Dagbladet 18650119.

Professor Johan Keller, 1830-1884.
Pastor Harald Valdemar Dahlerup, 1815-1894.
Hans Peter Duurlo, 1816-1892.
Forstander Rasmus Malling-Hansen, 1835-1890.
Den originale artikkelen.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

 

Nedenstående tekst er et indlæg i Dagbladet af Johan Keller, 1830-1884 i en periode, hvor han udfoldede store anstrengelser for at udvide og udvikle sin private skole for døvstumme. Udover at være lærer og forstander var Keller også aktiv i form af at udarbejde forslag til Kultusministeriet angående døvstummeundervisningens organisation i Danmark; og han var meget interesseret i at blive forstander for det kgl. Døvstummeinstitut i København, når Søren Johan Heiberg skulle afgå (hvilket han gjorde i foråret 1865).

 

[1]Johan Keller blev Cand.theol. 1855. Fra 1851 og frem til 1858 havde han en lærertjeneste ved Københavns offentlige skolevæsen men overtog desuden i 1856 bestyrelsen af den private døvstummeskole på talens grund, som Valdemar Dahlerup (1815-1894) havde startet i 1850, og som efter Dahlerups overgang til præsteembede blev bestyret af Hans Peter Duurloo(1816-1892)fra slutningen af 1850 til 1855. I 1859 foretog K. En studierejse til Tyskland, hvor han især påvirkedes af Hill[2] og blev yderligere begeistret for lyd-, dvs talemetoden.

 

På anbefaling af forstander Søren Heiberg (1810-1871) oprettede staten i 1860 de første fripladser for uegentlige døvstumme i Kellers skole. I 1865 foreslog Keller ministeriet, at alle indkaldelser af døvstumme børn for fremtiden skulle ske til hans skole, hvor det skulle afgøres, hvilke der skulle undervises efter tale- og hvilke efter tegnmetoden. Men først ved ministeriel resolution af 5 januar 1867 anerkendtes Kellers skole som et officielt led i landets døvstummeundervisning, idet der efter forslag af forstander Rasmus Malling-Hansen skete det væsentlige fremskridt, at de egentlige døvstumme børn blev henviste til det kongelige institut, de uegentlige til Kellers ældre skole og de evnesvage døvstumme til en særlig, nyindrettet skole i Kellers regi.

 

I 1878 blev Keller titulær professor. Han døde pludselig den 20 maj 1884.

 

    Et Par Ord til Rigsdagen om Døvstummeundervisningen. Ved 1ste Behandling af Finantsloven udtalte et æret Medlem af Folkethinget sin Forundring over, at Staten yder ”Døvstummeskolen grundet paa Talemethoden” Understøttelse, skjøndt der bestaar et kongeligt Døvstummeinstitut,og han yttrede, at Regeringen, dersom den satte Priis paa Lærerkræfterne i det private Institut, kunde anvende dem ved Underviisningen i det kongelige. Da Finantslovens anden Behandling skal foretages i disse Dage, troer jeg det rigtigt, at der fremkommer en Udtalelse om Døvstummeunderviisningens Stilling her i Landet.

 

     De Børn, der ere henviste til Døvstummeskolen, ere deels døve, deels døvstumme, og de døvstumme bestaae igjen af to Afdelinger: de Børn, der forhen have kunnet høre og tale, og de døvfødte Børn. For nogle Aar tilbage blev alle, baade døve, døvstumblevne og døvstumfødte Børn underviste i det kgl. Institut efter Tegnmethoden, hvoraf Følgen blev, at  d e  e n d n u  t a l e n d e  B ø r n  b l e v  s t u m m e  o g  a t  d e,  d e r  f o r h e n  h a v d e  k u n n e t  t a l e, i k k e  a t t e r  k o m  i  B e s i d d e l s e  a f  T a l e e v n e n.  Den daværende Overskoledirekteur, Biskop Monrad, indsaae det urigtige heri. Paa Ministeriets Indstilling bevilgede Rigsdagen en Sum, der af Ministeriet kunde anvendes til Døves  og ikkedøvfødte Stummes Underviisning efter Lydmethoden. Saadanne Elever blev da indsatte i mit Institut, og der blev betalt 60 Rdl. for hvert Barn ud over de 140 Rdl. aarlig, som Forældre, Kommune eller Amt maae betale; 200 Rdl. aarlig betales altsaa for hver Elev, hvilket er mindre, end hver Elev koster paa det kgl. Institut, naar alle Omkostninger, saasom frit Lokale, medregnes. Først blev 12 Børn indsatte  til en Prøve. Dennes Udfald bevirkede, at de af Staten betalte Pladser snart steg til 20 og dernæst til 30. De 1800 Rdl., der hidtil ere bevilgede til Døvstummes underviisning efter Lydmethoden, kunne imidlertid  i n g e n l u n d e  b e t r a g t e s  s o m  e n  U n d e r s t ø t t e l s e, der bliver mit institut tildeel, men som Honorar for Elever, der af Staten blive indsatte deri. Jeg maae bemærke, at jeg til mange Tider har havt flere af Staten indsatte Elever end det fastsatte Antal, hvilke jeg da har givet fri Underviisning, idet jeg har anvendt de af vedkommende Kommune betalte 140 Rdl. til Børnenes Forpleining, medens jeg til andre Tider ikke har modtaget den af Rigsdagen bevilgede Sum fuldt, da der bliver betalt Institutet fra den Dag, Eleven indtræder, til den Dag, han udtræder. Dette maa vistnok være et fyldelstgjørende Beviis for, at ”Døvstummeskolen grundet paa Talemethoden” ingen Understøttelse modtager af Staten, men at denne og vedkommende Kommuner i Forening betale for endeel Børns Underviisning efter Lydmethoden i dette Institut.

 

     Foruden at den paapegede tidligere Mangel er hævet ved denne Foranstaltning, er der derved ogsaa arbeidet hen til at afhjælpe en anden Mangel. I Danmark findes der nemlig ikke faa Døvstumme og Døve. Tidligere kunde kun 100 Elever undervises i det kgl. Institut; men Følgen deraf var, at Børn først i det 12te eller 13de Aar kunde optages til Underviisning. At dette var i høi Grad misligt, maa være indlysende ved en Sammenligning med det hørende Barns tidlige Indkaldelse til Skolegang. I de sidste Aar er, som anført, at Antal af 30 Elever af Staten indsatte i mit Institut, hvor der desuden af private Elever findes over 30; desuden er det kgl. Institut udvidet til at rumme 130 Elever. Omtrent et Antal af 100 nye Underviisningspladser er der altsaa i de sidste Aar tilkommet, og Følgen heraf vil blive, at  o m  n o g l e  A a r  v i l d e n  D ø v s t u m m e  k u n n e  b l i v e  i n d k a l d t  t i l  U n d e r v i i s n i n g  i 
r e t t e  A l d e r.

 

     Det kongelige Døvstummeinstitut og ”Døvstummeskolen grundet paa Talemethoden” maae derfor paa ingen Maade betragtes som to imod hinanden staaende Underviisningsanstalter, men som  t o  h i n a n d e n  u d f y l d e n d e  L e d  a f  d e t  s a m m e  I n s t i t u t.  Samles paa eet Sted kunne de ikke, da det Barn, der undervises efter Lydmethoden, saa lidt som muligt maa være sammen med Døvstumme, hvorfor han heller ikke boer i Institutet, men hos hørende Pleieforældre.

 

     Det maa altsaa bestemt fastholdes, at begge Methoder bør gaae Haand i Haand, og at de ikke kunne udøves jevnsides i det samme Institut. De to her bestaaende Instituter ere Bærere af de to Methoder, og Overskoledirekteuren eller maaske rettere Ministeren selv er Baandet mellem dem. B e g g e U n d e r v i i s n i n g s a n st a l t e r  b ø r  d e r f o r  s t a a e  e l l e r  f a l d e  m e d  h i n a n d e n; enten maa Staten tage sig af de Døvstummes Sag og altsaa bidrage til Elevernes Underviisning i begge Instituter, eller den maa overlade den Døvstummes Underviisning og altsaa begge Anstalter til privat Virksomhed, da Staten ved at understøtte den ene, men overlade den anden til sig selv, vil rykke Døvstummeunderviisningens Sag et uhyre Skridt tilbage.

 

                   Den 15de Januar 1865.
                        J o h a n  K e l l e r.

 


[1] JMC: Dele af de biografiske data er fra Dansk Biografisk Leksikon.

[2] JMC: Friedrich Moritz Hill, 1805-74, tysk døvstummelærer, fra 1830 til 1874 forstander for døvstummeinstituttet i Weissenfels. (Kilde: tysk Wikipedia).


Den aktuelle utgaven av avisen.
Den tyske døvstummelæreren Friedrich Moritz Hill, 1805-74, var vel kjent for sin undervisning av de døvstumme etter talemetoden.
Jeg søkte både vel og lenge etter et bilde av døvstummeinstituttet i Weissenfels, der Hill var forstander. Til slutt fant jeg det på en Facebookside for Weissensfels. Den skarpsynte kan godt se bysten av Hill på bildet.
Denne bysten av Hill ble første gang satt opp foran hans institutt for å feire 100-årsdagen for hans fødsel i 1905. Den ble med tiden fjernet, men har nå blitt satt opp igjen der den en gang sto.
Dette bildet fra et tysk institutt i 188o, viser hvordan undervisningen i talemetoden foregikk. Man ser hvordan de døvstumme fikk anskueliggjort a'en på flere måter, ved tegningen av en ape på tavlen, en pike holder en ape, læreren uttaler ape og bokstaven a ses på flere plansjer.
Denne mannen anses som oppfinneren av den tyske metoden, altså talemetoden, Samuel Heinicke 1727-1790.