1888.10.12 RMH til Wolfhagen.

Friedrich Hermann Wolfhagen, 1818-1894. Foto: DKB.
Georg Jørgensen, 1838-1905.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

 

Dette håndskrevne brev findes i Rigsarkivets samling af Wolfhagens dokumenter. Brevet handler om samme ærinde som i Malling-Hansens skrivelser af 28 marts 1887 og 12 april 1887, som vi også har i vor brevsamling. Af de tidligere breve fremgår det at drengen er næsten blind og udpræget evnesvag (i datidens sprogbrug: aandssvag; idiotisk). Grunden til, at det er Malling-Hansen og ikke forstander Georg Jørgensen som har en dialog med direktør Wolfhagen om dette ærinde, er at Malling-Hansen havde titel og funktion af under-direktør for Fredericiainstituttet, og han var derfor et mellemled mellem Georg Jørgensen og Wolfhagen.

 

Jr. 13 Octob. 1888  Nr. 174[1]

 

DET KONGELIGE
DØVSTUMME-INSTITUT
I KJØBENHAVN.Ø.
12. October 1888.

 

            I Anledning af Deres Højvelbaarenheds mundtlige Oplysninger angaaende det til det Kgl: Døvstumme-Institut i Fredericia iaar indkaldte Barn, Christian Nielsen fra Gjentofte Sogn, hvilket Barn blev tilbagevist fra nævnte Institut, fordi det ikke var døvstumt, tillader jeg mig at fremkomme med Følgende:

 

            Drengen er bleven indkaldt i Henhold til vedlagte Indberetning.  Sognepræsten, Pastor Jantzen har altsaa optaget ham paa Indberetningen om Døvstumme, uagtet han formentlig maatte vide, at Drengen aldeles ikke var døvstum, idet mindste er der her fra Institutet i mine Breve til Deres Højvelbaarenhed af 28 Marts 1887, samt 12. og 13 April[2] samme Aar bleven gjort fuld Rede for, at Drengen ikke burde indkaldes.

 

            At Drengen ikke er bleven optaget i Protocollen her over saadanne Børn, som ikke burde indkaldes, ligger deri, at Institutet ikke har modtaget nogen Meddelelse om det endelige Udfald af Sagen.

 

            Saafremt Pastor Jantzen har modtaget Meddelelse om, at Barnet ikke kunde henregnes til de Døvstumme, og saa desuagtet opfører ham paa Listen over Døvstumme, maa det væsentlig tilregnes ham, at Barnets Forældre have haft unødvendige udgifter m:m: i Anledning af den frugtesløse Rejse til Fredericia-Institutet.

 

            Allerærbødigst

 

            R. Malling-Hansen.

 

Højvelbaarne
Hr: Kammerherre Wolfhagen, Storkors af Db og Dbm
Directeur for de Kgl: Døvstumme-Instituter.

 


[1] JMC: Wolfhagens notat.

[2] JMC: Brevet af 13 april 1887 har vi endnu ikke fundet.


Det orogonale brevet, avfotografert av Jørgen Malling Christensen.