Håndskrevet brev fra Johan Alfred Heiberg til Engelke Wiberg, født Malling-Hansen, dateret den 6 januar 1925.

Transkription og fodnoter af Jørgen Malling Christensen.

J.A. Heiberg, 1848-1936, var Engelkes morbror. Dette brev var et bidrag til det store arbejde Engelke og Johanne gjorde for at samle dokumentation om RMH og skrivekuglen. Debatten med Professor Hannover angående A. Peters skrivemaskine fra 1868 fortsatte under 1925, og søstrene behøvede dokumentation for at tilbagevise påstandene om at RMH skulle ha plagieret Peters opfindelse. Arbejdet resulterede i at de udgav skriftet: ”Hvem er Skrivekuglens Opfinder?” i 1925. Johan A Heibergs vidnesbyrd om at han havde været behjælpelig, da RMH i 1865 under en periode eksperimenterede med bogstavernes placering på porcelænshalvkuglen, er af meget stor betydning. Heiberg kunne senere fremvise dagsbogsnotater til støtte for dette udsagn.

Der er ingenting som tyder på at Heiberg – som på dette tidspunkt var 76 år gammel – skulle have været senil eller haft problemer med hukommelsen. Han skriver klart, tydeligt og sammenhængende. Han levede i øvrigt helt frem til 1936 og var altså 88 år gammel ved sin død.

Brogade 5     6 Januar 1925.

Kære Engelke!

Glædeligt Nytaar til Dig og Din Mand[1]! I dag fik jeg Dit Brev. Men jeg kan kun give Dig en tarvelig[2] Besked om det, Du spørger mig angaaende Skrivekuglen. I April 1865 flyttede din Bedstefader[3] fra Døvstumme-instituttet  til Keldby paa Møen og Din Fader blev Forstander. I nogle Maaneder boede jeg hos ham og mindes, at han i den Tid var meget optaget af Experimenter med Skrivekuglen. Han havde en Porcellænskugle med sorte Tastemærker paa, og jeg hjalp ham med at diktere, og saa prøvede han, hvor hurtigt han kunne afmærke Bogstaverne.  Om Fremstillingen og Indretningen af Skrivekuglen, som blev foretaget af et da bekendt mekanisk Etablissement[4] (Navnet har jeg glemt) havde jeg intet klart Begreb og ikke Forstand paa, og kom aldrig selv til at skrive paa Kuglen.  Jeg erindrer ikke, om han ved min Afrejse til Amerika[5] bad mig forhandle med Nogen om Skrivekuglen og erindrer heller ikke, om vi har korresponderet derom; jeg tror det ikke, i alt Fald har jeg ingen maskinskrevne Breve faaet fra ham og har i alt Fald ikke opbevaret noget saadant. Det er alt, hvad jeg kan oplyse i denne Sag; og det kan vist desværre …..[6] hjælpe dig videre.

Vi har det ellers godt Gud ske Lov!

Mange kærlige Hilsener fra Tante Magdalene og

                                                      Din Onkel Johan

SA: Engelke Wiberg besvarte dette brevet meget hurtig. Kan leses i brevsamlingen:

1925.01.06 fra Engelke Wiberg til Johan Alfred Heiberg.

En Skrivemaskine, der er opfunden og construeret af Lærer J. A. P e t e r s  i Flensborg, udmærker sig ved en saa sindrig Mechanisme, at den allerede af den Grund fortjener offentlig Omtale, selv om dens praktiske Anvendelighed endnu skulle lade eet og Andet at ønske.

Uden at træde Opfinderen for nær troe vi at kunne meddele Følgende om Maskinens Udseende, om den Maade, hvorpaa den benyttes, og de Resultater, som herved opnaaes. Skrivemaskinen har et Omfang som et middelstort rundt Bord og ligner i sin ydre Form de saakaldte taffelformige Pianoforter. Foruden nogle Hjul og Skruer og en Tavle med et Ark Papier ses der kun et i en Halvkreds ordnet Claviatur.

Den skrivende anslaar Tangenterne; Papiret bevæger sig frem og tilbage, Bogstaver komme frem derpaa og blive til ord, og den ene Linie følger efter den anden. Skriften er som den, der udgaar fra Bogtrykkerpressen (de samme Slags Tegn, hvert Bogstav i behørig Afstand fra de andre, ligesaa hvert Ord og hver Linie; store og smaa Bogstaver, afbrudte og hele Linier, mager og fed Skrift, gothiskt skrift og Antiqua – Alt efter den Skrivendes Behag).

Skrivemaskinen arbejder saa let og rask, at man med liden Øvelse ved dens Hjælp kan skrive ligesaa hurtigt med Bogtryk som en almindelig Skriver med Pen og Blæk, og naar den, der sætter Maskinen i Bevægelse, er fuldstændig øvet i at behandle den, vil den ile langt forud for Skriveren. Det er i øvrigt hverken mere eller mindre end en heel omvæltning, der ved dette instrument bringes ind i Skrivekunsten. Denne har som bekjendt fra Arildstid hvilet paa eet og samme Princip, hvor forskjelligt det Materiale end har været, der til forskjellige Tider blev brugt til dens Udøvelse. Hvad enten man skrev med skarpt Stempel paa Palmebladet, med Rør paa Paphyrus, med Stilus paa Voxtavler eller med Gaasefjer paa Pergament, saa har den Flade, der modtog Skriften, altid ligget stille, imedens Haanden med Skriveredskabet bevægede sig hen over den.

Her er det derimod omvendt; her er det Papiret, som bevæger sig hen under Skriveredskabet, som – det tør vel siges uden Indiscretion – bestaar af smaa Vægtstænger, paa hvis Ende der er anbragt Typer, som umiddelbart før brugen sværte sig selv. Ved Skrivemaskinens Benyttelse bliver den venstre haand liggende paa eet Sted, saa at de fem Fingre hvile paa de med de vigtigste Vocaltegn betegnede Tangenter, medens den højre Haand anslaaer Consonant-Tangenterne, der ere ordnede efter de forskjellige Consonatlydes Natur.

 -  Praktisk Anvendelse vil Skrivemaskinen kunde finde i ethvert Contoir og navnlig paa Telegraphstationer, hvor man ved den vilde kunne meddele Telegrammerne paa Tryk i stedet for haandskrevne med Blyant. Vil man tage Lithografisk Overtryk til Hjælp, kan man i Hast mangfoldiggjøre det Skrevne og ved istedetfor Papir at benytte en tyk, blød Masse (papier maché), i hvilken Skriften kommer til at staa fordybet, vil man faa en Matrice til Metalafstøpning som Stereothyp.

Paa denne Maade vilde der kunne leveres trykte Sager langt hurtigere end ved Sætterens Arbeide. Lige siden Gutenbergs Dage har Sætteren staaet bøiet over sin Skriftkasse og møisommelig samlet Bogstav for Bogstav. Hvor stor en Færdighed han end besidder, kunne hans Fingre dog ikke snappe hver enkelt Type og stille den i Vinkelhagen, saa hurtigt som hans Øie og Tanke gjerne vilde. Ved Skrivemaskinen gjælder det derimod kun om at trykke paa en Tangent. Ogsaa med hensyn til Skriften er der opstaaet den største Økonomi; thi medens en Sætter behøver mange Pd. Typer, kræves her kun nogle faa af et mere holdbart Materiale.  Aflægning finder ikke Sted, og i det hele spares her omtrent to tredjedele af den Tid, der medgaar til almindeligt Sætteriarbejde, og desuden fritages man for forskjellige med dette forbundne Ulemper.

– I Forbindelse med Skrivemaskinen har Lærer J. A. P e t e r s opfundet en  H u r t i g s k r i v e m a s k i n e, som adskiller sig fra den førstnævnte baade med Hensyn til Construction og Anvendelse. En øvet Skriver vil ved den kunne maale sig med en Stenograph i Hurtighed og tillige producere en for Enhver læselig Skrift, som ikke udkræver nogen Reenskrivning. Ved denne sidste Maskine trykkes der til hvert Ord med saa mange Fingre, som der er Bogstaver i Ordet. Længere (som oftest fremmede) Ord maa deles i Stavelser, som anslaaes hver for sig; men dette Tidstab inhentes igjen, og det rigeligt, derved, at flere paa hinanden følgende Smaaord kunne tages med eet Greb.

Saa meget om disse sindrige Maskiner, hvis væsentligste Overensstemmelser og Uoverensstemmelser med Sørensens Sættemaskine allerede fremgaar af det Ovenanførte. Vi ville ikke sige, at Opfindelsen er fuldbaaren; tværtimod klæber der sikkert endnu mange Mangler ved den, men saa meget er dog allerede her gjennemført og virkeliggjort, at man tør sige, at der ligger en rigtig og praktisk anvendelig Tanke til Grund for Skrivemaskinen. Under alle Omstændigheder er der her givet Bevis paa en Opfindsomhed og et mechanisk Talent, som fortjente at understøttes af de til saadanne Øiemed bestemte Fonts.

H.

Første dokument

1871           27.aug.
Y 2155[1]

Peters Eneretsbevilling

I Aaret 1868 anholdt forhenv. Degn og Lærer – Peters, dengang af Flensborg, om Understøttelse af det offentlige til Udførelse at en saakaldt Skrivemaskine, som dels skulle kunne erstatte Sætte- og Aflægningsmaskiner i Bogtrykkerier, dels tjene til hurtigt at skrive Bogtrykkeriskrift med. Efter indsendt Erklæring fra Ministeriets tekniske Konsulent Estatsraad Hummel[2], fandt Ministeriet imidlertid ingen Anledning til at bevilge det ansøgte.  Fra den samme Ansøger modtog Ministeriet derefter i Oktbr 1870 et Andragende, om at der maatte forundes ham Eneret paa en af ham nærmere angivet Skrivemaskine, der i Principet skulle være den samme som den, til hvis Udførelse han i sit ovenfor nævnte Andragende i 1868 havde anholdt om Understøttelse; men ved denne Maskine havde Peters anvendt Midler, der faldt for nær sammen med dem, der var anvendt af Pastor M.-H. ved den Skrivekugle, hvorpaa deres Majestæt 12 Marts samme Aar har forundt denne Ansøger Eneretsbevilling, saaledes at der ikke vilde kunne meddeles ham Eneret paa denne Maskine.

Derimod har aftnævnte (? JMC: Svært at tyde) Peters nu ved at fremsende de herved  allerunderd.[3] lagte Tegninger med tilhørende Beskrivelser anholdt om Eneret paa en saakaldet Klaviatura af den omhandlede Maskine og tillige anholdt om, at den Eneretsbevilling, der mulig maatte blive ham meddelt, maatte udstrækkes til et Tidsrum af 15 Aar.

Denne forandrede Indretning af Skrivemaskinen gaar ud paa at mærke med Typer, anbragte paa den ene Ende af Vægtstænger, hvis anden Ende paavirkes af Fjedre, der føre Typerne bort, naar Trykket paa Vægtstangen ophører; dette Tryk bevirker[4] paa lignende Maade som ved de tidligere Maskiner, Ansøgeren har angivet, af hvilke jeg lige allerunderd. Tillader mig at vedlægge Tegninger og Beskrivelser.

Da dette er nyt, har Bestyrelsen for den pol. Læreanstalt og Minist. Konsulent Etatsr. Hummel Intet fundet at erindre imod, at der tilstaas Eneret paa Forfærdigelsen af Skrivemaskiner, der er indrettet paa denne Maade. - - - - - - - - - - - -  - - - - - - - - - - - - -

tillader jeg mig allerunderd. at indstille: at det maatte behage Deres Maj. o.s.v.

Randbemærkning: Da Skrivemaskinen af den beskrevne Konstruktion er ny og navnlig afvigende fra den saakaldte Skrivekugle, paa hvis Forfærdigelse der ved D.Maj.---af 12.Marts 1870 blev tilstaaet Forst. og Præst v.d.kgl. Døvst. M.-H. 15 Aars Eneret, have de nævnte Autoriteter Intet fundet til Hinder for at der tilstaaes Ansøgeren Eneret paa sammes Forfærdigelse - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Tredie dokument

Professor Hummels erklæring     12 December 1871     Z 2262

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Beskrivelser og Tegninger er forståelige, men:

Pastor R.M.-H. Anvender Elektromagnetismen til Bevægelsen af Valsen ved sin Maskine uden at dette Bevægelsesmiddel er indbefattet under hans Eneret. Valsen er anvendt af R.M.-H., saa den kan han muligen forbyde Ansøgeren at bruge, men Frembringelsen af smaa Bevægelser ved Elektromag. er en bekendt Ting, hvorpaa der næppe kan gives Eneret. Af samme Grund kan der heller ikke godt gives Peters Eneret paa at frembringe de smaa Bevægelser, der behøves for at frembringe Trykket og ej heller paa Anvendelsen af andre Bevægkræfter i dette Øjemed.

R.M.-H. har Eneret paa Kuglefladen, i hvilken hans Stempler sidder, og paa enhver anden Flade der nærmer sig hertil; derfor kan Peters ikke heller faa hverken Eneret eller Ret til Ordning af Klaviaturens Knapper i en hvælvet Form, da han derved kommer ind paa M.-H.s Eneret.

Som Følge heraf anser jeg det rettest, at Peters paa Beskrivelserne frafalder som Genstand for Eneretten:

1) Trykning v.hj.af Elektromagnetisme eller anden Kraftydelse

2) Ordningen af Overfladens Klaviatur i hvilken som helst Form, navnligen i en hvælvet Form.

                                                                                                            Hummel

Af Fritz Bech[1].

Udskrift og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Artiklen er ikke dateret, men JA har noteret ”Nationalt. 1925”, og det ligger i sagens natur, at artiklen må være fra tiden umiddelbart efter at Johanne Agerskovs og Engelke Wibergs bog ”Hvem er Skrivekuglens Opfinder” blev udgivet, hvilket var 1925. Sandsynligvis udkom publikationen i marts måned, for vi har kopier af takkebrev fra tre modtagere daterede 29 marts, 31 marts respektive 1 april 1925. Fritz Bech støttede søstrenes arbejde både praktisk og moralsk, og i et takkebrev 29 marts 1925 skriver Fritz Bech:

”Kære Jeanne![2]  Tak for den tilsendte Bog om Svigerfar. Jeg skal have den grundig studeret, men allerede ved en flygtig Gennemlæsning, synes jeg, du er kommet godt fra det. Det er et dygtigt Arbejde, I to Søstre har præsteret for at rense Svigerfar fra de Beskyldninger, Hr. Hannover har fremsat, og jeg er ogsaa glad derfor, maa I tro. Jeg vil gerne have Lov til at tegne mig for en Aktie i Foretagendet og sender dig derfor en af Dagene 50 Kr. som et lille Bidrag til Udgifterne. Venlig hilsen til dig og (utydeligt! ) ek.(?) Fritz.”

Artiklen i Nationaltidende er signeret ”F.B.”, og alt tyder på at det var Fritz Bech, Malling-Hansens svigersøn, gift med Zarah, som førte pennen.

Joh. Agerskov, f. Malling-Hansen:

Hvem er Skrivekuglens Opfinder?

Indtil 12. Marts f. Aar vilde et saadant spørgsmaal have været ganske meningsløst; alle og enhver, der interesserede sig for den Slags Ting, vidste, at det var afd. Forstander for Det kgl. Døvstummeinstitut i København, Pastor R. Malling-Hansen; hans Skrivekugler havde jo faaet de højeste Udmærkelser, ikke alene her i København 1872, men også på Verdensudstillingerne  i Wien 1873 og i Paris 1878.

Under ovennævnte Dato fremkom imidlertid Prof. H.I. Hannover  i ”Berlingske Tidende” med en opsigtsvækkende Meddelelse om, at den Gang nylig afdøde Kancelliraad J.A. Peters ikke alene var opfinder af Vægtstangsprincipet i Remington-Skrivemaskinen, men også den virkelige Opfinder af Skrivekuglen. Disse Slutninger var Prof. H. kommet til ved læsning af en Artikel  i ”Berl.Tid.” for 18. April 1868, der omhandler en Skrivemaskine af Peters og efter at Teknologisk Samling fra Peters havde modtaget en ”skrivekuglelignende” Overdel til en Maskine.

Det er selvfølgelig overordentlig smukt at antage sig en formentlig Forurettets Sag, og Prof. H. har sandsynligvis troet gennem sin Artikel at gøre en over for Peters begaaet Uret god. Men Professoren har ikke tænkt paa, at han ved, uden sikre Beviser i sin Sag, at udslynge en Paastand, som den fremsatte, risikerer selv at komme til at begaa en langt større Uret (fordi det bliver noget af en Mistænkeliggørelse), og det er det, han er kommet for Skade at gøre.

Beviset ligger i den Bog, som Pastor Malling-Hansens to Døtre gennem Otto Magnussens[1] Boghandel har udsendt for at værne deres Faders Minde.

Mærkeligt nok understreger Bogen ikke et indirekte Bevis, som straks springer i Øjnene, nemlig det, at der slet ikke findes Eksemplarer af Peters` maskiner. Naar en Mand gør en Opfindelse, og det da ikke er det rene Makværk, maa han, selv om han i Tiden overfløjes af andre, antages for sin egen Skyld at ville bevare et Eksemplar af sit Værk.  Og Peters skal endda have gjort 2 Opfindelser, af hvilke der kun findes den Stump, Teknologisk Samling har faaet.  Af Malling-Hansens Maskiner findes derimod endnu adskillige, bl.a. 8 forskellige Udviklingstyper i Kunstindustrimuseet[2].

Men indirekte Beviser er for øvrigt unødvendige lige overfor Bogens klare Dokumentation.  Prof. Hannovers Formodning om, at Peters endog før Opfindelsen af den i ”Berl. Tid” for 1868 omtalte Skrivemaskine – det altsaa ikke blev til noget – ogsaa skulle have opfundet en Skrivekugle – der altsaa heller ikke skulle være blevet til noget – er, efter det i Bogen oplyste, kun en Hypotese, der daarligt underbygges af Peters`egne Udtalelser kort før hans Død.

Det mest eklatante Bevis for, at Prof. H.s Forsøg paa at bevise, at Malling-Hansen umuligt kan have beskæftiget sig med Skrivekuglen saa tidligt som 1865, er dog nogle Dagbogsoptegnelser fra dette Aar af nulevende Provst J.A. Heiberg[3], hvori han beretter om sin egen Assistance ved Skrivekugleøvelser i Malling-Hansens Hjem[4].

Svaret paa, hvem der Skrivekuglens Opfinder, vil da vedblivende være: Malling-Hansen.

                                                                                                          F.B.

Transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

I forbindelse med Johanne Agerskov og Engelke Wibergs arbejde med at dokumentere Rasmus Malling-Hansens ret til at kalde sig skrivekuglens opfinder, skrev Engelke den 28 marts 1924 et brev til grosserer Bertel Adler[1]. Vi har ikke hendes brev, men derimod har vi en kopi af Adlers svar samme dag, og det kan læses i det følgende. Bertel Adler, født 1851, havde nemlig vigtige erindringer om et besøg han aflagde i slutningen af 1860´erne sammen med sine forældre, hvor han så RMHs første prototype af skrivekuglen og hørte hans forklaringer angående bogstavsplaceringen og fremdriften. Selv om B. Adler i brevet er forsigtig med at stole alt for meget på sin åbenbart svigtende hukommelse, er det sandsynligt at han har ret; Johanne og Engelke bedømte det også sådan, for de referer til hans vidnesbyrd i bogen: ”Hvem er Skrivekuglens Opfinder?”, som udkom i marts 1925.

Bertel Adlers oplysninger er et værdifuldt komplement til de observationer, som Johan Alfred Heiberg (1848-1936) fremkom med i brev til Johanne og Engelke i 1925, og som han var i stand til at underbygge med dagbogsoptegnelser fra 1865, hvori han fortæller at han assisterede Malling-Hansen med hans forsøg med bogstavsplaceringen på en porcelænskugle.

I vor samling af breve, publicerede på denne hjemmeside, indgår tre breve fra RMH, hvori han nævner Bertel Adlers fader, David Baruch Adler(1816-1878), nemlig brevene 1876.04.21, 1876.05.10 og 1876.05.28. I brevet af den 10 maj 1876 skriver RMH at han ”…venter brev fra unge Adler[2] i Amerika” (angående diskussioner med Densmore om evt udveksling af patenter), og i brevet fra den 28 maj 1876 fortæller RMH sin broder Thomas Jørgen at han allerede har talt med D.B.Adler om skrivekuglen og patenter, så det haster ikke så meget med broderens hjælp med oversættelser. Åbenbart var RMH og D.B.Adler venner og tillige forretningspartnere i nogen form. D.B. Adler var en yderst betydningsfuld person i Danmarks finansielle og politiske elite, men han kom i uforsonlig konflikt med landets førende finansmand, C.F. Tietgen – med hvem Rasmus Malling-Hansen også havde et nært samarbejde!  På grund af D.B. Adlers centrale rolle for RMH præsenterer vi – efter hans søns brev – nogle fakta som belyser Adlers rolle i Danmarks finansielle og politiske liv i denne periode.

Umiddelbart efter Engelkes indlæg – og uden overskrift – publiceredes Hannovers svar:

I anledning af Fru Wibergs ovenstaaende Bemærkninger, skal jeg udtale følgende:

Naar jeg i Overskriften til min Artikel skrev: ”Skrivemaskinens Opfinder Død”, mente jeg ikke dermed, at afdøde Kancelliraad Peters var den absolut første Opfinder af en Skrivemaskine. Dette fremgaar tilstrækkelig klart af selve Artiklen, hvori jeg med fremhævet skrift skrev: Det er saaledes Kancelliraad Peters, der er opfinder af Princippet i den mest brugte[1] Skrivemaskine i Verden, idet jeg lige foran udtrykkelig sagde, at man plejer at bortse fra Beskrivelser af simplere Maskiner, der aldrig vandt Indgang, samt fra Maskiner for Blinde etc.

Jeg ved f.Eks. godt, at der allerede i 1829 blev bragt en Skrivemaskine paa Markedet af Amerikaneren Burth[2], men i den maatte man selv bevæge Papiret med Haanden, og en saa upraktisk Konstruktion bør man se bort fra. Paa Pariserudstillingen i 1855 skal der, som Fru W. siger, have været udstillet en Skrivemaskine. Det har rimeligvis været Foucaults[3], hvis konstruktion det trods Forsøg derpaa ikke hidtil har været mig muligt at blive bekendt med, men jeg gaar ud fra, at den ogsaa har været uden synderlig Betydning, siden Malling-Hansens Skrivekugle paa Wienerudstillingen i 1873 kunne vække den Opsigt, den gjorde, og erholde Guldmedaille og blive bekendt over hele den civiliserede Verden. [4] Maaske er det den i Lyon opfundne Maskine, der omtales i Berlingske Tidende af 22. Januar 1872, og som kun skrev Tegn, men ikke Bogstaver.

Jeg mener altsaa, indtil jeg ved ny Erfaring maa forlade mit Standpunkt, at Peters kan betegnes som Skrivemaskinens Opfinder i Lighed med, at James Watt almindelig betegnes som Dampmaskinens Opfinder, skønt der var opfundet mange Dampmaskiner før hans. Jeg ved nok, at der kan gøres gældende, at Watts Dampmaskine virkelig blev lavet og kunde arbejde, medens jeg slet ikke kender til, hvor meget der blev lavet af Peters’ Konstruktioner. Men at de ikke blev ført ud i Praksis af ham skyldes, at han ikke blev støttet, thi Konstruktionerne er saaledes, at man, naar man sammenligner dem med de Remingtonmaskiner, der senere er udført, kan være sikker paa, at Peters med fornøden Støtte havde naaet at frembringe brugelige Maskiner. Beklageligt og uforstaaeligt er det i øvrigt, at der i Patentkommissionen i Peters’ Eneretsbevillinger fra 1871 og 1872 savnes baade Beskrivelser og Tegninger, saa at der næppe mere eksisterer noget Eksemplar af dem fra 1872.

Hvad der imidlertid har fremkaldt Fru Wibergs Indlæg er det, at jeg ogsaa har betegnet Peters som Opfinder af Skrivekuglen. Jeg maa her indrømme, at det absolutte Bevis savnes, saa længe man ikke kan konstatere, om han eller Malling-Hansen først kom frem med sin Opfindelse i 1870, medens Peters efter hans eget Udsagn – og efter hvad jeg anser for uomtvisteligt – havde forladt Skrivekuglen, før han gav sig i Lag med at opfinde den nye Type, hvorom der allerede stod berettet i Berlingske Tidende i 1868. Og hertil kom, at Malling-Hansen ikke synes at have opfundet langsomt, thi efter at han den 25. januar 1870 havde søgt om Eneret paa Skrivekuglen[5] , indgav han d.31.s.M. et Supplement til Beskrivelsen og den 28. Februar et nyt Supplement dertil, inden han den 12. Marts erholdt Eneretten. Fru Wiberg har da heller intet kunnet konstatere om, naar hendes Fader fik Idéen til Skrivekuglen.

Nogen Oplysning har jeg dog faaet derom, siden min Artikel fremkom, idet Grosserer Bertel Adler har været så god at meddele mig, at han erindrer, at han under sin Skoletid paa Sorø Akademi fra Sommeren 1865-69 har været med sin Fader, D.B. Adler, der interesserede sig for Malling-Hansens Opfindelse og gentagne Gange støttede ham, ude paa Døvstummeinstituttet for at se Maskinen. Besøget var vistnok i en Juleferie og da senest i Juleferien 1868-69 og næppe tidligere end 1866-67, og Malling-Hansen maa jo have gjort Opfindelsen før Besøget. Men Oplysningen er jo ikke af synderlig Betydning, da man slet ikke ved, naar Peters gjorde sin.

Naar Fru W. mener, at Aarsagen til, at hendes Faders Maskine blev besejret i Konkurrencen med de amerikanske, ikke laa i, at en Del af Typerne ramte Papiret ret skævt, men dels i, at Mekanikeren ikke var i Stand til rettidig at udføre de Bestillinger, der indløb, dels i, at den var af saa ”fin” Konstruktion, at den ikke egnede sig til Fabrikationsvare, er det jo muligt, at disse Aarsager dengang var de væsentligste. Men dels kunde den første Aarsag vel have været hævet ved at lade flere Fabrikanter[6] lave den, dels har jo Amerikanerne, selv med Nutidens højt udviklede Teknik, der sikkert kunde lave den ”fin” nok, afholdt sig fra at begynde at lave den efter Patenternes Udløb.  Og dette har de gjort, fordi moderne Skrivemaskiner skal kunde skrive baade med smaa og store Bogstaver. Dette vilde paa en Skrivekugle kræve saa mange Typestænger, at de delvis maatte stilles saa skraat, at Konstruktionen blev ganske uanvendelig. Malling-Hansens Skrivekugler havde da ogsaa, efter alle de Skriftprøver jeg har set derfra, kun enten lutter smaa eller lutter store Bogstaver. Og jeg maa fastholde, at det var de skraa Typestænger, der hindrede Skrivekuglens Sejr.

Jørgen Malling-Christensen: In March 1925 Johanne Agerskov published a booklet entitled: ”Hvem er Skrivekuglens Opfinder?” (Who is the Inventor of the Writing Ball?), presenting a solid and valuable piece of research related to the controversy regarding Professor H.I.Hannover’s claim that F.A. Peters was the first and real inventor of the writing ball principle. Simultaneously with her preparative work with this book – to which also her sister Engelke Wiberg made valuable contributions – Johanne produced a short biography in German about Rasmus Malling-Hansen. She also elaborated a summary in German of her main findings, and this text has been preserved in typewritten form, dated January 12, 1925. This indicated that Johanne was geared to submit these texts to German journals and newspapers and/or that she was preparing to produce a German version of the booklet. Below is Johanne’s text, as we have found it, in her own typing and wording:

Sverre Avnskog: As I have stated in my comments in connection with Johanne Agerskovs  biograpy about her father, I am personally convinced that it was her daughter, Inger Agerskov, 1900-1968, who was a trained teacher in German language, who translated the biography into German. My assumption is that this resumee in German came about in the same way: An original version by Johanne in Danish and then a German translation by her daughter, Inger. We also know a handwritten version of this resumee, and it is obviously written by Johanne Agerskov. But it is not a woking document written with a pencil, but a final version written by pen in Johanne's ver elegant and beautiful handwriting. She actually worked as a teacher in handwriting for som years at the School of the Branner Sisters in Slagelse in the 1890's.

A German translation of the forword of Johanne Agerskov's book can also be found in the archive of the Toward the Light publishers. It is of course possible that Johanne Agerskov hoped to get the whole book translated into German, but what is abselutely certain is that she was not in a state of health that would enable her to perform this work herself in the 1930's. She had withdrawn from all participation in public life, had a vey bad health and used her time to take care of her deadly sick husband. He died in 1933 and some very few letters are known from Johanne Agerskov's hand during the rest of her life, but she complained that the effort demanded to argue and write comments made her extremely fatigue.

My view is that Johanne Agerskov in her very eager defence of her father's writing ball failed to see the rather obvious resemblance between the top of Peters' first machine and the writing ball. Even though the Peters' keyboard is obviously not a ball, but is flat, it seemes clear to me that the principles is the very same as in the writing ball. The keys goes through the top and down on the paper. The difference is that the Peters' keys are only angled in the end close to the paper, whereas Malling-Hansen's keys are placed in an angle the whole way through. But Johanne Agerskov is aboslutely correct in stating that the Peters' machine is not a completed and functional typewriter. And nobody knows when it was built. Hannover claims that so is the case with Malling-Hansen's writing ball, but when he wants to credit Peters' the honour of having invented the first writing ball doesn't he bear the burden of proving his alligations? But he can't. Because nobody knows when Peters built his first machine if it was completed, and first of all: If it worked.

R E S U M E E

von: “Wer ist der Erfinder der Schreibkugel?”

von Johanne Agerskov geb. Malling-Hansen.

             Zuletzt werde ich das Resultat unserer Untersuchungen als ein Ganzes sammeln:

            1:         Die Erfindung der „Schreibkugel“ rührt von dem Jahre 1865; dies ist durch die Tagebuchsaufzeichnungen des Propsten I.A. Heiberg[1] aus demselben Jahre festgestellt.

            2:         Die Jahreszahl 1865 beweisst: dass Malling-Hansen unmöglich seine Schreibkugel nach der Beschreibung von Peters´Maschine in „Berlingske Tidende“, 1868 hat konstruieren können, welches ganz und gar den Fleck abwascht, den der Aufsatz des Professors Hannover vom 12. März 1924 auf seinen Namen und sein Andenken setzte.

            3:         Der Vergleich der drei Aufsätze von der Peterschen Erfindung bezüglich in „Berlingske Tidende“ den 18. April 1868, in „Ill. Zeitung“, den 12.Oktober 1872 und in „Aftenposten[2]“ den 18.Oktober 1904, hat zu dieser Entdeckung geführt: dass Peters seine Maschine vom Jahre 1872, als wäre sie mit der vom Jahre 1868 identisch präsentiert hat, wodurch die erstgenannte als Vorgängerin der Schreibkugel in „Ill. Zeitung“ genannt wurde, was sie nicht war.

            4:         Dass er selbst dieses Verschleiern der Wahrheit verschuldet hat, kann dadurch konstatiert werden: dass er sich unverstehend dem Malling-Hansenschen  Protestschreiben welches der Redaktion der „Ill. Zeitung“ gesandt wurde, gestellt hat. Samt dadurch dass er nicht selbst dafür gesorgt hat, dass „die Fehler“ korrigiert wurden, und dadurch dass er auch nicht den Professor Hannover auf diese Verhältnisse aufmerksam gemacht hat.

            5:         Dass der Peterssche unfertige, ebene Oberteil mit stark gekrümmten Typenstangen nicht eine Verbesserung der „Schreibkugel“ ist, ist durch Malling-Hansens Patentgesuch auf obengenannte Schreibmaschine bewiesen. In diesem Gesuch gibt er der Halbkugel mit den geraden, radiärgestellten Typenstangen den Vorzug vor dem Plan.

            6:         Dass der Peterssche unfertige, ebene Oberteil gar keine Forderung hat im Zusammenhange mit der Malling-Hansenschen Schreibkugel genannte zu werden, ist teils durch die Jahreszahl 1865 bewiesen, teils durch die erworbene Kenntnis zu Brailles und Foucaults Maschinen, welche fertiggemachte Maschinen und teilweise brauchbar waren. Und da diese Maschinen als Vorgängerinnen der Schreibkugel betrachtet werden müssen[3], kann ein unfertiger Gegenstand, der nie fertigkonstruiert worden ist, hier nicht mitgerechnet werden.

            7:         Die Behauptung des Professors Hannover, dass mehrere Typenstangen auf „die Kugel“ nicht hinzufügt werden könnten, ohne dass die Schrift unsauber wurde, ist durch die Schreibkugel des Geheimerates Schade[4] zurückgeschlagen, auf dieser Kugel waren 84 Stangen angebracht – auf der Malling-Hansenschen waren 54.

            8:         Dass die Schrift mit der Schadeschen Maschine klar und rein war – nicht unsauber – ist teils durch die persönlichen Äusserungen des Geheimrates, teils durch die Bestätigung des Herrn Ludwig Brauner[5] bewiesen.

            9:         Die Behauptung des Professors Hannover, dass die Schreibkugel mit der amerikanischen Maschine nicht konkurrieren könnte, weil die Typenstangen schräg gestellt waren, wodurch die Schrift „unsauber wurde“, ist durch das sehr schöne Urteil über die Malling-Hansensche „Kugelschrift“ zurückgewiesen, ein Urteil das uns von Fachmännern gegeben ist, die gewohnt sind die Schrift der Schreibmaschinen zu beurteilen.

            10:       Das Urteil der Sachkundigen, dass die Kugelschrift völlig auf der Höhe steht mit dem was die modernen Schreibmaschinen leisten können, zeigt: dass die Schreibkugel im Schluss der Achtzigerjahre, ja sogar in den Siebzigerjahren eine ebenso klare, saubere und schöne Schrift leisten konnte als die modernen Maschinen, deshalb kann die Maschine unmöglich  Schuld daran sein, dass sie vom Markte verschwand; es war zweifelohne der Tod meines Vaters im Jahre 1890, der dies bewirkte, so wie meine Schwester und ich es dem Professor Hannover gegenüber behauptet haben, welches er aber mit der Motivierung zurückgewiesen hat: dass die „Kugel“ nicht konkurrenzfähig war.

            11:       Durch obengenannte zehn Punkte ist klar bewiesen wie viel Unrecht der Professor Hannover, teils durch den Aufsatz vom 12.März 1924, teils durch seine mündlichen Äusserungen zu meinem Manne und mir, meinem Vater und uns zugefügt hat. Auch ist es durch diese Punkte bewiesen , wie berechtigt und notwendig mein Verteidigungsaufsatz gewesen ist.

            Aber durch meine eigenen Untersuchungen und die meiner Schwester verstehe ich jetzt genau welch eine gute und wertvolle Erfindung die Schreibkugel für ihre Zeit gewesen ist, und dies Resultat ist erreicht trotz den entgegengesetzten Meinungen des Professors Hannover. Und es sollte mich gar nicht wundern, wenn einmal die Schreibkugel, wie ein Vogel Phönix, aus seiner Asche emporsteigt um das zu werden, wovon mein Vater geträumt hatte: Die am meisten nachgefragte Schreibmaschine auf dem grossen Weltmarkte!

            Als die Verteidigerin meines Vaters übergebe ich die Sache Peters  - Malling-Hansen dem Urteil meiner Mitmenschen. Aber keinen Augenblick bin ich in Zweifel, dass die Antwort auf meine Frage: „Wer ist der Erfinder der Schreibkugel?“ jetzt wie vorher lauten will: „Das ist der Pastor  R.  M A L L I N G – H A N S E N.“

Kopenhagen den 12. Januar 1925

JMC kommentar: Nr 3 og 4 var formodentlig de ganske enkle maskiner af den type som kaldes index-typewriter uden tastatur. På dette tidspunkt fandtes en amerikansk maskine af denne type på det danske marked – ”The Merritt” – samt to tyske maskiner: ”Hammonia” og ”Kosmopolit”.

Jeg gætter på at maskinerne 1 og 2 var to versioner af Peters egen konstruktion, den ene mekanisk og den anden elektrisk. Peters havde mødt modgang i udviklingen af sine maskiner; dels havde han været tvunget til at modificere den tekniske udformning for at få bevilget de to patenter – som vi har beskrevet i ”The controversy of 1924/25” blokkerede Malling-Hansens eneretsbevillinger fra marts 1870 for visse aspekter af den udformning Peters havde villet give maskinerne. Og dels var hans ansøgning i 1868 om statslig støtte for udvikling af skrivemaskinen blevet afslået som en følge af professor Hummels kommentarer.

Min tolkning – og det er naturligvis spekulation – er, at Peters anså Malling-Hansen for at være blevet priviligeret på Peters bekostning, dels for at Malling-Hansen fik eneret på en udformning, som Peters anså sig have opfundet; og dels fordi Malling-Hansen og skrivekuglerne gennem årene fik betydelige beløb i statslig støtte. Det er nok mod den baggrund, man skal forstår hans formulering i udstillingskataloget: ”Nr 1 er et Tilløb til ”Skrivekuglen””. Han vill gerne ’så’ den tanke, at den peterske maskine kom først og at hans design var blevet overtaget af Malling-Hansen.

Jeg fornemmer også på Peters formuleringer i udstillingskataloget, at han anså at Remington havde stjålet dele af hans design.

Fremvisningen af maskinerne nr 3 og 4 var sikkert ganske ligegyldige for Peters. De to små og billige maskiners tilstedeværelse skulle legitimere, at han kaldte helheden for ’et Bidrag til Skrivemaskinens Historie’. Hans egentlige formål med at deltage i udstillingen var, tror jeg, at revanchere sig og sine maskiner og at slå et offentligt slag for synspunktet, at han var den egentlige og første opfinder af en dansk skrivemaskine, og at hans design var blevet stjålet af Remington og andre amerikanske producenter.

Oplysningen om Peters adresse – Nansensgade 5 – gjorde, at jeg kunne finde ham og hans familie i Folketællingen 1890. Han er der registreret som Jacob Arend Peters, 55 år, Lærer, Translateur. Med ham boede hans to døtre, Dorette Frederikke Margrethe Peters, 25 år, lærerinde, samt Christine Sophie Caroline Peters, 22 år, lærerinde.

Den yngre datter blev sidenhen gift med Otto Laurits Angul Larsen, kateket, og de fik i 1896 en søn ved navn Valdemar Ahrend Larsen. Valdemar A. Larsen var ingeniør og cand.polyt. Han blev den 1 august 1934 fast ansat som amanuensis ved den Tekniske Højskoles teknisk-kemiske laboratorium for almen-teknik kemi, og det var denne dattersøn af J.A.Peters, som i 1924 henvendte sig til Professor Hannover med oplysninger om Peters’ forsøg til at udvikle skrivemaskiner – et inititiv som gav ophov til den kontrovers vi har beskrevet udførligt i kapitlet ”The controversy in 1924/25”.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

Dette er en kopi af et håndskrevet brev, fundet i private slægtsarkiver.

Nielsine Hansen, født Jeppesen, levede fra 1855 til 1943 og var gift med Johan Frederik Hansen, 1839-1918. Nielsine var helt sikkert en god daglig hjælp for sin datter, Juliane Marie Christensen, 1879-1958 (min farmor), som blev enke allerede i 1920, da hendes mand, Lars Christensen døde af kræft og efterlod 9 børn i aldre mellem 2 og 16 år.

Nielsine skriver her for at takke for bogen ”Hvem er Skrivekuglens Opfinder?”, udgivet af Johanne Agerskov og Engelke Wiberg i 1925. Deres grundige dokumenta-tion var kulmen på en længere tids privat og offentlig kontrovers mellem de to søstre og Harald Immanuel Hannover, 1861-1937, professor ved den Polytekniske Læreanstalt i København. Se vor udførlige dokumentation om dette i ”The Controversy in 1924/25”.

- - - - -

     Nørre Lyndelse d.6 – 4 – 1925.

     Kære Niece Johanne!

     Mange Tak for den tilsendte Bog; det var pænt af Dig at sende mig den. Marie og jeg har læst den med stor Interesse; det er saa klare og uomstødelige Beviser, der er fremført, saa ingen, som læser den, kan være i Tvivl om, hverm der er ”Skrivekuglens Opfinder.” Du og Engelke har havt et stort Arbejde med at samle Materiale til Bogen; gid, I maa have den Glæde, at den maa blive læst af mange.

Det var en mærkelig ondsindet og stædig Maade hvorpaa Professor H. fremførte sine Paastande; men han har nok mærket, at hans Beviser var uholdbare, og at han var slaaet af Marken, saa har han ikke kunnet finde paa andet end atter og atter at gentage det samme.

– Jeg hører en Gang imellem lidt fra Tante Mathilde[1] om Dig og Dine Søstre. Formans er jo igen bleven forflyttet; men de holder dem stadig til Jyderne. Vil Du hilse Engelke og sige hende Tak for hendes sidste Brev til mig. Her ar vi det ret godt; Marie og Børnene bor fremdeles hos mig, og vi hjælper hinanden, saa godt vi kan. Den ældste af Maries Drenge[2] har de sidste to Aar været i Canada, han er nu 20 Aar. Det var i en ung Alder, han rejste ud, og han har i de to Aar baade set og prøvet meget ogsaa af Modgang; men nu har han det godt og er flink til at skrive hjem. De andre konfirmerede Børn er her paa Fyn, og saa er her fire ukonfirmerede endnu.

Vil Du ved Lejlighed hilse Dine Søstre og Svogre fra os, og modtag Du, din Mand og Datter de hjerteligste Hilsner og Ønsket om en glædelig Paaskefest fra Marie og

                           Din hengivne Tante

                            Nielsine Hansen.