The Controversy in 1924/25

Professor ved Den Polytekniske Læreanstalt, Harald Immanuel Hannover, 1861-1937
Lærer og Kancelliraad Jacob Ahrend Peters, 1835-1924
Engelke Wiberg, f. Malling-Hansen, 1868-1949. Foto fra 1929
Johanne Agerskov, f. Malling-Hansen, 1873-1946. Foto fra 1920

I 1924 ble det publisert en artikkel i Berlingske Tidende som utløste en langvarig polemikk mellom professor Harald Immanuel Hannover ved Den Polytekniske Læreanstalt og Malling-Hansens døtre, Johanne Agerskov og Engelke Wiberg. I artikkelen fortalte prof. Hannover at han var blitt oppsøkt av en nevø av en lenge glemt dansk oppfinner, lærer og kancelliråd Peters, som allerede i 1868 hadde funnet opp en skrivemaskin.

 

I sin iver etter å hedre minnet etter den da meget gamle og på det nærmeste døve oppfinneren kom Hannover i skade for å krenke en annen stor oppfinners minne, da han uten å undersøke saken tilstrekkelig grundig antok at Peters måtte være den rettmessige oppfinneren av den konstruksjonen Malling-Hansen senere benyttet da han fant opp skrivekuglen.

 

Han beskyldte med andre ord Maling-Hansen for plagiat, og antydet at Malling-Hansen enten ubevisst eller bevisst måtte ha stjålet ideen fra Peters da hans maskin ble presentert offentlig allerede i 1868. Og da Hannover var en stolt og ikke så rent lite retthaversk mann,var han svært uvillig til å gå tilbake på sine påstander, til tross for at Malling-Hansens døtre tok kraftig til gjenmæle.

 

Men Hannovers antagelser bygget som sagt på manglende innsikt i sakens fakta, og søtrene Agerskov/Wiberg igangsatte en meget grundig undersøkelse av bakgrunnen for farens oppfinnelse for å finne ut og dokumentere offentlig hva som var den virkelige sannheten.

 

I dag kan vi prise oss lykkelig for at Malling-Hansens døtre gjorde dette meget grundige arbeidet med å dokumentere hvordan Malling-Hansens oppfinnelse utviklet seg de aller første årene han arbeidet med den. Og takket være deres anstrangelser sitter vi i dag med forholdsvis detaljert viten om hvordan skrivekuglen utviklet seg, og gjennom deres notater kjenner vi navnet på en mengde viktige kilder til informasjon.

 

En av de aller viktigste fakta å få avklart gjaldt når Malling-Hansen i realiteten hadde fått sin ide til skrivekuglen. Og gjennom sine undersøkeler fant søstrene ut at Malling-Hansen allerede i 1865 hadde funnet opp de viktigste prinisppene for sin skrivekugle. Og dermed falt hele grunnlaget vekk fra Hannovers viktigste ankepunkt: Malling-Hansen kunne selvsagt ikke ha plagiert Peters skrivemaskin når han hadde funnet opp sin egen flere år før Peters skrivemaskin ble offentlig kjent.

 

Et viktig bevis for dette faktum, var et brev fra Malling-Hansens svoger, Johan Alfred Heiberg, som kunne fortelle at han bodde en periode sammen med familien Malling-Hansen i 1865, og i sine dagbok hadde han skrevet om da han hjalp Malling-Hansen med eksperimenter for å finne den mest effektive bokstavplasseringen på tastaturet. Med Johan Alfred Heiberg som tidtager, testet Maling-Hansen ut ulike bokstavplasseringer på en halvkule av porselen som han hadde fått laget, og på denne måten kunne han fastslå hvilken bokstavplassering som ga den hurtigste skrivehastigten.

 

Det knyttet seg også enkelte problemer i forhold til hva slags skrivemaskin det var Peters egentlig hadde funnet opp. Var det en maskin  som bygde på de samme prinsippene som skrivekuglen, nemlig at skriften fremkom ved at man trykket "stemplene" gjennom et skrivehode ned på papiret, eller var det en konstruksjon som lignet mer på de første amerikanske maskinene, som anvendte vektstangsprinsippet: Man trykket ned en tast som var leddet sammen med en "arm" der bokstaven var inngravert, og den ble avsatt på papiret fra undersiden.

 

De første tegningene av Peters maskin viser tydelig at den maskinen som ble presentert først ikke bygde på de samme prinsippene som skrivekuglen, men tvert imot på vektstangprinsippet. Dette er enda et avgjørende bevis for at Malling-Hansen umulig kunne ha stjålet sine ideer fra Peters. Men man kan kanskje til en viss grad forstå professor Hannovers forvirring, for han ble tydeligvis forelagt restene av en maskin som var bygget av Peters, og denne lille delen av en skrivemaskin har unektelig visse fellestrekk med skrivekuglen. Tastene eller stemplene går gjennom et firkantet "hode", og er utstyrt med en fjærmekanisme som gjorde at de ble presset opp igjen til utgangspunktet etter å ha vært trykket ned.

 

Men denne maskindelen, som i dag forøvrig eies av Teknisk Museum, er altså en helt annen maskin, bygget på helt ulike prinsipper, enn den maskinen Peters presenterte første gang i 1868, og senere i 1872, bl a i Illustrirte Zeitung, som også hadde flere artikler om skrivekuglen. Peters hadde altså mange ulike ideer, og faktumvar at den maskinen som hans nevø presenterte for Hannover i 1925 hadde svært lite felles med den maskinen offentligheten ble kjent med i 1868. Peters fikk forøvrig aldri den økonomiske støtten han var avhengig av for å få realisert sitt prosjekt. Men han fortjener absolutt kreditt for sitt oppfinnertalent, og var tydeligvis en iderik og fremtidsrettet mann, med mange spennende ideer.

 

Men oppfinner av skrivekuglen var han altså ikke. Den æren skal Rasmus Malling-Hansen ha alene. Og det måtte også professoren erkjenne, etter langvarig polemikk med de to søtrene Maling-Hansen. Til slutt krøp han til korset og innrømmet sin feiltagelse i en artikkel i Berlingske Tidende, der han først hadde fremsatt sine feilaktige påstander.

 

Oslo, 15.11.2012

Sverre Avnskog

Første del av artikkelen i Berlingske Tidene, 12. mars 1924. Oppslaget avstedkom artikler også i flere andre aviser, og Hannovers påstander ble gjengitt temmelig ukritisk. Selv i Aftenposten i Norge ble Peters utropt til skrivekuglens rettmessige oppfinner.
Slik ble Peters maskin presentert i Illustrirte Zeiting i 1872. Som man ser har den svært lite til felles med skrivekuglen. Konstruksjonen minner mest av alt om de første amerikanske maskinene.
Dette er den toppen av Peters maskin som Hannover fikk forevist i 1924. Man kan kanskje forstå at han synes den minnet noe om en skrivekugle. Men det var altså ikke denne maskinen som ble presentert i 1868. Når den ble bygget, vet vi ingenting om.
Eksempler på brevbesvarelser fra H I Hannover under den lange uenigheten mellom ham og Malling-Hansens døtre. Ovenstående er fra 19.03.25
Og denne er skrevet 06.05.24. Hannover var lenge uvillig til å virkelig ta på alvor døtrenes innvendinger, men måtte til slutt innse at han hadde tatt feil.

To brev fra Johan Alfred Heiberg

Vi kjenner pr. i dag (2012) til to såkalte prselenshalvkugler - en hvit og en svart, men ingen av dem er nok den halvkulen Heiberg forteller om i sitt brev. De er etter all sannsynlighet fra 1871 da Malling-hansen fikk laget "øvekugler" som han lånte ut til potensielle kunder for at de kunne venne seg til å skrive på kulen.
Foto: Flavio Mantelli

Håndskrevet brev fra Johan Alfred Heiberg til Engelke Wiberg, født Malling-Hansen, dateret den 6 januar 1925.

 

Transkription og fodnoter af Jørgen Malling Christensen.

 

J.A. Heiberg, 1848-1936, var Engelkes morbror. Dette brev var et bidrag til det store arbejde Engelke og Johanne gjorde for at samle dokumentation om RMH og skrivekuglen. Debatten med Professor Hannover angående A. Peters skrivemaskine fra 1868 fortsatte under 1925, og søstrene behøvede dokumentation for at tilbagevise påstandene om at RMH skulle ha plagieret Peters opfindelse. Arbejdet resulterede i at de udgav skriftet: ”Hvem er Skrivekuglens Opfinder?” i 1925. Johan A Heibergs vidnesbyrd om at han havde været behjælpelig, da RMH i 1865 under en periode eksperimenterede med bogstavernes placering på porcelænshalvkuglen, er af meget stor betydning. Heiberg kunne senere fremvise dagsbogsnotater til støtte for dette udsagn.

 

Der er ingenting som tyder på at Heiberg – som på dette tidspunkt var 76 år gammel – skulle have været senil eller haft problemer med hukommelsen. Han skriver klart, tydeligt og sammenhængende. Han levede i øvrigt helt frem til 1936 og var altså 88 år gammel ved sin død.

 

 

Brogade 5     6 Januar 1925.

 

Kære Engelke!

 

Glædeligt Nytaar til Dig og Din Mand[1]! I dag fik jeg Dit Brev. Men jeg kan kun give Dig en tarvelig[2] Besked om det, Du spørger mig angaaende Skrivekuglen. I April 1865 flyttede din Bedstefader[3] fra Døvstumme-instituttet  til Keldby paa Møen og Din Fader blev Forstander. I nogle Maaneder boede jeg hos ham og mindes, at han i den Tid var meget optaget af Experimenter med Skrivekuglen. Han havde en Porcellænskugle med sorte Tastemærker paa, og jeg hjalp ham med at diktere, og saa prøvede han, hvor hurtigt han kunne afmærke Bogstaverne.  Om Fremstillingen og Indretningen af Skrivekuglen, som blev foretaget af et da bekendt mekanisk Etablissement[4] (Navnet har jeg glemt) havde jeg intet klart Begreb og ikke Forstand paa, og kom aldrig selv til at skrive paa Kuglen.  Jeg erindrer ikke, om han ved min Afrejse til Amerika[5] bad mig forhandle med Nogen om Skrivekuglen og erindrer heller ikke, om vi har korresponderet derom; jeg tror det ikke, i alt Fald har jeg ingen maskinskrevne Breve faaet fra ham og har i alt Fald ikke opbevaret noget saadant. Det er alt, hvad jeg kan oplyse i denne Sag; og det kan vist desværre …..[6] hjælpe dig videre.

Vi har det ellers godt Gud ske Lov!

 

Mange kærlige Hilsener fra Tante Magdalene og

                                                          

                                                      Din Onkel Johan

 


[1] JMC: Engelke var gift med Fritz Wiberg. De fik ingen børn.

[2] JMC: Heiberg bruger ordet ”tarvelig” i en noget anden betydning end vi ville gøre i dag. Han ville udtrykke, at hans bidrag kun var lille og beskedent.

[3] JMC: dvs Søren Johan Heiberg, 1810-1871, Engelkes morfar.

[4] JMC: På dette tidlige tidspunkt var det E. Jungers Mekaniske Etablissement, Sortedamsdosseringen nr 37, som fremstillede skrivekuglerne. Virksomheden overgik fra 1869 til C.P. Jürgensen.

[5] JMC: J.A. Heiberg var præst ved den danske menighed i Chicago 1873-79.

SA: I et av sine brev fra de perioden Heiberg var prest i Chicago forteller Malling-Hansen at skrivekuglen gjorde et meget dårlig inntrykk under en fremvisning i USA, da svogeren, Johan Alfred Heiberg, skulle vise hvodan man meget enkelt kunne skifte papir på den, men nesten ikke kunne få det til, og brukte flere minutter fordi han var uøvet. Malling-Hansen ga uttrykk for at han angret på at han ikke hadde sendt over en person som var øvet i å behandle skrivekuglen. Malling-Hansen forhandlet bl a med James Densmore om salg av sitt amerikanske patent, men mislyktes. Densmore var mannen som kjøpte seg inn i Sholes, Glidden, og Soules oppfinnelse av "the typewriter" og fikk satt den i produksjon hos Remington-maskinen.

[6] JMC: Her synes der at mangle ordet: ”næppe”?

Johan Alfred Heiberg
Heibergs kone, Julie Magdalene f. Lorentzen
Engelke og Fritz Wiberg. De viet begge sitt liv til arbeidet med blinde.
Brevet fra Johan Alfred Heiberg, datert 6. januar 1925
Engelke fotografert sammen med sine to yngre søsken, Emma, 1869-1954, og Zarah, 1870-1910.

Brev fra Johan Alfred Heiberg til Engelke Malling-Hansen:

 

Transkription og fodnoter af Jørgen Malling Christensen. Det er yderst vanskeligt at læse Johans skrift, og hvor jeg ikke har kunnet tyde teksten, har jeg indsat punkter.

 

 

Chicago 22 Mai 1876.[1]

 

Min Søde lille Engelke[2]!

 

Du kan tro, at Onkel Johan blev rigtig glad ved at faa Dit ……..lille Brev.
Der er nu gaaet tre lange Aar, siden vi saa hinanden, og en lille Fugl har sjunget for mig om, at den lille Engelke er bleven en stor og flink Pige, og en god og kjærlig Pige, som alle Guds Fugle …..i Himlen glæder sig ved at se ned paa Dig og som gjerne vil glæde Fader og Moder og hjælpe de Smaa……i Kjærlighed.  Du kan tro jeg glæder mig til en Gang, om Gud vil, at se Eder alle igjen og faa en fornøielig Passiar med Eder; Du kan tro Onkel har mange Ting at fortælle om.

 

Tante Magdalene med lille Gerda bringer Dig dette lille …..; de smaa blanke Sølvskillinger (?) vil Du nok kjønt dele imellem Eder: Du og Juliane skulle faa de største og de andre 5 faar en af de smaa.

 

…..alle fra mig, og….Fader og Moder[3] i…….

 

Gud Fader velsigner Dig, Du kjære Barn!.........

 

..lille kjære Engelke.

                           

                                           Din hengivne Onkel

                                              

                                               Johan

 


[1] JMC: Johan Alfred Heiberg, 1848-1936, var yngre bror til Rasmus Malling-Hansens første kone, Cathrine født Heiberg. Forældrene var Søren Johan Heiberg, 1810 – 1871, -  RMHs svigerfar og også hans forgænger i embedet som forstander for Det Kgl. Døvstuminstitut i København – og……
Mellem 1873 og 1879 var Johan Alfred præst ved den danske menighed i Chicago, derefter sognepræst i Aulum og Hodsager, 1881 provst for Hammerum herred, 1885 sognepræst i Vejlby ved Strib, 1888 ved Frue kirke i Odense, 1900 ved Kristkirken i København og 1909-15 ved Mariæ kirke i Helsingør. 1892 var han som formand for udvalget til evangeliets forkyndelse blandt landsmænd i Amerika som mægler i stridigheder i den danske kirke. Samme år udgav han ”En Rejse i Amerika”. (Kilde: Dansk Biografisk Leksikon).

[2] JMC Engelke blev født i 1868; også hendes ældre søster Juliane er nævnt i brevet – hun blev født i 1866.

[3] JMC: Nogle få måneder efter dette brev dør Cathrine og hendes to ufødte tvillinger tragisk i barselseng.

 

 

 

Orginalbrevet fra 1876
Johanne Agerskov, 1873-1946. Utsnitt av et foto fra 1920
Franz Maria Feldhaus, 1874 – 1957, teknikhistoriker og forfatter

Et håndskrevet og udateret brev fra Johanne Agerskov til redaktionen af “Geschichtsblätter für Technik und Industri”.[1]-[2]

 

Herved tillader jeg mig at anmode om i ”G.f.T.u.I” at optage følgende Berigtigelse til Hr: F.M.F. –

 

I det danske Dagblad : Berlingske Tidende meddelte Hr. Professor Hannover d. 12te Marts 1924  at dengang nylig afdøde Kancelliraad J.A.Peters var første Opfinder ikke alene af Skrivemaskinen men tillige af den specielle Maskine, der kaldes ”Skrivekuglen”. – I en Piece: ”Hvem er Skrivekuglens Opfinder”, har undertegnede bevist: 1) at Peters ikke er første Opfinder af Skrivemaskinen, da en række Opfindere før Peters har fremstillet flere mer eller mindre brugbare Maskiner; 2) at Peters heller ikke var Opfinder af Skrivekuglen, men at denne var en Opfindelse af Pastor Malling-Hansen, samt at Malling-Hansens Maskine skrev sig fra 1865, flere Aar før Peters Maskine forelaa; 3) at Pastor Malling-Hansen vidste at flere andre Opfindere havde beskæftiget sig med Problemet ”en Skrivemaskine”, hvorfor han aldrig har gjort Fordring paa at kaldes første Opfinder af en Skrivemaskine; 4) at den ufærdige og mangelfulde Overdel til en Skrivemaskine, som Peters havde overgivet til Professor Hannover ikke kunde kaldes en ”Skrivekugle”, da Typestængerne var anbragt i et Plan og ikke i en Halvkugle, saaledes som paa Malling-Hansens Maskine. –

 

Hr. Professor Hannover har hverken privat eller offentlig imødegaaet min Bevisførelse, antagelig fordi han ved, at min Fremstilling  er fuldt ud korrekt.

Idet jeg takker for den eventuelle Optagelse………(JMC: her mangler kompletterende tekst, men antagelig er det kun en afslutningsfrase, som hun lagde til her)

 

E.-S.[3]      P.S. Jeg tillader mig samtidig at sende min Bog ”Hvem er Sk – Op?[4] Som Tryksag

JMC: Nederst er tilføjet med en anden slags pen (men samme håndskrift):
”P.S. Ich erlaube mir gleichzeitig mein Buch ”Wer ist der Erfinder der Schreibkugel?“ als Drucksache zu senden“

 


[1] JMC: Dette håndskrevne og desværre udaterede brev synes at være en dansk kladde til et færdigt brev, som senere blev oversat til tysk, inden det blev sendt til den tyske modtager. Det er ikke underskrevet, men vi genkender tydeligt Johanne Agerskovs smukke og tydelige håndskrift, og desuden henviser hun i brevet til den bog hun har publiceret.

[2] JMC: Tidskriftets korrekte navn var: ”Geschichtsblätter für Technik, Industrie und Gewerbe”, udgivet fra Tempelhof, Berlin i perioden 1914-1927 af teknikhistorikeren Carl Graf von Klinckowström (1884-1969) sammen med teknikhistorikeren og forfatteren Franz Maria Feldhaus (1874 – 1957). Feldhaus publicerede bl a også: ”Feldhaus’ Buch der Erfindungen”, Oestergaard, Berlin 1907.

[3] JMC: Disse initialer skal formodentlig tydes som “Efter-Skrift”

 

Presentasjonen av Peters skrivemaskin i Berlingske Tidende 18 april 1868:

Orginalartikkelen

En Skrivemaskine, der er opfunden og construeret af Lærer J. A. P e t e r s  i Flensborg, udmærker sig ved en saa sindrig Mechanisme, at den allerede af den Grund fortjener offentlig Omtale, selv om dens praktiske Anvendelighed endnu skulle lade eet og Andet at ønske. Uden at træde Opfinderen for nær troe vi at kunne meddele Følgende om Maskinens Udseende, om den Maade, hvorpaa den benyttes, og de Resultater, som herved opnaaes. Skrivemaskinen har et Omfang som et middelstort rundt Bord og ligner i sin ydre Form de saakaldte taffelformige Pianoforter. Foruden nogle Hjul og Skruer og en Tavle med et Ark Papier ses der kun et i en Halvkreds ordnet Claviatur. Den skrivende anslaar Tangenterne; Papiret bevæger sig frem og tilbage, Bogstaver komme frem derpaa og blive til ord, og den ene Linie følger efter den anden. Skriften er som den, der udgaar fra Bogtrykkerpressen (de samme Slags Tegn, hvert Bogstav i behørig Afstand fra de andre, ligesaa hvert Ord og hver Linie; store og smaa Bogstaver, afbrudte og hele Linier, mager og fed Skrift, gothiskt skrift og Antiqua – Alt efter den Skrivendes Behag). Skrivemaskinen arbejder saa let og rask, at man med liden Øvelse ved dens Hjælp kan skrive ligesaa hurtigt med Bogtryk som en almindelig Skriver med Pen og Blæk, og naar den, der sætter Maskinen i Bevægelse, er fuldstændig øvet i at behandle den, vil den ile langt forud for Skriveren. Det er i øvrigt hverken mere eller mindre end en heel omvæltning, der ved dette instrument bringes ind i Skrivekunsten. Denne har som bekjendt fra Arildstid hvilet paa eet og samme Princip, hvor forskjelligt det Materiale end har været, der til forskjellige Tider blev brugt til dens Udøvelse. Hvad enten man skrev med skarpt Stempel paa Palmebladet, med Rør paa Paphyrus, med Stilus paa Voxtavler eller med Gaasefjer paa Pergament, saa har den Flade, der modtog Skriften, altid ligget stille, imedens Haanden med Skriveredskabet bevægede sig hen over den. Her er det derimod omvendt; her er det Papiret, som bevæger sig hen under Skriveredskabet, som – det tør vel siges uden Indiscretion – bestaar af smaa Vægtstænger, paa hvis Ende der er anbragt Typer, som umiddelbart før brugen sværte sig selv. Ved Skrivemaskinens Benyttelse bliver den venstre haand liggende paa eet Sted, saa at de fem Fingre hvile paa de med de vigtigste Vocaltegn betegnede Tangenter, medens den højre Haand anslaaer Consonant-Tangenterne, der ere ordnede efter de forskjellige Consonatlydes Natur.


 -  Praktisk Anvendelse vil Skrivemaskinen kunde finde i ethvert Contoir og navnlig paa Telegraphstationer, hvor man ved den vilde kunne meddele Telegrammerne paa Tryk i stedet for haandskrevne med Blyant. Vil man tage Lithografisk Overtryk til Hjælp, kan man i Hast mangfoldiggjøre det Skrevne og ved istedetfor Papir at benytte en tyk, blød Masse (papier maché), i hvilken Skriften kommer til at staa fordybet, vil man faa en Matrice til Metalafstøpning som Stereothyp. Paa denne Maade vilde der kunne leveres trykte Sager langt hurtigere end ved Sætterens Arbeide. Lige siden Gutenbergs Dage har Sætteren staaet bøiet over sin Skriftkasse og møisommelig samlet Bogstav for Bogstav. Hvor stor en Færdighed han end besidder, kunne hans Fingre dog ikke snappe hver enkelt Type og stille den i Vinkelhagen, saa hurtigt som hans Øie og Tanke gjerne vilde. Ved Skrivemaskinen gjælder det derimod kun om at trykke paa en Tangent. Ogsaa med hensyn til Skriften er der opstaaet den største Økonomi; thi medens en Sætter behøver mange Pd. Typer, kræves her kun nogle faa af et mere holdbart Materiale.  Aflægning finder ikke Sted, og i det hele spares her omtrent to tredjedele af den Tid, der medgaar til almindeligt Sætteriarbejde, og desuden fritages man for forskjellige med dette forbundne Ulemper. – I Forbindelse med Skrivemaskinen har Lærer J. A. P e t e r s opfundet en  H u r t i g s k r i v e m a s k i n e, som adskiller sig fra den førstnævnte baade med Hensyn til Construction og Anvendelse. En øvet Skriver vil ved den kunne maale sig med en Stenograph i Hurtighed og tillige producere en for Enhver læselig Skrift, som ikke udkræver nogen Reenskrivning. Ved denne sidste Maskine trykkes der til hvert Ord med saa mange Fingre, som der er Bogstaver i Ordet. Længere (som oftest fremmede) Ord maa deles i Stavelser, som anslaaes hver for sig; men dette Tidstab inhentes igjen, og det rigeligt, derved, at flere paa hinanden følgende Smaaord kunne tages med eet Greb. Saa meget om disse sindrige Maskiner, hvis væsentligste Overensstemmelser og Uoverensstemmelser med Sørensens Sættemaskine allerede fremgaar af det Ovenanførte. Vi ville ikke sige, at Opfindelsen er fuldbaaren; tværtimod klæber der sikkert endnu mange Mangler ved den, men saa meget er dog allerede her gjennemført og virkeliggjort, at man tør sige, at der ligger en rigtig og praktisk anvendelig Tanke til Grund for Skrivemaskinen. Under alle Omstændigheder er der her givet Bevis paa en Opfindsomhed og et mechanisk Talent, som fortjente at understøttes af de til saadanne Øiemed bestemte Fonts.

H.

 

 

Leser man beskrivelsen av Peters skrivemaskin i BT fra 1868 er det åpenbart at det ikke er den avbildede maskinen som er beskrevet. Ingen vet noe om når Peters laget dette "tastaturet", og Malling-Hansen kan umulig ha hatt noe kjennskap til det.
Blant Johanne Agerskovs etterlatte papirer finnes denne tegningen, som er en kopiering av bildet av Peters maskin i Illustrirte Zeitung fra 1872. Den gangen hadde man jo ikke kopieringsmaskiner, men ved hjelp av Malling-Hansens Xerografi kunne man enkelt ha mangfoldiggjort tegningen.

Polytechnische Mittheilungen. Der Peters’sche Schnellschreib- und Druckapparat.

Research, comments and transcription by Jorgen Malling Christensen:

 

This article in “Illustrirte Zeitung”, albeit not signed, is actually J.A. Peters own description and illustration of the invention he claimed to have made in 1868. He applied for but was not awarded government support for the fabrication and further development of the typewriter (he himself calls it “skrivemaskine”, i.e. typewriter), but he did get one or probably two Danish patents on his machine, which is likely to have been in two models, one of them mechanical and one with an electromagnetic device. No complete specimen of his machine has ever been found, but the Danish Museum of Science and Technology owns a fragment of one of them. Hence, our best source to understanding how it worked and what it looked like is the article that follows here.

 

Illustrirte Zeitung No 1528, 12.October 1872

 

In Nr. 1503 der Illustrirten Zeitung brachten wir die Beschreibung und Abbildung einer von Malling Hansen in Kopenhagen erfundenen Schnelldruck- und Schreibmaschine, welche überall das lebhafteste Interesse wachgerufen hat. Eine ähnliche, bereits im Jahr 1868 vom Lehrer J.A.Peters in Flensburg, jetzt in Kopenhagen, erfundene und in Dänemark patentierte[1] Schnellschreib- und Druckmaschine führt unsere heutige Nummer in einer Durchschnittszeichnung vor. Wie die Malling Hansen‘sche Maschine, beruht auch ihre Vorgängerin, die Peter’sche, auf dem System der Klaviatur. Durch das Niederdrücken der Tasten, welche die einzelnen Buchstaben vertreten, wird eine innerhalb des Apparats befindliche Papierfläche mittels Typen bedeckt. Während aber in dem Malling Hansen’schen Apparat die Stempel (Tasten) radienförmig auf einer Halbkugel angebracht sind und in eine schräge Bewegung nach einem gemeinschaftlichen Centrum gesetzt werden, stehen die Tasten des Peters’schen Apparats rechtwinkelig auf einer geraden, kreis- oder ovalrunden Fläche in einer Anordnung, welche der natürlichen Lage der zehn Finger entspricht.

 

Die Tasten  stehen mittels Wagebalken oder starken Schnüren um ihre Rollen  in Verbindung mit ebenso vielen ungleicharmigen hebeln  d. Diese denke man sich in einem  Kreise herumstehend, und zwar so, dass sie, um ihre Achse sich drehend, wechselweise das Centrum  suchen. In jedem einzelnen Hebel ist oben wie in  eine Scheibe mit mehrern Typen so angebracht, dass letztere, durchs Centrum gehend, abwechselnd das darunterliegende Papier bedrucken können.

 

Illstration: Schnellschreib- und Druckapparat von J.A.Peters in Kopenhagen (Durchschnittszeichnung)[2] See below.

 

Auf der rechten Seite unserer Zeichnung ist eine der Tasten  und somit einer der Hebel niedergedrückt und hat dieser auf dem Weg zum Centrum von einer Schwärzkugel  die zum druck erforderliche Farbe an die Type genommen. Wird der Finger von der Taste entfernt, so schnellt der Hebel mittels elastischen Feder  wieder in die aufrechte Lage zurück. Die Tasten sind mit kleinen Keilen versehen, die beim hinabdrücken eine oberhalb liegende Scheibe  ein wenig um ihre Achse bewegen und dadurch eine Schnur  um etwas verkürzen; hierdurch wird der unterhalb liegende Papierträger  gerade so weit fortbewegt, dass der eben gedruckte Buchstabe sich vom Centrum entfernt und der nächst zu druckende Buchstabe sich unmittelbar daran fügen kann. Dabei ist zu bemerken, dass die erwähnten Keilchen ungleich breit sind, und zwar der Buchstabenbreite der Zeichen i, n und m entsprechen.

 

Als Papierträger kann sowol eine flache Tafel als auch eine Walze oder Cylinder dienen; der Anschaulichkeit halber ist in der Zeichnung ein Cylinder gewählt worden. Das Papier wird um den Cylinder  gelegt und festgeheftet. Innerhalb  befindet sich ein zweiter Cylinder  l, welcher aber der Länge nach durchgeschnitten, also mit einer Spalte versehen ist. Der kleine Riegel  des äussern Cylinders kann leichtlaufend hindurchgehen und der Spalte entlang gleiten, muss aber dabei einer Schraubenwindung (links) folgen. Innerhalb des gespaltenen Cylinders  befindet sich nämlich eine feste Schraube  n, die eine beliebige Verlängerung bei  hat. Der Kleine Riegel  geht durch die erwähnte Spalte in den Schraubengang hinein. Vorn am Cylinder  befindet sich ein Räderpaar (Gesperr) p. Dieses wird von der oben erwähnten Schnur beeinflusst, wodurch der Cylinder um die feste Schraube rotiert; gleichzeitig bewegt sich mittels des Riegels der äussere Cylinder oder Papierträger mit herum. Durch diese fortgesetzte Bewegung entsteht beim abwechselnden Niederdrücken oder vielmehr Anschlagen der Tasten die gedruckte Zeile auf dem Papier; und da die Bewegung wegen der Schraubenwindung zugleich eine vorwärtsschreitende ist und letztere dem Zeilenabstand oder der Linienbreite entspricht, so sieht man nach dem Abnehmen des Papiers die Reihenfolge. Bei Anwendung einer Tafel als Papierträger muss diese nach Beendigung jeder einzelnen Zeile zurückgeschoben werden; im übrigen ist die Bewegungsweise ganz dieselbe. Es versteht sich, dass man, um Fingerkraft zu sparen, auch andere Bewegungsmittel anwenden kann, und zwar mit besonderm Vortheil einen Elektromagneten.

 

(JMC: The article is not signed; however, in his article in Berlingske Tidende of March 12, 1924, Professor Hannover, in his defence of Peters as the first inventor of certain key principles of typewriters, claims that the article in Illustrirte Zeitung of October 12, 1872 was written by Peters himself!. (Peters’ mother tongue was German, and he learned Danish as an adult). It is therefore probably not by coincidence that the article was not signed: Peters – and the editors – did not want to disclose the fact that the inventor himself was behind the article. This article was meant to promote Peters and his invention in competition with Malling-Hansen and with the American models)

 

 

 

 


[1] JMC: Peters had his machine patented in Denmark, the first one obtained in August 27, 1871 and the other one sometimes in1872 for an improved version. Prior to that Peters had on 29 February 1868  applied for government funding for further development of his machine, but this was turned down after a negative assessment by Professor Hummel of the Technical University of Denmark (source: Prof Hannovers article in Berlingske Tidende March 12, 1924).

[2] JMC: No specimen of Peters‘ machine exists. The Danish Museum of Science and Technology has a top part of one of his machines. Hence, the only way to get an impression of what it looked like and how it worked is to use the few drawings and descriptions available. As far back as in 1925,  Fritz Bech (Malling-Hansen’s son-in-law, married to Zarah) wrote a short article in “Nationaltidende” on the occasion of the publication of Johanne Agerskov’s book “Hvem er Skrivekuglens Opfinder?” (Who is the inventor of the Writing Ball?), and in this article he pointed out that already at that point in time – just a year after the death of Mr Peters – not a single specimen of his machine had been preserved or found. This seems to suggest that Peters built only a couple of prototypes.

The original article

Officielle kommentarer til J.A.Peters´ ansøgninger om eneretsbevilling vedrørende skrivemaskiner.

Transkriberinger og fodnoter af Jørgen Malling Christensen:

 

I forbindelse med Johanne Agerskovs og Engelke Wibergs omfattende og grundige forberedelser til den publikation de udgav i 1925: ”Hvem er Skrivekuglens Opfinder?”, undersøgte de også dokumentationen omkring Peters´ ansøgninger om eneretsbevilling for hans skrivemaskiner. Vi har endnu ikke fundet Peters´ansøgninger, men vi har Johanne Agerskovs håndskrevne afskrifter af nogle af de officielle kommentarer til hans ansøgninger, og i disse findes flere referencer til Malling-Hansen og skrivekuglen. De fire fragmenter vi har fundet gengives in extenso i det følgende.

Christian Gotfried Hummel, 1811-1872, dansk polytekniker

Første dokument

1871           27.aug.
Y 2155
[1]

Peters Eneretsbevilling

I Aaret 1868 anholdt forhenv. Degn og Lærer – Peters, dengang af Flensborg, om Understøttelse af det offentlige til Udførelse at en saakaldt Skrivemaskine, som dels skulle kunne erstatte Sætte- og Aflægningsmaskiner i Bogtrykkerier, dels tjene til hurtigt at skrive Bogtrykkeriskrift med. Efter indsendt Erklæring fra Ministeriets tekniske Konsulent Estatsraad Hummel[2], fandt Ministeriet imidlertid ingen Anledning til at bevilge det ansøgte.  Fra den samme Ansøger modtog Ministeriet derefter i Oktbr 1870 et Andragende, om at der maatte forundes ham Eneret paa en af ham nærmere angivet Skrivemaskine, der i Principet skulle være den samme som den, til hvis Udførelse han i sit ovenfor nævnte Andragende i 1868 havde anholdt om Understøttelse; men ved denne Maskine havde Peters anvendt Midler, der faldt for nær sammen med dem, der var anvendt af Pastor M.-H. ved den Skrivekugle, hvorpaa deres Majestæt 12 Marts samme Aar har forundt denne Ansøger Eneretsbevilling, saaledes at der ikke vilde kunne meddeles ham Eneret paa denne Maskine.

 

Derimod har aftnævnte (? JMC: Svært at tyde) Peters nu ved at fremsende de herved  allerunderd.[3] lagte Tegninger med tilhørende Beskrivelser anholdt om Eneret paa en saakaldet Klaviatura af den omhandlede Maskine og tillige anholdt om, at den Eneretsbevilling, der mulig maatte blive ham meddelt, maatte udstrækkes til et Tidsrum af 15 Aar.

 

Denne forandrede Indretning af Skrivemaskinen gaar ud paa at mærke med Typer, anbragte paa den ene Ende af Vægtstænger, hvis anden Ende paavirkes af Fjedre, der føre Typerne bort, naar Trykket paa Vægtstangen ophører; dette Tryk bevirker[4] paa lignende Maade som ved de tidligere Maskiner, Ansøgeren har angivet, af hvilke jeg lige allerunderd. Tillader mig at vedlægge Tegninger og Beskrivelser.

 

Da dette er nyt, har Bestyrelsen for den pol. Læreanstalt og Minist. Konsulent Etatsr. Hummel Intet fundet at erindre imod, at der tilstaas Eneret paa Forfærdigelsen af Skrivemaskiner, der er indrettet paa denne Maade. - - - - - - - - - - - -  - - - - - - - - - - - - -

tillader jeg mig allerunderd. at indstille: at det maatte behage Deres Maj. o.s.v.

 

Randbemærkning: Da Skrivemaskinen af den beskrevne Konstruktion er ny og navnlig afvigende fra den saakaldte Skrivekugle, paa hvis Forfærdigelse der ved D.Maj.---af 12.Marts 1870 blev tilstaaet Forst. og Præst v.d.kgl. Døvst. M.-H. 15 Aars Eneret, have de nævnte Autoriteter Intet fundet til Hinder for at der tilstaaes Ansøgeren Eneret paa sammes Forfærdigelse - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

 


[1] JMC: Dette er sandsynligvis dato og dossierbetegnelsen, givet af det pågældende ministerium – i dette tilfælde Indenrigsministeriet - ved modtagelsen af skrivelsen.

[2] JMC: Christian Gotfried Hummel, 1811-1872, dansk polytekniker og fra 1865 professor ved og 1866 direktør for Polyteknisk Læreanstalt. Hummel var oprindelig tømrer og skibsbygger på Holmen. Fra 1831 underviste han tillige i de Massmannske søndagsskoler (som omtales i et af RMH´s breve) og desuden i matematik og geometrisk tegning ved Vajsenhuset. 1834 cand.polyt. i mekanik.  1837-38 udgav han sammen med G.F. Ursin Nyt Magazin for Kunstnere og Haandværkere, og 1838-39 redigerede han Industriforeningens tidsskrift. Hummel var også stadens vandinspektør og stærkt engageret i forbedringen af  drikkevandforsyning og kloakering. Han var fra 1855 formand for Teknisk Selskab og fra 1858 Indenrigsministeriets tekniske konsult. Han var formand for Danmarks deltagelse i verdensudstillingen i London 1862, ved den nordiske udstilling i Stockholm 1866 samt ved verdensudstillingerne i Paris i 1867 og London 1871.

[3] JMC: = allerunderdanigst

[4] JMC: Johanne har her indsat et spørgsmålstegn ved ordet ”bevirker”

Første dokument
Andre dokument

Andet  dokument

Den pol. Læreanstalt.
12 Decmbr.1871 (Bevillingen blev givet 1872[1])                                                Z 2262

 

Under 17, f.m. har Ministeriet begæret undertegnede Bestyrelses[2] Betænkn. over den herm. tilbagefølgende  Ansøg. med Bil., hvori Lærer J.A. Peters, som under 27 Aug d.A. fik 10 Aars Eneret paa en Skrivem., anholder om for den tilbageværende Tid af nævnte 10 Aar tillige at forundes Eneret paa en af ham angiven ny Construction af bemeldte Maskine.

 

Peters vil ved denne Skrivemask. anvende Elektromag. til trykning med Typerne.
……..(JMC: ulæseligt ord) Tanken at trykke med Elektro. ikke er ny, antager Bestyrelsen ….(JMC: ulæseligt ord), at den ansøgte Eneret kan tilstaas ham paa Forfærdigelsen af Skrivemaskinen saaledes som han i Tegninger og Beskrivelser har angivet dem, altsaa uden at den omfatter Eneret paa at anvende Elektromag. eller hvilken som helst anden Bevægkraft til Trykning paa Maader , han ikke har beskreven. Ligeledes kan han heller ikke faa Eneret paa at ordne Knapperne, med hvilke han trykker, i en hvælvet Overflade da en saadan er forbeholdt R.M-H.

                                  

                                         (JMC: Ulæselig sætning)

Underskrifter:

 

……..Holten[3]                      Adolf Steen[4]                       .......Holmberg[5]

 


[1] JMC: Sandsynligvis JA´s kommentar.

[2] JMC: Bestyrelsen for Teknisk Institut

[3] JMC: Sandsynligvis Carl Valentin Holten, 1818-1886, dansk fysiker og formand for Polyteknisk Forening. Holten var oprindelig smed men blev i 1841 kandidat i mekanik ved Polyteknisk Læreanstalt. Han blev amanuensis hos H.C.Ørsted og assisterede dennes forsøg med diamagnetisme og termolektricitet. 1847 docent i matematik ved Polyteknisk Læreanstalt, 1849 lektor i fysik ved universitetet. 1852 professor i fysik ved universitet (efter Ørsted), en stilling han beklædte i 34 år. 1872-83 direktør for Polyteknisk Læreanstalt. 1877-78 universitetets rektor. Udgav og bearbejdede Ørsteds mekaniske fysik og skrev en naturlære, ”Læren om Naturens almindelige Love” 1857, og ”Lysets Naturlære” 1861. Fra 1860 medlem af Videnskabernes Selskab. 1866-86 formand for Selskabet for Naturlærens Udbredelse.

[4] JMC: Adolph Steen, 1816-1886, dansk matematiker og politiker. 1839 bestod han polyteknisk eksamen i mekanik ved Kobenhavns Universitet. Lærer i matematik for kemistuderende ved Polyteknisk Læreanstalt 1850. Fra 1861 professor i matematik ved Universitetet. 1862 medlem af Videnskabernes Selskab. Ridder af Dannebrogsordenen 1862 og dannebrogsmand 1874. Forfatter af et stort antal lærebøger i matematik og geometri. Igennem mange år aktiv som politiker og polemiker.

[5] JMC: Ludvig Ferdinand Holmberg, 1826-1897, dansk ingeniør. Landmåler 1846. Havnebygmester 1852. Fra 1857 lektor ved Polyteknisk Læreanstalt i bygge- og anlægningsrelaterede fag, dermed den første lektor der uddannede civilingeniører. Docent i jord- og vandbygningslære ved Landbohøjskolen fra  1860. Fra 1856-90 meddirektør ved de Massmannske Søndagsskoler; 1868-93 borgerrepræsentant i København, 1861-65 formand for Industriforeningen. Professor fra 1869.

 

Carl Valentin Holten, 1818-1886, dansk fysiker og formand for Polyteknisk Forening
Adolph Steen, 1816-1886, dansk matematiker og politiker.
Ludvig Ferdinand Holmberg, 1826-1897, dansk ingeniør
Christian Gotfried Hummel, 1811-1872, dansk polytekniker og fra 1865 professor ved og 1866 direktør for Polyteknisk Læreanstalt. Foto: DKB

Tredie dokument

Professor Hummels erklæring     12 December 1871     Z 2262

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

 

Beskrivelser og Tegninger er forståelige, men:

 

Pastor R.M.-H. Anvender Elektromagnetismen til Bevægelsen af Valsen ved sin Maskine uden at dette Bevægelsesmiddel er indbefattet under hans Eneret. Valsen er anvendt af R.M.-H., saa den kan han muligen forbyde Ansøgeren at bruge, men Frembringelsen af smaa Bevægelser ved Elektromag. er en bekendt Ting, hvorpaa der næppe kan gives Eneret. Af samme Grund kan der heller ikke godt gives Peters Eneret paa at frembringe de smaa Bevægelser, der behøves for at frembringe Trykket og ej heller paa Anvendelsen af andre Bevægkræfter i dette Øjemed.

 

R.M.-H. har Eneret paa Kuglefladen, i hvilken hans Stempler sidder, og paa enhver anden Flade der nærmer sig hertil; derfor kan Peters ikke heller faa hverken Eneret eller Ret til Ordning af Klaviaturens Knapper i en hvælvet Form, da han derved kommer ind paa M.-H.s Eneret.

 

Som Følge heraf anser jeg det rettest, at Peters paa Beskrivelserne frafalder som Genstand for Eneretten:
1) Trykning v.hj.af Elektromagnetisme eller anden Kraftydelse
2) Ordningen af Overfladens Klaviatur i hvilken som helst Form, navnligen i en hvælvet Form.

 

                                                                                                            Hummel

 

Tredje dokument
Fjerde dokument

Fjerde Dokument

13. Jan. 1872                                         Z 2262

 

JMC: I venstermarginalen står:

 

- - - - - - (tegnene er JA´s)
at der allerunderdanigst maa forundes - - -
Peters - - - -Eneret paa Forfærdig.
af Skrivemaskinen af den af ham angivne
forandrede Konstruktion.

 

JMC: I højremarginalen fortsætter teksten:

 

Ny Ansøgning om Eneret fra - - Peters - - - nærmere angivne forandrede Konstruktion - - - - - - - - - - - - - - - - - -
iflg. Afgivne Erklæring er Konstruktionen af den foreliggende Maskine ny, hvorimod Anvendelsen af Elektromagn. til Frembringelsen af smaa Bevægelser allerede længe har været bekendt, lige som ogsaa Ordningen af Klaviaturens Knapper i en hvælvet Form er indbefattet under den Forst. og Præst v. d. kgl. Døvst. R.M.-H. under 12 Marts 1870 forundte Eneret paa Forfærdigelse af Apparater til Hurtigskrivning.

 

Da Konstruktionen af den anmeldte Maskine imidlertid er ny, og da Peters som Genstand for Eneretten har frafaldt Trykning v.Hj. af Elektrom. eller andre Kraftydere og Ordningen af Overfladens Klaviatur i hvilken som helst Form, navnlig i den hvælvede Form, have de nævnte Autoriteter intet fundet at erindre osv.

 

 

Artikel i “Nationaltidende” med anledning af udgivelsen af bogen om skrivekuglens opfinder.

Fritz August Bech, 1863-1935

Af Fritz Bech[1].

Udskrift og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

 

Artiklen er ikke dateret, men JA har noteret ”Nationalt. 1925”, og det ligger i sagens natur, at artiklen må være fra tiden umiddelbart efter at Johanne Agerskovs og Engelke Wibergs bog ”Hvem er Skrivekuglens Opfinder” blev udgivet, hvilket var 1925. Sandsynligvis udkom publikationen i marts måned, for vi har kopier af takkebrev fra tre modtagere daterede 29 marts, 31 marts respektive 1 april 1925. Fritz Bech støttede søstrenes arbejde både praktisk og moralsk, og i et takkebrev 29 marts 1925 skriver Fritz Bech:

 

 

”Kære Jeanne![2]  Tak for den tilsendte Bog om Svigerfar. Jeg skal have den grundig studeret, men allerede ved en flygtig Gennemlæsning, synes jeg, du er kommet godt fra det. Det er et dygtigt Arbejde, I to Søstre har præsteret for at rense Svigerfar fra de Beskyldninger, Hr. Hannover har fremsat, og jeg er ogsaa glad derfor, maa I tro. Jeg vil gerne have Lov til at tegne mig for en Aktie i Foretagendet og sender dig derfor en af Dagene 50 Kr. som et lille Bidrag til Udgifterne. Venlig hilsen til dig og (utydeligt! ) ek.(?) Fritz.”

 

Artiklen i Nationaltidende er signeret ”F.B.”, og alt tyder på at det var Fritz Bech, Malling-Hansens svigersøn, gift med Zarah, som førte pennen.

 

 


[1] JMC: Fritz August Bech, 1863-1935, var lærer ved Det Kgl. Døvstummeinstitut fra 1882 til 1904, da han blev udnævnt til forstander ved det nyoprettede dødstummeinstitut i Fredericia . Malling-Hansen var stærkt medvirkende til planlægningen og oprettelsen af dette institut, lige som også søster-instituttet i Nyborg. Fritz blev gift med Malling-Hansens datter Zarah (1870-1910), og de fik fem børn: Zarah 1891, Ellen 1893, Hans 1894, Wilhelm 1897 og Erling 1904. 1891 startede Bech ”Småblade for Døvstumme” og redigerede det frem til 1904. Senere redigerede han også ”Effata”, tidsskrift for døve. Her blev hans erindringer trykt i 1942.

På vor hjemmeside har vi også en artikel som Bech publicerede i Helge Holst bog Opfindernes Liv, Bind 1, Berlingske Søndag den 3 september 1935: ”Den første Skrivemaskines Opfinder havde mange Idéer”, samt en artikel i den svenske udgave af Effata, ”Tidskrift för Döfstumskolan” nr 1, 1886, med en historik over døvstummevæsendets udvikling i Danmark. Fritz Bech var, og er, en af vore bedste førstehåndskilder til forskningen om Rasmus Malling-Hansen.

[2] JMC: ”Jeanne” var åbenbart kaldenavnet for Johanne i den nære familie.

Fritz Bechs lille meddelelse til Jeanne (Johanne Agerskov)
Harald Immanuel Hannover, 1861-1937. Foto: DKB

Joh. Agerskov, f. Malling-Hansen:

 

Hvem er Skrivekuglens Opfinder?

 

Indtil 12. Marts f. Aar vilde et saadant spørgsmaal have været ganske meningsløst; alle og enhver, der interesserede sig for den Slags Ting, vidste, at det var afd. Forstander for Det kgl. Døvstummeinstitut i København, Pastor R. Malling-Hansen; hans Skrivekugler havde jo faaet de højeste Udmærkelser, ikke alene her i København 1872, men også på Verdensudstillingerne  i Wien 1873 og i Paris 1878.

 

Under ovennævnte Dato fremkom imidlertid Prof. H.I. Hannover  i ”Berlingske Tidende” med en opsigtsvækkende Meddelelse om, at den Gang nylig afdøde Kancelliraad J.A. Peters ikke alene var opfinder af Vægtstangsprincipet i Remington-Skrivemaskinen, men også den virkelige Opfinder af Skrivekuglen. Disse Slutninger var Prof. H. kommet til ved læsning af en Artikel  i ”Berl.Tid.” for 18. April 1868, der omhandler en Skrivemaskine af Peters og efter at Teknologisk Samling fra Peters havde modtaget en ”skrivekuglelignende” Overdel til en Maskine.

 

Det er selvfølgelig overordentlig smukt at antage sig en formentlig Forurettets Sag, og Prof. H. har sandsynligvis troet gennem sin Artikel at gøre en over for Peters begaaet Uret god. Men Professoren har ikke tænkt paa, at han ved, uden sikre Beviser i sin Sag, at udslynge en Paastand, som den fremsatte, risikerer selv at komme til at begaa en langt større Uret (fordi det bliver noget af en Mistænkeliggørelse), og det er det, han er kommet for Skade at gøre.

 

Beviset ligger i den Bog, som Pastor Malling-Hansens to Døtre gennem Otto Magnussens[1] Boghandel har udsendt for at værne deres Faders Minde.

 

Mærkeligt nok understreger Bogen ikke et indirekte Bevis, som straks springer i Øjnene, nemlig det, at der slet ikke findes Eksemplarer af Peters` maskiner. Naar en Mand gør en Opfindelse, og det da ikke er det rene Makværk, maa han, selv om han i Tiden overfløjes af andre, antages for sin egen Skyld at ville bevare et Eksemplar af sit Værk.  Og Peters skal endda have gjort 2 Opfindelser, af hvilke der kun findes den Stump, Teknologisk Samling har faaet.  Af Malling-Hansens Maskiner findes derimod endnu adskillige, bl.a. 8 forskellige Udviklingstyper i Kunstindustrimuseet[2].

 

Men indirekte Beviser er for øvrigt unødvendige lige overfor Bogens klare Dokumentation.  Prof. Hannovers Formodning om, at Peters endog før Opfindelsen af den i ”Berl. Tid” for 1868 omtalte Skrivemaskine – det altsaa ikke blev til noget – ogsaa skulle have opfundet en Skrivekugle – der altsaa heller ikke skulle være blevet til noget – er, efter det i Bogen oplyste, kun en Hypotese, der daarligt underbygges af Peters`egne Udtalelser kort før hans Død.

 

Det mest eklatante Bevis for, at Prof. H.s Forsøg paa at bevise, at Malling-Hansen umuligt kan have beskæftiget sig med Skrivekuglen saa tidligt som 1865, er dog nogle Dagbogsoptegnelser fra dette Aar af nulevende Provst J.A. Heiberg[3], hvori han beretter om sin egen Assistance ved Skrivekugleøvelser i Malling-Hansens Hjem[4].

 

Svaret paa, hvem der Skrivekuglens Opfinder, vil da vedblivende være: Malling-Hansen.

                                                                                                          F.B.

 

 

 


[1] JMC: Det korrekte udgivernavn er: Otto Markussens Boghandel, Gl. Kongevej 132. Bogens undertitel var:
”En Polemik og en Redegørelse”.  Otto Markussen, 1875-1961, overtog boghandelen i 1918 og drev den frem til 1953, da hans søn Svend Markussen, 1918-2004, overtog ansvaret.

[2] JMC: Genstande af teknologihistorisk interesse fra Teknologisk Samling og fra Kunstindustrimuseet blev, så vidt vi ved, overtaget af Teknisk Museum i Helsingør, hvor der i dag findes 9 forskellige modeller af skrivekuglen (dog ikke alle udstillede).

[3] JMC: Johan Alfred Heiberg, 1848-1936, bror til Rasmus Malling-Hansens første kone Cathrine Georgia Heiberg, 1841-1876. Han blev cand.teol. 1872 og var 1873-79 præst ved den danske menighed i Chicago, derefter sognepræst i Aulum og Hodsager, 1881 provst for Hammerum Herred, 1885 sognepræst i Vejby ved Strip, 1888 ved frue kirke i Odense, 1900 ved Kristkirken i København og 1909-15 ved Mariæ kirke i Helsingør. 1892 var han som formand for udvalget til evangeliets forkyndelse blandt landsmænd i Amerika i USA som mægler i stridigheder i den danske kirke. Samme år udgav han ”En Rejse i Amerika”. Hans dagbogsoptegnelser fra perioden 1865-66 er af afgørende betydelse for at tidsfæste Malling-Hansens forbederende arbejde med at udvikle skrivekuglen. Sidenhen bekræftede han disse fakta i breve til Johanne Agerskov og dokumenterede dem med dagbogsnotater.

[4] JMC: Denne sætning er, logisk og grammatisk set, usammenhængende formuleret. Men vi forstår dog, hvad Bech havde til hensigt at sige – og han havde ret!

Otto Markussen, 1875-1961, overtog boghandelen i 1918 og drev den frem til 1953
Otto Markussens Boghandel, Gl. Kongevej 132
Alfred Heiberg, 1848-1936, bror til Rasmus Malling-Hansens første kone Cathrine Georgia Heiberg

Brev fra Bertel Adler til Engelke Wiberg angående datering af den første skrivekugle.

David Baruch Adler, 1826-1878, grosserer, bankier og politiker. Foto: DKB
Bertel David Adler, 1851-1926, grosserer. Foto: DKB

Transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

 

I forbindelse med Johanne Agerskov og Engelke Wibergs arbejde med at dokumentere Rasmus Malling-Hansens ret til at kalde sig skrivekuglens opfinder, skrev Engelke den 28 marts 1924 et brev til grosserer Bertel Adler[1]. Vi har ikke hendes brev, men derimod har vi en kopi af Adlers svar samme dag, og det kan læses i det følgende. Bertel Adler, født 1851, havde nemlig vigtige erindringer om et besøg han aflagde i slutningen af 1860´erne sammen med sine forældre, hvor han så RMHs første prototype af skrivekuglen og hørte hans forklaringer angående bogstavsplaceringen og fremdriften. Selv om B. Adler i brevet er forsigtig med at stole alt for meget på sin åbenbart svigtende hukommelse, er det sandsynligt at han har ret; Johanne og Engelke bedømte det også sådan, for de referer til hans vidnesbyrd i bogen: ”Hvem er Skrivekuglens Opfinder?”, som udkom i marts 1925.

 

Bertel Adlers oplysninger er et værdifuldt komplement til de observationer, som Johan Alfred Heiberg (1848-1936) fremkom med i brev til Johanne og Engelke i 1925, og som han var i stand til at underbygge med dagbogsoptegnelser fra 1865, hvori han fortæller at han assisterede Malling-Hansen med hans forsøg med bogstavsplaceringen på en porcelænskugle.

 

I vor samling af breve, publicerede på denne hjemmeside, indgår tre breve fra RMH, hvori han nævner Bertel Adlers fader, David Baruch Adler(1816-1878), nemlig brevene 1876.04.21, 1876.05.10 og 1876.05.28. I brevet af den 10 maj 1876 skriver RMH at han ”…venter brev fra unge Adler[2] i Amerika” (angående diskussioner med Densmore om evt udveksling af patenter), og i brevet fra den 28 maj 1876 fortæller RMH sin broder Thomas Jørgen at han allerede har talt med D.B.Adler om skrivekuglen og patenter, så det haster ikke så meget med broderens hjælp med oversættelser. Åbenbart var RMH og D.B.Adler venner og tillige forretningspartnere i nogen form. D.B. Adler var en yderst betydningsfuld person i Danmarks finansielle og politiske elite, men han kom i uforsonlig konflikt med landets førende finansmand, C.F. Tietgen – med hvem Rasmus Malling-Hansen også havde et nært samarbejde!  På grund af D.B. Adlers centrale rolle for RMH præsenterer vi – efter hans søns brev – nogle fakta som belyser Adlers rolle i Danmarks finansielle og politiske liv i denne periode.

 


[1] JMC: Bertel David Adler, 1851-1926, grosserer, søn af D.B. Adler og Jenny, født Raphael. Cand.Jur 1876; chef for firmaet D B Adler & Co. 1878-1907; medlem af soransk samfunds bestyrelse 1871-74 og 1880-82; revisor i Studentersamfundets Retshjælp for ubemidlede. Adresse: Villanella, Rundforbi, Nærum (Kilde: Kraks Blå Bog 1910).

[2] JMC: ”unge Adler” må være en ældre broder til Bertel.

SA: I Det Kongelige Biblioteks portrettsamling finnes et bilde av tre sønner av D. B. Adler. På bildet er de navngitt med Martin, Emil og Bertel. Martin døde ung, allerede i i 1875. Dessverre gis det ingen opplysninger om Emil Adler. Kanskje var det han som var "unge Adler" i USA? Ellers er det interessant å merke seg at slekten Adler synes vært en slekt som besto av usedvanlig begavede mennesker. Mange av dem var særdeles velutdannede, innehadde høye stillinger og dessuten var det en del sluespillere i slekten. Bertels datter Ada Adler ble forøvrig mor til de meget berømte brødrene Niels og Harald Bohr.

Brevet fra Bertel Adler:

Rundforbi, Nærum   28/3/24

 

Højstærede Fru Wiberg

 

I svar på Deres brev af 28de ds beklager jeg, ikke at kunne give nærmere oplysninger fra min faders regnskabsbøger.

 

Nogle af dem var fremme ved skiftebehandlingen - han døde 1878 - ; men om de ligger i skifteretten eller er sønderrevne, eller muligvis kunde findes et andet sted, ved jeg ikke.

 

Jeg kommer kun sjældent til byen, da jeg for tiden, ikke er ganske rask, skulde jeg engang komme på sporet, skal jeg med fornøjelse give Dem underretning, men som sagt, det er højst usandsynligt.

 

Derimod kan jeg muligvis tjene Dem med en anden oplysning.

 

Det foresvæver mig nemlig uden at jeg tør fastholde det, at Deres fader ved vort besøg, der velsagtens har været i juleferien 1867/68, eller 68/69, at han foruden at gøre opmærksom på bogstavernes ordning på tangenterne hvorom i mit brev til prof. Hannover[1], også fortalte os, at han i begyndelsen havde anvendt elektricitet til fremdrivning af papiret, eller om det nu har været til noget andet, men at han havde opgivet dette og simplificeret maskinen, så at trykket på tangenterne samtidig med at disse fremkaldte bogstaverne, tillige virkede som den fremdrivende virksomhed.[2]

 

Jeg husker det ikke bestemt, og jeg må endda tilføje, at min hukommelse ikke er så sikker, at en sådan ytring kan være fremkommen ved en helt anden lejlighed, altså ikke vedrørende Deres faders opfindelse, men jeg skulle dog tro, at det forholder sig som ovenfor omtalt.

 

Deres ærbødige

 

B.D. Adler

 

 


[1] JMC: Åbenbart har B. Adler tidligere skrevet til Prof Hannover angående disse oplysninger.

[2] SA: Det bør nok tilføyes at Adler her synes å blande sammen to ulike hendelser. Det var nemlig ikke før i 1875 at Malling-Hansen gikk vekk fra de elektriske batteriene, da han selv konstruerte en mekanisk løsning på papirføringen. Men ellers stemmer de andre årstallene godt overens med årstallet i svogeren Johan Alfred Heibergs dagboksnotater for når RMH eksperiemterte med bokstavplasseringen.

På internett kan man finne dette registerbladet fra politiet over Bertel Adlers familie. Navnet på hans barn er Ada Sara, David Bertel, Rigmor, Paal Martin og Nelly.
De tre brødrene Adler på et foto fra DKB: Martin, Emil og Bertel. Foto: Det Kongelige Biblioetek
David Baruch Adler, 1826-1878, dansk grosserer, bankier og politiker. Foto: Det Kongelige Bibliotek

FAKTA OM DAVID BARUCH ADLER[1]

 

David Baruch Adler, 1826-1878, var en dansk grosserer, bankier og politiker. En tidlig arv gjorde det muligt for ham at indtræde som delejer i et London-baseret bankierfirma, Martin Levin & Adler. I begyndelsen af 1850 flyttede han tilbage til København og grundlagde sit eget bankierfirma under navnet D.B.A. & Co. Han var en af de ledende kræfter i etableringen af Privatbanken i 1857 og indgik i bankrådet frem til 1866 men forlod dette hverv på grund af konflikter med C.F. Tietgen.

 

Ved afviklingen af den danske vekselgæld til Holland i slutningen af 1864 ordnede Adler et dansk-engelsk statslån, hvilket Tietgen, der selv havde ønsket at gøre denne forretning, tog meget unådigt op, og dermed indledtes det brud mellem Tietgen og Adler som resulterede i at Adler udtrådte af Privatbankens bankråd.

 

I de følgende år var Tietgen helt dominerende i Privatbanken og diversificerede bankens virkeområde langt udover de felter som Adler anså at en bank burde holde sig til. Adler arbejdede nu i stilhed og hemmelighed gennem flere år for at starte en ny bank, og denne plan realiseredes med etableringen af konkurrenten Kjøbenhavns Handelsbank i april 1873. Samtidig var Adler medstifter af flere jyske kredit- og pengeinstituttet, bl a Landmandsbanken. Han gjorde også betydningsfulde indsatser som medlem af Sø- og Handelsretten (1862-77) og af Grosserer-societetets Komité (1875-78). Adler havde sæde i flere lovgivningskommissioner og var medlem af flere udstillingskommiteer. Han var medlem af borgerrepræsentationen i 1858-64 og 1869-72, medlem af Rigsrådet, medlem af Folketinget 1864-69 og Landstinget 1869-72. Adler blev beskrevet som en livlig og varmhjertet mand med et skarpt intellekt og en enorm arbejdskraft.

 

Set mod denne baggrund var det en meget rationel idé af Malling-Hansen at alliere sig med en person som Adler, som havde forudsætninger for at bistå produktionen af skrivekugler med finansiering, råd og et netværk af kontakter.

 


[1] JMC: Kilderne er Dansk Biografisk Leksikon samt en artikel  af Kenn Tarbensen i Dansk Historisk Fællesråd, www.historie-online.dk, hvori han anmelder en bog af Ole Lange: ”Stormogulen” med undertitlen ”C.F. Tietgen – en finansmand, hans imperium og hans tid 1829-1901.

Det orginale brevet

Berlingske Tidende den 9. april 1924

I det følgende bringer vi Engelke Wibergs reaktion på Professor Hannovers artikel i Berlingske Tidende af den 12. marts 1924, og Hannovers genmæle, dateret 20 marts 1924 – begge artikler publiceret i Berlingske Tidende den 9. april 1924.[1]

 

 

Disse artikler har mere end blot historisk interesse; de formidler interessante tekniske fakta og vurderinger fra både Engelke Wibergs og Prof. Hannovers side. Der er også indikationer på, at der kan findes en relation mellem Foucault´s skrivemaskine fra midten af 1850-erne og Malling-Hansens skrivekugle.

 

Transkription og fodnoter af Jørgen Malling Christensen og Sverre Avnskog.

 


[1] JMC: Begge artikler indgår i dokumentationsserien fra VmL og har arkivnr 11_03_05.

Et ungdomsportrett av Engelke Malling-Hansen, g. Wiberg. Foto: Det Kongelige Bibliotek

Skrivemaskinen  -  Skrivekuglen.

Svar til Professor H.I. Hannover.

 

Som Pastor Malling-Hansens ældste nulevende Datter tillader jeg mig herved at gøre et Par Bemærkninger til Professorens Artikel her i Bladet den 12.ds (Denne Artikel kom mig desværre sent i Hænde, hvad hovedsagelig er Grunden til dette Svars sene Fremkomst[1].)

 

Professoren kommer til denne Slutning: Det er saaledes Kancelliraad Peters, der er Opfinder af Principet i den mest brugelige Skrivemaskine i Verden og af Skrivekuglen.

Paa Grundlag af de forudgaaende Oplysninger finder jeg, at det kun kan fastslaas, at Peters i 1868 var Opfinder af en Maskine af Remingtontypen, som Etatsraad Hummel ikke vilde anbefale, fordi han fandt den upraktisk – efter Professorens Mening med Urette - , samt at han i 1871 fik Eneret paa en forbedret Maskine af samme Type. Men at Peters ogsaa er Opfinder af en Maskine af Skrivekugletypen, er ikke bevist.

 

Angaaende Peters’ Besøg hos Malling-Hansen maa jeg bemærke, at bortset fra, at M.-H. overfor Peters har givet sit Æresord paa, at han ikke har kendt Artiklen i Berl. Tid. 18. April 1868 om Peters’ Maskine, kan M.-H.s Skrivekugle umuligt være en Efterligning af den i nævnte Blad beskrevne Maskine, da denne jo er bygget efter et helt andet Princip, nemlig det, som anvendes i Remington-maskinen.  At Peters forud for denne Maskine har arbejdet paa en Fremstilling af en slags Skrivekugle, kan muligvis fremgaa af den Overdel, der nu er skænket til Polyteknisk Læreanstalt[2], men det staar i alt Fald fast, at Malling-Hansen er den første, som har konstrueret en fuldt færdig, smukt udført og brugelig Maskine af Skrivekugletypen.

 

Professoren skriver, at intet tyder paa, at Malling-Hansen har opfundet sin Skrivekugle tidligere, end da han i 1870 korresponderede med Nyrop[3] om den. Men forud herfor maa der højst sandsynlig ligge flere Aars Arbejde.

 

Grunden til, at Malling-Hansens Skrivekugler ikke sejrede i Konkurrencen med de amerikanske Maskiner, laa ikke i den Fejl, som Professoren omtaler. Gennem flere Forbedringer lykkedes det at fremstille ”Kugler”, hvis Skrift stod klart, og hvor Forholdet i Afstanden mellem Bogstaverne er mere regelmæssig end ved flere nu brugte amerk. Maskiner. Grunden til, at ”Kuglen” ikke havde nogen Fremtid for sig, laa dels i, at M.- H.s Mekaniker ikke var i Stand til rettidig at udføre de Bestillinger, der indløb, dels i, at den var af saa ”fin” Konstruktion, at den ikke egnede sig til Fabrikationsvare – alle Malling-Hansens Skrivekugler var Haandarbejde.[4]

I et brev til sin Broder[5] skriver min Fader: ”2 Herrer, en Mekaniker i Tyskland og en Ingeniør i England have disse to Steder undersøgt paa det nøjeste den amerikanske. De have ligeledes undersøgt her den danske og erklæret og begrundet min Maskines aldeles betydelige Overlegenhed.”

 

Hvad det i øvrigt angaar at være absolut 1. Opfinder af Skrivemaskinen, saa omtaler min Fader i et andet Brev[6] til sin Broder en af en Amerikaner opfunden Maskine saaledes:  ”- - hans Maskine er en Forbedring af en Skrivemaskine, der for mange Aar siden var udstillet paa den første franske Verdensudstilling.” Og da denne Udstilling fandt Sted i 1855, er det endda tvivlsomt, om Æren som absolut første Opfinder af Skrivemaskinen tilkommer Kancelliraad Peters.

 

                                                                                                          Engelke Wiberg
                                                                                                         
f. Malling-Hansen.

 

 


[1] JMC: Engelke Wibergs indlæg er ikke dateret. Derimod er Hannovers replik dateret den 20 marts 1924, med andre ord: Engelke må have skrevet sin artikel i perioden mellem den 12. og den 20. marts 1924.

[2] JMC: Polyteknisk Læreanstalts tekniske samlinger overførdes for mange år siden til Danmarks Tekniske Museum, Helsingør, hvor denne overdel stadig opbevares.

[3] JMC: Det er en meget interessant oplysning, at RMH korresponderede med den kendte og ansete industrihistoriker Camillus Nyrop i 1870. Vi har desværre endnu ikke fundet denne korrespondence.

SA: Nyrops brevsamling tilhører Det Kongelige Bibliotek, men dessverre mangler alle brevene fra personer med forbokstav i ettrnavnet både på ”M” og ”H”.

[4] JMC: Det er yderst interessant at notere Engelkes analyse af anledningerne til at skrivekuglen ikke lykkedes bedre. De årsager hun nævner er helt sikkert vigtige og relevante. Men derudover var der andre faktorer med i spillet, som hun ikke går ind på:

1) at Malling-Hansen var indstillet på at sælge sine patenter (først og fremmest til amerikanerne) snarere end at selv forsøge etablere en produktion i større skala af skrivekuglerne;

 

SA: Det er nok mer korrekt at Malling-Hansen gjorde begge deler. Vi kjenner til at RMH gjorde forsøk på å samle økonomisk støtte for å starte produksjon i større skala både i USA og i Danmark. Se f eks brev 1878.10.13 der han oppgir at han er ved å oppsøke lehnsgreven av Knuthenborg for å diskutere mulighetene for økonomisk støtte til produksjon av skrivekugler i Danmark.

 

Og fra Arild S. Ebbes artikkel i Jonstrup-boken, 1928 heter det: ”I Illustreret Tidende for 16. Januar 1876 skrev C. Nyrop den Gang en Artikel om den, der ikke mindst nu er interessant at lese. ”Fra Opfinderens side”, hedder det, ”er Sagen nu bragt til et Saadant Punkt, at det store Publikum vil kunne have Nytte af den, og nu er det dettes Sag at føre den videre og slutte sig livlig om Opfindelsen, thi gør det ikke det, kan det være, at Malling Hansens Opfindelse inden lang tid bliver os tilsendt som udenlandsk Fabrikat. I New York har der allerede været innbudt til Dannelsen af et Konsortium, der skal tilvirke Skrivekuglen.”

 

I brev 1872.05.06 fra RMHs amerikanske agent, C. F. Clausen til vedkommende som senere overtok agenturet, Thomas Schmidt, skriver Clausen: ”Pastoren har ei sendt mig nogen Fuldmagt for at sælge hans Patent, men har via Hr Redakteur Watt, som var her i Vinter (1872) underrettet mig om at han forlangte $ 20.000 for Patentet – kunde Watt eller jeg sælge det for slig Priis, da vilde Pastoren betale os 10% af Kjøbesummen. Kunde vi imidlertid faae $ 25.000 eller derover, da skulde vor Commission være 15%. Senere tilskrev Pastoren mig at han ei vilde sælge Patentet under $ 25.000 Contant Udbetaling. Det bedste Tilbud jeg har havt var $ 10.000 for Patentet, hvoraf $ 5000 contant Betaling og en Afbetaling af $ 20 per Apparat der solgtes, indtil Resten ($ 5000) var betalt.” I ettertid fremstår det som noe uklokt av RMH å avslå tilbudet på $ 10.000. Men han hadde tydeligvis på dette tidspunktet meget høye forventninger til selv å kunne få etablert produksjon i USA.

 

En mulig produksjon av skrivekugler i København i 1876 hører vi om i brev 1876.05.10. Der heter det: JEG HAR NU FAAET ET GODT TILBUD FRA EN SVENSKER, DER SELV VIL SÄTTE 20000 KRONER I EN SKRIVEKUGLEFABRICATION HER I KJÖBENHAVN, OG SKAFFE ANDRE 50000 KR. DERTIL. JEG SKAL HAVE 3000 KR. SOM DIRECTEUR, SAMT 6 P. C. AF 50000 KR. OM AARET OG DESUDEN 6 P. C. AF SALGSPRISEN FOR HVER MASKINE. DET SER JO MEGET GODT UD. JEG HAABER AT NU VILDE DE GODE KUGLETIDER KOMME.”

 

2) at han valgte at ikke deltage i Philadelphia-udstillingen i 1876 og i stedet for prioriterede verdensudstillingen i Paris i 1878 – Philadelphia ville sandsynligvis have bragt mange fordele, hvis han havde valgt at selv deltage og fremvise maskinen sammen med en tolk;

SA: Det er riktig at RMH ikke selv var til stede ved utstillingen i Philadelphia i 1876, men han hadde to maskiner utstilt, og skrivekuglen ble belønnet med en gullmedalje. Det førte til en viss omtale i USA. Det er interessant å merke seg at Remington-maskinen som også var utstilt, ikke ble premiert og heller ikke synes å ha vakt særlig oppmerksomhet.

 

3) at RMH i perioden fra begyndelsen af 1880-erne prioriterede den naturvidenskabelige forskning – atmosfærens indflydelse på skolebørnenes vægt og længdeudvikling – højere end markedsføringen og udviklingen af skrivekuglerne.

SA: personlig mener jeg dette er den aller viktigste grunnen til at skrivekuglen tapte den kommersielle konkurransen. Etter 1880 gjorde RMH så godt som ingen forsøk på å promotere skrivekuglen, og det var i løpet av 1880-årene det virkelig begynte å bli fart på skrivemaskinsalget. Mange utstillinger og hurtigskrivningkonkurranser ble avholdt – helt uten skrivekuglen som deltager. Og etter 1890 opphørte all skrivekugle-produksjon.

 

[5] JMC: Se brev 1876.04.19 til Thomas Jørgen Hansen.

[6] JMC: Dette brev har jeg desværre ikke kunnet finde, men det er ikke umuligt at vi har det blandt de ca 120 breve på vor hjemmeside.

SA: Det er i dette brevet at den siterte setningen står: 1874.06.05 Dessverre fremgår det ikke hvilken skrivemaskin Malling-Hansen henviser til.

 

 

 

Patenttegning fra 1829 som viser William Austin Burts typographer.
Pierre Foucaulds skrivemaskin for blinde fra ca 1850
Tegningen i VmLs arkiv av Pierre Foucaulds skrivemaskin for blinde. Etter min vurdering må det være Engelke Wiberg som har laget denne tegningen. Det ligner også på hennes skrift. (SA)
For å undersøke om den ovenstående tegningen kan være tegnet av Malling-Hansen selv, har jeg foretatt en sammenligning av håndskriften på tegning med skrifteksempler fra Malling-Hansens egne brev.
Til venstre er en forstørring av ordene "Foucaults store Maskin" som er skrevet med blyant. Og over står det "set oppefra" skrevet med tilsynelatende samme penn som er brukt på tegningen.
Og her er prøver på Malling-Hansens egen skrift, tatt fra brev skrevet av ham. Over står det "Hr. Mekanikus Lyngbye". Man legger straks merke til den store ulikeheten mellom den store M i "Mekanikus" og i "Maskin" i eksempelet over. Til høyre ses et annet ord skrevet av Malling-Hansen. Det står "hjælp".
Sammenlign p'en i dette ordet med p'en i "set oppefra" som står over. Tydelig forskjell. Legg også merke til ulikeheten i s'ene. Malling-Hansen skrev alltid liten s med prikk over.
Den amerikanske oppfinneren, William Austin Burt, 1792-1858
Den danske oppfinneren av verdens første typografiske settemaskin, Christian Sørensen

Umiddelbart efter Engelkes indlæg – og uden overskrift – publiceredes Hannovers svar:

I anledning af Fru Wibergs ovenstaaende Bemærkninger, skal jeg udtale følgende:

 

Naar jeg i Overskriften til min Artikel skrev: ”Skrivemaskinens Opfinder Død”, mente jeg ikke dermed, at afdøde Kancelliraad Peters var den absolut første Opfinder af en Skrivemaskine. Dette fremgaar tilstrækkelig klart af selve Artiklen, hvori jeg med fremhævet skrift skrev: Det er saaledes Kancelliraad Peters, der er opfinder af Princippet i den mest brugte[1] Skrivemaskine i Verden, idet jeg lige foran udtrykkelig sagde, at man plejer at bortse fra Beskrivelser af simplere Maskiner, der aldrig vandt Indgang, samt fra Maskiner for Blinde etc.

 

Jeg ved f.Eks. godt, at der allerede i 1829 blev bragt en Skrivemaskine paa Markedet af Amerikaneren Burth[2], men i den maatte man selv bevæge Papiret med Haanden, og en saa upraktisk Konstruktion bør man se bort fra. Paa Pariserudstillingen i 1855 skal der, som Fru W. siger, have været udstillet en Skrivemaskine. Det har rimeligvis været Foucaults[3], hvis konstruktion det trods Forsøg derpaa ikke hidtil har været mig muligt at blive bekendt med, men jeg gaar ud fra, at den ogsaa har været uden synderlig Betydning, siden Malling-Hansens Skrivekugle paa Wienerudstillingen i 1873 kunne vække den Opsigt, den gjorde, og erholde Guldmedaille og blive bekendt over hele den civiliserede Verden. [4] Maaske er det den i Lyon opfundne Maskine, der omtales i Berlingske Tidende af 22. Januar 1872, og som kun skrev Tegn, men ikke Bogstaver.

 

Jeg mener altsaa, indtil jeg ved ny Erfaring maa forlade mit Standpunkt, at Peters kan betegnes som Skrivemaskinens Opfinder i Lighed med, at James Watt almindelig betegnes som Dampmaskinens Opfinder, skønt der var opfundet mange Dampmaskiner før hans. Jeg ved nok, at der kan gøres gældende, at Watts Dampmaskine virkelig blev lavet og kunde arbejde, medens jeg slet ikke kender til, hvor meget der blev lavet af Peters’ Konstruktioner. Men at de ikke blev ført ud i Praksis af ham skyldes, at han ikke blev støttet, thi Konstruktionerne er saaledes, at man, naar man sammenligner dem med de Remingtonmaskiner, der senere er udført, kan være sikker paa, at Peters med fornøden Støtte havde naaet at frembringe brugelige Maskiner. Beklageligt og uforstaaeligt er det i øvrigt, at der i Patentkommissionen i Peters’ Eneretsbevillinger fra 1871 og 1872 savnes baade Beskrivelser og Tegninger, saa at der næppe mere eksisterer noget Eksemplar af dem fra 1872.

 

Hvad der imidlertid har fremkaldt Fru Wibergs Indlæg er det, at jeg ogsaa har betegnet Peters som Opfinder af Skrivekuglen. Jeg maa her indrømme, at det absolutte Bevis savnes, saa længe man ikke kan konstatere, om han eller Malling-Hansen først kom frem med sin Opfindelse i 1870, medens Peters efter hans eget Udsagn – og efter hvad jeg anser for uomtvisteligt – havde forladt Skrivekuglen, før han gav sig i Lag med at opfinde den nye Type, hvorom der allerede stod berettet i Berlingske Tidende i 1868. Og hertil kom, at Malling-Hansen ikke synes at have opfundet langsomt, thi efter at han den 25. januar 1870 havde søgt om Eneret paa Skrivekuglen[5] , indgav han d.31.s.M. et Supplement til Beskrivelsen og den 28. Februar et nyt Supplement dertil, inden han den 12. Marts erholdt Eneretten. Fru Wiberg har da heller intet kunnet konstatere om, naar hendes Fader fik Idéen til Skrivekuglen.

 

Nogen Oplysning har jeg dog faaet derom, siden min Artikel fremkom, idet Grosserer Bertel Adler har været så god at meddele mig, at han erindrer, at han under sin Skoletid paa Sorø Akademi fra Sommeren 1865-69 har været med sin Fader, D.B. Adler, der interesserede sig for Malling-Hansens Opfindelse og gentagne Gange støttede ham, ude paa Døvstummeinstituttet for at se Maskinen. Besøget var vistnok i en Juleferie og da senest i Juleferien 1868-69 og næppe tidligere end 1866-67, og Malling-Hansen maa jo have gjort Opfindelsen før Besøget. Men Oplysningen er jo ikke af synderlig Betydning, da man slet ikke ved, naar Peters gjorde sin.

 

Naar Fru W. mener, at Aarsagen til, at hendes Faders Maskine blev besejret i Konkurrencen med de amerikanske, ikke laa i, at en Del af Typerne ramte Papiret ret skævt, men dels i, at Mekanikeren ikke var i Stand til rettidig at udføre de Bestillinger, der indløb, dels i, at den var af saa ”fin” Konstruktion, at den ikke egnede sig til Fabrikationsvare, er det jo muligt, at disse Aarsager dengang var de væsentligste. Men dels kunde den første Aarsag vel have været hævet ved at lade flere Fabrikanter[6] lave den, dels har jo Amerikanerne, selv med Nutidens højt udviklede Teknik, der sikkert kunde lave den ”fin” nok, afholdt sig fra at begynde at lave den efter Patenternes Udløb.  Og dette har de gjort, fordi moderne Skrivemaskiner skal kunde skrive baade med smaa og store Bogstaver. Dette vilde paa en Skrivekugle kræve saa mange Typestænger, at de delvis maatte stilles saa skraat, at Konstruktionen blev ganske uanvendelig. Malling-Hansens Skrivekugler havde da ogsaa, efter alle de Skriftprøver jeg har set derfra, kun enten lutter smaa eller lutter store Bogstaver. Og jeg maa fastholde, at det var de skraa Typestænger, der hindrede Skrivekuglens Sejr.

 

 


[1] HIH: Ved en Korrekturfejl stod der ”brugelige”

[2] JMC: William Austin Burt fik den 23 juli 1829 US Patent No. 5581X på en såkaldt ”Typographer”. Se Wikipedia for baggrund og illustrationer.

[3] JMC: Interessant nok har vi nogle fragmentariske oplysninger som tyder stærkt på, at RMH har set Pierre Foucalts maskine og måske er blevet inspireret af dennes formgivning og funtion. Vi har en pennetegning(dokument 11-01-41 i dokumentsamlingen fra VmL), hvor Malling-Hansen har skitseret en skrivemaskine set forfra og set oppefra og angivet med håndskrift: ”Foucaults store maskine”.

SA: Jeg er sterkt i tvil om det er Malling-Hansen selv som har laget den omtalte tegningen. Jeg synes det ligner svært mye på hans datters, Engelke Wibergs strek. Det ser dessuten ut til å være Engelkes håndskrift. VmLs arkiv inneholder flere slike strektegninger der hun eller søsteren, Johanne har kopiert originaltegninger.

JMC: Desuden har vi en notits i en tysk bog  (dokument 11-19-20 i dokumentsamlingen fra VmL) – desværre er årstal og kilden ikke noteret, men teksten er med gammeldags fraktur-stil og lyder som følger: ”1865 kam dann Pastor Hansen mit seiner Schreibkugel heraus, die von uns im zweiten Teil dieses Buches ausführlich beschrieben ist, da sie zu denjenigen Maschinen gehört, welche fabriksmäßig hergestellt und in größserem Maßstabe vertrieben wurden. Wir möchten indessen hier schon erwähnen, daß wir vermuten, daß es sich nur um eine Vervollkommung der Foucauldtschen Maschine (Seite 13) handelt, denn die Schreibkugel hat so große Ähnlichkeit mit genannter, daß man unwillkürlich zu dieser Annahme kommen muß.“ Sandsynligvis er dette et verk om skrivemaskinens historie. 

SA: Muligens et sitat fra Otto Burghagens bok fra1898: ”Die Schreibmaschine”? Han skrev også en artikkel om skrivekuglen i sitt tidsskrift ”Schreibmachinen-Zeitung” utgitt i Hamburg 1904. Han oppgir også her årstallet 1865 som året for skrivekuglens oppfinnelse. Gad vite hvor han fikk dette årstallet fra, menge år før Engelke Wiberg og Johanne Agerskov undersøkte saken i detalj.

[4] HIH: Rigsdagsstenograf Jarris har godhedsfuldt henledt min Opmærksomhed paa, at han nylig har fundet, at Sætte- og Aflæggemaskinens Opfinder Chr. Sørensen i 1849 har tilskrevet Præsidenten for den grundlovgivende Rigsforsamling, at han havde Planen til en Skrivemaskine færdig, men om dens Konstruktion vides næsten intet – se Hr. Jarris’ Artikel i ”Gabelsberger-Stenografen”, Febr. 1924.

[5] HIH: I min Artikel stod fejlagtigt, at han nævnte Datum ”fik Eneret” i Stedet for ”søgte Eneret”.

[6] JMC: Jeg vil tro at Hannover her kraftigt overvurderede mulighederne for Malling-Hansen at få skrivekuglerne fremstillet på alternative værksteder. På den tid var der sandsynligvis kun et meget lille antal værksteder med den fornødne ekspertise, tekniske udrustning og kapacitet til at fremstille så krævende precisionsarbejder som skrivekuglerne var. Kun den absolutte elite blandt finmekanikere og instrumentmagere besad den grad af kompetence som Malling-Hansen behøvede. Nej, det som virkelig ville have gjort en forskel var hvis en stor industrimand og investor som for eks Tietgen havde bestemt sig for at satse i stor skala og havde taget initiativ til at Jürgensens Mekaniske Etablissement – eller den senere August Lyngbye – kunne udvide virksomheden og etablere en fabriksmæssig fremstilling i stedet for den langsomme håndværksmetode i lille skala.

Schades skrivemaskin, som bygde på samme prinsipper som skrivekuglen, er detb este beviset for at det var fullt mulig å lage skrivekugler med både store og små bokstaver, slik August Lygbye kunne tilby på 1880-tallet. Her er Schades tastatur sett ovenfra.

SA: Det er ganske opplagt at Hannovers antagelse om at det var det faktum at skrivekuglens typestenger var skråstilte som var årsaken til at skrivekuglen tapte den kommeriselle konkurransen, synes helt feilaktig. Det er tilstrekkelig å studere de mange skriftprøvene som finnes av skrivekuglens skrift for å trekke den meget sikre konklusjonen at den var både jevn og tydelig og på ingen måte sto noe tilbake for Remington-maskinens skrift. Tvert imot oppsto det tidvis problemer med at Remington-maskinens lange, leddede typestenger ble ustabile, slik at enkelte bokstaver kom skjevt ned på papiret.

 

Det er også et faktum at August Lyngbye tilbød skrivekugler for salg, som skrev med både store og små typer. Det vet vi fra hans annonser. Dessverre er ingen slike skrivekugler bevart. Men Schade, som senere oppfant en skrivemaskin etter samme prinsipper som Malling-Hansen, produserte også sine skrivemaskiner med både store og små bokstaver. Hannovers påstand om at det ikke ville være mulig, faller dermed på sin egen urimelighet.

 

Det er forøvrig riktig at den Peters-maskinen som er bevart i Teknisk Museums samlinger har visse fellestrekk med skrivekuglen. Typestengene går direkte gjennom en flat plate, og ned på papiret. Legg altså merke til at platen ikke er halvkuleformet som på skrivekuglen, og i stedet for at typestengene er skråstilt, er de bøyd i enden slik at de vil kunne anslå et felles punkt. Da man ikke har bevart annet enn tastaturet, vet man ingenting om selve papirføringen, eller hva som fikk papiret til å bevege seg fremover etter som man skrev. Og det som er helt sikkert, er at man ikke vet noe som helst om når dette tastaturet ble bygget. Mens i Malling-Hansens tilfelle vet man med sikkerhet at han hadde klekket ut sin ide allerede i 1865, da han eksperimenterte med bokstavplasseringen på en porselenshalvkule. Det blir derfor helt feil å slå fast at Peters var først ute med å finne oppskrivekuglen. Til tross for visse likhetstrekk kan hans maskin neppe kalles en ”kugle”, papirføringen mangler og man vet altså ikke når den ble bygget. Men at Peters må å ha vært en begavet oppfinner synes ganske sikkert. Synd for ham at han aldri fikk fullført sine maskiner. Men å ødelegge en annen manns ry for å hedre en glemt oppfinner fremstår som ganske unødvendig og mangler dessuten helt dokumentasjon – det bygger kun på usikere antagelser.

 

 

Louis Braille, 1809-1852, oppfinneren av blindeskriften, laget sin egen maskin til å skrive med for blinde. Han kalte den en Raphigraph. Se bildet til høyre. Malling-Hansens skrivekugleprinsipp ligner på både Brailles og Foucaults i og med at stemplene gikk vinklet ned på papiret.
Som man ser av Brailles maskin hadde den visse felles trekk med Foucaults maskin. På en webside om Braille sto følgende om Foucault: Pierre Foucauld, who became blind when he was six, had a brilliant mind for mechanical matters. He invented a machine which he called a Keyboard Printer. When a key was pressed, the shape of a letter was made on a piece of paper in ink; the shape of the letter was also impressed on the paper in a raised outline. It was one of the first typewriters.
De orginale avisinnleggene

Resumee von: “Wer ist der Erfinder der Schreibkugel?” von Johanne Agerskov

Jørgen Malling-Christensen: In March 1925 Johanne Agerskov published a booklet entitled: ”Hvem er Skrivekuglens Opfinder?” (Who is the Inventor of the Writing Ball?), presenting a solid and valuable piece of research related to the controversy regarding Professor H.I.Hannover’s claim that F.A. Peters was the first and real inventor of the writing ball principle. Simultaneously with her preparative work with this book – to which also her sister Engelke Wiberg made valuable contributions – Johanne produced a short biography in German about Rasmus Malling-Hansen. She also elaborated a summary in German of her main findings, and this text has been preserved in typewritten form, dated January 12, 1925. This indicated that Johanne was geared to submit these texts to German journals and newspapers and/or that she was preparing to produce a German version of the booklet. Below is Johanne’s text, as we have found it, in her own typing and wording:

 

Sverre Avnskog: As I have stated in my comments in connection with Johanne Agerskovs  biograpy about her father, I am personally convinced that it was her daughter, Inger Agerskov, 1900-1968, who was a trained teacher in German language, who translated the biography into German. My assumption is that this resumee in German came about in the same way: An original version by Johanne in Danish and then a German translation by her daughter, Inger. We also know a handwritten version of this resumee, and it is obviously written by Johanne Agerskov. But it is not a woking document written with a pencil, but a final version written by pen in Johanne's ver elegant and beautiful handwriting. She actually worked as a teacher in handwriting for som years at the School of the Branner Sisters in Slagelse in the 1890's.

 

A German translation of the forword of Johanne Agerskov's book can also be found in the archive of the Toward the Light publishers. It is of course possible that Johanne Agerskov hoped to get the whole book translated into German, but what is abselutely certain is that she was not in a state of health that would enable her to perform this work herself in the 1930's. She had withdrawn from all participation in public life, had a vey bad health and used her time to take care of her deadly sick husband. He died in 1933 and some very few letters are known from Johanne Agerskov's hand during the rest of her life, but she complained that the effort demanded to argue and write comments made her extremely fatigue.

 

My view is that Johanne Agerskov in her very eager defence of her father's writing ball failed to see the rather obvious resemblance between the top of Peters' first machine and the writing ball. Even though the Peters' keyboard is obviously not a ball, but is flat, it seemes clear to me that the principles is the very same as in the writing ball. The keys goes through the top and down on the paper. The difference is that the Peters' keys are only angled in the end close to the paper, whereas Malling-Hansen's keys are placed in an angle the whole way through. But Johanne Agerskov is aboslutely correct in stating that the Peters' machine is not a completed and functional typewriter. And nobody knows when it was built. Hannover claims that so is the case with Malling-Hansen's writing ball, but when he wants to credit Peters' the honour of having invented the first writing ball doesn't he bear the burden of proving his alligations? But he can't. Because nobody knows when Peters built his first machine if it was completed, and first of all: If it worked.

Professor Rudolf Schade (born 1867)
Schade developed a speed typewriter – “Typenstab-Schreibmaschine” in 1896
Pierre Foucault's typewriter, the Keyboard Printer, for blind people from ca 1850
Brailles typewriter, which he called the Raphigraph, ca 1840
The top of the first of Peters' typewriters

R E S U M E E

von: “Wer ist der Erfinder der Schreibkugel?”

von Johanne Agerskov geb. Malling-Hansen.

 

             Zuletzt werde ich das Resultat unserer Untersuchungen als ein Ganzes sammeln:

 

            1:         Die Erfindung der „Schreibkugel“ rührt von dem Jahre 1865; dies ist durch die Tagebuchsaufzeichnungen des Propsten I.A. Heiberg[1] aus demselben Jahre festgestellt.

 

            2:         Die Jahreszahl 1865 beweisst: dass Malling-Hansen unmöglich seine Schreibkugel nach der Beschreibung von Peters´Maschine in „Berlingske Tidende“, 1868 hat konstruieren können, welches ganz und gar den Fleck abwascht, den der Aufsatz des Professors Hannover vom 12. März 1924 auf seinen Namen und sein Andenken setzte.

 

            3:         Der Vergleich der drei Aufsätze von der Peterschen Erfindung bezüglich in „Berlingske Tidende“ den 18. April 1868, in „Ill. Zeitung“, den 12.Oktober 1872 und in „Aftenposten[2]“ den 18.Oktober 1904, hat zu dieser Entdeckung geführt: dass Peters seine Maschine vom Jahre 1872, als wäre sie mit der vom Jahre 1868 identisch präsentiert hat, wodurch die erstgenannte als Vorgängerin der Schreibkugel in „Ill. Zeitung“ genannt wurde, was sie nicht war.

 

            4:         Dass er selbst dieses Verschleiern der Wahrheit verschuldet hat, kann dadurch konstatiert werden: dass er sich unverstehend dem Malling-Hansenschen  Protestschreiben welches der Redaktion der „Ill. Zeitung“ gesandt wurde, gestellt hat. Samt dadurch dass er nicht selbst dafür gesorgt hat, dass „die Fehler“ korrigiert wurden, und dadurch dass er auch nicht den Professor Hannover auf diese Verhältnisse aufmerksam gemacht hat.

 

            5:         Dass der Peterssche unfertige, ebene Oberteil mit stark gekrümmten Typenstangen nicht eine Verbesserung der „Schreibkugel“ ist, ist durch Malling-Hansens Patentgesuch auf obengenannte Schreibmaschine bewiesen. In diesem Gesuch gibt er der Halbkugel mit den geraden, radiärgestellten Typenstangen den Vorzug vor dem Plan.

 

            6:         Dass der Peterssche unfertige, ebene Oberteil gar keine Forderung hat im Zusammenhange mit der Malling-Hansenschen Schreibkugel genannte zu werden, ist teils durch die Jahreszahl 1865 bewiesen, teils durch die erworbene Kenntnis zu Brailles und Foucaults Maschinen, welche fertiggemachte Maschinen und teilweise brauchbar waren. Und da diese Maschinen als Vorgängerinnen der Schreibkugel betrachtet werden müssen[3], kann ein unfertiger Gegenstand, der nie fertigkonstruiert worden ist, hier nicht mitgerechnet werden.

 

            7:         Die Behauptung des Professors Hannover, dass mehrere Typenstangen auf „die Kugel“ nicht hinzufügt werden könnten, ohne dass die Schrift unsauber wurde, ist durch die Schreibkugel des Geheimerates Schade[4] zurückgeschlagen, auf dieser Kugel waren 84 Stangen angebracht – auf der Malling-Hansenschen waren 54.

 

            8:         Dass die Schrift mit der Schadeschen Maschine klar und rein war – nicht unsauber – ist teils durch die persönlichen Äusserungen des Geheimrates, teils durch die Bestätigung des Herrn Ludwig Brauner[5] bewiesen.

 

            9:         Die Behauptung des Professors Hannover, dass die Schreibkugel mit der amerikanischen Maschine nicht konkurrieren könnte, weil die Typenstangen schräg gestellt waren, wodurch die Schrift „unsauber wurde“, ist durch das sehr schöne Urteil über die Malling-Hansensche „Kugelschrift“ zurückgewiesen, ein Urteil das uns von Fachmännern gegeben ist, die gewohnt sind die Schrift der Schreibmaschinen zu beurteilen.

 

            10:       Das Urteil der Sachkundigen, dass die Kugelschrift völlig auf der Höhe steht mit dem was die modernen Schreibmaschinen leisten können, zeigt: dass die Schreibkugel im Schluss der Achtzigerjahre, ja sogar in den Siebzigerjahren eine ebenso klare, saubere und schöne Schrift leisten konnte als die modernen Maschinen, deshalb kann die Maschine unmöglich  Schuld daran sein, dass sie vom Markte verschwand; es war zweifelohne der Tod meines Vaters im Jahre 1890, der dies bewirkte, so wie meine Schwester und ich es dem Professor Hannover gegenüber behauptet haben, welches er aber mit der Motivierung zurückgewiesen hat: dass die „Kugel“ nicht konkurrenzfähig war.

 

            11:       Durch obengenannte zehn Punkte ist klar bewiesen wie viel Unrecht der Professor Hannover, teils durch den Aufsatz vom 12.März 1924, teils durch seine mündlichen Äusserungen zu meinem Manne und mir, meinem Vater und uns zugefügt hat. Auch ist es durch diese Punkte bewiesen , wie berechtigt und notwendig mein Verteidigungsaufsatz gewesen ist.

 

            Aber durch meine eigenen Untersuchungen und die meiner Schwester verstehe ich jetzt genau welch eine gute und wertvolle Erfindung die Schreibkugel für ihre Zeit gewesen ist, und dies Resultat ist erreicht trotz den entgegengesetzten Meinungen des Professors Hannover. Und es sollte mich gar nicht wundern, wenn einmal die Schreibkugel, wie ein Vogel Phönix, aus seiner Asche emporsteigt um das zu werden, wovon mein Vater geträumt hatte: Die am meisten nachgefragte Schreibmaschine auf dem grossen Weltmarkte!

 

            Als die Verteidigerin meines Vaters übergebe ich die Sache Peters  - Malling-Hansen dem Urteil meiner Mitmenschen. Aber keinen Augenblick bin ich in Zweifel, dass die Antwort auf meine Frage: „Wer ist der Erfinder der Schreibkugel?“ jetzt wie vorher lauten will: „Das ist der Pastor  R.  M A L L I N G – H A N S E N.“

 

Kopenhagen den 12. Januar 1925

 


[1] JMC: Johan Alfred Heiberg, 1848-1936, was a younger brother of Rasmus Malling-Hansen’s first wife, Cathrine Georgia , nee Heiberg, 1841-1876. He sent a handwritten letter to Engelke Wiberg dated January 6, 1925, in which he confirms having witnessed Malling-Hansen experimenting with the placement of the letters on a porcelain semi-sphere. He was also able to corroborate this by showing his diary notes from this period.

[2] JMC: We are yet to find this article!

[3] JMC: It is interesting to note that JA saw these two types of machines as precursors of the Malling-Hansen writing ball!

[4] JMC: Professor Rudolf Schade (born 1867) developed a speed typewriter – “Typenstab-Schreibmaschine” in 1896, and the construction was very close to the writing ball. See illustrations in our article under “The Writing Ball”, go to “articles from recent time” and then find the article from “Das Geschäft 1925: Büro und Technik.

[5] JMC: Ludwig Brauner has published a book entitled:”Illustrirtes Orga-Handbuch erprobter Büromaschinen”. He has also contributed with an anticle entitled: „Die Schreibmaschine in technischer, kultureller und wirtschaftlicher Bedeutung“ in: „Sammlung gemeinnütziger Vorträge Nr 555/557; Deutscher Verein zur Verbreitung gemeinnütziger Kenntnisse“, Prag 1925. Presumably, Brauner was a well-known authority on typewriters during this period of time.

 

Johanne Agerskovs brev til Berlingske Tidende 31 januar 1932 angående skrivekuglen.

Udskrift og kommentarer af Jørgen Malling Christensen

 

I årene efter at Johanne Agerskov havde publiceret den lille bog, som dokumenterede at Rasmus Malling-Hansens virkelig var skrivekuglens opfinder og at han var begyndt arbejdet dermed tidligere end J.A. Peters, fortsatte Johanne – og sikkert også søsteren Engelke Wiberg – arbejdet med at beskytte og forsvare faderens gode navn og minde. Et eksempel herpå er hendes brev til Berlingske Tidende, publiceret den 31 januar 1932.

 

SA: Etterkommere i Agerskov-slekten, Rune og Jette Scherl har forøvrig meddelt meg at Johanne Agerskov tok angrepene på hennes fars minne meget tungt. Hun følte at faren ikke hadde fått den anerkjennelsen av det danske samfunnet som han rettelig fortjente, og ble meget nedtrykt av at ingen andre enn familien så ut til å bry seg om å forsvare faren mot urettmessige beskyldninger om at han hadde stjålet ideen til skrivekuglen fra en annen. Den som var mest aktiv i form av å skrive artikler om Malling-Hansen var nok svigersønnen Fritz August Bech.

 

Pastor Malling-Hansens Skrive-Kugle.

Fra Pastor Malling-Hansens Datter har vi modtaget:

I Berlingske Tidendes Morgen-Nummer for 27. Januar[1] staar en Meddelelse om: at Pastor R. Malling-Hansen ikke var opfinder af Verdens første Skrivemaskine. Dette er rigtigt, foran ham staar, som angivet i Notitsen, en lang Række udenlandske Opfindere, hvis Maskiner hovedsagelig var beregnet paa at være et Hjælpemiddel for Blinde. Dette blev de imidlertid ikke paa en fyldestgørende Maade, fordi de alle var mere eller mindre mangelfulde, mere eller mindre mislykkede. Men Pastor Malling-Hansens Fortjeneste bestaar deri: at hans Maskine – Skrivekuglen – var den første brugbare, hurtigskrivende Maskine med klare, rene Typer. Denne retmæssige Ære som første danske Opfinder af en virkelig nyttegørende Skrivemaskine for seende Mennesker forsøgte Hr. Professor H.I. Hannover i Aaret 1924 at fratage min Fader, for at overdrage den til en anden, hvis Maskine Professoren mente var opfundet før Malling-Hansens. I den Anledning samlede jeg i en Pjece – ”Hvem er Skrivekuglens Opfinder?” – alle de Oplysninger, der kunde fremskaffes angaaende min Faders og den anden Mands Opfindelser. Ved Hjælp af disse Dokumenter og ved hjælp af en morbroders – Provst I.A. Heibergs – Dagbogsoptegnelser, beviste jeg: at Skrivekuglen blev opfundet i Aaret 1865, ca 3 Aar førend Professorens Protegé opfandt sin.

 

Enhver, der maatte ønske yderligere Oplysninger i denne Sag, maa jeg henvise til min ovenfor omtalte Pjece, der forhandles gennem Hr. Otto Markussens Boghandel, Gl. Kongevej 132.

 

Johanne Agerskov, f. Malling-Hansen.

 


[1] JMC: Denne notits har vi desværre ikke i vort arkiv.

Den orginale artikkelen

Johanne Agerskov’s Preface in German Language

Transcription and comments by Jørgen Malling Christensen

 

Johanne Agerskov worked very hard – ably assisted by her sister Engelke Wiberg – to document and prove that her father was the real inventor of the writing ball, and not Jacob Ahrend Peters, as professor of the Technical University, Harald Immanuel Hannover claimed in 1924. After a protracted controversy, mainly running in the daily ”Berlingske Tidende”, Johanne published a book (in Danish), documenting the case and entitled: ”Who is the Inventor of the Writing Ball”? in 1925. It is likely that her daughter Inger assisted her mother with a translation of the preface into German language, just as she helped with the translation into German of the ”Resumee”.

 

The following text is, hence, a German translation of the Book’s Danish preface:

 

V O R W O R T zu Wer ist der Erfinder der Schreibkugel von

 

Johanne Agerskov   geb.  Malling-Hansen.

 

 

Als die Sache Peters  -  Malling-Hansen, in betreff der Priorität der Erfindung der “Schreibkugel“ öffentlich erschien, und ich verstand, wie schwierig es uns Schwestern – Frau Engelke Wiberg und mir – wäre, für unsere Aufsätze über die sonderbaren Theorien des Professors Hannover in „Berl. Tidende“ Aufnahme zu bekommen, beschloss ich, um den Namen und das Andenken meines Vaters zu reinigen, die Akten der Sache mitsamt einem Kommentar auf dem Hundertjährigtag seiner Geburt zu veröffentlichen. Da aber diese „Akten“ nach und nach aufschwollen, weil es sich zeigte, dass die Sache selbst von einem viel größeren Umfang und viel ernsthafter war als erst vermutet, sah ich ein, dass meine Schrift sich zugleich als einen Angriff auf den Professor formen musste.  -  Elf Jahre ist eine lange Zeit, und da kein Mensch wissen kann, ob der Professor oder ich  oder vielleicht keiner von uns zu der Zeit hier auf Erden leben, beschloss ich meine Verteidigungsschrift öffentlich hervorkommen zu lassen, sobald meine Schwester und ich mit den Untersuchungen auf den Grund  gekommen waren.  Durch diese Handlungsweise wird dies gewonnen:  dass der Professor , wenn er es wünscht, meinen Angriff selbst widersprechen kann, samt dass ich öffentlich die Verantwortung  meiner Äußerungen übernehmen kann, statt dessen, dass einer der jüngeren Mitglieder der Familie nach elf Jahren vielleicht diese Verantwortung übernahmen müsste.

 

Aus Rücksicht für den Professor sind seine Briefe in extenso wiedergegeben; dadurch wird die Möglichkeit ausgeschlossen, dass ein Referat dieser Briefe – wider meinen Willen – von meiner persönlichen Auffassung gefärbt werden könnte, so dass sie aus diesem Grund die Meinung des Professors in Bezug auf Peters und meinen Vater nicht ganz korrekt geben wollten. –

 

Frau Wiberg hat sich wegen unserer Untersuchungen an mehrere Leute wenden müssen, um Erläuterungen verschiedener Art zu erhalten, samt um die Schrift der „Kugel“ von kompetenten Männern beurteilt zu bekommen. Und da ihr überall – sowohl hier in Dänemark als im Auslande – mit großem Verständnis und Wohlwollen begegnet worden ist, erlaube ich mich hiermit im eigenen Namen und in dem meiner Schwester jedem einzeln unseren besten und herzlichsten Dank zu überbringen.

 

Johanne Agerskov

 

          geb.

 

Malling-Hansen.

 


Kopi av det originale forordet. Fra Vandrer mod Lyset Fond og Forlags arkiv.

Malling-Hansen omtaler skrivekuglens utvikling i brev til sin bror.

RMHs datter, Engelke Wiberg.
RMHs bror, Jørgen Hansen.

Transkribering og fotnoter: Jørgen Malling Christensen.

Innledning, fotnoter og illustrasjoner: Sverre Avnskog.

 

Malling-Hansen skrev ofte meget begeistret til sine brødre og sin mor om alt som vedrørte hans oppfinnelse, skrivekuglen. En del av disse brevene ble samlet av døtrene Johanne Agerskov og Engelke Wiberg i forbindelse med kontroversen om hvem som var skrivekuglens egentlige oppfinner. I Vandrer mod Lysets forag finnes en kopi i håndskrift av utdrag fra RMHs brev til sin bror Thomas Jørgen Hansen, og i alle utdragene omtaler RMH den siste utviklingen i skrivekugle-saken. Noen av disse brevene kjenner vi i sin helhet, mens andre kunne kjennes gjennom de korte utdragene i den håndskrevne kopien. Jeg kjenner godt denne håndskriften fra utallige dokumenter vedrørende kontroversen md prof. Hannover i 24/25 - det er datteren Engelke Wibergs håndskrift.

 

Uddrag af Fars breve til Onkel Jørgen-  angaaende Skrivekuglen  -  .

 

14 Nov[1] 1870: Apparatet til Telegrafering vil upaatvivleligt lykkes

 

December 1870[2]: Det sidste Kuglebrev er ligesom dette skrevet om Cylinderen.  Det er udgaaet fra nogle Forsøg paa at begynde og afslutte Linierne lodret ligesom ved Bogtryk. Navnlig det sidste, som Bogtrykkerne kalder slutte ud skal være meget ’vanskeligt.  Jeg antager imidlertid, at mine Maskiner uden synderlig Vanskelighed skal kunne præstere ogsaa dette Kunststykke. Du spørger om jeg har faaet Bestillinger. Det vilde jeg kunne have, og det endogsaa mange, , naar jeg da skal dømme efter, at flere Folk har udtalt, at de vilde have en Skrivekugle, men jeg har altid affærdiget dem med, at den endnu ikke var færdig og ikke endnu i Handelen, saa at jeg ikke engang vidste, hvor meget den vilde koste.  Der er nu 12 Apparater i Arbeide hos min Mekanikus; deraf vil en del gaa til Udlandet men ogsaa nogle komme i handelen her.

 

9 Februar 1871[3]:  Min Skrivekugle skal snart fremtræde  igen offentligt og i en fornyet eller rettere i flere fornyede Skikkelser og tillige i høi Grad forbedret   - - - - (ungt Mennesker, der øver sig) han nedskriver med største Lethed  Diktat med almindelig Talehurtighed.

 

18 April 1871[4]:  Næste Brev haaber jeg at kunne skrive med min nye Sættemaskine[5].

 

17 November 1871[6]:  Om kort Tid haaber jeg at faa endnu mærkeligere Skrivekugler  færdig. Der er en stadig og mægtig fremgang i denne Sag.

 

27 Marts 1872[7]:  Vedlagt følger en Beskrivelse af, hvorledes min sidste Opfindelse (Takygrafen [8]) blev til og andet denne Sag vedkommende, alt udført  pr. Kugle og Titelblad og Ryg pr.Omdreiningskugle.  Jeg blev nødt til at lave denne Historie  sammen i en Fart – derfor et daarligt Sprog og flere Fejl  -  fordi Ministeriets høie Konsulent i i Patentsager, der io ganske vist var kortfattet, men fuldstændig korrekt. Jeg tvivler ikke om, at I jo begge kære Brødre nok vil kunne finde ud af denne Sag, som Hr. Etatsraad Hummel var saa uheldig at falde over og det uagtet jeg  tidligere havde forklaret ham den mundtligt, og han havde erklæret, at han forstod den.  Tegningen bedes du ved Leilighed at sende mig tilbage efter at have taget et Aftryk af den, om du har lyst. Takygrafen maa ikke omtales endnu, da der maaske skal søges Patent i andre Lande. Du ser, kære Broder, at den skal være et Supplement til Kuglen til Brug stenografisk ved de offentlige  Forhandlinger inde i selve Forsamlingssalen. [9] [10]

 

15 Maj 1872[11]: Moders Betragtninger ang. Forholdet mellem Kuglen og Takygrafen er de selvsamme som mine egne. Artiklen i Ill. Zeitung [12] har skaffet 2 Bestillinger og en masse  Breve med  Forespørgsler.

 

December 1873[13]: Forleden fik jeg Brev fra Kammerherre Wolfhagen [14] om at han til det østerrigske  Udenrigsministerium havde indgivet Andragende om at de til mig og Jürgensen  givne Medailler maatte komme i to Exemplarer, da vi ikke var et ”Hus”, som Ministeriet havde antaget, hvilket var skrevet i vort Medaille-Diplom. I hele Østrig er der kun blevet givet to Medailler Literis er Artibus. Jeg har fremdeles gode Udsigter til at faa solgt mine Patenter.

 

30 Januar 1874[15]: Først må jeg da se, om det bliver til Alvor med mine Patenters Salg til et projecteret Compagni, som i den sidste Tid synes at være ved at krybe ud af Ægget, udruget af den flinke Holten i London.  - - - Med Opfindelserne gaar det i det hele særdeles godt fremad, de gør god Nytte mange Steder og flere maskiner ere stadig i Arbejde, men noget pecuniært Udbytte kommer først v. stort Patentsalg.

 

5 Juni 1874[16]:  Vedlagt tillader jeg mig igjen at sende dig noget amerikansk Kugleskrift, nej, Maskinskrift maa det hedde; han har ingen Kugle. Hans Maskine er en Forbedring af en Skrivemaskine der for mange Aar siden var udstillet paa den første franske Verdensudstilling [17]. Du vil jo nok broderlig oversætte mig ogsaa disse Linier, som jeg har faaet fra Svoger Johan [18] i Chicago. – En Beskrivelse af Maskinen medfølger, Johan skriver, at den efter hans Mening – han har set den – staar langt tilbage for Skrivekuglen.

 

Juni 1874[19]: Jeg har i længere Tid maattet undvære mit Kuglestykke. Det der skriver disse Linier skal til Italien. Hvad synes du om denne Skrift? Du vil jo nok, kære Broder, sende mig en Oversættelse af vedl. Maskinbrev fra en venskabelig Konkurrent i Amerika som jeg nogle Gange har vekslet Breve med.

 

12 November 1874[20]: Du husker jo nok mine nyeste Kugleideer, der nu ere optegnede på Papiret og satte i Arbeide.  Min Mekanikus interesserer sig levende for den nye Maskine. Han har lovet det første Exemplar færdig til den 27. d.M.  Jeg er vis på, at Målet er nået, at jeg nu har en fuld praktisk, billig og bekvem Hurtigskrivningsmaskine. Nu må den endelig selv kunne rulle videre.

 

 

 


[1] JMC: Den kopi vi har fra Engelke viser kun at brevet er fra November 1870, men vi kan datere det til den 14. november 1870.

[2] JMC: Dette vigtige brev har vi ikke fundet tidligere. Nu har vi dog dette uddrag, som fortæller meget om RMHs arbejde med skrivekuglerne.

[3] JMC: Se dette brev i sin helhed i vor brevsamling. RMH fortæller her om begravelsen af hans svigerfar, Søren Johan Heiberg, som døde i januar 1871. Han giver også yderligere detaljer om skrivekuglen, udover de som Engelke har medtaget i sit uddrag.

[4] JMC: Også dette brev har vi i sin helhed; heri takker han broderen for et foredrag som Thomas Jørgen har holdt om skrivekuglen!

[5] JMC: Det er ikke klart, hvad RMH mener med en ny ”sættemaskine”? Vi har ikke tidligere set dokumentation på, at han skulle have arbejdet med at bygge en sættemaskine; men det kan jo også være en maskine han har erhvervet fra anden side?

SA: Jeg er ganske sikker på at han omtaler en av sine skrivekuglemodeller som "sættemaskine". Jeg har en mistanke om at han refererer til den store, flate modellen, som også kunne anvendes med Malling-Hansens andre, store oppfinnelse, Xerografi - verdens første tørrkopierinsmetode.

[6] JMC: Se brevet i sin helhed i vor brevsamling.

[7] JMC: Se brevet i sin helhed i vor brevsamling. Det originale brev har udelukkende små bogstaver.

[8] JMC: Engelke Wiberg har her indsat ordet ”takygrafen”

[9] JMC: Sandsynligvis mener RMH Folketingets forsamlingssal.

[10] JMC: Mellem brevet af 27 marts 1872 og det følgende fra maj 1872, har vi i vor brevsamling et vigtigt brev fra RMH til broder Thomas Jørgen, dateret den 19 april 1872, i hvilket RMH fortæller at Privatbanken nu har et ”øvelsesapparat”, han forventer at ”jernbanevæsenet”også snart skal have et apparat ”...og så må ministerierne også til at kugleskrive”!

SA: Disse øvelseapparatene var kopier av skirevuglehodet i porselen med inntegnet tastatur. Vi kjennr til to slike bevarte øvelseskugler, en hvit og en svart.

[11] JMC: Brevet er skrevet med en skrivekugle som udelukkende skriver med store bogstaver. Se det fuldstændige brev i vor brevsamling.

[12] JMC: Artiklen var indført i Illustrirte Zeitung nr 1503 af den 20 april 1872 og havde to fortræffelige illustrationer. Se artiklen i vor samling under ”The Writing Ball”, ”Articles from Malling-Hansen’s lifetime”.

[13] JMC: Dette brev har vi ikke fundet! Godt at vi i det mindste har dette uddrag!

[14] JMC: Friedrich Hermann Wolfhagen, 1818-1894, Direktør ved det Kongelige Døvstummeinstitut fra 1884. Han var altså Malling-Hansens nærmeste chef i Kultusministeriet, og han blev udnævnt i 1884, efter at den tidligere direktør, Jens Peter Trap, var blevet syg i 1884 og døde året efter.

SA: Wolfhagen og RMH gikk usedvanlig dårlig overens, og straks etter Wolfhagens ansettelse, oppsto en meget alvolig konflikt dem imellom. RMH hadde fått en meget selvstendig stilling under forgjengerens regime, mens Wolfhagen ville innføre langt mer ordnede forhold og markerte tydelig sin rolle som RMHs overordnede. Dette gjorde RMH meget opprørt, og han sendte et temmelig ubehersket klagebrev høyere opp i systemet. Det endte med at Wolfhagen fikk medhold i sak, mens RMH ble imøtekommet ved at de påpekte at Wolfhagen kunne gått noe mer nennsomt frem.

[15] JMC: Se brevet i sin helhed i vor brevsamling.

[16] JMC: Se brevet i sin helhed i vor brevsamling.

[17] JMC: Alting tyder på, at det er den Remington-model som begyndte at blive produceret i september 1873 og kom på markedet i begyndelsen af 1874, ”Sholes and Glidden Type Writer” som brugte qwerty-tastaturet. Denne model var monteret på et metalbord af samme type som brugtes til symaskiner. Denne første model, beregnet til massefabrikation, blev teknisk og kommercielt mislykket, og mange modifikationer blev gjort i perioden frem til 1878, da den forbedrede Remington Model 2 fremkom.

SA: Remington-modellen fra 1873 hadde faktisk en viss kommersiell suksess. Seriøse skrivemaskinforskere hevder at den solgte i så mye som 1600 eksemplarer i løpet av en tiårsperiode.

[18] JMC: Johan Alfred Heiberg, 1848-1936, var en yngre bror til Malling-Hansens første kone, Cathrine Georgia Heiberg, 1841-1876. J.A. Heiberg var præst ved den danske menighed i Chicago 1873-79.

[19] JMC: Her er endnu et uddrag fra et brev, som vi ikke har i vor samling! Med flere yderst interessante oplysninger!

[20] JMC: Se det komplette brev i vor samling. Det er interessant at notere at RMH i brevet skriver å med å, ikke med aa som Engelke gengiver det som i sin afskrift! Den nye hurtigskrivningsmaskine er ganske sikkert takygrafen, som vi har udførlige patenttegninger af, og fotografier, men desværre aldrig har fundet.

SA: Takygrafen var ferdig utviklet i 1872/73, og etter det er det ikke kjent at RMH arbeidet noe mer med dette apparatet. I 1874, som dette brevet er fra, jobbet han for å frigjøre skrivekuglen fra avhengigheten av de elektriske batteriene, som hadde vist seg å være svært upålitelige, og hadde gjort at skrivekuglen hadde fått et uheldig rykte på seg for å være upålitelig. I 1875 fremkom den nye modellen, som RMH nok omtaler her: Den aller første høye modellen uten batterier, men også uten fargebånd. Det kom først med den forbedrede høye modellen i 1878.

Engelke Wibergs originale håndskrevne utdrag. Fra Vandrer mod Lyset Fond og Forlags arkiv.