Nationaltidende 1889.12.02.

Artikkelforfatteren, Georg Jørgensen, 1838-1905, forstander ved døvstummeinstituttet i Fredericia.

Research, transkribering og kommentarer af Jørgen Malling Christensen.

Kommentarer og illustrasjoner ved Sverre Avnskog.

 

JMC: Vi skal i dette indlæg af forstander Georg Jørgensen særlig lægge mærke til det afsluttende stykke, hvori han uforbeholdent giver Rasmus Malling-Hansen æren for at udarbejde og gennemdrive forslaget til det kgl Døvstummeinstitut i Fredericia. Det er ret og rimeligt!

 

Derimod fremstiller Jørgensen sig mere betydnings-fuld, end han fremstår i historiens lys, når det gælder indførelsen af talemetoden. Han besøgte Tyskland og Schweitz i 1875 og vendte tilbage som glødende tilhænger af talemetoden, hvilket han udviklede i to udgivne skrifter på tysk: ’Zwei deutsche Taubstummenanstalten’ i 1875 og ’Aufruf an die Lehrer u. Freunde des Taubstummen’ 1876. Men det er ikke korrekt, at han ”stod ene med mine anskuelser”. Ikke heller var han den første til at hævde talemetodens fortræffeligheder i undervisningen af døvstumme.

 

Allerede Valdemar Dahlerup gjorde et forsøg i samme retning 1846-1849, efter at han ved sine studierejser i Tyskland var blevet overbevist om metodens efektivitet. Og Johan Kellers anstalt brugte konsekvent talemetoden fra 1860 og havde derfor også navnet ”Døvstummeskolen grundet på Talemethoden”.

 

Malling-Hansen var pragmatisk indstillet og anerkendte talemetodens fordele for nogle grupper af døvstumme, og han var slet ikke fremmed for selv at bruge metoden.

 

SA: Harald Valdemar Dahlerups forsøk med undervisning ved hjelp av talemetoden var initiert av Døvstummeinstituttet i København, altså allerede i Søren Johan Heibergs tid som forstander, men resultatene Dahlerup kunne fremvise, overbeviste ikke Heiberg om at metoden burde innføres ved Instituttet. Man nøyde seg med å slå fast at metoden kunne inngå sammen med andre metoder som en del av instituttets pedagogiske metodevalg.

 

Dahlerup forlot da instituttet og etablerte sin egen døveskole basert på talemetoden, og denne ble overtatt av Johan Keller allerede i 1855. Døvstummeinstituttet søkte i 1858 om å få statlig støtte til 12 friplasser ved Kellers døveskole.


Malling-Hansen ville tydeligvis prøve ut talemetoden selv, og underviste en klasse basert på talemetoden fra første klasse i 1865. Den ble uteksaminert i 1872, og deltagerne ved "Abnormeskolemøtet" i København i 1872 ble invitert til instituttet for å overvære utspørringen av avgangsklassen. Men RMH ble aldri noen ensidig tilhenger av talemetoden. Han innså at den kunne ha sin berettigelse for elever som en gang hadde vært hørende, eller forstatt hadde en hørselsrest (de såkalte uegentlige døvstumme), men han holdt fast ved at tegnmetoden var best egenet for undervisning av de barna som hadde vært døve fra fødselen (de egentlig døve) og især de svakt begavede døve.


August Engelke, forstander ved døvstummeinstituttet i Schlesvig 1876-1914.
Rasmus Malling-Hansen, 1835-1890, forstander ved Det Kongelige Døvstummeinstituttet i København. Foto: Privat.
Harald Valdemar Dahlerup, døvelærer og prest. Foto fra internett.
Johan Keller, 1830-1884. Direktør for de Kellerske anstalter. Foto: DKB.
Søren Johan Heiberg, 1810-1871, prest og forstander ved instituttet i København. Foto: Heiberg-museet i Sogndal, Norge.
Den originale artikkelen.

    Døvstummeundervisningen. Redak-
tionen har modtaget Følgende:

 

     I Deres meget ærede Blad af 30.No-
vember udtales der, Hr. Redaktør, i en Artikel
om Døvstummeundervisningen, at Forstan-
deren for Døvstumme-Institutet i Fredericia
er den Mand, som oprindelig har udkastet
Planen til den her i Byen værende Anstalt.
Da denne Udtalelse kan fremkalde Misfor-
staaelser, maa det være mig tilladt at frem-
komme med følgende Oplysninger.

 

     I Aarene 1875 og 1876 gjorde jeg mig
til Talsmand for Indførelse af den rene
Talemethode ved Oplærelsen af det store
Flertal af Døvstumme, baade egentlige og
uegentlige. Jeg paaviste tillige, hvilke For-
andringer der maatte finde Sted saa vel med
Hensyn til den indre som til den ydre Ord-
ning af Døvstummeskolen, hvis Undervisnin-
gen skulde trives med Held. Dette fremkaldte
en heftig Strid og Diskussion ikke alene her
i Landet, men ogsaa i Udlandet, og i Begyn-
delsen stod jeg ene med mine Anskuelser. Lidt
efter lidt blev der vundet flere og flere Til-
hængere af de nye Synsmaader, og den første
Forstander, der i Henhold til disse omformede
sin Anstalt, var Direktør Engelke[1] i Slesvig.
Dette skete i Slutningen af Halvfjerdserne.
Her i Landet fulgte vi efter, og i 1880 blev
Forslag til Oprettelse af et Døvstumme-
Institut i Jylland indgivet til Ministeriet
for Kirke- og Undervisningsvæsenet. Ordningen i
Slesvig og i Danmark har meget tilfælles,
men i enkelte Hovedpunkter er den forskjellig.
Striden i Norge og Sverig har derfor i de
senere Aar staaet, om man skulde vælge den
danske eller den slesvigske Ordning.

 

     Selve Forslaget til Ministeriet i 1880
er derimod udarbeidet af Pastor Malling
Hansen, og naar vi have den Bygning, som
vi have, da tilkommer Æren ene og alene
ham. Ogsaa maa man være ham Tak skyldig
for den Iver og Energi, hvormed han har arbei-
det for Sagen i 1880 og 1881.

 

     Det kgl. Døvstumme-Institut i Fredericia
         den 1.December 1889.
         G e o r g  J ø r g e n s e n.

 


[1] JMC: August Engelke var forstander for døvstummeinstituttet i Slesvig fra 1876 til 1914.


Den aktuelle utgaven av avisen.
To bilder fra Døvstummeinstituttet i København under forstander Frederik Heibergs tid. Instituttet fortsatte å undervise etter tegnmetoden.
Men man hadde også artikulasjonstrening og taleundervisning, men ikke i samme grad som de døveskolene som var basert på talemetoden.
Mange elever ved Det Kongelige Døvstummeinstituttet i København ble etter hvert skomakere, og det var ikke tilfeldig. De fikk god opplæring i dette yrket ved skomakeriet ved skolen. Foto fra Frederik Heibergs forstandertid, publisert i Illustraret Tidende.