The writing ball[1] is the name of an invention for which the principal of the Institute for the Deaf-Mute, reverend Malling-Hansen, has obtained a patent and which seems to have prospects of become of much practical use in accordance with the old adage: Time is money. For the intent is to be able to write at least as fast as one speaks, and notably with letters of the ordinary alphabet, and it is not unlikely that being put to proper use, and with a few, small additions it might make the current shorthand, and the tedious composing of manuscripts before printing, a superfluous thing.

The inventor has, quite logically, derived his idea by investigating the speed by which audible sounds can be produced, as well as the speed by which the visible signs may be reproduced. His results show that we on average produce 20 sounds per second in daily speech, while writing merely 4, whereas in public meetings the speech is somewhat slower, e.g. in Parliament Mr B.E. Bahle only produces 7 sounds per second on average, Mr G.Vinder 9 sounds, whereas a fast speaker like Mr Bille produces around 15. In comparison, by means of the finger language one may produce 12 sounds per second, and hence the idea is close at hand  that one might reproduce written or spoken signs by an equally simple – or even simpler – hand movement as the one used by a deaf-mute person. This is what we do when playing the piano. The mechanical work then consists in only pressing a key – the same is the case on Mr Hansen’s device. Instead of a note here we produce a letter, and it is now entirely up to the dexterity of the typist how quickly he can press down one key after another.[2]

In order to carry out the principles of this idea, he has contrived a machine,
built by mechanic Jurgensen at Sortedamsgade, the function of which may only be superficially noted in this context.

A metallic hemisphere (what in stereometry is called a calotte) has been pierced with as many holes as needed for the alphabetic signs and placed on the top side of a box. In each of these holes there is a piston rod with a button on top bearing the sign of a letter of the alphabet and kept in place with a coil while not in use. By pressing the button, the piston comes down and makes an imprint of the same letter indicated on that button – and exactly on the spot where the centre of the ball would logically be. In other words, all pistons have been placed as spherical radii and will always imprint their letters in exactly the same spot. In order to catch these, there is in the box a cylinder, around which is wound the paper on which to print and on top of this a kind of carbon paper, saturated with tint. In order to make the cylinder move in such a way that each new letter is printed after the previous one, and in order to adapt this movement exactly in accordance with the typing speed, it is connected to a gear wheel, operated by an electromagnetic current and this is triggered in such a way that it is switched on in the very moment when the key is pressed. In other words, each time, after pressing a key, one lets go of the button of the piston, the cylinder is moved a tiny bit in order to receive the next letter, and since its movement is circular, a new line will be steadily below the former line[3].

Comparing the upper referred position of the pistons as spherical radii with the way the keys are positioned on a piano, a considerable advantage has been gained in relation to the easiness whereby typing is done. Because the vowels are placed on the left hand side, the consonants to the right and all letters have been positioned in relation to the frequency by which they appear in the alphabet in such a way that their mutual position corresponds to the fingers of the hand using the machine, and with the most frequently used letters conveniently positioned for the strongest fingers. When considering that  a piano player is able to strike 20-30 keys per second, an experienced writing ball player will easily be able to achieve at least this same speed and hence will be able to write at least 5-6 times faster than with a pen[4], and since it is quite possible to use whatever alphabet one requires, the writing ball could be useful for the so called “message in code”[5] Also in this respect the inventor has contrived an ingenuous approach, and he has also sketched some very simple modifications liable to make his machine useful in telegraphy and as a type-setting machine[6].

When finally we add the great advantage it offers for blind people and for those who have lost fingers, it seems clear that we have here an invention which may become of great importance to mankind, and that all which remains is to make the mechanical construction simple in order to reduce the cost of acquiring the machine. However already in its present shape it will be useful  and save considerable time and effort in large offices and at public gatherings, and hopefully the general public will soon have the opportunity to become acquainted with it.

                                                                       C.M.[7]

     Skrivekuglen [1] er Navnet paa en Opfindelse, som Forstanderen for Døvstummeinstitutet, Pastor Malling-Hansen, har erhvervet Eneret paa, og som synes at kunne faa megen praktisk Betydning ifølge den gamle Sætning: Tid er penge. Den gaar nemlig ud paa at skrive i det Mindste lige saa hurtig, som man taler, og vel at mærke med Bogstaver af det almindelige Alfabet, og det er ikke usandsynligt, at den anvendt paa rette Maade, og med smaa, uvæsentlige Tilsætninger vil kunne gøre den hidtil brugte Stenografi og den møjsommelige Sætning af Manustkripter, inden de trykkes, overflødig.

     Opfinderen er ganske naturlig falden paa sin Ide ved at anstille Undersøgelser over den Hurtighed, hvormed de hørlige Lyd frembringes, og den, hvormed de synlige Tegn dannes. Hans Resultater vise, at man i Gennemsnit i daglig Tale udsiger 20 Lyd i et Sekund, medens man kun skriver 4, men at man i offentlige Forsamlinger taler noget langsommere, saa at for Exempel i Rigsdagen Hr. B. E. Bahle kun frembringer omtrent 7 Lyd gennemsnitlig i Sekundet, Hr. G. Vinder 9, men den mer hurtigtalende Hr. Bille omtrent 15. Derimod kan man ved Fingersproget fremstille 12 Lyd i Sekundet, saa at den Tanke ligger nær at frembringe varige (skrevne eller talte) Tegn ved en lige saa simpel eller endnu simplere Haandbevægelse end den, hvormed en Døvstum udtrykker sig. Det er det, man gør, naar man spiller Klaver. Det mekaniske Arbejde bestaar da kun i at trykke med Fingeren paa en Tangent – det Samme gør man paa Hr. Hansens Apparat. I Stedet for en Tone frembringer man her et Bogstav, og det beror nu blot paa den Skrivendes Fingerfærdighed, hvor hurtig han kan lade Bogstaverne følge efter hverandre. [2]

     For at gennemføre dette Princip har han udtænkt en Maskine, som er bleven udført af Mekaniker Jurgensen i Sortedamsgade, og hvis Hovedindretning her kun løselig kan antydes.

     En Kugleflade af Metal (det, man i Stereometrien kalder en Kalot) er gennemboret med lige saa mange Huller, som man bruger alfabetiske Tegn, og indsat i den øverste Flade af en Kasse. I hvert af de omtalte Huller er der indsat en Stempelstang med en Knap foroven, der bærer et Bogstavmærke, og ombunden med en Spiralfeder, der holder den i Ro, naar den ikke bruges. Ved et Tryk paa Knappen farer dette Stempel ned og aftrykker det samme Bogstav, denne bærer, netop paa det Sted, hvor Kuglens Sentrum maa tænkes at ligge. Samtlige Stempler ere altsaa stillede som Kugleradier og ville altid nøjagtig paa samme Sted aftrykke deres respektive Bogstaver. For at opfange disse ligger her inde i Kassen en Cylinder, om hvilken man vikler det Papir, hvorpaa der skal trykkes, og ovenpaa dette et sort Kalkerpapir, gennemtrukket med Farge. For at faa Cylinderen til at bevæge sig saa at hvert nyt Bogstav bliver trykket ind efter den foregaaende, og for at afpasse denne Bevægelse nøjagtig efter den Hurtighed, hvormed der skrives, er den sat i Forbindelse med et Tandhjul, der sættes i gang ved en elektromagnetisk Strøm, og denne er saaledes ledet, at den netop sluttes i det Øjeblik, da Stemplet trykkes ned. Hver Gang man altsaa, efter at have sat et Bogstav, slipper Knappen paa Stemplet, drejes Cylinderen et lite Stykke for at modtage det næste Bogstav, men da dens Bevægelse er spiralformig, vil den ene Linie komme til at ligge regelmæssig nedefor den anden. [3]

     Ved den ovenfor omtalte Stilling af Stemplerne som Kugleradier i Modsætning til den Maade, hvorpaa Tangenterne ere anbragte paa et Klaver, er der vundet en ikke uvæsentlig Fordel med Hensyn til den Lethed, hvormed der skrives. Man har nemlig Vokalerne liggende tilvenstre, Konsonanterne tilhøjre og samtlige Bogstaver anbragte i Forhold til den Hyppighed, hvormed de forekomme i Alfabetet, saa at deres indbyrdes Stilling svarer til Fingrenes paa den Haand, der skal bruge Apparatet, og de hyppigst forekommende udfor de stærkeste Fingre. Naar man nu betænker, at en Pianist kan anslaa fra 20-30 Tangenter efter hverandre i et Sekund, vil en øvet Skrivekuglespiller let kunne bringe det mindst til samme Hurtighed og altsaa kunne skrive mindst 5-6 Gange saa hurtig med dette Apparat som med en Pen [4], og da man kan bruge hva Alfabet, man selv vil, kan Skrivekuglen faa Anvendelse til de saakaldte Chifferdepecher.[5] Ogsaa med Hensyn hertil har Opfinderen udtænkt en sindrig Fremgangsmaade, ligesom han antyder meget simple Modifikationer, der ville gøre hans Maskine anvendelig i Telegrafien og bruges som Sættemaskine.[6]

     Naar man endelig hertil føjer den store Fordel, den frembyder for Blinde og for dem, der  have mistet Fingre, synes det klart, at der her foreligger en Opfindelse, som vil kunne faa stor Betydning for Menneskeheden, og at der kun staar tilbage at gøre den mekaniske Indretning saa simpel, at det ikke vil blive for kostbart at anskaffe sig den. Men allerede i sin nuværende Skikkelse vil den med betydelig Besparelse af Tid og Kræfter kunne anvendes paa større Kontorer og ved offentlige Forhandlinger, og forhaabenlig vil Publikum snart faa Lejlighed til at gøre sig bekendt med den.

                                                                                                                C. M. [7]

[1] SA: Skrivekuglen ble fremvist for pressen for første gang 8. september 1870, så artikkelen i Folkets Avis ble trykket allerede dagen etter fremvisningen.

I et brev til sine brødre fra samme dag som artikkelen i Folkets Avis sto på trykk, skriver Malling-Hansen følgende om begivenheten:

se her det første kuglebrev  egentlig er det det tredie   ieg har nemlig skrevet det første til svigermoder i anledning af hendes fødselsdag og det andet for lidt siden til etatsråd hummel for at takke ham for en glimrende udtalelse om kuglen som han for lidt siden sendte mig   de ufuldkommenheder som endnu klæbe ved kuglen kunne heldigvis let rettes    en ubetydelig forandring ved den vil gøre at bogstaverne alle komme i den rette afstand fra hverandre o s v

kuglen blev besigtiget i går af pressens repræsentanter  proff holten var også tilstede  alle vare overraskede   dagstelegrafen har en artikkel om den i dag  folkets avis også og det er der er meget vel skrevet og meget lang   dagens nyheder og dagbladet bebude udtalelser om skrivekuglen i morgen

[2] SA: På sedvanlig vis har Malling-Hansen tydeligvis gått meget vitenskapelig til verks for å undersøke hurtigheten både i tale og skrift!

[3] SA: Av beskrivelsen går det meget tydelig frem at den første offisielle skrivekuglen, var den med en sylinder til å feste papiret rundt  – innebygget i en trekasse. Men sannsynligvis var ikke det den første som ble bygget - det var nok den som er tegnet på det første danske patentet fra januar 1870, hvor skrivekuglen var intergrert i et bord og en pedal var drivkraften for å få papirsylinderen til å gå rundt. RMHs svigerfar skrev i en artikkel i 1924 at den første skrivekuglen veide 75 kilo, og det kan bare være bordmodellen som hadde denne vekten. Den første boksmodellen veide bare 9 kg uten batterir, og batteriene fra denne tiden veide ikke så mye at de ntotale vekten kunne komme opp i 75 kg!

[4] SA: I motsetning til det tradisjonelle qwerty-tastaturet, der bokstavene som blir hyppigst benyttet i det engelske språk, måtte plasseres lengst mulig fra hverandre for å unngå at armene hang seg opp i hverandre, ble altså bokstavene plassert på skrivekuglen på en slik måte at man kunne oppnå høyest mulig skrivehastighet! Det sier seg selv at man derfor kunne skrive mye hurtigere på enn skrivekugle enn på en maskin med qwerty-tastatur. (Som ennå ikke var oppfunnet, forresten. Det kom først i 1873 da Remington satte Sholes&Gliddens ”type writer” i produksjon. Det var for øvrig investoren James Densmore som oppfordret Sholes til å utvikle qwerty-tastaturet.)

[5] SA: Scifferdepecher=stenografi?

[6] SA: Allerede på dette tidspunktet hadde altså Malling-Hansen i tankene de forskjellige modellene som ble bygget i løpet av de to nærmeste årene: Skrivekuglen med den flate vognen i stedet for sylinderen, og sannsynligvis også takygrafen.

[7] SA: Hvem denne journalisten er, er forløbig ikke kjent, dessverre, men han har tydeligvis forstått prinsippene for skrivekuglen meget godt!

Ved Skrivekuglen derimod ere Typerne udskaarne paa de nederste Ender af prismatiske Staalstilke, som foroven ende i Knapper, betegnede med de Bogstav, de bære forneden, og holdes borte fra Papiret ved Spiralfjedre. Alle disse Stilke ligge i Retningerne af Radierne til en Del af en Kugle (deraf Navnet), igjennem hvis Centrum Paoirsfladen gaaer. Naar man da trykkede alle Stilke eller Knapper ned med den ene efter den anden, vilde alle Bogstaverne komme til at staae paa eet Sted, hvis ikke Papiret blev flyttet imidlertid. Den mindste af de to Figurer viser Maskinen udenfra, og man seer foroven den egentlige Skrivekugle sine fremstående Stempler. Den største Figur viser Maskinen indvendig. Laaget, hvorpaa Skrivekuglen er anbragt, er lukket op, saa at man seer Skrivekuglen nedenfra. Papiret med det affarvende Papir er klemt fast paa en Cylinder (midt i Figuren), der bliver dreiet rundt af et Uhrværk (tilhøire i Figuren), men paa Enden tilhøire bærer den en fremspringende Skive, i hvis Rand der er indskaaret en Skruegang, som griber ind i en Tandstang forneden. Derved bevirkes det, at Cylinderen under Uhrets gang ikke blit dreies rundt, men tillige forskydes langs ad sin Axe, hvortil den lange cylindriske Axe, hvorpaa den sidder, giver tilstrækkelig Plads. Man vil da indsee, at een af Typerne, hvis den blev holdt i Berørelse med Papiret under Uhrets Gang, vilde tegne en Skruelinie paa det, der naar det tages af Cylinderenvilde vise sig som en Række af parallele Linier. Hvis nu Uhrets Gang havde en Hurtighed, der stemmede med den Skrivendes Øvelse, behøvede denne blot efterhaanden at trykke paa de forskjellige Stempler, han skulde bruge, de tilsvarende Bogstaver vilde da stille sig i Række, og et forlænget Ophold imellem hvert Ord vilde da give større Plads imellem Ordene end imellem Bogstaverne i samme Ord. Det sees imidlertid let, at man kun ved meget stor Øvelse kunde opnaae at faae ligestore Afstande imellem Bogstaverne. Maskinen har derfor faaet en saadan Indretning, at Cylinderen kun gjør et Spring naar et af Stemplerne trykkes ned, og dette skeer ved Elektromagnetisme. Skrivekuglen bestaaer derfor af to concentriske Kugleskaller, som ere isolerede fra hinanden. Den ene af disse er i Forbindelse med den ene Pol af et galvanisk Apparat (tilvenstre i Figuren), den anden staaer i Forbindelse med en Elektromagnet (forrest tilhøire i Figuren) og derfra med den anden Pol af Apparatet. Stemplerne ere alle i ledende Forbindelse med den indre Kugleskal, men isolerede fra den ydre; naar et af dem trykkes ned, kommer dets Knap i Berørelse med en paa den ydre Kugleskal ved ethvert af dem anbeagt Messingfjer; der er nu ledende Forbindelse, Elektromagneten tiltrækker et Jeranker, som er anbragt lige over den, og et Hemværk som ved Vægtstænger er sat i Forbindelse med dette Anker, udløses, hvorved et Tandhjul, anbragt paa Enden tilhøire af Cylinderens Staalaxe, da af Uhret kan drives ½ Tand frem. Bogstavet aftrykkes paa Papiret. Slipper man Stemplet, gaaer det tilbage, den elektriske Strøm afbrydes, Ankeret fjerner sig fra Elektromagneten, Hjulet dreies atter ½ Tand og bliver da i Ro, til det næste Tegn skal sættes. For med denne Indretning at kunne gjøre de tilbørlige Mellemrom mellem Ordene er der øverst paa Kuglen anbragt et Stempel uden Type, som ved at nedslaaes bringer Cylinderen til at gøre et Spring, uden at sætte noget Mærke.

Den næste Anvendelse, som Apparatet synes at ville finde, er i Stenographiens Tjeneste. I Sommer blev det saaledes forevist i Leipzig, hvor det vakte meget Opsigt især blant Stenographerne, som paa den Tid havde en stor Sammenkomst der. I ”Leipziger Tageblatt” fremkom der en udførlig Artikel om Skrivekuglens Construction og forsjelligartede Anvendelse, og her hedder det bl. A. at de talrige Tilstedeværende vare i høieste Grad overraskede over Maskinens Præstationer og toge det Indtryk med sig, at der her ikke handlede om et sindrigt Experiment, som hvilket man mer eller mindre maatte betragte f. Ex. Sættemaskinen, men om en færdig Opfindelse af stror praktisk Betydning.

Opfinderen har nu construeret et Apparat, der vil kunne arbeide lydløst, og det synes saaledes at ville kunne benyttes i selve Forsamlingssalene.[5] I tvende Exemplarer har ”Skrivekuglen” i Sommer ogsaa været udstillet i London, hvor den ligeledes vakte meget Opmærksomhed.[6] Et Apparat arbeider i München, et andet er nylig kommet til Amerika, og to af de nyeste Apparater er for Tiden i London, hvor Kjøberen af det engelske Patent om kort Tid vil bringe dem frem for Offentligheden.[7]

Paa samme Tid som Opfinderen har arbeidet paa at forbedre den oprindelige Maskine, har han ogsaa udtænkt nye Anvendelser for denne og har gjort en sindrig Opfindelse, hvorefter det er mulig ved Anslag paa de sædvanlige Bogstavstempler at levere hemmelig Skrift, der kan betragtes som ulæselig for den ikke Indviede, [8] og denne Maskine vil sikkert have en ikke ringe Fremtid, idet dens Præstationer, som ikke lade sig efterskrive, bl. A. synes at kunne anvendes som Stempelmærker etc. Det med de forskellige Maskiner Skrevne kan mangfoldiggjøres paa samme Maate som hvad der er skrevet med autographisk Blæk: det Skrævne aftrykkes paa Stenen, det ætses ind i denne, dernæst paaføres Sværten, og sluttelig trykkes der. Skrivekuglen kan altsaa indenfor visse Grændser benyttes som Sættemaskine.

Opfindelsens Historie er ikke uden Interesse. Der er i mange Aar af Mange arbeidet paa at lave Skrivemaskiner, og det ældste Patent er alt 40 Aar gammelt. Ingen Maskine er imidlertid hidtil naaet saa vidt, at den har kunnet arbeide saa hurtig som Pennen, og Skrivekuglen er saaledes den første og eneste virkelige Hurtigskrivemaskine. Efter dennes Fremkomst har en Hr. Odkolch i Prag og en Hr. Davier i London construeret Skriveapparater, der vare byggede paa det samme Princip. Efter at være blevne bekjendte med Skrivekuglens Prioritet have de begge trukket sig tilbage, og det saameget mer som de ikke havde kunnet drive det til at skrive mer end to Bogstaver i Secundet. I Lyon har en Franskmand fornylig construeret et Hurtigskrivningsapparat, der imidlertid ikke skriver Bogstaver, men Tegn, og dette Apparat har altsaa ingen Betydning ved Siden af Skrivekuglen.[9]

De nye Apparater ere udførte i Prof. Jüngers mechaniske Etablissement her i Byen. Eieren af dette Etablissement, Mechanicus Jürgensen, har ved sin Dygtighed og Udholdenhed ligesom ogsaa ved flere af Forbedringerne hjulpet til, at Skrivekuglen, der er patenteret i Amerika og de fleste Lande i Europa, allerede nu er et saa smukt og nyttigt Apparat.

Polytechnische Mittheilungen.

Die Schnelldruch und Schreibemaschine von Malling Hansen.

Schon vor länger als einem Jahre brachten die “Annalen der Typographie”[2] die Nachricht von einer Erfindung, die eine epokemachende genannt werden musste, wenn der Erfinder alles das leisteste, was er versprach. Er wollte es möglich machen, in finsterer Nacht, auf den Wellen des Meeres geschaukelt, über einen Knüppeldamm hinfahrend, im Bett liegend, mit stenographischer  Schnelligkeit,  jedoch in gewöhnlicher Buchstabenschrift, zu schreiben oder, correcter gesagt, zu drucken, und zwar nicht bloss ein Exemplar, sondern bis zu zehn Exemplaren auf einmal.[3]

  Welche enorme Vortheile würde ein solches Verfahren gewähren, wenn dies alles sich wirklich in der Praxis leicht ausführen liesse, aber wie natürlich war auch der Gedanke, dass es, wie so oft, gehen würde, dass eine Sache in der Theorie zwar herrlich, in der Praxis aber unbrauchbar sei.

Die Praxis hat aber schon gesprochen, und Malling Hansen’s Schnelldruck- und Schreibemaschine leistet in der Tat ausserordentliches.

  Indem wir den Lesern der Illustrirten Zeitung die Entstehungs- und Fortbildungsgeschichte dieser Erfindung mitteilen wollen, benutzen wir die diesbezüglichen, leicht verständlichen Mittheilungen oben genannten Fachblatts. Wir hatten bei der Anwesenheit Malling Hansen’s in Leipzig[4] Gelegenheit , uns von der vollkommenen Richtigkeit derselben zu überzeugen.

 Malling Hansen ist Director des königlichen Taubstummeninstituts in Kopenhagen. Wenn er es überlegte, daß man im Stande ist, mittels der Fingersprache der Taubstummen zehn bis zwölf Lautzeichen in der Secunde auszudrücken, während die schreibende Hand in derselben Zeit nicht mehr als zwei bis drei prästiren kann, so drang sich ihm der Gedanke auf, daß es durch eine möglichst concentrirte Klaviatur, deren Tasten von den Fingern beider Hände ohne Armbewegungen leicht erreichbar wären, nicht schwer sein müßte, eine noch größere Anzahl von Buchstaben zu Papier zu bringen, wenn die Tasten in eingefärbte Buchstabenstempel endigten. Hiermit wäre dann eine stenographische Schnelligkeit erreicht, jedoch mit dem bedeutendem Vorsprung, daß das von der Maschine Wiedergegebende in einem für jeden leicht lesbaren Abdruck, ja, wenn es erwünscht sein sollte, in mehreren Abdrücken vorgelegt werden kann.

  Der Drucktelegraph und die Autographie[5] boten zwar dem Erfinder einige Anhaltepunkte hinsichtlich der Ausführung seines Gedankens; sollte aber, was die Hauptsache war, eine wirklich überraschende Schnelligkeit, mit Regelmäßigkeit und Deutlichkeit verbunden, erreicht werden, so gab es nur einen Weg, der eingeschlagen werden konnte: nämlich die Wirkung aller Stempel auf einen und denselben Punkt zu concentriren.

 Dies was nur möglich, indem die Stempel radienformig auf einer Halbkugel angebracht und in eine schräge Bewegung nach dem gemeinschaftlichen Centrum gesetzt wurden. In diesem Gedanken und in der glücklichen Lösung der Schwierigkeiten, welche mit der Construierung des halbkugelförmigen Stempelapparats verbunden waren, liegt der Hauptvorzug der Malling Hansen’schen Maschine, welche nach der Form des Stempelapparats den Namen ”Schreibkugel” erhielt.

 Die zu überwindenden Schwierigkeiten waren keineswegs gering. Denkt man sich,  daß einige dreißig, nach befinden noch mehr Buchstabenstempel, die in den verschiedensten Winkeln zu dem Centrum stehen, dieses mit ihrer Bildfläche gleichmäßig treffen müssen, so leuchtet die Notwendigkeit ein, daß diese Bildflächen, den verschiedenen Einfallwinkeln angemessen, schräg geschnitten, und daß die sich nach unten zuspitzenden Stile nach ihren Längenseiten mit verschiedenen rinnenartigen Einschnitten versehen, teilweise gebogen sein müssen, damit sie aneinander vorbei dem immer enger werdenden Ausgang nach dem Centrum passiren können.

Ebenso einleuchtend ist es, daß zwei Stempel, die zu gleicher Zeit durch Anschlagen in Bewegung gesetzt werden und sich in dem engen Raum begegnen, fest sitzen bleiben müssen, ehe sie den Endpunkt, wo die Bildfläche mit dem Papier zusammentrifft, erreichen. Dieses Doppelanschlagen ist der einzige, was der Schreibende so gut wie der am Klavier Spielende zu vermeiden hat, was er aber auch ebenso leicht wie letzterer vermeiden kann durch die richtige Haltung der Hand mit dem etwas scharf nach unten gebogenen Handgelenk, so daß die Finger frei arbeiten können.

 Der Umfang der Klaviatur ist so gering  (die Halbkugel mißt im Durchmesser nur etwa 13 Centimeter"[6], daß die Hände nie aus der einmal angenommenen Normallage herauskommen, und die Tasten oder Knöpfe sind so vertheilt, daß selbst die beweglichsten Finger höchstens drei anzuschlagen haben, und hierin liegt ein wesentlicher Vorzug gegen eine Klaviatur mit nebeneinanderliegenden Tasten wie die des Klaviers. Außerdem ist die Eintheilung so getroffen, das die gebräuchlichsten Buchstaben in drei, der Normallage der Hand folgenden Reihen quer über der Halbkugel angebracht sind, während die seltener vorkommenden Zeichen darüber oder darunter ihre Plätze haben. Für ungeübte sind die Knöpfe mit Buchstaben bezeichnet, so daß derjenige, der zum ersten mal das Instrument sieht,  doch im Stande ist, sicher, wenn auch langsam, mit einem Finger zu arbeiten, in der Weise wie einer, der mit einem Finger die Melodie auf dem Klavier spielt. Eine Uebung von wenigen Stunden genügt schon, um langsam mit beiden Händen arbeiten zu können.

 Aber, wird man einwenden, wenn der Druck a l l e r Buchstaben sich auf e i n e n Punkt concentrirt, so wird ja ein Buchstabe den andere decken und schließlich nur ein farbiger Klex  übrigbleiben. So würde es sich allerdings ganz richtig verhalten, wenn das Papier ruhig in derselben Lage verbliebe. Das ist aber nicht der Fall. Das Papier liegt mit einem darüber gezogenen, mit blauer Farbe gesättigten Blatt auf einem Cylinder, der durch ein Uhrwerk in langsam rotirende Bewegung gesetzt wird (ganz wie die Walse in einer Spieldose), so daß jeder heruntergedrückte Stempel auf weißes Papier trifft. Es würde jedoch eine außergewöhnliche Fertigkeit dazu gehören, um so regelmäßig zu arbeiten, daß die Stellung aller Buchstaben auf dem Papier und die Zwischenraüme zwischen den einzelnen Wörtern ganz gleichmäßig  würden.

Jeder, wenn auch der kürzeste Aufenthalt, würde eine Unregelmäßigkeit zur Folge haben. Hier muß nun der stets bereite Helfer, der Elektromagnetismus, vermittelnd eintreten.

 Die Halbkugel, durch welche die Stempel gehen, besteht aus zwei concentrischen Abtheilungen, zwischen welchen ein leerer Raum ist. Die obere Schale der Kugel steht mit dem einen Pol einer Batterie, die untere Abtheilung mit einem Elektromagnet im Innern des Apparats und durch diesen mit dem andern Pol in elektromagnetischer Verbindung. Wird nun einer der Stempel , die alle in leitender Verbindung mit der untern Abtheilung der Halbkugel stehen, aber von der obern isolirt sind, heruntergedrückt, so stößt er auf ein Messingstück, welches auf der obern Schale bei jedem Stempel angebracht ist, und nun ist die leitende Verbindung vollständig. Der Elektromagnet zieht einen eisernen Anker an sich, wodurch ein Stopper, durch welchen ein an dem Cylinder angebrachtes Zahnrad festgehalten wurde, ausgehoben wird, so daß das Rad und also auch der Cylinder mit dem Papier um einen Zahn, der die Breite eines Buchstaben hat, vorrückt. Sobald aber der Druck auf den Knopf eines Stempels aufhört, schnellt eine heruntergedrückte Spiralfeder letztern in seine Normallage zurück, und die elektrische Verbindung ist unterbrochen.  Demzufolge läßt der Magnet den Anker wieder los, und der Stopper fällt wieder hemmend in das Zahnrad. Die Einrichtung ist aus dem beigegebenen Holzschnitt leicht ersichtlich.

 Der Mechanismus setzt natürlich voraus, dass ein Buchstabe so breit ist, wie der andere. Die kleinen Buchstaben sind deshalb weniger zweckmässig, wogegen die Antiquaversalia, besonders in Lapidarstil gehaltene, die grössere Gleichmässigkeit  möglich machen. Will man jedoch von der Schönheit absehen, so kann jede Gattung von Schrift gewählt werden.

 Um die Zwischenräume zwischen den einzelnen Wörter, die Ein- und Ausgange und dgl. herzustellen,  bedient man sich des „Ausschlussstempels“, der ebenfalls die Normalweite eines Buchstaben haben muß.  Drückt man diesen Stempel herunter, so rückt das Zahnrad und der Cylinder zwar wie gewöhnlich vor, aber, da der Stempel kein Buchstabenbild trägt, so hinterläßt er keinen Abdruck auf dem Papier. So vielmal man diese Type anschlägt, so vielmal Buchstabenbreite erhält man als Zwischenraum. In dieser Weise können die üblichen Satzregeln ganz genau innegehalten werden, man kann Titelzeilen und Ueberschriften auf die Mitte stellen, Zeilen einziehen, den Zwischenraum vergrößern, u.s.w. Sieht man eine Abschrift der Schreibcopie oder einen durch lithographischen Umdruck hergestellten Abdruck, so glaubt man die Arbeit eines geschickten Setzers vor sich zu haben.     

 Da das Zahnrad mit einer selbst beim zugemachten Apparat leicht ersichtlichen Scala versehen ist, so kann man jeden Augenblick das Vorwärtsschreiten der Zeile beobachten und controliren,  wenn sie voll ist. Um eine neue Zeile zu beginnen, ist übrigens kein Aus- und Einrücken des Cylinders nöthig, da dieser sich auf einem Schraubengewinde dreht; eine neue Zeile kann demnach ohne weitere Vorbereitungen beginnen, sobald die vorhergehende fertig ist.

  Eine sehr wesentliche Verbesserung hat der Erfinder später gemacht, statt des Cylinders nämlich eine flache Tafel angebracht, auf welche etwa zehn weiße Blätter, mit Farbeblättern durchschossen und von einem Rahmen gehalten, gelegt werden können, sodaß ein Satz in etwa einem Dutzend Exemplaren auf einmal herzustellen ist. Diese Tafel hat außer der gewöhnlichen ruckweisen Vorwärtsbewegung noch eine schräge Rückwärtsbewegung, damit eine neu zu beginnende Zeile richtig unter die vorgehende zu stehen kommt. Mehr wie zehn Exemplare kann eine Maschine nicht wol auf einmal liefern. Genügt diese Zahl dem Bedürfniss jedoch nicht, so ist es nur nöthig, zwei oder mehrere Apparate miteinander elektromagnetisch zu verbinden; in dieser Weise kann dann die Zahl der Exemplare nach Belieben vermehrt werden.

Die Schnelligkeit, die mit den jetzt arbeitenden Maschinen erreicht werden kann, beträgt zehn Zeichen in der Secunde, sie wird demnach ungefähr Schritt halten mit einem öffentlichen, langsam gehaltenen Vortrag; neuerdings gemachte Verbesserungen machen es schon ganz unzweifelhaft, dass die Schnelligkeit von 20 Zeichen in der Sekunde erreicht werden wird. Dies gibt zugleich Antwort auf die Frage wegen der praktischen Verwendung der Schreibkugel. Sie ist eben von Nutzen überall, wo es sich um schnellste Herstellung eines für jeden, ohne besondere Studien lesbaren Manuscripts handelt. Sollen wir aber einige Fälle besonders hervorheben, in welchen sie von wesentlichem Werth sein wird, so wären dies etwa folgende:

1. Zum Umschreiben stenographisch abgefaßter Berichte über Kammer- und andere öffentliche Verhandlungen. Es ist möglich, diese so schnell, zugleich in mehreren Exemplaren, zu liefern, dass wenige Minuten nach Vollendung der Stenographie die Versendung oder Ablieferung an die Druckerei stattfinden kann. Zur directen Verwendung in dem Sitzungssaal war die Maschine anfänglich nicht geeignet, weil das Ein- und Ausfallen des Stoppers mit etwas Geräusch verbunden war. Diese Uebelstand wurde jetz glücklich abgeholfen.

2. Zu Vervielfältigung der eingehenden Depeschen auf den Telegraphenbureaux; den während der Drucktelegraph nur langsam arbeitet, wird das Wheatstone=Morse’sche Verfahren, mit der Schreibkugel zusammenwirkend, weit schnellere Resultate liefern, namentlich wenn z. B. die Telegraphenbureaux die Börsen- oder politischen Depeschen in mehrere Exemplaren zu liefern haben. Der elende Zustand, in welchem die Schrift sich in den copirten Exemplaren oft befindet, überschreitet, wie bekannt, manchmal das Erlaubte. Die erste praktische Verwendung in dieser Richtung findet die Maschine auf der Newcastle-Station der grossen nordischen Telegraphen-Gesellschaft, wo sie die Arbeit von sechs Telegraphisten übernimmt.

3. Beim Dictiren in Staats- und Privatbureaux, indem durch die Schreibkugel dem Chef sehr viel Zeit gespart wird, dieser auch Noten, Circulare und jede Geheimcorrespondenz mit Leichtigkeit selbst schreiben und copieren kann.

4. In Feld, auf Reisen zu Land und Wasser, kurz unter allen, das Schreiben erschwerenden Verhältnissen. Blinde, Taubstumme, an das Bett Gefesselte können schneller und leserlicher ihre Gedanken zu Papier bringen als der flinkste Schreiber.

Die Wichtigkeit des Verfahrens im Krieg, im diplomatischen und Börsenverkehr, für die Zeitungstelegramme, im Dienst der Polizei u.s.w. wird noch ganz wesentlich durch eine neue Verbesserung der Erfinders gesteigert, indem er Apparate liefert, in welchen statt der gewöhnlichen Buchstaben zwei in Winkel aneinanderstoßende kleine Linien als Typen verwendet werden, die eine dem Uneingeweihten vollständig unlesbare Geheimschrift bilden, indem die durch einen einzigen Griff bewirkte veränderte Lage des Typenapparats jedesmal ein vollständig neues System zu Wege bringt, sodaß beispielsweise jede Zeile, jedes Wort, ja jeder Buchstabe ein neues System beginnen kann, das weder der Erfinder selbst noch der Erbauer der Maschine zu ergründen vermag, ja selbst der Verfasser der von der belgischen Akademie der Wissenschaften gekrönten Preisschrift „La Cryptographie devoilée“ würde hier vor einem Buch mit sieben Siegeln stehen. Ein wesentlicher Vortheil ist es noch, das der Schreibende selbst durchaus nicht in der Geheimschrift geübt zu sein braucht,  er schlägt nur die mit den gewöhnlichen Buchstaben bezeichneten Typenknöpfe an.[7]    

Die „Annalen der Typographie“ schließen ihren Bericht mit folgenden Worten, die wir gern zu den unserigen machen: „Malling Hansens Schreibkugel hat aufgehört, ein interessantes Experiment zu sein, ist eine vollkommen gelungene That, und es ist Pflicht, die Aufmerksamkeit des ganzen, bei einer solchen Erfindung interessirten Publikums auf sie zu lenken.“ Wer wäre aber nicht interessirt bei einer Erfindung, die für das schreibende Publikum das zu werden verspricht, was die Erfindung der Nähmaschine für das nähende geworden.

THE COPENHAGEN EXHIBITION.

(From our own correspondent)

     The most remarkable invention in the whole exhibition is the so-called “Writing Ball”, or electric printing apparatus, invented by the Rev. R. Malling Hansen, of Copenhagen. The invention has for a short time been before the English public, and some instruments which have been made according to this invention are already at work at the telegraph offices at Newcastle. Mr. Holten, of London, who owns and works the English patent, has also got some of these instruments; but I feel specially called upon to mention the invention here, because it has been so materially completed and improved as regards the last-made instrument exhibited here for the first time. All the “writing balls” are made here, at the so-called “Professor Junger’s establishment.” That gentleman is, however, dead now, and the present manager and co-proprietor, and to whom really belongs the honour of the excellent workmanship and design in many practical details of these instruments, is Mr. C. P. Jurgensen; he is also the inventor and maker of several astronomical instruments, which I shall speak of further on. I send you drawings and photographs of the latest phase of this invention, and the engravings, which you will doubtless prepare, will, I hope, with a short description, render it clear to your readers.

     Professor Jüngers mechaniske Etablissement, hvis geniale Eier saa ofte har staaet hjelpende ved Skrivekuglens Fremkomst i nye og atter nye Skikkelser, tilvirker nu et større Antal Skrive- eller Vippekugler [3]; den Pris hvortil disse ville kunne sælges, vil gjøre Anskaffelsen mulig overalt, hvor der er Brug for dem. Fra Opfinderens side er Sagen herved ført til et Punkt, hvor det store Publicum vil kunne høste nytte af den, og nu er det dettes Sag at føre den videre. [4] At dette vil skee, troe vi sikkert, men vi skulle tilføie, at det for Sagens egen Skyld maa ønskes, at Tilvirkningen i bestandig større Maalestok kan voxe op under Opfinderens eget Tilsyn; hertil kræves imidlertid at det danske Publicum slutter sig livligt om Opfindelsen, thi gjør det ikke det, kunde det være , at den Malling-Hansenske Opfindelse inden lang Tid blev tilført os som udenlandsk Fabrikat. I Bew York har der allerede været inbudt til Dannelsen af et Consortium, der skulde tilvirke Skrivekugler,

                                                                                                                          C. Nyrop

Fotnoter:

[1] SA: Den amerikanske maskinen ble oppfunnet av tre herrer: Christopher L. Sholes, Carlos Glidden og Samuel W. Soule. De fikk sitt første patent i 1868, men solgte senere dette til investoren James Densmore, som investerte flere titalls tusen dollar i den videre utviklingen av maskinen. Først i 1873 ble den forbedrede maskinen satt i produksjon av Remingtob-fabrikken.

[2] SA: Det er noe tvilsomt om Malling-Hansen har gjengitt disse forhandlingene på en helt objektiv måte til Camillus Nyrop. Det eksisterer noen brev som Malling-Hansen skrev til James Densmore fra disse årene, og her virker det som det først og fremst er Malling-Hansen som er pådriveren for å få Densmore til å kjøpe hans patent, mens Densmore er noe mer tilbakeholden. Han gir visstnok Malling-Hansen et tilbud, som Malling-Hansen avslår fordi han synes det er for lavt. I ettertid har noen av Malling-Hansens etterkommere hevdet at Densmore, eller ”Amerikaneren” som han ofte ble omtalt som, stjal enkelte detaljer fra Malling-Hansens maskin for å forbedre sin egen. Også mekanikeren August Lyngbye, som produserte den siste modellen av Skrivekuglen, hevdet noe lignende. Hittil har det imidlertid ikke vært mulig å finne noen fakta som kan bekrefte dette.

[3] SA: Allerede denne modellen fra 1875 blir altså omtalt som ”Vippekuglen”. Man har tidligere trodd at det kun var den aller siste modellen med fargebånd og papirvalse, utviklet av August Lyngbye, som hadde denne betegnelsen – med det stemmer altså ikke. I en artikkel i den danske avisen ”Fædrelandet” fra 15. desember 1875 oppgis det for øvrig at prisen på Skrivekuglen fra 1875 var 34 Riksdaler.

[4] SA: Man kan nesten få en fornemmelse av at artikkelforfatteren hadde en forutanelse om at det ikke ville gå så godt med skrivekuglen, når han på denne måten nesten formaner det danske publikummet til ikke å svikte!

     The Writing Ball is not more than six inches in height, and weighs, with all its appliances, only six pounds. It is constructed mainly of brass, and combines solidity and simplicity. It has 54 keys which comprise all the letters of the alphabet, the punctuation marks, the numerals, besides other signs. In addition to the instruments of this kind made for writing on ordinary paper, others are made adapted for use on telegraph slips.

     This new invention is attracting great attention at the Paris Universal Exhibition. Although the Danish section is situated in a rather secluded spot, and the ball has no prominent position, it is daily visited by great crowds of attentive and surprised spectators. There are four such instruments exhibited – three for writing on paper of ordinary kinds, and one for writing on slips of paper used for the Morse Telegraph. An English telegraph official, who speaks several languages, is in attendance to explain the mechanism of the instrument. He is indefatigable in working it, an in answering questions put to him. One of the instruments is before him, both his hands cover a small claviature in form of one half of a ball. Upon this are seen the 54 keys, which are being pressed in quick succession by the operator. The writer rarely looks at the instrument, which, as observed above, can be worked by a blind man. At each pressure upon one of the keys the instrument is seen oscillate slightly. By this motion the paper is being moved forward. With regard to the rapidity of the working, it should be observed that a common copyist, who is to write characters readable by everyone, wants one second for every second and a half. With this apparatus, however, six letters per second may be written, and if the writer knows by rote what he is to write he can write from ten to twelve letters in a second.

     The Writing Ball was invented, and has been brought to its present state of perfection, by Mr. R. Malling-Hansen, director and chaplain of the Royal Deaf and Dumb Institute, at Copenhagen. It was patented in England in May, 1870, and in the month of October of the same year the inventor produced the first apparatus. 1)

     Since 1872 the Writing Ball has been known as an instrument capable of writing more quickly than a pen. At that time even, the instruments introduced in London by Mr. Holten far surpassed the pen in rapidity of working. The Writing Ball, however, was not readily adopted, partly by reason of the high price, £100 (now only £17), and partly because an electric machine was necessary, and this was difficult to keep in order. Besides, the apparatus, which now only weighs 3 kilos (about 6 lb.), was at that time much heavier.

     In the year 1875, a quick writing apparatus, designed by Mr. L. Sholes in America, manufactured by Mr. Remington, was introduced in London. This machine was superior to the Malling-Hansen writing apparatus; but the writing ball in its present form far excels the Remington machine. It secures greater rapidity, and its writing is clearer and more exact than that of the American instrument. The Danish apparatus has more keys, is much less complicated, built with greater precision, more solid, and much smaller and lighter that the Remington, and, moreover, is cheaper. The task of producing a machine to replace and excel the pen has occupied the minds of the greatest inventors. The late Sir Charles Wheatstone bestowed many years of labour upon the subject. It appears that the question has now been solved in an excellent and satisfactory manner by the Danish machine, which seems destined to have a great future. 2)

     Professor Holten, Director of the Polytechnic Academy and Professor at the University of Copenhagen, has expressed an opinion to the effect that the Hansen instrument is far superior to the American Type-Writer by reason of its portability, the ease with which it is worked, its regularity of action, simplicity of construction, and noiseless movement. A very flattering testimonial has likewise been received from Herr J. H. Wolff, Imperial German Consul at Calshavir.

     The first prize medal at the Northern Exhibition of 1872, a prize medal at the Vienna Exhibition, the Danish gold medal for merit, and the Austrian gold medal “pro literis et artibus” have been awarded to this instrument, the inventor of which has also received the cross of the Swedish order of Vasa. 3)

     The price of the “Skrivekugle” complete, is £17. Orders should be addressed to Mr. Duh at the Exhibition (Danish Section), or to Ritzau’s office, 26, Kjobmagergade, Copenhagen, K., the director of which office has become co-proprietor of the patent.

     A silver medal has been awarded to the exhibitor, 4) notwithstanding that, but for the exceptional novelty of the invention, he should have been excluded from the consideration of the jury, in consequence of the late period at which the writing ball reached the Exhibition.