Nationaltidende 1889.11.30 om døvstumme-undervisningen.

Døvstummeundervisningen.

       Medens Sverrig og Norge først i de allesidste Aar have opnaaet af faae Skoletvang for Døvstumme, og medens de fleste andre Lande endnu sukke herefter, blev det for Danmarks Vedkommende allerede ved en kongelig Resolution af 2.April 1817 befalet, at alle døvstumme Børn, som ere skikkede til at modtage Undervisning og have den dertil fornødne Alder, skulle indbringes til Døvstummeinstitutet i Kjøbenhavn – der var oprettet i 1807 – for der at undervises, medmindre det godtgjøres, at der gives dem hensigtsmæssig og betryggende privat Undervisning. I Begyndelsen – indtil 1849 – skete denne Undervisning udelukkende efter den fra Døvstummeinstitutet i Paris hertil overførte, noget simplificerede Tegnmethode; men efterat Cand.theol D a h l e r u p , der var udset til at være Døvstummeinstitutets Forstander, i 1845 paa en Udenlandsreise havde havt Leilighed til at gjøre sig bekjendt med den saakaldte tydske Methode, der anseer Tonsproget (mundtlig Tale) for at være det Sprog, gjennem hvilket den Døvstummes Undervisning skal drives, og efterat han havde havt Leilighed til at anstille nogle Forsøg med denne Undervisningsmethode herhjemme, blev det i 1849 besluttet, at Talemethoden skulde adopteres paa Institutet, dog at det kun skulde være de uegentlig døvstumme Børn – Børn, som vel ere døve, men have mistet Hørelsen i en saa sildig Alder, at den enten ganske eller tildels have bevaret det mundtlige Tale, og Børn med en ikke ganske udslettet Hørelse – her skulde modtage Undervisning i mundtlig Tale og i at læse Talen fra andres Læber.

     Hermed ophørte for nogen Tid Statens Beskjæftigelse med Talemethoden. Derimod fortsattes Undervisningen  efter denne Methode i en af Cand. Dahlerup dreven privat Skole for Døvstumme, der fra ham gik over til Cand. theol. D u r l o o  og fra denne igjen i 1856 til Cand. theol., senere Professor Joh. K e l l e r.  Under dennes energiske Virksomhed fik ”Døvstummeskolen grundet paa Talemethoden” hurtig og stigende Fremgang. I 1860 oprettede Staten 12 Fripladser i den, hvilket Tal senere steg til 30 og endelig til 60, hvilke Fripladser for en stor Del besattes med uegentlig Døvstumme. I 1867 blev denne Skole optaget som et egentlig Led i Statsundervisningen for Døvstumme, idet det bestemtes, at samtlige uegentlige døvstumme Børn slulde oplæres i den Kellerske Skole, og at der ligeledes af Keller skulde oprettes en Skole for alle svagtbegavede Døvstumme, ”aandssløve Døvstumme”. Disse to private Skoler vare beregnede paa henholdsvis 80 og 20 Elever, og paa det kongelige Døvstummeinstitut optoges herefter kun egentlige Døvstumme – henved 110 i Tallet – der undervises efter Tegnmethoden, men tillige havde nogen Taleundervisning, der efterhaanden naaede dertil, at Børnene i det sidste Aar, de vare paa Anstalten, kun undervises mundtlig.

     Da det efterhaanden viste sig, at de kongl. Døvstummeinstituts Lokaler vare aldeles utilstrækkelige til at rumme den ualmindelig store Tilgang af døvstumme Børn, der ifølge Indberetningerne fra Landets Præster om Døvstumme maatte ventes i de nærmeste Aar, blev der den 28. Januar 1880 af Kultusministeriet fremsat Forslag om Oprettelsen af et nyt Statsinstitut, og allerede den 22. Marts f. A. udkom Loven, ifølge hvilken der blev bygget og indrettet et nyt Døvstummeinstitut i Fredericia, som blev taget i Brug i Efteraaret 1881. Den Ordning, der blev truffet, var den, at alle de egentlig døvstumme Børn skulde optages paa Institutet i Fredericia  til et Forberedelsesaar, hvorefter de Børn, som ikke gjorde tilstrækkelig Fremgang under Talemethoden, skulde oversendes til det kongl. Døvstummeinstitut i Kjøbenhavn for her at undervises efter Tegnmethoden, medens Resten skulde blive i Fredericia til Oplærelse efter Talemethoden. Samtidig forlængedes Undervisningstiden for den Døvstumme fra 6 til 8 Aar, og der skete en væsentlig Forandring i den Tegnmethode, hvorefter der undervistes heri Kjøbenhavn. Ligesom man nemlig var kommen til Overbevisning om, at Anvendelsen af Tegn og Gebærder som Undervisningsmidler ved Talemethoden var til Skade for Børnenes Tilegnelse af Talesproget, saaledes blev det ogsaa tydeligt, at Tegnsprogets Anvendelse indenfor den Methode (Tegnmethode), der kun lærte de Døvstumme Landets Skriftsprog, maatte have en lignende sinkende og forstyrrende Indflydelse. Tegnsproget ophørte derfor mere og mere ved Undervisningen, og siden 1885 er det næsten ganske blevet afløst af ”Haandalphabet-Methoden”.

      Man havde ventet, at der paa Institutet i Fredericia vilde blive ca. 100 Børn til Undervisning efter Talemethoden, og paa Institutet i Kjøbenhavn ligeledes 100 til Undervisning efter Tegnmethoden. Forstanderen for Anstalten i Fredericia,

J ø r g e n s e n, som er den Mand, der oprindelig har udkastet Planen til denne Anstalt, paaviste imidlertid snart, at et større Antal, omtrent to Trediedele af de egentlige Døvstumme, burde undervises efter Talemethoden, og der skete derfor i 1885 en Udvidelse af Antallet i Fredericia, idet man leiede en større Bygning i Byen til dette Brug. Herved opnaaedes tillige, at man kunde dele Børnene i to Afdelinger efter deres Begavelse.

      Loven af 22. Marts 1880 berørte ikke direkte de Kellerske Anstalter, der vedbleve med deres Virksomhed med Optagelsen af de uegentlige Døvstumme. Derimod gav Loven Anledning til Oprettelsen af et nyt Forhold mellem disse Anstalter og Staten, idet denne laante Professor Keller 80,000 Kr. til Opførelse af en ny Institutbygning – i Baldersgade – for mindst 70 Elever, der senere er bleven udvidet med to mindre Tilbygninger. Ved Siden af de to Kellerske Anstalter – Institutet i Baldersgade og Anstalten for svagt begavede Døvstumme i Meinungsgade – bestaaer endnu en tredie privat Anstalt under Ministeriets Tilsyn, nemlig Frk. M a t h i s e n s  Anstalt i Rosenvænget for abnorme Børn af bedre stillede Forældre.

     Som Forholdene nu ere, ere altsaa alle Landets Døvstummeanstalter indordnede som Led i et System, inden for hvilket enhver Døvstum henvises til en særegen Anstalt, eller til en særegen Afdeling indenfor en Anstalt, hvis Undervisning er afpasset efter Graden i hans legemlige Feil og hans aandelige Standpunkt. En saadan systematisk Ordning af Døvstummeundervisningen findes ikke i noget andet Land end Danmark. Det samlede Antal af Børn, der for Tiden undervises paa Landets 5 Anstalter, udgjør 405. Af disse oplæres 304 efter Talemethoden, 75 efter Haandalphabetsmethoden og 26 efter Tegnmethoden, Antallet af de uegentlige Døvstumme indenfor Undervisningsalderen – fra 8 til 16 Aar – er 127, af de egentlige Døvstumme 278.

     Medens den ovenfor skildrede Ordning af Døvstummeundervisningen en Tid lang tilfulde opfyldte sin Hensigt, kan dette nu næppe længer siges at være Tilfældet for de Kellerske Anstalters Vedkommende, hvilket nærmere er paavist i Skrivelse fra Forstanderen for det kongelige Døvstummeinstitut i Kjøbenhavn til Kultusministeriet af 14. April 1887. Det 1880 ved Hjælp af Laan fra Staten opførte nye Institut for uegentlige Døvstumme, indrettet for 70, viste sig strax fra først af meget for lille, og uagtet der faa Aar efter opførtes to mindre Bygninger for at afhjælpe Pladsmangelen, var denne dog vedblivende saa følelig, at Anstalten maatte afgive en større Del af sine Elever end ellers under normale Forhold til den noget rummeligere Anstalt for svagtbegavede Døvstumme, hvilket har ført til det i pædagogisk Henseende urigtige, at der i samme Skolehjem undervises baade efter Tale og Tegnmethoden. Den sidstnævnte Anstalt har tillige imod Bestemmelserne maattet optage et større Antal idiotiske Døvstumme, der ikke have kunnet føres frem til Konfirmationen, idet Bestyrelsen ikke har kunnet faae dem anbragt i andre, mere passende Anstalter, medens den af Humanitetsgrunde ikke har villet hjemsende dem. Begge de Kellerske Anstaltsbygninger ere derhos, foruden at være for smaa (Anstalten i Baldersgade har ca. 120 Elever, men har i Virkeligheden kun Plads til ca. 40 Børn), tillige høist uheldig indrettede og have en i hygiejnisk Henseende meget mangelfuld Beliggenhed.

     Da nu Loven af 1880 hjemler Kultusministeriet Ret til at overtage de Kellerske Anstalter paa visse nærmere Betingelser med et Aars Opsigelse, foranledigede de fremsatte Besværinger over disse Ministeriet til i forrige Aar at nedsætte en Kommission til at afgive Betænkning og Forslag angaaende Foranstaltninger med Hensyn til Døvstummes Undervisning samt angaaende Forsorgen for Landets Aandssvage, og det er som Resultat af denne Kommissions i forrige Maaned Afgivne Betænkning – af hvilken den foranstaaende Fremstilling af Døvstummesagens Historie væsentlig er et Uddrag – at Kultusministeren i Lørdags har fremsat de tvende Lovforslag – om Foranstaltninger til Døvstummes Undervisning og om Lønninger for de ved de kongelige Døvstummeinstituter ansatte Lærere – der skulle til første Behandling i Folkethinget idag.

     Lovforslagene – særlig det førstnævnte – have tidligere været refereret her i Bladet. Her skal derfor kun paapeges, hvad der vil vindes ved den af Kommissionen foreslaaede Ordning, der jo bl.a. gaaer ud paa, at Staten bør overtage og nedlægge de to kellerske Anstalter, oprette en for de egentlige og de uegentlige Døvstumme fælles, etaarig Forskole i Fredericia, opføre et nyt Institut for uegentlige Døvstumme i Veile og endelig anbringe de svagt begavede døvstumme Børn i en Tilbygning ved det kgl. Døvstummeinstitut i Kjøbenhavn. Kommissionen angiver selv Fordelene ved denne Ordning saaledes: Ved for Fremtiden at indkalde ikke blot de egentlige Døvstumme, men ogsaa de uegentlige Døvstumme til det samme Institut, det i Fredericia, vil vindes, at antallet af indkaldte Børn hvert Aar vil kunne holdes jevnt ens,selv om der skulde være temmelig betydelige Svingninger i Antallet af Døvstumme i Optagelsesalderen; tillige vil vindes et ensartet Grundlag for alle de normalt begavede døvstumme Børns Undervisning, endvidere en paalidelig Deling efter et Aars Undervisning mellem de egentlige og de uegentlige Døvstumme, samt Mulighed for, at de Børn, der staae paa Grænsen mellem begge Afdelingers Døvstumme, ville kunne benyttes til at udfylde Skoleklasserne til et passende Antal Elever. Den tidligere skadelige Indblandning af egentlige Døvstumme mellem de uegentlige Døvstumme vil ikke mere finde Sted. Ligeledes ville de svagt begavede Døvstumme ikke mere blive udsatte for Sammenblanding med, paa den ene Side, normalt begavede uegentlige Døvstumme, og, paa den anden Side, Idioter. Medens de uegentlige Døvstumme for Tiden imod alle Regler ere internerede, ville de for Fremtiden efter et Aars Oplærelse blive satte i Pleiehjem, og de ville for Fremtiden faae hygiejnisk og pædagogisk forsvarlig Plads. De svagt begavede Døvstumme ville ligeledes for Fremtiden faae tilstrækkelig stor Institutionsplads, og baade disse og de uegentlige Døvstumme ville blive anbragte i Anstalter og under Forhold, der ere fuldt forsvarlige,hvad hygiejne og pædagogik angaaer. Hvad endelig det andet Lovforslag angaaer, da ere Lærernes Lønningsforhold ved dette søgte saaledes ordnede, at det derved sikres, at Børnene ikke for Fremtiden under en altfor hyppig Vexling af Lærerkræfter komme under uøvede Læreres Behandling. Da herhos hver Anstalt for sig er beregnet indrettet for et saadant Antal Elever – 540, medens Antallet af Elever, som ovenfor nævnt, nu kun udgjør 405 – at det virkelige Elevantal ialfald i løbet afde første 50 Aar ikke antages at ville blive større, vil den fremsatte Ordnings Gjennemførelse bevirke, at der ikke i en længere Fremtid vil fremkomme Ønsker om Udgifter til Nybygninger for Døvstummevæsenet her i Landet. Det tør derfor med Kommissionen antages, at de Penge, der nu fordres bevilgede til Døvstummesagen ved den foreslaaede Ordning, ville blive vel anvendte, og – det er et Punkt, som det forekommer os vel er værdt at tage med i Betragtning – Danmark vil fremdeles paa dette Omraade staae som den videst fremskredne af alle civiliserede Stater, et Exempel, værdigt til Efterfølgelse, og som ganske sikkert ogsaa vil blive taget til Mønster.