Artikkel i Nationaltidende. 30. april 1887

Kaptein og arkivar, Gustav Feilberg, 1836-1896. Foto: Det Kongelige Bibliotek.
Dette eksemplaret av originalutgaven eies av etterkommere etter RMHs datter, Emma Mathiesen. Legg merke til dedikasjonen til RMHs andre hustru, Anna.

Gustav Feilbergs anmeldelse af Malling-Hansens hovedværk.

 

Transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Research og illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

 

 

I efteråret 1886 udgav Rasmus Malling-Hansen på Trydes Forlag i København tredje del af sine publikationer om børns vækst, baseret på hans mangeårige forskning på Døvstummeinstituttet, med titlen: ”Perioder i Børns Vækst og Solens Varme”, Fragment 3a og 3b. Malling-Hansens gode ven, Gustav Feilberg, kaptajn og arkivar i Krigsministeriet, bidrog med en udførlig anmeldelse i Nationaltidende af den 30 april 1887. Denne artikel fandt jeg blandt Christian Barnholts efterladte papirer sammen med en påbegyndt udskrift, og her følger nu den fuldstændige udskrift af artiklen, sammen med mine kommentarer.

 

 

(Sverre Avnskog: Artikkelen stammer fra Det Kongelige Biblioteks store avisarkiv, og jeg fikk en kopi tilsendt derfra. Christian Barnholdts kopi er en utskrift av en scannet versjon jeg sendte ham i 2012.)

 

 

Gustav Feilbergs fuldstændige navn var Gustav Johan Ludvig Feilberg, født 1836 – og altså jævnaldrende med Malling-Hansen  -  og død 1895; han var kaptajn og arbejdede som arkivar i Krigsministeriet. Gustav var ældre bror til en anden af Malling-Hansens gode venner, Ludvig Tage Christian Müller Feilberg, 1849-1912, en betydningsfuld filosof. Malling-Hansen var en slags mentor til Ludvig, og vi har bl.a. et brev fra RMH til L. Feilberg dateret 1886.10.02 hvori han kommenterer Ludvigs manuskript, som senere blev udgivet under titlen: ” Stemninger og Billeder i harmonisk Ordning: Et æsthetisk-psykologisk Forsøg Nr. 1”, publiceret i 1886.

 

 

Malling-Hansen spillede regelmæssigt kort i en firkløver sammen med Gustav Feilberg, Ernst Kaper og Erik Ritzau, og dette er foreviget i et berømt maleri af Malte Engelstedt. (Sverre Avnskog: Jeg leste et sted at RMH uttalte at disse spillkveldene ikke var så regelmessige som det var skapt et inntrykk av, men forekom mer sporadisk).

 

 

Begge brødre Feilberg var i øvrigt medlemmer af samme frimurerloge som Malling-Hansen: ”Zorobabel og Frederik til det kronede Håb”. Også Malling-Hansens gode ven, journalisten Edgar Collin som arbejdede på Nationaltidende, var et fremtrædende medlem af logen.

 


Vi har yderligere et brev fra RMH til Edgar Collin på vor hjemmeside, dateret 1887.05.02, hvori Malling-Hansen udtrykker sin taknemmelighed med at Gustav Feilbergs anmeldelse af hans bog blev publiceret i Nationaltidende. Man mærker tydeligt, at han var meget tilfreds med artiklen; han skriver til Edgar Collin: ”Masser af Tak for Optagelsen af capt. Feilbergs Artikel; den er fortrinligt skrevet, klar og oplysende; den mispryder sandelig ikke i ”Nationaltidende”. Disse ord gør, at vi kan udgå fra at Gustav Feilbergs artikel på en udmærket måde sammenfatter Malling-Hansens centrale teser og teorier. Det er også muligt at Malling-Hansen har forsynet Gustav Feilberg med en sammenfatning af hans væsentligste forskningsresultater, på basis af hvilken vennen Feilberg har skrevet anmeldelsen.

 

 

Sverre Avnskog: Jeg må innrømme at mitt kjennskap til hvordan Malling-Hansen arbeidet for å gjøre sine verker kjent, gjør at jeg mistenker at han har gjort mer enn å bare bidratt med sammenfatninger til sin venn Feilberg. Det ville ikke forundre meg det minste om mye av anmeldelsen er skrevet av RMH selv. Vi vet at han selv skrev anmeldelsen av sitt foredrag ved den store legekongressen i København i 1884 og fikk det utgitt som redaksjonelt stoff, og det engelske tidsskriftet Enginer sto det en artikkel etter utstillingen i 1872, som de hadde fått fra sin "danske medarbeider". RMH? Etter en artikkel om RMHs forskning kom det inn spørsmål fra en herr X.  Det blir selvsagt ren spekulasjon om hvorvidt RMH hadde mer enn en finger med i spillet ved disse tilfellene, men faktum er i alle fall at han var en svært dyktig PR-mann, og da skrivekuglene ble presentert for første gang i 1870, fikk alle journalistene utdelt en ferdig trykket beskrivelse av maskinen, som de kunne bruke i sine anmeldelser!

 

 

Nationaltidende 1887.05.02:

 

Malling-Hansens Maalinger og Veininger

 

Malling-Hansen: ”Perioder i Børns Vækst og Solens Varme”, Kjøbenhavn 1886. Af Kapt. G. Feilberg.

 

 

Bogen udkom forrige Efteraar.  Forfatteren betegner den som 3. Fragment af sine Undersøgelses-Resultater.  Den kunde vel snarare kaldes en redegørende Udvikling af de tidligere af de i hans tidligere Skrifter: ”Om Periodicitet i Børns Vægt” i 1885, ”Daglige Veininger af 130 Elever”, 1884 og et Par Bladartikler fra 1886 offentliggjorte Iagttagelser[1]. De mærkelige Resultater, hvortil Forfatteren er naaet i disse Skrifter, have udenfor Danmark vakt en vistnok fortjent Opmærksomhed, der er kommen til Orde i forskjellige tyske saavel som engelske Blade og Tidskrifter[2], hvori samstemmende har været fremhævet de for Videnskaben lige saa betydningsfulde som for den dannede Læseverden interessante Opdagelser, som derved ere bragte for Dagen. Det er vel ikke for tidligt, om vi selv henlede dem lidt Omtale.

 

 

Hr. Malling-Hansen har vandret ubetraadte Veie.  Maalinger og Veininger af Børn have skulle vist - efter hvad han oplyser, tidligere være foretagne i andre Lande, men man er der nøiedes med at maale et større Antal Børn en enkelt Gang – eller har ved Undersøgelser af større Udstrækning indskrænket sig til at experimentere med enkelte Børn.  Hvad der giver Malling-Hansens Resultater det Paalidelighedens Præg, de bærer og i hvert Fald giør det til en Nødvendighed indtil videre at lade dem henstaa for eget Værd, er den af hans giennem flere Aar anvendte daglige Masseveining, der i Forening med hans Maalinger repræsenterer et Antal af mere end 180.000 Enkeltundersøgelser, som ere kortlagte i Kurver, og ved hvilke tilfældige Indflydelser eller sporadiske Feil skulle synes at maatte være eliminerede.

 

 

Allerede i 1877 paabegyndte Pastor M.H. som Forstander for det herværende kgl. Døvstummeinstitut en række daglige Maalinger af et større Antal Elever.  De indstilledes efter et Aars Forløb, men fortsattes fra Midten af Februar 1884; i Mellemtiden var der fra Mai 1882 blevet paabegyndt og ved Siden af Maalingerne fortsat en regelmæssig Veining flere Gange daglig af Instituttets cirka 130 Elever.  Begge derved vundne Iagttagelsesrækker ere i det foreliggende Skrift førte frem til Februar 1886 og spænde for Veiningernes Vedkommende altsaa paa det nærmeste over et Tidsrum af 4 Aar.  Det var, siger Forfatteren, oprindelig kun for at vinde Erfaring med hensyn til det gældende Bespisningsreglements Ernæringsværdi i Forhold til et paatænkt nyt, at Experimentet indstilledes.  I og for sig kan det ved Bedømmelsen af en Opfindelses Værd være temmelig ligegyldigt, hvor Opfinderen fik sin Impuls fra, men da vi her til Lands før have set Opdagelser af Betydning ensidig vurderede efter deres Tilblivelsesvilkaar, tror Anmelderen, der har havt Leilighed til at følge Hr. M.-H.s Iagttagelser omtrent fra første Færd, at skylde hans beskedne Udtalelse det Supplement, at han meget tidlig har havt sit Blik henvendt paa og idelig betoner den kosmiske Indflydelse, som danner et knudepunkt i hans Undersøgelsesresultater, og hvis Tilstedeværelse han i sit seneste Værk har søgt ad induktiv Vei at begrunde.

 

 

Om dette er lykkedes ham, driste vi os ikke til at afgjøre, det maa blive de Fagvidenskabers Sag, som han har taget i Tjeneste. Men selv om deres Kjendelse paa et eller andet Punkt skulde gaa imod, har Bogen tilført Videnskaben saa meget nyt og smukt og indeholder saa mange skarpsindige Tankebygninger og dristige Slutninger, at den har Krav paa en Æresplads i vor videnskabelige Literatur. Vi skulle forsøge i det følgende at give en kort Oversigt over de Malling-Hansenske Iagttagelses-Resultater og leilighedsvis berøre de vigtigste af de Hyphoteser, han har knyttet til disse.

 

 

I forreste Linie fremgaar af Maalingsforsøgene, at Børns Vægt- og Højdeforøgelse i 9-15 Aars Alderen ikke, som Fysiologien hidtil har antaget, skjer jævnt Aaret igjennem, saaledes at den for et større Antal Børn vilde kunne fremstilles summarisk ved en skraat opstigende lige Linie, men tværtimod i Spring, idet der selv i den bedste Væksttid pludselig kan fremkomme og gjennem flere Dage vedligeholdes en Standsning i Udviklingen, som for Vægtforøgelsens vedkommende endog kan udarte til betydelige, over flere Uger fortsatte Vægttab. I et Atlas paa 44 Plancher, der ledsager Værket, er Vægtudviklingen fremstillet i Kurver, hvor Forøgelsen fra Dag til Dag er afsat som Ordinater, de enkelte Dage hvorover Iagttagelsen strækker sig, som Abscisser til Vækstkurven. Ved et Blik paa den Sidste forvisser man sig om, at Barnets Vækstliv foruden en daglig og ugentlig ved dets forskjelligeartede Beskæftigelse og Levemaade begrundet Variation er underkastet to periodiske Svingningsrækker, den ene knyttet til Aarstiderne, den anden, som det synes, til de kortvarige Forandringer i den atmosfæriske Varme. Hvad første Række angaar, vise Kurverne at den falder i tre Afsnit, som regelmæssig gjentage sig Aar efter andet. Forfatteren kalder dem Maximums-, Mellem- og Minimumsperioder. Vægtforøgelsen har nu sin Maximumsperiode fra Begyndelsen af August til midt i December, 4½ Maaned hvori Barnets Legemsvægt er i livlig Tiltagende; derpaa følger Mellemperioden i andre 4½ Maaned til Udgangen af April endnu med Tilvækst, skønt den daglige Vægtudvikling er svunden in til ½ af Maximalperiodens. Men Minimumsperioden, der indtager de resterende 3 Maaneder, fremviser et ligefrem Vægttab, hvor næsten alt det i Mellemperioden indvundne sættes til.

 

 

Højdevækstens tre tilsvarende Perioder, hvis Amplituder ere noget mindre end Vægtperiodernes, falder i Tidsgrænsen omtrent sammen med disse, men i modsat Rækkefølge, saa at Barnet, naar det vokser livligt i Højde, intet tager til i Drøjde og omvendt. Dette i Forening med, at Høidevækstens Faser begynde lidt før Tykkelsesvæksten, kunde synes at antyde, at førstnævnte til en vis Grad skete på sidstnævntes Bekostning. I Vægtforøgelsens Maximumsperiode (Aug – Nov) er Høidevæksten saa ringe, at Perioden næsten kan kaldes en Hvileperiode for Høideudviklingen. Den sidste er i Mellemperioden (Dec – Marts) dobbelt saa stor som i den forløbne Minimumsperiode, altsaa forholdsvis større end den samtidige Vægtforøgelse; og i Maximumsperioden (Apr. – Juli) 2½ Gange saa stor. Medens Høidevæksten fra et Minimum arbeider sig gjennem en Mellemperiode op til en Maximumsperiode for derefter pludselig at synke ned til sit Minimum, stiger Vægtforøgelsen paa en Gang fra sit Minimum til Maximum og daler saa langsomt gjennem Mellemperioden til Minimum. Alt i alt blive altsaa Apr – Novr Barnets Barnets kraftigste Væksttid først gjennem Længdevækstens og fra August af gjennem Vækstforøgelsens Maximalperiode.

 

 

Den anden Svingningsrække røber, som bemærket, Slægtskab med Bølgningerne i den atmosfæriske Varme. Ikke dog saaledes at forstaa, at der er Tale om nogen Paralellisme mellem deres respektive Bevægelser, men kun om en Svingningsoverens-stemmelse. Enhver Varmestigning ledsages ordentligvis og uafhængig af Aarstiderne, af en Vægtforøgelsesstigning, ethvert Temperaturfald af en Nedgang i Vægttilvæksten, men ingenlunde altid i tilsvarende Forhold. I det Hele fremviser Varmekurven Aaret igjennem en kjendelig større Uregelmæssighed i Bevægelsen end Vægtkurven. Betragte vi den sidste noget nærmere, undgaar det ikke Opmærksomheden, at en bestemt Figur stadig aftegner sig i dens brudte Linie: Et stort Bjerg efterfulgt af et mindre og saaledes, at der efter en stærk Vægtstigning i 9 Dage følger en tilsvarende Nedgang i 7 Dage, derpaa en svagere Stigning i 3 Dage og atter Nedgang i andre 6 Dage, altsaa en regelmæssig 25 Dages Periode. Endvidere ses, at hver tredie Periodes Kurve i Reglen svinger modsat de to foregaaendes, hvad der peger henimod, at Vægtforøgningerne, foruden 25 Dages perioden – den viser sig i de enkelte Aar at have varieret fra 24 til 26 Dage – endnu have en større (JMC: Periode)paa 75 Dage. Amplituden er betydelig, da Vægtforøgelsen paa førstnævnte Periodes 8. Dag gjennemsnitlig er 30 Gange saa stor som paa dens første Dag. Forfatteren beretter, hvorledes han efter at have forvisset sig om, at Aarsagen til Vægtkurvens lovbundne Bevægelse ikke kunne eftervises i Elevernes Næringsmidler, Beskæftigelser, Sundhedstilstand eller andre i snævrere Forstand lokale Forhold lededes til at søge den i de meteorologiske.

 

 

Han konstruerede en Varmekurve for de med Vægtsvingningerne samtidige Variationer i Kjøbenhavns daglige Middeltemperatur og fandt en paafallende Overensstemmelse mellem de to Kurver, paa visse Punkter dog tillige en saa tydelig udtalt Uoverensstemmelse, at Stedets Vejrlig i og for sig ikke kunne antages at være den søgte Aarsag. Den Omstændighed, at Eleverne i det herværende Opfostringshus[3], hvor lignende Veininger vare satte i Gang, viste en aldeles tilsvarende henholdsvis Overensstemmelse og Uoverensstemmelse med den lokale Varmekurve maatte bestyrke Antagelsen.

 

 

Meget tydede derimod hen paa, at begge Svingningsarter, Varmens og Vægtforøgelsens, kunde have en fælles Aarsag. I saa Fald laa det nær at søge denne i den stedlige Varmes fornemste Ophav: Straalevarmen fra Solen. Men at en Bestemmelse af denne afgav vore egne et mindre heldigt Grundlag. Som beliggende paa Vestsiden af et større Kontinent, hvor lune Havstrømninger kile sig ind i Fastlandsmassen, og tildels blotlagt for antipassatiske Luftstrømme er Kjøbenhavn, baade hvad Varme og Fugtighed angaar, under stærk Paavirkning af fremmed Tilførsel. Nu kan ganske vist intet Sted paa Jorden siges frit for klimatiske Modifikationer af denne Art, men Forf. mente dog, og sikkerlig med Føje, at Fastlandsklimaer maatte være mindre udsatte for at lide Forstyrrelse i Svingnignerne af den fra Solen udstraalende Varme end Kystklimaer, og at en Sammenligning af Varmekurver fra et større Antal Fastlands Stationer, beliggende i størst mulig Afstand fra hverandre, maatte kunne eliminere Virkningerne af den lokaliserende Indflydelse. Han fremlægger til dette Øjemed en Række Temperaturiagttagelser fra Østrig, Anadalusien, Hindustan, Guyana, Argentina, Kanada og Kongo – altsaa fra fire Verdensdele og begge Halvkugler – viser, hvorledes allerede Varmekurven for Wien svinger i smukkere Overensstemmelse med de kjøbenhavnske Drenges Vægtforøgelseskurve end deres egen Atmosfæres Varmekurve, hvorledes denne Overensstemmelse stiger, efterhaanden som flere og flere Stationer medoptages i Beregningen, og kommer til det Resultat, at da Temperaturen paa alle de undersøgte Stationer har Svingningsoverens-stemmelse med Børnenes Vægtforøgelse maa Stedernes  Varme-kurver ogsaa stemme indbyrdes, eller der maa være et fælles Grundlag for alle Varmesvingninger Jorden over, som til Trods for den stedlige Modifikation, det undergives, gjør sig gjældende uden Hensyn til Aarstider eller Beliggenhed paa Kloden.

 

 

Idet han gaar ud fra det som en nødvendig Antagelse, at disse fælles Grundsvingninger maa have deres Opreindelse fra en fælles Kilde, Solen, giver han sin Slutnings Deduktion den Form, at B ø r n s   V æ g t f o r ø g e l s e s  S v i n g n i n g e r  i k k e  a l e n e  h e r, m e n  o v e r  d e n  h e l e  J o r d, m a a  v æ r e  e n  A f s p e i l i n g  a f  S v i n g n i n g e r  i  s e l v e  d e n  f r a  S o l e n  u d g a a e d e  V a r m e, e t  f o r  M e t e o r o l o g i e n  n æ p p e  m i n d r e  p a a f a l d e n d e  R e s u l t a t, e n d  h a n s  V æ k s t k u r v e r  v a r d e t  f o r F y s i o l o g i e n.

 

 

Fra dette erobrede Stade foretager Forf. nu en del dristige Udflugter, paa Grund af Hypothesernes Vidder for at klare Solvarmens Periodicitet, hvorved han fornemlig støtter sig til Theorier om Solens fysiske Beskaffenhed, som ere fremsatte i et af Fysikeren Broszus paa Grundlag af den nyere Tids Forskningsresultater i 1884: ”Theorie der Sonnenflecken”[4]. Herefter skulde Solen, om hvis Natur man jo kun ved forholdsvis lidt, udenom en Kærne af stærkt ophedede Luftarter, hovedsagelig Brint, bestaa af et glødende, tyktflydende Jernhav, mere eller mindre bedækket med halvt størknede Slaggemasser af forskjellig Størrelse. Gjennem Overfladehavet finder en uafbrudt Udladning Sted af den komprimerede Gas i Klodens Indre, dels jævnt udsivende som et over dens Overflade udspændt Flammenet, (Lyskornene), dels under voldsomme Explosioner (Fakler, Protuberanser), naar Udsivningen stedvis har lidt Standsning ved Slaggedannelsen. De sidste, der selvfølgelig virke hæmmende for Varmeudstrålingen paa Stedet, blive enkeltvis synlige, naar de mødes af en ækvatorial Luftstrøm, som forudsættes tilstede i Solatmosfærens øverste Lag, og denne Strøm frembringer, idet den nedsænker sine afsvalede Luftmasser over Slaggen, en Aabning i den glødende Atmosfære, der omgiver Overfladehavet. Men de maa formodes at være tilstede i langt større Mængde, end de paa denne Maade fremkaldte ”Solpletter” angive.

 

 

Hr. M.H. knytter sine 25 Dages Perioder til Solens roterende Bevægelse. Det er bekjendt, at der tillægges den en Akseomdrejning (relativt) paa lidt over 27 Dage, som er den Tid en Solplet behøver til at vandre Kloden en Gang rundt. For at tilvejebringe den forventede Overensstemmelse hævder Forf. for de Sollag, hvorfra hans periodiske Svingninger ere udgaaede, en cirka to Dage kortere Omdrejningshastighed end den hidtil antagne, og mener at Videnskaben næppe vil have noget derimod at indvende, naar henses til, at Kjendskaben til Solrotationen hidtil har indskrænket sig til, hvad der har kunnet udledes af Solpletternes Vandring og desuden ansete Astrofysikere, deriblandt Böllner, ville have iagttaget, at den flydende Soloverflade har en større Omdrejningshastighed end Solpletterne paa samme Breddegrad. I saa Fald, siger han, kunde Svingningskurvens to Bjerge tænkes fremkomme ved, at Varmeudstraalingen ikke foregik med lige Intensitet fra alle Dele af Solens Overflade, men at der navnlig rundt om dens Ækvator fandtes to udstrakte Varmegebeter, et større og et mindre, med mellemliggende køligere Partier. Otte Dage efter at det koldeste af disse, hvorigjennem han lægger sin Nulmeridian, var passeret forbi Jorden, maatte da det hedeste Sted (115 Gr.v.L.)antages at gaa forbi syv Dage senere, det andet kolde Sted (216 Gr.v.L.)efter fem Dages Forløb det næsthedeste (288 Gr.v.L.), indtil efter andre fem Dage det koldeste Parti atter var kommet frem foran Jorden. Nu er imidlertid at bemærke, at Svingningskurvens Maxima, ihvorvel endnu tydelig udtalte i ande  25 Dages Periode, dog vise kjendelige Tegn paa en begyndende Svækkelse, som stiger i den Grad, at Kurven i tredje Periode svinger ligefrem modsat, idet der fremkommer Minima paa de Dage, hvor der i de foregaaende Perioder fandtes Maxima og omvendt. Dette forudsætter ifølge Hypothesen en Variation i de omtalte Solgebeters Varmeevne, som næsten synes gaadefuld, naar henses til den Regelbundet-hed, hvorved Omslaget ses at have gjentaget sig Aar efter andet. Herom opstiller Forfatteren den Formodning, at der ved Kampen imellem den ekspansive Kraft i Klodens Indre og den begyndende Størkning paa dens Overflade kunne være frembragt en Del Pulsation i Overfladehavet paa den Maade, at de to Varmegebeter, der i første Periode optraadte i deres fulde Kraft, lidt efter lidt dækkedes med voksende Slaggemasser, indtil efter 50 Dages Forløb den under Slaggerne ophobede Gasmængde havde samlet Kræfter til gjennem en Explosion at splintre og opløse Slaggekontinenterne. Forfatterens Tankebygning er her som allevegne sindrig, men anvendt paa Sollegemets Kaos nægte vi ikke at den, selv af en Formodning at være, forekommer os lidt vovet. Det er foran omtalt, at Børnenes Vægtforøgelsessvingninger viste en større og mere gjennemgaaende Overensstemmelse med de fundne Variationer i Jordatmosfærens Varmesum end med den stedlige Varmes Svingninger. Hvad der i saa Henseende gjælder for Døvstummeinstituttets og Opfostringshusets Elever siger Forf. maa formentlig kunde gives Anvendelse paa alle andre Børn, deres Svingninger i Vægtforøgelse maa være ensbetydende med tilsvarende Variationer i Vækstlivet, og da det synes lidet rimeligt, at Intensitets-Svingningerne i Børns Vækstliv skulde være andre Love underkastede end i alt andet Vækstliv paa Jorden, mener han sig berettiget til at slutte, at ”alt Vækstliv Jorden over, fra den mindste Organismes til den størstes, er i uafbrudte Intensitets-Svingninger, som i alle Bølgninger stemme med hele Jordatmosfærens Varmerum og ere kongruente med Variationer i den fra Solen til Jorden udstraalede Varme”. Men derfra kan der, hedder det, aldeles ikke sluttes til, at Solvarme-Variationerne ere Aarsag til Vækstlivets Variationer. Den Omstændighed, at den enkelte Organismes Vækstliv overalt svinger ens med Solvarmen, uagtet den sidste alle Vegne lokaliseres, dvs undergaar en af de stedlige Forhold betinget Forandring og altsaa intet Steds naar ind til Organismerne i sin fulde Renhed, viser netop at Solvarmen og Variationerne i samme ikke kunne være Svingningernes direkte Aarsag. Hvor er den da at finde? Ikke i de meteorologiske Fænomener eller blandt Naturkræfterne (Tyngde/molekulær Kraft), den kan ikke være et særligt fra Solen udgaaende Stof eller en af dennes bekjendte Energiformer, maa derfor, mener Forf., være en hidtil ukjendt Energi, som vi erkjende i dens Gerning: at give Incitamenter til Vækstlivet. Han giver den Navnet Vækstenergi og tilføjer: ”den udgaar fra Solen i eller med Solvarmen, varierer i Fuld Overensstemmelse med denne, naar til Jorden med Varmestraalernes Hastighed og, ankommen til Jorden, skiller den sig fra Varmen, de lokaliseres, medens Vækstenergien breder sig over den hele Jord og inciterer alle Organismer til samstemmende Svingninger i Vækstliv”.

 

 

En uventet Bekræftelse paa et Hovedpunkt i sine Undersøgelses-Resultater erholdt Forf. efter de heromhandlede Arbeiders Afslutning i et af Dr. Carl Reinl i Frankensbad udarbeidet Skrift: ”Die Wellenbewegung der Lebensperiode des Weibes”. Paa Prof. Hegars[5] gynækologiske Klinik i Freiburg havde man fra Nov. 1883 til Feb. 1884 to Gange dagligt maalt Legemsvarmen paa 18 Kvinder saa vidt muligt stillede under lige Ernærings-betingelser og andre Forhold. Dr B. havde behandlet de fremkomne Resultater og opdaget disse Bølgebevægelser i Legemstemperaturen, som han....(JMC; slutningen af artiklen mangler)

 

 

 


[1] JMC: De bladartikler Feilberg her refererer til er RMHs artikler i Berlingske Tidende den 27 maj 1886 og den 7 juni 1886 (se vor side, hvor den fuldstændige tekst er gengivet).  Disse to artikler blev også udgivet som særtryk af Heffenberg og traps Etablissement, København, samme år. Derudover publicerede Malling-Hansen også en artikel i ”Nordisk Tidsskrift for Fængselsvæsen”, 1883, og også denne artikel blev udgivet som særtryk – J.P.Hvidbergs Bogtrykkeri 1883. Vort afsnit om ”Periods in the Growth of Children” indeholder et stort antal udenlandske artikler om Malling-Hansens forskning.

[2] JMC: Vi gengiver på vor side mange artikler i engelske, amerikanske, svenske, tyske og hollandske aviser og tidsskrifter, hvor Malling-Hansens forskning blev beskrevet og diskuteret fra midten af 1880erne og fremover.

[3] JMC: Det handler om det Kongelige Opfostringshus, en dansk kostskole oprettet den 1 oktober 1753 af Frederik V på Christianshavn i det senere Søkvæsthus (som nu indeholder Orlogsmuseet). Oprindelig var skolen opfostringsanstalt for drenge af enlige mødre eller fædre i trange kår, og formålet var at oplære dem eller forberede dem for arbejde i håndværk og fabriksarbejde. Gradvis vandt dog almindelig skolegang og boglig undervisning terræn på bekostning af den håndværksmæssige målsætning, og skolen blev en belønningsskole for flittige og dygtige drenge. Efter nogle år flyttede skolen til St. Kongensgade og i 1880 til Randersgade på Østerbro, kun ca 1 kilometer fra Døvstummeinstituttet på Kastelsvej. Bygningen på Randersgade er idag hjemsted for Heibergskolen. På RMHs tid må han have haft kontakt med den daværende forstander for Opfostringshuset, Otto Nicolai Jensen, 1840-1915.  94 elever var med i det forsøg som RMH tog initiativ til.

[4] JMC: J.E. Broszus: ”Die Theorie der Sonneflecken: nach den neuesten wissenschaftlichen Forschungen”, Berlin, J. Springer 1884.

[5] JMC: Ernst Ludwig Alfred Hegar, 1830-1914,  tysk gynækolog og forfatter; publicerede flere bøger om obstetrik og gynækologi. Fra 1864 professor i gynækologi og obstetrik i Freiburg.


Den originale artikkelen fra 30. april, 1887.