også skrivekugler til klassen "Undervisningsaparater", og for dem fikk han en sølvmedalje. De eneste modeller jeg kan forestille meg kan passe i klassen "undervisningsapparater" må være de to 1878 modellene med henholdsvis braille og moon blindeskrift på tastaturet. Jeg kan ikke tenke meg noen andre skrivekugler som skulle kunne passe i denne kategorien. Men vi mangler sikre beviser for dette, så foreløbig må det kalles en kvalifisert gjetning.

JMC: I øvrigt var jo Rasmus Malling-Hansens datter, Engelke (1867 eller 1868-1949) arbejdede på Blindinstituttet som lærer og blev gift med Fritz Wiberg, som også var lærer for blinde. Sammen gjorde de en stor og livslang indsats for undervisningen af blinde.

SA: Familien ga bort flere skrivekugler etter RMHs død til museer o.l. Noen ble gitt bort av RMHs andre kone Anna f. Steenstrup og noen av døtrene. Skal tro hva som er forfatterens kilde til opplysningen om at det var RMH selv som forærte skrivekuglen med braille skrift på tastaturet til Blindeinstituttet? Ikke utenkelig var det Engelke som skjenket dem dette særdeles verdifulle klenodiet.

 

Det Kongelige Blindeinstituttet i København.
Engelke og Fritz Wiberg viet sine liv til arbeidet for de blinde.

Skrivekuglen som industrielt ikon.

Slik så den første høye transportable skrivekuglen uten batterier ut. Den ble bygget første gang i 1875.
Og her har den blitt litt høyere, og også blitt utstyrt med fargebånd. Denne skrivekuglen ble til første i 1878. Artikkelen er illustrert med et bilde av en slik skrivekugle med billedteksten: Design Rasmus Malling-Hansen. Producent C.P. Jürgensens Mekaniske Etablissement m.fl.
Knud Valdemar Engelhardt, 1882-1931, var en dansk arkitekt, designer og bogtrykker, der har haft stor betydning for dansk industridesign. hans livsværk er optaget i Kulturkanonen.
Artikkelforfatteren Trine Ahrens Holst. Foto: Claus Fisker.
Senere er kun én anden skrivemaskine blevet produceret i Danmark, modellen Norden, der designedes ca. 1927 af arkitekten og grafikeren Knud V. Engelhardt.

Artikel om ”Dansk Standard” af Trine Ahrens Holst[1].

 

Denne artikel indgår i en publikation udgivet af Det danske Kunstindustrimuseum i 2004 med titlen: ”De industrielle ikoner: Design Danmark, redigeret af Lars Dybdahl. Artiklens interesse for os er knyttet til dens kommentarer om skrivekuglens design og stilmæssige kvaliteter.

 

Transkribering og fodnoter af Jørgen Malling Christensen og Sverre Avnskog.

 

Som produkttype har skrivemaskinen en relativ kort, men omskiftelig historie. Oprindelig udviklet som hjælpemiddel for blinde fik den sit kommercielle gennembrud i slutningen af det 19. århundrede, men allerede efter ca. hundrede år blev den fortrængt af den personlige computer.

 

I sin grundidé, maskinel aflæsning af tegn i lineær rækkefølge på papir, er skrivemaskinen forholdsvis enkel at fremstille, og de tekniske forudsætninger var til stede allerede fra det 15. århundrede[2]. Men først i det 18. århundrede dukkede de første skrivemaskiner frem, primært som hjælpemiddel til blinde.  Som en af de første fik englænderen Henry Mill i 1714 patententeret en skrivemaskine, og frem til midten af det 19. århundrede fremkom en række forskellige skrivemaskiner, uden at nogen vandt større udbredelse. Generelt var der tale om en eksperimenterende fase, og modellerne var vidt forskellige.

 

Med kontorarbejdets ekspansion i slutningen af det 19. århundrede steg efterspørgslen på skrivemaskiner i takt med accepten af dem som arbejdsredskaber.  Den fremherskende type blev den firkantede, amerikanske Remington-model. Maskinerne blev nu masseproducerede og fremstod som oftest sorte og uornamenterede, en industriel stil, der understregede deres tilknytning til arbejdssfæren. Betjeningen af skrivemaskinerne blev primært anset for at være et kvindearbejde, ikke kun p.g.a. tastaturets lighed med et klaver, men også fordi skrivemaskinens udbredelse faldt sammen med den amerikanske borgerkrig, og kvinderne derfor var efterspurgte på arbejdsmarkedet. Fra 1920’erne begyndte skrivemaskinen at vinde indpas i private hjem, og dens design ændredes. Maskinens tekniske dele indkapsledes efterhånden i stålkasser med nye farvetoner, hvilket gav dem en mere elegant fremtoning, der passede bedre ind i det private interiør og bibragte kontorsfæren et skær af progressiv modernitet.

 

Som mange af de tidligere skrivemaskiner havde også Skrivekuglen sin baggrund i udviklingen af hjælpemiddel til handicappede. Dens opfinder, pastor Rasmus Malling-Hansen (1835-1890), var døvstummelærer.  Fra arbejdet med de døvstumme børn opstod idéen om en maskine, der kunne gengive lydtegn hurtigere, end det var muligt ved håndskrift. Til det formål undersøgte Malling-Hansen, hvor hurtigt man kunne helholdsvis tale, skrive bogstaver i hånden og kommunikere ved hjælp af tegnsprog, ligesom han afprøvede, hvor hurtigt fingrene kunne bevæges. Malling-Hansen fandt frem til, at mens hastigheden for håndskrift var 4 tegn i sekundet og for fingersprog 13, skulle man på en porcelænskugle kunne anslå 20 tegn i sekundet.

 

Den første version af Skrivekuglen dateres til 1865[3]. Den gennemgående idé var at lade typestængerne perforere en kuglekalot, nærmest som piggene på et pindsvin, og mødes i et fælles anslagspunkt. Foroven har stængerne taster, hvori bogstaver, tal og tegn er indgraveret, og nederst er den tilsvarende type anbragt. Skrivekuglen gennemgik en omfattende produktudvikling, især med henblik på at optimere anbringelsen og fremføringen af papiret. På den tidligste model var alt andet end kuglekalotten og tasterne indkapslet i en trækasse, og papirføringen foregik ved hjælp af elektricitet.  I 1867[4] indgik Malling-Hansen i et samarbejde med professor C.P. Jürgensens Mekaniske Etablissement, hvis første resultat var en massiv ramme i stål og messing, hvorover kuglekalotten var anbragt. Denne 75 kg tunge maskine var den første, der blev serieproduceret, men udviklingsarbejdet fortsatte, og omkring 1872 fremkom en forenklet model, der må anses for den egentlige Skrivekugle. Her var kuglekalotten anbragt på høje messingsøjler over en halvcylindrisk papirramme, der kunne dreje om cylinderaksen og forskydes i længderetningen. Da den elektriske papirfremføring havde vist sig vanskelig at vedligeholde, var den her erstattet af et mekanisk system. Mens de tidligere versioner primært havde teknisk karakter, er der med søjlemodellen nået et formmæssigt højdepunkt. Kuglens konstruktion er forenklet og dens vægt reduceret til ca. 5 kg. Skønt den fremstår uornamenteret, leder de høje, slanke messingsøjler tanken hen på tidens industrielle ikon, dampmaskinen, samt på periodens historicisme, hvis brug af løsrevne stilelementer genfindes i søjleopdelingens antikiserende anstrøg.

 

Skrivekuglen blev vist på adskillige af det 19. århundredes store udstillinger og vakte fra begyndelsen stor opmærksomhed. På den nordiske udstilling i 1872 i København samt på verdensudstillingerne i henholdsvis Wien 1873 og Paris 1878 vandt den udmærkelser og blev afsat til et internationalt publikum. Trods statsstøtte kunne Skrivekuglen ikke konkurrere med de masseproducerede maskiner af primært amerikansk fabrikat, der fra slutningen af århundredet begyndte at oversvømme markedet. Produktionen blev indstillet, men Skrivekuglen forblev i brug ind i det 20. århundrede. Senere er kun én anden skrivemaskine blevet produceret i Danmark, modellen Norden, der designedes ca. 1927 af arkitekten og grafikeren Knud V. Engelhardt[5]. Modellerne, der i de første årtier efter 2. verdenskrig blev formgivet på Sigvard Bernadotte og Acton Bjørns tegnestue for industriel design, var af det svenske mærke Facit.

 

Trine Ahrens Holst

 

Litteratur:
Michael H. Adler: The Writing Machine, London 1973
Helge Holst: Opfindernes Liv, 1914
André Lütken & Helge Holst: Opfindelsernes Bog, Bog 3, Fra Runesten til Hurtigpresse, 1873
E.N. Ritzau og Rasmus Malling-Hansen: R.Malling-Hansen’s Writing Ball or Type-Writer, materiale fra verdensudstillingen i Paris 1878.

 


[1] JMC: Ved tidspunktet for publiceringen af denne artikel var Trine Ahrens Holst inspektør ved Museet Trapholdt i Kolding, et museum for kunst, design og kunsthåndværk, indviet i 1988.
Artiklen hedder ”Dansk standard” og indgår i en publikation med titlen ”De industrielle Ikoner: Design Danmark”, udgivet af Det danske Kunstindustrimuseum 2004, redigeret af Lars Dybdahl, ISBN 87-90786-95-5.

[2] JMC: Dette er en tese som blev fremført af Michael H. Adler.

SA: Av RMHs datter, Johanne Agerskov, oppgis året 1865 som det årstall da det kan dokumenteres med sikkerhet at RMH arbeidet med sin oppfinnelse. Dokumentasjonen er hans svogers dagbokopptegnelser, der han forteller at han assisterte som tidtager, mens RMH eksperiemnterte med ulike bokstavplasseringer på tastaturet.

[3] JMC: Ikke helt korrekt; så vidt vi ved begyndte eksperimenterne med placeringen af bogstaverne på porcelænskuglen i 1865, men det er sandsynligt at den første egentlige prototype af hele den første skrivekugle var klar først et par år senere, og det første patent er fra begyndelsen af 1870. Årstallet 1865 har forfatteren fra Michael H. Adlers bog, angivet i kilderne.

SA: Flere kilder oppgir at den første modellen som ble laget veide 75 kg. Det tyder på at det må dreie seg om den store bordmodellen som drives ved hjelp av pedalkraft, og som kan ses på de første patenttegningene fra 1870. Men noen produksjon var det ikke tale om på dette tidspunktet. Det dreide seg etter all sannsynlighet om en enslig prototype, som RMH siden forlot.

Datteren, Johanne Agerskov, anslår at den første modellen sto ferdig enten vinteren 1867/68 eller 1868/69. Se hennes bok "Hvem er Skrivekjuglens Opfinder". Det er forøvrig ikke riktig at den første transportable, høye modellen uten batterier ble laget første gang i 1872. Det skjedde først i 1875. 

[4] JMC: Også oplysningen om dette årstal har forfatteren fra Adlers bog; i og for sig er det både muligt og sandsynligt at RMHs samarbejde med Jüngers mekaniske etablissement daterer sig fra 1867. I den periode var Ernst Jünger ejer af etablissementet, og C.P.Jürgensen var en ung og meget dygtig mekaniker, ansat af Jüngers. Senere overtog Jürgensen ledelsen.

[5] JMC: Knud Valdemar Engelhardt, 1882-1931, var en dansk arkitekt, designer og bogtrykker, der har haft stor betydning for dansk industridesign. hans livsværk er optaget i Kulturkanonen. Engelhardt var Danmarks første i moderne forstand funktionalistiske arkitekt. Hans tidlige død stoppede hans umiddelbare indflydelse på eftertiden, men mange senere designere er blevet inspirerede af hans formgivning, som den er tilgængelig i en bred vifte af produkter fra vejskilte, plakatsøjler, sporvogne, bygninger, tryksager, kalligrafitryk, signeter til spisebestik og urskiver. Kilde: Den danske Wikipedia.

Orginalartikkelen.

”35 mer eller mindre märkliga föremål i Tekniska museets samlingar”, 2005

Tekniska Museets skrivkula, sett uppifrån

Transkription och fotnoter av Jörgen Malling Christensen.

 

I 2005 arrangerade Tekniska Museet i Stockholm en specialutställning med udda, ovanliga och remarkabla föremål ur museets samlingar, och till det ändamålet publicerade museet även en liten bok med illustrationer av föremålen och korta berättelser om deras bakgrund (ISBN 91-7616-037-8), med nedanstående titel. Transkriptionen är från sidorna 10 och 11. Det finns inget författarnamn till artiklen om skrivkulan, men redaktör för publikationen var Peter Du Rietz och övriga författare är angivna som Gert Ekström, Inger Björklund och Matts Ramberg.

Museet ägde – och äger – ett exemplar av skrivkulan, och den inkluderades i urvalet.


 Även om museets bakgrundsinformation om skrivkulan tyvärr inte är faktuell i alla stycken, är det dock motiverat att återge texten och illustrationen, om inte annat så för att dokumentera att Tekniska Museet uppmärksammade skrivkulan och gav den  prioritet i deras urval – i konkurrens med tiotusentals andra föremål i museets samlingar.

 

Hela sidan 10 upptas av et fotografi av Tekniska Museets skrivkula[1], sett uppifrån

 

Skrivkula för blinda[2]

 

I en datoriserad tidsålder kan det vara svårt att påminnna sig att det fanns en tid då vi skrev med skrivmaskiner och att även dessa skrivmaskiner hade ett ursprung, en tid då de fann sin form och blev en kommerciell produkt. Det tidigaste omnämnandet av en maskin med vilken man kunde skriva är från ett patent som engelsmannen Henry Mill fick år 1714. Föremålet på bilden är den första skrivmaskinsmodell som fungerade bra och dessutom tillverkades i ett större antal. Den är från 1870 och konstruerades av läraren vid Kongl. Dövstommeinstitut i Köpenhamn, Rasmus Malling-Hansen (1835 – 1890). Han kallade sin uppfinning för ”skrivkula” och den var ursprungligen konstruerad som ett handikapphjälpmedel för att hjälpa blinda att skriva. Maskinen tillverkades i två utföranden[3], men tangenter för antingen blindskrift eller versaler och siffror. Tangenterna trycktes ned mot färgbandet och pappret, som satt i den välvda pappersramen och sam hade dåtidens standardformat oktav[4], vilket var något mindre än dagens A4-format.

 

Skrivkulan tillverkades för hand i en ganska begränsad serie. På internationella utställningar i Wien 1873 och i Paris 1878 belönades Malling-Hansen med guldmedaljer för sin maskin. Han fick även beställningar på 40 maskiner efter en utställning. Priset för en skrivkula var 400 danska kronor, i nuvarande penningvärde cirka 48 000 svenska kronor.

 

Under 1870-talet började det amerikanska företaget Remington med industriell serietillverkning av en skrivmaskin, som för övrigt presenterade den tangentuppsättning vi än idag ser på våra datorer. Dessa maskiner var billigare än Malling-Hansens, som inte kunde svara mot konkurrensen. Idag är hans maskiner rariteter på museer och teknikhistoriska auktioner.[5]

 

 

 


[1] JMC: Tekniska Museets exemplar har serienummer 81. Den har endast versaler. Måtten är: 220 mm lång, 190 mm bred och 220 mm på höjden. Vikt: 3,9 kilo. Det är en av de senaste modellerna, antagligen från 1878 eller 1879. Tekniska Museet köpte skrivkulan i 1931 från skrivmaskinsfirman Kempf, som på den tiden fanns på Kronprinsessegade 46, Köpenhamn K. till priset av 100 kronor (källa: brev från museets arkiv daterat 14 augusti 1931).

SA: I dag selges skrivekugler til samlere for ca 1 million kroner. (I 2012)

[2] JMC: En vanlig missuppfattning som opstod i tidigt 1900-tal och hann sprida sig till många uppslagsverk och artiklar. Malling-Hansen  tillverkade några enstaka specialexemplar av skrivkulan till bruk för blinda, men syftet var generellt sett att producera en snabbskrivmaskin för normalt seende och fungerande människor.

SA: Det bør også nevnes at Malling-hansen i sine førsta patentsøknader oppga at skrivekuglen som en blant flere virksomhetsområder kunne være anvendelig for blinde. Muligens stammer misforsåelsen herfra. Men Malling-Hansen var selv meget tydelig på at skrivekuglen var ment som en hurtigskrivemaskin med mange anvendelsesmuligheter.

[3] JMC: I själva verket finns det 9 olika modeller av skrivkulan, plus specialmodellerne för blinda (Moon-alfabetet), kryptografiska specialmodeller och takygrafen.

SA: Det ble også laget en skrivekugle med Braille-alfabetet på tastaturet. Disse skrivekuglene med blindeskrift ble laget i forbindelse med verdensutstillingen i Paris i 1878, og ble belønnet med en sølvmedalje i klassen undervisningsapparatur.

[4] JMC: Oktavformatet är en storleksbeteckning använd på böcker tryckta före eller under 1800-talets första hälft. Storleken motsvarar ungefär en moden svensk pocketbok.

SA: Da mekanikeren August Lyngbye overtok produksjonen av skrivekugler på 1880-tallet, hadde han utviklet en modell med papirvalse som kunne skrive på A4-format.

[5] SA: Det har lenge versert den misforståelsen at skrivekuglen ble utkonkurrert på grunn av pris, men nyere undersøkelser har vist at skrivekuglen faktisk var billigere enn den amerikanske konkurrenten. August Lyngbye produserte skrivekugler på 1880-tallet for kun 150 kr pr maskin. Ville man ha en skrivekugle med både store og små bokstaver, måtte man ut med 230 kr. Mer sannsynlige årsaker var Remington-fabrikkens mange utsalgssteder både i USA og Europa, bedre markedesføring, Malling-Hansens tidige død samt det faktum at Malling-Hansen så godt som oppga sitt skrvekugle-prosjekt i 1880-årene, da all hans energi gikk med til hans naturvitenskapelige arbeid, samt til fortstanderstillingen ved døvstummeinstituttet.

A Malling-Hansen Writing Ball Rediscovered by Flavio Mantello

Flavio Mantelli with his Writing Ball

[1]The Exceptional Journey of a Unique Typewriter

 

By Flavio Mantelli

 

It’s the dream of every collector on earth to find an original 1867 Malling-Hansen Writing Ball, the first successfully produced typewriter, but for most of us it remains a dream: the very few lucky collectors who have been able to discover a specimen were those who some thirty (or more) years ago, when nobody was interested in typewriters as collectable objects, went to Denmark to investigate with great efforts and begin tremendous treasure hunts that, sometimes, lasted years! But today the Writing Ball is a world famous machine – it is advertised on the Internet as the world’s first and most expensive typewriter – and therefore it was very unlikely that even only one was hidden somewhere waiting for a passionate collector to rescue it. Once again, to confirm that good typewriters are still around, a few months ago Writing Ball serial number 137, a previously unknown specimen, saw the light again...and it wasn’t on an Internet auction!

 

I was contacted by the owner and I just couldn’t believe it, I was shocked: over the years i have had the great luck of discovering some very rare and important machines, even a few one of a kind models and prototypes, but nothing was even close to the experience of receiving pictures of a beautiful Malling Hansen Writing Ball in its original dovetailed wood case and reading the words, “Would you be interested in this machine?” The surprise was not only the machine itself, but the place where the letter came from: the United States of America! I was staring at the first Malling Hansen ever to be found outside of Europe.

 

The first question was: Is it one of the very few specimens that originally left Denmark ordered from America, or is it one that for some other reason arrived there later, brought by the original owner or acquired by someone interested in antiques? The answer soon came, and to the great relief of those who still hope to find one of the very few specimens ordered in America in the 1870s, this machine was an emigrant: it was originally purchased by a family of northern Europe and it remained there for more than half a century. However, sometime between WWI and WWII (early 1930s) the sons of the first owner decided to flee to the USA, seeking their fortune and leaving behind the misery of post-WWI  Europe. In those hard times, emigrants had barely enough money to eat and no valuable objects at all, but it was usual to bring on the journey with them the very few treasures they had, usually little trinkets or silver frames with family pictures – in the case of this family, a Writing Ball!

 

Another seventy years had to go by before the machine saw the light again: the sons of the emigrant had already sold the entire estate of their parents (who apparently were actually able to make a fortune in the US) many years ago, but not the Writing Ball. They kept it as a family treasure, recalling their origins and telling their sons the story of their grandparents, until now, when they decided it was time for someone else to treasure it and for the machine itself to close the circle and fly back to Europe after a long 75 years.

 

The previous owners obviously knew they had something valuable in their hands, but fortunately they had not even a close idea of the world record prices fetched at auction for Writing Balls a couple of years ago, and most of the economic value they put to the machine was given by the sentimental value of the object rather than its rarity or historical significance: it still was, of course, an expensive typewriter, but after a brief negotiation I agreed to pay a price that is, to say the least, very reasonable for such an important item.

 

The whole deal took approximately two months but finally, after a never-ending four days of waiting for FedEx International Express Service to knock at my door, Malling Hansen serial number 137 arrived in Rome – perfectly packed in its  original dovetailed wood case, where it was standing proudly in pristine condition and even retaining the original ribbon, after approximately 75 years since the day it left Europe as if the time had gone by without touching it, respecting it as a silent observer that travelled over three centuries around the world with a great story to tell.

 

It has finally been told, the circle is closed.

 


[1] JMC: This article was written by our esteemed member Flavio Mantelli and published in the magazine ETCetera no. 75, September 2006/3.


The original article

The porcelain writing ball

The black porcelain writing ball that was sold in Denmark in 2006. Copyright: Flavio Mantelli
Mr Mantelli also has this beautiful writing ball in his collection. An 1878 model with colour ribbon. Copyright: Flavio Mantelli

By Flavio Mantelli and Sverre Avnskog

Article published in ETCetera No. 78/June 2007/3

 

A debate on who should be considered the real inventor of the typewriter is something that was born with typewriter collecting (if not earlier) and keeps on running today. Different inventors from different countries made different contributionsin the very early days of typewriter history, making it therefore very hard to address only one of them as “the” inventor of the typewriter. However, what is generally accepted as a fact is that the first mass-produced typewriter is the Malling Hansen writing ball. What most people don’t know is that at one point in history, Rasmus Malling Hansen was doubted to be the actual inventor of the machine bearing his name. In fact, in the 1920s a Danish professor set forth false allegations that Malling Hansen was not the real inventor of the writing ball, but had stolen his idea from an older Danish inventor. This is when one of Hansen’s daughters, Johanne Agerskov, stepped in and decided to make some very thorough investigations on the matter and gain actual information on her father’s invention. Luckily, she later published her findings in a 1924 book entitled Hvem var Skrivekuglens Opfinder? (Who was the inventor of the writing ball?). In her book she tells that her father was already working with his idea for the writing ball in 1865, and that he had made a porcelain ball which he used for the purpose of working out the best placement of the letters. He tested different arrangements and tried to write a text as fast as he could, while his brother-in-law, Johan A. Heiberg, took the time. It became therefore very clear that Malling Hansen was indeed the original inventor of the writing ball, and that the idea was completely his own! Mr. Heiberg later confirmed this story to Mrs. Agerskov, by consulting his diary. He lived in the Malling-Hansen home for a period in 1865.

 

Until last year there was only one porcelain ball known, a white model treasured in the Royal Scandinavia Museum. Luckily, in 2006 another one, this time painted black, showed up at auction in Denmark and is now a splendid highlight in the Mantelli collection of Italy.

 

Both these porcelain writing balls have 36 “keys” (indentations) with lowercase letters and punctuation only; this is quite interesting, because Hansen used lowercase letters only in the very beginning forhis first prototypes, while already with his very first production model of 1870 (which looked like a wood case with typing ball on top) he was using the capital letters instead. Nevertheless, it is hard to tell if these two porcelain balls known are those 1865 developmental models described in Mrs. Agerskov’s books, because it is speculated that Hansen also made practice models to give to the institutions he regarded as potential customers. Moreover, although Hansen’sfirst working model of 1870 had capital letters on the keytops, all the letters written with Hansen’s writing balls dated from 1870 to 1871 that we have today are written with lowercase letters. Last but not least, the patent drawings of 1872 depict an arrangement of keytops on the writing ball that is identical to that of the porcelain balls. Obviously, the keyboard of the writing ball underwent a constant development during the years: the first model had only 24 keys—with only the lower-case letters, and without keys for punctuation. The shape of the writing ball remained the same, but increased in size, to make space for 36 and later 54 keys on the last models. Given all this information, the Royal Scandinavia Museum therefore claims their porcelain ball should be from 1871; however, it is hard to date these inventor’s models precisely. The specimen they treasure seems actually to be an exhibition piece, while the black model recently rediscovered seems to have been heavily used. The manager of the Royal Scandinavia was very helpful in finding other information on the porcelain balls as well: it seems like these porcelain balls were produced at the factory called “Aluminia Fajance.” “Fajance” is a special form of porcelain; “Aluminia Fajance” had great success with its products, and bought the old royal porcelain factory, “Royal Copenhagen,” in 1884. There are still investigations to be made on the matter of the keyboard of the writing ball, and for those readers who wish to have other insights into Hansen’s developmentof his writing machines, we suggest visiting the web site of the Rasmus Malling Hansen Society at www.malling-hansen.

 

 

This is the letter that Malling-Hansen's brother-in-law, Johan Alfred Heiberg, sent to RMH's daughter, Johanne Agerskov, to tell about the events in 1865. Copyright: Private
Johan Alfred Heiberg also sent a second letter to Mrs Agerskov where he confirmed that the information in the first letter was not based upon his memories, but that he has consulted his old diary notes, written in 1865. Copyright: Private

French Mondadori magazine: "Science & Vie"

Article in "Døves Jul", 2012.

Skrivekuglen med braille alfabetet på tastaturet. Foto: Sverre Avnskog

Research og kommentarer af Jorgen Malling Christensen.

 

Malling-Hansens skrivekugler for blinde

 

Så vidt vi ved, lod Malling-Hansen kun fremstille to skrivekugler med blindeskrift, hvoraf den ene har punktskrift – Braille -, og den lavede han med henblik på verdensudstillingen i Paris i 1878. Ved samme lejlighed udstillede han sandsynligvis også en version med Moon-skrift. Sikkert er i hvert fald at Malling-Hansen ved den udstilling modtog en ærefuld sølvmedalje for skrivekuglen som undervisningsredskab for blinde. Skrivekuglen med Braille og også den med Moon-skrift er begge i god fungerende stand den dag i dag! Moon-modellen ejes af en af foreningens medlemmer. Braille-modellen befinder sig siden 2009 i varetægt af ”Medicinsk Museion” i København. Eksemplaret fandtes i mange år på Blindehistorisk Museum, som var en del af Blindeinstituttet i København – naboen og kollegaen til Det Kongelige Døvstummeinstitut på Kastelsvej. Blindeinstituttet startede sin virksomhed i 1859 med J. Moldenhawer som forstander, og instituttet blev drevet her frem til 1968, da virksomheden flyttede til Hellerup.

 

I efteråret 2011 blev Braille-skrivekuglen vist som en af de helt store attraktioner på Post- og Telemuseets udstilling i København – se billeder under fanebladet ”All the models”, hvor der også er henvisninger til flere websites og til en video som viser skrivekuglen i funktion!

 

SA: Det skal finnes to skrivekugler med moon alfabetet på tastaturet. Se bildene lengre ned.

 


Blindeinstituttet i København.
Blindeinstituttets første forstander, Johannes Moldenhawer, 1829-1902.
Den omtalte skrivekuglen med braille på tastaturet. Begge fotos: Dieter Eberwein
Det skal finnes to skrivekugler med moon alfabetet. Denne er fotografert av Peter Plunkty, som var den tidligere eieren.
Denne skrivekuglen med moon ble fotografert på Generalforsamlingen i 2012 av Jørgen Malling Christensen.
Ytterligere et bilde av skrivekuglen som ble fremvist i 2012. Foto: Jørgen Malling Christensen.

Artikel i Helsingør Dagblad 3 juli 2015

Udskrift og kommentarer af Jørgen Malling Christensen og Sverre Avnskog.

 

Der er stadig opmærksomhed omkring Rasmus Malling-Hansen og hans skrivekugler! Ikke nok med at Post Danmark udgav et frimærke med motiv af skrivekuglen i marts 2015; også Teknisk Museum sætter fokus på Malling-Hansen ved at sætte en særudstilling op – navnet er ”SKRIV”, og den åbner den 7 oktober 2015. I udstillingen indgår museets fine eksemplarer af skrivekugler.

 

Dette blev markeret af Helsingør Dagblad i en usigneret artikel publiceret den 3 juli 2015, som her gengives i sin helhed med sine to illustrationer. Artiklen er godt formuleret og har blandt andet den fortjeneste, at den fremholder Malling-Hansens store indsats med at udforme et effektivt tastatur – med en bogstavsfordeling som alverdens brugere af skrivemaskiner og computere ville have haft stor nytte og glæde af!

 

 

Skrivekuglen, verdens første skrivemaskine

 

Rasmus Malling-Hansen der opfandt skrivekuglen, var egentlig præst og døvstummelærer, og han var i perioden 1865-1890 forstander ved Det Kongelige Døvstummeinstitut i København. Gennem arbejdet med døvstumme opdagede Malling-Hansen, at det var meget hurtigere at kommunikere med tegnsprog end ved at skrive med pen og blæk. Den erkendelse førte til de første forsøg i 1865 og til opfindelsen af skrivekuglen i 1867, som blev verdens første seriefremstillede skrivemaskine, altså en maskine der virkelig fungerede. Der havde været andre forsøg før det[1].

 

Malling-Hansen opfandt sit helt eget tastatur, hvor typerne er placeret på en halvkugle, så man opnår den hurtigste skrivehastighed. De hyppigst brugte bogstaver er placeret sådan, at de betjenes af de hurtigste fingre, med vokalerne til venstre og konsonanterne til højre.

 

Hele syv af verdens første skrivemaskine, alle forskellige eksemplarer af Malling-Hansens skrivekugle, findes i Danmarks Tekniske Museums fine samling af tidlige skrivemaskiner.  Med skrivekugle nr 46 var vægten nået ned på kun 5 kilo. Det er derfor ikke helt forkert at kalde den verdens første rejseskrivemaskine, da den kunne leveres i en fin mahognikasse med messinghåndtag[2].

 

Skrivekuglerne tiltrækker sig straks opmærksomhed, for med typestængerne i stål og messing, der stritter som piggene på et pindsvin, ligner de forunderlige apparater fra en Jules Verne-roman.

 

Og Malling-Hansens skrivekugle vakte da også berettiget stor opmærksomhed i udlandet. Den blev udstillet på Den Nordiske Udstilling i 1872, året efter blev den tildelt højeste udmærkelse i Wien, og ved Pariserudstillingen i 1878 fik de to udstillede modeller guldmedalje[3]. Skrivekuglen blev hurtigt solgt til både England, Sverige, Amerika og Peru[4]. Ja, selv den tyske filosof Friedrich Nietzsche havde en Malling-Hansen skrivekugle.

 

Typernes placering

 

Moderne computertastaturer kaldes QWERTY-tastaturer ud fra placeringen af de seks første bogstaver fra venstre i den øverste række på tastaturet. Dette tastatur er oprindelig udviklet til mekaniske skrivemaskiner, hvor tasterne er placeret, så armene ikke viklede sig ind i hinanden. På Danmarks Tekniske Museum finder man et meget tidligt QWERTY-tastatur på Sholes & Glidden skrivemaskinen fra 1875, der er forløberen for Remington skrivemaskinen. Selv om det ville være teknisk meget let, og give nogle fordele på computertastaturer, skriver vi i dag, også forfattaren af denne artikel, på det 140 år gamle QWERTY-tastatur. Det er simpelthen blevet for indarbejdet til at blive ændret.

 

Skrivekuglen fra Teknisk Museum er udkommet på frimærke i år, som en markant dansk opfindelse. De sjældne over 140 år gamle skrivemaskiner kommer til at indgå i museets næste særudstilling SKRIV, der åbner den 7. oktober 2015.

 

 

 

 

 

 


[1] JMC: Forfatterens pointe er at andre opfindere før RMH havde fremstillet andre typer af tidligere maskiner; men sætningen kan misforstås som, at RMH skulle have haft andre og tidligere skrivekugleprojekter før den omtalte i 1867.

SA:Det er ikke aldeles uriktig å kalle skrivekuglen verdens første funksjonelle skrivemaskin, men æren bør nok deles med den amerikanske oppfinnelsen av Sholes,Glidden og Soule. Deres første maskin, sto også fredig i ca 1867, og de patenterte den ett år senere. De utviklet også sin typewriter videre, og solgte enkelte a de tidlige modellene. først i 1873 ble maskinen produsert i et større antal, ettr at investoren James Densmore hadde kjøpt patentet og inngikk en avtal med Remington-fabrikken.

[2] JMC: Helt korrekt karakteristik!

[3] JMC: Ved denne verdensudstilling fik RMH guldmedalje for den høje, elegante model med farvebånd og uden batteri, medens han fik sølvmedalje for en skrivekugle med braille- eller moon-alfabet til brug for blinde. Yderligere to andre modeller af skrivekuglen var udstillet i Paris. Af de fire modeller skrev de tre på almindeligt papir, medens den fjerde skrev på en smal telegrafstrimmel (se artikel i Berlingske Tidende 17 oktober 1878).

SA: Skrivekuglen ble utstilt ved følgende utstillinger: Kensington i 1871, København i 1872, Wien i 1873, Philadelphia i 1876, Paris i 1878, København i 1888. Den vant førstepremie både i København, Wien, Philadelphia og Paris og København igjen. I Kensington ble det ikke utdelt premier.


Den originale artikkelen.
Det er ikke Malling-Hansen som sitter og skriver på denne skrivekuglen fra 1875, men en ukjent person.