Malling-Hansen som logopæd i behandling af stammere.

Research, transkribering og kommmentarer af Jørgen Malling Christensen.

 

Rasmus Malling-Hansen er i dag oftest husket som opfinderen af verdens første fuldt fungerende og serieproducerede skrivemaskine. Men vort selskab har  bedrevet forskning om hans liv og virke siden 2006 og  kunnet dokumentere, at han var et vidt favnende menneske – med store talenter og fremragende egenskaber på mange forskellige områder: døvstummepædagog; forstander og organisator; tegnsprogspræst; naturvidenskabsmand indenfor menneskelig fysiologi, ernæringsspørgsmål, kartografi og sammenlignende meteorologi; teknisk opfinder (skrivekuglen og en kopieringsmetode);frimurer; foredragsholder; undervisningsplanlægger indenfor specialundervisning; forkæmper for et internationalt sprog (volapyk). Til denne lange liste kan vi nu lægge yderligere et epitet: Malling-Hansen som behandler af børn og voksne der led af stamning.


Rudolf Denhardt, 1845-1908, tysk læge, som grundlagde en psykoterapeutisk behandlingsmetode for stammere.
Rasmsu Malling-Hansen, 1835-1890, forstander ved Det Kongelige Døvstummeinstituttet i København. Foto: DKB.
J. C. Sørensen, kand. theol, lærer ved Det Kongelige Døvstummeinstituttet i København.
Hans Jensen Lassen Ketting, 1849-1911, inspektør. Copyright: DKB.
Forstander Rasmus Malling-Hansens og cand. theol. J. C. Sørensens annonse i Berlingske Tidende 1874.03.21.

Første ledetråd til denne rolle fandt jeg i Sjællands-Posten(Ringsted)den 6 oktober 1873[1], hvori avisen meddeler følgende:

 

Tydskeren Denhardt, som nu snart forlader Kjøbenhavn, hvor han har helbredet mange Stammende, har ifølge en af ham udstedt Erklæring, overdraget sin Methode til Kultusministeriet. Kun Pastor Malling-Hansen, Forstander for det kgl. Døvstummeinstitut, og Cand. theol. Sørensen, Lærer sammesteds, kunne her i Landet give Underviisning efter hans Methode, der har viist sig særdeles hensigstmæssig.”

 

For at forstå baggrunden til denne oplysning, bør man vide noget om Denhardts[2] rolle i behandlingen af stammere.

 

Rudolf Denhardt[3], 1845-1908, var en tysk læge, som grundlagde en psykoterapeutisk behandlingsmetode for stammere. Denhardt var fra barnsben bekendt med stamning: hans far og begge hans brødre var stammere.  Denhardt udviklede en egen teori om stamningens orsager og en dermed sammenhængende terapeutisk metodik. Denne metode blev gradvis udviklet og forfinet ved anvendelsen i forskellige lande: således opholdt Denhardt sig i Norge i 1871, i Sverige 1872, Danmark 1873 og i Rusland 1874, hvorved han behandlede stammere og afholdt kurser for terapeuter.

 

Med denne erfaring i baghånden oprettede Denhardt i 1876 i sin hjemstad Burgsteinfurt et behandlingsinstitut: ”Stotterheilanstalt”, som efter hans død blev drevet videre af hans hustru Helene Prigge og sønnen Emil Denhardt. I 1923 blev klinikken overdraget til Emil Denhardts svigersøn Hans-Josef Knittel som drev den frem til 1954, da anstalten lukkede.

 

Generelt set anså læger og talepædagoger i midten af 1800-tallet at stamning havde fysiske/fysiologiske årsager. Denhardt var en af de første – måske den første – som søgte efter stamningens årsager i psyko-sociale faktorer. Han udelukkede ikke fysiologiske årsagsmekanismer, men han anså at stamningen i første række var et produkt af indbildninger og psykotiske hæmninger. Nøgleord var ’manglende selvtillid’, ’tvivl på sig selv’, og det var disse følelser som manifesterede sig i stamningen.

 

Denhardts behandlingsmetode baseredes på den omstændighed, at stammere ophører med at stamme, når de synger. Ved at iagttage de fysiologiske forskelle mellem sang og tale udviklede han en metode, som han holdt hemmelig og kun afslørede for de særligt indviede – til hvem Malling-Hansen altså hørte – og som han brugte i behandlingen i udlandet og ved sit eget institut i Burgsteinfurt.

 

En af behandlingsmetoderne var en øvelse, hvor patienten holdt en lille træstav i munden for at give frit løb for udåndningsluften, eller en lille lærredsrulle under tungen. Andre terapeutiske foranstaltninger var dybe indåndninger før hver sætning, kombineret med langsom tale under udåndning, betoning af vokalerne, forlængning af den første stavelse i hver sætning, og dybe vejrtrækninger med mellemgulvet (diafragma-vejrtrækning, som bruges i yoga).


Den aldrende professor Rudolph Denhardt, 1845-1908.
Slik ble Rudolph Denhardt presentert i "Die Gartenlaube" i 1880.

På ”Wikisource” er der fri adgang til en forklarende artikel af Denhardt, ”Das Wesen des Stottern”, publiceret i tidsskriftet Die Gartenlaufe, Heft 13, 1878, s. 212-215.

 

Fra denne artikel fortjener følgende at fremhæves:

 

Denhardt anså at stamning optrådte med større frekvens i Nordeuropa end i Sydeuropa og var særlig ofte forekommende i de skandinaviske lande og i Rusland. Hans erfaring var, at stammere under gode psykologiske forhold var i stand til at udtale alle ord og bogstaver og at tale naturligt og uden at stamme. Men han fandt, at visse stressituationer medførte hæmninger og nervøse reaktioner, som ledte til en låst situation og udløste stamningen. Der forelå altså ingen fysiologiske hindringer for at stammere kunne komme til at tale normalt.

 

Denhardt havde den erfaring, at ikke en eneste af hans hidtil 900 patienter stammede når de sang. Dertil kom (interessant nok), at de allerfleste ikke stammede, når de talte et for dem fremmed sprog. Desuden havde lysforholdene også en påvirkning: jo stærkere oplyst et rum var, desto mere stammede patienterne. Udover de psyko-sociale kausale faktorer anså Denhardt også, at stamning i stor udstrækning var arveligt betinget. Han noterede, at langt flere mænd end kvinder led af sygdommen – ifølge hans statistik var der 8 gange flere mænd end kvinder blandt stammerne.

 

Denhardt var stærk modstander af den såkaldte ”Tact- und künstlichen Respirations-Methode” som på den tid praktiseredes af de tyske ”Sprach-Ärzte” Merkel, Lewess, Klenke og Günther.

 

Denhardt blev åbenbart påskønnet for sit arbejde i Danmark: Ifølge Berlingske Tidende den 27 oktober 1873 modtog han den 20 oktober Fortjenstmedaljen i guld. Derefter forlod han landet, og Malling-Hansen fortsatte med at praktisere den af Denhardt udleverede metode.


Holger Mygind, 1855-1928, lege.
Johan Keller, 1830-1885, direktør ved De Kellerske anstalter.
J. C. Soerensen, kand. theol og sogneprest.
Hans Jensen Lassen, senere Ketting, 1849-1911, inspektør.
Denne annonsen for Rudolph Denhardts stammekurs i Danmark sto i Dagbladet 2. august 1873.
I følge Wikipedia skal dette være stedet der Rudolph Denhardt hadde sin Sprachheilanstalt für Stotterer fra 1899.
Rudolph Dehardts annonse sto på trykk i Dagbladet 2. august 1873.
Ossian Borg, 1812-1892, direktør ved døvstumme- og blindeinstituttet i Manilla gikk god for Denhardts behandling av stammende.
Det samme gjorde Per Henrik Malmsten, 1811-1883, professor i medisin.

Det første vidnesbyrd om, at Malling-Hansen arrangerede kurser for stammere og behandlede dem terapeutisk efter Denhardts metode, fandt jeg i en annonce i Berlingske Tidende den 21 marts 1874[4]:

 

For Stammende

 

Børn og Voksne, begynder paa det kgl.Døvstumme-Institut det sjette Fire-ugers Cursus efter Denhardts Methode den 15 April. Ubemidlede helbredes gratis.

 

     Foruden de større Cursus, i Reglen et om Maaneden, afholdes ogsaa mindre Cursus, hvortil kun et meget begrænset Antal Deltagere antages. Om ønskes, vil den Stammende ogsaa kunne erholde Enkeltunderviisning.

 

     Dersom Nogen, der har deeltaget i et af de Cursus, der af Hr. Denhardt afholdtes her i Staden igjor, eller af dem, der senere er blevne afholdte her paa Institutet efter Denhardts Methode, skulde føle sig usikker i Henseende til Methodens Anvendelse, kan han uden videre møde til Deeltagelse i Cursus paa de Tider, da disse afholdes.

 

     Angaaende de forskjellige Cursus henvende man sig til Undertegnede.

 

R. Malling Hansen                 J. C. Sørensen

 

Som man ser, fortalte annoncen ikke, hvornår og på hvilke tidspunkter kursen ville finde sted; det sandsynlige er, at kursus og behandling fandt sted om aftenen eller i weekender, for det ville være ganske urimeligt at forestille sig, at Malling-Hansen (og hans medarbejder døvstummelærer Sørensen) ville ofre sine daglige lærer- og forstandergerningstimer til fordel for et terapeutisk kursus af denne type. Dog kan vi være sikre på, at kultusministeriet var helt indforstået med ordningen, eftersom jo Denhardt havde overdraget sin metode formelt til ministeriet og i den forbindelse specifikt udpeget Malling-Hansen og Sørensen som de eneste, der var autoriserede til at bruge hans metode i Danmark.

 

Denhardts ophold i København fik stor offentlig opmærksomhed, og i tiden derefter var der flere interessenter, som meldte sig på banen for at gennemføre helbredelseskurser for stammere. En af dem var Malling-Hansens evige kollega og ’konkurrent’, Johan Keller. Det er slet ikke forbavsende, når man betænker, at Keller på det tidspunkt havde arbejdet siden midten af 1850erne med talemetoden og døve børn og dermed havde lang erfaring af problemer med artikulation og udtale. Nok var Keller ikke blevet udpeget af Denhardt som autoriseret til at bruge hans metode; men det kan ikke have været svært for Johan Keller at lære metodens hemmeligheder at kende – han kan jo selv have deltaget som patient, eller han kan have sendt en alllieret, virkelig stammende, person til at deltage i et af Denhardts (eller Malling-Hansens) kurser. Desuden ved vi, at han ansøgte kultusministeriet om at måtte få kundskab til Denhardts metode. I hvert fald indrykkede Keller denne annonce i Berlingske Tidende den 25 marts 1874:

 

Stammen

 

Et nyt Helbredelsescursus for Stammen (efter Denhardts Metode) begynder den 1st Mai. Kost og Bolig kan faaes. Uformuende have fri Veiledning.

 

                        Johan Keller
                        Nørrebro, Baggesensgade.

 

Annoncens formulering indikerer, at Keller i nogen tid har arrangeret sådanne kurser.


Direktør Johan Kellers annonse i Berlingske Tidende den 26. mars 1874. I følge "Stammebladet" Nr 1 1995, startet Keller med behandling av stammende allerede i 1862.

Nogle år senere viser det sig at døvstummelærer og præst J. C. Sørensen må have afsluttet sin karriere som lærer på det kgl. Døvstummeinstitut og er blevet kaldt til sognepræst i Fåborg, som ligger i Årre,sydøst for Varde, i Vestjylland.
Sørensen indrykker denne annonce i Berlingske Tidende den 27 marts 1878 og den 6 april 1878:

 

Stammende

 

Helbredes paa en Maaned efter Denhardts Methode, som Undertegnede i 1873 har modtaget umiddelbart af Hr. Denhardt selv. Betalingen 50 á 100 Kr.

 

Døvstumme,

 

Egentlige Døvstumme saavelsom uegentlige, der ere blevne privat underviste, modtages til Confirmations-Forberedelse.

 

     Faaborg Præstegaard ved Varde, d. 18de Marts 1878.

 

                        J.C. Sørensen
                        Sognepræst.

 

Den gode sognepræst så åbenbart her to gode muligheder til at komplettere sin beskedne præsteløn.

 

Ved at følge avisannoncer fremover kan vi konstatere, at Malling-Hansens engagement i helbredelseskurser for stammere ikke var en døgnflue; i Berlingske Tidende den 16 september 1879 indrykker han denne annonce:

 

For Stammende

 

Begynder den 1ste October paa det kgl. Døvstumme-Institut en ny Cursus paa 4 Uger efter Denhardts Methode. Uformuende undervises gratis.
     Indmeldelse modtages af Undertegnede.

 

R. Malling Hansen                H. J .Lassen[5]

 

Åbenbart var der behov og interesse for Malling-Hansens terapeutiske virksomhed på dette felt, for den 4. Februar 1880 indrykker han denne meddelelse i Dags-Telegrafen:

 

For Stammende

 

begynder den 23. Februar paa det kgl. Døvstumme-Institut (Kjøbenhavn Ø)et nyt Cursus paa 4 Uger efter Denhardts Methode. Betalingen er 25 Kr. (Privat Cursus 50 Kr.). Fattige kunne faa fri Veiledning. Indmeldelser modtages af Undertegnede.

 

R. Malling Hansen            H. J. Lassen

 

De ærede Redaktører af Provindsaviserne bedes velvilligst at henlede Opmærksomheden paa disse Kursus, der fremdeles afholdes hvert Foraar og Efteraar.

 

Nogle dagsbladsredaktioner efterkom Malling-Hansens opfordring i slutningen af ovenstående annonce, og vi finder således annoncen også i Kjøbenhavns Amts Avis 6 februar, Svendborg Avis, Sydfyns Tidende og Silkeborg Avis samme dag; Vestjylland eller Hernings Folkeblad 7 februar, Horsens Folkeblad 10 februar, Dagbladet og Berlingske Tidende samme dag, samt i Vejle Amts Folkeblad den 11 februar 1880.

 

Vi kan altså dokumentere, at også på dette tidspunkt – hele 6,5 år efter at Denhardt havde overdraget sin metode til Kultusministeriet og havde udset Malling-Hansen og Sørensen til de eneste i Danmark som var autoriserede til at bruge hans metode – fortsatte Malling-Hansen denne terapeutiske virksomhed, med to fireugers kurser om året. På dette tidspunkt havde han således 6-7 års erfaring af at arbejde terapeutisk med stammere, dvs en ganske lang erfaringsgrund.


Malling-Hansen og inspektør Lassens annonse for stammekurs ved Døvstummeinstituttet i Dags-Telegraphen 4. februar 1880.

Når vi imidlertid søger vidnesbyrd fra samtidige og senere tiders professionelle logopæder (in mente at logopædi for stammere i sidste halvdel af 1800-tallet var en helt ny og spirende gren af videnskaben og indenfor professionel terapi), finder vi at der var en del skeptiske røster imod den rolle som det kgl. Døvstummeinstitut spillede i behandlingen af stammere. Fra og med 1880erne og særlig markant i begyndelsen af 1890erne argumenterede man fra videnskabeligt hold for, at talelidelser burde behandles af professionelle, specielt uddannede specialister og ikke burde være blot en underafdeling af virksomheden på det kgl. Døvstummeinstitut.

 

Den noget kritiske holdning kommer blandt andet til udtryk i en artikel af Bering Liisberg[6], den første forstander for det i 1898 oprettede ”Statens Institut for Talelidende”[7], nemlig: ”Den historiske Udvikling for Oprettelsen af Statens Institut for Talelidende”, fra hvilken vi citerer:

 

”Den ydre Anledning til Oprettelsen af ”Statens Institut for Talelidende” gav L. Berquand[8] fra Marseille ved sin Nærværelse her i Landet i Sommeren 1895. Allerede Aar i Forvejen havde der været en lignende Anledning til at gjøre vel overfor de Talelidende, idet Prof. Denhardt fra Westphalen i Aaret 1873 overdrog Staten sin Methode til Helbredelse af Stammende, hvilken blev overgiven til den daværende Forstander for det kgl. Døvstumme-Institut, Pastor Malling-Hansen. Men Tiden var dengang ikke ret moden til, at dette Besøg skulde faa varige Følger. Dels havde man endnu ikke den fulde Forstaaelse af de Lidelser, som de Talelidende maa gjennemgaa; ejheller vidste man Besked med, i hvilken Grad dette Onde er udbredt i Befolkningen. Desuden vare de daværende Forhold paa Døvstumme-Instituttet højst ugunstige til, at dette kunde tage denne Sag op under sin Forsorg, idet Institutet dengang var det eneste i Landet, som omsluttede alle egentlige Døvstumme i Undervisningsalderen; der var derfor en høj Grad af Pladsmangel, og, hvad der var den vigtigste Anstødssten, der var endnu ikke taget afgjort Stilling overfor Talemethoden indenfor Døvstummeundervisningen, saa at man ved at optage en Sidevirksomhed, med Udsigt til nye Methodestridigheder, vilde have ødelagt Stillingen ikke blot for det nye Stedbarn, men ogsaa for sine egne døvstumme Børn og derved være kommen ud i et Uføre.


Denhardts annonse for sitt aller siste stammekurs i København sto i Dagbladet 16. september 1873.
Skandinavisk hotel, der Rudolph Denhardt avholdt sitt siste kursus mot stamming i København. Copyright: DKB.

     Følgerne af Denhardts Besøg blev derfor kun den, at Forstanderen og Lærerne ved Instituttet oprettede private Kursus for stammende og vedligeholdt disse, saalænge Sagen var ny og skaffede et tilstrækkeligt Antal Deltagere. For de Kellerske Anstalter, der ved Andragende til Kultusministeriet havde faaet Kjendskab til Methoden, fik Behandlingen mere blivende Betydning, idet den kom til Anvendelse overfor de aandssvage Alumner, som efterhaanden vare inddragne under disse Anstalters Forsorg. Det er derfor ogsaa fra Lærerpersonalet ved de Kellerske Anstalter, at den Mand, Hr. Oscar Møller, er udgaaet, der som den eneste i Landet har gjort Behandlingen af Stammende og andre Talelidelser til sin Livsopgave.”[9]

 

For at afrunde dette kapitel om Malling-Hansens indsatser som talepædagog i behandlingen af stammere, er det på sin plads at nævne noget om udviklingen på dette område efter Malling-Hansens død[10]. Som sagt besøgte den franske talepædagog Léon Berquand Danmark i 1895, demonstrerede sin metode og – i lighed med Denhardt 21 år tidligere – tilbød at overdrage den danske stat sin metode. Staten nedsatte en kommission til at prøve metoden, og i denne kommission sad blandt andre Malling-Hansens svoger, Frederik Heiberg, som i oktober 1890 havde overtaget posten som forstander for det kgl. Døvstummeinstitut i København; Man foretog en prøve med otte stammende børn, der blev internerede på det kgl. Døvstummeinstitut og arrangerede et kursus af en måneds varighed (den periode, som Berquand foreslog). Kommissionen ledtes i øvrigt af geheimeetatsråd Goos, som på dette tidspunkt var direktør for de kongelige døvstummeanstalter (København, Fredericia og Nyborg).

 

Forsøget gav et positivt resultat og ledte frem til en beslutning fra kultusministeriet om at nedsætte en ny kommission som under et år skulle arrangere statslige kursus for stammende og for andre talefejl. I denne kommission indgik forstander Frederik Heiberg, inspektør Goos (formand) og Dr. med. Mygind[11]. Som lærer ansattes døvstummelærer Oscar Møller, der i en årrække havde haft private kursus for stammende og andre talelidende.

 

Den af Berquand indførte metode karakteriseredes ved en meget kort behandlingstid – kun 20 dage - , ved fuldstændig tavshed, som pålagdes patienterne det meste af denne tid samt den langsomme, rytmiske tale, der udgjorde slutresultatet af hele behandlingen. Kommissionens indvendinger mod metoden var, at behandlingstiden var for kort; at der manglede åndedrætsøvelser; og at patienternes tale efter end kursus var i høj grad unaturlig. Kommissionen anbefalede staten at bruge Berquands metode men at modificere og komplettere den på en række punkter.

 

I april 1898 oprettedes Statens Institut for Talelidende. Formålet var at henbrede talelidende børn og unge mennesker fra hele landet. Det havde to afdelinger: 1) Elever med stammen, og 2)elever med udtalefejl. Under tilsyn af geheimeetatsråd Goos kom instituttets ledelse til at bestå af Frederik Heiberg og Holger Mygind.

 

 

 


[1] JMC: Samme notits findes i Svendborg Avis/Sydfyns Tidende 6 oktober 1873; Vejle Amts Folkeblad 13 oktober 1873; Aarhuus Stifts-Tidende 4 oktober 1873 og i Vestjylland eller Hernings Folkeblad den 15 oktober 1873.

[2] JMC: Kilderne til informationen om Denhardt er en artikel af professor Ulrika Nettelbladt, professor emeritus ved Lunds Universitet, afdelingen for logopedi, foniatri og audiologi: ”Den skandinaviska barnlogopedins ursprung og de danska pionjärerna” (i ”Forening og Fag i 75 år”, redigeret af Kirsten Brix, Audiologopædisk Forening 1998), suppleret med artikler fra Denhardts egen hånd. Jeg er Professor Nettelbladt meget taknemmelig for hendes generøse bistand med at fremskaffe artikler og værker til belysning af udviklingen af terapier for stammere i Danmark og for hendes tilladelse til at citere de for os relevante afsnit til brug for vor hjemmeside.

[3] JMC: Yderligere kilder til dette afsnit er Denhardts egene skrifter samt bibliografiske data fra den tyske Wikipedia.

[4] JMC: Samme annonce findes i Lolland-Falsters Stifts-Tidende 24 marts 1874, i Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 23 marts 1874, Fyens Stiftstidende 23 marts 1874, Aarhuus Stifts-Tidende 24 marts 1874 og i Berlingske Tidende 31 marts 1874.

[5] JMC: Hans Jensen Lassen, 1849-1911, var døvstummelærer ved det kgl. Døvstummeinstitut. I 1881 fik han titel af (og arbejdsopgaver) som ’skriver’og afløste i denne funktion Georg Jørgensen, som var blevet udnævnt til forstander for det nyoprettede døvstummeinstitut i Fredericia. Fra 1884 havde Lassen titel som ’inspektør’, men den ministerielle, officielle udnævnelse kom først den 1. april 1887. Inspektøren var Malling-Hansens assistent i administrative sager. Han havde ansvar for elevinspektionen, den daglige orden, korrespondencen, økonomivæsenet, regnskaberne og alt som vedrørte indkaldelser. Desuden fortsatte han med de opgaver som pålagdes skriveren. Til gengæld havde han kun en times undervisning om dagen. Denne ordning fortsatte til Malling-Hansens død og var helt sikkert en nødvendig og meget velkommen hjælp for forstanderen.
I 1907 tog Lassen navnet Ketting-Lassen.

[6] JMC: Hugo Arnold Bering Liisberg, 1885-1949, talepædagog og forstander.

[7] JMC: Instituttet havde i begyndelsen til huse i det kgl Døvstummeinstitut på Kastelsvej 19 og i et par private lejligheder i nærheden. Fra 1916 domicil på Rosenvængets Allé 28, senere på Rygårds Allé 45 i Hellerup. I 1937 oprettede staten også et lignende institut i Århus.

[8] JMC: Léon Berquand, grundlægger af et institut for behandling af stammere, Marseille. Har udgivet: ’Breathing, Voice and Articulation Exercises for the Use of Stammerers’. Iøvrigt har jeg ikke kunnet finde biografiske data om ham.

[9] JMC: side 3-4 i ovenciterede særtryk, publiceret af Ch. Johansens Bogtrykkeri, København, i 1923.

[10] JMC: Teksten i dette afsnit bygger på en artikel af Bering Liisberg: ”Talesagens Udvikling i Danmark”, s.285-286, i ”Beretning fra det 8. Nordiske møde vedrørende den særlige forsorg for aandssvage, blinde, døve, epileptikere og talelidende”. København: Egmont H.Petersen kgl. Hof-bogtrykkeri.

[11] JMC: Holger Peter Theodor Mygind, 1855-1928, dansk læge, specialist i øre-, næse- og halssygdomme. 1884-1893 assistent ved W. Meyers øreklinik i København. 1885-1905 læge ved ”Arbejdshjemmet for døvstumme piger” i København. Formand for dansk otolaryngologisk Selskab 1907-1909 og 1915-1917. Mygind publicerede mange studier om døvstumhed. Mygind var en af ansøgerne til posten som læge ved det kgl. Døvstummeinstitut i København, efter at Dr. Lehmann var afgået ved døden (11 dage før Malling-Hansen).


Dags-Telegraphen 18730811.

Den originale artikkelen.

Fra andre samtidige dagbladskilder ved vi, at Denhardt ankom til København den 8 august 1873 og at han boede på Hotel Skandinavien, Gothersgade 2 (rum 23 på anden sal). Det er ejendommeligt, at Denhardt i alle danske aviser, jeg har fundet ham omtalt, tituleres med Hr og ikke med Dr. Ifølge den tyske Wikipedia var han læge og uddannet i psykoterapi og neurologi. 

 

    For Stammende. Om kort Tid vil Hr. D e n h a r d t, Direktør for en Anstalt i Burgsteinfurt (Westfalen) til Helbredelse af Stammen, ankomme hertil Byen for i et Tidsrum af fire Uger at tilbyde sin Hjælp til dem, der lide af denne Legemsfeil. Efter de Vidnesbyrd om Hr. Denhardts Dygtighed i den omtalte Retning, der ere os forelagte, synes der ikke at være nogen Tvivl om, at hans Methode, som han selv gjennem omhyggelige og vedholdende Forsøg har opfundet og udviklet, og som hidtil ikke er anvendte af nogen anden Læge, giver i høi Grad overraskende Resultater og altsaa ingenlunde maa stilles i Klasse med den markstrigerske Humbug[1], hvorved udenlandske – navnlig tyske – ”Specialister” kun altfor ofte søge at berige sig paa deres lidende Medmenneskers Bekostning. De meget talrige Vidnesbyrd om den næsten fabelagtige Virkning af Hr. Denhardts System, hvilke vi have haft Leilighed til at se, ere nemlig for Størstedelen underskrevne af Læger, Skoleforstandere, Præster og ansete Embedsmænd, hvoriblandt Kong Karl den Femtendes[2] Livlæge, Prof. M a l m s t e n[3], Direktøren for Døvstumme- og Blindeinstitutet Manilla ved Stockholm, O. E. B o r g[4], Dr. med. M o n t é n  i Gøteborg osv.

 

I Aarene 1871 og 1872 praktiserede Hr. Denhardt i Sverige og Norge og modtog Hosebaandsordenens Ridderkors som Anerkjendelse af sin fortjenstfulde Virksomhed, særlig af den Uegennyttighed, han viste ved gratis at helbrede et stort Antal Fattige. Kuren varer kun 14 Dage ã 3 Uger, og i denne korte Tid blive uden Anvendelse af medicinske Midler, selv Folk, der fra deres tidligste Barndom have stammet stærkt, fuldstændig helbredede. Kursen koster 100 Daler; men ogsaa her i Byen vil Hr. Denhardt have den Godhed gratis at behandle fattige Patienter.

 


[1] JMC: En af disse berygtede mænd var tyskeren C. F. Bansmann, som kom til Danmark første gang i 1834. Han kaldte sig doktor men havde ingen papirer på sin uddannelse. Bansmaan hævdede at kunde helbrede både døvstumhed og stamning. Han kontakter det kgl. Døvstummeinstitut i 1841 og beder om tilladelse til at helbrede stammende. Han vender tilbage i 1845 og får tilladelse til at prøve sine metoder på nogle døve børn. Det mislykkes imidlertid. I 1850 kommer han tilbage til København og ansøger på nyt om tilladelse til at forsøge at give døve børn deres hørelse tilbage. Hans forsøg er langt fra ovebevisende. Han tager godt betalt fra velhavende forældre, som satser mange penge på, at deres børn kan blive helbredte fra stamning eller døvhed, men resultaterne er ringe eller lig nul.

[2] JMC: Karl XV af Sverige levede fra 1826 til 1872 og var konge af Sverige og Norge fra 1859 til sin død. Han var en nær ven af Frederik den Syvende.  Karl XV var en fremstående kunstner og efterlod mange oljemalerier af særdeles høj klasse, udførte i tidens – guldaldermaleriets – stil.

[3] JMC: Pehr Henrik Malmsten, 1811-1883, svensk læge, livlæge til Karl XV og derefter Oscar IIs livlæge fra 1872 til 1880.

[4] JMC: Ossian Edmund Borg, 1812-1892, lærere og forstander for døvstumme og blinde ved instituttet i Manilla, Stockholm.


Den aktuelle utgaven av avisen.

Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 18730908.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Jeg kan ikke andet end beundre Denhardt; dels skabte han en ny og helt egen metode for behandling af stammere; og dels var han åbenbart meget dygtig til at sprede kundskab og oplysning om denne metode. I en alder af kun 26 år begiver han sig ud i verden – arrangerer behandlinger i Norge, Sverige, Rusland og Danmark – og overalt hvor han kommer, overlader han sin metode til det pågældende lands regeringer for at andre, kompetente behandlere kan føre metoden videre. Han behandler i hvert land en stor del fattige uden vederlag. I mine øjne var han det modsatte af en charlatan; han vidste, hvad han gjorde; han havde en på lang erfaring grundlagt metodik; han arbejdede uden hensyn til pekuniære hensyn og forsøgte at sprede den metodik, som han selv med åbenbart stor fremgang havde brugt i forskellige lande. I Danmark valgte han Rasmus Malling-Hansen som den, som skulle få autoritet til at videreføre hans behandlingsmetode. Han havde også Johan Keller som kandidat for denne rolle men valgte at afvise ham.

 

 

Kuur for Stammende. Dirigenten for en Anstalt til Helbredelse af Stammende i Burgsteinfurt (Westfalen), R.E. Denhardt, har i længere Tid opholdt sig i Kjøbenhavn i det Øiemed at virke for Udbredelsen af sin Kuur-Methode. Om de ved samme opnaaaede Resultater vil Enhver, der interesserer sig for Sagen uden Vanskelighed kunne overbevise sig. Denhardt har i 1871 og 1872 foretaget en Reise i Sverrig og Norge, hvor han paa Grund af sin Virksomhed blev decoreret med Wasaorden. I Begyndelsen af 1873 modtog han fra det keiserlige russiske Medicinaldepartement Bemyndigelse og Koncession til i hele Rusland at anvende sin Methode, hvorhos Stadsfysicatet i Petersborg bevidnede, at hans Kuur var aldeles forskjellig fra de hidtil anvendte Fremgangsmaader. I Marts d.A. aabnede han efter Prindsens af Oldenburgs Ønske et Kursus i det keiserlige Dameinstitut i Petersborg, i hvilket 22 unge Damer deeltoge, som alle bleve helbredede. Hvorlænge D. Endnu forbliver i Kjøbenhavn, vil være afhængig af, om der melder sig et tilstrækkeligt Antal Deeltagere til et nyt Kursus. (Bl. Td.)


Den originale artikkelen.
Den aktuelle utgaven av avisen.

Svendborg Avis, Sydfyens Tidende 18730910.

Den originale artikkelen.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

 

I denne korte artikel får vi yderligere informationer om Denhardt og om hans metode for helbredelse af stammere.

 

      For Stammende har E. R. Denhardt fra Westfalen, som har reist i Sverrig og Norge, nu i Kjøbenhavn indbudt til Øvelser, hvorved han paatager sig at helbrede for denne slemme Uvane. Efter Meddelse til ”Folket” har han samlet en ret talrig Kreds, og Vedkommende mærker allerede i de første to Uger, at hans Methode virker heldigt. Han selv led af denne Feil med helbredede den ved at tale foran et Spejl og da se, hvilke krampagtige Muskeltrækninger der hindrede Mælet. Han lader Folk læse op af en Bog og siger dem, hvad de skulle foretage, hver Gang de kommer til at stamme. Et Par Børn fra Landet er allerede helbredet. Ogsaa ældre Folk deltage i Øvelserne.


Den aktuelle utgaven av avisen.

Dags-Telegrafen 18730914.

[1]Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

 

Denne artikel er en meget vigtig dokumentation angående Denhardt-metoden til behandling af stammere og om Rasmus Malling-Hansens tilknytning til sagen. Vi får her at vide, at allerede i september 1873, godt en måned inden Denhardt forlod Danmark, var Malling-Hansen af regeringen og af Denhardt udset til at lære metoden og bruge den her i landet.

 

Jeg vil desuden rose den anonyme journalist for artiklen, fordi han eller hun giver den en personlig drejning, i og med at det fremgår, at journalisten kender nogle stammere og at han/hun selv har observeret de fremskridt, som helbredelsesmetoden åbenbart gav.

 

 

Helbredelse af Stammende. Vi bragte for nogen Tid siden vore Læsere en Meddelelse om, at Hr. D e n h a r d t, der ifølge os foreviste Attester fra høit ansete Mænd i Udlandet og navnlig i Sverige havde opnaaet mærkværdige Resultater ved en af ham opfunden Methode til at helbrede Stammende, havde begyndt en Række af Kursus i Skandinavisk Hotel her i Byen. Det første Kursus er nu for Fleres Vedkommende tilendebragt, og efterat vi have havt Leilighed til at tale med flere af de Helbredede, af hvilke Enkelte efter vor egen personlige Erfaring tidligere stammede saa stærkt, at deres Tale næsten uafbrudt lød som uartikulerede Lyd, der endda kun kunde frembringes under de voldsomste Forvridninger af Ansigt og Legeme, betænke vi os ikke paa at erklære, at disse Personer i de forskjelligste Aldere i en forbavsende kort Tid ere bragte til at tale saaledes, at den, der ikke veed bedre, aldrig vilde falde paa, at de nogensinde havde stammet selv i den ubetydeligste Grad. Flere af de Helbredede ere Sønner af ansete Mænd her i Byen, Andre af større eller mindre Jordbrugere, medens atter Andre tilhøre den arbeidende Klasse. Efterhaanden som disse Helbredede vende tilbage til deres Hjem, vil Budskabet om de forbavsende heldige Kure snart sprede sig videre, men vi have anseet det for en ligefrem Pligt imod de Mangfoldige, der lide af det her omhandlede Onde, at konstatere, hvad vi selv have haft Leilighed til at overtyde os om, og at opfordre Enhver til at søge en Bistand, der, saavidt os bekjendt, tilbydes uden Vederlag til de Uformuende. Iøvrigt skulle vi endnu tilføie, at Hr. Denhardt skal have skænket sin Methode uden Vederlag til den danske Regjering, paa hvis Vegne Forstanderen for det kgl. Døvstummeinstitut, Pastor M a l l i n g – H a n s e n modtager den fornødne Veiledning.

 


[1] JMC: Samme artikel findes i Aarhuus Stifts-Tidende 15 september, i Sjællands-Posten 16 september og i Skanderborg Avis 16 september 1873.


Den aktuelle utgaven av Dags-Telegraphen.

Dags-Telegraphen 18730916.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

 

Denne indsender af Johan Keller er bemærkelsesværdig og relevant af flere grunde. Her giver han klar information om, at den danske regering i første række bad Keller om at konferere med Denhardt i forbindelse med Denhardts tilbud om at overlade sin metodik til staten; men at Denhardt afslog at forhandle med Keller! Dels var Keller jo ikke statsligt ansat men forstander for den private døvstummeanstalt ’på talens grund’. Og dels havde Denhardt sandsynligvis fået forhåndsinformation om, at Keller i mange år selv havde arbejdet med at behandle stammere, med andre metoder. Efter dette afslag gik statens opgave til Malling-Hansen – ”at modtage metoden og at give forslag til dens senere anvendelse”, som Keller formulerer det. Trods at Keller altså blev afvist, er han storsindet nok til at give metoden sin fulde støtte.

 

SA: En ting som er vanskelig å forstå, er at Keller allerede samme år annonserer for at han selv vil arrangere stammekurs basert på Denhardts metode. Man kan jo bare spekulere i hvordan det kunne henge sammen, når det var Malling-Hansen som ble tildelt oppgaven med å hjelpe stammere i Danmark på grunnlag av Denhardts metode. Kjente Keller metoden fra før? I følge døvehistoriske kilder hadde Keller holdt døvekurs allerede fra 1862. Eller ble fikk Keller likevel innsyn i Denhardts metode da han besøkte Danmark og avholdt sine kurs? Vanskelig å vite noe sikkert svar på disse spørsmålene.

 

Denhardts Stammekursus. I Anledning af Hr. Denhardts Tilbud om en ny, rationel Methode at helbrede for Stammen have ikke Faa henvendt sig til mig for at høre mit Raad, om de skulde underkaste sig Hr. Denhardts Kur eller ikke. Da jeg ikke kunde kjende den annnoncerede Methode og heller ikke kjendte de ved denne vundne Resultater, formaaede jeg kun at henvise til de værdifulde Anbefalinger, der, navnlig fra Sverige, ere blevne Hr. D. tildel. I Kjendskab til, hvori Methoden bestaar, og hvori den skiller sig fra de hidtil kjendte, er jeg senere ikke kommen stort videre, skjønt det var mit Haab at blive indviet deri, da Regjeringen paalagde mig at konferere med Hr. D., der havde tilbudt at overlade Staten sin Methode til Afbenyttelse her i Landet; Hr. Denhardt vægrede sig nemlig ved at afhandle med mig, da min Stilling som Ikke-Embedsmand ikke gav ham tilstrækkelig Garanti for, at den Uformuende uden Vederlag vilde blive tagen i Kur, og da han formente mig som gammel Stemmelæge hildet i de ældre Methoder. Pastor M a l l i n g – H a n s e n, Forstander for det kgl. Døvstummeinstitut, overtog da paa Ministeriets Opfordring det Hverv paa Statens Vegne at modtage Methoden og give Forslag til dens senere Anvendelse. Men har jeg altsaa end ikke faaet noget Indblik i Hr. Denhardts Methode, saa har jeg derimod havt Leilighed til at overbevise mig om de gjennem Methoden vundne R e s u l t a t e r, o g  d e   e r e   i   S a n d h e d   o v e r r a s k e n d e;  dersom Helbredelsen viser sig at være ligesaa varig, som den er hurtig og omfattende, da kan utvivlsomt ingen af de tidligere Methoder maale sig med denne, og jeg anseer det derfor for min Pligt at bidrage Mit til, at Tillid til Hr. Denhardts Lærervirksomhed kan udbredes.

 

              J o h a n  K e l l e r.


Den originale artikkelen.
Denne annonsen publiserte Keller utover 1880-tallet. Man ser at han stadig tilbyr helbredelse av døve, noe han startet opp med allerede i 1862.
Professor og direktør ved De Kellerske Anstalter, Johan Keller, 1830-1885. Foto: DKB.
Den originale utgaven av avisen.

Fædrelandet 18731027.

[1].Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

 

Anledningen til at den danske regering og kongen tildelte Denhardt denne fornemme medalje, var at Denhardt i september 1873 uden vederlag havde overdraget sin metode for helbredelse af stammere til den danske stat og havde instrueret Rasmus Malling-Hansen og døvstummelærer Sørensen i brugen af metoden. Desuden havde Denhardt – i lighed med hvad han også gjorde i Sverige og Norge i 1871 og 1872 – behandlet fattige stammere uden vederlag. Det var åbenbart en meget vigtig aspekt for ham, for han afviste at overdrage metoden til Johan Keller, blandt andet med den motivering, at Keller ikke arbejdede på en af staten drevet anstalt, og dermed følte Denhardt sig ikke sikker på, at fattige stammere i fremtiden ville kunne få behandling. Dette ved vi fra en indsender, publiceret af Johan Keller i Dags-Telegraphen den 16 september 1873.

 

Udnævnelser m.m.

 

Under 20de Oktober........................er Dirigent for en Anstalt for Stammende i Burgsteinfurt i Westfalen, E. R.
D e n h a r d t  benaadet med Fortjenstmedaillen i Guld med Tilladelse at bære samme.

 


[1] JMC: Samme notits findes i Dagbladet den 28 oktober og i Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis den 28 oktober 1873.


Den originale notisen.
Kongens fortjenestmedaille i guld.
Professor Rudolf Denhardt, 1845-1908.
Den aktuelle utgaven av avisen.

Berlingske Tidende 18731127.

Den originale artikkelen.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

 

Forhistorien til denne artikel er, at da Denhardt i august eller september måned 1873 kontaktede den danske regering og tilbød staten at overtage og bruge hans metode for behandling af stammere, bad kultusministeriet i første række Johan keller om at konferere med Denhardt om sagen. Dette var i for sig ikke urimeligt, eftersom Johan Keller igennem mange år havde arbejdet med stamningsterapi. Imidlertid nægtede Denhardt at overlade sin metode til Keller. I stedet blev det Rasmus Malling-Hansen som ministeriet anvendte som kontaktperson, og det faldt i Denhardts smag. Da Denhardt havde forladt Danmark, skrev Johan Keller imidertid til ministeriet og bad om at måtte lære metoden at kende. I denne artikel får vi at vide, at ministeriet havde bevilget dette og havde bedt Malling-Hansen om at indvie Keller i hemmelighederne. Dermed kunne Keller også praktisere metoden, og vi ved fra hans annoncer i årene derefter, at han også arrangerede kursus og behandling.

 

Helbredelsescursus for Stammende.
Som det vil erindres, blev for faa Maaneder siden et betydeligt Antal Stammende heri Staden befriede fra deres Talefeil af en Udlænding, Hr. D e n h a r d t fra Burgsteinfurt i Westphalen. Hr. Denhardt har selv stammet, og efter forgjæves at have søgt at blive helbredet paa flere af de for Stammende oprettede Anstalter i Tydskland lykkedes det ham, gjennem en Række Studier og Forsøg angaaende Grunden til sit Onde, at helbrede sig selv. Den Fremgangsmaade, han havde udfundet, begyndte han derefter med stort Held at anvende paa Andre. Han oprettede i sin Hjemstavn en Anstalt for Stammende og udstrakte sin Virksomhed til Udlandet, i den sidste Tid navnlig til Rusland og Sverig. Størstedelen af sine Elever behandlede han gratis; og overalt vandt hans Fremgangsmaade Indgang og Anerkjendelse. Som bekjendt skænkede han her sin Methode til Staten til Anvendelse under Tilsyn af Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet. I henved to Maaneder er den nu bleven benyttet paa det herværende kgl.Døvstumme-institut af Forstander, Pastor M a l l i n g - H a n s e n og Lærer, Cand.theol. S ø r e n s e n.  Vi have paa Institutet havt Leilighed til at overbevise os om den mærkelige Sikkerhed og Hurtighed, hvormed den Denhardtske Methode formaar at beseire endogsaa indgroede Stammeonder. Af 22 nyankomne Elever af begge Kjøn og høist forskjellig Alder, fra ti til nogle og fyrretyve Aar, frembøde ikke faa uhyggelige Phænomener af Stammen, saasom stærke krampagtige Fordreininger om Munden eller over hele Ansigtet, medens de talte, Sammenknibning af Øinene og heftig Sittren over Lemmerne, Udtale under Ind-aanding osv. Da vi efter fjorten Dages Forløb atter overværede Underviisningen, var der ikke Spor tilbage af disse Onder; Eleverne læste let og flydende op af deres Bøger og besvarede uden mindste Stammen de Spørgsmaal, der rettedes til dem af Lærerne. Underviisningen afsluttes imidlertid ikke paa fjorten Dage; hvert Cursus varer i Reglen fire Uger, af hvilke de to sidste anvendes til at befæste de vundne Resultater, for at disse kunne staae fast, ogsaa naar Eleven ikke længer befinder sig under Lærerens Opsigt. Vi skulle endnu tilføie, at Pastor M a l l i n g - H a n s e n  af Ministeriet har faaet Tilladelse til at meddele den Denhardtske Methode til Hr K e l l e r, Forstander for den private Døvstummeanstalt her i Byen. Paa begge Landets Døvstummeanstalter kan der saaledes nu tilbydes de mange ubemidlede Stammende gratis Helbredelse.


Den aktuelle utgaven av avisen.