Articles from Malling-Hansen's lifetime

The Malling-Hansen writing ball was a tremendous success throughout Europe in the early 1870's. Several Danish, German, Austrian and English newspapers and journals had large articles about Malling-Hansen's invention, and it was also mentioned in the Harper's weekly in USA. The Malling-Hansen Society are working to trace these early articles, and in due time, we will publish them in this section - preferebly in the original language - but also in English translations. Unfortunately the writing ball's commercial success wasn't at all what both the inventor himself and many of the article-writers would expect, but that's a different story....

Article in “Folkets Avis” – September 9, 1870

A very old picture of the first official writing ball, from the documents left behind by Malling-Hansen’s daughter, Johanne Agerskov. She wrote a book about her father’s invention –“Who was the Inventor of the Writing Ball?”
There was an exceedingly carefully thought out and tried out plan behind the distribution of the letters on the writing ball - with the intent of achieving

The writing ball[1] is the name of an invention for which the principal of the Institute for the Deaf-Mute, reverend Malling-Hansen, has obtained a patent and which seems to have prospects of become of much practical use in accordance with the old adage: Time is money. For the intent is to be able to write at least as fast as one speaks, and notably with letters of the ordinary alphabet, and it is not unlikely that being put to proper use, and with a few, small additions it might make the current shorthand, and the tedious composing of manuscripts before printing, a superfluous thing.

The inventor has, quite logically, derived his idea by investigating the speed by which audible sounds can be produced, as well as the speed by which the visible signs may be reproduced. His results show that we on average produce 20 sounds per second in daily speech, while writing merely 4, whereas in public meetings the speech is somewhat slower, e.g. in Parliament Mr B.E. Bahle only produces 7 sounds per second on average, Mr G.Vinder 9 sounds, whereas a fast speaker like Mr Bille produces around 15. In comparison, by means of the finger language one may produce 12 sounds per second, and hence the idea is close at hand  that one might reproduce written or spoken signs by an equally simple – or even simpler – hand movement as the one used by a deaf-mute person. This is what we do when playing the piano. The mechanical work then consists in only pressing a key – the same is the case on Mr Hansen’s device. Instead of a note here we produce a letter, and it is now entirely up to the dexterity of the typist how quickly he can press down one key after another.[2]

In order to carry out the principles of this idea, he has contrived a machine,
built by mechanic Jurgensen at Sortedamsgade, the function of which may only be superficially noted in this context.

A metallic hemisphere (what in stereometry is called a calotte) has been pierced with as many holes as needed for the alphabetic signs and placed on the top side of a box. In each of these holes there is a piston rod with a button on top bearing the sign of a letter of the alphabet and kept in place with a coil while not in use. By pressing the button, the piston comes down and makes an imprint of the same letter indicated on that button – and exactly on the spot where the centre of the ball would logically be. In other words, all pistons have been placed as spherical radii and will always imprint their letters in exactly the same spot. In order to catch these, there is in the box a cylinder, around which is wound the paper on which to print and on top of this a kind of carbon paper, saturated with tint. In order to make the cylinder move in such a way that each new letter is printed after the previous one, and in order to adapt this movement exactly in accordance with the typing speed, it is connected to a gear wheel, operated by an electromagnetic current and this is triggered in such a way that it is switched on in the very moment when the key is pressed. In other words, each time, after pressing a key, one lets go of the button of the piston, the cylinder is moved a tiny bit in order to receive the next letter, and since its movement is circular, a new line will be steadily below the former line[3].

Comparing the upper referred position of the pistons as spherical radii with the way the keys are positioned on a piano, a considerable advantage has been gained in relation to the easiness whereby typing is done. Because the vowels are placed on the left hand side, the consonants to the right and all letters have been positioned in relation to the frequency by which they appear in the alphabet in such a way that their mutual position corresponds to the fingers of the hand using the machine, and with the most frequently used letters conveniently positioned for the strongest fingers. When considering that  a piano player is able to strike 20-30 keys per second, an experienced writing ball player will easily be able to achieve at least this same speed and hence will be able to write at least 5-6 times faster than with a pen[4], and since it is quite possible to use whatever alphabet one requires, the writing ball could be useful for the so called “message in code”[5] Also in this respect the inventor has contrived an ingenuous approach, and he has also sketched some very simple modifications liable to make his machine useful in telegraphy and as a type-setting machine[6].

When finally we add the great advantage it offers for blind people and for those who have lost fingers, it seems clear that we have here an invention which may become of great importance to mankind, and that all which remains is to make the mechanical construction simple in order to reduce the cost of acquiring the machine. However already in its present shape it will be useful  and save considerable time and effort in large offices and at public gatherings, and hopefully the general public will soon have the opportunity to become acquainted with it.



[1] SA: The writing ball was presented to the press for the first time on September 8, 1870, and hence the article in “Folkets Avis” was printed already the day after the presentation.
In a letter to his brothers from the same day as the article in Folkets Avis was printed, Malling-Hansen writes as follows about the event:

see here the first writing ball letter   actually it is the third   for i wrote the first one to mother in law on the occasion of her birthday and the second one a short while ago to councillor of state hummel in order to thank him for an excellent comment on the writing ball which he sent me recently   the flaws of the writing ball  can fortunately be emended quite easily   a tiny adjustment will make all the letters appear at the right distance from each other etc

the ball was examined yesterday by representatives of the press   proff holten was also present   everybody were surprised   dagstelegrafen has an article about it today   folkets avis likewise and what is written there is very well written  and very extensive   dagens nyheder and dagbladet have announced that they will bring comments about the writing ball tomorrow

[2] SA: In his usual fashion, Malling-Hansen has obviously proceeded strictly scientifically in order to investigate the speed of the spoken voice as well as in writing!

[3] SA: It is evident from the description that the first official writing ball model was the one with a cylinder securing the paper and built into a wooden box. But it is highly probable that the first writing ball that excisted, was the first patent model, intergrated in a table with a pedal that set the paper cylinder in motion. In an article written by RMH’s son-in-law, FritZ August Bech, in 1924 it is stated that the first writing ball weighed 75 kg, and the first box model only weighed ca 9 kg without the batteries. And the batteries from that time was not that heavy.

[4] SA: In contrast with the traditional qwerty keyboard, where the letters used most frequently in the English language had to be placed as far away as possible from each other in order to avoid that the type bars jammed, the letters on the writing ball were placed in such a way that the highest possible speed could be obtained! It is evident therefore that it was much faster to type on a writing ball than on a machine with the qwerty keyboard (which, by the way, had not yet been invented; it appeared only in 1873 when Remington started production of the Sholes & Glidden “typewriter”. Incidentally, the investor James Densmore was the one who encouraged Sholes to develop the qwerty keyboard).

[5] JMC: It is interesting to note that already at this early stage RMH had the aspect of cryptography in mind! In fact, in his patent application of July 1870 he mentioned and sketched a cryptographic model of the writing ball. Alexis Køhl (1846-1920) produced the first prototype of the automatic cryptograph in 1883 on the basis of RMH’s writing ball and very much influenced by the RMH patent application from July 1870. For further details, see the article “the cryptographic writing ball” on this website.

[6] SA: In other words, already at this stage Malling-Hansen had in mind the various models that were to be built during the following two years: the writing ball with the flat carriage instead of the cylinder and probably also the tachygraph.

[7] SA: Unfortunately we do not yet know who this journalist is, but he has obviously understood the principles of the writing ball very well! The daily “Folkets Avis” (“The People’s Newspaper”) was published 1860 – 1884.

Artikkel i Folkets Avis - 9. september 1870

Et meget gammelt bilde av den første offisielle skrivekuglen, fra Malling-Hansens datter, Johanne Agerskovs etterlatte dokumenter. Hun skrev en bok om sin fars oppfinnelse - Hvem var skrivekuglens opfinder?
Det lå en meget nøye uttenkt og utprøvet plan bak plasseringen av bokstavene på skrivekuglen - med den hensikt å oppnå maksimal skrivehurtighet


     Skrivekuglen [1] er Navnet paa en Opfindelse, som Forstanderen for Døvstummeinstitutet, Pastor Malling-Hansen, har erhvervet Eneret paa, og som synes at kunne faa megen praktisk Betydning ifølge den gamle Sætning: Tid er penge. Den gaar nemlig ud paa at skrive i det Mindste lige saa hurtig, som man taler, og vel at mærke med Bogstaver af det almindelige Alfabet, og det er ikke usandsynligt, at den anvendt paa rette Maade, og med smaa, uvæsentlige Tilsætninger vil kunne gøre den hidtil brugte Stenografi og den møjsommelige Sætning af Manustkripter, inden de trykkes, overflødig.


     Opfinderen er ganske naturlig falden paa sin Ide ved at anstille Undersøgelser over den Hurtighed, hvormed de hørlige Lyd frembringes, og den, hvormed de synlige Tegn dannes. Hans Resultater vise, at man i Gennemsnit i daglig Tale udsiger 20 Lyd i et Sekund, medens man kun skriver 4, men at man i offentlige Forsamlinger taler noget langsommere, saa at for Exempel i Rigsdagen Hr. B. E. Bahle kun frembringer omtrent 7 Lyd gennemsnitlig i Sekundet, Hr. G. Vinder 9, men den mer hurtigtalende Hr. Bille omtrent 15. Derimod kan man ved Fingersproget fremstille 12 Lyd i Sekundet, saa at den Tanke ligger nær at frembringe varige (skrevne eller talte) Tegn ved en lige saa simpel eller endnu simplere Haandbevægelse end den, hvormed en Døvstum udtrykker sig. Det er det, man gør, naar man spiller Klaver. Det mekaniske Arbejde bestaar da kun i at trykke med Fingeren paa en Tangent – det Samme gør man paa Hr. Hansens Apparat. I Stedet for en Tone frembringer man her et Bogstav, og det beror nu blot paa den Skrivendes Fingerfærdighed, hvor hurtig han kan lade Bogstaverne følge efter hverandre. [2]


     For at gennemføre dette Princip har han udtænkt en Maskine, som er bleven udført af Mekaniker Jurgensen i Sortedamsgade, og hvis Hovedindretning her kun løselig kan antydes.


     En Kugleflade af Metal (det, man i Stereometrien kalder en Kalot) er gennemboret med lige saa mange Huller, som man bruger alfabetiske Tegn, og indsat i den øverste Flade af en Kasse. I hvert af de omtalte Huller er der indsat en Stempelstang med en Knap foroven, der bærer et Bogstavmærke, og ombunden med en Spiralfeder, der holder den i Ro, naar den ikke bruges. Ved et Tryk paa Knappen farer dette Stempel ned og aftrykker det samme Bogstav, denne bærer, netop paa det Sted, hvor Kuglens Sentrum maa tænkes at ligge. Samtlige Stempler ere altsaa stillede som Kugleradier og ville altid nøjagtig paa samme Sted aftrykke deres respektive Bogstaver. For at opfange disse ligger her inde i Kassen en Cylinder, om hvilken man vikler det Papir, hvorpaa der skal trykkes, og ovenpaa dette et sort Kalkerpapir, gennemtrukket med Farge. For at faa Cylinderen til at bevæge sig saa at hvert nyt Bogstav bliver trykket ind efter den foregaaende, og for at afpasse denne Bevægelse nøjagtig efter den Hurtighed, hvormed der skrives, er den sat i Forbindelse med et Tandhjul, der sættes i gang ved en elektromagnetisk Strøm, og denne er saaledes ledet, at den netop sluttes i det Øjeblik, da Stemplet trykkes ned. Hver Gang man altsaa, efter at have sat et Bogstav, slipper Knappen paa Stemplet, drejes Cylinderen et lite Stykke for at modtage det næste Bogstav, men da dens Bevægelse er spiralformig, vil den ene Linie komme til at ligge regelmæssig nedefor den anden. [3]


     Ved den ovenfor omtalte Stilling af Stemplerne som Kugleradier i Modsætning til den Maade, hvorpaa Tangenterne ere anbragte paa et Klaver, er der vundet en ikke uvæsentlig Fordel med Hensyn til den Lethed, hvormed der skrives. Man har nemlig Vokalerne liggende tilvenstre, Konsonanterne tilhøjre og samtlige Bogstaver anbragte i Forhold til den Hyppighed, hvormed de forekomme i Alfabetet, saa at deres indbyrdes Stilling svarer til Fingrenes paa den Haand, der skal bruge Apparatet, og de hyppigst forekommende udfor de stærkeste Fingre. Naar man nu betænker, at en Pianist kan anslaa fra 20-30 Tangenter efter hverandre i et Sekund, vil en øvet Skrivekuglespiller let kunne bringe det mindst til samme Hurtighed og altsaa kunne skrive mindst 5-6 Gange saa hurtig med dette Apparat som med en Pen [4], og da man kan bruge hva Alfabet, man selv vil, kan Skrivekuglen faa Anvendelse til de saakaldte Chifferdepecher.[5] Ogsaa med Hensyn hertil har Opfinderen udtænkt en sindrig Fremgangsmaade, ligesom han antyder meget simple Modifikationer, der ville gøre hans Maskine anvendelig i Telegrafien og bruges som Sættemaskine.[6]


     Naar man endelig hertil føjer den store Fordel, den frembyder for Blinde og for dem, der  have mistet Fingre, synes det klart, at der her foreligger en Opfindelse, som vil kunne faa stor Betydning for Menneskeheden, og at der kun staar tilbage at gøre den mekaniske Indretning saa simpel, at det ikke vil blive for kostbart at anskaffe sig den. Men allerede i sin nuværende Skikkelse vil den med betydelig Besparelse af Tid og Kræfter kunne anvendes paa større Kontorer og ved offentlige Forhandlinger, og forhaabenlig vil Publikum snart faa Lejlighed til at gøre sig bekendt med den.


                                                                                                                C. M. [7]




[1] SA: Skrivekuglen ble fremvist for pressen for første gang 8. september 1870, så artikkelen i Folkets Avis ble trykket allerede dagen etter fremvisningen.


I et brev til sine brødre fra samme dag som artikkelen i Folkets Avis sto på trykk, skriver Malling-Hansen følgende om begivenheten:


se her det første kuglebrev  egentlig er det det tredie   ieg har nemlig skrevet det første til svigermoder i anledning af hendes fødselsdag og det andet for lidt siden til etatsråd hummel for at takke ham for en glimrende udtalelse om kuglen som han for lidt siden sendte mig   de ufuldkommenheder som endnu klæbe ved kuglen kunne heldigvis let rettes    en ubetydelig forandring ved den vil gøre at bogstaverne alle komme i den rette afstand fra hverandre o s v


kuglen blev besigtiget i går af pressens repræsentanter  proff holten var også tilstede  alle vare overraskede   dagstelegrafen har en artikkel om den i dag  folkets avis også og det er der er meget vel skrevet og meget lang   dagens nyheder og dagbladet bebude udtalelser om skrivekuglen i morgen


[2] SA: På sedvanlig vis har Malling-Hansen tydeligvis gått meget vitenskapelig til verks for å undersøke hurtigheten både i tale og skrift!

[3] SA: Av beskrivelsen går det meget tydelig frem at den første offisielle skrivekuglen, var den med en sylinder til å feste papiret rundt  – innebygget i en trekasse. Men sannsynligvis var ikke det den første som ble bygget - det var nok den som er tegnet på det første danske patentet fra januar 1870, hvor skrivekuglen var intergrert i et bord og en pedal var drivkraften for å få papirsylinderen til å gå rundt. RMHs svigerfar skrev i en artikkel i 1924 at den første skrivekuglen veide 75 kilo, og det kan bare være bordmodellen som hadde denne vekten. Den første boksmodellen veide bare 9 kg uten batterir, og batteriene fra denne tiden veide ikke så mye at de ntotale vekten kunne komme opp i 75 kg!

[4] SA: I motsetning til det tradisjonelle qwerty-tastaturet, der bokstavene som blir hyppigst benyttet i det engelske språk, måtte plasseres lengst mulig fra hverandre for å unngå at armene hang seg opp i hverandre, ble altså bokstavene plassert på skrivekuglen på en slik måte at man kunne oppnå høyest mulig skrivehastighet! Det sier seg selv at man derfor kunne skrive mye hurtigere på enn skrivekugle enn på en maskin med qwerty-tastatur. (Som ennå ikke var oppfunnet, forresten. Det kom først i 1873 da Remington satte Sholes&Gliddens ”type writer” i produksjon. Det var for øvrig investoren James Densmore som oppfordret Sholes til å utvikle qwerty-tastaturet.)

[5] SA: Scifferdepecher=stenografi?

[6] SA: Allerede på dette tidspunktet hadde altså Malling-Hansen i tankene de forskjellige modellene som ble bygget i løpet av de to nærmeste årene: Skrivekuglen med den flate vognen i stedet for sylinderen, og sannsynligvis også takygrafen.

[7] SA: Hvem denne journalisten er, er forløbig ikke kjent, dessverre, men han har tydeligvis forstått prinsippene for skrivekuglen meget godt!



Fire portretter av Malling-Hansen som vi regner med er fra 1870-årene. Foto: Privat.
Malling-Hansen begynte tidlig å miste håret, og som de fleste på den tiden, gredde han håret fra den ene siden over det skallede hodet, såkalt "hentesveis".
På alle bildene fra denne perioden har Malling-Hansen kinnskjegg.
Senere fjernet han kinnskjegget og anla bart. Det har han på bildene fra 188o og utover. På det aller siste bildet fra 1890 hadde han skjegg. Foto 2, 3 og 4: DKB.

Article in “Dagstelegrafen”, September 9, 1870

The original article. Copyright: Statsbiblioteket i Aarhus.


“The Writing Ball”


This is the name by which the principal of the Royal Institute for the Deaf-Mute, reverend M a l l i n g - H a n s e n has designated an invention for which he was granted a 15 year patent on March 12 this year, and of which the first specimen has been finalised on September 2 by mechanical engineer J ü r g e n s e n, the owner of “Jürgensen’s Mechanical Establishment”. Mr  M a l l i n g – H a n s e n  has, in connection with his tasks as a teacher of deaf-mute children, initiated investigations concerning phonemes, their mode of formation, the design of the speech organs and their modes of operation etc, and this research has in the beginning of this year[1] led him to his invention which – even with a few flaws that would seem small and easy to remedy – is useful in practise and even if it might not in the short run achieve widespread use to the extent the inventor has envisaged, it can still prevail rather quickly in various areas. It is impossible in a limited space and without the help of drawings to provide a comprehensive description of the otherwise not very complicated device, but a few indications will probably suffice to convey a notion of it. Imagine a semi-sphere with as many holes as needed to fix characters and marks in the device, and these holes being placed in such a way that pistons put inside them (surrounded by coils, enabling them to bounce back by themselves), when pressed down reach exactly the centre of the sphere with their tip. When this somewhat complicated piece of mechanical work has been accomplished with the necessary accuracy, one will then be able to press the tip of the pistons against the same point, and if onto these tips have been placed types or characters, and when, in the centre of the sphere, a piece of carbonised paper has been placed above the white paper then one gets an imprint of the type which is being pressed down. By means of a galvanic battery, an electromagnet and a clockwork, then the paper – on a cylinder or carriage[2] – has been made to move a little bit each time a piston is pressed down in order to allow the letters to be printed adjacent to each other. The pistons or keys are then very carefully placed for the fingers -  the hands being arched around the semi-sphere -  in such a way that by practise one may achieve considerable skill in pressing down the keys, in other words writing or rather printing with the machine. When one sees the keyboard proficiency of piano players it seems certain that with this machine they keys can be pressed very quickly – in fact, the inventor is of the opinion that it is possible to type as quickly as a person speaks, i.e. one may obtain the speed of the shorthand technique -, and similarly blind and weak-sighted persons could easily learn to put down their thoughts on paper with a speed equal to their formation. In addition, the inventor has contrived an ingenuous way to use the writing ball in the service of telegraphy in the sense that only one tap for each character is needed[3]. If this can be carried out in practise, which seems to be easily done, then the result will be an extraordinary simplification and saving device. In addition, the writing ball can also be used in a simple way for cryptograms, and by combining it with the so called hectographing then – provided the inventor’s plans in this regard come true in practical reality – then the written or printed text can be reproduced easily and in a cost-saving way.


Translated by Jørgen Malling Christensen







[1] SA: We know for sure that the first official writing ball was finalized in 1870. However, from other sources we know that Malling-Hansen worked on his invention already in 1865 and in reality had invented the semi-sphere and had worked out the placement of the characters on it. When Malling-Hansen’s brother-in-law, Johan Alfred Heiberg, checked his diaries from 1865 he was able to confirm that he assisted as a timekeeper for Malling-Hansen when the latter experimented with the placement of the characters on a semi-sphere of porcelain with the purpose of finding out which kind of placement achieved the fastest typing speed. Even though there is no proof of it, it is probable that RMH also built an earlier model, the one intergrated in a table and with a foot pedal to set the cylinder in circulation. Early articles state that it weighed 75 kg and that it was finished between 1867 and 1869. No such model is known today, but Dieter Eberwein has made a computer image showing how it may have looked. 

[2] SA: This is a very interesting piece of information. The model shown to the press on September 8, 1870, was a cylinder model in a wooden box, and when the writer mentions that the paper could have been fastened to a “carriage”, this must be information provided by Malling-Hansen during the demonstration. This “Carriage” must, by all reasoning, be the same as the flat carriage with which the new models in 1871 were equipped.

[3] SA: On the first patent drawings we can see that RMH envisaged the cutting of small or bigger notches or dents at the tip of the pistons, capable of disconnecting or connecting the current, such that short or longer shocks might be generated, producing each Morse signal in accordance with how many and how big notches cut on each piston tip.


This is what the first official model looked like from the inside. The paper was fastened around a cylinder. Photo: Dieter Eberwein.
Copyright: STatsbiblioteket i Aarhus

Artikkel i Dagstelegrafen, 9. september 1870

Professor og mekaniker Christopher Peter Jürgensen. Avfotografering: Jørgen Malling Christensen.




      Med dette Navn har Forstanderen for det kgl. Døvstummeinstitut, Pastor R. M a l l i n g – H a n s e n  betegnet en Opfindelse, hvorpaa han den 12te Marts d. A. har erholdt Eneret for 15. Aar, og hvoraf det første Exemplar den 2den ds. er blevet færdigt fra Mekanikus  J ü r g e n s e n, Eier af ”Jüngers mekaniske Etablissement”. Hr.  M a l l i n g – H a n s e n  er ved sin Virksomhed som Lærer for Døvstumme kommen ind paa Undersøgelser angaaende Sproglydene, deres Tilblivelsesmaade, Taleorganernes Bygning og Virkemaade m. m., og disse Undersøgelser have i Begyndelsen af indeværende Aar [1] ledet ham til hans Opfindelse, der, om den endnu har enkelte Mangler – hvilke dog kun synes at være meget smaa og lette at afhjælpe -, er praktisk anvendelig og, om den end ikke i Løbet af kort Tid vil blive indført til Benyttelse i det vide Omfang, som Opfinderen har tænkt sig, dog maaske hurtig vil trænge igjennem paa forskjellige Omraader. Det vil være umuligt paa en indskrænket Plads og uten Hjælp af Tegninger at give en fuldstændig Beskrivelse af det forøvrigt ikke meget indviklede Apparat, men nogle Antydninger ville dog formentlig kunne give et Begreb om det. Man tænke sig et Kugleafsnit med saamange Gjennemboringer, som man vil anbringe Bogstaver og Tegn i Apparatet, og disse Gjennemboringer anbragte saaledes, at Stempler, der sættes i dem (omgivne af Spiralfjedre, for at de af sig selv kunne springe tilbage), naar de nedtrykkes, med Spidsen naa bestemt det samme Punkt, nemlig Kuglens Centrum. Naar dette noget vanskelige mekaniske Arbeide er udført med tilstrækkelig Nøiagtighed, vil man altsaa se sig istand til med Fingrene efterhaanden at trykke Spidserne af Stemplerne mod det samme Punkt, og er paa disse Spidser anbragt Typer, og der over det i Kuglens Centrum anbragte Papir er udbredt et Stykke almindeligt Gjennemskrivningspapir, faaer man et Aftryk af den Type, der nedtrykkes. Ved Hjælp af et galvanisk Apparat og en Elektromagnet samt et Uhrværk er derhos Papiret, der ligger paa en Cylinder eller en Slæde [2], paa en meget simpel Maade bragt til at flytte sig lidt, for hver Gang et Stempel trykkes ned, saa at Bogstaverne komme til at staa ved Siden af Hinanden. Stemplerne ere derhos med megen Omsigt lagde saaledes for Fingrene, naar Hænderne hvælves om Kugleafsnittet, at man ved Øvelse maa kunne opnaa en meget betydelig Færdighed i at nedtrykke Stemplerne, altsaa skrive eller rettere trykke med Maskinen. Naar man seer, hvilken Fingerfærdighed Pianister kunne opnaa er det sikkert, at der med Maskinen kan trykkes meget hurtig – Opfinderen mener endog, at man vil kunne trykke ligesaa hurtig, som der tales, altsaa opnaa Stenografiens Hurtighed -, og ligeledes ville Blinde og Øiensvage med Lethed kunne lære at bringe deres Tanker meget hurtig paa Papiret ved Hjælp af Skrivekuglen, ligesom Enhver ved Hjælp af deraf kan fæste sine Tanker næsten med samme Hurtighed, som de fremstaa. Opfinderen har derhos udtænkt en meget snild Maade til at andvende Skrivekuglen i Telegrafiens Tjeneste, nemlig saaledes at der kun behøves et Anslag for hvert Bogstav. [3] Lader dette sig realisere, hvilket synes let at kunne ske, vil det være en overordentlig Simplifikation og Besparelse. Endvidere kan Skrivekuglen paa en simpel Maade andvendes til hemmelig Skrift, og ved at kombinere den med den saakaldte Autografering, kan, hvis Opfinderens Tanker i saa Henseende holde stik for den praktiske Udførelse, det Nedskrevne eller Nedtrykte med stor Lethed og paa en særdeles billig Maade mangfoldiggjøres.




[1] SA: Vi vet med sikkerhet at de nførste offisielle skrivekuglen sto ferdig i 1870. Men fra andre kilder vet vi at Malling-Hansen allerede i 1865 arbeidet med sin oppfinnelse, og i realiteten hadde oppfunnet kuglestykket og utarbeidet bokstavenes plassering på dette. Da Malling-Hansens svoger, Johan Alfred Heiberg sjekket sine dagbøker fra 1865, kunne han bekrefte at han var behjelpelig med å være tidtager da Malling-Hansen eksperimenterte med bokstavplasseringen på et kuglestykke av porselen, for å kunne avgjøre hvilken plassering som ga den hurtigste skrivehastigheten. Mye tyder også på at RMH først fikk bygget en av de tidlige patentmodellene, den såkalte bordmodellen, der skrivekuglen er innebygge i e bord med en pedal som drivkraften for å sette sylinderen i sirkulasjon. I følge flere kilder veide denne modellen 75 kg, og sto sannsynligvis ferdig en gang mellom 1867 og -69. Ingen slik modell er kjent i dag, men Dieter Eberwein har laget en computer modell som viser hvordan den ville ha sett ut.

[2] SA: Dette er en meget interessant opplysning. Den modellen som ble fremvist for pressen den 8. september 1870, var en sylinder-modell i trekasse, og når artikkelforfatteren nevner at papiret kunne være festet til en ”slæde” må dette være en opplysning han har fått av Malling-Hansen under fremvisningen. Denne ”slæden” må vel være det samme som den flate vognen som de nye modellene i 1871 var utstyrt med.

[3] SA: På de første patent-tegningene kan man se hvordan RMH tenkte seg at det kunne skjæres små eller store hakk i enden av stemplene, som kunne bryte og koble til strømmen, slik at det fremkom korte eller lange støt, som kunne fremstille hver bokstavs morsetegn alt etter som hvor mange og hvor store hakk man skar på hver stempelende.


Slik så den første offisielle modellen ut innvendig. Papiret var festet rundt en sylinder. Foto: Dieter Eberwein

Dagens Nyheder 1870.09.12.

Den originale artikkelen. Copyright: Statsarkivet i Aarhus.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.


Denne artikel er, i mine øjne, en fortræffelig øjenvidnesskildring af den første offentlige forevisning af Malling-Hansens første skrivekugle. Man føler sig være nærværende i rummet, da opfinderen stolt fremviser sin skabelse! Han starter med et grundigt foredrag om de videnskabelige undersøgelser, som gik forud for udformningen af apparatet – undersøgelser af de mest effektive måder at fordele bogstaverne på og undersøgelser af menneskers talehastighed, tegnsprogs-hastighed og skrivehastighed. Derefter viser han og forklarer de tekniske detaljer. Og til slut skriver han selv på maskinen, beviser at den virker og lader de nærværende journalister selv prøve at skrive!


Det er meget interessant at sammenligne denne vidnesskildring med en lignende, skrevet af journalisten fra Dagbladet, se Dagbladet 1870.09.20.


Vi får også en yderst interessant dokumentation i form af datum for hvornår Jürgensens aller første eksemplar blev færdigt, nemlig den 2 september 1870! Og Malling-Hansen spildte ikke tiden: han arrangerede denne den første offentlige fremvisning allerede den 8 september! Det fortæller han om i et af de første skrivekuglebreve, brevet den 9 september 1870 til hans to brødre Johan Frederik og Thomas Jørgen:


”kuglen blev besigtiget i går af pressens repræsentanter proff holten var også tilstede alle vare overraskede dagstelegrafen har en artikel om den idag folkets avis også og der er der en meget vel skrevet og meget lang dagens nyheder og dagbladet bebude udtalelser om skrivekuglen imorgen”



    Skrivekuglen. Vi have som tidligere
omtalt havt Leilighed til at se nogle meget
interessante Prøver anstillede med et af For-
standeren for det kgl. Døvstummeinstitut Pa-
stor R. M a l l i n g–H a n s e n sindrigt udfundet
og af Mekanikus J ű r g e n s e n, Eieren af
”Jűngers Mekaniske Etablissement”, mesterlig
udført Apparat til hurtigskrivning eller Hur-
tiltrykning. Opfinderens Virksomhed som
Lӕrer for Døvstumme har ført ham ind paa
vidtgaaende Undersøgelser angaaende Sprog-
lydene, deres Tilblivelsesmaade og lig-
nende herhen hørende Studier. Han kom
derved til at spørge sig selv, hvormange
Sproglyde man kan udsige, og hvormange
Lydtegn man kan skrive i et Sekund, samt
hvormange Lydtegn der i et Sekund kunne
siges ved Hjӕlp af Haandalfabetet (Finger-
sproget), og Svaret blev, at 20 Lydtegn, eller
rettere: de til 20 Lydtegn svarende Lyde, kunne
siges, 4 Lydtegn kunne skrives, og 12 Lydtegn
kunne med Haandalfabetet siges i et Sekund.
Man taler altsaa fem Gange saa hurtig, som
man skriver. Med Haandalfabetet derimod
naar man en Hurtighed i Bogstavfremstilling,
der er tre Gange større end Skrivehurtig-
heden og i høi Grad nӕrmer sig til Talens
Hurtighed. Med Fremsigelse af Remser eller
Lignende kan der selvfølgelig naas en større
Hurtighed end den nævnte, ligesom ogsaa
meget rapmundede Folk i daglig Tale kunne
komme lidt over Hurtigheden af 20 Lyde i
et Sekund. Paa den anden Side gaar Hur-
tigheden under offentlige Foredrag sjelden over
15 Lyde i Sekundet; i Rigsdagen synker den
ofte ned til 9 Lyde i Sekundet og hos enkelte
Medlemmer endnu lavere. En nøie Over-
veielse af disse Erfaringer førte Opfinderen
til den Tanke: kunde man ved en saa simpel
Bevægelse som den, Fingrene udføre, naar
de anslaae Tangenterne paa et Klaver, frem-
stille skrevne eller trykte Bogstaver, da ville
Hurtigheden af en saadan Skrivning langt
overgaa den nu brugelige Skrivemaades Hur-
tighed, og blive ligesaa stor som, ja maaske end-
ogsaa overgaa Talehurtigheden, og paa Grund-
lag af denne Tanke konstruerede Pastor Han-
sen sin ”Skrivekugle”. Den har Form af et
Kuglestykke, der paa ligesaamange Steder,
som Sproget har Bogstaver, er gjennemboret
i Retning af Centrum. I hver af Gjennem-
boringerne er der en Stempelstang, som for-
oven har en Knap og forneden et Bogstav
eller Tegn, tjenligt til Trykning. En
Spiralfjeder holder Stangen i Hvilestilling,
og samtlige Stempelstænger ere stillede
som Kugleradier. Underfladen af ethver Stem-
pel er parallel med den Flade, paa hvilken
Stemplerne skulle trykkes af, og denne for
samtlige Stemplers fælles Trykflade er saale-
des en Del af Kuglens Storcirkel. Det samme
Bogstav, der er anbragt forneden paa en
Stempelstang, findes ogsaa ovenpaa Knappen.
Stempelhovederne (Knapperne)anslaaes (af
begge Hænders Fingre)paa lignende Maade
som Klavertangenter, og naar man nu ønsker
den størst mulige Skrivehurtighed, maa man
til Underlag bruge en Valse, der bevæges ved
en Elektromagnet eller ved et Uhrværk eller
ved en Kombination af begge. Det Sidste
var benyttet ved det af os prøvede Apparat,
og det elektriske Batteri var anbragt saale-
des, at et Tryk paa hvilketsomhelst Stem-
pelhoved sluttede og aabnede den galvaniske
Strøm, hvorved Uhrværkets Tandhjul stød-
vis satte Valsen i Bevægelse.  Papiret, hvor-
paa der skal skrives, lӕgges saaledes om Val-
sen, at to af dets modstaaende Sider ere pa-
rallele med Valsens Skruegӕnge, og over
Skrivpapiret lӕgges et Stykke affarvende Pa-
pir (Gjennemskrivningspapir). Trykkes nu
Stemplerne afvexlende ned mod det saaledes
anbragte Papir, medens Valsen skruer sig
fremad i sin Spiralbane, da bestemmes Af-
standen mellem de ved Stempelslagene frem-
bragte Bogstaver ved Afstanden mellem Tӕn-
derne paa Valseaxens Hjul, Afstanden mel-
lem Linierne bliver lig Skruegangens Høide,
og samtlige Linier parallele med de to mod-
staaende Sider af Papiret. Efter endt Skriv-
ning viser det udfoldede Papir Skriften fra
Venstre til Høire og lutter lige og parallele
Linier. Istedenfor Valsen kan et fladt Un-
derlaf finde Anvendelse, hvor man kun for-
langer en Skrivehurtighed, der er to-tre Gange
saa stor som den almindelige. I en offentlig
Forsamling vil det vӕre af stor Betydning,
at hver Taler strax efter at have sluttet sit
Foredrag, kan modtage dette trykt og gjøre
Rettelser deri. Skrivekuglens Stenografi
lӕres og lӕses derfor langt hurtigere end
den nu brugelige Stenografi, hvis Tegn jo
kun ere forstaaelige for Stenograferne. Skrive-
kuglen kan desuden anvendes til Koncipering[1]
og Korrespondance; til Afbenyttelse af Blinde
og Øiensvage er den fortrinlig, ja Skrive-
kuglen vil endogsaa kunne finde Anvendelse som
Tryktelegraf, naar Morses Telegrafnøgle
indrettes saaledes, at den yderste Ende af
Vӕgtstangsarmen ligger i Centrum af Kuglen.
Til hemmelig Skrift og til Autografi[2] vil den
ogsaa kunne bruges. Dens Opfinder har den
12. Marts d. A. faaet Eneret paa 15 Aar
og den 2den ds stod den første Skrivekugle
fӕrdig. Det skulde glӕde os, om denne sind-
rige Opfindelse kunde faa en stor Fremtid for sig.


[1] JMC: dvs udkast, kladde.

[2] JMC: dvs litografi.

Den aktuelle utgaven av Dagens Nyheder. Copyright: Statsarkivet i Aarhus.

Artikel i Dagbladet (København) 20 september 1870.

Den originale artikkelen. Copyright: Det Kongelige Bibliotek i København.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.


I Dagbladets artikel får vi en frisk og udførlig vidneskildring af Rasmus Malling-Hansens demonstration af hans første model af skrivekuglen. Det er en ambitiøs skildring, som viser at den anonyme journalist er blevet meget interesseret i den nye opfindelse. Man kan læse artiklen som et ekko af det, Malling-Hansen fortalte om i sin præsentation, og til og med ordvalget er på sine steder typisk for RMH. Han må have været meget tilfreds med denne artikel i Dagbladet – bedre omtale kunne han ikke have fået!


Den entusiasme, som vor anonyme journalist her lægger for dagen, er jo ikke forbavsende, for han tilhørte jo netop en erhvervsgruppe, som umiddelbart må have indset, at et hurtigskrivningsapparat ville kunne gøre dem arbejdet lettere og hurtigere. Til sammenligning kan man forestille sig at sættere og stenografer har følt sig truet af den ny tids apparater, som på sigt kunne gøre deres arbejde overflødigt.


I den ellers udmærkede artikel, savner jeg et par ting:
det havde været på sin plads, at journalisten også havde nævnt det værksted og de overordentlige dygtige finmekanikere, som havde fremstillet den første model af skrivekuglen, dvs finmekaniker Jürgensen og hans kolleger på ”Jüngers mekaniske Etablissement” i København. Det ville også have været naturligt og praktisk, hvis journalisten havde omtalt skrivekuglens pris og informeret om, hvorledes man kunne købe/bestille den.


     ”Skrivekuglen”. Da det i sin Tid
meddeltes i Bladene, at der var givet For-
standeren for det kgl. Døvstummeinstitut, Hr.
R. M a l l i n g - H a n s e n[1] femten Aars Eneret
til at forfærdige og lade forfærdige den af ham
opfundne ”Skrivekugle”, var der sikkert Mange,
der grundede over, hvorledes vel det Apparat
kunde være, som har dette besynderlige Navn,
og for de Fleste fremsteg Tanken om en lille
Kugle, der ved at omsluttes af Haanden under
Skrivningen paa en eller anden Mystisk Maade
skulde give denne forøget Sikkerhed eller Hur-
tighed. Som det saa ofte gaaer, varer Virke-
ligheden heller ikke her til den Forestilling,
man har dannet sig, men det maa tillige ind-
rømmes, at selve det valgte Navn, der anbe-
faler sig ved sin Korthed, ikke er uden Skyld i,
at Tanken er blevet vildledet. Hvad dets
første Halvdel angaar, da er Apparatets Ar-
beide snarere en slags Trykning end Skriv-
ning, og med Hensyn tild en sidste Deel af
Sammensætningen kan man giøre den Ind-
vending, at Instrumentet ikke saa meget er en
Kugle som et Stykke af en Kugle.

     Naar vi, uden at have Tegningen at hen-
vise til, skulde give vore Læsere en Idee om
Apparatets Udseende og Anvendelse, da maatte
vi vælge populaire Gjenstande som Sammenlig-
ningsled for at vække en nogenlunde tilsvarende
Forestilling.  Vi ville da tænke os en ganske
almindelig Skrivepult af Form som de sæd-
vanlige Skoleborde. Midt i det øverste, smalle
og lige Stykke, hvorfra Pultlaaget skraaner
ned, er der istedetfor det almindelige Blækhus
fastgjort et Metalkuglestykke, der ganske vilde
have Udseende af en velformet Fiirskillingsbolle[2],
hvis ikke de lange Stilke, der staar i Vejret
fra Overfladen, gav det en større Lighed med
et sammenrullet Pindsvin, hvis Pigge staae
ud til alle Sider.


     Hver af disse Pigge eller Stilke er for-
oven forsynet med en Knap, hvori et af Alfa-
betets Bogstaver er indgraveret. I sin nederste,
spidse Ende, der er skjult for Øiet inde i
Kuglen, har den det samme Bogstav indgra-
veret, og naar Stilken ved et Tryk med Fin-
geren paa Knappen føres nedefter gjennem den
Aabning i Kuglen, hvori den sidder, vil dens
nederste Bogstav støde imod Papiret, der skal
modtage Indtrykket, og aftegne sig derpaa.
Det Sted, hvor Aftrykket skeer, vil være Kug-
lens centrum, thi alle Stilkene – eller Tan-
genterne, som vi nu ville foretrække at kalde
dem – ere stillede som Radier, og alle de
smaa Stempler med deres respektive Bog-
staver føres ved Trykket imod eet og samme

     Hvis altsaa Papiret ikke skal vedblive at
modtage alle Bogstaverne paa eet og samme
Sted, hvorved Intet ville være opnaaet, maa
der sørges for, at det kan flytte sig for hver
Gang, det har modtaget et Bogstavsaftryk, saa
at der ved Siden af det kan blive Plads for
det næste. Maaden, hvorpaa dette er opnaaet,
gjør man Bekendtskab med ved at aabne Pul-
tens store Laag og kaste et Blik i det Indre
af Mekanismen.  Man seer da, at Papiret er
anbragt omkring en vandret Valse, der med
en Spiralbevægelse dreier sig saaledes om sin
Axe, at den for hvert Tryk paa en Tangent
 - altsaa for hvert Bogstavindtryk, Papiret
modtager – netop dreier sig saa meget, at
det næste Bogstav kommer til at staae lige ved
Siden af det første. Denne Bevægelse udfører
Valsen ved Hjælp af et Tandværk, som drives
af en elektrisk Strøm, der aabnes i samme
Øieblik, som Tangenten trykkes ned, og sluttes
i det Øieblik den, ved Hjælp af en Spiral,
drives tilbage i sin oprindelige Stilling. Idet
der altsaa spilles paa Tangenterne, afsættes der
sig Bogstav ved Bogstav, og da Valsens Be-
vægelse er spiralagtig fremadskridende, slynger
Skriften sig i en uafbrudt Linie omkring Val-
sen: naar Papiret efter endt Skrivning aftages
og udfoldes, staae Linierne altsaa lige og pa-
rallelt under hverandre.


     Dette er i Korthed Grundtrækkene af Ap-
paratets Virkemaade. For Fuldstændigheds
Skyld kan endnu tilføies, at Aftrykket i Al-
mindelighed tilveiebringes ved at lægge affarvet
Papir med den farvede Side nedad ovenpaa
det Skrivepapir, der skal modtage Skriften,
samt at Tangenterne paa Kugleafsnittets Over-
flade ere ordnede saaledes, at de hyppigst fore-
kommende Bogstaver anslaaes af Fingrene i
deres bekvemmeste og mest naturlige Stilling, og
at ænderne i det hele taget have lettere ved
at omspænde og anslaae de i Kuglestilling sam-
lede Tangenter end Klaverets lange og vandret
stillede Tangenter.


     Med Hensyn til ”Skrivekuglens” Anven-
delighed, da har Opfinderen i sin Egenskab af
Lærer for Døvstumme havt Leilighed til nøie
at undersøge forskjellige herhen hørende For-
hold. Han har saaledes beregnet, at medens
man gjennemsnitlig kan udtale tyve Lydtegn i
et Sekund, kan man i samme Tidsrum kun
skrive fire Lydtegn, hvorimod en Døvstum med
Haandalfabetet kan fremstille tolv Lydtegn i et
Sekund. Den Opgave, som han har søgt at
løse ved sin Opfindelse, er nu netop den at
fæstne Haandalfabetets Lydtegn for at opnaae
den Skrivehurtighed, som de ere et Udtryk for.
Da nu en Pianist med Lethed kan anslaae
mellem tyve og tredive Tangenter i Sekundet,
og da ”Skrivekuglens” Tangenter ligge be-
kvemmere for Haanden end Klaverets, vil der
altsaa ved dette Apparat være opnaaet, at en
routineret Skriver hermed kan skrive endnu
hurtigere, end man taler, og altsaa med Lethed
vil kunne følge et mundtligt Foredrag Ord
for Ord.


     Heraf indlyser ”Skrivekuglens” Anvende-
lighed for Stenografien. Istedetfor Stenogra-
fiens uforstaaelige Tegnsprog, der først skal
aflæses, inden det kan opfylde sin Bestemmelse,
leverer ”Skrivekuglen” et siirligt Aftryk med
almindelige Bogstaver, der strax giver et tro
Referat af Foredraget og kan læses af Enhver
med samme Lethed som en almindelig Bog.


     De øvrige Anvendelser, som Opfinderen
har tænkt sig af sit Apparat, skulle vi kun an-
tyde; at Blinde ved Hjælp af det kunne skrive
lige saa hurtig og smukt som Seende, er ind-
lysende[3]; ved en forandret Konstruktion vil
”Skrivekuglen” ogsaa, efter Opfinderens Me-
ning, kunne benyttes som Tryktelegraf, og
ved at lade Tangentbogstaverne levere et Relief-
tryk istedetfor et farvet, vil der tilveiebringes
en Form, hvori der kan støbes Stereotypplader
til videre Aftryk. Sætterne blive overflødige,
thi da ”Skrivekuglen” i en Time kan sætte
36,000 Bogstaver, medens en dygtig Sætter
ikke kan drive det til mere end 2400, kunne
de fjorten Femtendedele af Sætterne gjerne
hænge sig strax. Eller rettere – de kunne
Alle gjøre det, thi en Forfatter kan jo nu selv
ved Hjælp af ”Skrivekuglen” skrive sit Manu-
skript i samme Øieblik, som han tænker det...


     Dog, vi ville ikke fordybe os i disse
Fremtidsfantasier. Uden Hensyn til den mulige
Anvendelse, der kan være ”Skrivekuglen” for-
beholdt, og uden Hensyn til de enkelte mindre
Ufuldkommenheder, der endnu klæbe ved den,
er den en sindrig Opfindelse, hvis Idee synes
at være i god Overensstemmelse med Tids-
alderens. Dampskibenes, Jernbanernes, Tele-
grafernes og Mitrailleusernes[4] Tidsalder er
aabenbart moden til at modtage en saadan
literair Kuglesprøite som den, hvortil der er
lagt en Grundlag ved den her omtalte Op-


[1] JMC: Det er overraskende, at artiklen skriver RMHs navn med bindestreg allerede på dette tidlige tidspunkt.

[2] JMC: En fireskilling er en gammel mønt. En bolle er en skål til drikkevarer.

[3] JMC: Nej, indlysende er det nok ikke; for blinde kan jo ikke se tasternes bogstaver. Men hvis de blinde lӕrer bogstavernes placering er det jo tӕnkeligt, at de ville kunne bruge skrivekuglen. Men nogle år senere fremstillede RMH en skrivekugle med Moon-alfabetet og en eller nogle få eksemplarer med braille-punkter, og med den udformning ville det straks vӕre lettere for blinde at bruge skrivekuglen.

[4] JMC: det franske ord for maskingevӕr.

Copyright: DKB

Aarhus Amtstidende 21 oktober 1870

Den originale artikkelen. Copyright: DKB.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.


Journalisten angiver sin kilde som: ”Berl.Tid.” men fortӕller ikke noget om datum for den oprindelige artikel. Artiklen findes på side fire. Man kan forstå på beskrivelsen, at Berlingske Tidendes journalist var til stede, da Malling Hansen foreviste sin skrivekugle i København, såvidt vi ved i september 1870. Han havde jo tidligere – i januar samt i marts måned 1870 - opnået at få bevilget dansk patent på den første model af skrivekuglen. Det er interessant at notere, at Malling Hansen i sin prӕsentation fremholder, at maskinen vil kunne bruges som sӕttemaskine.   






”Skrivekuglen” er, ifølge ”Berl. Tid.” Navnet
paa et Apparat til Hurtigskrivning, som er opfundet af
Forstanderen for det kongelige Døvstummeinstitut, Hr.
R. Malling Hansen. Det bestaar af to Hoveddele:
En Samling af Stempler eller Signeter, der skulle af-
sætte Skriften paa Papiret, og en Valse med Tilbehør,
hvis Bestemmelse det er at bevæge Papiret henunder
Stemplerne.  Stempelstængerne, der forneden have et
udgraveret Bogstav (en Type), foroven en med det samme
Bogstav forsynet Knap, som er bestemt til at modtage
Trykket af den Skrivendes Haand, ere indsatte saaledes
i Gjennemboringer af et massivt Kuglestykke, at hvert
af dem under Nedslaget bevæger sig i Retning af Kug-
lens Midtpunkt og slaar an mod en Flade, der ligger
omkring dette Punkt. Denne Stemplernes fælles Slag-
flade falder sammen med Overfladen af Valsen, som
ligger vandret under Kuglestykket. Udenom Valsen lægges
Skrivepapiret og ovenpaa det et Stykke af det saa-
kaldte affarvende Papir, der fungerer som Blæk eller
Bogtrykkersværte. Valsen bevæges fremad i en Skrue-
gang ved Hjælp af et Uhrværk og et regulerende elektro-
magnetisk Apparat, der for hvert Stempelslag lader
Valsen gaa en Bogstavafstand frem. De omtalte Knap-
per eller Stempelhoveder anslaaes paa samme Maade
som Tangenterne paa et Klaver, og hvert Stempelslag
afsætter et Bogstav paa Papiret, det ene ved Siden af
det andet, i en Skruegang udenom Valsen. Efter endt
Skrivning viser Skriften sig da ved Udfoldning af Pa-
piret som sædvanlig Trykskrift i parallelle Linier fra
venstre til høire. - Dette Apparat vil sikkert have en
betydende Fremtid for sig. Medens nemlig den sædvanlige
Skrivehurtighed vel kan anslaaes til 2½ Skrifttegn i
Sekundet (hos særdeles hurtigskrivende stiger den vel
indtil 4 Skrifttegn) kan Hurtigheden ved Skrivekuglen
naa udover det firdobbelte af den almindelige Skrive-
hurtighed. Enhver vil strax, omend med nogen Langsom-
hed, kunne arbejde med Skrivekuglen; efter et Par
Timers Øvelse vil man kunne skrive lige saa hurtig med
den som med Pen og Blæk, og under fortsat Øvelse
vil den forøgede Hurtighed snart opnaaes. Opfinderen
har tænkt sig Skrivekuglen anvendes ikke alene til almin-
delig Hurtigskrivning, men ogsaa til Stenografi og Te-
legrafi, til hemmelig Skrift, til Autografi[1] og til Bog-
tryk. I sidstnævnte Retning antages det, at man med
en Skrivekugle, benyttet som Sættemaskine, vil kunne i
en Time sætte 36,000 Bogstaver, medens den dygtigste
Sætter i et Bogtrykkeri nu kun er istand til at sætte
2400 Bogstaver i den angivne Tid. Hvorvidt Skrive-
kuglen vil kunne benyttes med Held i disse forskjellige
Retninger, er vel forbeholdt Fremtiden at vise.




[1] JMC: dvs litografi

Copyright: Det Kongelige Bibliotek i København.

Article in “Illustreret Tidende” October 30, 1870

The author of the article, Professor Carl Valentin Holten, 1818-1886, president of the Polytechnic Society and Director of the Polytechnic University, was also present when the writing ball was presented for the very first time to the press, September 8, 1870. Photo: The Royal Library.


The Writing Ball


One does not need to have written very much before feeling how embarrassing it is that the pen – while your thought is flying, and the word to some extent flies with it – is forced to crawl slowly along the paper, and when you consider how many detours the tip of the pen has to make it is actually not strange that writing is so slow. Reverend Malling Hansen, principal of the Royal Institute for the Deaf-Mute, has registered that while we write merely about 4 phonetic symbols per second, in jingles or in very quick daily speech we utter 20 phonetic symbols or more per second, whereas in public lectures seldom more than 15 are produced, at times only 9 phonetic symbols per second, so in other words the spoken word is from 2 to 4 times quicker than the written one. Now, if one is somewhat acquainted with the finger language of the deaf-mute, we may easily assume that it would be even slower than the pen; however, by observation reverend Hansen has found that an experienced finger speaker (if one may be permitted to use that expression) expresses or indicates around 12 phonetic sounds per second, in other words he or she speaks 3 times as fast as one is able to write by hand. These circumstances led him to inventing the “W r i t i n g  B a l l”, a machine that allows you to write almost as quickly as you speak, or rather, equivalent to the speed of a formal speech. The main idea is that on top of the paper is placed a piece of ink paper, and onto this the letters are imprinted with movable types onto the white paper with the colour of the carbonized paper. A similar device has been in use for the blind, however with the difference that they would print embossed letters on the paper, this being a rather slow process even for sighted persons, since each type had to be sought out, put in its place and then put aside.



The illustrations in “Illustreret Tidende” were the same as those used by “Skandinavisk Bogtrykkertidende” and several German articles.
To the left, the writing ball as it appeared in its first version. Above: The first writing ball, seen from the inside.
This is the keyboard of the closed cylinder model of the National Museum of Science and Technology. It has only 24 keys. Photo: Dieter Eberwein.
From the underside we can see the engraved characters. In spite of the upper case characters being featured on the keyboard, the lower case characters have been engraved on the tip of the pistons.

On the writing ball, however, the types have been cut and placed on the bottom end of prismatic steel pistons, having buttons on top with the sign of the respective character they carry below, and the pistons are kept above the paper by means of coils. All of these pistons have been placed in the direction of the radii of a sphere or ball (hence the name), through which the paper surface intersects. If then all pistons or buttons were pressed down one after another, all the letters would be printed in one and the same place, unless the paper was to be moved. The smaller of the two illustrations shows the machine from the outside, and in addition to the writing ball proper we also see the pistons. The larger figure shows the machine from the inside. The lid, onto which the writing ball has been placed, has been opened up, allowing us to see the writing ball from below. The paper with the carbonized paper is fixed to a cylinder (in the middle of the figure), turned by a clockwork (to the right). At the extreme end to the right it supports a projecting disc, the rim having a convolution gearing into a toothed rack below. The effect of this is that the cylinder, by the movement of the clockwork, is not only turned around but in addition displaced along its long axis, on which it is fixed, and hence allowing it sufficient space to move. One would then realize that one of the type arms – if brought in contact with the paper during the revolution of the cylinder – would trace a helical line onto it, and which, when removed from the cylinder, would appear as a row of parallel lines. Now, if the operation of the clockwork had a speed commensurate with the skill of the writer, then he would only need to press down the necessary keys, the corresponding letters would then line up, and a prolonged pause between each word would then result in more space between the words than between the letters of the word. However, it is evident that only by practising a lot is it possible to achieve equal space between the letters. This is why the machine has been devised in such a way that the cylinder will only make a jump when one of the pistons is pressed down, and this is achieved by electromagnetism. Therefore the writing ball consists of two concentric spheres, insulated from each other. One of these is connected to one of the poles of a galvanic battery (the left side of the figure), while the other one is connected to one of the poles of an electromagnet (in front to the right of the figure) and from there with the other pole of the device. The pistons are all conductive to the inner sphere but insulated from the outer sphere; when one of them is pressed down, its button will be connected to a brass coil, attached to each of them on the outer sphere; there is now a conductive connection, the electromagnet attracts an iron rotor positioned immediately above it, and an escapement, connected with this rotor by means of levers, is triggered, whereby a gear wheel, fixed to the right hand end of the steel axis of the cylinder, will then be propelled half a tooth forward. The letter is then imprinted upon the paper. When you let go of the piston it reverts, the electrical current is disconnected, the rotor, or armature, is removed from the electromagnet, the wheel is once again turned half a tooth and then remains in a resting position until the next character is to be set. In order to bring about the necessary spaces between words, the device has a piston on top of the sphere with no character attached, and by pressing this, the cylinder will make a jump without making any imprint.


Now, the speed one may achieve supposedly depends partially on the mechanism. i.e. the number of movements which the electromagnet permits the armature and the escapement to perform in one second, and partially it will depend upon the distribution of the characters on the sphere. Mr Malling-Hansen has arranged them in such a way that each finger has to strike no more than three keys; the consonants are typed with the right hand, the vowels with the left hand, and the characters have been distributed in such a way that the most agile fingers will type the characters used with the highest frequency. The machine now produced may produce 12 characters per second, allowing – with proper practise – to type most speeches as fast as they are given, without any need for using shorthand, and there is no doubt that even greater speed may be achieved after mechanical improvements; however, already at this point in time the machine can be put to good use, and it is worth noting that even a user who is a complete beginner and has to seek out each and every character will still be able to write quicker with this device than by means of a pen, and hence it will, after a few hours of practise, be very useful in offices. Using it instead of shorthand lays near at hand, but the current machine is not appropriate for this purpose, since the sudden jumps of the cylinder generate a rather loud noise. For this particular purpose one would have to go back to the original design, let the cylinder work with smooth and steady speed and make sure that the practise and skill of the typist allowed the writing to be steady.


The inventor has foreseen even other uses for this machine, however we shall defer comments on these until the day when they are ripe for being carried into effect. Already in its present state the writing ball may be of excellent service, and this is irrespective of the great practical obstacles still to overcome, e.g. in relation to the pistons that have to be bevelled at the end in order to fit the paper, and on which the characters have to be engraved in different chamfered positions in order for all of them to face the paper in a straight manner; also in relation to the sudden jumps of the cylinder which has to be stopped abruptly etc, - all of these difficulties having been overcome with much skill and perseverance by mechanical engineer C. Jürgensen, who has constructed the machine. Something which will annoy novices is the fact that one cannot actually see what is being typed, since it will always be hidden by the carbon paper, but this inconvenience will to a large extent be reduced by practise.


The appearance of the writing is peculiar. In order to reduce as much as possible the number of pistons, characters in upper case as well as the punctuation symbols have been left out, and since one types all the way round the paper wrapped around the cylinder, it is not easy to break off the word at the end of a syllable. The first part of “Diary of a Parish Clerk”[1], written by the writing ball, looks like this:


god grant us all a hap
py new year and save
our good mr soren he
put out the light last
night and mother says
he will not survive next
new year but i suppose
it is of no importance
otherwise it was an amu
sing evening when mr
soren took of his cap
after the meal and as
usual said agamus


Anyone who needs to write a lot must wish Reverend Malling Hansen stamina and luck in his efforts to see this invention being put to common use, thus promising to shorten the arduous and tedious work of the scribe.




C. Holten

Translated by Jørgen Malling Christensen





[1] JMC: This is a quote from “Diary of a Parish Clerk”, a short story by one of the giants of Danish literature, Steen Steensen Blicher (1782-1848), published in 1824 and translated into English and published in 1996 – ISBN 0-485-11500-x. He is known as the pioneer of the novella in Danish. Blicher was an Anglophile, translating British poetry, including Macpherson’s “Ossian”, and Goldsmith’s “The Vicar of Wakefield” into Danish language.

Artikkel i Illustreret Tidende 30. okt. 1870

Artikkelforfatteren, Professor Carl Valentin Holten, 1818-1886, formann for Polyteknisk Forening og direktør for Polyteknisk Læreanstalt var også til stedet ved den første fremvisningen av skrivekuglen for pressen, 8. september 1870. Foto: Det Kongelige Bibliotek




     Man skal just ikke have skrevet grumme meget for at have mærket, hvor pinlig det er, at Pennen, medens Tanken flyver, og Ordet til dels flyver med, maa krybe langsomt hen ad Papiret, og betænker man, hvormange Omveie Pennespidser maa gjøre, er det heller ikke saa underligt, at det gaaer langsomt med Skriften. Pastor  M a l l i n g  H a n s e n, Forstander for det Kongelige Døvstumme-Institut, har iagttaget at medens man kun kan skrive omtrent 4 Lydtegn i Secundet, kan man i Ramser eller i meget rapmundet daglig Tale udtale 20 Lydtegn eller noget derover hvert Secund, hvorimod man ved offentlige Foredrag sjeldent udtaler mere end 15, undertiden kun 9 Lydtegn i Secundet, saa at Talen er fra 2 til 4 Gange saa hurtig som Skriften. Kjender man nu lidt til de Døvstummes Fingersprog, skulde man troe, at dette endnu maatte gaae meget langsommere end Pennen; men Pastor Hansen har ved Iagttagelse fundet, at en øvet Fingertaler (om man tør kalde det saa) udtaler eller angiver omtrent 12 Lydtegn i Secundet, altsaa taler 3 Gange saa hurtigt som man kan skrive. Denne Omstændighed ledede ham til Opfindelsen af ”S k r i v e k u g l e n”, en Maskine, ved hvilken man bliver istand til at skrive omtrent lige hurtigt som man taler, eller rettere sagt som man holder Tale. Hovedtanken deri er den, at man ovenpaa Papiret lægger et Stykke affarvende Papir og paa dette trykker Bogstaverne med bevægelige Typer, der da aftrykkes paa det hvide Papir med det affarvende Papirs Farve. En lignende Indretning har man anvendt for de Blinde, kun at disse trykkede ophøiede Bogstaver i Papiret og at det gik noget langsomt selv for den Seende, da hver Type skulde søges frem, stilles paa sin Plads, modtage Trykket og saa lægges tilside.



Illustrasjonene i Illustreret Tidende var de samme som ble brukt i Skandinavisk Bogtrykkertidende og flere tyske artikler
Til venstre, skrivekuglen slik den fremsto i sin første utgave. Over: Den første skrivekuglen slik den så ut innvendig



Ved Skrivekuglen derimod ere Typerne udskaarne paa de nederste Ender af prismatiske Staalstilke, som foroven ende i Knapper, betegnede med de Bogstav, de bære forneden, og holdes borte fra Papiret ved Spiralfjedre. Alle disse Stilke ligge i Retningerne af Radierne til en Del af en Kugle (deraf Navnet), igjennem hvis Centrum Paoirsfladen gaaer. Naar man da trykkede alle Stilke eller Knapper ned med den ene efter den anden, vilde alle Bogstaverne komme til at staae paa eet Sted, hvis ikke Papiret blev flyttet imidlertid. Den mindste af de to Figurer viser Maskinen udenfra, og man seer foroven den egentlige Skrivekugle sine fremstående Stempler. Den største Figur viser Maskinen indvendig. Laaget, hvorpaa Skrivekuglen er anbragt, er lukket op, saa at man seer Skrivekuglen nedenfra. Papiret med det affarvende Papir er klemt fast paa en Cylinder (midt i Figuren), der bliver dreiet rundt af et Uhrværk (tilhøire i Figuren), men paa Enden tilhøire bærer den en fremspringende Skive, i hvis Rand der er indskaaret en Skruegang, som griber ind i en Tandstang forneden. Derved bevirkes det, at Cylinderen under Uhrets gang ikke blit dreies rundt, men tillige forskydes langs ad sin Axe, hvortil den lange cylindriske Axe, hvorpaa den sidder, giver tilstrækkelig Plads. Man vil da indsee, at een af Typerne, hvis den blev holdt i Berørelse med Papiret under Uhrets Gang, vilde tegne en Skruelinie paa det, der naar det tages af Cylinderenvilde vise sig som en Række af parallele Linier. Hvis nu Uhrets Gang havde en Hurtighed, der stemmede med den Skrivendes Øvelse, behøvede denne blot efterhaanden at trykke paa de forskjellige Stempler, han skulde bruge, de tilsvarende Bogstaver vilde da stille sig i Række, og et forlænget Ophold imellem hvert Ord vilde da give større Plads imellem Ordene end imellem Bogstaverne i samme Ord. Det sees imidlertid let, at man kun ved meget stor Øvelse kunde opnaae at faae ligestore Afstande imellem Bogstaverne. Maskinen har derfor faaet en saadan Indretning, at Cylinderen kun gjør et Spring naar et af Stemplerne trykkes ned, og dette skeer ved Elektromagnetisme. Skrivekuglen bestaaer derfor af to concentriske Kugleskaller, som ere isolerede fra hinanden. Den ene af disse er i Forbindelse med den ene Pol af et galvanisk Apparat (tilvenstre i Figuren), den anden staaer i Forbindelse med en Elektromagnet (forrest tilhøire i Figuren) og derfra med den anden Pol af Apparatet. Stemplerne ere alle i ledende Forbindelse med den indre Kugleskal, men isolerede fra den ydre; naar et af dem trykkes ned, kommer dets Knap i Berørelse med en paa den ydre Kugleskal ved ethvert af dem anbeagt Messingfjer; der er nu ledende Forbindelse, Elektromagneten tiltrækker et Jeranker, som er anbragt lige over den, og et Hemværk som ved Vægtstænger er sat i Forbindelse med dette Anker, udløses, hvorved et Tandhjul, anbragt paa Enden tilhøire af Cylinderens Staalaxe, da af Uhret kan drives ½ Tand frem. Bogstavet aftrykkes paa Papiret. Slipper man Stemplet, gaaer det tilbage, den elektriske Strøm afbrydes, Ankeret fjerner sig fra Elektromagneten, Hjulet dreies atter ½ Tand og bliver da i Ro, til det næste Tegn skal sættes. For med denne Indretning at kunne gjøre de tilbørlige Mellemrom mellem Ordene er der øverst paa Kuglen anbragt et Stempel uden Type, som ved at nedslaaes bringer Cylinderen til at gøre et Spring, uden at sætte noget Mærke.




I teknisk Museum i Helsingør finnes dette eksemplaret av den første skrivekuglemodellen. Som man ser, har trekassen en litt annen utforming enn på illustrasjonen i Illustreret Tidende. Foto: Dieter Eberwein
Vi vet ikke nøyaktig hvor mange eksemplarer som ble laget av den første modellen med trekasse. Malling-Hansen utviklet skrivekuglen videre, og allerede i 1871 ble det laget både åpne sylindermodeller og modellen med en flat vogn til skriveunderlag. Over ses boksmodellen innvendig. Foto: Dieter Eberwein
Slik ser tastaturet ut på Teknisk Museums eksemplar av den lukkede sylinder-modellen. Det har bare 24 taster. Foto: Dieter Eberwein
Fra undersiden kan man se de utskårne bokstavene. Selv om det er de store bokstavene som er avbildet på tastene, er det de små som er skåret ut på stempelspissene. Legg merke til at det er en "å" på dette tastaturet. Foto: Dieter Eberwein



      Nu beroer den Hurtighed, man kan naae, vel tildels paa Mechanismen, nemlig paa det Antal Bevægelser, Elektromagneten kan lade Ankeret og Hemværket gjøre i et Secund; men ogsaa paa Bogstavtypernes Ordning paa Kuglen. Hr. Malling Hansen har ordnet dem saaledes, at hver Finger i det Høieste har tre Stempler at anslaae; Consonanterne anslaaes med høire, Vokalerne med venstre Haand, og Bogstaverne ere saaledes fordelte, at de mest bevægelige Fingre anslaae de hyppigst forkommende Bogstaver. Den nu udførte Maskine kan frembringe tolv Tegn i Secundet, saa at man altsaa ved Hjelp af den med tilbørlig Øvelse vil kunne nedskrive de fleste Taler ligesaa hurtigt som de holdes, uden at stenografiske Tegn dertil ere nødvendige, og der er ingen Tvivl om, at man vil kunne opnaae en endnu større Hurtighed ved mechaniske Forbedringer; men allerede som Maskinen nu er kan den gjøre god Nytte, og det fortjener at bemærkes, at En, der er aldeles uøvet i at bruge den, saa han maa søge efter de enkelte Bogstaver, endda kan skrive hurtigere med den end med Pen, saa at den efter faa Timers Øvelse vil kunne gjøre god Tjeneste paa Contoirer. Hvad der laa nærmest var jo at anvende den til Stenografien, men dertil egner den nuværende Maskine sig ikke, da den paa Grund af Cylinderens hurtige Spring arbeider med temmelig stærk Støi. Til dette Øiemed maatte man gaae tilbage til den først antydede Indretning, lade Cylinderen gaae med jævn Hastighed og lade den Skrivendes Øvelse sørge for, at Skriften blev regelmæssig.


     Opfinderen har endnu paatænkt flere andre Anvendelseraf denne Maskine, som vi dog skulle opsætte at omtale, til de nærme sig noget mere til Vireliggjørelsen. Allerede som den nu er kan Skrivekuglen gjøre udmærket Tjeneste, og det uagtet de store praktiske Vanskeligheder, der vare at overvinde, f. Ex. Ved Stemplerne, der maae være skraat afskaarne for Enderne for at passe til Papiret, og paa hvilke Typerne maae graveres i forskjellige skraae Stillinger for alle at komme til at staae lige paa Papiret; ved Cylinderens hurtige Spring, der pludselig skulle standses, osv., hvilke Vanskeligheder med megen Dygtighed og Udholdenhed ere overvundne af Mechanicus C. Jürgensen, som har udført Maskinen. Hvad der vil genere Begyndere er, at man ikke kan see det, man skriver, da det i ethvert Tilfælde skjules af det affarvende Papir, men denne Gene vil for en stor Del vige for Øvelsen.


     Skriften faaer et eiendommeligt Udseende. Da man helst maa have et saa ringe Antal Stempler som muligt, ere de store Bogstaver og Interpunctionstegnene udeladte, og da man skriver helt rundt om det paa Cylinderen opviklede Papir, kan man ikke sørge for at afbryde Ordene ved Udgangen af en Stavelse. Begyndelsen af ”Landsbydegnens Dagbog” vilde, skrevet med Skrivekuglen, see saaledes ud:


   Gud skienke os alle et

Glædeligt nytaar og bev

are  vor  gode  hr søren

han slukkede lyset iaftes

og  moder siger  han lev

er ikke til  næste  nytaar

men det har vel intet at

betyde  det var ellers en

fornøielig aften da hr sø

ren tog sin hue af  efter

maaltidet og sagde som

han pleier agamus gratias


Enhver, der har meget at skrive, maa ønske Pastor Malling Hansen Kraft og Held til at skaffe denne Opfindelse, som lover at forkorte Skriverens møisommelige og tankeløse Arbeide, almindelig Anvendelse.


                                                                                                            C. Holten


Article in Annalen der Typographie, 12.November 1870

Carl B.Lorck, 1814-1905. Foto: DKB.

                                         Annalen der Typographie[1]


                                   Der verwandten Künste und Gewerbe.


                Centralorgan für die technischen und materiellen Interessen der Presse


                                  Nr 70. Leipzig, den 12.November 1870



[1] JMC:  Carl Berendt Lorck (1814-1905) war, von 1869 ab 1877, der Herausgeber von „Annalen der Typographie“.  Die Orthographie  ist die originale, und ich habe nichts geändert.

This article was also translated into English and was published in Northwich Guardian 1871.09.23.


Die Schreibkugel des Herrn Malling-Hansen.


Die nummer 66 der Annalen brachte bereits eine vorläufige Mittheilung über die Schreibkugel des Hrn.Pastor Malling-Hansen, Direktor der Taubstummen-Anstalt in Kopenhagen. Wir sind heute in der Lage, den Lesern eine genauere Beschreibung und Abbildung dieser sinnreichen Maschine zu geben.


Wie der kleinere Holzschnitt zeigt, hat die Schreibkugel fast das Aussehen einer Schreibchatulle. Durch die am oberen Theile befindliche Halbkugel gehen die Stahlstifte, an deren unteren Spitzen die Buchstabelstempel geschnitten sind, während die oberen Enden, welche über die Halbkugel hervorragen, mit Knöpfen versehen sind. Alle die Stahlstempel laufen wie Radien nach dem Centrum der Kugel zusammen, und jeder dringt durch eine in diesem befindliche Oeffnung, sobald auf den Knopf am Kopfende gedrückt wird, und macht einen Eindruck auf die unter der Oeffnung befindliche Stelle des Cylinders, welcher auf dem grösseren Holzschnitt zu sehen ist. Damit aber die Bildflächen der, den Cylinder unter verschiedenen Winkeln treffenden Typen sich vollkommen vertical abdrucken, ist eine verschiedenartige Abflachung derselben nothwendig, und die richtige Durchführung dieser Aufgabe war einer der schwierigsten Theile der Maschine.


Der Cylinder ist mit dem zu bedruckenden oder beschreibenden Blatt Papier umgeben; über dieses ist wieder ein mit blauer Farbe imprägniertes Blatt gelegt. Drückt man nun einen der Stempel, die durch Federn in der Höhe erhalten sind, auf die Rückseite des gefärbten Papiers herunter, so zieht sich das Bild des Buchstaben auf das darunter liegenden Papier ab in der Art wie auf der Lesboyer’schen Visitenkartenpresse. Stände nun der Cylinder während des Druckes still, so würde ein Buchstabe nach dem andern sich auf die eine, unter der Oeffnung befindliche Stelle des Papiers abdrucken; um dies zu verhindern, muss der Cylinder mit dem Papier jedesmal nach dem Druck eines Buchstaben rotierend vorrücken. Aber dies würde nicht genügen, denn nach einer vollen Umdrehung des Cylinders würde die zweite Zeile sich wieder genau auf die erste abdrucken, deshalb muss der Cylinder neben der rotierenden auch eine Längenbewegung machen, damit eine Zeile richtig unter der andern zu stehen kommt.


Die rotierende Bewegung wird durch eine Uhr hervorgebracht, wie in einer Spieldose, die schiebende mittelst einer Scheibe, in deren Rand eine Schraubenwindung geschnitten ist, welche in eine Zahnstange eingreift. Denkt man sich also statt eines Buchstaben einen Bleistift an einem der Stempel angebracht, so würde dieser beim fortgesetzten Herunterdrücken und bei der Fortbewegung des Cylinders eine Schraubenlinie auf das Papier zeichnen, so dass dieses, von dem Cylinder abgenommen, in regelmässigen Zwischenräumen liniert wäre.



Annalen der Typographie, Nr 70. Leipzig, den 12.November 1870.
"Wir sind heute in der Lage, den Lesern eine genauere Beschreibung und Abbildung dieser sinnreichen Maschine zu geben."

Liesse man die Uhr ungehemmt den Cylinder mit einer, der Uebung des Schreibenden angepassten Schnelligkeit vorwärts treiben, so hätte dieser sehr genau auf ein gleichmässiges Tempo im Arbeiten und auf gleichmässiges Pausiren zu achten, damit die Buchstaben regelmässig zu stehen kämen und damit die passenden Zwischenräume zwischen den wörtern innegehalten würden. Jedermann begreift, dass hierzu eine grosse Uebung gehören würde. Deshalb ist bei der Maschine die Einrichtung getroffen, dass der Cylinder nicht ununterbrochen sich drehen kann, sondern nur um einen Zahn weiter rückt, wenn eine Stempel niederdrückt wird.


Dieses wird durch einen im Innern der Chatulle befindlichen elektrischen Apparat bewirkt und zwar in folgender Weise. Die Schreibkugel besteht aus zwei concentrischen Halbkugelschalen, welche von einander isoliert sind. Die obere steht mit dem einen Pol der Batterie, die untere mit einem Electromagnet und durch diesen mit dem andern Pol in Verbindung. Die Buchstabenstempel stehen alle in leitender Verbindung mit der untern Kugelschalem, sind aber von der oberen isoliert. Wird nun ein Buchstabenstempel heruntergedrückt, so kommt der Knopf desselben mit einer, an der oberen Kugelschale befindlichen Messingfeder in Berührung und nun ist eine leitende Verbindung  hergestellt.


Der Magnet zieht einen eisernen Anker an sich; ein Stopper, welcher durch eine Gewichtstange mit dem Anker in Verbindung steht, wird dadurch frei, das Zahnrad auf der Axe des Cylinders durch die Uhr um einen halben Zahn vorwärts gerückt und der Buchstabe druckt sich auf dem Papier ab. Hört der Druck auf den Knopf auf, so geht der Stempel in seine ursprüngliche Lage zurück, der galvanische Strom wird unterbrochen, der Anker weicht von dem Magnet zurück, das Rad geht wieder um einen halben Zahn weiter und verbleibt dann in Ruhe, bis ein neuer Druck auf einen Knopf ausgeübt wird. Um den gehörigen Zwischenraum zwischen den Wörtern hervorzubringen, befindet sich unter den Typen auch eine Ausschlusstype, die, wenn sie heruntergedrückt wird, zwar den galvanischen Apparat und dadurch den Cylinder in Wirksamkeit versetzt, nicht aber einen Eindruck auf das Papier hinterlässt.


Die Schnelligkeit des Arbeiten beruht zum Theil auf der Anzahl von Bewegungen, welche der Electromagnet mittelst des Ankers und des Stoppers hervorbringen kann, zum Theil auch auf der zweckmässigen Anordnung der Tasten. Diese ist der Art getroffen, dass höchstens drei Tasten von einem Finger und die am häufigsten in Anspruch genommenen von den beweglichsten Fingern angeschlagen werden. Nach der Berechnung des Herrn Malling-Hansen schreibt man mit der Feder ungefähr 4 Lautzeichen in der Secunde und spricht in der täglichen Rede gegen 20 aus[1], während die öffentliche Rede selten eine grössere Schnelligkeit als 9-15 erreicht. Die für den Augenblick arbeitende Maschine, von welcher uns Probearbeiten vorliegen, schreibt 12 Zeichen in der Secunde. Ein Geübter würde also damit einer öffentliche Rede folgen und dreimal so viel als mit der Feder leisten können. Ein vollständig Ungeübter, der noch nach den Buchstaben suchen muss, kann wenigstens so schnell wie mit der Feder schreiben. Als Ersatz für die Stenographie lässt die Kugelschrift sich deshalb schwerer verwenden, weil die schnellen Sprünge des Cylinders mit einem ziemlich starken Geräusch verbunden sind. Will man dies vermeiden, so muss man die Uhr ohne den Stopper ruhig fortlaufen lassen, und es der Uebung des Schreibenden anheim geben, das für das richtige Schreiben angemessene Tempo zu finden; dies ist aber, wie bemerkt, nicht leicht.



[1] Herr Malling-Hansen theilt bei dieser Gelegenheit mit, dass die Taubstummen sich mit einer Schnelligkeit von 12 Lautzeichen in der Secunde verständigen.

Article in “Skandinavisk Bogtrykker-Tidende”[1] 25 November 1870

The article in “Skandinavisk Bogtrykker-Tidende” was written by the printer Mendel Lazarus, 1813-1915, a man not without a sense of humour! Photo: The Royal Library.

A New Type-Setting Machine. Part 1 – 25 November 1870.


“It is our firm conviction that only in Sørensen’s machine do we find the correct principle, showing the only way by which we will be able to construct a viable type-setting machine”; such were the words of the otherwise excellent description of Christian Sørensen’s type-setting and distributing machine[2] which can be found in this journal, issues no 9,10 and 11. And the editors of the present journal made the comment that they did not entirely agree with the author on this point, - and this was indeed a laudable caution by the honourable editors; for 14 days later our daily newspapers had descriptions of a machine constructed in accordance with an entirely different principle and which –“after being somewhat modified” – might be used as a typesetting machine, namely the so called “writing ball”, invented by reverend Malling-Hansen. One of the writers even went as far as to – perhaps in order to make his text more spectacular – gave the advice that 9 out of 10 typesetters should “throw in the towel at once and go hang themselves”. But before we follow this piece of advice, we probably ought to investigate whether it is as well-advised as it is meant; let us therefore with unruffled calm observe Mr Malling-Hansen’s ingenuous invention as it is, and then try to imagine it with the “modifications”, and from that point of departure let each and every one of my peers consider whether he would not, at the end of the day, prefer to buy a clew of page cords rather than the rope which has been recommended us.



[1] JMC: “Skandinavisk Bogtrykker-Tidende” – Scandinavian Journal of Printing – was published 1869-1875. A short-lived organ dedicated to typography and allied industries and trade.

[2] JMC: Christian Sørensen, Danish inventor, typographer and mechanic, 1818-1861. Supported by the only type founder in Denmark, F. Fries, Sørensen designed and built the first type-setting machine in the world, patented 1849 for a 10-year period and which he called “the Tacheotype”. He also received financial support from the King, Christian VIII, and from the Reiersen Fund. The machine was exhibited in London 1851, in Copenhagen 1852 and in Paris 1855, where he was awarded a gold and a silver medal by Napoleon III for his invention. However, Sørensen did not manage to produce or sell more than a handful of copies of the machine. One specimen has survived and can be seen at the Danish Museum of Science and Technology, Elsinore. Sørensen’s typesetting machine was superseded by the more advanced and practical invention by the German-American Ottmar Mergenthaler in the 1880s.

Christian Sørensen, 1818-1861. Photo from The Royal Library
Sørensen's invention, the first type-setting machine in the world, called “the Tacheotype”. Photo: Uwe Breker
Figure 1 in the article in “Skandinavisk Bogtrykker-Tidende” shows the very first model of the writing ball, the cylinder model built into a wooden box. This illustration was used in several newspapers and journals from this period.

As figure 1 shows, the writing ball in appearance looks like a small writing desk, on top of which a semi-sphere emerges, featuring a lot of protruding steel stems. On the tip of each of these stems or pistons is placed a button, on which is engraved one of the letters of the alphabet, arranged in such a way that all the vowels are to the left and consonants to the right, with the most frequently used letters conveniently placed for the most agile fingers. All of these pistons are positioned as ball-radii and will therefore, when pressed down, reach one and the same point (centre) inside the sphere. On the tip of the piston, or type bar, inside the sphere the same character has been cut as the one on the button, and when pressing it, the letter is then printed onto a cylinder, coated with a sheet of paper and on top of that the so called carbon paper, i.e. a kind of tracing paper, saturated with a dye, which is easily released where it is exposed to a suitable, light pressure; The system for the transfer of ink is thus the same as the one known from the small card printing press invented by Lesboyer, attracting so much attention at the latest exhibition in Paris, and of which several specimens have been ordered to be sent to Copenhagen, where among others the printer O.C.Olsen previously exhibited it and showed its merits at the Industrial Association. Now, if one would repeatedly press down the various characters, then presumably the imprint of these would show on the paper, however on the very same spot unless the paper was to move after each new imprint, but this is however the case. For each stroke the cylinder moves exactly as much as needed for the imprint of the next letter to appear adjacent to the preceding one. It is obvious that the various letters must, in order to be positioned in the correct way in relation to the paper, be cut on oblique surfaces and in different positions, and this piece of work which, as we shall later see, the cutter of the ram did not execute successfully at this first attempt, is declared exceedingly difficult by expert arbiters.

However, the cylinder movement is not a smooth rotation like e.g. the one the cylinders on our high-speed presses have to perform: The cylinder of the writing ball moves by fits and starts. The motive force is a simple clockwork, which, if allowed to carry on without impediment, would maintain the cylinder in a steady rotating movement, but then it would require an extraordinary, perhaps unobtainable skill and competence of the typist, if he were to avoid in this way smaller or larger spaces between letters belonging to the same word, as well as observe a reasonably equal space between the words, and therefore the movement – if I may be permitted to use the expression – is “arranged” in such a way that it is jerky. This “arrangement” is here brought about by the use of electromagnetism. In order to follow up the wiring and modus operandi it is necessary, however, to open up the box.

Figure 2 shows the interior of the writing ball.

Fig 2 shows the inner part of the machine as seen by the viewer when the lid, on which the writing ball proper is situated, is opened. The writing ball, seen here from below, consists of two concentric semi-spheres 1), insulated from each other. One of these is connected to one pole of a galvanic battery (to the left hand side of the drawing 2)); the other one is connected to an electromagnet (in front to the right) and from there with the other pole of the machine. All pistons are conductive to the inner sphere but insulated from the outer sphere; when one of them is pressed down, its button will touch a brass coil, attached to each of them at the outer sphere; conduction is now established 3); the electromagnet attracts an iron armature placed immediately above it, and a (double) escapement, connected to this armature by means of levers, is released whereby a gear wheel, fixed to the end of the steel axis of the cylinder, will then be pushed half a tooth forward. The character is then printed upon the paper.  – When you let go of the piston it reverts, the electrical current is cut, and the armature moves away from the electromagnet; the wheel is once again turned half a tooth and then remains at rest until the next letter is pressed. In order to make the proper spaces between the words, there is on top of the sphere a piston without any sign, and by pressing this the cylinder will make a jump, evidently without leaving a mark on the paper.

1) The inner one of the semi-spheres is, however, rather massive and it would not be appropriate to call it a “shell”.
2) It is of course not necessary that this machine is placed into the desk itself. Since the device is fatigued by being used, the inventor has successfully tried to let the machine operate alternating with the use of several different galvanic apparatuses, placed in a small box which is put adjacent to the machine.
3) The physical part of the description is here rendered basically in accordance with the text in “Illustrated Journal”.

Paper and ribbon is fastened onto the cylinder by means of a very simple mechanism which, when made contact with, is set into movement by the clockwork (at the very back to the right in the drawing), on the right hand end of which is a metal disc having a convolution cut into its rim, gearing into a row of teeth placed below the disc, and the effect is that the cylinder during the revolution of the clockwork apart from revolving around its own axis also pushes forward along this row of teeth. Consequently, the various imprints on the paper will on the cylinder assume the shape of a screw thread; however, when the paper is removed from the cylinder, it will appear that they have been printed exactly as they are supposed to be: in parallel lines. – In relation to the operational speed of the writing ball, it may be sufficient to mention here that the inventor has already advanced to the level where  h e  is able to print around 10 signs or characters per second, corresponding to 36 000 letters in one single hour! – a fact which for the readers of this journal probably needs no comment. And yet, this is far from the sum total of what this small and simple machine can achieve. In its present shape a person with sufficient practice and finger dexterity can print some 14-16 letters per second, i.e. more than 50 000 an hour; however, on the machines to be produced henceforth, the inventor is planning to somewhat shorten the steel pistons of the machines as compared to the one I have had the opportunity to get to know, and by doing so it is likely that the speed of the machine will be considerably increased.

For the sake of comparison I would like to remind the reader that the much talked about Mackie type-composing machine according to a previous article in this journal is said to be able to set 15 000 types per hour, i.e. when the “perforation” has been done beforehand; and also that the Sørensen type-setting and distribution machine, when operated by two skilled and experienced typesetters is said to be able to produce from 10 to 12 000 an hour.

When discussing a machine substituting handwork then the issue of cost is obviously important. However, also in this respect the writing ball seems to offer everything we could reasonably expect. The first specimens will probably cost around 200 rix-dollar a piece; but it is obvious that this price can be quite considerably reduced, when the machine gains ground and is being used so much that its production can be factory-made.

At the Museum of Technology and Science, Elsinore, they have a specimen of the first model of the writing ball. As you can see, this model features a slightly different shape of the wooden box. Photo: Sverre Avnskog.
At the Museum of Technology and Science, Elsinore, they have a specimen of the first model of the writing ball. As you can see, this model features a slightly different shape of the wooden box. Photo: Sverre Avnskog.

A New Type-Setting Machine. Part 2 December 9, 1870

Had it been Mr Malling-Hansen’s purpose to create an easy and secure means of communication for poor blind people – something one might easily be led to assume at first glance, unless one knew better – then he has, by the invention of the writing ball, certainly resolved this challenge in a truly excellent way.

Blind persons, who – as is well-known – are frequently gifted with an excellent tactile sense by which they would easily be capable of achieving great speed and accuracy in pressing the right keys as well as applying the proper pressure, would – helped by the circumstance that their focus of attention would not stray away, by visual impressions, from their task – soon be able to compete in typing speed with our very best speed writers; indeed, the writing ball has perchance opened up an opportunity for these our underprivileged fellow beings to gain access to a profession, singularly fitting for them – as speed writers. However, before this prospect can be turned into reality, the construction of the machine has to be modified in certain respects; for at present the use of the writing ball causes a considerable amount of noise, and whether one imagines it being used in the assembly hall, where the blind might use it for taking down the speeches being held, or in the study of the writer where he could either “copy” the first draft of the manuscript, or perhaps even take it down according to the dictate of the writer, then it would be an absolutely necessary precondition that the machine has to work as silently as possible. However, this impediment certainly cannot be seen as insuperable; and the blind will surely, as times goes by, have double reasons to bless the  writing ball and its inventor.

Also the basic purpose of the inventor – to construct a speed writing machine – must, with reference to the previously mentioned numbers, be considered to have already been achieved in a satisfying manner. When you keep in mind only very few speed writers can achieve 4  l e g i b l e  letters per second, and that shorthand writers can seldom attain more than 14-16 letters per second, in addition to having to transcribe theirs signs1) , for which purpose 6 times as much time is used as compared with the shorthand scripture itself – then surely one will not doubt that the writing ball in future will be of practical use and importance for stenographers, shorthand writers and speed writers.

But let us now turn to the poor typesetters!  - Is the writing ball going to make a great many of them superfluous in future? – Next time I shall try to clarify this issue for the benefit of the readers of this journal.

1)    In  t h i s  type of tasks it appears to me that even in Parliament they could, with very little risk, try out the performance and usefulness of the writing ball.

Letter specimen from the third part of the article in “Skandinavisk Bogtrykker-Tidende”. Apparently Mr Lazarus has been permitted to try to use the writing ball. However, his typing is far from being as smooth and even as that of Malling-Hansen. This indicates the importance of writing with an even pressure and speed on the very first model of the writing ball.

Artikkel i Skandinavisk Bogtrykker-Tidende, 25. nov, 9. des og 28. des 1870.

Artikkelen i Skandinavisk Bogtrykker-Tidende ble skrevet av boktrykkeren Mendel Lazarus, 1833-1915, en mann ikke uten humoristisk sans! Foto: Det Kongelige Bibliotek

En ny Sættemaskine. Del 1 – 25. november 1870.



     ”Det er vor faste Overbeviisning, at i Sørensens Maskine findes det eneste rigtige Princip, er der viis den eneste Vei, ad hvilken vi kunne naae at konstruere en praktisk (Sætte-) Maskine” – skrev Forfatteren til den iøvrigt fortræffelige Beskrivelse af Chr. Sørensens Sætte- og Aflæggemaskine, der findes i denne Tidendes Nr. 9, 10 og 11; og Tidendes Redaktion gjorde hertil i en Note den Bemærkning at den dog ikke ganske var enig med Forfatteren i dette Punkt, - og det var i Sandhed en priselig Forsigtighed af den ærede Redaktion; thi 14 dage efter bragte vore Dagblade Beskrivelser over en Maskine, der var konstrueret efter et heelt andet Princip, og som – ”efter at være undergaaet nogle Modifikationer” – skulde kunne anvendes bl. A. som Sættemaskine, nemlig den af Pastor Malling-Hansen opfundne saa kaldte ”Skrivekugle”. Ja, en af dens Beskrivere gikk endog saa vidt, at han – maaske for at hjælpe lidt paa Tebslagerne – raadede de fjorten Femtendele af Sætterne til at ”gaa hen og hænge sig strax”. Men før vi følge dette Raad, turde det dog maaske være rigtigst at undersøge, om det er lige saa vel betænkt som meent; lad os derfor med al mulig Sindsro betragte Hr. Malling-Hansens geniale Opfindelse som den er, og dernæst prøve paa at tænke os den med ”Modifikationerne”, og lad saa enhver af mine Standsfæller overveide, om han ikke, naar det endelig skal være, skulde foretrække at kjøbe et Nøgle stærke Columnesnore fremfor den os anbefalede Strikke.



Figur 1 i artikkelen i Skandinavisk Bogtrykker-Tidende viser den aller første modellen av skrivekuglen, sylindermodellen innebygd i en trekasse. Denne illustrasjonene ble brukt i flere aviser og tidsskrifter fra denne perioden
Christian Sørensen, 1818-1861. Foto: Det Kongelige Bibliotek
Sørensens oppfinnelse, verdens første settemaskin. Foto: Uwe Breker



     Som Fig. 1 viser, ligner Skrivekuglen i det Ytre en lille Skrivepult, oven over hvis Laag der hæver sig et Kugleafsnit med en Mængde fremstaaende Staalstilke; paa hver af disse er der yderst paa Enden anbragt en Knap, hvorpaa der er indgravered et af Alfabetets Bogstaver, og disse ere ordnede saaledes, at Selvlydene alle findes tilvenstre, Medlydende tilhøire, og at de hyppigst forekommende Bogstaver ligge bekvemmest for de mest letbevægelige Fingre. Alle disse Stilke ere anbragte som Kugle-Radier og kunne som saadanne, naar trykker paa vedkommende Knapper, alle naae det selvsamme Punkt (Centrum) indeni Kuglehuulningen. Yderst paa den indeni Kuglen liggende Deel af Stilken er nu det samme Bogstav udskaaret, som findes paa Knappen, og trykker man paa denne, aftrykkes Bogstavet paa en Cylinder, der er beklædt med et Lag Papir og derover igjen med et Lag af de saa kaldte Farvebaand, d. e. en Slags Kalkeer-Papir, der er mættet med et Farvestof, som det villig giver fra sig, hvor det udsættes for et passende, let Tryk; Systemet for Farvemeddelelsen er altsaa det samme, som kjendes fra den lille af Lesboyer opfundne Kortpresse, der vakte saamegen Opsigt paa den sidste Pariser-Udstilling, og hvoraf flere Exemplarer ere indforskrevne til Kjøbenhavn, hvor bl. A. Bogtrykker O. C. Olsen i sin Tid foreviste den og dens Præstationer i Industriforeningen. Vilde man nu efter Tour trykke paa de forskellige Bogstaver, vilde Aftrykkene af disse vel fremkomne paa Papiret, men alle paa det selvsamme Sted, dersom ikke Papiret flyttede sig efter hvert nyt Tryk, men dette er netop Tilfældet. For hvert Tryk bevæger Cylinderen sig omtrent saa meget, at Aftrykket af det næste Bogstav kommer til at staae ved Siden af det foregaaende. Det er indlysende, at de forskjellige Bogstaver, for at kunne komme til at staae i den rette Stilling paa Papiret maae være skaarne paa skraae Flader og i forskjellige Stillinger, og dette Arbeide, der som vi senere skulle see, ikke er lykkedes Stempelskjæreren fuldsteændig ved dette første Forsøg, erklæres af Sagkyndige for overordenlig vanskelig.


     Cylinderens Bevægelse er imidlertid ikke nogen jevn Omdreining, som f. Ex. Den, Cylinderne paa vore Hurtigpresser tvinges til at foretage: Skrivekuglens Cylinder bevæger sig stødviis. Den bevægende Kraft er et simpelt Uhrværk, der, hvis det fik Lov til at arbeide uden Forhindring, vilde holde Cylinderen i en jevn roterende Bevægelse, men da der vilde udfordres en overordenlig, maaskee uopnaaelig Øvelse og Sikkerhed hos den Skrivende, om han paa denne Maade skulde kunne undgaae mindre og større Mellemrum imellom Bogstaver, der høre til samme Ord, og et blot blot nogenlunde ligeligt Mellemrum mellem de forskjellige Ord, bliver Bevægelsen – om jeg tør bruge dette Udtryk – ”reguleret” saaledes, at den foregaaer stødviis. Denne ”Regulering” frembringes her ved Anvendelse af Elektromagnetisme. For at kunne følge dennes Ledning og Maade at virke paa, er det imidlertid nødvendig at aabne Pulten.



Figur 2 viser det innvendige av skrivekuglen



     Fig. 2 viser os derfor det Indre af Maskinen, saaledes som det fremstiller sig for Beskueren, naar Laaget, paa hvilket den egentlige Skrivekugle befinner sig, er klappet op. Skrivekuglen, der her sees nedenfra, bestaaer af to konsentriske Kugleskaller 1), som ere isolerede fra hinanden. Den ene af disse ere i Forbindelse med den ene Pol af et galvanisk Apparat [tilvenstre i Tegningen 2)]; den anden staaer i Forbindelse med en Elektromagnet [forrest tilhøire i Tegningen] og derfra med den anden Pol af Apparatet. Alle Stemplerne ere i ledende Forbindelse med den indre Kugleskal, men isolerede fra den ydre; naar et af dem trykkes ned, kommer dets Knap i Berørelse med en paa den ydre Kugleskal ved ethvert af dem anbragt Messingfjer; der er nu ledende Forbindelse 3); Elektromagneten tiltrækker et Jernanker, som er anbragt lige over den, og et (dobbelt) Hemværk, som ved Vægtstænger er sat i Forbindelse med dette Anker, udløses, hvorved et Tandhjul, anbragt paa Enden tilhøire af Sylinderens Staalaxe, da af Uhrværket kan drives en halv Tand frem. Bogstavet aftrykkes paa Papiret. – Slipper man Stemplet, gaaer det tilbage, den elektriske Strøm afbrydes, Ankeret fjerner sig fra Elektromagneten, Hjulet dreies atter en halv Tand og bliver da i Ro, til det næste Bogstav skal aftrykkes. For at kunne gjøre de tilbørlige Mellemrum mellom Ordene, er der øverst paa Kuglen anbragt et Stempel uden Type, som ved at anslaaes bringer Cylinderen til at gjøre et Spring, men som derved naturligviis ikke sætter noget Mærke paa Papiret.


1) Den indvendige af disse er dog temmelig massiv til egenlig at kunne kaldes en ”Skal”.

2) Det er naturligvis ikke nødvendig, at dette Apparat har plads i selve Pulten. Da Apparatet ved Brugen trættes, har Opfinderen med Held prøvet paa at lade Maskinen arbeide med skifteviis Benyttelse af flere forskjellige galvaniske Apparater, placerede i en lille Kasse, der stilles ved Siden af maskinen.

3) Denne fysikalske Deel af Beskrivelsen gjengives her i alt Væsentligt efter ”Ill. Tid.”


     Papir og Farvebaand blive ved en saare simpel Mekanisme fæstnede paa Cylinderen, der, som berørt, sættes i Bevægelse af Uhrværket [bagest tilhøire i Tegningen], og paa hvis høire Ende der er anbragt en Metalskive, i hvis Rand der er indskaaret en Skruegang, som griber ind i en under Skiven anbragt Tandrække, hvilket bevirker, at Cylinderen under Uhrets Gang foruden at bevæge sig rundt om sin Axe tillige skyder sig henad denne paalangs. Heraf følger, at de forskjellige efterhaanden paa Papiret frembragte Stempelaftryk til sammen paa Cylinderen antage Formen af en Skruegang; men tages Papiret af Cylinderen viser det sig, at de staae derpaa, netop som de skulle; i parallele Linier. – Hva angaaer den Hurtighed, hvormed Skrivekuglen kan arbejde, vilde det maaske være tilstrækkeligt her at anføre, at Opfinderen allrede har bragt det sååvidt, at  h a n  med den kan aftrykke omtrent 10 skrifttegn i sekundet, hvilket jo udgjør 36.000 Bogstaver i een Time! – en Kjendsgjerning, som for denne Tidendes Læsere sikkert ikke trænger til nogen Kommentar. Og dog er dette langt fra Alt, hva denne lille Simple Maskine kan prestære. Som den er, kan den, som dertil har tilstrækkelig Øvelse og Fingerfærdighed, godt og vel aftrykke 14-16 Bogstaver i Sekundet eller over 50.000 i Time; men Opfinderen har paateænkt at lade Staalstilkerne paa de Maskiner, der herefter bliver forfærdigede, gjøre noget kortere end dette er Tilfældet paa den, jeg har havt Leilighed til at gjøre Bekjendtskab med, og derved vil Maskinens Hurtighed sikkert endnu betydelig forøges.


     For en Sammenlignings Skyld skal jeg blot endnu minde Læserne om, at den meget omtalte Mackieske Sættemaskine efter en tidligere Artikel i nærværende Tidende skal kunne sætte 15.000 Typer i Timen, at sige, naar ”Perforeringen” er foretagen i Forveien, og at Chr. Sørensens Sætte- og Aflæggemaskine, naar den bethjentes af to dygtige og øvede Sættere, kunde levere 10 à 12.000 i Timen.


     Hvor Talen er om at lade Haandarbeide udføre pr. Maskine, er Spørgsmaalet om dennes større eller ringere Kostbarhed naturligviis af stor Vigtighed. Ogsaa i denne Henseende synes Skrivekuglen imidlertid at yde Alt, hva man med Billighed kan vente. De første Exemplarer ville rimeligviis komme til at staae i en Priis af omtrent 200 Rd. Pr. Stk.; medn det er en Selvfølge, at denne Priis vil kunne reduceres ganske betydelig, naar Maskinen finder en saa almindelig Anvendelse, at dens Forarbeidelse kan drives fabrikmæssigt.



I Teknisk Museum i Helsingør har de et eksemplar av den første modellen av skrivekuglen. Som man kan se, har denne modellen en litt annen form på trekassen. Foto: Sverre Avnskog
Innvendig er det også noen små forskjeller mellom Teknisk Museums eksemplar og den gamle illustrasjoenen fra Skandinavisk Bogtrykker-Tidende. Foto: Sverre Avnskog




En ny Settemaskine. Del 2 - 9. desember 1870



     Har det været Hr. Malling-Hansens Opgave at tilveiebringe et nemt og sikkert Korrespondansemiddel for de stakkels Blinde – hva man ved første Øiekast let kunde ledes til at antage, naar man ikke vidste bedre – da har han ved Opfindelsen af Skrivekuglen løst denne Opgave paa en i Sandhed glimerende Maade.


     De Blinde, der, som bekjendt, som oftest ere begavede med en udmærket fiin Følelse, i Kraft af hvilken de let ville være i stand til at opnaae stor Hurtighed og Sikkerhed i at anslaae de rette Tangentene og ved Anslaget at anvende netop det rette Tryk, ville – saameget mer, som deres Tanker ikke ved ydre Indtryk paa Synet bortledes fra den Gjerning, hvormed de sysle, - ved Skrivekuglens Hjælp snart kunne ”skrive” omkap med vore dygtigste Hurtigskrivere; ja Skrivekuglen har maaskee aabnet disse vore beklagelsesværdige Medmennesker Udsigt til et netop for dem særdeles passende Erhverv – som Hurtigskrivere. Men før denne Udsigt kan blive til Virkelighed, maa der dog foretages nogle Modifikationer i Maskinens Konstruktion; this som den er, foraarsager Skrivekuglens benyttelse vel meget Støi, og hvadenten man tænker sig den anvendt i Forsamlingssalen, hvor den Blinde ved dens Hjælp kunde fæstne de der Holdte Taler til Papiret, eller i Skribentens Arbeidsværelse, hvor han enten kunde ”afskrive” det første Manuskriptudkast eller maaskee endogsaa ”nedskrive” dette efter Forfatterens Diktat, vil det være en aldeles nødvendig Betingelse, at Maskinen maa arbeide saa lydløst som muligt. Dog denne Hindring kan vel ikke ansees som uovernindelig; og de Blinde ville sikkert med Tiden faae dobbelt Aarsag til at velsigne Skrivekuglen og dedens Opfinder.


     Ogsaa Opfinderens egentlige Hensigt – at konstruere en Hurtigskrivemaskine – maa jo efter de tildliger anførte Tal ansees for at være opnaaed paa en fyldestgjørende Maade. Naar man blot husker paa, at kun meget faa Hurtigskrivere kunne skrive 4  t y d e l i g e  Bogstaver i Sekundet, og at Stenograferne sjeldent kunne betegne mer end 14-16 Bogstaver i Sekundet, og at de maae lade deres Tegn omskrive 1), hvortil der medgaaer 6 Gange saa lang Tid som selve Stenograferingen – saa vil man vist neppe tvivle paa, at Skrivekuglen med Tiden vil faae praktisk Betydning for Stenografer, Stenografskrivere og Hurtigskrivere.


     Men nu de stakkels Sættere! – Vil Skrivekuglen ikke med Tiden ogsaa gjøre en stor Deel af dem overflødige? – Dette Spørgsmaal skal jeg næste Gang søge at klare for denne Tidendes Læsere.


1)      Paa  d e t t e  Arbeide forekommer det mig, at man selv i Rigsdagen uden synderlig Risiko kunde prøve Skrivekuglens Kræfter og Anvendelighed.




Skriftprøve fra den tredje delen av artikkelen i Skandinavisk Bogtrykker-Tidende. Hr. Lazarus har tydeligvis fått lov til å forsøke å skrive på skrivekuglen. Hans skrift er dog på langt nær så jevn som Malling-Hansens. Det skulle tyde på at det var viktig å skrive med jevnt trykk og hastighet på denne første modellen av skrivekuglen
Slik så førstesiden av artikkelen om skrivekuglen i Skandinavisk Bogtrykker-Tudende ut



En ny settemaskine - del 3, 28. desember 1870.


     Hvorledes kan man nu altsaa tænke sig idemindste en Deel af Sætterens Arbeide udført ve Hjælp af Skrivekuglen? Saare simpelt; i stedet for først at  s æ t t e  de enkelte Bogstaver sammen og derefter at lade Satsen  t r æ k k e  a f , frembringer man ved Hjælp af Skrivekuglen, strax etet Aftryk, og det langt hurtigere, lettere og – da her aldrig er nogen Feil i Aflægningen – korrektere, end nogen Sætter vilde være i stand til at sætte blot Tiendedeln deraf. Det af Maskinen leverede Aftryk kunde nu enten overføres paa Steen og derefter mangfoldiggjøres paa Steentrykpressen; eller man kunde, om man vilde have det trykt paa en Bogtrykpresse – hvad der jo af mange Grunde, som jeg ikke behøver at utvikle for denne Tidendes Læsere, vilde være at foretrække – ved Hjælp af den nys opfundne Pantatypi forskaffe sig en Plade til dette Brug; skulde ogsaa denne Methode forkastes, var der endnu den Udvei at lade Maskinen frembringe sine Indtryk i en Papirmasse, hvori der kunde tages Stereotyp-Afstøbninger, - man kan vel  t æ n k e  s i g, at dette kunde lade sig gjøre. Men vilde de efter en af disse Methoder frembragte Aftryk vel tilfredsstille Nutidens (eller Fremtidens) Forfattere, Udgivere og Læsere?


     Saaledes som Skrivekuglen nu er indrettet, seer Aftrykket af en pantatypisk form, taget efter Skrivekuglens Aftryk, saaledes ud som nedenstaaende Plade viser.


     Der er saameget mindre Grund til at opholde sig ved den Ujevnhed, der i forskjellige Henseender viser sig paa nedenstaaende Aftryk, som det er klart, at det næste Sæt Typer sikkert vil blive mere fuldkomment end dette første, ligesom det jo ogsaa maa tages i Betragtning, at de to sidte Linier ere aftrykte af en aldeles Uøvet, hvilket naturligviis ikke har været unden Indflydelse paa Aftrykkets Ueensartethed.


     I sin nuværende Skikkelse mangler Maskinen, som Læseren ville see, ikke blot Versalier, men ogsaa Tal og Interpunktionstegn. Herpaa kan der imidlertid vel raades Bod ved nogle ”Modifikationer” i Maskinens Konstruktion, som tildeels allerede ere paatænkte af Opfinderen – lad være, at Konstruktionen derved bliver noget mer indviklet, og selve Maskinen endeel kostbarere at anskaffe og vedligeholde.


     Fremdeles er det jo indlysende, at man med samme Skrivekugle kun kan frembringe Aftryk a feen og samme Skrift, og at det ialtfald vil blive høist vanskelig og tidslugende paa fri Haand med et andet Sæt Typer at at tilføre Formen Alt det, Forfatteren ønsker udhævet; ja selv Spatieringen vilde sikkert frembyde overordentlig store Vanskeligheder; men                  u t æ n k e l i g t  er det dog ikke, at ogsaa disse Vanskeligheder lod sig overvinde.


     Endvidere kan man jo verken i en Stereotyp- eller Pantatypiplade ombytte et (feilagtigt) Bogstav med et andet, et Ord med et andet, en Sætning med en anden, med andre ord: der kan ikke  k o r r i g e r e s 1); denne mangel ved Maskinen er allerede af større Betydning end de forhen nævnte. Vel sandt, det koster ikke meget Tid at sætte en heel Side om; men hvor let kunde der ikke indsnige sig en anden, ja maaske flere andre Feil i den nye Sats, og – fremfor Alt – hvorledes skulde man efter de foretagne Rettelser faae Satsen til at passe akkurat paa en Side?


     Her er jeg da kommen til den væsentligste Indvending mod Skrivekuglens  a l m i n d e l i g e Anvendelse som Sættemaskine:  M a n  k a n  v e d  H j æ l p  a f  d e n  i k k e  s l u t t e  u d,  o g  d e n n e  G r e e n  a f  S æ t t e r e n s  G j e r n i n g  l a d e r  s i g  h e l l e r  i k k e, som f. Ex. Ved den Sats, der præsteres af Sørensens Sættemaskine,  u d f ø r e s  p a a  f r i  H a a n d. Selv om man ved Modifikationer i Konstruktionen eller ved Maskin-Sætterens Dygtighed og Øvelse skulde kunne bringe det saa vidt, at man efter Behag kunde sætte et større eller mindre Mellemrum mellom Ordene, vil det dog neppe lykkes at finde nogen Sætter med en saadan Hjernekonstruktion, at han uden videre kunde skjønne – og skjønne rigtigt -  h v o r  s t o r t  et Mellemrum han skulde benytte i ethvert givet Tilfælde. 2)


1) Ved Overføring paa Steen kan man vel rette et eller andet Bogstav eller deslige; men det, som vi ere vante til at kalde Korrektur, vil dog vanskelig kunne lade sig udføre.

2) Som Maskinen nu er indrettet, kan man ikke engang see det, man er ifærd med at aftrykke; me nOpfinderen har allerede udtænkt et Middel, hvorved denne Mangel vil blive afhjulpen.




Malling-Hansen hadde mange forandringer i tankene allerede da den første skrivekuglen ble fremvist for pressen 8. september 1870. En av forandringene var sannsynligvis å fjerne trekassen, slik at sylinderen ble synlig for "kuglespilleren" som en journalist kalte skriveren for. Dette trykket ble brukt som illustrasjon til en artikkel i "The Engineer" i 1873. Modellen ble bygget første gang i 1871



     For at gjøre Skrivekuglen praktisk anvendelig som Sættemaskine, vilde det derfor ikke være nok, at der foretoges alle mulige, ja alle tænkelige Forbedringer i dens konstruktion; men der maatte tillige indføres ”Modifikationer” i de mangfoldige Forfatteres Skarpsyn, som ”først kunne see, hvorledes deres Tanker tage sig du, naar de foreligge trykte” (i korrektur), samt i de heller ikke faa Skribenters vægelsind, der ”have Lyst til paany at foretage Forandringer i deres Værker hver Gang, de lese dem igjennem”; og endelig maatte der paa samme tid indføres en betydelig ”Modifikation” i Læserens Smag; ja, jeg kunde fristes til at sige, man maatte ganske se bort fra alle typografiske Skjønhedshensyn og alle Brydningslærens Regler. – Men er der vel Rimelighed for, at alle de nævnte Modifikationer ville blive indførte for at skaffe Skrivekuglen praktisk og  a l m i n d e l i g  Anvendelse som Sættemaskine? – De Fleste ville sikkert med mig svare benegtende paa dette Spørrgsmaal.


     Dermed skal det dog ikke være udtalt som min Overbevisning, at Skrivekuglen i intetsomhelst Tilfælde skulde kunne anvendes som en Slags Sættemaskine. Hvor det f. Ex. Gjælder om en eller annen Spøg eller om Trykningen af en Piece i faa Exemplarer til Uddeling blant Venner og Bekjendte, der ikke ville tage det saa nøie med et Par Smaaforsyndelser i en eller anden Retning; - ja selv ved Tilveiebringelsen af Stereotypiformene til ”autoriserede Psalmebøger” o. desl. Kan jeg tænke mig Skrivekuglen med Tiden anvendt saaledes. – Hvor stor en Brøkdel af Sætternes Antal der herved vil blive overflødiggjort – det skal jeg imidlertid ikke indlade mig paa at udregne.


     Derimod er Tanken om at see Skrivekuglen almindelig anvendt  s e l v e  D h r r.  F o r f a t t e r n e  saa tiltalende for mig, at jeg ikke kan undlade at dvæle et Øieblik ved de Fordele, dette vilde medføre for alle Vedkommende. Forlæggerne vilde hurtig og sikkert kunne beregne et Værks Omfang, naar Manuskriptet forelaa i Skrivekugle-Aftryk. Forfatterne vilde ved Anvendelse af Skrivekuglen vinde en god Deel af deres ofte meget kostbare Tid; de vilde ved Gjennemlesning af deres Manuskript – som de da altid vilde være sikkre paa at kunne finde du af – let kunne tilføie de manglende Tegn; de ville tildeels kunne danne sig en Forestilling om, hvorledes deres Værk tager sig du paa Tryk, strax kunne indføre de ønskede Forandringer og derved skaane Sætteren for de slemme Korrekturer, der verken ere Baade for hans Portemonnaie eller for Symmetrien i hans Arbeide. Det er naturligviis en ligegyldig Sag, om alle Linierne ere nøiagtig like lange eller om Brydningerne ere aldeles korrekte i Skrivekuglens Præstationer, naar disse kun skulle gjælde som Manustkript, og da dette altid vil være  t y d e l i g t , vil Sætteren godt kunne staae sig ved paa egen Haand at indsætte Versalierne paa rette Steder, hva Forfatteren i de allerfleste Tilfælde uden Risiko vil kunne overlade til Sætterens sproglige Kundskaber.


     Jeg skjønner saaledes ikke rettere, end at Skrivekuglens almindelige Anvendelse som  M a n u s k r i p t m a s k i n e  vilde medføre  p r a k t i s k e  F o r d e l e  saavel for Dhrr. Forfattere som for mine Standsfæller; og med disse Udsigter for Øie troer jeg ikke, der er Grund for de siste til at Tænke paa Anskaffelsen af Strikken. Tvetrimod føler jeg mig overbeviist om, at medens Alle – særlig alle Danske – have Aarsag til at takke Hr. M a l l i n g-H a n s e n for den sidrige og i ethvert Tilfælde nyttige Maskine, hvormed han har forøget Antallet af de danske Opfindelser, ville Typograferne med Tiden fortrinsviis faae en Forpligtelse dertil; og jeg haaber, at jeg ikke vil komme til at staae ene med denne Anskuelse, men at de danske Typografer ville bringe Opfinderen af Skrivekuglen deres Taksigelse i Fællesskab med

                                                                                                              M. L a z a r u s



Nordisk Boktryckeri-Tidning December 1870

Johan Gabriel Nordin, 1835-1886, typograf. Foto fra internett.

Article About the First Malling-Hansen Writing Bal[1], December 1870.


Transcription and footnotes by Jørgen Malling Christensen.




Vi meddela här efter Annalen der Typographie[2] en beskrifning öfver den av Direktorn öfver anstalten för döfstumma i Kjøbenhavn, pastor R. Malling-Hansen, uppfunna skrifkula.



(first illustration here)


Som af ofvanstående teckning synes, liknar skrifkulans yttre en skrifpulpet. Genom det å öfre delen befintliga halvklotet gå stålstift, å hvilkas undre spetsar bokstafsstämplar äro graverade, och de öfre ändarna försedda med knoppar.  Alla stämplarna löpa som radier tillsammans i klotets centrum och genomgå, vid tryckning på knoppen, en der befintlig öppning samt göra aftryck på det derunder belägna stället af cylindern.  Men för att få de i olika vinklar gående typerna att aftrycka sig vinkelrätt mot cylindern, är en särskild afplattning af densamma nödvändig, och detta var en af de svåraste uppgifterna.


Cylindern är omgifven af det till tryckning ämnade pappersarket och öfver detta är ett med blå färg impregneradt blad lagdt. Nedtrycker man en af stämplarna, som genom en fjeder hålles i höjden, på baksidan af det färgade bladet, så aftryckes bokstafven å det derunder liggande papperet, på samma sätt som å Lesboyers visitkortpress. På det den ena bokstafven icke må aftryckas på den andre, måste cylindern efter hvarje tryck rotera framåt så mycket som en bokstaf, och för att ej den andra raden skall aftryckas på den första, har cylindern även en längdrörelse.


Den roterande rörelsen åstadkommes genom ett urverk, såsom i en speldosa, , den skjutande rörelsen genom en skifva, i hvars kant finnes en skrufgänga, som ingriper i en kuggstång.  Om man alltså tänker sig en blyertspenna insatt i st.f. stämpeln, så skulle denna vid fortsatt nedtryckning och med fortfarande rörelse af cylindern, på papperet afteckna en skruflinie, så att detta vid borttagandet från cylindern skulle vara linieradt med regelmessiga mellanrum.


(second illustration here)


Cylindern vrider sig icke oafbrutet framåt, utan blott en kugge för hvarje stämpel som nedtryckes. Denna reglering åstadkommes genoom en i lådan befintlig elektrisk apparat sålunda: skrifkulan består af två koncentriska halfkulor, hvilka äro isolerade från hvarandra. Den öfre står i förbindelse med batteriets ena pol och den undre genom en elektromagnet med den andra polen. Stämplarna stå alle i ledande förbindelse med den undre halfkulan, men äro isolerade från den öfre. Nedtryckes nu en stämpel, så kommer densammas knopp i beröring med en å den öfre halfkulan befintlig messingsfjeder, och då är en ledande förbindelse åstadkommen.


Magneten drager till sig ett jernankare; en stoppare, som genom en häfstång står i förbindelse med ankaret, blifver härigenom fri, kugghjulet å cylinderns axel drages af urverket en half kugge framåt och bokstafven aftrycker sig på papperet. Upphör tryckningen på knoppen, så återgår stämpeln i sitt ursprungliga läge, den galvaniska strömmen afbrytes, ankaret går tillbaka från magneten, hjulet går åter en half kugge framåt och förblifver i stillhet tills ett nytt tryck på en knopp sker.


För att åstadkomma de behöriga mellanrummen mellan orden finnas utslutnings-typer, hvilka, då de nedtryckas, endast sätter den galvaniska apparaten och därigenom cylindern i rörelse, men icke efterlemnar något aftryck på papperet.


Arbetets hastighet beror dels på det antal rörelser, som elektro-magneten medelst ankaret och stopparen kan frambringa, dels af ändamålsenligt anbringande af stämplarna. Dessa äro så ordnade, att högst tre kunna anslås af ett finger, och de som oftast behövas af de rörligaste fingrarna. Efter uppfinnarens beräkning skrifver man med penna ungefär 4 ljudtecken i sekunden, och uttalar i dagligt tal ungefär 20, under det offentliga tal sällan uppnå större hastighet än 9 – 15.  Äfven upplyser han att döfstumma kunna göra sig förstådda med en hastighet af 12 ljudtecken i sekunden.  Den nu arbetande maskinen, af hvilken Red. Af Ann. d. Typ. Sett prof-arbeten, skrifver 12 tecken i sekunden.  En öfvad person skall alltså dermed kunna följa ett offentligt tal och åstadkomma tre gånger så mycket som med penna.  En alldeles oöfvad, som ännu måste söka efter bokstäfverna, kan åtminstone skrifva så fort som med penna.  Som ersättning för stenografi låter kulskriften dock svårligen använda sig, emedan cylinderns hastiga språng äro förbundna med ett tämligen starkt buller.  Vill man undvika detta, så måste urverket fortgå utan stoppare, och det bero på den skrifvandes öfning att arbeta i afmått tempo, för att få passande mellanrum mellan bokstäfverna; men detta är ingalunda lätt.



[1] JMC: Nordisk Boktryckeri-Tidning var Sveriges första typografiska facktidning. Den gavs ut i Stockholm i perioden 1869-1877 av typografen Johan Gabriel Nordin, 1835-1886.

[2] JMC: Den ursprungliga artikeln publicerades i den tyska tidningen  ”Annalen der Typographie” den 12 nov 1870 och i den danska motsvarigheten, ”Skandinavisk Bogtrykker-Tidende” den 25 nov. 1870 med identiska illustrationer. Se dessa två versioner på vår hemsida.

Fædrelandet 1871.03.02.

Den originale notisen.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.


Malling-Hansen var dygtig og energisk med hensyn til at finde tilfælde til at demonstrere skrivekuglerne. Notitsen – og annoncen – i Fædrelandet er et godt eksempel på det.



Vi henlede opmærksomheden paa B a z a-

r e n for de d ø v s t u m m e P i g e r, der holdes

imorgen den 3die, paa Løverdag den 4de og paa

Søndag den 5te i Navigationsskolens[1] Lokale paa

Gammelholm. De to første Dage 12-4 Form. og

6-9 Eftermiddag, paa Søndag kun 5-9. Paa

samme vil Pastor Malling-Hansen, Døvstumme-

Institutets Forstander, forevise sin S k r i v e k u g l e.







[1] JMC: Bygningen i Havnegade 23 i København blev opført i 1864-65 med Ferdinand Meldahl som arkitekt. Den bruges nu for tiden til ministerialkontorer. Se iøvrigt om bygningen og se billeder på:



Den aktuelle utgaven av Fædrelandet.
Havnegade 23, København.
Arkitekt Ferdinand Meldahl, 1827-1908. Foto fra internett.

Artikel i Dags-Telegrafen 1871.04.28.

Den originale artikkelen.

[1]Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.


Industriforeningens ugentlige arrangementer, hvor nye opfindelser og produkter fra dansk håndværk og industri blev forevist, var velkomne muligheder for Malling-Hansen at demonstrere skrivekuglerne. På denne forevisning havde han to forskellige modeller af skrivekuglen med. Det må have været dels den første model med batteri og papircylinder, indbygget i en træboks og som brugte karbonpapir for trykningen (første gang vist offentligt den 8 september 1870); samt modellen med fladt underlag og 52 taster, også den med batteri og karbonpapir.
Hvor tekst har udeladts er det markeret med ------.


    Industriforeningen. Fredagen den
28de April forestaa Hof-Juvelerere A. M i c h e l-
s e n og Hof-Pianofortefabrikant F. M ø l l e r
Forevisningen. ------------------------Der vil
blive forevist: den af Pastor M a l l i n g-
H a n s e n opfundne Skrivekugle i to for-
skjellige Exemplarer, tilligemed forskjellige af
Skrivekuglens Arbejder (de sættes i Virk-
somhed under Forevisningen; ------------------




[1] JMC: Samme annonce blev publiceret i Kjøbenhavns Adresse-Comptoirs Efterretninger den 28 april 1871.

Den aktuelle utgaven av avisen.

Artikel i Ribe Stifts-Tidende 1871.05.04.

Den originale artikkelen. Copyright: Statsarkivet i Aarhus.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Kommentarer og illustrasjoner ved Sverre Avnskog.


SA: Det er meget interessant å lese at flere skrivekugler ble vist frem hos Industriforeningen i 1871. Men dette er en meget interessant avisartikkel også av en annen grunn, og det er fordi det er meget sannsynlig at det er takygrafen det hentydes til når det på slutten omtales en skrivekugle for stenografi, der papirvalsen beveger seg med en jevn hastighet i stedet for å gjøre en liten bevegelse fremover for hver bokstav som trykkes ned.

Ved en sammenholdning mellom opplysningene i artikkelen med teksten i patentet for takygrafen fra januar 1872 synes det sannsynlig at det er arbeidet med takygrafen det hentydes til, og RMH nevner flere ganger i 1871 at nye modeller er på trappene, senest i november 1871.

Dette skulle tyde på at RMH og professor og mekaniker P. C. Jürgensen ganske riktig må ha arbeidet med takygrafen i mai 1871, enten på planleggingsstadiet eller på en påbegynt konstruksjon, men at den ikke ble ferdigstilt før sent 1871 eller tidlig 1872. Det var jo mange vanskeligheter å overkomme med den sinnrike konstruksjonen. Men det er sikkert, slik det nevnes i artikkelen, at papirstrimmelen beveget seg med jevn hastighet og at skriveren måtte holde skrivehastigheten jevn slik at det ikke ble for stor avstand mellom bokstavene.

Den første takygrafen anvendte riktig nok papirstrimmel og ikke ark festet omkring en sylinder, men i tillegget til patentet datert en måned senere, søker RMH  og Jürgensen om retten til å videreutvikle takygrafen til også å skrive på ark.


Vi bør også nevne at RMH og Jürgensen ganske sikkert oppfattet det som et problem at skriveren muligens ikke maktet å holde samme hastighet som papirets bevegelse, for i den neste versjonen av takygrafen i 1874 hadde de funnet opp en mulighet for mekanisk lagring av det som ble skrevet, slik at det skriften ble printet ut på papirstrimmelen med jevn hastighet og lik avstand mellom bokstavene.


Jeg må innrømme at for meg er det en helt ny opplysning når det på slutten av artikkelen hevdes at det er C. P. Jürgensen som har konstruert den delen av skrivekuglen som vedrører papirflytningen.


Skrivekuglen.(B.T.)Ved den ugent-
lige Forevisning i Industriforeningen i Kjø-
benhavn i Fredags Aftes var Interessen navn-
lig knyttet til den af Forstander ved det kon-
gelige Døvstummeinstitut, Pastor R. Malling
Hansen opfundne ”Skrivekugle”, der hele Af-
tenen samlede en talrig Kreds af Tilskuere.
Vi have allerede tidligere omtalt og beskrevet
denne særdeles ingeniøse[1] og smukke Opfindelse
og skulde derfor her indskrænke os til et Par
korte Bemærkninger om den. Man vil erindre,
at Apparatet bestaar af 2 Dele, nemlig det
egentlige Skriveapparat og det Apparat, der
modtager Skriften. Skriveapparatet bestaar
af en Kuglesektor eller rettere af en Kugleskal,
der er forsynet med en Del Gjennemboringer,
hvori der bevæger sig Stempler, der alle gaa
i retning af Kuglens Radier, og have en
saadan Længde, at de tre nederste Ender af dem
nøjagtigt træffe i Kuglens Centrum. Stemp-
lerne ere forneden forsynede med udgraverede
Bogstaver, og foroven er der anbragt en Knap,
hvorpaa det samme Bogstav er markeret, og
man kan saaledes ved at spille paa disse Knap-
per ligesom paa et Klaveer bruge Bogstav-
stemplerne efterhaanden ned til Centrum og
derved udføre Skriften ved at aftrykke dem paa
et Stykke Papir, der stadig bevæger sig igjen-
nem dette Centrum.  Ved de to Apparater,
der vare udstillede, bevægede Papiret sig paa
forskjellig Maade; ved det mindre er nemlig
Papiret tilligemed det affarvende Sværtepapir,
der gjør Tjeneste som Bogtrykkersværte, an-
bragt udenom en Valse, der ved en Kombina-
tion af et Uhrværk med et Echappement[2], der
drives af en Elektromagnet, flyttes et Bogstavs
Plads fremad, hver Gang et Bogstav er aftrykt
paa Papiret. Dette Apparat er altsaa bygget
efter samme Konstruktion som det, vi tidligere
have omtalt, men der er dog ved dette indført
forskjellige Forbedringer i Konstruktionen, som
navnlig bevirke en større Skrivehurtighed og
et renere og smukkere Tryk. Apparatet i denne
Form er navnlig bestemt til egentlig Hurtig-
skrivning idet man ved det kan opnaa at skrive
8 til 12 Bogstaver i Sekundet, og altsaa skrive
3 Gange saa hurtigt, som man er istand til ved
almindelig Skrivning. Det større af de udstil-
lede Apparater er forsynet med et større Antal
Stempler, nemlig 54, med hvilke der kan frem-
stilles omtrent 150 forskjellige Bogstaver, Tal,
Skilletegn, Akcenter, Initialbogstaver og for-
skjellige Figurer; der er endvidere den Forskjel,
at Papiret ikke er anbragt paa en Valse, men
paa et fladt Bord, der bevæger sig horisontalt
hen under Stemplerne. Af denne grund op-
naar Apparatet ikke saa stor Skrivehurtighed,
nemlig kun 8 Bogstaver i Sekundet, hvilket
dog er mindst 2 Gange saa stor som alminde-
lig Skrivehastighed og omtrent 8 Gange saa
stor som Sætterhurtigheden; det er navnlig
bestemt til Renskrivning og som Sættemaskine,
og man har ved den første Anvendelse den
Fordel, at man renskrive en halv Snes
Exemplarer paa een Gang, ved paa Underlags-
bordet at anbringe afvexlende flere Lag Skrive-
papir og Sværtepapir. Det har vist sig, at
Kugleskriften, saaledes som den kommer fra
Maskinen, med stor Lethed lader sig overføre
paa en lithografisk Sten og saaledes mang-
foldiggjøres ved Autografi; den sidstnævnte
maskine faar derved navnlig Betydning som
Sættemaskine, idet det tillige er godtgjort, at
man med Maskinen let kan slutte ud, som det
hedder i Sættersproget, det vil sige afslutte
Linierne lodret, saaledes at en af de væsent-
ligste Indvendinger, der er bleven gjort mod
denne Skrivekuglens Anvendelse, derved falder
bort. Vi skulde endnu kun bemærke, at der i
disse Dage vil blive en tredie Modifikation af
Apparatet færdigt, hvor nemlig Valsen roterer
med en konstant Hastighed uden at standse for
hvert Bogstav; dette er navnlig bestemt til
egentlig stenografisk Brug, idet man dermed
er istand til at skrive omtrent 16 Bogstaver i
Sekundet, og altsaa med forholdsvis ringe
Øvelse at følge en Tale eller et Foredrag.
Apparaterne er særdeles smukt og omhyggeligt
udførte af Mekanikus C.P.Jürgensen i Jün-
gers mekaniske Etablissement, ligesom ogsaa
Apparaterne til Flytningen af Papiret ere
konstruerede af denne.


[1] JMC: dvs sindrig, genial.

[2] JMC: ’Echappement’ er et fransk ord for en del af et urvӕrk, som regulerer et tandhjuls bevӕgelse på den måde, at denne ’arm’ standser tandhjulets bevӕgelse og tillader det at gå videre, til armen standser det igen og så videre. Ordet fandtes ikke på dansk i 1871.

Mekaniker og professor Christopher Peter Jürgensen, 1838-1911. Foto fra Illustreret Tidende. Han hadde et usedvanlig fruktbart samarbeid med....
....oppfinner, forstander, prest og naturvitenskapelig forsker, Rasmus Malling-Hansen, 1835-1890. Foto: privat.
Ribe Stifts Tidende. Den aktuelle utgaven. Copyright: Statsarkivet i Aarhus.
Noen usedvanlig praktfulle bilder av skrivekuglen med produksjonsnummer 1, en flat modell, som tilhører Deutsches Technikmuseum i Berlin. Museet har også copyright på bildene. Det er forøvrig ganske merkverdig at denne skrivekuglen har produskjonsnummer 1, for den flate modellen ble ikke lansert før i 1871. Sannsynligvis er kuglehodet enten fra en tidligere maskin, eller RMH begynte ikke å nummerere sine maskiner før i 1871.

Article in "Annalen der Typographie", Nr. 111, 24.08.1871

Dansk konsul i Leipzig og utgiver av Annelen der Typographie, Carl B Lorck, 1814-1905. Portrettet er et utsnitt av et foto av Lorck sammen med hans hustru og to barn. Bildet er digitalt bearbeidet. Foto: DKB.

[1] Die Schnell-Schreib- und Druckmachine Des Herrn Malling-Hansen


Als eine der Maschinen,  welche auf der internationalen Ausstellung in London, die Aufmerksamkeit der Besucher besonders in Anspruch nehmen, haben wir schon die Mackie‘sche Setz- und Perforirmaschine geschildert; als eine zweite können wir heute die mit der erwähnten etwas verwandte Schnell-Schreib- und Druckmaschine des Herrn Malling-Hansen aus Kopenhagen hinzufügen.


Schon in der No. 70 der Annalen nahmen wir Veranlassung sie abzubilden, zu beschreiben und auf die Bedeutung derselben aufmerksam zu machen. Nachdem wir nunmehr selbst Gelegenheit hatten, sie arbeiten und unsere Ueberzeugung bestätigt zu sehen, dass es sich hier nicht um ein sinnreiches Experiment, sondern um eine Erfindung handelt, die eine grosse Zukunft haben kann und sicherlich haben wird, halten wir es nicht für überflüssig, nochmals auf den Gegenstand zurückzukommen.


„Jetzt ist es wirklich so weit gekommen, dass derjenige, der das Unglück gehabt hat, seine beiden Arme einzubüssen,  nöthigenfalls  mit der Nase eben so schnell würde schreiben können, als jemand mit der Feder in der Hand“ äusserte ein bekannter Leipziger Stenograph in seinem Staunen über die Leistungsfähigkeit und die leichte Handhabung der Maschine. „Oh! Weshalb nicht“ meinte lächelnd der Erfinder; und wirklich, es ging.  Halten wir uns jedoch nur an den Ernst der hingeworfenen Aeusserung, so stets es fest, dass der, seiner Hände Beraubte, mittels nur eines Fingers der einfachsten mechanischen Hand, ja selbst eines mit dem Munde geführten Stäbchens in der sichtbaren Wiedergabe seiner Gedanken es mit einem schnell Schreibenden würde aufnehmen können, von dem nicht Sehenden gar nicht zu reden, der mittelst der Maschine im Stande sein würde drei mit der Feder Schreibende zu überflügeln.


In der That, hätte die Maschine gar keine andern als solche humanitäre Zwecke zu erfüllen, so verdiente sie schon die grösste Beachtung; aber ihr Ziel ist ein viel weiteres und die Zeit dürfte nicht gar so ferne sein, wo die Schreibmaschine neben dem Haustelegraphen in jedem grösseren Bureau oder Geschäft ihren Platz haben, ja schliesslich so gut wie die Nähmaschine in vielen Familien zu finden sein wird. Die Engländer, die, wenn sie auch nicht gerade geneigt sind, die Ehre der Erfindungen anderen Nationen zu lassen, wenigstens gewöhnlich die ersten sind, die den Werth einer Erfindung anerkennen, zahlen und praktisch ausbeuten, haben auch zuerst die Malling-Hansen‘sche  Maschine aufgenommen.  Das Patent ist in England schon verkauft, und die erste praktische Anwendung der Maschine im Grossen wird in der Wiedergabe der eingehenden Depeschen auf der Telegraphen-Station zu Newcastle sein.


Herr Malling-Hansen ist Direktor des Kgl. Taubstummen-Instituts in Kopenhagen. Wenn er es überlegte, dass man im Stande ist, mittelst der Fingersprache der Taubstummen 10-12 Lautzeichen in der Secunde auszudrücken, während die schreibende Hand in derselben Zeit nicht mehr als 2-3 prästiren kann, so drang sich der Gedanke ihm auf, dass er durch eine möglichst concentrirte Claviatur, deren Tasten von den Fingern beider Hände ohne Armbewegungen leicht erreichbar wären, nicht schwer sein müsste eine noch grössere Anzahl von Buchstaben zu Papier zu bringen, wenn die Tasten in eingefärbten Buchstabenstempeln endigten.  Hiermit wäre dann eine stenographische Schnelligkeit erreicht, jedoch mit dem bedeutenden Vorsprung, dass das von der Maschine Wiedergegebene in einem, Jedem leicht lesbaren Abdruck, ja, wenn es erwünscht sein sollte, in mehreren Abdrücken vorläge.


Der Drucktelegraph und die Autographie boten zwar dem Erfinder einige Anhaltepunkte hinsichtlich der Ausführung seines Gedankens; sollte aber, was die Hauptsache war, eine wirklich überraschende Schnelligkeit, mit Regelmässigkeit und Deutlichkeit verbunden, erreicht werden, so gab es nur einen Weg, der eingeschlagen werden konnte: nämlich  d i e  W i r k u n g  a l l e r  S t e m p e l  a u f  e i n e n  u n d  d e n s e l b e n   P u n k t  z u  c o n c e n t r i r e n.


Dies war nur möglich, indem die Stempel radienförmig auf einer Halbkugel angebracht und in eine schräge Bewegung nach dem gemeinschaftlichen Centrum gesetzt wurden.


In diesem Gedanken und in der glücklichen Lösung der Schwierigkeiten, welche mit der Construirung des halbkugelförmigen Stempelapparates verbunden waren, liegt der Hauptvorzug der Malling-Hansen’schen  Maschine, welcher der Erfinder nach der Form des Stempelapparats den Namen “S c h r e i b k u g e l“ gegeben hat.


Diese Schwierigkeiten waren keineswegs gering. Denkt man sich, dass einige und dreissig, nach Befinden noch mehr Buchstaben-Stempel, die an den verschiedensten Winkeln zu dem Centrum stehen, dieses mit ihrer Bildfläche gleichmässig treffen müssen, so leuchtet die Nothwendigkeit ein, dass diese Bildflächen, den verschiedenen Einfallwinkeln angemessen, schräg geschnitten und dass die sich nach unten zuspitzenden Style nach ihren Längenseiten mit verschiedenen rinnenartigen Einschnitten versehen, theilweise gebogen sein müssen, damit sie an einander vorbei den immer enger werdenden Ausgang nach dem Centrum zu passiren können. Ebenso einleuchtend ist es, das zwei Stempel, die zu gleicher Zeit durch Anschlagen in Bewegung gesetzt werden und sich in dem engen Raum begegnen,  fest sitzen bleiben müssen, ehe sie den Endpunkt, wo die Bildfläche mit dem Papier zusammentrifft, erreichen.  Dieses Doppelanschlagen ist das einzige, was der Schreibende so gut wie der am Clavier Spielende zu vermeiden hat, was er aber auch eben so leicht wie letzterer vermeiden kann durch die richtige Haltung der Hand mit dem etwas scharf nach unten gebogenen Handgelenk, sodass die Finger frei arbeiten können.


Der Umfang der Claviatur ist so gering (die Halbkugel misst im Durchmesser nur etwa 7 Zoll sächs[2]), dass die Hände nie aus der einmal angenommenen Normallage herauskommen, und die Tasten oder Knöpfe sind so vertheilt, dass selbst die beweglichsten Finger höchstens 3 anzuschlagen haben, und hierin liegt ein wesentlicher Vorzug gegen eine Claviatur mit nebeneinander liegenden Tasten wie die des Claviers. Ausserdem ist die Eintheilung so getroffen, dass die gebraüchlichsten Buchstaben in drei, der Normallage der Hand folgenden Reihen quer über die Halbkugel angebracht sind, während die seltener vorkommenden Zeichen darüber oder darunter ihre Plätze haben. Für gänzlich Ungeübte sind die Knöpfe mit den Buchstaben bezeichnet, so dass Derjenige, der zum erstenmal das Instrument sieht, doch im Stande ist, sicher, wenn auch langsam, mit einem Finger zu arbeiten, in derselben Weise wie Einer, der mit einem Finger die Melodie auf dem Clavier spielt. Eine Uebung von wenigen Stunden genügt schon, um langsam mit beiden Händen arbeiten zu können.


Aber, wird man einwenden, wenn der Druck aller Buchstaben sich auf einen Punkt concentrirt, so wird ja ein Buchstabe den anderen decken und schliesslich nur ein farbiger Klex übrig bleiben. So würde es sich allerdings ganz richtig verhalten, wenn das Papier ruhig in derselben Lage verbliebe. Das ist aber nicht der Fall. Das Papier liegt, mit einem darüber gezogenen, mit blauer Farbe gesättigten Blatte auf einem Cylinder, der durch ein Uhrwerk in langsam rotirende Bewegung gesetzt wird (ganz wie die Walze in einer Spieldose), sodass jeder heruntergedrückte Stempel auf weisses Papier trifft. Es würde jedoch eine aussergewöhnliche Fertigkeit dazu hören, um so regelmässig zu arbeiten, dass die Stellung aller Buchstaben auf dem Papier und die Zwischenräume zwischen den einzelnen Wörtern ganz gleichmässig  würden. Jeder wenn auch der kürzeste Aufenthalt würde eine Unregelmässigkeit zur Folge haben.


Hier muss nun der stets bereite Helfer, der Electromagnetismus, vermittelnd eintreten.


Die Halbkugel, durch welche die Stempel gehen, besteht aus zwei concentrischen Abtheilungen, zwischen welchen ein leerer Raum ist. Die obere Schale der Kugel steht mit dem einen Pole einer Batterie, die untere Abtheilung mit einem Electromagnet im Innern des Apparats und durch diesen mit dem anderen Pole in electromagnetischer Verbindung.  Wird nun einer der Stempel, die alle in leitender Verbindung mit der unteren Abtheilung der Halbkugel stehen, aber von der oberen isoliert sind,  heruntergedrückt, so stösst er auf ein Messingstück, welches auf der oberen Schale bei jedem Stempel angebracht ist und nun ist die leitende Verbindung vollständig.  Der Electromagnet  zieht einen eisernen Anker an sich, wodurch ein Stopper, durch welchen ein, an dem Cylinder angebrachtes Zahnrad festgehalten wurde, ausgehoben wird, so dass das Rad und also auch der Cylinder mit dem Papier um einen Zahn, der die Breite eines Buchstaben hat, vorrückt. Sobald aber der Druck auf den Knopf eines Stempels aufhört, schnellt eine heruntergedrückte Spiralfeder  letzteren in seine Normallage zurück und die elektrische Verbindung ist unterbrochen.  Demzufolge lässt der Magnet den Anker wieder los und der Stopper fällt wieder hemmend in das Zahnrad.  Dieser Mechanismus setzt natürlich  voraus, dass ein Buchstabe so breit ist wie der andere, oder, typographisch gesprochen, sie müssen alle z.B. auf Halbgeviert-Weite[3] sein. Es versteht sich von selbst, dass die gewöhnlichen Schönheitsregeln für den Schnitt der verschiedenen Buchstaben nicht geltend gemacht werden können. Um die Zwischenräume zwischen den einzelnen Wörtern, die Ein- und Ausgänge u.dergl.herzustellen, bedient man sich des „Ausschluss-Stempels“, der ebenfalls Buchstaben-Weite    -    nach dem obigen Beispiel also Halbgeviert-Weite   -  haben muss. Drückt man diesen Stempel herunter, so rückt das Zahnrad und der Cylinder  zwar wie gewöhnlich vor, aber da der Stempel kein Buchstabenbild trägt, so hinterlässt er keinen Abdruck auf dem Papier. So viel man diese Type anschlägt, so viel mal Halbgeviert-Zwischenraum erhält man.


Da das Zahnrad in leicht ersichtlicher Weise  mit einer Scala versehen ist, so kann man jeden Augenblick das Vorvärtsschreiten der Zeile beobachten  und controlliren wenn sie voll ist. Um eine neue Zeile zu beginnen, ist übrigens kein Aus- und Einrücken des  Cylinders nöthig, da dieser sich auf einem Schraubengewinde  dreht; eine neue Zeile kann demnach ohne weitere Vorbereitung beginnen, sobald die vorhergehende fertig ist.


Eine sehr wesentliche Verbesserung hat der Erfinder an den in der letzten Zeit gebauten Maschinen angebracht.  Statt des Cylinders  kann nämlich eine flache Tafel angebracht werden, auf welcher  bis zu einem Dutzend weisse Blätter, mit Farbeblättern durchschossen, und von einem Rahmen gehalten, gelegt werden können, so dass ein Satz in einem Dutzend Exemplaren auf einmal herzustellen ist[4].  Diese Tafel hat ausser der gewöhnlichen ruckweisen Vorwärtsbewegung noch eine doppelte: erst eine rückgängige, wenn eine neue Zeile angefangen werden soll, dann eine heraufrückende, damit eine neu zu beginnende Zeile richtig unter die vorhegehende zu stehen kommt.


Die Schnelligkeit, die mit der jetzt arbeitenden Maschine erreicht werden kann, beträgt etwa 10-12 Zeichen in der Secunde[5], sie wird demnach ohngefähr Schritt halten mit einem öffentlichen langsam gehaltenen Vortrag. Dies giebt zugleich Antwort auf die Frage wegen der praktischen Verwendung der Schreibkugel; sie ist eben von Nutzen überall, wo es sich um schnellste Herstellung eine für Jeden, ohne besondere Studien lesbaren Manuscripts handelt. Sollen wir aber einige Fälle besonders hervorheben, in welche sie von wesentlichem Werth sein wird, so wären dies etwa folgende:


1) Zum Umschreiben stenographisch abgefasster Berichte über Kammer- und andere öffentliche Verhandlungen. Es ist möglich, diese so schnell, zugleich in mehreren Exemplaren, zu liefern, dass wenige Minuten nach Vollendung der Stenographie die Versendung oder Ablieferung an die Druckerei stattfinden kann.  Zur directen Verwendung  in dem Sitzungssaale wird die Maschine selbst wenn es möglich werden sollte, jedem Vortrag mit ihr zu folgen, sich nicht eignen, weil das Ein- und Ausfallen des Stoppers mit etwas Geräusch verbunden ist, während die Verwendung der Maschine ohne den electrischen Apparat mit dem Stopper mit mancherlei Schwierigkeiten verbunden ist, wie schon oben erwähnt wurde.


2) Zu Vervielfältigung der eingehenden Depeschen auf der Telegraphen-Bureaus, denn während der Druck-Telegraph nur langsam arbeitet, wird das Wheatstone-Morse‘sche  Verfahren, mit der Schreibkugel zusammen wirkend, weit schnellere Resultate liefern, namentlich wenn z.B. die Telegraphen-Bureaus die Börsen- oder politischen Depeschen in mehreren Exemplaren zu liefern haben.  Der elende Zustand, in welchem die Schrift sich in den copirten Exemplaren oft befindet, überschreitet, wie bekannt, manchmal das Erlaubte.


3) Beim Dictiren in Staats- und Privatbureaus, indem durch die Schreibkugel dem Chef sehr viele Zeit gespart wird, dieser auch Noten, Circulare und jede Geheimcorrespondenz mit Leichtigkeit selbst schreiben,  eo ipso copiren kann.[6]


4) Im Felde, auf Reisen zu Land und Wasser, kurz unter allen das Schreiben erschwerenden Verhältnissen, denn man kann im Dunkeln, von den Wellen geschaukelt, über einen Steindamm fahrend, ja selbst mitten im Schlachtgetümmel  mit derselben Deutlichkeit schreiben wie am Schreibtische.


5) Der Nutzen für Blinde, Schwachsichtige, Verstümmelte, Bettlägrige u.dgl. wurde schon Eingangs angedeutet.


Zu der allgemeinen Verwendung wird es natürlich viel beitragen, wenn die Kosten durch fabrikmässige  Herstellung, namentlich der Stempel, wesentlich vermindert werden können. Dass diese, welche jetzt circa 190 Thlr.[7] für einen Apparat betragen, sich ohne grosse Schwierigkeit später ganz bedeutend reduciren lassen werden, glauben wir bestimmt. Wichtig ist es, die Zahl der Zeichen möglichst zu beschränken, weshalb Versalien, Ligaturen und alle nicht ganz nöthige Interpunctionszeichen weggelassen werden. Je weniger Zeichen, um so billiger wird selbstverständlich die Maschine, um so leichter die Behandlung derselben.


[1] JMC: Abschrift von Jörgen Malling Christensen

[2] JMC: Ein Zoll (Sachsen) entspricht 2,23599 cm, also 7 Zoll = 16,5 cm.

SA: Der folgende Abschnitt enthält eine sehr gute Erläuterung, warum man auf einer Schreibkugeltastatur eine weit höhere Schreibgeschwindigkeit erzielen konnten als auf einer herkömmlichen Klaviatur.

[3] JMC: Geviert ist eine relative und keine feststehende Größe. Das Geviert ist ein quadratischer Raum, dessen Seitenlänge der Schriftgröße entspricht. So ist zum Beispiel ein Geviert in 12 pt. Schriftgröße auch 12 pt. breit. Ausgehend davon gibt es dann auch Halb-, Viertel- und Actelgeviert.

SA: Die elektrischen Batterien erwiesen sich nach und nach als ein Problem für Malling-Hansen. Die Unzuverlässigkeit dieser Stromspeicher passte nicht zur Qualität der Schreibkugel. Die Batterien dieser Zeit waren nicht sehr robust, erforderten eine gewisse Instandhaltung und setzten häufig aus, mit der Folge, dass man die Schreibkugel nicht mehr verwenden konnte, bis neue Batterien angeschafft wurden.

[4] Durch electrische Verbindung  m e h r e r e r  Maschinen kann die Zahl noch nach Belieben vergrössert werden.

SA: Es ist zu beachten dass in ”Annalen der Typographie“ zwei verschiedene Versionen der Schreibkugel beschrieben werden, nämlich das Papierzylinder-Modell und die Schreibkugel mit einem flachen Papier-Halter.

Zudem wird beschrieben, wie man auf der Schreibkugel mit dem flachen Papier-Halter mehrere Kopien des Geschriebenen anfertigen konnte. Dazu legte man abwechselnd das Papier und Kohlepapier aufeinander. Bis zu 12 Durchschläge konnten so erzeugt werden. Später erfand RMH ein Kopierverfahren, bei welchem Kohlepapier in Verbindung mit ölgetränktem Seidenpapier zum Einsatz kam. Das Kohlepapier wurde dabei verkehrt herum auf die Unterseite des Papiers gelegt. Dabei ergab sich ein negativer Abdruck auf der Unterseite des Papiers. Nachdem z. B. 5 Lagen des Seidenpapiers gleichzeitig von unten beschreiben wurden, konnte man anschließend das Seidenpapier als Druckmatrize nutzen. Dazu legte man schichtweise normales Schreibpapier zwischen die „Negative“ und konnte mit Hilfe einer Satinier-Presse die Kopien herstellen. Dieses Verfahren konnte mehrere Male wiederholt werden, so dass man im Laufe von wenigen Minuten bis 100 Kopien produzieren konnte. Das erste Trocken-Druck Verfahren der Welt war damit erfunden. RMH nannte dieses Verfahren Xerographie.

[5] Es ist jedoch keineswegs ausgeschlossen, diese durch Verbesserungen an dem Mechanismus, mit welchem sich der Erfinder jetzt beschäftigt und die vollständig stichhaltig zu sein scheinen, noch zu vergrössern.


[6] Herr Malling-Hansen hat zugleich eine äusserst sinnreiche Erfindung gemacht, nach welcher es möglich ist, durch Anschlagen der gewöhnlichen Buchstaben-Stempel eine Geheimschrift zu liefern, die wohl sich als unlösbar für den nicht Eingeweihten zu bezeichnen ist. Weiteres hierüber ein anderes Mal.

[7] JMC: Der Taler (bis 1901 auch Thaler) war eine europäische Großsilbermünze. In Deutschland blieb er bis zur Ablösung durch die Mark im Jahr 1871 die wichtigste Münze. 1 Taler entsprach 3 Mark. Die Kaufkraft von 190 Taler in Jahr 1870 entsprach z. B. 4 Monatslöhnen eines Preußischen Bahnbeamten (Stationsvorsteher 1. Classe) Quelle:


Den originale utgaven av tidsskriftet.








R  M A L L I N G  H A N S E N,









[1] CB: Oprindelsen til denne tekst er desværre ukendt – her i 2008. Den er tydeligvis skrevet på Skrivekuglen, men RMH kunne ikke engelsk, så hvis den er skrevet ind af ham selv, så har han i hvert fald fået hjælp til at formulere eller oversætte den. I hvilket regi, den er blevet produceret og brugt, det ved vi heller ikke. Og den er heller ikke dateret. Men jeg tror, at det er et meget tidligt dokument, skrevet på måske den allerførste skrivekugle fra 1870 – måske som et ’Marketingdokument’ til diverse udenlandske udstillinger af Skrivekuglen. Det bygger jeg især på, at der kun skrives med store bogstaver, og der heller ikke ser ud til at være tal på maskinen – og heller ikke kolon, komma og spørgsmålstegn – hvor de sidste to ser ud til at være håndskrevne.

SA: Dette dokumentet har vi fått fra Teknisk Museum i Helsingør, og i deres arkiv finnes også en skriftprøve som er datert 1871. Skriften i de to dokumentene er så og si identisk, og det er derfor stor grunn til å tro at de begge er skrevet på samme maskin, eller identiske maskiner. I 1870 fikk RMH bygget den første modellen av skrivekuglen, med papiret festet til en sylinder, som var innebygget i en trekasse. Men allerede i 1871 ble det bygget flere nye modeller, blant annet den store flate modellen med en flat vogn til papiret, og også sylindermodellen uten trekasse. Jeg mener det er stor sannsynlighet for at ovenstående reklameskrift er skrevet på en av disse nye modellene fra 1871 – de ble levert enten med store eller små bokstaver. Den første modellen fra 1870 ble bare laget med små bokstaver.

I følge brev fra 1875/76 vet vi at RMH ofte henvendte seg til sin bror, Jørgen Hansen, som også var lærer, når han trengte å få documenter oversatt til engelsk. Blant annet I forbindelse med forhandlingene med amerikaneren James Densmore, som var ansvarlig for den såkalte Remington maskinen, benyttet RMH sin brors engelskkunnskaper flittig. Det er ikke usannsynlig at ovenstående dokument først er skrevet på dansk av RMH selv, og deretter oversatt til engelsk av hans bror!

RMH var en mann som absolutt forsto verdien av å drive god markedsføring. Der hvor han ikke ble ”oppdaget” av pressen, sørget han selv for å henlede deres oppmerksomhet på sin virksomhet, og vi vet fra flere tilfeller at RMH sørget for å forsyne pressen med ferdigskrevne tekster som de kunne bygge sine artikler på, både ved utstillinger og ved ”pressekonferanser”. RMH fikk sin skrivekugle sendt rundt i Europa, både til Tyskland, Østerrike og England, og han må ha hatt stort behov for instruktive og opplysende skriv som han kunne sende ved maskinene!



Det engelske reklameskrivet for skrivekuglen ble sannsynligvis skrevet i 1871.
Når RMH trengte å få dokumenter oversatt til engelsk, fikk han vanligvis hjelp av sin svært engelskkyndige bror, Thomas Jensen Jørgen Hansen, 1837-1919.

Article about the Writing Ball in the Danish Daily ”Dags-Telegrafen”

Charles Wheatstone, 1802-1872, British physicist and inventor. Regarded as the founder of modern telegraphy.
C.F. Tietgen, 1829 – 1901, one of the most important driving forces behind the Danish industrial revolution.

Footnotes by Sverre Avnskog.
Translation by Jørgen Malling Christensen.


The writing ball, this apparatus often mentioned and constructed last winter[1] by reverend Malling-Hansen here in Copenhagen, appears to belong to the more fortunate group of inventions that may not only offer practical use but also a considerable material advantage for its inventor. In this respect, it was already a very good omen that Councillor Tietgen[2], when seeing the writing ball for the first time, offered  Mr Malling-Hansen all kinds of pecuniary assistance[3]; and it is easy to understand that the thousands of rix-dollar spent for the work with the production of the prototype and other related expenses may generate a good profit, when we hear that Mr Malling-Hansen, according to our information, has sold one fifth of his future prospective profits in relation to the writing ball patent that he holds in England for the sum of about 5,000 rix-dollar as a one-off payment and a couple of thousands rix-dollar per year, as long as the said English patent is valid[4]. This payment, as mentioned, refers merely to one fifth of the profits from the English patent, whereas Mr Malling-Hansen has, in addition, obtained patents on his writing-ball in several other countries – however not in Prussia, where the issue of patents is always connected with immense difficulties, and where such a patent has also been denied Mr Malling-Hansen, although he has obtained it in other German provinces[5], that have the same patent laws as in Prussia.


Obviously it cannot yet be foreseen to what extent this writing ball will be put to good use and in particular whether it will be able to substitute the work hitherto done by shorthand writers. It would seem that the first area of application will be the telegraph stations[6]. With the new Wheatstone[7] devices telegraphy is extremely speedy, and hence it is of utmost importance to be able to read and copy the telegrams with the greatest possible dispatch.  The writing ball[8] may in this respect be useful, for whereas so far the reading of the dispatch has been slow, as well as the dictating to several clerks, now with the help of the writing ball the reading can be as quick as the telegraphy, and fewer clerks are needed. A telegraph company operating e.g. 100 stations by using the writing ball may perhaps save one telegraph clerk at each station; assuming that he costs around 1,000 Danish rix-dollar per year, then the saving will be something in the order of 100 000 rix-dollar per year – and despite the fact that  we do not know if any company has as yet ordered writing balls amounting to this magnitude, we do have information that our above mentioned compatriot, Councillor Tietgen, has already begun using the Danish writing ball at several telegraph stations along the great lines to East-Asia, where we are given to understand that there is already one clerk with some practice in using the writing ball – something which, by the way, can be learned perfectly adequately in a couple of months.  When considering how many good brains who have been working to bring about a serviceable apparatus for speed writing[9] without the art of shorthand, which always requires considerable practice and is associated with several negative aspects, then one must congratulate Mr Malling-Hansen with the sudden idea that made him construct his writing ball[10], which seems not only practical but in addition so peculiar, that it is hardly possible for anybody to use its principles, when these are protected by patent laws. This has been evidenced by the fact that the above mentioned Wheatstone  -  who is a great master of inventions but also a master of using other people’s inventions, adding some slight modification – has presented an application for using Mr Malling-Hansen’s idea but has been rejected, because the essential features of it are so simple that no hanky-panky is possible without violating the monopoly rights of the patent. The same Wheatstone has also made an attempt to enter into agreement with Mr Malling-Hansen regarding the distribution of the writing ball and the profit from its sale; however, he is not the one with whom Mr Malling-Hansen has made an agreement concerning the English patent[11].


Already the first patent drawings from 1870 included the flat platen as paper holder. This was the model used at the telegraph stations of the company “Store Nordiske”.
Already on the earliest patent drawings Malling-Hansen illustrated how the writing ball could be used for cryptographic purposes.
This is how Malling-Hansen imagined the pistons to be shaped in order to produce Morse signals; long and short impulses. From the first patent drawing.
Sofus Emil Holten, 1836-1885, merchant in London, Malling-Hansen’s British patent agent as from 1872.

[1] SA: The very first public display of the writing ball was in the autumn of 1870, on September the 8th, to be precise. Already the following day there were reports in the daily newspapers. The first official model was the so called box model with an in-built cylinder as paper holder, operated by electrical power from batteries.

[2] SA: Tietgen was a key figure in Danish industry and was involved in a very broad spectrum of activities. The Danish Wikipedia: “Carl Frederik Tietgen (March 19 ,1829 in Odense – October 19, 1901 in Copenhagen) was a Danish financier and industrialist, acquiring the title of Privy Councillor. Tietgen was not only the leading businessman of the 19th century, behind numerous new enterprises, but even in our time his vigorous management and leadership is under debate, and indeed many of his companies are still in operation and thriving today. C.F. Tietgen was one of the great driving forces of the Danish industrial revolution. With “Privatbanken” as his base he was involved in founding a large number of the leading Danish industrial enterprises and institutions of his era.”(See also article in the English version of Wikipedia).

[3] SA: Recently Tietgen’s account books were presented on the internet by “Erhvervsarkivet”(The Danish National Archive of Trade and Industry), and it was revealed that Tietgen operated with two sets of accounts: a public and a private book. In his private book we can see that he supported Malling-Hansen several times, the total sponsorship amounting to 4876,65 kroner, which must be considered a substantial sum of money, indeed equal to several years of salary for Malling-Hansen.

[4] SA: The English patent is dated May 14, 1870, and was signed by Mr. Peter Jensen of 89 Chancery Lane, county of Middlesex. A Google-search shows that he was an engineer and a patent agent, and his name is frequently mentioned in notes in “The London Gazette” during the 1870s in connection with Danish patents in England.

[5] SA: In relation to German-speaking territories we know only that the writing ball was patented in 1870 in Vienna, Austria-Hungary. The patent application to Berlin, Prussia, was turned down. It is an interesting piece of information that the writing ball was patented in other German states. In 1871 the many German states were united under chancellor Otto von Bismarck, but before that time Germany was divided into numerous independent states.

[6] SA: In June 1870 Malling-Hansen produced a very detailed description about the fields of application of the writing ball, and he mentions telegraphy as a viable area where the writing ball could be very useful, and this could be accomplished by cutting smaller or deeper notches in the end part of the type pistons; thus instead of typing letters on paper they would, by means of electricity, produce short or long signals, as in the Morse code. He also explained in detail how the writing ball might be put to good use as a telegraphy printer, having writing balls as senders as well as recipients at the telegraphy stations. Provided that the connection was properly done, the recipient writing ball would automatically have the same pistons pressed down as those of the sending writing ball, whereby the same content would automatically appear at the recipient’s end as the one the sender wrote on his writing ball. I assume that this is about the same as the “Wheatstone construction” referred to.

[7] SA/JMC: Charles Wheatstone, Feb 6, 1802 – Oct 19, 1875, English scientist and inventor. Professor of Experimental Physics at King’s College, London, in 1834. He measured the velocity of electricity in a wire and made numerous technical inventions. The most well-known is the Wheatstone Bridge for measuring electrical resistance. He also constructed a cryptographic machine, a stereoscope, electrical appliances for meteorological instruments, as well as the “concertina”, a kind of accordion. In liaison with W.F.Cooke he obtained a patent for an electrical telegraph in 1837 and in 1858 he constructed a speed telegraph, in which the signals of the message are first punched out on a strip paper, which is then passed through the sending-key and controls the signal currents. By substituting a mechanism for the hand in sending the message he was able to telegraph about 100 words a minute, or five times the ordinary rate. Wheatstone is considered to be the founder of modern telegraphy.

[8] SA: For this specific purpose Malling-Hansen had constructed a writing-ball model with a large, flat carriage as the typing pad. The first physical construction took place in 1871, but it was presented in the first patent drawings from 1870. The big advantage of it was that it was possible to make several copies simultaneously, provided carbon paper was put between the sheets. In 1872 Malling-Hansen came up with the idea of placing the carbon paper with the inked side facing upwards, thus producing a negative, or mirror image, imprint on the above sheet. These negatives he could subsequently insert in pairs between blank sheets, and by placing 5 negatives with 5 sheets of paper through the roll of a glazing machine he was able to make until 5 copies at the same time. The process could be repeated up until 20 times, and hence in a couple of minutes 100 copies could be produced. Malling-Hansen calls this dry-printing method “Xerography”.

[9] SA: It is interesting to note that the writer realised that Malling-Hansen’s speed-writing machine was not the first attempt in this direction rather that many inventors had made an attempt before him although without managing to have a machine put into production. Already as far back as in the 18th century there were attempts to construct typewriters. Simultaneously with Malling-Hansen’s efforts an American machine was put into production in 1873 at the Remington factories. Unfortunately for RMH this was the construction which were to gain ground in global terms, rather than the simple and solid construction of the writing ball.

[10] SA: According to Malling-Hansen it was his observation that deaf-mute children “spoke” much faster by hand signs than it was possible to write, that gave him the idea that it must be possible to construct a machine with which one could write much faster than by means of the pen.

[11] SA: The first English patent was arranged by patent agent Peter Jensen. As from the patent on the Takygraf in 1872 merchant Sofus Emil Holten took over the arrangement of the English patents. According to information on the internet he eventually added a “von” to his name, becoming Sofus Emil von Holten; he was born July 29, 1836 at the vicarage of Skuldelev and died Nov 11, 1885 at Frederiksberg, Copenhagen. He was active as a merchant in London. In addition, he was related to the man who had provided RMH with patents and very good support in Denmark: Professor Carl Valentin Holten, 1818-1886, president of the Technical Association and director of the University of Technology, Copenhagen.
It is very interesting to note that Wheatstone contacted RMH hoping to establish a cooperation between them. In the light of hindsight, perhaps it would have benefited RMH? As we know today, the writing ball lost the commercial competition, and no mass production was initiated. Perhaps a cooperation with the experienced inventor Wheatstone would have proven beneficial for RMH? However, at this point in time he had great expectations and confidence in his invention and probably did not know that a major and “ill-starred” competitor had already emerged in the USA in the shape of the invention by Sholes, Glidden and Soulé.



Some of Wheatstone’s inventions: Universal Telegraph.
Wheatstone’s Typeprinter from 1863.
Wheatstone’s Cryptograph from 1860.
Extract from Tietgen’s private account books showing his support to Malling-Hansen’s writing ball. It is a great pity that the support ceased already in 1871. The two of them could surely have accomplished great things, if Tietgen had provided financial support for having Malling-Hansen’s last model from the early part of the 1880s put into mass production. That particular model had everything one expects from a modern typewriter, and it typed much faster than the contemporaneous American models which conquered the world market.
The original article.

Artikkel om Skrivekuglen i Dags-Telegrafen, nr 217, 15. aug. 1871

Charles Wheatstone, 1802–1875, britisk fysiker og oppfinner. Regnes som den praktiske grunnleggeren av moderne telegrafi.
C.F. Tietgen, 1829-1901, en af den danske industrielle revolutions store drivkræfter.

Skrivekuglen, dette oftere omtalte Apparat, som i Vinter[1] konstrueredes af Hr. Pastor Malling-Hansen her i København, synes at høre til de heldige Opfindelser, der foruden den Nytte, de stifte[2], kunne yde deres Opfinder en betydelig materiel Fordel. Det var allerede et i saa Henseende meget gunstig Varsel, at Etatsraad Tietgen[3] ved første Gang at se Skrivekuglen, tilbød Hr. Malling-Hansen al pekuniær Bistand[4], og man vil let forstaa, at de Tusinder, som ere medgaaede til Arbeidet ved Modellens Udførelse og til andre Omkostninger, nok kunne give gode Renter, naar man hører, at Hr. Malling-Hansen, efter hva der er os meddelt, har solgt Femtedelen af sine eventuelle Indtægter ifølge det Patent paa Skrivekuglen, som han har i England, for en Sum af omtrent 5,000 Rd. En Gang for alle og et Par Tusinde Rd. aarlig, saalænge det omtalte engelske Patent har Gyldighed.[5]


Denne Betaling angaar som sagt, kun Femtedelen af Indtægterne ved det engelske Patent, medens Hr. Malling-Hansen tillige har faaet Patent paa sin Skrivekugle i flere andre Lande[6] – dog ikke i Preussen, hvor der altid gjøres overmaade store Vanskeligheder ved at udstede Patenter, og hvor et saadant ogsaa er blevet negtet Hr. Malling-Hansen, skjøndt han har opnaaet det i andre tydske Lande[7], der have selvsamme Patentlovgivning som Preussen.


Det er selvfølgelig endnu ikke til at beregne, i hvor udstrakt Brug denne Skrivekugle vil blive tagen, og fornemlig hvorvidt den vil kunne træde istedenfor Stenografernes hidtidige arbeide. Det Enemærke, paa hvilket den synes først at ville blive anvendt, er Telegrafbureauerne[8]. Med de nye Wheatestoneske Konstruktioner[9] foregaar Telegraferingen jo overmaade hurtig, og det er da af særdeles stor Betydning at kunne faa det Telegraferede aflæst og afskrevet i al mulig Hast. Her kan da Skrivekuglen[10] kom til god Nytte, thi medens man hidtil har maattet bruge en langsom Aflæsning og Dikteren til flere Skrivere, kan nu med Skrivekuglens Hjælp Aflæsningen ske lige saa hurtig som Telegraferingen, og der behøves færre Skrivere.


Et eller andet Telegrafselskab, der har f. Ex.  100 Stationer, kan maaske ved at Anvende Skrivekuglen spare en Mand paa hver Station; lad ham koste omtrent 1,000 Rd. dansk aarlig, vil Besparelsen blive noget Lingnende som 100 000 Rd. om Aaret – og uagtet vi ikke vide, om noget enkelt Selskab endnu har gjort Bestillinger paa Skrivekugler, svarende til en saa udstragt Brug, saa have vi dog bragt i erfaring, at netop vor ovennævnte Landsmand, Etatsraad Tietgen, allerede har begyndt at anvende den danske Skrivekuglen paa flere Telegrafstationer ved de store Ledninger til Øst-Asien, hvor der allerede skal findes En, som har nogen Øvelse i at benytte Skrivekuglen, hvilket for øvrig kan læres – til al fornøden Fuldkommenhed – i Løbet af nogle faa Maaneder. Naar man betænker, hvor mange gode Hoveder der have arbeidet paa at realisere Tanken om et brugbart Apparat til Hurtigskrivning[11] uden stenografisk Kunst, som altid kræver større Øvelse og er forbunden med flere Skyggesider[12], maa man lykønske Hr. Malling-Hansen til det pludselige Indfald, der bragte ham til at konstruere sin Skrivekugle[13], som ikke blot synes at være praktisk, men tillige er saa eiendommelig, at det næsten ikke er muligt for Nogen at benytte dens Principer, naar disse ere værnede ved Patentlovgivning.


Et Vidnesbyrd herom kan man finde i, at den ovennævnte Wheatestone, som er en stor Mester i Opfindelser, men en ikke mindre Mester i at bruge andres Opfindelser med en eller anden Forbedring, vel skal have søgt om at benytte Hr. Malling-Hansens Ide, men ikke har kunnet gjøre det fordi det Væsentlige i den er saa simpelt, at der ikke uden Krænkelse af Patentet kan gjøres Fixfaxerier hermed. Samme Wheatestone har ogsaa søgt at indgaa Forbindelse med Hr. Malling-Hansen angaaende Skrivekuglens Udbredelse og Udbyttet ved dens Salg; men det er dog ikke ham, med hvem Hr. Malling-Hansen har indgaaet den omtalte Overenskomst om det engelske Patent[14].



Noen av Wheatstones oppfinnelser: Universal Telegraph.
Wheatstones Typeprinter fra 1863.
Wheatstones Cryptograph fra 1860
Allerede på de første patenttegningene fra 1870 var den flate vognen som papirholder inntegnet. Det var denne modellen som ble anvendt ved telegrafstasjonene til Store Nordiske.
Allerede på de første patenttegningene illustrerte Malling-Hansen hvordan skrivekuglen kunne brukes til kryptografi.
Slik tenkte Malling-Hansen seg at bokstavstemplene kunne slipes til for å kunne avgi morsetegn; lange og korte støt. Fra den første patenttegningen.
Sofus Emil Holten, 1836-1885, kjøpmann i London, Malling-Hansens engelske patentagent fra og med 1872.


[1] SA: Den første offentlige fremvisningen av skrivekuglen skjedde høsten 1870, nærmere bestemt 8. september. Allerede dagen etter ble den omtalt i dagsavisene. Det var den såkalte boksmodellen med en innebygd sylinder som papirholder, drevet frem av elektrisk kraft fra batterier, som var den første offisielle modellen.


[2] SA: For en nordmann synes dette som en noe underlig måte å formulere seg på, men jeg kan ikke tolke dette ordet som noe annet enn ”stifte”.


[3] SA: Denne Tietgen var en meget sentral person innen dansk industri, og hadde en finger med i spillet innen et meget bredt område. På dansk wikipedia står dette: ”Carl Frederik Tietgen (19. marts 1829 i Odense – 19. oktober 1901 i København) var dansk bank- og industrimand, der opnåede titel af gehejmekonferensråd. Tietgen var ikke blot den ledende erhvervsmand i 1800-tallet, hvor han stod bag et utal af nye virksomheder, men hans energiske ledelse debatteres endnu i dag, hvor mange af hans selskaber desuden stadig eksisterer i bedste velgående. C.F. Tietgen var en af den danske industrielle revolutions store drivkræfter. Med udgangspunkt i Privatbanken var han med til at stifte en række af sin tids førende danske industrivirksomheder og institutioner”.

[4] SA: Tietgens regnskapsbøker ble nylig presentert på internett av Erhvervsarkivet, og der fremkom det at Tietgen opererte med to sett regnskapsbøker; et offentlig og et privat. I hans private regnskaper kan man se at han støttet Malling-Hansen i flere omganger, tilsammen 4876,65 kroner, som må sies å være en anselig sum, flere årslønner for Malling-Hansens vedkommende.


[5] SA: Det engelske patentet er datert 14. mai 1870 og er undertegnet Peter Jensen of 89 Chancery Lane in the County of Middlesex. Et google-søk på ham viser at han var ingeniør og patent-agent, og hans navn nevnes ofte i notiser i ”The London Gazette” utover 1870-tallet i forbindelse med danske patenter i England.


[6] SA: På dette tidspunktet hadde Skrivekuglen blitt patentert i København, Paris, Stockholm, Wien og London. Se den komplette patentlisten, slik vi kjenner den i 2012, på vår webside.


[7] SA: Av tysktalende land kjenner vi kun til at skrivekuglen i 1870 var patentert i Wien i Østerrike-Ungarn. Patensøknaden til Berlin i Preussen ble avslått. Det er en interessant opplysning at skrivekuglen ble patentert i andre tyske land. I 1871 fullførtes samlingen av de mange tyske statene under kansler Otto von Bismarck, men før det besto Tyskland av mange selvstendige stater. Skal vi tro Dags-Telegfafen, var skrivekuglen patentert i noen av disse. Men hvilke? Det vet vi ikke. Kan det være at man hentyder til patentet i Wien?


[8] SA: Malling-Hansen skrev et meget detaljert skriv om skrivekuglens anvendelsesområde i juni, 1870, og der nevner han telegrafien som et mulig område der skrivekuglen kunne gjøre stor nytte innen, ved at ytterendene på bokstavstemplene fikk  innslipt små eller store hakk slik at det i stedet for å skrive bokstaver på papir, ved hjelp av strøm kunne avgis korte eller lange signaler, som i morsealfabetet. Han forklarte også i detalj hvordan skrivekuglen kunne brukes som trykketelegraf, ved at skrivekugler fungerte både som avsender og mottaker via telegraflinjene. Ved hjelp av riktig tilkobling ville mottaker-skrivekuglen automatisk få nedtrykket de samme stemplene som avsender-skrivekuglen, hvorved samme innhold automatisk ville fremkomme hos mottakeren som det avsenderen skrev på sin skrivekugle. Jeg antar at dette er omtrent det samme som den omtalte ”Wheatstoneske konstruksjon”.


[9] SA: På norsk wikipedia står dette om Charles Wheatstone:  (6. februar 1802–19. oktober 1875) var en britisk fysiker. Han ble professor ved King's College i London i 1834. Han utførte målinger av tidsforløpet av elektriske utladinger ved hjelp av roterende speil, og gjorde flere tekniske oppfinnelser. Mest kjent er Wheatstones bro for måling av elektrisk resistans. Han konstruerte også en maskin for kryptografi, et stereoskop, elektriske registreringsapparat for meteorologiske instrument og ”concertinaen”, en type trekkspill. Sammen med W. F. Cooke tok han i 1837 ut patent for elektrisk telegraf og konstruerte 1858 en hurtigtelegraf med hullbånd. Wheatstone regnes som den praktiske grunnleggeren av moderne telegrafi.

[10] SA: Til dette spesielle formålet hadde Malling-Hansen konstruert en skrivekugle-modell med en stor, flat vogn som skriveunderlag. Den ble første gang bygget i 1871,men ble presntert på d eførste patenttegningene fra 1870. Den store fordelen med den var at man kunne lage flere kopier samtidig dersom man anvendte karbonpapir mellom arkene. I 1872 kom Malling-Hansen på den ideen å legge karbonpapiret med fargesiden opp, slik at det ble laget et negativt, eller speilvendt avtrykk på arket over. Disse negativene kunne han så legge lagvis mellom blanke ark og ved å sende 5 negativer med tilhørende blanke ark gjennom valsen på en satiner maskin, kunne han lage opptil 5 kopier av gangen. Prosessen kunne gjentas opp til 20 ganger, og man hadde så 100 kopier i løpet av noen minutter. Malling-Hansen kalte denne tørrtrykk-metoden for Xerografi.


[11] SA: Det er interessant å registrere at skribenten var klar over at Malling-Hansens hurtigskrivningsmaskin ikke var det første forsøket i så måte, men at mange hadde forsøkt før ham, uten å lykkes å få en maskin i produksjon. Allerede på 1700-tallet ble det forsøkt laget skrivemaskiner. Parallelt med Malling-Hansen ble det utviklet en amerikansk maskin som ble satt i produksjon i 1873 ved Remington-fabrikken. Dessverre for RMH var det denne maskinkonstruksjonen som vant utbredelse på verdensbasis, og ikke skrivekuglens enkle og solide konstruksjon.


[12] SA: Her står det egentlig ”skyagesider”, men jeg antar at det må være den nedre delen av en ”g” som mangler og gjør at den ser ut som en ”a”.


[13] SA: I følge Malling-Hansen var det hans observasjon av at de døvstumme barna talte mye hurtigere ved hjelp av håndtegn enn man kunne skrive, som satte ham på ideen at det måtte gå an å lage en maskin som man kunne skrive langt hurtigere på enn ved hjelp av pennen.


[14] SA: Det første engelske patentet ble formidlet av patent-agent Peter Jensen. Fra og med patentet på takygrafen i 1872 overtok kjøpmannen Sofus Emil Holten formidlingen av de engelske patentene. I følge internett kalte han seg etter hvert Sofus Emil von Holten og var født 29 juli 1836 i Skuldelev Præstegaard, Skuldelev og døde 11. nov 1885 i Frederiksberg ( København ). Sofus Emil Holten hadde sin virksomhet som kjøpmann i London, England. For øvrig en slektning av mannen som hadde gitt RMH patenter og meget god støtte i Danmark: Professor Carl Valentin Holten, 1818-1886, formann for Polyteknisk Forening og direktør for Polyteknisk Læreanstalt.


Det er for øvrig en meget interessant opplysning at Wheatstone kontaktet RMH i håp om å få i stand et samarbeid. Sett i etterpåklokskapens lys, kunne det kanskje ha vist seg å være gunstig for RMH? Som vi vet i dag, tapte skrivekuglen den kommersielle konkurransen, og ingen masseproduksjon kom i gang. Kanskje kunne et samarbeid med den drevne oppfinneren Wheatstone ha falt gunstig ut for RMH? Men han var på den tiden full av forhåpninger med stor tro på sin oppfinnelse, og kjente neppe til at en stor og ”fatal” konkurrent allerede hadde sett dagens lys i USA i og med oppfinnelsen til Sholes, Glidden og Soule.




Utrag fra Tietgens private regnskabsbøker som viser hans økonomiske støtte til Malling-Hansens skrivekugle. Det er meget synd at støtten opphørte alleredei 1871. Hva kunne ikke de to ha utrettet om Tietgen hadde gitt økonomisk støtte til å få den siste modellen av Malling-Hansens fra tidlig i 1880-årene satt i masseproduksjon. Denne modellen hadde alt det man forventer av en moderne skrivemaskin, og skrev langt hurtigere enn de samtidige amerikanske modellene som erobret verdensmarkedet.
Den orginale artikkelen i Dags-Telegrafen, 1871

Three small notes in Skandinavisk Bogtrykker-Tidende 1871

Skandinavisk Bogtrykker-Tidende 1871[1]


Side 142, under overskriften: “Forskelligt”:

Efter “Dags-Telegrafen” (Nr 217, den 15de Avgust) har Opfinderen af den her i Bladet udførligt omtalte  S k r i v e k u g l e[2], Hr Pastor M a l l i n g - H a n- s e n, solgt Femtedelen af sine eventuelle Indtægter ifølge det Patent, han har erhvervet i England[3], for en Sum af omtr. 5000 Rdlr. En Gang for alle og et Par Tusinde Rd. årligt. Etatsråd  T i e t g e n[4], der interesserer sig for Apparatet, har med Held begyndt at anvende det på Telegrafstationerne ved de store asiatiske Ledninger til at afskrive Depecher.


Side 173:

”Ann. Der Typogr[5].” (nr 118) meddeler, at en englænder J. S. D a v i e s  er fremkommen med en slet efterligning af Pastor Malling-Hansens Skrivekugle.  Davies kalder den Taktypograf (den hurtige Typograf) og udgiver den for egen Opfindelse.


Side 190:

Under overskriften ”Forskellligt”:


Opfinderen af den tidligere her i Bladet omtalte S k r i v e k u g l e , Hr. M a l l i n g – H a n s e n, har tilsendt os forskellige Prøver på, hvad hans smukke lille Opfindelse nu kan præstere, og det er sikkert at den har gjort betydelige Fremskridt. Den har en Fremtid for sig. Til Bevis for, at også Udlandet har sin Opmærksomhed henvendt på den, skulle vi meddele følgende. I Graz blev der stjålet flere Bankanvisninger, Politiet satte sig i Bevægelse og telegraferede Papirernes Numre til Wien, hvorhen Tyven var rejst, men før Politiet her havde fået Telegrammet litograferet til Omdeling mellem Vexellererne, havde Tyven hævet Beløbene.  Ann. der Typogr. slutter sin Omtale heraf med de Ord, at havde Politiet i Wien været i Besiddelse af et Par Skrivekugler, vilde Tilvejebringelsen af det nødvendige Antal Exemplarer af Telegrammet kun have taget et par minuter, og Pengene vilde da sikkert have været reddede.


[1] JMC: Dette er korte notitser fra “Skandinavisk Bogtrykker-Tidende”, forskellige udgaver fra 1871. Udskrift og fodnoter af Jørgen Malling Christensen.

[2] JMC: Se artikler i Skandinavisk Bogtrykker-Tidende af den 25 nov, 9 dec og 28 dec 1870 på vor hjemmeside.

[3] JMC: Patent no 1385 of May 14, 1870: ”Apparatus for Writing and Telegraphing”, skrivekuglen, kasse-modellen.

[4] JMC: Carl Frederik Tietgen, 1829 – 1901,  dansk bank- og industrimand af meget stor betydning. Den ledende erhvervsmand i 1800-tallet, ophavsmand til et utal af nye virksomheder og en af den industrielle revolutions store drivkræfter. Stiftede det Dansk-Norsk-Engelske Telegrafselskab, som 1 juni 1869 ved sammensmeltning med det Dansk-Russiske Telegrafselskab udvikledes til Det Store Nordiske Telegraf-Selskab , der atter i sig opsluger Det Store Nordiske Kina- og Japan-Extension-Telegraf-Selskab.  Tietgen og Malling-Hansen etablerede et samarbejde, som manifesteredes sig i en formel kontrakt og i at Tietgen købte et antal skrivekugler, som blev brugt på de nyoprettede telegrafstationer udenfor Newcastle. Det Store Nordiske Telegraf-Selskab tog afsæt i en koncessionsaftale som Tietgen i 1869 fik med den russiske zar, som gav firmaet eneret på at oprette og drive telegraflinjer i Rusland. De følgende år udvidede man telegrafnettet kraftigt i Europa, hvor man fik dækket både Oslo, London og Paris, samt i Østen hvor man opererede langs Kinas kyst fra Hong Kong til Shanghai og videre til Japan hvor man åbnede sin første station i Nagasaki i 1871. Dette indebærer, at der kan findes skrivekugler i Japan, Hongkong og i Shanghai fra denne tid!

[5] JMC: ”Annalen der Typographie”, tysk tidskrift udgivet af Carl B. Lorck 1869-1877.

Carl Frederik Tietgen, 1829 – 1901, dansk bank- og industrimand af meget stor betydning.
Det skal finnes dokumentasjon av Tietkens økonomske støtte til Malling-Hansens skrivekugle i Teietkens private regnskapsbøker. Foreløbig har Malling-Hansen Selskabet ikke undersøkt disse. (1012)

Aftenposten 1871.05.08: Pastor Malling-Hansens Skrivekugle

[1] Research, udskrift og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.


Denne udmærkede artikel i Aftenposten dokumenterer en for vort selskab vigtig ny information, nemlig at Malling-Hansen udstillede to forskellige modeller af skrivekuglen ved Industriforeningens udstilling, Holmens Kanal 12  i København, formodentlig i foråret 1871. Der har naturligvis ikke været tale om en stor og ambitiøs udstilling, som den som arrangeredes året efter i København, men det må have været et udmærket tilfælde for RMH at vise, hvorledes han allerede på dette tidspunkt havde forbedret den model, han fremviste for pressen i august 1870 samt produceret endnu en ny version af skrivekuglen! Samtidig har denne lokale udstilling været noget af en generalprøve for RMH for den betydelig større udstilling i South Kensington, England, som fandt sted i perioden maj-september 1871, og hvor han også havde to modeller udstillet – måske de samme to? Desværre har vi endnu ikke fundet god og detaljeret dokumentation for hvilke modeller han udstillede i South Kensington.



Pastor  M a l l i n g  -  H a n s e n s  S k r i v e k u g l e.    Den af Forstander ved det kgl. Døvstummeinstitut i Kjøbenhavn, Pastor R. Malling-Hansen opfundne ”Skrivekugle” har i disse Dage været udstillet i Industriforeningens Lokale[2] i Kjøbenhavn og tiltrukket sig megen Opmærksomhed.             Apparatet, paa hvilket Opfinderen har taget Patent, bestaar af to Dele, nemlig det egentlige Skriveapparat og det Apparat, der modtager Skriften.  Skriveapparatet bestaar af en Kuglesektor eller rettere af en Kugleskal, der er forsynet med en Del Gjennemboringer, hvori der bevæger sig Stempler, der  a l l e   g a a   i   R e t n i n g   a f   K u g l e n s   R a d i e r, og have en saadan Længde, at de nederste Ender af dem nøiagtigt  t r æ f f e   i   K u g l e n s   C e n t r u m.   Stemplerne ere forneden forsynede med udgraverede Bogstaver, og foroven er der anbragt en Knap, hvorpaa det samme Bogstav er markeret, og man kan saaledes ved at spille paa disse Knapper ligesom paa et Klaver  bringe Bogstavsstemplerne efterhaanden ned til Centrum og derved udføre Skriften ved at aftrykke den paa et stykke Papir, der stadig bevæger sig gjennem dette Centrum.  Ved de to Apparater, der vare udstillede, bevægede Papiret sig paa forskjellig Maade; ved det mindre er nemlig Papiret tilligemed de affarvende Sværtepapir, der gjør Tjeneste som Bogtrykkersværte, anbragt uden om en Valse, der ved en Kombination af et Uhrværk med et Schappement, der drives af en Elektromagnet, flyttes et Bogstavs Blad fremad, hver Gang et Bogstav er aftrykt paa Papiret.  I dette Apparat er der indført forskjellige Forbedringer i Konstruktionen, som navnlig bevirke en større Skrivehurtighed og et renere og smukkere Tryk. Apparatet i denne Form er navnlig bestemt til egentlig Hurtigskrivning idet man ved det kan opnaa at skrive 8 til 12 Bogstaver i Sekundet, og altsaa skrive 3 Gange saa hurtigt, som man er istand til ved almindelig Skrivning.  Det større af de udstillede Apparater er forsynet med et større Antal Stempler, nemlig 54, med hvilke der kan fremstilles omtrent 150 forskjellige Bogstaver, Tal, Skilletegn, Akcenter, Initialbogstaver og forskjellige Figurer;  der er endvidere den Forskjel, at Papiret ikke er anbragt paa en Valse, men paa et fladt Bord, der bevæger sig horizontalt under Stemplerne.  Af denne Grund opnaar Apparatet ikke saa stor Skrivekurtighed, nemlig kun 8 Bogstaver i Sekundet, hvilket dog er mindst 2 Gange saa stor som almindelig Skrivehurtighed. og omtrent 8 Gange saa stor som Sætterhastigheden;  den er navnlig bestemt til Renskrivning og som Sættermaskine, og man har ved den første Anvendelse den Fordel, at man kan renskrive en halv Snes Exemplarer paa en Gang, ved paa Underlagsbordet at anbringe flere Lag Skrivepapir og Sværtepapir.  Det har vist sig at Kugleskriften, saaledes som den kommer fra Maskinen, med stor Lethed lader sig overføre paa en Lithografisk Sten og saaledes mangfaldiggjøres ved Anthografi;  den sidstnævnte Maskine faar derved navnlig Betydning som Sættemaskine, i det det tillige er godtgjort, at man med Maskinen meget let kan slutte ud, som det hedder i Sættersproget,  det vil sige afslutte Linierne lodret, saaledes at en af de væsentligste Indvendinger, der er bleven gjort mod denne Skrivekuglens Anvendelse, derved falder bort.  Vi skulde endvidere kun bemærke, at der i disse Dage bil blive en tredie Modifikation af Apparatet færdigt, hvor nemlig Valsen roterer med en konstant Hurtighed uden at standse for hvert Bogstav;  dette er navnlig bestemt til egentlig stenografisk Brug, idet man derved er istand til at skrive omtrent 16 Bogstaver i Sekundet, og altsaa med forholdsvis ringe Øvelse at følge en Tale eller et Foredrag.  Apparaterne ere særdeles smukt og omhyggeligt udførte af Mekanikus C.P. Jürgensen i Jüngers mekaniske Etablissement, ligesom ogsaa Apparaterne til Flytningen af Papiret ere konstruerede af denne.





[1] JMC: Aftenposten er et norsk dagblad, grundlagt den 14 maj 1860 under navnet Christiania Adresseblad; fra 1 januar 1861 ændredes navnet til Aftenposten. Fra og med 1865 udkom bladet i to daglige udgaver – morgen og eftermiddag. Redaktør i perioden 1867-1879 var Johan Magelssen. Aftenposten udgives stadig og er idag Norges største og mest udbredte dagblad. (Kilde: norsk Wikipedia).

[2] JMC: Industriforeningen, oprettet i 1830, var en dansk interesseforening for industriel virksomhed. Foreningen arrangerede vigtige nordiske udstillinger i København såsom Den Nordiske Industri- og Konstudstilling i 1872 og Den Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i 1888. I begge disse fremviste Malling-Hansen forskellige versioner af skrivekuglen.  På tidspunktet for den i artiklen omtalte udstilling havde Industriforeningen adressen Holmens Kanal 12, og man må formode at det var der Malling-Hansen deltog i udstillingen i 1871.  Formænd for foreningen var: 1868-1871: Meyer Herman Bing (direktør for Bing & Grøndahl); 1871-1876: Anker Heegaard (fabrikant, jernstøber); 1876-1883: Georg Christensen, rustmester; 1883-1890: Philip Schou (direktør for den Kongelige Porcelænsfabrik og for Aluminia). Sammen med Haandværkerforeningen oprettede Industriforeningen i 1911 Danmarks Tekniske Museum. (kilder: Dansk Wikipedia og Kraks Vejviser).

Malling-Hansen udstillede to forskellige modeller af skrivekuglen ved Industriforeningens udstilling, Holmens Kanal 12 i København, formodentlig i foråret 1871.

Formænd for foreningen var: 1868-1871: Meyer Herman Bing, 1807-1883, (direktør for Bing & Grøndahl), Foto: DKB.
1871-1876: Anker Heegaard, 1815-1893, (fabrikant, jernstøber). Foto: DKB.
1876-1883: Georg Christensen, 1819-1883, bøssemager og rustmester. Foto: DKB.
1883-1890: Philip Schou, 1838-1907, (direktør for den Kongelige Porcelænsfabrik og for Aluminia).

Article in "Leipziger Tageblatt und Anzeiger", 1871

Danish-German consul-general Carl B. Lorck (1814 – 1905), the owner of a large publishing and printing house in Leipzig, here as a young man. Photo from the internet.

Erste Beilage zum Lepziger Tageblatt und Anzeiger

No 234, Dienstag den 22 Augusti 1871


Transcription and comments by Jørgen Malling.

Comments and illustrations by Sverre Avnskog.


We have found evidence that one of Rasmus Malling-Hansen’s earliest models of the writing balls was demonstrated in Leipzig, Germany, in August 1871 to a gathering of shorthand professionals. The occasion was the general assembly annual meeting of the “Gabelsberger Stenografen-Verein” (the Gabelsberger Shorthand Association), which took place in the “Schützenhause” and started at 11 o‘clock August 21, 1871.


At the time – before the commercial and large-scale production of typewriters - there was obviously great need of shorthand professionals in the world of offices, courtrooms, businesses etc. There were different systems of shorthand notation, and in Germany the prevalent system was the Gabelsberger shorthand, named after its creator Franz Xavier Gabelsberger, 1789-1849. This system was dominant in Germany and Austria between 1834 and 1924, and also much used in other countries, e.g. Scandinavia, the Slavic countries and Italy. Modern German shorthand, “Deutsche Einheitskurzschritt”, retains most of the consonant signs of Gabelsberger’s alphabet but has a modified system of vowel representation.


The report of the meeting mentions that 221 members with voting rights were present. After the formal part of the meeting agenda, the writing ball was demonstrated and explained, and this is described, very briefly, as follows:


“Damit war die Tagesordnung erschöpft; die Versammlung liess sich darauf noch eine von dem Director des Kopenhagener Taubstummen-Instituts construirte, höchst sinnreiche und überraschend schnell arbeitende Schreibmaschine vorzeigen und erläutern“



In translation:


„This marked the completion of the meeting agenda; the participants were then shown and explained a very ingenious and surprising rapidly operating typewriter, constructed by the director of the Copenhagen Institute for the Deaf-Mute”.


Unfortunately, the brief notice does not mention the identity of the person who demonstrated the machine. However, we have a letter preserved from Malling-Hansen to a business associate of his in Leipzig, dated September 17, 1872, namely the Danish-German consul-general Carl B. Lorck (1814 – 1905)[1], the owner of a large publishing and printing house in Leipzig (see letter 1872.09.17). The letter provides evidence that Malling-Hansen and Lorck had ongoing discussions about the formation of a German private limited company for the promotion and marketing of the writing ball. It would therefore seem quite possible that RMH had previously sent a specimen of a writing ball to Lorck and that Lorck – or a local employee of his – was responsible for demonstrating the machine to the participants of the shorthand convention.


The scarce and short comment also tells us that the demonstration was successful and provoked admiration and interest; it is fair to assume that this would have been the very first time for most of the participants to have seen a “writing machine”, as the newspaper calls it.

SA: According to an article in Dagens Nyheder 01.09.1871 Malling-Hansen arrived himself in Leipzig at the 23. of August, in time to present his writing ball to a large assembly at the initiative of consul Carl Berendt Lorck. But if the dates are correct in the newspapers which refer to RMH's journey to Leipzig, it is not possible that RMH himself presented his writing ball to the participants of the stenpgraph congress.


Unfortunately, it seems that the plans by Lorck and Malling-Hansen about the formation of a private limited company seem to have come to nothing; at least we have found no evidence of such a company, and the letter of September 17, 1872, indicates disagreement and misunderstandings between the two men. Otherwise, judging from Carl B. Lorck’s biography, he would certainly have been a useful and key person for Malling-Hansen with whom to associate and promote the writing ball: He was for decades a giant within the publishing and printing industry in Germany and also a noted author. Among many other important works he published “Herstellung von Druckwerken: Praktische Winke für Autoren und Buchhändler”(Leipzig 1868). He is also known as the publisher of the complete works, translated into German, of Hans Christian Andersen (contract with HCA in 1846). In HCA’s travel diaries, vol.IX (period 1871-72), he mentions a visit to Lorck’s home in Nürnbergstrasse 2, Leipzig, in April 18, 18721.




[1] MC: Carl Berendt Lorck was born in Copenhagen in 1814. After basic academic studies he underwent apprenticeship as a typesetter. He wanted to establish himself in the bookselling trade and with this aim in mind he went to Leipzig in 1836, where he found work and training in this field. Having acquired Saxon citizenship in the mid 1840’s he started his own bookshop and as from 1856 a printing shop. He initiated and played a major role in the association of German publishers. Lorck also made important contributions in terms of promoting Scandinavian literature translated into German language. As from 1856 he was Danish consul-general in Leipzig (Sources: Danish Wikipedia and Dansk Biografisk Leksikon).


SA: According to Malling-Hansen's daughter, Johanne Agerskov, a large presentation of the writing ball was printed in Lepziger Tageblatt und Anzeiger sometimes during the summer of 1871. Unfortunately we have not yet succeeded in finding it.



Two small parts of the article in Leipziger Tageblatt. As one can see, the conference took ålace on the 21. of August 1871.

Article in Leipziger Tageblatt 1871.08.27

The original part of the article.
A graphic print of the elder Carl Berendt Lork, 1814-1905, Danish Consul in Leipzig.

Research and illustrations by Sverre Avnskog; transcription and comments by Jørgen Malling Christensen.


In August 1871 Malling-Hansen was travelling in Germany with his writing ball, and when he passed by Leipzig, the Danish Consul General, Carl Berend Lorck, 1814-1905, had organized a well-attended opportunity for Malling-Hansen to show his latest version of the writing ball. The audience consisted of journalists as well as technical experts and representatives of the book-printing business. Consequently, the demonstration was thoroughly reported, and we have a detailed - and very positive – account in our article from Annalen der Typograhie no. 111, issue of August 24, 1871. This article was written by Lorck himself, and the entire article was subsequently quoted verbatim in Börsenblatt no. 203, September 4, 1871 as well as in Leipziger Tageblatt August 27, 1871. However, the latter publication added a short introduction, transcribed below.


Equally interesting is the fact that the very week that Malling-Hansen was in Leipzig a gathering of shorthand professionals held their annual general assembly in that town. Leipziger Tageblatt und Anzeiger no. 234 of August 22, 1871, reports that immediately after the formal meeting procedures the 221 members present was presented one of Malling-Hansen's writing balls. According to an article in Dagens Nyheder from 01.09.1871 Malling-Hansen himself didn't arrive in Leipzig until the 23. of August, so it cannot have been him in person that presented the writing ball to the assembly.



Schnell-Screib- und Druckmaschine
      des Herrn Malling-Hansen.


    Leipzig, 25.August. Auf Veranlassung des
dänisches General-Consuls Herrn L o r c k hatte der
auf der Durechreise hier anwesende Director
des Kgl.Taubstummen-Instituts in Kopenhagen,
Herr Pastor M a l l i n g - H a n s e n, vergangene
Mittwoch einen kreis von Sachverständigen und
Vertretern der Presse im Hotel zur Stadt Ham-
burg um sich versammelt, um die von ihm er-
fundene sogenannte S c h r e i b k u g e l zu erklären
und arbeiten zu lassen. Alle die zahlreich An-
wesenden aren im höchsten Grade gefesselt[1] und
überrascht durch die Leistungen der Maschine und
nahmen den Eindruck mit, daß essich hier nicht
um ein sinnreiches Experiment handelt, als welches
wir z.B. Setzmaschinen mehr oder weninger be-
trachten müssen, sondern um eine fertige Erfin-
dung von großer Tragweite. Wir halten uns
deshalb verplichtet, ausfährlicher darüber zu be-
richten, und könne dies nicht besser thun, als in-
dem wir die nachfolgenden Mitteilungen einem
ebenso interessanten als leucht fasslichen Artikel des
herrn Lorck in seinen „Annalen der Typographie“



[1] JMC = spellbound.

The actual issue of Leipziger Tageblatt.
The two articles in German newspapers from 1871.
Leipziger Tageblatt and Børsenblatt.

Nordisk Boktryckeri-Tidning October 1871, Notice About the Writing Ball Exhibited in England

The great Danish industrialist and banker Carl Frederik Tietgen, 1829-1901. Photo from the internet.

Transcription, comments and footnotes by Jørgen Malling Christensen.


Each year from 1871 until and including 1874 international exhibitions were held in London, England. The first one, held in May to September 1871 – known as the South Kensington Exposition[1] – received over a million visitors and made a profit. However, the subsequent three exhibitions had fewer visitors and all made a loss. Fortunately for Malling-Hansen he managed to exhibit his writing ball in 1871. He himself made the trip to London and demonstrated his machine.


The Swedish monthly journal ”Nordisk Boktryckeri-Tidning” had a notice about this in its October 1871 issue, quoting its German sister magazine ”Annalen der Typographie”, mentioning the amusing incident where a visitor – a stenographer - suggests that it would be possible for a person without arms to type by using his nose – and Malling-Hansen replied: ”Yes! Why not?” and actually did just that!


This is the Swedish text:


Skrifkulan, den af hr Malling-Hansen i Kjøbenhavn uppfunna maskin, hvarom vi meddelade en beskrifning i N:o 12 förl. år[2], ådrager sig, enl. Ann.d.Typ., stort uppseende på utställningen i London, hvarest den nu exponeras.  ”Nu är det verkligen så långt kommet, att den som haft olyckan mista sina båda armar i nödfall kan skrifva med näsan”, yttrade en stenograf i sin förvåning öfver maskinens användbarhet.  ”Åhja, hvarför icke”, menade uppfinnaren, och det gick verkligen för sig. Säkert är emellertid att den, som är beröfvad sina händer, medelst ett enda finger af den enklaste mekaniska hand, är i stånd att härmed skrifvande återgifva sina tankar.


Om också maskinen endast egde att fylla sådana humanistiska mål, förtjenade den största uppmärksamhet, men den tid torde icke vara aflägsen då skrifmaskinen å hvarje större byrå eller industrielt etablissement indtager sin plats bredvid hustelegrafen. Patentet är i England redan såldt[3] och maskinens första praktiska användning i stort är satt i verket med återgifvande af inkommande depescher å telegrafstationen i Newcastle[4].


Uppfinnaren har å senare gjorda maskiner vidtagit en väsentlig förbättring, genom att i stället för cylindern anbringa en platt skifva, på hvilken ända till ett dussin hvita ark, med deremellan lagda färgade blad fasthållas medelst en ram, hvarigenom ett dussin aftryck kunna tagas på en gång, och genom att medelst elektrisk förbindelse förena flera maskiner, kan antalet aftryck ökas efter önskan, hvarigenom dess praktiska användbarhet blir ämmu större.




[1] JMC: The source of the information is the English Wikipedia.

[2] JMC: In the issue of December 1870, page 50.

[3] JMC: British patent of May 14, 1870: ”Apparatus for writing and telegrahing”, the box model.

[4] JMC: It is interesting to get confirmation, once again, that Malling-Hansen´s machine was used by the Danish company ”Det Store Nordiske Telegraf-Selskab” at its Newcastle branch! The company was founded by the great Danish industrialist and banker Carl Frederik Tietgen, 1829-1901. Telegraph cable lines were set up from Denmark via Russia all the way to China, from where the net was further extended to the Chinese coastal areas and to Japan. In Europe Tietgen set up lines covering Oslo, London, Newcastle and Paris.
Tietgen had a secret business deal with Malling-Hansen, lending him substantial amounts of money for further development of the writing ball and possibly also the tachygraf.

Artikel i Dagens Nyheder 1871.09.01

Den originale artikkelen.

[1] Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.


I artiklen får vi den interessante oplysning, at Malling-Hansen rejste til Tyskland og fremviste sin skrivekugle i august 1871. Dette bekræftes også af et brev fra RMH til hans broder Thomas Jørgen dateret 13 oktober 1871 (se brevsamlingen), hvori han skriver: ”i dette øieblik har jeg endelig fået min leipsiger maskine istand efter dens hiemkomst til mig”.

SA: Mye tyder på at RMH ikke selv medbragte sin skrivekugle til Leipzig. I følge brevet ser det ut til at masinens hjemkomst var senere enn RMHs egen, og artikkelen forteller at RMH ankom Leipzig 23. august, mens en artikkel i "Leipziger Tageblatt" forteller at Malling-Hansens skrivekugle ble fremvist på en Stenograf-kongress i Leipzig to dager før, nemlig 21. august. Skrivekuglen må altså ha befunnet seg i Leipzig da RMH selv ankom, og det kan altså ikke ha vært han som fremviste den for stenografene.


    Skrivekuglen i Leipzig. Op-

finderen af ”Skrivekuglen”, Pastor M a l-
l i n g – H a n s e n, kom den 23de f.M. paa
en Reise gjennem Tyskland til Leipzig,
og paa Opfordring af den derboende
danske Generalconsul L o r k[2] samledes han
da i Hotel ”zur Stadt Hamburg” med
en talrig Kreds af Fagmænd og Repræ-
sentanter for Pressen for at forevise og
forklare dem sin Skrivekugle. Alle de
Tilstedeværende vare i høieste Grad for-
bausede over Maskinens Præstationer og
fik det Indtryk, at der her ikke var Tale
om et mere eller mindre sindrigt Experi-
ment, men om en færdig Opfindelse
af stor Betydning. ”Leipziger Tages-
hvoraf vi have taget oven-
staaende Notits, bringer i Anledning
af Mødet et Referat paa henved tre
Spalter, i hvilket der gives en Beskrivelse
af Skrivekuglen efter Nr. 112 af L o r k s
”Annalen der Typographie”[3]. Da vi
allerede tidligere have meddelt vore Læ-
sere en Forklaring over Pastor M a l l i n g-
H a n s e n s  interessante Opfindelse, skulle
vi ikke her dvæle nærmere ved den, men
kun tilføie, at det fremgaar af Artiklen,
at Opfinderen stadig er ifærd med at for-
bedre og fuldstændiggjøre Skrivekuglen.
Han har t.Ex.saaledes fornylig udfun-
det en Maade, paa hvilken det ved at
anslaa de almindelige Bogstav-Stempler
paa Skrivekuglen er muligt at levere en
Chifferskrift, som maa ansees for ikke at
kunne læses af Andre end de Indviede.



[1] JMC: Samme artikel publiceredes også i Lolland-Falsters Stiftstidende 18710904, i Skanderborg Avis og Avertissementstidende 18710904, i Aalborg Stifststidende og Adresseavis 18710906 og i Aarhus Stiftstidende 18710906.

[2] JMC: Carl Berendt Lorck, 1814-1905, var en dansk og tysk sætter, boghandler, bogtrykker og forfatter. I 1856 etablerede han sig som bogtrykker og boghandler i Leipzig. Senere virkede han som forfatter i boghåndværksfagene. I perioden 1869-1877 var han udgiver af ”Annalen der Typographie”. I 1856 udnævnt til dansk generalkonsul i Leipzig. Lorck gjorde blandt andet meget for at oversætte og introducere dansk skønlitteratur i Tyskland.

[3] JMC: Vi har i vor artikelsamling den fuldstændige tekst til en artikel fra Annalen der Typograhie nr 111 den 24 august 1871.

Den aktuelle utgaven av "Dagens Nyheder".
Hotel Stadt Hamburg på et foto fra 1905.
Generalkonsul Carl Berendt Lork, 1814-1905.

Article in Berlingske Tidende January 22, 1872

The author of the article, Frederik Bøgh, LLB, 1836-1882, was actually the one who invented the name “Tachygraph” (in Danish: takygraf). Photo: the Royal Library, Copenhagen.

English translation by Jørgen Malling Christensen


Sverre Avnskog: The following article was in the Danish national daily newspaper “Berlingske Tidende” of January 22, 1872. The name of the author is not indicated, but a letter written by Rasmus Malling-Hansen a few days later – on January 27 of the same year –  clearly shows who wrote it: Law student Frederik Bøgh, 1836-1882, writer and critic in Berlingske Tidende, belonging to the circle of Hans Christian Andersen’s young friends. I insert the entire letter here as a prelude to the article, since the letter contains some very interesting pieces of information concerning details in the article.











                                                                       YOURS TRULY


                                                                      R. Malling Hansen



An old picture from Østergade 3 showing the Tryde Book and Art Shop, where a writing ball was exhibited in 1872.
The owner, Wilhelm Adolph Conrad Tryde, 1837-1918. Both photos: The Royal Library.
The writing ball with the flat platen as typing pad was one of several models that Malling-Hansen and his technician, professor Jürgensen, were working on in 1871. The flat platen was included in the drawings of the British patent already in May 1870, hence the idea was not new but it was not put into practice until 1871. This model was meant for telegraph stations, and was put into service for the first time at the Store Nordiske telegraph company station in Newcastle.

“The Writing Ball”. Presently (until Saturday) there is a sample of the “writing ball”, invented by Mr R. Malling Hansen, exhibited at Tryde[1]’s Bookshop in Østergade, and the general public will therefore for the very first time have opportunity to acquaint itself with an invention which surely will find important uses in various fields. Since the first apparatus appeared approximately 5 quarters ago[2] the invention has been much developed, and as will be seen from the exhibited sample, destined for London, the “writing ball” is now complete and ready to be put into practical use.


Some time back we described in detail the construction of the machine and the various ways in which it may be put into use. It appears that it will first of all be utilised in the service of the telegraph companies. Shortly several machines will be sent to the Store Nordiske Telegraph Station in Newcastle, where they will be used for transcription of telegrams at the station, where the new Morse telegraph instruments, improved by Wheatstone, are being utilised[3]. They operate at such a speed that in several British stations now up to 6 telegraphists have to be used for transcribing the telegrams, and with the writing ball it will therefore be possible not only to economise considerably by reducing the number of clerks for transcription, but first and foremost it will be possible to ensure that the scripture of the copied texts will be delivered in a clear and easily legible version. As a machine for transcription of telegrams the writing ball has a flat platen for the paper, and it is possible to produce until at least 10 copies of the text[4].


The most recently produced machines are able to work at a speed of 10 letters per second, which can be assumed to be four or five times normal handwriting speed, and after a few hours of practice anyone will be able to write with this machine as quickly as with a pen. Over and above all the letters of the alphabet the writing ball now also features numerals and punctuation marks; the letters are either lower-case Roman type or upper-case print – the so called Egyptian or block letters, and in terms of the beauty, distinctness and completeness of the script the most recent machines have undergone very considerable improvements, as well as in respect of simplifying the entire apparatus and a more effectual placement of the pistons.[5]


That the writing ball may entail considerable savings – apart from other rather conspicuous advantages - used as a device for transcribing telegrams in the stations featuring Wheatstone-Morse instruments, can most easily be realized if you imagine its large-scale use. An English-Indian telegraph company is planning to have at least 400 stations with this kind of instruments, and by means of the writing ball each of these stations will be able to save at least 1 typist, whose salary is 100 £ sterling, in other words for the total number of stations an annual saving of 40 000 £ sterling[6].


[1] JMC: Wilhelm Adolph Conrad Tryde, 1837-1918, was the owner of this book- and art shop, situated at Østergade 3, a very central position just by the large square Kongens Nytorv and, incidentally, also close by Ritzau News Agency (Ritzau was sales agent for the writing ball). As a young man Tryde worked in the town of Schleswig simultaneously with RMH – Tryde came as a bookseller’s assistant at New Year in 1863 and was forced to leave town – just like RMH – because of the war in the beginning of 1864. At this time there were only two bookshops in Schleswig town, and the owner of the other bookshop, Carl Heiberg, was decidedly anti-Danish. It is very likely that RMH and Tryde became acquainted during their time in Schleswig.

[2] SA: Five quarters = one year and 3 months. The writing ball was demonstrated to the press for the first time on September 8, 1870, according to a letter written by Malling-Hansen to his brothers dated 9 September 1870 (see the collection of letters).

[3] JMC: This is confirmation that the writing ball was, in fact, sold to Store Nordiske in order to be used at the Newcastle telegraph stations. In addition the article conveys interesting technical details about the usefulness of the writing ball and its advantages in the service of telegraphy and shorthand.

[4] SA: This is a very interesting piece of information. It appears from the British patent application of May 1870 that both the model with a cylinder and the model with a flat platen as foundation were in Malling-Hansen’s thoughts already at this point in time, but he opted to construct the first models with a cylinder, built into a wooden case. It has for a long time been uncertain when the first writing balls with a flat platen were manufactured, but here it is clearly evident that the flat model was made during 1871, and that these writing balls were destined for the Newcastle telegraph stations. With the flat platen it was possible to print until 10 sheets at the time, having carbon paper between each sheet of paper, and hence to produce until 10 copies at a time. Perhaps it was in connection with this flat model that Malling-Hansen got the idea to place the carbon paper upside down, generating a mirror image on the underside of the 10 copies. These could then be rolled through a glazing machine with blank sheets in between, and he had thereby invented the world’s first dry coping method – which he called xerography.

[5] SA: In personal letters to family members in 1871 we are able to follow the development of the many new models of the writing ball developed during this period:

February 9, 1871: my writing ball will soon again be on public display and in renewed or rather several renewed states and also considerably improved.

October 13, 1871: A couple of other machines will be ready in a few days and will present even better print and a different kind of letters of which you will hopefully get samples very soon

Now dear brother you must not turn up your nose at the many typing errors for the order of the pistons on the ball on which i am writing now is different from the one i have been practising the last few months


It is evident that 1871 was a period with a very high level of activity in terms of developing new models of the writing ball. The models Malling-Hansen was working on were, first of all, the writing ball with the flat platen as typing pad and with a keyboard of 52 keys. Secondly it is a further development of the cylinder model, now with an open solution without the wooden case and also this one with a keyboard which has been further developed. As one may see from the printing types in the letters I have quoted, and also described in the article by Frederik Bøgh, the writing ball could be supplied with lower as well as upper case types. And when Malling-Hansen writes on November 17 that he is hoping to have even more remarkable writing balls ready, I assume with quite a high degree of certainty that he is referring to the model later called the “takygraf”.

[6] SA: With hindsight we know that unfortunately the writing ball didn’t fare nearly as well as foreshadowed here. The writing ball did not become widely used as an instrument for transcribing telegrams – as far as we know it was only used in Newcastle and in a few telegraph stations in Denmark.

The writing ball with the flat platen as typing pad was fully developed in 1871, designed for being used at telegraph stations for transcription of telegrams.
The cryptographic writing ball constructed by the Danish engineer Alex Køhl
Professor and mechanic Jürgensen was a close collaborator with Malling-Hansen and also co-owner of the patent of, among other things, the takygraf.

Another apparent use for the machine is in the service of shorthand. Last summer it was demonstrated in Leipzig, where it stirred much attention in particular among shorthand writers, who at the time were gathered for a large meeting. “Leipziger Tageblatt” had an extensive article about the construction of the writing ball and its diversified utilisation; among other things, it was related that the numerous participants were highly surprised by the performance of the machine and got the impression, that this was not a question of an ingenuous experiment , such as one must more or less regard e.g. the type-setting machine, but rather a fully developed invention of great practical importance.


The inventor has by now constructed a machine that is able to operate soundlessly, and it appears therefore that it can be used in meeting halls[1]. Last summer the writing ball was also exhibited in two copies in London, also there stirring much attention[2]. One machine is at work in Munich, another one has recently arrived in America, and two of the most recent machines are presently in London, where the buyer of the British patent will shortly show them to the general public[3].


Simultaneously with his work to improve the original machine the inventor has also planned new uses for it and has made an ingenuous invention, whereby it is possible by striking the usual keys to produce cryptograms, virtually impossible to decipher for the non-initiated[4], and this machine will surely have a bright future, since its products, which cannot be copied, seem to be able to be used as revenue stamps, among other things. Whatever is printed with various machines can be copied in the same way as something written with autographic ink: the imprint is pasted onto the stone, bitten into it, then the ink is added, and finally it is printed. In other words, with some limitations the writing ball can be used as a type-setting machine.


The history of the invention is not without interest. For many years many people have been involved in the endeavour to construct typewriters, and the oldest patent is already 40 years old. However, no machine has developed so far as to be able to operate as fast as the pen, and the writing ball is hence the first and the only speed-typewriter. Following its appearance a Mr Odkolch in Prague and a Mr Davier in London have constructed writing machines building on the same principle. After having become aware of the priority position of the writing ball they have both withdrawn, and, after all, they have not achieved better than writing up to two letters per second. In Lyon a Frenchman has recently constructed a speed writing machine, which however does not write letters, only signs, and this machine is therefore of no importance compared to the writing ball.[5]


The new machines have been made in professor Jürgensen’s mechanical establishment in this town. The owner of this establishment, mechanic Jürgensen, has, thanks to his skill and perseverance and with several of the improvements, contributed to the fact that the writing ball, now patented in America and in most European countries, is already such a beautiful and useful machine.



[1] SA: The machine referred to here which can operate soundlessly and be used in meeting halls cannot be anything else than the takygraf! It was completed during the year 1871, and from Malling-Hansen’s letter of thanks to the author of the article, Frederik Bøgh, we know the latter was the one who came up with the name for the machine. Prior to that, Malling-Hansen had considered to name it “the stenographer”.

[2] SA: The two machines mentioned here were exhibited in the summer of 1871 at the annual (1871-1874) industrial exhibition at Kensington, London. We do not know with certainty which samples were exhibited, however it is very likely that the first model with a cylinder in a wooden case was one of them – possibly also an open cylinder model was shown.

[3] SA: By means of his assistance the writing ball was procured and put into service at the Store Nordiske Telegraph Company station in Newcastle. This was the writing ball with the flat platen as typing pad, considered as the “telegraph writing ball”.

[4] SA: Such a “cryptographic” writing ball was later on constructed by the Danish engineer Alex Køhl. Unfortunately it did not gain ground, however there are still a few copies, among them one at a museum in Paris.

[5] SA: At this point in time everything seemed well set for a commercial success for the writing ball, however the typewriter which was to stole a march on Malling-Hansen’s machine had not yet been put into production: The Remington machine. The machine was invented and patented in 1868 by Sholes, Glidden and Soule, and the patent was later on sold to the wealthy investor James Densmore, who invested tens of thousands of dollars in its further development. In 1873 it was put into production at the Remington factory. Densmore had plenty of the one thing Malling-Hansen was chronically short of: Money! Malling-Hansen also negotiated with Densmore about selling his patent, but he thought Densmore’s offer was too low! He didn’t know at the time how ill-fated this was going to be!

The takygraf was patented in 1872, but preparations for its development were probably ongoing in 1871 when a number of new models of the writing ball were developed. The patent belonged jointly to Malling-Hansen and his technician, professor Jürgensen, who probably played a very important role for the development of the technical solutions. He was also well-known for his astronomical instruments – obviously an extremely competent man!
This picture is actually from Norway! – from the Heiberg museum in the tiny village of Sogndal in the province of Vestland! Malling-Hansen’s first wife was of the Heiberg family, and the Heiberg museum has several pictures of Malling-Hansen and his family. It is not easy to tell how old Malling-Hansen is on this picture, but around 30 is perhaps a good guess? If so, then the photo is from circa 1865. Copyright: The Heiberg Museum, Sogndal.
This is the illustration accompanying the first patents from 1870. It appears that the cylinder model, as well as the model with the flat platen as typing pad, were included in the drawing.


Dagbladet 1872.01.25 om skrivekuglen

John Pender, 1816-1896, en britisk entreprenør, som grundlagde og drev hele 32 telegrafselskaber gennem sin karriere.
Hagbard Emanuel Berner, redaktør i Dagbladet i perioden 1869 – 1879.

[1] Research, udskrift og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.


Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.


Denne artikel fra det norske Dagbladet er overordentlig vigtig og informativ, eftersom den dokumenterer en mængde interessante detaljer om skrivekuglens fremgange i denne periode.


Skrivekuglen. Den af danskeren R. Malling Hansen opfundne Skrivekugle er i disse Dage udstillet i Kjøbenhavn. Siden det første Apparat for omtr. 5 Fjerdingaar[2] siden fremkom, har Opfindelsen udviklet sig betydeligt, og Skrivekuglen er nu fuldt færdig til praktisk Anvendelse. Efter hvad Berl. Tid. meddeler, vil den først blive benyttet i Telegraf-Bureauernes Tjeneste. Til det Store nordiske Telegrafselskabs Station i Newcastle vil der om kort Tid blive oversendt flere Apparater, der skulle benyttes ved Afskrivningen af Telegrammerne paa Stationen. Som Telegramafskrivningsapparat har Skrivekuglen et fladt Underlag for Papiret, og der kan da paa en Gang leveres mindst 10 Exemplarer af Afskriften.  De nyeste Apparater kunne arbeide med en Hurtighed af 10 Bogstaver i Sekundet, hvilket kan antages at være det Fire-Femdobbelte af almindelig Skrivehurtighed, og efter faa Timers Øvelse vil Enhver kunne bringe det til at skrive med Apparatet ligesaa hurtigt som med en Pen.  Et engelsk-indisk Telegrafselskab[3] skal have mindst 400 Stationer med de nævnte Apparater, og ved Hjælp af Skrivekuglen vil der paa hver af disse Stationer mindst kunne spares 1 Skriver, hvis Løn er 100 Lftl., altsaa for alle Stationer en aarlig Besparelse af 40,000 Lftl (180,000 Gbp).  Den næste Anvendelse, som Apparatet synes at ville finde, er i Stenografiens Tjeneste. I Sommer blev det saaledes forevist i Leipzig, hvor det vakte megen Opsigt især blandt Stenograferne, som paa den Tid havde en stor Sammenkomst her[4].  Opfinderen har nu konstrueret et Apparat, der vil kunne arbeide lydløst, og det synes saaledes at ville kunne benyttes i selve Forsamlingssalene.  I tvende Exemplarer har Skrivekuglen i Sommer ogsaa været udstillet i London[5], hvor den ligeledes vakte megen Opmærksamhed. Et Apparat arbeider i München, et andet er nylig kommet til Amerika, og to af de nyeste Apparater ere for Tiden i London, hvor Kjøberen af det engelske Patent[6] om kort Tid vil bringe den frem for Offentligheden.  Paa samme Tid som Opfinderen har arbeidet paa at forbedre den oprindelige Maskine, har han ogsaa udtænkt nye Anvendelser for denne og har gjort en sindrig Opfindelse, hvorefter det er muligt ved Anslag paa de sædvanlige Bogstavstempler at levere hemmelig Skrift, der kan betragtes som ulæselig for den ikke indviede, og denne Maskine vil sikkert have en ikke ringe Fremtid, idet dens Arbeide, som ikke lader sig efterskrive, bl.A. synes at kunne anvendes som Stempelmærker osv.  Opfindelsens Historie er ikke uden Interesse.  Der er i mange Aar af Mange arbeidet paa at lave Skrivemaskiner, og det ældste Patent er alt 40 Aar gammelt. Ingen Maskine er imidlertid naaet saa vidt, at den har kunnet arbeide saa hurtigt som Pennen, og Skrivekuglen er saaledes den første og eneste virkelige Hurtigskrivningsmaskine.





[1] JMC: Dagbladet er en norsk daglig avis, grundlagt i 1869 af Anthon Bang. I Perioden 1869 – 1879 var Hagbard Emanuel Berner redaktør. Dagbladet udkommer stadig og var – i 1995 – det første norske dagblad som skabte en internetversion ( (Kilde: Norske Wikipedia).

[2] JMC: Et fjerdingår er et kvartal. Det stemmer udmærket med at Malling-Hansen fremviste skrivekuglen for pressen for første gang den 8. september 1870.

[3] JMC: Det drejer sig sandsynligvis om ”British-Indian Submarine Telegraph Company” ejet af John Pender, 1816-1896, en britisk entreprenør, som grundlagde og drev hele 32 telegrafselskaber gennem sin karriere. I 1872 samlede han mange af sine selskaber under navnet ”Eastern Telegraph Company”. Telegraflinier blev oprettet i Indien i 1851 og trans-indisk telegrafi fungerede fra 1854. Lænken mellem Europa (England) og Indien blev etableret i 1867 og var komplet i januar 1870.  Det indebærer at Malling-Hansens skrivekugler blev opfundet og udviklede netop i den periode som telegrafselskaberne havde behov for et redskab som kunne gøre udskrivningen af telegrammer mere effektiv.  Vi ved ikke, om det engelsk-indiske selskab kom så langt som til at afgive ordre på de nævnte 400 apparater; men helt sikkert er, at en ordre i en sådan størrelsesorden langt oversteg produktionskapaciteten, hvad angår skrivekuglerne.

[4] JMC: I 1871 fejrede Leipzigs Gabelsberger Stenografi Forening sit 25-årsjubilæum og udgav i den forbindelse en bog: ”Erinnerung an der 25-jährige Stiftungsfest der Gabelsberger Stenografen Verein zu Leipzig”. Mødet fandt sted den 22 august 1871; 221 medlemmer deltog og fik en demonstration af skrivekuglen i arbejde. Vi ved ikke, hvem som fremviste skrivekuglen, men det er sandsynligt at RMH sendte den sammen med en ung mand som han havde ansat og som hurtigt opnåede stor skrivehastighed, større end Malling-Hansen selv. Mødet i Leipzig er dokumenteret i en artikel på vor side: ”Leipzig Tageblatt un Anzeiger” af den 22 august 1871 (se under faneblad ”skrivekuglen”, derefter ”Articles from RMHs lifetime”.

[5] JMC: Vi har dokumentation for, at to versioner af skrivekuglen var udstillede i South Kensington, London, i sommeren 1871; se videre under ”the writing ball” og dernæst ”The exhibitions”.

[6] JMC: Malling-Hansens første engelske patent galdt kasse-modellen af skrivekuglen og er dateret 14 maj 1870. Hans andet engelske patent er fra den 19 marts 1872 og galdt takygrafen.



Aarhus Stiftstidende 1872.01.30.

Den originale utgaven av artikkelen. Copyright: Aarhus Statsbibliotek.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.


Aarhus Stiftstidende hentede artiklen fra Berlingske Tidende, hvor den var publiceret den 22 januar 1872. Forfatteren var Frederik Bøgh, 1836-1882. Vi har et brev fra Malling-Hansen, hvori han takker Frederik Bøgh for den udmærkede artikel. Vi har også en kopi af den oprindelige artikel samt fotografier af Trydes Boghandel.


    - Af den af Hr. M a l l i n g  H a n s e n
opfundne Skrivekugle er der i disse Dage ud-
stillet et Exemplar hos Boghandler  T r y d e
paa Østergade, og det store Publicum vil saa-
ledes for første Gang have Leilighed til at
gjøre sig bekjendt med en Opfindelse, der sikkert
i forskjellige Retninger vil kunne finde en vigtig
Anvendelse. Siden det første Apparat for c.
5 Fjerdingaar siden fremkom har Opfindelsen
udviklet sig betydeligt, og som det vil sees af
det udstillede Exemplar, der er bestemt til Lon-
don, er Skrivekuglen nu fuldt færdig til practisk
Anvendelse. Vi have i sin Tid udførligt om-
talt Apparatets Construktion og de forskjellige
Maader, hvorpaa det tænkes anvendt. Som
det viser sig, vil det først blive benyttet i Tele-
graph-Bureauernes Tjeneste. Til det store
nordiske Telegraphselskabs Station i Newcastle
vil der om kort Tid blive oversendt flere Appa-
rater, der skulle benyttes ved Afskrivningen af
Telegrammerne paa Stationen, hvor man bruger
nye af Wheatstone forbedrede Morseske Tele-
graphapparater. Disse arbeide saa hurtig, at
der paa flere engelske Stationer nu maa anven-
des indtil 6 Telegraphister til Afskrivning af
Telegrammerne, og ved Hjælp af Skrivekuglens
Anvendelse vil man da ikke alene kunne spare
et ikke ubetydeligt Beløb ved at formindske
Skrivernes Antal, men man vil først og frem-
mest kunne forebygge, at Skriften i de copierede
Exemplarer, som saa ofte hidtil, skal give
Anledning til Klage, idet man vil kunne levere
flere og let læselige Afskrifter. Som Telegram-
afskrivningsapparat har Skrivekuglen et fladt
Underlag for Papiret, og der kan da paa een
Gang leveres mindst 10 Exemplarer af Af-
skriften. De sidst construerede Apparater kunne
arbeide med en Hurtighed af 10 Bogstaver i
Secundet, hvilket kan antages at være det
Fire- á Femdobbelte af almindelig Skrive-
hurtighed, og efter faa Timers Øvelse vil En-
hver kunne bringe det til at skrive med Appa-
ratet ligesaa hurtig som med en Pen. For-
uden alla Alphabetets Bogstaver har Skrive-
kuglen nu ogsaa Tal og Skilletegn. Bogstaverne
ere enten smaa latinske eller store Trykbogstaver,
de saakaldte ægyptiske eller Bjælkebogstaver, og
med Hensyn til Skriftens Skjønhed, Tydellighed
og Fuldstændighed er der ved de seneste Appa-
rater skeet meget væsentlige Forbedringer, som
ogsaa med Hensyn til hele Apparatets Simpli-
fication og en hensigtsmæssigere Anbringelse
af Stemplerne. At Skrivekuglen som Tele-
gram-Afskrivningsapparat paa de Stationer, der
have de Wheatstone[1]-Morseske[2] Apparater, for-
uden andre let iøinefaldende Fordele vil kunne
bringe betydelige Besparelser, vil bedst kunne
sees, naar man tænker sig dens Anvendelse i
stort Forhold. Et Engelsk-Indisk Telegraph-
selskab skal have mindst 400 Stationer med de
nævnte Apparater, og ved Hjælp af Skrive-
kuglen vil der paa hver af disse Stationer
mindst kunne spares een Skriver, hvis Løn er
100 Lst[3]., altsaa for alle Stationer en aarlig
Besparelse af 40,000 Lst.     (B.T.)


[1] JMC: Sir Charles Wheatstone, 1802-1875, engelsk opfinder, isär husket for sit telegrafiapparat og system. Wheatstones første patent på en telegraf blev bevilget i maj 1837, og samme år fandt det første eksperiment med telegrafi sted i England. Den første engelske telegraflinje blev oprettet i 1839 og gik mellem stationerne Paddington og West Drayton (21 km).

[2] JMC: Samuel Finley Breese Morse, 1791-1872, amerikansk maler og opfinder. Morse udviklede sin egen version af et telegrafiapparat, signalsystem og linjeføring. Den første offentlige demonstration af systemet (udviklet sammen med Leonard Gale og Alfreid Vale) fandt sted i januar 1838, og den første amerikanske telegrafilinje med Morse’s system åbnede den 24 maj 1844 og gik mellem Washington og Baltimore. Allerede i 1850 var der 12,000 miles telegrafkabler i brug i Amerika. Telegrafi-systemet designet af Morse blev antaget som standard for europeisk telegrafi i 1851.

[3] JMC: Det er ikke let at tyde denne forkortelse, men jeg tror at Lst står for ’ lispund sterling’.

Sir Charles Wheatstone, 1802-1875, engelsk opfinder, isär husket for sit telegrafiapparat og system.
Samuel Finley Breese Morse, 1791-1872, amerikansk maler og opfinder. Morse udviklede sin egen version af et telegrafiapparat, signalsystem og linjeføring.
Den originale utgaven av artikkelen. Copyright: Aarhus Statsbibliotek.

Nordisk Boktryckeri-Tidning August 1872, article about the Writing Balls exhibited in Copenhagen 1872.

Transcription and footnotes by Jørgen Malling Christensen.


The Scandinavian Art, Agriculture and Industrial Exhibition in Copenhagen in 1872 was a great success for Malling-Hansen. He showed four different models of his writing balls (probably including the tachygraf) plus samples of the imprint of each model. He received much attention and was awarded a first price medal. In its August 1872 issue, page 32, the Swedish journal ”Nordisk Boktryckeri-Tidning” reports very positively about the writing balls:


2En bland de interessantare företeelserna inom utställningen var Professor Malling-Hansens skrifkula, hvaraf 2 äldre med cylinder och en nyare med plan skifva, voro utställda; den nyaste konstruktionen fanns dock icke der. De gemena bokstäverna äro utbytta mot versaler, hvarigenom större likformighet vinnes. Den användes å Nordiska Telegraf-sällskapets station i Newcastle för utskrifning af ankommande telegram, och lofordas mycket[1]. Den lemnar afskrift med en hastighet af 10 tecken i sekunden och, om så fordras, i 10 exemplar. Förenas apparaten genom elektromagnetisk ledning med en annan, så kunna 20 ex. Åstadkommas o.s.v. Genom att i st.f. vanliga bokstäver anbringa en sorts tecken, bestående af i vinkel mot varandra stående linier, har uppfinnaren äfven åstadkommit teckenskrift[2], som en oinvigd omöjligt kan tyda. Denna teckenskrift kan genom ett enda grepp förändras. Och för att skrifva dermed behöfves endast att trycka på de med vanliga bokstäver signerade knapparna. En väsentlig förbättring har äfven åstadkommits derigenom, att uppfinnaren lyckats undvika det rassel, som anslagningen af typerna förut åstadkom."



[1] JMC: Once again we get confirmation that at least one of Malling-Hansen´s writing balls was used at the Store Nordiske Telegraph office in Newcastle at the time. We also learn some technical details about it: writing at the speed of 10 letters per second and able to produce 10 copies at the time. This was, in all likelihood, the flat model.

[2] JMC: This is confirmation that the writing ball with cryptographic (secret or code) signs was exhibited in Copenhagen in 1872! However, it does not come as a great surprise, since Malling-Hansen described this opportunity already in his application for the Danish patent in early 1870. Later on Alexis Köhl developed a proper crytomatic writing ball, based on Malling-Hansen´s design and construction. You can find it on our website.



”Skrivekuglen”. Af den af Hr. R. Malling Hansen opfundne ”Skrivekugle” er der i disse Dage (indtil paa Løverdag) udstillet et Exemplar hos Boghandler Tryde[1] paa Østergade, og det store Publicum vil saaledes for første Gang have Leilighed til at gjøre sig bekjendt med en Opfindelse, der sikkert i forskjellige Retninger vil kunne finde en vigtig Anvendelse. Siden det første Apparat for c. 5 Fjerdingaar[2] siden fremkom, har Opfindelsen udviklet sig betydelig, og som det vil ses af det udstillede Exemplar, der er bestemt til London, er ”Skrivekuglen” nu fuldt færdig til praktisk Anvendelse.


Vi have i sin Tid udførligt omtalt Apparatets Construction og de forskjellige Maader, hvorpaa det tænktes anvendt. Som det viser sig, vil det først blive benyttet i Telegraph-Bureauernes Tjeneste. Til det Store Nordiske Telegraphselskabs Station i Newcastle[3] vil der om kort Tid blive oversendt flere Apparater, der skulle benyttes ved Afskrivningen af Telegrammerne paa Stationen, hvor man bruger de nye af Wheatstone forbedrede Morseske Telegraphapparater. Disse arbeide saa hurtig, at der paa flere engelske Stationer nu maa anvendes indtil 6 Telegraphister til Afskrivning af Telegrammerne, og ved Hjælp af Skrivekuglens Anvendelse vil man da ikke alene kunne spare et ikke ubetydelig Beløp ved at formindske Skrivernes Antal, men man vil først og fremmest kunne forebygge, at Skriften i de Copierede Eksemplarer ikke som saa ofte hidtil vil kunne levere klare og let læselige Afskrifter. Som Telegramafskrivningsapparat har Skrivekuglen et fladt Underlag for Papiret, og der kan paa en gang leveres mindst 10 Exemplarer af Afskriften.[4]


De sidst construerede Apparater kunne arbeide med en hurtighed af 10 Bogstaver i Secundet, hvilket kan antages at være det Fire- à Femdobbelte af almindelig Skrivehurtighed, og efter faa Timers Øvelse vil Enhver kunne bringe det til at skrive med Apparatet ligesaa hurtig som med en Pen. Foruden alle Alphabetes Bogstaver har Skrivekuglen nu ogsaa Tal- og Skilletegn; Bogstaverne ere enten de smaa latinske eller store Trykbogstaver: de saakaldte Ægyptiske eller Bjelkebokstaver, og med Hensyn til til Skriftens Skjønhed, Tydelighed og Fuldstænighed er der ved de seneste Apparater skeet meget væsentlige Forbedringer, som ogsaa med hensyn til hele Apparatets Simplification og en hensigtsmæssigere Anbringelse af Stemplerne.[5]


At Skrivekuglen som Telegramafskrivningsapparat paa de Stationer, der have de Wheatstone-MorseskeApparater, foruden andre let iøienfaldende Fordele vil kunne bringe betydelige Besparelser, vil bedst kunne sees, naar man tænker sig dens Anvendelse i stort Forhold. Et engelsk-indisk Telegraphselskab skal have mindst 400 Stationer med de nævnte Apparater, og ved Hjælp af Skrivekuglen vil der paa hver af disse Stationer mindst kunne spares 1 Skriver, hvis Løn er 100 £stl. Altsaa for alle Stationer en aarlig Besparelse af 40 000 £stl.[6]



Skrivekuglen med den flate vognen som skriveunderlag var ferdig utviklet i 1871, beregnet for bruk ved telegrafstasjoner til avskrivning av telegrammer
Slik så den kryptografiske skrivekuglen ut som ble bygget av den danske ingeniøren Alex Køhl
Professor og mekaniker Jürgensen var en nær samarbeidspartner av Malling-Hansen, og også medeier av patentet til bl a. takyrafen. Portrett fra Illustreret Tidende 1902



Den næste Anvendelse, som Apparatet synes at ville finde, er i Stenographiens Tjeneste. I Sommer blev det saaledes forevist i Leipzig, hvor det vakte meget Opsigt især blant Stenographerne, som paa den Tid havde en stor Sammenkomst der. I ”Leipziger Tageblatt” fremkom der en udførlig Artikel om Skrivekuglens Construction og forsjelligartede Anvendelse, og her hedder det bl. A. at de talrige Tilstedeværende vare i høieste Grad overraskede over Maskinens Præstationer og toge det Indtryk med sig, at der her ikke handlede om et sindrigt Experiment, som hvilket man mer eller mindre maatte betragte f. Ex. Sættemaskinen, men om en færdig Opfindelse af stror praktisk Betydning.


Opfinderen har nu construeret et Apparat, der vil kunne arbeide lydløst, og det synes saaledes at ville kunne benyttes i selve Forsamlingssalene.[7] I tvende Exemplarer har ”Skrivekuglen” i Sommer ogsaa været udstillet i London, hvor den ligeledes vakte meget Opmærksomhed.[8] Et Apparat arbeider i München, et andet er nylig kommet til Amerika, og to af de nyeste Apparater er for Tiden i London, hvor Kjøberen af det engelske Patent om kort Tid vil bringe dem frem for Offentligheden.[9]


Paa samme Tid som Opfinderen har arbeidet paa at forbedre den oprindelige Maskine, har han ogsaa udtænkt nye Anvendelser for denne og har gjort en sindrig Opfindelse, hvorefter det er mulig ved Anslag paa de sædvanlige Bogstavstempler at levere hemmelig Skrift, der kan betragtes som ulæselig for den ikke Indviede, [10] og denne Maskine vil sikkert have en ikke ringe Fremtid, idet dens Præstationer, som ikke lade sig efterskrive, bl. A. synes at kunne anvendes som Stempelmærker etc. Det med de forskellige Maskiner Skrevne kan mangfoldiggjøres paa samme Maate som hvad der er skrevet med autographisk Blæk: det Skrævne aftrykkes paa Stenen, det ætses ind i denne, dernæst paaføres Sværten, og sluttelig trykkes der. Skrivekuglen kan altsaa indenfor visse Grændser benyttes som Sættemaskine.


Opfindelsens Historie er ikke uden Interesse. Der er i mange Aar af Mange arbeidet paa at lave Skrivemaskiner, og det ældste Patent er alt 40 Aar gammelt. Ingen Maskine er imidlertid hidtil naaet saa vidt, at den har kunnet arbeide saa hurtig som Pennen, og Skrivekuglen er saaledes den første og eneste virkelige Hurtigskrivemaskine. Efter dennes Fremkomst har en Hr. Odkolch i Prag og en Hr. Davier i London construeret Skriveapparater, der vare byggede paa det samme Princip. Efter at være blevne bekjendte med Skrivekuglens Prioritet have de begge trukket sig tilbage, og det saameget mer som de ikke havde kunnet drive det til at skrive mer end to Bogstaver i Secundet. I Lyon har en Franskmand fornylig construeret et Hurtigskrivningsapparat, der imidlertid ikke skriver Bogstaver, men Tegn, og dette Apparat har altsaa ingen Betydning ved Siden af Skrivekuglen.[11]


De nye Apparater ere udførte i Prof. Jüngers mechaniske Etablissement her i Byen. Eieren af dette Etablissement, Mechanicus Jürgensen, har ved sin Dygtighed og Udholdenhed ligesom ogsaa ved flere af Forbedringerne hjulpet til, at Skrivekuglen, der er patenteret i Amerika og de fleste Lande i Europa, allerede nu er et saa smukt og nyttigt Apparat.




Takygrafen ble patentert i 1872, men arbeidet med å utvikle den, har sannsynligvis pågått i 1871, da en rekke nye modeller av skrivekuglen ble utviklet. Patentet tilhørte både Malling-Hansen selv, og hans tekninker, professor Jürgensen, som nok spilte en meget viktig rolle i å utvikle de tekniske løsningene. Han var også kjent bl. a. for sine astronomiske instrumenter - tydeligvis en enormt dyktig mann!
Dette bildet stammer faktisk fra Norge! - fra Heiberg-museet i den vesle vestlandsbygda, Sogndal! Malling-Hansens første kone var en Heiberg, og Heiberg-museet har flere bilder av Malling-Hansen og hans familie. Hvor gammel Malling-Hansen er på bildet, er ikke lett å si, men ca. 30 er kanskje ikke så dårlig gjettet? I såfall skulle bildet være fra ca 1865. Copyright: Heiberg-museet, Sogndal


[1] JMC: Wilhelm Adolph Conrad Tryde, 1837-1918, var indehaver af denne bog-og kunsthandel, som lå på Østergade 3, en central placering lige ved Kgs Nytorv og i øvrigt også tæt ved Ritzaus Bureau (Ritzau som var agent for skrivekuglerne). Som ung mand arbejdede Tryde i byen Slesvig samtidig som RMH – Tryde kom dertil som boghandlermedhjælper ved nytår 1863 og måtte, som RMH, forlade byen pga krigen i begyndelsen af 1864. Der var på den tid kun to boghandler i Slesvig by, og indehaveren af den anden boghandel, Carl Heiberg, var udpræget antidansk. Det er sandsynligt at RMH lærte Tryde at kende i Slesvig by.


[2] SA: 5 Fjerdingaar må være det samme som 5/4 år. Skrivekuglen ble første gang fremvist for pressen den 8. september 1870, i følge et brev skrevet av Malling-Hansen til sine brødre 09.09.1870. (Se brevsamlingen)

[3] JMC: Her får vi bekræftelse på at skrivekuglen blev solgt til Store Nordiske for at anvendes ved telegrafstationerne i Newcastle. Artiklen gengiver desuden interessante tekniske detaljer om skrivekuglens anvendelighed og fordele i telegrafiens og stenografiens tjeneste.

[4] SA: Dette er en meget interessant opplysning. Av den engelske patentsøknaden fra mai 1870, går det frem at både modellen med sylinder og modellen med en flat vogn som underlag for papiret var i Malling-Hansens tanker allerede på dette tidspunkt, men han valgte å bygge de første modellene med en sylinder, og innebygget i en trekasse. Når de første skrivekuglene med flatt underlag ble bygget, har lenge vært usikkert, men det fremgår her tydelig at den flate modellen ble bygget i løpet av 1871, og at disse skrivekuglene var beregnet på telegrafstasjonene i Newcastle. Med den flate vognen kunne man skrive på opptil 10 papir av gangen, med karbonpapir mellom hvert papir, og således produsere opptil 10 kopier av gangen. Kanskje var det i forbindelse med denne flate modellen at Malling-hansen kom på ideen å legge karbonpapiret motsatt vei, slik at han fikk speilvendt trykk på undersiden av de 10 eksemplarene. Disse kunne så valses gjennom en satinerpresse, med blanke ark mellom, og han hadde oppfunnet verdens første tørrkopieringmetode – som han kalte xerografi.

[5] SA: I noen personlige brev til familiemedlemmer fra 1871, kan vi følge utviklingen av de mange nye modellene av skrivekuglen som ble utviklet i denne perioden:  


09.02.1871: min skrivekugle skal snart fremtræde igien offentlig og i en fornyet eller rettere i flere fornyede skikkelser og tillige i høi grad forbedret  


13.10.1871: et par andre maskiner blive færdig i disse dage   og ville fremvise endnu bedre tryk og en anden slags bogstaver  hvoraf du snart forhåbentlig skal få prøver 


nu må du kiære broder ikke rynke på næsen ad de mange skrivefeil  ordningen af stemplerne på den kugle som ieg skriver med er nemlig en anden end den ieg i de sidste måneder har øvet mig i 




Det er tydelig at året 1871 var en periode med meget høy aktivitet når det gjaldt å utvikle nye skrivekugle-modeller. De modeller Malling-Hansen arbeider med, er for det første skrivekuglen med den flate vognen som skriveunderlag, og med et tastatur med 52 taster. Dernest er det en videreutvikling av sylinder-modellen, nå med en åpen løsning uten trekassen, og også den med et videreutviklet tastatur. Som man ser av skrifttypene i brevene jeg har sitert, og som det også opplyses om i Frederik Bøghs artikkel, kunne skrivekuglen leveres med både små og store typer. Og når Malling-Hansen skriver 17.11 at han håper å få ennå merkeligere skrivekugler ferdig, så antar jeg med ganske stor sikkerhet at det må dreie seg om den modellen som senere kom til å hete takygrafen.

[6] I ettertid vet vi at det dessverre langt fra gikk så vel med skrivekuglen som det her antydede. Skrivekuglen fikk ingen stor utbredelse som telegramavskrivningsapparat – så vidt vites ble det kun brukt i Newcastle og på enkelte få telegrafstasjoner i Danmark.

[7] SA: Det her omtalte apparatet som kan arbeide helt lydløst og kan brukes i forsamlingssaler kan ikke være noe annet enn takygrafen! Den var altså ferdig bygget i løpet av 1871, og fra Malling-Hansens takkebrev til artikkelforfatteren Frederik Bøgh, vet vi at det var sistnevnte som fant opp navnet til maskinen. Malling-Hansen hadde ellers vurdert å kalle det for ”stenografen”.

[8] SA: De to her omtalte apparatene, var utstilt sommeren 1871 ved den årlige(1871-1874) industriutstillingen i Kensington, London. Hva slags to apparater som var utstilt vet vi ikke med sikkerhet, men med stor sannsynlighet var den første modellen med sylinder i trekasse det ene – muligens var også en åpen sylindermodell utstilt.

[9] SA: Ved hans hjelp ble skrivekuglen innkjøpt og tatt i bruk ved Det store Nordiske Telegrafselskaps stasjon i Newcastle. Det var skrivekuglen med den flate vognen som skriveunderlag som ble betraktet som ”telegraf-skrivekuglen”.

[10] SA: En slik ”kryptografisk” skrivekugle ble senere bygget av den danske ingeniøren Alex Køhl. Den fikk dessverre ingen utbredelse, med finnes i noen få eksemplarer, bl. a. på et museum i Paris.

[11] SA: PÅ dette tidspunktet så alt ut til å ligge rette for en kommersiell suksess for skrivekuglen, men den skrivemaskinen som skulle komme til å utkonkurrere Malling-Hansens apparat, var ennå ikke satt i produksjon: Remington maskinen. Maskinen ble oppfunnet og patentert i 1868 av Sholes, Glidden og Soule, og patentet ble senere solgt til den velstående investoren James Densmore, som investerte flere titalls tusen dollar i å videreutvikle den. I 1873 ble den satt i produksjon ved Remington-fabrikken. Densmore hadde rikelig med den ene tingen som Malling-Hansen kronisk manglet: Penger! Malling-Hansen var også i forhandlinger med Densmore om salg av sitt patent, men syntes Densmores tilbud var for dårlig! Han visste ikke da hvor skjebnesvangert det skulle vise seg å bli!


Dette er illustrasjonen som fulgte med de første patentene fra 1870. Som man ser, var både syliner-løsningen og den flate vognen som papirunderlag inntegnet
Originalartikkelen fra Berlingske Tidende, 22. januar 1872. Copyright: Det Kongelige Bibliotek

Artikel i Dagens Nyheder 1872.02.24.

Den originale artikkelen.

[1]Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.


Den 23 februar 1872 besteg Danmarks store bankmand og entreprenør, Tietgen (1829-1901) talerstolen for at aflægge en rapport om Det store Nordiske Selskabs resultat for 1871. Hundredevis af aktiejere, journalister og politikere var til stede og hørte ham nævne Malling-Hansens skrivekugler som en væsentlig faktor i selskabets fine resultat, som gav anledning til stor uddelning til aktieindehaverne.






    Det store Nordiske Telegraf-
afholdt iaftes i Børssalen en
overordentlig Generalforsamling. (- - -
- - -JMC: tekst udeladt. Formanden for selskabet,
Carl Frederik Tietgen, sammenfatter selskabets
økonomiske stilling og resultat for 1871 og
siger så: )

Der klages undertiden over Telegrammernes
sene Besørgelse; var Telegrafbefordringen
ligeligt fordelt i Døgnets 24 Timer, vilde
Forsinkelser nemt kunne undgaaes, men
Ulykken er, at den største Del af den dag-
lige Telegrafering indtræffer i nogle få
Formiddagstimer. Man har derfor nu[2]
indført Brugen af Pastor Malling-Hansens
Skrivekugler ved Telegrammernes Afskrivning,
da den aftrykker 15 a 16 Bogstaver i Se-
kundet, medens man kun kan skrive 4 a 5
Bogstaver i samme Tid.

(- - - -JMC: Tekst udeladt)


I Aaret 1870 udvexledes der imellem
England og Danmark 18,000 Tele-
grammer. Ifjor var dette Antal steget
til 45,000, en Forøgelse, der rimelig-
vis er en Følge af Forbedringer i Betje-







[1] JMC: Samme artikel findes i Fædrelandet 18720224.


Store Nordiske Telegrafselskab i København.
Carl Frederik Tietgen, 1829-1901.
Det var den flate modellen av skrivekuglen som ble anvendt av Store Nordiske Telegrafselskab. Den avbildede modellen har produksjonsnummer 1 og tilhører Stadtmuseum Berlin. Det finnes et eksemplar til som er bevart frem til i dag og det tilhører Teknisk Muesum i Bornholm.

Illustrirte Zeitung no 1503 20. April 1872 side 293[1]

The front page of Illustrirte Zeitung of April, 1872, and the article about the writing ball on two pages

Polytechnische Mittheilungen.


Die Schnelldruch und Schreibemaschine von Malling Hansen.



Schon vor länger als einem Jahre brachten die “Annalen der Typographie”[2] die Nachricht von einer Erfindung, die eine epokemachende genannt werden musste, wenn der Erfinder alles das leisteste, was er versprach. Er wollte es möglich machen, in finsterer Nacht, auf den Wellen des Meeres geschaukelt, über einen Knüppeldamm hinfahrend, im Bett liegend, mit stenographischer  Schnelligkeit,  jedoch in gewöhnlicher Buchstabenschrift, zu schreiben oder, correcter gesagt, zu drucken, und zwar nicht bloss ein Exemplar, sondern bis zu zehn Exemplaren auf einmal.[3]


  Welche enorme Vortheile würde ein solches Verfahren gewähren, wenn dies alles sich wirklich in der Praxis leicht ausführen liesse, aber wie natürlich war auch der Gedanke, dass es, wie so oft, gehen würde, dass eine Sache in der Theorie zwar herrlich, in der Praxis aber unbrauchbar sei.


Die Praxis hat aber schon gesprochen, und Malling Hansen’s Schnelldruck- und Schreibemaschine leistet in der Tat ausserordentliches.


  Indem wir den Lesern der Illustrirten Zeitung die Entstehungs- und Fortbildungsgeschichte dieser Erfindung mitteilen wollen, benutzen wir die diesbezüglichen, leicht verständlichen Mittheilungen oben genannten Fachblatts. Wir hatten bei der Anwesenheit Malling Hansen’s in Leipzig[4] Gelegenheit , uns von der vollkommenen Richtigkeit derselben zu überzeugen.


 Malling Hansen ist Director des königlichen Taubstummeninstituts in Kopenhagen. Wenn er es überlegte, daß man im Stande ist, mittels der Fingersprache der Taubstummen zehn bis zwölf Lautzeichen in der Secunde auszudrücken, während die schreibende Hand in derselben Zeit nicht mehr als zwei bis drei prästiren kann, so drang sich ihm der Gedanke auf, daß es durch eine möglichst concentrirte Klaviatur, deren Tasten von den Fingern beider Hände ohne Armbewegungen leicht erreichbar wären, nicht schwer sein müßte, eine noch größere Anzahl von Buchstaben zu Papier zu bringen, wenn die Tasten in eingefärbte Buchstabenstempel endigten. Hiermit wäre dann eine stenographische Schnelligkeit erreicht, jedoch mit dem bedeutendem Vorsprung, daß das von der Maschine Wiedergegebende in einem für jeden leicht lesbaren Abdruck, ja, wenn es erwünscht sein sollte, in mehreren Abdrücken vorgelegt werden kann.


  Der Drucktelegraph und die Autographie[5] boten zwar dem Erfinder einige Anhaltepunkte hinsichtlich der Ausführung seines Gedankens; sollte aber, was die Hauptsache war, eine wirklich überraschende Schnelligkeit, mit Regelmäßigkeit und Deutlichkeit verbunden, erreicht werden, so gab es nur einen Weg, der eingeschlagen werden konnte: nämlich die Wirkung aller Stempel auf einen und denselben Punkt zu concentriren.


 Dies was nur möglich, indem die Stempel radienformig auf einer Halbkugel angebracht und in eine schräge Bewegung nach dem gemeinschaftlichen Centrum gesetzt wurden. In diesem Gedanken und in der glücklichen Lösung der Schwierigkeiten, welche mit der Construierung des halbkugelförmigen Stempelapparats verbunden waren, liegt der Hauptvorzug der Malling Hansen’schen Maschine, welche nach der Form des Stempelapparats den Namen ”Schreibkugel” erhielt.


 Die zu überwindenden Schwierigkeiten waren keineswegs gering. Denkt man sich,  daß einige dreißig, nach befinden noch mehr Buchstabenstempel, die in den verschiedensten Winkeln zu dem Centrum stehen, dieses mit ihrer Bildfläche gleichmäßig treffen müssen, so leuchtet die Notwendigkeit ein, daß diese Bildflächen, den verschiedenen Einfallwinkeln angemessen, schräg geschnitten, und daß die sich nach unten zuspitzenden Stile nach ihren Längenseiten mit verschiedenen rinnenartigen Einschnitten versehen, teilweise gebogen sein müssen, damit sie aneinander vorbei dem immer enger werdenden Ausgang nach dem Centrum passiren können.


Ebenso einleuchtend ist es, daß zwei Stempel, die zu gleicher Zeit durch Anschlagen in Bewegung gesetzt werden und sich in dem engen Raum begegnen, fest sitzen bleiben müssen, ehe sie den Endpunkt, wo die Bildfläche mit dem Papier zusammentrifft, erreichen. Dieses Doppelanschlagen ist der einzige, was der Schreibende so gut wie der am Klavier Spielende zu vermeiden hat, was er aber auch ebenso leicht wie letzterer vermeiden kann durch die richtige Haltung der Hand mit dem etwas scharf nach unten gebogenen Handgelenk, so daß die Finger frei arbeiten können.


 Der Umfang der Klaviatur ist so gering  (die Halbkugel mißt im Durchmesser nur etwa 13 Centimeter"[6], daß die Hände nie aus der einmal angenommenen Normallage herauskommen, und die Tasten oder Knöpfe sind so vertheilt, daß selbst die beweglichsten Finger höchstens drei anzuschlagen haben, und hierin liegt ein wesentlicher Vorzug gegen eine Klaviatur mit nebeneinanderliegenden Tasten wie die des Klaviers. Außerdem ist die Eintheilung so getroffen, das die gebräuchlichsten Buchstaben in drei, der Normallage der Hand folgenden Reihen quer über der Halbkugel angebracht sind, während die seltener vorkommenden Zeichen darüber oder darunter ihre Plätze haben. Für ungeübte sind die Knöpfe mit Buchstaben bezeichnet, so daß derjenige, der zum ersten mal das Instrument sieht,  doch im Stande ist, sicher, wenn auch langsam, mit einem Finger zu arbeiten, in der Weise wie einer, der mit einem Finger die Melodie auf dem Klavier spielt. Eine Uebung von wenigen Stunden genügt schon, um langsam mit beiden Händen arbeiten zu können.


 Aber, wird man einwenden, wenn der Druck a l l e r Buchstaben sich auf e i n e n Punkt concentrirt, so wird ja ein Buchstabe den andere decken und schließlich nur ein farbiger Klex  übrigbleiben. So würde es sich allerdings ganz richtig verhalten, wenn das Papier ruhig in derselben Lage verbliebe. Das ist aber nicht der Fall. Das Papier liegt mit einem darüber gezogenen, mit blauer Farbe gesättigten Blatt auf einem Cylinder, der durch ein Uhrwerk in langsam rotirende Bewegung gesetzt wird (ganz wie die Walse in einer Spieldose), so daß jeder heruntergedrückte Stempel auf weißes Papier trifft. Es würde jedoch eine außergewöhnliche Fertigkeit dazu gehören, um so regelmäßig zu arbeiten, daß die Stellung aller Buchstaben auf dem Papier und die Zwischenraüme zwischen den einzelnen Wörtern ganz gleichmäßig  würden.


Jeder, wenn auch der kürzeste Aufenthalt, würde eine Unregelmäßigkeit zur Folge haben. Hier muß nun der stets bereite Helfer, der Elektromagnetismus, vermittelnd eintreten.



 Die Halbkugel, durch welche die Stempel gehen, besteht aus zwei concentrischen Abtheilungen, zwischen welchen ein leerer Raum ist. Die obere Schale der Kugel steht mit dem einen Pol einer Batterie, die untere Abtheilung mit einem Elektromagnet im Innern des Apparats und durch diesen mit dem andern Pol in elektromagnetischer Verbindung. Wird nun einer der Stempel , die alle in leitender Verbindung mit der untern Abtheilung der Halbkugel stehen, aber von der obern isolirt sind, heruntergedrückt, so stößt er auf ein Messingstück, welches auf der obern Schale bei jedem Stempel angebracht ist, und nun ist die leitende Verbindung vollständig. Der Elektromagnet zieht einen eisernen Anker an sich, wodurch ein Stopper, durch welchen ein an dem Cylinder angebrachtes Zahnrad festgehalten wurde, ausgehoben wird, so daß das Rad und also auch der Cylinder mit dem Papier um einen Zahn, der die Breite eines Buchstaben hat, vorrückt. Sobald aber der Druck auf den Knopf eines Stempels aufhört, schnellt eine heruntergedrückte Spiralfeder letztern in seine Normallage zurück, und die elektrische Verbindung ist unterbrochen.  Demzufolge läßt der Magnet den Anker wieder los, und der Stopper fällt wieder hemmend in das Zahnrad. Die Einrichtung ist aus dem beigegebenen Holzschnitt leicht ersichtlich.



 Der Mechanismus setzt natürlich voraus, dass ein Buchstabe so breit ist, wie der andere. Die kleinen Buchstaben sind deshalb weniger zweckmässig, wogegen die Antiquaversalia, besonders in Lapidarstil gehaltene, die grössere Gleichmässigkeit  möglich machen. Will man jedoch von der Schönheit absehen, so kann jede Gattung von Schrift gewählt werden.



 Um die Zwischenräume zwischen den einzelnen Wörter, die Ein- und Ausgange und dgl. herzustellen,  bedient man sich des „Ausschlussstempels“, der ebenfalls die Normalweite eines Buchstaben haben muß.  Drückt man diesen Stempel herunter, so rückt das Zahnrad und der Cylinder zwar wie gewöhnlich vor, aber, da der Stempel kein Buchstabenbild trägt, so hinterläßt er keinen Abdruck auf dem Papier. So vielmal man diese Type anschlägt, so vielmal Buchstabenbreite erhält man als Zwischenraum. In dieser Weise können die üblichen Satzregeln ganz genau innegehalten werden, man kann Titelzeilen und Ueberschriften auf die Mitte stellen, Zeilen einziehen, den Zwischenraum vergrößern, u.s.w. Sieht man eine Abschrift der Schreibcopie oder einen durch lithographischen Umdruck hergestellten Abdruck, so glaubt man die Arbeit eines geschickten Setzers vor sich zu haben.     



 Da das Zahnrad mit einer selbst beim zugemachten Apparat leicht ersichtlichen Scala versehen ist, so kann man jeden Augenblick das Vorwärtsschreiten der Zeile beobachten und controliren,  wenn sie voll ist. Um eine neue Zeile zu beginnen, ist übrigens kein Aus- und Einrücken des Cylinders nöthig, da dieser sich auf einem Schraubengewinde dreht; eine neue Zeile kann demnach ohne weitere Vorbereitungen beginnen, sobald die vorhergehende fertig ist.



  Eine sehr wesentliche Verbesserung hat der Erfinder später gemacht, statt des Cylinders nämlich eine flache Tafel angebracht, auf welche etwa zehn weiße Blätter, mit Farbeblättern durchschossen und von einem Rahmen gehalten, gelegt werden können, sodaß ein Satz in etwa einem Dutzend Exemplaren auf einmal herzustellen ist. Diese Tafel hat außer der gewöhnlichen ruckweisen Vorwärtsbewegung noch eine schräge Rückwärtsbewegung, damit eine neu zu beginnende Zeile richtig unter die vorgehende zu stehen kommt. Mehr wie zehn Exemplare kann eine Maschine nicht wol auf einmal liefern. Genügt diese Zahl dem Bedürfniss jedoch nicht, so ist es nur nöthig, zwei oder mehrere Apparate miteinander elektromagnetisch zu verbinden; in dieser Weise kann dann die Zahl der Exemplare nach Belieben vermehrt werden.



Die Schnelligkeit, die mit den jetzt arbeitenden Maschinen erreicht werden kann, beträgt zehn Zeichen in der Secunde, sie wird demnach ungefähr Schritt halten mit einem öffentlichen, langsam gehaltenen Vortrag; neuerdings gemachte Verbesserungen machen es schon ganz unzweifelhaft, dass die Schnelligkeit von 20 Zeichen in der Sekunde erreicht werden wird. Dies gibt zugleich Antwort auf die Frage wegen der praktischen Verwendung der Schreibkugel. Sie ist eben von Nutzen überall, wo es sich um schnellste Herstellung eines für jeden, ohne besondere Studien lesbaren Manuscripts handelt. Sollen wir aber einige Fälle besonders hervorheben, in welchen sie von wesentlichem Werth sein wird, so wären dies etwa folgende:



  1. Zum Umschreiben stenographisch abgefaßter Berichte über Kammer- und andere öffentliche Verhandlungen. Es ist möglich, diese so schnell, zugleich in mehreren Exemplaren, zu liefern, dass wenige Minuten nach Vollendung der Stenographie die Versendung oder Ablieferung an die Druckerei stattfinden kann. Zur directen Verwendung in dem Sitzungssaal war die Maschine anfänglich nicht geeignet, weil das Ein- und Ausfallen des Stoppers mit etwas Geräusch verbunden war. Diese Uebelstand wurde jetz glücklich abgeholfen.

  2. Zu Vervielfältigung der eingehenden Depeschen auf den Telegraphenbureaux; den während der Drucktelegraph nur langsam arbeitet, wird das Wheatstone=Morse’sche Verfahren, mit der Schreibkugel zusammenwirkend, weit schnellere Resultate liefern, namentlich wenn z. B. die Telegraphenbureaux die Börsen- oder politischen Depeschen in mehrere Exemplaren zu liefern haben. Der elende Zustand, in welchem die Schrift sich in den copirten Exemplaren oft befindet, überschreitet, wie bekannt, manchmal das Erlaubte. Die erste praktische Verwendung in dieser Richtung findet die Maschine auf der Newcastle-Station der grossen nordischen Telegraphen-Gesellschaft, wo sie die Arbeit von sechs Telegraphisten übernimmt.

  3. Beim Dictiren in Staats- und Privatbureaux, indem durch die Schreibkugel dem Chef sehr viel Zeit gespart wird, dieser auch Noten, Circulare und jede Geheimcorrespondenz mit Leichtigkeit selbst schreiben und copieren kann.

  4. In Feld, auf Reisen zu Land und Wasser, kurz unter allen, das Schreiben erschwerenden Verhältnissen. Blinde, Taubstumme, an das Bett Gefesselte können schneller und leserlicher ihre Gedanken zu Papier bringen als der flinkste Schreiber.


Die Wichtigkeit des Verfahrens im Krieg, im diplomatischen und Börsenverkehr, für die Zeitungstelegramme, im Dienst der Polizei u.s.w. wird noch ganz wesentlich durch eine neue Verbesserung der Erfinders gesteigert, indem er Apparate liefert, in welchen statt der gewöhnlichen Buchstaben zwei in Winkel aneinanderstoßende kleine Linien als Typen verwendet werden, die eine dem Uneingeweihten vollständig unlesbare Geheimschrift bilden, indem die durch einen einzigen Griff bewirkte veränderte Lage des Typenapparats jedesmal ein vollständig neues System zu Wege bringt, sodaß beispielsweise jede Zeile, jedes Wort, ja jeder Buchstabe ein neues System beginnen kann, das weder der Erfinder selbst noch der Erbauer der Maschine zu ergründen vermag, ja selbst der Verfasser der von der belgischen Akademie der Wissenschaften gekrönten Preisschrift „La Cryptographie devoilée“ würde hier vor einem Buch mit sieben Siegeln stehen. Ein wesentlicher Vortheil ist es noch, das der Schreibende selbst durchaus nicht in der Geheimschrift geübt zu sein braucht,  er schlägt nur die mit den gewöhnlichen Buchstaben bezeichneten Typenknöpfe an.[7]    



Die „Annalen der Typographie“ schließen ihren Bericht mit folgenden Worten, die wir gern zu den unserigen machen: „Malling Hansens Schreibkugel hat aufgehört, ein interessantes Experiment zu sein, ist eine vollkommen gelungene That, und es ist Pflicht, die Aufmerksamkeit des ganzen, bei einer solchen Erfindung interessirten Publikums auf sie zu lenken.“ Wer wäre aber nicht interessirt bei einer Erfindung, die für das schreibende Publikum das zu werden verspricht, was die Erfindung der Nähmaschine für das nähende geworden.



[1] CB: Midt på siden er der to meget flotte tegninger (= træsnit) af Skrivekuglen og underteksten: Die Schnelldruck- und Schreibemaschine von Malling-Hansen. På det lille billede nederst ses den med kasse. Altså den allerførste model han lavede. Den elektriske. På det store øverste billede er kassen fjernet, så man kan se hvordan der ser ud indeni – med elektriske spoler og papirvalse og det hele. – jeg anser det altså for to tegninger af den samme model. Den han fik patent på i januar og marts 1872.

SA: Illustrasjonen i artikkelen er den samme som ble brukt i en artikkel om skrivekuglen i den danske utgaven av Illustrirte Zeitung, Illustreret Tidende allerede i 1870. Den forestiller ganske riktig den første modellen av skrivekuglen, som ble patentert og bygget første gang i 1870. Men som det fremgår senere i artikkelen i Illustrirte Zeitung, så laget RMH flere forbedrede modeller det neste året, og selve artikkelen ser ut til å bygge på den store flate modellen, som ble bygget første gang i 1871.

[2] CB: We must find this original article!

SA: Annalen der Typographie publiserte I alt to artikler om skrivekuglen; 12. november 1870 og 24. august 1871. Jeg har begge i mitt arkiv. I den første artikkelen i Annalen der Typographie(i 1870) benyttet de den samme illustrasjonen som i artikkelen i Illustrirte Zeitung fra 1872.

[3] CB: This is EXTREMELY interesting. I have NEVER heard before, that this very first model of the Writing Ball could print 10 copies of the written letter. As far as I remember, this is not mentioned in the patent application from January 1872 – but his article certainly means, that I will type this patent application into my pc!

SA: Som jeg har nevnt ovenfor, så tyder alt på at denne artikkelen er skrevet på grunnlag av en nyere modell av skrivekuglen enn den første fra 1870. Artikkelforfatteren skrivere lengre ned at det er kommet nyere og forbedrede utgaver av skrivekuglen siden den aller første modellen. Den store, flate modellen sto ferdig i slutten av 1871, og det er sannsynligvis den det refereres til i artikkelen.

[4] CB: Malling Hansen has been on a visit to Leipzig!

SA: I brev 1871.04.15 skriver RMH: ”næste brev håber ieg at kunne skrive til dig med min nye sættemaskine(=skrivekugle SA)  ieg antager at det vil blive nødvendigt for mig at giøre en større udlandsreise i mai eller i juli for at få noget udbytte af mine patenter”. Mye Tyder på at RMH reiste både til England og Tyskland på denne utenlandsreisen. Hadde deltok med sin skrivekugle ved den første av de såkalte South Kensington utstillingene i London, og hadde også en skrivekugle utstilt i Leipzig I en periode på mange måneder i løpet av 1871. I følge brev fra RMH, kom skrivekuglen i retur til Danmark i oktober 1871. Den nye utgaven av skrivekuglen som RMH nevner i brevet er sannsynligvis den store, flate modellen som kunne skrive på 10 ark om gangen. Det sto også en artikkel i Leipziger Tageblatt denne sommeren, der skrivekuglen ble presentert, men den har vi dessverre ikke klart å spore opp fordi vi mangler datoen. Men i en annen artikkel i Leipziger Tageblatt fra 22. august 1871 fortelles det om en stenograf kongress som ble arrangert i byen, der deltagerne hygget seg med å studere Malling-Hansens skrivekugle i en av pausene.

1871.10.13 skriver RMH igjen til sin bror: ”i dette øieblik har ieg endelig fået min leipsiger maskine istand efter dens hiemkomst til mig og benytter det første stykke papir til at sende dig et par linier  et par andre maskiner blive færdig i disse dage   og ville fremvise endnu bedre tryk og en anden slags bogstaver  hvoraf du snart forhåbentlig skal få prøver” 

Og 1871.11.08 skriver RMH det aller første brevet vi kjenner til med store bokstaver. Det betyr at de to nye modellene av skrivekuglen var ferdige: den store flate, og sylindermodellen uten trekasse. Disse to ble levert med enten store eller små bokstaver.

[5] CB: Autographie??? Selvskrivning?? Endnu en opfindelse af Samuel Morse?

SA: På tysk wikipedia finnes denne definisjonen av autographie: Als Autografie, auch Autographie, (griech.) oder Überdruck bezeichnet man ein Verfahren zur billigen und raschen Vervielfältigung von Zeichnungen, das aus der Lithografie abgewandelt wurde.


[6] CB: Det er forbløffende, at omkredsen her måles i centimeter. Eftersom metersystemet først blev vedtaget  internationalt ved den internationale Meterkonvention i 1875 – og at Metersystemet først blev indført i Danmark i 1907 – og mon hvornår i Tyskland???


[7] CB: Very strange: It is not explained, how the recipiant of a cryptographic letter from the writing ball can decipher the message???

Artikel I Dags-Telegrafen 1872.04.24.

Den originale artikkelen.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.


                          Et og Andet.


- S k r i v e k u g l e n. Det sidstankomne Nu-
mer af ”Illustrirte Zeitung”[1] indeholder en Af-
bildning af Malling Hansens Skrivekugle, led-
saget af en meget udførlig Forklaring, hvis For-
fatter henholder sig til en i ”Annalen der Typo-
graphie”[2] om Skrivekuglen for et Aar siden med-
delt Artikel, hvori det hedder: ”Dette Apparat
har ophørt at være et interessant Experiment;
det er en fuldkommen vellykket praktisk Op-
findelse, hvorpaa det er en Pligt at henlede det deri
interesserede Publikums Opmærksomhed.” Med-
delelsen i ”Illustrirte Zeitung” slutter med føl-
gende anerkjendende Ord: ”Hvem er ikke in-
teresseret i en Opfindelse, der lover at blive det
samme for det skrivende Publikum, som Op-
findelsen af Symaskinen er bleven for det


[1] JMC: Nummeret er 1503, udgivet den 20 april 1872, og artiklen er på side 293. Vi har den komplette tekst på vor side.

[2] JMC: Også denne artikel har vi på vor side: det drejer sig om nummer 111 fra den 24 august 1871.

Den aktuelle utgaven av Dags-Telegraphen.

Article in The Engineer Aug. 2. 1872

Mechanic and professor Christoffer Peter Jürgensen, 1838-1911, who worked very closely with Malling-Hansen on the development of the writing ball. Photo: The Royal Library
Danish inventor, Rasmus Malling-Hansen, 1835-1890 - his writing ball attracted great attention everywhere it was exhibited. Photo: Private






(From our own correspondent)



     The most remarkable invention in the whole exhibition is the so-called “Writing Ball”, or electric printing apparatus, invented by the Rev. R. Malling Hansen, of Copenhagen. The invention has for a short time been before the English public, and some instruments which have been made according to this invention are already at work at the telegraph offices at Newcastle. Mr. Holten, of London, who owns and works the English patent, has also got some of these instruments; but I feel specially called upon to mention the invention here, because it has been so materially completed and improved as regards the last-made instrument exhibited here for the first time. All the “writing balls” are made here, at the so-called “Professor Junger’s establishment.” That gentleman is, however, dead now, and the present manager and co-proprietor, and to whom really belongs the honour of the excellent workmanship and design in many practical details of these instruments, is Mr. C. P. Jurgensen; he is also the inventor and maker of several astronomical instruments, which I shall speak of further on. I send you drawings and photographs of the latest phase of this invention, and the engravings, which you will doubtless prepare, will, I hope, with a short description, render it clear to your readers.



The description of the writing ball refers to this engravisng, which was published along with the article



     A is a half-sphere of gun-metal, pierced with fifty-two radial holes, all converging to the centre; it rests on a fixed ring C, on a frame D, which again rests on the three standards E, that are fastened on to the bed plate a, a, which carries the whole apparatus. The frame D turns on I joint F, on the two back standards, and can thus be lifted up entirely, leaving the other or lower parts of the instrument exposed to view. Each of the holes through the half-sphere or ball A has a piston which s g round off horizontally at its bottom, and there has a letter, figure, or other type sign engraved on it. Each piston is carried by a spiral spring, and has a knob carrying the same letter, figure, or other type as at bottom. When a piston thus has been lowered by pressing on its knob, the spiral spring raises it again when released. H, H, is a level table, or plate, the upper surface of which can be moved through the centre of the writing ball. The table H has four wheels which run on two rails K, resting on eight columns on a square frame, L, L. This frame again, in three places, namely, in front, with the lug M, and behind in two places not visible here, rests on and is movable right and left on the two rails N1 and N2 on the bed frame a. To the underside of the table H is fastened a rack gearing with a spur wheel fixed on to a sleeve on the spindle Q by means of feather and groove, so as to slide along it. The spindle Q runs in bearings on the bed frame a, and has a tooth wheel S, and a smaller pinion (not visible in the drawing); the latter is moved by means of the tooth wheel T on the fuse spindle of an ordinary clock spring. Two electro-magnets are arranged behind the tooth wheel S; to the armature of these electro-magnets is applied an escapement working into the tooth wheel S. V, V, are two screws, which are connected to an electric battery. X is a bell having a hammer or striker which can be moved by a peg on the wheel S, so as to strike a blow on the bell.


     It should be added that the ball has a spherical correspondingly perforated cover, which by isolating ebonite pieces rests on the ball itself, and together, with the small springs on the cover, which springs take the blow of the piston knobs when struck by the operator, are in connection with one pole of the electric battery, while the ball itself with its pistons and knobs B are in connection with the other pole.


     The table H has a light frame on the top, which when raised admits of placing a sheet of paper under it; when laid down it holds the paper all along its edges. A piece of carbonised paper is laid on the white paper. On depressing one of the knobs B say the one lettered D, the lower end of the piston impresses a type D on the paper; the knob then touches the spring under it, whereby a contact and a junction of the two electrical currents is established; the electro-magnets thus attract the armature, causing a motion of the escapement so as to allow the wheel S, which is actuated by the clock spring, to turn a tooth space round; the spindle Q is thus turned to that extent, and the wheel and carriage a space correspondingly large, so that the next letter which is to be impressed on the paper finds its place on it in a suitable distance from the letter just before printed on the paper. As the pistons are depressed one after another as required, the letters corresponding to each piston knob are printed on the paper in a line vertical to the operator. The pistons are so arranged that they can be conveniently played on by all ten fingers, a certain numbers of knobs being assigned to each. A moment before a line is completed the hammer strikes the bell X, thus giving the signal to the commencing of a new line at a suitable distance from the last printed. The carriage or table H is then pushed back by hand against the hindmost standard E. In order to cause a movement in the direction vertical to this motion, namely, so as to give the required space between the lines, the table H has underneath a movable peg or finger which runs into a tooth rack fastened to the bed frame a, thereby pushing the frame L (and the table H on it) to one side the required distance on the rails N1, N2. By taking hold of the rails K, the lower frame L can be pushed along its rails N1, N2, to the right or left as required, and thus begin the printing operation anywhere on the paper.


What is special about the illustrations in the article in The Engineer, is that there are engravings of both the cylinder model and the flat model, indicating that these models where made simultaniously. The above illustration showes how the ball could be tipped up when placing the paper



     The pistons can with a little practise be worked at the rate of ten per second, which is three to five times quicker than ordinary writing with a pen. One can write on all sorts of paper, from the thinnest to the thickest, the writing ball being adjustable vertically correspondingly. If, say, ten layers of thin paper are used with interposed layers of carbonised paper, then all ten pieces of paper receive the same fac simile impression when thus printed on. By letting these ten impressions, with interposed transparent paper, pass through rollers, double the number of copies are obtained, and that in a time that a copyist only could write out one-third of a copy. When taking only one impression at a time a great many copies can be obtained very quickly by the autographic printing process, and by means of the pantatype. For printing purposes, where the setting in type, as it frequently occurs, takes a disproportionate time and expense, the “writing ball” is by far the quickest and cheapest instrument. The lines and words can be arranged, stopped, spaced, underlined, &c., in all directions exactly as with ordinary printing.


     The “writing ball” as now made contains fifty-two pistons, having all letters and all figures, besides interpunctuation signs, &c.


     The electric apparatus consists of two to four Lèclaché’s elements. They are constant, can be used for six months without touching them, and then can be easily replenished.


     The “writing ball” as hitherto made, had the paper laid round a cylinder. The arrangement here described has the advantage that the operator at all times can see what he writes, that less time is lost by putting on paper, and carbonised paper, that all thicknesses of paper can be used, and that a number of copies can be printed at the same time. The practical application of the writing ball extends thus to all cases where despatch and accuracy in writing, and several or many copies are required. It should find its place in large offices, private and public, where a great many copying clerks thus could be spared. It is suitable for writing fair copies and shorthand reports. For shorthand writing itself, an adaptation of this invention is now being practically carried out. But it has already found a very important application for writing out telegraphic despatches where Wheatstone or Morse instruments are used. In Newcastle, the apparatus has been successfully in operation some time, and more instruments are now in hand. But time and experience will, no doubt, introduce it to many other purposes, such as for writing from dictation, thus saving valuable time to heads of commercial and other’s establishments, for individuals, &c. The inventor has been appreciated here in a very unusual manner, the King giving him the gold medal of merit. In the Exhibition these instruments attract great attention.



The exhibition building in Copenhagen, 1872, as it was printed in Illustrated Journal (Illustreret Tidende)

Folketidende for Midt-Sjælland 1872.06.03.

1.Research og transkribering af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjon ved Sverre Avnskog.

Pastor Malling-Hansen ved Døv-
stummestiftelsen, der har opfundet den allerede
overalt i Europa roste ”Skrivekugle”, en sindrig
Indretning, hvorved man i stor Hurtighed kan
paa et Papir udskrive en Mængde Bogstaver
ved at trykke med Fingeren paa ophøiede Punk-
ter, der hver svare til sit Bogstav, har modta-
get Fortjenstmedaljen i Guld.



1 JMC: Meddelelsen findes også i Dagbladet, Aarhuus Stifts-Tidende, Viborg Stiftstidende, Silkeborg Avis og i Sjællandsposten samme dag.

Det aktuelle nummeret av Folketidende.
Slik så den fortjenestmedaljen i gull som Malling-Hansen mottok i 1872 - med kong Christian IX portrett.

Fædrelandet 1872.06.26.

Den originale artikkelen.

1.Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

Dette nummer af Fædrelandet har på første side en lang artikel om Den nordiske Industri- og Kunstudstilling i København, arrangeret af Industriforeningen i 1872. Malling-Hansen deltog med hele fire forskellige modeller af skrivekuglen samt med prøver af kugleskrift og høstede megen anerkendelse og opmærksomhed. Skrivekuglen belønnedes med førstepris, og aviserne skrev positivt. Artiklen i Fædrelandet er et godt eksempel. Her neden bringes kun den del af artiklen som handler om skrivekuglerne. I slutningen af den interessante beskrivelse nævner journalisten et muligt anvendelsesområde for skrivekuglen, som jeg ikke tidligere har stødt på: nemlig til at udskrive mønstre til brug for stof- og tapetfabrikation!

I Forbindelse med Telegraf-Apparatet maa
vi omtale ”Skrivekuglen”, fordi dennes første
praktiske Anvendelse staar i forbindelse med
hint. Vi antage det for givet, at Læserne ikke
have glemt, at Skrivekuglen er opfundet af vor
Landsmand, Pastor M a l l i n g – H a n s e n (ved
Døvstumme-Institutet); den findes fuldstændig
paa et andet Sted i Industriudstillingen, nemlig
ved Siden af Klavererne, hvor man let vil kunne
opdage den nærved et taffelformet, mørkt In-
strument, der udmærker sig ved nogle særegne
Tangenter. Skrivekuglen har sit Navn deraf, at
Apparatets mest synlige Del har Form af en
Halvkugle, som er gjennemboret med Stifter, der
alle pege ind mod Kuglecentret. Naar man
trykker paa en af disse Stifter, afsættes der et
Bogstav eller lignende Tegn, og ved Hjælp af
flere Lag Kalkerpapirkan samme Tegn samtidig
afsættes paa flere Stykker Papir. Trykker man
paa en anden Stift, afsættes et andet Bogstav
eller Tegn, men altid ved Siden af det første
med et bestemt Mellemrum, indtil Papirets Brede
er forbrugt og Linien altsaa ude, hvorpaa man na-
turligvis kan begynde en ny Linie. Den frem-
kommende Skrift, som ved den udstillede Skrive-
kugle er almindelige romerske Bogstaver, er
fuldstændig tydelig, og vel har den nogle Mang-
ler i Henseende til Skjønhed, men dels ere disse
af underordnet Betydning, dels kunne de let af-
hjælpes. Hovedsagen er, at man uden Vanske-
lighed kan skrive – paa et enkelt Stykke Papir -
mindst tre Gange saa hurtig, som den ra-
skeste Haand med en Pen; ikke at tale om, at
man ved Hjælp af den ovennævnte Kalkering kan
skrive samtidig paa flere Stykker Papir med
Skrivekuglenligesom med en Pen eller en Kal-
kerstift. Naar en flink Skrivende med Pen neppe
kan frembringe mere end 2 Bogstaver i Sekundet,
kan man med Skrivekuglen naa over 6, og man
bliver endda mindre træt i Haanden eller Fin-
grene. Og nu kommer Forbindelsen med de
Wheatstoneske Telegraf-Apparater! Disse kunne
virke saa hurtig, at Modtageren paa Endesta-
tionen ikke kan nedskrive Telegrammet i samme
Tid, som den mærkede Papirstrimmel afvikler
sig; altsaa maa, naar Telegraferingen ikke skal
standses, Nedskrivningen enten opsættes eller
fordeles mellem flere Folk; men ved Hjælp af
Skrivekuglen kan Aflæsningen af Telegrammet og
dets Nedskrivning foregaa lige hurtigt, og derved
kan man følgelig spare adskillige Folk, idet For-
holdet mellem den med Pan og med Kuglen
Skrivendes Hastighed er som mellem 1 og 3
(eller derover). Vi skulle saa meget mere an-
befale Folk at tage den udstillede Skrivekugle
og de dertil hørende Apparater i Øjesyn, som
det ingenlunde er til Forbindelse med Telegra-
fering, at dens praktiske Anvendelse bør ind-
skrænkes. Saaledes har Hr. Malling-Hansen og-
saa konstrueret en Skrivekugle af en noget anden
Indretning, som troligvis vil kunne konkurrere med
Stenografien, der er en baade besværlig og kost-
bar Institution. Selv den dygtigste Stenograf
kan, som bekjendt, ikke følge meget hurtige Ta-
lere i en Forsamling, og jo mindre Forsamlin-
gen er, des hurtigere kan En og Anden tale,
men des kostbarere bliver tillige det stenografi-
ske Apparat. Den nye Skrivekugle skal nu,
ved særegne Mekanismer, kunne skrive indtil
20 Bogstaver i Sekundet – og hurtigere taler
neppe Nogen, selv i et lille Rum – og dens
Arbejde er stilfærdigt samt saa lidet anstræn-
gende, at en enkelt Skrivende kan holde ud i
længere Tid. Kommer han i Farten til at gjøre
en Skrivfejl, vil denne i Reglen ikke have stor
Betydning, hvor Skrivekuglen skal erstatte Haand-
stenografien, thi dennes Produkt skal jo ikke
blot strax skrives om med almindelige Bogsta-
ver, men derefter i Reglen sættes til Trykning,
og i saa Fald kunne de nødvendigste Rettelser
paa Skrivekuglens ”Manuskript” sagtens blive
gjorte. Iøvrigt kan man, medens Papiret endnu
ligger paa, bringe det saaledes tilbage, at en
Fejl, som i Tide er opdaget, ved selve Appara-
tets Hjælp kan blive rettet. Endelig findes der
ogsaa ved Skrivekuglens Udstilling Prøver paa
dens Anvendelse i en anden Retning, nemlig til
at frembringe en Uendelighed af forskjellige
Tegn; disse kunne dels være bestemte, og
Tegnskriften kunde i saa Fald bruges ”kryp-
tografisk”, dvs til hemmelig Cifferskrift, dels kan
man variere dem paa lignende Maade som Fi-
gurerne i et Kalejdoskop, og de ville da kunne
tjene som Fortegninger til Mønster i Tepper,
Tapeter og Lign, hvortil nu Kalejdoskop-Figu-
rer stundom bruges i temmelig stor Udstræk-
ning men paa en temmelig besværlig Maade.


1 JMC: Samme artikel blev publiceret i Ribe Stifts-Tidende den 29 juni 1872.

Den aktuelle utgaven av Fædrelandet.
Kong Christian IXs medalje i sølv
fra utstillingen i København 1872.

Dags-Telegrafen 1872.07.16.

Den originale artikkelen.

[1]. Research, transkribering og Kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.


Malling-Hansen og Jürgensen ingav deres ansøgning om eneret på takygrafen den 25 januar 1872 samt i kompletteringer daterede 25 marts 1872. På vor hjemmeside, i afsnittet om takygrafen, har vi den fuldstændige tekst af begge ansøgningshandlinger. To forskellige modeller af takygrafen blev udviklet, og patenter blev bevilget i Danmark, Sverige, Tyskland og Østrig samt i USA.

------ betyder at tekst har udeladts.


Eneretsbevillinger[2] m.m. Under
10de d. M. Er det ----------overalt i
Danmark med Undtagelse af Færøerne,
Island og Kolonierne --------forundt
Forstander og Præst ved det kgl.
Døvstummeinstitut R. M a l l i n g-
H a n s e n og Mekanikus C.P. J ȕ r-
g e n s e n af Kjøbenhavn Eneret for
Tidsrummet indtil den 12:de Marts 1885
til at forfærdige og lade forfærdige
det af dem angivne Hurtigskrivnings-
apparat, kaldet Takygrafen.


[1] Samme notits blev også publiceret i Fædrelandet den 16 juli 1872 og i Dagens Nyheder den 17 juli 1872.

[2] JMC: I 1800-tallet kendte man ordet patent, men man brugte betegnelsen ’eneretsbevilling’. Sprogbruget ændrades fra og med 1894, da Patentloven blev antaget.

Den aktuelle utgaven av Dags-Telegrafen.
Tre utgaver av takygrafen. Bildet som var vedlagt den tyske patentsøknaden.
Stillbilde fra Felix Herbsts interaktive modell av takygrafen.
Jørgens Malling-Hansens bilde av takygrafen malt i vannfarger.

Polytechnisches Journal, August 1872: Hansen’s Typen-Schreibmaschine auf der Copenhagener Industrie-Ausstellung.

Dingler's yearbook 1872, from Uwe Breker's archive.

         Polytechnisches Journal.




       Dr. Emil Maximilian Dingler.



      Fünfte Reihe.  Dritter Band.


               Jahrgang 1872.



           Druck und Verlag der

    J.G. Cotta‘ schen Buchhandlung.




Hansen’s Typen-Schreibmaschine auf der Copenhagener Industrie-Ausstellung.

Nach dem Engineer, August 1872, S. 68.


Mit einer Abbildung auf Tab.X.


In der Industrie-Ausstellung zu Copenhagen zieht gegenwärtig die Typenschreibmaschine oder die sogenannte „Schreibkugel“ des Hrn. Malling Hansen die Aufmerksamkeit des Publicums in hohem Grade auf sich. Fig. 12 stellt diesen sinnreichen Apparat in perspectivischer Abbildung dar.


A  ist eine Halbkugel aus Geschützmetall, welche mit 52 nach dem Centrum convergierenden Löchern durchbohrt ist. Dieselbe liegt auf dem festen Ringe eines Gestelles D, welches wieder auf drei Trägern E ruht. Leztere sind mit der Fundamentplatte a,a des Apparates fest verbunden. Das Gestell D ist um ein Scharnier F beweglich, so daß es ganz in die Höhe gehoben werden kann, und alsdann einen Blick auf die unteren Theile des Apparates gestattet. In jedem der erwähnten Löcher gleitet ein Kolben oder eine Taste, in deren unterem horizontal abgeschliffenen Ende ein Buchstabe oder sonstiges Schriftzeichen graviert ist. Der nämliche Buchstabe ist auf dem Kopfe jedes Kolbens markirt. Wenn ein solcher Tastkolben niedergedrückt wird, so geht er under dem Einflusse einer auf ihn wirkenden Spiralfeder von selbst wieder in die Höhe. H,H ist eine horizontale, auf vier Rädern ruhende Tafel, welche unter dem Centrum der Halbkugel hinweggeführt werden kann. Die Räder laufen auf zwei Schienen K,K, welche mittelst acht Säulen an einen viereckigen Rahmen L,L befestigt sind. Dieser Rahmen selbst ruht an drei Stellen, vorn an einer und hinten an zwei, auf zwei Schienen N,N der Fundamentplatte a,a. An der anderen Seite der Tafel H ist eine …..(?) angeordnet, in welche ein an die Spindel Q befestigtes Stirnrad greift. Diese in der Fundamentplatte gelagerte Spindel trägt außerdem ein Zahnrad S und ein in der Abbildung nicht sichtbares Getriebe, welches mit dem Rade T in Eingriff steht. Hinter dem Zahnrade S sind zwei mit einer constanten elektrischen Batterie in Verbindung stehende Klemmschrauben. Diese Batterie besteht aus 2 bis 4  L e c l a n c h é’schen Elementen[1], welche 6 Monate lang benutzt und dann leicht umgefüllt werden können. X ist eine Glocke, deren Hammer durch einen Stift des Rades S in Bewegung gesetzt werden kann, so daß er an die Glocke schlägt.


Wir haben hier die Bemerkung einzuschalten, daß die Halbkugel von einem sphärischen, mit correspondirenden Löchern versehenen Deckel umgeben ist, welcher mittelst isolirender Ebenholzstücke auf der Halbkugel selbst ruht. Dieser Deckel, nebst den kleinen Federn welche den Druck gegen die Knöpfe der Tastkolben aufnehmen, steht mit dem einen Pole, die Halbkugel selbst nebst ihren Kolben mit dem anderen Pole der Batterie in Verbindung.


[1] JMC: Das Leclanché-Element is ein galvanisches Element, das von Georges Leclanché entwickelt und 1866 patentiert wurde (Französisches Patent Nr, 71 865). Es Stellt eine elektrische Batterie dar und war in der ursprünglichen Form mit flüssigen Elektrolyt ausgestattet. Es Zählt damit zu den heute nicht mehr verwendeten „Nassbatterien“.  Illustration in Deutschen Wikipedia.


The illustration from the article shows the big, flat model used at telagraph stations. Drawings of this model was included in the first patent applications from 1870, and it was first built in 1871.
The French as well as the Belgian telegraph companies used the Leclanché batteries at their stations, and they were also used for telephones, since telephones in this period of time could not draw electricity from the telephone line.
Georges Lionel Leclanché, 1839-1882, in 1866 invented a wet battery that became very popular and was produced in several thousands of copies.

Ueber die Tafel H ist ein leichter Rahmen gedeckt, welcher in die Höhe gehoben werden kann, um ein darunter geschobenes Blatt Papier rings an seinen Rändern Festzuhalten. Auf das weiße Blatt wird ein geschwärztes Papier gelegt. Drückt man nun einen der Knöpfe, z.B. den mit dem Buchstaben R markirten, nieder, so druckt das untere Ende des Kolbens den Buchstaben R auf dem Papier ab. Der Knopf berührt sodann die unter ihm befindliche Feder und schließt dadurch den Batteriestrom, worauf die von den Elektromagneten sofort angezogenen Armaturen dem Rade S eine Drehung um einen Zahn ertheilen. In Folge dieser Drehung wird die Tafel H durch das an der Achse Q des Rades S befestigte und in die erwähnte Zahnstange greifende Stirnrad um eine entsprechende Strecke längs der Stange K,K fortbewegt, so daß sich der nächste Buchstabe in geeignetem Abstande neben dem vorhergehenden abdruckt. So erfolgt, idem ein Tastkolben nach dem anderen niedergedrückt wird, der Abdruck der entsprechenden Lettern in einer gegen den Manipulirenden verticalen Zeile. Die Tasten sind so angeordnet, daß ist mit allen zehn Fingern bequem gespeilt werden können, wobei eine gewisse Anzahl derselben für jeden Finger bestimmt ist. Einen Moment vor Beendigung einer Zeile schlägt der Hammer gegen die Glocke X, zum Zeichen daß nun eine neue Zeile in geeignetem Abstande von der so eben gebildeten angefangen werden soll. Die Tafel H wird alsdann aus freier Hand gegen den hinteren Träger E zurückgeschoben und der Zeilenabstand durch eine Seitenbewegung rechtwinkelig zu dieser letzteren Bewegung auf folgende Weise erzielt. Unterhalb der Tafel H befindet sich ein beweglicher Finger, welcher in eine an der Fundamentplatte a befestigte Zahnstange greift und dadurch  das Gestell L mit der darauf  befindlichen Tafel auf den Schienen N,N um den erforderlichen Abstand seitwärts schiebt.


Mit einiger Uebung können 10 Tastkolben per Secunde niedergedrückt werden, eine Geschwindigkeit welche drei- bis fünfmal so groß ist, als diejenige womit man mit einer Feder schreibt. Es läßt sich mit der in Rede stehende Maschine auf alle Papiersorten, von der feinsten bis zur gröbsten, schreiben, indem die Schreibkugel in verticalem Sinne dem entsprechend justirbar ist. Nimmt man 10 Bogen dünnen Papieres mit Zwischenlagen von geschwärztem Papier, so empfangen alle 10 Bogen den gleichen  facsimile-Abdruck.  Läßt man diese 10 Abdrücke mit zwischengelegtem transparentem Papier durch Walzen gehen, so erhält man die doppelte Anzahl von Copien und zwar in einer Zeit, in welcher ein Kopist nur den dritten Theil einer Copie schreiben könnte.


Die Schreibkugel läßt sich in allen denjenigen Fällen vortheilhaft anwenden, wo es sich um Geschwindigkeit und Genauigkeit, sowie um die Anfertigung zahlreicher Copien handelt. So findet sie unter Anderem bei den M o r s e‘ schen Telegraphen zum Herausschreiben der Depeschen bereits erfolgreiche Anwendung. Der Erfinder ist von dem König von Dänemark durch Verleihung der goldenen Verdienstmedaille ausgezeichnet worden.




A beautiful specimen of the big, flat writing ball model. This one is made in 1875 by Albert von Szabel, Vienna, serial no. 22. Copyright: Austrian 'Technical Museum in Vienna'
The original article

Berlingske Politiske & Avertissementstidende 1872.08.22.

Den originale artikkelen.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjon ved Sverre Avnskog.


I nedenstående artikel er kun gengivet de relevante dele; hvor tekst er udeladt er det angivet med - - - -.


    Industriudstillingen. Et af de sidste
Numre af det i Leipzig udkommende Blad ”An-
nalen der Typograhie” indeholder en længere
Artikel om Industriudstillingen her i Byen, der
navnlig beskæftiger sig med Typograhiens
og de med denne beslægtede Kunstarter og in-
dustrigrene, som Steentryk, Kobbertryk, Bog-
binderarbeide, Træsnit, Galvanoplastik[1], Zinko-
grahie[2], Phototype osv. Osv. - - - -


     Vi skulde ikke her indlade os paa at gjengive
denne lange og velskrevne Artikel i sin Heelhed,
thi den nævner saagodtsom alle danske og svenske
fremtragende Firmaer, men kun fremhæve, hvad
der i Correspondentens Øine særlig fortjener
Opmærksomhed. - - - -


     Endelig omtaler han en Opfindelse, der alene
tilhører Danmark, og som er kommen til Ver-
den der, nemlig ”den geniale Pastor M a l l i n g -
H a n s e n s  Skrivekugle. Den har allerede tid-
ligere været beskrevet i ”Annalen der Typo-
graphie”, og han angiver derfor kun de For-
bedringer, den i den sidste Tid er undergaaet
ved den utrættelige Opfinders Flid og Udhol-
denhed.  ”Cylinderen, om hvilken Papiret tid-
ligere var viklet, er nu bleven erstattet af et
lille Bord, paa hvilket Papiret ligger fladt ud-
bredt. Skriften bestaar for Øieblikket kun af
Versalier (store Bogstaver)i den magre Grotesk[3]-
stiil, fordi Uligheden i de saakaldte smaa Bog-
stavers Brede foraarsager stygge Mellemrum, da
Apparatets Mechanisme kun tillader Bogstaver
af samme Brede. Bogstavet i danner dog en
Undtagelse herfra, men den bliver næsten umær-
kelig ved Anvendelsen af en Egyptienne. Skrive-
kuglens praktiske Brugbarhed vilde rigtignok blive
større, hvis de smaa Bogstaver lod sig an-
vende, hvilket heller ikke synes at være en Umu-
lighed. Men saaledes som den nu er, er den
prægtigt forarbeidede lille Maskine af stor Be-
tydning i mange Retninger, og den vil uden
Tvivl med Tiden komme til at indtage Steno-
graphiens Plads.”


[1] JMC: Galvanoplastik er en teknik til at udfælde metal, ofte kobber, ved hjælp af elektricitet på en form og derved skabe et aftryk af formen.

[2] JMC: Ved zinkografi overføres et billede ad fotografisk vej til en zinkplade i syreresistent materiale. Derefter ætses billedet ned i zinkpladen, og efter rensning af pladen er den klar til brug for mangfoldiggørelse i bog- og stentryk.

[3] JMC: ’grotesk’ og ’egyptienne’ er to forskellige skrifttyper.

Den aktuelle utgaven.
Udsigt over Vesterbrogade med Industriforeningens bygning og udstillingen i 1872. Efter et litografi.

Artikel i Dagbladet (Kbhvn) 1872.08.28.

Den originale artikkelen.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.


En af de flaskehalse som Malling-Hansen havde at kæmpe med, var at den danske industrielle sektor var så lidt udviklet. Hvor amerikanske opfindere af skrivemaskiner havde den store Remington-fabrik til rådighed – veludrustet som den allerede var i forvejen med maskiner og arbejdskraft fra den industrielle produktion af symaskiner og våben – havde Danmark i begyndelsen af 1870-erne kun meget få og små finmekaniske virksomheder, hvor produktionen var af håndværksmæssig karakter. Dette nævnes i artiklen fra Dagbladets første rapport om den nordiske Industriudstilling 1872 i et afsnit om fysiske, kirurgiske og musikalske instrumenter. Vi får desuden den vigtige information at samme begrænsning gjaldt Sverige og Norge. Dagbladet havde to dage senere en længere artikel om udstillingen, og den findes også på vor side. fleste af Apparaterne, der bruges her,
ere ikke dansk Arbejde, kun et enkelt er
fra Professor Jüngers Etablissement og et
andet fra H. E. Holst. Hvor dygtige nem-
lig end ikke faa af vore fysiske Instrument-
magere ere, er deres Tilvirkning dog ikke
stor og mindst fabriksmæssig; en stor Del
Apparater forskrives lettest og billigst fra
Udlandet, og at det forholder sig paa lig-
nende Maade i Sverig og Norge, seer man
let af Kataloget. De nordiske Lande tælle
ikke overvættes mange enten fysiske, op-
tiske eller mathematiske Instrumentmagere.
Før vi imidlertid gaae ind paa nærmere at
omtale, hvad der dog i denne Retning er
Præsteret, skulle vi henlede Opmærksom-
heden paa den efter vor Mening største,
ja maaskee eneste betydningsfulde nye Op-
dagelse, som Udstillingen har at fremvise,
nemlig Pastor Malling-Hansens Skrivekugle,
og i et følgende Nummer gjøre den til
Gjenstand for nogle Bemærkninger.

Den aktuelle utgaven av Dagbladet.
Noen av H. E. Holsts klokker, som har vært til slags på internett de seneste årene.

Artikel i Dagbladet 1872.08.30.

Den originale artikkelen. Copyright: Aarhus Statsbibliotek.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner og kommentarer ved Sverre Avnskog.


Denne usignerede artikel i Dagbladet giver en fortræffelig øjenvidnesskildring af industri-udstillingen i København 1872 med hensyn til det indtryk, som skrivekuglerne gjorde. Malling-Hansen havde hele fire forskellige modeller udstillede: kasse-modellen, modellen med den åbne cylinder, den flade model og yderligere en model. Tre af disse modeller beskrives i den entusiastiske artikel, hvori skribenten giver udtryk for stor beundring over Malling-Hansens ihærdighed og evne til hele tiden at finde nye løsninger og forbedringer på skrivekuglerne.


Artiklen dokumenterer også, at en af modellerne allerede på dette tidspunkt var i brug på Store Nordiskes Telegrafkontor i Newscastle, Skotland. Og vi får en bekræftelse på, at Takygrafen var under udvikling.


Journalistens fakta kommer med al sandsynlighed fra Malling-Hansens egen mund i forbindelse med, at han demonstrerede maskinerne og gav information til pressen. Og midt i entusiasmen over skrivekuglernes fortræffelighed formidles også de to grundlæggende store problemer som Malling-Hansen måtte slås med: 1) Mangelen på kapital for at kunne sætte en mere omfattende – industriel - produktion i gang; 2)den begrænsede kapacitet hos den tekniske producent af skrivekuglerne: Jȕngers mekaniske Etablissment og lignende finmekaniske virksomheder i Danmark, som ikke var dimensionerede til at effektuere de mange bestillinger på skrivekugler, der strømmede ind fra flere forskellige lande.


Malling-Hansen fik en første premie på udstillingen.Under fanebladet ”skrivekuglen” har vi i afsnittet: ”exhibitions” yderligere information om Malling-Hansens deltagelse i industriudstillingen i 1872.


SA: Vi vet ikke med sikkerhet om også den åpne sylindermodellen uten trekassen ble utstilt ved utstillingen i 1872, men takket være denne artikkelen vet vi i hvert fall at Malling-Hansen stilte ut tre boxmodeller samt en flat modell. Men han forteller i et brev til utstillingsledelsen at han flere ganger skiftet ut de utstilte modellene, så sannsynligheten er stor for at også en av de åpne sylindermodellene var utstilt i hvert fall for en periode. I en artikkel i The Engineer fra 2. august som omhandler skrivekuglen ved industriutstillingen, er det illustrasjoner av både den flate modellen og den åpne sylindermodellen, så sannsynligheten er stor for at begge var utstilt.


Brevet der RMH tilbyr sin skrivekugle for salg var stilet til Georg Christensen, rustmester og bøssemaker, som sto i spissen for Kunst og Industriutstillingen i København, og var ansvarlig for organisering og plassering. RMH tilbyr skrivekulen til utstillingslotteriet for 250 riksdaler, men Christensen avslo tilbudet med den begrunnelsen at det ikke var solgt så mange lodd som forventet.

RMH kommenterer også utstillingen i et brev til sin mor der han klager over at han føler at elevarbeidene fra Kellers anstalter var ensidig trukket frem og premiert på bekostning av Det Kongelige Døvstummeinstituttets elevarbeider, som han synes ble forbigått til tross for at de holdt minst like høy kvalitet. RMH ble lett såret over slike ting.


Den nordiske Industriudstilling.


Anden Række.


Fysiske, kirurgiske og musikalske





           Paa anden Sal i Bagbygningen tætved                                                 de svenske Klaverer staar et lille Bord med
tre ved Glas beskyttede trækasser, hvori
der, da Laaget er aabent, sees forskjellige
Hjul og en med Papir omviklet Cylinder;
Laagene hæve sig i Midten som en Halv-
kugle, der er gjennembrudt af endel Stem-
pler, som hvert paa en lille Anslagsplade ere
mærkede med et Bogstav. Den Besøgende
staaer her foran tre Exemplarer af den be-
rømte Skrivekugle. Stemplerne sættes i Be-
vægelse ved Anslag af den ”Skrivendes”
Fingre som Tasterne paa et Klaver, og efter
hinanden satte i Bevægelse aftrykker ethvert
af dem sit Bogstav just paa et og samme
Sted paa det nedenfor paa Cylinderen an-
bragte Papir; kan man altsaa faae dette sat
i fremskridende Bevægelse, kan man ved at
spille paa Stemplerne frembringe Bogstaver,
der staae i Linie, og en saadan Bevægelse
er bragt tilveje ved Elektromagnetisme.
Halvkuglen, hvorigjennem Stemplerne gaae,
er egentlig to Halvkugler, hvoraf den ene
staar i Forbindelse med den ene Pol af
den ved et galvanisk Batteri frembragte
elektriske Strøm og den anden med den an-
den; ved at trykke et af Stemplerne ned
bringes begge Polerne i Forbindelse med
hinanden, den elektriske Strøm ”sluttes”,
og en Bevægelse fremkaldes, der drejer Cy-
linderen saa meget rundt, som et Bogstav
er bredt, og man faaer Linien. Saaledes
ere i Hovedtrækkene de Skrivekugler kon-
struerede, som nu findes paa Udstillingen,
men tidligere har der været en af en nyere
Konstruktion, hvor b.A. Papiret ikke var
viklet om en Cylinder, men laae paa en
med Ruller forsynet Vogn, der for hver
Gang, Strømmen sluttedes og aabnedes, førte
et Bogstav en Plads frem, Noget der ikke er
den eneste Forbedring, Hr. Malling-Hansen
har gjort ved sin Opfindelse, thi han viler
ikke, Forbedring udtænkes efter Forbedring
og udføres af ham i Forbindelse med den
dygtige Ejer af det Jüngerske Etablissement,
Mekanikus C.P.Jürgensen. En Ting have
vi imidlertid ikke omtalt endnu, og det er,
hvorledes Stemplerne uden at bestryges med
Sværte kunne give et sort eller med anden
Farve udhævet Tryk, men dette opnaaes
simpelthen ved, at der ovenpaa det egentlige
Papir, der har Plads enten paa Vognen eller
Cylinderen, lægges et Stykke ”Farvepapir”,
der er saaledes præpareret, at det ved Stem-
plets Anslag meddeler sin Farve til det
underneden liggende Papir, en Fremgangs-
maade, der gjør det muligt paa een Gang
at tilvejebringe den attraaede Skrivelse i
ligesaa mange Exemplarer, som Stemplets
Tryk kan mærkes gjennem forskjellige Lag
Sværtepapir og Skrivpapir. Dette er imid-
lertid ikke Skrivekuglens eneste Fortrin,
dens Hovedfortrin er dens Hurtighed. De
sidst konstruerede Apparater kunne under
en øvet Haand arbejde med en Hurtighed
af 10 Bogstaver i Sekundet, 36,000 i Timen,
hvilket er omtrent det Femdobbelte af al-
mindelig Skrivehurtighed.  Det store nor-
diske Telegrafselskabs Station i Newcastle
benytter Skrivekuglen til Afskrivning af
Telegrammer, hvorved ikke alene Skrivernes
Antal er blevet formindsket, men Skriften
tillige altid er klar og ensartet.


     Opfinderen er imidlertid endnu ikke for-
nøjet; han arbejdet for Tiden paa en Skrive-
kugle, der skal bære Navnet Takygraf,
d.e. Hurtigskriveren, som han haaber
at bringe til at arbejde med en Hurtig-
hed af 20 Bogstaver i Sekundet, og som
desuden skal arbejde aldeles lydløst. Det er
Meningen, at al mulig Stenografering skal
kunne udføres med dette Apparat, et Maal,
der utvivlsomt ogsaa vil naaes, Opfinderens
Udholdenhed borger for det; den Tid er
desuden neppe fjern, da baade Lithografer og
Bogtrykkere ville fornemme, at der er Skri-
vekugler til. Med alt dette har Skrive-
kuglen een stor Vanskelighed at kæmpe med,
og det er, at her mangler Kapital til at drive
Tilvirkningen i det Store; fra Rusland,
England og andre Steder strømmer der
Bestillinger til Opfinderen, som vore fysi-
ske Instrumentmageres Etablissementer des-
værre ere for smaa til at effektuere med fornø-
den Hurtighed. Bliver det derfor ikke i en nær
Fremtid anderledes, kan Sagen let glide ud af
Hr. Malling-Hansens Haand, til stor Skade for
Opfindelsens videre Udvikling. Det fysiske
Instrumentmageri synes ligesom Uhrmage-
riet mere og mere at blive Afpudsnings-,
Reparations- og Handelsvirksomheder her-
hjemme og er for saa vidt, ialfald endnu,
heri i Modsætning  til det kirurgiske og mu-
sikalske Instrumentmageri.

Den aktuelle utgaven av Dagbladet. Copyright: Statsbiblioteket i Aarhus.
Fotografi av kongetribunen fra åpningshøytideligheten. Kong Christian deltok både ved åpningen av utstillingen i 1872 og sto for prisutdelingen.
Foto med samme motiv, men nå fra prisutdelingen. Man ser tydelig kongen med rykken til kamera, og i trappeoppgangen ser man også en mann i prestekjole. Kan det være RMH, mon tro?
Bygningen som huset utstillingen i 1872, var spesialbygget for anledning. Ovenstående foto skal være tatt samme dag som prisutdelingen fant sted, som også var samme dato som den aktuelle utgaven av Dagbladet ble publisert: 30.08.1872. Alle tre fotos fra Det Kongelige Bibliotek i København.

Romsdals Amtstidende 1872.09.07 om takygrafen.

Jørgen Malling Christensens egen illustrasjon av takygrafen i vannfarger.

[1] Research, udskrift, illustrasjon og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.


Malling-Hansen udviklede takygrafen i løbet af 1871 og fik en række af patenter på dens første version samt den anden, forbedrede, version:


1. København 25 januar 1872


2. London 19 marts 1872


3. Wien 27 april 1873


4. Berlin 7 juli 1873


5. Stockholm 4 oktober 1873


6. New York 14 februar 1874.


Trods eksistensen af disse seks patenter og fotografier af takygrafen – se vort store kapitel om takygrafen – er det hidtil ikke lykkedes at finde et fysisk eksemplar af apparatet. Sammenlignet med de første versioner af skrivekuglen var takygrafen uden tvivl et meget stort kvalitativt skridt fremad med hensyn til at producere en hurtig og tyst skrivemaskine.


            Den danske Opfinder af Skrivekuglen Malling-Hansen er, efter hvad danske Blade beretter, stadig sysselsat med at fuldkommengjøre sin Opfindelse; saaledes arbejder han for Tiden paa en Skrivekugle, der skal bære Navnet Takygraf[2], d.e. Hurtigskriveren, som han haaber at bringe til at arbeide med en hurtighed af 20 Bogstaver i Sekundet – det tidobbelte af almindelig Skrivehurtighed – og som desuden skal arbejde aldeles lydløst. Det er Meningen, at al mulig Stenografering skal kunne udføres med dette Apparat. Skrivekuglen har dog en stor Vanskelighed at kæmpe imod, og det er, at der i Danmark mangler Kapital til at drive Tilvirkningen i det Store;  fra Rusland, England og andre Steder strømmer der Bestillinger til Opfindelsen, som de kjøbenhavnske fysiske Instrumentmageres Værksteder ere for smaa til at effektuere med fornøden Hurtighed.



[1] JMC: Norsk avis, startet af bogtrykker J.F. Selmer i Kristiansund i 1837; avisen udkom indtil 1927.


Artikel i "Conversations-Haandlexikon" fra 1873

Skrivekuglen en Navnet paa et ganske for nylig af Pastor Malling Hansen, Forstander for det kongelige Døvstumme-Institut i Kjøbenhavn, opfundet Hurtigskrivningsapparat, der væsentlig bestaar i en Halvkugle, hvis hvælvede Yderside er besat med et Antal Metalstifter eller saa kaldte Tangenter med flade Hoveder og spidse Ender, paa hvilke sidstnævnte Bogstaverne og de forskjellige Skrifttegn ere anbragte. Disse Stifter mødes alle i et fælles Centrum. Halvkuglen seer ud som en rund, hvælvet Naalepude, besat med opstaaende Naale. I Forbindelse med Halvkuglen staar en Cylinder, hvorpaa papiret er anbragt. I det man trykker paa Stifterne eller Tangenterne, afsætte Bogstaverne sig paa Papiret paa Cylinderen, der ved Hjelp af et elektrisk Apparat samtidig bevæger sig, saa at Bogstaverne komme til at staa ved Siden af hinanden og Linie følger efter Linie. Med Skrivekuglen kan man i det Mindste skrive 3 til 4 Gange hurtigere end med haandskrivning. I England er Skrivekuglen allerede bragt i Anvendelse ved flere Telegrafstationer, og den vil sikkert kunne finde en naturlig Anvendelse, hvor en Tale eller et mundtligt Foredrag i sin Heelhed samtidig skal gjengives i Skrift. Den hele Indretning er særdeles sindrig, Apparatet optager kun en ganske lille Plads, er let at transportere, kan saa at sige anbringes hvor som helst og er ikke meget kostbart.


Artikelen sto på side 48/49 i:




                          veiledende Haandbog for Enhver,






     Oplysning om og Forklaring af de vigtigste Gjenstande, Navne
     og Begreber, som forekomme i Samtale eller under Læsning
     af Bøger, Blade og Tidsskrifter,




                                          I alphabetisk Orden

                         fra den ældste til den nyeste Tid



                                                P. Larsen,


                                               Sjette Bind
Pag. 1-443


                                   Boghandler B. Pio’s Forlag.


                                     Sally B. Salomons Tryk





Malling-Hansen utviklet skrivekuglen kontinuerlig utover 1870-årene. Flere modeller ble laget, og ovenstånde eksemplar så dagens lys i 1871. Sylinderen der papiret var festet, ble drevet av et eksternt batteri. Det er ikke med på bildet.

Article in “Allgemeine Illustrirte Weltausstellungs-Zeitung“, 1873

Original illustration from the article

Eine Schnelldruck-Schreibmaschine.[1]


Die Leipziger „Illustrirte Zeitung“ brachte vor längerer Zeit[2] in Wort und Bild die Beschreibung einer Erfindung, welche, wenn sie das erfüllt, was der Erfinder von ihr versprach, geeignet ist, das Interesse aller Kreise im höchsten Grade zu erregen.


Es ist dies die „Schnelldruck-Schreibmaschine“, die von dem Pastor und Vorsteher des königl.dänischen Taubstummen-Institutes in Kopenhagen, Herrn R. M e l l i n e r (sic!) H a n s e n erfunden  und von dem als tüchtigen Mechaniker  bekannten Techniker  J ü r g e m a n n (sic!) (Professor Jürgemann‘s Establissement) in Ausführung gebracht wurde.


Schon im Jahre 1870 wurde diese Schreib-Maschine in Oesterreich-Ungarn patentiert[3], und nachdem sie letzterer Zeit vielfache Verbesserungen erfahren hatte, werden drei dieser Maschinen, die in der Ausführung wegen den verschiedenen Anwendungsarten sich von einander unterscheiden, zur Zeit der Weltausstellung[4]  in der betreffenden Gruppe zur Ausstellung gebracht.


Wir bringen hier eine gute Copie des Apparates, genannt „Schreibkugel“ und bemerken zum Verständniss der Zeichnung Folgendes:


Das Mittel des Schreibens ist eine meisterhaft erdachte Hohl-Halbkugel, durch welche die nöthige Anzahl oben mit Tastscheibchen, unten mit den Buchstaben versehener  D r u c k s  t e m p e l  gehen.


Diese Druckstempel gehen alle concentrisch  nach  e i n e m  Punkt der untergebreiteten Fläche  oder Walze, über welche die Schreibkugel fest eingestellt ist.


Die Fläche, eine Platte, worauf das Schreibpapier und darüber abfarbendes, fettes Copier-Papier liegt, wird vermittelst eines durch ein Uhrwerk getriebenen Zahnrades von vorne nach rückwärts bewegt; dagegen ist durch eine elektrische Verbindung  des Tastwerkes mit einem Wechsel am Uhrwerk der Gang der Platte derart regulirt, dass ein jeder Druck auf einen der Stempel den Abdruck eines Buchstabens bewirkt und – auch wenn dieselben sehr rasch auf einander folgen  - die Vorwärtsbewegung um je einen Zahn, respective Buchstaben-Breite erlaubt.


Vor dem Ende der Zeile ertönt an einer bestimmbaren Stelle ein Glockenschlag, wonach  der Schreibende die Platte, welche auf Schienen rollt, durch leichten Druck zurückschiebt, welches Zurückschieben zugleich ein Vorrücken der Tafel um eine Zeilenbreite nach rechts bewirkt.


In ähnlicher Weise, aber durch ein einfachere Construction, wird an der Ausführung des Apparates statt der Tafel auch eine mit Schreib-und Copir-Papier versehene Walze bewegt, wobei ein Einrücken in die nächste Zeile nicht nöthig ist, da durch eine sehr flache Schraubenbewegung die neue Zeile unterhalb der vorigen sich abdruckt.


Die Gruppe der Stempel, welche mit gleichen Buchstaben am Kopf und an der Type versehen ist, wird durch die zwei bequem hohl gehaltenen Hände überdeckt und ist die Gruppirung der Stempel eine solche, dass sie dem häufigen Vorkommen der einzelnen Buchstaben zu einander Rechnung trägt.


Da die deutsche Sprache 27 Zeichen hat, welche der Grundstellung der Hände zunächst gerückt werden, während die Zahlen rückwärts, die Unterscheidungs-Zeichen nach vorne liegen, so ist es dem Spielenden  (ein Ausdruck der nach einiger Uebung wörtlich zu nehmen ist) möglich, nach drei-bis viermaliger Uebung mit der Schnelligkeit eines Schnellschreibers mit der Feder deutlich und correct, mit allen nöthigen Intervallen, Interpunctionen, Einrücken der Zeilen etc. zu schreibdrucken.


Es sei hier noch erwähnt, dass eine Rastrirung  - da der Apparat nach zwei Richtungen hin mit der Hand rechtwinkelig  beweglich ist – stattfinden kann.  Leute, die in Bureaux beschäftigt sind, können mit diesem Apparate bald Sprachgeschwindigkeit errreichen, da acht und mehr Zeichen in der Secunde sehr leicht zu schreiben sind.


Für Copir-Arbeiten eignet sich diese Maschine namentlich deshalb, weil der Geübte wie ein Clavier-Spieler nur auf das Wiederzugebende zu sehen braucht.


Von der Original-Schrift. Das heisst dem Abdruck, lassen sich durch eine Art Satinir-Walzen – da das Farbpapier schwachfettig ist – durch ein Durchpassiren  zwischen das immer fester aneinander gedrückte Walzenpaar 8 bis 10 Abdrücke auf gutem Seidenpapier machen.[5]


Die Anwendungsarten dieses Apparates sind vielseitig und werden massenhaft verwendet beim Telegraphen-, Bahn-, Bank- und Industrie-Dienst.


Wir wollen diesem Apparate, der in der Schaffenskraft des Menschen Epoche zu machen verspricht, ein „Glückauf“ zurufen.


Möge dessen Verbreitung in Oesterreich in tüchtige Hände genommen werden.



[1] JMC: Artikel in “Allgemeine Illustrirte Weltausstellungs-Zeitung“, wahrscheinlich eine Publikation für die Weltausstellung in Wien im Jahre 1873. Auschreibung von Jørgen Malling Christensen.

[2] JMC: Illustrirte Zeitung Nummer 1503 von 20.April 1872, Seite 293.

[3] JMC: Patent von 12. Mai 1870.

[4] JMC: Die Weltausstellung in Wien im Jahre 1873 bekam ein großer Erfolg für Malling-Hansen und Jürgensen: Sie stellten drei Modelle der Schreibkugel aus – vermutlich eine zylindrische (mit oder ohne Holzkiste), eine platte Modelle und die Takygraf – und wurden mit die goldenen Medaille „Pro Literus et Artibus“ prämiiert.

SA: Malling-Hansen’s andere große Erfindung von 1872 – das erste Trocken-Druck Verfahren der Welt, Xerographie genannt, wurde in Wien auch demonstriert. Wir wissen das aus einem Nekrolog in „Politiken“ aus dem 28.September 1890.

SA: Malling-Hansen nannte diese kopieren-Methode „Xerographie“, und es war das erste Trocken-Druck Verfahren der Welt. Die Papieren mit dem negativen Abdruck der Schrift könnten vielmals gebraucht werden, und man könnte in kurze Zeit gegen 100 Kopien herstellen. 


Folketidende for Midt-Sjælland 1873.06.11.

Den originale notisen.

Research og transkribering af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjon ved Sverre Avnskog.

Paa Wienerudstillingen vakte Mal-
ing Hansens Skrivekugle strax den første Dag,
da den blev sat i Virksomhed, saa stor Opmærk-
somhed, at Tilskuermængden itubrød Stakittet,
hvormed den var indhegnet.

Den aktuelle utgaven av Folketidende.
Medalje fra verdensutstillingen i Wien i 1873.

Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis 1873.07.07.

Den originale notisen. Copyright: Aarhus Statsbibliotek.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog og Jørgen Malling Christiansen.


Malling-Hansen var repræsenteret ved verdensudstillingen i Wien med to forskellige modeller af skrivekuglen samt takygrafen. Ved intervention fra Wien-udstillingens president havde han fået bevilget rigelige midler til at kunne sende en dygtig kugleskriver til Wien for at fremvise maskinernes effektivitet. Han blev belønnet med udstillingens første pris, og senere samme år belønnede den østrigske kejser Rasmus Malling-Hansen og C.P. Jürgensen med den fornemme medalje ”Pro Literis et Artis”.


(Notitsen står på avisens anden side, spalten yderst til højre)


Mandag den 7de Juli 1873. No. 159. (Avisens nummer).


(Wien, den 2den Juli) XXIV. Efter
at jeg i det foregaaende har gjennemgaaet Scan-
dinavien, med Undtagelse af Maskin- og Kunst-
hallen haaber jeg at have situeret Bladets Læsere saa
temmelig i disse Landes Fremtræden her paa
Udstillingen og har kun tilbage at bemærke, at
M a l l i n g – H a n s e n s  Skrivekugle altid samler
et stort Publicum, hvergang der bliver experi-
menteret med den.


(JMC: Derefter fortsætter den iøvrigt lange artikel med at kommentere andre landes bidrag til udstillingen).

SA: Se også vår artikkel om Verdensutstillingen i Wien, 1973.

Den aktuelle utgaven av avisen. Copyright: Statsarkivet i Aarhus.
Portalen til den danske avdelingen ved Verdensutstillingen i Wien i 1873. Avfotografert fra Illustreret Tidende av Jørgen Malling Christensen.
Den imponerende Rotundaen, bygningen i sentrum av utstillingsområdet. I følge flere kilder var RMHs to skrivekugler og takygrafen utstilt i dette storslagne bygget. Foto fra Internett.
Utstilllingen i Wien dekket et stort område, og det må ha tatt en god del tid dersom man ville rundt og se på hvert eneste lands utstilling. Foto fra Internett.
Utsnitt fra kartet over utstillingsområdet. Danmarks avdeling kan ses til venstre for Rotundaen, omtrent i sentrum av bildet. I nærheten ses avdelingene for Norge, Sverige, Belgia og Holland. Avfotografering fra Illustreret tidende av Jørgen Malling Christensen.

Artikel i Dagbladet 1873.10.06.

Den originale artikkelen.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner og kommentarer ved Sverre Avnskog.

Verdensudstillingen i Wien i 1873 var en stor og vigtig begivenhed for Malling-Hansen. Han var selv til stede en kortere tid, og han fik udvirket et bidrag fra arrangørerne, som gjorde det muligt for ham at aflønne en mand til at demonstrere skrivekuglen og takygrafen. Udstillingsperioden strakte sig over flere måneder, og ifølge Dieter Eberwein var der over 7 millioner besøgende! Malling-Hansen deltog med tre forskellige modeller, sandsynligvis var det cylindermodellen, den flade model og takygrafen. Desuden fremvistes også hans opfindelse af en tørkopieringsmetode, ’xerografien’. For skrivekuglen fik RMH den fornemme guldmedalje, kaldt ’pro literis et artibus’, også kendt som ’Vortschritts-medalje’.


Artiklen i Dagbladet fra den 6 oktober 1873 formidler mange interessante detaljer og er yderst positiv til skrivekuglens fortjenester.
Kun de mest relevante dele af artiklen er med i nedenstående transkribering.


SA: Både Malling-Hansen og hans mekaniker, Peter Christopher Jürgensen fikk den omtalte "Vortschritts-medalje" for oppfinnelsen og produksjonen av skrivekuglen. Og det var ikke den eneste medaljen RMH mottok i forbindelse med utstillingen i Wien. Han fikk også utstillingens første pris medlaje for sin oppfinnelse.


Verdensudstillingen i Wien.


Til forskjellige Tider er der i forskjellige Fagblade udtalt, at Udstillingen ikke fuldt er, hvad den burde være. I et Nummer af den i Leipzig udkommende Annalen der Ty-pograhie hedder de således, at Udstillingen er fattig på monumentale typografiske Værker af nyere Dato, og Allg. Wiener mod. Zeitung siger at Udstillingen i det Hele og Store ikke har svaret til de Forventninger, som den medicinske Verden havde knyttet til den, den har inte Fremskridt at vise siden Udstillingen i Paris. Bladet gjør imid-lertid to Undtagelser herfra, og den ene er in-strumentmager Collin i Paris og den anden Professor Nyrop[1] i Kjøbenhavn, og særlig hvad den Sidste angaar, henleder Prof. E. Nagel i en kritisk Anmeldelse af de kirurgiske Instrumenter paa Udstillingen sine Kollegers Opmærksomhed paa en Række Nyropske Instrumenter og Bandager som i høj Grad anbefalingsværdige.






[1] JMC: Camillus Nyrop, 1811-1883, kirurgisk instrumentmager og bandagist. Professors titel 1860. Far til Camillus Nyrop, 1843-1918, en betydningsfuld håndværks- og industrihistoriker. Fra 1876 Industriforeningens sekretær. Radaktør for Industriforeningens Tidsskrift fra 1885. Sekretær ved Den nordiske Industri- og Kunstudstilling i København 1872, medlem af den internationale jury ved Verdensudstillingen i Wien 1873, sekretær ved komiteen for Danmarks deltagelse i Verdensudstillingen i Paris 1878 og for den Nordiske Industri-,Landbrugs- og Kunstudstilling i København 1888. Med andre ord: Camillus Nyrop var en vigtig person for de fleste af de udstillinger, hvor Malling-Hansen deltog med skrivekugler.




Artikkelen fortsetter:


Som fremragende i den store, men dog som oven anført næsten fattige Udstilling, er i den sidste Tid ogsaa en anden Dansk bleven nævnt, nemlig Pastor R.Malling-Hansen. I en længere Artikel i Die Presse[1] sammenlignes Malling-Hansens Skrivekugle med en ogsaa paa Udstillingen værende saakaldt ”Typolithograf” af M.Alishof[2] i St. Petersborg.


Dette sidste Apparat beskrives ikke nærmere, det er maaske en af de mange Efterligninger af Skrivekuglen hvormed Teknikere nu rundt omkring i Verden ere beskjæftigede, men i ethvert Tilfælde kan det ikke paa nogen Maade maale sig med Skrivekuglen, der omtales som en af de sindrigste Opfindelser i sin Art. ”Malling-Hansens Apparat”, hedder det, ”der er 4 Gange billigere end det russiske, tør vi, da det tillige er i høj Grad hensigtssvarende, spaa en stor Udbredelse fremfor alle paa Udstillingen værende typografiske Apparater”.


I Skrivehurtighed staar den russiske Opfindelse, beretter Anmelderen, langt tilbage for den danske, og dog har han kun set Skrivekuglen og ikke Takygrafen, der vel ogsaa er paa Udstillingen, men som der vaages over, at ikke enhver faar Tilladelse til at undersøge, thi som sagt, Efterlignernes Antal er stort, og Takygrafen, Malling-Hansens nye Opfindelse, overgaar langt Skrivekuglen. Ritter von Szabel[3], der har kjøbt Malling-Hansens tyske Patenter, beskjæftige for Tiden 12 Mennesker i Wien med at gjøre Skrivekugler, og Ejeren af det engelske Patent, Hr. Holten[4], arbejder paa Dannelsen af et Konsortium i London til Fabrikationen af saavel Skrivekuglen som Takygrafen.

                        - - - - -


[1] JMC: ‘Die Presse’ er en østrigsk dagsavis som startede udgivelse i 1848 og stadig findes. Chefredaktørerne i 1873 var Moriz Benedikt (1849-1920) og Eduard Bacher (1846-1908) og udgives stadig. Jeg har til hensigt at lede efter det pågældende nummer af ’Die Presse’, men jeg har i skrivende stund endnu ikke fundet det.

[2] JMC: Michael H. Adler refererer til ham som ’Alissoff’ i sin ikoniske ’bibel’: ”The Writing Machine Machine, a History of the Typewriter” fra 1973. I dette værk nævner han, at Alissoffs maskine blev patenteret i Frankrig 1872 og i England i 1874. Han skriver også, at maskinen var udstillet ved verdensudstillingen i Philadelphia i 1876, men at den aldrig blev fremstillet, trods positiv omtale. Det vil sige, at den aldrig kom ud over prototype-stadiet. Jeg tror at hans navn var Mikhail Ivanisovich Alisov, 1830-1898, og ifølge en ikke helt sikker kilde fik han amerikansk patent på sin skrivemaskine den 9 nov. 1875.

[3] JMC: Såvidt jeg kan finde, er det korrekte navn ’Albert von Szabel’, som grundlagde ’Erste Schnellschreibmaschinenfabrik Wien’. Dieter Eberwein har undersøgt tyske arkiver og fandt at von Szabel mødte RMH i forbindelse med verdensudstillingen i Wien. De indgik en aftale, som gik ud på at v.Szabel købte RMHs patent på den første model af skrivekuglen for en pris på 5000 danske rigsdaler samt 5% af prisen på hver skrivekugle som v.Szabel solgte fra fabrikken i Wien. Desuden var v.Szabel RMHs ombud vedrørende ansøgning om preussisk respektive østrigsk patent på takygrafen model 2. Dieter fortæller også, at v.Szabel udførte nogle forbedringer af skrivekuglen, for hvilke han ansøgte om separate patenter. Alting tyder dog på, at v.Szabel kun lykkedes at fremstille og sælge et ganske lille antal skrivekugler.

I brev 18730425 fra RMH til hans agent Thomas Schmidt i New York nævner han blandt andet:
” i Vinter solgte jeg mit østerrig-ungarske Patent til en rig Grosserer & Fabrikant i Ulmsits (JMC: det skal nok være: Olmȕtz) i Østerig, Hr. A. Ritter von Szabel, for 5000 (femtusinde) Rigsdaler dansk contant og 5 p.C. af Salgsprisen for hvert efter dette Patent fabrikeret Skrivekugle”.  Von Szabel startede også en fabrik: ”Erste Schnellschreibmaschinenfabrik Wien“, men såvidt vi ved lykkedes han kun med at fremstille (eller sælge) nogle få eksemplarer af skrivekuglen.

[4] JMC: Sofus Emil Holten, 1836-1885, var Malling-Hansens kontaktperson og agent i London. Han erhvervede det engelske patent på skrivekuglen, udtaget den 7 maj 1875, og han var den som udstillede Malling-Hansens skrivekugle på den store industri- og håndværksudstilling i Leeds i 1875.

Den aktuelle utgaven av Dagbladet.
Camillus Nyrop, 1811-1883, kirurgisk instrumentmager og bandagist. Foto: DKB.
Camillus Nyrop, 1843-1918, en betydningsfuld håndværks- og industrihistoriker.
Thomas Schmidt, 1831-1905, dansk konsul i USA. Foto: DKB.
Sofus Emil Holten, 1836-1885R, RMHs britiske patentagent.
Chefredaktør i Die Presse i 1873, Eduard Bacher, 1846-1908.
Medredaktør, Moriz Benedikt, 1849-1920.
Michael H. Adlers to berømte bøker: The writing machine....
....og Antique typewriters. Skrivemaskinfolkets "bibler".
Alissoffs skrivemaskin.
En av Alissoffs patenttegninger av hans oppfinnelse.
Alissoff fant, i likhet med Malling-Hansen også opp en tørrkopieringsmetode. Hva den i detalj gikk ut på, vet vi ikke. Illustrasjon fra internett.

Dags-Telegrafen 1873.12.17.

Den originale artikkelen.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.


I denne interessante artikel får vi dokumentation for, at Malling-Hansen var aktiv for at sprede information om sine opfindelser, og at han denne gang brugte foredragsformen i en forening, ”Fremtiden”, hvor deltagerne abonnerede på en serie foredrag. Her demonstrede han skrivekuglen og sin kopieringsmetode, xerografi, men desværre kunne han ikke – som udlovet – vise takygrafens fortræffeligheder, fordi han åbenbart kun havde et eneste eksemplar, og det var sendt på en mission udenfor landet.


    ”Fremtidens” Foredrag. Pastor
Malling-Hansens Skrivekugle, Takygraf og
Xerograf forevistes og forklaredes igaar Ef-
termiddags af Opfinderen for en ret talrig
Kreds af Damer og Herrer, som ikke havde
ladet sig afskrække af det slette Vejrlig, og
hvem det vistnok ogsaa i det Hele interes-
serede at faa Rede paa, hvorledes disse
mærkelige Opfindelser ere undfangede og ef-
terhaanden udviklede. Hr. M a l l i n g -
H a n s e n arbeidede leilighedsvis lidt med en
Skrivekugle, med hvilken man uden Vanske-
lighed kan skrive 6,8 eller endog 10 Bog-
staver i et Sekund; derimod kunde han ikke
vise noget Exemplar af den i flere Henseen-
der endnu bedre Takygraf (dvs ”Hurtigskrivere”),
da hans eneste Exemplar for Tiden er paa
Reise[1]. Med sin Xerograf (dvs ”Tørtryk”)
tog han nogle Copier, skjøndt ikke saa mange,
som Apparatet tillsteder, nemlig omtrent 30
- altsaa en baade hurtigere og billigere
Maade til Copiering end den almindelige, i
særdeleshed da selv Skrivekuglen, hvis
Skrift det siden dreier sig om at kopiere,
kan levere indtil 10 samtidige Exemplarer.
- Hermed er Rækken af ”Fremtidens” Fo-
drag, af hvilke Hr. Malling-Hansens var
det trettende, foreløbig afsluttet; men de to
tilbagestaaende Timer i Abonnementet vill
blive efter Nytaar, naar Hr. W i l h.  W i e h e[2]
atter er rask; the de nævnte to Timer skulle
efter Bestemmelsen anvendes til et Foredrag
af Hr. W. W i e h e  og Hr. E. P o u l s e n
(Oplæsning af ”Aladdin”). Abonnements-
kortene maa derfor opbevares.


[1] JMC: Det kan være sådan, at takygrafen endnu ikke var kommet tilbage fra verdensudstillingen i Wien 1873. Men der er også den mulighed at takgrafen er i udlandet i forbindelse med en patentansøgning. RMH fik udfærdet svensk patent på takygrafen den 4 oktober 1873 og den 14 februar 1874 fik han amerikansk patent på takygrafen (model nummer 2).

[2] JMC: Wilhelm Wiehe var en kendt og meget anerkendt dansk skuespiller.

Den aktuelle utgaven.
RMHs foredrag ble annonsert i Berlingske Tidende dagen før, 16.12.73.

Takygrafen – Dagbladet 18740317.

Den originale artikkelen.

[1]Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.


I dennne avisartikel dokumenteres, at Malling-Hansen og Jürgensen i 1873 ansøgte om et legat fra Den Hielmstjerne-Rosencroneske Stiftelse og samme år blev tildelt 300 rigsdaler for takygrafen. Stiftelsen blev oprettet den 30 september 1809 af greve Marcus Gerhard Rosencrone (1738-1811) og hans hustru grevinde Agnete Marie Rosencrone (1752-1838), født Hielmstjerne. Interessant nok eksisterer stiftelsen stadig i bedste velgående og uddeler stadig legater til støtte for børns uddannelse, videnskabelige projekter – særlig udgivelse af videnskabelige værker – samt til unge danske og norske kunstnere, blandt andet til udsmykning med kunst i offentlige rum.


I nedenstående artikel har jeg kun medtaget det korte afsnit som nævner legatet til Malling-Hansen og Jürgensen. Artiklen er tilbageblikkende og sammenfatter, hvilke som modtog legater fra stiftelsen i 1873.


I femte Legatklasse er der ”til Talenters Udvikling blandt Kunstnere og Haandværkere” uddelt følgende Præmier: Skomagermester O.N.Hansen af Kjøbenhavn 250 Rdl. for en af ham konstrueret Svejsemaskine (Baandsav), Pastor Malling-Hansen og Mekanikus C.P. Jürgensen af Kjøbenhavn 300 Rdl. for  Opfindelse af Takygrafen som en væsentlig Forbedring af Skrivekuglen.



[1] JMC: Samme notits blev publiceret i mindst tre andre blade: 1) Folkets Avis 18 marts 1874, 2) Fyens Stiftstidende 18 marts 1874, og 3) Ribe Stiftstidende 1 november 1874.

Den aktuelle utgaven av Dagbladet.
Ekteparet Rosencrone.
Grevinde Agnete Marie Rosencrone (1752-1838), født Hielmstjerne.
Greve Marcus Gerhard Rosencrone (1738-1811).

Folketidenden 1875.02.17.

Den originale notisen.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.



Meteorologisk Instituts Under-
bestyrer P. l. Cour1 har efter Dgt2. Gjort
en vigtig Opdagelse med at sætte dishar-
moiske3 Stemmegafler ind i Telegrafind-
retningerne, hvorved man opnaar en hid-
til ukjendt Hurtighed i Telegraferingen
og kan bruge Mallings Skrivekugle til Tele-
grafaftryk. Det er heldigt, at de fleste
vigtigere Opfindelser i denne Retning
følger H. C. Ørsteds Fædreland.





1JMC: Poul la Cour, 1846-1908, var magister i fysik og meteorologi og ansat ved det nyoprettede Meteorologisk Institut (1872) fra 1872 til 1877. Derefter var han til sin død lærer i fysik og matematik ved Askov Højskole. Han var en betydningsfuld opfinder; han var den første som konstruerede vindmøller som kunne producere strøm, og disse små vindmøller fik stor betydning for elektrificeringen på landet. la Cour var også en ivrig formidler af naturvidenskab – han udgav flere populære værker om fysik og teknologi og holdt i tusindvis af foredrag landet over. En af hans opfindelser var et apparat der via stemmegafler med hver deres frekvenser kunne bruges til at tale sammen over samme ledning – noget som senere blev til telefoni. (Kilde: Wikipedia og

2JMC: Jeg vil tro at forkortelsen skal betyde ’Dags-Telegraphen’ , en daglig avis. Jeg har dog ikke kunnet finde det omtalte nummer.

3JMC: Der står ’disharmoiske’, men det skal nok være ’disharmoniske’? Se slutningen af fodnote nr 1.

Poul la Cour, 1846-1908, var magister i fysik og meteorologi og ansat ved det nyoprettede Meteorologisk Institut (1872) fra 1872 til 1877. Derefter var han til sin død lærer i fysik og matematik ved Askov Højskole.
Hans Christian Ørsted, 1777-1851, var en dansk fysiker, kemiker og farmaceut. Stifter af Den Polytekniske Læreanstalt samt forløberne til Meteorologisk Institut og Patentdirektoratet.
Den aktuelle utgaven av avisen.

Romsdals Amtstidende 1875.10.22 om skrivekuglen.

Den nye versjonen av Malling-Hansens skrivekugle, som omtales i artikkelen.

[1] [2] Research, udskrift og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.


Af Berl. Tidende for 10d Decbr: Det er nu lykkedes Opfinderen af Skrivekuglen, Forstander for det kgl.Døvstummeinstitut, Pastor Malling-Hansen, at indføre saa væsentlige Forbedringer ved Apparatet, navnlig en saa stor simplificering, at det væsentlig er blevet en hel ny Maskine, idet kun Kuglestykket og Stemplerne ere bibeholdte.  Elektriciteten anvendes ikke længere som Drivkraft, Uhrværket er bortfaldet, den hele Papirføring er betydelig simplificeret, og Størrelsen er indskrænket til en Sjettedel og Vægten til en sextendedel i Sammenligning med den tidligere Maskine, idet det nye Apparat kun veier 9 Pund, det gamle 150 Pund.  Fabrikationsprisen er nedsat til det halve af tidligere, og der staar kun tilbage at udfinde en Maade, hvorpaa Skrivekuglen kan forfærdiges i det store som almindelig Fabriksgenstand, hvilket dog møder særlige Vanskeligheder, da Stemplerne ere og maa være af Staal.  De Fordele, som nu ere opnaaede ved Skrivekuglen ere saa betydelige, at den ikke blot hos os, men overalt i Udlandet fortjener at tildrage sig Opmærksomhed som en af vor Tids vigtigste Opfindelser.  Man kan efter Behag benytte Maskinen i siddende eller staaende Stilling (tidligere kun staaende);  den kan – i Modsætning til den lange Anvisning, som Symaskinen udkræver -  bruges strax af enhver;  efter faa Timers Øvelse skriver den indtil da uøvede allerede lige saa hurtigt som med Pennen og ved fortsat Øvelse tre, fire Gange saa hurtigt; Maskinen kan paa en Gang levere sex Exemplarer af det skrevne, og ved Hjælp af en Satinermaskine kan her tages henved 30 Aftryk.I Kontorer vil ved Skrivekuglen saavel Papirforbruget som Personalets Antal kunne nedsættes betydeligt (omtrent en Trediedel).  -  Til Udlandet er der ogsaa allerede solgt endel Maskiner, navnlig til Telegrafstationer.           


Den første Skrivekugle var færdig i Septbr.1870.  Hovedformaalet var allerede ved den opnaaet, men den led af enkelte praktiske Mangler.  Maskinen var (med nogen Fremgang i dens Konstruktion) paa den skandinaviske Industriudstilling i 1872 og belønnedes der med første Medalje og Fortjenstmedaljen i Guld.  Den samme Maskine vakte paa Verdensudstillingen i Wien megen Opmærksomhed og Omtale og fik den første Medalje ”Die Fortschrittsmedalje”, hvorhos Opfinderen af Keiseren[3] af Østerrige belønnedes med den store Guldmedalje, Literis et artibus.           


Som det kunde ventes, har den Malling-Hansenske Skrivekugle fremkaldt en Del Efterligninger.  En russisk Skrivemaskine af Alisoff[4] præsenteredes saaledes i Wien i de sidste Par Uger af Verdensudstillingen;  den skrev langsommere end Pennen og var 6 Gange dyrere end Skrivekuglen. Foruden denne sidste existerer der en amerikansk Type-Vriter, som dog i flere væsentlige Henseender staar tilbage (den er 10 Gange større end Skrivekuglen, trædes med en Pedal, er langt mere kompliceret, men fører dog ikke saa mange Stempler).  Som et Kuriosum fortjener det at anføres, at en Tysker i Newyork ganske ugenert indbyder til Dannelsen af et Konsortium paa en af ham annekteret Udgave af den Malling-Hansenske Maskine[5].           


Skrivekuglen forfærdiges med stor Nøiagtighed i Professor Jüngers mekaniske Etablissement.  Den er, som Maskine betragtet, elegant og solid, kommer ikke i Uorden og er let at arbeide med.





[1] JMC: Norsk avis, startet af bogtrykker J.F. Selmer i Kristiansund i 1837; avisen blev udgivet indtil 1927.

[2] JMC: Samme artikel findes også i Aftenposten den 13 december 1875.

[3] JMC: Franz Josef, 1830-1916, kejser af Østrig, konge af Ungarn, Kroatien og Böhmen.  I perioden 1850-1866 var Franz Josef også president for den tyske konfederation.

[4] JMC: Mikhail Ivanovich Alisov (engelsk stavemåde: Alissoff), 1830-1898, russisk matematiker og  tekniker.  Han kaldte sin maskine ”Typolithograph” og patenterede den i Frankrig 1872, i England 1874 og i Rusland 1876. Han fik også et amerikansk patent,  no 169757: ”Improvement in Type-Writing Machine”. Hans maskine deltog i Philadelphia-udstillingen i 1876, og fik der positive reaktioner. Ved samme udstilling deltog Malling-Hansen med en skrivekugle og med takygrafen (kilder: OzTypewriter website (Robert Messenger) og Michael Adler).

[5] JMC: Ejendommelig oplysning; Malling-Hansen havde i 1871 sendt et eller to eksemplarer af skrivekuglen til sin amerikanske agent i USA, C.F.Clausen. Clausen samarbejdede med konsul Thomas Schmidt i Washington om at forhandle med Remington om et samarbejde med Malling-Hansen, eller et salg af RMHs amerikanske patent. Dette lykkedes dog ikke, og en forklaring kan være, at Malling-Hansen satte sin mindstepris for højt – han forlangte mindst 25.000 USD for patentet.  Ordet ’annekteret’ er besynderligt, og hvem ‘tyskeren’ er, ved jeg ikke.

Alissoffs skrivemaskin og det amerikanske patentet.
The original article

Dagbladet 1875.12.13 om skrivekuglen .

Slik så en satinermaskin ut. Den ble egentlig anvendt til å glatte ut krøllete papir, men RMH tok den i bruk til sin tørrkopieringsmetode, xerografi.

Research, udskrift og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjon: Sverre Avnskog.


”Skrivekuglen”, den danske Pastor Malling Hansens Opfindelse, der allerede ved sin første Fremkomst i September 1870 vakte ualmindelig Opsigt, og som senere paa de Udstillinger, hvor den har været forevist, saavelsom ved andre Leiligheder har skaffet sin Opfinder fremragende Belønninger, er i det Tidsrum, der er forløbet siden dens Opfindelse, gjentagne Gange bleven forandret og forbedret af Opfinderen, indtil den nu foreligger i en næsten ny og meget mere praktisk Skikkelse.  Som de Fordele, Apparatet i sin nye Skikkelse frembyder, fremhæver Opfinderen, at Enhver, selv et Barn, vil strax kunne lære at skrive med den, og vil efter nogen Tids Øvelse kunne drive det til at skrive 3-4 Gange hurtigere end med Pennen.  Det fortjener vel ogsaa at bemærkes, at man skal kunne spare omtrent de to Trediedele af det sædvanlige Papirforbrug, for ikke at tale om, at man vil kunne spare lige saa meget i Udgift til Skriveren. En Fordel af uomtvistelig Nytte er det, at man med Lethed kan mangfoldiggjøre det Skrevne. For det første kan man skrive gjennem 6 Exemplarer paa en Gang, dernæst kan man ved Hjælp af en Satinermaskine tage indtil 30 Aftryk af det Skrevne, og endelig lader dette sig, da Farvepapiret har været behandlet med en fedtet Sværte, overføre paa en lithografisk Sten, med hvilken det kan trykkes, ligesom det sker ved de sædvanlige Autografier.



[1] JMC: Norsk avis, grundlagt i 1869 af Anthon Bang, med Hagbard Emanuel Berner som den første redaktør. Dagbladet var den første norske rigsdækkende nyhedsavis som lancerede en egen netudgave (8 marts 1995).

[2] JMC: Samme artikel findes i Nordenfjeldsk Tidende 1875.12.22.

Dags-Telegrafen 1875.12.11.

Den originale artikkelen.

[1]. Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner og kommentar ved Sverre Avnskog.


Dette er en yderst interessant artikel, med et væld af tekniske detaljer og andre informationer. Sandsynligvis fra samme skrivekugledemonstration bragte ”Fædrelandet” den 15 december 1875 en lignende artikel, som vi også har på vor hjemmeside.


    ”Skrivekuglen”, Pastor M a l l i n g H a n s e n s
smukke Opfindelse, der allerede ved sin første Fremkomst i
September 1870 vakte ualmindelig Opsigt, og som senere
paa de Udstillinger, hvor den har været forevist, saavelsom
ved andre Leiligheder har skaffet sin Opfinder fremragende
Belønninger, er i det Tidsrum, der er forløbet siden dens
Opfindelse, gjentagne Gange bleven forandret og forbedret af
Opfinderen, indtil den nu foreligger i næsten ny Skikkelse.
Hovedtanken i Skrivekuglen og det væsentlige Udtryk for
denne Tanke i Apparatets Konstruktion er imidlertid uforan-
dret, idet det Afsnit af en Kugleflade (”Kuglekalotten”), som
udgjør Apparatets Overdel, og hvori Stempler med Bog-
staver, Taltegn og Interpunktionstegn ere anbragte saaledes,
at de alle kunne trykkes ned mod et og samme Punkt, der
er Kuglens Centrum, er blevet i alt Væsentligt uforandret.
Det Papir, hvorimod Stemplerne trykkes, og som altsaa skal
forskydes, dels for hvert Bogstav, dels for hver Linie, hvad
der skete ved en snild Anvendelse af Elektriciteten, var i det
i 1870 konstruerede Apparat viklet op om en Cylinder, hvil-
ket i det paa Industriudstillingen i 1872 udstillede Apparat
var forandret dertil, at Papiret hvilede paa en Flade, der
udgjorde Overdelen af en Vogn, som ogsaa bevægedes ved
Elektricitetens Hjælp. Apparatet var herved voxet til at
blive meget stort, tungt og kostbart, og desuden frembød
Anvendelsen af Elektriciteten og det dermed i Forbindelse
staaende Uhrværk samt de dertil nødvendige galvaniske Ele-
menter i Manges Øine en Hindring for Benyttelsen. Denne
er nu fuldstændig bortryddet; Elektriciteten og Uhrværket an-
vendes ikke mere. Apparatet er dermed blevet betydelig sim-
plificeret, dets Størrelse er blevet reduceret til en Sjettedel

og dets Vægt til en Sextendedel af den tidligere. ”Skrivekuglen”

er nu kun halvtiende Tomme[2] lang, otte Tommer
bred, halvniende Tomme høj, og den veier nu ni Pund, me-
dens den tidligere veiede 150 Pund. Selvfølgelig er herved
ogsaa Fabrikationsprisen bleven betydelig formindsket; den er
nu omtrent det halve af, hvad den tidligere var.


     De Forandringer i Apparatets Konstruktion, hvorved
Papiret henskydes uden Anvendelse af Elektricitet og Uhrværk,
lade sig selvfølgelig ikke beskrive i deres Detailler, men det
simple og snildt anvendte Hovedprincip i dem er at gjøre
hele Apparatet bevægeligt. Papiret hviler paa en Halvcylin-
drisk Ramme og understøttes kun i et Punkt, nemlig der,
hvor det træffes af Stemplerne, altsaa i Kuglens Centrum,
af en lille Ambolt. Naar et Stempel trykkes ned mod denne,
trykkes tillige hele Apparatet ned, dets Fjedre udvides, og
idet de træffe sig sammen igjen, hæve de atter Apparatet op,
og en Spærhage skyder da et Hjul en Tand frem. Bevæ-
gelsen er dermed frembragt; dette Hjul sætter andre hjul i
Bevægelse, og for hver Tand, Hjulet dreier sig, flyttes Pa-
piret saa meget, at der bliver Plads til et nyt Bogstav.
Naar Linien er skreven ud, bringe andre Dele af dette Ma-
skineri Papiret til at rykke en Linie frem og til at vende sig
saaledes, at man atter kan begynde fra Venstre.


     Som de Fordele, Apparatet i sin nye Skikkelse fremby-
der, fremhæver Opfinderen, at Enhver, selv et Barn, vil
strax kunne lære at skrive med den og vil efter nogen Tids
Øvelse kunne drive det til at skrive 3-4 Gange hurtigere
end med Pennen. Det fortjener vel ogsaa at bemærkes, at
man skal kunne spare omtrent de to Trediedele af det sæd-
vanlige Papirforbrug, for ikke at tale om, at man vil kunne
spare ligesaa Meget i Udgift til Skrivere. En Fordel af
uomtvistelig Nytte er det, at man med Lethed kan mangfol-
diggjøre det skrevne. For det første kan man skrive gjen-
nem 6 Exemplarer paa en Gang; dernæst kan man ved Hjælp
af en Satinermaskine tage indtil 30 Aftryk af det Skrevne,
og endelig lader dette sig, da Farvepapiret har været behand-
let med en fedtet Sværte, overføre paa en lithografisk Sten,
med hvilken det kan trykkes, ligesom det skeer ved de sæd-
vanlige Autografier[3].


     Det vil maaske interessere at erfare, at Skrivekuglen
har et Par Konkurrenter i Udlandet. Den ene af
disse er en russisk Skrivemaskine, der er konstrueret af
Alisoff[4], og som fandtes paa Verdensudstillingen i Wien,
men den skriver langsommere, end det kan ske
med Pennen, og er sex Gange saa dyr som Skrive-
kuglen. Den anden er en amerikansk Opfindelse
af Lotham Soles[5], som har konstrueret en Maskine omtrent
af Størrelse som en Symaskine, der bevæges ved Tangenter, men
der en ikke blot større, men ogsaa mere kompliceret end
Skrivekuglen og er paa Grund af sin Konstruktion mindre
stabil end denne. Forøvrigt er det ganske karakteristik, at
man i Amerika har forsøgt at eftergjøre Skrivekuglen, og at
en Tysker ved Navn Daul[6] i New-York endog ganske ugeneret
indbød til Oprettelsen af et Aktieselskab til Exploitering af
den af ham opfundne ”forbedrede” Skrivekugle, men der var
nok Ingen, som vilde indlade sig med ham.


[1] JMC: Samme artikel var indført i: Kjøge Avis 13 dec 1875, Kolding Folkeblad 13 dece 1875, Horsens Folkeblad 14 dec 1875, Vejle Amts Folkeblad 14 dec 1875, Kjøbenhavns Amts Avis 14 dec 1875, Vestjylland/Herning Folkeblad 15 dec 1875, Ribe Stiftstidende 15 dec 1875 og Middelfart Avis 21 dec 1875.

[2] JMC: I dag defineres 1 tomme som 25,4 mm, dvs det samme som en engelsk ’inch’. Men i 1875 var 1 tomme lig med 26,154 mm. Det gamle danske målesystem blev afskaffet ved indførelsen af metersystemet i 1907.
Det vil sige, at når journalisten skriver ’halvtiende tomme’ er det lig med at skrivekuglens l
ængde var 24,8 cm, bredden var 20,9 cm og højden var 22,2 cm.

[3] JMC: Autografi var en form for litografi, hvorved skriften udførtes på papir og derefter overførtes på en sten.

[4] JMC: Mikhail Ivanovich Alisov (også: Michael Alissoff), 1830-1898, fik amerikansk patent på sin skrivemaskine den 9 november 1875.

[5] JMC: Journalisten har ikke opfattet navnet korrekt: det var Christopher Latham Sholes, 1819-1890, der i samarbejde med Samuel W. Soule og senere også Carlos Glidden og James Densmore konstruerede deres første model i 1867, patenteret 1868. Deres anden model – med QWERTY-tastaturet – fremkom i 1873 og fik en serie patenter i 1876 og 1878. SA: James Densmore kjøpte patentet på "the typewriter" av de tre oppfinnerne, og det var etter hans ideer maskinen ble videreutviklet. Han inngikk en avtale om produksjon hos Remington som også produserte symaskiner, og det var Remintons egne designere som satte sitt preg på sluttproduktet.

[6] JMC: Dette er en interessant historie, som journalisten må have hørt fra Malling-Hansen selv! Jeg har desværre ikke kunnet finde nogen information om denne Daul.

Den aktuelle utgaven.
RMH brukte tegninger av sine ulike skrivekugler som brevhoder. Her fra et brev skrevet i 1876.
1875-modellen slik den var tegnet i patentsøknaden.
Skrivekugle No 46, som har blitt restaurert og fotografert av Dieter Eberwein.

Artikkel i Fædrelandet 15. desember 1875.



                                                                                           Skrivekuglen. [1]


     Det glæder os at kunne meddele, at denne smukke Opfindelse, som vort Fædreland har Æren af – om der end samtidig er gjort en lignende i Amerika – nu har naaet et Udviklingstrin, paa hvilket den har al Udsikt til at blive almindelig benyttet til Hjælp og Besparelse navnlig i Kontorarbejde. Medens denne Maskine, der nu engang er bleven kaldt en Kugle, skjønt Hoveddelen af den er et Kuglestykke, i sin tidligere Form var et stort, tungt og meget sammensat Apparat, der behøvede en elektrisk Ledning og et Uhrværk for at bruges, er det lykkedes den utrættelige Opfinder, Pastor  M a l l i n g – H a n s e n, der nu har anvendt 5 Aar paa den, at simplificere og formindske den saaledes, at den nu kun indtager et meget ringe Rum – lad os sammenligne Størrelsen med en Sextants – og i Stedet for 150 Pund kun vejer 9. Denne betydelige Forandring bestaar deri, at de i Kuglen anbragte Stempler nu slaa mod een og samme Ambolt, [2]og at hele Maskinen bevæger sig ved hvert Slag. Ved denne Bevægelse fører et Tandhjul, der er forbundet med den buede Ramme, hvori Papiret er fastgjort, dette nettopp en Bogstavlængde hen over Ambolten, saaledes at Bogstaverne nøjagtig komme til at staa i lige Linie og i lige Afstand fra hverandre – med Interpunktionstegn og Mellemrum, der have egne Stempler – paa Papiret. Aftrykkene åaa dette ske ved Sværtepapir, men er saa tydelige og skarpe, at der, naar blaa Farve benyttes, kan tages tages mindst 6 tydelige Aftryk i en Kopiermaskine. Selvfølgelig kan denne Maskine lidt skrive al Slags Skrift, som Symasjinen kan sy al Slags Syning; den kan saaledes heller ikke gjøre Pen og Blæk overflødige; men med den kan man skrive meget hurtigere end med en Pen, altid lige tydeligt, og den er navnlig brugbar til hvad der skal udfærdiges i flere Exemplarer, men dog ikke saa mange, at der behøves Stentryk eller Tryk. Den kan i sin nuværende Skikkelse kun benytte Oktav-Brevpapir, og den kan kun skrive med een Slags Bogstaver, fordi Kuglen kun kan rumme eet Alfabet tilligemed Tallene og Skilletegnene, i alt 52 Stempler. For den Nærsynede og for den, hvis Haand ryster eller er blevet saa Fordærvet, at han ikke kan skrive læseligt, er Maskinen ubetalelig. Desværre er den endnu saa dyr – 340 Rdl. – at der ikke let vil blive Tale om dens Brug af Privatfolk; men kan det, ved at indrette en Fabrik for disse Maskiner, opnaas, at den kan sælges for 150 Rdl., [3] og med tiden endnu billigere, saa vil den ganske sikkert blive lige saa udbredt som Symaskinerne nu ere og indbringe sin Opfinder en passende Løn for hans sindrige Opfindsomhed og ufortrødne Stræben efter at fuldkommengjøre sin Opfindelse. [4]



Patenttegningen i det amerikanske patentet fra 1875
Slik så 1875 modellen av skrivekuglen ut - et enormt framskitt fra de tidligere modellene. Fot: Dieter Eberwein





[1]: SA: Om denne artikkelen, og om den nyutviklede utgaven av skrivekuglen, skriver Malling-Hansen den 15. desember 1875 til sin bror, Jørgen:







[2]: SA: På dette punktet er artikkelforfatteren tydeligvis ikke 100% riktig informert! Den betydeligste forandringen består i at den nye modellen ikke lenger er avhengig av de elektromagnetiske batteriene som ofte ikke var særlig pålitelige, men at Malling-Hansen nå har funnet en mekanisk løsning på flytningen av papiret. Også på de tidligere modellene ble alle bokstavene anslått mot det samme punktet, mens papiret flyttet seg fremover for hvert anslag, så dette er ikke nytt.

[3]: SA: Selv om skrivekuglen aldri ble satt i masseproduksjon, så ble den stadig billigere og billiger, og de siste skrivekuglene, som ble produsert i mekanikeren, August Lyngbyes etablissement, kostet kun 150 kr. I følge hans annonser fra denne tiden, kunne man også bestille skrivekugler med både store og små typer, da til en pris av 170 kr. Vi vet ikke med sikkerhet når Lyngbye overtok produksjonen av skrivekuglen, men ut fra et brev Malling-Hansen skrev i 1879 til sin bror, der han forteller at en ny modell som er lavere enn den gamle nylig er fremstilt, tyder mye på at Lyngbye begynte å lage skrivekugler fra ca 1880. Han fikk for øvrig en førstepris ved den Skandinaviske Kunst, Jorbruks og Industriutstillingen i København i 1888.

[4]: SA: Artikkelelforfatteren fikk absolutt rett i at skrivemaskinen i løpet av noen år ble meget utbredt – men dessverre ikke i skrivekuglens skikkelse. I følge Malling-Hansens datter, hadde Malling-Hansen meget stor tro på den siste modellen, som hadde både fargebånd og papirvalse, og hadde lagt inn en bestilling hos Lyngbye på produksjon av 100 stk. Men da Malling-hansen døde så brått i 1890, ble bestillingen kansellert, og ingen flere skrivekugler ble laget. Dermed lå markedet helt åpnet for den amerikanske Remington-maskinen og lignende amerikanske modeller.




Article in “Illustreret Tidende” January 16, 1876.

The author of the article, the highly regarded industrial historian Camillus Nyrop, 1843-1918. It is well-known that Malling-Hansen corresponded with Nyrop, but when the Danish Royal Library received a collection of his correspondence after his death, all letters from persons with a few of the letters of the alphabet were missing, among them the letters “M” and “H”. Photo: The Royal Library.

Malling-Hansen’s Writing Ball


More than 5 years have passed since the W r i t i n g  B a l l appeared. It was in March 1870 that Reverend R. Malling-Hansen obtained a 15 year patent on his speed-writing machine in its first shape, and the general public heard about it time and again; it was talked about, illustrated and described in Danish, German and English papers; and we could see it in exhibitions here in 1872 and in Vienna in 1873, and at both venues it was awarded prizes, but then all of a sudden we heard no more about it. Many people have probably not given it a second thought, but there may be some who perhaps assumed that the issue had been put aside as being unfeasible, and that the inventor might have tired from the constant toil, changes and improvements, accompanied by multifarious vexations and worries without a concrete result. Such a reflection would be natural, however it does not correspond to reality. Far from tiring, Reverend Malling-Hansen has, ever since the writing ball was the object of public comments at the time, been working with perseverance and zeal on the success of his invention. He has spared no effort in order to continue his work, and now the writing ball is ready in what can safely be said to be a practical design, less bulky and cheaper than ever before.


Whichever shape we may choose of the writing ball in its earlier design – and the workroom of the inventor is a rich museum in this respect – the movement making the paper slide forward under the pressed-down pistons was generated by electro-magnetism. In the earliest writing ball illustrated in this magazine (volume XII, no 579), the paper was wrapped around a cylinder, propelled in a helical line by a driving mechanism, but this driving mechanism would only work each time a piston was pressed down. The touch of a piston would close the electrical circuit, an electro-magnet was attracted, and a gear train, which otherwise would cog into a gearwheel belonging to the driving mechanism, would let this one move ahead by one cog. The cylinder with its enrolled paper would be moved ahead at a distance corresponding to one letter, and with the typing paper would also follow the inked paper placed on top of it; this is what the key button, in all shapes of the writing ball, will strike, and this is the colour imprinted by the type bar on the paper.


The above described construction very soon underwent modifications, and at the Nordic Exhibition in 1872 the writing ball was completely different. The paper was no longer wrapped around a cylinder, rather it was positioned flat on a so called platen, and during this summer Reverend Malling-Hansen, in collaboration with the owner of Professor Jünger’s Mechanical Establishment, mechanical engineer and presently Professor C.P.Jürgensen, obtained a 13 year patent on a so called T a k y g r a f (i.e. “speedwriter”), the writing ball in a completely new version, making it possible for a skilled and experienced hand to strike 20 letters per second, 1200 per minute, 72,000 per hour, which is 5 times as fast as the average velocity of handwriting by a pen and completely keeping up with even quite rapid speech.



The Takygraf was patented for the first time in the summer of 1872. The above illustration is from the American patent from 1875.
Patent drawing from the American patent of 1874 – concerning the writing ball with the flat platen, made initially in 1871.
Malling-Hansen used to make letter vignettes of his various writing ball models. This was the illustration of the 1875-model.
Two wonderful pivctures of the 1875-model of the writing ball. This was the first specimen without the use of batteries.
It was improved further in 1878 when it was equipped with a colour ribbon as well. Both photos: Deutsches Museum, Munich
Louis Braille, 1809 – 1852

The Malling-Hansen writing ball had created quite a stir. There was quite an awareness in Denmark and Europe about it, and two of the patents were bought, i.e. the English and the Austrian one. Orders came in, even from Russia and Italy, but unfortunately they could not be executed, because the inventor was not prepared to produce the machine industrially; also: wherever it was being used it turned out to be quite an obstacle that electro-magnetism was necessary. The electrical batteries were neglected or mismanaged, and users would then complain that the writing ball was useless. It was essential to get rid of a troublesome accessory, and by now the inventor has succeeded in accomplishing the task thanks to his fondness for his original idea. His persistent innovative ingenuity has developed the machine to a point where electro-magnetism has been overcome, and the task has been achieved in the following way: the movement whereby a piston is pressed down simultaneously generates a rocking motion of the entire hemisphere in which the pistons are placed; a small pin is thereby propelled to latch onto a gear wheel, which is being turned one tooth; the movement is passed on, and the paper is moved ahead by a distance corresponding to one letter of the alphabet. It is such a simple and beautiful construction that one is amazed this hasn’t been made long ago. It is such an unexpectedly simple solution and yet a flash of genius. It should be added also that the paper is placed in a curved brass frame, rocking back and forth above a small anvil towards which the pistons will move when they are being pressed down.



As mentioned above, Malling-Hansen’s writing ball has created quite a stir, however that should not lead us into thinking that he is the only one in the world to have spent time and thought into such writing apparatuses. The first attempts go nearly 40 years back in time, but at that time the aspiration was not to produce machines to be used in everyday life and pursuits; the intention was to provide blind people the possibility of communicating in writing as easily as possible, and the blind teacher  L o u i s  B r a i l l e  in 1838 constructed a board with holes, each hole equipped with a stamp with a type, and by pressing these against a piece of paper, upon which there was an inked paper, writing was produced. This simple beginning was further developed, and at the exhibition in London in 1851 there were several such apparatuses, - equally in Paris in 1855, but they were still only appearing as part of the teaching of the blind, and, what is more, they did not play an important role, because the most important writing for the blind is the one which is embossed, allowing them to read it by sliding their fingers across it. It is a recent idea that such machines could be used also by sighted persons, and it is an interesting fact that Reverend Malling-Hansen has conceived this idea in his capacity as principal of the Institute for the Deaf-Mute. He found out that while we normally are able to write only 4 phonemes per second, and in daily speech on average utter around 20 phonemes per second, a sign speaker using his fingers and the language of the deaf-mute is able to express around 12 phonemes per second. Hence it is possible to reproduce the sounds of speech by visible signs close to the speed of verbal speech, and this is what led him reflect about the feasibility of producing writing, legible to everyone, at the speed of verbal speech, something of great importance to the deaf-mute, and the result of his work in this direction became the writing ball.



The patent from 1868, belonging to Sholes, Glidden and Soule
The first version of their typewriter from 1873 was adorned as a sewing machine and produced by a sewing machine company: Remington & Son
Christopher Latham Sholes(1819-1890) was the main inventor behind the typewriter
James Densmore, 1820 – 1898, who paid Sholes, Glidden and Soule $600 for a share in their patent and developed their machine further. It is alleged in a biography available on the internet that he was able to make a profit of 500 000 dollars when he sold off his rights.

However, Reverend Malling-Hansen was not the only one occupied with the task of constructing speedwriting machines for sighted persons. In America C.L. S h o l e s in collaboration with two other men was similarly active, and as from 1868 he has taken out several patents for the protection of his machine, appropriately named “t y p e – w r i t e r”[1]. It is briefly described in the Scientific American issue of August 10, 1872, and the description allows us to understand that the American and the Danish typewriters are very different. In this country probably very few know anything about the American machine, but it seems that the Danish version is being studied in America. A patent attorney from there has – in a rather importunate manner – tried to achieve control over Malling-Hansen’s American patent, and the businessman responsible for the negotiations concerning the Sholes’ machine has offered the Danish inventor to swap patents; i.e. henceforth both parties would be entitled to use each others’ inventions. In other words, there is something about the Danish invention that attracts attention everywhere, but then again it is also – particularly in its most recent version – worth all this attention[2].


It now takes only 1/6 of the space previously needed, altogether merely about 8 cubic inches[3], and it can be placed on any table; previously it weighed 150 pounds[4], now only 9, and because of its simple construction it can practically never be put out of order. We should add that anyone can use it; the user does not need any particular instruction; it is just a question of learning where the different keys are located so that one may strike them without hesitation. When this has been achieved one may, with practise, get to write until 5 times as fast as with the pen. Already in this respect the writing ball has great importance, but since one can produce up until 6 copies at one time, using a combination of several sheets of inked paper and writing paper, and considering that the writing ball typing can also be produced in such a way that it may be lithographed, the writing ball will be an invention of undoubtedly great practical importance. Offices that produce much correspondence can save one or two clerks and, in addition, gain a lot in saving paper. In one single sheet in ordinary letter format, as used by the writing ball, there are more writing ball letters than a clerk writes on average on a folio sheet[5] - this has been ascertained by investigating numerous documents from several of our government ministries. If our ministries could disconnect themselves from the biased tradition in favour of using folio sheets and ordinary copperplate they would be able to save considerably, and the same thing obviously goes for all other large offices.




[1] SA: The American machine was invented by three gentlemen: Christopher L. Sholes, Carlos Glidden and Samuel W. Soule. They obtained their first patent in 1868 but later on sold it to the investor James Densmore, who invested several tens of thousands of dollars in the further development of the machine. Not until 1873 was the improved machine put into production by the Remington factory.

[2] SA: It is somewhat doubtful whether Malling-Hansen has related these negotiations in a fully objective way when informing Camillus Nyrop. There are some letters from Malling-Hansen to James Densmore from this period, and from that correspondence it seems as if Malling-Hansen is the more  insistent in terms of persuading Densmore to buy his patent, while Densmore is more reluctant.  He probably makes Malling-Hansen an offer, which he turns down because he finds it too low.  Much later some of Malling-Hansen’s descendents have claimed that Densmore, or “the American” as he was frequently referred to, stole a few details from Malling-Hansen’s machine in order to make improvements on his own. Also the mechanical engineer August Lyngbye, who produced the last models of the writing ball, made similar claims. However, so far it has not been possible to find any facts which could corroborate this.

[3] JMC: “cubiktomme” = literally: “cubic inch” - This is an ancient volume unit, rarely found in Danish dictionaries of the time or of today. Until 1907 one “tomme” was 2,6154 cm, after that it represents 2,54 cm.

[4] JMC: The weight unit “pund” = “pound” represented 500 grs, and this unit was abolished in 1907 but continued to be widely used for generations. In other words, the weight of the previous writing ball is alleged to have been 75 kgs. This must have been including a table into which it was built?

[5] JMC: A folio sheet was 22,5 cm x 36,0 cm

De tre opprinnelige oppfinnerne av den første amerikanske skrivemaskinen: Christopher Latham Sholes, 1819-1890.
Samuel Willard Soule, 1830-1875, var en av oppfinnerne og medeier i det første patentet, men han trakk seg tidlig ut av prosjektet.
Carlos Glidden, 1834-1877. Glidden og særlig Sholes videreutviklet sin oppfinnelse i løpet av de første årene, og maskinen ble ofte omtalt som Sholes Glidden maskinen.