Af Arild S. Ebbe

”Det lille Lands smaa Forhold og Skepsis, den indskrænkede Plads herhjemme, Følelsen af at sidde inde i en lille Vig, medens de store Bølger gaar udenfor, tyngede denne Mand.

     Som saa mange andre begyndte han med frejdig Mod og saa i sin Livlige Fantasi alle Hindringer ryddet af Vejen, men Tiden gikk og lærte ham det samme som Skytten Bryde om Ærens Tornevej. Han saa i Tankerne Statuen rejst, men naaede kun at frembringe en Torso.” Saadan skrev Illustreret Tidende ved Malling Hansens Død i 1890.

     Den havde sikkert Ret, og dog naaede Malling Hansen meget. Han opfandt Skrivekuglen, Takygrafen, og Xerografien, stod som en meget fremragende Biolog og døde – kun 55 Aar gammel – som Forstander og Præst ved Døvstummeinstitutet i København.

     Det manglede vel saaledes ikke Solskin paa hans Vej, og det kan heller ikke siges, at han stødte paa haardnakket Modstand, men han mødte ofte Ligegyldighed, hvor han havde ventet at finde Varme, Tilbageholdenhed, hvor han havde haabet fuld Tilslutning. Man troede ikke helt paa ham, hørte ham kun halvt og vilde kun vove lidt.

     Hans Rasmus Johan Malling Hansen – der skrev sig R. Malling Hansen – blev født den 5te September 1835 i Hunseby paa Lolland. Faderen, Joh. Fr. Hansen, var Lærer i Havlykke, Moderen var Juliane Cathrine, f. Matzen.

Efter Faderens tidlige Død (1839) kom han i Huset hos den mærkelig dannede og dygtige Skolelærer Rasmus Malling i Hunseby. (Rasmus Malling blev dimitteret fra Jonstrup 1808 og samme Aar Lærer i Hunseby. R. C. M.) Hos denne sin Plejefader – efter hvem han antog Navnet Malling – mødte han de første Indtryk fra den store Verden udenfor, og Lysten til at blive noget stort vaagnede i ham. Den opvakte og livlige Dreng, der havde adskillige Talenter, blev imidlertid, da han havde naaet en passende Alder, sat i Malerlære i Maribo, da der ikke var Raad til at holde ham til Bogen, og han maatte saaledes foreløbig sige sine ungdommelige Drømme Farvel.

     Da viste der sig imidlertid en deus ex machina – Grev Knuth til Knuthenborg – der havde hørt den flinke Skolelærersøn omtale, og ved hans Hjælp kom han paa Jonstrup Seminarium, hvor han efter et 3-aarigt Ophold tog Eksamen i 1854 med Karakteren: Udmærket duelig.

     Sit Ophold paa Jonstrup omtalte han altid med den største Kærlighed og Taknemmelighed. Følelser han saare smukt fandt Udtryk for i sin Tale ved Jubilæumsfesten for Seminariets 100-årige Bestaaen den 4. august 1890.

     Egentlig blev den officielle Fest afholdt den 25. Juni – 100-Aars Dagen for Udstedelsen af det kongelige Reskript – men visse Forhold, og deriblandt det, at det store nordiske Skolemøde det Aar blev holdt i København først i August, førte til, at 43 tidligere Elever med Malling Hansen – da forstander ved det kgl. Døvstummeinstitut – som Formand, innbød til en Fest den 4. August.

     Indbydelsen blev efterfulgt af ca. 200 forhenværende Elever, og efter at Lærer Betz, Idestrup paa Falster, havde talt for Kongen, fik Malling Hansen Ordet for at tale for ”Gamle Jonstrup, samtlige Festdeltagere og i Særdeleshed for Jer Brødre, Sønner af det gamle Jonstrup,” og han udtalte tilsidst omtrent følgende:

     ---

     ”Og ser jeg da paa min Jonstrup-Tid, der ligger omtrent 40 Aar tilbage, for at finde det, hvorom vi all vil kunne samles i fælles Tak til Jonstrup, - saa træffer jeg allerførst paa dette: Vi lærte at arbejde, vi lærte at tage fat, vi lærte Flid, et velordnet Arbejde, og ikke at skyde Arbejdet tilside, selv om det ikke behagede os. Der var en Arbejdsomhedends Aand over Seminariet, den udgik fra Seminariets Forstander, fandtes hos næsten alle Lærerne, og gjennomtrængte alle Eleverne saaledes, at den, der var uhelbredelig Driver, tillige var nær ved at blive til Nar for de andre. Naa, det udelukkede jo ikke, at vi som glade, ægte Unge, ikke var bange for at tage os en Ræv eller at komme på Støvlerne engang imellem; men Flid var der indenfor den gamle Borg, og Flid lærtes der, og Flid og Arbejdsomhed har Jonstrups Sønner bragt med ud i Danmark gennem alle Tider. Og derfor: Tak, gamle Jonstrup!

     Det Næste, hvorom vi Alle kan samles i Tak, det er vor pædagogiske Uddannelse, den, der nu kimses saa meget af. Fik vi end ikke meget Øvelse i pædagogisk Gerning, saa fik vi et sundt Grundlag af Kundskab og Forbilleder, der vel ikke i Reglen kunde føre til Glimren ved en Embedsprøve, men som var et sundt og godt Grundlag, vi selv kunne bygge videre paa i Livet, i Lærer-Gerningen. Hva Værd et saadant Grundlag har, og hva det vil sige at mangle det, ja det har jeg i mit Liv saare ofte erfaret, naar jeg stod ligeoverfor Folk, der uden dette pædagogiske Grundlag begyndte paa en Lærergerning. Jeg har hos saadanne Folk saare ofte igennem lange tider iagttaget en saadan Famlen og Usikkerhed, saa vældige pædagogiske Bommerter, en saa lang Tids Slid, før Arbejdet klarede sig, at jeg mangfoldige Gange i mit lange Lærerliv har haft rig Grund til at takke for min Pædagogiske Uddannelse. Og herom kan vi vist alle samles i et: Tak, gamle Jonstrup!

     Og saa, Brødre: Det var i vor fagre Ungdomsvaar, vi var samlede her. Trods Arbejde og Besvær var de dog de gladeste og lykkeligste Aar i vort Liv: Gamle Jonstrup var paa dette Omraade kun i det Ydre en streng Moder, hun saa altid gennem Fingre med mangen herlig Ungdomsstreg og glædede sig til mange Venskaber, der her blev sluttede for hele Livet, Venskaber, som vil staa fast til det Sidste. At vi Alle har Sind til at pleje de glade Minder, selv om Afstand og Aar har splitet os fra hinanden, - derfor Tak, gamle Jonstrup!

     Og ser vi nu paa Seminariets Undervisningsvirksomhed gennem de 100 år, saa maa vi takke Jonstrup, fordi det i væsentlig Grad har Æren af, at Lærerstanden, som i Slutningen af forrige og i Begyndelsen af dette Aarhundrede var bagefter sin Tid, nu længe har været forut for den. Det var ikke Lærerstanden, der skabte Seminariet eller anviste og gav Regler for Skolesagen. Lærerstanden fulgte kun efter i de gamle Spor. Men i de sidste 20 Aar er det Lærerstanden, der fører an og peger med Kraft og Inderlighed hen paa, at en videre Uddannelse bør vi Lærere have, men fremfor Alt mer Tid, Undervisningstid for Landsbyskolens Børn, der sandelig ikke er ”overbyrdede”. Lærerstanden ser nu og peger med Kraft hen paa det Fænomen, at mens Jernbane og Telegraf har bragt alle Menensker nærmere sammen, klistret dem op ad hverandre, gjort Jorden lille, har man gjort det at vinde en Position i Livet vanskeligere, Kampen for Tilværelsen vanskeligere, og derved nødvendiggjort, at den Uddannelse, og de Vaaben, Aandens og Hjertets Vaaben, som Skolen giver for Livet, bliver talrigere og skarpere – saa er dog Skoleuddannelsens Fremskridt langt tilbage for de Fordringer, som Nutidslivet stiller til den Enkelte. Gamle Jonstrup har været med til at vække sine Sønners Øjne herfor, og derfor: Tak!

     Og ser vi paa den danske Lærerstand igennem de 100 Aar, saa finder vi langt tilbage i Tiden en meget lidet anset Lærerstand, men nutildags finder vi en Lærerstand, som værdsættes omtrent efter Fortjeneste. Lad mig udtale, at dette vistnok som Regel kan siges: Et Land bør værdsættes, efter som det værdsætter sin lærerstand. I denne Henseende er der sket et vældigt Fremskridt gennem Aarene, dertil har gamle Jonstrup ogsaa givet sin Skærv. Derfor: Tak!

     En Moder bliver ung i sine Børn! – Nu er det vel saadan, at gamle Jonstrup ikke er ældet, me, trods Aarene, tænker kraftfuldt og ungt, og dette er jo, som det bør være. Det enkelte Menneske ældes, men en Institustion skal ikke kunne ældes, tvertimod: Den skal gennem Aarene blive yngre og yngre, det er: kraftigere og kraftigere. Og dette kan vistnok ogsaa siges om Borgen her. Er dette et skønt Vidnesbyrd, saa maa det siges, at ikke mindre skønt vilde det være, om der endelig engang du fra Landets Lærere kunde gennem Landets Lovgivning gydes ny Kraft ind i Fostermoderen. Det ske!

     Hjertens Tak og til Lykke og Fremgang! Længe leve Jonstrup kongelige Skolelærerseminarium!” Kraftige Hurraraab.)

     ---

     Malling Hansens Ord vandt Genklang hos alle de Tilstedeværende, og han takkedes med et ”Leve den berømte Jonstruper”. Ingen anede da, at det skulde blive hans ”Svanesang”. Han døde knapt to Maaneder efter, den 27. September.

     Efter endt Eksamen paa Jonstrup var Malling Hansen en kort Tid Hjælpelærer paa Laaland, men blev (atter ved Grev Knuths Hjælp) – sat i Stand til at studere. 1858 blev han Student, og i Begyndelsen af 1859 Lærer ved det kongelige Døvstummeinstitut i København, hvor han fandt en Virksomhed, der interesserede ham. Han opgav dog denne Stilling for at kunne læse til theologisk Embedseksamen, men Studierne blev hurtig afbrudte. Man ønskede nemlig en dansk Mand ansat ved Døvstummeinstitutet i Slesvig, og i 1862 blev Malling Hansen da lærer ved dette Institut og i Begyndelsen af 1864 Forstander for det. Men Krigsbegivenhederne trængte ham væk. Han vendte tilbage til København og tog i 1865 theologisk Eksamen efter kort i Forvejen at være bleven konstituered som Forstander ved Københavns Døvstummeinstitut: endelig Udnævnelse som Forstander og Præst ved det fik han i September samme Aar.

     Malling Hansen havde iagttaget, at medens man kun kan skrive omtrent 4 Lydtegn i Sekundet, kan man i Ramser eller i meget rapmundet Tale udtale 20 Lyd eller noget derover i hvert Sekund, hvorimod man ved offentlige Foredrag sjældent udtaler mer end 15, undertiden kun 9, saa at Talen er fra 2 til 4 Gange saa hurtig som Skriften.

     Kender man lidt til de døvstummes Fingersprog, skulde man tro, at dette maatte gaa endnu meget langsommere, men Malling Hansen har ved sine Iagttagelser fundet, at en øvet Fingertaler -  om man kan sige det – udtaler eller angiver omtrent 12 Lydtegn i Sekundet, altsaa ”taler” 3 Ganger saa hurtig som man skriver.

     Denne Omstændighed ledte ham til Opfindelsen af Skrivemaskinen.

     En lignende Indretning som Skrivemaskinen havde man før anvendt for blinde, kun at disse trykkede ophøjede Bogstaver mod affarvende Papir med almindeligt Papir bag. Det gikk meget langsomt – selv for seende – da hver Type skulde frem, stilles paa Plads, modtage Trykket og atter lægges til Side. Paa Skrivekuglen var derimod Typerne udskaarne paa de nederste ender af prismatiske Staalstilke, som foroven endte i Knapper, forsynet med de Bogstaver, de bar forneden, og holdt borte fra Papiret med Staalfjedre.

     Alle disse stilke laa i retningerne af Radierne til en Del af en Kugle – deraf Navnet – igennem hvis Centrum Papirfladen gikk.

     Naar man nu trykkede alle Stilkerne ned, den ene efter den anden, vilde alle Bogstaverne komme til at staa paa eet Sted, hvis ikke Papiret blev flyttet imidlertid. Den midste Figur paa Billedet af den første Skrivekugle viser Maskinen udefra, og man ser foroven den egentlige Skrivekugle med sine fremstaaende Stempler.

     Under sit Arbejde med Skrivekuglen beskæftigede Malling Hansen sig ogsaa med Problemet at kunne tage Kopier af Kugleskriften, og det førte til en Fremgangsmaade, der ogsaa uden Skrivekuglen kunde skaffe et betydelig Antal Eksemplarer.

     De hidtil kendte Fremgangsmaader, ved hvilke man hurtigst kunde skaffe sig et mindre Antal ens Aftryk, indskrænkede sig til følgende to: Paa det med Kopiblæk skrevne Papir lagde man et Stykke fugtiggjort, gjennomskinnende Papir og begge Stykker pressedes derefter i en Kopipresse mod hinanden, hvorefter Skriften aftrykkedes paa Undersiden af det gennemskinnende Papir. Man har saaledes to ens Eksemplarer og kan ved endnu engang at aftrykke Originalen paa gennemsiktig Papir faa et tredie, men i regelen meget utydelig Eksemplar.

     Ved den anden Fremgangsmaade, der blev benyttet paa Telegrafstationer, lagde man et Stykke papir paa et haardt Underlag og ovenpaa det et Stykke Sværtepapir med den farvede Side nedad; paa Sværtepapiret lagde man igjen Skrivepapir o. s. v. i en 4-6 Lag. Med en haard Blyant eller en Agatspids og under et haardt Tryk gennemskrev man alle disse Lag og fik altsaa saa mange ens Aftryk , som der var Lag – i Reglen ikke flere end seks, dersom man brugte almindeligt Skrivepapir, og omtrent 12, naar man nøjedes med Silkepapir.  Den nye Fremgangsmaade havde paa sit første Trin nogen Lighed med den Sistnævnte. Der benyttedes blaat Sværtepapir og Gennemskrivning, men i Stedet for at lægge Skrivepapiret nederst og paa det lægge Sværtepapiret med Farven nedad, saa lagde man Sværtepapiret nederst og med farven opad, og ovenpaa det et stykke Oliepapir, derpaa Sværtepapir med Farven opad, Oliepapir, Sværtepapir o. s. v., f. Eks. i fem Lag.

     Disse Lag gennemskreves, og man havde derved 5 ens Eksemplarer, paa hvilke Skriften eller det tegnede stod omvendt paa den Side, som under Skrivningen vendte nedad. Af hvert af disse fem Eksemplarer kunde man defnæst tage ikke mindre en 20 Aftryk og man fik altsaa i alt 100 Aftryk foruden de fem Originaler, og det paa følgende Maade: Imellem de fem Originaler lagdes Skrivepapir, og denne Bunke førtes under et ikke stærkt Tryk gennem en lille Satinermaskines to valser. Skriften stod da aftrykt paa de fem Stykker Skrivepapir. Atter lagdes Papir mellem de engang benyttede Originaler og atter førtes de ind mellem Valserne, men denne Gang under et lidt stærkere Tryk, og man havde saa i alt 10 Eksemplarer. Denne Aftrykning kunde – under et voxende Tryk af Valserne gentages ikke midre end 20 Gange og alle de 100 Aftryk frembragtes i 6 à 7 Min., og de var alle tydelige og skarpe, ja endogsaa Skriften paa de fem Originaler stod aldeles klart og rent, uagtet der af den Form, Skrifttrækkene havde til at begynde med, var bleven afgivet Farve nok til ikke mindre end 20 Eksemplarer. Gennemskrev man tyve Originaler paa een Gang, fik man i Løbet af 10 Min. 200 ens Eksemplarer. Det nye i den anførte Fremgangsmaade hviler paa den heldige Opdagelse, som Malling Hansen gjorde, at Skriften paa det omtalte blaa Sværtepapir under visse Betingelser kan lade sig aftrykke saa mange Gange uden at tabe sin Styrke. Farven fra sort, brunt og anden Slags Sværtepapir kan kun give et Par brugbare Aftryk, hvorimod det blaa Papir, dersom det er af den mægtige intensive Farve, som kaldes Berlinerblaat, kan afgive de overraskende mange Aftryk.

     Af de antydede Betingelser er følgende de vigtigste:

     Sværtepapiret maa være tyndt og Farven paa det fint reven, Oliepapiret ligeledes tyndt, haardt og meget tørt; dette – samtidig med, at det er mættet med Olie – gør, at det kan optage Farven fra Sværtepapiret uden at opsuge den i sig og dærnest er i Stand til at afgive den igjen. Det Papir, Aftrykkene tages paa, maa være jævnt – ikke riflet eller stribet, men dog heller ikke særlig glat. Man skrev med en lille Elfenbenspind eller, hvis man skulde have 20 ens Eksemplarer, og altsaa kun havde een Original, da paa almindelig Maade med Pen og Blæk.

     Den nye Fremhangsmaade blev kaldt Xerografi (d .e. Tør-Tryk), og paa  den tid den hurtigste Maade at skaffe sig mange ens Aftryk paa.

     At ogsaa denne Opfindelse vakte Opmærksomhed, fremgaa af følgende Udtalelse i Pressen:

     ”Det skulde glæde os meget, om vor Landsmand, der allerede ved Skrivekuglen har gjort sit Navn bekendt og agtet i Udlandet, ved denne nye Fremgangsmaade endnu mer vil befæste det fordelagtige Omdømme, hvormed hans Opfindelse hidtil overalt er bleven ledsaget, og hvortil han tilfulde har gjort sig fortjent.”

     Ogsaa som Biolog naaede Malling Hansen frem i allerførste Række. Hans videnskabelige Værk: ”Perioder i Børns Væxt og i Solens Varme”, blev kendt over hele Europa og har sit Udspring i en praktisk og ganske prosaisk Undersøgelse over det bedste Spisereglement for Døvstummeinstitutet. Denne Undersøgelse førte ham ind paa at foretage forskellige Vejninger af Børnene, og hvor grundig han gikk til Værks, faar man et Indtryk af ved at lese i ovennævnte Værk: ”Eleverne vejes fire Gange om dagen hele Aaret rundt, undtagen i Tiden fra Midten af Juli til henimod Slutningen af August, da Børnene i Sommerferien er borte fra Institutet. Sidste Vejning af Drengene foregaar hver Aften Kl. 9 med Undtagelse af Juni-Juli, da Vejningen sker Kl. 9 1/2 . Drengene var tidligere inddelt i otte faste Grupper, nu kun i fire, hver paa en 16-18 Børn.” Vejningen af hver Gruppe tog c. 15 Sekunder og foretoges i de første 8 Maaneder af Malling Hansen selv, efter den Tid fordeltes Aftenvejningen mellem 5 af Institutets Lærere. De fortsattes i c. 4 Aar, og skulde der nu paa Basis af disse Vejninger bygges en almindelig Regel for Børns Vægtudvikling gennem et Aar, saa maatte den komme til at lyde saaledes:

     En ni til femten Aar gammel Drengs Vægtforhold gennemgaar hvert Aar tre Hovedperioder, en Maximums-, en Mellem- og en Minimumsperiode. Maximumsperioden begynder i August og ender midt i December, varer altsaa 4 ½ Maaned. Mellemperioden rækker fra midt i December til Udgangen af April, 4 ½ Maaned. Minimumsperioden gaar fra Slutningen af April til Slutningen af Juli, 3 Maaneder. I Maximumsperioden er den daglige Vægtudvikling 3 Gange saa stor som i Mellemperioden. Næsten hele den i Mellemperioden indvundne Vægtforøgelse tabes i Minimumsperioden.

     Ogsaa børnenes Højder var Genstand for Iagttagelse, idet de blev maalt en Gang om Dagen, og Resultatet af disse Maalinger var følgende:

     En ni til femten Aar gammel Drengs Længde-Væxt gennemgaar hvert Aar 3 Hovedperioder, en Minimums-n en Mellem- og en Maximumsperiode. Minimumsperioden begynder i August og varer til henimod Slutningen af November, c. 3 ½ Maaned. Mellemperioden gaar fra Slutningen af November, til henimod Udgangen af Amrts, varer altsaa c. 4 Maaneder. Maximumsperioden rækker fra Udgangen af Merts til ind i Midten af August og omfatter altsaa c. 4 ½ Maaned. Den daglige Højdevæxt er i Mellemperioden dobbelt saa stor som i Minimumsperioden og i Maximumsperioden 2 ½ Gang saa stor. Perioderne i saavel Børnenes Højde- som Tykkelsesvæxt er uafhengig af deres Ernæring og Beskæftigelse.

     Fra Børnene vendte Malling Hansen sig til Træerne i Institutets Have og fandt ved taltige Maalinger, at Forholdet mellem Træernes Længde- og Tykkelsesvæxt har væsentlige Lighede med samme Væxtperioder hos Børnene.

     Længdevæxtens Maximumstid efterfølges af Tykkelsesvæxtens Maximumstid; under Længdevæxten er der væsentlig Hviletid for Tykkelsesvæxten og omvendt.

     Hans Studier fikk ikke alene Betydning for Fysiologien, men ogsaa for Meteorologien og Astronomien. Gennem en Række skarpsindige og geniale Undersøgelser fandt han, at ovennævnte Perioder i Børnenes Væxt og Vægt skyldes kosmisk Indvirkning, ja, at alle organiske Funktioner paa Jorden er i uafbrudte og samstemmende Intensitetssvingninger, til hvilke Impulserne udgaar fra Solen, idet de kommer i eller med dennes Varmestraaler.

     Han naaede ved disse Undersøgelser den smukkeste Anerkendelse, der kan tænkes. Paa en Lægekongres i København holdt han – de døvstummes Lærer og Præst – et Foredrag om Perioder i Børns Væxt, og alle Lægevidenskabens Ypperste hilste ham med udelt Bifald, ligesom han ved sin Død i Udlandets Presse betegnedes som en af Biologiens betydelige Forskere.

     Af det foregaaende faar man, som naar man ellers studerer Malling Hansens liv, Indtrykket af en Mand, der havde Øjnene med sig paa alle Omraader, gikk stille og iagttog, og ikke saa nogen Virkning uden at forske efter Aarsagerne og bearbejde sine Iagttagelser i sig selv ved en stille Proces, indtil de havde antaget fast Form. Saa kastede han sig med overordentlig Iver over de Enkeltheder, som yderligere skulde klare, oplyse og bevise hans Ideer, opsamlede Kendsgerninger i Hobevis fra de forskelligste Sider, forfulgte Maalet Aar du og Aar ind med utrættelig Iver og begyndte langsomt at opføre den Bygning fra Grunden af, hvis Kuppel han i Fantasien saa rage højt til Vejrs.

     Naturen havde skænket ham sjældne Gaver, noget af den intuitive Kraft, der er Geni, Lethed til at sætte sig ind i Videnskabens forskellige Grene, Koldblodighed og Ro og en egen fin Sporsans.

     Trods sine mange Skuffelser var Malling Hansen en udpræget ”Lysseer”. Han var meget indadvendt, men kunde dog ogsaa være livlig og munter, han var overordentlig musikalsk, og blev i høj Grad beundret for sit Orgelspil.

     Han kunde glæde sig over andres Glæde og være overmaade hjælpsom. Han var f. Ex. Til stor Støtte for Ingeniør Voigt, der i mange Aar tumlede med Planer til en styrbar Ballon, blant annet hjalp han ham med en Del mathematiske Beregninger og Konstruktioner.

     Det var paa hans Opfordring og Tilskyndelse, at Ludvig Feilberg i sin Tid udgav sine filosofiske Værker. Malling Hansen saa klart, at Feilbergs selvstændige Tanker og Ideer var meget betydningsfulde.

     Som et lille Kuriosum kan ogsaa nævnes, at det var Malling Hansen, der først fremkom med den teori, at Aarsagen til de overordentlig skønne og farveprægtige Solnedgange, der viste sig i Aarene 1883-84, maatte ligge i den voldsomme Askeregn, som i vide Kredse blev udslynget ved Vulkanen Krakatoas Udbrud. Solstraalernes Brydning i Atmosfærens Askelag, mente han, gav de skønne Farver til Solens Nedgang, en Teori, som Videnskabsmændene senere accepterede.

     I et lille Samfund som vort er Betingelserne ikke gunstige for Udviklingen af ”Heroer”, skønt Aarsagerne vistnok ligger andetsteds og dybere end i den blotte Lidenhed. Det er med Rette bleven bemærket om vore Stormænd i Politikens, Kunstens og Aandens Rige, at det saa godt som aldrig lykkes dem at naa det højeste, de er ”nær ved”, ”paa Nippet til”, men heller ikke mer.

     Malling Hansen danner ingen Undtagelse fra denne Regel. Han høstede ingen anden Frugt end Skuffelse af sin Skrivemaskine, og det lykkedes ham ikke at skaffe den Indpass i vide Kredse, verken i eller udenfor vort Fædreland. Han lagde Grunden til en ny videnskabelig Metode og anviste Veje, ad hvilke hans Efterfølgere kunde gaa, men selv kom han kun et kort Stykke ad dem.

     En Videnskabens Pioner, det er det Navn, der tilkommer ham med Ære, men det udtømmer ingenlunde hans Væsen, thi han var mer end det.

     Vi maa ikke glemme, at han var en Fader for de ulykkelige Børn, der betroedes til hans Omsorg, en sand Menneskeven og en god Mand.