Articles from Malling-Hansen's lifetime

The Malling-Hansen writing ball was a tremendous success throughout Europe in the early 1870's. Several Danish, German, Austrian and English newspapers and journals had large articles about Malling-Hansen's invention, and it was also mentioned in the Harper's weekly in USA. The Malling-Hansen Society are working to trace these early articles, and in due time, we will publish them in this section - preferebly in the original language - but also in English translations. Unfortunately the writing ball's commercial success wasn't at all what both the inventor himself and many of the article-writers would expect, but that's a different story....

 

Articles in this section:

 

  • Danish newspaper - Folkets Avis, 9.th of September 1870 (Danish)
  • Danish newspaper - Dagstelegrafen, 9th of September, 1870 (Danish)
  • Danish journal - Illustreret Tidende, October 30. 1870 (Danish)
  • Danish journal - Skandinavisk Bogtrykker-Tidende, Nov. and Dec. 1870 (Danish)
  • Malling-Hansen: The Writing Ball (English) - undated manuscript, possibly from 1871
  • Danish newspaper - Berlingske Tidende, 22. nd of Januar 1872 (Danish)
  • German newspaper - Illustrirte Zeitung, 20.th of April 1872 (German)
  • British journal - The Engineer - Aug. 2. 1872 (English)
  • Danish newspaper - Fædrelandet - December 15. 1875 (Danish)
  • Danish journal - Illustreret Tidende - January 16. 1876 (Danish)
  • British journal - The Illustrated Universal Exhibition – October 5. 1878 (English)
  • Malling-Hansen: Skrivekuglen (Danish) undated manuscript, possibly from 1883

Artikkel i Folkets Avis - 9. september 1870

Et meget gammelt bilde av den første skrivekuglen, fra Malling-Hansens datter, Johanne Agerskovs etterlatte dokumenter. Hun skrev en bok om sin fars oppfinnelse - Hvem var skrivekuglens opfinder?
Det lå en meget nøye uttenkt og utprøvet plan bak plasseringen av bokstavene på skrivekuglen - med den hensikt å oppnå maksimal skrivehurtighet

 

     Skrivekuglen [1] er Navnet paa en Opfindelse, som Forstanderen for Døvstummeinstitutet, Pastor Malling-Hansen, har erhvervet Eneret paa, og som synes at kunne faa megen praktisk Betydning ifølge den gamle Sætning: Tid er penge. Den gaar nemlig ud paa at skrive i det Mindste lige saa hurtig, som man taler, og vel at mærke med Bogstaver af det almindelige Alfabet, og det er ikke usandsynligt, at den anvendt paa rette Maade, og med smaa, uvæsentlige Tilsætninger vil kunne gøre den hidtil brugte Stenografi og den møjsommelige Sætning af Manustkripter, inden de trykkes, overflødig.

 

     Opfinderen er ganske naturlig falden paa sin Ide ved at anstille Undersøgelser over den Hurtighed, hvormed de hørlige Lyd frembringes, og den, hvormed de synlige Tegn dannes. Hans Resultater vise, at man i Gennemsnit i daglig Tale udsiger 20 Lyd i et Sekund, medens man kun skriver 4, men at man i offentlige Forsamlinger taler noget langsommere, saa at for Exempel i Rigsdagen Hr. B. E. Bahle kun frembringer omtrent 7 Lyd gennemsnitlig i Sekundet, Hr. G. Vinder 9, men den mer hurtigtalende Hr. Bille omtrent 15. Derimod kan man ved Fingersproget fremstille 12 Lyd i Sekundet, saa at den Tanke ligger nær at frembringe varige (skrevne eller talte) Tegn ved en lige saa simpel eller endnu simplere Haandbevægelse end den, hvormed en Døvstum udtrykker sig. Det er det, man gør, naar man spiller Klaver. Det mekaniske Arbejde bestaar da kun i at trykke med Fingeren paa en Tangent – det Samme gør man paa Hr. Hansens Apparat. I Stedet for en Tone frembringer man her et Bogstav, og det beror nu blot paa den Skrivendes Fingerfærdighed, hvor hurtig han kan lade Bogstaverne følge efter hverandre. [2]

 

     For at gennemføre dette Princip har han udtænkt en Maskine, som er bleven udført af Mekaniker Jurgensen i Sortedamsgade, og hvis Hovedindretning her kun løselig kan antydes.

 

     En Kugleflade af Metal (det, man i Stereometrien kalder en Kalot) er gennemboret med lige saa mange Huller, som man bruger alfabetiske Tegn, og indsat i den øverste Flade af en Kasse. I hvert af de omtalte Huller er der indsat en Stempelstang med en Knap foroven, der bærer et Bogstavmærke, og ombunden med en Spiralfeder, der holder den i Ro, naar den ikke bruges. Ved et Tryk paa Knappen farer dette Stempel ned og aftrykker det samme Bogstav, denne bærer, netop paa det Sted, hvor Kuglens Sentrum maa tænkes at ligge. Samtlige Stempler ere altsaa stillede som Kugleradier og ville altid nøjagtig paa samme Sted aftrykke deres respektive Bogstaver. For at opfange disse ligger her inde i Kassen en Cylinder, om hvilken man vikler det Papir, hvorpaa der skal trykkes, og ovenpaa dette et sort Kalkerpapir, gennemtrukket med Farge. For at faa Cylinderen til at bevæge sig saa at hvert nyt Bogstav bliver trykket ind efter den foregaaende, og for at afpasse denne Bevægelse nøjagtig efter den Hurtighed, hvormed der skrives, er den sat i Forbindelse med et Tandhjul, der sættes i gang ved en elektromagnetisk Strøm, og denne er saaledes ledet, at den netop sluttes i det Øjeblik, da Stemplet trykkes ned. Hver Gang man altsaa, efter at have sat et Bogstav, slipper Knappen paa Stemplet, drejes Cylinderen et lite Stykke for at modtage det næste Bogstav, men da dens Bevægelse er spiralformig, vil den ene Linie komme til at ligge regelmæssig nedefor den anden. [3]

 

     Ved den ovenfor omtalte Stilling af Stemplerne som Kugleradier i Modsætning til den Maade, hvorpaa Tangenterne ere anbragte paa et Klaver, er der vundet en ikke uvæsentlig Fordel med Hensyn til den Lethed, hvormed der skrives. Man har nemlig Vokalerne liggende tilvenstre, Konsonanterne tilhøjre og samtlige Bogstaver anbragte i Forhold til den Hyppighed, hvormed de forekomme i Alfabetet, saa at deres indbyrdes Stilling svarer til Fingrenes paa den Haand, der skal bruge Apparatet, og de hyppigst forekommende udfor de stærkeste Fingre. Naar man nu betænker, at en Pianist kan anslaa fra 20-30 Tangenter efter hverandre i et Sekund, vil en øvet Skrivekuglespiller let kunne bringe det mindst til samme Hurtighed og altsaa kunne skrive mindst 5-6 Gange saa hurtig med dette Apparat som med en Pen [4], og da man kan bruge hva Alfabet, man selv vil, kan Skrivekuglen faa Anvendelse til de saakaldte Chifferdepecher.[5] Ogsaa med Hensyn hertil har Opfinderen udtænkt en sindrig Fremgangsmaade, ligesom han antyder meget simple Modifikationer, der ville gøre hans Maskine anvendelig i Telegrafien og bruges som Sættemaskine.[6]

 

     Naar man endelig hertil føjer den store Fordel, den frembyder for Blinde og for dem, der  have mistet Fingre, synes det klart, at der her foreligger en Opfindelse, som vil kunne faa stor Betydning for Menneskeheden, og at der kun staar tilbage at gøre den mekaniske Indretning saa simpel, at det ikke vil blive for kostbart at anskaffe sig den. Men allerede i sin nuværende Skikkelse vil den med betydelig Besparelse af Tid og Kræfter kunne anvendes paa større Kontorer og ved offentlige Forhandlinger, og forhaabenlig vil Publikum snart faa Lejlighed til at gøre sig bekendt med den.

 

                                                                                                                C. M. [7]

 

 

 

[1] SA: Skrivekuglen ble fremvist for pressen for første gang 8. september 1870, så artikkelen i Folkets Avis ble trykket allerede dagen etter fremvisningen.

 

I et brev til sine brødre fra samme dag som artikkelen i Folkets Avis sto på trykk, skriver Malling-Hansen følgende om begivenheten:

 

se her det første kuglebrev  egentlig er det det tredie   ieg har nemlig skrevet det første til svigermoder i anledning af hendes fødselsdag og det andet for lidt siden til etatsråd hummel for at takke ham for en glimrende udtalelse om kuglen som han for lidt siden sendte mig   de ufuldkommenheder som endnu klæbe ved kuglen kunne heldigvis let rettes    en ubetydelig forandring ved den vil gøre at bogstaverne alle komme i den rette afstand fra hverandre o s v

 

kuglen blev besigtiget i går af pressens repræsentanter  proff holten var også tilstede  alle vare overraskede   dagstelegrafen har en artikkel om den i dag  folkets avis også og det er der er meget vel skrevet og meget lang   dagens nyheder og dagbladet bebude udtalelser om skrivekuglen i morgen

 

[2] SA: På sedvanlig vis har Malling-Hansen tydeligvis gått meget vitenskapelig til verks for å undersøke hurtigheten både i tale og skrift!

[3] SA: Av beskrivelsen går det meget tydelig frem at den første modellen som ble bygget av skrivekuglen, var den med en sylinder til å feste papiret rundt  – innebygget i en trekasse.

[4] SA: I motsetning til det tradisjonelle qwerty-tastaturet, der bokstavene som blir hyppigst benyttet i det engelske språk, måtte plasseres lengst mulig fra hverandre for å unngå at armene hang seg opp i hverandre, ble altså bokstavene plassert på skrivekuglen på en slik måte at man kunne oppnå høyest mulig skrivehastighet! Det sier seg selv at man derfor kunne skrive mye hurtigere på enn skrivekugle enn på en maskin med qwerty-tastatur. (Som ennå ikke var oppfunnet, forresten. Det kom først i 1873 da Remington satte Sholes&Gliddens ”type writer” i produksjon. Det var for øvrig investoren James Densmore som oppfordret Sholes til å utvikle qwerty-tastaturet.)

[5] SA: Scifferdepecher=stenografi?

[6] SA: Allerede på dette tidspunktet hadde altså Malling-Hansen i tankene de forskjellige modellene som ble bygget i løpet av de to nærmeste årene: Skrivekuglen med den flate vognen i stedet for sylinderen, og sannsynligvis også takygrafen.

[7] SA: Hvem denne journalisten er, er forløbig ikke kjent, dessverre, men han har tydeligvis forstått prinsippene for skrivekuglen meget godt!

 

 

Artikkel i Dagstelegrafen, 9. september 1870

Slik så den første modellen ut innvendig. Papiret var festet rundt en sylinder. Foto: Dieter Eberwein

 

                                                                                ”Skrivekuglen”.

 

      Med dette Navn har Forstanderen for det kgl. Døvstummeinstitut, Pastor R. M a l l i n g – H a n s e n  betegnet en Opfindelse, hvorpaa han den 12te Marts d. A. har erholdt Eneret for 15. Aar, og hvoraf det første Exemplar den 2den ds. er blevet færdigt fra Mekanikus  J ü r g e n s e n, Eier af ”Jüngers mekaniske Etablissement”. Hr.  M a l l i n g – H a n s e n  er ved sin Virksomhed som Lærer for Døvstumme kommen ind paa Undersøgelser angaaende Sproglydene, deres Tilblivelsesmaade, Taleorganernes Bygning og Virkemaade m. m., og disse Undersøgelser have i Begyndelsen af indeværende Aar [1] ledet ham til hans Opfindelse, der, om den endnu har enkelte Mangler – hvilke dog kun synes at være meget smaa og lette at afhjælpe -, er praktisk anvendelig og, om den end ikke i Løbet af kort Tid vil blive indført til Benyttelse i det vide Omfang, som Opfinderen har tænkt sig, dog maaske hurtig vil trænge igjennem paa forskjellige Omraader. Det vil være umuligt paa en indskrænket Plads og uten Hjælp af Tegninger at give en fuldstændig Beskrivelse af det forøvrigt ikke meget indviklede Apparat, men nogle Antydninger ville dog formentlig kunne give et Begreb om det. Man tænke sig et Kugleafsnit med saamange Gjennemboringer, som man vil anbringe Bogstaver og Tegn i Apparatet, og disse Gjennemboringer anbragte saaledes, at Stempler, der sættes i dem (omgivne af Spiralfjedre, for at de af sig selv kunne springe tilbage), naar de nedtrykkes, med Spidsen naa bestemt det samme Punkt, nemlig Kuglens Centrum. Naar dette noget vanskelige mekaniske Arbeide er udført med tilstrækkelig Nøiagtighed, vil man altsaa se sig istand til med Fingrene efterhaanden at trykke Spidserne af Stemplerne mod det samme Punkt, og er paa disse Spidser anbragt Typer, og der over det i Kuglens Centrum anbragte Papir er udbredt et Stykke almindeligt Gjennemskrivningspapir, faaer man et Aftryk af den Type, der nedtrykkes. Ved Hjælp af et galvanisk Apparat og en Elektromagnet samt et Uhrværk er derhos Papiret, der ligger paa en Cylinder eller en Slæde [2], paa en meget simpel Maade bragt til at flytte sig lidt, for hver Gang et Stempel trykkes ned, saa at Bogstaverne komme til at staa ved Siden af Hinanden. Stemplerne ere derhos med megen Omsigt lagde saaledes for Fingrene, naar Hænderne hvælves om Kugleafsnittet, at man ved Øvelse maa kunne opnaa en meget betydelig Færdighed i at nedtrykke Stemplerne, altsaa skrive eller rettere trykke med Maskinen. Naar man seer, hvilken Fingerfærdighed Pianister kunne opnaa er det sikkert, at der med Maskinen kan trykkes meget hurtig – Opfinderen mener endog, at man vil kunne trykke ligesaa hurtig, som der tales, altsaa opnaa Stenografiens Hurtighed -, og ligeledes ville Blinde og Øiensvage med Lethed kunne lære at bringe deres Tanker meget hurtig paa Papiret ved Hjælp af Skrivekuglen, ligesom Enhver ved Hjælp af deraf kan fæste sine Tanker næsten med samme Hurtighed, som de fremstaa. Opfinderen har derhos udtænkt en meget snild Maade til at andvende Skrivekuglen i Telegrafiens Tjeneste, nemlig saaledes at der kun behøves et Anslag for hvert Bogstav. [3] Lader dette sig realisere, hvilket synes let at kunne ske, vil det være en overordentlig Simplifikation og Besparelse. Endvidere kan Skrivekuglen paa en simpel Maade andvendes til hemmelig Skrift, og ved at kombinere den med den saakaldte Autografering, kan, hvis Opfinderens Tanker i saa Henseende holde stik for den praktiske Udførelse, det Nedskrevne eller Nedtrykte med stor Lethed og paa en særdeles billig Maade mangfoldiggjøres.

 

Fotnoter:

 

[1] SA: Det kan nok stemme at det var i begynnelsen av 1870 at den første Skrivekuglen var ferdig i alle detaljer, det vet vi ikke med sikkerhet. Men fra andre kilder vet vi at Malling-Hansen allerede i 1865 arbeidet med sin oppfinnelse, og i realiteten hadde oppfunnet kuglestykket og utarbeidet bokstavenes plassering på dette. Da Malling-Hansens svoger, Johan Alfred Heiberg sjekket sine dagbøker fra 1865, kunne han bekrefte at han var behjelpelig med å være tidtager da Malling-Hansen eksperimenterte med bokstavplasseringen på et kuglestykke av porselen, for å kunne avgjøre hvilken plassering som ga den hurtigste skrivehastigheten.

[2] SA: Dette er en meget interessant opplysning. Den modellen som ble fremvist for pressen den 8. september 1870, var en sylinder-modell i trekasse, og når artikkelforfatteren nevner at papiret kunne være festet til en ”slæde” må dette være en opplysning han har fått av Malling-Hansen under fremvisningen. Denne ”slæden” må vel være det samme som den flate vognen som de nye modellene i 1871 var utstyrt med.

[3] SA: På de første patent-tegningene kan man se hvordan RMH tenkte seg at det kunne skjæres små eller store hakk i enden av stemplene, som kunne bryte og koble til strømmen, slik at det fremkom korte eller lange støt, som kunne fremstille hver bokstavs morsetegn alt etter som hvor mange og hvor store hakk man skar på hver stempelende.

 

Artikkel i Illustreret Tidende 30. okt. 1870

Artikkelforfatteren, Professor Carl Valentin Holten, 1818-1886, formann for Polyteknisk Forening og direktør for Polyteknisk Læreanstalt var også til stedet ved den første fremvisningen av skrivekuglen for pressen, 8. september 1870. Foto: Det Kongelige Bibliotek

 

Skrivekuglen

 

     Man skal just ikke have skrevet grumme meget for at have mærket, hvor pinlig det er, at Pennen, medens Tanken flyver, og Ordet til dels flyver med, maa krybe langsomt hen ad Papiret, og betænker man, hvormange Omveie Pennespidser maa gjøre, er det heller ikke saa underligt, at det gaaer langsomt med Skriften. Pastor  M a l l i n g  H a n s e n, Forstander for det Kongelige Døvstumme-Institut, har iagttaget at medens man kun kan skrive omtrent 4 Lydtegn i Secundet, kan man i Ramser eller i meget rapmundet daglig Tale udtale 20 Lydtegn eller noget derover hvert Secund, hvorimod man ved offentlige Foredrag sjeldent udtaler mere end 15, undertiden kun 9 Lydtegn i Secundet, saa at Talen er fra 2 til 4 Gange saa hurtig som Skriften. Kjender man nu lidt til de Døvstummes Fingersprog, skulde man troe, at dette endnu maatte gaae meget langsommere end Pennen; men Pastor Hansen har ved Iagttagelse fundet, at en øvet Fingertaler (om man tør kalde det saa) udtaler eller angiver omtrent 12 Lydtegn i Secundet, altsaa taler 3 Gange saa hurtigt som man kan skrive. Denne Omstændighed ledede ham til Opfindelsen af ”S k r i v e k u g l e n”, en Maskine, ved hvilken man bliver istand til at skrive omtrent lige hurtigt som man taler, eller rettere sagt som man holder Tale. Hovedtanken deri er den, at man ovenpaa Papiret lægger et Stykke affarvende Papir og paa dette trykker Bogstaverne med bevægelige Typer, der da aftrykkes paa det hvide Papir med det affarvende Papirs Farve. En lignende Indretning har man anvendt for de Blinde, kun at disse trykkede ophøiede Bogstaver i Papiret og at det gik noget langsomt selv for den Seende, da hver Type skulde søges frem, stilles paa sin Plads, modtage Trykket og saa lægges tilside.

 

 

Illustrasjonene i Illustreret Tidende var de samme som ble brukt i Skandinavisk Bogtrykkertidende og flere tyske artikler
Til venstre, skrivekuglen slik den fremsto i sin første utgave. Over: Den første skrivekuglen slik den så ut innvendig

 

 

Ved Skrivekuglen derimod ere Typerne udskaarne paa de nederste Ender af prismatiske Staalstilke, som foroven ende i Knapper, betegnede med de Bogstav, de bære forneden, og holdes borte fra Papiret ved Spiralfjedre. Alle disse Stilke ligge i Retningerne af Radierne til en Del af en Kugle (deraf Navnet), igjennem hvis Centrum Paoirsfladen gaaer. Naar man da trykkede alle Stilke eller Knapper ned med den ene efter den anden, vilde alle Bogstaverne komme til at staae paa eet Sted, hvis ikke Papiret blev flyttet imidlertid. Den mindste af de to Figurer viser Maskinen udenfra, og man seer foroven den egentlige Skrivekugle sine fremstående Stempler. Den største Figur viser Maskinen indvendig. Laaget, hvorpaa Skrivekuglen er anbragt, er lukket op, saa at man seer Skrivekuglen nedenfra. Papiret med det affarvende Papir er klemt fast paa en Cylinder (midt i Figuren), der bliver dreiet rundt af et Uhrværk (tilhøire i Figuren), men paa Enden tilhøire bærer den en fremspringende Skive, i hvis Rand der er indskaaret en Skruegang, som griber ind i en Tandstang forneden. Derved bevirkes det, at Cylinderen under Uhrets gang ikke blit dreies rundt, men tillige forskydes langs ad sin Axe, hvortil den lange cylindriske Axe, hvorpaa den sidder, giver tilstrækkelig Plads. Man vil da indsee, at een af Typerne, hvis den blev holdt i Berørelse med Papiret under Uhrets Gang, vilde tegne en Skruelinie paa det, der naar det tages af Cylinderenvilde vise sig som en Række af parallele Linier. Hvis nu Uhrets Gang havde en Hurtighed, der stemmede med den Skrivendes Øvelse, behøvede denne blot efterhaanden at trykke paa de forskjellige Stempler, han skulde bruge, de tilsvarende Bogstaver vilde da stille sig i Række, og et forlænget Ophold imellem hvert Ord vilde da give større Plads imellem Ordene end imellem Bogstaverne i samme Ord. Det sees imidlertid let, at man kun ved meget stor Øvelse kunde opnaae at faae ligestore Afstande imellem Bogstaverne. Maskinen har derfor faaet en saadan Indretning, at Cylinderen kun gjør et Spring naar et af Stemplerne trykkes ned, og dette skeer ved Elektromagnetisme. Skrivekuglen bestaaer derfor af to concentriske Kugleskaller, som ere isolerede fra hinanden. Den ene af disse er i Forbindelse med den ene Pol af et galvanisk Apparat (tilvenstre i Figuren), den anden staaer i Forbindelse med en Elektromagnet (forrest tilhøire i Figuren) og derfra med den anden Pol af Apparatet. Stemplerne ere alle i ledende Forbindelse med den indre Kugleskal, men isolerede fra den ydre; naar et af dem trykkes ned, kommer dets Knap i Berørelse med en paa den ydre Kugleskal ved ethvert af dem anbeagt Messingfjer; der er nu ledende Forbindelse, Elektromagneten tiltrækker et Jeranker, som er anbragt lige over den, og et Hemværk som ved Vægtstænger er sat i Forbindelse med dette Anker, udløses, hvorved et Tandhjul, anbragt paa Enden tilhøire af Cylinderens Staalaxe, da af Uhret kan drives ½ Tand frem. Bogstavet aftrykkes paa Papiret. Slipper man Stemplet, gaaer det tilbage, den elektriske Strøm afbrydes, Ankeret fjerner sig fra Elektromagneten, Hjulet dreies atter ½ Tand og bliver da i Ro, til det næste Tegn skal sættes. For med denne Indretning at kunne gjøre de tilbørlige Mellemrom mellem Ordene er der øverst paa Kuglen anbragt et Stempel uden Type, som ved at nedslaaes bringer Cylinderen til at gøre et Spring, uden at sætte noget Mærke.

 

 

 

I teknisk Museum i Helsingør finnes dette eksemplaret av den første skrivekuglemodellen. Som man ser, har trekassen en litt annen utforming enn på illustrasjonen i Illustreret Tidende. Foto: Dieter Eberwein
Vi vet ikke nøyaktig hvor mange eksemplarer som ble laget av den første modellen med trekasse. Malling-Hansen utviklet skrivekuglen videre, og allerede i 1871 ble det laget både åpne sylindermodeller og modellen med en flat vogn til skriveunderlag. Over ses boksmodellen innvendig. Foto: Dieter Eberwein
Slik ser tastaturet ut på Teknisk Museums eksemplar av den lukkede sylinder-modellen. Det har bare 24 taster. Foto: Dieter Eberwein
Fra undersiden kan man se de utskårne bokstavene. Selv om det er de store bokstavene som er avbildet på tastene, er det de små som er skåret ut på stempelspissene. Legg merke til at det er en "å" på dette tastaturet. Foto: Dieter Eberwein

 

 

      Nu beroer den Hurtighed, man kan naae, vel tildels paa Mechanismen, nemlig paa det Antal Bevægelser, Elektromagneten kan lade Ankeret og Hemværket gjøre i et Secund; men ogsaa paa Bogstavtypernes Ordning paa Kuglen. Hr. Malling Hansen har ordnet dem saaledes, at hver Finger i det Høieste har tre Stempler at anslaae; Consonanterne anslaaes med høire, Vokalerne med venstre Haand, og Bogstaverne ere saaledes fordelte, at de mest bevægelige Fingre anslaae de hyppigst forkommende Bogstaver. Den nu udførte Maskine kan frembringe tolv Tegn i Secundet, saa at man altsaa ved Hjelp af den med tilbørlig Øvelse vil kunne nedskrive de fleste Taler ligesaa hurtigt som de holdes, uden at stenografiske Tegn dertil ere nødvendige, og der er ingen Tvivl om, at man vil kunne opnaae en endnu større Hurtighed ved mechaniske Forbedringer; men allerede som Maskinen nu er kan den gjøre god Nytte, og det fortjener at bemærkes, at En, der er aldeles uøvet i at bruge den, saa han maa søge efter de enkelte Bogstaver, endda kan skrive hurtigere med den end med Pen, saa at den efter faa Timers Øvelse vil kunne gjøre god Tjeneste paa Contoirer. Hvad der laa nærmest var jo at anvende den til Stenografien, men dertil egner den nuværende Maskine sig ikke, da den paa Grund af Cylinderens hurtige Spring arbeider med temmelig stærk Støi. Til dette Øiemed maatte man gaae tilbage til den først antydede Indretning, lade Cylinderen gaae med jævn Hastighed og lade den Skrivendes Øvelse sørge for, at Skriften blev regelmæssig.

 

     Opfinderen har endnu paatænkt flere andre Anvendelseraf denne Maskine, som vi dog skulle opsætte at omtale, til de nærme sig noget mere til Vireliggjørelsen. Allerede som den nu er kan Skrivekuglen gjøre udmærket Tjeneste, og det uagtet de store praktiske Vanskeligheder, der vare at overvinde, f. Ex. Ved Stemplerne, der maae være skraat afskaarne for Enderne for at passe til Papiret, og paa hvilke Typerne maae graveres i forskjellige skraae Stillinger for alle at komme til at staae lige paa Papiret; ved Cylinderens hurtige Spring, der pludselig skulle standses, osv., hvilke Vanskeligheder med megen Dygtighed og Udholdenhed ere overvundne af Mechanicus C. Jürgensen, som har udført Maskinen. Hvad der vil genere Begyndere er, at man ikke kan see det, man skriver, da det i ethvert Tilfælde skjules af det affarvende Papir, men denne Gene vil for en stor Del vige for Øvelsen.

 

     Skriften faaer et eiendommeligt Udseende. Da man helst maa have et saa ringe Antal Stempler som muligt, ere de store Bogstaver og Interpunctionstegnene udeladte, og da man skriver helt rundt om det paa Cylinderen opviklede Papir, kan man ikke sørge for at afbryde Ordene ved Udgangen af en Stavelse. Begyndelsen af ”Landsbydegnens Dagbog” vilde, skrevet med Skrivekuglen, see saaledes ud:

 

   Gud skienke os alle et

Glædeligt nytaar og bev

are  vor  gode  hr søren

han slukkede lyset iaftes

og  moder siger  han lev

er ikke til  næste  nytaar

men det har vel intet at

betyde  det var ellers en

fornøielig aften da hr sø

ren tog sin hue af  efter

maaltidet og sagde som

han pleier agamus gratias

 

Enhver, der har meget at skrive, maa ønske Pastor Malling Hansen Kraft og Held til at skaffe denne Opfindelse, som lover at forkorte Skriverens møisommelige og tankeløse Arbeide, almindelig Anvendelse.

 

                                                                                                            C. Holten

 

Artikkel i Skandinavisk Bogtrykker-Tidende, 25. nov, 9. des og 28. des 1870.

Artikkelen i Skandinavisk Bogtrykker-Tidende ble skrevet av boktrykkeren Mendel Lazarus, 1833-1915, en mann ikke uten humoristisk sans! Foto: Det Kongelige Bibliotek

En ny Sættemaskine. Del 1 – 25. november 1870.

 

 

     ”Det er vor faste Overbeviisning, at i Sørensens Maskine findes det eneste rigtige Princip, er der viis den eneste Vei, ad hvilken vi kunne naae at konstruere en praktisk (Sætte-) Maskine” – skrev Forfatteren til den iøvrigt fortræffelige Beskrivelse af Chr. Sørensens Sætte- og Aflæggemaskine, der findes i denne Tidendes Nr. 9, 10 og 11; og Tidendes Redaktion gjorde hertil i en Note den Bemærkning at den dog ikke ganske var enig med Forfatteren i dette Punkt, - og det var i Sandhed en priselig Forsigtighed af den ærede Redaktion; thi 14 dage efter bragte vore Dagblade Beskrivelser over en Maskine, der var konstrueret efter et heelt andet Princip, og som – ”efter at være undergaaet nogle Modifikationer” – skulde kunne anvendes bl. A. som Sættemaskine, nemlig den af Pastor Malling-Hansen opfundne saa kaldte ”Skrivekugle”. Ja, en af dens Beskrivere gikk endog saa vidt, at han – maaske for at hjælpe lidt paa Tebslagerne – raadede de fjorten Femtendele af Sætterne til at ”gaa hen og hænge sig strax”. Men før vi følge dette Raad, turde det dog maaske være rigtigst at undersøge, om det er lige saa vel betænkt som meent; lad os derfor med al mulig Sindsro betragte Hr. Malling-Hansens geniale Opfindelse som den er, og dernæst prøve paa at tænke os den med ”Modifikationerne”, og lad saa enhver af mine Standsfæller overveide, om han ikke, naar det endelig skal være, skulde foretrække at kjøbe et Nøgle stærke Columnesnore fremfor den os anbefalede Strikke.

 

 

Figur 1 i artikkelen i Skandinavisk Bogtrykker-Tidende viser den aller første modellen av skrivekuglen, sylindermodellen innebygd i en trekasse. Denne illustrasjonene ble brukt i flere aviser og tidsskrifter fra denne perioden

 

 

     Som Fig. 1 viser, ligner Skrivekuglen i det Ytre en lille Skrivepult, oven over hvis Laag der hæver sig et Kugleafsnit med en Mængde fremstaaende Staalstilke; paa hver af disse er der yderst paa Enden anbragt en Knap, hvorpaa der er indgravered et af Alfabetets Bogstaver, og disse ere ordnede saaledes, at Selvlydene alle findes tilvenstre, Medlydende tilhøire, og at de hyppigst forekommende Bogstaver ligge bekvemmest for de mest letbevægelige Fingre. Alle disse Stilke ere anbragte som Kugle-Radier og kunne som saadanne, naar trykker paa vedkommende Knapper, alle naae det selvsamme Punkt (Centrum) indeni Kuglehuulningen. Yderst paa den indeni Kuglen liggende Deel af Stilken er nu det samme Bogstav udskaaret, som findes paa Knappen, og trykker man paa denne, aftrykkes Bogstavet paa en Cylinder, der er beklædt med et Lag Papir og derover igjen med et Lag af de saa kaldte Farvebaand, d. e. en Slags Kalkeer-Papir, der er mættet med et Farvestof, som det villig giver fra sig, hvor det udsættes for et passende, let Tryk; Systemet for Farvemeddelelsen er altsaa det samme, som kjendes fra den lille af Lesboyer opfundne Kortpresse, der vakte saamegen Opsigt paa den sidste Pariser-Udstilling, og hvoraf flere Exemplarer ere indforskrevne til Kjøbenhavn, hvor bl. A. Bogtrykker O. C. Olsen i sin Tid foreviste den og dens Præstationer i Industriforeningen. Vilde man nu efter Tour trykke paa de forskellige Bogstaver, vilde Aftrykkene af disse vel fremkomne paa Papiret, men alle paa det selvsamme Sted, dersom ikke Papiret flyttede sig efter hvert nyt Tryk, men dette er netop Tilfældet. For hvert Tryk bevæger Cylinderen sig omtrent saa meget, at Aftrykket af det næste Bogstav kommer til at staae ved Siden af det foregaaende. Det er indlysende, at de forskjellige Bogstaver, for at kunne komme til at staae i den rette Stilling paa Papiret maae være skaarne paa skraae Flader og i forskjellige Stillinger, og dette Arbeide, der som vi senere skulle see, ikke er lykkedes Stempelskjæreren fuldsteændig ved dette første Forsøg, erklæres af Sagkyndige for overordenlig vanskelig.

 

     Cylinderens Bevægelse er imidlertid ikke nogen jevn Omdreining, som f. Ex. Den, Cylinderne paa vore Hurtigpresser tvinges til at foretage: Skrivekuglens Cylinder bevæger sig stødviis. Den bevægende Kraft er et simpelt Uhrværk, der, hvis det fik Lov til at arbeide uden Forhindring, vilde holde Cylinderen i en jevn roterende Bevægelse, men da der vilde udfordres en overordenlig, maaskee uopnaaelig Øvelse og Sikkerhed hos den Skrivende, om han paa denne Maade skulde kunne undgaae mindre og større Mellemrum imellom Bogstaver, der høre til samme Ord, og et blot blot nogenlunde ligeligt Mellemrum mellem de forskjellige Ord, bliver Bevægelsen – om jeg tør bruge dette Udtryk – ”reguleret” saaledes, at den foregaaer stødviis. Denne ”Regulering” frembringes her ved Anvendelse af Elektromagnetisme. For at kunne følge dennes Ledning og Maade at virke paa, er det imidlertid nødvendig at aabne Pulten.

 

 

Figur 2 viser det innvendige av skrivekuglen

 

 

     Fig. 2 viser os derfor det Indre af Maskinen, saaledes som det fremstiller sig for Beskueren, naar Laaget, paa hvilket den egentlige Skrivekugle befinner sig, er klappet op. Skrivekuglen, der her sees nedenfra, bestaaer af to konsentriske Kugleskaller 1), som ere isolerede fra hinanden. Den ene af disse ere i Forbindelse med den ene Pol af et galvanisk Apparat [tilvenstre i Tegningen 2)]; den anden staaer i Forbindelse med en Elektromagnet [forrest tilhøire i Tegningen] og derfra med den anden Pol af Apparatet. Alle Stemplerne ere i ledende Forbindelse med den indre Kugleskal, men isolerede fra den ydre; naar et af dem trykkes ned, kommer dets Knap i Berørelse med en paa den ydre Kugleskal ved ethvert af dem anbragt Messingfjer; der er nu ledende Forbindelse 3); Elektromagneten tiltrækker et Jernanker, som er anbragt lige over den, og et (dobbelt) Hemværk, som ved Vægtstænger er sat i Forbindelse med dette Anker, udløses, hvorved et Tandhjul, anbragt paa Enden tilhøire af Sylinderens Staalaxe, da af Uhrværket kan drives en halv Tand frem. Bogstavet aftrykkes paa Papiret. – Slipper man Stemplet, gaaer det tilbage, den elektriske Strøm afbrydes, Ankeret fjerner sig fra Elektromagneten, Hjulet dreies atter en halv Tand og bliver da i Ro, til det næste Bogstav skal aftrykkes. For at kunne gjøre de tilbørlige Mellemrum mellom Ordene, er der øverst paa Kuglen anbragt et Stempel uden Type, som ved at anslaaes bringer Cylinderen til at gjøre et Spring, men som derved naturligviis ikke sætter noget Mærke paa Papiret.

 

1) Den indvendige af disse er dog temmelig massiv til egenlig at kunne kaldes en ”Skal”.

2) Det er naturligvis ikke nødvendig, at dette Apparat har plads i selve Pulten. Da Apparatet ved Brugen trættes, har Opfinderen med Held prøvet paa at lade Maskinen arbeide med skifteviis Benyttelse af flere forskjellige galvaniske Apparater, placerede i en lille Kasse, der stilles ved Siden af maskinen.

3) Denne fysikalske Deel af Beskrivelsen gjengives her i alt Væsentligt efter ”Ill. Tid.”

 

     Papir og Farvebaand blive ved en saare simpel Mekanisme fæstnede paa Cylinderen, der, som berørt, sættes i Bevægelse af Uhrværket [bagest tilhøire i Tegningen], og paa hvis høire Ende der er anbragt en Metalskive, i hvis Rand der er indskaaret en Skruegang, som griber ind i en under Skiven anbragt Tandrække, hvilket bevirker, at Cylinderen under Uhrets Gang foruden at bevæge sig rundt om sin Axe tillige skyder sig henad denne paalangs. Heraf følger, at de forskjellige efterhaanden paa Papiret frembragte Stempelaftryk til sammen paa Cylinderen antage Formen af en Skruegang; men tages Papiret af Cylinderen viser det sig, at de staae derpaa, netop som de skulle; i parallele Linier. – Hva angaaer den Hurtighed, hvormed Skrivekuglen kan arbejde, vilde det maaske være tilstrækkeligt her at anføre, at Opfinderen allrede har bragt det sååvidt, at  h a n  med den kan aftrykke omtrent 10 skrifttegn i sekundet, hvilket jo udgjør 36.000 Bogstaver i een Time! – en Kjendsgjerning, som for denne Tidendes Læsere sikkert ikke trænger til nogen Kommentar. Og dog er dette langt fra Alt, hva denne lille Simple Maskine kan prestære. Som den er, kan den, som dertil har tilstrækkelig Øvelse og Fingerfærdighed, godt og vel aftrykke 14-16 Bogstaver i Sekundet eller over 50.000 i Time; men Opfinderen har paateænkt at lade Staalstilkerne paa de Maskiner, der herefter bliver forfærdigede, gjøre noget kortere end dette er Tilfældet paa den, jeg har havt Leilighed til at gjøre Bekjendtskab med, og derved vil Maskinens Hurtighed sikkert endnu betydelig forøges.

 

     For en Sammenlignings Skyld skal jeg blot endnu minde Læserne om, at den meget omtalte Mackieske Sættemaskine efter en tidligere Artikel i nærværende Tidende skal kunne sætte 15.000 Typer i Timen, at sige, naar ”Perforeringen” er foretagen i Forveien, og at Chr. Sørensens Sætte- og Aflæggemaskine, naar den bethjentes af to dygtige og øvede Sættere, kunde levere 10 à 12.000 i Timen.

 

     Hvor Talen er om at lade Haandarbeide udføre pr. Maskine, er Spørgsmaalet om dennes større eller ringere Kostbarhed naturligviis af stor Vigtighed. Ogsaa i denne Henseende synes Skrivekuglen imidlertid at yde Alt, hva man med Billighed kan vente. De første Exemplarer ville rimeligviis komme til at staae i en Priis af omtrent 200 Rd. Pr. Stk.; medn det er en Selvfølge, at denne Priis vil kunne reduceres ganske betydelig, naar Maskinen finder en saa almindelig Anvendelse, at dens Forarbeidelse kan drives fabrikmæssigt.

 

 

I Teknisk Museum i Helsingør har de et eksemplar av den første modellen av skrivekuglen. Som man kan se, har denne modellen en litt annen form på trekassen. Foto: Sverre Avnskog
Innvendig er det også noen små forskjeller mellom Teknisk Museums eksemplar og den gamle illustrasjoenen fra Skandinavisk Bogtrykker-Tidende. Foto: Sverre Avnskog

 

 

 

En ny Settemaskine. Del 2 - 9. desember 1870

 

 

     Har det været Hr. Malling-Hansens Opgave at tilveiebringe et nemt og sikkert Korrespondansemiddel for de stakkels Blinde – hva man ved første Øiekast let kunde ledes til at antage, naar man ikke vidste bedre – da har han ved Opfindelsen af Skrivekuglen løst denne Opgave paa en i Sandhed glimerende Maade.

 

     De Blinde, der, som bekjendt, som oftest ere begavede med en udmærket fiin Følelse, i Kraft af hvilken de let ville være i stand til at opnaae stor Hurtighed og Sikkerhed i at anslaae de rette Tangentene og ved Anslaget at anvende netop det rette Tryk, ville – saameget mer, som deres Tanker ikke ved ydre Indtryk paa Synet bortledes fra den Gjerning, hvormed de sysle, - ved Skrivekuglens Hjælp snart kunne ”skrive” omkap med vore dygtigste Hurtigskrivere; ja Skrivekuglen har maaskee aabnet disse vore beklagelsesværdige Medmennesker Udsigt til et netop for dem særdeles passende Erhverv – som Hurtigskrivere. Men før denne Udsigt kan blive til Virkelighed, maa der dog foretages nogle Modifikationer i Maskinens Konstruktion; this som den er, foraarsager Skrivekuglens benyttelse vel meget Støi, og hvadenten man tænker sig den anvendt i Forsamlingssalen, hvor den Blinde ved dens Hjælp kunde fæstne de der Holdte Taler til Papiret, eller i Skribentens Arbeidsværelse, hvor han enten kunde ”afskrive” det første Manuskriptudkast eller maaskee endogsaa ”nedskrive” dette efter Forfatterens Diktat, vil det være en aldeles nødvendig Betingelse, at Maskinen maa arbeide saa lydløst som muligt. Dog denne Hindring kan vel ikke ansees som uovernindelig; og de Blinde ville sikkert med Tiden faae dobbelt Aarsag til at velsigne Skrivekuglen og dedens Opfinder.

 

     Ogsaa Opfinderens egentlige Hensigt – at konstruere en Hurtigskrivemaskine – maa jo efter de tildliger anførte Tal ansees for at være opnaaed paa en fyldestgjørende Maade. Naar man blot husker paa, at kun meget faa Hurtigskrivere kunne skrive 4  t y d e l i g e  Bogstaver i Sekundet, og at Stenograferne sjeldent kunne betegne mer end 14-16 Bogstaver i Sekundet, og at de maae lade deres Tegn omskrive 1), hvortil der medgaaer 6 Gange saa lang Tid som selve Stenograferingen – saa vil man vist neppe tvivle paa, at Skrivekuglen med Tiden vil faae praktisk Betydning for Stenografer, Stenografskrivere og Hurtigskrivere.

 

     Men nu de stakkels Sættere! – Vil Skrivekuglen ikke med Tiden ogsaa gjøre en stor Deel af dem overflødige? – Dette Spørgsmaal skal jeg næste Gang søge at klare for denne Tidendes Læsere.

 

1)      Paa  d e t t e  Arbeide forekommer det mig, at man selv i Rigsdagen uden synderlig Risiko kunde prøve Skrivekuglens Kræfter og Anvendelighed.

 

 

 

Skriftprøve fra den tredje delen av artikkelen i Skandinavisk Bogtrykker-Tidende. Hr. Lazarus har tydeligvis fått lov til å forsøke å skrive på skrivekuglen. Hans skrift er dog på langt nær så jevn som Malling-Hansens. Det skulle tyde på at det var viktig å skrive med jevnt trykk og hastighet på denne første modellen av skrivekuglen
Slik så førstesiden av artikkelen om skrivekuglen i Skandinavisk Bogtrykker-Tudende ut

 

 

En ny settemaskine - del 3, 28. desember 1870.

 

     Hvorledes kan man nu altsaa tænke sig idemindste en Deel af Sætterens Arbeide udført ve Hjælp af Skrivekuglen? Saare simpelt; i stedet for først at  s æ t t e  de enkelte Bogstaver sammen og derefter at lade Satsen  t r æ k k e  a f , frembringer man ved Hjælp af Skrivekuglen, strax etet Aftryk, og det langt hurtigere, lettere og – da her aldrig er nogen Feil i Aflægningen – korrektere, end nogen Sætter vilde være i stand til at sætte blot Tiendedeln deraf. Det af Maskinen leverede Aftryk kunde nu enten overføres paa Steen og derefter mangfoldiggjøres paa Steentrykpressen; eller man kunde, om man vilde have det trykt paa en Bogtrykpresse – hvad der jo af mange Grunde, som jeg ikke behøver at utvikle for denne Tidendes Læsere, vilde være at foretrække – ved Hjælp af den nys opfundne Pantatypi forskaffe sig en Plade til dette Brug; skulde ogsaa denne Methode forkastes, var der endnu den Udvei at lade Maskinen frembringe sine Indtryk i en Papirmasse, hvori der kunde tages Stereotyp-Afstøbninger, - man kan vel  t æ n k e  s i g, at dette kunde lade sig gjøre. Men vilde de efter en af disse Methoder frembragte Aftryk vel tilfredsstille Nutidens (eller Fremtidens) Forfattere, Udgivere og Læsere?

    

     Saaledes som Skrivekuglen nu er indrettet, seer Aftrykket af en pantatypisk form, taget efter Skrivekuglens Aftryk, saaledes ud som nedenstaaende Plade viser.

 

     Der er saameget mindre Grund til at opholde sig ved den Ujevnhed, der i forskjellige Henseender viser sig paa nedenstaaende Aftryk, som det er klart, at det næste Sæt Typer sikkert vil blive mere fuldkomment end dette første, ligesom det jo ogsaa maa tages i Betragtning, at de to sidte Linier ere aftrykte af en aldeles Uøvet, hvilket naturligviis ikke har været unden Indflydelse paa Aftrykkets Ueensartethed.

 

     I sin nuværende Skikkelse mangler Maskinen, som Læseren ville see, ikke blot Versalier, men ogsaa Tal og Interpunktionstegn. Herpaa kan der imidlertid vel raades Bod ved nogle ”Modifikationer” i Maskinens Konstruktion, som tildeels allerede ere paatænkte af Opfinderen – lad være, at Konstruktionen derved bliver noget mer indviklet, og selve Maskinen endeel kostbarere at anskaffe og vedligeholde.

 

     Fremdeles er det jo indlysende, at man med samme Skrivekugle kun kan frembringe Aftryk a feen og samme Skrift, og at det ialtfald vil blive høist vanskelig og tidslugende paa fri Haand med et andet Sæt Typer at at tilføre Formen Alt det, Forfatteren ønsker udhævet; ja selv Spatieringen vilde sikkert frembyde overordentlig store Vanskeligheder; men                  u t æ n k e l i g t  er det dog ikke, at ogsaa disse Vanskeligheder lod sig overvinde.

 

     Endvidere kan man jo verken i en Stereotyp- eller Pantatypiplade ombytte et (feilagtigt) Bogstav med et andet, et Ord med et andet, en Sætning med en anden, med andre ord: der kan ikke  k o r r i g e r e s 1); denne mangel ved Maskinen er allerede af større Betydning end de forhen nævnte. Vel sandt, det koster ikke meget Tid at sætte en heel Side om; men hvor let kunde der ikke indsnige sig en anden, ja maaske flere andre Feil i den nye Sats, og – fremfor Alt – hvorledes skulde man efter de foretagne Rettelser faae Satsen til at passe akkurat paa en Side?

 

     Her er jeg da kommen til den væsentligste Indvending mod Skrivekuglens  a l m i n d e l i g e Anvendelse som Sættemaskine:  M a n  k a n  v e d  H j æ l p  a f  d e n  i k k e  s l u t t e  u d,  o g  d e n n e  G r e e n  a f  S æ t t e r e n s  G j e r n i n g  l a d e r  s i g  h e l l e r  i k k e, som f. Ex. Ved den Sats, der præsteres af Sørensens Sættemaskine,  u d f ø r e s  p a a  f r i  H a a n d. Selv om man ved Modifikationer i Konstruktionen eller ved Maskin-Sætterens Dygtighed og Øvelse skulde kunne bringe det saa vidt, at man efter Behag kunde sætte et større eller mindre Mellemrum mellom Ordene, vil det dog neppe lykkes at finde nogen Sætter med en saadan Hjernekonstruktion, at han uden videre kunde skjønne – og skjønne rigtigt -  h v o r  s t o r t  et Mellemrum han skulde benytte i ethvert givet Tilfælde. 2)

 

1) Ved Overføring paa Steen kan man vel rette et eller andet Bogstav eller deslige; men det, som vi ere vante til at kalde Korrektur, vil dog vanskelig kunne lade sig udføre.

2) Som Maskinen nu er indrettet, kan man ikke engang see det, man er ifærd med at aftrykke; me nOpfinderen har allerede udtænkt et Middel, hvorved denne Mangel vil blive afhjulpen.

 

 

 

Malling-Hansen hadde mange forandringer i tankene allerede da den første skrivekuglen ble fremvist for pressen 8. september 1870. En av forandringene var sannsynligvis å fjerne trekassen, slik at sylinderen ble synlig for "kuglespilleren" som en journalist kalte skriveren for. Dette trykket ble brukt som illustrasjon til en artikkel i "The Engineer" i 1873. Modellen ble bygget første gang i 1871

    

 

     For at gjøre Skrivekuglen praktisk anvendelig som Sættemaskine, vilde det derfor ikke være nok, at der foretoges alle mulige, ja alle tænkelige Forbedringer i dens konstruktion; men der maatte tillige indføres ”Modifikationer” i de mangfoldige Forfatteres Skarpsyn, som ”først kunne see, hvorledes deres Tanker tage sig du, naar de foreligge trykte” (i korrektur), samt i de heller ikke faa Skribenters vægelsind, der ”have Lyst til paany at foretage Forandringer i deres Værker hver Gang, de lese dem igjennem”; og endelig maatte der paa samme tid indføres en betydelig ”Modifikation” i Læserens Smag; ja, jeg kunde fristes til at sige, man maatte ganske se bort fra alle typografiske Skjønhedshensyn og alle Brydningslærens Regler. – Men er der vel Rimelighed for, at alle de nævnte Modifikationer ville blive indførte for at skaffe Skrivekuglen praktisk og  a l m i n d e l i g  Anvendelse som Sættemaskine? – De Fleste ville sikkert med mig svare benegtende paa dette Spørrgsmaal.

 

     Dermed skal det dog ikke være udtalt som min Overbevisning, at Skrivekuglen i intetsomhelst Tilfælde skulde kunne anvendes som en Slags Sættemaskine. Hvor det f. Ex. Gjælder om en eller annen Spøg eller om Trykningen af en Piece i faa Exemplarer til Uddeling blant Venner og Bekjendte, der ikke ville tage det saa nøie med et Par Smaaforsyndelser i en eller anden Retning; - ja selv ved Tilveiebringelsen af Stereotypiformene til ”autoriserede Psalmebøger” o. desl. Kan jeg tænke mig Skrivekuglen med Tiden anvendt saaledes. – Hvor stor en Brøkdel af Sætternes Antal der herved vil blive overflødiggjort – det skal jeg imidlertid ikke indlade mig paa at udregne.

 

     Derimod er Tanken om at see Skrivekuglen almindelig anvendt  s e l v e  D h r r.  F o r f a t t e r n e  saa tiltalende for mig, at jeg ikke kan undlade at dvæle et Øieblik ved de Fordele, dette vilde medføre for alle Vedkommende. Forlæggerne vilde hurtig og sikkert kunne beregne et Værks Omfang, naar Manuskriptet forelaa i Skrivekugle-Aftryk. Forfatterne vilde ved Anvendelse af Skrivekuglen vinde en god Deel af deres ofte meget kostbare Tid; de vilde ved Gjennemlesning af deres Manuskript – som de da altid vilde være sikkre paa at kunne finde du af – let kunne tilføie de manglende Tegn; de ville tildeels kunne danne sig en Forestilling om, hvorledes deres Værk tager sig du paa Tryk, strax kunne indføre de ønskede Forandringer og derved skaane Sætteren for de slemme Korrekturer, der verken ere Baade for hans Portemonnaie eller for Symmetrien i hans Arbeide. Det er naturligviis en ligegyldig Sag, om alle Linierne ere nøiagtig like lange eller om Brydningerne ere aldeles korrekte i Skrivekuglens Præstationer, naar disse kun skulle gjælde som Manustkript, og da dette altid vil være  t y d e l i g t , vil Sætteren godt kunne staae sig ved paa egen Haand at indsætte Versalierne paa rette Steder, hva Forfatteren i de allerfleste Tilfælde uden Risiko vil kunne overlade til Sætterens sproglige Kundskaber.

 

     Jeg skjønner saaledes ikke rettere, end at Skrivekuglens almindelige Anvendelse som  M a n u s k r i p t m a s k i n e  vilde medføre  p r a k t i s k e  F o r d e l e  saavel for Dhrr. Forfattere som for mine Standsfæller; og med disse Udsigter for Øie troer jeg ikke, der er Grund for de siste til at Tænke paa Anskaffelsen af Strikken. Tvetrimod føler jeg mig overbeviist om, at medens Alle – særlig alle Danske – have Aarsag til at takke Hr. M a l l i n g-H a n s e n for den sidrige og i ethvert Tilfælde nyttige Maskine, hvormed han har forøget Antallet af de danske Opfindelser, ville Typograferne med Tiden fortrinsviis faae en Forpligtelse dertil; og jeg haaber, at jeg ikke vil komme til at staae ene med denne Anskuelse, men at de danske Typografer ville bringe Opfinderen af Skrivekuglen deres Taksigelse i Fællesskab med

                                                                                                              M. L a z a r u s

 

 

THE WRITING BALL

 

     [1]THE INVESTIGATIONS SET ON FOOT BY THE INVENTOR, WHICH MAY BE REGARDED AS THE FOUNDATION FOR THIS INVENTION GIVE AN ANSWER TO THE FOLLOWING THREE QUESTIONS. HOW MANY SOUNDS OF LANGUAGE CAN BE UTTERED VERBALLY IN A COHERENT DISCOURSE IN A CERTAIN GIVEN TIME? HOW MANY CHARACTERS EXPRESSIVE OF SOUND CAN BE WRITTEN IN THE SAME TIME? AND HOW MANY CAN BE EXPRESSED WITH THE DEAF AND DUMB HAND ALPHABET? THE ANSWERS WILL BE.  TWENTY CHARACTERS EX-PRESSIVE OF SOUND CAN BE UTTERED IN ONE SECOND. FOUR CHARACTERS EXPRESSIVE OF SOUND CAN BE WRITTEN IN ONE SECOND. TWELVE CHA-RACTERS OF SOUND CAN BE EXPRESSED WITH THE HAND ALPHABET IN THE SAME TIME.

 

     WE THEREFORE TALK FIVE TIMES AS FAST AS WE WRITE, AND WITH THE HAND ALPHABET A RAPIDITY IS ATTAINED WHICH IS THREE TIMES GREA-TER THAN THE RAPIDITY IN WRITING, AND WHICH APPROACHES THE RAPIDITY OF DISCOURSE. THESE OBSERVATIONS BROUGHT THE INVENTOR TO THE IDEA THAT PROVIDED WE WERE ABLE AT A MOTION OF THE FINGER, AS IN THE HAND ALPHABET, TO PLACE  BEFORE THE EYE A LETTER WRITTEN OR PRIN-TED, THE RAPIDITY OF WRITING MIGHT BE MADE THREE TIMES AS GREAT AS IT IS IN GENERAL AT THE PRESENT, AND THIS RAPIDITY MIGHT STILLE FURTHER BE INCREASED PROVIDED THE MOTION OF THE FINGER WERE REDUCED TO THE GREATIST POSSIBLE SIMPLICITY, FOR INSTANCE, LIKE THAT WHICH A FINGER PERFORMS IN STRIKING ON THE KEY OF A PIANO. A PIANIST CAN READILY PLAY FROM TWENTY TO THIRTY KEYS IN ONE SECOND. THE WRITING BALL IS CONSTRUCTED WITH THE OBJECT OF ACCOMPLISHING THIS.

 

 

R  M A L L I N G  H A N S E N,

 

 

DIRECTOR OF THE ROYAL INSTITUTION FOR THE DEAF AND DUMB, AT COPENHAGEN, IN THE KINGDOM OF DENMARK.

 

 

 

 

 


[1] CB: Oprindelsen til denne tekst er desværre ukendt – her i 2008. Den er tydeligvis skrevet på Skrivekuglen, men RMH kunne ikke engelsk, så hvis den er skrevet ind af ham selv, så har han i hvert fald fået hjælp til at formulere eller oversætte den. I hvilket regi, den er blevet produceret og brugt, det ved vi heller ikke. Og den er heller ikke dateret. Men jeg tror, at det er et meget tidligt dokument, skrevet på måske den allerførste skrivekugle fra 1870 – måske som et ’Marketingdokument’ til diverse udenlandske udstillinger af Skrivekuglen. Det bygger jeg især på, at der kun skrives med store bogstaver, og der heller ikke ser ud til at være tal på maskinen – og heller ikke kolon, komma og spørgsmålstegn – hvor de sidste to ser ud til at være håndskrevne.

SA: Dette dokumentet har vi fått fra Teknisk Museum i Helsingør, og i deres arkiv finnes også en skriftprøve som er datert 1871. Skriften i de to dokumentene er så og si identisk, og det er derfor stor grunn til å tro at de begge er skrevet på samme maskin, eller identiske maskiner. I 1870 fikk RMH bygget den første modellen av skrivekuglen, med papiret festet til en sylinder, som var innebygget i en trekasse. Men allerede i 1871 ble det bygget flere nye modeller, blant annet den store flate modellen med en flat vogn til papiret, og også sylindermodellen uten trekasse. Jeg mener det er stor sannsynlighet for at ovenstående reklameskrift er skrevet på en av disse nye modellene fra 1871 – de ble levert enten med store eller små bokstaver. Den første modellen fra 1870 ble bare laget med små bokstaver.

I følge brev fra 1875/76 vet vi at RMH ofte henvendte seg til sin bror, Jørgen Hansen, som også var lærer, når han trengte å få documenter oversatt til engelsk. Blant annet I forbindelse med forhandlingene med amerikaneren James Densmore, som var ansvarlig for den såkalte Remington maskinen, benyttet RMH sin brors engelskkunnskaper flittig. Det er ikke usannsynlig at ovenstående dokument først er skrevet på dansk av RMH selv, og deretter oversatt til engelsk av hans bror!

RMH var en mann som absolutt forsto verdien av å drive god markedsføring. Der hvor han ikke ble ”oppdaget” av pressen, sørget han selv for å henlede deres oppmerksomhet på sin virksomhet, og vi vet fra flere tilfeller at RMH sørget for å forsyne pressen med ferdigskrevne tekster som de kunne bygge sine artikler på, både ved utstillinger og ved ”pressekonferanser”. RMH fikk sin skrivekugle sendt rundt i Europa, både til Tyskland, Østerrike og England, og han må ha hatt stort behov for instruktive og opplysende skriv som han kunne sende ved maskinene!

 

 

Det engelske reklameskrivet for skrivekuglen ble sannsynligvis skrevet i 1871.
Når RMH trengte å få dokumenter oversatt til engelsk, fikk han vanligvis hjelp av sin svært engelskkyndige bror, Thomas Jens Jørgen Hansen, 1837-1919.

Artikkel i Berlingske Tidende 22. januar 1872

Artikkelforfatteren, cand. jur. Frederik Bøgh, 1836-1882, mannen som faktisk fant opp navnet takygrafen. Foto: Det Kongelige Bibliotek

Den følgende artikkelen sto på trykk i den danske riksavisen, Berlingske Tidende den 22. januar 1872. Det står ikke oppgitt noen forfatter til artikkelen, men av et brev Rasmus Malling-Hansen skrev noen dager senere, nærmere bestemt den 27. januar samme år, fremgår det tydelig hvem som hadde skrevet den: cand. jur. Frederik Bøgh. Frederik Bøgh, 1836-1882, var forfatter og anmelder i Berlingske Tidende og  hørte til i kretsen av H. C. Andersens unge venner. Jeg bringer hele dette brevet her i innledningen til artikkelen, da brevet inneholder noen meget interessante opplysninger vedrørende detaljer i artikkelen.

 

 

KIÖBENHAVN DEN XXVII IANUAR MDCCCLXXII.

 

 

 

S.T. HR. CAND. IUR. BÖGH.

 

 

 

IEG MAA SENDE DEM DISSE PAR LINIER FOR RET AT

TAKKE DEM FOR DERES LIVLIGE OG SMUKKE ARTIKKEL

I BERLINGSKE TIDENDE OM SKRIVEKUGLEN. OGSAA HR

ETATSRAAD KNUDSEN BEDES AT MODTAGE MIN BEDSTE TAK.

DE VEED, AT IEG NYLIG HAR SAMMENSAT ET APPARAT,

DER SPECIELT SKAL KUNNE BENYTTES TIL STENOGRAFE-

RING I SELVE RIGSDAGEN OG LIGNENDE FORSAMLINGER.

DETTE APPARAT, DER ER GRUNDFORSKELLIGT FRA SKRI-

VEKUGLEN OG DOG ET SUPLEMENT TIL DENNE, HAVDE IEG

TÄNKT AT KALDE STENOGRAFEN. DETTE NAVN FOREKOM

MIG DOG LIDT ANMASSENDE, OG SAA HAR IEG DA I DEN

OM APPARATET NU INDGIVNE PATENTANSÖGNING KALDET

DET TAKYGRAFEN , DET NAVN, SOM DE FORLEDEN FORE-

SLOG TIL SKRIVEKUGLEN.

 

 

                                                                DERES ÄRBÖDIGE

 

 

                                                                R. Malling Hansen     

 

 

 

 

 

Skrivekuglen med den flate vognen som skriveunderlag, var en av de mange modellene Malling-Hansen og hans tekniker, professor Jürgensen arbeidet med i løpet av 1871. Den flate vognen var med på tegningene til det engelske patentet allerede i mai 1870, så ideen var ikke ny, men først i 1871 ble den satt ut i livet. Modellen ble bygget for å brukes ved telegrafstasjoner, og ble første gang tatt i bruk ved Det Store Nordiske Telegrafselskaps stasjon i Newcastle.

 

 

”Skrivekuglen”. Af den af Hr. R. Malling Hansen opfundne ”Skrivekugle” er der i disse Dage (indtil paa Løverdag) udstillet et Exemplar hos Boghandler Tryde paa Østergade, og det store Publicum vil saaledes for første Gang have Leilighed til at gjøre sig bekjendt med en Opfindelse, der sikkert i forskjellige Retninger vil kunne finde en vigtig Anvendelse. Siden det første Apparat for c. 5 Fjerdingaar[1] siden fremkom, har Opfindelsen udviklet sig betydelig, og som det vil ses af det udstillede Exemplar, der er bestemt til London, er ”Skrivekuglen” nu fuldt færdig til praktisk Anvendelse.

 

Vi have i sin Tid udførligt omtalt Apparatets Construction og de forskjellige Maader, hvorpaa det tænktes anvendt. Som det viser sig, vil det først blive benyttet i Telegraph-Bureauernes Tjeneste. Til det Store Nordiske Telegraphselskabs Station i Newcastle vil der om kort Tid blive oversendt flere Apparater, der skulle benyttes ved Afskrivningen af Telegrammerne paa Stationen, hvor man bruger de nye af Wheatstone forbedrede Morseske Telegraphapparater. Disse arbeide saa hurtig, at der paa flere engelske Stationer nu maa anvendes indtil 6 Telegraphister til Afskrivning af Telegrammerne, og ved Hjælp af Skrivekuglens Anvendelse vil man da ikke alene kunne spare et ikke ubetydelig Beløp ved at formindske Skrivernes Antal, men man vil først og fremmest kunne forebygge, at Skriften i de Copierede Eksemplarer ikke som saa ofte hidtil vil kunne levere klare og let læselige Afskrifter. Som Telegramafskrivningsapparat har Skrivekuglen et fladt Underlag for Papiret, og der kan paa en gang leveres mindst 10 Exemplarer af Afskriften.[2]

 

De sidst construerede Apparater kunne arbeide med en hurtighed af 10 Bogstaver i Secundet, hvilket kan antages at være det Fire- à Femdobbelte af almindelig Skrivehurtighed, og efter faa Timers Øvelse vil Enhver kunne bringe det til at skrive med Apparatet ligesaa hurtig som med en Pen. Foruden alle Alphabetes Bogstaver har Skrivekuglen nu ogsaa Tal- og Skilletegn; Bogstaverne ere enten de smaa latinske eller store Trykbogstaver: de saakaldte Ægyptiske eller Bjelkebokstaver, og med Hensyn til til Skriftens Skjønhed, Tydelighed og Fuldstænighed er der ved de seneste Apparater skeet meget væsentlige Forbedringer, som ogsaa med hensyn til hele Apparatets Simplification og en hensigtsmæssigere Anbringelse af Stemplerne.[3]

 

At Skrivekuglen som Telegramafskrivningsapparat paa de Stationer, der have de Wheatstone-MorseskeApparater, foruden andre let iøienfaldende Fordele vil kunne bringe betydelige Besparelser, vil bedst kunne sees, naar man tænker sig dens Anvendelse i stort Forhold. Et engelsk-indisk Telegraphselskab skal have mindst 400 Stationer med de nævnte Apparater, og ved Hjælp af Skrivekuglen vil der paa hver af disse Stationer mindst kunne spares 1 Skriver, hvis Løn er 100 £stl. Altsaa for alle Stationer en aarlig Besparelse af 40 000 £stl.[4]

 

 

Skrivekuglen med den flate vognen som skriveunderlag var ferdig utviklet i 1871, beregnet for bruk ved telegrafstasjoner til avskrivning av telegrammer
Slik så den kryptografiske skrivekuglen ut som ble bygget av den danske ingeniøren Alex Køhl
Professor og mekaniker Jürgensen var en nær samarbeidspartner av Malling-Hansen, og også medeier av patentet til bl a. takyrafen. Portrett fra Illustreret Tidende 1902

 

 

Den næste Anvendelse, som Apparatet synes at ville finde, er i Stenographiens Tjeneste. I Sommer blev det saaledes forevist i Leipzig, hvor det vakte meget Opsigt især blant Stenographerne, som paa den Tid havde en stor Sammenkomst der. I ”Leipziger Tageblatt” fremkom der en udførlig Artikel om Skrivekuglens Construction og forsjelligartede Anvendelse, og her hedder det bl. A. at de talrige Tilstedeværende vare i høieste Grad overraskede over Maskinens Præstationer og toge det Indtryk med sig, at der her ikke handlede om et sindrigt Experiment, som hvilket man mer eller mindre maatte betragte f. Ex. Sættemaskinen, men om en færdig Opfindelse af stror praktisk Betydning.

 

Opfinderen har nu construeret et Apparat, der vil kunne arbeide lydløst, og det synes saaledes at ville kunne benyttes i selve Forsamlingssalene.[5] I tvende Exemplarer har ”Skrivekuglen” i Sommer ogsaa været udstillet i London, hvor den ligeledes vakte meget Opmærksomhed.[6] Et Apparat arbeider i München, et andet er nylig kommet til Amerika, og to af de nyeste Apparater er for Tiden i London, hvor Kjøberen af det engelske Patent om kort Tid vil bringe dem frem for Offentligheden.[7]

 

Paa samme Tid som Opfinderen har arbeidet paa at forbedre den oprindelige Maskine, har han ogsaa udtænkt nye Anvendelser for denne og har gjort en sindrig Opfindelse, hvorefter det er mulig ved Anslag paa de sædvanlige Bogstavstempler at levere hemmelig Skrift, der kan betragtes som ulæselig for den ikke Indviede, [8] og denne Maskine vil sikkert have en ikke ringe Fremtid, idet dens Præstationer, som ikke lade sig efterskrive, bl. A. synes at kunne anvendes som Stempelmærker etc. Det med de forskellige Maskiner Skrevne kan mangfoldiggjøres paa samme Maate som hvad der er skrevet med autographisk Blæk: det Skrævne aftrykkes paa Stenen, det ætses ind i denne, dernæst paaføres Sværten, og sluttelig trykkes der. Skrivekuglen kan altsaa indenfor visse Grændser benyttes som Sættemaskine.

 

Opfindelsens Historie er ikke uden Interesse. Der er i mange Aar af Mange arbeidet paa at lave Skrivemaskiner, og det ældste Patent er alt 40 Aar gammelt. Ingen Maskine er imidlertid hidtil naaet saa vidt, at den har kunnet arbeide saa hurtig som Pennen, og Skrivekuglen er saaledes den første og eneste virkelige Hurtigskrivemaskine. Efter dennes Fremkomst har en Hr. Odkolch i Prag og en Hr. Davier i London construeret Skriveapparater, der vare byggede paa det samme Princip. Efter at være blevne bekjendte med Skrivekuglens Prioritet have de begge trukket sig tilbage, og det saameget mer som de ikke havde kunnet drive det til at skrive mer end to Bogstaver i Secundet. I Lyon har en Franskmand fornylig construeret et Hurtigskrivningsapparat, der imidlertid ikke skriver Bogstaver, men Tegn, og dette Apparat har altsaa ingen Betydning ved Siden af Skrivekuglen.[9]

 

De nye Apparater ere udførte i Prof. Jüngers mechaniske Etablissement her i Byen. Eieren af dette Etablissement, Mechanicus Jürgensen, har ved sin Dygtighed og Udholdenhed ligesom ogsaa ved flere af Forbedringerne hjulpet til, at Skrivekuglen, der er patenteret i Amerika og de fleste Lande i Europa, allerede nu er et saa smukt og nyttigt Apparat.

 

 

 

Takygrafen ble patentert i 1872, men arbeidet med å utvikle den, har sannsynligvis pågått i 1871, da en rekke nye modeller av skrivekuglen ble utviklet. Patentet tilhørte både Malling-Hansen selv, og hans tekninker, professor Jürgensen, som nok spilte en meget viktig rolle i å utvikle de tekniske løsningene. Han var også kjent bl. a. for sine astronomiske instrumenter - tydeligvis en enormt dyktig mann!
Dette bildet stammer faktisk fra Norge! - fra Heiberg-museet i den vesle vestlandsbygda, Sogndal! Malling-Hansens første kone var en Heiberg, og Heiberg-museet har flere bilder av Malling-Hansen og hans familie. Hvor gammel Malling-Hansen er på bildet, er ikke lett å si, men ca. 30 er kanskje ikke så dårlig gjettet? I såfall skulle bildet være fra ca 1865. Copyright: Heiberg-museet, Sogndal

Fotnoter:

[1] SA: 5 Fjerdingaar må være det samme som 5/4 år. Skrivekuglen ble første gang fremvist for pressen den 8. september 1870, i følge et brev skrevet av Malling-Hansen til sine brødre 09.09.1870. (Se brevsamlingen)

[2] SA: Dette er en meget interessant opplysning. Av den engelske patentsøknaden fra mai 1870, går det frem at både modellen med sylinder og modellen med en flat vogn som underlag for papiret var i Malling-Hansens tanker allerede på dette tidspunkt, men han valgte å bygge de første modellene med en sylinder, og innebygget i en trekasse. Når de første skrivekuglene med flatt underlag ble bygget, har lenge vært usikkert, men det fremgår her tydelig at den flate modellen ble bygget i løpet av 1871, og at disse skrivekuglene var beregnet på telegrafstasjonene i Newcastle. Med den flate vognen kunne man skrive på opptil 10 papir av gangen, med karbonpapir mellom hvert papir, og således produsere opptil 10 kopier av gangen. Kanskje var det i forbindelse med denne flate modellen at Malling-hansen kom på ideen å legge karbonpapiret motsatt vei, slik at han fikk speilvendt trykk på undersiden av de 10 eksemplarene. Disse kunne så valses gjennom en satinerpresse, med blanke ark mellom, og han hadde oppfunnet verdens første tørrkopieringmetode – som han kalte xerografi.

[3] SA: I noen personlige brev til familiemedlemmer fra 1871, kan vi følge utviklingen av de mange nye modellene av skrivekuglen som ble utviklet i denne perioden:  

 

09.02.1871: min skrivekugle skal snart fremtræde igien offentlig og i en fornyet eller rettere i flere fornyede skikkelser og tillige i høi grad forbedret  

 

13.10.1871: et par andre maskiner blive færdig i disse dage   og ville fremvise endnu bedre tryk og en anden slags bogstaver  hvoraf du snart forhåbentlig skal få prøver 

 

nu må du kiære broder ikke rynke på næsen ad de mange skrivefeil  ordningen af stemplerne på den kugle som ieg skriver med er nemlig en anden end den ieg i de sidste måneder har øvet mig i 

 

17.11.1871: OM KORT TID HÅBER IEG AT FÅ ENDNU MÄRKELIGERE SKRIVEKUGLER FÄRDIGE.  DER ER EN STADIG OG MÄGTIG FREMGANG I DEN SAG.

 

Det er tydelig at året 1871 var en periode med meget høy aktivitet når det gjaldt å utvikle nye skrivekugle-modeller. De modeller Malling-Hansen arbeider med, er for det første skrivekuglen med den flate vognen som skriveunderlag, og med et tastatur med 52 taster. Dernest er det en videreutvikling av sylinder-modellen, nå med en åpen løsning uten trekassen, og også den med et videreutviklet tastatur. Som man ser av skrifttypene i brevene jeg har sitert, og som det også opplyses om i Frederik Bøghs artikkel, kunne skrivekuglen leveres med både små og store typer. Og når Malling-Hansen skriver 17.11 at han håper å få ennå merkeligere skrivekugler ferdig, så antar jeg med ganske stor sikkerhet at det må dreie seg om den modellen som senere kom til å hete takygrafen.

[4] I ettertid vet vi at det dessverre langt fra gikk så vel med skrivekuglen som det her antydede. Skrivekuglen fikk ingen stor utbredelse som telegramavskrivningsapparat – så vidt vites ble det kun brukt i Newcastle og på enkelte få telegrafstasjoner i Danmark.

[5] SA: Det her omtalte apparatet som kan arbeide helt lydløst og kan brukes i forsamlingssaler kan ikke være noe annet enn takygrafen! Den var altså ferdig bygget i løpet av 1871, og fra Malling-Hansens takkebrev til artikkelforfatteren Frederik Bøgh, vet vi at det var sistnevnte som fant opp navnet til maskinen. Malling-Hansen hadde ellers vurdert å kalle det for ”stenografen”.

[6] SA: De to her omtalte apparatene, var utstilt sommeren 1871 ved den årlige(1871-1874) industriutstillingen i Kensington, London. Hva slags to apparater som var utstilt vet vi ikke med sikkerhet, men med stor sannsynlighet var den første modellen med sylinder i trekasse det ene – muligens var også en åpen sylindermodell utstilt.

[7] SA: Ved hans hjelp ble skrivekuglen innkjøpt og tatt i bruk ved Det store Nordiske Telegrafselskaps stasjon i Newcastle. Det var skrivekuglen med den flate vognen som skriveunderlag som ble betraktet som ”telegraf-skrivekuglen”.

[8] SA: En slik ”kryptografisk” skrivekugle ble senere bygget av den danske ingeniøren Alex Køhl. Den fikk dessverre ingen utbredelse, med finnes i noen få eksemplarer, bl. a. på et museum i Paris.

[9] SA: PÅ dette tidspunktet så alt ut til å ligge rette for en kommersiell suksess for skrivekuglen, men den skrivemaskinen som skulle komme til å utkonkurrere Malling-Hansens apparat, var ennå ikke satt i produksjon: Remington maskinen. Maskinen ble oppfunnet og patentert i 1868 av Sholes, Glidden og Soule, og patentet ble senere solgt til den velstående investoren James Densmore, som investerte flere titalls tusen dollar i å videreutvikle den. I 1873 ble den satt i produksjon ved Remington-fabrikken. Densmore hadde rikelig med den ene tingen som Malling-Hansen kronisk manglet: Penger! Malling-Hansen var også i forhandlinger med Densmore om salg av sitt patent, men syntes Densmores tilbud var for dårlig! Han visste ikke da hvor skjebnesvangert det skulle vise seg å bli!

 

Dette er illustrasjonen som fulgte med de første patentene fra 1870. Som man ser, var både syliner-løsningen og den flate vognen som papirunderlag inntegnet
Originalartikkelen fra Berlingske Tidende, 22. januar 1872. Copyright: Det Kongelige Bibliotek

Illustrirte Zeitung no 1503 20. April 1872 side 293[1]

The front page of Illustrirte Zeitung 20.th of April, 1872, and the article about the writing ball on two pages

Polytechnische Mittheilungen.

 

Die Schnelldruch und Schreibemaschine von Malling Hansen.

 

 

Schon vor länger als einem Jahre brachten die “Annalen der Typographie”[2] die Nachricht von einer Erfindung, die eine epokemachende genannt werden musste, wenn der Erfinder alles das leisteste, was er versprach. Er wollte es möglich machen, in finsterer Nacht, auf den Wellen des Meeres geschaukelt, über einen Knüppeldamm hinfahrend, im Bett liegend, mit stenographischer  Schnelligkeit,  jedoch in gewöhnlicher Buchstabenschrift, zu schreiben oder, correcter gesagt, zu drucken, und zwar nicht bloss ein Exemplar, sondern bis zu zehn Exemplaren auf einmal.[3]

 

  Welche enorme Vortheile würde ein solches Verfahren gewähren, wenn dies alles sich wirklich in der Praxis leicht ausführen liesse, aber wie natürlich war auch der Gedanke, dass es, wie so oft, gehen würde, dass eine Sache in der Theorie zwar herrlich, in der Praxis aber unbrauchbar sei.

 

Die Praxis hat aber schon gesprochen, und Malling Hansen’s Schnelldruck- und Schreibemaschine leistet in der Tat ausserordentliches.

 

  Indem wir den Lesern der Illustrirten Zeitung die Entstehungs- und Fortbildungsgeschichte dieser Erfindung mitteilen wollen, benutzen wir die diesbezüglichen, leicht verständlichen Mittheilungen oben genannten Fachblatts. Wir hatten bei der Anwesenheit Malling Hansen’s in Leipzig[4] Gelegenheit , uns von der vollkommenen Richtigkeit derselben zu überzeugen.

 

 Malling Hansen ist Director des königlichen Taubstummeninstituts in Kopenhagen. Wenn er es überlegte, daß man im Stande ist, mittels der Fingersprache der Taubstummen zehn bis zwölf Lautzeichen in der Secunde auszudrücken, während die schreibende Hand in derselben Zeit nicht mehr als zwei bis drei prästiren kann, so drang sich ihm der Gedanke auf, daß es durch eine möglichst concentrirte Klaviatur, deren Tasten von den Fingern beider Hände ohne Armbewegungen leicht erreichbar wären, nicht schwer sein müßte, eine noch größere Anzahl von Buchstaben zu Papier zu bringen, wenn die Tasten in eingefärbte Buchstabenstempel endigten. Hiermit wäre dann eine stenographische Schnelligkeit erreicht, jedoch mit dem bedeutendem Vorsprung, daß das von der Maschine Wiedergegebende in einem für jeden leicht lesbaren Abdruck, ja, wenn es erwünscht sein sollte, in mehreren Abdrücken vorgelegt werden kann.

 

  Der Drucktelegraph und die Autographie[5] boten zwar dem Erfinder einige Anhaltepunkte hinsichtlich der Ausführung seines Gedankens; sollte aber, was die Hauptsache war, eine wirklich überraschende Schnelligkeit, mit Regelmäßigkeit und Deutlichkeit verbunden, erreicht werden, so gab es nur einen Weg, der eingeschlagen werden konnte: nämlich die Wirkung aller Stempel auf einen und denselben Punkt zu concentriren.

 

 Dies was nur möglich, indem die Stempel radienformig auf einer Halbkugel angebracht und in eine schräge Bewegung nach dem gemeinschaftlichen Centrum gesetzt wurden. In diesem Gedanken und in der glücklichen Lösung der Schwierigkeiten, welche mit der Construierung des halbkugelförmigen Stempelapparats verbunden waren, liegt der Hauptvorzug der Malling Hansen’schen Maschine, welche nach der Form des Stempelapparats den Namen ”Schreibkugel” erhielt.

 

 Die zu überwindenden Schwierigkeiten waren keineswegs gering. Denkt man sich,  daß einige dreißig, nach befinden noch mehr Buchstabenstempel, die in den verschiedensten Winkeln zu dem Centrum stehen, dieses mit ihrer Bildfläche gleichmäßig treffen müssen, so leuchtet die Notwendigkeit ein, daß diese Bildflächen, den verschiedenen Einfallwinkeln angemessen, schräg geschnitten, und daß die sich nach unten zuspitzenden Stile nach ihren Längenseiten mit verschiedenen rinnenartigen Einschnitten versehen, teilweise gebogen sein müssen, damit sie aneinander vorbei dem immer enger werdenden Ausgang nach dem Centrum passiren können.

 

Ebenso einleuchtend ist es, daß zwei Stempel, die zu gleicher Zeit durch Anschlagen in Bewegung gesetzt werden und sich in dem engen Raum begegnen, fest sitzen bleiben müssen, ehe sie den Endpunkt, wo die Bildfläche mit dem Papier zusammentrifft, erreichen. Dieses Doppelanschlagen ist der einzige, was der Schreibende so gut wie der am Klavier Spielende zu vermeiden hat, was er aber auch ebenso leicht wie letzterer vermeiden kann durch die richtige Haltung der Hand mit dem etwas scharf nach unten gebogenen Handgelenk, so daß die Finger frei arbeiten können.

 

 Der Umfang der Klaviatur ist so gering  (die Halbkugel mißt im Durchmesser nur etwa 13 Centimeter"[6], daß die Hände nie aus der einmal angenommenen Normallage herauskommen, und die Tasten oder Knöpfe sind so vertheilt, daß selbst die beweglichsten Finger höchstens drei anzuschlagen haben, und hierin liegt ein wesentlicher Vorzug gegen eine Klaviatur mit nebeneinanderliegenden Tasten wie die des Klaviers. Außerdem ist die Eintheilung so getroffen, das die gebräuchlichsten Buchstaben in drei, der Normallage der Hand folgenden Reihen quer über der Halbkugel angebracht sind, während die seltener vorkommenden Zeichen darüber oder darunter ihre Plätze haben. Für ungeübte sind die Knöpfe mit Buchstaben bezeichnet, so daß derjenige, der zum ersten mal das Instrument sieht,  doch im Stande ist, sicher, wenn auch langsam, mit einem Finger zu arbeiten, in der Weise wie einer, der mit einem Finger die Melodie auf dem Klavier spielt. Eine Uebung von wenigen Stunden genügt schon, um langsam mit beiden Händen arbeiten zu können.

 

 Aber, wird man einwenden, wenn der Druck a l l e r Buchstaben sich auf e i n e n Punkt concentrirt, so wird ja ein Buchstabe den andere decken und schließlich nur ein farbiger Klex  übrigbleiben. So würde es sich allerdings ganz richtig verhalten, wenn das Papier ruhig in derselben Lage verbliebe. Das ist aber nicht der Fall. Das Papier liegt mit einem darüber gezogenen, mit blauer Farbe gesättigten Blatt auf einem Cylinder, der durch ein Uhrwerk in langsam rotirende Bewegung gesetzt wird (ganz wie die Walse in einer Spieldose), so daß jeder heruntergedrückte Stempel auf weißes Papier trifft. Es würde jedoch eine außergewöhnliche Fertigkeit dazu gehören, um so regelmäßig zu arbeiten, daß die Stellung aller Buchstaben auf dem Papier und die Zwischenraüme zwischen den einzelnen Wörtern ganz gleichmäßig  würden.

 

Jeder, wenn auch der kürzeste Aufenthalt, würde eine Unregelmäßigkeit zur Folge haben. Hier muß nun der stets bereite Helfer, der Elektromagnetismus, vermittelnd eintreten.

 

 

 Die Halbkugel, durch welche die Stempel gehen, besteht aus zwei concentrischen Abtheilungen, zwischen welchen ein leerer Raum ist. Die obere Schale der Kugel steht mit dem einen Pol einer Batterie, die untere Abtheilung mit einem Elektromagnet im Innern des Apparats und durch diesen mit dem andern Pol in elektromagnetischer Verbindung. Wird nun einer der Stempel , die alle in leitender Verbindung mit der untern Abtheilung der Halbkugel stehen, aber von der obern isolirt sind, heruntergedrückt, so stößt er auf ein Messingstück, welches auf der obern Schale bei jedem Stempel angebracht ist, und nun ist die leitende Verbindung vollständig. Der Elektromagnet zieht einen eisernen Anker an sich, wodurch ein Stopper, durch welchen ein an dem Cylinder angebrachtes Zahnrad festgehalten wurde, ausgehoben wird, so daß das Rad und also auch der Cylinder mit dem Papier um einen Zahn, der die Breite eines Buchstaben hat, vorrückt. Sobald aber der Druck auf den Knopf eines Stempels aufhört, schnellt eine heruntergedrückte Spiralfeder letztern in seine Normallage zurück, und die elektrische Verbindung ist unterbrochen.  Demzufolge läßt der Magnet den Anker wieder los, und der Stopper fällt wieder hemmend in das Zahnrad. Die Einrichtung ist aus dem beigegebenen Holzschnitt leicht ersichtlich.

 

 

 Der Mechanismus setzt natürlich voraus, dass ein Buchstabe so breit ist, wie der andere. Die kleinen Buchstaben sind deshalb weniger zweckmässig, wogegen die Antiquaversalia, besonders in Lapidarstil gehaltene, die grössere Gleichmässigkeit  möglich machen. Will man jedoch von der Schönheit absehen, so kann jede Gattung von Schrift gewählt werden.

 

 

 Um die Zwischenräume zwischen den einzelnen Wörter, die Ein- und Ausgange und dgl. herzustellen,  bedient man sich des „Ausschlussstempels“, der ebenfalls die Normalweite eines Buchstaben haben muß.  Drückt man diesen Stempel herunter, so rückt das Zahnrad und der Cylinder zwar wie gewöhnlich vor, aber, da der Stempel kein Buchstabenbild trägt, so hinterläßt er keinen Abdruck auf dem Papier. So vielmal man diese Type anschlägt, so vielmal Buchstabenbreite erhält man als Zwischenraum. In dieser Weise können die üblichen Satzregeln ganz genau innegehalten werden, man kann Titelzeilen und Ueberschriften auf die Mitte stellen, Zeilen einziehen, den Zwischenraum vergrößern, u.s.w. Sieht man eine Abschrift der Schreibcopie oder einen durch lithographischen Umdruck hergestellten Abdruck, so glaubt man die Arbeit eines geschickten Setzers vor sich zu haben.     

 

 

 Da das Zahnrad mit einer selbst beim zugemachten Apparat leicht ersichtlichen Scala versehen ist, so kann man jeden Augenblick das Vorwärtsschreiten der Zeile beobachten und controliren,  wenn sie voll ist. Um eine neue Zeile zu beginnen, ist übrigens kein Aus- und Einrücken des Cylinders nöthig, da dieser sich auf einem Schraubengewinde dreht; eine neue Zeile kann demnach ohne weitere Vorbereitungen beginnen, sobald die vorhergehende fertig ist.

 

 

  Eine sehr wesentliche Verbesserung hat der Erfinder später gemacht, statt des Cylinders nämlich eine flache Tafel angebracht, auf welche etwa zehn weiße Blätter, mit Farbeblättern durchschossen und von einem Rahmen gehalten, gelegt werden können, sodaß ein Satz in etwa einem Dutzend Exemplaren auf einmal herzustellen ist. Diese Tafel hat außer der gewöhnlichen ruckweisen Vorwärtsbewegung noch eine schräge Rückwärtsbewegung, damit eine neu zu beginnende Zeile richtig unter die vorgehende zu stehen kommt. Mehr wie zehn Exemplare kann eine Maschine nicht wol auf einmal liefern. Genügt diese Zahl dem Bedürfniss jedoch nicht, so ist es nur nöthig, zwei oder mehrere Apparate miteinander elektromagnetisch zu verbinden; in dieser Weise kann dann die Zahl der Exemplare nach Belieben vermehrt werden.

 

 

Die Schnelligkeit, die mit den jetzt arbeitenden Maschinen erreicht werden kann, beträgt zehn Zeichen in der Secunde, sie wird demnach ungefähr Schritt halten mit einem öffentlichen, langsam gehaltenen Vortrag; neuerdings gemachte Verbesserungen machen es schon ganz unzweifelhaft, dass die Schnelligkeit von 20 Zeichen in der Sekunde erreicht werden wird. Dies gibt zugleich Antwort auf die Frage wegen der praktischen Verwendung der Schreibkugel. Sie ist eben von Nutzen überall, wo es sich um schnellste Herstellung eines für jeden, ohne besondere Studien lesbaren Manuscripts handelt. Sollen wir aber einige Fälle besonders hervorheben, in welchen sie von wesentlichem Werth sein wird, so wären dies etwa folgende:

 

 

  1. Zum Umschreiben stenographisch abgefaßter Berichte über Kammer- und andere öffentliche Verhandlungen. Es ist möglich, diese so schnell, zugleich in mehreren Exemplaren, zu liefern, dass wenige Minuten nach Vollendung der Stenographie die Versendung oder Ablieferung an die Druckerei stattfinden kann. Zur directen Verwendung in dem Sitzungssaal war die Maschine anfänglich nicht geeignet, weil das Ein- und Ausfallen des Stoppers mit etwas Geräusch verbunden war. Diese Uebelstand wurde jetz glücklich abgeholfen.

  2. Zu Vervielfältigung der eingehenden Depeschen auf den Telegraphenbureaux; den während der Drucktelegraph nur langsam arbeitet, wird das Wheatstone=Morse’sche Verfahren, mit der Schreibkugel zusammenwirkend, weit schnellere Resultate liefern, namentlich wenn z. B. die Telegraphenbureaux die Börsen- oder politischen Depeschen in mehrere Exemplaren zu liefern haben. Der elende Zustand, in welchem die Schrift sich in den copirten Exemplaren oft befindet, überschreitet, wie bekannt, manchmal das Erlaubte. Die erste praktische Verwendung in dieser Richtung findet die Maschine auf der Newcastle-Station der grossen nordischen Telegraphen-Gesellschaft, wo sie die Arbeit von sechs Telegraphisten übernimmt.

  3. Beim Dictiren in Staats- und Privatbureaux, indem durch die Schreibkugel dem Chef sehr viel Zeit gespart wird, dieser auch Noten, Circulare und jede Geheimcorrespondenz mit Leichtigkeit selbst schreiben und copieren kann.

  4. In Feld, auf Reisen zu Land und Wasser, kurz unter allen, das Schreiben erschwerenden Verhältnissen. Blinde, Taubstumme, an das Bett Gefesselte können schneller und leserlicher ihre Gedanken zu Papier bringen als der flinkste Schreiber.

 

Die Wichtigkeit des Verfahrens im Krieg, im diplomatischen und Börsenverkehr, für die Zeitungstelegramme, im Dienst der Polizei u.s.w. wird noch ganz wesentlich durch eine neue Verbesserung der Erfinders gesteigert, indem er Apparate liefert, in welchen statt der gewöhnlichen Buchstaben zwei in Winkel aneinanderstoßende kleine Linien als Typen verwendet werden, die eine dem Uneingeweihten vollständig unlesbare Geheimschrift bilden, indem die durch einen einzigen Griff bewirkte veränderte Lage des Typenapparats jedesmal ein vollständig neues System zu Wege bringt, sodaß beispielsweise jede Zeile, jedes Wort, ja jeder Buchstabe ein neues System beginnen kann, das weder der Erfinder selbst noch der Erbauer der Maschine zu ergründen vermag, ja selbst der Verfasser der von der belgischen Akademie der Wissenschaften gekrönten Preisschrift „La Cryptographie devoilée“ würde hier vor einem Buch mit sieben Siegeln stehen. Ein wesentlicher Vortheil ist es noch, das der Schreibende selbst durchaus nicht in der Geheimschrift geübt zu sein braucht,  er schlägt nur die mit den gewöhnlichen Buchstaben bezeichneten Typenknöpfe an.[7]    

 

 

Die „Annalen der Typographie“ schließen ihren Bericht mit folgenden Worten, die wir gern zu den unserigen machen: „Malling Hansens Schreibkugel hat aufgehört, ein interessantes Experiment zu sein, ist eine vollkommen gelungene That, und es ist Pflicht, die Aufmerksamkeit des ganzen, bei einer solchen Erfindung interessirten Publikums auf sie zu lenken.“ Wer wäre aber nicht interessirt bei einer Erfindung, die für das schreibende Publikum das zu werden verspricht, was die Erfindung der Nähmaschine für das nähende geworden.

 

 


[1] CB: Midt på siden er der to meget flotte tegninger (= træsnit) af Skrivekuglen og underteksten: Die Schnelldruck- und Schreibemaschine von Malling-Hansen. På det lille billede nederst ses den med kasse. Altså den allerførste model han lavede. Den elektriske. På det store øverste billede er kassen fjernet, så man kan se hvordan der ser ud indeni – med elektriske spoler og papirvalse og det hele. – jeg anser det altså for to tegninger af den samme model. Den han fik patent på i januar og marts 1872.

SA: Illustrasjonen i artikkelen er den samme som ble brukt i en artikkel om skrivekuglen i den danske utgaven av Illustrirte Zeitung, Illustreret Tidende allerede i 1870. Den forestiller ganske riktig den første modellen av skrivekuglen, som ble patentert og bygget første gang i 1870. Men som det fremgår senere i artikkelen i Illustrirte Zeitung, så laget RMH flere forbedrede modeller det neste året, og selve artikkelen ser ut til å bygge på den store flate modellen, som ble bygget første gang i 1871.

[2] CB: We must find this original article!

SA: Annalen der Typographie publiserte I alt to artikler om skrivekuglen; 12. november 1870 og 24. august 1871. Jeg har begge i mitt arkiv. I den første artikkelen i Annalen der Typographie(i 1870) benyttet de den samme illustrasjonen som i artikkelen i Illustrirte Zeitung fra 1872.

[3] CB: This is EXTREMELY interesting. I have NEVER heard before, that this very first model of the Writing Ball could print 10 copies of the written letter. As far as I remember, this is not mentioned in the patent application from January 1872 – but his article certainly means, that I will type this patent application into my pc!

SA: Som jeg har nevnt ovenfor, så tyder alt på at denne artikkelen er skrevet på grunnlag av en nyere modell av skrivekuglen enn den første fra 1870. Artikkelforfatteren skrivere lengre ned at det er kommet nyere og forbedrede utgaver av skrivekuglen siden den aller første modellen. Den store, flate modellen sto ferdig i slutten av 1871, og det er sannsynligvis den det refereres til i artikkelen.

[4] CB: Malling Hansen has been on a visit to Leipzig!

SA: I brev 1871.04.15 skriver RMH: ”næste brev håber ieg at kunne skrive til dig med min nye sættemaskine(=skrivekugle SA)  ieg antager at det vil blive nødvendigt for mig at giøre en større udlandsreise i mai eller i juli for at få noget udbytte af mine patenter”. Mye Tyder på at RMH reiste både til England og Tyskland på denne utenlandsreisen. Hadde deltok med sin skrivekugle ved den første av de såkalte South Kensington utstillingene i London, og hadde også en skrivekugle utstilt i Leipzig I en periode på mange måneder i løpet av 1871. I følge brev fra RMH, kom skrivekuglen i retur til Danmark i oktober 1871. Den nye utgaven av skrivekuglen som RMH nevner i brevet er sannsynligvis den store, flate modellen som kunne skrive på 10 ark om gangen. Det sto også en artikkel i Leipziger Tageblatt denne sommeren, der skrivekuglen ble presentert, men den har vi dessverre ikke klart å spore opp fordi vi mangler datoen. Men i en annen artikkel i Leipziger Tageblatt fra 22. august 1871 fortelles det om en stenograf kongress som ble arrangert i byen, der deltagerne hygget seg med å studere Malling-Hansens skrivekugle i en av pausene.

1871.10.13 skriver RMH igjen til sin bror: ”i dette øieblik har ieg endelig fået min leipsiger maskine istand efter dens hiemkomst til mig og benytter det første stykke papir til at sende dig et par linier  et par andre maskiner blive færdig i disse dage   og ville fremvise endnu bedre tryk og en anden slags bogstaver  hvoraf du snart forhåbentlig skal få prøver” 

Og 1871.11.08 skriver RMH det aller første brevet vi kjenner til med store bokstaver. Det betyr at de to nye modellene av skrivekuglen var ferdige: den store flate, og sylindermodellen uten trekasse. Disse to ble levert med enten store eller små bokstaver.

[5] CB: Autographie??? Selvskrivning?? Endnu en opfindelse af Samuel Morse?

SA: På tysk wikipedia finnes denne definisjonen av autographie: Als Autografie, auch Autographie, (griech.) oder Überdruck bezeichnet man ein Verfahren zur billigen und raschen Vervielfältigung von Zeichnungen, das aus der Lithografie abgewandelt wurde.

 

[6] CB: Det er forbløffende, at omkredsen her måles i centimeter. Eftersom metersystemet først blev vedtaget  internationalt ved den internationale Meterkonvention i 1875 – og at Metersystemet først blev indført i Danmark i 1907 – og mon hvornår i Tyskland???

 

[7] CB: Very strange: It is not explained, how the recipiant of a cryptographic letter from the writing ball can decipher the message???

Article in The Engineer Aug. 2. 1872

Mechanic and professor Christoffer Peter Jürgensen, 1838-1911, who worked very closely with Malling-Hansen on the development of the writing ball. Photo: The Royal Library
Danish inventor, Rasmus Malling-Hansen, 1835-1890 - his writing ball attracted great attention everywhere it was exhibited. Photo: Private

 

 

 

THE COPENHAGEN EXHIBITION.

 

(From our own correspondent)

 

 

     The most remarkable invention in the whole exhibition is the so-called “Writing Ball”, or electric printing apparatus, invented by the Rev. R. Malling Hansen, of Copenhagen. The invention has for a short time been before the English public, and some instruments which have been made according to this invention are already at work at the telegraph offices at Newcastle. Mr. Holten, of London, who owns and works the English patent, has also got some of these instruments; but I feel specially called upon to mention the invention here, because it has been so materially completed and improved as regards the last-made instrument exhibited here for the first time. All the “writing balls” are made here, at the so-called “Professor Junger’s establishment.” That gentleman is, however, dead now, and the present manager and co-proprietor, and to whom really belongs the honour of the excellent workmanship and design in many practical details of these instruments, is Mr. C. P. Jurgensen; he is also the inventor and maker of several astronomical instruments, which I shall speak of further on. I send you drawings and photographs of the latest phase of this invention, and the engravings, which you will doubtless prepare, will, I hope, with a short description, render it clear to your readers.

 

 

The description of the writing ball refers to this engravisng, which was published along with the article

 

 

     A is a half-sphere of gun-metal, pierced with fifty-two radial holes, all converging to the centre; it rests on a fixed ring C, on a frame D, which again rests on the three standards E, that are fastened on to the bed plate a, a, which carries the whole apparatus. The frame D turns on I joint F, on the two back standards, and can thus be lifted up entirely, leaving the other or lower parts of the instrument exposed to view. Each of the holes through the half-sphere or ball A has a piston which s g round off horizontally at its bottom, and there has a letter, figure, or other type sign engraved on it. Each piston is carried by a spiral spring, and has a knob carrying the same letter, figure, or other type as at bottom. When a piston thus has been lowered by pressing on its knob, the spiral spring raises it again when released. H, H, is a level table, or plate, the upper surface of which can be moved through the centre of the writing ball. The table H has four wheels which run on two rails K, resting on eight columns on a square frame, L, L. This frame again, in three places, namely, in front, with the lug M, and behind in two places not visible here, rests on and is movable right and left on the two rails N1 and N2 on the bed frame a. To the underside of the table H is fastened a rack gearing with a spur wheel fixed on to a sleeve on the spindle Q by means of feather and groove, so as to slide along it. The spindle Q runs in bearings on the bed frame a, and has a tooth wheel S, and a smaller pinion (not visible in the drawing); the latter is moved by means of the tooth wheel T on the fuse spindle of an ordinary clock spring. Two electro-magnets are arranged behind the tooth wheel S; to the armature of these electro-magnets is applied an escapement working into the tooth wheel S. V, V, are two screws, which are connected to an electric battery. X is a bell having a hammer or striker which can be moved by a peg on the wheel S, so as to strike a blow on the bell.

 

     It should be added that the ball has a spherical correspondingly perforated cover, which by isolating ebonite pieces rests on the ball itself, and together, with the small springs on the cover, which springs take the blow of the piston knobs when struck by the operator, are in connection with one pole of the electric battery, while the ball itself with its pistons and knobs B are in connection with the other pole.

 

     The table H has a light frame on the top, which when raised admits of placing a sheet of paper under it; when laid down it holds the paper all along its edges. A piece of carbonised paper is laid on the white paper. On depressing one of the knobs B say the one lettered D, the lower end of the piston impresses a type D on the paper; the knob then touches the spring under it, whereby a contact and a junction of the two electrical currents is established; the electro-magnets thus attract the armature, causing a motion of the escapement so as to allow the wheel S, which is actuated by the clock spring, to turn a tooth space round; the spindle Q is thus turned to that extent, and the wheel and carriage a space correspondingly large, so that the next letter which is to be impressed on the paper finds its place on it in a suitable distance from the letter just before printed on the paper. As the pistons are depressed one after another as required, the letters corresponding to each piston knob are printed on the paper in a line vertical to the operator. The pistons are so arranged that they can be conveniently played on by all ten fingers, a certain numbers of knobs being assigned to each. A moment before a line is completed the hammer strikes the bell X, thus giving the signal to the commencing of a new line at a suitable distance from the last printed. The carriage or table H is then pushed back by hand against the hindmost standard E. In order to cause a movement in the direction vertical to this motion, namely, so as to give the required space between the lines, the table H has underneath a movable peg or finger which runs into a tooth rack fastened to the bed frame a, thereby pushing the frame L (and the table H on it) to one side the required distance on the rails N1, N2. By taking hold of the rails K, the lower frame L can be pushed along its rails N1, N2, to the right or left as required, and thus begin the printing operation anywhere on the paper.

 

What is special about the illustrations in the article in The Engineer, is that there are engravings of both the cylinder model and the flat model, indicating that these models where made simultaniously. The above illustration showes how the ball could be tipped up when placing the paper

 

 

     The pistons can with a little practise be worked at the rate of ten per second, which is three to five times quicker than ordinary writing with a pen. One can write on all sorts of paper, from the thinnest to the thickest, the writing ball being adjustable vertically correspondingly. If, say, ten layers of thin paper are used with interposed layers of carbonised paper, then all ten pieces of paper receive the same fac simile impression when thus printed on. By letting these ten impressions, with interposed transparent paper, pass through rollers, double the number of copies are obtained, and that in a time that a copyist only could write out one-third of a copy. When taking only one impression at a time a great many copies can be obtained very quickly by the autographic printing process, and by means of the pantatype. For printing purposes, where the setting in type, as it frequently occurs, takes a disproportionate time and expense, the “writing ball” is by far the quickest and cheapest instrument. The lines and words can be arranged, stopped, spaced, underlined, &c., in all directions exactly as with ordinary printing.

 

     The “writing ball” as now made contains fifty-two pistons, having all letters and all figures, besides interpunctuation signs, &c.

 

     The electric apparatus consists of two to four Lèclaché’s elements. They are constant, can be used for six months without touching them, and then can be easily replenished.

 

     The “writing ball” as hitherto made, had the paper laid round a cylinder. The arrangement here described has the advantage that the operator at all times can see what he writes, that less time is lost by putting on paper, and carbonised paper, that all thicknesses of paper can be used, and that a number of copies can be printed at the same time. The practical application of the writing ball extends thus to all cases where despatch and accuracy in writing, and several or many copies are required. It should find its place in large offices, private and public, where a great many copying clerks thus could be spared. It is suitable for writing fair copies and shorthand reports. For shorthand writing itself, an adaptation of this invention is now being practically carried out. But it has already found a very important application for writing out telegraphic despatches where Wheatstone or Morse instruments are used. In Newcastle, the apparatus has been successfully in operation some time, and more instruments are now in hand. But time and experience will, no doubt, introduce it to many other purposes, such as for writing from dictation, thus saving valuable time to heads of commercial and other’s establishments, for individuals, &c. The inventor has been appreciated here in a very unusual manner, the King giving him the gold medal of merit. In the Exhibition these instruments attract great attention.

 

 

The exhibition building in Copenhagen, 1872, as it was printed in Illustrated Journal (Illustreret Tidende)

Artikkel i Fædrelandet 15. desember 1875.

 

                                                                             

                                                                                           Skrivekuglen. [1]

 

     Det glæder os at kunne meddele, at denne smukke Opfindelse, som vort Fædreland har Æren af – om der end samtidig er gjort en lignende i Amerika – nu har naaet et Udviklingstrin, paa hvilket den har al Udsikt til at blive almindelig benyttet til Hjælp og Besparelse navnlig i Kontorarbejde. Medens denne Maskine, der nu engang er bleven kaldt en Kugle, skjønt Hoveddelen af den er et Kuglestykke, i sin tidligere Form var et stort, tungt og meget sammensat Apparat, der behøvede en elektrisk Ledning og et Uhrværk for at bruges, er det lykkedes den utrættelige Opfinder, Pastor  M a l l i n g – H a n s e n, der nu har anvendt 5 Aar paa den, at simplificere og formindske den saaledes, at den nu kun indtager et meget ringe Rum – lad os sammenligne Størrelsen med en Sextants – og i Stedet for 150 Pund kun vejer 9. Denne betydelige Forandring bestaar deri, at de i Kuglen anbragte Stempler nu slaa mod een og samme Ambolt, [2]og at hele Maskinen bevæger sig ved hvert Slag. Ved denne Bevægelse fører et Tandhjul, der er forbundet med den buede Ramme, hvori Papiret er fastgjort, dette nettopp en Bogstavlængde hen over Ambolten, saaledes at Bogstaverne nøjagtig komme til at staa i lige Linie og i lige Afstand fra hverandre – med Interpunktionstegn og Mellemrum, der have egne Stempler – paa Papiret. Aftrykkene åaa dette ske ved Sværtepapir, men er saa tydelige og skarpe, at der, naar blaa Farve benyttes, kan tages tages mindst 6 tydelige Aftryk i en Kopiermaskine. Selvfølgelig kan denne Maskine lidt skrive al Slags Skrift, som Symasjinen kan sy al Slags Syning; den kan saaledes heller ikke gjøre Pen og Blæk overflødige; men med den kan man skrive meget hurtigere end med en Pen, altid lige tydeligt, og den er navnlig brugbar til hvad der skal udfærdiges i flere Exemplarer, men dog ikke saa mange, at der behøves Stentryk eller Tryk. Den kan i sin nuværende Skikkelse kun benytte Oktav-Brevpapir, og den kan kun skrive med een Slags Bogstaver, fordi Kuglen kun kan rumme eet Alfabet tilligemed Tallene og Skilletegnene, i alt 52 Stempler. For den Nærsynede og for den, hvis Haand ryster eller er blevet saa Fordærvet, at han ikke kan skrive læseligt, er Maskinen ubetalelig. Desværre er den endnu saa dyr – 340 Rdl. – at der ikke let vil blive Tale om dens Brug af Privatfolk; men kan det, ved at indrette en Fabrik for disse Maskiner, opnaas, at den kan sælges for 150 Rdl., [3] og med tiden endnu billigere, saa vil den ganske sikkert blive lige saa udbredt som Symaskinerne nu ere og indbringe sin Opfinder en passende Løn for hans sindrige Opfindsomhed og ufortrødne Stræben efter at fuldkommengjøre sin Opfindelse. [4]

 

 

Patenttegningen i det amerikanske patentet fra 1875
Slik så 1875 modellen av skrivekuglen ut - et enormt framskitt fra de tidligere modellene. Fot: Dieter Eberwein

 

 

Fotnoter:

 

[1]: SA: Om denne artikkelen, og om den nyutviklede utgaven av skrivekuglen, skriver Malling-Hansen den 15. desember 1875 til sin bror, Jørgen:

”DU HAR VEL NU LÄST NOGET I AVISERNE OM DEN NYE KUGLE. DEN SMUKKESTE ARTIKKEL STOD I FÄDRELANDET. GAMLE PLOUG VAR SELV HERUDE, OG VAR HELT INDTAGET I MASKINEN; HAN ANSAA DET FOR SIKKERT, AT MASKINEN NU MAATTE KUNNE FAAE UHYRE AFSÄTNING. I DISSE DAGE BLIVER DER LAVET TRÄSNIT TIL ILLUSTRERET TIDENDE OG ET PENT LILLE BILLEDE TIL VIGNETTER PAA BREVE OG CONVOLUTTER. 

 

FRA UDLANDET ER DER ALLEREDE INDLÖBET EN MÄNGDE BREVE OG DEN FÖRSTE MASKINE BLEV BESTILT I FORGAARS - AF DEN NYE SLAGS - AF EN HALVBLIND TYSK KONSUL I CARLSKRONA.

 

FOR BESTILLINGER BEGYNDER JEG FÖRST EFTER JUUL AT ARBEIDE FOR ALVOR. OM NOGLE DAGE VENTER JEG AT KUNNE SENDE DIG ENDNU SMUKKERE KUGLESKRIFT. ”

 

[2]: SA: På dette punktet er artikkelforfatteren tydeligvis ikke 100% riktig informert! Den betydeligste forandringen består i at den nye modellen ikke lenger er avhengig av de elektromagnetiske batteriene som ofte ikke var særlig pålitelige, men at Malling-Hansen nå har funnet en mekanisk løsning på flytningen av papiret. Også på de tidligere modellene ble alle bokstavene anslått mot det samme punktet, mens papiret flyttet seg fremover for hvert anslag, så dette er ikke nytt.

[3]: SA: Selv om skrivekuglen aldri ble satt i masseproduksjon, så ble den stadig billigere og billiger, og de siste skrivekuglene, som ble produsert i mekanikeren, August Lyngbyes etablissement, kostet kun 150 kr. I følge hans annonser fra denne tiden, kunne man også bestille skrivekugler med både store og små typer, da til en pris av 170 kr. Vi vet ikke med sikkerhet når Lyngbye overtok produksjonen av skrivekuglen, men ut fra et brev Malling-Hansen skrev i 1879 til sin bror, der han forteller at en ny modell som er lavere enn den gamle nylig er fremstilt, tyder mye på at Lyngbye begynte å lage skrivekugler fra ca 1880. Han fikk for øvrig en førstepris ved den Skandinaviske Kunst, Jorbruks og Industriutstillingen i København i 1888.

[4]: SA: Artikkelelforfatteren fikk absolutt rett i at skrivemaskinen i løpet av noen år ble meget utbredt – men dessverre ikke i skrivekuglens skikkelse. I følge Malling-Hansens datter, hadde Malling-Hansen meget stor tro på den siste modellen, som hadde både fargebånd og papirvalse, og hadde lagt inn en bestilling hos Lyngbye på produksjon av 100 stk. Men da Malling-hansen døde så brått i 1890, ble bestillingen kansellert, og ingen flere skrivekugler ble laget. Dermed lå markedet helt åpnet for den amerikanske Remington-maskinen og lignende amerikanske modeller.

 

 

 

Artikkel i Illustreret Tidende 16. januar 1876.

Artikkelforfatteren, den meget anerkjente industrihistorikeren, Camillus Nyrop, 1843-1918. Det er kjent at Malling-Hansen brevvekslet med Nyrop, men da Det Kongelige bibliotek mottok hans brevsamlig etter hans død, manglet alle brevene fra personer med etternavn på enkelte av bokstavene i alfabetet, bl. a. både M og H. Foto: Det Kongelige Bibliotek

 

                                                       Malling-Hansens Skrivekugle.

 

     Det er nu over 5 Aar siden, at  S k r i v e k u g l e n  fremkom. Det var i Marts 1870, at Pastor R.  M a l l i n g – H a n s e n  fik 15 Aars Eneret paa sit Hurtigskriveapparat i dets første skikkelse, og Publikum hørte atter og atter om det; det blev omtalt, afbildet og beskrevet i danske, tydske og engelske Blade; og det var at see paa Udstillingen her i 1872 og i Wien 1873, og begge Steder blev det prisbelønnet, men saa hørte det pludseligt op med Meddelelser om det. Mange have vel ikke tænkt derover, men En og Anden har dog maaske antaget, at Sagen som upraktisk var lagt til Side, og at Opfinderen var blæven træt af altid at arbeide, forandre og forbedre, under mangehaande Ærgrelser og Bryderier uden reelt Udbytte. En saadan Tanke var naturlig, men den svarer ikke til Virkeligheden. Langtfra at være bleven træt, har Pastor Malling-Hansen, siden Skrivekuglen sidst var Gjenstand for offentlig Omtale, arbeidet paa sin Opfindelses Fremgang med Udholdenhed og Iver. Han har ikke skyet nogen Anstrengelse for at kunne blive i Stand til at fortsætte Arbeidet, og nu staaer Skrivekuglen færdig i en, som det sikkert tør siges, praktisk Form, mindre i Omfang og billigere i Pris end nogensinde.

 

     Hvilken Form vi end tage af Skrivekuglen i dens tidligere Skikkelse – og Opfinderens Arbeidsværelse er et righoldig Museum i saa Henseende – blev den Bevægelse, der lod Papiret glide frem under de anslaaede Typestempler, reguleret ved Electromagnetisme. I den tidligste Skrivekugle, der har været afbildet her i Bladet (Bind XII, Nr. 579), var Papiret rullet om en Cylinder, der bevægedes fram i en Skruelinie af et Uhrværk, men dette Uhrværk fik kun lov til at virke hver Gang et Stempel blev anslaaet. Et Stempels Anslag sluttede den elektriske Strøm, en Elektromagnet blev tiltrukken og et Hemværk, der ellers greb ind i et til Uhrværket hørende Tandhjul, lod dette bevæge sig een Tand frem. Cylinderen med det derom rullede Papir bevægedes et Bogstavs Brede rundt, og med Skrivepapiret fulgte Sværtepapiret, der var lagt over det; det er det, som den anslaaede Type i alle Skrivekuglens Former træffer, og det er dets Farve, som Typestemplet aftrykker paa Skrivepapiret.

 

     Den ovenfor omtalte Construction undergik snart Modificationer, og paa den nordiske Udstilling i 1872 var Skrivekuglen en helt anden. Papiret var ikke længere rullet om en Cylinder, men laa fladt paa en saa kaldet Vogn, og endnu i Udstillingssommeren fik Pastor Malling-hansen, i Forbindelse med Eieren af Professor Jüngers mechaniske Etablissement, Mechanicus og nu værende Professor C. P. Jürgensen, 13 Aars Eneret paa en saa kaldet  T a k y g r a f  (d. e. ”Hurtigskriver”), Skrivekuglen i en helt ny Skikkelse, der skulde gjøre det muligt for en øvet Haand at anslaae og altsaa skrive 20 Bogstaver i Secundet, 1200 i Minutet, 72,000 i Timen, en Hurtighed, der er 5 Gange saa stor som den, hvormed der gjennemsnitsviis skrives med en Pen, og som fuldstændig kan holde Skridt med endog temmelig hurtig Tale.

 

 

Takygrafen ble første gang patentert sommeren 1872. Ovenstående tegning er fra det amerikanske patentet fra 1875
Patenttegning fra det amerikanske patentet fra 1874 - på skrivekuglen med den flate vognen, første gang laget i 1871
Malling-Hansen fikk alltid laget brev-vignetter av sine skrivekuglemodeller. Slik så illustrasjonen av 1875-modellen ut
Louis Braille, 1809-1852

     Den Malling-Hansenske Skrivekugle havde vakt Opsigt. Rundt omkring var man opmærksom paa den, og to af de udtagne Patenter bleve kjøbte, det engelske og det østerrigske. Der indløb Bestillinger, endog fra Russland og Italien, men de kunde desværre ikke effectueres, da Opfinderen ikke var forberedt paa paa at tilvirke Maskinen fabriksmæssig, og overalt, hvor den kom hen, viste det sig som en ikke ringe Vanskelighed, at Elektromagnetismen var fornøden. Man forsømte eller forkludrede det elektriske Batteri og klagede saa over Skrivekuglens Ubrugelighed. Det gjaldt om at blive et saa besværlig Tilbehør kvit, og det er nu lykkedes Opfinderens Kjærlighed til den af ham engang undfagne Idee at løse Opgaven. Hans udholdende opfinderske Snille har bragt det til, at Elektromanetismen er et overvundet Standpunkt, og Opgaven er løst derved, at den anslaaende Bevægelse, der fører et Stempel ned, samtidig sætter hele Kuglestykket, hvori Stemplerne ere samlede, i en vippende Bevægelse; en lille Stift bringes herved til at gribe ind i et Tandhjul; det føres een Tand frem; Bevægelsen gaaer videre, og Papiret flyttes een Bogstavbredde. Det er en saa simpel og smuk Construction, at man forbauses over, at den ikke er bleven fremstillet for mange Tider siden. Det er Historien om Columbus’Æg. Endnu skal her kun bemærkes, at Papiret er anbragt i en buet Messingramme, der vugger frem og tilbage over en lille Ambolt, som Stemplerne, naar de anslaas, bevæge sig ned imod.

 

     Som ovenfor anført har Malling-Hansens Skrivekugle vakt en ikke ringe Opmærksomhed, men man maa ikke derfor troe, at han er den Eneste i Verden, der har brugt Tid og Tanke til at fremstille saadanne Skriveapparater.. De første Forsøg kunne følges næsten 40Aar tilbage, men den Gang tragtede man ikke etter at frembringe Apparater, der skulde bruges i det almindelige Liv; hvad man vilde, var at skaffe Blinde et Middel til saa let som muligt at kunne meddele sig skriftligt, og den blinde Lærer  L o u i s  B r a i l l e  construerede i 1838 et Brædt med Huller i, i hvert Hul anbragtes et Typestempel, og ved nu at trykke disse mod et Stykke Papir, over hvilket der var lagt et Stykke Særtepapir, kunde der frembringes en Skrift.. Denne simple Begyndelse udarbeidedes videre, og paa Udstillingen i London 1851 var der flere saadanne Apparater, det samme var Tilfældet i Paris 1855, men de optraadte stadig som udelukkende hørende til Blindeunderviisningen, og her spillede de enda ikke nogen fremragende Rolle, thi den for de Blinde vigtigste Skrift er den, der frembringes ophøiet saa at de selv kunne læse den ved at lade Fingrene glide hen over den. Det er en nyere Tanke, at saadanne Apparater ogsaa kunne anvendes af Seende, og det er interessant, at herhjemme er Pastor Malling-Hansen kommen paa denne Tanke ved sin Virksomhed som Forstander for Døvstumme-Institutet. Han udfandt, at medens man som Regel kun kan skrive 4 Lydtegn i Secundet, og i daglig Tale gjennemsnitsviis udtaler c. 20 Kydtegn i Secundet, kan en Fingertaler i Døvstummesproget angive omtrent 12 Lydtegn i Secundet. Det er altsaa muligt at gjengive Talens Lyd i synlige Tegn med en Hurtighed, der nærmer sig selve Talens, og han blev herved ført ind paa at tænke over Muligheden af at fremstille en for alle læselig Skrift med Talens Hurtighed, hvad der var af stor Betydning for de Døvstumme, og Resultatet af hans Arbeide i denne Henseende blev Skrivekuglen.

 

 

Patentet fra 1868, tilhørende Sholes, Glidden og Soule
Den første utgaven av deres skrivemaskin fra 1873 var pyntet som en symaskin, og produsert av en symaskinfabrikk: Remington & son
Det var i hovedsak Christopher Latham Sholes(1819-1890) som hadde idéen til oppfinnelsen
James Densmore, 1820-1898, som kjøpte patentet til Sholes, Glidden and Soule, og utviklet deres maskin videre. Det heter seg i en biografi på internett at han kunne realisere en gevinst på 500 000$ da han solgte sine rettigheter

 

 

     Pastor Malling-Hansen var imidlertid ikke den Eneste, der beskæftigede sig med at fremstille Hurtigskrivemaskiner for Seende. I Amerika var  C.  L.  S t o l e s  i Forbindelse med to andre Mænd virksom i lignende Retning, og fra 1868 har han udtaget forskjellige Patenter til Beskyttelse af sin Maskine, der betegnende kaldes  ” T y p e – W r i t e r ”.[1] Den er i al Korthed beskreven i Scientific-America (for den 10de August 1872), og Beskrivelsen er lang nok til at man kan see, at den amerikanske og den danske Skrivemaskine ere grundigt forskjellige. Her er der vel kun Faa, som have Kjendskab til den amerikanske, men den danske synes at blive studeret i Amerika. En Patentagent derovrefra har paa en temmelig paatrengende Maade søgt at faae Raadighed over Pastor Malling-Hansens amerikanske Patent, og den Forretningsmand, der besørger Forhandlingen af den Stoles’ske Maskine, har tilbudt den danske Opfinder at bytte Patenter; de skulde herefter gjensidigt være berettigede til at bruge hinandens Opfindelser. Der er med andre Ord Noget ved den danske Opfindelse, som overalt vækker Opmærksomhed, men den er ogsaa, og da navnlig i sin nyeste Skikkelse, al Opmærksomhed værd. [2]

 

     Den optager nu kun 1/6 af den Plads, den tidligere behøvede, i det hele kun et Rum af circa 8 Cubiktommer, og den kan anbringes paa ethvert Bord; tidligere veiede den 150 Pund, nu kun 9, og paa Grund af sin simple Construction kan den saa godt som aldrig komme i Uorden. Hertil maa yderligere føies, at Enhver kan bruge den; den, som vil anvende den, behøver ingen særlig Unerviisning; det gjelder blot om at faae Sikkerhed i, hvor de forskjellige Typestempler befinder sig, saa at man uden Tøven kan anslaae dem. Er dette naaet, kan man efterhaanden drive det til at skrive indtil 5 Gange saa hurtigt som med Pennen. Allerede herved har Skrivekuglen stor Betydning, men da man ved Combinationen af flere Lag Sværtepapir og Skrivepapir kan bringe det til paa een Gang at skrive indtil 6 Exemplarer, ligesom Kugleskriften kan fremstilles saaledes, at den kan authograferes, bliver Skrivekuglen en Opfindelse, der utvivlsomt vil faae stor praktisk Betydning. Contoirer, der afsende mange skrevne Sager, kunne spare een à to Skrivere, og desuden indvinde betydeligt i Papirbesparelse. Paa et af Skrivekuglens smaa Ark i almindeligt Brevformat staaer der med Kugleskrift flere Bogstaver, end en Undersøgelse af adskillige Skrivelser fra forskjellige af vore Ministerier viser, at en Skriver gjennemsnitsviis skriver paa et Folioark. Kunde vore Ministerier frifjøre sig for den Overtro, der utvivlsomt hersker i dem til Fordel for Foliopapir og almindelig Skrift, vilde de kunde spare Betydeligt, og det Samme er selvfølelig Tilfældet med alle andre strore Contoirer.

 

 

Illustrasjonen i Illustreret Tidende fra 16. januar 1876
Og her et bilde som stammer fra Malling-Hansens datter, Johanne Agerskov. Denne unge mannen skriver også på en 1875-modell

 

 

     Professor Jüngers mechaniske Etablissement, hvis geniale Eier saa ofte har staaet hjelpende ved Skrivekuglens Fremkomst i nye og atter nye Skikkelser, tilvirker nu et større Antal Skrive- eller Vippekugler [3]; den Pris hvortil disse ville kunne sælges, vil gjøre Anskaffelsen mulig overalt, hvor der er Brug for dem. Fra Opfinderens side er Sagen herved ført til et Punkt, hvor det store Publicum vil kunne høste nytte af den, og nu er det dettes Sag at føre den videre. [4] At dette vil skee, troe vi sikkert, men vi skulle tilføie, at det for Sagens egen Skyld maa ønskes, at Tilvirkningen i bestandig større Maalestok kan voxe op under Opfinderens eget Tilsyn; hertil kræves imidlertid at det danske Publicum slutter sig livligt om Opfindelsen, thi gjør det ikke det, kunde det være , at den Malling-Hansenske Opfindelse inden lang Tid blev tilført os som udenlandsk Fabrikat. I Bew York har der allerede været inbudt til Dannelsen af et Consortium, der skulde tilvirke Skrivekugler,

 

 

                                                                                                                          C. Nyrop

 

 

 

Fotnoter:

 

 

[1] SA: Den amerikanske maskinen ble oppfunnet av tre herrer: Christopher L. Sholes, Carlos Glidden og Samuel W. Soule. De fikk sitt første patent i 1868, men solgte senere dette til investoren James Densmore, som investerte flere titalls tusen dollar i den videre utviklingen av maskinen. Først i 1873 ble den forbedrede maskinen satt i produksjon av Remingtob-fabrikken.

[2] SA: Det er noe tvilsomt om Malling-Hansen har gjengitt disse forhandlingene på en helt objektiv måte til Camillus Nyrop. Det eksisterer noen brev som Malling-Hansen skrev til James Densmore fra disse årene, og her virker det som det først og fremst er Malling-Hansen som er pådriveren for å få Densmore til å kjøpe hans patent, mens Densmore er noe mer tilbakeholden. Han gir visstnok Malling-Hansen et tilbud, som Malling-Hansen avslår fordi han synes det er for lavt. I ettertid har noen av Malling-Hansens etterkommere hevdet at Densmore, eller ”Amerikaneren” som han ofte ble omtalt som, stjal enkelte detaljer fra Malling-Hansens maskin for å forbedre sin egen. Også mekanikeren August Lyngbye, som produserte den siste modellen av Skrivekuglen, hevdet noe lignende. Hittil har det imidlertid ikke vært mulig å finne noen fakta som kan bekrefte dette.

[3] SA: Allerede denne modellen fra 1875 blir altså omtalt som ”Vippekuglen”. Man har tidligere trodd at det kun var den aller siste modellen med fargebånd og papirvalse, utviklet av August Lyngbye, som hadde denne betegnelsen – med det stemmer altså ikke. I en artikkel i den danske avisen ”Fædrelandet” fra 15. desember 1875 oppgis det for øvrig at prisen på Skrivekuglen fra 1875 var 34 Riksdaler.

[4] SA: Man kan nesten få en fornemmelse av at artikkelforfatteren hadde en forutanelse om at det ikke ville gå så godt med skrivekuglen, når han på denne måten nesten formaner det danske publikummet til ikke å svikte!

 

 

 

Article in The Illustrated Paris Universal Exhibition – october 5. 1878

The Danish Section at the World Exhibition in Paris, 1878

 

                                                             DANISH SECTION

 

                                                                   ________

 

 

                                  MALLING-HANSENS  WRITING BALL OR TYPE-WRITER.

 

 

This is an instrument furnished with keys which, on being lightly pressed, print the letters of the alphabet on paper. It possesses many advantages over the ordinary method of writing with a pen. It is easier to work, its use is not injurious to health, a most important point, and it is less likely to offer any interruption to the writer’s train of thought.

 

 

     The writing of this instrument is easy to read, clear, distinct, and exceedingly accurate.

 

 

     Any kind of paper may be used, and as many as ten copies made at once. Further copies can also be obtained by means of an ordinary copying press, or by transferring the writing by lithographic process to stone; the number of copies obtainable is really indefinite, and may be estimated by thousands.

 

 

     A further advantage of this instrument is that it presents no practical difficulties to be surmounted by the beginner; any one can use it. After a few trials the learner will be able to write with it as easily as with a pen, and, with a little practice, three or four times as quickly. It can be utilised for every kind of writing excepting, of course, in books, and may even be worked by those persons to whom penmanship is difficult or even impossible; and in this category we may mention those whose sight is defective or who are even entirely blind. To such as are afflicted with writer’s cramp, or whose hands, either from excessive nervousness, age, palsy, or other infinities are unsteady, this instrument will be found an immense boon.

 

 

     Children can use this machine with ease and advantage, and it may be employed at home for private correspondence, whiled the extraordinary celerity with which it writes renders it most especially useful to authors, mercantile or other correspondents, telegraph clerks or stenographers. It may be employed most advantageously in both private and public offices, and at times when the ordinary mode of writing would be difficult if not impracticable, as, for instance, on board a vessel at sea in rough weather, or even in a railway carriage.

 

 

These are the two different models of the writing ball exhibited in Paris in 1878. Above the model for use of ordinary paper. Copyright: Museu de la Tècnica de l'Empordà
This model was designed for writing on paperstrips, for use in telegraph offices. Copyright: Sverre Avnskog

 

 

     The Writing Ball is not more than six inches in height, and weighs, with all its appliances, only six pounds. It is constructed mainly of brass, and combines solidity and simplicity. It has 54 keys which comprise all the letters of the alphabet, the punctuation marks, the numerals, besides other signs. In addition to the instruments of this kind made for writing on ordinary paper, others are made adapted for use on telegraph slips.

 

 

     This new invention is attracting great attention at the Paris Universal Exhibition. Although the Danish section is situated in a rather secluded spot, and the ball has no prominent position, it is daily visited by great crowds of attentive and surprised spectators. There are four such instruments exhibited – three for writing on paper of ordinary kinds, and one for writing on slips of paper used for the Morse Telegraph. An English telegraph official, who speaks several languages, is in attendance to explain the mechanism of the instrument. He is indefatigable in working it, an in answering questions put to him. One of the instruments is before him, both his hands cover a small claviature in form of one half of a ball. Upon this are seen the 54 keys, which are being pressed in quick succession by the operator. The writer rarely looks at the instrument, which, as observed above, can be worked by a blind man. At each pressure upon one of the keys the instrument is seen oscillate slightly. By this motion the paper is being moved forward. With regard to the rapidity of the working, it should be observed that a common copyist, who is to write characters readable by everyone, wants one second for every second and a half. With this apparatus, however, six letters per second may be written, and if the writer knows by rote what he is to write he can write from ten to twelve letters in a second.

 

 

     The Writing Ball was invented, and has been brought to its present state of perfection, by Mr. R. Malling-Hansen, director and chaplain of the Royal Deaf and Dumb Institute, at Copenhagen. It was patented in England in May, 1870, and in the month of October of the same year the inventor produced the first apparatus. 1)

 

 

     Since 1872 the Writing Ball has been known as an instrument capable of writing more quickly than a pen. At that time even, the instruments introduced in London by Mr. Holten far surpassed the pen in rapidity of working. The Writing Ball, however, was not readily adopted, partly by reason of the high price, £100 (now only £17), and partly because an electric machine was necessary, and this was difficult to keep in order. Besides, the apparatus, which now only weighs 3 kilos (about 6 lb.), was at that time much heavier.

 

 

     In the year 1875, a quick writing apparatus, designed by Mr. L. Sholes in America, manufactured by Mr. Remington, was introduced in London. This machine was superior to the Malling-Hansen writing apparatus; but the writing ball in its present form far excels the Remington machine. It secures greater rapidity, and its writing is clearer and more exact than that of the American instrument. The Danish apparatus has more keys, is much less complicated, built with greater precision, more solid, and much smaller and lighter that the Remington, and, moreover, is cheaper. The task of producing a machine to replace and excel the pen has occupied the minds of the greatest inventors. The late Sir Charles Wheatstone bestowed many years of labour upon the subject. It appears that the question has now been solved in an excellent and satisfactory manner by the Danish machine, which seems destined to have a great future. 2)

 

 

     Professor Holten, Director of the Polytechnic Academy and Professor at the University of Copenhagen, has expressed an opinion to the effect that the Hansen instrument is far superior to the American Type-Writer by reason of its portability, the ease with which it is worked, its regularity of action, simplicity of construction, and noiseless movement. A very flattering testimonial has likewise been received from Herr J. H. Wolff, Imperial German Consul at Calshavir.

 

 

     The first prize medal at the Northern Exhibition of 1872, a prize medal at the Vienna Exhibition, the Danish gold medal for merit, and the Austrian gold medal “pro literis et artibus” have been awarded to this instrument, the inventor of which has also received the cross of the Swedish order of Vasa. 3)

 

 

     The price of the “Skrivekugle” complete, is £17. Orders should be addressed to Mr. Duh at the Exhibition (Danish Section), or to Ritzau’s office, 26, Kjobmagergade, Copenhagen, K., the director of which office has become co-proprietor of the patent.

 

 

     A silver medal has been awarded to the exhibitor, 4) notwithstanding that, but for the exceptional novelty of the invention, he should have been excluded from the consideration of the jury, in consequence of the late period at which the writing ball reached the Exhibition.

 

 

 

Footnotes:

 

1) SA: The exact date on which the first Writing Ball was presented to the Danish press, was September 8. 1870. Already the next day reviews was brought in Danish newspapers.

2) SA: Many nice words and prizes was given to the Writing Ball, but unfortunately it lost the commercial competition – it the long run it was the Remington machine and similar machines that won the market – unfortunately. But, as is clearly stated in the article above – it was not because of the Writing Balls quality, which was considered much higher than that of the Remington machine.

3) SA: In addition to the above mentioned prizes, the Writing Ball also was awarded the 1. prize medal at the Philadelphia Centennial in 1876 and at the Scandinavian Art, Agricultural and Industrial Exhibition in Copenhagen in 1888. Mr. Malling-Hansens also received the Danish Order of Danebrog.

4) SA: It is correct that the Writing Ball received a silver medal at the Paris Exhibition, but this was in the category “educational apparatus for blind people”. In the category “fast speed writing machine” the ball received a gold medal.

 

 

 

This is how the Writing Ball was presented in a folder at the Paris Exhibition. As can be seen, much of the text is similar to that in the article above. If it is the article-writer who has used the text from the brochure, or if it is the other way around, we don't know!
The original article

Reklameskrivelse for skrivekuglen

Den aller siste modellen av skrivekuglen - utviklet av mekanikeren August Lyngbye. Foto: Sverre Avnskog

S K R I V E K U G L E N[1] .

 

 

 

   LIGE SIDEN 1830 HAR DER EXISTERET SKRIVEMASKINER[2], DER DOG IKKE VARE  BEREGNEDE PAA AT BRUGES AF ANDRE END BLINDE, OG SOM ALLE SKREVE BETYDELIGT LANGSOMMERE END PENNEN.

 

 

  DEN FÖRSTE HURTIGSKRIVNINGSMASKINE, ’’SKRIVEKUGLEN’’, DER ARBEJDEDE ENDOGSAA FLERE GANGE HURTIGERE END PENNEN, BLEV FORFÄRDIGET HER I LANDET I 1870 EFTER PASTOR MALLING-HANSENS PATENT.

 

 

  PAA DEN SKANDINAVISKE UDSTILLING I KJÖBENHAVN I 1872 FIK SAMME MA-SKINE FÖRSTE MEDALJE OG LIGELEDES PAA VERDENSUDSTILLINGEN I WIEN I 1873. – DA DEN I 1878 BLEV FREMSTILLET PAA VERDENSUDSTILLINGEN I PARIS, HVOR DEN FIK GULDMEDAILLE, HAVDE DEN GENNEMGAAET MANGE OG FORSKJELLIGE SKIKKELSER, DOG KUN HVAD PAPIRFÖRINGEN ANGAAR; MEDENS SELVE KUGLESTYKKET, HVORI BOGSTAVSTEMPLERNE SIDDE SOM RADIER, STADIG VAR BLEVET UFORANDRET.

 

 

   MASKINEN BEGYNDTE FÖRST DA AT FAA PRAKTISK BETYDNING, DELS DERVED, AT DEN GJENNEM SALGSPRISER SOM 1200 KR., 900 KR. OG 700 KR. VAR NAAET NED TIL AT SÄLGES FOR 300 KR. – DELS DERVED, AT DET VAR LYKKEDES MALLING-HANSEN SELV AT LÖSE EN OPGAVE, SOM DENGANG BESKJÄFTIGEDE MEKANICI[3] BAADE HER OG I LONDON OG I WIEN, AT GJÖRE SKRIEKUGLEN UAFHÄNGIG AF DEN HIDTIL TIL FLYTNING AF SKRIVEPAPIRET BENYTTEDE ELEKTRICITET.[4]

 

  I DEN SIDSTE TID HAR SKRIVEKUGLEN ATTER GJORT ET VÄSENTLIGT SKRIDT FREMAD TIL STÖRRE BETYDNING, IDET DEN NU KAN SKRIVE FULDT PRAKTISK OGSAA PAA STORE PAPIRFORMATER[5], ER ENDNU MERE SOLID I PAPIRFÖRINGEN OG KOSTER KUN 150 KR. DET HALVE AF DEN PRIS, SOM DEN I DE SIDSTE AAR ER BLEVET SOLGT FOR.

 

 

  DEN FABRIKERES FOR TIDEN AT MEKANICUS LYNGBYE. TIDLIGERE HAR TRE ANDRE MEKANICI, ISÄR PROFESSOR JÜRGENSEN, MEN OGSAA OTZEN OG LUND[6], MEDVIRKET TIL MASKINENS UDVIKLING.

 

 

   I NORDAMERIKA ER DER, ISÄR EFTER SKRIVEKUGLENS FREMKOMST, UD-TAGET EN MÄNGDE PATENTER PAA SKRIVEMASKINER. KUN ET ENESTE AMERIKANSK PATENT HAR FÖRT TIL FABRICATION AF EN HURTIGSKRIVEMASKINE,  NEMLIG DEN BEKJENDTE, SAAKALDTE ”REMINGTON-MASKINE” – ELLER  ”TYPEWRITER” / FÖRSTE PATENT AF 1868[7]/ OPFUNDEN AF EN AMERIKANER SHOLES I MILWAUKEE.  DENNE MASKINE HAR LIGELEDES GJENNEMGAAET MANGE FORANDRINGER OG KALDES I SIN NYESTE SKIKKELSE ”THE CALIGRAPH”.

 

 

   I DE SIDSTE PAR AAR ER DER FREMTRAADT TO ANDRE SKRIVEMASKINER, NEMLIG DEN AMERIKANSKE ”HALL-MASKINE” OG HAMBORGER-MASKINEN ”HAMMONIA” [8]– BEGGE SKRIVE LANGSOMMERE END PENNEN. DEN SIDSTNÄVNTE HAR NAAET EN BETYDELIG UDBREDELSE PAA GRUND AF SIN BILLIGHED, DEN SÄLGES FOR 60 KR; MEN ER SOM HURTIGSKRIVER GANSKE VÄRDI-LØS. DEN NAAER IKKE LANGT UDOVER HALVDELEN AF PENNENS HURTIG-HED[9],  ER UBRUGELIG FOR BLINDE OG SVAGSYNEDE, MEN EGNER SIG GODT TIL GJENNEMSKRIVNING AF FLERE EXEMPLARER PAA ÉN[10] GANG.

 

 

   DEN VÄSENTLIGSTE FORSKJEL MELLEM DE NÄVNTE 4 [11]SKRIVEMASKINER LIGGER I TYPEFÖRINGEN. PAA SKRIVEKUGLEN FÖRES TYPEN[12] GJENNEM EN MEGET KORT LINIE NED MOD PAPIRET. DEN ANDEN HURTIGSKRIVEMASKI-NE[13] BEVÄGER TYPERNE GENNEM EN LANG CIRKELBUE. PAA DE TO LANG-SOMME MASKINER HAR HVER TYPE [14] EN DOBBELT BEVÄGELSE, INDEN DEN NAAER NED TIL SKRIVEPAPIRET; HALL-MASKINEN FÖRER SINE TYPER GJEN-NEM TO KORTE LIGE LINIER; HAMMONIA-MASKINENS TYPER BEVÄGES GJEN-NEM TO KRUMME LINIER. – SKRIVEKUGLENS TYPER HAVE ALTSAA DEN KORTESTE OG SIMPLESTE BEVÄGELSE. SKRIVEKUGLENS TYPEFÖRING ER TILLIGE DEN SOLIDESTE.

 

 

    DER FORELIGGER NU EN SKJÖN SAMLING AF SÄRDELES ANERKJENDENDE UDTALELSER FRA SKRIVEKUGLEBRUGERE, BAADE HER OG I UDLANDET. – AT MASKINEN IKKE ENDNU HAR VUNDET ALMINDELIG UDBREDELSE, LIGGER VÄ-SENTLIGT I DEN HIDTILVÄRENDE  HÖJE SALGSPRIS.

 

 

   EN ANDEN GRUND TIL AT EN SAADAN OPFINDELSE MAA BRUGE LANG FOR AT ARBEJDE SIG FREM TIL FULD ANERKJENDELSE LIGGER DERI, AT MEDENS DEN VEL KAN BENYTTES STRAX AF ENHVER, SAA SKAL DER DOG ARBEJDES I LÄNGERE TID MED DEN, FÖR VEDKOMMENDE KOMMER RET TILFORSTAAELSE AF DET TIDSSPARENDE OG I FLERE ANDRE HENSEENDER NYTTIGE OG TILFREDSSTILLENDE I BRUGEN AF MASKINEN. DEN DELER I DENNE HENSEENDE SKJÄBNE MED DE BETYDELIGSTE OPFINDELSER, OG DA OGSAA DERI: AT ARBEJDET OG KAMPEN FOR UDVIKLINGEN AF OPFINDELSEN MANGE AAR IGJENNEM SKAFFER STORE UDGIFTER UDEN AT BRINGE TILSVARENDE IND-TÄGTER.[15]  

 

 


[1] CB: Dette dokument – eller hvad skal jeg kalde det – har jeg haft liggende i mange år, og hvorfra det stammer, det erindrer jeg ikke. Der er et tilsvarende dokument, dog noget kortere, på engelsk. Ingen af dem er daterede og heller ikke signerede! Og det er meget ærgerligt, for der er mange ’mærkelige’ oplysninger i dem, som gør dateringen yderst vanskelig. De to dokumenter er skrevet på skrivekuglen, men udelukkende med store bogstaver og uden Å men med AA i stedet. Selvom der var både små bogstaver og Å på Skrivekuglen i hvert fald fra 1878! Og disse to dokumenter er af senere oprindelse.

Teksten beskriver i detaljer Skrivekuglens udvikling, men jeg kan ikke regne ud, hvad formål denne tekst har haft, men jeg er meget sikker på, at den er skrevet af Malling-Hansen selv, selvom den fremtræder som en slags ’objektiv historisk artikel’.

Med hensyn til dateringen, så er navnet skrevet som Malling-Hansen – altså med bindestreg – så dokumen-tet er formodentlig skrevet EFTER 1883, hvor RMH jo først begyndte at skrive sit navn som Malling-Hansen i stedet for Malling Hansen. Idet han jo var døbt Hans Rasmus Malling Johan Hansen – altså efter Rasmus Malling – der var hans moders stedfar. (Og også RMHs)

SA: RMHs datter, Johanne Agerskov trykket dette dokumentet i sin bok ”Hvem var skrivekuglens opfinder” fra 1925. Dessverre opplyser hun ikke når dokumentet ble forfattet, men hun skriver at det var en ”reklameskrivelse”. Som man vil se i en senere fotnote, mener jeg at dokumentet må være skrevet på den aller siste utgaven av skrivekuglen med papirvalse, utviklet av mekanikeren August Lyngbye. Rasmus Malling-Hansen undertegnet sporadisk sitt navn, Malling-Hansen med bindestrek også før 1883, men 1883 virker som en god datering av skrivet, etter min mening.

Det eksemplaret av dokumentet som er lagt ut på websiden er for øvrig scannet etter en original, som eies av Lars Mathiesen, oldebarn av RMH. Sannsynligvis stammer det fra RMHs datter, Emma, gift Mathiesen.

 

[2] CB: Det er særdeles interessant, at RMH bruger ordet ’Skrivemaskine’ som – mig bekendt – og jeg har forsket en del i emnet – først opstod som ord EFTER 1870 – hvor RMH jo altså præsenterede Skrivekuglen, der jo så at sige var verdens første skrivemaskine, og altså er opfundet FØR selve ordet Skrivemaskine. Denne tekst er jo også skrevet langt senere end 1870 og altså på et tidspunkt, hvor ordet Skrivemaskine var ’opfundet’. Hvornår det blev det, har jeg engang drøftet med Dansk Sprognævn – men jeg mener ikke, at de havde noget præcist svar. Men jeg vil forsøge at følge op på det.

 

[3] CB: Flertal på Latin af ’Mecanicus’ – mekaniker. Ja! RMH var jo uddannet teolog og kunne både læse og skrive – ja måske endda tale – Latin og Oldgræsk.

 

[4] CB: Denne tekst er særdeles interessant på flere måder. De første amerikanske skrivemaskiner var jo –manuelle’ – altså ikke-elektriske – så det undrer – og overrasker - mig meget at læse her, at RMH har valgt at gøre den første kæmpeversion af Skrivekuglen elektrisk – altså batteridrevet. Det har jeg hidtil troet, var en genial idé fra hans side – bortset fra, at den relativt nye teknologi – batterierne – der hver var på størrelse med et moderne bilbatteri – var ekstremt tunge og fyldt med kemikalier, der lækkede. Så – jeg har troet at RMH fuldt bevidst satsede på at lave en ’elektrisk skrivemaskine’ – verdens første. Men dette dokument tyder på, at han ikke mente, at ’Skrivemaskinen’ kunne laves manuelt, fordi den var alt for tung at skrive på kun med håndkraft? Meget spændende!

SA: I følge en artikkel av RMHs svigersønn, Fritz August Bech, oppsto det mye problemer i tilknytning til batteriene. De var relativt upålitelige, trengte mye vedlikehold og varte ikke særlig lenge, med den følge at skrivekuglen sluttet å virke og kundene ble misfornøyd. I følge Bech ønsket derfor RMH å finne opp en mekanisme for flytningen av papiret, som overflødiggjorde batteriet. Mekanikerne skal ha arbeidet med å løse problemet i flere år, men da det ikke lyktes dem, fant RMH selv en løsning, og den første modellen uten batteri ble lansert i 1875 – den første av de ”høye” skrivekuglene, men foreløpig uten farvebånd. Det hevdes ofte at den første utgaven av skrivekuglen veide 75 kg. Da RMH Selskabet besøkte Teknisk Museum i 2006 og fikk se alle deres skrivekugler, veide vi deres utgave av den første modellen med sylinder innebygget i en trekasse. Den veide 9 kg – og på denne tiden fantes det batterier som ikke veide mer enn kanskje 5-6 kg, altså kan det neppe ha vært denne skrivekuglemodellen som var den aller første. Sannsynligvis må RMH også ha fått bygget den store bordmodellen som var med på de første patenttegningene, der papirsylinderen ble drevet rundt av en fotpedal. Den kan se ut til å ha veid ca 75 kg.

[5] CB: Igen en yderst interessant oplysning – som jeg ikke forstår. Da den endelige model med farvebånd var færdig i 1878 – og dette dokument er senere – så ved jeg ikke, hvad det er for modeller med stort papirformat han mener??? Sverre??

SA: I et brev til sin bror Jørgen fra 11. november 1879 forteller RMH at han har fått laget en helt ny skrivekugle, som kun har kuglestykket og vipningen til felles med de modeller som inntil da hadde vært i produksjon. I følge RMH er den nye maskinen lavere og bredere enn de gamle, og skriver på folio-ark, et større papirformat, og vil nå kunne bli satt i produksjon. Den maskinen han her omtaler kan kun dreie seg om den aller siste modellen av skrivekuglen, den med papirvalse, og som ble utviklet av mekanikeren August Lyngbye. RMH roser sin mekaniker meget i brevet til broren, men nevner dessverre ikke hans navn. Utover 1880-tallet overtok August Lyngbye helt utviklingen og produksjonen av skrivekugler. Opplysningen i reklameskrivet om at skrivekuglen selges for 150 kr bekrefter også at det dreier seg om Lyngbyes utgave av skrivekuglen. Han fremstilte skrivekugler med store bokstaver for kr 150 pr stk, og skrivekugler med både store og små bokstaver for kr 230. I skrivemaskinlitteraturen hevdes det ofte at ”The Caligraph 2” fra 1882 var den første skrivemaskinen som ble laget med både store og små bokstaver. Vi har et reklameskriv fra Lyngbyes etablissement der han reklamerer for skrivekugler med store og små bokstaver. Dessverre er ikke dette skriftet datert – men det er meget mulig at skrivekuglen var den første skrivemaskin som ble laget med både store og små bokstaver. Forhåpentligvis vil fremtidig forskning kunne avsløre når den første skrivekugle med store og små bokstaver ble bygget.

[6] CB: Endnu en forbløffende oplysning. Dem mener jeg ikke vi nogensinde har hørt om før. En søgning på Google eller i Salmonsens Leksikon fra 1930’erne giver ingen fund! Er det mon blot to personer –eller navnet på en virksomhed?   

[7] CB: Mine kopier af de to dokumenter er af ringe kvalitet – især den engelske tekst. Jeg forsøger at skaffe/finde noget mere læsbart – måske fra Sverre. Så indtil videre er der XX’er, hvor jeg ikke kan læse det. Jeg mener at patentet på Remington maskinen er fra 1872 – men det årstal, står der vist ikke i teksten.

SA: Det som senere ble kalt for Remington-maskinen, ble opprinnelig patentert første gang i 1868 av oppfinnerne Sholes, Glidden og Soule. James Densmore kjøpte opp patentet, fikk videreutviklet maskinen, og satt den i produksjon hos Remington i 1873. Det er ikke helt og holdent korrekt når RMH hevder at ”The Caligraph” var en videreutvikling av Remington-maskinen. Den var bygget etter mange av de samme prinsippene, men var en konkurrerende maskin – første gang produsert i 1880. (En av de samme som var med å utvikle Remington-maskinen, George Yost, var dog også med på å utvikle The Caligraph.

[8] CB: Denne oplysning må gøre det muligt at tidsfæste dette dokument meget præcist. Hvem gider undersøge dette??

SA: Den første utgaven av The Caligraph ble laget i 1880, Hall 1881 og Hammonia 1882 i følge ”The virtual typewriter museum”. Jeg tror 1883 er en meget sannsynlig datering av ovenstående ”reklameskrift”!

[9] CB: Pudsigt ord ’hurtighed’. Det findes ikke på dansk i dag – nu hedder det hastighed! En pudsig lille sproghistorisk udvikling! For man ville jo stadig sige ’hurtigskriver’ – og ikke ’hastighedsskriver’. Men ordene er ikke helt det samme, vel Jørgen J.

[10] CB: Denne ’accent’ over E’et undrer mig meget – hvoran laver han den med Skrivekuglen?        

[11] CB: Altså Skrivekuglen, Remington, Hall og Hammonia!

[12] CB: Altså bogstavet og den ’arm’ det sidder på.

[13] CB: Altså Remington maskinen – med sit forfærdelige QWERTY-tastatur.

[14] CB: Sværtlæseligt – mit gæt!

[15] CB: Her – nederst på siden (side 2 i dokumentet) slutter teksten. Om der er flere sider, vi ikke har, ved jeg ikke. Men det er jo noget, der ligner en slutning, selvom der ikke er nogen dato eller underskrift. Og sikke en kedelig slutning! RMH brugte jo hovedsageligt sine midler på denne opfindelse. Han havde nok en pæn løn – men også en hjemmegående hustru og 7 døtre! Så hans beklagelse over alle udgifterne er dybfølt! Og det kan vi i Malling-Hansen Selskabet kun være 100% enige i!

SA: I RMHs datters bok om skrivekuglen er det heller ikke noen fortsettelse på dokumentet, så det besto nok kun av disse to sidene!