Artikler om skrivekuglen og andre deler av Rasmus Malling-Hansens virksomhet fra hans egen livstid.



Artikkel i Illustreret Tidende 16. januar 1876.

Artikkelforfatteren, den meget anerkjente industrihistorikeren, Camillus Nyrop, 1843-1918. Det er kjent at Malling-Hansen brevvekslet med Nyrop, men da Det Kongelige bibliotek mottok hans brevsamlig etter hans død, manglet alle brevene fra personer med etternavn på enkelte av bokstavene i alfabetet, bl. a. både M og H. Foto: Det Kongelige Bibliotek

 

                                                       Malling-Hansens Skrivekugle.

 

     Det er nu over 5 Aar siden, at  S k r i v e k u g l e n  fremkom. Det var i Marts 1870, at Pastor R.  M a l l i n g – H a n s e n  fik 15 Aars Eneret paa sit Hurtigskriveapparat i dets første skikkelse, og Publikum hørte atter og atter om det; det blev omtalt, afbildet og beskrevet i danske, tydske og engelske Blade; og det var at see paa Udstillingen her i 1872 og i Wien 1873, og begge Steder blev det prisbelønnet, men saa hørte det pludseligt op med Meddelelser om det. Mange have vel ikke tænkt derover, men En og Anden har dog maaske antaget, at Sagen som upraktisk var lagt til Side, og at Opfinderen var blæven træt af altid at arbeide, forandre og forbedre, under mangehaande Ærgrelser og Bryderier uden reelt Udbytte. En saadan Tanke var naturlig, men den svarer ikke til Virkeligheden. Langtfra at være bleven træt, har Pastor Malling-Hansen, siden Skrivekuglen sidst var Gjenstand for offentlig Omtale, arbeidet paa sin Opfindelses Fremgang med Udholdenhed og Iver. Han har ikke skyet nogen Anstrengelse for at kunne blive i Stand til at fortsætte Arbeidet, og nu staaer Skrivekuglen færdig i en, som det sikkert tør siges, praktisk Form, mindre i Omfang og billigere i Pris end nogensinde.

 

     Hvilken Form vi end tage af Skrivekuglen i dens tidligere Skikkelse – og Opfinderens Arbeidsværelse er et righoldig Museum i saa Henseende – blev den Bevægelse, der lod Papiret glide frem under de anslaaede Typestempler, reguleret ved Electromagnetisme. I den tidligste Skrivekugle, der har været afbildet her i Bladet (Bind XII, Nr. 579), var Papiret rullet om en Cylinder, der bevægedes fram i en Skruelinie af et Uhrværk, men dette Uhrværk fik kun lov til at virke hver Gang et Stempel blev anslaaet. Et Stempels Anslag sluttede den elektriske Strøm, en Elektromagnet blev tiltrukken og et Hemværk, der ellers greb ind i et til Uhrværket hørende Tandhjul, lod dette bevæge sig een Tand frem. Cylinderen med det derom rullede Papir bevægedes et Bogstavs Brede rundt, og med Skrivepapiret fulgte Sværtepapiret, der var lagt over det; det er det, som den anslaaede Type i alle Skrivekuglens Former træffer, og det er dets Farve, som Typestemplet aftrykker paa Skrivepapiret.

 

     Den ovenfor omtalte Construction undergik snart Modificationer, og paa den nordiske Udstilling i 1872 var Skrivekuglen en helt anden. Papiret var ikke længere rullet om en Cylinder, men laa fladt paa en saa kaldet Vogn, og endnu i Udstillingssommeren fik Pastor Malling-hansen, i Forbindelse med Eieren af Professor Jüngers mechaniske Etablissement, Mechanicus og nu værende Professor C. P. Jürgensen, 13 Aars Eneret paa en saa kaldet  T a k y g r a f  (d. e. ”Hurtigskriver”), Skrivekuglen i en helt ny Skikkelse, der skulde gjøre det muligt for en øvet Haand at anslaae og altsaa skrive 20 Bogstaver i Secundet, 1200 i Minutet, 72,000 i Timen, en Hurtighed, der er 5 Gange saa stor som den, hvormed der gjennemsnitsviis skrives med en Pen, og som fuldstændig kan holde Skridt med endog temmelig hurtig Tale.

 

 

Takygrafen ble første gang patentert sommeren 1872. Ovenstående tegning er fra det amerikanske patentet fra 1875
Patenttegning fra det amerikanske patentet fra 1874 - på skrivekuglen med den flate vognen, første gang laget i 1871
Malling-Hansen fikk alltid laget brev-vignetter av sine skrivekuglemodeller. Slik så illustrasjonen av 1875-modellen ut
Louis Braille, 1809-1852

     Den Malling-Hansenske Skrivekugle havde vakt Opsigt. Rundt omkring var man opmærksom paa den, og to af de udtagne Patenter bleve kjøbte, det engelske og det østerrigske. Der indløb Bestillinger, endog fra Russland og Italien, men de kunde desværre ikke effectueres, da Opfinderen ikke var forberedt paa paa at tilvirke Maskinen fabriksmæssig, og overalt, hvor den kom hen, viste det sig som en ikke ringe Vanskelighed, at Elektromagnetismen var fornøden. Man forsømte eller forkludrede det elektriske Batteri og klagede saa over Skrivekuglens Ubrugelighed. Det gjaldt om at blive et saa besværlig Tilbehør kvit, og det er nu lykkedes Opfinderens Kjærlighed til den af ham engang undfagne Idee at løse Opgaven. Hans udholdende opfinderske Snille har bragt det til, at Elektromanetismen er et overvundet Standpunkt, og Opgaven er løst derved, at den anslaaende Bevægelse, der fører et Stempel ned, samtidig sætter hele Kuglestykket, hvori Stemplerne ere samlede, i en vippende Bevægelse; en lille Stift bringes herved til at gribe ind i et Tandhjul; det føres een Tand frem; Bevægelsen gaaer videre, og Papiret flyttes een Bogstavbredde. Det er en saa simpel og smuk Construction, at man forbauses over, at den ikke er bleven fremstillet for mange Tider siden. Det er Historien om Columbus’Æg. Endnu skal her kun bemærkes, at Papiret er anbragt i en buet Messingramme, der vugger frem og tilbage over en lille Ambolt, som Stemplerne, naar de anslaas, bevæge sig ned imod.

 

     Som ovenfor anført har Malling-Hansens Skrivekugle vakt en ikke ringe Opmærksomhed, men man maa ikke derfor troe, at han er den Eneste i Verden, der har brugt Tid og Tanke til at fremstille saadanne Skriveapparater.. De første Forsøg kunne følges næsten 40Aar tilbage, men den Gang tragtede man ikke etter at frembringe Apparater, der skulde bruges i det almindelige Liv; hvad man vilde, var at skaffe Blinde et Middel til saa let som muligt at kunne meddele sig skriftligt, og den blinde Lærer  L o u i s  B r a i l l e  construerede i 1838 et Brædt med Huller i, i hvert Hul anbragtes et Typestempel, og ved nu at trykke disse mod et Stykke Papir, over hvilket der var lagt et Stykke Særtepapir, kunde der frembringes en Skrift.. Denne simple Begyndelse udarbeidedes videre, og paa Udstillingen i London 1851 var der flere saadanne Apparater, det samme var Tilfældet i Paris 1855, men de optraadte stadig som udelukkende hørende til Blindeunderviisningen, og her spillede de enda ikke nogen fremragende Rolle, thi den for de Blinde vigtigste Skrift er den, der frembringes ophøiet saa at de selv kunne læse den ved at lade Fingrene glide hen over den. Det er en nyere Tanke, at saadanne Apparater ogsaa kunne anvendes af Seende, og det er interessant, at herhjemme er Pastor Malling-Hansen kommen paa denne Tanke ved sin Virksomhed som Forstander for Døvstumme-Institutet. Han udfandt, at medens man som Regel kun kan skrive 4 Lydtegn i Secundet, og i daglig Tale gjennemsnitsviis udtaler c. 20 Kydtegn i Secundet, kan en Fingertaler i Døvstummesproget angive omtrent 12 Lydtegn i Secundet. Det er altsaa muligt at gjengive Talens Lyd i synlige Tegn med en Hurtighed, der nærmer sig selve Talens, og han blev herved ført ind paa at tænke over Muligheden af at fremstille en for alle læselig Skrift med Talens Hurtighed, hvad der var af stor Betydning for de Døvstumme, og Resultatet af hans Arbeide i denne Henseende blev Skrivekuglen.

 

 

Patentet fra 1868, tilhørende Sholes, Glidden og Soule
Den første utgaven av deres skrivemaskin fra 1873 var pyntet som en symaskin, og produsert av en symaskinfabrikk: Remington & son
Det var i hovedsak Christopher Latham Sholes(1819-1890) som hadde idéen til oppfinnelsen
Illustrasjonen i Illustreret Tidende fra 16. januar 1876
Og her et bilde som stammer fra Malling-Hansens datter, Johanne Agerskov. Denne unge mannen skriver også på en 1875-modell

 

 

     Professor Jüngers mechaniske Etablissement, hvis geniale Eier saa ofte har staaet hjelpende ved Skrivekuglens Fremkomst i nye og atter nye Skikkelser, tilvirker nu et større Antal Skrive- eller Vippekugler [3]; den Pris hvortil disse ville kunne sælges, vil gjøre Anskaffelsen mulig overalt, hvor der er Brug for dem. Fra Opfinderens side er Sagen herved ført til et Punkt, hvor det store Publicum vil kunne høste nytte af den, og nu er det dettes Sag at føre den videre. [4] At dette vil skee, troe vi sikkert, men vi skulle tilføie, at det for Sagens egen Skyld maa ønskes, at Tilvirkningen i bestandig større Maalestok kan voxe op under Opfinderens eget Tilsyn; hertil kræves imidlertid at det danske Publicum slutter sig livligt om Opfindelsen, thi gjør det ikke det, kunde det være , at den Malling-Hansenske Opfindelse inden lang Tid blev tilført os som udenlandsk Fabrikat. I Bew York har der allerede været inbudt til Dannelsen af et Consortium, der skulde tilvirke Skrivekugler,

 

 

                                                                                                                          C. Nyrop

 

 

 

Fotnoter:

 

 

[1] SA: Den amerikanske maskinen ble oppfunnet av tre herrer: Christopher L. Sholes, Carlos Glidden og Samuel W. Soule. De fikk sitt første patent i 1868, men solgte senere dette til investoren James Densmore, som investerte flere titalls tusen dollar i den videre utviklingen av maskinen. Først i 1873 ble den forbedrede maskinen satt i produksjon av Remingtob-fabrikken.

[2] SA: Det er noe tvilsomt om Malling-Hansen har gjengitt disse forhandlingene på en helt objektiv måte til Camillus Nyrop. Det eksisterer noen brev som Malling-Hansen skrev til James Densmore fra disse årene, og her virker det som det først og fremst er Malling-Hansen som er pådriveren for å få Densmore til å kjøpe hans patent, mens Densmore er noe mer tilbakeholden. Han gir visstnok Malling-Hansen et tilbud, som Malling-Hansen avslår fordi han synes det er for lavt. I ettertid har noen av Malling-Hansens etterkommere hevdet at Densmore, eller ”Amerikaneren” som han ofte ble omtalt som, stjal enkelte detaljer fra Malling-Hansens maskin for å forbedre sin egen. Også mekanikeren August Lyngbye, som produserte den siste modellen av Skrivekuglen, hevdet noe lignende. Hittil har det imidlertid ikke vært mulig å finne noen fakta som kan bekrefte dette.

[3] SA: Allerede denne modellen fra 1875 blir altså omtalt som ”Vippekuglen”. Man har tidligere trodd at det kun var den aller siste modellen med fargebånd og papirvalse, utviklet av August Lyngbye, som hadde denne betegnelsen – med det stemmer altså ikke. I en artikkel i den danske avisen ”Fædrelandet” fra 15. desember 1875 oppgis det for øvrig at prisen på Skrivekuglen fra 1875 var 34 Riksdaler.

[4] SA: Man kan nesten få en fornemmelse av at artikkelforfatteren hadde en forutanelse om at det ikke ville gå så godt med skrivekuglen, når han på denne måten nesten formaner det danske publikummet til ikke å svikte!

 

 

 

Carl B. Lorck, 1814-1905. Photo: The Royal Library in Copenhagen

Carl Berendt Lorck, 1814 – 1905, dänisch-deutscher Buchhändler, Typograf und Verleger. Er wurde bekannt als Verleger skandinavischer Literatur in Deutschland. Wuchs in Kopenhagen auf, absolvierte Prüfung an der Universität Kopenhagen in den Kunstwissenschaften und später in Philosophie und Philologie.

 

Nach Ausbildung als Schriftsetzer beschloss Lorck 1836 zur weiteren Fortbildung nach Deutschland zu gehen. Arbeitete in der Leipziger Breitkopf  & Härtelsen Buchdruckerei. Lorck widmete sich der Übernahme und Übersetzung der dänischen, norwegischen und schwedischen Literatur: die gesammelten Werke Hans Christian Andersen und Verfasser wie Henrik Hertz, Christian Winter, Johan Ludvig Runeberg, Erik Johan Stagnelius, Esaias Tegnér und auch der Physiker Hans Christian Ørsted. 1843 wurde durch Johann Jakob Weber (Weber Verlag) und Lorck die Illustrierte Zeitung gegründet.

 

Im Jahr 1845 wurde C. B. Lorck Staatsbürger des Königreichs Sachsen. Am 1 Juli 1856 übernahm Lorck die Fr. Nies´sche Buchdruckerei und Schriftgießerei in Leipzig. Ab 1867 wurde die Zeitschift Europa – Chronik der gebildeten Welt von Lorck verlegt. 1868 gründete er Annalen der Typographie, Central-Organ für die technischen und materiellen Interessen der Presse. Lorck organisierte auch die Bildung des Allgemeiner deutscher Buchdrucker-Verein (1869). Im Jahr 1873 wurde Lorck zur Weltaustellung in Wien als Juror für das Buchgewerbe delegiert.

 

Sein Hauptwerk erschien in 1882: Handbuch der Geschichte der Buchdruckerkunst, Weber, Leipzig. Aus diesem Werk zitieren wir im folgenden einen Auszug, wo Rasmus Malling-Hansen ist zweimals referiert.

 

 

 

Illustrirte Zeitung
Brief von RMH aus Lorck
Neues Ausgabe von Lorck's buch
Jean Christian Ferslew, 1836-1910. Photo: The Royal Library, Copenhagen
Danmarks verdensberømte eventyrforfatter, H. C. Andresen, 1805-1875.
En eldre utgave av Carl B. Lorck, 1814-1905.
The illustrtion in Appletons' from 1890 showes a writing ball model from 1878 which writes on paperstrips.
The same model photographed in The Museum of Science in Copenhagen by Sverre Avnskog
The title page of Appletons' register of important events of the year 1890
As the only European typewriter the writing ball received a positive review in Appletons'
Illustration from “Illustreret Tidende” of January 16, 1876
And here is a picture derived from Malling-Hansen’s daughter, Johanne Agerskov. This young man is also typing on an 1875 year model

Professor Jünger’s Mechanical Establishment, whose brilliant owner has so often been assisting in the appearance of the writing ball in constantly new designs, is by now producing a large number of writing or rocking balls[1]; the price at which these will be available will make it possible to acquire them everywhere they are needed. Hence, from the side of the inventor the issue has been taken to a point where the general public will be able to take advantage of it, and it is now the responsibility of the public to take it further[2]. We trust that this will indeed happen but would like to add that for the sake of the cause it would be desirable, if the production in gradually larger scale may expand under the supervision of the inventor himself; for this to happen, however, it is required that the Danish general public support the invention wholeheartedly, because if it doesn’t, it could happen that the Malling-Hansen invention rather soon will be made available to us as a foreign and imported product. In New York there have already been invitations to form a consortium for the production of writing balls.

 

 

                               C. Nyrup

 

 


[1] SA: So, already this model from 1875 is referred to as a “rocking ball”. We have previously thought that it was only the very last model with colour ribbon and a paper roller, developed by August Lyngbye, which was given this designation – but apparently that is not so. Incidentally, in an article in the Danish daily “Fædrelandet” of December 15, 1875, it is stated that the price of the writing ball from 1875 was 34 Rix-dollar.

[2] SA: One gets almost the feeling  that the writer had a premonition that things would not work out very well with the writing ball, since he in this way practically admonishes the Danish general public not to let down this cause!


Machine de M. Remington, 1874

La machine de M. Remington (fig. 98) est une boîte de 0m;, 40 environ sur chacune de ses dimensions. Un clavier horizontal porte, sur quatre rangs, quarante-quatre touches correspondant à l’alphabet, aux chiffres et aux signes de ponctuation; chacune d’elles actionne, au moyen d’une bielle, le manche d’un marteau métallique formant levier et terminé par un caractére d’imprimerie; ces leviers sont disposés, suivant les génératrices d’une surface conique, de telle sorte que, losque la queue du marteau est entrainée par la bielle, le caractère vient toujours frapper au centre du cercle formé par les axes des leviers. Le papier est placé sur un rouleau entrainé dans le sens de son axe par un déclic, mis en mouvement chaque fois qu’on agit sur une des touches;  au moyen d’un levier spécial, on effectue, après chaque ligne, le déroulement du papier, et l’on ramène le rouleau à sa position primitive. Un ruban de soie, imbibé d’encre, passe entre les caractères et le papier er sert à produire l’impression (fig. 99).

 

La description détaillée de cette machine, qui vaut 550 francs, se trouve dans le numéro de février 1878 du Bulletin de la Société d’encouragement; elle donne, surtout avec les derniers perfectionnements qui y ont été apportés, de très bons résultats; une personne très exercée écrit 300 lettres à la minute, le double de ce que peut faire un calligraphe; après peu de temps d’exercice, on écrit 200 à 220 lettres. Un mois suffit pour former un óperateur habile.

 

Machine de M. Remington, 1878

Machine de M. Malling Hansen.

 

La machine danoise de M. Malling Hansen (fig. 100) présente la forme d’une pelote, et a, dans ses dimensions actuelles, 13 c. de diamètre, 1m;,20 sur 0m;,22 de base e 0m;,25 de hauteur; des pistons poussent directement les poinçons porte-caractères qui viennent frapper au sommet du cône formé par les poinçons; de papier, enroulé sur une carcasse cylindrique, est animé à chaque lettre nouvelle d’un mouvement de rotation autour de l’axe du cylindre; dès qu’une ligne est terminée, un petit levier permet de faire avancer la carcasse cylindrique. Les appareils exposés, coûtant 425 fr., ne peuvent imprimer que sur une largeur de 0m;,14, mais on construit en ce moment à Copenhague des appareils pour papier-ministre, coûtant, paraît-il, le même prix.

 

Cette machine parait un peu moins rapide que la machine Remington; les pistons, très rapprochés, produisent peut-être une certaine difficulté pour prendre l’habitude du fonctionnement, mais l’appareil offer l’avantage d’un prix un peu moins élevé.

 

 

Machine de Rasmus Malling Hansen

Machine de M. Alissoff.

 

L’appareil de M. Alissoff (fig.101)[1] est une véritable machine à impression, disposée de manière à pouvoir disposer de six alphabets complets, ou de quatre alphabets, des chiffres et des signes d’imprimerie les plus nécessaires.

 

Supposons tout d’abord qui’il n’y ait qu’une seule série de caractères;  une mannettes mobile sur une sorte de cadran télégraphique entraìne un cylindre portant les caractères et arrête, à la génératrice supérieure du cylindre, la lettre que l’on veut imprimer; en mème temps, avec une pédale, l’opérateur abaisse le rouleau porte-papier et imprime la lettre. Le rouleau, en s’abaissant, tourne d’une certaine quantité, variable selon la largeur de la lettre que l’on va imprimer;  pour cela, l’axe de la mannette porte un cylindre garni de petites chevilles, d’autant moins haute que la lettre correspondante est plus large. Le mouvement de pédale qui fait tourner le porte-papier entraìne en mème temps un levier portant à l’extrémité un  butoir; dés que celui-ci recontre la cheville inférieure, dont la saillie correspond au caractère qui se trouve dans ce moment à la partie supérieure, le mouvement d’entraînement du cylindre est déclanché, et celui-ci s’arrète.

 

Pour que l’on puisse employer les six séries de caractères, la mannette et les cylindres sont mobiles perpendiculairement à l’axe du rouleau porte-papier et peuvent occuper six positions, de telle sorte que l’arète inférieure du cylindre se trouve au-dessus d’une quelconque des séries de caractères.

 


[1] JMC: Paraît être une linotype plutôt qu’une machine à écrire.

Machine de Alissoff
Alissoff USPatent

OBJETS DIVERS

 

A, Roue à manottes. – B, Cadran. – C, Cylindre portant les caractères. – D, Cylindre portant les chevilles règlant l’écariement des lettres. – E, Levier limitant la rotation du cylindre porte-papier. – F, Arbro de commande du mouvement de rotation du cylindre. – G, Mécanisme de translation du cylindre. – H. Cylindre porte-papier. – I, J. Rouleaux d’impression. – K, Roulette. – L. Mécanisme de déplacement des cylindres.

 

Dès qu’une ligne est terminée, un timbre avertisseur résonne, e l’on fait avancer à la main le rouleau porte-papier au moyen d’une vis sans fin.

 

L’encrage des caratères se fait par des rouleaux, et, pour éviter d’encrasser ceux qui ne servent pas, une petite roulette est interposée entre les deux rouleax, de manière à ne couvrir d’encre que la bande correspondant aux caractères dont se sert.

 

Cet appareil offre l’avantage d’employer l’encre d’imprimerie; quand l’impression est terminée, on saupoudre l’encre d’une poudre de bronze, et l’on peut, au moyen d’une simple presse à copier, obtenir de suite 20 à 25 épreuves. Il est très facile de faire les corrections en découpant et remplaçant sur l’original les passages erronés.

 

Des expériences faites à St-Pétersburg avec des soldats ont montré que l’apprentissage des hommes appelés à se servir de cet instrument était très simple, mais on n’obtient pas une vitesse aussi grande que celle des autres appareils. D’autre part,  l’avantage de disposer de plusieurs corps de caractères, celui plus important de pouvoir tirer un assez grand nombre d’épreuves, sont très appréciables.

 

Le prix de cet apareil, avec quatre séries de caractères, serait d’environ 800 fr.

 

Plume électrique d’Edison.

 

La plume électrique, enfin, due à l’esprit inventif d’Edison[1] (fig. 102), est un appareil qui ne remédie pas au manque d’habileté calligraphique des écrivains, mais que leur permet d’obtenir en peu de temps un très grand nombre de copies d’une circulaire, reproduisant l’ecriture et la signature.

 

Cet appareil se compose d’un tube tenu à la main comme un crayon, portant `la partie supérieure un petit appareil électromagnétique imprimant à un arbre un  movement très rapide. Cet arbre actionne, au moyen d’une came, une aiguille traversant le tube et donnant cent cinquante battements par seconde; en promenant l’aiguille sur une feuille de papier reposant sur du papier buvard, on la perce d’une infinité de trous très rapprochés. Si l’ont vient ensuite à appliquer ce papier ainsi préparé sue une presse au-dessus d’une feuille blanche et qu’on passe dessus un rouleau enduit d’encre, celle-si traversera les trous et donnera un fac-simile des caractères tracés avec l’aiguille.

 

L’appareil électro-magnétique par une pile Bunsen à deux éléments, pourvue d’un dispositif permettant de retirer les plaques métalliques quand on ne s’en sert point; les fils conducteurs sont renfermés dans un cordon flexible, que ne gène en rien le mouvement de la plume.

 

On parvient avec un peu d’habitude à écrire aussi vite qu’avec une plume ordinaire, et l’on tire ensuite 200 épreuves en une  heure. Le meme cliché peut server, dit l’inventeur, pour 6000 exemplaires.

 

Cet instrument, qui est utilisable non seulement pour l’écriture, mais encore pour le dessin, pourra sans doute render de très grands services.

 

 

 


[1] JMC: Thomas Alva Edison, 1847-1931, inventeur et industriel américain, revendiquent le nombre record de 1093 brevets. En 1878 La France le décore du grade de Chevalier de la Légion d’Honneur.

 

Plume électrique de M. Edison
Thomas Alva Edison, 1847-1931, inventeur et industriel américain
"M. Alisoff, a Russian inventor, exhibited an admirable type-writer, which excels all contrivances of its kind, in the variety of characters that can be used and in the neatness of the impression, and the mechanical adjustment, but does not admit of the rapidity of the American machines exhibited." Adler states of Alissoff: "A Russian inventor by this name designed and built a type wheel machine, patented in France in 1872.... An example was exhibited at the Philadelphia Exhibit in 1876 where it competed with the recently introduced Sholes and Glidden model made by Remington. It won this particular competition, receiving eloquent commendation in the official reports for the beauty of its construction and design while the American machine, which was crude by comparison, was not even mentioned. History can make judges look foolish and one can only assume that they were swayed by the superior quality of the construction since the details of the design were somewhat clumsy and anachronistic. The letters of the alphabet, upper and lower case, were displayed on a circular index and selected by means of a handle attached to a type wheel."
The Remington factory in New York, 1874.
President of the Remington factory, Philo Remington, 1816-1889.
The Remington typewriter was originally invented by Christopher Sholes, 1819 – 1890...
...Carlos Glidden, 1834-1877...
...and Samuel W. Soulé, 1830-1875.
The three inventor's typewriter was developed further by investor James Densmore, 1820-1889.
One of the early patent-models of the typewriter.
En senere utgave av maskinen fra før den ble satt i produksjon ved Remington fabrikken.
Malling-Hansen exhibited four models in Paris 1878; The traditional tall model, photo Uwe Breker...
...Writing ball for paper strips, photo Sverre Avnskog...
...Writing ball with braille alphabet, photo Jørgen Malling Christensen...
...and Writing ball with moon alphabet, photo Peter Pluntky
The cover of the report
The second page in original

PARIS 1878 EXPOSITION UNIVERSELLE, RAPPORT P.105-114

 

MACHINES À ÉCRIRE, À STÉNOGRAPHER, À CONTRÔLER LE NÚMERAIRE, À VOTER.

 

Machines à écrire.

 

Les machines à écrire quie figurent dans la classe 61  étaient au nombre de trois. On peut aussi ranger dans cette catégorie la machine  à enregistrer les reçus : the cash recording machine.

Ces machines, sauf celle que a été étudiée plus spécialement pour servir à la correspondance des aveugles[1], ont été imaginées en vue de substituer à la plume des appareils qui, entre autres avantages, doivent permettre d’atteindre, sans fatigue, une vitesse supérieure à celle qu’on obtient ordinairement avec la plume, tout en donnant une écriture lisible et en permettant la reproduction d’un grand nombre de copies par les moyens ordinaires du copie-de-lettres.

Nous allons d’abord examiner la machine à écrire : the typewriter, exposée dans la section américaine.

 

Nous avons été émerveillés de l’extrême agilité avec laquelle les jeunes personnes qui faisaient la démonstration écrivaient avec la machine, soit sous la dictée, soit en copiant. Nous avons même fait cette expérience d’écrire en même temps que l’une d’elles deux out trois phrases quie lui étaient tout à fait inconnues ; nous avons commencé en même temps. C’était, on le voit, une sorte de course à la plume. Eh bien, la copie écrite avec la machine était terminée alors que nous avions écrit seulement les deux cinquièmes de la tâche commune ![2]

 

En tenant compte de l’hésitation bien naturelle de l’opérateur, peu au courant de notre langue (le français), on peut dont sans exagération estimer que la copie avec la machine aurait pu être faite au moins deux fois plus vite qu’avec la plume.

 

Nous allons essayer de faire comprendre aussi bien que possible le fonctionnement de cette ingéniuse machine.

 

L’écriture est obtenue sur la machine au moyen de clefs ou touches disposées sur 4 rangs parallèles, de chacun 11 touches. Ces clefs peuvent être manoevrées indifféremment ou simultanément par les doigts de l’une ou l’autre main de l’opérateur.

 

Sur chaque touche est imprimée, bien à la vue, la lettre ou le caractère qu’elle représente. En pressant sur une quelconque des touches, la lettre à laquelle eller correspond s’imprime sur le papier.

 

Le mouvement est aussi rapide et aussi facile que pour produire une note très brève sur un piano. La vitesse est dès lors manifeste.

 

Quant à la simplicité comme manutention, elle est telle que celui qui sait épeler peut écrire avec la machine, et la manipulation est si facile à comprendre qu’avec une certaine pratique l’opérateur acquerra une grande habileté.[3]

 

On peut employer les formats de papier les plus variés ; la machine est disposée pour recevoir et écrire sur des formats d’une largeur de 3 à 40 pouces et sur une longeur aussi grande qu’on le voudra, depuis celle de 1 pouce jusqu’à celle d’un rouleau continu.[4]

 

Elle convient également pour n’importe quelle qualité de papier. Nous avons remarqué cependant que les papiers qui ont un peu de corps fournissent l’impression la plus nette.[5]

 

Toutes les lettres de l’alphabet, les chiffres, les accents, les signes de ponctuation, etc., exigent chacun une touche ou un levier correspondant.

 

Depuis trois ans que le brevet est exploité aux États-Unis, on compte plus de 1,000 machines vendues, et les ateliers de MM. Remington et fils, de New-York, que les fabriquent, peuvent en livrer 50 et plus par semaine. C’est en Amérique et en Angleterre qu’elles sont le plus répandues. On en trouve déjà un certain nombre en France.[6]

 

Le prix d’un appareil est de 625 francs. Il s’en fait de différent modèles, répondant à divers besoins.[7]

 

Nous allons donner une idée des diverses opérations qui s’exécutent dans l’appareil, soit automatiquement, par l’intermédiaire des touches, soit directement avec l’intervention de l’opérateur.

 

Le croquis que nous donnent figure 35 représente l’agencement d’une touche du clavier avec son type-bar ou porte-caractère. L’inspection seule de la figure montre le mode d’action de la touche sur le porte-caractère qui vient frapper sur le papier.

 

Tous les caractères, sous l’impulsion des touches, viennent frapper en un même point, grâce à la disposition des porte-caractères placés comme les génératrices d’un tronc de cône à bases parallèles. La longeur de ces génératrices est égale au rayon de la plus grande base. En rabattant perpendiculairement chacune d’elles sur la grande base, son extrémité viendra coincider avec le centre ou l’axe.

 

On comprend dès lors le fonctionnement des organes qui écrivent. Quant aux caractères, ils sont placés à l’extremité des bras de manière à se présenter convenablement au centre.

 

Le papier blanc est enroulé sur un tambour cylindrique garni en caoutchouc et y est maintenu par de petites lames de ressort qui le pressent. Ce tambour est placé sur un petit chariot, qui se déplace perpendiculairement aux touches du clavier.

 

L’opérateur qui commence à écrire appuie avec le doigt sur chacune des touches correspondantes aux caractères, qui reproduisent les lettres entrant dans la composition des mots, la ponctuation, etc.

 

Toutes les touches commandent un cliquet unique, qui produit, après chaque caractère imprimé, un petit déplacement de droite à gauche du chariot du tambour de façon  à présenter toujours une place blanche sur le papier pour la lettre suivante. Il ne peut donc y avoir de surcharges, puisque ce déplacement du chariot est automatique et indépendant de l’opérateur.

 

Les espacements entre les mots sont obtenus d’une manière analogue par une touche unique, située en bas et en travers du clavier, toujours à portée des doigts de l’opérateur (fig. 36). Chaque fois qu’on appuie sur cette touche, qui constitue en quelque sorte à elle seule la cinquième rangée du clavier, le chariot du tambour et, par conséquent, le papier se déplacent d’une certaine quantité.

 

Quand une ligne est entièrement écrite, un timbre sonne pour avertir l’opérateur, qui ramène  d’un seul coup le petit chariot à son point de départ et qui fait tourner le tambour autour de son axe de la quantité angulaire correspondante à l’intervalle entre deux lignes. On écrit une deuxième ligne, et ainsi de suite.

 

La figure 37 (page 110) montre le mécanisme vu par derrière la machine.

 

L’encre employée pour l’impression des caractères est de préparation spéciale, de couleur violette et, croyons-nous, à base d’aniline. Un petit ruban de soie est imprégné de la composition en question. On prépare des rubans de différentes couleurs.

 

Le ruban, qui mesure une vingtaine de mètres de longeur sur 20 à 25 millimètres de largeur, est enroulé sur une première bobine, passe sous le tambour qui porte le papier et au-dessus du centre formé par les porte-caractères. Il s’ensuit que, sous l’action d’une touche, le caractère qui vient contre le papier appuie directement sur le ruban ainsi interposé entre le papier et le caractère. L’encre dont le ruban est imprégné se dépose sur le papier seulement dans les parties pressées, et le caractère se trouve ainsi reproduit par une sorte de décalque.

 


[1] JMC: Here the catalogue is referring to the Malling-Hansen writing ball with Braille signs.

[2] JMC: Translation: We have very much admired the extreme skill of the youngsters demonstrating how to write on the machine in the form of dictation as well as copying written text. We even had the experience of writing simultaneously by hand, doing two-three sentences that were totally unknown to them; we started at the same time. In other words, a kind of race between machine and pen. The result was that the text written on the machine was ready and done when we, with our pens, had completed merely 40% of the same task!

[3] JMC: Translation: In terms of the simplicity of operating it, one might say that whoever knows how to spell will also be able to write with this machine, and the handling is so easy to understand that with some degree of practice the typist will acquire a very good skill level.

[4] JMC: Translation: One may use many different paper formats (sizes); the machine will accommodate typing on any format from 3 to 40 inches in width and lengthwise as long as one may wish, ranging from 1 inch until a continuous roll.

[5] JMC: Translation: It is also suitable for any quality of paper. However, we have noticed that papers of some thickness generate the best imprint.

[6] JMC: Translation: In the course of the three years’ exploitation of the patent in the United States, more than 1,000 machines have been sold, and the workshop of MM.Remington and Sons in New York, that produces the machine, is able to supply 50 or more per week. They are mostly found in America and in the UK. Some have already found their way to France.
SA: One must assume that this piece of information, claiming that 1000 Remington machines were sold in the course of the first three years, comes from the producer. It was very commonplace to inflate the sales performance in order to promote selling, and more unbiased sources operate with rather different numbers. Realistic typewriter historians assume that the first model was sold in around 1600 copies during the first ten years.

[7] JMC: Translation: The price is 625 Fr. It comes in various models, corresponding to various types of needs.

Original illustrations

Le ruban vient s’enrouler sur une deuxième bobine, dont la rotation est obtenue automatiquement par un mouvement à rochet actionné par l’une quelconque des touches à caractères, de manière à produire, après chaque impression, un petit enroulement, qui présente alors, pour le caractère suivant, une partie suffisamment encrée.

 

On peut, grâce à la longeur du ruban, écrire un certain temps avant de le remplacer ou de l’humecter avec de l’encre nouvelle. On a d’ailleurs la facilité de déplacer les deux rouleau sur lesquels s’enroule et se déroule respectivement le ruban encré, de manière à se servir d’une autre partie de la largeur.

 

On le voit, tout dans cette intéressante machine a été prévu, et, grâce à la nature de l’encre, on peut, avec un original écrit sur la machine, obtenir plus de 20 copies avec la presse à copier, par les moyens ordinaires.[1]

 

Cette machine rendra-t-elle de grands services ? Nous ne saurions le préjuger. Cependant, nous estimons qu’elle peut être précieuse dans certains cas, pour faire de la copie plutôt que pour écrire une minute, ce qui doit demander une éducation spéciale de la part de l’opérateur ou de l’écrivain. En tout cas, nous avons acquis la certitude que plusieurs maisons importantes emploient la machine pour leur correspondance commerciale. C’est certainement du domaine de la pratique.

 

Nous avons examiné un grand nombre de certificats des plus flatteurs émanant de personnes faisant un usage journalier de la machine : pasteurs, négociants, magistrats, sténographes, agences commerciales, etc.

 

[2]En résumé, les avantages résultant de l’emploi de la machine è écrire sont les suivants :

 

On mets moins de temps pour écrire qu’avec la plume ; la fatigue est aussi moins grande pour l’écrivain, qui n’est pas astreint, comme avec la plume, à une position fixe et à se fatiguer les yeux.

 

On peut écrire n’importe où, aussi bien en chemin de fer qu’en bateau, en voiture ou dans un bureau. Les dimensions de la machine sont relativement réduites ; il se fait des modèles faciles à transporter. Les modèles exposés pouvaient s’inscrire dans un parallélépipède d’environ 45 centimètres de côté.

 

Enfin, point indiscutable, l’écriture est toujours égale et parfaitement lisible, puisque les caractères employés sont typographiques. Nous donnons ci-dessous (fig. 38) un fac-similé d’une phrase écrite sous nos yeux sur la machine à ecrire américaine the type-writer.

 


[1] JMC: Translation: It appears that everything about this interesting machine has been carefully planned, and, thanks to the quality (nature) of the ink, one may, with one original text typed on the machine, obtain 20 copies for further copying, using current methods.

[2] JMC: Translation of the next four paragraphs: In summary, the advantages of using this type-writer are the following: It is less time-consuming than writing with a pen; and the writer (typist) is not strained to work – as is the case with the pen – in a fix position and risking to tire his eyes. One may write anywhere – equally well on the train, in the boat, in a carriage, or in the office. The dimensions of the machine are relatively small; there are models which are easily transported. The exhibited models could be fitted into a cube of approximately 45 centimeters of each side. And, finally, something that cannot be questioned: the writing is always the same and is perfectly readable, because the characters are of a typographical nature.
SA: The information according to which the Remington machine existed in smaller, portable, models already at this point in time is a very controversial claim. In serious books and websites about the development of the typewriter it is alleged that Remington’s first model appeared in 1874 and the second one in 1877, the latter somewhat smaller than the first one. However, probably none of the present-day collectors of typewriters would consider characterizing these big models as portable typewriters for travelling. They were large, heavy and too clumsy to carry around.
Incidentally, it is probably quite natural to tout many circumstances as advantageous when one is assessing a new and revolutionizing invention, but when it is alleged that one does not risk tiring the eyes and the hands to the same extent when typing as when writing by hand, many people have probably experienced that this is a disputable claim. With the flat keyboard of the Remington machine the hands had to be kept in a horizontal position with the palm down, parallel above the keyboard, and most people will probably find that this is in reality a very demanding position to maintain for an extended period of time; many people who type a lot on a flat keyboard experience inflammation on the upper side of the arms and wrists (tendonitis). Anatomically it is much more relaxing to keep the hands curved and the wrist slanted, as one can do on a spherical keyboard such as on the writing ball. It is also hard to believe that it really would spare the eyes from exhaustion when the person is looking at the typed letters rather than copperplate. On this aspect, I would say that the author is overly positive in his assessment of the advantages of the typewriter.

 

Original illustration. Fig. 38. A writing sample written on the type-writer
One may compare the the type-writer text with this part of a letter written by Rasmus Malling-Hansen on his writing ball on the 15.th of Oct. 1878

Machine à écrire à clavier sphérique.  – Dans la section danoise, M. Malling Hansen, de Copenhague, exposait une machine à écrire, qu’il appelle imprimeur sphérique, ayant certains points commun avec le type-writer ou machine américaine, bien qu’elle en diffère complètement par la forme, qui rappelle assez bien une grosse pelote d’épingles  ( fig. 39).

 

 

Original illustrations. Fig. 39
Fig 40

[1]La machine danoise est d’un volume bien plus réduit que la machine américaine. Cela tient, entre autres, à ce que l’impulsion est donnée directement aux porte-caractères. Il n’y a plus ici de clavier avec levier de renvoi. Tous les porte-caractères sont fichés sur une pièce hémispherique, vers le centre de laquelle ils convergent. Chacun d’eux est terminé, du côté imprimant, par un signe, une lettre ou un chiffre ; l’autre extrémité est terminée par un petit bouton qui porte un signe, une lettre ou un chiffre correspondant, comme sur les touches du clavier du type-writer ; de plus, les porte-caractères sont maintenus à une certaine distance du centre, chacun par un petit ressort à boudin. Le ressort cède sous l’impulsion du doigt, et l’on imprime le type gravé sur le bouton touché.

 

L’impression en couleur se fait ici aussi avec un ruban, qui s déroule d’une part, et s’enroule d’autre part, d’une manière analogue à la disposition adoptée dans la machine précédente.

 

Le papier est maintenu par des lames sur un châssis légèrement convexe.

 

Les lignes de l’écriture ne sont pas dans le sens des génératrices du support, comme dans le cas du type-writer, mais transversalement, de sorte que le châssis se déplace, à chaque impression, d’une petite quantité angulaire, pour présenter la partie blanche du papier qui va recevoir de nouveau signes.

 

[2]La mise à la ligne est plus prompte : l’écrivain n’a pour cela qu’à presser un bouton, à portée des doigts ; il peut continuer à écrire aussitôt. L’opérateur est prévenu par un petit timbre, qu’on voit sur la figure, chaque fois qu’une ligne est terminée.

 

A la mise à la ligne correspond un déplacement rectiligne du châssis, égal à l‘intervalle de deux lignes.

 

[3]Nous avons vu deux types caractéristiques de ce genre de machines : le premier, dont nous venons de parler, pour écrire sur du papier à lettre du format ordinaire, mais pour un seul format ; et enfin un deuxième modèle (Fig. 40), sur lequel on emploie un ruban de papier sans fin, imprimé alors sur une seule ligne continue.

 

Dans cette dernière machine, les organes pour mettre à la ligne et le timbre avertisseur se trouvent naturellement supprimés. Ils sont remplacés par un petit appareil qui produit l’entraînement de la bande de papier, au fur e à mesure de l’impression.

 

Ce dernier mouvement est obtenu automatiquement, chaque fois qu’on agit sur l’un quelconque des boutons gravés des porte-caractères.

 

[4]En résumé, la machine de M. Malling Hansen est d’un prix moins élevé (425 fr.) que celui de la machine américaine et aussi d’une construction plus simple et d’un volume plus réduit. Mais l’apprentissage nous paraît devoir être plus long, parce que la manipulation des boutons gravés est moins commode que celle des touches du type-writer. Ces dernières, en effet, sont mieux à la vue de l’écrivain, dont les mains et les doigts occupent une position plus naturelle.

 

Nous reprocherons cependant à la machine danoise du premier modèle de ne permettre l’emploi que d’un seul format de papier. Nous avons aussi remarqué, et ceci doit tenir à un vice de l’agencement, puisque le fait s’observe sur les autres machines de ce même système, qu’il se produit quelquefois des coincements entre les extrémités des porte-caractères, soit parce que le premier touché ne remonte pas assez vite et se rencontre avec le deuxième, soit parce que l’écrivain touche deux boutons au même moment.

 

Ce sont là de petits inconvénients, que l’inventeur pourra facilement éviter, mais qui tendent à compromettre la réussite de l’appareil et son succès près du public.

 

La nature de l’encre employée permet aussi d’obtenir plusieurs reproductions de

 


[1] JMC: Translation of the following paragraph: The Danish machine is much smaller than the American one. One of the reasons for this is that the impulse is provided directly to the type-bars. This is not a keyboard with return levers. All the typebars are fixed on a semi-spherical dome, towards the centre of which they converge. Each of them has at the tip – where the imprint is made – a sign, a letter or a digit; at the other end is a small button with a corresponding sign, letter or digit, similar to the keyboard of the type-writer; furthermore, the typebars are kept at a certain distance from the centre, each bar held in place by a small coil spring. The spring reacts upon the finger touch, and the character on the button is imprinted.

[2] JMC: Translation of the following paragraph: The line shift is very quick: all the typist has to do is press a button within easy finger reach; and it will then continue to write. The typist is alerted by a small sound of a bell, visible on the illustration, each time a line has come to the end.

[3] JMC: Translation of the following 3 paragraphs: We have seen two examples of this type of machine: the first one, which we have already commented upon, made to type on an ordinary paper format, albeit on one size only; and then the second model (fig.40), for which a continuous paper ribbon (strip) is used and the printing is on one single continuous line. In this latter machine, naturally the parts for line change, as well as the bell announcing the end of the line, have been dispensed with. They have been substituted by a small gadget ensuring that the paper strip is processed as and when needed for the printing. This movement is brought about automatically every time one presses down any of the buttons with the keystroke-characters engraved.

[4] JMC: Translation of the last half of page 114: In summary, the Malling Hansen machine is somewhat less expensive (425 Fr.) than the American machine, as well as of a more simplified construction and less voluminous. However, it appears in our view that the learning process will be longer, because the handling of the engraved buttons is less convenient than with the touch buttons of the type-writer. Actually, the latter are more easily visible to the typist, as well as the hands and the fingers having a more natural position. We also criticize the Danish machine of the first model for not being able to accommodate more than one single paper format. We have also noticed – and this is likely to be a fault in the layout, because it has also been noticed in the other machines of the same system – that sometimes jamming occurs between the end-part of the typebars, sometimes because the first one pressed down does not revert at sufficient speed and then meets the second bar, and sometimes because the typist presses down two buttons at the same time. These are small inconveniences, which the inventor could easily avoid, but which tend to compromise the success of the machine and with the public. One can type almost as speedily with the writing ball  as with the type-writer. The quality of the ink used also permits the making of several reproductions of the original, typed on the machine.
SA: Here the author approaches a problem which played a decisive role for the positioning of the letters on the Remington machine and the reason behind the so called “qwerty-“ keyboard. For the problem of typebar jamming did not occur easily on the writing ball – on the contrary, it was “the type-writer” that was struggling with this snag. All typewriters based upon the principle of the lever had long and hinged “arms” from the key button to the type, and these arms had to cover a much longer distance than the typebars on the writing ball, which were short and moved directly down onto the paper. On the Remington machine as well as on the writing ball the types were imprinted  in one single spot, but the longer movement with the type bars of the Remington made the risk for jamming much greater. With the writing ball this could only happen if several keys were pressed down simultaneously, but that would also happen on a Remington machine, hence in this respect they were equal. However on the writing ball the pistons were very short and quickly reverted to their point of departure because of the helical coils. With the Remington it was the principle of the lever that made the typebars return to their point of departure. This did not happen very quickly, and in order to avoid jamming the inventor, Sholes, had to arrange the placement of the letters of the key board in such a way that letters which were often found in combination had to be placed far from each other on the keyboard, since they would otherwise jam each other because the system was working so slowly. Therefore the inventor was forced to compromise with the letter placement which would otherwise have produced the highest typing speed, while Malling-Hansen was able to place the letters in such a way that they produced the maximum typing speed, because his system operated so swiftly.
The “qwerty” keyboard of the Remington machine is far from being the most efficient mode to place the letters, and hence this is due to the fact that keyboards based upon the principle of the lever have long, articulated typebars that operate slower than the writing ball pistons. In other words, the truth of the matter is exactly the opposite of what the author is claiming.
The claim that the letters and characters are more clearly printed on the Remington machine and that therefore it would be easier to find the desired letter, I find rather finicky. I have seen many writing ball keyboards, and actually it is an advantage that the characters have not only been painted but also engraved, such as they were on the writing ball, because then they would be legible and clear even long after the paint had been worn away. Hence, I argue this to be an advantage and not a drawback.
It remains a crucially important fact that one can type faster on a writing ball than on a Remington machine. Consequently, the author is completely on the wrong track. Perhaps he had allowed himself to be too much influenced by the Remington marketing staff and PR agents? We do not know whether Malling-Hansen had sent his own assistants in order to demonstrate the good qualities of the writing ball.
We must also take note that the writing ball was considerably cheaper, had a more simplified construction and was less heavy than the Remington machine. The only criticism with any substance in this report seems to be that the writing ball only operated with small paper sizes. This inconvenience was overcome with the next model, developed by master mechanic August Lyngbye. He installed paper platens that allowed also large paper formats.
It has often been assumed that price was the most important factor explaining why the writing ball lost out in the competition with the mass-produced American machines. However, the conclusion is that the writing ball was cheaper.

 

Two pages from the original article
The original illstration. This model was built first time in 1871. In 1878 the new tall model without electricity was presented at the World Exhibition in Paris.
The original article.
Originalartikkelen fra BT.

Opfindelsernes Bog 1877 om skrivekuglen.

Dette var den nyeste tilgjengelige versjonen av skrivekuglen i 1877. Det dreier seg om den første utgaven av den velkjente, høye modellen uten bruk av elektriske batterier. Den ble først bygget i 1875, og måtte foreløpig anvende karbonpapir, da fargebånd ennå ikke var inkludert. Det kom først i 1878. Foto: Jørgen Malling Christensen.
Sørensens oppfinnelse, den såkalte tacheotype. Foto: Uwe breker.
Christian Sørensen,1818-1861, som byggede en af de første fungerende sættemaskiner i verden.

Research, udskrift og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner: Sverre Avnskog.

 

Denne tekst er fra den første udgave af det kendte værk ”Opfindelsernes Bog”, I-VII, udgivet 1877-81 af André Gregor Henrik Lütken(1843-1916), en dansk journalist, forfatter og translatør, som brugte det tyske værk ”Das Buch der Erfindungen, Gewerbe und Industrien” som model og redigerede en tilpasset dansk udgave på Forlagsbureauet i København, trykt hos Thieles Bogtrykkeri.. Værket blev uhyre populært og udbredt, og han producerede senere en anden udgave. Fra og med tredie udgave (1912-1914) overtog Helge Holst, 1871-1944, det redaktionelle ansvar, og værket kom i flere, stadig populære oplag.

 

 

 

Side 479:

 

            En anden Opfindelse, der ogsaa skyldes en Dansk, er Pastor R. M a l l i n g  H a n s e n s  Skrivekugle, der efterhaanden er fremstaaet i en bestandig fuldkomnere Skikkelse.  Typerne ere i den voxede til Stempler, der ere ordnede som Radier i en Halvkugle og kunne bevæges op og ned igjennem denne; naar de trykkes ned, springe de, drevne af en Spiralfjeder, strax efter tilbage i deres tidligere Stillinger.  Under det Punkt, som de alle træffe, naar de anslaas af den Skrivendes Fingre, findes et Farvebaand (tidligere Sværtepapir) anbragt over et almindeligt Ark Papir, saaledes at, naar et Stempel anslaas, aftrykker det sit Bogstav med Farvebaandets Farve paa det hvide Ark.  Det gjælder altsaa, for at kunne frembringe f. Ex. et Brev, blot om, at Papiret kan bevæge sig saaledes, at de Bogstaver, der efterhaanden aftrykkes paa det, at sig selv ordnes først i en Linie, det ene efter det andet, og dernæst i Linie efter Linie;  dette var i Skrivekuglens første Skikkelse naaet ved at benytte Elektromagnetismen.  Hver Gang et Stempel førtes ned, blev Strømmen sluttet, et Tandhjul blev drevet en Tand frem, og herved styredes de saakaldte ”Vogn”, hvorpaa Papiret var anbragt.  Senere er det samme naaet udelukkende ved Mekanikens Hjælp, hvorved Skrivekuglen er bleven i høj Grad simplificeret.           

 

I sin nuværende Skikkelse vil den kunne kaldes ”Vippekugle”. Den er nemlig nu konstrueret saaledes, at Anslaget, der fører vedkommende Typestempel ned, tillige meddeler hele Maskinen en vippende Bevægelse, der lader en lille Knop gribe ind i et Tandhjul, og herved er det Samme naaet, som før Elektromagnetismen udførte.  Nu er Skrivekuglens Udstrækning paa hver Led kun otte Tommer og derunder, dens Vægt er sex Pund, dens 54 Stempler have alle Alfabetets Bogstaver, Tallene og Skilletegnene m.m.  Den forfærdiges i Professor Jürgensens  mekaniske Etablissement og sælges for 300 Kroner.           

 

En Sætter kan i et Minut gjennemsnitsvis sætte 16 a 17 Bogstaver, d.v.s. 1000 i Timen og 10,000 paa en sædvanlig Arbejdsdag; Sørensen[1] kunde paa Sættemaskinen sætte indtil 8000 Bogstaver i Timen, men paa Skrivekuglen kan der skrives eller rettere sættes og trykkes endog over 25,000 paa en Time; og, naar nu Skrivekuglen kan frembringe ikke blot et, men endog flere Exemplarer af det Trykkede  -  lige saamange som Stempeltypens Tryk kan spores igjennem Lag af afvexlende et Stykke Sværtepapir og et Stykke Skrivepapir  -, da vil det være klart, hvilken betydelig praktisk Anvendelse der vil være for Skrivekuglen i dens nuværende, let handelige Form; ikke alene Stenografien og Telegrafien har Brug for den, men ogsaa i Kontorer og i Hjemmet vil den efterhaanden blive nødvendig.           

 

Skrivekuglen sætter og trykker paa en Gang; men den Sats, en Typograf sætter, maa bringes i en Presse og aftrykkes. (JMC: Her fortsætter teksten med en beskrivelse af Danmarks bogtryksindustri).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


[1] JMC: Afsnittet umiddelbart før det her citerede handler om den danske typograf og opfinder Christian Sørensen,1818-1861, som byggede en af de første fungerende sættemaskiner i verden, kaldt Tacheotype. Han arbejdede med ideen og prototypen fra 1838 til 1846, da han endelig fik finansiel støtte fra det Reiersenske Fond og kunne bygge den første maskine. Den vistes på verdensudstillingen i London i 1851. Også Constant Dirking-Holmfeld trådte til som financier og Sørensen kunne bygge en forbedret model som fremvistes på verdensudstillingen i Paris i 1855 og vandt guldmedalje. En enkelt maskine nåede at komme i brug på sætteriet på den danske avis Fædrelandet og fungerede godt, men opfinderen døde syg, fattig og ved unge år, og produktionen ophørte.


The original article.

Artikel i Dagbladet 1876.02.26.

Den originale artikkelen.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

 

Dagbladets artikel er en kort notits, og herunder gengives et uddrag. Det fremgår at Industriforeningens ugentlige arrangementer helt sikkert rummede meget vigtige muligheder for Malling-Hansen og andre opfindere at fremvise deres produkter. Industriforeningen var en interesseorganisation, oprettet 12 juli 1838, og den havde til formål ”at virke til Industriens Fremme i den danske Stat”. Foreningen arrangerede – og blev især kendt for – de to store nordiske udstillinger i 1872, respektive 1888, som fandt sted i København, og hvor Malling-Hansen begge gange deltog med skrivekugler. Til udstillingen i 1872 opførte foreningen en udstillingsbygning på hjørnet af Vesterbros Passage (idag: Vesterbrogade) og Halmtorvet (idag: Rådhuspladsen), der derefter blev foreningens hovedsæde. Det var i denne bygning som Malling-Hansen fremviste skrivekuglerne.

 

Industriforeningen. Forevisningen iaftes
var oprindelig anlagt paa at være en af de Fagudstil-
linger, som Industriforeningen vil forsøge paa at
bringe istand ved de ugentlige Forevisninger, der
skulle have omfattet navnlig Symaskiner. Vel lyk-
kedes det ikke at bringe en større Udstilling af
disse Maskiner istand, men derfor var det dog in-
teressant at se, at størstedelen af de mødte Sy-
maskiner fra H.J. Bakken, L. Doggert, V.Tofte
og L.P.Sanne vare dansk Arbejde og godt Ar-
bejde. Konstruktionerne vare gjennemgaaende ameri-
kanske. Af stor Interesse var det at se Pastor R.
Malling-Hansens
Skrivekugle i dens nye og i nogle
ældre Skikkelser. Man maa beundre den udhol-
denhed, hvormed han har forstaaet stadig at sim-
plificere sin Opfindelse, saa at den nu stadig staar i en
let brugelig Skikkelse.


James Densmore, 1820-1898, som kjøpte en andel av patentet til Sholes, Glidden and Soule for 200 dollar til hver, og utviklet deres maskin videre. Det heter seg i en biografi på internett at han kunne realisere en gevinst på 500 000$ da han solgte sine rettigheter

 

 

     Pastor Malling-Hansen var imidlertid ikke den Eneste, der beskæftigede sig med at fremstille Hurtigskrivemaskiner for Seende. I Amerika var  C.  L.  S t o l e s  i Forbindelse med to andre Mænd virksom i lignende Retning, og fra 1868 har han udtaget forskjellige Patenter til Beskyttelse af sin Maskine, der betegnende kaldes  ” T y p e – W r i t e r ”.[1] Den er i al Korthed beskreven i Scientific-America (for den 10de August 1872), og Beskrivelsen er lang nok til at man kan see, at den amerikanske og den danske Skrivemaskine ere grundigt forskjellige. Her er der vel kun Faa, som have Kjendskab til den amerikanske, men den danske synes at blive studeret i Amerika. En Patentagent derovrefra har paa en temmelig paatrengende Maade søgt at faae Raadighed over Pastor Malling-Hansens amerikanske Patent, og den Forretningsmand, der besørger Forhandlingen af den Stoles’ske Maskine, har tilbudt den danske Opfinder at bytte Patenter; de skulde herefter gjensidigt være berettigede til at bruge hinandens Opfindelser. Der er med andre Ord Noget ved den danske Opfindelse, som overalt vækker Opmærksomhed, men den er ogsaa, og da navnlig i sin nyeste Skikkelse, al Opmærksomhed værd. [2]

 

     Den optager nu kun 1/6 af den Plads, den tidligere behøvede, i det hele kun et Rum af circa 8 Cubiktommer, og den kan anbringes paa ethvert Bord; tidligere veiede den 150 Pund, nu kun 9, og paa Grund af sin simple Construction kan den saa godt som aldrig komme i Uorden. Hertil maa yderligere føies, at Enhver kan bruge den; den, som vil anvende den, behøver ingen særlig Unerviisning; det gjelder blot om at faae Sikkerhed i, hvor de forskjellige Typestempler befinder sig, saa at man uden Tøven kan anslaae dem. Er dette naaet, kan man efterhaanden drive det til at skrive indtil 5 Gange saa hurtigt som med Pennen. Allerede herved har Skrivekuglen stor Betydning, men da man ved Combinationen af flere Lag Sværtepapir og Skrivepapir kan bringe det til paa een Gang at skrive indtil 6 Exemplarer, ligesom Kugleskriften kan fremstilles saaledes, at den kan authograferes, bliver Skrivekuglen en Opfindelse, der utvivlsomt vil faae stor praktisk Betydning. Contoirer, der afsende mange skrevne Sager, kunne spare een à to Skrivere, og desuden indvinde betydeligt i Papirbesparelse. Paa et af Skrivekuglens smaa Ark i almindeligt Brevformat staaer der med Kugleskrift flere Bogstaver, end en Undersøgelse af adskillige Skrivelser fra forskjellige af vore Ministerier viser, at en Skriver gjennemsnitsviis skriver paa et Folioark. Kunde vore Ministerier frifjøre sig for den Overtro, der utvivlsomt hersker i dem til Fordel for Foliopapir og almindelig Skrift, vilde de kunde spare Betydeligt, og det Samme er selvfølelig Tilfældet med alle andre strore Contoirer.

 

 

Philo Remington, 1816-1889, gikk med på å masseprodusere Sholes Glidden maskinen ved Remingtons fabrikker i 1873.
En litt eldre utgave av artikkelforfatteren, industrihistorikerenen Camillus Nyrop, 1843-1918.
Den aktuelle utgaven av Dagens Nyheder.
I et brev til sin bror fra den 18. oktober 1878 forteller RMG begeistret om at hans skrivekugle har blitt belønnet med en gullmedalje.
Høsten 1878 inngikk RMH et samarbeid med sin venn Erik Ritzau om salg av skrivekugler fra Ritzaus lokaler. Her er en annonse i Dagens Nyheder fra 1879.

Dags-Telegraphen 1876.02.26.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Kommentarer og illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

 

Dagbladet København havde en meget kort notits om denne forevisning i deres udgave af samme dag. Den notits har vi tidligere publiceret, men Dags-Telegraphens rapport er – omend kort – mere udførlig og fortjener at lægges til dokumentationen om skrivekuglerne.


Den originale artikkelen.

     Industriforeningens Forevisning var iaftes ret interessant, først og fremmest fordi den gav de Besøgende Lejlighed til at gjøre Bekjendtskab med Pastor Malling-Hansens smukke Opfindelse ”Skrivekuglen” – Benævnelsen ’Vippekuglen’, som man har prøvet paa at indføre, beroer paa en Misforstaaelse af det Væsentlige med Apparatet – i dens tre Udviklingsformer. Der forevistes nemlig den ældste Skrivekugle, hvor Papiret er viklet op paa en Cylinder, hvis Bevægelse besørges ved Elektricitet, det paa samme Maade bevægede Papirark, hvilende paa et fladt Bord i den fra Industriudstillingen i 1872[1] bekjendte Maskine, og endelig den seneste, for nogle Maaneder siden her i Bladet omtalte ”Kugle” i dens nu saa høilig forbedrede Form.

 


[1] JMC: Ved industriudstillingen i København 1872 fremviste Malling-Hansen fire forskellige modeller af skrivekuglen: den allerførste kassemodel; den åbne cylindermodel; den flade model; og takygrafen. Han blev belønnet med den fornemme første pris.


Den aktuelle utgaven av avisen.

Aarhuus stiftstidende 1878.07.25.

Den originale artikkelen.

Research og transkribering af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

 

     -  Det vil sikkert endnu være i frisk Minde,

hvor stor Opsigt Hr. M a l l i n g - H a n s e n s
S k r i v e k u g l e vakte, da den for nogle Aar
siden første Gang præsenteredes for Publikum,
og navnlig ville Mange med Interesse have
seet den arbeide paa Industriudstillingen i 1872.

 

Siden den Tid har man i flere Aar ikke hørt
tala om denne geniale Opfindelse; men i den
nærmeste Fremtid vil Offentlighedens Opmærk-
somhed sandsynligvis i forøget Grad blive
henledet paa den. Sagen er nemlig den, at
Hr. Malling-Hansen selv ikke var ganske til-
freds med Skrivekuglen i den Form, hvori den
for sex Aar siden forevistes i Udstillingslocalet,
og han har derfor i de forløbne Aar arbeidet
paa at fremstille den i forbedret Skikkelse,
hvad der ogsaa er lykkedes i et meget væsent-
ligt Omfang.

 

Medens Flytningen af det
Papir, hvorpaa Kuglen skriver, oprindelig skete
ved Hjælp af et elektrisk Batteri, er Apparatet
nu undergaaet den Forandring, at det ved en
vippende Bevægelse selv besørger denne Flyt-
ning, og hvor stor Betydning dette nye Sy-
stem har, vil bedst kunne forstaaes ved den Om-
stændighed, at medens Apparatet tidligere
havde en Vægt af 106 Pd., veier det nu kun
6 Pd. Samtidig med, at det herved selvfølge-
lig er blevet langtmere handleligt, er det til-
lige blevet muligt at levere det til en meget bil-
ligere Pris end tidligere.

 

For Øieblikket er Skrivekuglen construeret i to

forskjellige Skikkelser, den ene indrettet til at

skrive paa enlang Papirstrimmel, saaledes som

de benyttes paa Telegraphstationerne, den

anden construeret til at benytte sædvanligt

Brevpapir.

 

Fra forskjellige anseete Mænd foreligger der

de meestsmigrende Udtalelser om Skrivekuglen,

hvoriblandt fra en særlig Sagkyndig, Professor
H o l t e n[1]. Omtrent samtidig med Hr. Malling-
Hansen construerede en Amerikaner en Skrive-
kugle, der har vundet stor Udbredelse i Amerika,
skjøndt den nødvendiggjør et endnu større Appa-
rat end Hr. Malling-Hansens Skrivekugle i
dens første Skikkelse.

 

Professor Holten har anstillet en Sammenligning

med de to Skrivekugler, og hans Udtalelser gaar ud paa,

at den danske Opfindelse paa ethvert Punkt staaer
saa langt over den amerikanske, at han sammen-
fatter det endelige Resultat i de Ord, at det
næppe er formeget sagt, at den amerikanske
Skrivemaskine forholder sig til Hr. Malling-
Hansens som en af Newcomens[2] Dampmaskiner
forholder sig til de bedste, der produceres
i Nutiden. For nogle Dage siden er Hr. Malling-
Hansens Skrivekugle ankommen til Verdens-
udstillingen i Paris i fire Exemplarer, der nu
hver Dag ere i Virksomhed.

 


[1] JMC: Professor Carl Valentin Holten, 1818-1886, var en af Danmarks største autoriteter indenfor mekanik, fysik matematik og naturvidenskab generelt. I 34 år var han professor i fysik ved universitetet. Han var formand for Polyteknisk Forening; direktør for Polyteknisk Læreanstalt, medlem af Videnskabernes Selskab og 1866-86 formand for Selskabet for Naturlærens Udbredelse. Han udgav blandt andet ”Lysets Naturlære” (1861) og en ”Naturlære” (1857), der fik stor udbredelse som skolebog og udkom i 8 udgaver.
Holten har desuden bearbejdet de danske meteorologiske iagttagelser fra 1767 til 1868 for at undersøge, om der forekom klimaforandringer i dette tidsrum. Han fandt, at vinterperioderne var blevet mildere og somrerne køligere. Interessant nok begyndte han sin karriere med at stå i l
ære som smed i fire år og fik svendebrev som smed, inden han startede med akademiske studier. Først som 31-årig tog han studentereksamen.

[2] JMC: Thomas Newcomen, 1664-1729, engelsk opfinder, som konstruerede den første brugbare dampmaskine (1710). Sammen med Thomas Savery udviklede han derefter en ny, forbedret udgave af dampmaskinen, og den havde stor succe i perioden helt frem til 1769, da James Watt fremkom med sin maskine.


Carl Valentin Holten, 1818-1886, fysiker. Foto: DKB.
Thomas Newcomen, 1664-1729, engelsk opfinder. Foto fra internett.
Thomas Savery, 1650-1715, engelsk opfinder. Foto fra internett.
James Watt, 1736-1819, engesk opfinder. Foto fra internett.
Den aktuelle utgaven av avisen.

Aarhuus Amtstidende 1880.04.19.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

 

Omtalen i denne artikel må have været meget positiv for Malling-Hansen! Som en slags gratisreklame. Det måske mest interessante for os, i eftertiden, er at denne notits dokumenterer, at skrivekuglen blev forhandlet fra et firma i Århus. Jeg har forgæves søgt efter oplysninger om ’Papirhandlerfirma Hansen & Poulsen’. Jeg fandt dem ikke i Krak Århus 1880 og 1885. Adressen indikerer dog, at det var et veletableret firma med en vis status, for St Clements torv ligger (og lå) i midtbyen på en fin adresse, tæt ved domkirken. Hvis det stemmer at dette firma havde eneforhandlingsret til skrivekuglen i Århus, indebærer det, at der må have forligget en aftale mellem firmaet og Malling-Hansen og dermed tilhørende korrespondence.


Malling Hansens Skrivekugle.


Med dette i lige høj Grad praktiske som sindrige Apparat have vi i disse Dage havt Lejlighed til at gjøre os bekjendt og sætte os ind i det tilsyneladende saa kombinerede, men dog i allerhøjeste Grad simple Inredning, og vi kunne ikke noksom anbefale Apparatet til Forretningsfolks Opmærksomhed, idet man ved dette Apparat ved ganske kort Tids Øvelse sættes i Stand til at skrive dobbelt saa hurtigt som en øvet Afskriver med Pennen, hvilket en i disse Dage i Kjøbenhavn anstillet Prøve har godtgjort. Eneforhandling af Malling Hansens Skrivekugle er overdraget den ny Papirhandlerfirma Hansen & Poulsen, St. Clementstorv Nr. 3.


Den aktuelle utgaven av avisen.
To fotografier av den skrivekugle-modellen som ble utviklet i 1879. Den var lavere og skrev på bredere papirformater enn 1878-modellen.
Men Malling-Hansen fortsatte å selge 1878-modellen i flere år. Den avbildede utgaven finnes bevart i kun et eksemplar, som er i privat eie. Begge fotos: RMH Society.

Bergens Tidende 1885.06.27.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

 

Oplysningen i Bergens Tidende om, at denne amerikanske opfindelse lignede en skrivekugle, gjorde mig nysgerrig! I en offentlig publikation: ”Offical Gazette of the United States Patent Office”, 1885 Patents, fandt jeg en detaljeret beskrivelse og tegninger af det som kaldtes for ”Hathaway’s Printing Telegraph”. George M. Hathaway indsendte patentansøgning (uden fysisk model) den 18 april 1884, og hans patent med nr 310,587 blev bevilget den 13 januar 1885. Ud fra beskrivelsen og tegningerne kan jeg dog ikke se, at Hathaway skulle have plagieret Malling-Hansens skrivekugle. Der var ikke tale om en skrivemaskine som sådan, men om et specialinstrument for at nedskrive og modtage telegrammer.


Den originale artikkelen.

 

    En ny Opfindelse til Forbedring af Forsendelsen af Telegrammer er gjort af George Hathaway og J. Linville i Filadelfia. I en Beretning derfra beskrives den saaledes: Det nye Instrument er indrettet ligesom en Skrivekugle og vil betydeligt forringe Bekostningerne ved Forsendelsen af Depescher. Det kan benyttes baade som Endepunkt og som Afsendelsespunkt for Meddelelser, og ligner ogsaa i det ydre Skrivekuglen. Fra en liden Søjle, der staar i Forbindelse med Instrumentet, oprulles der en endeløs Strimmel ubeskrevet Papir, der af en Hammer presses ind mod et Hjul, der befinder sig mellem Tasterne og Søjlen. Paa denne Periferi er Alfabetets Bogstaver anbragt i Haut-Relief, foruden Tal og Interpunktionstegn. Ved et Tryk paa Tasten drejer Hjulet sig og trykker det paagjældende Bogstav, Tal eller Interpunktionstegn ind mod Strimlen; fra hver Tast gaar der en speciel Traad til en Hovedtraad, der befordrer de til Ord og Sætninger dannede Bogstaver til Depeschens Bestemmelsessted. Ved den nye Opfindelse vil Depeschens ”Afhøring”, d.v.s. den Omstændighed, at øvede Telegrafister kan høre Telegrammets Indhold af Instrumentets Tikken, forsaavidt blive umuliggjort, som Apparatet arbejder fuldstændig lydløst. Desuden overføres de afsendte Depescher strax paa Papiret, saa at Afsenderen kan overbevise sig, om der er begaaet Fejl. Opfinderne har naturligvis taget Patent paa Apparatet, og der er allerede oprettet Aktieselskab med en Kapital af 2 millioner Dollars til Udnyttelse af Opfindelsen.


Den aktuelle utgaven av avisen.
To illustrasjoner fra patentet.

Dags-Telegraphen 1885.09.18.

[1]Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

 

Rasmus Malling-Hansen var en dygtig og flittig foredragsholder i forskellige foreninger og sammenhænge. Han havde ordet i sin magt, både i skrift og i tale, og det var jo også en af anledningerne til, at han blev valgt til det prestigefyldte hverv som taler i frimurerlogen (1888-1890).

 

Da han talte om døvstummesagen  og fremviste skolen for medlemmer af den broderlige Arbeidsklasses Hjælpeforening den 14 september 1884 mødte omkring 1000 medlemmer op! Malling-Hansen var hovedforedragsholder, men hele døvstummeinstituttet var mobiliseret for at tage imod de mange gæster. Og nu, et år senere, er han altså atter klar til at modtage besøg fra samme forening. På en søndag.


Den originale notisen.

      Den broderlige Arbeidsklasses Hjælpe-
forenings Medlemmer med Familie har Adgang til
det kgl. Døvstummeinstitut Søndag den 20.September
Eftermiddag Kl. 3. Forstanderen, Pastor Malling
Hansen holder Foredrag om Døvstummesagen.
Medlemmer bære Emblem.

 


[1] JMC: Samme notits findes i Dagens Nyheder 18/9, Nationaltidende 18/9, og i Social-Demokraten 18/9 1885.


Den aktuelle utgaven av avisen.
Dette er sannsynligvis emblemet til "Den broderlige arbeiderklasses hjælpeforening". Det har vært til salgs på Internett. I følge medaljen, ble foreningen stiftet i desember 1854. I følge en ennonce for en bok om foreningens første tretti år, var formannen i 1884 tannlege Valdemar Nielsen.
Dødsannonsen og takkeannonsen for all deltagelse ved Malling-Hansens mors bortgang sto i to ulike aviser. Henholdsvis i Lolland-Falsters Stifts-Tidende...
...og i Folketidenden, Ringsted.
Brødrene i litt eldre utgave. Johan Frederik. Foto: Privat.
Thomas Jørgen, som senere endret sitt etternavn til Thaning Hansen etter at han giftet seg. Foto: Ringsted Lokalarkiv.
Rasmus Malling-Hansen på et foto fra 1887. Foto: Privat.
Den eldre Johan Frederik Hansen sammen med en av sine klasser med elever. Hans kone, Nielsine Jeppesen sitter foran ham.

Sorø Amtstidende eller Slagelse Avis 1886.10.08.

[1]Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner og kommentarer ved Sverre Avnskog.

 

I denne detaljerede rapport får vi mange værdifulde fakta om det statslige lån til Malling-Hansen men også om skrivekuglens udvikling. Vor forskning skal nu indrettes på at finde Malling-Hansens omtalte skrivelse til Finansministeriet, men det er tydeligt at mange af formuleringerne i ministeriets forslag – og dermed i Sorø Amtstidendes/Slagelse Avis artikel – er taget direkt fra Malling-Hansens egne ord i hans ansøgning.

 

Man kan ikke sige andet, end at den danske stat gjorde meget for at bistå finansielt for at udvikle skrivekuglen. Men for at lykkes i konkurrencen med den amerikanske konkurrent som nævnes (Remington) havde Malling-Hansen behøvet endnu meget mere kapital i kombination med industriel fremstilling i stor skala og mængde.

 


Den originale artikkelen.

     Skrivekuglen. Ved Tillægsbevillings-

loven for Finansaaret 1878-79 § 15 Nr.
13 blev der tilstaaet Pastor M a l l i n g-H a n-
s e n et Laan af 20,000 Kr. til første Fabri-
kation og Udbredelse af Skrivekuglen, hvilket
Laan skulde forrentes med 4 pCt. p.A. og
afbetales med 10,000 Kr. 15 Maaneder efter
Laanets Udbetaling samt med 10,000 Kr. 9
Maaneder derefter. Pastor Malling-Hansen
har imidlertid ikke set sig i Stand til at
indfri denne Gjæld, og senest ved Finansloven
for 1882-83 blev der bevilget ham den af
ham ansøgte Udsættelse i 4 Aar med Tilbage-
betalingen af Laanet samt Rentefrihed af
samme i et tilsvarende Tidsrum. Laanet
skulde herefter have været indfriet i 11te Sep-
tember Termin f.A., men i Stedet herfor
har man fra Pastor Malling-Hansen modtaget
et Andragende, hvori han har erklæret sig
ganske ude af Stand til at tilbagebetale
nævnte Sum og anholdt om en Eftergivelse
af Gjælden.

 

     Andrageren har i denne Henseende anført,
at, efter at han, som meddelt, havde erholdt
Udsættelse med Gjældens Tilbagebetaling, fik
han ved en herværende Mekanikus[2] fabrikeret
2 nye Skrivekugle-Modeller, der i høi Grad
simplificerede Maskinens Konstruktion, og
tillige gjorde den solidere end de tidligere, samt
viste, at den samme Maskine kunde skrive
baade med store og smaa Bogstaver[3]. Der-
imod lykkedes det ikke den Gang at naa det
for Maskinens Udbredelse saa væsentlige Maal,
at faa den fabrikeret billigt; og det er først i
afvigte Aar, at det ved en yderligere simplifi-
kation af Maskinen og dens Fremstillings-
maade er naaet, at Skrivekuglen nu kan sæl-
ges for 150 Kr. Stykket, hvilket er Halvdelen
af den forrige Salgspris. Naar bemeldte
Skrivekugle alligevel siden dens Fremkomst i
Aaret 1870 ikkun er solgt i et Antal af nogle
Hundrede Exemplarer[4], er dette efter Andra-
gerens Formening begrundet dels i den Pris,
som en saadan Skrivekugle koster, og som
selv efter den senest naaede Nedsættelse er for
høi til at kunne bevirke en større Udbredelse,
dels i, at Opfindelsen efter sin Natur kun
kan arbeide sig langsomt frem, da der i Mod-
sætning til saa mange andre Maskiner og
Opfindelser her kræves Arbeide, Flid og en
ikke ringe Øvelse, forinden dens fulde Nytte
viser sig, dels endelig i, at Skrivekuglen har
faaet navnlig en betydelig Konkurrent i en
amerikansk Maskine, der har arbeidet med
langt større Kapitaler, end Andrageren har
kunnet anvende.

 

     Det er derfor saalangt fra, at denne Op-
findelse har bragt Opfinderen nogen pekuniær
Fordel, at den tværtimod kun har bragt ham
sørgelige Tab og daglige Næringssorger, samt
eh efter hans Kaar betydelig privat Gjæld[5],
paa hvilken han med sine, ikke store Embeds-
indtægter har maattet tilbagebetale langt over
Evne.

 

     Uden den store Hjælp, som Staten har
ydet Sagen, vilde Opfindelsen have været
tabt for længe siden, medens den nu har
kunnet udvikle sig roligt og sikkert, har vun-
det de høieste Udmærkelser paa 2de Verdens-
udstillinger, og er til Nytte for et ikke saa
ringe Antal Mennesker, samt nu er naaet til
at kunne sælges for en rimelig Pris; men
om Andrageren saaledes end formener, at der
er al rimelig Udsigt til, at Skrivekuglen i
Tiden vil give et Udbytte, vil dette i ethvert
Tilfælde efter hans Alder ikke kunne komme
ham til Gode, og han har derfor andraget
om en Eftergivelse af sin Gjæld til Stats-
kassen.

 

     Da nu Ministeriet for Kirke- og Under-
visningsvæsenet, ved hvis Initiativ Bevillin-
gen til at yde Pastor Malling-Hansen det
omtalte Laan af Statskassen i sin Tid er-
hvervedes, under de foreliggende Omstændig-
heder har ment at kunne anbefale Andragen-
det, søger Finansministeriet den fornødne Bemyn-
digelse til at eftergive Pastor Malling-Hansen
det omtalte Laan af Statskassen tilligemed
den siden 11te September 1885 paaløbne
Renter.

 


[1] JMC: Et stort antal dagblade havde kortere eller længere artikler eller notitser om Malling-Hansens andragende og om Finansministeriets overvejelser, og jeg har valgt denne version, fordi det er den mest fyldige og detaljerede. De andre findes i: Dagens Nyheder 6/10, Holstebro Dagblad 7/10, Kolding Folkeblad 7/10, Viborg Stifts Folkeblad 7/10,Horsens Folkeblad 8/10, Lemvig Folkeblad 8/10, Thisted Amtsavis 8/10, Frederiksborg Amtsavis 10/10, Viborg Stifts-Tidende 11/10, Thisted Amts Tidende 12/10.

[2] JMC: August Lyngbye. SA: Lyngbye sin modell sto klar første gang i 1885. Den vant førsteprismedaljen ved den store nordiske kunst- indistri- og jordbruksutstillingen i København i 1888.

[3] JMC: Dette var jo et meget stort fremskridt! Såvidt jeg ved har vi ikke fundet nogen skrivekugle med denne egenskab, men det betyder jo ikke, at der ikke blev fremstillet nogle. SA: Lyngbyes egne annoncer er også en viktig kilde, som bekrefter at han tilbød skrivekulger med både store og små bokstaver for salg.

[4] JMC: Det er så synd, at der her ikke nævnes et mere præcist antal!

[5] JMC: Det er muligt at der her refereres til Malling-Hansens gæld til Danmarks store finansmand Carl Frederik Tietgen, 1829-1901, som ydede Malling-Hansen et privat lån for udvikling af skrivekuglen – dette ved vi fra Tietgens personlige (hemmelige) arkiv, som er blevet offentlig tilgængeligt. Såvidt vi ved, lykkedes det for Malling-Hansen at betale dette lån. Men det er jo muligt, at han tog yderligere private lån, som vi endnu ikke har fundet dokumentation for.


Den aktuelle utgaven av avisen.
Mekanikus August Lyngbye.
Lyngbyes skrivekuglemodell fra 1885. Foto: Sverre Avnskog.
Den danske industrimagnaten, Carl Frederik Tietgen, 1829-1901.

Dags-Telegraphen 1888.04.10.

[1]Research, transkribering og kommentarer af Jørgen
Malling Christensen.

 

Rasmus Malling-Hansen var en flittig foredragsholder. Han havde ordet i sin magt i tale og skrift, og jeg tror at han kunne lide at tale offentligt, når han var engageret i et emne. I dette tilfælde holdt han foredrag i en forening ved navn ’Arbejderforeningen af 1860’, som faktisk stadig findes! Idag hedder den ’Foreningen af 1860’, og den blev stiftet 20 september 1860. Foreningen havde – og har – til formål ’at udbrede oplysning og dannelse blandt den arbejdende klasse som betingelse for dennes såvel åndelige som materielle udvikling’. Arrangementerne består af foredrag, oplæsninger, koncerter og besøg på industrielle virksomheder. Foreningen ejede på Malling-Hansens tid bygningen Nørre Voldgade 90-94 som de købte i 1873 men har idag adresse i Bredgade.Jeg håber at senere kunne finde information om foredragets emne. Her har vi kun en notits:


Den originale notisen.

Arbejderforeningen af 1860.

I Aften Kl. 9 Foredrag
af Pastor Malling-Hansen.

 


[1] JMC: Notitsen findes i Berlingske Tidende og i Dagens Nyheder samme dag.


Den aktuelle utgaven av avisen.

Berlingske Tidende 1888.06.27.

Professor Georg Carl Heinrich Lehmann, 1815-1890.

[1]Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

 

Nedenstående annonce har relevans for os, fordi den fortæller os noget om Malling-Hansens familie-situation; det er jo ikke underligt, at han og hustruen Anna behøvede hjælp af en husbestyrerinde: de boede på Døvstummeinstituttet i en stor lejlighed med 11 værelser og havde 6 eller 7 børn boende hjemme.
Fr. Rønne er registreret i Folketællingen 1880 under sit fulde navn: Sofie Frederikke Ambrosia Rønne. Det oplyses, at hun da var 51 år gammel og at hun havde haft fast bopæl på denne adresse (hos familien Malling-Hansen)siden 1868. Hendes arbejde oplyses som: Husbestyrerinde hos forstanderen. Det indebærer, at hun var husbestyrerinde hos familien Malling-Hansen fra 1868 og frem til en gang i løbet af perioden mellem 1880 og 1885 (ved folketællingen 1885 er hun ikke længere registreret med bopæl på Døvstummeinstituttet), hvor hun så har overgået til at have plads hos familien Skovgaard. Med andre ord: Alle Malling-Hansens børn voksede op med frk. Rønne som en person i deres daglige tilværelse.

 

Hendes annonce:

 


[1] JMC: Annoncen var også i Berlingske Tidende den 28 juni 1888.


Den originale notisen i avisen.

     Frøken Rønne, som i flere Aar har været
Huusbestyrerinde i Professor Skovgaards og
Pastor Malling Hansens Familier, og som nu
har trukket sig tilbage til sit eget lille
Hjem i Hørslev pr. Fuglebjerg, er villig til
at modtage en svagelig Dame, som trænger til
omhyggelig Pleje og Tilsyn. Henvises til
Professor Lehmann[1] foruden de ovennævnte
Familier.

 


[1] JMC: Professor Georg Carl Heinrich Lehman, 1815-1890, var læge ved det kgl Døvstummeinstitut. Han døde den 16 september 1890, 11 dage før Rasmus Malling-Hansens død.


Den aktuelle utgaven av avisen.

Viborg Stifts-Tidende 1888.07.19.

[1]Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

 

Den store skandinaviske udstilling i København i 1888 var sidste gang skrivekuglen var udstillet i større offentlige sammenhænge. Udstilleren var denne gang August Lyngbye, som en gang i midten af 1880erne  havde overtaget produktionen og udviklingen af skrivekuglen. Det gjorde han aldeles udmærket! Han havde faktisk 7 forskellige skrivekuglemodeller med på udstillingen, og sammen viste disse maskinens udvikling fra 1870 til 1888. Den seneste model, for hvilken Lyngbye fik medalje af højeste klasse (en sølvmedalje), havde farvebånd og papirvalse; ifølge Lyngbyes annoncer kunne han levere to modeller – en enklere for 150 kr og en dyrere for 230 kr, og den senere kunne skrive med både store og små bogstaver (en sådan skrivekugle har vi dog hidtil ikke fundet).

 

Se iøvrigt vort afsnit om udstillingen 1888 og læs også Malling-Hansens to breve til August Lyngbye, 1888.07.19 og 1888.07.21.


Den originale notisen.

Prisbelønningen.

 

    Den officielle Fortegnelse over prisbeløn-
nede Udstillere er følgende:

        

             Medaille af første Klasse:

 

- - - - - - -

 

------Aug. Lyngbye (Mekanikus)
for en væsentlig Forbedring i Malling-
Hansens Skrivekugle.

 

- - - - - - - -

 


[1] JMC: Listen over pristagere publiceredes også i Holstebro Avis 19 juli, Silkeborg Avis 19 juli, Frederiksborg Amts Tidende og Adresseavis 20 juli. Samsø Avis 20 juli og i Morgenbladet 27 juli.


Den aktuelle utgaven av avisen.
August Lyngbye. Avfotografert i Teknisk Museum av Jørgen Malling Christensen.
Augusts Lyngbyes utgave av skrivekuglen. Foto: Dieter Eberwein.

Nationaltidende 1889.02.22.

[1]Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

 

Her er endnu et af mange eksempler på Rasmus Malling-Hansens flittige foredragsholdervirksomhed i forskellige fora. Adressen for foredraget, Rømersgade 22, rummer idag Arbejdermuseet.


Den originale notisen.

Foreningen til

Oplysningens Fremme
blandt Kjøbenhavns Arbeidere
lader Søndag den 17.

Februar afholde
følgende Foredrag:

 

1) i Rømersgade 22  Kl.2. Pastor R.
Malling-Hansen: Om Tegnsproget.

 


[1] JMC: Også i Kjøbenhavns Adresse-Comptoirs Efterretninger, Social-Demokraten og i Nationaltidende, alle den 22 februar 1889.


Den aktuelle utgaven av avisen.
Interiør fra festsalen i Arbejdernes Forsamlingsbygning paa Rømersgade nr. 22. Foto: DKB.
Annonsen i Nationaltidende er underskrevet av litteraturhistoriker Frederik Winkel Horn, 1845-1898. Foto: DKB.

Dags-Telegraphen 1888.10.13.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

 

Selskabet for Naturlærens Udbredelse (SNU) må være en af Danmarks ældste foreninger – stiftet 1824 af H.C. Ørsted! På selskabets side kan man læse følgende:

 

”Efter en større udlandsrejse så han et behov for også i Danmark at have et selskab, hvor alle kunne komme og høre om de nyeste landvindinger inden for fysik og kemi – og disse fags potentielle betydning for næringslivet. Han gav sig derfor til at holde forelæsninger hvor alle havde adgang. Det blev bl.a. udnyttet af bryggerfamilien Jacobsen, og på den måde var SNU med til at danne grundlag for Carlsbergs forkantsposition i tiden.” Og selskabet er den dag i dag aktivt med samme type af virksomhed: foredrag om relevante emner, dog ikke begrænset til kemi og fysik men omfattende alle naturvidenskabelige områder. Via deres hjemmeside www.naturvidenskab.net har man blandt meget andet adgang til korte sammenfatninger af de seneste decenniers foredrag.


Den originale notisen.

         - - - - - - - - -

 

Selskabet for Naturlærens Udbredelse.
Søndagen den 14.Oktober Kl.1 holder Pastor
M a l l i n g  H a n s e n  et Foredrag om
Perioder i Børns Vækst og Solens Varme.

 

         - - - - - - - - - --


H. C. Øsrsted, 1777-1851, fysiker. Foto: DKB.
J. C. Jacobsen, 1811-1887, brygger, mæcen. Foto: DKB.
Den aktuelle utgaven av avisen.

Nationaltidende 1889.09.22.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

 

Rasmus Malling-Hansen var en flittig foredragsholder i forskellige foreninger, hvor han talte om de døvstummes tegnsprog, om døvstummepædagogik, om volapük, eller om sin forskning om børns periodiske vækstsvingninger. Et sådant forum, hvor Malling-Hansen flere gange støttede foreningen med foredrag var ”Arbeiderforeningen af 1860”.


Den originale artikkelen.

     Arbeiderforeningen af 1860 holdt

iaftes sin Stiftelsesfest og havde den Fornøi-
else, at der havde indfundet sig adskillig flere
Medlemmer og Damer end Tilfældet  har
været i de senere Aar, naar undtages ved 25-
Aars Jubilæet. Som sædvanlig havde For-
eningen indbudt de Mænd, der i Aarets Løb
havde støtttet den med Foredrag, Oplæsning
o.s.v.  Af mere bekjendte Mænd saas Hs.
Exc. Krigsministeren[1], der er Medlem af For-
eningen, Høiesteretsadvokat Hindenburg[2], Folke-
thingsmand Jagd[3], Forstander Malling
Hansen og Redaktör Bülow[4] fra Lund.

- - - - - - (JMC: Resten af teksten udeladt).

 


[1] JMC: J.J. Bahnson, 1827-1909, var dansk krigsminister 1884-1894.

[2] JMC: Arthur Leopold Hindenburg, 1832-1913, eller hans bror Georg Theodor Hindenburg, 1836-1919, som begge var advokater.

[3] JMC: Jens Christian Heinrich Claudius Jagd, 1821-1895.

[4] JMC: Jöns Christian Jönsson Bülow, svensk redaktør og rigsdagsmand


Den aktuelle utgaven av avisen.
Jesper Jespersen Bahnson, 1827-1909, general og krigsminister. Foto: DKB.
Arthur Leopold Hindenburg, 1832-1913, retskyndig og politiker. Foto: DKB.
Georg Theodor Hindenburg, 1836-1919, jurist. Foto: DKB.
Jens Christian Henrik Claudius Jagd, 1821-1895, lærer, kaptajn, amtsforvalter. Foto: DKB.
Christian Bülow, 1833-1921, eier og redaktør av avisen Folkets Tidning.
To bilder av Arbejderforeningens lokaler i Rømersgade 22. I dag huser lokalet Arbejdermuseet. Fotos fra Internett.
Foreningens formann, Henrik Smith, 1831-1900, overlærer ved Metropolitanskolen. Foto: DKB.
En høyt skattet foredragsholder i sin samtid, Rasmus Malling-Hansen, 1835-1890. Foto: Privat.
Erik Bøgh, 1822-1899, forfatter, redaktør og teaterdirektør. Foto: DKB.
Lars Dinesen, 1838-1915, politiker. Foto: DKB.

Dags-Telegraphen 1889.02.22

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner og kommentarer ved Sverre Avnskog.

 

I en tid, hvor arbejderklassen havde ingen eller ganske kort formel uddannelse i skolesystemet, var offentlige foredrag en udmærket måde at videreuddanne sig, - særlig attraktivt, når sådanne foredrag blev tilbudt gratis, som i dette tilfælde. ’Foreningen til Oplysningens Fremme blandt Kjøbenhavns Arbeidere’ arrangerede sådanne muligheder, og det er typisk for Rasmus Malling-Hansen, som selv kom fra fattige kår, at han brugte en søndag eftermiddag til at fortælle om tegnsproget og på den måde øge forståelsen for de døves kommunikation og for deres situation generelt.

 

I og med at adgangen var gratis, er det sandsynligt at Malling-Hansen holdt dette foredrag uden vederlag.

 

Læg også mærke til, at sådanne foredrag, i denne forenings arrangement, var for både mænd og kvinder, og på den måde tilgodeså man også kvinderne, som havde betydeligt færre muligheder end mændene til at uddanne og videreuddanne sig. Foredraget var på en søndag, og Malling-Hansen undede sig ingen hvile på denne dag heller; om formiddagen har han været præst ved gudstjenesten på Døvstummeinstituttet – dvs gudstjeneste på tegnsprog for instituttets børn og personale - , og derefter brugte han altså eftermiddagen til at holde et offentligt foredrag.


Noen portretter av Frederik Erhardt Winkel Horn, 1845-1898.
De to første portrettene er fra Det Kongelige Bibliotek i København.
Det siste fra Wikipedia. Winkel Horn var sprogforsker, historiker, oversætter og arkæolog.
Slik så hele annonsen ut.

Foreningen til Oplysningens Fremme blandt Kjøbenhavns Arbeidere lader Søndag den 17.Februar afholde følgende Foredrag:

 

 

1) i Rømersgade 22 Kl.2 Pastor R. Malling Hansen: Om Tegnsproget.

 

 

- - - -  (JMC: de øvrige foredrag er her udeladt)

 

Adgangen er gratis for Alle. Særlig Kjøbenhavns Arbeidere, Mænd og Kvinder, indbydes.

 

                        P.B.V[1].

 

                   Fr. W. Horn[2]

 


[1] JMC: På Bestyrelsens Vegne

[2] JMC: Jeg formoder at dette er Friedrich W. Horn, men jeg har desværre ikke kunnet finde biografiske data om ham. Fornavnet kan også være ’Frederik’.

SA: Ja, fornavnet er sannsynligvis Frederik, og da dreier det seg etter all sannsynlighet om Frederik Winkel Horn, 1845-1898, sprogforsker, historiker, oversætter og arkæolog.


Den aktuelle utgaven av avisen.

Aarhus Amtstidende 1889.07.03.

Rasmus Malling-Hansen, 1835-1890, oppfinner, forstander, prest og naturvitenskapelig forsker. Foto: Privat.

[1]Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

 

Verdensudstillingen i Paris i 1889 var af gigantiske dimensioner. Udstillingen var åben fra den 6 maj til den 31 oktober, og der blev registreret ca 32 millioner besøgende. Den franske titel var

 

’Exposition universelle de Paris de 1889’ (se udførlig baggrund og mange illustrationer i den franske wikipedia), og temaet var den franske revolution, hvis 100-årsjubilæum Frankrig fejrede. Det var til denne udstilling Eiffeltårnet blev opført. Mange lande deltog ikke ’officielt’ – særlig gjaldt det de europæiske monarkier. Norge deltog officielt men ikke Danmark og Sverige. Trods dette var der talrige danske og svenske udstillere, og Danmark havde sin egen afdeling, som ifølge Morsø Folkeblads rapport den 23 januar 1889 var udmærket placeret i den store udstillingsbygning for industrielle produkter. Danmark rådede over 325 kvadratmeter. Denne maskinhal – ’galerie des Machines’ var af enorme proportioner: 420 meter lang og 110 meter bred. Morgenbladets udgave af den 8 februar 1889 rapporterer, at ”Et Forslag om en Bevilling af 100.000 Kr til at støtte Industri-Drivendes og Haandværkeres Deltagelse i Udstillingen tiltrædes af Udvalget.”

 

Da jeg fandt artiklen i Aarhus Amtstidende 1889.07.03 tolkede jeg den i første hånd som at Rasmus Malling-Hansen deltog som udstiller med skrivekuglen, men efter at have ledt i længere tid blandt de danske aviser fra hele året 1889, finder jeg desværre ikke yderligere bekræftelser eller tegn på, at det har været tilfældet. Der er dog stadig et lille spørgsmålstegn omkring dette, og jeg vil ikke helt udelukke muligheden for, at fremtidig forskning kan påvise, at han faktisk udstillede de seneste eksemplarer af skrivekuglen.

 

Artiklen i Aarhus Amtstidende er meget lang, og jeg har i det følgende kun gengivet den korte passus, hvor RMH og skrivekuglen er nævnt. Artiklen, som var et rejsebrev fra avisens korrespondent, er underskrevet ’L.N.K.’, og jeg ved ikke, hvad initialerne står for.

 

- - - - -


Det originale avsnittet.

Verdensudstillingen i Paris 1889.

 

     ----- Iøvrigt findes her Maskiner til saa at sige alt, lige fra Bast til Klippesprængning. Den danske Opfinder, Pastor Malling Hansen har ved sin berømte Skrivekugle lagt et helt nyt Omraade ind under Maskintekniken; der findes paa Udstillingen flere forbedrede Exemplarer af den – rigtignok paa et andet Sted. Men Ideen er og bliver hans[2]. - - - - -

 

                                 L.N.K.

 

 


[1] JMC: Samme artikel blev også publiceret i Horsens Folkeblad 3.juli 1889, i Østsjællands Folkeblad 3. juli 1889, Aalborg Stiftstidende 4. juli 1889, Morsø Folkeblad 4.juli 1889, Næstved Tidende – Sydsjællands Folkeblad 4. juli 1889 og i Middelfart Avis 5. juli 1889.

[2] JMC: Jeg tolker de to sidste sætninger som, at skribenten refererer til ’skrivemaskiner’ som sådan – ikke til skrivekuglen – og at hans kommentar gælder nogle af Malling-Hansens konkurrenter, sandsynligvis Remingtons maskine eller nogle af de tyske modeller fra denne tid.

Den aktuelle utgaven av avisen.