Vejesteder: Institutioner som bidrog til at indsamle data om elevers vækst.

Natalie Zahle, 1827-1913, skolebestyrer. Foto: DKB.
George I, 1845-1913, konge av Hellas. Foto fra internett.

Research og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

 

Nedenstående informationer stammer fra en af de notesbøger Rasmus Malling-Hansen brugte for at notere resultaterne af vejninger, målninger, analyser af urin og også pulsfrekvenser blandt elever på det kgl Døvstummeinstitut og andre lignende institutioner. Denne notesbog blev fundet blandt Malling-Hansens dokumenter på Rigsarkivet i august 2020. Den pågældende side rummer faktisk to yderst interessante oplysninger:

 

For det første har Malling-Hansen med rød pen skrevet denne bemærkning:

 

”4. Mai gjorde Kong Georg det første Spadestik til Gjennem-Skjæring af Isthmus ved Korinth.” Takket være denne information kan vi datere Malling-Hansens noter til 1882, fordi projektet med at etablere Korinth-kanalen startede dette år. Korinth er beliggende 78 km vest for Athen. Kanalen gennemskærer en landtange og gjorde det dermed muligt for datidens skibsfart at sejle fra det vestlige Middelhav og ind i det Ægæiske Hav, en strækning på 6,4 km. Projektet var fuldt gennemført i 1893.

 

Og hvorfor var Malling-Hansen så optaget af denne hændelse i det fjerne Grækenland, at han skrev det ind i notesbogen som ellers var helliget vejnings- og analysespørgsmål? Der er to forklaringer:

 

1) Kong Georg I af Grækenland var den tidligere danske prins Vilhelm til Danmark, - søn af Kristian 9. Han blev født i 1845 og var sammen med andre kongelige flere gange på besøg på det kgl Døvstummeinstitut i København, hvor han traf Malling-Hansen. I 1863 blev han udråbt til konge af Grækenland og forblev på tronen til sin død i 1913.

 

Desuden var kong Georg I ejer af en skrivekugle af modellen fra 1876 eller 1878 – den transportable model i mahognikasse. Dette fremgår af en lille notits i Politiken juli 1962 (dag ukendt)som dels viser en fotografi af den pågældende skrivekugle og dels fortæller, at denne skrivekugle ”...er blevet indlemmet i et nyt etnografisk museum som netop er åbnet i Athen”.

 

For det andet har Malling-Hansen på samme side skrevet:

 

Veiesteder

 

1. Blinde-Institutet

 

2. Opfostr.huset

 

3. Vaisenhuset

 

4. Frøken Zahles Inst.

 

5. Herlufsholm osv Sorø

 

6. Fredericia Inst.

 

Blindeinstituttet var naturligvis Malling-Hansens nabo, det kgl Blindeinstitut i København.

 

Opfostringshuset var Det kgl. Opfostringshus, oprettet i 1753 og i 1880 flyttet til nye bygninger på den daværende Kalbrænderigade, nuværende Randersgade, på Østerbro.

 

Vaisenhuset var det kgl. Vajsenhus, oprettet 1727 og beliggende på Nørre Farimagsgade i København.

 

Frøken Zahles Inst. Var N.Zahles Skole beliggende på Linnés Gade, grundlagt i 1851 af Natalie Zahle (1827-1913) som pigeskole.

 

Herlufsholm er Danmarks største og ældste kostskole, beliggende i den nordlige udkant af Næstved. Når Malling-Hansen skriver ’osv Sorø’ kan det muligvis være fordi han her tænkte på Sorø Akademi?

 

Fredericia Inst. var naturligvis det kgl Døvstummeinstitut i Fredericia.

 

Med andre ord: Vi har her en liste som dokumenterer, at Malling-Hansen havde inddraget 6 forskellige institutioner af kostskolekarakter i sin naturvidenskabelige forskningsrække!

 

Dertil kan vi lægge Kong Frederik den Syvendes Stiftelse i Jægerspris, hvor vi ved, at forstanderen og lægen Martin Vahl bidrog med data om vejninger.

 

Yderligere et bidrag kom fra en enkelt institution, som ikke havde karakter af kostskole, nemlig Skjelstrup Skole i nærheden af Hunseby, hvor Rasmus Malling-Hansens bror, Johan Frederik Oluf Emanuel Hansen, gennemførte daglige vejninger og rapporterede resultaterne til Malling-Hansen.

 

Af de vejesteder Malling-Hansen har noteret (1 til 6) er institutionerne 1,3, 4 og 5 faktisk en nyhed for os! Vi kan nu håbe, at fremtidig forskning på dette område vil give os yderligere detaljer om disse institutioners bidrag.


Det originale dokumentet, avfotografert av Jørgen Malling Christensen.
Artikkelen i Politiken i 1962, som forteller om den greske kong George I sin skrivekugle.