1887.12.13 Danish

     DET KONGELIGE

 

 

DØVSTUMME-INSTITUT

 

 

       I KJØBENHAVN Ø.

 

 

Den 13. December 1887[1]

 

 

 

    Kjære Etatsraad Steenstrup

 

 

Et lille Uddrag af de mange og lange - og yderst anerkjendende Udtalelser i udenlandske Blade og Tidsskrifter angaaende den tyske Udgave af mit "Fragment III" tillader jeg mig hermed at sende. Igaar fik jeg tilsendt et No. af Tidsskriftet "Humboldt" med en udførlig Fremstilling af mine Arbejdsresultater; et uddrag heraf vedlægges ogsaa. Fra den store Statistiker Geh: Oberregierungsrath[2] Dr. E. Engel har jeg atter i den sidste Tid modtaget overordentlig anerkjendende Breve. Han har faaet Prof. Virchow (?) og Prof. Vosh (?) til at interessere sig  for Sagen, og mener (?) at jeg særligt igjennem Virochow kan vente snart at faa mit Ønske opfyldt ang: Oprettelse af daglige Vejninger og Maalinger i tyske Anstalter. Prof. Dr. Viktor Rydberg[3] har sendt mig et langt, overordentlig glædende og opmuntrende Brev. - Mellem al den Glæde, jeg har af mine Arbejder er ogsaa den, at uagtet at jeg ikke har noget dansk Stempel som Videnskabs-mand, saa hævder dog udenlandske Vidensskabsmænd det "strengt videnskabelige" i min Arbejdsmaaade, i  Indsamling af Materiale, i Behandling og Fremsættelse af de indvundne Resultater.

 

 

Hjerteligst Hilsen fra min elskelige Hustru[4] og mig selv.

 

 

                                                               Med største Højagtelse  

 

                                                                     Deres hengivne

 

 

                                                                   R. Malling-Hansen

 

 


[1] CB: Dette er et håndskrevet brev fra RMH. Derfor har jeg lavet teksten i kursiv. RMHs håndskrift er - helt usædvanligt - utroligt flot og letlæselig. Mærkeligt - eftersom den ellers plejer at være ekstrem svær at tyde.

[2] JMC: Titler fra en anden tid og fra en anderledes administrativ-byreaukratisk tradition er notorisk vanskelige at oversætte. Den tyske definition af Dr Engels titel er: ”Beamter der unteren Gruppe des Höheren Verwaltungsdienstes”, altså en funktionær av den lavere gruppe i den højere del af forvaltningen.

[3] JMC: Denne påskønnelse fra Viktor Rydbergs side var uhyre betydningsfuld! Viktor Rydberg (1828-1895) var en svensk forfatter, poet, journalist, religionsfilosof og kulturhistoriker og også i en periode rigsdagsmedlem. Han var en gigant bland ”svenska intellektuella” under 1800-tallet, med stor indflydelse som forfatter, akademiker, journalist og politiker. Hans status i 1880-ernes Sverige kan sammenlignes med Georg Brandes i Danmark men med den forskel at Rydberg var endnu mere vidtfavnende i sine interesser og i sin betydning. Det ville være en god ide at forske videre i forbindelsen mellem RMH og Rydberg. Der er et selskab i Sverige som virker for at sprede kendskab om Viktor Rydberg: www.rydbergsallskapet.nu

 

[4] CB: RMH's anden hustru var Anna Steenstrup, og Japetus Steenstrup var hendes onkel.

 

    

Professor Japetus Steenstrup, 1813-1897. Foto: Det Kongelige Bibliotek
Professor Viktor Rydberg, 1828-1895
Anna Steenstrup, 1842-1897. Foto: Privat