Alexis Køhls automatiske kryptografer 1883-1885

Fig. 5 Den automatiske kryptograf version (I) 1885
Alexis Køhl, ingeniør (1846-1920). Dekoreret med fortjenstmedaljen i guld
Artikkelforfatteren: Niels O.Faurholt, født 1934. Officer 1956-74. Afdelingsleder i Forsvarets Efterretningstjeneste 1974-2000. Kurator for teknisk-historisk samling sammesteds 2001-. Specielt interesseret i gamle kryptologiske systemer og apparater.

Alexis Køhls første automatiske kryptograf blev præsenteret i 1883.  Den blev rosende kommenteret af den danske generalstab og af pressen. Kryptografen var konstrueret på basis af den danske opfinder Rasmus Malling-Hansens skrivekugle og i høj grad inspireret af Malling-Hansens patentanmeldelse fra juli 1870, jf. oversigten over patenter på hjemmesiden. Her havde den visionære Rasmus Malling-Hansen opregnet en række mulige anvendelsesmåder for den skrivekugle, som han patenterede. Blandt disse var skitsen til en kryptografisk model, hvor selve kuglen med tasterne kunne drejes i forhold til printstængerne, således at hvert klartekstbogstav kunne erstattes af 8 forskellige kryptotegn. Det er ikke sandsynligt, at der blev konstrueret en kryptograf på basis af Rasmus Malling-Hansens princip, som næppe umiddelbart ville være egnet til operativt brug.  Køhl overtog princippet med det drejelige kryptohoved og udviklede en operativt anvendelig kryptograf. Det må antages, at Køhl havde godkendelse til at bruge Rasmus Malling-Hansens princip, men vi har ingen papirer, som bekræfter dette. Den første prototype fra 1883 findes på det franske tekniske museum i Paris (Conservatoire Nationale des Arts et Métiers) (fig. 1 og fig. 2), og vi kan kalde den version (0/1). Det fremgår af Køhls ledsagebrev til maskinen, da han overdrog den til den franske handelsminister i 1888, at det var en meget tidlig version. Efter aftale med museet i Paris besøgte jeg i 2002 og 2004 samlingerne for at undersøge den gamle danske kryptograf, og jeg fik kopier af museets dokumentation, incl. Køhls breve. Ved stor velvilje fra museet fik jeg ved begge besøg tilladelse til at få åbnet montren med maskinen og udtaget den, så den kunne undersøges på tæt hold og fotograferes. Kryptografen i Paris(0/1) har et 24-bogstavers alfabet, mens den næste version, som vi kan kalde (0/2) har haft et 30-bogstavers alfabet. Men de er begge baseret på samme type skrivekugle, den type, som skriver på en papirstrimmel. Desuden konstruerede Køhl en ”ikke skrivende” kryptograf, fig. 3, som er fuldt kompatibel med den automatiske kryptograf version (0/2), men beregnet til brug for fx udsendinge, som ikke kunne medbringe selve skrivekuglen.  Vi kender et eksemplar af den ”ikke skrivende” kryptograf, mens vi til skrivekugleversionen af den 30-bogstavers kryptograf kun har Køhls brugsanvisning.

 

Kryptografen i Paris, version (0/1), omtales i en korrespondance fra 1883 mellem Køhl og det svenske udenrigsministerium (UD), hvor der forhandles om leverance af to automatiske kryptografer og to ikke-skrivende versioner til Sverige. I Køhls breve beskrives både 24-bogstavs- og 30-bogstavs-versionen af den automatiske kryptograf, men det er sidstnævnte, der bestilles af UD. Den 2. august 1883 bestilte Køhl to automatiske 30-bogstavs-kryptografer og to ikke-skrivende kryptografer til svenskerne hos professor E. Jüngers mekaniske etablissement i København. Professor C. P. Jürgensen fra etablissementet bekræftede skriftligt, at kryptograferne ville blive udført som ønsket. Ordren indeholdt meget detaljerede instruktioner til fabrikanten vedrørende de to automatiske kryptografer, interessante oplysninger, nu da vi ikke har selve apparaterne. Sagen endte imidlertid med, at der kun blev leveret de to ikke-skrivende kryptografer til UD, mens svenskerne afbestilte de automatiske kryptografer, da de blev både forsinket og meget dyrere end lovet. Om de to afbestilte automatiske kryptografer nogensinde blev fremstillet, ved vi ikke.  1885 præsenterede Køhl for det svenske UD en ny og stærkt forbedret version af sin automatiske kryptograf, som sandsynligvis er den, som han kalder version (I). Ifølge Køhls eget foto (fig. 5) har den både bogstav- og taltaster, men vi kender kun dette ene foto, og vi har ingen beskrivelser af virkemåde eller lign. Den er som de tidligere versioner baseret på den samme model skrivekugle med udskrivning på en papirstrimmel, og vi har et eksempel på udskriften, som Køhl sendte til UD.  Efter 1885 er der tavst omkring disse kryptografer. Sandsynligvis er der ikke solgt én eneste.

 

Fig. 1 Version (0/1) Paris
Fig. 2 Version (0/1) Paris
Denne originale tegning af Alexis Køhl viser skematisk kryptografen version (0/1) på Arts et Métiers i Paris

Beskrivelse af kryptografen i Paris:

 

De 24 bogstavtaster sidder i én kreds. I midten er en tast mærket X, som antagelig skal anvendes til mellemrumstast, men den er ikke omtalt i nogen instruktion.

 

Bogstavtasterne kan udskiftes; de var ordnet som følger:

 

A  Z  O  F  U  L  C  T  R  K  I  B  Y  N  E  V  M  D  P  G  Q  H  S  J    (24 bogstaver uden W, X)

  

Printstængerne (typerne) er ordnet i ganske samme rækkefølge, som de skal ifølge instruktionen.

 

Bogstavrækkefølgen, som er det ”hemmelige” ved selve kryptografen, fastlægges i alle Køhls kryptografer ved hjælp af et nøgleord. Kryptografen i Paris er indstillet efter et svensk nøgleord, ”ULRIKSDAL”, det samme som Køhl nævner i et af sine breve til UD, så kryptografen har nok været anvendt til demonstration af systemet i Stockholm. 

 

Den afgørende konstruktionsændring i forhold til den almindelige skrivekugle ligger i, at kransen med de 24 bogstavtaster frit kan dreje 360 grader, uafhængigt af både de underliggende printstænger og overdelens centrale del. Det betyder, at enhver af de 24 bogstavtaster kan udløse enhver af de 24 printstænger. Kransen med bogstavtasterne drejes ved hjælp af det håndtag, som ses på venstre side af kryptografen på fig. 1 og nederst til højre på fig. 2.

 

Neden for kransen med bogstavtasterne findes en metalkrans med bogstaver og tal, som Køhl benævner ”Nøgle-Alfabetet”, se fig. 2 og Køhls tegning. Den har alfabetet i ordnet rækkefølge, og under hvert bogstav står et tal, som er bestemt af bogstavets hyppighed i dansk tekst.

 

Ud for hvert bogstav i metalkransen ses et hak, som drejehåndtagets tap kan fikseres i. Hver drejning af kransen med bogstavtasterne giver en ny relation mellem bogstavtaster og printstænger. Stilles drejehåndtagets tap ud for det blanke felt på metalkransen, er kryptografen nulstillet og fungerer som skrivemaskine, dvs. at et tryk på et bogstav medfører printning af det samme bogstav.

 

For at kryptografere skal man bruge en nøglerække (en lang række bogstaver), som fx kunne fås fra en bog, som både afsender og modtager er i besiddelse af, men som skal være ukendt for alle uvedkommende. På en aftalt måde angives startpunkt for nøglerækken, fx side 21, linie 18 i bogen. Ved start af kryptografering drejes kransen, så drejehåndtaget står udfor 1. bogstav i linie 18 (nøglebogstav 1), dvs. hvor dette står på metalkransen. Tallene på metalkransen angiver, hvor mange bogstaver man må kryptografere med samme nøglebogstav, før man skal dreje bogstavkransen hen til næste nøglebogstav. Hyppige bogstaver (E,N,S) må kun bruges én gang, mens sjældnere bogstaver må bruges så mange gange som anført, før kransen igen skal drejes til nyt nøglebogstav. Metalkransen er aftagelig, med samme bogstaver og tal på begge sider, men i modsat rækkefølge. Den ene side anvendes til kryptografering, den anden til dekryptografering.  Et hul og en lille stift, som ses på fig. 2, sikrer at metalkransen kun kan placeres på én måde.

 

Kryptografen grundindstilles ved at bogstaverne på tasterne og på printstængerne sættes i den rækkefølge, som bestemmes af det hemmelige nøgleord. Men Køhl selv indrømmede, at det er en lidt besværlig og langsommelig proces. Specielt må indstillingen af printstængerne være besværlig. I bestillingen af de to kryptografer til det svenske udenrigsministerium 2. august 1883 skriver Køhl, at ”bogstaverne [= printstængerne] må kunne udtages og ombyttes, uden at det er nødvendigt at udtage stemplerne”. Dette ser ikke ud til at være muligt på Paris-udgaven, hvor det forekommer sandsynligt, at den bevægelige bogstavkrans med tasterne (”stemplerne”) skal løsnes og fjernes, når man skal udtage printstængerne for at sætte dem på plads i ny rækkefølge i forbindelse med nøgleordsskift. Det gøres antagelig ved at løsne de små plader, som holder den bevægelige ring med tasterne på plads. Ved nøgleordsskift på Paris-museets kryptograf aftages bogstavtasterne på den måde, at den øverste del af messingcylinderen (med de to små huller) skrues løs; herved udtages tasten inkl. en stang på et par cm. Når alle taster er aftaget, kan de sættes på i den nye rækkefølge.

 

Tilbehørsæsken på museet, fig. 4, indeholder en printstang med et A, en løs tast med et A og en firkantnøgle, hvis formål ikke er fundet. Æsken hører ikke til museets kryptograf, idet bogstavet A på printstangen er ½ gang større end det print-A, som sidder i kryptografen, og stangen er meget tykkere end stængerne i kryptografen. A-tasten er heller ikke identisk med den der sidder på kryptografen, idet selve tasthovedet er aftageligt (som forlangt i bestillingen af 2. august 1883), hvorimod de på museets model er faste. Dvs. at tilbehørsæsken må høre til en senere version.

 

Kryptografen i Paris var ikke umiddelbart funktionsduelig. Jeg turde ikke forsøge på at bevæge de enkelte dele, som syntes groet fast. Men den kan sikkert restaureres. Kuratoren lovede at informere mig, hvis museet ville gå i gang med en restaurering.

 

Som nævnt kender vi en manuel version af kryptografen, som Køhl selv beskriver som den ”ikke-skrivende” udgave (fig. 3). Det er en kryptolineal i metal med løse bogstaver. Den kan fungere på samme vis som den automatiske kryptograf, version (0/2), dvs. med 30-karakters alfabet. Brugsanvisningen til den automatiske kryptograf kan også med visse tillempninger anvendes på linealversionen, og linealversionen havde, da den blev fundet, netop den bogstavrækkefølge, som er anført i brugsanvisningen, baseret på nøgleordet PARISLYON.

 

                              

 

Niels Faurholt   Januar 2010                    

 

 

 

Fig. 4 Tilbehør
Fig. 3 Den "ikke skrivende" kryptograf
Tegningen til den danske patentansøkningen av skrivekuglen anvendt til å skrive hemmelig skrift

Utdrag av Malling-Hansens patent-tekst fra 1870, om skrivekuglens anvendelighet:

 

5.) Hemmelig Skrift (Kryptografi) vil man med Skrivekuglen kunne nedskrive lige saa let som almindelig Skrift. Skriveren kan selv konstruere sig sine Tegn. Knapperne beholder de sædvanlige Bogstaver og den samme Orden som paa enhver anden Skrivekugle. Jævnfør Fig. 7 vil man kunne danne saadanne 32 Tegn som dem, der er fremstillede i Fig. 10. Forsynes Skrivekuglens Stempler med disse Tegn (Tangenterne beholder de sædvanlige Bogstaver) og indrettes Kuglestykket til at drejes om sin Akse (Se Fig. 8. Den yderste Ring er fast på Kassen, den inderste fast på Kuglen), vil ethvert Stempel - efter Kuglens 8 forskellige Stillinger - kunne afsætte 8 forskjellige Tegn paa Papiret. Ved  Hjælp af en paa denne Maade indrettet Skrivekugle vil man altsaa kunne danne 8 forskjellige Alfabeter, og med hvert Alfabet skriver man, selv om man ikke kjender Tegnene, ja aldrig har set dem, ligesaa hurtigt som nu Stenografen. Den der modtager en saadan Tegnskrift har en "Kuglenøgle" (Fig. 9) for at kunne læse brevet. Ved han for Eks., at Brevet er skrevet med Kuglen i Stillingen 04, saa drejer han den inderste Skive paa Nøglen saaledes, at Afdelingen med Tegnet 0 kommer lige ud for den med tallet 4 mærkede Del af den faste Ring. Han ser da, at i Brevet betyder Tegnet    = a,      = b,     = c,     = d  o.s.v.

 

Efter Aftale med Modtageren vil den, der skriver saadant Brev, under Skrivningen kunne dreje Kuglen flere Gange (enten efter Liniernes el. Bogstavernes Antal, el. Dagens Tal o.s.v.) hvorved det bliver en Uvedkommende aldeles umuligt at løse Tegngaaden, især dersom Afstanden mellem Ordene er udeladt. Det følger af sig selv at Tegnene kunne ordnes paa mangfoldige andre Maader og gives de forskjelligste Former.

 

Den store Lethed, Hurtighed og Sikkerhed, hvormed man ved  Hjælp af Skrivekuglen kan nedskrive de hemmelige Tegn, endogsaa uden at have det mindste Kendskab til deres Udseende, Tegnenes fuldstændige Ulæselighed for Andre end den, der har Nøglen til dem, den Nemhed, hvormed Tegnene kunne varieres og det i det Uendelige, vil skaffe Skrivekuglens hemmelige Tegnskrift Indgang paa Steder, hvor man nu møisommeligt og langsomt sammenstiller Bogstaverne i en hemmelig Skrivelse - og Indgang på Steder og under Forhold, hvor man nu saa ofte maa savne en nem og hurtig Tegnskrift.

 

 

Alexis Køhl's Automatic Cryptographs 1883-1885

Fig. 5 The automatic cryptograph version (I) 1885
Alexis Køhl, engineer (1846-1920). Decorated with the Danish Medal of Merit in Gold
Niels O.Faurholt, born 1934. Officer 1956-74. Head of department in the Danish intelligence service 1974-2000. Trustee for the technical/historical collection same place 2001-. Specially interested in old cryptological systems and instruments

Alexis Køhl’s first automatic cryptograph was presented in 1883.  There were favourable comments from the Danish General Staff and the press. The cryptograph was constructed on the basis of the Danish inventor Rasmus Malling-Hansen’s writing ball and largely inspired by Malling-Hansen’s patent  application from July 1870 (quoted in the Patent section of the homepage). Here the visionary Rasmus Malling-Hansen had listed a number of potential uses for the writing ball for which he applied for patent.  Among these potential options was the sketch of cryptographic model, where the ball itself with the letter keys could turn in relation to the print  rods, so that each plaintext letter could be replaced  by 8 different cryptosigns. We do not know whether any cryptograph was actually constructed based on this principle, but further work would have been necessary if it should be used operationally.  Køhl took over the  principle of the revolving ball and developed an operationally usable cryptograph. We must assume that Køhl was authorized to use Malling-Hansens principle, but we have no firm evidence of that. The first prototype from 1883  is to-day exhibited at the French technical museum in Paris (Conservatoire Nationale des Arts et Métiers) (fig. 1 og fig. 2), and we could call it version 0/1. In Køhl’s accompanying letter to the machine, when he donated it to the French Minister of Commerce in 1888, he stated that it was a very early version. By permission of the museum in Paris I visited the collections in 2002 and 2004 in order to examine the old Danish cryptograph, and I received copies of their documentation, including Køhl’s letters.  The museum was so kind to allow the cryptograph to be taken out of its showcase, so that I could examine it hands-on and take photos. The cryptograph in Paris has a 24-letter alphabet, whereas the next version, which we could call 0/2 had a 30-letter alphabet. But they are both constructed on the same type of writing ball, the type that writes on a paper tape. In addition Køhl constructed a “non-writing” cryptograph, fig. 3, which is fully compatible with the automatic Cryptograph version 0/2, but designed for use as a pocket model, e.g. for emissaries who could not carry the writing ball itself.  We know one  “non-writing” cryptograph, whereas the writing ball version (0/2) itself probably does not exist.  However, we have Køhl’s original instructions for use of it.

 

 

The cryptograph in Paris, version (0/1), is mentioned in correspondance from 1883 between Køhl and the Swedish Ministry of Foreign Affairs (MFA),  with negociations concerning delivery of two automatic cryptographs and two “non-writing” pocket versions to Sweden.  In Køhl’s letters both the 24-letter version (o/1) and the 30-letter version (0/2) of the automatic cryptograph are mentioned, but it is the latter that is ordered by the MFA. On 2. August 1883  Køhl ordered two  automatic 30-letter cryptographs and two “non-writing” ones on behalf of the Swedes. The producer was  professor E. Jüngers mechanical establishment in Copenhagen. Professor C. P. Jürgensen from the company confirmed in writing that the cryptographs would be manufactured as ordered. The order contained very detailed instructions to the producer on how the two automatic cryptographs should function, very interesting now that we do not have the hardware.  However, in the end the Swedish MFA only received the two “non-writing” cryptographs, but cancelled the order for the automatic cryptographs, because they were delayed and much more expensive than originally promised. Whether or not these two automatic cryptographs were ever produced is unknown.  In 1885  Køhl tells the Swedish MFA about a new and much improved version of his automatic cryptograph, which might well be the one that he calls version (I). Køhl’s own photo (fig. 5) shows that it has both letter keys and figure keys, but we only know this photo and have no description of how it works. Like the two previous models it is based on the writing ball which prints on a paper tape. A sample of the print was sent to the Swedish MFA. After  1885 no more information is known about those cryptographs. Most likely not even one was ever sold.

 

 

This original drawing of Alexis Køhl shows the general layout of the cryptograph (0/1) at Arts et Métiers i Paris
Fig. 1 Version (0/1) Paris
Fig. 2 Version (0/1) Paris

Detailed description of the cryptograph in Paris:

 

The 24 letter keys are placed in one circle. In the center is a key marked X, which most likely is a “space” key, but it is not mentioned in any instruction.

 

 

The letter keys can be taken off and put back in any sequence. Here they are arranged as follows:

 

 

A  Z  O  F  U  L  C  T  R  K  I  B  Y  N  E  V  M  D  P  G  Q  H  S  J    (24 letters , no W, X)

 

  

 

The print rods with their letters are arranged in the same order as the keys, as prescribed in the instructions.

 

 

The sequence of the letters, which according to Køhl is the ”secret” of the cryptograph itself, is in all Køhl’s cryptographs determined by means of a keyword. The Paris cryptograph was set according to a Swedish keyword “ULRIKSDAL”, the one that Køhl mentions in one of his letters to the Swedish MFA. This indicates that the cryptograph has been used by Køhl for demonstration of the system in Stockholm.

 

 

The crucial difference from the basic writing ball is that the ring with the 24 letter keys can be turned 360 degrees, independently of the underlying print rods and the central upper structure. This means that any one of the 24 letter keys can activate any one of the 24 print rods. The ring with the letter keys can be turned by means of the handle, seen on the left side of the cryptograph on fig. 1, and on the bottom right on fig. 2.

 

 

Below the ring with the letter keys is a metal ring with letters and numbers, which Køhl calls the key alphabet ring, see fig. 2 and the drawing. On the key alphabet ring the alphabet is in normal sequence. Below each letter is a number, related to the frequency of that letter in the Danish language.

 

 

Over each letter is a notch, in which the turning handle can be fixed. Every turn of the ring with the letter keys will give a new relation between the letter keys and the print rods. If the turning handle is placed over the ”blank” space on the metal ring, the cryptograph is in neutral position and works as a normal writing ball, i.e. that pushing a letter key will print that same letter.  

 

 

In order to encipher, a keystream (sequence of letters) must be at hand. Such a keystream can e.g. be taken from a book, available to both sender and receiver of a message, but kept secret to all others. In an agreed way the starting point of the keystream is indicated, e.g. page 21, line 18 in the given book. To start enciphering the letter ring is turned until the handle is over the first letter of line 18, i.e. where that letter stands on the key alphabet ring. The numbers on the key alphabet ring indicate how many letters you shall encipher with that keystream letter, before you must turn the letter ring to the next keystream letter. Frequent letters (E,N,S) shall only be used once, while less frequent letters shall be used as many times as indicated on the key alphabet ring, before the letter ring is turned to the next keystream letter. The metal ring with the key alphabet is loose. It has the same letters and numbers on both sides, but in inverse order. One side is used for enciphering, the other for deciphering.  A hole and a pin, seen on fig. 2, ensures that the ring can only be placed in one position on the cryptograph. 

 

 

As mentioned above, basic setting of the cryptograph is performed by placing  the letters on the keys and the print rods in a given order, determined by a secret keyword. Køhl himself admitted that change of basic setting on the earlier version can be a rather slow and diffucult process. In particular the setting of the print rods may be difficult. In his order for the two cryptographs to Sweden on 2. August 1883 Køhl states, that it shall be possible to take ”the letters [= print rods] out, without having to remove the pistons [=letter keys]”.  This seems impossible on the Paris-cryptograph where it is likely that the whole ring with the letter keys (the pistons) must be removed in order to remove and rearrange all the print rods in case of change of basic setting. The ring can probably be removed by unscrewing the bits of metal  that keep it in place. On the Paris-cryptograph the letter keys are taken off by unscrewing the upper part of each brass cylinder (with the two small holes), and then taking out the key with its metal rod (ca. 2 cm). When all 24 keys are loose, they must be put (screwed) on again in the new order.

 

 

The box of accessories in the museum, fig. 4, contains a print rod with an ”A”, a loose A-key and an unknown tool. The box does not belong to the cryptograph in the museum. The letter A on the print rod is 50% bigger than the print-A on the cryptograph, and the rod is bigger than the rods on the cryptograph. The A-key does not belong to the cryptograph, either. The head of the key (with the A) can be taken off separately (as prescribed in the order of 2. August 1883), which is not possible on the museum-cryptograph. The box of accessories must belong to on of the later versions.

 

 

The cryptograph in Paris was not operational. I did not dare to try to move the individual parts which seemed to stick together. But it can most likely be restored. The curator promised me to inform me if they ever would undertake a restoration.

 

 

As mentioned above, we know a manual version of the cryptograph, which Køhl calls ”non-writing” (fig. 3). It is a cipher slide with loose metal letters. It operates in the same way as the automatic cryptograph, version I, i.e. with a 30-letter alphabet. The operating instructions for the automatic cryptograph can be used for the manual version with a few modifications. When found, the cipher slide had exactly the basic setting used in the operating instructions for the automatic cryptograph version (0/2), based on the keyword “PARISLYON”.

 

 

 

Niels Faurholt  January 2010

 

 

Fig. 4 Accessories
Fig. 3 The ”non-writing” cryptograph
Drawing of the writing ball used for "secret writing" from the 1870-patent

 

 

Malling-Hansen wrote this about the use of the writing ball for secret writing - in the Danish patent application from 1870: 

 

 

5) Secret writing (Chryptography) one will be able to write down with the Writing Ball just as easy as ordinary writing. The writer can construct his own signs. The keys keep their usual letters and the same order as on any other Writing Ball. Referring to figure 7, one can produce such 32 signs as those that are presented in figure 10. If the stamps of the writing ball are provided with these signs (the keys keeping their usual letters) and if the Writing Piece is constructed to turn around its own axis (see figure 8, The outmost Ring is stuck to the box, the inner ring is stuck to the ball), any stamp-  after the 8 different positions of the ball – will be able to put 8 different signs on the paper.

 

Using a Writing Ball built in this way, one will thus be able to create 8 different alfabeths, and with each alfabeth, one writes as fast as with stenography, even if one does not know the signs – yes, even has not seen them.

 

The person who receives such a ’sign-writing’  has a ’writing-ball-key’ (figure 9) to be able to read the letter. For example, if he knows that the letter is written with the ball in position 4, then he will turn the inner ring on the key such that the place with the sign O is positioned just opposite to the part of the fixed ring with the figure 4. He can thus see, that in the letter the sign =a , =b, =c,  =d and so on.

 

According to agreement with the receiver, he who writes such a letter, will, during the writing, be able to turn the Ball several times, (either according to the number of lines or letters, or the number of the day – aso) making it impossible for any unauthorized person to solve the riddle of the signs, particularly if the space between the words is omitted. It is evident, that the signs could be arranged in a great number of other ways and given the most different shapes.

 

The great easiness, fastness and security, with which one with the help of the Writing Ball can write down the secret signs, even without the slightest knowledge of their appearance, and the complete unreadability of the signs to others than those, who have the key to them, the ease with which the signs can vary and in eternity, will give the secret sign-writing of the Writing Ball entry to places, where people now, laboriously and slowly, put the letters together in a secret letter – and entry to places and under circumstances, where one must now so oft miss an easy and fast sign-writing.