Nationaltidende 1890.03.29.

Rigsdagen.

Landsthinget.

- - - - - -

     8. Første Behandling af L o v f o r s l a g  o m
F o r a n s t a l t n i n g e r  t i l  D ø v s t u m-
m e s  U n d e r v i s n i n g.

     K u l t u s m i n i s t e r e n  mindede om de
Principer, man hidtil havde fulgt ved Ind-
kaldelsen til Døvstummeundervisningen i Fre-
dericia, i Kjøbenhavn og hos Keller, og gjorde
derefter Rede for Lovforslagets Indhold og
for de Ændringer, Folkethinget havde foreta-
get. Han tilraadede Thinget at følge Folke-
thinget og lægge den nye Anstalt ved Nyborg.
Han havde foretrukket, at Bestemmelsen om
Godtgjørelse til Lærerne ved Kellers An-
stalter ikke vare blevne strøgne, men afgjorte
ved Forslaget. Han haabede imidlertid, at
begge Thing senere vilde vise Humanitet imod
Vedkommende.

     Th. N i e l s e n[2]  fremhævede Johan Kellers
og Malling-Hansens Fortjenester af Døvstumme-
sagen. Havde Keller vedblevet at leve, vilde
han have været imod Forslaget; men som
Forholdene nu vare, vilde Taleren ikke modsætte
sig Statens Overtagelse af de Kellerske An-
stalter. Naar Døvstummevæsenet nu
blev ordnet, vilde det være bedre ordnet
end i noget andet Land. Han
beklagede, at Folkethinget havde udskudt
Pleiehjemmet for de Aandssvage, som man
dog senere vilde blive nødt til at opføre.
Medens Statens Udgift nu var 135,000 Kr.
aarlig, hvortil saa kom Amternes Bidrag,
vilde den Udgift  efter Overtagelsen stige.
Det havde overrasket ham, at det i Folke-
thinget var sagt, at man havde været for
rundelig med Kellers Enke, og ligeledes var
han blevet overrasaket over, at det Medlem[3] af
Kommissionen, der sad i Folkethinget, ikke
havde nedlagt en Protest. Endvidere var
han bleven overrasket over, at Veile var
bleven dømt til Fordel for Nyborg, og ganske
særlig over, at Nyborg var bleven valgt af
Skjønhedshensyn. Vare de andre Grunde til
Fordel for Valget af samme Beskaffenhed, vare
de meget spinkle, for ikke at sige negative.
Da Ministeren slog sig til Ro med Nyborg,
og da et Medlem af Kommissionen, der i sin
Helhed havde været enig om Veile, indtog
samme Holdning, maatte man vel antage, at
en høiere Visdom havde faaet Udtryk i Folke-
thingets Valg.

     B o e s e n[4]  beklagede ogsaa, at Nyborg var
bleven valgt, og kunde slet ikke forstaae, at
Veile saa sporløst var forsvunden. Han ud-
talte det Haab, at Veile en anden Gang
maatte komme i Betragning.

     S t y h r[5]  havde kunnet ønske, at Folke-
thinget havde fulgt Ministeren. Han havde
mere Sympathi for Veile end for Nyborg,
men Hovedsagen var, at Sagen hurtig blev
ordnet. Han anbefalede derfor at tage For-
slaget, som det forelaa.

     Sagen gik derpaa til anden Behandling.