Artikkel i Morgenbladet 1876.07.06 om det andre nordiske "abnormeskolemøtet".

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Illustrasjoner og kommentarer ved Sverre Avnskog.

 

Det første nordiske ’abnormskolemøde’ blev afholdt i København i 1872, og tidsmæssigt faldt det sammen med en anden nordisk begivenhed, nemlig den første Nordiske Industriudstilling, hvor Malling-Hansen havde fire forskellige eksemplarer af skrivekuglen udstillet. Ved det første møde, såvel som ved det andet i Stockholm i juli 1876, havde Malling-Hansen vigtige funktioner som ordstyrer og debattør. I forbindelse med Stockholmsmødet havde Malling-Hansen en skrivekugle med sig, og ved en audiens hos den svenske konge Oscar II (1829-1907), som var Sverige Konge 1872-1907 og konge af Norge 1872-1905, demonstrerede han skrivekuglens egenskaber. Kongen var begejstret, og senere samme år tildelte han Malling-Hansen den svenske wasa-orden.

 

Det tredie nordiske abnormskolemøde var berammet at finde sted i Oslo, men tidspunktet udsattes i flere omgange af arrangørerne. Da det endelig løb af stabelen i 1883 valgte Malling-Hansen at ikke deltage, men det kgl Døvstummeinstitut var dog repræsenteret af Georg Jørgensen og flere andre døvelærere.

 

Morgenbladets artikel er særlig interessant, fordi den viser flere nuancer i debatten mellem tegn- respektive talemetoden, idet en taler hævdede at der faktisk var fire forskellige metoder!

 

SA: Se forøvrig vår artikkel om hvordan talemetoden vurderes i ettertidens lys.


Direktør og professor Johan Keller, 1830-1884.
Forstander Johannes Moldenhawer, 1829-1908. Foto: DKB.
Otto Theodor Fabian von Feilitzen, 1820-1889, pædagog, arkivar, forfatter og filantrop.
Cand. phil. Stickmann. Foto fra Goos' bok om døvstummeinstituttet fra 1907.
Forstander Sigvald Skavlan, 1839-1912.

      Fra Stockholm d. 3die Juli. (Korrespond. til Morgenbl.)

 

I Fredags, d. 30te Juni, aabnedes det andet skandinaviske Møde for de abnorme Skoler her i Stockholm under almindeliig Tilslutning saavel fra Norge som fra Finland og Danmark, og dette baade for blindes, døvstummes og aandssvages vedkommende. Allerede ved det første indledende Møde følte man, at Debatten indenfor den Døvstumme Afdeling vilde blive varm, thi skjønt Kampen mellem de to Undervisningsmaader, (Talemethode og Fingersprog)har været ført i et helt Aarhundrede, ligesiden Døvstummeundervisningen begyndte at blive almindelig, saa har de stridende Parter maaske aldrig staaet saa skarpt overfor hinanden, som netop nu. Og det er ganske naturligt. De døvstummes Tale har nemlig, hvor ufuldkommen den end kan være, dog mere og mere vist sig at være det bedste Middel til at sætte den døvstumme i Forbindelse med sine Omgivelser, og jo mere Fingersproget derfor maa træde i Skygge, trænger det til sine Forkæmperes ivrige Beskyttelse.

 

     Efterat Direktør Keller[1] var bleven valgt til Præsident for de fælles Møder, skrev man til Valg af Ordfører, Viceordfører og Sekretær for hver særegen Afdeling, saaledes at Direktør Moldenhawer[2] blev Ordfører i Blindeafdelingen, Pastor Malling Hansen i Døvstummeafdelingen og Direktør Feilitzen[3] i Idiotafdelingen.

 

     Blandt de vigtigste af de mange Spørgsmaal, som ere fremstillede til Besvarelse, lyder for alla Afdelingers Vedkommende ”Hvilke ere de væsentligste Hindringer for en kraftig Udvkling af de abnorme Skoler?”, og enstemmig svares ”Mangel paa Penge”. Thi hvilken anden Mangel man end vil paapege inden Instituternes Omraade, saa kan enhver af disse føres tilbage til ”Pengemangel”. Ved Hjælp af tilstrækkelige Midler kunde der oprettes Seminarier til Læreres Uddannelse, kunde der opføres rummelige og vel indrettede Skolebygninger, anskaffes Materiale og fremfor allt disse ulykkelige Børn, som mangle en eller anden Sans eller ere aandssvage, kunde blive sendte til Skolen i sin Barndom og faa Lov at følge den 7,8,9 Aar, eftersom de tiltrængte. Thi underligt er det at tænke paa, at medens alle naturligt begavede Børn, der have sine fulde Sanser, tilpligtes at følge Skolen og det i 7-8 Aar, saa gaa i Modsætning mangfoldige Idioter, blinde og døvstumme uden Undervisning, og ofte hænder det ogsaa, at vedkommende Kommuner eller Forsørgere, som vel have sendt saadanne Elever til Institutet, dog ikke ville give Tid til Undervisningen kan afsluttes med sand Frugt for Barnet. I Sverige isærdeleshed, men ogsaa i Danmark, er man kommet vidt og dog staar endnu meget tilbage at ønske. Dog, denne Sag har en Fremtid, og saasandt Hjerterne mere og mere aabnes for Følelsen, af hvilke ufattelige Goder, Gud har skjænket dem, som kunne s e, 
h ø r e og t æ n k e, saa vist vil en lykkeligere Fremtid for de ulykkelige heller ikke være fjern.

 

     Det er ikke her Meningen at give et udførligt Referat af Detaillerne, som kun kunne have Interesse for de enkelte, kun skulle vi fremhæve, at Direktør Keller fra Kjøbenhavn i Sektionsmødet 1st Juli tog Talemethoden i Forsvar i en varm beaandet Fremstilling af Døvstummeundervisningens Historie og nuværende Standpunkt, idet han imødegik Hr. Stichmann[4], Døvstummelærer i Kjøbenhavn som gjentagende og kraftigt havde fremholdt Tegnmethoden som den bedste. Efterat flere iøvrigt havde sluttet sig til den ene eller anden Side, var det velgjørende at høre et besindigt, klart og oplysende Foredrag af Pastor Skavland[5], Direktør for Throndhjems Institut. Han udtalte Ønsket om, at enhver vilde kort og greit give en Fremstilling af sin Methode thi med praktiske Resultater skulde vi vende tilbage. Der var egentlig 4 Methoder: 1) Talesprog med Udelukkelse af Tegn. 2) Talesprog i Fobindelse med Tegn. 3)Fingersprog eller Tegnmethode med Udelukkelse af Lydsprog og 4) Do. i Forbindelse med Lydsproget. Som Repræsentant for et Institut, hvor Tegnmethoden var herskende, hyldede han, hvad han havde fremstillet som den fjerde Methodes Tegnsprog i Forbindelse med Tale. Han Hovedmaal var at berige Elevernes Aand og Hjerte, og dette Maal troede han bedst at kunne naa gjennem Tegnsproget. Men han vilde heller ikke berøve sine Elever det Gode gjennem Talen at kunne gjøre sig forstaaelig for sine Omgivelser, og derfor søgte han i de sidste Aar af Skoletiden at lære dem at tale. Iøvrigt mente han ogsaa, at en Lærer, som er greben af Kjærlighed til sin Gjerning med Held kan benytte de Midler, som Snarraadighed indgiver ham i Øieblikket for at gjøre sig forstaaelig.

 

(JMC: den sidste halvdel af artiklen er mindre relevant for vore behov og er derfor udeladt).

 


[1] JMC: Johan Keller, 1830 – 1884, direktør for de privat drevne skoler i København for døve og evnesvage.

[2] JMC: Johannes Moldenhawer, 1829-1908, mangeårig forstander for den kgl Blindeinstitut i København, nabobygningen til det kgl Døvstummeinstitut.

[3] JMC: Otto Theodor Fabian von Feilitzen, 1820-1889, en mangesidig herre: pædagog, arkivar på det svenske Rigsarkiv, forfatter, filantrop; startede i 1869 og var indtil sin død sekretær i ”Föreningen för sinneslöa Barns Vård”. Også stærkt engageret i afholdenhedssagen og mange andre sociale sager.

[4] JMC: Stichmann var en af døvelærerne under Malling-Hansens forstanderskab. I brev 18760510 til sin broder, Thomas Jørgen Hansen, skriver Malling-Hansen: ”Det er nu afgjort at der skal være et abnorme-møde i Stockholm fra 30 juni til 7 juli. Herfra rejser ventelig jeg, Jørgensen, Stichmann, Lassen, Petersen og frk. Allen.” I øvrigt har jeg ikke fundet biografiske data om Stichmann.

[5] JMC: Pastor Skavland (som muligvis skal staves ’Skavlan’?) var direktør for Throndhjems Institut, en offentlig skole for døve, som lå på Bispegata 9B i Trondhjem og fungerede der mellem 1855 og 1897.