Articles from Malling-Hansen's lifetime

The Malling-Hansen writing ball was a tremendous success throughout Europe in the early 1870's. Several Danish, German, Austrian and English newspapers and journals had large articles about Malling-Hansen's invention, and it was also mentioned in the Harper's weekly in USA. The Malling-Hansen Society are working to trace these early articles, and in due time, we will publish them in this section - preferebly in the original language - but also in English translations. Unfortunately the writing ball's commercial success wasn't at all what both the inventor himself and many of the article-writers would expect, but that's a different story....



Article in “Folkets Avis” – September 9, 1870

A very old picture of the first official writing ball, from the documents left behind by Malling-Hansen’s daughter, Johanne Agerskov. She wrote a book about her father’s invention –“Who was the Inventor of the Writing Ball?”
There was an exceedingly carefully thought out and tried out plan behind the distribution of the letters on the writing ball - with the intent of achieving

The writing ball[1] is the name of an invention for which the principal of the Institute for the Deaf-Mute, reverend Malling-Hansen, has obtained a patent and which seems to have prospects of become of much practical use in accordance with the old adage: Time is money. For the intent is to be able to write at least as fast as one speaks, and notably with letters of the ordinary alphabet, and it is not unlikely that being put to proper use, and with a few, small additions it might make the current shorthand, and the tedious composing of manuscripts before printing, a superfluous thing.

The inventor has, quite logically, derived his idea by investigating the speed by which audible sounds can be produced, as well as the speed by which the visible signs may be reproduced. His results show that we on average produce 20 sounds per second in daily speech, while writing merely 4, whereas in public meetings the speech is somewhat slower, e.g. in Parliament Mr B.E. Bahle only produces 7 sounds per second on average, Mr G.Vinder 9 sounds, whereas a fast speaker like Mr Bille produces around 15. In comparison, by means of the finger language one may produce 12 sounds per second, and hence the idea is close at hand  that one might reproduce written or spoken signs by an equally simple – or even simpler – hand movement as the one used by a deaf-mute person. This is what we do when playing the piano. The mechanical work then consists in only pressing a key – the same is the case on Mr Hansen’s device. Instead of a note here we produce a letter, and it is now entirely up to the dexterity of the typist how quickly he can press down one key after another.[2]

In order to carry out the principles of this idea, he has contrived a machine,
built by mechanic Jurgensen at Sortedamsgade, the function of which may only be superficially noted in this context.

A metallic hemisphere (what in stereometry is called a calotte) has been pierced with as many holes as needed for the alphabetic signs and placed on the top side of a box. In each of these holes there is a piston rod with a button on top bearing the sign of a letter of the alphabet and kept in place with a coil while not in use. By pressing the button, the piston comes down and makes an imprint of the same letter indicated on that button – and exactly on the spot where the centre of the ball would logically be. In other words, all pistons have been placed as spherical radii and will always imprint their letters in exactly the same spot. In order to catch these, there is in the box a cylinder, around which is wound the paper on which to print and on top of this a kind of carbon paper, saturated with tint. In order to make the cylinder move in such a way that each new letter is printed after the previous one, and in order to adapt this movement exactly in accordance with the typing speed, it is connected to a gear wheel, operated by an electromagnetic current and this is triggered in such a way that it is switched on in the very moment when the key is pressed. In other words, each time, after pressing a key, one lets go of the button of the piston, the cylinder is moved a tiny bit in order to receive the next letter, and since its movement is circular, a new line will be steadily below the former line[3].

Comparing the upper referred position of the pistons as spherical radii with the way the keys are positioned on a piano, a considerable advantage has been gained in relation to the easiness whereby typing is done. Because the vowels are placed on the left hand side, the consonants to the right and all letters have been positioned in relation to the frequency by which they appear in the alphabet in such a way that their mutual position corresponds to the fingers of the hand using the machine, and with the most frequently used letters conveniently positioned for the strongest fingers. When considering that  a piano player is able to strike 20-30 keys per second, an experienced writing ball player will easily be able to achieve at least this same speed and hence will be able to write at least 5-6 times faster than with a pen[4], and since it is quite possible to use whatever alphabet one requires, the writing ball could be useful for the so called “message in code”[5] Also in this respect the inventor has contrived an ingenuous approach, and he has also sketched some very simple modifications liable to make his machine useful in telegraphy and as a type-setting machine[6].

When finally we add the great advantage it offers for blind people and for those who have lost fingers, it seems clear that we have here an invention which may become of great importance to mankind, and that all which remains is to make the mechanical construction simple in order to reduce the cost of acquiring the machine. However already in its present shape it will be useful  and save considerable time and effort in large offices and at public gatherings, and hopefully the general public will soon have the opportunity to become acquainted with it.

                                                                       C.M.[7]

 


[1] SA: The writing ball was presented to the press for the first time on September 8, 1870, and hence the article in “Folkets Avis” was printed already the day after the presentation.
In a letter to his brothers from the same day as the article in Folkets Avis was printed, Malling-Hansen writes as follows about the event:

see here the first writing ball letter   actually it is the third   for i wrote the first one to mother in law on the occasion of her birthday and the second one a short while ago to councillor of state hummel in order to thank him for an excellent comment on the writing ball which he sent me recently   the flaws of the writing ball  can fortunately be emended quite easily   a tiny adjustment will make all the letters appear at the right distance from each other etc

the ball was examined yesterday by representatives of the press   proff holten was also present   everybody were surprised   dagstelegrafen has an article about it today   folkets avis likewise and what is written there is very well written  and very extensive   dagens nyheder and dagbladet have announced that they will bring comments about the writing ball tomorrow

[2] SA: In his usual fashion, Malling-Hansen has obviously proceeded strictly scientifically in order to investigate the speed of the spoken voice as well as in writing!

[3] SA: It is evident from the description that the first official writing ball model was the one with a cylinder securing the paper and built into a wooden box. But it is highly probable that the first writing ball that excisted, was the first patent model, intergrated in a table with a pedal that set the paper cylinder in motion. In an article written by RMH’s son-in-law, FritZ August Bech, in 1924 it is stated that the first writing ball weighed 75 kg, and the first box model only weighed ca 9 kg without the batteries. And the batteries from that time was not that heavy.

[4] SA: In contrast with the traditional qwerty keyboard, where the letters used most frequently in the English language had to be placed as far away as possible from each other in order to avoid that the type bars jammed, the letters on the writing ball were placed in such a way that the highest possible speed could be obtained! It is evident therefore that it was much faster to type on a writing ball than on a machine with the qwerty keyboard (which, by the way, had not yet been invented; it appeared only in 1873 when Remington started production of the Sholes & Glidden “typewriter”. Incidentally, the investor James Densmore was the one who encouraged Sholes to develop the qwerty keyboard).

[5] JMC: It is interesting to note that already at this early stage RMH had the aspect of cryptography in mind! In fact, in his patent application of July 1870 he mentioned and sketched a cryptographic model of the writing ball. Alexis Køhl (1846-1920) produced the first prototype of the automatic cryptograph in 1883 on the basis of RMH’s writing ball and very much influenced by the RMH patent application from July 1870. For further details, see the article “the cryptographic writing ball” on this website.

[6] SA: In other words, already at this stage Malling-Hansen had in mind the various models that were to be built during the following two years: the writing ball with the flat carriage instead of the cylinder and probably also the tachygraph.

[7] SA: Unfortunately we do not yet know who this journalist is, but he has obviously understood the principles of the writing ball very well! The daily “Folkets Avis” (“The People’s Newspaper”) was published 1860 – 1884.

Artikkel i Folkets Avis - 9. september 1870

Et meget gammelt bilde av den første offisielle skrivekuglen, fra Malling-Hansens datter, Johanne Agerskovs etterlatte dokumenter. Hun skrev en bok om sin fars oppfinnelse - Hvem var skrivekuglens opfinder?
Det lå en meget nøye uttenkt og utprøvet plan bak plasseringen av bokstavene på skrivekuglen - med den hensikt å oppnå maksimal skrivehurtighet

 

     Skrivekuglen [1] er Navnet paa en Opfindelse, som Forstanderen for Døvstummeinstitutet, Pastor Malling-Hansen, har erhvervet Eneret paa, og som synes at kunne faa megen praktisk Betydning ifølge den gamle Sætning: Tid er penge. Den gaar nemlig ud paa at skrive i det Mindste lige saa hurtig, som man taler, og vel at mærke med Bogstaver af det almindelige Alfabet, og det er ikke usandsynligt, at den anvendt paa rette Maade, og med smaa, uvæsentlige Tilsætninger vil kunne gøre den hidtil brugte Stenografi og den møjsommelige Sætning af Manustkripter, inden de trykkes, overflødig.

 

     Opfinderen er ganske naturlig falden paa sin Ide ved at anstille Undersøgelser over den Hurtighed, hvormed de hørlige Lyd frembringes, og den, hvormed de synlige Tegn dannes. Hans Resultater vise, at man i Gennemsnit i daglig Tale udsiger 20 Lyd i et Sekund, medens man kun skriver 4, men at man i offentlige Forsamlinger taler noget langsommere, saa at for Exempel i Rigsdagen Hr. B. E. Bahle kun frembringer omtrent 7 Lyd gennemsnitlig i Sekundet, Hr. G. Vinder 9, men den mer hurtigtalende Hr. Bille omtrent 15. Derimod kan man ved Fingersproget fremstille 12 Lyd i Sekundet, saa at den Tanke ligger nær at frembringe varige (skrevne eller talte) Tegn ved en lige saa simpel eller endnu simplere Haandbevægelse end den, hvormed en Døvstum udtrykker sig. Det er det, man gør, naar man spiller Klaver. Det mekaniske Arbejde bestaar da kun i at trykke med Fingeren paa en Tangent – det Samme gør man paa Hr. Hansens Apparat. I Stedet for en Tone frembringer man her et Bogstav, og det beror nu blot paa den Skrivendes Fingerfærdighed, hvor hurtig han kan lade Bogstaverne følge efter hverandre. [2]

 

     For at gennemføre dette Princip har han udtænkt en Maskine, som er bleven udført af Mekaniker Jurgensen i Sortedamsgade, og hvis Hovedindretning her kun løselig kan antydes.

 

     En Kugleflade af Metal (det, man i Stereometrien kalder en Kalot) er gennemboret med lige saa mange Huller, som man bruger alfabetiske Tegn, og indsat i den øverste Flade af en Kasse. I hvert af de omtalte Huller er der indsat en Stempelstang med en Knap foroven, der bærer et Bogstavmærke, og ombunden med en Spiralfeder, der holder den i Ro, naar den ikke bruges. Ved et Tryk paa Knappen farer dette Stempel ned og aftrykker det samme Bogstav, denne bærer, netop paa det Sted, hvor Kuglens Sentrum maa tænkes at ligge. Samtlige Stempler ere altsaa stillede som Kugleradier og ville altid nøjagtig paa samme Sted aftrykke deres respektive Bogstaver. For at opfange disse ligger her inde i Kassen en Cylinder, om hvilken man vikler det Papir, hvorpaa der skal trykkes, og ovenpaa dette et sort Kalkerpapir, gennemtrukket med Farge. For at faa Cylinderen til at bevæge sig saa at hvert nyt Bogstav bliver trykket ind efter den foregaaende, og for at afpasse denne Bevægelse nøjagtig efter den Hurtighed, hvormed der skrives, er den sat i Forbindelse med et Tandhjul, der sættes i gang ved en elektromagnetisk Strøm, og denne er saaledes ledet, at den netop sluttes i det Øjeblik, da Stemplet trykkes ned. Hver Gang man altsaa, efter at have sat et Bogstav, slipper Knappen paa Stemplet, drejes Cylinderen et lite Stykke for at modtage det næste Bogstav, men da dens Bevægelse er spiralformig, vil den ene Linie komme til at ligge regelmæssig nedefor den anden. [3]

 

     Ved den ovenfor omtalte Stilling af Stemplerne som Kugleradier i Modsætning til den Maade, hvorpaa Tangenterne ere anbragte paa et Klaver, er der vundet en ikke uvæsentlig Fordel med Hensyn til den Lethed, hvormed der skrives. Man har nemlig Vokalerne liggende tilvenstre, Konsonanterne tilhøjre og samtlige Bogstaver anbragte i Forhold til den Hyppighed, hvormed de forekomme i Alfabetet, saa at deres indbyrdes Stilling svarer til Fingrenes paa den Haand, der skal bruge Apparatet, og de hyppigst forekommende udfor de stærkeste Fingre. Naar man nu betænker, at en Pianist kan anslaa fra 20-30 Tangenter efter hverandre i et Sekund, vil en øvet Skrivekuglespiller let kunne bringe det mindst til samme Hurtighed og altsaa kunne skrive mindst 5-6 Gange saa hurtig med dette Apparat som med en Pen [4], og da man kan bruge hva Alfabet, man selv vil, kan Skrivekuglen faa Anvendelse til de saakaldte Chifferdepecher.[5] Ogsaa med Hensyn hertil har Opfinderen udtænkt en sindrig Fremgangsmaade, ligesom han antyder meget simple Modifikationer, der ville gøre hans Maskine anvendelig i Telegrafien og bruges som Sættemaskine.[6]

 

     Naar man endelig hertil føjer den store Fordel, den frembyder for Blinde og for dem, der  have mistet Fingre, synes det klart, at der her foreligger en Opfindelse, som vil kunne faa stor Betydning for Menneskeheden, og at der kun staar tilbage at gøre den mekaniske Indretning saa simpel, at det ikke vil blive for kostbart at anskaffe sig den. Men allerede i sin nuværende Skikkelse vil den med betydelig Besparelse af Tid og Kræfter kunne anvendes paa større Kontorer og ved offentlige Forhandlinger, og forhaabenlig vil Publikum snart faa Lejlighed til at gøre sig bekendt med den.

 

                                                                                                                C. M. [7]

 

 

 

[1] SA: Skrivekuglen ble fremvist for pressen for første gang 8. september 1870, så artikkelen i Folkets Avis ble trykket allerede dagen etter fremvisningen.

 

I et brev til sine brødre fra samme dag som artikkelen i Folkets Avis sto på trykk, skriver Malling-Hansen følgende om begivenheten:

 

se her det første kuglebrev  egentlig er det det tredie   ieg har nemlig skrevet det første til svigermoder i anledning af hendes fødselsdag og det andet for lidt siden til etatsråd hummel for at takke ham for en glimrende udtalelse om kuglen som han for lidt siden sendte mig   de ufuldkommenheder som endnu klæbe ved kuglen kunne heldigvis let rettes    en ubetydelig forandring ved den vil gøre at bogstaverne alle komme i den rette afstand fra hverandre o s v

 

kuglen blev besigtiget i går af pressens repræsentanter  proff holten var også tilstede  alle vare overraskede   dagstelegrafen har en artikkel om den i dag  folkets avis også og det er der er meget vel skrevet og meget lang   dagens nyheder og dagbladet bebude udtalelser om skrivekuglen i morgen

 

[2] SA: På sedvanlig vis har Malling-Hansen tydeligvis gått meget vitenskapelig til verks for å undersøke hurtigheten både i tale og skrift!

[3] SA: Av beskrivelsen går det meget tydelig frem at den første offisielle skrivekuglen, var den med en sylinder til å feste papiret rundt  – innebygget i en trekasse. Men sannsynligvis var ikke det den første som ble bygget - det var nok den som er tegnet på det første danske patentet fra januar 1870, hvor skrivekuglen var intergrert i et bord og en pedal var drivkraften for å få papirsylinderen til å gå rundt. RMHs svigerfar skrev i en artikkel i 1924 at den første skrivekuglen veide 75 kilo, og det kan bare være bordmodellen som hadde denne vekten. Den første boksmodellen veide bare 9 kg uten batterir, og batteriene fra denne tiden veide ikke så mye at de ntotale vekten kunne komme opp i 75 kg!

[4] SA: I motsetning til det tradisjonelle qwerty-tastaturet, der bokstavene som blir hyppigst benyttet i det engelske språk, måtte plasseres lengst mulig fra hverandre for å unngå at armene hang seg opp i hverandre, ble altså bokstavene plassert på skrivekuglen på en slik måte at man kunne oppnå høyest mulig skrivehastighet! Det sier seg selv at man derfor kunne skrive mye hurtigere på enn skrivekugle enn på en maskin med qwerty-tastatur. (Som ennå ikke var oppfunnet, forresten. Det kom først i 1873 da Remington satte Sholes&Gliddens ”type writer” i produksjon. Det var for øvrig investoren James Densmore som oppfordret Sholes til å utvikle qwerty-tastaturet.)

[5] SA: Scifferdepecher=stenografi?

[6] SA: Allerede på dette tidspunktet hadde altså Malling-Hansen i tankene de forskjellige modellene som ble bygget i løpet av de to nærmeste årene: Skrivekuglen med den flate vognen i stedet for sylinderen, og sannsynligvis også takygrafen.

[7] SA: Hvem denne journalisten er, er forløbig ikke kjent, dessverre, men han har tydeligvis forstått prinsippene for skrivekuglen meget godt!

 

 

Article in “Dagstelegrafen”, September 9, 1870

This is what the first official model looked like from the inside. The paper was fastened around a cylinder. Photo: Dieter Eberwein.

 

“The Writing Ball”

 

This is the name by which the principal of the Royal Institute for the Deaf-Mute, reverend M a l l i n g - H a n s e n has designated an invention for which he was granted a 15 year patent on March 12 this year, and of which the first specimen has been finalised on September 2 by mechanical engineer J ü r g e n s e n, the owner of “Jürgensen’s Mechanical Establishment”. Mr  M a l l i n g – H a n s e n  has, in connection with his tasks as a teacher of deaf-mute children, initiated investigations concerning phonemes, their mode of formation, the design of the speech organs and their modes of operation etc, and this research has in the beginning of this year[1] led him to his invention which – even with a few flaws that would seem small and easy to remedy – is useful in practise and even if it might not in the short run achieve widespread use to the extent the inventor has envisaged, it can still prevail rather quickly in various areas. It is impossible in a limited space and without the help of drawings to provide a comprehensive description of the otherwise not very complicated device, but a few indications will probably suffice to convey a notion of it. Imagine a semi-sphere with as many holes as needed to fix characters and marks in the device, and these holes being placed in such a way that pistons put inside them (surrounded by coils, enabling them to bounce back by themselves), when pressed down reach exactly the centre of the sphere with their tip. When this somewhat complicated piece of mechanical work has been accomplished with the necessary accuracy, one will then be able to press the tip of the pistons against the same point, and if onto these tips have been placed types or characters, and when, in the centre of the sphere, a piece of carbonised paper has been placed above the white paper then one gets an imprint of the type which is being pressed down. By means of a galvanic battery, an electromagnet and a clockwork, then the paper – on a cylinder or carriage[2] – has been made to move a little bit each time a piston is pressed down in order to allow the letters to be printed adjacent to each other. The pistons or keys are then very carefully placed for the fingers -  the hands being arched around the semi-sphere -  in such a way that by practise one may achieve considerable skill in pressing down the keys, in other words writing or rather printing with the machine. When one sees the keyboard proficiency of piano players it seems certain that with this machine they keys can be pressed very quickly – in fact, the inventor is of the opinion that it is possible to type as quickly as a person speaks, i.e. one may obtain the speed of the shorthand technique -, and similarly blind and weak-sighted persons could easily learn to put down their thoughts on paper with a speed equal to their formation. In addition, the inventor has contrived an ingenuous way to use the writing ball in the service of telegraphy in the sense that only one tap for each character is needed[3]. If this can be carried out in practise, which seems to be easily done, then the result will be an extraordinary simplification and saving device. In addition, the writing ball can also be used in a simple way for cryptograms, and by combining it with the so called hectographing then – provided the inventor’s plans in this regard come true in practical reality – then the written or printed text can be reproduced easily and in a cost-saving way.

 

Translated by Jørgen Malling Christensen

 

 


[1] SA: We know for sure that the first official writing ball was finalized in 1870. However, from other sources we know that Malling-Hansen worked on his invention already in 1865 and in reality had invented the semi-sphere and had worked out the placement of the characters on it. When Malling-Hansen’s brother-in-law, Johan Alfred Heiberg, checked his diaries from 1865 he was able to confirm that he assisted as a timekeeper for Malling-Hansen when the latter experimented with the placement of the characters on a semi-sphere of porcelain with the purpose of finding out which kind of placement achieved the fastest typing speed. Even though there is no proof of it, it is probable that RMH also built an earlier model, the one intergrated in a table and with a foot pedal to set the cylinder in circulation. Early articles state that it weighed 75 kg and that it was finished between 1867 and 1869. No such model is known today, but Dieter Eberwein has made a computer image showing how it may have looked. 

[2] SA: This is a very interesting piece of information. The model shown to the press on September 8, 1870, was a cylinder model in a wooden box, and when the writer mentions that the paper could have been fastened to a “carriage”, this must be information provided by Malling-Hansen during the demonstration. This “Carriage” must, by all reasoning, be the same as the flat carriage with which the new models in 1871 were equipped.

[3] SA: On the first patent drawings we can see that RMH envisaged the cutting of small or bigger notches or dents at the tip of the pistons, capable of disconnecting or connecting the current, such that short or longer shocks might be generated, producing each Morse signal in accordance with how many and how big notches cut on each piston tip.

 

Artikkel i Dagstelegrafen, 9. september 1870

Slik så den første offisielle modellen ut innvendig. Papiret var festet rundt en sylinder. Foto: Dieter Eberwein

 

                                                                                ”Skrivekuglen”.

 

      Med dette Navn har Forstanderen for det kgl. Døvstummeinstitut, Pastor R. M a l l i n g – H a n s e n  betegnet en Opfindelse, hvorpaa han den 12te Marts d. A. har erholdt Eneret for 15. Aar, og hvoraf det første Exemplar den 2den ds. er blevet færdigt fra Mekanikus  J ü r g e n s e n, Eier af ”Jüngers mekaniske Etablissement”. Hr.  M a l l i n g – H a n s e n  er ved sin Virksomhed som Lærer for Døvstumme kommen ind paa Undersøgelser angaaende Sproglydene, deres Tilblivelsesmaade, Taleorganernes Bygning og Virkemaade m. m., og disse Undersøgelser have i Begyndelsen af indeværende Aar [1] ledet ham til hans Opfindelse, der, om den endnu har enkelte Mangler – hvilke dog kun synes at være meget smaa og lette at afhjælpe -, er praktisk anvendelig og, om den end ikke i Løbet af kort Tid vil blive indført til Benyttelse i det vide Omfang, som Opfinderen har tænkt sig, dog maaske hurtig vil trænge igjennem paa forskjellige Omraader. Det vil være umuligt paa en indskrænket Plads og uten Hjælp af Tegninger at give en fuldstændig Beskrivelse af det forøvrigt ikke meget indviklede Apparat, men nogle Antydninger ville dog formentlig kunne give et Begreb om det. Man tænke sig et Kugleafsnit med saamange Gjennemboringer, som man vil anbringe Bogstaver og Tegn i Apparatet, og disse Gjennemboringer anbragte saaledes, at Stempler, der sættes i dem (omgivne af Spiralfjedre, for at de af sig selv kunne springe tilbage), naar de nedtrykkes, med Spidsen naa bestemt det samme Punkt, nemlig Kuglens Centrum. Naar dette noget vanskelige mekaniske Arbeide er udført med tilstrækkelig Nøiagtighed, vil man altsaa se sig istand til med Fingrene efterhaanden at trykke Spidserne af Stemplerne mod det samme Punkt, og er paa disse Spidser anbragt Typer, og der over det i Kuglens Centrum anbragte Papir er udbredt et Stykke almindeligt Gjennemskrivningspapir, faaer man et Aftryk af den Type, der nedtrykkes. Ved Hjælp af et galvanisk Apparat og en Elektromagnet samt et Uhrværk er derhos Papiret, der ligger paa en Cylinder eller en Slæde [2], paa en meget simpel Maade bragt til at flytte sig lidt, for hver Gang et Stempel trykkes ned, saa at Bogstaverne komme til at staa ved Siden af Hinanden. Stemplerne ere derhos med megen Omsigt lagde saaledes for Fingrene, naar Hænderne hvælves om Kugleafsnittet, at man ved Øvelse maa kunne opnaa en meget betydelig Færdighed i at nedtrykke Stemplerne, altsaa skrive eller rettere trykke med Maskinen. Naar man seer, hvilken Fingerfærdighed Pianister kunne opnaa er det sikkert, at der med Maskinen kan trykkes meget hurtig – Opfinderen mener endog, at man vil kunne trykke ligesaa hurtig, som der tales, altsaa opnaa Stenografiens Hurtighed -, og ligeledes ville Blinde og Øiensvage med Lethed kunne lære at bringe deres Tanker meget hurtig paa Papiret ved Hjælp af Skrivekuglen, ligesom Enhver ved Hjælp af deraf kan fæste sine Tanker næsten med samme Hurtighed, som de fremstaa. Opfinderen har derhos udtænkt en meget snild Maade til at andvende Skrivekuglen i Telegrafiens Tjeneste, nemlig saaledes at der kun behøves et Anslag for hvert Bogstav. [3] Lader dette sig realisere, hvilket synes let at kunne ske, vil det være en overordentlig Simplifikation og Besparelse. Endvidere kan Skrivekuglen paa en simpel Maade andvendes til hemmelig Skrift, og ved at kombinere den med den saakaldte Autografering, kan, hvis Opfinderens Tanker i saa Henseende holde stik for den praktiske Udførelse, det Nedskrevne eller Nedtrykte med stor Lethed og paa en særdeles billig Maade mangfoldiggjøres.

 

Fotnoter:

 

[1] SA: Vi vet med sikkerhet at de nførste offisielle skrivekuglen sto ferdig i 1870. Men fra andre kilder vet vi at Malling-Hansen allerede i 1865 arbeidet med sin oppfinnelse, og i realiteten hadde oppfunnet kuglestykket og utarbeidet bokstavenes plassering på dette. Da Malling-Hansens svoger, Johan Alfred Heiberg sjekket sine dagbøker fra 1865, kunne han bekrefte at han var behjelpelig med å være tidtager da Malling-Hansen eksperimenterte med bokstavplasseringen på et kuglestykke av porselen, for å kunne avgjøre hvilken plassering som ga den hurtigste skrivehastigheten. Mye tyder også på at RMH først fikk bygget en av de tidlige patentmodellene, den såkalte bordmodellen, der skrivekuglen er innebygge i e bord med en pedal som drivkraften for å sette sylinderen i sirkulasjon. I følge flere kilder veide denne modellen 75 kg, og sto sannsynligvis ferdig en gang mellom 1867 og -69. Ingen slik modell er kjent i dag, men Dieter Eberwein har laget en computer modell som viser hvordan den ville ha sett ut.

[2] SA: Dette er en meget interessant opplysning. Den modellen som ble fremvist for pressen den 8. september 1870, var en sylinder-modell i trekasse, og når artikkelforfatteren nevner at papiret kunne være festet til en ”slæde” må dette være en opplysning han har fått av Malling-Hansen under fremvisningen. Denne ”slæden” må vel være det samme som den flate vognen som de nye modellene i 1871 var utstyrt med.

[3] SA: På de første patent-tegningene kan man se hvordan RMH tenkte seg at det kunne skjæres små eller store hakk i enden av stemplene, som kunne bryte og koble til strømmen, slik at det fremkom korte eller lange støt, som kunne fremstille hver bokstavs morsetegn alt etter som hvor mange og hvor store hakk man skar på hver stempelende.

 

Article in “Illustreret Tidende” October 30, 1870

The author of the article, Professor Carl Valentin Holten, 1818-1886, president of the Polytechnic Society and Director of the Polytechnic University, was also present when the writing ball was presented for the very first time to the press, September 8, 1870. Photo: The Royal Library.

 

The Writing Ball

 

One does not need to have written very much before feeling how embarrassing it is that the pen – while your thought is flying, and the word to some extent flies with it – is forced to crawl slowly along the paper, and when you consider how many detours the tip of the pen has to make it is actually not strange that writing is so slow. Reverend Malling Hansen, principal of the Royal Institute for the Deaf-Mute, has registered that while we write merely about 4 phonetic symbols per second, in jingles or in very quick daily speech we utter 20 phonetic symbols or more per second, whereas in public lectures seldom more than 15 are produced, at times only 9 phonetic symbols per second, so in other words the spoken word is from 2 to 4 times quicker than the written one. Now, if one is somewhat acquainted with the finger language of the deaf-mute, we may easily assume that it would be even slower than the pen; however, by observation reverend Hansen has found that an experienced finger speaker (if one may be permitted to use that expression) expresses or indicates around 12 phonetic sounds per second, in other words he or she speaks 3 times as fast as one is able to write by hand. These circumstances led him to inventing the “W r i t i n g
 B a l l”, a machine that allows you to write almost as quickly as you speak, or rather, equivalent to the speed of a formal speech. The main idea is that on top of the paper is placed a piece of ink paper, and onto this the letters are imprinted with movable types onto the white paper with the colour of the carbonized paper. A similar device has been in use for the blind, however with the difference that they would print embossed letters on the paper, this being a rather slow process even for sighted persons, since each type had to be sought out, put in its place and then put aside.

 

 

The illustrations in “Illustreret Tidende” were the same as those used by “Skandinavisk Bogtrykkertidende” and several German articles.
To the left, the writing ball as it appeared in its first version. Above: The first writing ball, seen from the inside.
This is the keyboard of the closed cylinder model of the National Museum of Science and Technology. It has only 24 keys. Photo: Dieter Eberwein.
From the underside we can see the engraved characters. In spite of the upper case characters being featured on the keyboard, the lower case characters have been engraved on the tip of the pistons.

On the writing ball, however, the types have been cut and placed on the bottom end of prismatic steel pistons, having buttons on top with the sign of the respective character they carry below, and the pistons are kept above the paper by means of coils. All of these pistons have been placed in the direction of the radii of a sphere or ball (hence the name), through which the paper surface intersects. If then all pistons or buttons were pressed down one after another, all the letters would be printed in one and the same place, unless the paper was to be moved. The smaller of the two illustrations shows the machine from the outside, and in addition to the writing ball proper we also see the pistons. The larger figure shows the machine from the inside. The lid, onto which the writing ball has been placed, has been opened up, allowing us to see the writing ball from below. The paper with the carbonized paper is fixed to a cylinder (in the middle of the figure), turned by a clockwork (to the right). At the extreme end to the right it supports a projecting disc, the rim having a convolution gearing into a toothed rack below. The effect of this is that the cylinder, by the movement of the clockwork, is not only turned around but in addition displaced along its long axis, on which it is fixed, and hence allowing it sufficient space to move. One would then realize that one of the type arms – if brought in contact with the paper during the revolution of the cylinder – would trace a helical line onto it, and which, when removed from the cylinder, would appear as a row of parallel lines. Now, if the operation of the clockwork had a speed commensurate with the skill of the writer, then he would only need to press down the necessary keys, the corresponding letters would then line up, and a prolonged pause between each word would then result in more space between the words than between the letters of the word. However, it is evident that only by practising a lot is it possible to achieve equal space between the letters. This is why the machine has been devised in such a way that the cylinder will only make a jump when one of the pistons is pressed down, and this is achieved by electromagnetism. Therefore the writing ball consists of two concentric spheres, insulated from each other. One of these is connected to one of the poles of a galvanic battery (the left side of the figure), while the other one is connected to one of the poles of an electromagnet (in front to the right of the figure) and from there with the other pole of the device. The pistons are all conductive to the inner sphere but insulated from the outer sphere; when one of them is pressed down, its button will be connected to a brass coil, attached to each of them on the outer sphere; there is now a conductive connection, the electromagnet attracts an iron rotor positioned immediately above it, and an escapement, connected with this rotor by means of levers, is triggered, whereby a gear wheel, fixed to the right hand end of the steel axis of the cylinder, will then be propelled half a tooth forward. The letter is then imprinted upon the paper. When you let go of the piston it reverts, the electrical current is disconnected, the rotor, or armature, is removed from the electromagnet, the wheel is once again turned half a tooth and then remains in a resting position until the next character is to be set. In order to bring about the necessary spaces between words, the device has a piston on top of the sphere with no character attached, and by pressing this, the cylinder will make a jump without making any imprint.

 

Now, the speed one may achieve supposedly depends partially on the mechanism. i.e. the number of movements which the electromagnet permits the armature and the escapement to perform in one second, and partially it will depend upon the distribution of the characters on the sphere. Mr Malling-Hansen has arranged them in such a way that each finger has to strike no more than three keys; the consonants are typed with the right hand, the vowels with the left hand, and the characters have been distributed in such a way that the most agile fingers will type the characters used with the highest frequency. The machine now produced may produce 12 characters per second, allowing – with proper practise – to type most speeches as fast as they are given, without any need for using shorthand, and there is no doubt that even greater speed may be achieved after mechanical improvements; however, already at this point in time the machine can be put to good use, and it is worth noting that even a user who is a complete beginner and has to seek out each and every character will still be able to write quicker with this device than by means of a pen, and hence it will, after a few hours of practise, be very useful in offices. Using it instead of shorthand lays near at hand, but the current machine is not appropriate for this purpose, since the sudden jumps of the cylinder generate a rather loud noise. For this particular purpose one would have to go back to the original design, let the cylinder work with smooth and steady speed and make sure that the practise and skill of the typist allowed the writing to be steady.

 

The inventor has foreseen even other uses for this machine, however we shall defer comments on these until the day when they are ripe for being carried into effect. Already in its present state the writing ball may be of excellent service, and this is irrespective of the great practical obstacles still to overcome, e.g. in relation to the pistons that have to be bevelled at the end in order to fit the paper, and on which the characters have to be engraved in different chamfered positions in order for all of them to face the paper in a straight manner; also in relation to the sudden jumps of the cylinder which has to be stopped abruptly etc, - all of these difficulties having been overcome with much skill and perseverance by mechanical engineer C. Jürgensen, who has constructed the machine. Something which will annoy novices is the fact that one cannot actually see what is being typed, since it will always be hidden by the carbon paper, but this inconvenience will to a large extent be reduced by practise.

 

The appearance of the writing is peculiar. In order to reduce as much as possible the number of pistons, characters in upper case as well as the punctuation symbols have been left out, and since one types all the way round the paper wrapped around the cylinder, it is not easy to break off the word at the end of a syllable. The first part of “Diary of a Parish Clerk”[1], written by the writing ball, looks like this:

 

god grant us all a hap
py new year and save
our good mr soren he
put out the light last
night and mother says
he will not survive next
new year but i suppose
it is of no importance
otherwise it was an amu
sing evening when mr
soren took of his cap
after the meal and as
usual said agamus
gratias

 

Anyone who needs to write a lot must wish Reverend Malling Hansen stamina and luck in his efforts to see this invention being put to common use, thus promising to shorten the arduous and tedious work of the scribe.

 

 

 

C. Holten

Translated by Jørgen Malling Christensen

 

 

 

 


[1] JMC: This is a quote from “Diary of a Parish Clerk”, a short story by one of the giants of Danish literature, Steen Steensen Blicher (1782-1848), published in 1824 and translated into English and published in 1996 – ISBN 0-485-11500-x. He is known as the pioneer of the novella in Danish. Blicher was an Anglophile, translating British poetry, including Macpherson’s “Ossian”, and Goldsmith’s “The Vicar of Wakefield” into Danish language.

Artikkel i Illustreret Tidende 30. okt. 1870

Artikkelforfatteren, Professor Carl Valentin Holten, 1818-1886, formann for Polyteknisk Forening og direktør for Polyteknisk Læreanstalt var også til stedet ved den første fremvisningen av skrivekuglen for pressen, 8. september 1870. Foto: Det Kongelige Bibliotek

 

Skrivekuglen

 

     Man skal just ikke have skrevet grumme meget for at have mærket, hvor pinlig det er, at Pennen, medens Tanken flyver, og Ordet til dels flyver med, maa krybe langsomt hen ad Papiret, og betænker man, hvormange Omveie Pennespidser maa gjøre, er det heller ikke saa underligt, at det gaaer langsomt med Skriften. Pastor  M a l l i n g  H a n s e n, Forstander for det Kongelige Døvstumme-Institut, har iagttaget at medens man kun kan skrive omtrent 4 Lydtegn i Secundet, kan man i Ramser eller i meget rapmundet daglig Tale udtale 20 Lydtegn eller noget derover hvert Secund, hvorimod man ved offentlige Foredrag sjeldent udtaler mere end 15, undertiden kun 9 Lydtegn i Secundet, saa at Talen er fra 2 til 4 Gange saa hurtig som Skriften. Kjender man nu lidt til de Døvstummes Fingersprog, skulde man troe, at dette endnu maatte gaae meget langsommere end Pennen; men Pastor Hansen har ved Iagttagelse fundet, at en øvet Fingertaler (om man tør kalde det saa) udtaler eller angiver omtrent 12 Lydtegn i Secundet, altsaa taler 3 Gange saa hurtigt som man kan skrive. Denne Omstændighed ledede ham til Opfindelsen af ”S k r i v e k u g l e n”, en Maskine, ved hvilken man bliver istand til at skrive omtrent lige hurtigt som man taler, eller rettere sagt som man holder Tale. Hovedtanken deri er den, at man ovenpaa Papiret lægger et Stykke affarvende Papir og paa dette trykker Bogstaverne med bevægelige Typer, der da aftrykkes paa det hvide Papir med det affarvende Papirs Farve. En lignende Indretning har man anvendt for de Blinde, kun at disse trykkede ophøiede Bogstaver i Papiret og at det gik noget langsomt selv for den Seende, da hver Type skulde søges frem, stilles paa sin Plads, modtage Trykket og saa lægges tilside.

 

 

Illustrasjonene i Illustreret Tidende var de samme som ble brukt i Skandinavisk Bogtrykkertidende og flere tyske artikler
Til venstre, skrivekuglen slik den fremsto i sin første utgave. Over: Den første skrivekuglen slik den så ut innvendig

 

 

Ved Skrivekuglen derimod ere Typerne udskaarne paa de nederste Ender af prismatiske Staalstilke, som foroven ende i Knapper, betegnede med de Bogstav, de bære forneden, og holdes borte fra Papiret ved Spiralfjedre. Alle disse Stilke ligge i Retningerne af Radierne til en Del af en Kugle (deraf Navnet), igjennem hvis Centrum Paoirsfladen gaaer. Naar man da trykkede alle Stilke eller Knapper ned med den ene efter den anden, vilde alle Bogstaverne komme til at staae paa eet Sted, hvis ikke Papiret blev flyttet imidlertid. Den mindste af de to Figurer viser Maskinen udenfra, og man seer foroven den egentlige Skrivekugle sine fremstående Stempler. Den største Figur viser Maskinen indvendig. Laaget, hvorpaa Skrivekuglen er anbragt, er lukket op, saa at man seer Skrivekuglen nedenfra. Papiret med det affarvende Papir er klemt fast paa en Cylinder (midt i Figuren), der bliver dreiet rundt af et Uhrværk (tilhøire i Figuren), men paa Enden tilhøire bærer den en fremspringende Skive, i hvis Rand der er indskaaret en Skruegang, som griber ind i en Tandstang forneden. Derved bevirkes det, at Cylinderen under Uhrets gang ikke blit dreies rundt, men tillige forskydes langs ad sin Axe, hvortil den lange cylindriske Axe, hvorpaa den sidder, giver tilstrækkelig Plads. Man vil da indsee, at een af Typerne, hvis den blev holdt i Berørelse med Papiret under Uhrets Gang, vilde tegne en Skruelinie paa det, der naar det tages af Cylinderenvilde vise sig som en Række af parallele Linier. Hvis nu Uhrets Gang havde en Hurtighed, der stemmede med den Skrivendes Øvelse, behøvede denne blot efterhaanden at trykke paa de forskjellige Stempler, han skulde bruge, de tilsvarende Bogstaver vilde da stille sig i Række, og et forlænget Ophold imellem hvert Ord vilde da give større Plads imellem Ordene end imellem Bogstaverne i samme Ord. Det sees imidlertid let, at man kun ved meget stor Øvelse kunde opnaae at faae ligestore Afstande imellem Bogstaverne. Maskinen har derfor faaet en saadan Indretning, at Cylinderen kun gjør et Spring naar et af Stemplerne trykkes ned, og dette skeer ved Elektromagnetisme. Skrivekuglen bestaaer derfor af to concentriske Kugleskaller, som ere isolerede fra hinanden. Den ene af disse er i Forbindelse med den ene Pol af et galvanisk Apparat (tilvenstre i Figuren), den anden staaer i Forbindelse med en Elektromagnet (forrest tilhøire i Figuren) og derfra med den anden Pol af Apparatet. Stemplerne ere alle i ledende Forbindelse med den indre Kugleskal, men isolerede fra den ydre; naar et af dem trykkes ned, kommer dets Knap i Berørelse med en paa den ydre Kugleskal ved ethvert af dem anbeagt Messingfjer; der er nu ledende Forbindelse, Elektromagneten tiltrækker et Jeranker, som er anbragt lige over den, og et Hemværk som ved Vægtstænger er sat i Forbindelse med dette Anker, udløses, hvorved et Tandhjul, anbragt paa Enden tilhøire af Cylinderens Staalaxe, da af Uhret kan drives ½ Tand frem. Bogstavet aftrykkes paa Papiret. Slipper man Stemplet, gaaer det tilbage, den elektriske Strøm afbrydes, Ankeret fjerner sig fra Elektromagneten, Hjulet dreies atter ½ Tand og bliver da i Ro, til det næste Tegn skal sættes. For med denne Indretning at kunne gjøre de tilbørlige Mellemrom mellem Ordene er der øverst paa Kuglen anbragt et Stempel uden Type, som ved at nedslaaes bringer Cylinderen til at gøre et Spring, uden at sætte noget Mærke.

 

 

 

I teknisk Museum i Helsingør finnes dette eksemplaret av den første skrivekuglemodellen. Som man ser, har trekassen en litt annen utforming enn på illustrasjonen i Illustreret Tidende. Foto: Dieter Eberwein
Vi vet ikke nøyaktig hvor mange eksemplarer som ble laget av den første modellen med trekasse. Malling-Hansen utviklet skrivekuglen videre, og allerede i 1871 ble det laget både åpne sylindermodeller og modellen med en flat vogn til skriveunderlag. Over ses boksmodellen innvendig. Foto: Dieter Eberwein
Slik ser tastaturet ut på Teknisk Museums eksemplar av den lukkede sylinder-modellen. Det har bare 24 taster. Foto: Dieter Eberwein
Fra undersiden kan man se de utskårne bokstavene. Selv om det er de store bokstavene som er avbildet på tastene, er det de små som er skåret ut på stempelspissene. Legg merke til at det er en "å" på dette tastaturet. Foto: Dieter Eberwein

 

 

      Nu beroer den Hurtighed, man kan naae, vel tildels paa Mechanismen, nemlig paa det Antal Bevægelser, Elektromagneten kan lade Ankeret og Hemværket gjøre i et Secund; men ogsaa paa Bogstavtypernes Ordning paa Kuglen. Hr. Malling Hansen har ordnet dem saaledes, at hver Finger i det Høieste har tre Stempler at anslaae; Consonanterne anslaaes med høire, Vokalerne med venstre Haand, og Bogstaverne ere saaledes fordelte, at de mest bevægelige Fingre anslaae de hyppigst forkommende Bogstaver. Den nu udførte Maskine kan frembringe tolv Tegn i Secundet, saa at man altsaa ved Hjelp af den med tilbørlig Øvelse vil kunne nedskrive de fleste Taler ligesaa hurtigt som de holdes, uden at stenografiske Tegn dertil ere nødvendige, og der er ingen Tvivl om, at man vil kunne opnaae en endnu større Hurtighed ved mechaniske Forbedringer; men allerede som Maskinen nu er kan den gjøre god Nytte, og det fortjener at bemærkes, at En, der er aldeles uøvet i at bruge den, saa han maa søge efter de enkelte Bogstaver, endda kan skrive hurtigere med den end med Pen, saa at den efter faa Timers Øvelse vil kunne gjøre god Tjeneste paa Contoirer. Hvad der laa nærmest var jo at anvende den til Stenografien, men dertil egner den nuværende Maskine sig ikke, da den paa Grund af Cylinderens hurtige Spring arbeider med temmelig stærk Støi. Til dette Øiemed maatte man gaae tilbage til den først antydede Indretning, lade Cylinderen gaae med jævn Hastighed og lade den Skrivendes Øvelse sørge for, at Skriften blev regelmæssig.

 

     Opfinderen har endnu paatænkt flere andre Anvendelseraf denne Maskine, som vi dog skulle opsætte at omtale, til de nærme sig noget mere til Vireliggjørelsen. Allerede som den nu er kan Skrivekuglen gjøre udmærket Tjeneste, og det uagtet de store praktiske Vanskeligheder, der vare at overvinde, f. Ex. Ved Stemplerne, der maae være skraat afskaarne for Enderne for at passe til Papiret, og paa hvilke Typerne maae graveres i forskjellige skraae Stillinger for alle at komme til at staae lige paa Papiret; ved Cylinderens hurtige Spring, der pludselig skulle standses, osv., hvilke Vanskeligheder med megen Dygtighed og Udholdenhed ere overvundne af Mechanicus C. Jürgensen, som har udført Maskinen. Hvad der vil genere Begyndere er, at man ikke kan see det, man skriver, da det i ethvert Tilfælde skjules af det affarvende Papir, men denne Gene vil for en stor Del vige for Øvelsen.

 

     Skriften faaer et eiendommeligt Udseende. Da man helst maa have et saa ringe Antal Stempler som muligt, ere de store Bogstaver og Interpunctionstegnene udeladte, og da man skriver helt rundt om det paa Cylinderen opviklede Papir, kan man ikke sørge for at afbryde Ordene ved Udgangen af en Stavelse. Begyndelsen af ”Landsbydegnens Dagbog” vilde, skrevet med Skrivekuglen, see saaledes ud:

 

   Gud skienke os alle et

Glædeligt nytaar og bev

are  vor  gode  hr søren

han slukkede lyset iaftes

og  moder siger  han lev

er ikke til  næste  nytaar

men det har vel intet at

betyde  det var ellers en

fornøielig aften da hr sø

ren tog sin hue af  efter

maaltidet og sagde som

han pleier agamus gratias

 

Enhver, der har meget at skrive, maa ønske Pastor Malling Hansen Kraft og Held til at skaffe denne Opfindelse, som lover at forkorte Skriverens møisommelige og tankeløse Arbeide, almindelig Anvendelse.

 

                                                                                                            C. Holten

 

Article in Annalen der Typographie, 12.November 1870

Carl B.Lorck, 1814-1905

                                         Annalen der Typographie[1]

 

                                   Der verwandten Künste und Gewerbe.

 

                Centralorgan für die technischen und materiellen Interessen der Presse

 

                                  Nr 70. Leipzig, den 12.November 1870

 

 


[1] JMC:  Carl Berendt Lorck (1814-1905) war, von 1869 ab 1877, der Herausgeber von „Annalen der Typographie“.  Die Orthographie  ist die originale, und ich habe nichts geändert.

 

 

Die Schreibkugel des Herrn Malling-Hansen.

 

Die nummer 66 der Annalen brachte bereits eine vorläufige Mittheilung über die Schreibkugel des Hrn.Pastor Malling-Hansen, Direktor der Taubstummen-Anstalt in Kopenhagen. Wir sind heute in der Lage, den Lesern eine genauere Beschreibung und Abbildung dieser sinnreichen Maschine zu geben.

 

Wie der kleinere Holzschnitt zeigt, hat die Schreibkugel fast das Aussehen einer Schreibchatulle. Durch die am oberen Theile befindliche Halbkugel gehen die Stahlstifte, an deren unteren Spitzen die Buchstabelstempel geschnitten sind, während die oberen Enden, welche über die Halbkugel hervorragen, mit Knöpfen versehen sind. Alle die Stahlstempel laufen wie Radien nach dem Centrum der Kugel zusammen, und jeder dringt durch eine in diesem befindliche Oeffnung, sobald auf den Knopf am Kopfende gedrückt wird, und macht einen Eindruck auf die unter der Oeffnung befindliche Stelle des Cylinders, welcher auf dem grösseren Holzschnitt zu sehen ist. Damit aber die Bildflächen der, den Cylinder unter verschiedenen Winkeln treffenden Typen sich vollkommen vertical abdrucken, ist eine verschiedenartige Abflachung derselben nothwendig, und die richtige Durchführung dieser Aufgabe war einer der schwierigsten Theile der Maschine.

 

Der Cylinder ist mit dem zu bedruckenden oder beschreibenden Blatt Papier umgeben; über dieses ist wieder ein mit blauer Farbe imprägniertes Blatt gelegt. Drückt man nun einen der Stempel, die durch Federn in der Höhe erhalten sind, auf die Rückseite des gefärbten Papiers herunter, so zieht sich das Bild des Buchstaben auf das darunter liegenden Papier ab in der Art wie auf der Lesboyer’schen Visitenkartenpresse. Stände nun der Cylinder während des Druckes still, so würde ein Buchstabe nach dem andern sich auf die eine, unter der Oeffnung befindliche Stelle des Papiers abdrucken; um dies zu verhindern, muss der Cylinder mit dem Papier jedesmal nach dem Druck eines Buchstaben rotierend vorrücken. Aber dies würde nicht genügen, denn nach einer vollen Umdrehung des Cylinders würde die zweite Zeile sich wieder genau auf die erste abdrucken, deshalb muss der Cylinder neben der rotierenden auch eine Längenbewegung machen, damit eine Zeile richtig unter der andern zu stehen kommt.

 

Die rotierende Bewegung wird durch eine Uhr hervorgebracht, wie in einer Spieldose, die schiebende mittelst einer Scheibe, in deren Rand eine Schraubenwindung geschnitten ist, welche in eine Zahnstange eingreift. Denkt man sich also statt eines Buchstaben einen Bleistift an einem der Stempel angebracht, so würde dieser beim fortgesetzten Herunterdrücken und bei der Fortbewegung des Cylinders eine Schraubenlinie auf das Papier zeichnen, so dass dieses, von dem Cylinder abgenommen, in regelmässigen Zwischenräumen liniert wäre.

 

 

Annalen der Typographie, Nr 70. Leipzig, den 12.November 1870.
"Wir sind heute in der Lage, den Lesern eine genauere Beschreibung und Abbildung dieser sinnreichen Maschine zu geben."

Liesse man die Uhr ungehemmt den Cylinder mit einer, der Uebung des Schreibenden angepassten Schnelligkeit vorwärts treiben, so hätte dieser sehr genau auf ein gleichmässiges Tempo im Arbeiten und auf gleichmässiges Pausiren zu achten, damit die Buchstaben regelmässig zu stehen kämen und damit die passenden Zwischenräume zwischen den wörtern innegehalten würden. Jedermann begreift, dass hierzu eine grosse Uebung gehören würde. Deshalb ist bei der Maschine die Einrichtung getroffen, dass der Cylinder nicht ununterbrochen sich drehen kann, sondern nur um einen Zahn weiter rückt, wenn eine Stempel niederdrückt wird.

 

Dieses wird durch einen im Innern der Chatulle befindlichen elektrischen Apparat bewirkt und zwar in folgender Weise. Die Schreibkugel besteht aus zwei concentrischen Halbkugelschalen, welche von einander isoliert sind. Die obere steht mit dem einen Pol der Batterie, die untere mit einem Electromagnet und durch diesen mit dem andern Pol in Verbindung. Die Buchstabenstempel stehen alle in leitender Verbindung mit der untern Kugelschalem, sind aber von der oberen isoliert. Wird nun ein Buchstabenstempel heruntergedrückt, so kommt der Knopf desselben mit einer, an der oberen Kugelschale befindlichen Messingfeder in Berührung und nun ist eine leitende Verbindung  hergestellt.

 

Der Magnet zieht einen eisernen Anker an sich; ein Stopper, welcher durch eine Gewichtstange mit dem Anker in Verbindung steht, wird dadurch frei, das Zahnrad auf der Axe des Cylinders durch die Uhr um einen halben Zahn vorwärts gerückt und der Buchstabe druckt sich auf dem Papier ab. Hört der Druck auf den Knopf auf, so geht der Stempel in seine ursprüngliche Lage zurück, der galvanische Strom wird unterbrochen, der Anker weicht von dem Magnet zurück, das Rad geht wieder um einen halben Zahn weiter und verbleibt dann in Ruhe, bis ein neuer Druck auf einen Knopf ausgeübt wird. Um den gehörigen Zwischenraum zwischen den Wörtern hervorzubringen, befindet sich unter den Typen auch eine Ausschlusstype, die, wenn sie heruntergedrückt wird, zwar den galvanischen Apparat und dadurch den Cylinder in Wirksamkeit versetzt, nicht aber einen Eindruck auf das Papier hinterlässt.

 

Die Schnelligkeit des Arbeiten beruht zum Theil auf der Anzahl von Bewegungen, welche der Electromagnet mittelst des Ankers und des Stoppers hervorbringen kann, zum Theil auch auf der zweckmässigen Anordnung der Tasten. Diese ist der Art getroffen, dass höchstens drei Tasten von einem Finger und die am häufigsten in Anspruch genommenen von den beweglichsten Fingern angeschlagen werden. Nach der Berechnung des Herrn Malling-Hansen schreibt man mit der Feder ungefähr 4 Lautzeichen in der Secunde und spricht in der täglichen Rede gegen 20 aus[1], während die öffentliche Rede selten eine grössere Schnelligkeit als 9-15 erreicht. Die für den Augenblick arbeitende Maschine, von welcher uns Probearbeiten vorliegen, schreibt 12 Zeichen in der Secunde. Ein Geübter würde also damit einer öffentliche Rede folgen und dreimal so viel als mit der Feder leisten können. Ein vollständig Ungeübter, der noch nach den Buchstaben suchen muss, kann wenigstens so schnell wie mit der Feder schreiben. Als Ersatz für die Stenographie lässt die Kugelschrift sich deshalb schwerer verwenden, weil die schnellen Sprünge des Cylinders mit einem ziemlich starken Geräusch verbunden sind. Will man dies vermeiden, so muss man die Uhr ohne den Stopper ruhig fortlaufen lassen, und es der Uebung des Schreibenden anheim geben, das für das richtige Schreiben angemessene Tempo zu finden; dies ist aber, wie bemerkt, nicht leicht.

 

 


[1] Herr Malling-Hansen theilt bei dieser Gelegenheit mit, dass die Taubstummen sich mit einer Schnelligkeit von 12 Lautzeichen in der Secunde verständigen.

Article in “Skandinavisk Bogtrykker-Tidende”[1] 25 November 1870

The article in “Skandinavisk Bogtrykker-Tidende” was written by the printer Mendel Lazarus, 1813-1915, a man not without a sense of humour! Photo: The Royal Library.

A New Type-Setting Machine. Part 1 – 25 November 1870.

 

“It is our firm conviction that only in Sørensen’s machine do we find the correct principle, showing the only way by which we will be able to construct a viable type-setting machine”; such were the words of the otherwise excellent description of Christian Sørensen’s type-setting and distributing machine[2] which can be found in this journal, issues no 9,10 and 11. And the editors of the present journal made the comment that they did not entirely agree with the author on this point, - and this was indeed a laudable caution by the honourable editors; for 14 days later our daily newspapers had descriptions of a machine constructed in accordance with an entirely different principle and which –“after being somewhat modified” – might be used as a typesetting machine, namely the so called “writing ball”, invented by reverend Malling-Hansen. One of the writers even went as far as to – perhaps in order to make his text more spectacular – gave the advice that 9 out of 10 typesetters should “throw in the towel at once and go hang themselves”. But before we follow this piece of advice, we probably ought to investigate whether it is as well-advised as it is meant; let us therefore with unruffled calm observe Mr Malling-Hansen’s ingenuous invention as it is, and then try to imagine it with the “modifications”, and from that point of departure let each and every one of my peers consider whether he would not, at the end of the day, prefer to buy a clew of page cords rather than the rope which has been recommended us.

 

 


[1] JMC: “Skandinavisk Bogtrykker-Tidende” – Scandinavian Journal of Printing – was published 1869-1875. A short-lived organ dedicated to typography and allied industries and trade.

[2] JMC: Christian Sørensen, Danish inventor, typographer and mechanic, 1818-1861. Supported by the only type founder in Denmark, F. Fries, Sørensen designed and built the first type-setting machine in the world, patented 1849 for a 10-year period and which he called “the Tacheotype”. He also received financial support from the King, Christian VIII, and from the Reiersen Fund. The machine was exhibited in London 1851, in Copenhagen 1852 and in Paris 1855, where he was awarded a gold and a silver medal by Napoleon III for his invention. However, Sørensen did not manage to produce or sell more than a handful of copies of the machine. One specimen has survived and can be seen at the Danish Museum of Science and Technology, Elsinore. Sørensen’s typesetting machine was superseded by the more advanced and practical invention by the German-American Ottmar Mergenthaler in the 1880s.

Christian Sørensen, 1818-1861. Photo from The Royal Library
Sørensen's invention, the first type-setting machine in the world, called “the Tacheotype”. Photo: Uwe Breker
Figure 1 in the article in “Skandinavisk Bogtrykker-Tidende” shows the very first model of the writing ball, the cylinder model built into a wooden box. This illustration was used in several newspapers and journals from this period.

As figure 1 shows, the writing ball in appearance looks like a small writing desk, on top of which a semi-sphere emerges, featuring a lot of protruding steel stems. On the tip of each of these stems or pistons is placed a button, on which is engraved one of the letters of the alphabet, arranged in such a way that all the vowels are to the left and consonants to the right, with the most frequently used letters conveniently placed for the most agile fingers. All of these pistons are positioned as ball-radii and will therefore, when pressed down, reach one and the same point (centre) inside the sphere. On the tip of the piston, or type bar, inside the sphere the same character has been cut as the one on the button, and when pressing it, the letter is then printed onto a cylinder, coated with a sheet of paper and on top of that the so called carbon paper, i.e. a kind of tracing paper, saturated with a dye, which is easily released where it is exposed to a suitable, light pressure; The system for the transfer of ink is thus the same as the one known from the small card printing press invented by Lesboyer, attracting so much attention at the latest exhibition in Paris, and of which several specimens have been ordered to be sent to Copenhagen, where among others the printer O.C.Olsen previously exhibited it and showed its merits at the Industrial Association. Now, if one would repeatedly press down the various characters, then presumably the imprint of these would show on the paper, however on the very same spot unless the paper was to move after each new imprint, but this is however the case. For each stroke the cylinder moves exactly as much as needed for the imprint of the next letter to appear adjacent to the preceding one. It is obvious that the various letters must, in order to be positioned in the correct way in relation to the paper, be cut on oblique surfaces and in different positions, and this piece of work which, as we shall later see, the cutter of the ram did not execute successfully at this first attempt, is declared exceedingly difficult by expert arbiters.

However, the cylinder movement is not a smooth rotation like e.g. the one the cylinders on our high-speed presses have to perform: The cylinder of the writing ball moves by fits and starts. The motive force is a simple clockwork, which, if allowed to carry on without impediment, would maintain the cylinder in a steady rotating movement, but then it would require an extraordinary, perhaps unobtainable skill and competence of the typist, if he were to avoid in this way smaller or larger spaces between letters belonging to the same word, as well as observe a reasonably equal space between the words, and therefore the movement – if I may be permitted to use the expression – is “arranged” in such a way that it is jerky. This “arrangement” is here brought about by the use of electromagnetism. In order to follow up the wiring and modus operandi it is necessary, however, to open up the box.


Figure 2 shows the interior of the writing ball.

Fig 2 shows the inner part of the machine as seen by the viewer when the lid, on which the writing ball proper is situated, is opened. The writing ball, seen here from below, consists of two concentric semi-spheres 1), insulated from each other. One of these is connected to one pole of a galvanic battery (to the left hand side of the drawing 2)); the other one is connected to an electromagnet (in front to the right) and from there with the other pole of the machine. All pistons are conductive to the inner sphere but insulated from the outer sphere; when one of them is pressed down, its button will touch a brass coil, attached to each of them at the outer sphere; conduction is now established 3); the electromagnet attracts an iron armature placed immediately above it, and a (double) escapement, connected to this armature by means of levers, is released whereby a gear wheel, fixed to the end of the steel axis of the cylinder, will then be pushed half a tooth forward. The character is then printed upon the paper.  – When you let go of the piston it reverts, the electrical current is cut, and the armature moves away from the electromagnet; the wheel is once again turned half a tooth and then remains at rest until the next letter is pressed. In order to make the proper spaces between the words, there is on top of the sphere a piston without any sign, and by pressing this the cylinder will make a jump, evidently without leaving a mark on the paper.

1) The inner one of the semi-spheres is, however, rather massive and it would not be appropriate to call it a “shell”.
2) It is of course not necessary that this machine is placed into the desk itself. Since the device is fatigued by being used, the inventor has successfully tried to let the machine operate alternating with the use of several different galvanic apparatuses, placed in a small box which is put adjacent to the machine.
3) The physical part of the description is here rendered basically in accordance with the text in “Illustrated Journal”.

Paper and ribbon is fastened onto the cylinder by means of a very simple mechanism which, when made contact with, is set into movement by the clockwork (at the very back to the right in the drawing), on the right hand end of which is a metal disc having a convolution cut into its rim, gearing into a row of teeth placed below the disc, and the effect is that the cylinder during the revolution of the clockwork apart from revolving around its own axis also pushes forward along this row of teeth. Consequently, the various imprints on the paper will on the cylinder assume the shape of a screw thread; however, when the paper is removed from the cylinder, it will appear that they have been printed exactly as they are supposed to be: in parallel lines. – In relation to the operational speed of the writing ball, it may be sufficient to mention here that the inventor has already advanced to the level where  h e  is able to print around 10 signs or characters per second, corresponding to 36 000 letters in one single hour! – a fact which for the readers of this journal probably needs no comment. And yet, this is far from the sum total of what this small and simple machine can achieve. In its present shape a person with sufficient practice and finger dexterity can print some 14-16 letters per second, i.e. more than 50 000 an hour; however, on the machines to be produced henceforth, the inventor is planning to somewhat shorten the steel pistons of the machines as compared to the one I have had the opportunity to get to know, and by doing so it is likely that the speed of the machine will be considerably increased.

For the sake of comparison I would like to remind the reader that the much talked about Mackie type-composing machine according to a previous article in this journal is said to be able to set 15 000 types per hour, i.e. when the “perforation” has been done beforehand; and also that the Sørensen type-setting and distribution machine, when operated by two skilled and experienced typesetters is said to be able to produce from 10 to 12 000 an hour.

When discussing a machine substituting handwork then the issue of cost is obviously important. However, also in this respect the writing ball seems to offer everything we could reasonably expect. The first specimens will probably cost around 200 rix-dollar a piece; but it is obvious that this price can be quite considerably reduced, when the machine gains ground and is being used so much that its production can be factory-made.


At the Museum of Technology and Science, Elsinore, they have a specimen of the first model of the writing ball. As you can see, this model features a slightly different shape of the wooden box. Photo: Sverre Avnskog.
At the Museum of Technology and Science, Elsinore, they have a specimen of the first model of the writing ball. As you can see, this model features a slightly different shape of the wooden box. Photo: Sverre Avnskog.

A New Type-Setting Machine. Part 2 December 9, 1870

Had it been Mr Malling-Hansen’s purpose to create an easy and secure means of communication for poor blind people – something one might easily be led to assume at first glance, unless one knew better – then he has, by the invention of the writing ball, certainly resolved this challenge in a truly excellent way.

Blind persons, who – as is well-known – are frequently gifted with an excellent tactile sense by which they would easily be capable of achieving great speed and accuracy in pressing the right keys as well as applying the proper pressure, would – helped by the circumstance that their focus of attention would not stray away, by visual impressions, from their task – soon be able to compete in typing speed with our very best speed writers; indeed, the writing ball has perchance opened up an opportunity for these our underprivileged fellow beings to gain access to a profession, singularly fitting for them – as speed writers. However, before this prospect can be turned into reality, the construction of the machine has to be modified in certain respects; for at present the use of the writing ball causes a considerable amount of noise, and whether one imagines it being used in the assembly hall, where the blind might use it for taking down the speeches being held, or in the study of the writer where he could either “copy” the first draft of the manuscript, or perhaps even take it down according to the dictate of the writer, then it would be an absolutely necessary precondition that the machine has to work as silently as possible. However, this impediment certainly cannot be seen as insuperable; and the blind will surely, as times goes by, have double reasons to bless the  writing ball and its inventor.

Also the basic purpose of the inventor – to construct a speed writing machine – must, with reference to the previously mentioned numbers, be considered to have already been achieved in a satisfying manner. When you keep in mind only very few speed writers can achieve 4  l e g i b l e  letters per second, and that shorthand writers can seldom attain more than 14-16 letters per second, in addition to having to transcribe theirs signs1) , for which purpose 6 times as much time is used as compared with the shorthand scripture itself – then surely one will not doubt that the writing ball in future will be of practical use and importance for stenographers, shorthand writers and speed writers.

But let us now turn to the poor typesetters!  - Is the writing ball going to make a great many of them superfluous in future? – Next time I shall try to clarify this issue for the benefit of the readers of this journal.

1)    In  t h i s  type of tasks it appears to me that even in Parliament they could, with very little risk, try out the performance and usefulness of the writing ball.


Letter specimen from the third part of the article in “Skandinavisk Bogtrykker-Tidende”. Apparently Mr Lazarus has been permitted to try to use the writing ball. However, his typing is far from being as smooth and even as that of Malling-Hansen. This indicates the importance of writing with an even pressure and speed on the very first model of the writing ball.

Artikkel i Skandinavisk Bogtrykker-Tidende, 25. nov, 9. des og 28. des 1870.

Artikkelen i Skandinavisk Bogtrykker-Tidende ble skrevet av boktrykkeren Mendel Lazarus, 1833-1915, en mann ikke uten humoristisk sans! Foto: Det Kongelige Bibliotek

En ny Sættemaskine. Del 1 – 25. november 1870.

 

 

     ”Det er vor faste Overbeviisning, at i Sørensens Maskine findes det eneste rigtige Princip, er der viis den eneste Vei, ad hvilken vi kunne naae at konstruere en praktisk (Sætte-) Maskine” – skrev Forfatteren til den iøvrigt fortræffelige Beskrivelse af Chr. Sørensens Sætte- og Aflæggemaskine, der findes i denne Tidendes Nr. 9, 10 og 11; og Tidendes Redaktion gjorde hertil i en Note den Bemærkning at den dog ikke ganske var enig med Forfatteren i dette Punkt, - og det var i Sandhed en priselig Forsigtighed af den ærede Redaktion; thi 14 dage efter bragte vore Dagblade Beskrivelser over en Maskine, der var konstrueret efter et heelt andet Princip, og som – ”efter at være undergaaet nogle Modifikationer” – skulde kunne anvendes bl. A. som Sættemaskine, nemlig den af Pastor Malling-Hansen opfundne saa kaldte ”Skrivekugle”. Ja, en af dens Beskrivere gikk endog saa vidt, at han – maaske for at hjælpe lidt paa Tebslagerne – raadede de fjorten Femtendele af Sætterne til at ”gaa hen og hænge sig strax”. Men før vi følge dette Raad, turde det dog maaske være rigtigst at undersøge, om det er lige saa vel betænkt som meent; lad os derfor med al mulig Sindsro betragte Hr. Malling-Hansens geniale Opfindelse som den er, og dernæst prøve paa at tænke os den med ”Modifikationerne”, og lad saa enhver af mine Standsfæller overveide, om han ikke, naar det endelig skal være, skulde foretrække at kjøbe et Nøgle stærke Columnesnore fremfor den os anbefalede Strikke.

 

 

Christian Sørensen, 1818-1861. Foto: Det Kongelige Bibliotek
Sørensens oppfinnelse, verdens første settemaskin. Foto: Uwe Breker
Figur 1 i artikkelen i Skandinavisk Bogtrykker-Tidende viser den aller første modellen av skrivekuglen, sylindermodellen innebygd i en trekasse. Denne illustrasjonene ble brukt i flere aviser og tidsskrifter fra denne perioden

 

 

     Som Fig. 1 viser, ligner Skrivekuglen i det Ytre en lille Skrivepult, oven over hvis Laag der hæver sig et Kugleafsnit med en Mængde fremstaaende Staalstilke; paa hver af disse er der yderst paa Enden anbragt en Knap, hvorpaa der er indgravered et af Alfabetets Bogstaver, og disse ere ordnede saaledes, at Selvlydene alle findes tilvenstre, Medlydende tilhøire, og at de hyppigst forekommende Bogstaver ligge bekvemmest for de mest letbevægelige Fingre. Alle disse Stilke ere anbragte som Kugle-Radier og kunne som saadanne, naar trykker paa vedkommende Knapper, alle naae det selvsamme Punkt (Centrum) indeni Kuglehuulningen. Yderst paa den indeni Kuglen liggende Deel af Stilken er nu det samme Bogstav udskaaret, som findes paa Knappen, og trykker man paa denne, aftrykkes Bogstavet paa en Cylinder, der er beklædt med et Lag Papir og derover igjen med et Lag af de saa kaldte Farvebaand, d. e. en Slags Kalkeer-Papir, der er mættet med et Farvestof, som det villig giver fra sig, hvor det udsættes for et passende, let Tryk; Systemet for Farvemeddelelsen er altsaa det samme, som kjendes fra den lille af Lesboyer opfundne Kortpresse, der vakte saamegen Opsigt paa den sidste Pariser-Udstilling, og hvoraf flere Exemplarer ere indforskrevne til Kjøbenhavn, hvor bl. A. Bogtrykker O. C. Olsen i sin Tid foreviste den og dens Præstationer i Industriforeningen. Vilde man nu efter Tour trykke paa de forskellige Bogstaver, vilde Aftrykkene af disse vel fremkomne paa Papiret, men alle paa det selvsamme Sted, dersom ikke Papiret flyttede sig efter hvert nyt Tryk, men dette er netop Tilfældet. For hvert Tryk bevæger Cylinderen sig omtrent saa meget, at Aftrykket af det næste Bogstav kommer til at staae ved Siden af det foregaaende. Det er indlysende, at de forskjellige Bogstaver, for at kunne komme til at staae i den rette Stilling paa Papiret maae være skaarne paa skraae Flader og i forskjellige Stillinger, og dette Arbeide, der som vi senere skulle see, ikke er lykkedes Stempelskjæreren fuldsteændig ved dette første Forsøg, erklæres af Sagkyndige for overordenlig vanskelig.

 

     Cylinderens Bevægelse er imidlertid ikke nogen jevn Omdreining, som f. Ex. Den, Cylinderne paa vore Hurtigpresser tvinges til at foretage: Skrivekuglens Cylinder bevæger sig stødviis. Den bevægende Kraft er et simpelt Uhrværk, der, hvis det fik Lov til at arbeide uden Forhindring, vilde holde Cylinderen i en jevn roterende Bevægelse, men da der vilde udfordres en overordenlig, maaskee uopnaaelig Øvelse og Sikkerhed hos den Skrivende, om han paa denne Maade skulde kunne undgaae mindre og større Mellemrum imellom Bogstaver, der høre til samme Ord, og et blot blot nogenlunde ligeligt Mellemrum mellem de forskjellige Ord, bliver Bevægelsen – om jeg tør bruge dette Udtryk – ”reguleret” saaledes, at den foregaaer stødviis. Denne ”Regulering” frembringes her ved Anvendelse af Elektromagnetisme. For at kunne følge dennes Ledning og Maade at virke paa, er det imidlertid nødvendig at aabne Pulten.

 

 

Figur 2 viser det innvendige av skrivekuglen

 

 

     Fig. 2 viser os derfor det Indre af Maskinen, saaledes som det fremstiller sig for Beskueren, naar Laaget, paa hvilket den egentlige Skrivekugle befinner sig, er klappet op. Skrivekuglen, der her sees nedenfra, bestaaer af to konsentriske Kugleskaller 1), som ere isolerede fra hinanden. Den ene af disse ere i Forbindelse med den ene Pol af et galvanisk Apparat [tilvenstre i Tegningen 2)]; den anden staaer i Forbindelse med en Elektromagnet [forrest tilhøire i Tegningen] og derfra med den anden Pol af Apparatet. Alle Stemplerne ere i ledende Forbindelse med den indre Kugleskal, men isolerede fra den ydre; naar et af dem trykkes ned, kommer dets Knap i Berørelse med en paa den ydre Kugleskal ved ethvert af dem anbragt Messingfjer; der er nu ledende Forbindelse 3); Elektromagneten tiltrækker et Jernanker, som er anbragt lige over den, og et (dobbelt) Hemværk, som ved Vægtstænger er sat i Forbindelse med dette Anker, udløses, hvorved et Tandhjul, anbragt paa Enden tilhøire af Sylinderens Staalaxe, da af Uhrværket kan drives en halv Tand frem. Bogstavet aftrykkes paa Papiret. – Slipper man Stemplet, gaaer det tilbage, den elektriske Strøm afbrydes, Ankeret fjerner sig fra Elektromagneten, Hjulet dreies atter en halv Tand og bliver da i Ro, til det næste Bogstav skal aftrykkes. For at kunne gjøre de tilbørlige Mellemrum mellom Ordene, er der øverst paa Kuglen anbragt et Stempel uden Type, som ved at anslaaes bringer Cylinderen til at gjøre et Spring, men som derved naturligviis ikke sætter noget Mærke paa Papiret.

 

1) Den indvendige af disse er dog temmelig massiv til egenlig at kunne kaldes en ”Skal”.

2) Det er naturligvis ikke nødvendig, at dette Apparat har plads i selve Pulten. Da Apparatet ved Brugen trættes, har Opfinderen med Held prøvet paa at lade Maskinen arbeide med skifteviis Benyttelse af flere forskjellige galvaniske Apparater, placerede i en lille Kasse, der stilles ved Siden af maskinen.

3) Denne fysikalske Deel af Beskrivelsen gjengives her i alt Væsentligt efter ”Ill. Tid.”

 

     Papir og Farvebaand blive ved en saare simpel Mekanisme fæstnede paa Cylinderen, der, som berørt, sættes i Bevægelse af Uhrværket [bagest tilhøire i Tegningen], og paa hvis høire Ende der er anbragt en Metalskive, i hvis Rand der er indskaaret en Skruegang, som griber ind i en under Skiven anbragt Tandrække, hvilket bevirker, at Cylinderen under Uhrets Gang foruden at bevæge sig rundt om sin Axe tillige skyder sig henad denne paalangs. Heraf følger, at de forskjellige efterhaanden paa Papiret frembragte Stempelaftryk til sammen paa Cylinderen antage Formen af en Skruegang; men tages Papiret af Cylinderen viser det sig, at de staae derpaa, netop som de skulle; i parallele Linier. – Hva angaaer den Hurtighed, hvormed Skrivekuglen kan arbejde, vilde det maaske være tilstrækkeligt her at anføre, at Opfinderen allrede har bragt det sååvidt, at  h a n  med den kan aftrykke omtrent 10 skrifttegn i sekundet, hvilket jo udgjør 36.000 Bogstaver i een Time! – en Kjendsgjerning, som for denne Tidendes Læsere sikkert ikke trænger til nogen Kommentar. Og dog er dette langt fra Alt, hva denne lille Simple Maskine kan prestære. Som den er, kan den, som dertil har tilstrækkelig Øvelse og Fingerfærdighed, godt og vel aftrykke 14-16 Bogstaver i Sekundet eller over 50.000 i Time; men Opfinderen har paateænkt at lade Staalstilkerne paa de Maskiner, der herefter bliver forfærdigede, gjøre noget kortere end dette er Tilfældet paa den, jeg har havt Leilighed til at gjøre Bekjendtskab med, og derved vil Maskinens Hurtighed sikkert endnu betydelig forøges.

 

     For en Sammenlignings Skyld skal jeg blot endnu minde Læserne om, at den meget omtalte Mackieske Sættemaskine efter en tidligere Artikel i nærværende Tidende skal kunne sætte 15.000 Typer i Timen, at sige, naar ”Perforeringen” er foretagen i Forveien, og at Chr. Sørensens Sætte- og Aflæggemaskine, naar den bethjentes af to dygtige og øvede Sættere, kunde levere 10 à 12.000 i Timen.

 

     Hvor Talen er om at lade Haandarbeide udføre pr. Maskine, er Spørgsmaalet om dennes større eller ringere Kostbarhed naturligviis af stor Vigtighed. Ogsaa i denne Henseende synes Skrivekuglen imidlertid at yde Alt, hva man med Billighed kan vente. De første Exemplarer ville rimeligviis komme til at staae i en Priis af omtrent 200 Rd. Pr. Stk.; medn det er en Selvfølge, at denne Priis vil kunne reduceres ganske betydelig, naar Maskinen finder en saa almindelig Anvendelse, at dens Forarbeidelse kan drives fabrikmæssigt.

 

 

I Teknisk Museum i Helsingør har de et eksemplar av den første modellen av skrivekuglen. Som man kan se, har denne modellen en litt annen form på trekassen. Foto: Sverre Avnskog
Innvendig er det også noen små forskjeller mellom Teknisk Museums eksemplar og den gamle illustrasjoenen fra Skandinavisk Bogtrykker-Tidende. Foto: Sverre Avnskog

 

 

 

En ny Settemaskine. Del 2 - 9. desember 1870

 

 

     Har det været Hr. Malling-Hansens Opgave at tilveiebringe et nemt og sikkert Korrespondansemiddel for de stakkels Blinde – hva man ved første Øiekast let kunde ledes til at antage, naar man ikke vidste bedre – da har han ved Opfindelsen af Skrivekuglen løst denne Opgave paa en i Sandhed glimerende Maade.

 

     De Blinde, der, som bekjendt, som oftest ere begavede med en udmærket fiin Følelse, i Kraft af hvilken de let ville være i stand til at opnaae stor Hurtighed og Sikkerhed i at anslaae de rette Tangentene og ved Anslaget at anvende netop det rette Tryk, ville – saameget mer, som deres Tanker ikke ved ydre Indtryk paa Synet bortledes fra den Gjerning, hvormed de sysle, - ved Skrivekuglens Hjælp snart kunne ”skrive” omkap med vore dygtigste Hurtigskrivere; ja Skrivekuglen har maaskee aabnet disse vore beklagelsesværdige Medmennesker Udsigt til et netop for dem særdeles passende Erhverv – som Hurtigskrivere. Men før denne Udsigt kan blive til Virkelighed, maa der dog foretages nogle Modifikationer i Maskinens Konstruktion; this som den er, foraarsager Skrivekuglens benyttelse vel meget Støi, og hvadenten man tænker sig den anvendt i Forsamlingssalen, hvor den Blinde ved dens Hjælp kunde fæstne de der Holdte Taler til Papiret, eller i Skribentens Arbeidsværelse, hvor han enten kunde ”afskrive” det første Manuskriptudkast eller maaskee endogsaa ”nedskrive” dette efter Forfatterens Diktat, vil det være en aldeles nødvendig Betingelse, at Maskinen maa arbeide saa lydløst som muligt. Dog denne Hindring kan vel ikke ansees som uovernindelig; og de Blinde ville sikkert med Tiden faae dobbelt Aarsag til at velsigne Skrivekuglen og dedens Opfinder.

 

     Ogsaa Opfinderens egentlige Hensigt – at konstruere en Hurtigskrivemaskine – maa jo efter de tildliger anførte Tal ansees for at være opnaaed paa en fyldestgjørende Maade. Naar man blot husker paa, at kun meget faa Hurtigskrivere kunne skrive 4  t y d e l i g e  Bogstaver i Sekundet, og at Stenograferne sjeldent kunne betegne mer end 14-16 Bogstaver i Sekundet, og at de maae lade deres Tegn omskrive 1), hvortil der medgaaer 6 Gange saa lang Tid som selve Stenograferingen – saa vil man vist neppe tvivle paa, at Skrivekuglen med Tiden vil faae praktisk Betydning for Stenografer, Stenografskrivere og Hurtigskrivere.

 

     Men nu de stakkels Sættere! – Vil Skrivekuglen ikke med Tiden ogsaa gjøre en stor Deel af dem overflødige? – Dette Spørgsmaal skal jeg næste Gang søge at klare for denne Tidendes Læsere.

 

1)      Paa  d e t t e  Arbeide forekommer det mig, at man selv i Rigsdagen uden synderlig Risiko kunde prøve Skrivekuglens Kræfter og Anvendelighed.

 

 

 

Skriftprøve fra den tredje delen av artikkelen i Skandinavisk Bogtrykker-Tidende. Hr. Lazarus har tydeligvis fått lov til å forsøke å skrive på skrivekuglen. Hans skrift er dog på langt nær så jevn som Malling-Hansens. Det skulle tyde på at det var viktig å skrive med jevnt trykk og hastighet på denne første modellen av skrivekuglen
Slik så førstesiden av artikkelen om skrivekuglen i Skandinavisk Bogtrykker-Tudende ut

 

 

En ny settemaskine - del 3, 28. desember 1870.

 

     Hvorledes kan man nu altsaa tænke sig idemindste en Deel af Sætterens Arbeide udført ve Hjælp af Skrivekuglen? Saare simpelt; i stedet for først at  s æ t t e  de enkelte Bogstaver sammen og derefter at lade Satsen  t r æ k k e  a f , frembringer man ved Hjælp af Skrivekuglen, strax etet Aftryk, og det langt hurtigere, lettere og – da her aldrig er nogen Feil i Aflægningen – korrektere, end nogen Sætter vilde være i stand til at sætte blot Tiendedeln deraf. Det af Maskinen leverede Aftryk kunde nu enten overføres paa Steen og derefter mangfoldiggjøres paa Steentrykpressen; eller man kunde, om man vilde have det trykt paa en Bogtrykpresse – hvad der jo af mange Grunde, som jeg ikke behøver at utvikle for denne Tidendes Læsere, vilde være at foretrække – ved Hjælp af den nys opfundne Pantatypi forskaffe sig en Plade til dette Brug; skulde ogsaa denne Methode forkastes, var der endnu den Udvei at lade Maskinen frembringe sine Indtryk i en Papirmasse, hvori der kunde tages Stereotyp-Afstøbninger, - man kan vel  t æ n k e  s i g, at dette kunde lade sig gjøre. Men vilde de efter en af disse Methoder frembragte Aftryk vel tilfredsstille Nutidens (eller Fremtidens) Forfattere, Udgivere og Læsere?

    

     Saaledes som Skrivekuglen nu er indrettet, seer Aftrykket af en pantatypisk form, taget efter Skrivekuglens Aftryk, saaledes ud som nedenstaaende Plade viser.

 

     Der er saameget mindre Grund til at opholde sig ved den Ujevnhed, der i forskjellige Henseender viser sig paa nedenstaaende Aftryk, som det er klart, at det næste Sæt Typer sikkert vil blive mere fuldkomment end dette første, ligesom det jo ogsaa maa tages i Betragtning, at de to sidte Linier ere aftrykte af en aldeles Uøvet, hvilket naturligviis ikke har været unden Indflydelse paa Aftrykkets Ueensartethed.

 

     I sin nuværende Skikkelse mangler Maskinen, som Læseren ville see, ikke blot Versalier, men ogsaa Tal og Interpunktionstegn. Herpaa kan der imidlertid vel raades Bod ved nogle ”Modifikationer” i Maskinens Konstruktion, som tildeels allerede ere paatænkte af Opfinderen – lad være, at Konstruktionen derved bliver noget mer indviklet, og selve Maskinen endeel kostbarere at anskaffe og vedligeholde.

 

     Fremdeles er det jo indlysende, at man med samme Skrivekugle kun kan frembringe Aftryk a feen og samme Skrift, og at det ialtfald vil blive høist vanskelig og tidslugende paa fri Haand med et andet Sæt Typer at at tilføre Formen Alt det, Forfatteren ønsker udhævet; ja selv Spatieringen vilde sikkert frembyde overordentlig store Vanskeligheder; men                  u t æ n k e l i g t  er det dog ikke, at ogsaa disse Vanskeligheder lod sig overvinde.

 

     Endvidere kan man jo verken i en Stereotyp- eller Pantatypiplade ombytte et (feilagtigt) Bogstav med et andet, et Ord med et andet, en Sætning med en anden, med andre ord: der kan ikke  k o r r i g e r e s 1); denne mangel ved Maskinen er allerede af større Betydning end de forhen nævnte. Vel sandt, det koster ikke meget Tid at sætte en heel Side om; men hvor let kunde der ikke indsnige sig en anden, ja maaske flere andre Feil i den nye Sats, og – fremfor Alt – hvorledes skulde man efter de foretagne Rettelser faae Satsen til at passe akkurat paa en Side?

 

     Her er jeg da kommen til den væsentligste Indvending mod Skrivekuglens  a l m i n d e l i g e Anvendelse som Sættemaskine:  M a n  k a n  v e d  H j æ l p  a f  d e n  i k k e  s l u t t e  u d,  o g  d e n n e  G r e e n  a f  S æ t t e r e n s  G j e r n i n g  l a d e r  s i g  h e l l e r  i k k e, som f. Ex. Ved den Sats, der præsteres af Sørensens Sættemaskine,  u d f ø r e s  p a a  f r i  H a a n d. Selv om man ved Modifikationer i Konstruktionen eller ved Maskin-Sætterens Dygtighed og Øvelse skulde kunne bringe det saa vidt, at man efter Behag kunde sætte et større eller mindre Mellemrum mellom Ordene, vil det dog neppe lykkes at finde nogen Sætter med en saadan Hjernekonstruktion, at han uden videre kunde skjønne – og skjønne rigtigt -  h v o r  s t o r t  et Mellemrum han skulde benytte i ethvert givet Tilfælde. 2)

 

1) Ved Overføring paa Steen kan man vel rette et eller andet Bogstav eller deslige; men det, som vi ere vante til at kalde Korrektur, vil dog vanskelig kunne lade sig udføre.

2) Som Maskinen nu er indrettet, kan man ikke engang see det, man er ifærd med at aftrykke; me nOpfinderen har allerede udtænkt et Middel, hvorved denne Mangel vil blive afhjulpen.

 

 

 

Malling-Hansen hadde mange forandringer i tankene allerede da den første skrivekuglen ble fremvist for pressen 8. september 1870. En av forandringene var sannsynligvis å fjerne trekassen, slik at sylinderen ble synlig for "kuglespilleren" som en journalist kalte skriveren for. Dette trykket ble brukt som illustrasjon til en artikkel i "The Engineer" i 1873. Modellen ble bygget første gang i 1871

    

 

     For at gjøre Skrivekuglen praktisk anvendelig som Sættemaskine, vilde det derfor ikke være nok, at der foretoges alle mulige, ja alle tænkelige Forbedringer i dens konstruktion; men der maatte tillige indføres ”Modifikationer” i de mangfoldige Forfatteres Skarpsyn, som ”først kunne see, hvorledes deres Tanker tage sig du, naar de foreligge trykte” (i korrektur), samt i de heller ikke faa Skribenters vægelsind, der ”have Lyst til paany at foretage Forandringer i deres Værker hver Gang, de lese dem igjennem”; og endelig maatte der paa samme tid indføres en betydelig ”Modifikation” i Læserens Smag; ja, jeg kunde fristes til at sige, man maatte ganske se bort fra alle typografiske Skjønhedshensyn og alle Brydningslærens Regler. – Men er der vel Rimelighed for, at alle de nævnte Modifikationer ville blive indførte for at skaffe Skrivekuglen praktisk og  a l m i n d e l i g  Anvendelse som Sættemaskine? – De Fleste ville sikkert med mig svare benegtende paa dette Spørrgsmaal.

 

     Dermed skal det dog ikke være udtalt som min Overbevisning, at Skrivekuglen i intetsomhelst Tilfælde skulde kunne anvendes som en Slags Sættemaskine. Hvor det f. Ex. Gjælder om en eller annen Spøg eller om Trykningen af en Piece i faa Exemplarer til Uddeling blant Venner og Bekjendte, der ikke ville tage det saa nøie med et Par Smaaforsyndelser i en eller anden Retning; - ja selv ved Tilveiebringelsen af Stereotypiformene til ”autoriserede Psalmebøger” o. desl. Kan jeg tænke mig Skrivekuglen med Tiden anvendt saaledes. – Hvor stor en Brøkdel af Sætternes Antal der herved vil blive overflødiggjort – det skal jeg imidlertid ikke indlade mig paa at udregne.

 

     Derimod er Tanken om at see Skrivekuglen almindelig anvendt  s e l v e  D h r r.  F o r f a t t e r n e  saa tiltalende for mig, at jeg ikke kan undlade at dvæle et Øieblik ved de Fordele, dette vilde medføre for alle Vedkommende. Forlæggerne vilde hurtig og sikkert kunne beregne et Værks Omfang, naar Manuskriptet forelaa i Skrivekugle-Aftryk. Forfatterne vilde ved Anvendelse af Skrivekuglen vinde en god Deel af deres ofte meget kostbare Tid; de vilde ved Gjennemlesning af deres Manuskript – som de da altid vilde være sikkre paa at kunne finde du af – let kunne tilføie de manglende Tegn; de ville tildeels kunne danne sig en Forestilling om, hvorledes deres Værk tager sig du paa Tryk, strax kunne indføre de ønskede Forandringer og derved skaane Sætteren for de slemme Korrekturer, der verken ere Baade for hans Portemonnaie eller for Symmetrien i hans Arbeide. Det er naturligviis en ligegyldig Sag, om alle Linierne ere nøiagtig like lange eller om Brydningerne ere aldeles korrekte i Skrivekuglens Præstationer, naar disse kun skulle gjælde som Manustkript, og da dette altid vil være  t y d e l i g t , vil Sætteren godt kunne staae sig ved paa egen Haand at indsætte Versalierne paa rette Steder, hva Forfatteren i de allerfleste Tilfælde uden Risiko vil kunne overlade til Sætterens sproglige Kundskaber.

 

     Jeg skjønner saaledes ikke rettere, end at Skrivekuglens almindelige Anvendelse som  M a n u s k r i p t m a s k i n e  vilde medføre  p r a k t i s k e  F o r d e l e  saavel for Dhrr. Forfattere som for mine Standsfæller; og med disse Udsigter for Øie troer jeg ikke, der er Grund for de siste til at Tænke paa Anskaffelsen af Strikken. Tvetrimod føler jeg mig overbeviist om, at medens Alle – særlig alle Danske – have Aarsag til at takke Hr. M a l l i n g-H a n s e n for den sidrige og i ethvert Tilfælde nyttige Maskine, hvormed han har forøget Antallet af de danske Opfindelser, ville Typograferne med Tiden fortrinsviis faae en Forpligtelse dertil; og jeg haaber, at jeg ikke vil komme til at staae ene med denne Anskuelse, men at de danske Typografer ville bringe Opfinderen af Skrivekuglen deres Taksigelse i Fællesskab med

                                                                                                              M. L a z a r u s

 

 

Nordisk Boktryckeri-Tidning December 1870

Article About the First Malling-Hansen Writing Bal[1], December 1870.

 

Transcription and footnotes by Jørgen Malling Christensen.

 

MALLING-HANSENS SKRIFKULA.

 

Vi meddela här efter Annalen der Typographie[2] en beskrifning öfver den av Direktorn öfver anstalten för döfstumma i Kjøbenhavn, pastor R. Malling-Hansen, uppfunna skrifkula.

 

 

(first illustration here)

 

Som af ofvanstående teckning synes, liknar skrifkulans yttre en skrifpulpet. Genom det å öfre delen befintliga halvklotet gå stålstift, å hvilkas undre spetsar bokstafsstämplar äro graverade, och de öfre ändarna försedda med knoppar.  Alla stämplarna löpa som radier tillsammans i klotets centrum och genomgå, vid tryckning på knoppen, en der befintlig öppning samt göra aftryck på det derunder belägna stället af cylindern.  Men för att få de i olika vinklar gående typerna att aftrycka sig vinkelrätt mot cylindern, är en särskild afplattning af densamma nödvändig, och detta var en af de svåraste uppgifterna.

 

Cylindern är omgifven af det till tryckning ämnade pappersarket och öfver detta är ett med blå färg impregneradt blad lagdt. Nedtrycker man en af stämplarna, som genom en fjeder hålles i höjden, på baksidan af det färgade bladet, så aftryckes bokstafven å det derunder liggande papperet, på samma sätt som å Lesboyers visitkortpress. På det den ena bokstafven icke må aftryckas på den andre, måste cylindern efter hvarje tryck rotera framåt så mycket som en bokstaf, och för att ej den andra raden skall aftryckas på den första, har cylindern även en längdrörelse.

 

Den roterande rörelsen åstadkommes genom ett urverk, såsom i en speldosa, , den skjutande rörelsen genom en skifva, i hvars kant finnes en skrufgänga, som ingriper i en kuggstång.  Om man alltså tänker sig en blyertspenna insatt i st.f. stämpeln, så skulle denna vid fortsatt nedtryckning och med fortfarande rörelse af cylindern, på papperet afteckna en skruflinie, så att detta vid borttagandet från cylindern skulle vara linieradt med regelmessiga mellanrum.

 

(second illustration here)

 

Cylindern vrider sig icke oafbrutet framåt, utan blott en kugge för hvarje stämpel som nedtryckes. Denna reglering åstadkommes genoom en i lådan befintlig elektrisk apparat sålunda: skrifkulan består af två koncentriska halfkulor, hvilka äro isolerade från hvarandra. Den öfre står i förbindelse med batteriets ena pol och den undre genom en elektromagnet med den andra polen. Stämplarna stå alle i ledande förbindelse med den undre halfkulan, men äro isolerade från den öfre. Nedtryckes nu en stämpel, så kommer densammas knopp i beröring med en å den öfre halfkulan befintlig messingsfjeder, och då är en ledande förbindelse åstadkommen.

 

Magneten drager till sig ett jernankare; en stoppare, som genom en häfstång står i förbindelse med ankaret, blifver härigenom fri, kugghjulet å cylinderns axel drages af urverket en half kugge framåt och bokstafven aftrycker sig på papperet. Upphör tryckningen på knoppen, så återgår stämpeln i sitt ursprungliga läge, den galvaniska strömmen afbrytes, ankaret går tillbaka från magneten, hjulet går åter en half kugge framåt och förblifver i stillhet tills ett nytt tryck på en knopp sker.

 

För att åstadkomma de behöriga mellanrummen mellan orden finnas utslutnings-typer, hvilka, då de nedtryckas, endast sätter den galvaniska apparaten och därigenom cylindern i rörelse, men icke efterlemnar något aftryck på papperet.

 

Arbetets hastighet beror dels på det antal rörelser, som elektro-magneten medelst ankaret och stopparen kan frambringa, dels af ändamålsenligt anbringande af stämplarna. Dessa äro så ordnade, att högst tre kunna anslås af ett finger, och de som oftast behövas af de rörligaste fingrarna. Efter uppfinnarens beräkning skrifver man med penna ungefär 4 ljudtecken i sekunden, och uttalar i dagligt tal ungefär 20, under det offentliga tal sällan uppnå större hastighet än 9 – 15.  Äfven upplyser han att döfstumma kunna göra sig förstådda med en hastighet af 12 ljudtecken i sekunden.  Den nu arbetande maskinen, af hvilken Red. Af Ann. d. Typ. Sett prof-arbeten, skrifver 12 tecken i sekunden.  En öfvad person skall alltså dermed kunna följa ett offentligt tal och åstadkomma tre gånger så mycket som med penna.  En alldeles oöfvad, som ännu måste söka efter bokstäfverna, kan åtminstone skrifva så fort som med penna.  Som ersättning för stenografi låter kulskriften dock svårligen använda sig, emedan cylinderns hastiga språng äro förbundna med ett tämligen starkt buller.  Vill man undvika detta, så måste urverket fortgå utan stoppare, och det bero på den skrifvandes öfning att arbeta i afmått tempo, för att få passande mellanrum mellan bokstäfverna; men detta är ingalunda lätt.

 

 


[1] JMC: Nordisk Boktryckeri-Tidning var Sveriges första typografiska facktidning. Den gavs ut i Stockholm i perioden 1869-1877 av typografen Johan Gabriel Nordin, 1835-1886.

[2] JMC: Den ursprungliga artikeln publicerades i den tyska tidningen  ”Annalen der Typographie” den 12 nov 1870 och i den danska motsvarigheten, ”Skandinavisk Bogtrykker-Tidende” den 25 nov. 1870 med identiska illustrationer. Se dessa två versioner på vår hemsida.


Article in "Annalen der Typographie", Nr. 111, 24.08.1871

[1] Die Schnell-Schreib- und Druckmachine Des Herrn Malling-Hansen

 

Als eine der Maschinen,  welche auf der internationalen Ausstellung in London, die Aufmerksamkeit der Besucher besonders in Anspruch nehmen, haben wir schon die Mackie‘sche Setz- und Perforirmaschine geschildert; als eine zweite können wir heute die mit der erwähnten etwas verwandte Schnell-Schreib- und Druckmaschine des Herrn Malling-Hansen aus Kopenhagen hinzufügen.

 

Schon in der No. 70 der Annalen nahmen wir Veranlassung sie abzubilden, zu beschreiben und auf die Bedeutung derselben aufmerksam zu machen. Nachdem wir nunmehr selbst Gelegenheit hatten, sie arbeiten und unsere Ueberzeugung bestätigt zu sehen, dass es sich hier nicht um ein sinnreiches Experiment, sondern um eine Erfindung handelt, die eine grosse Zukunft haben kann und sicherlich haben wird, halten wir es nicht für überflüssig, nochmals auf den Gegenstand zurückzukommen.

 

„Jetzt ist es wirklich so weit gekommen, dass derjenige, der das Unglück gehabt hat, seine beiden Arme einzubüssen,  nöthigenfalls  mit der Nase eben so schnell würde schreiben können, als jemand mit der Feder in der Hand“ äusserte ein bekannter Leipziger Stenograph in seinem Staunen über die Leistungsfähigkeit und die leichte Handhabung der Maschine. „Oh! Weshalb nicht“ meinte lächelnd der Erfinder; und wirklich, es ging.  Halten wir uns jedoch nur an den Ernst der hingeworfenen Aeusserung, so stets es fest, dass der, seiner Hände Beraubte, mittels nur eines Fingers der einfachsten mechanischen Hand, ja selbst eines mit dem Munde geführten Stäbchens in der sichtbaren Wiedergabe seiner Gedanken es mit einem schnell Schreibenden würde aufnehmen können, von dem nicht Sehenden gar nicht zu reden, der mittelst der Maschine im Stande sein würde drei mit der Feder Schreibende zu überflügeln.

 

In der That, hätte die Maschine gar keine andern als solche humanitäre Zwecke zu erfüllen, so verdiente sie schon die grösste Beachtung; aber ihr Ziel ist ein viel weiteres und die Zeit dürfte nicht gar so ferne sein, wo die Schreibmaschine neben dem Haustelegraphen in jedem grösseren Bureau oder Geschäft ihren Platz haben, ja schliesslich so gut wie die Nähmaschine in vielen Familien zu finden sein wird. Die Engländer, die, wenn sie auch nicht gerade geneigt sind, die Ehre der Erfindungen anderen Nationen zu lassen, wenigstens gewöhnlich die ersten sind, die den Werth einer Erfindung anerkennen, zahlen und praktisch ausbeuten, haben auch zuerst die Malling-Hansen‘sche  Maschine aufgenommen.  Das Patent ist in England schon verkauft, und die erste praktische Anwendung der Maschine im Grossen wird in der Wiedergabe der eingehenden Depeschen auf der Telegraphen-Station zu Newcastle sein.

 

Herr Malling-Hansen ist Direktor des Kgl. Taubstummen-Instituts in Kopenhagen. Wenn er es überlegte, dass man im Stande ist, mittelst der Fingersprache der Taubstummen 10-12 Lautzeichen in der Secunde auszudrücken, während die schreibende Hand in derselben Zeit nicht mehr als 2-3 prästiren kann, so drang sich der Gedanke ihm auf, dass er durch eine möglichst concentrirte Claviatur, deren Tasten von den Fingern beider Hände ohne Armbewegungen leicht erreichbar wären, nicht schwer sein müsste eine noch grössere Anzahl von Buchstaben zu Papier zu bringen, wenn die Tasten in eingefärbten Buchstabenstempeln endigten.  Hiermit wäre dann eine stenographische Schnelligkeit erreicht, jedoch mit dem bedeutenden Vorsprung, dass das von der Maschine Wiedergegebene in einem, Jedem leicht lesbaren Abdruck, ja, wenn es erwünscht sein sollte, in mehreren Abdrücken vorläge.

 

Der Drucktelegraph und die Autographie boten zwar dem Erfinder einige Anhaltepunkte hinsichtlich der Ausführung seines Gedankens; sollte aber, was die Hauptsache war, eine wirklich überraschende Schnelligkeit, mit Regelmässigkeit und Deutlichkeit verbunden, erreicht werden, so gab es nur einen Weg, der eingeschlagen werden konnte: nämlich  d i e  W i r k u n g  a l l e r  S t e m p e l  a u f  e i n e n  u n d  d e n s e l b e n   P u n k t  z u  c o n c e n t r i r e n.

 

Dies war nur möglich, indem die Stempel radienförmig auf einer Halbkugel angebracht und in eine schräge Bewegung nach dem gemeinschaftlichen Centrum gesetzt wurden.

 

In diesem Gedanken und in der glücklichen Lösung der Schwierigkeiten, welche mit der Construirung des halbkugelförmigen Stempelapparates verbunden waren, liegt der Hauptvorzug der Malling-Hansen’schen  Maschine, welcher der Erfinder nach der Form des Stempelapparats den Namen “S c h r e i b k u g e l“ gegeben hat.

 

Diese Schwierigkeiten waren keineswegs gering. Denkt man sich, dass einige und dreissig, nach Befinden noch mehr Buchstaben-Stempel, die an den verschiedensten Winkeln zu dem Centrum stehen, dieses mit ihrer Bildfläche gleichmässig treffen müssen, so leuchtet die Nothwendigkeit ein, dass diese Bildflächen, den verschiedenen Einfallwinkeln angemessen, schräg geschnitten und dass die sich nach unten zuspitzenden Style nach ihren Längenseiten mit verschiedenen rinnenartigen Einschnitten versehen, theilweise gebogen sein müssen, damit sie an einander vorbei den immer enger werdenden Ausgang nach dem Centrum zu passiren können. Ebenso einleuchtend ist es, das zwei Stempel, die zu gleicher Zeit durch Anschlagen in Bewegung gesetzt werden und sich in dem engen Raum begegnen,  fest sitzen bleiben müssen, ehe sie den Endpunkt, wo die Bildfläche mit dem Papier zusammentrifft, erreichen.  Dieses Doppelanschlagen ist das einzige, was der Schreibende so gut wie der am Clavier Spielende zu vermeiden hat, was er aber auch eben so leicht wie letzterer vermeiden kann durch die richtige Haltung der Hand mit dem etwas scharf nach unten gebogenen Handgelenk, sodass die Finger frei arbeiten können.

 

Der Umfang der Claviatur ist so gering (die Halbkugel misst im Durchmesser nur etwa 7 Zoll sächs[2]), dass die Hände nie aus der einmal angenommenen Normallage herauskommen, und die Tasten oder Knöpfe sind so vertheilt, dass selbst die beweglichsten Finger höchstens 3 anzuschlagen haben, und hierin liegt ein wesentlicher Vorzug gegen eine Claviatur mit nebeneinander liegenden Tasten wie die des Claviers. Ausserdem ist die Eintheilung so getroffen, dass die gebraüchlichsten Buchstaben in drei, der Normallage der Hand folgenden Reihen quer über die Halbkugel angebracht sind, während die seltener vorkommenden Zeichen darüber oder darunter ihre Plätze haben. Für gänzlich Ungeübte sind die Knöpfe mit den Buchstaben bezeichnet, so dass Derjenige, der zum erstenmal das Instrument sieht, doch im Stande ist, sicher, wenn auch langsam, mit einem Finger zu arbeiten, in derselben Weise wie Einer, der mit einem Finger die Melodie auf dem Clavier spielt. Eine Uebung von wenigen Stunden genügt schon, um langsam mit beiden Händen arbeiten zu können.

 

Aber, wird man einwenden, wenn der Druck aller Buchstaben sich auf einen Punkt concentrirt, so wird ja ein Buchstabe den anderen decken und schliesslich nur ein farbiger Klex übrig bleiben. So würde es sich allerdings ganz richtig verhalten, wenn das Papier ruhig in derselben Lage verbliebe. Das ist aber nicht der Fall. Das Papier liegt, mit einem darüber gezogenen, mit blauer Farbe gesättigten Blatte auf einem Cylinder, der durch ein Uhrwerk in langsam rotirende Bewegung gesetzt wird (ganz wie die Walze in einer Spieldose), sodass jeder heruntergedrückte Stempel auf weisses Papier trifft. Es würde jedoch eine aussergewöhnliche Fertigkeit dazu hören, um so regelmässig zu arbeiten, dass die Stellung aller Buchstaben auf dem Papier und die Zwischenräume zwischen den einzelnen Wörtern ganz gleichmässig  würden. Jeder wenn auch der kürzeste Aufenthalt würde eine Unregelmässigkeit zur Folge haben.

 

Hier muss nun der stets bereite Helfer, der Electromagnetismus, vermittelnd eintreten.

 

Die Halbkugel, durch welche die Stempel gehen, besteht aus zwei concentrischen Abtheilungen, zwischen welchen ein leerer Raum ist. Die obere Schale der Kugel steht mit dem einen Pole einer Batterie, die untere Abtheilung mit einem Electromagnet im Innern des Apparats und durch diesen mit dem anderen Pole in electromagnetischer Verbindung.  Wird nun einer der Stempel, die alle in leitender Verbindung mit der unteren Abtheilung der Halbkugel stehen, aber von der oberen isoliert sind,  heruntergedrückt, so stösst er auf ein Messingstück, welches auf der oberen Schale bei jedem Stempel angebracht ist und nun ist die leitende Verbindung vollständig.  Der Electromagnet  zieht einen eisernen Anker an sich, wodurch ein Stopper, durch welchen ein, an dem Cylinder angebrachtes Zahnrad festgehalten wurde, ausgehoben wird, so dass das Rad und also auch der Cylinder mit dem Papier um einen Zahn, der die Breite eines Buchstaben hat, vorrückt. Sobald aber der Druck auf den Knopf eines Stempels aufhört, schnellt eine heruntergedrückte Spiralfeder  letzteren in seine Normallage zurück und die elektrische Verbindung ist unterbrochen.  Demzufolge lässt der Magnet den Anker wieder los und der Stopper fällt wieder hemmend in das Zahnrad.  Dieser Mechanismus setzt natürlich  voraus, dass ein Buchstabe so breit ist wie der andere, oder, typographisch gesprochen, sie müssen alle z.B. auf Halbgeviert-Weite[3] sein. Es versteht sich von selbst, dass die gewöhnlichen Schönheitsregeln für den Schnitt der verschiedenen Buchstaben nicht geltend gemacht werden können. Um die Zwischenräume zwischen den einzelnen Wörtern, die Ein- und Ausgänge u.dergl.herzustellen, bedient man sich des „Ausschluss-Stempels“, der ebenfalls Buchstaben-Weite    -    nach dem obigen Beispiel also Halbgeviert-Weite   -  haben muss. Drückt man diesen Stempel herunter, so rückt das Zahnrad und der Cylinder  zwar wie gewöhnlich vor, aber da der Stempel kein Buchstabenbild trägt, so hinterlässt er keinen Abdruck auf dem Papier. So viel man diese Type anschlägt, so viel mal Halbgeviert-Zwischenraum erhält man.

 

Da das Zahnrad in leicht ersichtlicher Weise  mit einer Scala versehen ist, so kann man jeden Augenblick das Vorvärtsschreiten der Zeile beobachten  und controlliren wenn sie voll ist. Um eine neue Zeile zu beginnen, ist übrigens kein Aus- und Einrücken des  Cylinders nöthig, da dieser sich auf einem Schraubengewinde  dreht; eine neue Zeile kann demnach ohne weitere Vorbereitung beginnen, sobald die vorhergehende fertig ist.

 

Eine sehr wesentliche Verbesserung hat der Erfinder an den in der letzten Zeit gebauten Maschinen angebracht.  Statt des Cylinders  kann nämlich eine flache Tafel angebracht werden, auf welcher  bis zu einem Dutzend weisse Blätter, mit Farbeblättern durchschossen, und von einem Rahmen gehalten, gelegt werden können, so dass ein Satz in einem Dutzend Exemplaren auf einmal herzustellen ist[4].  Diese Tafel hat ausser der gewöhnlichen ruckweisen Vorwärtsbewegung noch eine doppelte: erst eine rückgängige, wenn eine neue Zeile angefangen werden soll, dann eine heraufrückende, damit eine neu zu beginnende Zeile richtig unter die vorhegehende zu stehen kommt.

 

Die Schnelligkeit, die mit der jetzt arbeitenden Maschine erreicht werden kann, beträgt etwa 10-12 Zeichen in der Secunde[5], sie wird demnach ohngefähr Schritt halten mit einem öffentlichen langsam gehaltenen Vortrag. Dies giebt zugleich Antwort auf die Frage wegen der praktischen Verwendung der Schreibkugel; sie ist eben von Nutzen überall, wo es sich um schnellste Herstellung eine für Jeden, ohne besondere Studien lesbaren Manuscripts handelt. Sollen wir aber einige Fälle besonders hervorheben, in welche sie von wesentlichem Werth sein wird, so wären dies etwa folgende:

 

1) Zum Umschreiben stenographisch abgefasster Berichte über Kammer- und andere öffentliche Verhandlungen. Es ist möglich, diese so schnell, zugleich in mehreren Exemplaren, zu liefern, dass wenige Minuten nach Vollendung der Stenographie die Versendung oder Ablieferung an die Druckerei stattfinden kann.  Zur directen Verwendung  in dem Sitzungssaale wird die Maschine selbst wenn es möglich werden sollte, jedem Vortrag mit ihr zu folgen, sich nicht eignen, weil das Ein- und Ausfallen des Stoppers mit etwas Geräusch verbunden ist, während die Verwendung der Maschine ohne den electrischen Apparat mit dem Stopper mit mancherlei Schwierigkeiten verbunden ist, wie schon oben erwähnt wurde.

 

2) Zu Vervielfältigung der eingehenden Depeschen auf der Telegraphen-Bureaus, denn während der Druck-Telegraph nur langsam arbeitet, wird das Wheatstone-Morse‘sche  Verfahren, mit der Schreibkugel zusammen wirkend, weit schnellere Resultate liefern, namentlich wenn z.B. die Telegraphen-Bureaus die Börsen- oder politischen Depeschen in mehreren Exemplaren zu liefern haben.  Der elende Zustand, in welchem die Schrift sich in den copirten Exemplaren oft befindet, überschreitet, wie bekannt, manchmal das Erlaubte.

 

3) Beim Dictiren in Staats- und Privatbureaus, indem durch die Schreibkugel dem Chef sehr viele Zeit gespart wird, dieser auch Noten, Circulare und jede Geheimcorrespondenz mit Leichtigkeit selbst schreiben,  eo ipso copiren kann.[6]

 

4) Im Felde, auf Reisen zu Land und Wasser, kurz unter allen das Schreiben erschwerenden Verhältnissen, denn man kann im Dunkeln, von den Wellen geschaukelt, über einen Steindamm fahrend, ja selbst mitten im Schlachtgetümmel  mit derselben Deutlichkeit schreiben wie am Schreibtische.

 

5) Der Nutzen für Blinde, Schwachsichtige, Verstümmelte, Bettlägrige u.dgl. wurde schon Eingangs angedeutet.

 

Zu der allgemeinen Verwendung wird es natürlich viel beitragen, wenn die Kosten durch fabrikmässige  Herstellung, namentlich der Stempel, wesentlich vermindert werden können. Dass diese, welche jetzt circa 190 Thlr.[7] für einen Apparat betragen, sich ohne grosse Schwierigkeit später ganz bedeutend reduciren lassen werden, glauben wir bestimmt. Wichtig ist es, die Zahl der Zeichen möglichst zu beschränken, weshalb Versalien, Ligaturen und alle nicht ganz nöthige Interpunctionszeichen weggelassen werden. Je weniger Zeichen, um so billiger wird selbstverständlich die Maschine, um so leichter die Behandlung derselben.

 


[1] JMC: Abschrift von Jörgen Malling Christensen

[2] JMC: Ein Zoll (Sachsen) entspricht 2,23599 cm, also 7 Zoll = 16,5 cm.

SA: Der folgende Abschnitt enthält eine sehr gute Erläuterung, warum man auf einer Schreibkugeltastatur eine weit höhere Schreibgeschwindigkeit erzielen konnten als auf einer herkömmlichen Klaviatur.

[3] JMC: Geviert ist eine relative und keine feststehende Größe. Das Geviert ist ein quadratischer Raum, dessen Seitenlänge der Schriftgröße entspricht. So ist zum Beispiel ein Geviert in 12 pt. Schriftgröße auch 12 pt. breit. Ausgehend davon gibt es dann auch Halb-, Viertel- und Actelgeviert.

SA: Die elektrischen Batterien erwiesen sich nach und nach als ein Problem für Malling-Hansen. Die Unzuverlässigkeit dieser Stromspeicher passte nicht zur Qualität der Schreibkugel. Die Batterien dieser Zeit waren nicht sehr robust, erforderten eine gewisse Instandhaltung und setzten häufig aus, mit der Folge, dass man die Schreibkugel nicht mehr verwenden konnte, bis neue Batterien angeschafft wurden.

[4] Durch electrische Verbindung  m e h r e r e r  Maschinen kann die Zahl noch nach Belieben vergrössert werden.

SA: Es ist zu beachten dass in ”Annalen der Typographie“ zwei verschiedene Versionen der Schreibkugel beschrieben werden, nämlich das Papierzylinder-Modell und die Schreibkugel mit einem flachen Papier-Halter.

Zudem wird beschrieben, wie man auf der Schreibkugel mit dem flachen Papier-Halter mehrere Kopien des Geschriebenen anfertigen konnte. Dazu legte man abwechselnd das Papier und Kohlepapier aufeinander. Bis zu 12 Durchschläge konnten so erzeugt werden. Später erfand RMH ein Kopierverfahren, bei welchem Kohlepapier in Verbindung mit ölgetränktem Seidenpapier zum Einsatz kam. Das Kohlepapier wurde dabei verkehrt herum auf die Unterseite des Papiers gelegt. Dabei ergab sich ein negativer Abdruck auf der Unterseite des Papiers. Nachdem z. B. 5 Lagen des Seidenpapiers gleichzeitig von unten beschreiben wurden, konnte man anschließend das Seidenpapier als Druckmatrize nutzen. Dazu legte man schichtweise normales Schreibpapier zwischen die „Negative“ und konnte mit Hilfe einer Satinier-Presse die Kopien herstellen. Dieses Verfahren konnte mehrere Male wiederholt werden, so dass man im Laufe von wenigen Minuten bis 100 Kopien produzieren konnte. Das erste Trocken-Druck Verfahren der Welt war damit erfunden. RMH nannte dieses Verfahren Xerographie.

[5] Es ist jedoch keineswegs ausgeschlossen, diese durch Verbesserungen an dem Mechanismus, mit welchem sich der Erfinder jetzt beschäftigt und die vollständig stichhaltig zu sein scheinen, noch zu vergrössern.

 

[6] Herr Malling-Hansen hat zugleich eine äusserst sinnreiche Erfindung gemacht, nach welcher es möglich ist, durch Anschlagen der gewöhnlichen Buchstaben-Stempel eine Geheimschrift zu liefern, die wohl sich als unlösbar für den nicht Eingeweihten zu bezeichnen ist. Weiteres hierüber ein anderes Mal.

[7] JMC: Der Taler (bis 1901 auch Thaler) war eine europäische Großsilbermünze. In Deutschland blieb er bis zur Ablösung durch die Mark im Jahr 1871 die wichtigste Münze. 1 Taler entsprach 3 Mark. Die Kaufkraft von 190 Taler in Jahr 1870 entsprach z. B. 4 Monatslöhnen eines Preußischen Bahnbeamten (Stationsvorsteher 1. Classe) Quelle: http://frederiks.de/HVV/Kaufkraft.htm

 

THE WRITING BALL

 

     [1]THE INVESTIGATIONS SET ON FOOT BY THE INVENTOR, WHICH MAY BE REGARDED AS THE FOUNDATION FOR THIS INVENTION GIVE AN ANSWER TO THE FOLLOWING THREE QUESTIONS. HOW MANY SOUNDS OF LANGUAGE CAN BE UTTERED VERBALLY IN A COHERENT DISCOURSE IN A CERTAIN GIVEN TIME? HOW MANY CHARACTERS EXPRESSIVE OF SOUND CAN BE WRITTEN IN THE SAME TIME? AND HOW MANY CAN BE EXPRESSED WITH THE DEAF AND DUMB HAND ALPHABET? THE ANSWERS WILL BE.  TWENTY CHARACTERS EX-PRESSIVE OF SOUND CAN BE UTTERED IN ONE SECOND. FOUR CHARACTERS EXPRESSIVE OF SOUND CAN BE WRITTEN IN ONE SECOND. TWELVE CHA-RACTERS OF SOUND CAN BE EXPRESSED WITH THE HAND ALPHABET IN THE SAME TIME.

 

     WE THEREFORE TALK FIVE TIMES AS FAST AS WE WRITE, AND WITH THE HAND ALPHABET A RAPIDITY IS ATTAINED WHICH IS THREE TIMES GREA-TER THAN THE RAPIDITY IN WRITING, AND WHICH APPROACHES THE RAPIDITY OF DISCOURSE. THESE OBSERVATIONS BROUGHT THE INVENTOR TO THE IDEA THAT PROVIDED WE WERE ABLE AT A MOTION OF THE FINGER, AS IN THE HAND ALPHABET, TO PLACE  BEFORE THE EYE A LETTER WRITTEN OR PRIN-TED, THE RAPIDITY OF WRITING MIGHT BE MADE THREE TIMES AS GREAT AS IT IS IN GENERAL AT THE PRESENT, AND THIS RAPIDITY MIGHT STILLE FURTHER BE INCREASED PROVIDED THE MOTION OF THE FINGER WERE REDUCED TO THE GREATIST POSSIBLE SIMPLICITY, FOR INSTANCE, LIKE THAT WHICH A FINGER PERFORMS IN STRIKING ON THE KEY OF A PIANO. A PIANIST CAN READILY PLAY FROM TWENTY TO THIRTY KEYS IN ONE SECOND. THE WRITING BALL IS CONSTRUCTED WITH THE OBJECT OF ACCOMPLISHING THIS.

 

 

R  M A L L I N G  H A N S E N,

 

 

DIRECTOR OF THE ROYAL INSTITUTION FOR THE DEAF AND DUMB, AT COPENHAGEN, IN THE KINGDOM OF DENMARK.

 

 

 

 

 


[1] CB: Oprindelsen til denne tekst er desværre ukendt – her i 2008. Den er tydeligvis skrevet på Skrivekuglen, men RMH kunne ikke engelsk, så hvis den er skrevet ind af ham selv, så har han i hvert fald fået hjælp til at formulere eller oversætte den. I hvilket regi, den er blevet produceret og brugt, det ved vi heller ikke. Og den er heller ikke dateret. Men jeg tror, at det er et meget tidligt dokument, skrevet på måske den allerførste skrivekugle fra 1870 – måske som et ’Marketingdokument’ til diverse udenlandske udstillinger af Skrivekuglen. Det bygger jeg især på, at der kun skrives med store bogstaver, og der heller ikke ser ud til at være tal på maskinen – og heller ikke kolon, komma og spørgsmålstegn – hvor de sidste to ser ud til at være håndskrevne.

SA: Dette dokumentet har vi fått fra Teknisk Museum i Helsingør, og i deres arkiv finnes også en skriftprøve som er datert 1871. Skriften i de to dokumentene er så og si identisk, og det er derfor stor grunn til å tro at de begge er skrevet på samme maskin, eller identiske maskiner. I 1870 fikk RMH bygget den første modellen av skrivekuglen, med papiret festet til en sylinder, som var innebygget i en trekasse. Men allerede i 1871 ble det bygget flere nye modeller, blant annet den store flate modellen med en flat vogn til papiret, og også sylindermodellen uten trekasse. Jeg mener det er stor sannsynlighet for at ovenstående reklameskrift er skrevet på en av disse nye modellene fra 1871 – de ble levert enten med store eller små bokstaver. Den første modellen fra 1870 ble bare laget med små bokstaver.

I følge brev fra 1875/76 vet vi at RMH ofte henvendte seg til sin bror, Jørgen Hansen, som også var lærer, når han trengte å få documenter oversatt til engelsk. Blant annet I forbindelse med forhandlingene med amerikaneren James Densmore, som var ansvarlig for den såkalte Remington maskinen, benyttet RMH sin brors engelskkunnskaper flittig. Det er ikke usannsynlig at ovenstående dokument først er skrevet på dansk av RMH selv, og deretter oversatt til engelsk av hans bror!

RMH var en mann som absolutt forsto verdien av å drive god markedsføring. Der hvor han ikke ble ”oppdaget” av pressen, sørget han selv for å henlede deres oppmerksomhet på sin virksomhet, og vi vet fra flere tilfeller at RMH sørget for å forsyne pressen med ferdigskrevne tekster som de kunne bygge sine artikler på, både ved utstillinger og ved ”pressekonferanser”. RMH fikk sin skrivekugle sendt rundt i Europa, både til Tyskland, Østerrike og England, og han må ha hatt stort behov for instruktive og opplysende skriv som han kunne sende ved maskinene!

 

 

Det engelske reklameskrivet for skrivekuglen ble sannsynligvis skrevet i 1871.
Når RMH trengte å få dokumenter oversatt til engelsk, fikk han vanligvis hjelp av sin svært engelskkyndige bror, Thomas Jens Jørgen Hansen, 1837-1919.

Article about the Writing Ball in the Danish Daily ”Dags-Telegrafen”

Charles Wheatstone, 1802-1872, British physicist and inventor. Regarded as the founder of modern telegraphy.
C.F. Tietgen, 1829 – 1901, one of the most important driving forces behind the Danish industrial revolution.

Footnotes by Sverre Avnskog.
Translation by Jørgen Malling Christensen.

 

The writing ball, this apparatus often mentioned and constructed last winter[1] by reverend Malling-Hansen here in Copenhagen, appears to belong to the more fortunate group of inventions that may not only offer practical use but also a considerable material advantage for its inventor. In this respect, it was already a very good omen that Councillor Tietgen[2], when seeing the writing ball for the first time, offered  Mr Malling-Hansen all kinds of pecuniary assistance[3]; and it is easy to understand that the thousands of rix-dollar spent for the work with the production of the prototype and other related expenses may generate a good profit, when we hear that Mr Malling-Hansen, according to our information, has sold one fifth of his future prospective profits in relation to the writing ball patent that he holds in England for the sum of about 5,000 rix-dollar as a one-off payment and a couple of thousands rix-dollar per year, as long as the said English patent is valid[4]. This payment, as mentioned, refers merely to one fifth of the profits from the English patent, whereas Mr Malling-Hansen has, in addition, obtained patents on his writing-ball in several other countries – however not in Prussia, where the issue of patents is always connected with immense difficulties, and where such a patent has also been denied Mr Malling-Hansen, although he has obtained it in other German provinces[5], that have the same patent laws as in Prussia.

 

Obviously it cannot yet be foreseen to what extent this writing ball will be put to good use and in particular whether it will be able to substitute the work hitherto done by shorthand writers. It would seem that the first area of application will be the telegraph stations[6]. With the new Wheatstone[7] devices telegraphy is extremely speedy, and hence it is of utmost importance to be able to read and copy the telegrams with the greatest possible dispatch.  The writing ball[8] may in this respect be useful, for whereas so far the reading of the dispatch has been slow, as well as the dictating to several clerks, now with the help of the writing ball the reading can be as quick as the telegraphy, and fewer clerks are needed. A telegraph company operating e.g. 100 stations by using the writing ball may perhaps save one telegraph clerk at each station; assuming that he costs around 1,000 Danish rix-dollar per year, then the saving will be something in the order of 100 000 rix-dollar per year – and despite the fact that  we do not know if any company has as yet ordered writing balls amounting to this magnitude, we do have information that our above mentioned compatriot, Councillor Tietgen, has already begun using the Danish writing ball at several telegraph stations along the great lines to East-Asia, where we are given to understand that there is already one clerk with some practice in using the writing ball – something which, by the way, can be learned perfectly adequately in a couple of months.  When considering how many good brains who have been working to bring about a serviceable apparatus for speed writing[9] without the art of shorthand, which always requires considerable practice and is associated with several negative aspects, then one must congratulate Mr Malling-Hansen with the sudden idea that made him construct his writing ball[10], which seems not only practical but in addition so peculiar, that it is hardly possible for anybody to use its principles, when these are protected by patent laws. This has been evidenced by the fact that the above mentioned Wheatstone  -  who is a great master of inventions but also a master of using other people’s inventions, adding some slight modification – has presented an application for using Mr Malling-Hansen’s idea but has been rejected, because the essential features of it are so simple that no hanky-panky is possible without violating the monopoly rights of the patent. The same Wheatstone has also made an attempt to enter into agreement with Mr Malling-Hansen regarding the distribution of the writing ball and the profit from its sale; however, he is not the one with whom Mr Malling-Hansen has made an agreement concerning the English patent[11].
 

 

Already the first patent drawings from 1870 included the flat platen as paper holder. This was the model used at the telegraph stations of the company “Store Nordiske”.
Already on the earliest patent drawings Malling-Hansen illustrated how the writing ball could be used for cryptographic purposes.
This is how Malling-Hansen imagined the pistons to be shaped in order to produce Morse signals; long and short impulses. From the first patent drawing.
Sofus Emil Holten, 1836-1885, merchant in London, Malling-Hansen’s British patent agent as from 1872.

[1] SA: The very first public display of the writing ball was in the autumn of 1870, on September the 8th, to be precise. Already the following day there were reports in the daily newspapers. The first official model was the so called box model with an in-built cylinder as paper holder, operated by electrical power from batteries.

[2] SA: Tietgen was a key figure in Danish industry and was involved in a very broad spectrum of activities. The Danish Wikipedia: “Carl Frederik Tietgen (March 19 ,1829 in Odense – October 19, 1901 in Copenhagen) was a Danish financier and industrialist, acquiring the title of Privy Councillor. Tietgen was not only the leading businessman of the 19th century, behind numerous new enterprises, but even in our time his vigorous management and leadership is under debate, and indeed many of his companies are still in operation and thriving today. C.F. Tietgen was one of the great driving forces of the Danish industrial revolution. With “Privatbanken” as his base he was involved in founding a large number of the leading Danish industrial enterprises and institutions of his era.”(See also article in the English version of Wikipedia).

[3] SA: Recently Tietgen’s account books were presented on the internet by “Erhvervsarkivet”(The Danish National Archive of Trade and Industry), and it was revealed that Tietgen operated with two sets of accounts: a public and a private book. In his private book we can see that he supported Malling-Hansen several times, the total sponsorship amounting to 4876,65 kroner, which must be considered a substantial sum of money, indeed equal to several years of salary for Malling-Hansen.

[4] SA: The English patent is dated May 14, 1870, and was signed by Mr. Peter Jensen of 89 Chancery Lane, county of Middlesex. A Google-search shows that he was an engineer and a patent agent, and his name is frequently mentioned in notes in “The London Gazette” during the 1870s in connection with Danish patents in England.

[5] SA: In relation to German-speaking territories we know only that the writing ball was patented in 1870 in Vienna, Austria-Hungary. The patent application to Berlin, Prussia, was turned down. It is an interesting piece of information that the writing ball was patented in other German states. In 1871 the many German states were united under chancellor Otto von Bismarck, but before that time Germany was divided into numerous independent states.

[6] SA: In June 1870 Malling-Hansen produced a very detailed description about the fields of application of the writing ball, and he mentions telegraphy as a viable area where the writing ball could be very useful, and this could be accomplished by cutting smaller or deeper notches in the end part of the type pistons; thus instead of typing letters on paper they would, by means of electricity, produce short or long signals, as in the Morse code. He also explained in detail how the writing ball might be put to good use as a telegraphy printer, having writing balls as senders as well as recipients at the telegraphy stations. Provided that the connection was properly done, the recipient writing ball would automatically have the same pistons pressed down as those of the sending writing ball, whereby the same content would automatically appear at the recipient’s end as the one the sender wrote on his writing ball. I assume that this is about the same as the “Wheatstone construction” referred to.

[7] SA/JMC: Charles Wheatstone, Feb 6, 1802 – Oct 19, 1875, English scientist and inventor. Professor of Experimental Physics at King’s College, London, in 1834. He measured the velocity of electricity in a wire and made numerous technical inventions. The most well-known is the Wheatstone Bridge for measuring electrical resistance. He also constructed a cryptographic machine, a stereoscope, electrical appliances for meteorological instruments, as well as the “concertina”, a kind of accordion. In liaison with W.F.Cooke he obtained a patent for an electrical telegraph in 1837 and in 1858 he constructed a speed telegraph, in which the signals of the message are first punched out on a strip paper, which is then passed through the sending-key and controls the signal currents. By substituting a mechanism for the hand in sending the message he was able to telegraph about 100 words a minute, or five times the ordinary rate. Wheatstone is considered to be the founder of modern telegraphy.

[8] SA: For this specific purpose Malling-Hansen had constructed a writing-ball model with a large, flat carriage as the typing pad. The first physical construction took place in 1871, but it was presented in the first patent drawings from 1870. The big advantage of it was that it was possible to make several copies simultaneously, provided carbon paper was put between the sheets. In 1872 Malling-Hansen came up with the idea of placing the carbon paper with the inked side facing upwards, thus producing a negative, or mirror image, imprint on the above sheet. These negatives he could subsequently insert in pairs between blank sheets, and by placing 5 negatives with 5 sheets of paper through the roll of a glazing machine he was able to make until 5 copies at the same time. The process could be repeated up until 20 times, and hence in a couple of minutes 100 copies could be produced. Malling-Hansen calls this dry-printing method “Xerography”.

[9] SA: It is interesting to note that the writer realised that Malling-Hansen’s speed-writing machine was not the first attempt in this direction rather that many inventors had made an attempt before him although without managing to have a machine put into production. Already as far back as in the 18th century there were attempts to construct typewriters. Simultaneously with Malling-Hansen’s efforts an American machine was put into production in 1873 at the Remington factories. Unfortunately for RMH this was the construction which were to gain ground in global terms, rather than the simple and solid construction of the writing ball.

[10] SA: According to Malling-Hansen it was his observation that deaf-mute children “spoke” much faster by hand signs than it was possible to write, that gave him the idea that it must be possible to construct a machine with which one could write much faster than by means of the pen.

[11] SA: The first English patent was arranged by patent agent Peter Jensen. As from the patent on the Takygraf in 1872 merchant Sofus Emil Holten took over the arrangement of the English patents. According to information on the internet he eventually added a “von” to his name, becoming Sofus Emil von Holten; he was born July 29, 1836 at the vicarage of Skuldelev and died Nov 11, 1885 at Frederiksberg, Copenhagen. He was active as a merchant in London. In addition, he was related to the man who had provided RMH with patents and very good support in Denmark: Professor Carl Valentin Holten, 1818-1886, president of the Technical Association and director of the University of Technology, Copenhagen.
It is very interesting to note that Wheatstone contacted RMH hoping to establish a cooperation between them. In the light of hindsight, perhaps it would have benefited RMH? As we know today, the writing ball lost the commercial competition, and no mass production was initiated. Perhaps a cooperation with the experienced inventor Wheatstone would have proven beneficial for RMH? However, at this point in time he had great expectations and confidence in his invention and probably did not know that a major and “ill-starred” competitor had already emerged in the USA in the shape of the invention by Sholes, Glidden and Soulé.

 

 

Some of Wheatstone’s inventions: Universal Telegraph.
Wheatstone’s Typeprinter from 1863.
Wheatstone’s Cryptograph from 1860.
Extract from Tietgen’s private account books showing his support to Malling-Hansen’s writing ball. It is a great pity that the support ceased already in 1871. The two of them could surely have accomplished great things, if Tietgen had provided financial support for having Malling-Hansen’s last model from the early part of the 1880s put into mass production. That particular model had everything one expects from a modern typewriter, and it typed much faster than the contemporaneous American models which conquered the world market.
The original article.

Artikkel om Skrivekuglen i Dags-Telegrafen, nr 217, 15. aug. 1871

Charles Wheatstone, 1802–1875, britisk fysiker og oppfinner. Regnes som den praktiske grunnleggeren av moderne telegrafi.
C.F. Tietgen, 1829-1901, en af den danske industrielle revolutions store drivkræfter.

Skrivekuglen, dette oftere omtalte Apparat, som i Vinter[1] konstrueredes af Hr. Pastor Malling-Hansen her i København, synes at høre til de heldige Opfindelser, der foruden den Nytte, de stifte[2], kunne yde deres Opfinder en betydelig materiel Fordel. Det var allerede et i saa Henseende meget gunstig Varsel, at Etatsraad Tietgen[3] ved første Gang at se Skrivekuglen, tilbød Hr. Malling-Hansen al pekuniær Bistand[4], og man vil let forstaa, at de Tusinder, som ere medgaaede til Arbeidet ved Modellens Udførelse og til andre Omkostninger, nok kunne give gode Renter, naar man hører, at Hr. Malling-Hansen, efter hva der er os meddelt, har solgt Femtedelen af sine eventuelle Indtægter ifølge det Patent paa Skrivekuglen, som han har i England, for en Sum af omtrent 5,000 Rd. En Gang for alle og et Par Tusinde Rd. aarlig, saalænge det omtalte engelske Patent har Gyldighed.[5] Denne Betaling angaar som sagt, kun Femtedelen af Indtægterne ved det engelske Patent, medens Hr. Malling-Hansen tillige har faaet Patent paa sin Skrivekugle i flere andre Lande[6] – dog ikke i Preussen, hvor der altid gjøres overmaade store Vanskeligheder ved at udstede Patenter, og hvor et saadant ogsaa er blevet negtet Hr. Malling-Hansen, skjøndt han har opnaaet det i andre tydske Lande[7], der have selvsamme Patentlovgivning som Preussen.

 

Det er selvfølgelig endnu ikke til at beregne, i hvor udstrakt Brug denne Skrivekugle vil blive tagen, og fornemlig hvorvidt den vil kunne træde istedenfor Stenografernes hidtidige arbeide. Det Enemærke, paa hvilket den synes først at ville blive anvendt, er Telegrafbureauerne[8]. Med de nye Wheatestoneske Konstruktioner[9] foregaar Telegraferingen jo overmaade hurtig, og det er da af særdeles stor Betydning at kunne faa det Telegraferede aflæst og afskrevet i al mulig Hast. Her kan da Skrivekuglen[10] kom til god Nytte, thi medens man hidtil har maattet bruge en langsom Aflæsning og Dikteren til flere Skrivere, kan nu med Skrivekuglens Hjælp Aflæsningen ske lige saa hurtig som Telegraferingen, og der behøves færre Skrivere. Et eller andet Telegrafselskab, der har f. Ex.  100 Stationer, kan maaske ved at Anvende Skrivekuglen spare en Mand paa hver Station; lad ham koste omtrent 1,000 Rd.  dansk aarlig, vil Besparelsen blive noget Lingnende som 100 000 Rd. om Aaret – og uagtet vi ikke vide, om noget enkelt Selskab endnu har gjort Bestillinger paa Skrivekugler, svarende til en saa udstragt Brug, saa have vi dog bragt i erfaring, at netop vor ovennævnte Landsmand, Etatsraad Tietgen, allerede har begyndt at anvende den danske Skrivekuglen paa flere Telegrafstationer ved de store Ledninger til Øst-Asien, hvor der allerede skal findes En, som har nogen Øvelse i at benytte Skrivekuglen, hvilket for øvrig kan læres – til al fornøden Fuldkommenhed – i Løbet af nogle faa Maaneder. Naar man betænker, hvor mange gode Hoveder der have arbeidet paa at realisere Tanken om et brugbart Apparat til Hurtigskrivning[11] uden stenografisk Kunst, som altid kræver større Øvelse og er forbunden med flere Skyggesider[12], maa man lykønske Hr. Malling-Hansen til det pludselige Indfald, der bragte ham til at konstruere sin Skrivekugle[13], som ikke blot synes at være praktisk, men tillige er saa eiendommelig, at det næsten ikke er muligt for Nogen at benytte dens Principer, naar disse ere værnede ved Patentlovgivning. Et Vidnesbyrd herom kan man finde i, at den ovennævnte Wheatestone, som er en stor Mester i Opfindelser, men en ikke mindre Mester i at bruge andres Opfindelser med en eller anden Forbedring, vel skal have søgt om at benytte Hr. Malling-Hansens Ide, men ikke har kunnet gjøre det fordi det Væsentlige i den er saa simpelt, at der ikke uden Krænkelse af Patentet kan gjøres Fixfaxerier hermed. Samme Wheatestone har ogsaa søgt at indgaa Forbindelse med Hr. Malling-Hansen angaaende Skrivekuglens Udbredelse og Udbyttet ved dens Salg; men det er dog ikke ham, med hvem Hr. Malling-Hansen har indgaaet den omtalte Overenskomst om det engelske Patent[14].

 

 

Noen av Wheatstones oppfinnelser: Universal Telegraph.
Wheatstones Typeprinter fra 1863.
Wheatstones Cryptograph fra 1860
Allerede på de første patenttegningene fra 1870 var den flate vognen som papirholder inntegnet. Det var denne modellen som ble anvendt ved telegrafstasjonene til Store Nordiske.
Allerede på de første patenttegningene illustrerte Malling-Hansen hvordan skrivekuglen kunne brukes til kryptografi.
Slik tenkte Malling-Hansen seg at bokstavstemplene kunne slipes til for å kunne avgi morsetegn; lange og korte støt. Fra den første patenttegningen.
Sofus Emil Holten, 1836-1885, kjøpmann i London, Malling-Hansens engelske patentagent fra og med 1872.

Fotnoter:

[1] SA: Den første offentlige fremvisningen av skrivekuglen skjedde høsten 1870, nærmere bestemt 8. september. Allerede dagen etter ble den omtalt i dagsavisene. Det var den såkalte boksmodellen med en innebygd sylinder som papirholder, drevet frem av elektrisk kraft fra batterier, som var den første offisielle modellen.

 

[2] SA: For en nordmann synes dette som en noe underlig måte å formulere seg på, men jeg kan ikke tolke dette ordet som noe annet enn ”stifte”.

 

[3] SA: Denne Tietgen var en meget sentral person innen dansk industri, og hadde en finger med i spillet innen et meget bredt område. På dansk wikipedia står dette: ”Carl Frederik Tietgen (19. marts 1829 i Odense – 19. oktober 1901 i København) var dansk bank- og industrimand, der opnåede titel af gehejmekonferensråd. Tietgen var ikke blot den ledende erhvervsmand i 1800-tallet, hvor han stod bag et utal af nye virksomheder, men hans energiske ledelse debatteres endnu i dag, hvor mange af hans selskaber desuden stadig eksisterer i bedste velgående. C.F. Tietgen var en af den danske industrielle revolutions store drivkræfter. Med udgangspunkt i Privatbanken var han med til at stifte en række af sin tids førende danske industrivirksomheder og institutioner”.

[4] SA: Tietgens regnskapsbøker ble nylig presentert på internett av Erhvervsarkivet, og der fremkom det at Tietgen opererte med to sett regnskapsbøker; et offentlig og et privat. I hans private regnskaper kan man se at han støttet Malling-Hansen i flere omganger, tilsammen 4876,65 kroner, som må sies å være en anselig sum, flere årslønner for Malling-Hansens vedkommende.

 

[5] SA: Det engelske patentet er datert 14. mai 1870 og er undertegnet Peter Jensen of 89 Chancery Lane in the County of Middlesex. Et google-søk på ham viser at han var ingeniør og patent-agent, og hans navn nevnes ofte i notiser i ”The London Gazette” utover 1870-tallet i forbindelse med danske patenter i England.

 

[6] SA: På dette tidspunktet hadde Skrivekuglen blitt patentert i København, Paris, Stockholm, Wien og London. Se den komplette patentlisten, slik vi kjenner den i 2012, på vår webside.

 

[7] SA: Av tysktalende land kjenner vi kun til at skrivekuglen i 1870 var patentert i Wien i Østerrike-Ungarn. Patensøknaden til Berlin i Preussen ble avslått. Det er en interessant opplysning at skrivekuglen ble patentert i andre tyske land. I 1871 fullførtes samlingen av de mange tyske statene under kansler Otto von Bismarck, men før det besto Tyskland av mange selvstendige stater. Skal vi tro Dags-Telegfafen, var skrivekuglen patentert i noen av disse. Men hvilke? Det vet vi ikke. Kan det være at man hentyder til patentet i Wien?

 

[8] SA: Malling-Hansen skrev et meget detaljert skriv om skrivekuglens anvendelsesområde i juni, 1870, og der nevner han telegrafien som et mulig område der skrivekuglen kunne gjøre stor nytte innen, ved at ytterendene på bokstavstemplene fikk  innslipt små eller store hakk slik at det i stedet for å skrive bokstaver på papir, ved hjelp av strøm kunne avgis korte eller lange signaler, som i morsealfabetet. Han forklarte også i detalj hvordan skrivekuglen kunne brukes som trykketelegraf, ved at skrivekugler fungerte både som avsender og mottaker via telegraflinjene. Ved hjelp av riktig tilkobling ville mottaker-skrivekuglen automatisk få nedtrykket de samme stemplene som avsender-skrivekuglen, hvorved samme innhold automatisk ville fremkomme hos mottakeren som det avsenderen skrev på sin skrivekugle. Jeg antar at dette er omtrent det samme som den omtalte ”Wheatstoneske konstruksjon”.

 

[9] SA: På norsk wikipedia står dette om Charles Wheatstone:  (6. februar 1802–19. oktober 1875) var en britisk fysiker. Han ble professor ved King's College i London i 1834. Han utførte målinger av tidsforløpet av elektriske utladinger ved hjelp av roterende speil, og gjorde flere tekniske oppfinnelser. Mest kjent er Wheatstones bro for måling av elektrisk resistans. Han konstruerte også en maskin for kryptografi, et stereoskop, elektriske registreringsapparat for meteorologiske instrument og ”concertinaen”, en type trekkspill. Sammen med W. F. Cooke tok han i 1837 ut patent for elektrisk telegraf og konstruerte 1858 en hurtigtelegraf med hullbånd. Wheatstone regnes som den praktiske grunnleggeren av moderne telegrafi.

[10] SA: Til dette spesielle formålet hadde Malling-Hansen konstruert en skrivekugle-modell med en stor, flat vogn som skriveunderlag. Den ble første gang bygget i 1871,men ble presntert på d eførste patenttegningene fra 1870. Den store fordelen med den var at man kunne lage flere kopier samtidig dersom man anvendte karbonpapir mellom arkene. I 1872 kom Malling-Hansen på den ideen å legge karbonpapiret med fargesiden opp, slik at det ble laget et negativt, eller speilvendt avtrykk på arket over. Disse negativene kunne han så legge lagvis mellom blanke ark og ved å sende 5 negativer med tilhørende blanke ark gjennom valsen på en satiner maskin, kunne han lage opptil 5 kopier av gangen. Prosessen kunne gjentas opp til 20 ganger, og man hadde så 100 kopier i løpet av noen minutter. Malling-Hansen kalte denne tørrtrykk-metoden for Xerografi.

 

[11] SA: Det er interessant å registrere at skribenten var klar over at Malling-Hansens hurtigskrivningsmaskin ikke var det første forsøket i så måte, men at mange hadde forsøkt før ham, uten å lykkes å få en maskin i produksjon. Allerede på 1700-tallet ble det forsøkt laget skrivemaskiner. Parallelt med Malling-Hansen ble det utviklet en amerikansk maskin som ble satt i produksjon i 1873 ved Remington-fabrikken. Dessverre for RMH var det denne maskinkonstruksjonen som vant utbredelse på verdensbasis, og ikke skrivekuglens enkle og solide konstruksjon.

 

[12] SA: Her står det egentlig ”skyagesider”, men jeg antar at det må være den nedre delen av en ”g” som mangler og gjør at den ser ut som en ”a”.

 

[13] SA: I følge Malling-Hansen var det hans observasjon av at de døvstumme barna talte mye hurtigere ved hjelp av håndtegn enn man kunne skrive, som satte ham på ideen at det måtte gå an å lage en maskin som man kunne skrive langt hurtigere på enn ved hjelp av pennen.

 

[14] SA: Det første engelske patentet ble formidlet av patent-agent Peter Jensen. Fra og med patentet på takygrafen i 1872 overtok kjøpmannen Sofus Emil Holten formidlingen av de engelske patentene. I følge internett kalte han seg etter hvert Sofus Emil von Holten og var født 29 juli 1836 i Skuldelev Præstegaard, Skuldelev og døde 11. nov 1885 i Frederiksberg ( København ). Sofus Emil Holten hadde sin virksomhet som kjøpmann i London, England. For øvrig en slektning av mannen som hadde gitt RMH patenter og meget god støtte i Danmark: Professor Carl Valentin Holten, 1818-1886, formann for Polyteknisk Forening og direktør for Polyteknisk Læreanstalt.

 

Det er for øvrig en meget interessant opplysning at Wheatstone kontaktet RMH i håp om å få i stand et samarbeid. Sett i etterpåklokskapens lys, kunne det kanskje ha vist seg å være gunstig for RMH? Som vi vet i dag, tapte skrivekuglen den kommersielle konkurransen, og ingen masseproduksjon kom i gang. Kanskje kunne et samarbeid med den drevne oppfinneren Wheatstone ha falt gunstig ut for RMH? Men han var på den tiden full av forhåpninger med stor tro på sin oppfinnelse, og kjente neppe til at en stor og ”fatal” konkurrent allerede hadde sett dagens lys i USA i og med oppfinnelsen til Sholes, Glidden og Soule.

 

 

 

Utrag fra Tietgens private regnskabsbøker som viser hans økonomiske støtte til Malling-Hansens skrivekugle. Det er meget synd at støtten opphørte alleredei 1871. Hva kunne ikke de to ha utrettet om Tietgen hadde gitt økonomisk støtte til å få den siste modellen av Malling-Hansens fra tidlig i 1880-årene satt i masseproduksjon. Denne modellen hadde alt det man forventer av en moderne skrivemaskin, og skrev langt hurtigere enn de samtidige amerikanske modellene som erobret verdensmarkedet.
Den orginale artikkelen i Dags-Telegrafen, 1871

Three small notes in Skandinavisk Bogtrykker-Tidende 1871

Skandinavisk Bogtrykker-Tidende 1871[1]

 

Side 142, under overskriften: “Forskelligt”:

Efter “Dags-Telegrafen” (Nr 217, den 15de Avgust) har Opfinderen af den her i Bladet udførligt omtalte  S k r i v e k u g l e[2], Hr Pastor M a l l i n g - H a n- s e n, solgt Femtedelen af sine eventuelle Indtægter ifølge det Patent, han har erhvervet i England[3], for en Sum af omtr. 5000 Rdlr. En Gang for alle og et Par Tusinde Rd. årligt. Etatsråd  T i e t g e n[4], der interesserer sig for Apparatet, har med Held begyndt at anvende det på Telegrafstationerne ved de store asiatiske Ledninger til at afskrive Depecher.

 

Side 173:

”Ann. Der Typogr[5].” (nr 118) meddeler, at en englænder J. S. D a v i e s  er fremkommen med en slet efterligning af Pastor Malling-Hansens Skrivekugle.  Davies kalder den Taktypograf (den hurtige Typograf) og udgiver den for egen Opfindelse.

 

Side 190:

Under overskriften ”Forskellligt”:

 

Opfinderen af den tidligere her i Bladet omtalte S k r i v e k u g l e , Hr. M a l l i n g – H a n s e n, har tilsendt os forskellige Prøver på, hvad hans smukke lille Opfindelse nu kan præstere, og det er sikkert at den har gjort betydelige Fremskridt. Den har en Fremtid for sig. Til Bevis for, at også Udlandet har sin Opmærksomhed henvendt på den, skulle vi meddele følgende. I Graz blev der stjålet flere Bankanvisninger, Politiet satte sig i Bevægelse og telegraferede Papirernes Numre til Wien, hvorhen Tyven var rejst, men før Politiet her havde fået Telegrammet litograferet til Omdeling mellem Vexellererne, havde Tyven hævet Beløbene.  Ann. der Typogr. slutter sin Omtale heraf med de Ord, at havde Politiet i Wien været i Besiddelse af et Par Skrivekugler, vilde Tilvejebringelsen af det nødvendige Antal Exemplarer af Telegrammet kun have taget et par minuter, og Pengene vilde da sikkert have været reddede.

 


[1] JMC: Dette er korte notitser fra “Skandinavisk Bogtrykker-Tidende”, forskellige udgaver fra 1871. Udskrift og fodnoter af Jørgen Malling Christensen.

[2] JMC: Se artikler i Skandinavisk Bogtrykker-Tidende af den 25 nov, 9 dec og 28 dec 1870 på vor hjemmeside.

[3] JMC: Patent no 1385 of May 14, 1870: ”Apparatus for Writing and Telegraphing”, skrivekuglen, kasse-modellen.

[4] JMC: Carl Frederik Tietgen, 1829 – 1901,  dansk bank- og industrimand af meget stor betydning. Den ledende erhvervsmand i 1800-tallet, ophavsmand til et utal af nye virksomheder og en af den industrielle revolutions store drivkræfter. Stiftede det Dansk-Norsk-Engelske Telegrafselskab, som 1 juni 1869 ved sammensmeltning med det Dansk-Russiske Telegrafselskab udvikledes til Det Store Nordiske Telegraf-Selskab , der atter i sig opsluger Det Store Nordiske Kina- og Japan-Extension-Telegraf-Selskab.  Tietgen og Malling-Hansen etablerede et samarbejde, som manifesteredes sig i en formel kontrakt og i at Tietgen købte et antal skrivekugler, som blev brugt på de nyoprettede telegrafstationer udenfor Newcastle. Det Store Nordiske Telegraf-Selskab tog afsæt i en koncessionsaftale som Tietgen i 1869 fik med den russiske zar, som gav firmaet eneret på at oprette og drive telegraflinjer i Rusland. De følgende år udvidede man telegrafnettet kraftigt i Europa, hvor man fik dækket både Oslo, London og Paris, samt i Østen hvor man opererede langs Kinas kyst fra Hong Kong til Shanghai og videre til Japan hvor man åbnede sin første station i Nagasaki i 1871. Dette indebærer, at der kan findes skrivekugler i Japan, Hongkong og i Shanghai fra denne tid!

[5] JMC: ”Annalen der Typographie”, tysk tidskrift udgivet af Carl B. Lorck 1869-1877.

Carl Frederik Tietgen, 1829 – 1901, dansk bank- og industrimand af meget stor betydning.
Det skal finnes dokumentasjon av Tietkens økonomske støtte til Malling-Hansens skrivekugle i Teietkens private regnskapsbøker. Foreløbig har Malling-Hansen Selskabet ikke undersøkt disse. (1012)

Aftenposten 1871.05.08: Pastor Malling-Hansens Skrivekugle

[1] Research, udskrift og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

 

Denne udmærkede artikel i Aftenposten dokumenterer en for vort selskab vigtig ny information, nemlig at Malling-Hansen udstillede to forskellige modeller af skrivekuglen ved Industriforeningens udstilling, Holmens Kanal 12  i København, formodentlig i foråret 1871. Der har naturligvis ikke været tale om en stor og ambitiøs udstilling, som den som arrangeredes året efter i København, men det må have været et udmærket tilfælde for RMH at vise, hvorledes han allerede på dette tidspunkt havde forbedret den model, han fremviste for pressen i august 1870 samt produceret endnu en ny version af skrivekuglen! Samtidig har denne lokale udstilling været noget af en generalprøve for RMH for den betydelig større udstilling i South Kensington, England, som fandt sted i perioden maj-september 1871, og hvor han også havde to modeller udstillet – måske de samme to? Desværre har vi endnu ikke fundet god og detaljeret dokumentation for hvilke modeller han udstillede i South Kensington.

 

 

Pastor  M a l l i n g  -  H a n s e n s  S k r i v e k u g l e.    Den af Forstander ved det kgl. Døvstummeinstitut i Kjøbenhavn, Pastor R. Malling-Hansen opfundne ”Skrivekugle” har i disse Dage været udstillet i Industriforeningens Lokale[2] i Kjøbenhavn og tiltrukket sig megen Opmærksomhed.             Apparatet, paa hvilket Opfinderen har taget Patent, bestaar af to Dele, nemlig det egentlige Skriveapparat og det Apparat, der modtager Skriften.  Skriveapparatet bestaar af en Kuglesektor eller rettere af en Kugleskal, der er forsynet med en Del Gjennemboringer, hvori der bevæger sig Stempler, der  a l l e   g a a   i   R e t n i n g   a f   K u g l e n s   R a d i e r, og have en saadan Længde, at de nederste Ender af dem nøiagtigt  t r æ f f e   i   K u g l e n s   C e n t r u m.   Stemplerne ere forneden forsynede med udgraverede Bogstaver, og foroven er der anbragt en Knap, hvorpaa det samme Bogstav er markeret, og man kan saaledes ved at spille paa disse Knapper ligesom paa et Klaver  bringe Bogstavsstemplerne efterhaanden ned til Centrum og derved udføre Skriften ved at aftrykke den paa et stykke Papir, der stadig bevæger sig gjennem dette Centrum.  Ved de to Apparater, der vare udstillede, bevægede Papiret sig paa forskjellig Maade; ved det mindre er nemlig Papiret tilligemed de affarvende Sværtepapir, der gjør Tjeneste som Bogtrykkersværte, anbragt uden om en Valse, der ved en Kombination af et Uhrværk med et Schappement, der drives af en Elektromagnet, flyttes et Bogstavs Blad fremad, hver Gang et Bogstav er aftrykt paa Papiret.  I dette Apparat er der indført forskjellige Forbedringer i Konstruktionen, som navnlig bevirke en større Skrivehurtighed og et renere og smukkere Tryk. Apparatet i denne Form er navnlig bestemt til egentlig Hurtigskrivning idet man ved det kan opnaa at skrive 8 til 12 Bogstaver i Sekundet, og altsaa skrive 3 Gange saa hurtigt, som man er istand til ved almindelig Skrivning.  Det større af de udstillede Apparater er forsynet med et større Antal Stempler, nemlig 54, med hvilke der kan fremstilles omtrent 150 forskjellige Bogstaver, Tal, Skilletegn, Akcenter, Initialbogstaver og forskjellige Figurer;  der er endvidere den Forskjel, at Papiret ikke er anbragt paa en Valse, men paa et fladt Bord, der bevæger sig horizontalt under Stemplerne.  Af denne Grund opnaar Apparatet ikke saa stor Skrivekurtighed, nemlig kun 8 Bogstaver i Sekundet, hvilket dog er mindst 2 Gange saa stor som almindelig Skrivehurtighed. og omtrent 8 Gange saa stor som Sætterhastigheden;  den er navnlig bestemt til Renskrivning og som Sættermaskine, og man har ved den første Anvendelse den Fordel, at man kan renskrive en halv Snes Exemplarer paa en Gang, ved paa Underlagsbordet at anbringe flere Lag Skrivepapir og Sværtepapir.  Det har vist sig at Kugleskriften, saaledes som den kommer fra Maskinen, med stor Lethed lader sig overføre paa en Lithografisk Sten og saaledes mangfaldiggjøres ved Anthografi;  den sidstnævnte Maskine faar derved navnlig Betydning som Sættemaskine, i det det tillige er godtgjort, at man med Maskinen meget let kan slutte ud, som det hedder i Sættersproget,  det vil sige afslutte Linierne lodret, saaledes at en af de væsentligste Indvendinger, der er bleven gjort mod denne Skrivekuglens Anvendelse, derved falder bort.  Vi skulde endvidere kun bemærke, at der i disse Dage bil blive en tredie Modifikation af Apparatet færdigt, hvor nemlig Valsen roterer med en konstant Hurtighed uden at standse for hvert Bogstav;  dette er navnlig bestemt til egentlig stenografisk Brug, idet man derved er istand til at skrive omtrent 16 Bogstaver i Sekundet, og altsaa med forholdsvis ringe Øvelse at følge en Tale eller et Foredrag.  Apparaterne ere særdeles smukt og omhyggeligt udførte af Mekanikus C.P. Jürgensen i Jüngers mekaniske Etablissement, ligesom ogsaa Apparaterne til Flytningen af Papiret ere konstruerede af denne.

 

______________

 

 


[1] JMC: Aftenposten er et norsk dagblad, grundlagt den 14 maj 1860 under navnet Christiania Adresseblad; fra 1 januar 1861 ændredes navnet til Aftenposten. Fra og med 1865 udkom bladet i to daglige udgaver – morgen og eftermiddag. Redaktør i perioden 1867-1879 var Johan Magelssen. Aftenposten udgives stadig og er idag Norges største og mest udbredte dagblad. (Kilde: norsk Wikipedia).

[2] JMC: Industriforeningen, oprettet i 1830, var en dansk interesseforening for industriel virksomhed. Foreningen arrangerede vigtige nordiske udstillinger i København såsom Den Nordiske Industri- og Konstudstilling i 1872 og Den Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i 1888. I begge disse fremviste Malling-Hansen forskellige versioner af skrivekuglen.  På tidspunktet for den i artiklen omtalte udstilling havde Industriforeningen adressen Holmens Kanal 12, og man må formode at det var der Malling-Hansen deltog i udstillingen i 1871.  Formænd for foreningen var: 1868-1871: Meyer Herman Bing (direktør for Bing & Grøndahl); 1871-1876: Anker Heegaard (fabrikant, jernstøber); 1876-1883: Georg Christensen, rustmester; 1883-1890: Philip Schou (direktør for den Kongelige Porcelænsfabrik og for Aluminia). Sammen med Haandværkerforeningen oprettede Industriforeningen i 1911 Danmarks Tekniske Museum. (kilder: Dansk Wikipedia og Kraks Vejviser).

Malling-Hansen udstillede to forskellige modeller af skrivekuglen ved Industriforeningens udstilling, Holmens Kanal 12 i København, formodentlig i foråret 1871.

Article in "Leipziger Tageblatt und Anzeiger", 1871

Danish-German consul-general Carl B. Lorck (1814 – 1905), the owner of a large publishing and printing house in Leipzig. Photo, The Royal Library in Copenhagen

Erste Beilage zum Lepziger Tageblatt und Anzeiger

No 234, Dienstag den 22 Augusti 1871

 

Transcription and comments by Jørgen Malling.

 

We have found evidence that one of Rasmus Malling-Hansen’s earliest models of the writing balls was demonstrated in Leipzig, Germany, in August 1871 to a gathering of shorthand professionals. The occasion was the general assembly annual meeting of the “Gabelsberger Stenografen-Verein” (the Gabelsberger Shorthand Association), which took place in the “Schützenhause” and started at 11 o‘clock August 21, 1871.

At the time – before the commercial and large-scale production of typewriters - there was obviously great need of shorthand professionals in the world of offices, courtrooms, businesses etc. There were different systems of shorthand notation, and in Germany the prevalent system was the Gabelsberger shorthand, named after its creator Franz Xavier Gabelsberger, 1789-1849. This system was dominant in Germany and Austria between 1834 and 1924, and also much used in other countries, e.g. Scandinavia, the Slavic countries and Italy. Modern German shorthand, “Deutsche Einheitskurzschritt”, retains most of the consonant signs of Gabelsberger’s alphabet but has a modified system of vowel representation.

 

The report of the meeting mentions that 221 members with voting rights were present. After the formal part of the meeting agenda, the writing ball was demonstrated and explained, and this is described, very briefly, as follows:

“Damit war die Tagesordnung erschöpft; die Versammlung liess sich darauf noch eine von dem Director des Kopenhagener Taubstummen-Instituts construirte, höchst sinnreiche und überraschend schnell arbeitende Schreibmaschine vorzeigen und erläutern“

 

 

In translation:

„This marked the completion of the meeting agenda; the participants were then shown and explained a very ingenious and surprising rapidly operating typewriter, constructed by the director of the Copenhagen Institute for the Deaf-Mute”.

 

Unfortunately, the brief notice does not mention the identity of the person who demonstrated the machine. However, we have a letter preserved from Malling-Hansen to a business associate of his in Leipzig, dated September 17, 1872, namely the Danish-German consul-general Carl B. Lorck (1814 – 1905)[1], the owner of a large publishing and printing house in Leipzig (see letter 1872.09.17). The letter provides evidence that Malling-Hansen and Lorck had ongoing discussions about the formation of a German private limited company for the promotion and marketing of the writing ball. It would therefore seem quite possible that RMH had previously sent a specimen of a writing ball to Lorck and that Lorck – or a local employee of his – was responsible for demonstrating the machine to the participants of the shorthand convention.

The scarce and short comment also tells us that the demonstration was successful and provoked admiration and interest; it is fair to assume that this would have been the very first time for most of the participants to have seen a “writing machine”, as the newspaper calls it.

 

Unfortunately, it seems that the plans by Lorck and Malling-Hansen about the formation of a private limited company seem to have come to nothing; at least we have found no evidence of such a company, and the letter of September 17, 1872, indicates disagreement and misunderstandings between the two men. Otherwise, judging from Carl B. Lorck’s biography, he would certainly have been a useful and key person for Malling-Hansen with whom to associate and promote the writing ball: He was for decades a giant within the publishing and printing industry in Germany and also a noted author. Among many other important works he published “Herstellung von Druckwerken: Praktische Winke für Autoren und Buchhändler”(Leipzig 1868). He is also known as the publisher of the complete works, translated into German, of Hans Christian Andersen (contract with HCA in 1846). In HCA’s travel diaries, vol.IX (period 1871-72), he mentions a visit to Lorck’s home in Nürnbergstrasse 2, Leipzig, in April 18, 18721.

 

Footnotes:

 

[1] MC: Carl Berendt Lorck was born in Copenhagen in 1814. After basic academic studies he underwent apprenticeship as a typesetter. He wanted to establish himself in the bookselling trade and with this aim in mind he went to Leipzig in 1836, where he found work and training in this field. Having acquired Saxon citizenship in the mid 1840’s he started his own bookshop and as from 1856 a printing shop. He initiated and played a major role in the association of German publishers. Lorck also made important contributions in terms of promoting Scandinavian literature translated into German language. As from 1856 he was Danish consul-general in Leipzig (Sources: Danish Wikipedia and Dansk Biografisk Leksikon).

 

SA: According to Malling-Hansen's daughter, Johanne Agerskov, a large presentation of the writing ball was printed in Lepziger Tageblatt und Anzeiger sometimes during the summer of 1871. Unfortunately we have not yet succeeded in finding it.

 

 

The small notice in Leipziger Tageblatt

Nordisk Boktryckeri-Tidning October 1871, Notice About the Writing Ball Exhibited in England

Transcription, comments and footnotes by Jørgen Malling Christensen.

 

Each year from 1871 until and including 1874 international exhibitions were held in London, England. The first one, held in May to September 1871 – known as the South Kensington Exposition[1] – received over a million visitors and made a profit. However, the subsequent three exhibitions had fewer visitors and all made a loss. Fortunately for Malling-Hansen he managed to exhibit his writing ball in 1871. He himself made the trip to London and demonstrated his machine.

 

The Swedish monthly journal ”Nordisk Boktryckeri-Tidning” had a notice about this in its October 1871 issue, quoting its German sister magazine ”Annalen der Typographie”, mentioning the amusing incident where a visitor – a stenographer - suggests that it would be possible for a person without arms to type by using his nose – and Malling-Hansen replied: ”Yes! Why not?” and actually did just that!

 

This is the Swedish text:

 

Skrifkulan, den af hr Malling-Hansen i Kjøbenhavn uppfunna maskin, hvarom vi meddelade en beskrifning i N:o 12 förl. år[2], ådrager sig, enl. Ann.d.Typ., stort uppseende på utställningen i London, hvarest den nu exponeras.  ”Nu är det verkligen så långt kommet, att den som haft olyckan mista sina båda armar i nödfall kan skrifva med näsan”, yttrade en stenograf i sin förvåning öfver maskinens användbarhet.  ”Åhja, hvarför icke”, menade uppfinnaren, och det gick verkligen för sig. Säkert är emellertid att den, som är beröfvad sina händer, medelst ett enda finger af den enklaste mekaniska hand, är i stånd att härmed skrifvande återgifva sina tankar.

 

Om också maskinen endast egde att fylla sådana humanistiska mål, förtjenade den största uppmärksamhet, men den tid torde icke vara aflägsen då skrifmaskinen å hvarje större byrå eller industrielt etablissement indtager sin plats bredvid hustelegrafen. Patentet är i England redan såldt[3] och maskinens första praktiska användning i stort är satt i verket med återgifvande af inkommande depescher å telegrafstationen i Newcastle[4].

 

Uppfinnaren har å senare gjorda maskiner vidtagit en väsentlig förbättring, genom att i stället för cylindern anbringa en platt skifva, på hvilken ända till ett dussin hvita ark, med deremellan lagda färgade blad fasthållas medelst en ram, hvarigenom ett dussin aftryck kunna tagas på en gång, och genom att medelst elektrisk förbindelse förena flera maskiner, kan antalet aftryck ökas efter önskan, hvarigenom dess praktiska användbarhet blir ämmu större.

 

 

 


[1] JMC: The source of the information is the English Wikipedia.

[2] JMC: In the issue of December 1870, page 50.

[3] JMC: British patent of May 14, 1870: ”Apparatus for writing and telegrahing”, the box model.

[4] JMC: It is interesting to get confirmation, once again, that Malling-Hansen´s machine was used by the Danish company ”Det Store Nordiske Telegraf-Selskab” at its Newcastle branch! The company was founded by the great Danish industrialist and banker Carl Frederik Tietgen, 1829-1901. Telegraph cable lines were set up from Denmark via Russia all the way to China, from where the net was further extended to the Chinese coastal areas and to Japan. In Europe Tietgen set up lines covering Oslo, London, Newcastle and Paris.
Tietgen had a secret business deal with Malling-Hansen, lending him substantial amounts of money for further development of the writing ball and possibly also the tachygraf.


Article in Berlingske Tidende January 22, 1872

The author of the article, Frederik Bøgh, LLB, 1836-1882, was actually the one who invented the name “Tachygraph” (in Danish: takygraf). Photo: the Royal Library, Copenhagen.

English translation by Jørgen Malling Christensen

 

Sverre Avnskog: The following article was in the Danish national daily newspaper “Berlingske Tidende” of January 22, 1872. The name of the author is not indicated, but a letter written by Rasmus Malling-Hansen a few days later – on January 27 of the same year –  clearly shows who wrote it: Law student Frederik Bøgh, 1836-1882, writer and critic in Berlingske Tidende, belonging to the circle of Hans Christian Andersen’s young friends. I insert the entire letter here as a prelude to the article, since the letter contains some very interesting pieces of information concerning details in the article.

 

COPENHAGEN THE XXVII JANUARY MDCCCLXXII.

 

MR  BÖGH, BL.L., S.T.

 

SIR, I AM WRITING THESE LINES IN ORDER TO THANK YOU SO MUCH FOR YOUR ENTERTAINING AND BEAUTIFUL ARTICLE IN BERLINGSKE TIDENDE ABOUT THE WRITING BALL. I ALSO WISH TO CONVEY MY HEARTFELT THANKS TO HIS EXCELLENCY COUNCILLOR KNUDSEN. AS YOU ARE WARE, I HAVE RECENTLY CONSTRUCTED AN INSTRUMENT SPECIFICALLY DESIGNED FOR TAKING SHORTHAND NOTES IN THE DANISH PARLIAMENT AND SIMILAR INSTITUTIONS. THIS INSTRUMENT, ESSENTIALLY VERY DIFFERENT FROM THE WRITING BALL, AND YET A COMPLEMENT TO THE SAME, I HAD MEANT TO CALL THE SHORTHAND WRITER. HOWEVER, THIS NAME APPEARED TO ME A LITTLE BIT BRAZEN, AND SO I ENDED UP CALLING IT THE TACHYGRAPH IN THE PATENT APPLICATION, THE VERY NAME YOU SUGGESTED THE OTHER DAY TO USE FOR THE WRITING BALL.

 

                                                                       YOURS TRULY

 

                                                                      R. Malling Hansen

 

 

An old picture from Østergade 3 showing the Tryde Book and Art Shop, where a writing ball was exhibited in 1872.
The owner, Wilhelm Adolph Conrad Tryde, 1837-1918. Both photos: The Royal Library.
The writing ball with the flat platen as typing pad was one of several models that Malling-Hansen and his technician, professor Jürgensen, were working on in 1871. The flat platen was included in the drawings of the British patent already in May 1870, hence the idea was not new but it was not put into practice until 1871. This model was meant for telegraph stations, and was put into service for the first time at the Store Nordiske telegraph company station in Newcastle.

“The Writing Ball”. Presently (until Saturday) there is a sample of the “writing ball”, invented by Mr R. Malling Hansen, exhibited at Tryde[1]’s Bookshop in Østergade, and the general public will therefore for the very first time have opportunity to acquaint itself with an invention which surely will find important uses in various fields. Since the first apparatus appeared approximately 5 quarters ago[2] the invention has been much developed, and as will be seen from the exhibited sample, destined for London, the “writing ball” is now complete and ready to be put into practical use.

 

Some time back we described in detail the construction of the machine and the various ways in which it may be put into use. It appears that it will first of all be utilised in the service of the telegraph companies. Shortly several machines will be sent to the Store Nordiske Telegraph Station in Newcastle, where they will be used for transcription of telegrams at the station, where the new Morse telegraph instruments, improved by Wheatstone, are being utilised[3]. They operate at such a speed that in several British stations now up to 6 telegraphists have to be used for transcribing the telegrams, and with the writing ball it will therefore be possible not only to economise considerably by reducing the number of clerks for transcription, but first and foremost it will be possible to ensure that the scripture of the copied texts will be delivered in a clear and easily legible version. As a machine for transcription of telegrams the writing ball has a flat platen for the paper, and it is possible to produce until at least 10 copies of the text[4].

 

The most recently produced machines are able to work at a speed of 10 letters per second, which can be assumed to be four or five times normal handwriting speed, and after a few hours of practice anyone will be able to write with this machine as quickly as with a pen. Over and above all the letters of the alphabet the writing ball now also features numerals and punctuation marks; the letters are either lower-case Roman type or upper-case print – the so called Egyptian or block letters, and in terms of the beauty, distinctness and completeness of the script the most recent machines have undergone very considerable improvements, as well as in respect of simplifying the entire apparatus and a more effectual placement of the pistons.[5]

 

That the writing ball may entail considerable savings – apart from other rather conspicuous advantages - used as a device for transcribing telegrams in the stations featuring Wheatstone-Morse instruments, can most easily be realized if you imagine its large-scale use. An English-Indian telegraph company is planning to have at least 400 stations with this kind of instruments, and by means of the writing ball each of these stations will be able to save at least 1 typist, whose salary is 100 £ sterling, in other words for the total number of stations an annual saving of 40 000 £ sterling[6].

 


[1] JMC: Wilhelm Adolph Conrad Tryde, 1837-1918, was the owner of this book- and art shop, situated at Østergade 3, a very central position just by the large square Kongens Nytorv and, incidentally, also close by Ritzau News Agency (Ritzau was sales agent for the writing ball). As a young man Tryde worked in the town of Schleswig simultaneously with RMH – Tryde came as a bookseller’s assistant at New Year in 1863 and was forced to leave town – just like RMH – because of the war in the beginning of 1864. At this time there were only two bookshops in Schleswig town, and the owner of the other bookshop, Carl Heiberg, was decidedly anti-Danish. It is very likely that RMH and Tryde became acquainted during their time in Schleswig.

[2] SA: Five quarters = one year and 3 months. The writing ball was demonstrated to the press for the first time on September 8, 1870, according to a letter written by Malling-Hansen to his brothers dated 9 September 1870 (see the collection of letters).

[3] JMC: This is confirmation that the writing ball was, in fact, sold to Store Nordiske in order to be used at the Newcastle telegraph stations. In addition the article conveys interesting technical details about the usefulness of the writing ball and its advantages in the service of telegraphy and shorthand.

[4] SA: This is a very interesting piece of information. It appears from the British patent application of May 1870 that both the model with a cylinder and the model with a flat platen as foundation were in Malling-Hansen’s thoughts already at this point in time, but he opted to construct the first models with a cylinder, built into a wooden case. It has for a long time been uncertain when the first writing balls with a flat platen were manufactured, but here it is clearly evident that the flat model was made during 1871, and that these writing balls were destined for the Newcastle telegraph stations. With the flat platen it was possible to print until 10 sheets at the time, having carbon paper between each sheet of paper, and hence to produce until 10 copies at a time. Perhaps it was in connection with this flat model that Malling-Hansen got the idea to place the carbon paper upside down, generating a mirror image on the underside of the 10 copies. These could then be rolled through a glazing machine with blank sheets in between, and he had thereby invented the world’s first dry coping method – which he called xerography.

[5] SA: In personal letters to family members in 1871 we are able to follow the development of the many new models of the writing ball developed during this period:


February 9, 1871: my writing ball will soon again be on public display and in renewed or rather several renewed states and also considerably improved.


October 13, 1871: A couple of other machines will be ready in a few days and will present even better print and a different kind of letters of which you will hopefully get samples very soon

Now dear brother you must not turn up your nose at the many typing errors for the order of the pistons on the ball on which i am writing now is different from the one i have been practising the last few months

November 17, 1871: BEFORE LONG I AM HOPING TO HAVE EVEN MORE REMARKABLE WRITING BALLS READY. THERE IS A SUSTAINED AND GREAT PROGRESS IN THIS MATTER.

It is evident that 1871 was a period with a very high level of activity in terms of developing new models of the writing ball. The models Malling-Hansen was working on were, first of all, the writing ball with the flat platen as typing pad and with a keyboard of 52 keys. Secondly it is a further development of the cylinder model, now with an open solution without the wooden case and also this one with a keyboard which has been further developed. As one may see from the printing types in the letters I have quoted, and also described in the article by Frederik Bøgh, the writing ball could be supplied with lower as well as upper case types. And when Malling-Hansen writes on November 17 that he is hoping to have even more remarkable writing balls ready, I assume with quite a high degree of certainty that he is referring to the model later called the “takygraf”.

[6] SA: With hindsight we know that unfortunately the writing ball didn’t fare nearly as well as foreshadowed here. The writing ball did not become widely used as an instrument for transcribing telegrams – as far as we know it was only used in Newcastle and in a few telegraph stations in Denmark.


The writing ball with the flat platen as typing pad was fully developed in 1871, designed for being used at telegraph stations for transcription of telegrams.
The cryptographic writing ball constructed by the Danish engineer Alex Køhl
Professor and mechanic Jürgensen was a close collaborator with Malling-Hansen and also co-owner of the patent of, among other things, the takygraf. Portrait from “Illustreret Tidende” 1902.

Another apparent use for the machine is in the service of shorthand. Last summer it was demonstrated in Leipzig, where it stirred much attention in particular among shorthand writers, who at the time were gathered for a large meeting. “Leipziger Tageblatt” had an extensive article about the construction of the writing ball and its diversified utilisation; among other things, it was related that the numerous participants were highly surprised by the performance of the machine and got the impression, that this was not a question of an ingenuous experiment , such as one must more or less regard e.g. the type-setting machine, but rather a fully developed invention of great practical importance.

 

The inventor has by now constructed a machine that is able to operate soundlessly, and it appears therefore that it can be used in meeting halls[1]. Last summer the writing ball was also exhibited in two copies in London, also there stirring much attention[2]. One machine is at work in Munich, another one has recently arrived in America, and two of the most recent machines are presently in London, where the buyer of the British patent will shortly show them to the general public[3].

 

Simultaneously with his work to improve the original machine the inventor has also planned new uses for it and has made an ingenuous invention, whereby it is possible by striking the usual keys to produce cryptograms, virtually impossible to decipher for the non-initiated[4], and this machine will surely have a bright future, since its products, which cannot be copied, seem to be able to be used as revenue stamps, among other things. Whatever is printed with various machines can be copied in the same way as something written with autographic ink: the imprint is pasted onto the stone, bitten into it, then the ink is added, and finally it is printed. In other words, with some limitations the writing ball can be used as a type-setting machine.

 

The history of the invention is not without interest. For many years many people have been involved in the endeavour to construct typewriters, and the oldest patent is already 40 years old. However, no machine has developed so far as to be able to operate as fast as the pen, and the writing ball is hence the first and the only speed-typewriter. Following its appearance a Mr Odkolch in Prague and a Mr Davier in London have constructed writing machines building on the same principle. After having become aware of the priority position of the writing ball they have both withdrawn, and, after all, they have not achieved better than writing up to two letters per second. In Lyon a Frenchman has recently constructed a speed writing machine, which however does not write letters, only signs, and this machine is therefore of no importance compared to the writing ball.[5]

 

The new machines have been made in professor Jürgensen’s mechanical establishment in this town. The owner of this establishment, mechanic Jürgensen, has, thanks to his skill and perseverance and with several of the improvements, contributed to the fact that the writing ball, now patented in America and in most European countries, is already such a beautiful and useful machine.

 

 


[1] SA: The machine referred to here which can operate soundlessly and be used in meeting halls cannot be anything else than the takygraf! It was completed during the year 1871, and from Malling-Hansen’s letter of thanks to the author of the article, Frederik Bøgh, we know the latter was the one who came up with the name for the machine. Prior to that, Malling-Hansen had considered to name it “the stenographer”.

[2] SA: The two machines mentioned here were exhibited in the summer of 1871 at the annual (1871-1874) industrial exhibition at Kensington, London. We do not know with certainty which samples were exhibited, however it is very likely that the first model with a cylinder in a wooden case was one of them – possibly also an open cylinder model was shown.

[3] SA: By means of his assistance the writing ball was procured and put into service at the Store Nordiske Telegraph Company station in Newcastle. This was the writing ball with the flat platen as typing pad, considered as the “telegraph writing ball”.

[4] SA: Such a “cryptographic” writing ball was later on constructed by the Danish engineer Alex Køhl. Unfortunately it did not gain ground, however there are still a few copies, among them one at a museum in Paris.

[5] SA: At this point in time everything seemed well set for a commercial success for the writing ball, however the typewriter which was to stole a march on Malling-Hansen’s machine had not yet been put into production: The Remington machine. The machine was invented and patented in 1868 by Sholes, Glidden and Soule, and the patent was later on sold to the wealthy investor James Densmore, who invested tens of thousands of dollars in its further development. In 1873 it was put into production at the Remington factory. Densmore had plenty of the one thing Malling-Hansen was chronically short of: Money! Malling-Hansen also negotiated with Densmore about selling his patent, but he thought Densmore’s offer was too low! He didn’t know at the time how ill-fated this was going to be!


The takygraf was patented in 1872, but preparations for its development were probably ongoing in 1871 when a number of new models of the writing ball were developed. The patent belonged jointly to Malling-Hansen and his technician, professor Jürgensen, who probably played a very important role for the development of the technical solutions. He was also well-known for his astronomical instruments – obviously an extremely competent man!
This picture is actually from Norway! – from the Heiberg museum in the tiny village of Sogndal in the province of Vestland! Malling-Hansen’s first wife was of the Heiberg family, and the Heiberg museum has several pictures of Malling-Hansen and his family. It is not easy to tell how old Malling-Hansen is on this picture, but around 30 is perhaps a good guess? If so, then the photo is from circa 1865. Copyright: The Heiberg Museum, Sogndal.
This is the illustration accompanying the first patents from 1870. It appears that the cylinder model, as well as the model with the flat platen as typing pad, were included in the drawing.

Artikkel i Berlingske Tidende 22. januar 1872

Artikkelforfatteren, cand. jur. Frederik Bøgh, 1836-1882, mannen som faktisk fant opp navnet takygrafen. Foto: Det Kongelige Bibliotek

Den følgende artikkelen sto på trykk i den danske riksavisen, Berlingske Tidende den 22. januar 1872. Det står ikke oppgitt noen forfatter til artikkelen, men av et brev Rasmus Malling-Hansen skrev noen dager senere, nærmere bestemt den 27. januar samme år, fremgår det tydelig hvem som hadde skrevet den: cand. jur. Frederik Bøgh. Frederik Bøgh, 1836-1882, var forfatter og anmelder i Berlingske Tidende og  hørte til i kretsen av H. C. Andersens unge venner. Jeg bringer hele dette brevet her i innledningen til artikkelen, da brevet inneholder noen meget interessante opplysninger vedrørende detaljer i artikkelen.

 

 

KIÖBENHAVN DEN XXVII IANUAR MDCCCLXXII.

 

 

 

S.T. HR. CAND. IUR. BÖGH.

 

 

 

IEG MAA SENDE DEM DISSE PAR LINIER FOR RET AT

TAKKE DEM FOR DERES LIVLIGE OG SMUKKE ARTIKKEL

I BERLINGSKE TIDENDE OM SKRIVEKUGLEN. OGSAA HR

ETATSRAAD KNUDSEN BEDES AT MODTAGE MIN BEDSTE TAK.

DE VEED, AT IEG NYLIG HAR SAMMENSAT ET APPARAT,

DER SPECIELT SKAL KUNNE BENYTTES TIL STENOGRAFE-

RING I SELVE RIGSDAGEN OG LIGNENDE FORSAMLINGER.

DETTE APPARAT, DER ER GRUNDFORSKELLIGT FRA SKRI-

VEKUGLEN OG DOG ET SUPLEMENT TIL DENNE, HAVDE IEG

TÄNKT AT KALDE STENOGRAFEN. DETTE NAVN FOREKOM

MIG DOG LIDT ANMASSENDE, OG SAA HAR IEG DA I DEN

OM APPARATET NU INDGIVNE PATENTANSÖGNING KALDET

DET TAKYGRAFEN , DET NAVN, SOM DE FORLEDEN FORE-

SLOG TIL SKRIVEKUGLEN.

 

 

                                                                DERES ÄRBÖDIGE

 

 

                                                                R. Malling Hansen     

 

 

 

 

Et gammelt bilde fra Østergade3, som viser Tryde Boghandler, der en skrivekugle var utstilt i 1872.
Innehaveren, Wilhelm Adolph Conrad Tryde, 1833-1918. Begge fotos: Det Kongelige Bibliotek
Skrivekuglen med den flate vognen som skriveunderlag, var en av de mange modellene Malling-Hansen og hans tekniker, professor Jürgensen arbeidet med i løpet av 1871. Den flate vognen var med på tegningene til det engelske patentet allerede i mai 1870, så ideen var ikke ny, men først i 1871 ble den satt ut i livet. Modellen ble bygget for å brukes ved telegrafstasjoner, og ble første gang tatt i bruk ved Det Store Nordiske Telegrafselskaps stasjon i Newcastle.

Dagbladet 1872.01.25 om skrivekuglen

John Pender, 1816-1896, en britisk entreprenør, som grundlagde og drev hele 32 telegrafselskaber gennem sin karriere.
Hagbard Emanuel Berner, redaktør i Dagbladet i perioden 1869 – 1879.

[1] Research, udskrift og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

 

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

 

Denne artikel fra det norske Dagbladet er overordentlig vigtig og informativ, eftersom den dokumenterer en mængde interessante detaljer om skrivekuglens fremgange i denne periode.

 

Skrivekuglen. Den af danskeren R. Malling Hansen opfundne Skrivekugle er i disse Dage udstillet i Kjøbenhavn. Siden det første Apparat for omtr. 5 Fjerdingaar[2] siden fremkom, har Opfindelsen udviklet sig betydeligt, og Skrivekuglen er nu fuldt færdig til praktisk Anvendelse. Efter hvad Berl. Tid. meddeler, vil den først blive benyttet i Telegraf-Bureauernes Tjeneste. Til det Store nordiske Telegrafselskabs Station i Newcastle vil der om kort Tid blive oversendt flere Apparater, der skulle benyttes ved Afskrivningen af Telegrammerne paa Stationen. Som Telegramafskrivningsapparat har Skrivekuglen et fladt Underlag for Papiret, og der kan da paa en Gang leveres mindst 10 Exemplarer af Afskriften.  De nyeste Apparater kunne arbeide med en Hurtighed af 10 Bogstaver i Sekundet, hvilket kan antages at være det Fire-Femdobbelte af almindelig Skrivehurtighed, og efter faa Timers Øvelse vil Enhver kunne bringe det til at skrive med Apparatet ligesaa hurtigt som med en Pen.  Et engelsk-indisk Telegrafselskab[3] skal have mindst 400 Stationer med de nævnte Apparater, og ved Hjælp af Skrivekuglen vil der paa hver af disse Stationer mindst kunne spares 1 Skriver, hvis Løn er 100 Lftl., altsaa for alle Stationer en aarlig Besparelse af 40,000 Lftl (180,000 Gbp).  Den næste Anvendelse, som Apparatet synes at ville finde, er i Stenografiens Tjeneste. I Sommer blev det saaledes forevist i Leipzig, hvor det vakte megen Opsigt især blandt Stenograferne, som paa den Tid havde en stor Sammenkomst her[4].  Opfinderen har nu konstrueret et Apparat, der vil kunne arbeide lydløst, og det synes saaledes at ville kunne benyttes i selve Forsamlingssalene.  I tvende Exemplarer har Skrivekuglen i Sommer ogsaa været udstillet i London[5], hvor den ligeledes vakte megen Opmærksamhed. Et Apparat arbeider i München, et andet er nylig kommet til Amerika, og to af de nyeste Apparater ere for Tiden i London, hvor Kjøberen af det engelske Patent[6] om kort Tid vil bringe den frem for Offentligheden.  Paa samme Tid som Opfinderen har arbeidet paa at forbedre den oprindelige Maskine, har han ogsaa udtænkt nye Anvendelser for denne og har gjort en sindrig Opfindelse, hvorefter det er muligt ved Anslag paa de sædvanlige Bogstavstempler at levere hemmelig Skrift, der kan betragtes som ulæselig for den ikke indviede, og denne Maskine vil sikkert have en ikke ringe Fremtid, idet dens Arbeide, som ikke lader sig efterskrive, bl.A. synes at kunne anvendes som Stempelmærker osv.  Opfindelsens Historie er ikke uden Interesse.  Der er i mange Aar af Mange arbeidet paa at lave Skrivemaskiner, og det ældste Patent er alt 40 Aar gammelt. Ingen Maskine er imidlertid naaet saa vidt, at den har kunnet arbeide saa hurtigt som Pennen, og Skrivekuglen er saaledes den første og eneste virkelige Hurtigskrivningsmaskine.

 

________________

 

 


[1] JMC: Dagbladet er en norsk daglig avis, grundlagt i 1869 af Anthon Bang. I Perioden 1869 – 1879 var Hagbard Emanuel Berner redaktør. Dagbladet udkommer stadig og var – i 1995 – det første norske dagblad som skabte en internetversion (dagbladet.no). (Kilde: Norske Wikipedia).

[2] JMC: Et fjerdingår er et kvartal. Det stemmer udmærket med at Malling-Hansen fremviste skrivekuglen for pressen for første gang den 8. september 1870.

[3] JMC: Det drejer sig sandsynligvis om ”British-Indian Submarine Telegraph Company” ejet af John Pender, 1816-1896, en britisk entreprenør, som grundlagde og drev hele 32 telegrafselskaber gennem sin karriere. I 1872 samlede han mange af sine selskaber under navnet ”Eastern Telegraph Company”. Telegraflinier blev oprettet i Indien i 1851 og trans-indisk telegrafi fungerede fra 1854. Lænken mellem Europa (England) og Indien blev etableret i 1867 og var komplet i januar 1870.  Det indebærer at Malling-Hansens skrivekugler blev opfundet og udviklede netop i den periode som telegrafselskaberne havde behov for et redskab som kunne gøre udskrivningen af telegrammer mere effektiv.  Vi ved ikke, om det engelsk-indiske selskab kom så langt som til at afgive ordre på de nævnte 400 apparater; men helt sikkert er, at en ordre i en sådan størrelsesorden langt oversteg produktionskapaciteten, hvad angår skrivekuglerne.

[4] JMC: I 1871 fejrede Leipzigs Gabelsberger Stenografi Forening sit 25-årsjubilæum og udgav i den forbindelse en bog: ”Erinnerung an der 25-jährige Stiftungsfest der Gabelsberger Stenografen Verein zu Leipzig”. Mødet fandt sted den 22 august 1871; 221 medlemmer deltog og fik en demonstration af skrivekuglen i arbejde. Vi ved ikke, hvem som fremviste skrivekuglen, men det er sandsynligt at RMH sendte den sammen med en ung mand som han havde ansat og som hurtigt opnåede stor skrivehastighed, større end Malling-Hansen selv. Mødet i Leipzig er dokumenteret i en artikel på vor side: ”Leipzig Tageblatt un Anzeiger” af den 22 august 1871 (se under faneblad ”skrivekuglen”, derefter ”Articles from RMHs lifetime”.

[5] JMC: Vi har dokumentation for, at to versioner af skrivekuglen var udstillede i South Kensington, London, i sommeren 1871; se videre under ”the writing ball” og dernæst ”The exhibitions”.

[6] JMC: Malling-Hansens første engelske patent galdt kasse-modellen af skrivekuglen og er dateret 14 maj 1870. Hans andet engelske patent er fra den 19 marts 1872 og galdt takygrafen.

 

 

Nordisk Boktryckeri-Tidning August 1872, article about the Writing Balls exhibited in Copenhagen 1872.

Transcription and footnotes by Jørgen Malling Christensen.

 

The Scandinavian Art, Agriculture and Industrial Exhibition in Copenhagen in 1872 was a great success for Malling-Hansen. He showed four different models of his writing balls (probably including the tachygraf) plus samples of the imprint of each model. He received much attention and was awarded a first price medal. In its August 1872 issue, page 32, the Swedish journal ”Nordisk Boktryckeri-Tidning” reports very positively about the writing balls:

 

2En bland de interessantare företeelserna inom utställningen var Professor Malling-Hansens skrifkula, hvaraf 2 äldre med cylinder och en nyare med plan skifva, voro utställda; den nyaste konstruktionen fanns dock icke der. De gemena bokstäverna äro utbytta mot versaler, hvarigenom större likformighet vinnes. Den användes å Nordiska Telegraf-sällskapets station i Newcastle för utskrifning af ankommande telegram, och lofordas mycket[1]. Den lemnar afskrift med en hastighet af 10 tecken i sekunden och, om så fordras, i 10 exemplar. Förenas apparaten genom elektromagnetisk ledning med en annan, så kunna 20 ex. Åstadkommas o.s.v. Genom att i st.f. vanliga bokstäver anbringa en sorts tecken, bestående af i vinkel mot varandra stående linier, har uppfinnaren äfven åstadkommit teckenskrift[2], som en oinvigd omöjligt kan tyda. Denna teckenskrift kan genom ett enda grepp förändras. Och för att skrifva dermed behöfves endast att trycka på de med vanliga bokstäver signerade knapparna. En väsentlig förbättring har äfven åstadkommits derigenom, att uppfinnaren lyckats undvika det rassel, som anslagningen af typerna förut åstadkom."

 

 


[1] JMC: Once again we get confirmation that at least one of Malling-Hansen´s writing balls was used at the Store Nordiske Telegraph office in Newcastle at the time. We also learn some technical details about it: writing at the speed of 10 letters per second and able to produce 10 copies at the time. This was, in all likelihood, the flat model.

[2] JMC: This is confirmation that the writing ball with cryptographic (secret or code) signs was exhibited in Copenhagen in 1872! However, it does not come as a great surprise, since Malling-Hansen described this opportunity already in his application for the Danish patent in early 1870. Later on Alexis Köhl developed a proper crytomatic writing ball, based on Malling-Hansen´s design and construction. You can find it on our website.


 

 

”Skrivekuglen”. Af den af Hr. R. Malling Hansen opfundne ”Skrivekugle” er der i disse Dage (indtil paa Løverdag) udstillet et Exemplar hos Boghandler Tryde[1] paa Østergade, og det store Publicum vil saaledes for første Gang have Leilighed til at gjøre sig bekjendt med en Opfindelse, der sikkert i forskjellige Retninger vil kunne finde en vigtig Anvendelse. Siden det første Apparat for c. 5 Fjerdingaar[2] siden fremkom, har Opfindelsen udviklet sig betydelig, og som det vil ses af det udstillede Exemplar, der er bestemt til London, er ”Skrivekuglen” nu fuldt færdig til praktisk Anvendelse.

 

Vi have i sin Tid udførligt omtalt Apparatets Construction og de forskjellige Maader, hvorpaa det tænktes anvendt. Som det viser sig, vil det først blive benyttet i Telegraph-Bureauernes Tjeneste. Til det Store Nordiske Telegraphselskabs Station i Newcastle[3] vil der om kort Tid blive oversendt flere Apparater, der skulle benyttes ved Afskrivningen af Telegrammerne paa Stationen, hvor man bruger de nye af Wheatstone forbedrede Morseske Telegraphapparater. Disse arbeide saa hurtig, at der paa flere engelske Stationer nu maa anvendes indtil 6 Telegraphister til Afskrivning af Telegrammerne, og ved Hjælp af Skrivekuglens Anvendelse vil man da ikke alene kunne spare et ikke ubetydelig Beløp ved at formindske Skrivernes Antal, men man vil først og fremmest kunne forebygge, at Skriften i de Copierede Eksemplarer ikke som saa ofte hidtil vil kunne levere klare og let læselige Afskrifter. Som Telegramafskrivningsapparat har Skrivekuglen et fladt Underlag for Papiret, og der kan paa en gang leveres mindst 10 Exemplarer af Afskriften.[4]

 

De sidst construerede Apparater kunne arbeide med en hurtighed af 10 Bogstaver i Secundet, hvilket kan antages at være det Fire- à Femdobbelte af almindelig Skrivehurtighed, og efter faa Timers Øvelse vil Enhver kunne bringe det til at skrive med Apparatet ligesaa hurtig som med en Pen. Foruden alle Alphabetes Bogstaver har Skrivekuglen nu ogsaa Tal- og Skilletegn; Bogstaverne ere enten de smaa latinske eller store Trykbogstaver: de saakaldte Ægyptiske eller Bjelkebokstaver, og med Hensyn til til Skriftens Skjønhed, Tydelighed og Fuldstænighed er der ved de seneste Apparater skeet meget væsentlige Forbedringer, som ogsaa med hensyn til hele Apparatets Simplification og en hensigtsmæssigere Anbringelse af Stemplerne.[5]

 

At Skrivekuglen som Telegramafskrivningsapparat paa de Stationer, der have de Wheatstone-MorseskeApparater, foruden andre let iøienfaldende Fordele vil kunne bringe betydelige Besparelser, vil bedst kunne sees, naar man tænker sig dens Anvendelse i stort Forhold. Et engelsk-indisk Telegraphselskab skal have mindst 400 Stationer med de nævnte Apparater, og ved Hjælp af Skrivekuglen vil der paa hver af disse Stationer mindst kunne spares 1 Skriver, hvis Løn er 100 £stl. Altsaa for alle Stationer en aarlig Besparelse af 40 000 £stl.[6]

 

 

Skrivekuglen med den flate vognen som skriveunderlag var ferdig utviklet i 1871, beregnet for bruk ved telegrafstasjoner til avskrivning av telegrammer
Slik så den kryptografiske skrivekuglen ut som ble bygget av den danske ingeniøren Alex Køhl
Professor og mekaniker Jürgensen var en nær samarbeidspartner av Malling-Hansen, og også medeier av patentet til bl a. takyrafen. Portrett fra Illustreret Tidende 1902

 

 

Den næste Anvendelse, som Apparatet synes at ville finde, er i Stenographiens Tjeneste. I Sommer blev det saaledes forevist i Leipzig, hvor det vakte meget Opsigt især blant Stenographerne, som paa den Tid havde en stor Sammenkomst der. I ”Leipziger Tageblatt” fremkom der en udførlig Artikel om Skrivekuglens Construction og forsjelligartede Anvendelse, og her hedder det bl. A. at de talrige Tilstedeværende vare i høieste Grad overraskede over Maskinens Præstationer og toge det Indtryk med sig, at der her ikke handlede om et sindrigt Experiment, som hvilket man mer eller mindre maatte betragte f. Ex. Sættemaskinen, men om en færdig Opfindelse af stror praktisk Betydning.

 

Opfinderen har nu construeret et Apparat, der vil kunne arbeide lydløst, og det synes saaledes at ville kunne benyttes i selve Forsamlingssalene.[7] I tvende Exemplarer har ”Skrivekuglen” i Sommer ogsaa været udstillet i London, hvor den ligeledes vakte meget Opmærksomhed.[8] Et Apparat arbeider i München, et andet er nylig kommet til Amerika, og to af de nyeste Apparater er for Tiden i London, hvor Kjøberen af det engelske Patent om kort Tid vil bringe dem frem for Offentligheden.[9]

 

Paa samme Tid som Opfinderen har arbeidet paa at forbedre den oprindelige Maskine, har han ogsaa udtænkt nye Anvendelser for denne og har gjort en sindrig Opfindelse, hvorefter det er mulig ved Anslag paa de sædvanlige Bogstavstempler at levere hemmelig Skrift, der kan betragtes som ulæselig for den ikke Indviede, [10] og denne Maskine vil sikkert have en ikke ringe Fremtid, idet dens Præstationer, som ikke lade sig efterskrive, bl. A. synes at kunne anvendes som Stempelmærker etc. Det med de forskellige Maskiner Skrevne kan mangfoldiggjøres paa samme Maate som hvad der er skrevet med autographisk Blæk: det Skrævne aftrykkes paa Stenen, det ætses ind i denne, dernæst paaføres Sværten, og sluttelig trykkes der. Skrivekuglen kan altsaa indenfor visse Grændser benyttes som Sættemaskine.

 

Opfindelsens Historie er ikke uden Interesse. Der er i mange Aar af Mange arbeidet paa at lave Skrivemaskiner, og det ældste Patent er alt 40 Aar gammelt. Ingen Maskine er imidlertid hidtil naaet saa vidt, at den har kunnet arbeide saa hurtig som Pennen, og Skrivekuglen er saaledes den første og eneste virkelige Hurtigskrivemaskine. Efter dennes Fremkomst har en Hr. Odkolch i Prag og en Hr. Davier i London construeret Skriveapparater, der vare byggede paa det samme Princip. Efter at være blevne bekjendte med Skrivekuglens Prioritet have de begge trukket sig tilbage, og det saameget mer som de ikke havde kunnet drive det til at skrive mer end to Bogstaver i Secundet. I Lyon har en Franskmand fornylig construeret et Hurtigskrivningsapparat, der imidlertid ikke skriver Bogstaver, men Tegn, og dette Apparat har altsaa ingen Betydning ved Siden af Skrivekuglen.[11]

 

De nye Apparater ere udførte i Prof. Jüngers mechaniske Etablissement her i Byen. Eieren af dette Etablissement, Mechanicus Jürgensen, har ved sin Dygtighed og Udholdenhed ligesom ogsaa ved flere af Forbedringerne hjulpet til, at Skrivekuglen, der er patenteret i Amerika og de fleste Lande i Europa, allerede nu er et saa smukt og nyttigt Apparat.

 

 

 


Takygrafen ble patentert i 1872, men arbeidet med å utvikle den, har sannsynligvis pågått i 1871, da en rekke nye modeller av skrivekuglen ble utviklet. Patentet tilhørte både Malling-Hansen selv, og hans tekninker, professor Jürgensen, som nok spilte en meget viktig rolle i å utvikle de tekniske løsningene. Han var også kjent bl. a. for sine astronomiske instrumenter - tydeligvis en enormt dyktig mann!
Dette bildet stammer faktisk fra Norge! - fra Heiberg-museet i den vesle vestlandsbygda, Sogndal! Malling-Hansens første kone var en Heiberg, og Heiberg-museet har flere bilder av Malling-Hansen og hans familie. Hvor gammel Malling-Hansen er på bildet, er ikke lett å si, men ca. 30 er kanskje ikke så dårlig gjettet? I såfall skulle bildet være fra ca 1865. Copyright: Heiberg-museet, Sogndal

Fotnoter:

[1] JMC: Wilhelm Adolph Conrad Tryde, 1837-1918, var indehaver af denne bog-og kunsthandel, som lå på Østergade 3, en central placering lige ved Kgs Nytorv og i øvrigt også tæt ved Ritzaus Bureau (Ritzau som var agent for skrivekuglerne). Som ung mand arbejdede Tryde i byen Slesvig samtidig som RMH – Tryde kom dertil som boghandlermedhjælper ved nytår 1863 og måtte, som RMH, forlade byen pga krigen i begyndelsen af 1864. Der var på den tid kun to boghandler i Slesvig by, og indehaveren af den anden boghandel, Carl Heiberg, var udpræget antidansk. Det er sandsynligt at RMH lærte Tryde at kende i Slesvig by.

 

[2] SA: 5 Fjerdingaar må være det samme som 5/4 år. Skrivekuglen ble første gang fremvist for pressen den 8. september 1870, i følge et brev skrevet av Malling-Hansen til sine brødre 09.09.1870. (Se brevsamlingen)

[3] JMC: Her får vi bekræftelse på at skrivekuglen blev solgt til Store Nordiske for at anvendes ved telegrafstationerne i Newcastle. Artiklen gengiver desuden interessante tekniske detaljer om skrivekuglens anvendelighed og fordele i telegrafiens og stenografiens tjeneste.

[4] SA: Dette er en meget interessant opplysning. Av den engelske patentsøknaden fra mai 1870, går det frem at både modellen med sylinder og modellen med en flat vogn som underlag for papiret var i Malling-Hansens tanker allerede på dette tidspunkt, men han valgte å bygge de første modellene med en sylinder, og innebygget i en trekasse. Når de første skrivekuglene med flatt underlag ble bygget, har lenge vært usikkert, men det fremgår her tydelig at den flate modellen ble bygget i løpet av 1871, og at disse skrivekuglene var beregnet på telegrafstasjonene i Newcastle. Med den flate vognen kunne man skrive på opptil 10 papir av gangen, med karbonpapir mellom hvert papir, og således produsere opptil 10 kopier av gangen. Kanskje var det i forbindelse med denne flate modellen at Malling-hansen kom på ideen å legge karbonpapiret motsatt vei, slik at han fikk speilvendt trykk på undersiden av de 10 eksemplarene. Disse kunne så valses gjennom en satinerpresse, med blanke ark mellom, og han hadde oppfunnet verdens første tørrkopieringmetode – som han kalte xerografi.

[5] SA: I noen personlige brev til familiemedlemmer fra 1871, kan vi følge utviklingen av de mange nye modellene av skrivekuglen som ble utviklet i denne perioden:  

 

09.02.1871: min skrivekugle skal snart fremtræde igien offentlig og i en fornyet eller rettere i flere fornyede skikkelser og tillige i høi grad forbedret  

 

13.10.1871: et par andre maskiner blive færdig i disse dage   og ville fremvise endnu bedre tryk og en anden slags bogstaver  hvoraf du snart forhåbentlig skal få prøver 

 

nu må du kiære broder ikke rynke på næsen ad de mange skrivefeil  ordningen af stemplerne på den kugle som ieg skriver med er nemlig en anden end den ieg i de sidste måneder har øvet mig i 

 

17.11.1871: OM KORT TID HÅBER IEG AT FÅ ENDNU MÄRKELIGERE SKRIVEKUGLER FÄRDIGE.  DER ER EN STADIG OG MÄGTIG FREMGANG I DEN SAG.

 

Det er tydelig at året 1871 var en periode med meget høy aktivitet når det gjaldt å utvikle nye skrivekugle-modeller. De modeller Malling-Hansen arbeider med, er for det første skrivekuglen med den flate vognen som skriveunderlag, og med et tastatur med 52 taster. Dernest er det en videreutvikling av sylinder-modellen, nå med en åpen løsning uten trekassen, og også den med et videreutviklet tastatur. Som man ser av skrifttypene i brevene jeg har sitert, og som det også opplyses om i Frederik Bøghs artikkel, kunne skrivekuglen leveres med både små og store typer. Og når Malling-Hansen skriver 17.11 at han håper å få ennå merkeligere skrivekugler ferdig, så antar jeg med ganske stor sikkerhet at det må dreie seg om den modellen som senere kom til å hete takygrafen.

[6] I ettertid vet vi at det dessverre langt fra gikk så vel med skrivekuglen som det her antydede. Skrivekuglen fikk ingen stor utbredelse som telegramavskrivningsapparat – så vidt vites ble det kun brukt i Newcastle og på enkelte få telegrafstasjoner i Danmark.

[7] SA: Det her omtalte apparatet som kan arbeide helt lydløst og kan brukes i forsamlingssaler kan ikke være noe annet enn takygrafen! Den var altså ferdig bygget i løpet av 1871, og fra Malling-Hansens takkebrev til artikkelforfatteren Frederik Bøgh, vet vi at det var sistnevnte som fant opp navnet til maskinen. Malling-Hansen hadde ellers vurdert å kalle det for ”stenografen”.

[8] SA: De to her omtalte apparatene, var utstilt sommeren 1871 ved den årlige(1871-1874) industriutstillingen i Kensington, London. Hva slags to apparater som var utstilt vet vi ikke med sikkerhet, men med stor sannsynlighet var den første modellen med sylinder i trekasse det ene – muligens var også en åpen sylindermodell utstilt.

[9] SA: Ved hans hjelp ble skrivekuglen innkjøpt og tatt i bruk ved Det store Nordiske Telegrafselskaps stasjon i Newcastle. Det var skrivekuglen med den flate vognen som skriveunderlag som ble betraktet som ”telegraf-skrivekuglen”.

[10] SA: En slik ”kryptografisk” skrivekugle ble senere bygget av den danske ingeniøren Alex Køhl. Den fikk dessverre ingen utbredelse, med finnes i noen få eksemplarer, bl. a. på et museum i Paris.

[11] SA: PÅ dette tidspunktet så alt ut til å ligge rette for en kommersiell suksess for skrivekuglen, men den skrivemaskinen som skulle komme til å utkonkurrere Malling-Hansens apparat, var ennå ikke satt i produksjon: Remington maskinen. Maskinen ble oppfunnet og patentert i 1868 av Sholes, Glidden og Soule, og patentet ble senere solgt til den velstående investoren James Densmore, som investerte flere titalls tusen dollar i å videreutvikle den. I 1873 ble den satt i produksjon ved Remington-fabrikken. Densmore hadde rikelig med den ene tingen som Malling-Hansen kronisk manglet: Penger! Malling-Hansen var også i forhandlinger med Densmore om salg av sitt patent, men syntes Densmores tilbud var for dårlig! Han visste ikke da hvor skjebnesvangert det skulle vise seg å bli!

 

Dette er illustrasjonen som fulgte med de første patentene fra 1870. Som man ser, var både syliner-løsningen og den flate vognen som papirunderlag inntegnet
Originalartikkelen fra Berlingske Tidende, 22. januar 1872. Copyright: Det Kongelige Bibliotek

Illustrirte Zeitung no 1503 20. April 1872 side 293[1]

The front page of Illustrirte Zeitung 20.th of April, 1872, and the article about the writing ball on two pages

Polytechnische Mittheilungen.

 

Die Schnelldruch und Schreibemaschine von Malling Hansen.

 

 

Schon vor länger als einem Jahre brachten die “Annalen der Typographie”[2] die Nachricht von einer Erfindung, die eine epokemachende genannt werden musste, wenn der Erfinder alles das leisteste, was er versprach. Er wollte es möglich machen, in finsterer Nacht, auf den Wellen des Meeres geschaukelt, über einen Knüppeldamm hinfahrend, im Bett liegend, mit stenographischer  Schnelligkeit,  jedoch in gewöhnlicher Buchstabenschrift, zu schreiben oder, correcter gesagt, zu drucken, und zwar nicht bloss ein Exemplar, sondern bis zu zehn Exemplaren auf einmal.[3]

 

  Welche enorme Vortheile würde ein solches Verfahren gewähren, wenn dies alles sich wirklich in der Praxis leicht ausführen liesse, aber wie natürlich war auch der Gedanke, dass es, wie so oft, gehen würde, dass eine Sache in der Theorie zwar herrlich, in der Praxis aber unbrauchbar sei.

 

Die Praxis hat aber schon gesprochen, und Malling Hansen’s Schnelldruck- und Schreibemaschine leistet in der Tat ausserordentliches.

 

  Indem wir den Lesern der Illustrirten Zeitung die Entstehungs- und Fortbildungsgeschichte dieser Erfindung mitteilen wollen, benutzen wir die diesbezüglichen, leicht verständlichen Mittheilungen oben genannten Fachblatts. Wir hatten bei der Anwesenheit Malling Hansen’s in Leipzig[4] Gelegenheit , uns von der vollkommenen Richtigkeit derselben zu überzeugen.

 

 Malling Hansen ist Director des königlichen Taubstummeninstituts in Kopenhagen. Wenn er es überlegte, daß man im Stande ist, mittels der Fingersprache der Taubstummen zehn bis zwölf Lautzeichen in der Secunde auszudrücken, während die schreibende Hand in derselben Zeit nicht mehr als zwei bis drei prästiren kann, so drang sich ihm der Gedanke auf, daß es durch eine möglichst concentrirte Klaviatur, deren Tasten von den Fingern beider Hände ohne Armbewegungen leicht erreichbar wären, nicht schwer sein müßte, eine noch größere Anzahl von Buchstaben zu Papier zu bringen, wenn die Tasten in eingefärbte Buchstabenstempel endigten. Hiermit wäre dann eine stenographische Schnelligkeit erreicht, jedoch mit dem bedeutendem Vorsprung, daß das von der Maschine Wiedergegebende in einem für jeden leicht lesbaren Abdruck, ja, wenn es erwünscht sein sollte, in mehreren Abdrücken vorgelegt werden kann.

 

  Der Drucktelegraph und die Autographie[5] boten zwar dem Erfinder einige Anhaltepunkte hinsichtlich der Ausführung seines Gedankens; sollte aber, was die Hauptsache war, eine wirklich überraschende Schnelligkeit, mit Regelmäßigkeit und Deutlichkeit verbunden, erreicht werden, so gab es nur einen Weg, der eingeschlagen werden konnte: nämlich die Wirkung aller Stempel auf einen und denselben Punkt zu concentriren.

 

 Dies was nur möglich, indem die Stempel radienformig auf einer Halbkugel angebracht und in eine schräge Bewegung nach dem gemeinschaftlichen Centrum gesetzt wurden. In diesem Gedanken und in der glücklichen Lösung der Schwierigkeiten, welche mit der Construierung des halbkugelförmigen Stempelapparats verbunden waren, liegt der Hauptvorzug der Malling Hansen’schen Maschine, welche nach der Form des Stempelapparats den Namen ”Schreibkugel” erhielt.

 

 Die zu überwindenden Schwierigkeiten waren keineswegs gering. Denkt man sich,  daß einige dreißig, nach befinden noch mehr Buchstabenstempel, die in den verschiedensten Winkeln zu dem Centrum stehen, dieses mit ihrer Bildfläche gleichmäßig treffen müssen, so leuchtet die Notwendigkeit ein, daß diese Bildflächen, den verschiedenen Einfallwinkeln angemessen, schräg geschnitten, und daß die sich nach unten zuspitzenden Stile nach ihren Längenseiten mit verschiedenen rinnenartigen Einschnitten versehen, teilweise gebogen sein müssen, damit sie aneinander vorbei dem immer enger werdenden Ausgang nach dem Centrum passiren können.

 

Ebenso einleuchtend ist es, daß zwei Stempel, die zu gleicher Zeit durch Anschlagen in Bewegung gesetzt werden und sich in dem engen Raum begegnen, fest sitzen bleiben müssen, ehe sie den Endpunkt, wo die Bildfläche mit dem Papier zusammentrifft, erreichen. Dieses Doppelanschlagen ist der einzige, was der Schreibende so gut wie der am Klavier Spielende zu vermeiden hat, was er aber auch ebenso leicht wie letzterer vermeiden kann durch die richtige Haltung der Hand mit dem etwas scharf nach unten gebogenen Handgelenk, so daß die Finger frei arbeiten können.

 

 Der Umfang der Klaviatur ist so gering  (die Halbkugel mißt im Durchmesser nur etwa 13 Centimeter"[6], daß die Hände nie aus der einmal angenommenen Normallage herauskommen, und die Tasten oder Knöpfe sind so vertheilt, daß selbst die beweglichsten Finger höchstens drei anzuschlagen haben, und hierin liegt ein wesentlicher Vorzug gegen eine Klaviatur mit nebeneinanderliegenden Tasten wie die des Klaviers. Außerdem ist die Eintheilung so getroffen, das die gebräuchlichsten Buchstaben in drei, der Normallage der Hand folgenden Reihen quer über der Halbkugel angebracht sind, während die seltener vorkommenden Zeichen darüber oder darunter ihre Plätze haben. Für ungeübte sind die Knöpfe mit Buchstaben bezeichnet, so daß derjenige, der zum ersten mal das Instrument sieht,  doch im Stande ist, sicher, wenn auch langsam, mit einem Finger zu arbeiten, in der Weise wie einer, der mit einem Finger die Melodie auf dem Klavier spielt. Eine Uebung von wenigen Stunden genügt schon, um langsam mit beiden Händen arbeiten zu können.

 

 Aber, wird man einwenden, wenn der Druck a l l e r Buchstaben sich auf e i n e n Punkt concentrirt, so wird ja ein Buchstabe den andere decken und schließlich nur ein farbiger Klex  übrigbleiben. So würde es sich allerdings ganz richtig verhalten, wenn das Papier ruhig in derselben Lage verbliebe. Das ist aber nicht der Fall. Das Papier liegt mit einem darüber gezogenen, mit blauer Farbe gesättigten Blatt auf einem Cylinder, der durch ein Uhrwerk in langsam rotirende Bewegung gesetzt wird (ganz wie die Walse in einer Spieldose), so daß jeder heruntergedrückte Stempel auf weißes Papier trifft. Es würde jedoch eine außergewöhnliche Fertigkeit dazu gehören, um so regelmäßig zu arbeiten, daß die Stellung aller Buchstaben auf dem Papier und die Zwischenraüme zwischen den einzelnen Wörtern ganz gleichmäßig  würden.

 

Jeder, wenn auch der kürzeste Aufenthalt, würde eine Unregelmäßigkeit zur Folge haben. Hier muß nun der stets bereite Helfer, der Elektromagnetismus, vermittelnd eintreten.

 

 

 Die Halbkugel, durch welche die Stempel gehen, besteht aus zwei concentrischen Abtheilungen, zwischen welchen ein leerer Raum ist. Die obere Schale der Kugel steht mit dem einen Pol einer Batterie, die untere Abtheilung mit einem Elektromagnet im Innern des Apparats und durch diesen mit dem andern Pol in elektromagnetischer Verbindung. Wird nun einer der Stempel , die alle in leitender Verbindung mit der untern Abtheilung der Halbkugel stehen, aber von der obern isolirt sind, heruntergedrückt, so stößt er auf ein Messingstück, welches auf der obern Schale bei jedem Stempel angebracht ist, und nun ist die leitende Verbindung vollständig. Der Elektromagnet zieht einen eisernen Anker an sich, wodurch ein Stopper, durch welchen ein an dem Cylinder angebrachtes Zahnrad festgehalten wurde, ausgehoben wird, so daß das Rad und also auch der Cylinder mit dem Papier um einen Zahn, der die Breite eines Buchstaben hat, vorrückt. Sobald aber der Druck auf den Knopf eines Stempels aufhört, schnellt eine heruntergedrückte Spiralfeder letztern in seine Normallage zurück, und die elektrische Verbindung ist unterbrochen.  Demzufolge läßt der Magnet den Anker wieder los, und der Stopper fällt wieder hemmend in das Zahnrad. Die Einrichtung ist aus dem beigegebenen Holzschnitt leicht ersichtlich.

 

 

 Der Mechanismus setzt natürlich voraus, dass ein Buchstabe so breit ist, wie der andere. Die kleinen Buchstaben sind deshalb weniger zweckmässig, wogegen die Antiquaversalia, besonders in Lapidarstil gehaltene, die grössere Gleichmässigkeit  möglich machen. Will man jedoch von der Schönheit absehen, so kann jede Gattung von Schrift gewählt werden.

 

 

 Um die Zwischenräume zwischen den einzelnen Wörter, die Ein- und Ausgange und dgl. herzustellen,  bedient man sich des „Ausschlussstempels“, der ebenfalls die Normalweite eines Buchstaben haben muß.  Drückt man diesen Stempel herunter, so rückt das Zahnrad und der Cylinder zwar wie gewöhnlich vor, aber, da der Stempel kein Buchstabenbild trägt, so hinterläßt er keinen Abdruck auf dem Papier. So vielmal man diese Type anschlägt, so vielmal Buchstabenbreite erhält man als Zwischenraum. In dieser Weise können die üblichen Satzregeln ganz genau innegehalten werden, man kann Titelzeilen und Ueberschriften auf die Mitte stellen, Zeilen einziehen, den Zwischenraum vergrößern, u.s.w. Sieht man eine Abschrift der Schreibcopie oder einen durch lithographischen Umdruck hergestellten Abdruck, so glaubt man die Arbeit eines geschickten Setzers vor sich zu haben.     

 

 

 Da das Zahnrad mit einer selbst beim zugemachten Apparat leicht ersichtlichen Scala versehen ist, so kann man jeden Augenblick das Vorwärtsschreiten der Zeile beobachten und controliren,  wenn sie voll ist. Um eine neue Zeile zu beginnen, ist übrigens kein Aus- und Einrücken des Cylinders nöthig, da dieser sich auf einem Schraubengewinde dreht; eine neue Zeile kann demnach ohne weitere Vorbereitungen beginnen, sobald die vorhergehende fertig ist.

 

 

  Eine sehr wesentliche Verbesserung hat der Erfinder später gemacht, statt des Cylinders nämlich eine flache Tafel angebracht, auf welche etwa zehn weiße Blätter, mit Farbeblättern durchschossen und von einem Rahmen gehalten, gelegt werden können, sodaß ein Satz in etwa einem Dutzend Exemplaren auf einmal herzustellen ist. Diese Tafel hat außer der gewöhnlichen ruckweisen Vorwärtsbewegung noch eine schräge Rückwärtsbewegung, damit eine neu zu beginnende Zeile richtig unter die vorgehende zu stehen kommt. Mehr wie zehn Exemplare kann eine Maschine nicht wol auf einmal liefern. Genügt diese Zahl dem Bedürfniss jedoch nicht, so ist es nur nöthig, zwei oder mehrere Apparate miteinander elektromagnetisch zu verbinden; in dieser Weise kann dann die Zahl der Exemplare nach Belieben vermehrt werden.

 

 

Die Schnelligkeit, die mit den jetzt arbeitenden Maschinen erreicht werden kann, beträgt zehn Zeichen in der Secunde, sie wird demnach ungefähr Schritt halten mit einem öffentlichen, langsam gehaltenen Vortrag; neuerdings gemachte Verbesserungen machen es schon ganz unzweifelhaft, dass die Schnelligkeit von 20 Zeichen in der Sekunde erreicht werden wird. Dies gibt zugleich Antwort auf die Frage wegen der praktischen Verwendung der Schreibkugel. Sie ist eben von Nutzen überall, wo es sich um schnellste Herstellung eines für jeden, ohne besondere Studien lesbaren Manuscripts handelt. Sollen wir aber einige Fälle besonders hervorheben, in welchen sie von wesentlichem Werth sein wird, so wären dies etwa folgende:

 

 

  1. Zum Umschreiben stenographisch abgefaßter Berichte über Kammer- und andere öffentliche Verhandlungen. Es ist möglich, diese so schnell, zugleich in mehreren Exemplaren, zu liefern, dass wenige Minuten nach Vollendung der Stenographie die Versendung oder Ablieferung an die Druckerei stattfinden kann. Zur directen Verwendung in dem Sitzungssaal war die Maschine anfänglich nicht geeignet, weil das Ein- und Ausfallen des Stoppers mit etwas Geräusch verbunden war. Diese Uebelstand wurde jetz glücklich abgeholfen.

  2. Zu Vervielfältigung der eingehenden Depeschen auf den Telegraphenbureaux; den während der Drucktelegraph nur langsam arbeitet, wird das Wheatstone=Morse’sche Verfahren, mit der Schreibkugel zusammenwirkend, weit schnellere Resultate liefern, namentlich wenn z. B. die Telegraphenbureaux die Börsen- oder politischen Depeschen in mehrere Exemplaren zu liefern haben. Der elende Zustand, in welchem die Schrift sich in den copirten Exemplaren oft befindet, überschreitet, wie bekannt, manchmal das Erlaubte. Die erste praktische Verwendung in dieser Richtung findet die Maschine auf der Newcastle-Station der grossen nordischen Telegraphen-Gesellschaft, wo sie die Arbeit von sechs Telegraphisten übernimmt.

  3. Beim Dictiren in Staats- und Privatbureaux, indem durch die Schreibkugel dem Chef sehr viel Zeit gespart wird, dieser auch Noten, Circulare und jede Geheimcorrespondenz mit Leichtigkeit selbst schreiben und copieren kann.

  4. In Feld, auf Reisen zu Land und Wasser, kurz unter allen, das Schreiben erschwerenden Verhältnissen. Blinde, Taubstumme, an das Bett Gefesselte können schneller und leserlicher ihre Gedanken zu Papier bringen als der flinkste Schreiber.

 

Die Wichtigkeit des Verfahrens im Krieg, im diplomatischen und Börsenverkehr, für die Zeitungstelegramme, im Dienst der Polizei u.s.w. wird noch ganz wesentlich durch eine neue Verbesserung der Erfinders gesteigert, indem er Apparate liefert, in welchen statt der gewöhnlichen Buchstaben zwei in Winkel aneinanderstoßende kleine Linien als Typen verwendet werden, die eine dem Uneingeweihten vollständig unlesbare Geheimschrift bilden, indem die durch einen einzigen Griff bewirkte veränderte Lage des Typenapparats jedesmal ein vollständig neues System zu Wege bringt, sodaß beispielsweise jede Zeile, jedes Wort, ja jeder Buchstabe ein neues System beginnen kann, das weder der Erfinder selbst noch der Erbauer der Maschine zu ergründen vermag, ja selbst der Verfasser der von der belgischen Akademie der Wissenschaften gekrönten Preisschrift „La Cryptographie devoilée“ würde hier vor einem Buch mit sieben Siegeln stehen. Ein wesentlicher Vortheil ist es noch, das der Schreibende selbst durchaus nicht in der Geheimschrift geübt zu sein braucht,  er schlägt nur die mit den gewöhnlichen Buchstaben bezeichneten Typenknöpfe an.[7]    

 

 

Die „Annalen der Typographie“ schließen ihren Bericht mit folgenden Worten, die wir gern zu den unserigen machen: „Malling Hansens Schreibkugel hat aufgehört, ein interessantes Experiment zu sein, ist eine vollkommen gelungene That, und es ist Pflicht, die Aufmerksamkeit des ganzen, bei einer solchen Erfindung interessirten Publikums auf sie zu lenken.“ Wer wäre aber nicht interessirt bei einer Erfindung, die für das schreibende Publikum das zu werden verspricht, was die Erfindung der Nähmaschine für das nähende geworden.

 

 


[1] CB: Midt på siden er der to meget flotte tegninger (= træsnit) af Skrivekuglen og underteksten: Die Schnelldruck- und Schreibemaschine von Malling-Hansen. På det lille billede nederst ses den med kasse. Altså den allerførste model han lavede. Den elektriske. På det store øverste billede er kassen fjernet, så man kan se hvordan der ser ud indeni – med elektriske spoler og papirvalse og det hele. – jeg anser det altså for to tegninger af den samme model. Den han fik patent på i januar og marts 1872.

SA: Illustrasjonen i artikkelen er den samme som ble brukt i en artikkel om skrivekuglen i den danske utgaven av Illustrirte Zeitung, Illustreret Tidende allerede i 1870. Den forestiller ganske riktig den første modellen av skrivekuglen, som ble patentert og bygget første gang i 1870. Men som det fremgår senere i artikkelen i Illustrirte Zeitung, så laget RMH flere forbedrede modeller det neste året, og selve artikkelen ser ut til å bygge på den store flate modellen, som ble bygget første gang i 1871.

[2] CB: We must find this original article!

SA: Annalen der Typographie publiserte I alt to artikler om skrivekuglen; 12. november 1870 og 24. august 1871. Jeg har begge i mitt arkiv. I den første artikkelen i Annalen der Typographie(i 1870) benyttet de den samme illustrasjonen som i artikkelen i Illustrirte Zeitung fra 1872.

[3] CB: This is EXTREMELY interesting. I have NEVER heard before, that this very first model of the Writing Ball could print 10 copies of the written letter. As far as I remember, this is not mentioned in the patent application from January 1872 – but his article certainly means, that I will type this patent application into my pc!

SA: Som jeg har nevnt ovenfor, så tyder alt på at denne artikkelen er skrevet på grunnlag av en nyere modell av skrivekuglen enn den første fra 1870. Artikkelforfatteren skrivere lengre ned at det er kommet nyere og forbedrede utgaver av skrivekuglen siden den aller første modellen. Den store, flate modellen sto ferdig i slutten av 1871, og det er sannsynligvis den det refereres til i artikkelen.

[4] CB: Malling Hansen has been on a visit to Leipzig!

SA: I brev 1871.04.15 skriver RMH: ”næste brev håber ieg at kunne skrive til dig med min nye sættemaskine(=skrivekugle SA)  ieg antager at det vil blive nødvendigt for mig at giøre en større udlandsreise i mai eller i juli for at få noget udbytte af mine patenter”. Mye Tyder på at RMH reiste både til England og Tyskland på denne utenlandsreisen. Hadde deltok med sin skrivekugle ved den første av de såkalte South Kensington utstillingene i London, og hadde også en skrivekugle utstilt i Leipzig I en periode på mange måneder i løpet av 1871. I følge brev fra RMH, kom skrivekuglen i retur til Danmark i oktober 1871. Den nye utgaven av skrivekuglen som RMH nevner i brevet er sannsynligvis den store, flate modellen som kunne skrive på 10 ark om gangen. Det sto også en artikkel i Leipziger Tageblatt denne sommeren, der skrivekuglen ble presentert, men den har vi dessverre ikke klart å spore opp fordi vi mangler datoen. Men i en annen artikkel i Leipziger Tageblatt fra 22. august 1871 fortelles det om en stenograf kongress som ble arrangert i byen, der deltagerne hygget seg med å studere Malling-Hansens skrivekugle i en av pausene.

1871.10.13 skriver RMH igjen til sin bror: ”i dette øieblik har ieg endelig fået min leipsiger maskine istand efter dens hiemkomst til mig og benytter det første stykke papir til at sende dig et par linier  et par andre maskiner blive færdig i disse dage   og ville fremvise endnu bedre tryk og en anden slags bogstaver  hvoraf du snart forhåbentlig skal få prøver” 

Og 1871.11.08 skriver RMH det aller første brevet vi kjenner til med store bokstaver. Det betyr at de to nye modellene av skrivekuglen var ferdige: den store flate, og sylindermodellen uten trekasse. Disse to ble levert med enten store eller små bokstaver.

[5] CB: Autographie??? Selvskrivning?? Endnu en opfindelse af Samuel Morse?

SA: På tysk wikipedia finnes denne definisjonen av autographie: Als Autografie, auch Autographie, (griech.) oder Überdruck bezeichnet man ein Verfahren zur billigen und raschen Vervielfältigung von Zeichnungen, das aus der Lithografie abgewandelt wurde.

 

[6] CB: Det er forbløffende, at omkredsen her måles i centimeter. Eftersom metersystemet først blev vedtaget  internationalt ved den internationale Meterkonvention i 1875 – og at Metersystemet først blev indført i Danmark i 1907 – og mon hvornår i Tyskland???

 

[7] CB: Very strange: It is not explained, how the recipiant of a cryptographic letter from the writing ball can decipher the message???

Article in The Engineer Aug. 2. 1872

Mechanic and professor Christoffer Peter Jürgensen, 1838-1911, who worked very closely with Malling-Hansen on the development of the writing ball. Photo: The Royal Library
Danish inventor, Rasmus Malling-Hansen, 1835-1890 - his writing ball attracted great attention everywhere it was exhibited. Photo: Private

 

 

 

THE COPENHAGEN EXHIBITION.

 

(From our own correspondent)

 

 

     The most remarkable invention in the whole exhibition is the so-called “Writing Ball”, or electric printing apparatus, invented by the Rev. R. Malling Hansen, of Copenhagen. The invention has for a short time been before the English public, and some instruments which have been made according to this invention are already at work at the telegraph offices at Newcastle. Mr. Holten, of London, who owns and works the English patent, has also got some of these instruments; but I feel specially called upon to mention the invention here, because it has been so materially completed and improved as regards the last-made instrument exhibited here for the first time. All the “writing balls” are made here, at the so-called “Professor Junger’s establishment.” That gentleman is, however, dead now, and the present manager and co-proprietor, and to whom really belongs the honour of the excellent workmanship and design in many practical details of these instruments, is Mr. C. P. Jurgensen; he is also the inventor and maker of several astronomical instruments, which I shall speak of further on. I send you drawings and photographs of the latest phase of this invention, and the engravings, which you will doubtless prepare, will, I hope, with a short description, render it clear to your readers.

 

 

The description of the writing ball refers to this engravisng, which was published along with the article

 

 

     A is a half-sphere of gun-metal, pierced with fifty-two radial holes, all converging to the centre; it rests on a fixed ring C, on a frame D, which again rests on the three standards E, that are fastened on to the bed plate a, a, which carries the whole apparatus. The frame D turns on I joint F, on the two back standards, and can thus be lifted up entirely, leaving the other or lower parts of the instrument exposed to view. Each of the holes through the half-sphere or ball A has a piston which s g round off horizontally at its bottom, and there has a letter, figure, or other type sign engraved on it. Each piston is carried by a spiral spring, and has a knob carrying the same letter, figure, or other type as at bottom. When a piston thus has been lowered by pressing on its knob, the spiral spring raises it again when released. H, H, is a level table, or plate, the upper surface of which can be moved through the centre of the writing ball. The table H has four wheels which run on two rails K, resting on eight columns on a square frame, L, L. This frame again, in three places, namely, in front, with the lug M, and behind in two places not visible here, rests on and is movable right and left on the two rails N1 and N2 on the bed frame a. To the underside of the table H is fastened a rack gearing with a spur wheel fixed on to a sleeve on the spindle Q by means of feather and groove, so as to slide along it. The spindle Q runs in bearings on the bed frame a, and has a tooth wheel S, and a smaller pinion (not visible in the drawing); the latter is moved by means of the tooth wheel T on the fuse spindle of an ordinary clock spring. Two electro-magnets are arranged behind the tooth wheel S; to the armature of these electro-magnets is applied an escapement working into the tooth wheel S. V, V, are two screws, which are connected to an electric battery. X is a bell having a hammer or striker which can be moved by a peg on the wheel S, so as to strike a blow on the bell.

 

     It should be added that the ball has a spherical correspondingly perforated cover, which by isolating ebonite pieces rests on the ball itself, and together, with the small springs on the cover, which springs take the blow of the piston knobs when struck by the operator, are in connection with one pole of the electric battery, while the ball itself with its pistons and knobs B are in connection with the other pole.

 

     The table H has a light frame on the top, which when raised admits of placing a sheet of paper under it; when laid down it holds the paper all along its edges. A piece of carbonised paper is laid on the white paper. On depressing one of the knobs B say the one lettered D, the lower end of the piston impresses a type D on the paper; the knob then touches the spring under it, whereby a contact and a junction of the two electrical currents is established; the electro-magnets thus attract the armature, causing a motion of the escapement so as to allow the wheel S, which is actuated by the clock spring, to turn a tooth space round; the spindle Q is thus turned to that extent, and the wheel and carriage a space correspondingly large, so that the next letter which is to be impressed on the paper finds its place on it in a suitable distance from the letter just before printed on the paper. As the pistons are depressed one after another as required, the letters corresponding to each piston knob are printed on the paper in a line vertical to the operator. The pistons are so arranged that they can be conveniently played on by all ten fingers, a certain numbers of knobs being assigned to each. A moment before a line is completed the hammer strikes the bell X, thus giving the signal to the commencing of a new line at a suitable distance from the last printed. The carriage or table H is then pushed back by hand against the hindmost standard E. In order to cause a movement in the direction vertical to this motion, namely, so as to give the required space between the lines, the table H has underneath a movable peg or finger which runs into a tooth rack fastened to the bed frame a, thereby pushing the frame L (and the table H on it) to one side the required distance on the rails N1, N2. By taking hold of the rails K, the lower frame L can be pushed along its rails N1, N2, to the right or left as required, and thus begin the printing operation anywhere on the paper.

 

What is special about the illustrations in the article in The Engineer, is that there are engravings of both the cylinder model and the flat model, indicating that these models where made simultaniously. The above illustration showes how the ball could be tipped up when placing the paper

 

 

     The pistons can with a little practise be worked at the rate of ten per second, which is three to five times quicker than ordinary writing with a pen. One can write on all sorts of paper, from the thinnest to the thickest, the writing ball being adjustable vertically correspondingly. If, say, ten layers of thin paper are used with interposed layers of carbonised paper, then all ten pieces of paper receive the same fac simile impression when thus printed on. By letting these ten impressions, with interposed transparent paper, pass through rollers, double the number of copies are obtained, and that in a time that a copyist only could write out one-third of a copy. When taking only one impression at a time a great many copies can be obtained very quickly by the autographic printing process, and by means of the pantatype. For printing purposes, where the setting in type, as it frequently occurs, takes a disproportionate time and expense, the “writing ball” is by far the quickest and cheapest instrument. The lines and words can be arranged, stopped, spaced, underlined, &c., in all directions exactly as with ordinary printing.

 

     The “writing ball” as now made contains fifty-two pistons, having all letters and all figures, besides interpunctuation signs, &c.

 

     The electric apparatus consists of two to four Lèclaché’s elements. They are constant, can be used for six months without touching them, and then can be easily replenished.

 

     The “writing ball” as hitherto made, had the paper laid round a cylinder. The arrangement here described has the advantage that the operator at all times can see what he writes, that less time is lost by putting on paper, and carbonised paper, that all thicknesses of paper can be used, and that a number of copies can be printed at the same time. The practical application of the writing ball extends thus to all cases where despatch and accuracy in writing, and several or many copies are required. It should find its place in large offices, private and public, where a great many copying clerks thus could be spared. It is suitable for writing fair copies and shorthand reports. For shorthand writing itself, an adaptation of this invention is now being practically carried out. But it has already found a very important application for writing out telegraphic despatches where Wheatstone or Morse instruments are used. In Newcastle, the apparatus has been successfully in operation some time, and more instruments are now in hand. But time and experience will, no doubt, introduce it to many other purposes, such as for writing from dictation, thus saving valuable time to heads of commercial and other’s establishments, for individuals, &c. The inventor has been appreciated here in a very unusual manner, the King giving him the gold medal of merit. In the Exhibition these instruments attract great attention.

 

 

The exhibition building in Copenhagen, 1872, as it was printed in Illustrated Journal (Illustreret Tidende)

Polytechnisches Journal, August 1872: Hansen’s Typen-Schreibmaschine auf der Copenhagener Industrie-Ausstellung.

Dingler's yearbook 1872, from Uwe Breker's archive.

         Polytechnisches Journal.

                  Herausgegeben

                          von

 

       Dr. Emil Maximilian Dingler.

 

 

      Fünfte Reihe.  Dritter Band.

 

               Jahrgang 1872.

 

                 Augsburg.

           Druck und Verlag der

    J.G. Cotta‘ schen Buchhandlung.

 

 

XCIV.

Hansen’s Typen-Schreibmaschine auf der Copenhagener Industrie-Ausstellung.

Nach dem Engineer, August 1872, S. 68.

 

Mit einer Abbildung auf Tab.X.

 

In der Industrie-Ausstellung zu Copenhagen zieht gegenwärtig die Typenschreibmaschine oder die sogenannte „Schreibkugel“ des Hrn. Malling Hansen die Aufmerksamkeit des Publicums in hohem Grade auf sich. Fig. 12 stellt diesen sinnreichen Apparat in perspectivischer Abbildung dar.

 

A  ist eine Halbkugel aus Geschützmetall, welche mit 52 nach dem Centrum convergierenden Löchern durchbohrt ist. Dieselbe liegt auf dem festen Ringe eines Gestelles D, welches wieder auf drei Trägern E ruht. Leztere sind mit der Fundamentplatte a,a des Apparates fest verbunden. Das Gestell D ist um ein Scharnier F beweglich, so daß es ganz in die Höhe gehoben werden kann, und alsdann einen Blick auf die unteren Theile des Apparates gestattet. In jedem der erwähnten Löcher gleitet ein Kolben oder eine Taste, in deren unterem horizontal abgeschliffenen Ende ein Buchstabe oder sonstiges Schriftzeichen graviert ist. Der nämliche Buchstabe ist auf dem Kopfe jedes Kolbens markirt. Wenn ein solcher Tastkolben niedergedrückt wird, so geht er under dem Einflusse einer auf ihn wirkenden Spiralfeder von selbst wieder in die Höhe. H,H ist eine horizontale, auf vier Rädern ruhende Tafel, welche unter dem Centrum der Halbkugel hinweggeführt werden kann. Die Räder laufen auf zwei Schienen K,K, welche mittelst acht Säulen an einen viereckigen Rahmen L,L befestigt sind. Dieser Rahmen selbst ruht an drei Stellen, vorn an einer und hinten an zwei, auf zwei Schienen N,N der Fundamentplatte a,a. An der anderen Seite der Tafel H ist eine …..(?) angeordnet, in welche ein an die Spindel Q befestigtes Stirnrad greift. Diese in der Fundamentplatte gelagerte Spindel trägt außerdem ein Zahnrad S und ein in der Abbildung nicht sichtbares Getriebe, welches mit dem Rade T in Eingriff steht. Hinter dem Zahnrade S sind zwei mit einer constanten elektrischen Batterie in Verbindung stehende Klemmschrauben. Diese Batterie besteht aus 2 bis 4  L e c l a n c h é’schen Elementen[1], welche 6 Monate lang benutzt und dann leicht umgefüllt werden können. X ist eine Glocke, deren Hammer durch einen Stift des Rades S in Bewegung gesetzt werden kann, so daß er an die Glocke schlägt.

 

Wir haben hier die Bemerkung einzuschalten, daß die Halbkugel von einem sphärischen, mit correspondirenden Löchern versehenen Deckel umgeben ist, welcher mittelst isolirender Ebenholzstücke auf der Halbkugel selbst ruht. Dieser Deckel, nebst den kleinen Federn welche den Druck gegen die Knöpfe der Tastkolben aufnehmen, steht mit dem einen Pole, die Halbkugel selbst nebst ihren Kolben mit dem anderen Pole der Batterie in Verbindung.

 


[1] JMC: Das Leclanché-Element is ein galvanisches Element, das von Georges Leclanché entwickelt und 1866 patentiert wurde (Französisches Patent Nr, 71 865). Es Stellt eine elektrische Batterie dar und war in der ursprünglichen Form mit flüssigen Elektrolyt ausgestattet. Es Zählt damit zu den heute nicht mehr verwendeten „Nassbatterien“.  Illustration in Deutschen Wikipedia.

 

The illustration from the article shows the big, flat model used at telagraph stations. Drawings of this model was included in the first patent applications from 1870, and it was first built in 1871.
The French as well as the Belgian telegraph companies used the Leclanché batteries at their stations, and they were also used for telephones, since telephones in this period of time could not draw electricity from the telephone line.
Georges Lionel Leclanché, 1839-1882, in 1866 invented a wet battery that became very popular and was produced in several thousands of copies.

Ueber die Tafel H ist ein leichter Rahmen gedeckt, welcher in die Höhe gehoben werden kann, um ein darunter geschobenes Blatt Papier rings an seinen Rändern Festzuhalten. Auf das weiße Blatt wird ein geschwärztes Papier gelegt. Drückt man nun einen der Knöpfe, z.B. den mit dem Buchstaben R markirten, nieder, so druckt das untere Ende des Kolbens den Buchstaben R auf dem Papier ab. Der Knopf berührt sodann die unter ihm befindliche Feder und schließt dadurch den Batteriestrom, worauf die von den Elektromagneten sofort angezogenen Armaturen dem Rade S eine Drehung um einen Zahn ertheilen. In Folge dieser Drehung wird die Tafel H durch das an der Achse Q des Rades S befestigte und in die erwähnte Zahnstange greifende Stirnrad um eine entsprechende Strecke längs der Stange K,K fortbewegt, so daß sich der nächste Buchstabe in geeignetem Abstande neben dem vorhergehenden abdruckt. So erfolgt, idem ein Tastkolben nach dem anderen niedergedrückt wird, der Abdruck der entsprechenden Lettern in einer gegen den Manipulirenden verticalen Zeile. Die Tasten sind so angeordnet, daß ist mit allen zehn Fingern bequem gespeilt werden können, wobei eine gewisse Anzahl derselben für jeden Finger bestimmt ist. Einen Moment vor Beendigung einer Zeile schlägt der Hammer gegen die Glocke X, zum Zeichen daß nun eine neue Zeile in geeignetem Abstande von der so eben gebildeten angefangen werden soll. Die Tafel H wird alsdann aus freier Hand gegen den hinteren Träger E zurückgeschoben und der Zeilenabstand durch eine Seitenbewegung rechtwinkelig zu dieser letzteren Bewegung auf folgende Weise erzielt. Unterhalb der Tafel H befindet sich ein beweglicher Finger, welcher in eine an der Fundamentplatte a befestigte Zahnstange greift und dadurch  das Gestell L mit der darauf  befindlichen Tafel auf den Schienen N,N um den erforderlichen Abstand seitwärts schiebt.

 

Mit einiger Uebung können 10 Tastkolben per Secunde niedergedrückt werden, eine Geschwindigkeit welche drei- bis fünfmal so groß ist, als diejenige womit man mit einer Feder schreibt. Es läßt sich mit der in Rede stehende Maschine auf alle Papiersorten, von der feinsten bis zur gröbsten, schreiben, indem die Schreibkugel in verticalem Sinne dem entsprechend justirbar ist. Nimmt man 10 Bogen dünnen Papieres mit Zwischenlagen von geschwärztem Papier, so empfangen alle 10 Bogen den gleichen  facsimile-Abdruck.  Läßt man diese 10 Abdrücke mit zwischengelegtem transparentem Papier durch Walzen gehen, so erhält man die doppelte Anzahl von Copien und zwar in einer Zeit, in welcher ein Kopist nur den dritten Theil einer Copie schreiben könnte.

 

Die Schreibkugel läßt sich in allen denjenigen Fällen vortheilhaft anwenden, wo es sich um Geschwindigkeit und Genauigkeit, sowie um die Anfertigung zahlreicher Copien handelt. So findet sie unter Anderem bei den M o r s e‘ schen Telegraphen zum Herausschreiben der Depeschen bereits erfolgreiche Anwendung. Der Erfinder ist von dem König von Dänemark durch Verleihung der goldenen Verdienstmedaille ausgezeichnet worden.

 

 

 

A beautiful specimen of the big, flat writing ball model. This one is made in 1875 by Albert von Szabel, Vienna, serial no. 22. Copyright: Austrian 'Technical Museum in Vienna'
The original article

Romsdals Amtstidende 1872.09.07 om takygrafen.

Jørgen Malling Christensens egen illustrasjon av takygrafen i vannfarger.

[1] Research, udskrift, illustrasjon og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

 

Malling-Hansen udviklede takygrafen i løbet af 1871 og fik en række af patenter på dens første version samt den anden, forbedrede, version:

 

1. København 25 januar 1872

 

2. London 19 marts 1872

 

3. Wien 27 april 1873

 

4. Berlin 7 juli 1873

 

5. Stockholm 4 oktober 1873

 

6. New York 14 februar 1874.

 

Trods eksistensen af disse seks patenter og fotografier af takygrafen – se vort store kapitel om takygrafen – er det hidtil ikke lykkedes at finde et fysisk eksemplar af apparatet. Sammenlignet med de første versioner af skrivekuglen var takygrafen uden tvivl et meget stort kvalitativt skridt fremad med hensyn til at producere en hurtig og tyst skrivemaskine.

 

            Den danske Opfinder af Skrivekuglen Malling-Hansen er, efter hvad danske Blade beretter, stadig sysselsat med at fuldkommengjøre sin Opfindelse; saaledes arbejder han for Tiden paa en Skrivekugle, der skal bære Navnet Takygraf[2], d.e. Hurtigskriveren, som han haaber at bringe til at arbeide med en hurtighed af 20 Bogstaver i Sekundet – det tidobbelte af almindelig Skrivehurtighed – og som desuden skal arbejde aldeles lydløst. Det er Meningen, at al mulig Stenografering skal kunne udføres med dette Apparat. Skrivekuglen har dog en stor Vanskelighed at kæmpe imod, og det er, at der i Danmark mangler Kapital til at drive Tilvirkningen i det Store;  fra Rusland, England og andre Steder strømmer der Bestillinger til Opfindelsen, som de kjøbenhavnske fysiske Instrumentmageres Værksteder ere for smaa til at effektuere med fornøden Hurtighed.

 

 


[1] JMC: Norsk avis, startet af bogtrykker J.F. Selmer i Kristiansund i 1837; avisen udkom indtil 1927.

 


Artikel i "Conversations-Haandlexikon" fra 1873

Skrivekuglen en Navnet paa et ganske for nylig af Pastor Malling Hansen, Forstander for det kongelige Døvstumme-Institut i Kjøbenhavn, opfundet Hurtigskrivningsapparat, der væsentlig bestaar i en Halvkugle, hvis hvælvede Yderside er besat med et Antal Metalstifter eller saa kaldte Tangenter med flade Hoveder og spidse Ender, paa hvilke sidstnævnte Bogstaverne og de forskjellige Skrifttegn ere anbragte. Disse Stifter mødes alle i et fælles Centrum. Halvkuglen seer ud som en rund, hvælvet Naalepude, besat med opstaaende Naale. I Forbindelse med Halvkuglen staar en Cylinder, hvorpaa papiret er anbragt. I det man trykker paa Stifterne eller Tangenterne, afsætte Bogstaverne sig paa Papiret paa Cylinderen, der ved Hjelp af et elektrisk Apparat samtidig bevæger sig, saa at Bogstaverne komme til at staa ved Siden af hinanden og Linie følger efter Linie. Med Skrivekuglen kan man i det Mindste skrive 3 til 4 Gange hurtigere end med haandskrivning. I England er Skrivekuglen allerede bragt i Anvendelse ved flere Telegrafstationer, og den vil sikkert kunne finde en naturlig Anvendelse, hvor en Tale eller et mundtligt Foredrag i sin Heelhed samtidig skal gjengives i Skrift. Den hele Indretning er særdeles sindrig, Apparatet optager kun en ganske lille Plads, er let at transportere, kan saa at sige anbringes hvor som helst og er ikke meget kostbart.

 

Artikelen sto på side 48/49 i:

 

                            Conversations-Haandlexikon,

 

                          veiledende Haandbog for Enhver,

 

                                            Indeholdende

 

 

 

     Oplysning om og Forklaring af de vigtigste Gjenstande, Navne
     og Begreber, som forekomme i Samtale eller under Læsning
     af Bøger, Blade og Tidsskrifter,

 

 

 

                                          I alphabetisk Orden

                         fra den ældste til den nyeste Tid

                                                    Ved

 

                                                P. Larsen,
                                                 
Cand.theol.

 

                                               Sjette Bind
                                                 
Pag. 1-443


                                               Kjøbenhavn.

                                   Boghandler B. Pio’s Forlag.

 

                                     Sally B. Salomons Tryk

 

                                                     1873.

 

 

Malling-Hansen utviklet skrivekuglen kontinuerlig utover 1870-årene. Flere modeller ble laget, og ovenstånde eksemplar så dagens lys i 1871. Sylinderen der papiret var festet, ble drevet av et eksternt batteri. Det er ikke med på bildet.

Article in “Allgemeine Illustrirte Weltausstellungs-Zeitung“, 1873

Original illustration from the article

Eine Schnelldruck-Schreibmaschine.[1]

 

Die Leipziger „Illustrirte Zeitung“ brachte vor längerer Zeit[2] in Wort und Bild die Beschreibung einer Erfindung, welche, wenn sie das erfüllt, was der Erfinder von ihr versprach, geeignet ist, das Interesse aller Kreise im höchsten Grade zu erregen.

 

Es ist dies die „Schnelldruck-Schreibmaschine“, die von dem Pastor und Vorsteher des königl.dänischen Taubstummen-Institutes in Kopenhagen, Herrn R. M e l l i n e r (sic!) H a n s e n erfunden  und von dem als tüchtigen Mechaniker  bekannten Techniker  J ü r g e m a n n (sic!) (Professor Jürgemann‘s Establissement) in Ausführung gebracht wurde.

 

Schon im Jahre 1870 wurde diese Schreib-Maschine in Oesterreich-Ungarn patentiert[3], und nachdem sie letzterer Zeit vielfache Verbesserungen erfahren hatte, werden drei dieser Maschinen, die in der Ausführung wegen den verschiedenen Anwendungsarten sich von einander unterscheiden, zur Zeit der Weltausstellung[4]  in der betreffenden Gruppe zur Ausstellung gebracht.

 

Wir bringen hier eine gute Copie des Apparates, genannt „Schreibkugel“ und bemerken zum Verständniss der Zeichnung Folgendes:

 

Das Mittel des Schreibens ist eine meisterhaft erdachte Hohl-Halbkugel, durch welche die nöthige Anzahl oben mit Tastscheibchen, unten mit den Buchstaben versehener  D r u c k s  t e m p e l  gehen.

 

Diese Druckstempel gehen alle concentrisch  nach  e i n e m  Punkt der untergebreiteten Fläche  oder Walze, über welche die Schreibkugel fest eingestellt ist.

 

Die Fläche, eine Platte, worauf das Schreibpapier und darüber abfarbendes, fettes Copier-Papier liegt, wird vermittelst eines durch ein Uhrwerk getriebenen Zahnrades von vorne nach rückwärts bewegt; dagegen ist durch eine elektrische Verbindung  des Tastwerkes mit einem Wechsel am Uhrwerk der Gang der Platte derart regulirt, dass ein jeder Druck auf einen der Stempel den Abdruck eines Buchstabens bewirkt und – auch wenn dieselben sehr rasch auf einander folgen  - die Vorwärtsbewegung um je einen Zahn, respective Buchstaben-Breite erlaubt.

 

Vor dem Ende der Zeile ertönt an einer bestimmbaren Stelle ein Glockenschlag, wonach  der Schreibende die Platte, welche auf Schienen rollt, durch leichten Druck zurückschiebt, welches Zurückschieben zugleich ein Vorrücken der Tafel um eine Zeilenbreite nach rechts bewirkt.

 

In ähnlicher Weise, aber durch ein einfachere Construction, wird an der Ausführung des Apparates statt der Tafel auch eine mit Schreib-und Copir-Papier versehene Walze bewegt, wobei ein Einrücken in die nächste Zeile nicht nöthig ist, da durch eine sehr flache Schraubenbewegung die neue Zeile unterhalb der vorigen sich abdruckt.

 

Die Gruppe der Stempel, welche mit gleichen Buchstaben am Kopf und an der Type versehen ist, wird durch die zwei bequem hohl gehaltenen Hände überdeckt und ist die Gruppirung der Stempel eine solche, dass sie dem häufigen Vorkommen der einzelnen Buchstaben zu einander Rechnung trägt.

 

Da die deutsche Sprache 27 Zeichen hat, welche der Grundstellung der Hände zunächst gerückt werden, während die Zahlen rückwärts, die Unterscheidungs-Zeichen nach vorne liegen, so ist es dem Spielenden  (ein Ausdruck der nach einiger Uebung wörtlich zu nehmen ist) möglich, nach drei-bis viermaliger Uebung mit der Schnelligkeit eines Schnellschreibers mit der Feder deutlich und correct, mit allen nöthigen Intervallen, Interpunctionen, Einrücken der Zeilen etc. zu schreibdrucken.

 

Es sei hier noch erwähnt, dass eine Rastrirung  - da der Apparat nach zwei Richtungen hin mit der Hand rechtwinkelig  beweglich ist – stattfinden kann.  Leute, die in Bureaux beschäftigt sind, können mit diesem Apparate bald Sprachgeschwindigkeit errreichen, da acht und mehr Zeichen in der Secunde sehr leicht zu schreiben sind.

 

Für Copir-Arbeiten eignet sich diese Maschine namentlich deshalb, weil der Geübte wie ein Clavier-Spieler nur auf das Wiederzugebende zu sehen braucht.

 

Von der Original-Schrift. Das heisst dem Abdruck, lassen sich durch eine Art Satinir-Walzen – da das Farbpapier schwachfettig ist – durch ein Durchpassiren  zwischen das immer fester aneinander gedrückte Walzenpaar 8 bis 10 Abdrücke auf gutem Seidenpapier machen.[5]

 

Die Anwendungsarten dieses Apparates sind vielseitig und werden massenhaft verwendet beim Telegraphen-, Bahn-, Bank- und Industrie-Dienst.

 

Wir wollen diesem Apparate, der in der Schaffenskraft des Menschen Epoche zu machen verspricht, ein „Glückauf“ zurufen.

 

Möge dessen Verbreitung in Oesterreich in tüchtige Hände genommen werden.

 

 


[1] JMC: Artikel in “Allgemeine Illustrirte Weltausstellungs-Zeitung“, wahrscheinlich eine Publikation für die Weltausstellung in Wien im Jahre 1873. Auschreibung von Jørgen Malling Christensen.

[2] JMC: Illustrirte Zeitung Nummer 1503 von 20.April 1872, Seite 293.

[3] JMC: Patent von 12. Mai 1870.

[4] JMC: Die Weltausstellung in Wien im Jahre 1873 bekam ein großer Erfolg für Malling-Hansen und Jürgensen: Sie stellten drei Modelle der Schreibkugel aus – vermutlich eine zylindrische (mit oder ohne Holzkiste), eine platte Modelle und die Takygraf – und wurden mit die goldenen Medaille „Pro Literus et Artibus“ prämiiert.

SA: Malling-Hansen’s andere große Erfindung von 1872 – das erste Trocken-Druck Verfahren der Welt, Xerographie genannt, wurde in Wien auch demonstriert. Wir wissen das aus einem Nekrolog in „Politiken“ aus dem 28.September 1890.

SA: Malling-Hansen nannte diese kopieren-Methode „Xerographie“, und es war das erste Trocken-Druck Verfahren der Welt. Die Papieren mit dem negativen Abdruck der Schrift könnten vielmals gebraucht werden, und man könnte in kurze Zeit gegen 100 Kopien herstellen. 

 

Romsdals Amtstidende 1875.10.22 om skrivekuglen.

Den nye versjonen av Malling-Hansens skrivekugle, som omtales i artikkelen.

[1] [2] Research, udskrift og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

 

Af Berl. Tidende for 10d Decbr: Det er nu lykkedes Opfinderen af Skrivekuglen, Forstander for det kgl.Døvstummeinstitut, Pastor Malling-Hansen, at indføre saa væsentlige Forbedringer ved Apparatet, navnlig en saa stor simplificering, at det væsentlig er blevet en hel ny Maskine, idet kun Kuglestykket og Stemplerne ere bibeholdte.  Elektriciteten anvendes ikke længere som Drivkraft, Uhrværket er bortfaldet, den hele Papirføring er betydelig simplificeret, og Størrelsen er indskrænket til en Sjettedel og Vægten til en sextendedel i Sammenligning med den tidligere Maskine, idet det nye Apparat kun veier 9 Pund, det gamle 150 Pund.  Fabrikationsprisen er nedsat til det halve af tidligere, og der staar kun tilbage at udfinde en Maade, hvorpaa Skrivekuglen kan forfærdiges i det store som almindelig Fabriksgenstand, hvilket dog møder særlige Vanskeligheder, da Stemplerne ere og maa være af Staal.  De Fordele, som nu ere opnaaede ved Skrivekuglen ere saa betydelige, at den ikke blot hos os, men overalt i Udlandet fortjener at tildrage sig Opmærksomhed som en af vor Tids vigtigste Opfindelser.  Man kan efter Behag benytte Maskinen i siddende eller staaende Stilling (tidligere kun staaende);  den kan – i Modsætning til den lange Anvisning, som Symaskinen udkræver -  bruges strax af enhver;  efter faa Timers Øvelse skriver den indtil da uøvede allerede lige saa hurtigt som med Pennen og ved fortsat Øvelse tre, fire Gange saa hurtigt; Maskinen kan paa en Gang levere sex Exemplarer af det skrevne, og ved Hjælp af en Satinermaskine kan her tages henved 30 Aftryk.I Kontorer vil ved Skrivekuglen saavel Papirforbruget som Personalets Antal kunne nedsættes betydeligt (omtrent en Trediedel).  -  Til Udlandet er der ogsaa allerede solgt endel Maskiner, navnlig til Telegrafstationer.           

 

Den første Skrivekugle var færdig i Septbr.1870.  Hovedformaalet var allerede ved den opnaaet, men den led af enkelte praktiske Mangler.  Maskinen var (med nogen Fremgang i dens Konstruktion) paa den skandinaviske Industriudstilling i 1872 og belønnedes der med første Medalje og Fortjenstmedaljen i Guld.  Den samme Maskine vakte paa Verdensudstillingen i Wien megen Opmærksomhed og Omtale og fik den første Medalje ”Die Fortschrittsmedalje”, hvorhos Opfinderen af Keiseren[3] af Østerrige belønnedes med den store Guldmedalje, Literis et artibus.           

 

Som det kunde ventes, har den Malling-Hansenske Skrivekugle fremkaldt en Del Efterligninger.  En russisk Skrivemaskine af Alisoff[4] præsenteredes saaledes i Wien i de sidste Par Uger af Verdensudstillingen;  den skrev langsommere end Pennen og var 6 Gange dyrere end Skrivekuglen. Foruden denne sidste existerer der en amerikansk Type-Vriter, som dog i flere væsentlige Henseender staar tilbage (den er 10 Gange større end Skrivekuglen, trædes med en Pedal, er langt mere kompliceret, men fører dog ikke saa mange Stempler).  Som et Kuriosum fortjener det at anføres, at en Tysker i Newyork ganske ugenert indbyder til Dannelsen af et Konsortium paa en af ham annekteret Udgave af den Malling-Hansenske Maskine[5].           

 

Skrivekuglen forfærdiges med stor Nøiagtighed i Professor Jüngers mekaniske Etablissement.  Den er, som Maskine betragtet, elegant og solid, kommer ikke i Uorden og er let at arbeide med.

 

_______________

 

 


[1] JMC: Norsk avis, startet af bogtrykker J.F. Selmer i Kristiansund i 1837; avisen blev udgivet indtil 1927.

[2] JMC: Samme artikel findes også i Aftenposten den 13 december 1875.

[3] JMC: Franz Josef, 1830-1916, kejser af Østrig, konge af Ungarn, Kroatien og Böhmen.  I perioden 1850-1866 var Franz Josef også president for den tyske konfederation.

[4] JMC: Mikhail Ivanovich Alisov (engelsk stavemåde: Alissoff), 1830-1898, russisk matematiker og  tekniker.  Han kaldte sin maskine ”Typolithograph” og patenterede den i Frankrig 1872, i England 1874 og i Rusland 1876. Han fik også et amerikansk patent,  no 169757: ”Improvement in Type-Writing Machine”. Hans maskine deltog i Philadelphia-udstillingen i 1876, og fik der positive reaktioner. Ved samme udstilling deltog Malling-Hansen med en skrivekugle og med takygrafen (kilder: OzTypewriter website (Robert Messenger) og Michael Adler).

[5] JMC: Ejendommelig oplysning; Malling-Hansen havde i 1871 sendt et eller to eksemplarer af skrivekuglen til sin amerikanske agent i USA, C.F.Clausen. Clausen samarbejdede med konsul Thomas Schmidt i Washington om at forhandle med Remington om et samarbejde med Malling-Hansen, eller et salg af RMHs amerikanske patent. Dette lykkedes dog ikke, og en forklaring kan være, at Malling-Hansen satte sin mindstepris for højt – han forlangte mindst 25.000 USD for patentet.  Ordet ’annekteret’ er besynderligt, og hvem ‘tyskeren’ er, ved jeg ikke.


Alissoffs skrivemaskin og det amerikanske patentet.
The original article

Dagbladet 1875.12.13 om skrivekuglen .

Slik så en satinermaskin ut. Den ble egentlig anvendt til å glatte ut krøllete papir, men RMH tok den i bruk til sin tørrkopieringsmetode, xerografi.

Research, udskrift og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjon: Sverre Avnskog.

 

”Skrivekuglen”, den danske Pastor Malling Hansens Opfindelse, der allerede ved sin første Fremkomst i September 1870 vakte ualmindelig Opsigt, og som senere paa de Udstillinger, hvor den har været forevist, saavelsom ved andre Leiligheder har skaffet sin Opfinder fremragende Belønninger, er i det Tidsrum, der er forløbet siden dens Opfindelse, gjentagne Gange bleven forandret og forbedret af Opfinderen, indtil den nu foreligger i en næsten ny og meget mere praktisk Skikkelse.  Som de Fordele, Apparatet i sin nye Skikkelse frembyder, fremhæver Opfinderen, at Enhver, selv et Barn, vil strax kunne lære at skrive med den, og vil efter nogen Tids Øvelse kunne drive det til at skrive 3-4 Gange hurtigere end med Pennen.  Det fortjener vel ogsaa at bemærkes, at man skal kunne spare omtrent de to Trediedele af det sædvanlige Papirforbrug, for ikke at tale om, at man vil kunne spare lige saa meget i Udgift til Skriveren. En Fordel af uomtvistelig Nytte er det, at man med Lethed kan mangfoldiggjøre det Skrevne. For det første kan man skrive gjennem 6 Exemplarer paa en Gang, dernæst kan man ved Hjælp af en Satinermaskine tage indtil 30 Aftryk af det Skrevne, og endelig lader dette sig, da Farvepapiret har været behandlet med en fedtet Sværte, overføre paa en lithografisk Sten, med hvilken det kan trykkes, ligesom det sker ved de sædvanlige Autografier.

 

 


[1] JMC: Norsk avis, grundlagt i 1869 af Anthon Bang, med Hagbard Emanuel Berner som den første redaktør. Dagbladet var den første norske rigsdækkende nyhedsavis som lancerede en egen netudgave (8 marts 1995).

[2] JMC: Samme artikel findes i Nordenfjeldsk Tidende 1875.12.22.


Artikkel i Fædrelandet 15. desember 1875.

 

                                                                             

                                                                                           Skrivekuglen. [1]

 

     Det glæder os at kunne meddele, at denne smukke Opfindelse, som vort Fædreland har Æren af – om der end samtidig er gjort en lignende i Amerika – nu har naaet et Udviklingstrin, paa hvilket den har al Udsikt til at blive almindelig benyttet til Hjælp og Besparelse navnlig i Kontorarbejde. Medens denne Maskine, der nu engang er bleven kaldt en Kugle, skjønt Hoveddelen af den er et Kuglestykke, i sin tidligere Form var et stort, tungt og meget sammensat Apparat, der behøvede en elektrisk Ledning og et Uhrværk for at bruges, er det lykkedes den utrættelige Opfinder, Pastor  M a l l i n g – H a n s e n, der nu har anvendt 5 Aar paa den, at simplificere og formindske den saaledes, at den nu kun indtager et meget ringe Rum – lad os sammenligne Størrelsen med en Sextants – og i Stedet for 150 Pund kun vejer 9. Denne betydelige Forandring bestaar deri, at de i Kuglen anbragte Stempler nu slaa mod een og samme Ambolt, [2]og at hele Maskinen bevæger sig ved hvert Slag. Ved denne Bevægelse fører et Tandhjul, der er forbundet med den buede Ramme, hvori Papiret er fastgjort, dette nettopp en Bogstavlængde hen over Ambolten, saaledes at Bogstaverne nøjagtig komme til at staa i lige Linie og i lige Afstand fra hverandre – med Interpunktionstegn og Mellemrum, der have egne Stempler – paa Papiret. Aftrykkene åaa dette ske ved Sværtepapir, men er saa tydelige og skarpe, at der, naar blaa Farve benyttes, kan tages tages mindst 6 tydelige Aftryk i en Kopiermaskine. Selvfølgelig kan denne Maskine lidt skrive al Slags Skrift, som Symasjinen kan sy al Slags Syning; den kan saaledes heller ikke gjøre Pen og Blæk overflødige; men med den kan man skrive meget hurtigere end med en Pen, altid lige tydeligt, og den er navnlig brugbar til hvad der skal udfærdiges i flere Exemplarer, men dog ikke saa mange, at der behøves Stentryk eller Tryk. Den kan i sin nuværende Skikkelse kun benytte Oktav-Brevpapir, og den kan kun skrive med een Slags Bogstaver, fordi Kuglen kun kan rumme eet Alfabet tilligemed Tallene og Skilletegnene, i alt 52 Stempler. For den Nærsynede og for den, hvis Haand ryster eller er blevet saa Fordærvet, at han ikke kan skrive læseligt, er Maskinen ubetalelig. Desværre er den endnu saa dyr – 340 Rdl. – at der ikke let vil blive Tale om dens Brug af Privatfolk; men kan det, ved at indrette en Fabrik for disse Maskiner, opnaas, at den kan sælges for 150 Rdl., [3] og med tiden endnu billigere, saa vil den ganske sikkert blive lige saa udbredt som Symaskinerne nu ere og indbringe sin Opfinder en passende Løn for hans sindrige Opfindsomhed og ufortrødne Stræben efter at fuldkommengjøre sin Opfindelse. [4]

 

 

Patenttegningen i det amerikanske patentet fra 1875
Slik så 1875 modellen av skrivekuglen ut - et enormt framskitt fra de tidligere modellene. Fot: Dieter Eberwein

 

 

Fotnoter:

 

[1]: SA: Om denne artikkelen, og om den nyutviklede utgaven av skrivekuglen, skriver Malling-Hansen den 15. desember 1875 til sin bror, Jørgen:

”DU HAR VEL NU LÄST NOGET I AVISERNE OM DEN NYE KUGLE. DEN SMUKKESTE ARTIKKEL STOD I FÄDRELANDET. GAMLE PLOUG VAR SELV HERUDE, OG VAR HELT INDTAGET I MASKINEN; HAN ANSAA DET FOR SIKKERT, AT MASKINEN NU MAATTE KUNNE FAAE UHYRE AFSÄTNING. I DISSE DAGE BLIVER DER LAVET TRÄSNIT TIL ILLUSTRERET TIDENDE OG ET PENT LILLE BILLEDE TIL VIGNETTER PAA BREVE OG CONVOLUTTER. 

 

FRA UDLANDET ER DER ALLEREDE INDLÖBET EN MÄNGDE BREVE OG DEN FÖRSTE MASKINE BLEV BESTILT I FORGAARS - AF DEN NYE SLAGS - AF EN HALVBLIND TYSK KONSUL I CARLSKRONA.

 

FOR BESTILLINGER BEGYNDER JEG FÖRST EFTER JUUL AT ARBEIDE FOR ALVOR. OM NOGLE DAGE VENTER JEG AT KUNNE SENDE DIG ENDNU SMUKKERE KUGLESKRIFT. ”

 

[2]: SA: På dette punktet er artikkelforfatteren tydeligvis ikke 100% riktig informert! Den betydeligste forandringen består i at den nye modellen ikke lenger er avhengig av de elektromagnetiske batteriene som ofte ikke var særlig pålitelige, men at Malling-Hansen nå har funnet en mekanisk løsning på flytningen av papiret. Også på de tidligere modellene ble alle bokstavene anslått mot det samme punktet, mens papiret flyttet seg fremover for hvert anslag, så dette er ikke nytt.

[3]: SA: Selv om skrivekuglen aldri ble satt i masseproduksjon, så ble den stadig billigere og billiger, og de siste skrivekuglene, som ble produsert i mekanikeren, August Lyngbyes etablissement, kostet kun 150 kr. I følge hans annonser fra denne tiden, kunne man også bestille skrivekugler med både store og små typer, da til en pris av 170 kr. Vi vet ikke med sikkerhet når Lyngbye overtok produksjonen av skrivekuglen, men ut fra et brev Malling-Hansen skrev i 1879 til sin bror, der han forteller at en ny modell som er lavere enn den gamle nylig er fremstilt, tyder mye på at Lyngbye begynte å lage skrivekugler fra ca 1880. Han fikk for øvrig en førstepris ved den Skandinaviske Kunst, Jorbruks og Industriutstillingen i København i 1888.

[4]: SA: Artikkelelforfatteren fikk absolutt rett i at skrivemaskinen i løpet av noen år ble meget utbredt – men dessverre ikke i skrivekuglens skikkelse. I følge Malling-Hansens datter, hadde Malling-Hansen meget stor tro på den siste modellen, som hadde både fargebånd og papirvalse, og hadde lagt inn en bestilling hos Lyngbye på produksjon av 100 stk. Men da Malling-hansen døde så brått i 1890, ble bestillingen kansellert, og ingen flere skrivekugler ble laget. Dermed lå markedet helt åpnet for den amerikanske Remington-maskinen og lignende amerikanske modeller.

 

 

 

Article in “Illustreret Tidende” January 16, 1876.

The author of the article, the highly regarded industrial historian Camillus Nyrop, 1843-1918. It is well-known that Malling-Hansen corresponded with Nyrop, but when the Danish Royal Library received a collection of his correspondence after his death, all letters from persons with a few of the letters of the alphabet were missing, among them the letters “M” and “H”. Photo: The Royal Library.

Malling-Hansen’s Writing Ball

 

More than 5 years have passed since the W r i t i n g  B a l l appeared. It was in March 1870 that Reverend R. Malling-Hansen obtained a 15 year patent on his speed-writing machine in its first shape, and the general public heard about it time and again; it was talked about, illustrated and described in Danish, German and English papers; and we could see it in exhibitions here in 1872 and in Vienna in 1873, and at both venues it was awarded prizes, but then all of a sudden we heard no more about it. Many people have probably not given it a second thought, but there may be some who perhaps assumed that the issue had been put aside as being unfeasible, and that the inventor might have tired from the constant toil, changes and improvements, accompanied by multifarious vexations and worries without a concrete result. Such a reflection would be natural, however it does not correspond to reality. Far from tiring, Reverend Malling-Hansen has, ever since the writing ball was the object of public comments at the time, been working with perseverance and zeal on the success of his invention. He has spared no effort in order to continue his work, and now the writing ball is ready in what can safely be said to be a practical design, less bulky and cheaper than ever before.

 

Whichever shape we may choose of the writing ball in its earlier design – and the workroom of the inventor is a rich museum in this respect – the movement making the paper slide forward under the pressed-down pistons was generated by electro-magnetism. In the earliest writing ball illustrated in this magazine (volume XII, no 579), the paper was wrapped around a cylinder, propelled in a helical line by a driving mechanism, but this driving mechanism would only work each time a piston was pressed down. The touch of a piston would close the electrical circuit, an electro-magnet was attracted, and a gear train, which otherwise would cog into a gearwheel belonging to the driving mechanism, would let this one move ahead by one cog. The cylinder with its enrolled paper would be moved ahead at a distance corresponding to one letter, and with the typing paper would also follow the inked paper placed on top of it; this is what the key button, in all shapes of the writing ball, will strike, and this is the colour imprinted by the type bar on the paper.

 

The above described construction very soon underwent modifications, and at the Nordic Exhibition in 1872 the writing ball was completely different. The paper was no longer wrapped around a cylinder, rather it was positioned flat on a so called platen, and during this summer Reverend Malling-Hansen, in collaboration with the owner of Professor Jünger’s Mechanical Establishment, mechanical engineer and presently Professor C.P.Jürgensen, obtained a 13 year patent on a so called T a k y g r a f (i.e. “speedwriter”), the writing ball in a completely new version, making it possible for a skilled and experienced hand to strike 20 letters per second, 1200 per minute, 72,000 per hour, which is 5 times as fast as the average velocity of handwriting by a pen and completely keeping up with even quite rapid speech.

 

 

The Takygraf was patented for the first time in the summer of 1872. The above illustration is from the American patent from 1875.
Patent drawing from the American patent of 1874 – concerning the writing ball with the flat platen, made initially in 1871.
Malling-Hansen used to make letter vignettes of his various writing ball models. This was the illustration of the 1875-model.
Two wonderful pivctures of the 1875-model of the writing ball. This was the first specimen without the use of batteries.
It was improved further in 1878 when it was equipped with a colour ribbon as well. Both photos: Deutsches Museum, Munich
Louis Braille, 1809 – 1852

The Malling-Hansen writing ball had created quite a stir. There was quite an awareness in Denmark and Europe about it, and two of the patents were bought, i.e. the English and the Austrian one. Orders came in, even from Russia and Italy, but unfortunately they could not be executed, because the inventor was not prepared to produce the machine industrially; also: wherever it was being used it turned out to be quite an obstacle that electro-magnetism was necessary. The electrical batteries were neglected or mismanaged, and users would then complain that the writing ball was useless. It was essential to get rid of a troublesome accessory, and by now the inventor has succeeded in accomplishing the task thanks to his fondness for his original idea. His persistent innovative ingenuity has developed the machine to a point where electro-magnetism has been overcome, and the task has been achieved in the following way: the movement whereby a piston is pressed down simultaneously generates a rocking motion of the entire hemisphere in which the pistons are placed; a small pin is thereby propelled to latch onto a gear wheel, which is being turned one tooth; the movement is passed on, and the paper is moved ahead by a distance corresponding to one letter of the alphabet. It is such a simple and beautiful construction that one is amazed this hasn’t been made long ago. It is such an unexpectedly simple solution and yet a flash of genius. It should be added also that the paper is placed in a curved brass frame, rocking back and forth above a small anvil towards which the pistons will move when they are being pressed down.

 

 

As mentioned above, Malling-Hansen’s writing ball has created quite a stir, however that should not lead us into thinking that he is the only one in the world to have spent time and thought into such writing apparatuses. The first attempts go nearly 40 years back in time, but at that time the aspiration was not to produce machines to be used in everyday life and pursuits; the intention was to provide blind people the possibility of communicating in writing as easily as possible, and the blind teacher  L o u i s  B r a i l l e  in 1838 constructed a board with holes, each hole equipped with a stamp with a type, and by pressing these against a piece of paper, upon which there was an inked paper, writing was produced. This simple beginning was further developed, and at the exhibition in London in 1851 there were several such apparatuses, - equally in Paris in 1855, but they were still only appearing as part of the teaching of the blind, and, what is more, they did not play an important role, because the most important writing for the blind is the one which is embossed, allowing them to read it by sliding their fingers across it. It is a recent idea that such machines could be used also by sighted persons, and it is an interesting fact that Reverend Malling-Hansen has conceived this idea in his capacity as principal of the Institute for the Deaf-Mute. He found out that while we normally are able to write only 4 phonemes per second, and in daily speech on average utter around 20 phonemes per second, a sign speaker using his fingers and the language of the deaf-mute is able to express around 12 phonemes per second. Hence it is possible to reproduce the sounds of speech by visible signs close to the speed of verbal speech, and this is what led him reflect about the feasibility of producing writing, legible to everyone, at the speed of verbal speech, something of great importance to the deaf-mute, and the result of his work in this direction became the writing ball.

 

 

The patent from 1868, belonging to Sholes, Glidden and Soule
The first version of their typewriter from 1873 was adorned as a sewing machine and produced by a sewing machine company: Remington & Son
Christopher Latham Sholes(1819-1890) was the main inventor behind the typewriter
James Densmore, 1820 – 1898, who paid Sholes, Glidden and Soule $600 for a share in their patent and developed their machine further. It is alleged in a biography available on the internet that he was able to make a profit of 500 000 dollars when he sold off his rights.

However, Reverend Malling-Hansen was not the only one occupied with the task of constructing speedwriting machines for sighted persons. In America C.L. S h o l e s in collaboration with two other men was similarly active, and as from 1868 he has taken out several patents for the protection of his machine, appropriately named “t y p e – w r i t e r”[1]. It is briefly described in the Scientific American issue of August 10, 1872, and the description allows us to understand that the American and the Danish typewriters are very different. In this country probably very few know anything about the American machine, but it seems that the Danish version is being studied in America. A patent attorney from there has – in a rather importunate manner – tried to achieve control over Malling-Hansen’s American patent, and the businessman responsible for the negotiations concerning the Sholes’ machine has offered the Danish inventor to swap patents; i.e. henceforth both parties would be entitled to use each others’ inventions. In other words, there is something about the Danish invention that attracts attention everywhere, but then again it is also – particularly in its most recent version – worth all this attention[2].

 

It now takes only 1/6 of the space previously needed, altogether merely about 8 cubic inches[3], and it can be placed on any table; previously it weighed 150 pounds[4], now only 9, and because of its simple construction it can practically never be put out of order. We should add that anyone can use it; the user does not need any particular instruction; it is just a question of learning where the different keys are located so that one may strike them without hesitation. When this has been achieved one may, with practise, get to write until 5 times as fast as with the pen. Already in this respect the writing ball has great importance, but since one can produce up until 6 copies at one time, using a combination of several sheets of inked paper and writing paper, and considering that the writing ball typing can also be produced in such a way that it may be lithographed, the writing ball will be an invention of undoubtedly great practical importance. Offices that produce much correspondence can save one or two clerks and, in addition, gain a lot in saving paper. In one single sheet in ordinary letter format, as used by the writing ball, there are more writing ball letters than a clerk writes on average on a folio sheet[5] - this has been ascertained by investigating numerous documents from several of our government ministries. If our ministries could disconnect themselves from the biased tradition in favour of using folio sheets and ordinary copperplate they would be able to save considerably, and the same thing obviously goes for all other large offices.

 

 

 


[1] SA: The American machine was invented by three gentlemen: Christopher L. Sholes, Carlos Glidden and Samuel W. Soule. They obtained their first patent in 1868 but later on sold it to the investor James Densmore, who invested several tens of thousands of dollars in the further development of the machine. Not until 1873 was the improved machine put into production by the Remington factory.

[2] SA: It is somewhat doubtful whether Malling-Hansen has related these negotiations in a fully objective way when informing Camillus Nyrop. There are some letters from Malling-Hansen to James Densmore from this period, and from that correspondence it seems as if Malling-Hansen is the more  insistent in terms of persuading Densmore to buy his patent, while Densmore is more reluctant.  He probably makes Malling-Hansen an offer, which he turns down because he finds it too low.  Much later some of Malling-Hansen’s descendents have claimed that Densmore, or “the American” as he was frequently referred to, stole a few details from Malling-Hansen’s machine in order to make improvements on his own. Also the mechanical engineer August Lyngbye, who produced the last models of the writing ball, made similar claims. However, so far it has not been possible to find any facts which could corroborate this.

[3] JMC: “cubiktomme” = literally: “cubic inch” - This is an ancient volume unit, rarely found in Danish dictionaries of the time or of today. Until 1907 one “tomme” was 2,6154 cm, after that it represents 2,54 cm.

[4] JMC: The weight unit “pund” = “pound” represented 500 grs, and this unit was abolished in 1907 but continued to be widely used for generations. In other words, the weight of the previous writing ball is alleged to have been 75 kgs. This must have been including a table into which it was built?

[5] JMC: A folio sheet was 22,5 cm x 36,0 cm

Illustration from “Illustreret Tidende” of January 16, 1876
And here is a picture derived from Malling-Hansen’s daughter, Johanne Agerskov. This young man is also typing on an 1875 year model

Professor Jünger’s Mechanical Establishment, whose brilliant owner has so often been assisting in the appearance of the writing ball in constantly new designs, is by now producing a large number of writing or rocking balls[1]; the price at which these will be available will make it possible to acquire them everywhere they are needed. Hence, from the side of the inventor the issue has been taken to a point where the general public will be able to take advantage of it, and it is now the responsibility of the public to take it further[2]. We trust that this will indeed happen but would like to add that for the sake of the cause it would be desirable, if the production in gradually larger scale may expand under the supervision of the inventor himself; for this to happen, however, it is required that the Danish general public support the invention wholeheartedly, because if it doesn’t, it could happen that the Malling-Hansen invention rather soon will be made available to us as a foreign and imported product. In New York there have already been invitations to form a consortium for the production of writing balls.

 

 

                               C. Nyrup

 

 


[1] SA: So, already this model from 1875 is referred to as a “rocking ball”. We have previously thought that it was only the very last model with colour ribbon and a paper roller, developed by August Lyngbye, which was given this designation – but apparently that is not so. Incidentally, in an article in the Danish daily “Fædrelandet” of December 15, 1875, it is stated that the price of the writing ball from 1875 was 34 Rix-dollar.

[2] SA: One gets almost the feeling  that the writer had a premonition that things would not work out very well with the writing ball, since he in this way practically admonishes the Danish general public not to let down this cause!

Artikkel i Illustreret Tidende 16. januar 1876.

Artikkelforfatteren, den meget anerkjente industrihistorikeren, Camillus Nyrop, 1843-1918. Det er kjent at Malling-Hansen brevvekslet med Nyrop, men da Det Kongelige bibliotek mottok hans brevsamlig etter hans død, manglet alle brevene fra personer med etternavn på enkelte av bokstavene i alfabetet, bl. a. både M og H. Foto: Det Kongelige Bibliotek

 

                                                       Malling-Hansens Skrivekugle.

 

     Det er nu over 5 Aar siden, at  S k r i v e k u g l e n  fremkom. Det var i Marts 1870, at Pastor R.  M a l l i n g – H a n s e n  fik 15 Aars Eneret paa sit Hurtigskriveapparat i dets første skikkelse, og Publikum hørte atter og atter om det; det blev omtalt, afbildet og beskrevet i danske, tydske og engelske Blade; og det var at see paa Udstillingen her i 1872 og i Wien 1873, og begge Steder blev det prisbelønnet, men saa hørte det pludseligt op med Meddelelser om det. Mange have vel ikke tænkt derover, men En og Anden har dog maaske antaget, at Sagen som upraktisk var lagt til Side, og at Opfinderen var blæven træt af altid at arbeide, forandre og forbedre, under mangehaande Ærgrelser og Bryderier uden reelt Udbytte. En saadan Tanke var naturlig, men den svarer ikke til Virkeligheden. Langtfra at være bleven træt, har Pastor Malling-Hansen, siden Skrivekuglen sidst var Gjenstand for offentlig Omtale, arbeidet paa sin Opfindelses Fremgang med Udholdenhed og Iver. Han har ikke skyet nogen Anstrengelse for at kunne blive i Stand til at fortsætte Arbeidet, og nu staaer Skrivekuglen færdig i en, som det sikkert tør siges, praktisk Form, mindre i Omfang og billigere i Pris end nogensinde.

 

     Hvilken Form vi end tage af Skrivekuglen i dens tidligere Skikkelse – og Opfinderens Arbeidsværelse er et righoldig Museum i saa Henseende – blev den Bevægelse, der lod Papiret glide frem under de anslaaede Typestempler, reguleret ved Electromagnetisme. I den tidligste Skrivekugle, der har været afbildet her i Bladet (Bind XII, Nr. 579), var Papiret rullet om en Cylinder, der bevægedes fram i en Skruelinie af et Uhrværk, men dette Uhrværk fik kun lov til at virke hver Gang et Stempel blev anslaaet. Et Stempels Anslag sluttede den elektriske Strøm, en Elektromagnet blev tiltrukken og et Hemværk, der ellers greb ind i et til Uhrværket hørende Tandhjul, lod dette bevæge sig een Tand frem. Cylinderen med det derom rullede Papir bevægedes et Bogstavs Brede rundt, og med Skrivepapiret fulgte Sværtepapiret, der var lagt over det; det er det, som den anslaaede Type i alle Skrivekuglens Former træffer, og det er dets Farve, som Typestemplet aftrykker paa Skrivepapiret.

 

     Den ovenfor omtalte Construction undergik snart Modificationer, og paa den nordiske Udstilling i 1872 var Skrivekuglen en helt anden. Papiret var ikke længere rullet om en Cylinder, men laa fladt paa en saa kaldet Vogn, og endnu i Udstillingssommeren fik Pastor Malling-hansen, i Forbindelse med Eieren af Professor Jüngers mechaniske Etablissement, Mechanicus og nu værende Professor C. P. Jürgensen, 13 Aars Eneret paa en saa kaldet  T a k y g r a f  (d. e. ”Hurtigskriver”), Skrivekuglen i en helt ny Skikkelse, der skulde gjøre det muligt for en øvet Haand at anslaae og altsaa skrive 20 Bogstaver i Secundet, 1200 i Minutet, 72,000 i Timen, en Hurtighed, der er 5 Gange saa stor som den, hvormed der gjennemsnitsviis skrives med en Pen, og som fuldstændig kan holde Skridt med endog temmelig hurtig Tale.

 

 

Takygrafen ble første gang patentert sommeren 1872. Ovenstående tegning er fra det amerikanske patentet fra 1875
Patenttegning fra det amerikanske patentet fra 1874 - på skrivekuglen med den flate vognen, første gang laget i 1871
Malling-Hansen fikk alltid laget brev-vignetter av sine skrivekuglemodeller. Slik så illustrasjonen av 1875-modellen ut
Louis Braille, 1809-1852

     Den Malling-Hansenske Skrivekugle havde vakt Opsigt. Rundt omkring var man opmærksom paa den, og to af de udtagne Patenter bleve kjøbte, det engelske og det østerrigske. Der indløb Bestillinger, endog fra Russland og Italien, men de kunde desværre ikke effectueres, da Opfinderen ikke var forberedt paa paa at tilvirke Maskinen fabriksmæssig, og overalt, hvor den kom hen, viste det sig som en ikke ringe Vanskelighed, at Elektromagnetismen var fornøden. Man forsømte eller forkludrede det elektriske Batteri og klagede saa over Skrivekuglens Ubrugelighed. Det gjaldt om at blive et saa besværlig Tilbehør kvit, og det er nu lykkedes Opfinderens Kjærlighed til den af ham engang undfagne Idee at løse Opgaven. Hans udholdende opfinderske Snille har bragt det til, at Elektromanetismen er et overvundet Standpunkt, og Opgaven er løst derved, at den anslaaende Bevægelse, der fører et Stempel ned, samtidig sætter hele Kuglestykket, hvori Stemplerne ere samlede, i en vippende Bevægelse; en lille Stift bringes herved til at gribe ind i et Tandhjul; det føres een Tand frem; Bevægelsen gaaer videre, og Papiret flyttes een Bogstavbredde. Det er en saa simpel og smuk Construction, at man forbauses over, at den ikke er bleven fremstillet for mange Tider siden. Det er Historien om Columbus’Æg. Endnu skal her kun bemærkes, at Papiret er anbragt i en buet Messingramme, der vugger frem og tilbage over en lille Ambolt, som Stemplerne, naar de anslaas, bevæge sig ned imod.

 

     Som ovenfor anført har Malling-Hansens Skrivekugle vakt en ikke ringe Opmærksomhed, men man maa ikke derfor troe, at han er den Eneste i Verden, der har brugt Tid og Tanke til at fremstille saadanne Skriveapparater.. De første Forsøg kunne følges næsten 40Aar tilbage, men den Gang tragtede man ikke etter at frembringe Apparater, der skulde bruges i det almindelige Liv; hvad man vilde, var at skaffe Blinde et Middel til saa let som muligt at kunne meddele sig skriftligt, og den blinde Lærer  L o u i s  B r a i l l e  construerede i 1838 et Brædt med Huller i, i hvert Hul anbragtes et Typestempel, og ved nu at trykke disse mod et Stykke Papir, over hvilket der var lagt et Stykke Særtepapir, kunde der frembringes en Skrift.. Denne simple Begyndelse udarbeidedes videre, og paa Udstillingen i London 1851 var der flere saadanne Apparater, det samme var Tilfældet i Paris 1855, men de optraadte stadig som udelukkende hørende til Blindeunderviisningen, og her spillede de enda ikke nogen fremragende Rolle, thi den for de Blinde vigtigste Skrift er den, der frembringes ophøiet saa at de selv kunne læse den ved at lade Fingrene glide hen over den. Det er en nyere Tanke, at saadanne Apparater ogsaa kunne anvendes af Seende, og det er interessant, at herhjemme er Pastor Malling-Hansen kommen paa denne Tanke ved sin Virksomhed som Forstander for Døvstumme-Institutet. Han udfandt, at medens man som Regel kun kan skrive 4 Lydtegn i Secundet, og i daglig Tale gjennemsnitsviis udtaler c. 20 Kydtegn i Secundet, kan en Fingertaler i Døvstummesproget angive omtrent 12 Lydtegn i Secundet. Det er altsaa muligt at gjengive Talens Lyd i synlige Tegn med en Hurtighed, der nærmer sig selve Talens, og han blev herved ført ind paa at tænke over Muligheden af at fremstille en for alle læselig Skrift med Talens Hurtighed, hvad der var af stor Betydning for de Døvstumme, og Resultatet af hans Arbeide i denne Henseende blev Skrivekuglen.

 

 

Patentet fra 1868, tilhørende Sholes, Glidden og Soule
Den første utgaven av deres skrivemaskin fra 1873 var pyntet som en symaskin, og produsert av en symaskinfabrikk: Remington & son
Det var i hovedsak Christopher Latham Sholes(1819-1890) som hadde idéen til oppfinnelsen
James Densmore, 1820-1898, som kjøpte en andel av patentet til Sholes, Glidden and Soule for 200 dollar til hver, og utviklet deres maskin videre. Det heter seg i en biografi på internett at han kunne realisere en gevinst på 500 000$ da han solgte sine rettigheter

 

 

     Pastor Malling-Hansen var imidlertid ikke den Eneste, der beskæftigede sig med at fremstille Hurtigskrivemaskiner for Seende. I Amerika var  C.  L.  S t o l e s  i Forbindelse med to andre Mænd virksom i lignende Retning, og fra 1868 har han udtaget forskjellige Patenter til Beskyttelse af sin Maskine, der betegnende kaldes  ” T y p e – W r i t e r ”.[1] Den er i al Korthed beskreven i Scientific-America (for den 10de August 1872), og Beskrivelsen er lang nok til at man kan see, at den amerikanske og den danske Skrivemaskine ere grundigt forskjellige. Her er der vel kun Faa, som have Kjendskab til den amerikanske, men den danske synes at blive studeret i Amerika. En Patentagent derovrefra har paa en temmelig paatrengende Maade søgt at faae Raadighed over Pastor Malling-Hansens amerikanske Patent, og den Forretningsmand, der besørger Forhandlingen af den Stoles’ske Maskine, har tilbudt den danske Opfinder at bytte Patenter; de skulde herefter gjensidigt være berettigede til at bruge hinandens Opfindelser. Der er med andre Ord Noget ved den danske Opfindelse, som overalt vækker Opmærksomhed, men den er ogsaa, og da navnlig i sin nyeste Skikkelse, al Opmærksomhed værd. [2]

 

     Den optager nu kun 1/6 af den Plads, den tidligere behøvede, i det hele kun et Rum af circa 8 Cubiktommer, og den kan anbringes paa ethvert Bord; tidligere veiede den 150 Pund, nu kun 9, og paa Grund af sin simple Construction kan den saa godt som aldrig komme i Uorden. Hertil maa yderligere føies, at Enhver kan bruge den; den, som vil anvende den, behøver ingen særlig Unerviisning; det gjelder blot om at faae Sikkerhed i, hvor de forskjellige Typestempler befinder sig, saa at man uden Tøven kan anslaae dem. Er dette naaet, kan man efterhaanden drive det til at skrive indtil 5 Gange saa hurtigt som med Pennen. Allerede herved har Skrivekuglen stor Betydning, men da man ved Combinationen af flere Lag Sværtepapir og Skrivepapir kan bringe det til paa een Gang at skrive indtil 6 Exemplarer, ligesom Kugleskriften kan fremstilles saaledes, at den kan authograferes, bliver Skrivekuglen en Opfindelse, der utvivlsomt vil faae stor praktisk Betydning. Contoirer, der afsende mange skrevne Sager, kunne spare een à to Skrivere, og desuden indvinde betydeligt i Papirbesparelse. Paa et af Skrivekuglens smaa Ark i almindeligt Brevformat staaer der med Kugleskrift flere Bogstaver, end en Undersøgelse af adskillige Skrivelser fra forskjellige af vore Ministerier viser, at en Skriver gjennemsnitsviis skriver paa et Folioark. Kunde vore Ministerier frifjøre sig for den Overtro, der utvivlsomt hersker i dem til Fordel for Foliopapir og almindelig Skrift, vilde de kunde spare Betydeligt, og det Samme er selvfølelig Tilfældet med alle andre strore Contoirer.

 

 

Illustrasjonen i Illustreret Tidende fra 16. januar 1876
Og her et bilde som stammer fra Malling-Hansens datter, Johanne Agerskov. Denne unge mannen skriver også på en 1875-modell

 

 

     Professor Jüngers mechaniske Etablissement, hvis geniale Eier saa ofte har staaet hjelpende ved Skrivekuglens Fremkomst i nye og atter nye Skikkelser, tilvirker nu et større Antal Skrive- eller Vippekugler [3]; den Pris hvortil disse ville kunne sælges, vil gjøre Anskaffelsen mulig overalt, hvor der er Brug for dem. Fra Opfinderens side er Sagen herved ført til et Punkt, hvor det store Publicum vil kunne høste nytte af den, og nu er det dettes Sag at føre den videre. [4] At dette vil skee, troe vi sikkert, men vi skulle tilføie, at det for Sagens egen Skyld maa ønskes, at Tilvirkningen i bestandig større Maalestok kan voxe op under Opfinderens eget Tilsyn; hertil kræves imidlertid at det danske Publicum slutter sig livligt om Opfindelsen, thi gjør det ikke det, kunde det være , at den Malling-Hansenske Opfindelse inden lang Tid blev tilført os som udenlandsk Fabrikat. I Bew York har der allerede været inbudt til Dannelsen af et Consortium, der skulde tilvirke Skrivekugler,

 

 

                                                                                                                          C. Nyrop

 

 

 

Fotnoter:

 

 

[1] SA: Den amerikanske maskinen ble oppfunnet av tre herrer: Christopher L. Sholes, Carlos Glidden og Samuel W. Soule. De fikk sitt første patent i 1868, men solgte senere dette til investoren James Densmore, som investerte flere titalls tusen dollar i den videre utviklingen av maskinen. Først i 1873 ble den forbedrede maskinen satt i produksjon av Remingtob-fabrikken.

[2] SA: Det er noe tvilsomt om Malling-Hansen har gjengitt disse forhandlingene på en helt objektiv måte til Camillus Nyrop. Det eksisterer noen brev som Malling-Hansen skrev til James Densmore fra disse årene, og her virker det som det først og fremst er Malling-Hansen som er pådriveren for å få Densmore til å kjøpe hans patent, mens Densmore er noe mer tilbakeholden. Han gir visstnok Malling-Hansen et tilbud, som Malling-Hansen avslår fordi han synes det er for lavt. I ettertid har noen av Malling-Hansens etterkommere hevdet at Densmore, eller ”Amerikaneren” som han ofte ble omtalt som, stjal enkelte detaljer fra Malling-Hansens maskin for å forbedre sin egen. Også mekanikeren August Lyngbye, som produserte den siste modellen av Skrivekuglen, hevdet noe lignende. Hittil har det imidlertid ikke vært mulig å finne noen fakta som kan bekrefte dette.

[3] SA: Allerede denne modellen fra 1875 blir altså omtalt som ”Vippekuglen”. Man har tidligere trodd at det kun var den aller siste modellen med fargebånd og papirvalse, utviklet av August Lyngbye, som hadde denne betegnelsen – med det stemmer altså ikke. I en artikkel i den danske avisen ”Fædrelandet” fra 15. desember 1875 oppgis det for øvrig at prisen på Skrivekuglen fra 1875 var 34 Riksdaler.

[4] SA: Man kan nesten få en fornemmelse av at artikkelforfatteren hadde en forutanelse om at det ikke ville gå så godt med skrivekuglen, når han på denne måten nesten formaner det danske publikummet til ikke å svikte!

 

 

 

THE MONMOUTHSHIRE BEACON, SATURDAY APRIL 29,1876.

The Writing Ball specimen that was patented in 1875, the first tall model whithout electric batteries, but not yet with color ribbon or paper platen. It had to de used with a carbon paper. Photo: Jørgen Malling Christensen.
RMH's british agent, Sofus Emil Holten, 1836-1885. Unfortunately he didn't seem to be very successfull when it comes to the Writing Ball.

Research, transcription and comments by Jørgen Malling Christensen.

Illustrations and additional comments by Sverre Avnskog.

 

Up until now we have found surprisingly few British newspaper articles, from Malling-Hansen’s lifetime, commenting on the writing ball. As an increasing number of papers and journals from this period are being digitalized, this will hopefully change. After all we know that RMH from a very early stage directed considerable efforts towards the British market, obtaining his first British patent already May 14, 1870, just a few months after his first patent in Denmark. The first British patent was issued for “An Apparatus for writing and telegraphing” and relates to the first model of the writing ball, the box model.

 

His second British patent was awarded on March 19, 1872 for a “Mechanical writing instrument for Reporting” and relates to the Takygraf model 1.

 

Malling-Hansen’s third British patent dates from May 7, 1875: “Instrument for Writing or Printing” – the portable writing ball without ribbon.

 

Moreover, he exhibited the writing ball at the South Kensington Exposition in 1871, and according to the Danish daily Berlingske Tidende of January 22, 1872, two models of the writing ball were on display.

 

Malling-Hansen’s writing ball was also exhibited at the Yorkshire Arts and Manufacturers’ Exhibition in Leeds in 1875.

 

It is well known that RMH did not speak or even understand English, but he frequently enrolled the support of his brother Thomas Jørgen Hansen for translations of texts. Also, in London he had a Danish merchant as his agent, namely Sofus Emil Holten[1], born Sep 29 1836 and dead November 11, 1885 in Frederiksberg, Denmark. www.myheritage.dk has a good photo and some more genealogical information about him. In a letter dated January 30, 1874, to Thomas Jørgen, RMH mentions “the able Mr. Holten in London”. Technically, S.E. Holten was the owner of the British writing ball patents and he was also the official exhibitor of the RMH machines at the exhibition in 1875.

 

However, one of the few British articles is presented below in partial transcription; it is from the venerable newspaper, the Monmouthshire Beacon, which has been in continuous publication ever since 1837. At the time of this article it was a daily newspaper, but nowadays it is a weekly tabloid covering the areas of Monmouthshire, Herefordshire and Wester Gloucerstershire.

 

It is interesting to note, also, that the Beacon is copying this entire article, having snapped it up from the Times edition of April 25, 1876! The Times is a British daily newspaper based in London and has been in publication since 1785. I havn’t been able to find out how many of each newspaper were printed and read in 1876, but evidently the Times must have been a much more widespread and read publication than the Beacon.

 

SA: All though just a few British articles are known to us yet, we must not forget the two large articles in English that are published on our website already: From The Engineer, 1872 and The Illustrated Paris Universal Exhibition, 1878.

 

I will limit the transcription to the first half of the article:

 

“THE TYPE WRITER”

 

The following article, describing a most useful and highly ingenuous apparatus, is from The Times of Tuesday:   -

 

The tendency of the present age is undoubtedly to facilitate, and sometimes wholly to supersede, som of the most delicate and complex manual operations by mechanical appliances. Hence it is, perhaps, not so much a matter for wonder that the art of writing is now threatened with extinction in certain directions. Nevertheless it will appear paradoxical to assert  -  what is, however, the fact  -  that any one possessing a knowledge of spelling may now learn to express his ideas on paper in far less time than he can be taught the ordinary process of writing and to express them, too, in more distinct characters and, in the end, in about half the time. This, we need hardly state, is affected by mechanical agency, the medium being a highly ingenious apparatus, to which the name of the “Type-Writer” has been given. This machine we have recently had the opportunity of inspecting at the London depôt of the manufacturers, the Remington Sewing Machine Company, 54, Queen Victoria-Street, London.  The machine does not perform the operation of writing in the ordinary sense of the Word -  that is, by the agency of a marking implement tracing characters on a plain surface. It may rather be said to print, inasmuch as it transfers the forms of letters and figures from types to paper through the medium pf ink and by pressure, although the characters are impressed singly and successively letter by letter and line after line as in the process of writing.

 

            The notion of suspending handwriting by a mechanical process appears to have been first practically worked out by M. Foucault who, in 1855, sent to the Paris Exhibition a writing machine for the blind, in which types were pressed by pistons against carbonized paper, laid over the white paper to be written on. Subsequently, Mr. Hughes[2], Mr. Sweet[3], and Mr. Hall[4] interested themselves in the same direction, as also did Mr. Pratt[5], of Alabama, whose machine appears to be the first having a real practical value. Sir Charles Wheatstone[6] also constructed several writing machines, one of which was considered to be successful. But of all these machines none appear to have been brought into practical use as far as the public is concerned. The writing ball of Mr. Hansen, of Copenhagen, for the deaf and dumb[7], was introduced into England a few years since, and commanded general attention at the time.[8]  [9]

 

JMC: The rest of the article renders a detailed description of the Remington machine.

 


[1] JMC: Not to be confused with Carl Valentin Holten, 1818-1886, who was chairman of the Danish Polytechnical Society and who was present when – in September 1870 – RMH presented his first writing ball in public for the first time and received considerable attention from the Danish press. I have not found a family connection between Carl Valentin H. and Sofus Emil H., but I cannot rule it out.  They were not siblings, but in view of the age difference Cal Valentin could be the paternal uncle of Sofus Emil.

[2] JMC: Possibly William Hughes, credited for constructing a typewriter in 1851

[3] JMC: Possibly Hughes Sweet.

[4] JMC: Possibly the American inventor Thomas Seavy Hall, 1827-1880, whose first American patent is no 238 387 from March 1, 1881. The earliest machine I have been able to find information about is the Hall New York model from 1881, but quite possibly there could be an earlier prototype. Hall was founder of the Hall Signal Company that mainly produced railway signals.

[5] JMC: John Pratt, 1831-1905, American journalist, newspaper editor, attorney and inventor. Obtained his first American patent in 1866 for a machine he called “pterotype”. That same year he obtained also a British patent (no. 3,163 on Dec 1, 1866). A later model was awarded American patent no 81,000 in August 1868. An American patent obtained Nov 14, 1882, Pratt sold to the Hammond Company, which continued to produce and sell the machine under its own name.

[6] JMC: Charles Wheatstone, 1802-1875, British scientist versatile inventor of many different machines and gadgets, but mostly interested in telegraphy.  During the 1850s W. constructed three typewriters, but he never sought a patent for any of these, presumably because he was not satisfied with them and perhaps had the intention to develop these prototypes further.  Wheatstone actually bought one of the earliest machines by John Pratt, in 1867, when the latter was in Britain in order to promote his invention.

[7] JMC: This article may be one of the sources of the common mistake, according to which RMH primarily invented and developed his writing balls as a tool for the deaf. Even if he did produce a few machines for blind people, his clearly stated main objective was to make it possible for ordinary people to communicate and record at a faster speed.

SA: Many people has speculated about RMH's intentions with his invention, but as Jørgen writes, it is obvious from the patent text that his aim was to invent a fast speed machine that could be used by ordinary people in offices and at home. But RMH also wanted to tell how he came to the idea of making a machine for writing, and he explained in a supplement to the Danish patent text how the fast speed the deaf mutes could "speak" with hand signes led him to the idea that one could write faster with the hands on a fast machine, than with the pen and paper. He also pointed out several groups that could benefit from using a Writing Ball, and among them he mentioned blind people. Some people has obviously misunderstood RMHs information, and has drawn the conclusion that the Writing Ball was made especially for deaf or blind people. But that was not RMH's intentions. He wanted to invent a fast speed typing machine for everybody!

[8] JMC: The bold lettering is mine.

[9] JMC: What is important here is the sentence: “...and commanded general attention at the time”; this is important to note, and we need to find further documentation for this – presumably in British newspapers articles and periodical journals!


The original article.

Nordisk Boktryckeri-Tidning 1876: Notice About the Writing Ball

Transcription and footnotes by Jørgen Malling Christensen.

 

The Swedish monthly journal, issue of April 1876, page 17, quotes verbatim from her Danish sister journal ”Skandinavisk Bogtrykker-Tidende[1]” as follows:

 

Malling-Hansens Skrifkula. I Skand. Bogtr.-Tid. Skrifves härom: Skrivekuglen er i den seneste Tid intrådt i en nyt Stadium. Som det vil erindres, var det nødvendigt at have et elektrisk Batteri i stadig Forbindelse med de tidligere Skrivekugler; Urværket, der lod Papiret glide frem under Typerne, som sattes i Bevægelse af den ”Skrivende”, blev reguleret ved Hjælp af Elektromagnetisme; men nu har Opfinderen skabt en så godt som ny Skrivekugle, der kkun minder om de tidligere ved Kugletrykket, hvori Typestemplerne ere samlede. Der er ikke længere Tale om Elektromagnetisme. Den Bevægelse, den Skrivendes Anslag giver Typestemplerne, sætter tillige hele Kuglestykket i en vippende Bevægelse, en Stift bringes herved til at gribe ind i et Tandhjul, og derved frembringes den Bevægelse, der for hver Type, der anslås, fører Papiret en Types Brede frem.  Skrivekuglen er herved nået til en Form, der synes fuldkommen praktisk. Den er let at håndtere, så godt som umulig at bringe i Uorden, tager kun ubetydelig Plads op og frembringer endelig hurtigt og let den Typeskrift man ønsker, indtil 6 Exemplarer af det Samme med en Hurtighed, der kan drives til 5 Gange en almindelig Skrivendes Hurtighed.[2]

 

 

 


[1] JMC: The notice does not mention which issue it is quoting from, but presumably it is from an issue at the begining of 1876 – January, February or March.

[2] JMC: Malling-Hansen must have been extraordinarily pleased with this positive assessment of his latest version of the writing ball! His first patented model of a tall writing ball without batteries was in 1875, and this is probably that model that he exhibited in Philadelphia in 1876 – together with the tachygraf, which operated by batteries. His writing ball won first price at the exhibition!


Opfindelsernes Bog 1877 om skrivekuglen.

Dette var den nyeste tilgjengelige versjonen av skrivekuglen i 1877. Det dreier seg om den første utgaven av den velkjente, høye modellen uten bruk av elektriske batterier. Den ble først bygget i 1875, og måtte foreløpig anvende karbonpapir, da fargebånd ennå ikke var inkludert. Det kom først i 1878. Foto: Jørgen Malling Christensen.
Christian Sørensen,1818-1861, som byggede en af de første fungerende sættemaskiner i verden.
Sørensens oppfinnelse, den såkalte tacheotype. Foto: Uwe breker.

Research, udskrift og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner: Sverre Avnskog.

 

Denne tekst er fra den første udgave af det kendte værk ”Opfindelsernes Bog”, I-VII, udgivet 1877-81 af André Gregor Henrik Lütken(1843-1916), en dansk journalist, forfatter og translatør, som brugte det tyske værk ”Das Buch der Erfindungen, Gewerbe und Industrien” som model og redigerede en tilpasset dansk udgave på Forlagsbureauet i København, trykt hos Thieles Bogtrykkeri.. Værket blev uhyre populært og udbredt, og han producerede senere en anden udgave. Fra og med tredie udgave (1912-1914) overtog Helge Holst, 1871-1944, det redaktionelle ansvar, og værket kom i flere, stadig populære oplag.

 

 

 

Side 479:

 

            En anden Opfindelse, der ogsaa skyldes en Dansk, er Pastor R. M a l l i n g  H a n s e n s  Skrivekugle, der efterhaanden er fremstaaet i en bestandig fuldkomnere Skikkelse.  Typerne ere i den voxede til Stempler, der ere ordnede som Radier i en Halvkugle og kunne bevæges op og ned igjennem denne; naar de trykkes ned, springe de, drevne af en Spiralfjeder, strax efter tilbage i deres tidligere Stillinger.  Under det Punkt, som de alle træffe, naar de anslaas af den Skrivendes Fingre, findes et Farvebaand (tidligere Sværtepapir) anbragt over et almindeligt Ark Papir, saaledes at, naar et Stempel anslaas, aftrykker det sit Bogstav med Farvebaandets Farve paa det hvide Ark.  Det gjælder altsaa, for at kunne frembringe f. Ex. et Brev, blot om, at Papiret kan bevæge sig saaledes, at de Bogstaver, der efterhaanden aftrykkes paa det, at sig selv ordnes først i en Linie, det ene efter det andet, og dernæst i Linie efter Linie;  dette var i Skrivekuglens første Skikkelse naaet ved at benytte Elektromagnetismen.  Hver Gang et Stempel førtes ned, blev Strømmen sluttet, et Tandhjul blev drevet en Tand frem, og herved styredes de saakaldte ”Vogn”, hvorpaa Papiret var anbragt.  Senere er det samme naaet udelukkende ved Mekanikens Hjælp, hvorved Skrivekuglen er bleven i høj Grad simplificeret.           

 

I sin nuværende Skikkelse vil den kunne kaldes ”Vippekugle”. Den er nemlig nu konstrueret saaledes, at Anslaget, der fører vedkommende Typestempel ned, tillige meddeler hele Maskinen en vippende Bevægelse, der lader en lille Knop gribe ind i et Tandhjul, og herved er det Samme naaet, som før Elektromagnetismen udførte.  Nu er Skrivekuglens Udstrækning paa hver Led kun otte Tommer og derunder, dens Vægt er sex Pund, dens 54 Stempler have alle Alfabetets Bogstaver, Tallene og Skilletegnene m.m.  Den forfærdiges i Professor Jürgensens  mekaniske Etablissement og sælges for 300 Kroner.           

 

En Sætter kan i et Minut gjennemsnitsvis sætte 16 a 17 Bogstaver, d.v.s. 1000 i Timen og 10,000 paa en sædvanlig Arbejdsdag; Sørensen[1] kunde paa Sættemaskinen sætte indtil 8000 Bogstaver i Timen, men paa Skrivekuglen kan der skrives eller rettere sættes og trykkes endog over 25,000 paa en Time; og, naar nu Skrivekuglen kan frembringe ikke blot et, men endog flere Exemplarer af det Trykkede  -  lige saamange som Stempeltypens Tryk kan spores igjennem Lag af afvexlende et Stykke Sværtepapir og et Stykke Skrivepapir  -, da vil det være klart, hvilken betydelig praktisk Anvendelse der vil være for Skrivekuglen i dens nuværende, let handelige Form; ikke alene Stenografien og Telegrafien har Brug for den, men ogsaa i Kontorer og i Hjemmet vil den efterhaanden blive nødvendig.           

 

Skrivekuglen sætter og trykker paa en Gang; men den Sats, en Typograf sætter, maa bringes i en Presse og aftrykkes. (JMC: Her fortsætter teksten med en beskrivelse af Danmarks bogtryksindustri).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


[1] JMC: Afsnittet umiddelbart før det her citerede handler om den danske typograf og opfinder Christian Sørensen,1818-1861, som byggede en af de første fungerende sættemaskiner i verden, kaldt Tacheotype. Han arbejdede med ideen og prototypen fra 1838 til 1846, da han endelig fik finansiel støtte fra det Reiersenske Fond og kunne bygge den første maskine. Den vistes på verdensudstillingen i London i 1851. Også Constant Dirking-Holmfeld trådte til som financier og Sørensen kunne bygge en forbedret model som fremvistes på verdensudstillingen i Paris i 1855 og vandt guldmedalje. En enkelt maskine nåede at komme i brug på sætteriet på den danske avis Fædrelandet og fungerede godt, men opfinderen døde syg, fattig og ved unge år, og produktionen ophørte.


Article in The Illustrated Paris Universal Exhibition – october 5. 1878

The Danish Section at the World Exhibition in Paris, 1878

 

                                                             DANISH SECTION

 

                                                                   ________

 

 

                                  MALLING-HANSENS  WRITING BALL OR TYPE-WRITER.

 

 

This is an instrument furnished with keys which, on being lightly pressed, print the letters of the alphabet on paper. It possesses many advantages over the ordinary method of writing with a pen. It is easier to work, its use is not injurious to health, a most important point, and it is less likely to offer any interruption to the writer’s train of thought.

 

 

     The writing of this instrument is easy to read, clear, distinct, and exceedingly accurate.

 

 

     Any kind of paper may be used, and as many as ten copies made at once. Further copies can also be obtained by means of an ordinary copying press, or by transferring the writing by lithographic process to stone; the number of copies obtainable is really indefinite, and may be estimated by thousands.

 

 

     A further advantage of this instrument is that it presents no practical difficulties to be surmounted by the beginner; any one can use it. After a few trials the learner will be able to write with it as easily as with a pen, and, with a little practice, three or four times as quickly. It can be utilised for every kind of writing excepting, of course, in books, and may even be worked by those persons to whom penmanship is difficult or even impossible; and in this category we may mention those whose sight is defective or who are even entirely blind. To such as are afflicted with writer’s cramp, or whose hands, either from excessive nervousness, age, palsy, or other infinities are unsteady, this instrument will be found an immense boon.

 

 

     Children can use this machine with ease and advantage, and it may be employed at home for private correspondence, whiled the extraordinary celerity with which it writes renders it most especially useful to authors, mercantile or other correspondents, telegraph clerks or stenographers. It may be employed most advantageously in both private and public offices, and at times when the ordinary mode of writing would be difficult if not impracticable, as, for instance, on board a vessel at sea in rough weather, or even in a railway carriage.

 

 

These are the two different models of the writing ball exhibited in Paris in 1878. Above the model for use of ordinary paper. Copyright: Museu de la Tècnica de l'Empordà
This model was designed for writing on paperstrips, for use in telegraph offices. Copyright: Sverre Avnskog

 

 

     The Writing Ball is not more than six inches in height, and weighs, with all its appliances, only six pounds. It is constructed mainly of brass, and combines solidity and simplicity. It has 54 keys which comprise all the letters of the alphabet, the punctuation marks, the numerals, besides other signs. In addition to the instruments of this kind made for writing on ordinary paper, others are made adapted for use on telegraph slips.

 

 

     This new invention is attracting great attention at the Paris Universal Exhibition. Although the Danish section is situated in a rather secluded spot, and the ball has no prominent position, it is daily visited by great crowds of attentive and surprised spectators. There are four such instruments exhibited – three for writing on paper of ordinary kinds, and one for writing on slips of paper used for the Morse Telegraph. An English telegraph official, who speaks several languages, is in attendance to explain the mechanism of the instrument. He is indefatigable in working it, an in answering questions put to him. One of the instruments is before him, both his hands cover a small claviature in form of one half of a ball. Upon this are seen the 54 keys, which are being pressed in quick succession by the operator. The writer rarely looks at the instrument, which, as observed above, can be worked by a blind man. At each pressure upon one of the keys the instrument is seen oscillate slightly. By this motion the paper is being moved forward. With regard to the rapidity of the working, it should be observed that a common copyist, who is to write characters readable by everyone, wants one second for every second and a half. With this apparatus, however, six letters per second may be written, and if the writer knows by rote what he is to write he can write from ten to twelve letters in a second.

 

 

     The Writing Ball was invented, and has been brought to its present state of perfection, by Mr. R. Malling-Hansen, director and chaplain of the Royal Deaf and Dumb Institute, at Copenhagen. It was patented in England in May, 1870, and in the month of October of the same year the inventor produced the first apparatus. 1)

 

 

     Since 1872 the Writing Ball has been known as an instrument capable of writing more quickly than a pen. At that time even, the instruments introduced in London by Mr. Holten far surpassed the pen in rapidity of working. The Writing Ball, however, was not readily adopted, partly by reason of the high price, £100 (now only £17), and partly because an electric machine was necessary, and this was difficult to keep in order. Besides, the apparatus, which now only weighs 3 kilos (about 6 lb.), was at that time much heavier.

 

 

     In the year 1875, a quick writing apparatus, designed by Mr. L. Sholes in America, manufactured by Mr. Remington, was introduced in London. This machine was superior to the Malling-Hansen writing apparatus; but the writing ball in its present form far excels the Remington machine. It secures greater rapidity, and its writing is clearer and more exact than that of the American instrument. The Danish apparatus has more keys, is much less complicated, built with greater precision, more solid, and much smaller and lighter that the Remington, and, moreover, is cheaper. The task of producing a machine to replace and excel the pen has occupied the minds of the greatest inventors. The late Sir Charles Wheatstone bestowed many years of labour upon the subject. It appears that the question has now been solved in an excellent and satisfactory manner by the Danish machine, which seems destined to have a great future. 2)

 

 

     Professor Holten, Director of the Polytechnic Academy and Professor at the University of Copenhagen, has expressed an opinion to the effect that the Hansen instrument is far superior to the American Type-Writer by reason of its portability, the ease with which it is worked, its regularity of action, simplicity of construction, and noiseless movement. A very flattering testimonial has likewise been received from Herr J. H. Wolff, Imperial German Consul at Calshavir.

 

 

     The first prize medal at the Northern Exhibition of 1872, a prize medal at the Vienna Exhibition, the Danish gold medal for merit, and the Austrian gold medal “pro literis et artibus” have been awarded to this instrument, the inventor of which has also received the cross of the Swedish order of Vasa. 3)

 

 

     The price of the “Skrivekugle” complete, is £17. Orders should be addressed to Mr. Duh at the Exhibition (Danish Section), or to Ritzau’s office, 26, Kjobmagergade, Copenhagen, K., the director of which office has become co-proprietor of the patent.

 

 

     A silver medal has been awarded to the exhibitor, 4) notwithstanding that, but for the exceptional novelty of the invention, he should have been excluded from the consideration of the jury, in consequence of the late period at which the writing ball reached the Exhibition.

 

 

 

Footnotes:

 

1) SA: The exact date on which the first Writing Ball was presented to the Danish press, was September 8. 1870. Already the next day reviews was brought in Danish newspapers.

2) SA: Many nice words and prizes was given to the Writing Ball, but unfortunately it lost the commercial competition – it the long run it was the Remington machine and similar machines that won the market – unfortunately. But, as is clearly stated in the article above – it was not because of the Writing Balls quality, which was considered much higher than that of the Remington machine.

3) SA: In addition to the above mentioned prizes, the Writing Ball also was awarded the 1. prize medal at the Philadelphia Centennial in 1876 and at the Scandinavian Art, Agricultural and Industrial Exhibition in Copenhagen in 1888. Mr. Malling-Hansens also received the Danish Order of Danebrog.

4) SA: It is correct that the Writing Ball received a silver medal at the Paris Exhibition, but this was in the category “educational apparatus for blind people”. In the category “fast speed writing machine” the ball received a gold medal.

 

 

 

This is how the Writing Ball was presented in a folder at the Paris Exhibition. Much of the text is similar to that in the article above. If it is the article-writer who has used the text from the brochure, or if it is the other way around, we don't know!
The original article

Le Sphérographe de Monsieur Malling Hansen, Copenhague, 1878

L’Exposition Universelle, Paris 1878. Section Danoise.

 

Le Sphérographe de Monsieur Malling Hansen, Copenhague.

 

Machine écrivant et imprimant em Même temps, munie de toutes les touches nécessaries à la reproduction sur feuilles de toutes sortes de papier, des lettres, chiffres, ponctuations et signes necessaries à la langue de chaque pays. Les Dimensions de ce bel instrument ne dépassent pas 21 Cent et son poids n’excède pas 3 Kil. L’on peut donc facilement s’en server chez soi et surtout en voyage, où il est d’une grande utilité.     L’instruction préalable que nécessite l’emploi de la machine s’obtient en peu de minutes, et l’on peut tirer jusqu’à dix exemplaires à la fois. La vitesse de la machine surpasse 3 ou 4 fois celle de la plume.

 

   Outre le Sphérographe ordinaire il y en a d’autres qui écrivent sur le rouleau de papier télégraphique.

 

   Le Sphérographe est honoré de la première médaille à l’exposition scandinave 1872 et de la première médaille dites “die Fortschrittsmedaille” à l’exposition de Vienne. L’inventeur est décoré de la médaille Danoise “pour le mérite” en or, de la médaille Autrichienne “pro litteris et artibus” en or et de la croix de chevalier de l’ordre Suédois de Wasa.

 

Son prix est de 425 fr.

 

    Adresser les ordres à M. Duch à l’Exposition, Section Danoise, ou au Bureau Ritzau, Agence télégraphique, rue Kjøbmagergade 26.  Copenhague, K.

 

 

 

Frederiksstad Tilskuer 1878.08.22 om skrivekuglen.

"Denne Maskine vil udrydde Skrivelærerne . . . og Blækklatterne. Den udretter 3 Gange saa meget som en Pen, og man kan ved hjælp af den paa en Gang udføre 10 Exemplarer af et Brev;..."

[1] Research, udskrift og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

 

Det norske blad formidler her en levende og yderst positiv beskrivelse af, hvordan en fransk journalist og redaktør oplevede skrivekuglen. En fremragende reklame for Malling-Hansen!

 

            Malling Hansens Skrivekugle gjøres i L’Europe diplom[2]. af Emile Réaux til Gjenstand for følgende Omtale:”Da jeg igaar gik gjennem den danske Afdeling af Verdensudstillingen, lagde jeg Mærke til en Sammenstilling af Mennesker. Jeg nærmede mig. Jeg spørger, hvad interessant der er at se.  -  ”En Skrivemaskine”, svarer han mig.  – ”En Skrivemaskine”, tænkte jeg ganske højt, idet jeg søgte at gjøre mig klart, havd det kunde være.”Det er noget for mig, der skriver saa daarligt at Sætterne ønske mig . . . blandt alle Paradisets Hellige.”  -  -  ”Saa kom da”, sagde Opfinderen til mig;  ”De dikterer deres Artikel, og Maskinen nedskriver den.”-  Opfinderen er en ung Mand[3], der for nogle Dage siden kom fra Danmark. Hans Navn?  Jeg spurgte ikke om det. Og Hvorfor skulde jeg det? Imorgen er han verdensberømt. Jeg dikterer altsaa. Ordene føier sig til Linier, Linie følger efter Linie, og naar Siden er Fuld, bliver den blot ved et tryk paa en Knap erstattet af et hvidt Blad.  Det er mærkværdigt og saa meget mere praktisk, som denne Maskine neppe optager mere Plads end en Naalepude.  Man spiller paa dette lille Instrument ligesom paa et Piano, hver Tangent bærer en af Bogstaverne i Alfabetet, et Interpunktionstegn eller et af de simple Taltegn;  et Tryk med Fingrene er nok til at reproducere paa Papiret Bogstaver, Interpunktionstegnet eller Taltegnet.  Denne Maskine vil udrydde Skrivelærerne . . . og Blækklatterne.  Den udretter 3 Gange saa meget som en Pen, og man kan ved hjælp af den paa en Gang udføre 10 Exemplarer af et Brev;  man kan saaledes altid af sin Korrespondance have en Kopi, der er bleven til samtidig med Originalen.  Det lille danske skriveapparat vil snart findes paa alle Skriveborde.”

 

____________________

 

 


[1] JMC: Frederiksstad Tilskuer var et norsk dagblad, udgivet i Frederikstad i perioden 1867-1912. Avisens første redaktør var Jørgen Flood Sandberg.

[2] JMC: Emile Réaux, 1836-1896, var redaktør af dette tidsskrift som betegnedes som ’gazette international’.

[3] JMC: Det var naturligvis ikke Malling-Hansen som demonstrerede skrivekuglen for M. Réaux og de andre besøgere ved verdensudstillingen i Paris 1878; det var en assistent ved navn A. Duch som var telegrafist på det Store Nordiske Telegraph-Selskab, og som Tietgen velvilligt havde stillet til Malling-Hansens rådighed! Duch havde altså orlov og kunne derfor rejse ned med de fire skrivekugler og fremvise dem. Den unge mand var begavet: han skrev hurtigt og sikkert, og desuden kunne han forklare deres funktion og mekanismer på flere forskellige sprog.


Hedemarkens Amtstidende 1878.09.25 om skrivekuglen i Paris.

Slik så gullmedaljene fra Paris-utstillingen ut. Det er ikke RMHs medalje. Den ble stjålet fra familien under et innbrudd for få år siden. Foto: Dieter Eberwein.

[1] Research, udskrift og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Kommentarer og illustrasjon ved Sverre Avnskog.

 

JMC: I denne artikel får vi to interessante oplysninger, nemlig at de fire skrivekugler som Malling-Hansen deltog med på verdensudstillingen i Paris i 1878 ankom forsinket! Ikke desto mindre belønnedes en af skrivekuglerne faktisk med den højeste udmærkelse – en guldmedalje! – og ikke sølv, som avisen her fortæller.Den anden information er at den franske lotterikommission åbenbart prøvede en af maskinerne og fik et yderst positivt indtryk af den!

 

SA: RMH stilte i to klasser med sine skrivekugler. Han fikk en gullmedalje for skrivekuglen som hurtigskrivemaskin, og en sølvmedalje i klassen for undervisningsapparater for blinde. Jeg mistenker at den sølmedaljen som omtales her, er den som ble tildelt i klassen for undervisningsapparater. I følge RMHs egne brev, ble det nemlig ikke klart før den trettende oktober at han var belønnet med en gullmedalje. Vi må vel for øvrig si at vi ikke vet med hundre prosent sikkerhet hvilke fire skrivekugler som var utstilt. Men sikkert er det at den ene var den nye skrivekuglen med fargebånd, mens den andre var den lille skrivekuglen på trefot som skrev på papirstrimler. Det er sannsynlig at de to siste var skrivekugler med blindeskrift på tastaturet, henholdsvis en med braille- og en med moonalfabetet. Kanskje kan dette være noe av grunnen til at det har spredd seg den misforståelsen at skrivekuglen var et hjelpemiddel for blinde? Men RMH understreket selv at skrivekuglen var en hurtigskrivemaskin for alle.

 

            Pastor Malling-Hansens Skrivekugle, der paa Pariserudstillingen blev udstillet saa sent, at den efter Reglerne slet ikke kunde komme i Betragtning ved Uddelingen af Medaljerne, har, efter hvad der meldes fra Paris, i disse Dage erholdt Sølvmedalje. Havde Maskinen været tilstede i rette Tid paa Udstillingen, kan det anses for afgjort, skriver ”Dag.Nyh[2].” at den vilde være bleven hædret med Guldmedalje, saa meget mere som forskjellige franske institutioner, deriblandt Lotterikommissionen, der have haft Leilighed til praktisk at gjøre sig betjent med den have fældet de mest smigrende Domme om den.

 

_______________

 

 


[1] JMC: En norsk avis, udgivet i Kongsvinger fra 1846 til 1959.

[2] JMC: Dagens Nyheder var en dansk avis, grundlagt 1868 og oprindeligt udgivet af bladgruppen De Ferslewske Blade. I perioder bar den navnet nationaltidende. Sidste nummer udkom den 3 september 1961.


Hedemarkens Amtstidende 1878.10.25 om skrivekuglen og guldmedaljen i Paris.

En sølvmedalje fra verdensutstillingen i Paris. Foto: Dieter Eberwein.

[1] Research, udskrift og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Kommentarer og illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

 

JMC: Malling-Hansens deltagelse i verdensudstillingen var blevet forsinket, og det forlød tidligere at den ”kun” skulle præmieres med en sølvmedalje på grund af forsinkelsen. Her får vi også interessante detaljer om bestillinger fra forskellige lande.

 

SA: Det er vanskelig å vite med sikkerhet om informasjonen om at RMH først var innstilt til en sølvmedalje, som senere ble forhøyet til en gullmedalje, virkelig er riktig, fordi dette er den eneste kilden til denne opplysningen. RMH fikk jo både en gullmedlaje og en sølvmedalje ved utstillingen, som varte fra første mai til tiende november. RMHs skrivekugler ble ikke sendt fra København før niende juli, så det er i hvert fall riktig at de ikke ankom utstillingen før nærmere to måneder etter at den åpnet. I et brev til sin bror den trettende oktober skrev RMH følgende til sin bror, Thomas Jørgen Hansen:

 

"Kjäre gode broder. Saa fik jeg da bugt med dem. igaar aftes – SAMTIDIG med at det allerede stod i berlingske – fik jeg et NYDELIGt brev fra udstillings-präsidenten, lehnskreve holstein, der er her i byen, hvori han gratulerede mig til guldmedaillen, hvorom han havde faaet telegrafisk meddelelse fra paris. jeg reiser i aften igjen til skjelstrup for atter at tale med grev knuth, der vil tage deel i muliggjörelsen af en fabrication. jeg tänker, at man nu igjen har faaet amerikaneren sat op fra sölvmedaillen til guldmedaillen."

 

Det virker altså som det var en del frem og tilbake vedrørende Remington-maskinens medalje, og RMH beklager seg over at den kanskje igjen er satt opp til en gullmedalje. Medaljene var altså bestemt allerede i oktober, selv om utstillingen varte helt til tiende november.

 

 

Malling-Hansens  Skrivekugle, hvis Præmie paa Pariserudstillingen er blevet forhøiet til en Guldmedalje, vækker stadig de Besøgendes Opmærksomhed, og den, som er tilstede for at forevise den er i idelig Virksomhed. I det ene udenlandske Blad efter det andet finder Maskinen rosende Omtale og fremhæves stærkt fremfor de amerikanske Maskiner, som man i sin Tid var tilbøielig til at sætte over den, indtil den blev fremstillet i sin nuværende simplere Form. Praktisk viser Virkningerne af Maskinens Udstilling sig deri, at der indløber ikke saa faa Bestillinger paa den; den forfærdiges i Prof. Jürgensens (forhen Jüngers) Etablissement i Kjøbenhavn og koste 300 Kr.  De er nemlig i de sidste 6 Uger bestilt 9 til Danmark, 7 til Frankrige, 2 til Sverige, 2 til Norge, 3 til England, 2 til Bøhmen, 1 til Ungarn, 1 til Ægypten og 10 til Paris, ialt 40.

 

 


[1] JMC: Se også notitsen i Hedemarkens Amtstidende af 25 sept 1878 samt Frederiksstad Tilskuer af 22 august 1878 om samme emne.


La Marine a l'Exposition Universelle de Paris 1878

OUVRAGE PUBLIÉ PAR ORDRE DE M. LE MINISTRE DE LA MARINE ET DES COLONIES, Paris 1879[1]

 

 


[1] JMC: À L’exposition Universelle de 1878 à Paris, Malling-Hansen a presenté quatre différent models de la sphere écrivante, deux désquelles sont rendu dans la notice d’information sur la Section Danoise.  Il a gagné la Médaille d’or, pendant que la machine à écrire Sholes e Glidden, produite par Remington a gagné seulement la Médaille d’argent.  Aussi, Malling-Hansen a gagné la médaille d’argent pour la sphere écrivante comme un util éducatif pour les aveugles.

 

II. MACHINES A ÉCRIRE

 

L’intérêt qui s’attache à réduire, autant que possible, le nombre des employés des diverses administrations, ou plutôt à ne pas l’accroitre pour suivre l’augmentation, malheureusement incessante, des écritures, nous amène à examiner les machines à imprimer existant à l’Exposition et qui pourrait être utilisées das les bureaux.

 

L’appareil sténophonographique italien, quoique très ingénieux et pouvant rendre sans doute des services pour la sténographie, ne répondrait pas au but que nous avons en vue. C’est une sorte de piano à vingt touches, actionnant par un renvoi de mouvement un pareil nombre de poinçons présentant chacun une certaine empreinte, et placés l’un à côté de l’autre au centre de la machine. Une bande de papier d’environ quatre centimètres de largeur s’avance lentement sous les poinçons et reçoit de ceux-ci, suivante la touche pressée, un trait qui correspond à un son déterminé.  L’appareil enregistre donc, par une sorte d’écriture sténographique qu’il faut ensuite traduire en écriture ordinaire, non des lettres, mais des syllabes. Un écrivain exercé suit très  facilement une lecture rapide; on prétend que l’on atteint une vitesse de 180 mots par minute.

 

Les quatre machines à écrire exposées offrent un reel intérèt; ce sont: la machine Remington, dans les sections autrichienne[1] et américaine; la machine Malling Hansen, dans la section danoise; la machine Alisoff[2], dans la section russe; enfin, la plume électrique Edison, dans la section américaine.

 


[1] JMC: Il paraît que Remington avait un brevet dans l’Autriche aussi?

[2] JMC: Michael Alissoff, un russe de Saint Petersbourg,  avait une patente americain numéro 231,517 de l’août 24, 1880 d’une “copying pad”. Ce dispositif avait aussi patentes dans la Belgique (1879), en France (1879), dans le Russe (1879) e dans l’Angleterre (1880). Essentiellement, c’est une méthode pour faire des copies d’écriture.

Machine de M. Remington, 1874
President of the Remington factory, Philo Remington
The Remington factory in New York, 1874

La machine de M. Remington (fig. 98) est une boîte de 0m;, 40 environ sur chacune de ses dimensions. Un clavier horizontal porte, sur quatre rangs, quarante-quatre touches correspondant à l’alphabet, aux chiffres et aux signes de ponctuation; chacune d’elles actionne, au moyen d’une bielle, le manche d’un marteau métallique formant levier et terminé par un caractére d’imprimerie; ces leviers sont disposés, suivant les génératrices d’une surface conique, de telle sorte que, losque la queue du marteau est entrainée par la bielle, le caractère vient toujours frapper au centre du cercle formé par les axes des leviers. Le papier est placé sur un rouleau entrainé dans le sens de son axe par un déclic, mis en mouvement chaque fois qu’on agit sur une des touches;  au moyen d’un levier spécial, on effectue, après chaque ligne, le déroulement du papier, et l’on ramène le rouleau à sa position primitive. Un ruban de soie, imbibé d’encre, passe entre les caractères et le papier er sert à produire l’impression (fig. 99).

 

La description détaillée de cette machine, qui vaut 550 francs, se trouve dans le numéro de février 1878 du Bulletin de la Société d’encouragement; elle donne, surtout avec les derniers perfectionnements qui y ont été apportés, de très bons résultats; une personne très exercée écrit 300 lettres à la minute, le double de ce que peut faire un calligraphe; après peu de temps d’exercice, on écrit 200 à 220 lettres. Un mois suffit pour former un óperateur habile.

 

Machine de M. Remington, 1878
The Remington typewriter was originally invented by Christopher Sholes, 1819 – 1890...
...and Carlos Glidden, 1834-1877...
...and it was developed by investor James Densmore, 1820-1889
The patent model of the Sholes-Glidden machine from 1868

Machine de M. Malling Hansen.

 

La machine danoise de M. Malling Hansen (fig. 100) présente la forme d’une pelote, et a, dans ses dimensions actuelles, 13 c. de diamètre, 1m;,20 sur 0m;,22 de base e 0m;,25 de hauteur; des pistons poussent directement les poinçons porte-caractères qui viennent frapper au sommet du cône formé par les poinçons; de papier, enroulé sur une carcasse cylindrique, est animé à chaque lettre nouvelle d’un mouvement de rotation autour de l’axe du cylindre; dès qu’une ligne est terminée, un petit levier permet de faire avancer la carcasse cylindrique. Les appareils exposés, coûtant 425 fr., ne peuvent imprimer que sur une largeur de 0m;,14, mais on construit en ce moment à Copenhague des appareils pour papier-ministre, coûtant, paraît-il, le même prix.

 

Cette machine parait un peu moins rapide que la machine Remington; les pistons, très rapprochés, produisent peut-être une certaine difficulté pour prendre l’habitude du fonctionnement, mais l’appareil offer l’avantage d’un prix un peu moins élevé.

 

 

Machine de Rasmus Malling Hansen
Malling-Hansen exhibited four models in Paris 1878; The traditional tall model, photo Uwe Breker...
...Writing ball for paper strips, photo Sverre Avnskog...
...Writing ball with braille alphabet, photo Jørgen Malling Christensen...
...and Writing ball with moon alphabet, photo Peter Pluntky

Machine de M. Alissoff.

 

L’appareil de M. Alissoff (fig.101)[1] est une véritable machine à impression, disposée de manière à pouvoir disposer de six alphabets complets, ou de quatre alphabets, des chiffres et des signes d’imprimerie les plus nécessaires.

 

Supposons tout d’abord qui’il n’y ait qu’une seule série de caractères;  une mannettes mobile sur une sorte de cadran télégraphique entraìne un cylindre portant les caractères et arrête, à la génératrice supérieure du cylindre, la lettre que l’on veut imprimer; en mème temps, avec une pédale, l’opérateur abaisse le rouleau porte-papier et imprime la lettre. Le rouleau, en s’abaissant, tourne d’une certaine quantité, variable selon la largeur de la lettre que l’on va imprimer;  pour cela, l’axe de la mannette porte un cylindre garni de petites chevilles, d’autant moins haute que la lettre correspondante est plus large. Le mouvement de pédale qui fait tourner le porte-papier entraìne en mème temps un levier portant à l’extrémité un  butoir; dés que celui-ci recontre la cheville inférieure, dont la saillie correspond au caractère qui se trouve dans ce moment à la partie supérieure, le mouvement d’entraînement du cylindre est déclanché, et celui-ci s’arrète.

 

Pour que l’on puisse employer les six séries de caractères, la mannette et les cylindres sont mobiles perpendiculairement à l’axe du rouleau porte-papier et peuvent occuper six positions, de telle sorte que l’arète inférieure du cylindre se trouve au-dessus d’une quelconque des séries de caractères.

 


[1] JMC: Paraît être une linotype plutôt qu’une machine à écrire.

"M. Alisoff, a Russian inventor, exhibited an admirable type-writer, which excels all contrivances of its kind, in the variety of characters that can be used and in the neatness of the impression, and the mechanical adjustment, but does not admit of the rapidity of the American machines exhibited." Adler states of Alissoff: "A Russian inventor by this name designed and built a type wheel machine, patented in France in 1872.... An example was exhibited at the Philadelphia Exhibit in 1876 where it competed with the recently introduced Sholes and Glidden model made by Remington. It won this particular competition, receiving eloquent commendation in the official reports for the beauty of its construction and design while the American machine, which was crude by comparison, was not even mentioned. History can make judges look foolish and one can only assume that they were swayed by the superior quality of the construction since the details of the design were somewhat clumsy and anachronistic. The letters of the alphabet, upper and lower case, were displayed on a circular index and selected by means of a handle attached to a type wheel."
Machine de Alissoff
Alissoff USPatent

OBJETS DIVERS

 

A, Roue à manottes. – B, Cadran. – C, Cylindre portant les caractères. – D, Cylindre portant les chevilles règlant l’écariement des lettres. – E, Levier limitant la rotation du cylindre porte-papier. – F, Arbro de commande du mouvement de rotation du cylindre. – G, Mécanisme de translation du cylindre. – H. Cylindre porte-papier. – I, J. Rouleaux d’impression. – K, Roulette. – L. Mécanisme de déplacement des cylindres.

 

Dès qu’une ligne est terminée, un timbre avertisseur résonne, e l’on fait avancer à la main le rouleau porte-papier au moyen d’une vis sans fin.

 

L’encrage des caratères se fait par des rouleaux, et, pour éviter d’encrasser ceux qui ne servent pas, une petite roulette est interposée entre les deux rouleax, de manière à ne couvrir d’encre que la bande correspondant aux caractères dont se sert.

 

Cet appareil offre l’avantage d’employer l’encre d’imprimerie; quand l’impression est terminée, on saupoudre l’encre d’une poudre de bronze, et l’on peut, au moyen d’une simple presse à copier, obtenir de suite 20 à 25 épreuves. Il est très facile de faire les corrections en découpant et remplaçant sur l’original les passages erronés.

 

Des expériences faites à St-Pétersburg avec des soldats ont montré que l’apprentissage des hommes appelés à se servir de cet instrument était très simple, mais on n’obtient pas une vitesse aussi grande que celle des autres appareils. D’autre part,  l’avantage de disposer de plusieurs corps de caractères, celui plus important de pouvoir tirer un assez grand nombre d’épreuves, sont très appréciables.

 

Le prix de cet apareil, avec quatre séries de caractères, serait d’environ 800 fr.

 

Plume électrique d’Edison.

 

La plume électrique, enfin, due à l’esprit inventif d’Edison[1] (fig. 102), est un appareil qui ne remédie pas au manque d’habileté calligraphique des écrivains, mais que leur permet d’obtenir en peu de temps un très grand nombre de copies d’une circulaire, reproduisant l’ecriture et la signature.

 

Cet appareil se compose d’un tube tenu à la main comme un crayon, portant `la partie supérieure un petit appareil électromagnétique imprimant à un arbre un  movement très rapide. Cet arbre actionne, au moyen d’une came, une aiguille traversant le tube et donnant cent cinquante battements par seconde; en promenant l’aiguille sur une feuille de papier reposant sur du papier buvard, on la perce d’une infinité de trous très rapprochés. Si l’ont vient ensuite à appliquer ce papier ainsi préparé sue une presse au-dessus d’une feuille blanche et qu’on passe dessus un rouleau enduit d’encre, celle-si traversera les trous et donnera un fac-simile des caractères tracés avec l’aiguille.

 

L’appareil électro-magnétique par une pile Bunsen à deux éléments, pourvue d’un dispositif permettant de retirer les plaques métalliques quand on ne s’en sert point; les fils conducteurs sont renfermés dans un cordon flexible, que ne gène en rien le mouvement de la plume.

 

On parvient avec un peu d’habitude à écrire aussi vite qu’avec une plume ordinaire, et l’on tire ensuite 200 épreuves en une  heure. Le meme cliché peut server, dit l’inventeur, pour 6000 exemplaires.

 

Cet instrument, qui est utilisable non seulement pour l’écriture, mais encore pour le dessin, pourra sans doute render de très grands services.

 

 

 


[1] JMC: Thomas Alva Edison, 1847-1931, inventeur et industriel américain, revendiquent le nombre record de 1093 brevets. En 1878 La France le décore du grade de Chevalier de la Légion d’Honneur.

 

Plume électrique de M. Edison
Thomas Alva Edison, 1847-1931, inventeur et industriel américain

PARIS: EXPOSITION UNIVERSELLE DE 1878. Groupe VI, Classe 61. Rapport par M. Joseph Levy

THIS IS THE SECOND PAGE OF THE EXHIBITION REPORT;
(Transcription and footnotes by Jørgen Malling Christensen og Sverre Avnskog)

 

PARIS: EXPOSITION UNIVERSELLE DE 1878

 

                                                                                                                     

EXPOSANTS.

                                                                                                En 1867     En 1878

1º   Machines servant à fabriquer et à encarter les épingles        
de toilette, à fabriquer les épingles à cheveux, les aigulles
de bonneterie, les pointes de Paris, les clous à ferrer les
chevaux.....................................................................        “[1]               4

2º   Machines à fabriquer les suspensions en fil métallique, 
les pince-linge, les chaînettes.......................................         “                   5

3º   Machines à confectionner les brosses, les balais, etc., les
peignes......................................................................        5                   5

4º   Machines à décrotter et à cirer les chaussures...........         “                   4

5º   Machines servant à la fabrication des boutons, à la pose
de oeillets et de ferrets métalliques................................         3                  7

6º   Presses à estamper, à découper; balancier; moutons;
laminoirs gravés, unis, à gorges, à faire les boîtes de con-
serves; calandres.........................................................         3                 10

7º   Machines e outillage servant à la fabrication des
cartouches et des briquets.............................................         “                   3

8º   Machines pour confectionner les enveloppes de lettres,
les cornets et sacs en papier, les boîtes en carton, les cols et
manchettes en papier...................................................          2                  6

9º   Machines à écrire, à sténographier, à contrôler la
numéraire; machines à voter.....................................          “                   6[2]

10º  Outillage pour la fabrication des anches d’instruments
de musique, des manches de violin..................................         “                  1

11º  Machines à empaqueter et outils à plomber les
marchandises...............................................................         “                   2

12º  Machines et outils pour la reliure..............................         1                  7

13º  Outillage er procédés de la fabrication des objets d’hor-
logerie, de bijouterie, d’orfèvrerie; outils de graveurs, outils
de précision, etc............................................................        11                35


                                                           A reporter............               25               95[3]

 

 


[1] JMC: The sign “  means ‘zero’ in this context.

[2] JMC: At least 2 of these 6 items were Malling-Hansen writing balls. One other was the Sholes & Glidden typewriter produced by the Remington factories. Malling-Hansen was very proud to obtain the first prize in gold for one of his writing balls, while the Remington was assessed lower in ranking and got a silver medal. We know from RMHs correspondence that he exhibited 4 writing balls, and it is quite possible that one was with Braille and another one with the Moon alphabet, because he also got a silver medal for the writing ball as an educational tool for blind people.

[3] JMC: The comparison between the number of exhibits in each category at the world exhibition in 1867 and then 11 years after – in 1878 – is actually very useful and telling. It reflects, of course, the strong momentum of technical innovation and inventiveness during this period of economic history when small-scale handicraft production was gradually being taken over by larger-scale machine and factory production on an industrial scale. This is also one of the key elements when we compare the Malling-Hansen writing ball and the Remington typewriters: whereas the former remained a laboriously and meticulously hand-made object – of great beauty, ingenuity and showing incredible skill – the Remington entrepreneurs quickly set up a large-scale factory production, knowing that there was already a market for it.
SA: Actually, the Remington factories were also very much in doubt whether the typewriter production would be profitable, and Densmore  and his partner G.W.Yost, who had come onboard at this point in time, had to endure rather demanding negociations in order to convince Remington. Eventually he did agree to produce a limited number, provided that Densmore would be able to put up a certain guarantee in terms of a financial deposit. The machine was marketed as from 1874, however the sale was rather sluggish during the initial years, and the machine did not attract very much attention. At the Centennial Exhibition in Philadephia in 1876 the Remington machine was practically neglected, whereas the writing ball won a gold medal.It was only when the second Remington model was launched in 1877 that the sale began to acquire a certain momentum. It was commonplace for producers to inflate the numbers of machines sold in order to stimulate sales, and it is frequently alleged that the “type-writer” sold in the thousands from the very first start.  A more realistic assessment is that around 1600 machines of the first model were sold in the course of 10 years. Hence, the writing ball was doing very well, compared to the Remington-machine, for quite some time. However, in the 1880s, when the typewriter-sales really began to take off, Malling-Hansen’s focus had shifted to something else, namely his scientific research. I believe this accounts for much of the reason why the writing ball lost out in the competition. The marketing stopped almost completely when Malling-Hansen stopped sending the writing ball around the world for industrial exhibitions and also desisted from travelling  and promoting it abroad. After around 1880 the Americal machines were totally dominating the market and without competition internationally. Things could have been very different if Malling-Hansen had continued to promote his writing ball with the same amount of energy and dedication as in the 1870s.

 

The cover of the report
The second page in original

PARIS 1878 EXPOSITION UNIVERSELLE, RAPPORT P.105-114

 

MACHINES À ÉCRIRE, À STÉNOGRAPHER, À CONTRÔLER LE NÚMERAIRE, À VOTER.

 

Machines à écrire.

 

Les machines à écrire quie figurent dans la classe 61  étaient au nombre de trois. On peut aussi ranger dans cette catégorie la machine  à enregistrer les reçus : the cash recording machine.

Ces machines, sauf celle que a été étudiée plus spécialement pour servir à la correspondance des aveugles[1], ont été imaginées en vue de substituer à la plume des appareils qui, entre autres avantages, doivent permettre d’atteindre, sans fatigue, une vitesse supérieure à celle qu’on obtient ordinairement avec la plume, tout en donnant une écriture lisible et en permettant la reproduction d’un grand nombre de copies par les moyens ordinaires du copie-de-lettres.

Nous allons d’abord examiner la machine à écrire : the typewriter, exposée dans la section américaine.

 

Nous avons été émerveillés de l’extrême agilité avec laquelle les jeunes personnes qui faisaient la démonstration écrivaient avec la machine, soit sous la dictée, soit en copiant. Nous avons même fait cette expérience d’écrire en même temps que l’une d’elles deux out trois phrases quie lui étaient tout à fait inconnues ; nous avons commencé en même temps. C’était, on le voit, une sorte de course à la plume. Eh bien, la copie écrite avec la machine était terminée alors que nous avions écrit seulement les deux cinquièmes de la tâche commune ![2]

 

En tenant compte de l’hésitation bien naturelle de l’opérateur, peu au courant de notre langue (le français), on peut dont sans exagération estimer que la copie avec la machine aurait pu être faite au moins deux fois plus vite qu’avec la plume.

 

Nous allons essayer de faire comprendre aussi bien que possible le fonctionnement de cette ingéniuse machine.

 

L’écriture est obtenue sur la machine au moyen de clefs ou touches disposées sur 4 rangs parallèles, de chacun 11 touches. Ces clefs peuvent être manoevrées indifféremment ou simultanément par les doigts de l’une ou l’autre main de l’opérateur.

 

Sur chaque touche est imprimée, bien à la vue, la lettre ou le caractère qu’elle représente. En pressant sur une quelconque des touches, la lettre à laquelle eller correspond s’imprime sur le papier.

 

Le mouvement est aussi rapide et aussi facile que pour produire une note très brève sur un piano. La vitesse est dès lors manifeste.

 

Quant à la simplicité comme manutention, elle est telle que celui qui sait épeler peut écrire avec la machine, et la manipulation est si facile à comprendre qu’avec une certaine pratique l’opérateur acquerra une grande habileté.[3]

 

On peut employer les formats de papier les plus variés ; la machine est disposée pour recevoir et écrire sur des formats d’une largeur de 3 à 40 pouces et sur une longeur aussi grande qu’on le voudra, depuis celle de 1 pouce jusqu’à celle d’un rouleau continu.[4]

 

Elle convient également pour n’importe quelle qualité de papier. Nous avons remarqué cependant que les papiers qui ont un peu de corps fournissent l’impression la plus nette.[5]

 

Toutes les lettres de l’alphabet, les chiffres, les accents, les signes de ponctuation, etc., exigent chacun une touche ou un levier correspondant.

 

Depuis trois ans que le brevet est exploité aux États-Unis, on compte plus de 1,000 machines vendues, et les ateliers de MM. Remington et fils, de New-York, que les fabriquent, peuvent en livrer 50 et plus par semaine. C’est en Amérique et en Angleterre qu’elles sont le plus répandues. On en trouve déjà un certain nombre en France.[6]

 

Le prix d’un appareil est de 625 francs. Il s’en fait de différent modèles, répondant à divers besoins.[7]

 

Nous allons donner une idée des diverses opérations qui s’exécutent dans l’appareil, soit automatiquement, par l’intermédiaire des touches, soit directement avec l’intervention de l’opérateur.

 

Le croquis que nous donnent figure 35 représente l’agencement d’une touche du clavier avec son type-bar ou porte-caractère. L’inspection seule de la figure montre le mode d’action de la touche sur le porte-caractère qui vient frapper sur le papier.

 

Tous les caractères, sous l’impulsion des touches, viennent frapper en un même point, grâce à la disposition des porte-caractères placés comme les génératrices d’un tronc de cône à bases parallèles. La longeur de ces génératrices est égale au rayon de la plus grande base. En rabattant perpendiculairement chacune d’elles sur la grande base, son extrémité viendra coincider avec le centre ou l’axe.

 

On comprend dès lors le fonctionnement des organes qui écrivent. Quant aux caractères, ils sont placés à l’extremité des bras de manière à se présenter convenablement au centre.

 

Le papier blanc est enroulé sur un tambour cylindrique garni en caoutchouc et y est maintenu par de petites lames de ressort qui le pressent. Ce tambour est placé sur un petit chariot, qui se déplace perpendiculairement aux touches du clavier.

 

L’opérateur qui commence à écrire appuie avec le doigt sur chacune des touches correspondantes aux caractères, qui reproduisent les lettres entrant dans la composition des mots, la ponctuation, etc.

 

Toutes les touches commandent un cliquet unique, qui produit, après chaque caractère imprimé, un petit déplacement de droite à gauche du chariot du tambour de façon  à présenter toujours une place blanche sur le papier pour la lettre suivante. Il ne peut donc y avoir de surcharges, puisque ce déplacement du chariot est automatique et indépendant de l’opérateur.

 

Les espacements entre les mots sont obtenus d’une manière analogue par une touche unique, située en bas et en travers du clavier, toujours à portée des doigts de l’opérateur (fig. 36). Chaque fois qu’on appuie sur cette touche, qui constitue en quelque sorte à elle seule la cinquième rangée du clavier, le chariot du tambour et, par conséquent, le papier se déplacent d’une certaine quantité.

 

Quand une ligne est entièrement écrite, un timbre sonne pour avertir l’opérateur, qui ramène  d’un seul coup le petit chariot à son point de départ et qui fait tourner le tambour autour de son axe de la quantité angulaire correspondante à l’intervalle entre deux lignes. On écrit une deuxième ligne, et ainsi de suite.

 

La figure 37 (page 110) montre le mécanisme vu par derrière la machine.

 

L’encre employée pour l’impression des caractères est de préparation spéciale, de couleur violette et, croyons-nous, à base d’aniline. Un petit ruban de soie est imprégné de la composition en question. On prépare des rubans de différentes couleurs.

 

Le ruban, qui mesure une vingtaine de mètres de longeur sur 20 à 25 millimètres de largeur, est enroulé sur une première bobine, passe sous le tambour qui porte le papier et au-dessus du centre formé par les porte-caractères. Il s’ensuit que, sous l’action d’une touche, le caractère qui vient contre le papier appuie directement sur le ruban ainsi interposé entre le papier et le caractère. L’encre dont le ruban est imprégné se dépose sur le papier seulement dans les parties pressées, et le caractère se trouve ainsi reproduit par une sorte de décalque.

 


[1] JMC: Here the catalogue is referring to the Malling-Hansen writing ball with Braille signs.

[2] JMC: Translation: We have very much admired the extreme skill of the youngsters demonstrating how to write on the machine in the form of dictation as well as copying written text. We even had the experience of writing simultaneously by hand, doing two-three sentences that were totally unknown to them; we started at the same time. In other words, a kind of race between machine and pen. The result was that the text written on the machine was ready and done when we, with our pens, had completed merely 40% of the same task!

[3] JMC: Translation: In terms of the simplicity of operating it, one might say that whoever knows how to spell will also be able to write with this machine, and the handling is so easy to understand that with some degree of practice the typist will acquire a very good skill level.

[4] JMC: Translation: One may use many different paper formats (sizes); the machine will accommodate typing on any format from 3 to 40 inches in width and lengthwise as long as one may wish, ranging from 1 inch until a continuous roll.

[5] JMC: Translation: It is also suitable for any quality of paper. However, we have noticed that papers of some thickness generate the best imprint.

[6] JMC: Translation: In the course of the three years’ exploitation of the patent in the United States, more than 1,000 machines have been sold, and the workshop of MM.Remington and Sons in New York, that produces the machine, is able to supply 50 or more per week. They are mostly found in America and in the UK. Some have already found their way to France.
SA: One must assume that this piece of information, claiming that 1000 Remington machines were sold in the course of the first three years, comes from the producer. It was very commonplace to inflate the sales performance in order to promote selling, and more unbiased sources operate with rather different numbers. Realistic typewriter historians assume that the first model was sold in around 1600 copies during the first ten years.

[7] JMC: Translation: The price is 625 Fr. It comes in various models, corresponding to various types of needs.

Original illustrations

Le ruban vient s’enrouler sur une deuxième bobine, dont la rotation est obtenue automatiquement par un mouvement à rochet actionné par l’une quelconque des touches à caractères, de manière à produire, après chaque impression, un petit enroulement, qui présente alors, pour le caractère suivant, une partie suffisamment encrée.

 

On peut, grâce à la longeur du ruban, écrire un certain temps avant de le remplacer ou de l’humecter avec de l’encre nouvelle. On a d’ailleurs la facilité de déplacer les deux rouleau sur lesquels s’enroule et se déroule respectivement le ruban encré, de manière à se servir d’une autre partie de la largeur.

 

On le voit, tout dans cette intéressante machine a été prévu, et, grâce à la nature de l’encre, on peut, avec un original écrit sur la machine, obtenir plus de 20 copies avec la presse à copier, par les moyens ordinaires.[1]

 

Cette machine rendra-t-elle de grands services ? Nous ne saurions le préjuger. Cependant, nous estimons qu’elle peut être précieuse dans certains cas, pour faire de la copie plutôt que pour écrire une minute, ce qui doit demander une éducation spéciale de la part de l’opérateur ou de l’écrivain. En tout cas, nous avons acquis la certitude que plusieurs maisons importantes emploient la machine pour leur correspondance commerciale. C’est certainement du domaine de la pratique.

 

Nous avons examiné un grand nombre de certificats des plus flatteurs émanant de personnes faisant un usage journalier de la machine : pasteurs, négociants, magistrats, sténographes, agences commerciales, etc.

 

[2]En résumé, les avantages résultant de l’emploi de la machine è écrire sont les suivants :

 

On mets moins de temps pour écrire qu’avec la plume ; la fatigue est aussi moins grande pour l’écrivain, qui n’est pas astreint, comme avec la plume, à une position fixe et à se fatiguer les yeux.

 

On peut écrire n’importe où, aussi bien en chemin de fer qu’en bateau, en voiture ou dans un bureau. Les dimensions de la machine sont relativement réduites ; il se fait des modèles faciles à transporter. Les modèles exposés pouvaient s’inscrire dans un parallélépipède d’environ 45 centimètres de côté.

 

Enfin, point indiscutable, l’écriture est toujours égale et parfaitement lisible, puisque les caractères employés sont typographiques. Nous donnons ci-dessous (fig. 38) un fac-similé d’une phrase écrite sous nos yeux sur la machine à ecrire américaine the type-writer.

 


[1] JMC: Translation: It appears that everything about this interesting machine has been carefully planned, and, thanks to the quality (nature) of the ink, one may, with one original text typed on the machine, obtain 20 copies for further copying, using current methods.

[2] JMC: Translation of the next four paragraphs: In summary, the advantages of using this type-writer are the following: It is less time-consuming than writing with a pen; and the writer (typist) is not strained to work – as is the case with the pen – in a fix position and risking to tire his eyes. One may write anywhere – equally well on the train, in the boat, in a carriage, or in the office. The dimensions of the machine are relatively small; there are models which are easily transported. The exhibited models could be fitted into a cube of approximately 45 centimeters of each side. And, finally, something that cannot be questioned: the writing is always the same and is perfectly readable, because the characters are of a typographical nature.
SA: The information according to which the Remington machine existed in smaller, portable, models already at this point in time is a very controversial claim. In serious books and websites about the development of the typewriter it is alleged that Remington’s first model appeared in 1874 and the second one in 1877, the latter somewhat smaller than the first one. However, probably none of the present-day collectors of typewriters would consider characterizing these big models as portable typewriters for travelling. They were large, heavy and too clumsy to carry around.
Incidentally, it is probably quite natural to tout many circumstances as advantageous when one is assessing a new and revolutionizing invention, but when it is alleged that one does not risk tiring the eyes and the hands to the same extent when typing as when writing by hand, many people have probably experienced that this is a disputable claim. With the flat keyboard of the Remington machine the hands had to be kept in a horizontal position with the palm down, parallel above the keyboard, and most people will probably find that this is in reality a very demanding position to maintain for an extended period of time; many people who type a lot on a flat keyboard experience inflammation on the upper side of the arms and wrists (tendonitis). Anatomically it is much more relaxing to keep the hands curved and the wrist slanted, as one can do on a spherical keyboard such as on the writing ball. It is also hard to believe that it really would spare the eyes from exhaustion when the person is looking at the typed letters rather than copperplate. On this aspect, I would say that the author is overly positive in his assessment of the advantages of the typewriter.

 

Original illustration. Fig. 38. A writing sample written on the type-writer
One may compare the the type-writer text with this part of a letter written by Rasmus Malling-Hansen on his writing ball on the 15.th of Oct. 1878

Machine à écrire à clavier sphérique.  – Dans la section danoise, M. Malling Hansen, de Copenhague, exposait une machine à écrire, qu’il appelle imprimeur sphérique, ayant certains points commun avec le type-writer ou machine américaine, bien qu’elle en diffère complètement par la forme, qui rappelle assez bien une grosse pelote d’épingles  ( fig. 39).

 

 

Original illustrations. Fig. 39
Fig 40

[1]La machine danoise est d’un volume bien plus réduit que la machine américaine. Cela tient, entre autres, à ce que l’impulsion est donnée directement aux porte-caractères. Il n’y a plus ici de clavier avec levier de renvoi. Tous les porte-caractères sont fichés sur une pièce hémispherique, vers le centre de laquelle ils convergent. Chacun d’eux est terminé, du côté imprimant, par un signe, une lettre ou un chiffre ; l’autre extrémité est terminée par un petit bouton qui porte un signe, une lettre ou un chiffre correspondant, comme sur les touches du clavier du type-writer ; de plus, les porte-caractères sont maintenus à une certaine distance du centre, chacun par un petit ressort à boudin. Le ressort cède sous l’impulsion du doigt, et l’on imprime le type gravé sur le bouton touché.

 

L’impression en couleur se fait ici aussi avec un ruban, qui s déroule d’une part, et s’enroule d’autre part, d’une manière analogue à la disposition adoptée dans la machine précédente.

 

Le papier est maintenu par des lames sur un châssis légèrement convexe.

 

Les lignes de l’écriture ne sont pas dans le sens des génératrices du support, comme dans le cas du type-writer, mais transversalement, de sorte que le châssis se déplace, à chaque impression, d’une petite quantité angulaire, pour présenter la partie blanche du papier qui va recevoir de nouveau signes.

 

[2]La mise à la ligne est plus prompte : l’écrivain n’a pour cela qu’à presser un bouton, à portée des doigts ; il peut continuer à écrire aussitôt. L’opérateur est prévenu par un petit timbre, qu’on voit sur la figure, chaque fois qu’une ligne est terminée.

 

A la mise à la ligne correspond un déplacement rectiligne du châssis, égal à l‘intervalle de deux lignes.

 

[3]Nous avons vu deux types caractéristiques de ce genre de machines : le premier, dont nous venons de parler, pour écrire sur du papier à lettre du format ordinaire, mais pour un seul format ; et enfin un deuxième modèle (Fig. 40), sur lequel on emploie un ruban de papier sans fin, imprimé alors sur une seule ligne continue.

 

Dans cette dernière machine, les organes pour mettre à la ligne et le timbre avertisseur se trouvent naturellement supprimés. Ils sont remplacés par un petit appareil qui produit l’entraînement de la bande de papier, au fur e à mesure de l’impression.

 

Ce dernier mouvement est obtenu automatiquement, chaque fois qu’on agit sur l’un quelconque des boutons gravés des porte-caractères.

 

[4]En résumé, la machine de M. Malling Hansen est d’un prix moins élevé (425 fr.) que celui de la machine américaine et aussi d’une construction plus simple et d’un volume plus réduit. Mais l’apprentissage nous paraît devoir être plus long, parce que la manipulation des boutons gravés est moins commode que celle des touches du type-writer. Ces dernières, en effet, sont mieux à la vue de l’écrivain, dont les mains et les doigts occupent une position plus naturelle.

 

Nous reprocherons cependant à la machine danoise du premier modèle de ne permettre l’emploi que d’un seul format de papier. Nous avons aussi remarqué, et ceci doit tenir à un vice de l’agencement, puisque le fait s’observe sur les autres machines de ce même système, qu’il se produit quelquefois des coincements entre les extrémités des porte-caractères, soit parce que le premier touché ne remonte pas assez vite et se rencontre avec le deuxième, soit parce que l’écrivain touche deux boutons au même moment.

 

Ce sont là de petits inconvénients, que l’inventeur pourra facilement éviter, mais qui tendent à compromettre la réussite de l’appareil et son succès près du public.

 

La nature de l’encre employée permet aussi d’obtenir plusieurs reproductions de

 


[1] JMC: Translation of the following paragraph: The Danish machine is much smaller than the American one. One of the reasons for this is that the impulse is provided directly to the type-bars. This is not a keyboard with return levers. All the typebars are fixed on a semi-spherical dome, towards the centre of which they converge. Each of them has at the tip – where the imprint is made – a sign, a letter or a digit; at the other end is a small button with a corresponding sign, letter or digit, similar to the keyboard of the type-writer; furthermore, the typebars are kept at a certain distance from the centre, each bar held in place by a small coil spring. The spring reacts upon the finger touch, and the character on the button is imprinted.

[2] JMC: Translation of the following paragraph: The line shift is very quick: all the typist has to do is press a button within easy finger reach; and it will then continue to write. The typist is alerted by a small sound of a bell, visible on the illustration, each time a line has come to the end.

[3] JMC: Translation of the following 3 paragraphs: We have seen two examples of this type of machine: the first one, which we have already commented upon, made to type on an ordinary paper format, albeit on one size only; and then the second model (fig.40), for which a continuous paper ribbon (strip) is used and the printing is on one single continuous line. In this latter machine, naturally the parts for line change, as well as the bell announcing the end of the line, have been dispensed with. They have been substituted by a small gadget ensuring that the paper strip is processed as and when needed for the printing. This movement is brought about automatically every time one presses down any of the buttons with the keystroke-characters engraved.

[4] JMC: Translation of the last half of page 114: In summary, the Malling Hansen machine is somewhat less expensive (425 Fr.) than the American machine, as well as of a more simplified construction and less voluminous. However, it appears in our view that the learning process will be longer, because the handling of the engraved buttons is less convenient than with the touch buttons of the type-writer. Actually, the latter are more easily visible to the typist, as well as the hands and the fingers having a more natural position. We also criticize the Danish machine of the first model for not being able to accommodate more than one single paper format. We have also noticed – and this is likely to be a fault in the layout, because it has also been noticed in the other machines of the same system – that sometimes jamming occurs between the end-part of the typebars, sometimes because the first one pressed down does not revert at sufficient speed and then meets the second bar, and sometimes because the typist presses down two buttons at the same time. These are small inconveniences, which the inventor could easily avoid, but which tend to compromise the success of the machine and with the public. One can type almost as speedily with the writing ball  as with the type-writer. The quality of the ink used also permits the making of several reproductions of the original, typed on the machine.
SA: Here the author approaches a problem which played a decisive role for the positioning of the letters on the Remington machine and the reason behind the so called “qwerty-“ keyboard. For the problem of typebar jamming did not occur easily on the writing ball – on the contrary, it was “the type-writer” that was struggling with this snag. All typewriters based upon the principle of the lever had long and hinged “arms” from the key button to the type, and these arms had to cover a much longer distance than the typebars on the writing ball, which were short and moved directly down onto the paper. On the Remington machine as well as on the writing ball the types were imprinted  in one single spot, but the longer movement with the type bars of the Remington made the risk for jamming much greater. With the writing ball this could only happen if several keys were pressed down simultaneously, but that would also happen on a Remington machine, hence in this respect they were equal. However on the writing ball the pistons were very short and quickly reverted to their point of departure because of the helical coils. With the Remington it was the principle of the lever that made the typebars return to their point of departure. This did not happen very quickly, and in order to avoid jamming the inventor, Sholes, had to arrange the placement of the letters of the key board in such a way that letters which were often found in combination had to be placed far from each other on the keyboard, since they would otherwise jam each other because the system was working so slowly. Therefore the inventor was forced to compromise with the letter placement which would otherwise have produced the highest typing speed, while Malling-Hansen was able to place the letters in such a way that they produced the maximum typing speed, because his system operated so swiftly.
The “qwerty” keyboard of the Remington machine is far from being the most efficient mode to place the letters, and hence this is due to the fact that keyboards based upon the principle of the lever have long, articulated typebars that operate slower than the writing ball pistons. In other words, the truth of the matter is exactly the opposite of what the author is claiming.
The claim that the letters and characters are more clearly printed on the Remington machine and that therefore it would be easier to find the desired letter, I find rather finicky. I have seen many writing ball keyboards, and actually it is an advantage that the characters have not only been painted but also engraved, such as they were on the writing ball, because then they would be legible and clear even long after the paint had been worn away. Hence, I argue this to be an advantage and not a drawback.
It remains a crucially important fact that one can type faster on a writing ball than on a Remington machine. Consequently, the author is completely on the wrong track. Perhaps he had allowed himself to be too much influenced by the Remington marketing staff and PR agents? We do not know whether Malling-Hansen had sent his own assistants in order to demonstrate the good qualities of the writing ball.
We must also take note that the writing ball was considerably cheaper, had a more simplified construction and was less heavy than the Remington machine. The only criticism with any substance in this report seems to be that the writing ball only operated with small paper sizes. This inconvenience was overcome with the next model, developed by master mechanic August Lyngbye. He installed paper platens that allowed also large paper formats.
It has often been assumed that price was the most important factor explaining why the writing ball lost out in the competition with the mass-produced American machines. However, the conclusion is that the writing ball was cheaper.

 

Two pages from the original article

Machine à écrire (Writing-Ball) de M. Malling-Hansen, 1878.

Jørgen Malling Christensen: The following text is an article in a French publication from 1878, mentioning the writing ball on pages 187 – 189. The author is Count Thomas du Moncel, a member of the science academy of the French Institute. I found it on the internet and have added a few footnotes in English.

 

2° Application aux machines à écrire et à imprimer.

 

Les machines  à écrire, don’t ont parle beaucoup maintenant, et don’t plusieurs modèles, surtout celui de M. Remington[1], ont eu un certain success, ne sont pas de date récente, meme celles qui mettent à contribution les effets électriques.  Il y a une trentaine d’années, M. Wheatstone[2] avait conçu et exécuté un appareil de ce genre[3], et, à différentes époques, on en a vu surgir des types plus ou moins parfaits. Nous allons passer en revue ceux des types les plus intéressants das lesquels les effets électriques sont mis à contribution.

 

Machine à écrire (Writing-Ball) de M. Malling-Hansen.

 

Cette machine, don’t nous donnons fig. 41 une perspective, a été essayée avec success à Newcastle[4] et permet d’écrire avec une vitesse trios fois plus grande que l’écriture courante.  Voici ce qu’en dit le Telegraphic journal dans son número du 15 février 1873:

 

“L’instrument est essentiellement constitué par un système de clavier alphabétique sur lequel les touches sont disposes régulierement autour d’une calotte hémisphérique de metal et suivant le rayon de cette hemisphere. Ces touches, au nombre de 52, sont à piston et peuvent, étant abaissées, présenter en un même point, qui est le centre de l’hémisphère, leur extrémité inférieure, laquelle porte les different caractères de l’alphabet et autres accessoires graves en relief. La calotte hémisphérique elle-même est appuyée sur un chassis horizontal fixé sur le bâtis de l’appareil, et au-dessous d’elle, peut se mouvoir dans deux sens rectangulaires un plateau roulant sur un petit chemin de fer, lequel plateau porte la feuille de papier destine à recevoir les impressions. Ce petit chemin de fer étant porté lui-même par un chassis qui peut se déplacer perpendiculairement à ses rails, permet à la feuille de papier d’avancer d’un intervalle de lignes, quand une ligne ést imprimée, pendant que le plateau avance, après chaque impression de lettres, sous l’influence d’une action électro-mécanique determine à la suite de l’abaissement de chacune des touches. Pour obtenir ce résultat, le plateau est muni, en dessous, d’une crémaillère sur  laquelle réagit une roué à encliquetage, portée par un arbre horizontal commandé par un mécanisme d’horlogerie à déclanchement électro-magnétique. D’un autre côté, le chassis qui porte ce plateau est muni d’une autre crémaillère que l’on avance à la main d’un cran après chaque terminaison de ligne, terminaison dont en est prévenu par un coup frappé automatiquement sur un timbre. Ce timbre s’aperçoit à gauche de la fig. 41, ainsi que le mécanisme d’horlogerie et l’électro-aimant qui en commande le jeu. La roue qui communique le mouvement à l’arbre horizontal est combinée de manière que chaque tour accompli par elle représente la longeur d’une ligne, de sorte que l’action sur le timbre est effectuée en un point de la circonfêrence de cette roue.

 

Pour obtenir les impressions, il suffit d’appuyer sur les touches, et celles-ci, en rencontrant la feuille de papier tendue sur le plateau et au-dessus de laquelle se trouve une feuille de papier plombaginé, laissent sur la feuille des traces noires suffisamment visibles. En même temps, un ressort isolé que rencontre chaque touche en s’abaissant, ferme un courant à travers l’electro-aimant déclancheur, et la feuille de papier avance à chaque impression de l’intervalle nécessaire pour placer les lettres les unes à la suite des autres, comme dans les impressions faites télégraphiquement.  La vitesse de l’opération est grandement  augmentée par l’arrangement  des touches qui sont groupées de manière à être à la portée des 10 doigts des mains. Avec un peu d’habitude, on peut faire fonctionner cet appareil avec une vitesse d’impression de 10 lettres par seconde,  c’est-à-dire avec une vitesse 3 ou 4 fois plus grande que celle de l’écriture ordinaire à la plume. On peut employer avec cette machine toute espèce de papier, quelle que soit son épaisseur, et si on superpose 10 feuilles en ayant soin d’interposer entre elles des feuilles de papier plombaginé, on peut obtenir 10 exemplaires de la feuille imprimée, et on peut même rendre ces reproductions indéfinies, si on emploie comme papier marqueur des papiers imprégnés d ‘encre  autographique ; car on peut alors les décalquer sur une pierre par les procédés de la lithographie, et en obtenir un aussi grand nombre d’exemplaires qu’on peut le désirer.

 

Avec la machine de M. Hansen, les lignes peuvent être arrêtées, continuées, espacées ou soulignées comme avec les impressions ordinaires. Les cinquante-deux touches employées suffisent pour reproduire toutes les lettres, figures et signes de ponctuation en usage, et une pile de 3 ou 4 éléments Leclanché est parfaitement suffisante pour faire fonctionner l’appareil pendant 6 mois.

 

Dans l’origine, l’appareil de M. Hansen était disposé de manière à présenter son papier enroulé sur un cylindre, mais l’expérience a montré que la disposition précédente est bien préférable, car elle permet de lire ce que l’on écrit tout en imprimant, et l’on économise du temps dans la pose du papier sur l’appareil. On a également l’avantage de pouvoir obtenir plusieurs copies en même temps, ce que ne produisait pas le premier système.

 

 


[1] JMC: E. Remington and Sons was a manufacturer of firearms and typewriters. The company was founded in 1816 by Eliphalet Remington II (1794-1861) in Ilion, New York. His son Philo Remington, 1816-1889, was the manager of the mechanical department in the small-arms factory for over 25 years and was active when the firm won the contract to manufacture what was then known as the Sholes and Glidden typewriter on March 1, 1873. He retired in 1886. Two other brothers were involved in the management of the company: Samuel and Eliphalet III. In 1886 E. Remington and Sons sold its typewriter business to the Standard Typewriter Manufacturing Company, Inc., which in 1902 changed its name to “Remington Typewriter Company”. This company merged in 1927 with “Rand Kardex Company” to form “Remington Rand”, which continued to manufacture office equipment and later bacme a major computer company.

[2] JMC: Charles Wheatstone, 1802-1875, English scientist and inventor; a major figure in the development of telegraphy. In cooperation with William Fothergill Cooke (1806-1879)  he invented and developed the Cooke-Wheatstone electrical telegraph, for which a patent was granted on 12 June 1837. Sometime in 1870 or, more likely, in 1871, Wheatstone contacted Malling-Hansen and tried to bring about an agreement between the two as regards the distribution of the writing ball and the profit from its sale (see the translation of the article in the Danish daily “Dags-Telegrafen” no 217, August 15, 1871 on our website (under: “Articles from Malling-Hansen’s lifetime”).

[3] JMC: This is probably in reference to Wheatstone’s “type-printing telegraph”, patented in 1841, which was the first apparatus capable of printing a telegram in type.

[4] JMC: The reference to Newscastle refers to the fact that Malling-Hansen sold a number of writing balls to the Danish company ”Store Nordiske Telegrafselskab”


The original illstration. This model was built first time in 1871. In 1878 the new tall model without electricity was presented at the World Exhibition in Paris.
The original article.

Berlingske Tidende 17. oktober 1878

Den håndskrevne kopien av artikkelen.

Udskrift og kommentarer af Jørgen Malling Christensen og Sverre Avnskog.

 

JMC: I det følgende bringer vi en avisartikel, som er blevet fundet i RMH-arkiverne hos VmL. Det drejer sig om en artikel fra Berlingske Tidende, af hvilken vi har en kopi samt en udskrift, skrevet af en for os ukendt person. Artiklen handler om verdensudstillingen i Paris og om den hædrende omtale som Malling-Hansens skrivekugle fik.

 

SA: Den personen som har samlet aller mest brev og andre dokumenter vedrørene Rasmus Malling-Hansen, er hans barnebarn, Elsebeth Erlangsen. Fra hennes etterkommere har vi mottatt en meget stor mengde sjeldne brev og dokumenter. Vi kan ikke vite om det er hun som har skrevet av denne artikkelen i håndskrift, men hun kan være et godt gjett. Av andre personer som har kopiert mange artikler, kan vi nevne døtrene, Johanne Agerskov og Engelske Wiberg, men i dette tilfellet er skriften skrevet med kulepenn med langt mer moderne håndskrift, så det er definitivt ikke skrevet av noen av dem.

 

Den danske artikkelen i BT er på det nærmeste en kopi av de engelske artikkelen i The illustrated Paris Universal exhibition af 5the octbr. (der som Følgeblad ledsager London illustrated News). Begge artiklene inneholder lange avsnitt som er direkte kopier av den brosjyren RMH delte ut ved utstillingen og som fantes både på dansk, engels, tysk og fransk oversettelse. Personlig er jeg på det nærmeste sikker på at artikkelen er skrevet av RMH selv, og oversatt til engelsk av hans bror, Jørgen Hansen, som ofte gjorde slike oversettelsesoppdrag for RMH. RMH hadde meget gode kontakter i mediene, og vi vet at det også var han personlig som skrev omtalen av hans foredrag ved legekongressen i København i -84, og som ble trykket i Nationaltidende som redaksjonelt stoff. RMH var usedvanlig dyktig til å promotere sine oppfinnelser.

 

 

Malling Hansens skrivekugle findes på en meget hædrende maade omtalt i The illustrated Paris Universal exhibition af 5the octbr. (der som Følgeblad ledsager London illustrated News). I den paagældende Artikel (forsynet med Afbildninger af Skrivekuglen) hedder det bl. A.:

 

”Denne nye Opfindelse tiltrækker sig stor Opmærksomhed paa Pariserudstillingen.  Skjøndt den danske Afdeling er beliggende paa et afsides Sted, og Skrivekuglen ikke har nogen fremtrædende Plads, er den daglig besøgt af en stor mængde opmærksomme og beundrende Tilskuere.  Der er fire saadanne Maskiner: tre til Skrift paa almindeligt Papir og en til at skrive paa en Morse-Telegraph-Strimmel. En engelsk Telegraphist, som taler forskjellige Sprog, er beskjæftiget med at forklare Instrumenternes Mechanisme.  Han er utrættelig i at manipulere Maskinen og i at besvare Spørgsmaal, der blive rettede til ham.

 

Skrivekuglen er opfunden af og bragt til sin nuværende Fuldkommenhed af Malling-Hansen, Forstander og Præst ved det kongelige Døvstumme Institut i Kjøbenhavn. Den blev patenteret i England i Mai 1870[1] og i Oktober samme Aar fremstillede Opfinderen det første Apparat. Maskinen blev indført i London i 1872 og overgik allerede dengang Pennen i Skrivehurtighed. Skrivekuglen naaede dog dengang ikke nogen stor Udbredelse, dels paa Grund af den høie Priis, - 100 P.st., nu kun 17P. st. – og dels fordi den udkrævede et elektrisk Batteri, som det var umuligt at holde iorden.  Tillige var Apparatet meget stort og tungt, nu veier det kun seks Pund.  I Aaret 1875 blev et Skriveapparat, der var opfundet af Hr. Sholes[2] i Nordamerika og fabrikeredes af Remington indført i London. Denne Maskine var bedre end Skrivekuglen, som den da var. Men i sin nuværende Skikkelse overgaar Skrivekuglen langt Remington-Maskinen. Den udviser en større Skrivehurtighed og skriver renere og mere nøiagtigt end Amerikaneren. Det danske Apparat har flere Tangenter, er langt mindre compliceret, er forarbejdet med større nøiagtighed, er mere solidt, og meget lettere og mindre end det Amerikanske og tillige billigere. Den Opgave at construere en Maskine, der kunne erstatte og overgaa Pennen, har beskjæftiget de største Opfindere. Afdøde Sir Charles Wheatstone – Englands betydeligste Opfinder paa Telgraphiens og mange andre Omraader – beskjæftigede sig i mange Aar med denne Gjenstand. Det synes at Opgaven nu er løst paa aldeles fortrinlig og tilfredsstillende Maade ved denne danske Maskine, der maa faa en stor Fremtid.”

 

I en mængde andre udenlandske Blade og Tidsskrifter har der staaet lignende rosende....

 

JMC: Her slutter den håndskrevne udskrift abrupt, og måske beror det på at vedkomende kun havde adgang til en mangelfuld kopi af den originale artikel; eller måske blev hun afbrudt i sit arbejde? Heldigvis har vi nu den fuldstændige artikel, og den fortsætter således:

 

....Udtalelser om Skrivekuglen. Wheatstone[3] efterlod sig tre forskjellige Skrivemaskiner, der imidlertid alle vare langt fra at have løst Opgaven, at construere en H u r t i g skrifningsmaskine. Den foran omtalte ”engelske Telegraphist” er ikke en Englænder, men en Dansk, Hr. Duch[4], der i London var ansat i det Store Nordiske Telegraphselskabs Tjeneste, men af dette har faaet Permission paa ubestemt Tid for at kunne fremstille[5] Skrivekuglen paa Pariserudstillingen.

 

Iøvrigt er efter den sidste udstilling Skrivekuglens Udbredelse i jevnt Tiltagende. I de sidste 6 Uger (Maskinen blev først udstillet i Paris i Slutningen af Juli) er der til Pastor Malling-Hansen indløbet 40 Bestillinger paa Skrivekugler, hvoraf 9 til Danmark, 7 til Frankrig, 2 til Sverig, 2 til Norge, 3 til England, 2 til Amerika, 1 til Italien, 2 til Bøhmen, 1 til Ungarn, 1 til Ægypten, 10 til Peru.  Maskinerne forfærdiges i Prof. Jürgensens Etablissement for en Priis af 300 Kr.

 

 

 

 


[1] JMC: Patent i London 14 Maj 1870: ”Apparatus for Writing and Telegraphing” (box model).

[2] JMC: Her skriver hun ”Choles”, men det er åbenbart at dette er en fejl; avisartiklen staver navnet ”Sholes”.

[3] JMC: Charles Wheatstone, 1802-1875, engelsk videnskabsmand og opfinder, særlig kendt for ”the Wheatstone Bridge” og for sin indsats i forbindelse med udviklingen af telegrafi.

[4] JMC: I brev 1878.06.02 fra Malling-Hansen til hans bror Johan Frederik skriver han: „Jeg har nu fire maskiner færdige til at gaa til Paris. De ere alle forskjellige. Hr Duch reiser med dem, vistnok paa Onsdag.“

[5] JMC: Når avisen her bruger ordet ”fremstille” mener journalisten naturligvis ”præsentere, vise, demonstrere”.


Originalartikkelen fra BT.

Rasmus Malling-Hansens norske patent på skrivekuglen.

Research, udskrift og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

 

På vor hjemmeside har vi en fortegnelse over de mange patenter Malling-Hansen fik bevilget gennem årene, men vi har hidtil ikke registreret noget norsk patent. Imidlertid må der findes mindst to norske patenter på skrivekuglen, fordi denne notits er indført i avisen ”Frederiksstad Tilskuer” 1879.01.30 og identiske notitser i ”Hedemarkens Amtstidende” 1879.01.31 og i ”Bergens Adressecontoirs Efterretninger” 1879.02.02:

 

 

Under overskriften ”Bevilgede Patenter ”:

 

”For Pastor H.R. Malling Johan Hansen for 10 Aar paa Forbedringer ved den Ansøgeren forhen patenterede Skrivekugle”.

 


Dagbladet 1879.12.08 om skrivekuglen.

Research, udskrift og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

 

Den norske dagsavis Dagbladet skrev gennem 1870-erne flere gange om skrivekuglen og altid positivt. Dagbladet blev grundlagt i 1869 og udgives stadig.

 

 

Malling-Hansens Skrivekugle, der i Løbet af de sidste Aar har modtaget mangfoldige og væsentlige Forbedringer, faas nu i Handelen for 300 Kr. Skrivemaskinen vejer kun syv Pund, og den Hurtighed, der opnaas ved samme, kan anslaas til 3-4 Gange Pennens.

 

 


Aalesunds Handels- og Søfartstidende 1879.12.17 om skrivekuglen.

Research, udskrift og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

 

”Aalesunds Handels- og Søfartstidende” udkom i Ålesund mellem 1856 og 1904. Samme artikel var indført i ”Frederiksstad Tilskuer” 1879.12.18 og i ”Romsdals Amtstidende” 1879.12.20.

 

 

         Den danske Præst Malling-Hansens Skrivekugle, der er undergaaet betydelige Forandringer og Forbedringer, siden det første Exemplar fremvistes paa den nordiske Kunst- og Industriudstilling i 1872, er nu af den geniale Opfinder fremstillet i en Skikkelse, saa at den svarer fuldstændig til alle de Fordringer, man kan stille til en Skrivemaskine.  Efter kun faa Timers Øvelse kan man ifølge ”Dagstfn[1].” med Skrivekuglen skrive ligesaa hurtigt som med Pennen, og ved fortsat Øvelse driver man det snart til en ganske usædvanlig Hurtighed. Manuskriptet er overordentlig tydeligt, og da Arbeidet paa Maskinen falder saa let, er denne færdig at anbefale for Folk, der lide af Skrivekrampe, ikke at tale om Blinde, der, som Erfaringerne har vist, i ganske faa Timer lære at arbeide med største Lethed paa den.  For offentligt Kontorarbeide, Telegraftjenesten osv. er den overmaade tjenlig, ligesom Afskriveren, Referenten og Journalisten vil kunne benytte den med stort Udbytte, og ”Dagstfn” fremhæver i saa Henseende, at den allerede i nogen Tid med afgjort Held  er bleven brugt af enkelte Medlemmer af Pressen i Kjøbenhavn, hvorved det har vist sig, at Skrivekuglen ikke alene er til Fordel for den Skrivende, men tillige for vedkommende Sætter, der fra den altid er vis paa at erholde et tydeligt Manuskript.  I sin nuværende Skikkelse er Skrivekuglen en saa praktisk, lidet kompliceret og let haandterlig Maskine, at den uden Tvivl har en stor Fremtid for sig. I Ritzaus Bureau ser man den i daglig Virksomhed og beundrer den Lethed, Hurtighed og Tydelighed, hvormed den arbeider.

 

____________

 

 


[1] JMC: Henvisningen gælder sandsynligvis den københavnske avis ”Dagstelegrafen”, udgivet 1864-1891 af J.C. Ferslew & Co.


“LA NATURE” issue of 1880, page 384:

The original illustration

Research, comments and transcription by Jorgen Malling Christensen

 

La Nature was a French magazine dedicated to conveying popular science and technical issues to the general public. It was founded in 1873 by Gaston Tissandier, who was also one of the major contributors in terms of articles. The magazine was produced weekly – in periods fortnightly – up until 1972, when it was integrated into a journal entitled “La Recherche”. All volumes are accessible via this website: cnum.cnam.fr and many of the articles are still, to this day, enjoyable reading, not the least because of the excellent illustrations. I have browsed through all issues from the start and until 1891 in the hope of finding Malling-Hansen-related documentation, however I found only two items: 1) A short article about Malling-Hansen’s research into human growth brought in the 1887 issue of first semester, page 244 and later translated into English and published by “Popular Science Monthly” in 1887 as well as in the New York Times the same year. See this article on our website under the chapter of “Periods in the Growth of Children”! The other article is a very brief note in the 1880 issue, second semester,  page 384 about one of the Malling-Hansen writing balls exhibited at the Paris World Exhibition in 1878, the beautiful new model that we call the 1878 model and which he developed specifically for the very important Paris exhibition, and for which he was rewarded with the first prize medal.  Below is a transcription of the notice. The article also has an illustration of the writing ball, but unfortunately the printing in the article is too faint and not suitable for copying.

 

MACHINE A ÉCRIRE DE M. MALLING HANSEN

 

Nos lecteurs connaisent la machine Remington, qui permet à une personne exercée d’écrire trois cents lettres à la minute, le double de ce que peut faire un calligraphe. Ils ont eu sous les yeux la description de la machine à impression de M. Alissof[1]. Un mécanicien[2] danois, M. Malling Hansen, a construit une autre machine à écrire sur un système tout différent ; nous en publions ici l’aspect très exact (voy. La figure)[3].Il nous suffira de quelques mots pour la faire connaìtre. Cette machine présente la forme d’une pelote ; ella a 13 centimètres de diamètre, 1,20 m[4] sur 22 centimètres de base et 23 centimètres de hauteur. Des pistons poussent directement les poinçons porte-caractères, qui viennent frapper au sommet du cône formé par les poinçons ; le papier enroulé  sur une carcasse cylindrique est animé à chaque lettre nouvelle d’un mouvement de rotation autour de l’axe du cylindre ; dès qu’une ligne est terminée, un petit levier permet de faire avancer la carcasse cylindrier.

 


[1] Voy. La Nature, nª 387 du 30 octobre, p.337

[2] JMC: The writer assumes that Malling-Hansen is a “mechanic” (or technician) – and while he has not done a background fact-finding check-up, he is never the less correct in the sense that Malling-Hansen certainly possessed extraordinary mechanical and technical skills – but, as we know, this was just one of his many skills and areas of expertise.

[3] JMC: The illustration accompanying the article was the very same which can be found on our website – see the chapter “The Writing Ball”, go to “The History” and see the illustration approximately one page from the top, adjacent to the portrait of Nietzsche.

[4] JMC: The indication of the size of the base does not seem correct – either the writer has misunderstood, or there is a misprint in the text?

Reklameskrivelse for skrivekuglen

Den aller siste modellen av skrivekuglen - utviklet av mekanikeren August Lyngbye. Foto: Sverre Avnskog

S K R I V E K U G L E N[1] .

 

 

 

   LIGE SIDEN 1830 HAR DER EXISTERET SKRIVEMASKINER[2], DER DOG IKKE VARE  BEREGNEDE PAA AT BRUGES AF ANDRE END BLINDE, OG SOM ALLE SKREVE BETYDELIGT LANGSOMMERE END PENNEN.

 

 

  DEN FÖRSTE HURTIGSKRIVNINGSMASKINE, ’’SKRIVEKUGLEN’’, DER ARBEJDEDE ENDOGSAA FLERE GANGE HURTIGERE END PENNEN, BLEV FORFÄRDIGET HER I LANDET I 1870 EFTER PASTOR MALLING-HANSENS PATENT.

 

 

  PAA DEN SKANDINAVISKE UDSTILLING I KJÖBENHAVN I 1872 FIK SAMME MA-SKINE FÖRSTE MEDALJE OG LIGELEDES PAA VERDENSUDSTILLINGEN I WIEN I 1873. – DA DEN I 1878 BLEV FREMSTILLET PAA VERDENSUDSTILLINGEN I PARIS, HVOR DEN FIK GULDMEDAILLE, HAVDE DEN GENNEMGAAET MANGE OG FORSKJELLIGE SKIKKELSER, DOG KUN HVAD PAPIRFÖRINGEN ANGAAR; MEDENS SELVE KUGLESTYKKET, HVORI BOGSTAVSTEMPLERNE SIDDE SOM RADIER, STADIG VAR BLEVET UFORANDRET.

 

 

   MASKINEN BEGYNDTE FÖRST DA AT FAA PRAKTISK BETYDNING, DELS DERVED, AT DEN GJENNEM SALGSPRISER SOM 1200 KR., 900 KR. OG 700 KR. VAR NAAET NED TIL AT SÄLGES FOR 300 KR. – DELS DERVED, AT DET VAR LYKKEDES MALLING-HANSEN SELV AT LÖSE EN OPGAVE, SOM DENGANG BESKJÄFTIGEDE MEKANICI[3] BAADE HER OG I LONDON OG I WIEN, AT GJÖRE SKRIEKUGLEN UAFHÄNGIG AF DEN HIDTIL TIL FLYTNING AF SKRIVEPAPIRET BENYTTEDE ELEKTRICITET.[4]

 

  I DEN SIDSTE TID HAR SKRIVEKUGLEN ATTER GJORT ET VÄSENTLIGT SKRIDT FREMAD TIL STÖRRE BETYDNING, IDET DEN NU KAN SKRIVE FULDT PRAKTISK OGSAA PAA STORE PAPIRFORMATER[5], ER ENDNU MERE SOLID I PAPIRFÖRINGEN OG KOSTER KUN 150 KR. DET HALVE AF DEN PRIS, SOM DEN I DE SIDSTE AAR ER BLEVET SOLGT FOR.

 

 

  DEN FABRIKERES FOR TIDEN AT MEKANICUS LYNGBYE. TIDLIGERE HAR TRE ANDRE MEKANICI, ISÄR PROFESSOR JÜRGENSEN, MEN OGSAA OTZEN OG LUND[6], MEDVIRKET TIL MASKINENS UDVIKLING.

 

 

   I NORDAMERIKA ER DER, ISÄR EFTER SKRIVEKUGLENS FREMKOMST, UD-TAGET EN MÄNGDE PATENTER PAA SKRIVEMASKINER. KUN ET ENESTE AMERIKANSK PATENT HAR FÖRT TIL FABRICATION AF EN HURTIGSKRIVEMASKINE,  NEMLIG DEN BEKJENDTE, SAAKALDTE ”REMINGTON-MASKINE” – ELLER  ”TYPEWRITER” / FÖRSTE PATENT AF 1868[7]/ OPFUNDEN AF EN AMERIKANER SHOLES I MILWAUKEE.  DENNE MASKINE HAR LIGELEDES GJENNEMGAAET MANGE FORANDRINGER OG KALDES I SIN NYESTE SKIKKELSE ”THE CALIGRAPH”.

 

 

   I DE SIDSTE PAR AAR ER DER FREMTRAADT TO ANDRE SKRIVEMASKINER, NEMLIG DEN AMERIKANSKE ”HALL-MASKINE” OG HAMBORGER-MASKINEN ”HAMMONIA” [8]– BEGGE SKRIVE LANGSOMMERE END PENNEN. DEN SIDSTNÄVNTE HAR NAAET EN BETYDELIG UDBREDELSE PAA GRUND AF SIN BILLIGHED, DEN SÄLGES FOR 60 KR; MEN ER SOM HURTIGSKRIVER GANSKE VÄRDI-LØS. DEN NAAER IKKE LANGT UDOVER HALVDELEN AF PENNENS HURTIG-HED[9],  ER UBRUGELIG FOR BLINDE OG SVAGSYNEDE, MEN EGNER SIG GODT TIL GJENNEMSKRIVNING AF FLERE EXEMPLARER PAA ÉN[10] GANG.

 

 

   DEN VÄSENTLIGSTE FORSKJEL MELLEM DE NÄVNTE 4 [11]SKRIVEMASKINER LIGGER I TYPEFÖRINGEN. PAA SKRIVEKUGLEN FÖRES TYPEN[12] GJENNEM EN MEGET KORT LINIE NED MOD PAPIRET. DEN ANDEN HURTIGSKRIVEMASKI-NE[13] BEVÄGER TYPERNE GENNEM EN LANG CIRKELBUE. PAA DE TO LANG-SOMME MASKINER HAR HVER TYPE [14] EN DOBBELT BEVÄGELSE, INDEN DEN NAAER NED TIL SKRIVEPAPIRET; HALL-MASKINEN FÖRER SINE TYPER GJEN-NEM TO KORTE LIGE LINIER; HAMMONIA-MASKINENS TYPER BEVÄGES GJEN-NEM TO KRUMME LINIER. – SKRIVEKUGLENS TYPER HAVE ALTSAA DEN KORTESTE OG SIMPLESTE BEVÄGELSE. SKRIVEKUGLENS TYPEFÖRING ER TILLIGE DEN SOLIDESTE.

 

 

    DER FORELIGGER NU EN SKJÖN SAMLING AF SÄRDELES ANERKJENDENDE UDTALELSER FRA SKRIVEKUGLEBRUGERE, BAADE HER OG I UDLANDET. – AT MASKINEN IKKE ENDNU HAR VUNDET ALMINDELIG UDBREDELSE, LIGGER VÄ-SENTLIGT I DEN HIDTILVÄRENDE  HÖJE SALGSPRIS.

 

 

   EN ANDEN GRUND TIL AT EN SAADAN OPFINDELSE MAA BRUGE LANG FOR AT ARBEJDE SIG FREM TIL FULD ANERKJENDELSE LIGGER DERI, AT MEDENS DEN VEL KAN BENYTTES STRAX AF ENHVER, SAA SKAL DER DOG ARBEJDES I LÄNGERE TID MED DEN, FÖR VEDKOMMENDE KOMMER RET TILFORSTAAELSE AF DET TIDSSPARENDE OG I FLERE ANDRE HENSEENDER NYTTIGE OG TILFREDSSTILLENDE I BRUGEN AF MASKINEN. DEN DELER I DENNE HENSEENDE SKJÄBNE MED DE BETYDELIGSTE OPFINDELSER, OG DA OGSAA DERI: AT ARBEJDET OG KAMPEN FOR UDVIKLINGEN AF OPFINDELSEN MANGE AAR IGJENNEM SKAFFER STORE UDGIFTER UDEN AT BRINGE TILSVARENDE IND-TÄGTER.[15]  

 

 


[1] CB: Dette dokument – eller hvad skal jeg kalde det – har jeg haft liggende i mange år, og hvorfra det stammer, det erindrer jeg ikke. Der er et tilsvarende dokument, dog noget kortere, på engelsk. Ingen af dem er daterede og heller ikke signerede! Og det er meget ærgerligt, for der er mange ’mærkelige’ oplysninger i dem, som gør dateringen yderst vanskelig. De to dokumenter er skrevet på skrivekuglen, men udelukkende med store bogstaver og uden Å men med AA i stedet. Selvom der var både små bogstaver og Å på Skrivekuglen i hvert fald fra 1878! Og disse to dokumenter er af senere oprindelse.

Teksten beskriver i detaljer Skrivekuglens udvikling, men jeg kan ikke regne ud, hvad formål denne tekst har haft, men jeg er meget sikker på, at den er skrevet af Malling-Hansen selv, selvom den fremtræder som en slags ’objektiv historisk artikel’.

Med hensyn til dateringen, så er navnet skrevet som Malling-Hansen – altså med bindestreg – så dokumen-tet er formodentlig skrevet EFTER 1883, hvor RMH jo først begyndte at skrive sit navn som Malling-Hansen i stedet for Malling Hansen. Idet han jo var døbt Hans Rasmus Malling Johan Hansen – altså efter Rasmus Malling – der var hans moders stedfar. (Og også RMHs)

SA: RMHs datter, Johanne Agerskov trykket dette dokumentet i sin bok ”Hvem var skrivekuglens opfinder” fra 1925. Dessverre opplyser hun ikke når dokumentet ble forfattet, men hun skriver at det var en ”reklameskrivelse”. Som man vil se i en senere fotnote, mener jeg at dokumentet må være skrevet på den aller siste utgaven av skrivekuglen med papirvalse, utviklet av mekanikeren August Lyngbye. Rasmus Malling-Hansen undertegnet sporadisk sitt navn, Malling-Hansen med bindestrek også før 1883, men 1883 virker som en god datering av skrivet, etter min mening.

Det eksemplaret av dokumentet som er lagt ut på websiden er for øvrig scannet etter en original, som eies av Lars Mathiesen, oldebarn av RMH. Sannsynligvis stammer det fra RMHs datter, Emma, gift Mathiesen.

 

[2] CB: Det er særdeles interessant, at RMH bruger ordet ’Skrivemaskine’ som – mig bekendt – og jeg har forsket en del i emnet – først opstod som ord EFTER 1870 – hvor RMH jo altså præsenterede Skrivekuglen, der jo så at sige var verdens første skrivemaskine, og altså er opfundet FØR selve ordet Skrivemaskine. Denne tekst er jo også skrevet langt senere end 1870 og altså på et tidspunkt, hvor ordet Skrivemaskine var ’opfundet’. Hvornår det blev det, har jeg engang drøftet med Dansk Sprognævn – men jeg mener ikke, at de havde noget præcist svar. Men jeg vil forsøge at følge op på det.

 

[3] CB: Flertal på Latin af ’Mecanicus’ – mekaniker. Ja! RMH var jo uddannet teolog og kunne både læse og skrive – ja måske endda tale – Latin og Oldgræsk.

 

[4] CB: Denne tekst er særdeles interessant på flere måder. De første amerikanske skrivemaskiner var jo –manuelle’ – altså ikke-elektriske – så det undrer – og overrasker - mig meget at læse her, at RMH har valgt at gøre den første kæmpeversion af Skrivekuglen elektrisk – altså batteridrevet. Det har jeg hidtil troet, var en genial idé fra hans side – bortset fra, at den relativt nye teknologi – batterierne – der hver var på størrelse med et moderne bilbatteri – var ekstremt tunge og fyldt med kemikalier, der lækkede. Så – jeg har troet at RMH fuldt bevidst satsede på at lave en ’elektrisk skrivemaskine’ – verdens første. Men dette dokument tyder på, at han ikke mente, at ’Skrivemaskinen’ kunne laves manuelt, fordi den var alt for tung at skrive på kun med håndkraft? Meget spændende!

SA: I følge en artikkel av RMHs svigersønn, Fritz August Bech, oppsto det mye problemer i tilknytning til batteriene. De var relativt upålitelige, trengte mye vedlikehold og varte ikke særlig lenge, med den følge at skrivekuglen sluttet å virke og kundene ble misfornøyd. I følge Bech ønsket derfor RMH å finne opp en mekanisme for flytningen av papiret, som overflødiggjorde batteriet. Mekanikerne skal ha arbeidet med å løse problemet i flere år, men da det ikke lyktes dem, fant RMH selv en løsning, og den første modellen uten batteri ble lansert i 1875 – den første av de ”høye” skrivekuglene, men foreløpig uten farvebånd. Det hevdes ofte at den første utgaven av skrivekuglen veide 75 kg. Da RMH Selskabet besøkte Teknisk Museum i 2006 og fikk se alle deres skrivekugler, veide vi deres utgave av den første modellen med sylinder innebygget i en trekasse. Den veide 9 kg – og på denne tiden fantes det batterier som ikke veide mer enn kanskje 5-6 kg, altså kan det neppe ha vært denne skrivekuglemodellen som var den aller første. Sannsynligvis må RMH også ha fått bygget den store bordmodellen som var med på de første patenttegningene, der papirsylinderen ble drevet rundt av en fotpedal. Den kan se ut til å ha veid ca 75 kg.

[5] CB: Igen en yderst interessant oplysning – som jeg ikke forstår. Da den endelige model med farvebånd var færdig i 1878 – og dette dokument er senere – så ved jeg ikke, hvad det er for modeller med stort papirformat han mener??? Sverre??

SA: I et brev til sin bror Jørgen fra 11. november 1879 forteller RMH at han har fått laget en helt ny skrivekugle, som kun har kuglestykket og vipningen til felles med de modeller som inntil da hadde vært i produksjon. I følge RMH er den nye maskinen lavere og bredere enn de gamle, og skriver på folio-ark, et større papirformat, og vil nå kunne bli satt i produksjon. Den maskinen han her omtaler kan kun dreie seg om den aller siste modellen av skrivekuglen, den med papirvalse, og som ble utviklet av mekanikeren August Lyngbye. RMH roser sin mekaniker meget i brevet til broren, men nevner dessverre ikke hans navn. Utover 1880-tallet overtok August Lyngbye helt utviklingen og produksjonen av skrivekugler. Opplysningen i reklameskrivet om at skrivekuglen selges for 150 kr bekrefter også at det dreier seg om Lyngbyes utgave av skrivekuglen. Han fremstilte skrivekugler med store bokstaver for kr 150 pr stk, og skrivekugler med både store og små bokstaver for kr 230. I skrivemaskinlitteraturen hevdes det ofte at ”The Caligraph 2” fra 1882 var den første skrivemaskinen som ble laget med både store og små bokstaver. Vi har et reklameskriv fra Lyngbyes etablissement der han reklamerer for skrivekugler med store og små bokstaver. Dessverre er ikke dette skriftet datert – men det er meget mulig at skrivekuglen var den første skrivemaskin som ble laget med både store og små bokstaver. Forhåpentligvis vil fremtidig forskning kunne avsløre når den første skrivekugle med store og små bokstaver ble bygget.

[6] CB: Endnu en forbløffende oplysning. Dem mener jeg ikke vi nogensinde har hørt om før. En søgning på Google eller i Salmonsens Leksikon fra 1930’erne giver ingen fund! Er det mon blot to personer –eller navnet på en virksomhed?   

[7] CB: Mine kopier af de to dokumenter er af ringe kvalitet – især den engelske tekst. Jeg forsøger at skaffe/finde noget mere læsbart – måske fra Sverre. Så indtil videre er der XX’er, hvor jeg ikke kan læse det. Jeg mener at patentet på Remington maskinen er fra 1872 – men det årstal, står der vist ikke i teksten.

SA: Det som senere ble kalt for Remington-maskinen, ble opprinnelig patentert første gang i 1868 av oppfinnerne Sholes, Glidden og Soule. James Densmore kjøpte opp patentet, fikk videreutviklet maskinen, og satt den i produksjon hos Remington i 1873. Det er ikke helt og holdent korrekt når RMH hevder at ”The Caligraph” var en videreutvikling av Remington-maskinen. Den var bygget etter mange av de samme prinsippene, men var en konkurrerende maskin – første gang produsert i 1880. (En av de samme som var med å utvikle Remington-maskinen, George Yost, var dog også med på å utvikle The Caligraph.

[8] CB: Denne oplysning må gøre det muligt at tidsfæste dette dokument meget præcist. Hvem gider undersøge dette??

SA: Den første utgaven av The Caligraph ble laget i 1880, Hall 1881 og Hammonia 1882 i følge ”The virtual typewriter museum”. Jeg tror 1883 er en meget sannsynlig datering av ovenstående ”reklameskrift”!

[9] CB: Pudsigt ord ’hurtighed’. Det findes ikke på dansk i dag – nu hedder det hastighed! En pudsig lille sproghistorisk udvikling! For man ville jo stadig sige ’hurtigskriver’ – og ikke ’hastighedsskriver’. Men ordene er ikke helt det samme, vel Jørgen J.

[10] CB: Denne ’accent’ over E’et undrer mig meget – hvoran laver han den med Skrivekuglen?        

[11] CB: Altså Skrivekuglen, Remington, Hall og Hammonia!

[12] CB: Altså bogstavet og den ’arm’ det sidder på.

[13] CB: Altså Remington maskinen – med sit forfærdelige QWERTY-tastatur.

[14] CB: Sværtlæseligt – mit gæt!

[15] CB: Her – nederst på siden (side 2 i dokumentet) slutter teksten. Om der er flere sider, vi ikke har, ved jeg ikke. Men det er jo noget, der ligner en slutning, selvom der ikke er nogen dato eller underskrift. Og sikke en kedelig slutning! RMH brugte jo hovedsageligt sine midler på denne opfindelse. Han havde nok en pæn løn – men også en hjemmegående hustru og 7 døtre! Så hans beklagelse over alle udgifterne er dybfølt! Og det kan vi i Malling-Hansen Selskabet kun være 100% enige i!

SA: I RMHs datters bok om skrivekuglen er det heller ikke noen fortsettelse på dokumentet, så det besto nok kun av disse to sidene!

 

Handbuch der Geschichte der Buchdruckerkunst, von Carl Berendt Lorck,

Originalausgabe

XVI. Kapitel, „Die Zweige der germanischen Gruppe“.

 

Seite 443:

 

            Als Zeitungsdruckerei steht die Offizin C. FERSLEW & Co. obenan. Sie verbindet Typographie Lithographie und Papierfabrikation. Ferslew druckte zuerst mit einer „Victoria-Endlosen“. Drei große Tageszeitungen werden in der Offizin hergestellt, in welcher 9 Kastenbeinsche Setzmaschinen und 11 Ablegemaschinen arbeiten, wohl mehr als für den Augenblick im ganzen Deutschen Reich. Bei der Bedienung sind mehr als dreißig Mädchen unter Leitung einer Direktrice beschäftigt. Um den Satz zu beschleunigen, werden schlecht geschriebene Manuskripte erst mittels der Malling Hansenschen Schreibkugel (s.446) umgeschrieben und dann de, Setzner übergeben, wodurch es möglich wird, den Hauptteil einer grossen Zeitung in zwei Stunden herzustellen.

 

Seite 446:

 

            Mit der Setzmaschine verwandt ist die Schreibmaschine oder SCHREIBKUGEL. Der erste, der mit einer solchen wirkliche Erfolge erzielte, war der Direktor der königlichen Taubstummenanstalt in Kopenhagen, R. Malling Hansen. Durch sein Nachsinnen über die Mittel zu einer leichteren Verständigung zwischen Taubstummen und Blinden kam er auf den erwähnten Apparat, den er nach und nach mehr vervollkommnet hat.
            Durch die Oberfläche einer hohlen metallenen Halbkugel geht eine Anzahl von Stahlstiften, die wie Radien eines kreises nach dem Mittelpunkte zusammenlaufen, was durch künstliches Unterschneiden der Stifte ermöglicht wird. Auf dem unteren Ende eines jeden derselben ist ein Antiqua-Versalbuchstabe erhalten geschnitten, wie jeder Typenstempel. Unter dem Mittelpunkte, wo alle Buchstaben zusammentreffen, liegt das Schreibpapier mit einem Farbenpapier bedeckt. Durch den Druck mit dem Finger auf den Knopf eines Stempels wird dieser nach dem Zentrum geführt und übt einen Druck auf das Farbepapier, wodurch der Buchstabe auf das weiße Papier abgefärbt wird. Nach jedem Druck bewegt sich das Papier soweit seitwärts zurück, dass der nächste Buchstabe in die richtige Entfernung von dem vorhergehenden zu stehen kommt. Ist die Zeile voll, schiebt sich das Papier so weit nach oben, dass es in die richtige Lage kommt, um die folgende Zeile aufzunehmen. Eine Schnelligkeit von 20 000 Buchstaben in der Stunde ist noch keine übertriebene. Durch Übereinanderlegen von bis zu zehn Schreib- und Farbeblättern ist es möglich, eine ebenso große Anzahl Drucke gleichzeitig zu schaffen, die wieder durch elektrische Verbindung mehrerer Apparate nach Belieben gesteigert werden kann.

 

Kommentaren:

1) Es ist für uns sehr interessant wissen, das Ferslew einen Schreibkugel verwendete für diesen Zweck.

2) Leider hatte Lorck den Ursprung des Schreibkugels etwas falsch verstanden.

3) Siehe auch den Brief Malling-Hansen von 17 September 1872 an C.B. Lorck

 

 

Jørgen Malling Christensen,
8 November 2011

 

 

 

Carl B. Lorck, 1814-1905. Photo: The Royal Library in Copenhagen

Carl Berendt Lorck, 1814 – 1905, dänisch-deutscher Buchhändler, Typograf und Verleger. Er wurde bekannt als Verleger skandinavischer Literatur in Deutschland. Wuchs in Kopenhagen auf, absolvierte Prüfung an der Universität Kopenhagen in den Kunstwissenschaften und später in Philosophie und Philologie. Nach Ausbildung als Schriftsetzer beschloss Lorck 1836 zur weiteren Fortbildung nach Deutschland zu gehen. Arbeitete in der Leipziger Breitkopf  & Härtelsen Buchdruckerei. Lorck widmete sich der Übernahme und Übersetzung der dänischen, norwegischen und schwedischen Literatur: die gesammelten Werke Hans Christian Andersen und Verfasser wie Henrik Hertz, Christian Winter, Johan Ludvig Runeberg, Erik Johan Stagnelius, Esaias Tegnér und auch der Physiker Hans Christian Ørsted. 1843 wurde durch Johann Jakob Weber (Weber Verlag) und Lorck die Illustrierte Zeitung gegründet. Im Jahr 1845 wurde C.B.Lorck Staatsbürger des Königreichs Sachsen. Am 1 Juli 1856 übernahm Lorck die Fr. Nies´sche Buchdruckerei und Schriftgießerei in Leipzig. Ab 1867 wurde die Zeitschift Europa – Chronik der gebildeten Welt von Lorck verlegt. 1868 gründete er Annalen der Typographie, Central-Organ für die technischen und materiellen Interessen der Presse. Lorck organisierte auch die Bildung des Allgemeiner deutscher Buchdrucker-Verein (1869). Im Jahr 1873 wurde Lorck zur Weltaustellung in Wien als Juror für das Buchgewerbe delegiert.
Sein Hauptwerk erschien in 1882: Handbuch der Geschichte der Buchdruckerkunst, Weber, Leipzig. Aus diesem Werk zitieren wir im folgenden einen Auszug, wo Rasmus Malling-Hansen ist zweimals referiert.

 

 

 

Illustrirte Zeitung
Brief von RMH aus Lorck
Neues Ausgabe von Lorck's buch
Jean Christian Ferslew, 1836-1910. Photo: The Royal Library, Copenhagen
H. C. Andresen fotografiert in 1869
Lorck und Familie. Photo: The Royal Library in Copenhagen

Article in Appleton's Annual Cyclopædia 1890

The Hansen Type-Writer. –In the chronological order the ”writing ball” of the Rev. H. R. M. J. Hansen, of Copenhagen, Denmark, appears to be the only foreign competitor that American type-writers have. The first patent awarded him in the United States bears date April 23, 1872(125.952), and this was followed by others in 1872, 1874 and 1875, but none have yet been manufactured on this side of the Atlantic. It was exhibited at the Centennial in 1876, and won a gold medal.[1] A few have been brought to this country by tourists. A hemispherical shell is mounted on the mouth of a conical shell, inverted, and from the surface of the ball protrude the ends of 54 pistons, penetrating the interior, surrounded by springs, and directed toward the point of the cone, which is open an inch square. These pistons have each a cap for fingering, and on the lower end a type face. There are one alphabet, figures, points and miscellaneous signs. These are necessarily cut, each at its own angle on its rod, so that when pushed down it will print squarely and in line at the point of the cone. The pistons act swiftly, noiselessly, and easily, striking through an inked ribbon, held in reels on either side the letter orifice. The “ball” is supported by arms from the base, and hinges on one side, so that it may be lifted. The paper is held in a frame[2] resting on guides, and is propelled by a coiled spring connection. The framework underneath supports an “anvil” to receive the impression. The length of the printed line is 7 inches. The “ball” falls slightly under each impression and releases the letter-spacing action. These machines are in use in England and on the Continent.[3] The top of the ball and all the keys may be covered by the two hands of the operator. A bell sounds four spaces from the end of the line, and a scale is mounted behind the machine to show the location of impressions. The apparatus stands 6 inches high, 7 ½ inches deep, and 11 inches wide, and the weight is about 8 pounds.

 

Footnotes by Sverre Avnskog:

 

[1]: The writing ball was exhibited in South Kensington, London 1871, Copenhagen 1872, Vienna 1873, Philadelphia 1876, Paris 1878 and Copenhagen 1888. It received first price medal in all exhibitions, except for South Kensington, where there was no competition and no medals were awarded. The Remington machine is also presented in Appletons’ Annual Cyclopædia, 1890, and it is claimed that it was awarded a gold medal in Paris in 1878. This is not correct according to our sources, which state that the Remington typewriter only won a silver medal in Paris.

 

[2]: The author of this presentation of the writing ball is obviously not aware that the writing ball went through an extensive development throughout the 1870’s and -80’s. The model described here is obviously the 1878 model that was exhibited in Paris, writing on sheets of paper, while the picture shows a different model, also from 1878, designed for writing on paper strips. During the 1880’s a new and lower model equipped with a paper platen, writing on larger formats and which could be delivered with both upper case and small letters, replaced the 1878 model. The first specimen of this model, which was developed by Aug. Lyngbye and sold from his mechanic company, was ready and presented to Malling-Hansen in 1879.

 

[3]: Unfortunately we don’t have the full picture of the use of the writing ball in public and commercial organizations. “Store Nordiske Telekompani” bought some specimens of the big, flat model from 1871, which were used in Copenhagen and Newcastle and some information indicates that writing balls were in use both in Dutch courts and offices in London in early 1900, in addition to private users.

 

 

 

The illustrtion in Appletons' from 1890 showes a writing ball model from 1878 which writes on paperstrips.
The same model photographed in The Museum of Science in Copenhagen by Sverre Avnskog
The title page of Appletons' register of important events of the year 1890
As the only European typewriter the writing ball received a positive review in Appletons'